Om social poesi og om variation i DDR Museum

DDR Museum i Berlin er et besøg værd gennem sin underholdende og vedkommende måde både at formidle dagligliv i DDR og DRR-statens historie og politiske kultur (se evt. den sidste blogpost).
I den forgangne uge afholdt Organisationen Danske Museer sit årlige museumsformidlingsmøde og et af indlæggene fik mig til at tænke på en af de problematikker som museet i Berlin berører. Temaet på formidlingsseminaret var medborgerskab og et af indlæggene kom fra professor Ove Korsgaard, der gav et overordnet indblik i historien bag begrebet medborgerskab. Kortfattet viste han forskellene mellem statsborgerskab (det juridiske, ret og pligt) og medborgerskab (det psykologiske, tilhørsforhold) og han beskrev den amerikanske filosof Martha Nussbaums begreb social poesi.
Nussbaum sætter fokus på, at en indføring i statsborgerens rettigheder og pligter ikke er nok i skabelsen af demokrati eller hvilken styreformsgrundlag man ønsker. Der skal følelser til. Som eksempler nævner hun Walt Whitmans digte som en poetisk indføring i amerikansk demokrati. Kunst og arkitektur er også virkemidler. Herhjemme kan nævnes etableringen af Frederiksborg slot i 1882 som et storstilet forsøg på gennem disse virkemidler at vække følelser for landets historie og behovet for samhørighed i den daværende situation.

Die DDR is Tot – Es leben die Akten

Det er et problem for en stat, union eller anden politisk enhed, når tilhørsforholdet, medborgerskabet, ikke opnås. Det er et af EU’s strukturproblemer og Korsgaards foredrag mindede mig om, at det også var et grundlæggende problem ved DDR. De prøvede gennem social poesi at skabe enhed, men poesien var måske ikke poetisk nok og historien med nationalsangen gengivet i den sidste blogpost viser også, at den nogle gange også var vaklende.
DDR var først og fremmest en stat; en stat med akter. At akterne også var om statens borgere kommenterede den tyske plakatkunstner Klaus Staeck i hans plakat fra 1992 ”Die DDR is Tot / Es leben die Akten”.

Klaus Staecks plakat kan opleves i en store retrospektive udstilling af Staecks plakater, der i forrige weekend åbnede i Plakatmuseet i Den Gamle By. Udstillingen viser hans righoldige produktion af politiske plakater og plakater om emner som forurening, den 3. verden og fremmedhad, men har også et fint afsnit om tysk kultur, historie og selvopfattelse, som med DDR plakaten eller denne ”Die selbbewusste Nation”.

Klar sigte eller variation

DDR Museum i Berlin berører fint denne problematik om stat og tilhørsforhold eller mangel på samme uden at være eksplicit omkring det. I det seneste nummer af Danske Museer (årg. 25, nr. 1), har Kristian Handberg en artikel om tyske museer og udstillinger om DDR. I artiklen notere Handberg, at der ikke er ét museum, der i dag har autoriteten omkring DDR, men et væld af forskellige typer institutioner og private initiativer omkring emnet. Nogle problematiserer perioden og andre har en stærk ”Ostalgia”. Artiklen giver et fint overblik over større museale initiativer om perioden. Handberg er kritisk overfor det private DDR Museum, som jeg grundigere har beskrevet i gårsdagens blogindlæg.
Handberg noterer, at det er et interaktivt baseret museum, men mener blandt andet, at udstillingerne mangler et klart sigte. Dette synes jeg nu ikke er noget problem for det museum. Museets udstilling kommer rundt om mange aspekter i dagliglivet i DDR og berører også DDRs historie og selvforståelse som stat. Der er en stor variation i emnerne og museet bruger også bevidst en variation i de formidlingsmæssige greb. Der er mange flere steder man kan røre genstandene, læse i bøgerne, høre musikken og gå ind i interiør og sidde i møblerne end på mange andre museer, men der er også tekster der kan læses, små film der kan ses og genstande bag glas.
Handberg kritiserer også museet for at have for stor variation i arkitekturen med dels for trange og del for store rum. Museet breder sig ud i den sidste afdeling, som beskriver statens institutioner og politisk kultur. Denne ændring hænger ikke umiddelbart sammen med emnerne den understøtter, men for mig at se er det en kvalitet i sig selv, at museet arbejder med variationer i den rummelige fornemmelse. Det understøtter også den generelle følelse man får på museet af, at det er et sted for flere sanser.

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

Ud fra et akademisk synspunkt er ”manglen på et klart sigte” ikke godt at blive anklaget for, men her er det vigtigt at forholde sig til, at museets udstillingsrum er skabt til publikums præmisser og ikke med fokus på indholdet alene. At besøge et museum er og skal være en oplevelse. Der er oplevelser, der er gode på grund af deres stringente struktur, men oplevelser er overordnet set bedre, når der er den rette variation i fordelingen af oplevelsens elementer, herunder variation i rumlighed, indhold og virkemidler.
Mangel på variation er for mig at se et meget større problem for museerne i dag end manglen på klare sigter. At DDR Museum bruger forskellige virkemidler og lader gæsterne interagere med de udstillede genstande er ikke et problem for det privatdrevne DDR Museum, men snarere en problematisering af mange offentlige museers genstands-, publikums-, og museumssyn.

For en godt ordens skyld bør jeg nævne, at Handberg i sin artikel intet har at indvende mod, at DDR Museum ønsker at være interaktiv, han så gerne at det var det på endnu flere måder.

Link og henvisninger:

Ove Korsgaards foredrag om social poesi ved ODMs fomidlingsseminar 2012:
http://livestre.am/1lZpn

Ove Korsgaard artikel om emnet skrevet i anledning af seminaret:
Ove Korsgaard: Medborgerskab og social poesi, i: MiD Magasin, nr. 26, marts 2012.

Klaus Staeck udstillingen på Plakatmuseet i Den Gamle By:
www.dengamleby.dk/klaus-staeck/

Kristian Handbergs artikel i Danske Museer:
Kristian Handberg: Mellem dokumantation og oplevelse – museumskulturenomkring DDR i Tyskland, i: Danske Museer, årg. 25, nr. 1, februar 2012.

DDR Museum:
www.ddr-museum.de

Min tidlige blogpost med en beskrivelse af formidlingselementer brugt i DDR Museum:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/

DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR

Ved siden af Museumsinsel med stedets pompøse museer ligger det privatdrevne DDR Museum. Det reklamerer med at være det mest interaktive museum i Tyskland og det kan faktisk godt være. Museet er et fint eksempel på, at interaktivitet ikke kun er for børn, men godt kan doseres og tilrettelægges så det intuitivt tiltaler flere målgrupper og sømløst understøtter de overordnede historier i museet.

Med en grundighed der kunne synes vel tysk er der piktogrammer ved hver station om hvilken interaktivitet, der er på spil, men det gode er, at det slet ikke behøves at blive forklaret. Gæsterne kaster sig som det første over Trabi’en, der også kan ses gennem vinduet af dem, der promenere udenfor museet langs Spreefloden.

Hurtigt finder gæsterne også ud af, at håndtagene i udstllingselementerne, holdt i et øst-alike-industridesignstil, kan åbnes, og at der bag dem er flere historier og tøj, blade og andre genstande, som godt må berøres. Et eksempel på dette formidlingsgreb er et lille set up om børnekultur i Østtyskland. Der er legetøj at se på og Frie Deutsche Jugend tøj udstillet til at føle på

og når skuffen åbnes, er der lidt om DDR tegneserier, inkl. et man må bladre i.

Dagligliv i DDR

Den type installationer er der flere af, og gennem dem gives der et bredt billede af dagligdagen og hverdagslivet i DDR.

Den første del af udstillingen afsluttes i et genskabt lejlighedsafsnit med dagligstue, toilet og køkken. Der må kikkes i skufferne og vælges programmer på fjernsynet.

Nogle af skufferne viser hvordan indretningen så ud og de indeholder ofte genstande, der må berøres.

Andre skuffer har gemt en lille metahistorie, f.eks. i et overskab i køkkenet viser genstande, kort m.v. om kvindens dag den 8. marts, hvor manden, chefen og kollegaerne forventes at være ekstra opmærksomme. En fin måde i et miljø at fortælle en temahistorie på.

Staten DDR

Den sidste del af udstillingen fokuserer mere på DDR som stat og beskriver statens institutioner og den ønskede politiske kultur. I denne del af udstillingen bruges der flere touch skærme, hvor gæsterne skal forholde sig til udsagn, så det interaktive element bevares selvom, at der er færre genstande, som kan berøres.

Museumsoplevelsen afsluttes med, at man kommer ud i museets restaurant, hvor der serveres typiske DDR retter.

Ved en af skærmene i museets sidste del skal man prøve at skabe det nye socialistisk menneske ved at vælge påklædning, litteratur, accessories, emblemer, frisure, smykker med videre.

Når valgene er gjort kan man se, om man har forstået de bagvedliggende normer for den DDR-socialistiske kultur, og man får til sidst et print med hjem af sin skabte figur. Det hele er lavet i en humoristisk tone og giver gennem valgene på skærmen en god refleksion hos gæsten om DDR statens idealer.

En anden meget simpel installation fortæller om DDRs forfatning. En side af et skilt citerer en passus fra forfatningen om en bestemt borgerrettighed eller pligt og den anden side af skiltet viser gennem citat fra en lov hvordan denne rettighed skal fortolkes. Installationen er oplysende gennem sin simpelhed og så er der noget skræmmende Kammerat Napoleon ved den erkendelse som set up’et giver.

Auferstanden aus Ruinen eller …

En sidste installation jeg vil omtale er en skærm om DDRs nationalsang Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt. Teksten blev skrevet i 1949 af digteren Johannes R. Becher, der senere blev DDRs kulturminister. I 1970’erne blev sangens fraser Deutschland og unserm Vaterland problematiske, da de kunne have konnotationer til et fælles Tyskland, noget magthaverne ikke ønskede og det endte med at sangen kun blev spillet instrumentalt. Dette bliver ikke forklaret gennem et skilt, men ved at gæsterne ved installationen skal trykke på en stopknap, når de tror der er et problematisk ord i teksten. Og gennem deres egen handling kommer der så beskrivelsen af, hvornår deres valg var rigtigt og hvorfor.

Udstillingen er generelt holdt i en sober ikke unødigt dømmende tone, men understreger ofte absurditeterne i DDRs styre og ønsket om at lave en enhedskultur for hele folket. Min ledsager på museet var ikke en jævnlig museumsgæst og konstaterede efter et par timer i selskab med Trabant’er, Sandmännchen, muren, Erich Honecker, betonbyggeri og billigt kunststof, at det da var længe siden, han frivilligt var blevet så lang tid på et museum. En god underholdningsværdi er en forudsætning for, at museet ikke kun bliver for de udvalgte få.

Besøget på museet var ikke kun underholdning, men førte også til flere refleksioner – mere om dem og en diskussion af museets virkemidler i en kommende post i denne blog.

Sko og Accessories – 1700-tallet formidlet i modebladssprog

I dag åbnede et af Den Gamle Bys bidrag til Århundredes Festival, der er en begivenhed i Aarhus, som sætter fokus på 1700-tallet. I de næste uger er der 1700-tals teater, maskebal og middage foruden debatter og forelæsninger om århundredet. Den Gamle By har flere tiltag med i programmet og en af dem er udstillingen Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet.

Det er ikke en stor udstilling, men den har en god placering ved at blive vist i et rum i Møntmestergåden, en spektakulær bygning, der oprindelig lå i Borgergade i København og som i 2009 stod genopbygget i Den Gamle By og indrettet med interiør fra 1700-tallet.

Som titlen antyder, har udstillingen fokus på moden i 1700-tallet og på den status og prestige forbundet med at have det rette tilbehør – accessories – til sin fremtræden.

I arbejdet med udstillingen blev det hurtigt klar, at vor tids modebladsjargon med ord som accessoriers, must-haves, trends, stil-ikon mv. passede godt, når udstillingen skulle diskuteres og stemningen på de bonede gulve i 1700-tallet skulle beskrives. Til sidste blev pompadourhælskridtet taget fuldt ud og alle genstandsteksterne skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider.

Det er sjov læsning og tydeliggør også en række ligheder mellem vor tids søgen efter nye trends og de velhavende lag i 1700-tallets behov for at vise deres modebevidsthed.

 Jeg ville gerne have fundet en række eksempler, hvor andre kulturinstitutioner lige så konsekvent har valgt en nutidig sproglig vending og et nutidigt formsprog i formidlingen af en tidligere periode, men kunne ikke komme på nogle. Så i stedet for får I et par opslag fra det 1700-tals modeblad, der både er genstandsteksterne i udstillingen og det hæfte, der udgør det for udstillingens katalog.

Uundværligt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Æblegrønt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet kan ses frem til 1. januar 2013.

Link:

Århundredes Festival:
http://aarhundredetsfestival.dk/

1700-tals aktiviteter i Den Gamle By:
http://www.dengamleby.dk/aarhundredets-festival

Om udstillingen Sko og Accessories:
http://www.dengamleby.dk/mode-i-1700-tallet/

Det er den anden særudstilling som Den Gamle By åbner i denne uge, hvor der er arbejdet med at give den besøgende en anderledes type oplevelse. I forgårs omtalte denne blog udstillingen Hvidstengruppen arresteret. Læs om den og dens virkemidler her:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx
http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx
http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:
http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx
http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:
http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op: http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

The Geffrye Museum i London – Museum of the Home

The Geffrye Museum ligger i Hackney-kvarteret i London og har siden grundlæggelsen i 1914 været et museum med fokus på boligindretning. I begyndelsen for at vise produkter fra den lokale østlondonske industri, men med tiden med et sigte på at blive et mere generelt Museum of the Home.
Museets udstillinger består overordnet af to dele. Den oprindelige del af museet, der dækker perioden fra 1660 til 1900 og i en tilbygning udstillinger om det 20. århundredes boligindretning. Jeg besøgte museet med nogle kollegaer og boligindretningsaficionados og var så privilegeret at have mulighed for at mødes med Alex Goddard, der er tilknyttet museets samlinger for 1900-tallet. Vi fik dermed mulighed for at høre om overvejelserne bag udstillingerne og hvor museet er på vej hen.
Afdelingen for det 20. århundrede er fra 1998 og det centrale i formidlingen er interiør fra fire perioder. Da stuerne blev lavet var de ikke sat til et bestemt år, men til en periode som f.eks. 1955-1965.

Grebet i formidlingen er det samme for alle rummene. Et interiør man kan se ind i og hvor en kant markere hvortil gæsterne må gå.

Til alle rum er der en planche, der dels fortæller lidt om rummet og om hvilke møbler, genstande og billeder der er i rummet.

Derudover var der til hvert rum lavet en Childrens trail, hvor museumshunden Sam stillede spørgsmål og gav svar.

Design eller socialhistorie

Udvælgelsen af genstandene i rummet var primært sket ud fra et designhistorisk perspektiv, snarere end et socialhistorisk perspektiv, hvilket er noget Alex og hendes kollegaer gerne vil ændre på sigt. Fordelen ved det designhistoriske valg er, at udstillingerne fint kan bruges til at vise markante mode- og stilhistoriske ændringer, men ulempen er, at rummene ikke vækker stor genklang hos de besøgende og dermed ikke så nemt bliver umiddelbare relevante. Alex brugte Midcentury period room (1955-1965) til at illustrere denne pointe.

Rummet viser hvordan skandinavisk (særlig dansk) design er nyskabende i den periode. Det er et let og lyst scandinavian style rum med Hans Wegner stole, kaffebord produceret af Fritz Hansen, Holmegaard vaser osv., men som Alex pointere er det et rum som meget få kendte fra deres egen 60′er tid eller hvor det bare er muligt at genkendte nogle af de udstillede genstande fra ens egen liv. Erindringsvækkelsesmålgruppen må nærmest kunne begrænses til få stilbevidste artikektpar, der indrettede deres hus fra nyt omkring 1965. Et 60′er hjem der i mindre grad viser den tids allerhotteste nye tendenser havde vækket genklang hos flere.

For seks år siden blev de ældre samlinger genopstillet og der blev besluttet, at få mere socialhistorie ind i formidlingen og dermed brede fortællingen mere ud. Det er der kommet nogle rigtigt fine tableauer ud af.

Der er i alt syv perioderum i denne del af museet dækkende perioden 1630 til 1890. Formidlingen af rummene følger alle det samme mønster. Der er et introduktionsrum, som beskriver tiden og dækket et eller flere af perioderummene. I selve perioderummet er det et skilt man kan tage i hånden og læse om møblerne og genstandene og endeligt er der foran tableauet et panel med en oversigtstekst og en Childrens trail’s planche.

Gode introrum

Et rigtigt godt element i denne formidling er introrummene. De er både med til at give overblik og dybde i fortællingen om de enkelte perioder og rum. Introrummene består af et oversigtsbillede af et hus i perioden og funktionerne i husets rum. En simpel og pædagogisk formidling, særligt når man gennem udstillingen kan sammenligne de forskellige perioders huse.

Andre elementer er en montre med udvalgte genstande og en oversigtstekst der fremhæver et særligt element.

Derudover har introrummene en tidslinje, et panel hvor der er auditiv formidling, et element af taktilt baseret formidling og et hæfte med teksten til rummet samlet og skrevet med stor skrift. Det auditive kan være oplæste citater fra periodens forfattere, breve eller tidens toneklang. Det taktile kan være en af periodens stole man kan sidde i eller stoftyper man kan røre.

I Geffreys guidebog er museets mål beskrevet som ”reflecting charges in society and patterns of behaviour as well as style, fashion and taste”. Den første del af denne målsætning er med til at hæve The Geffrye til et museum, der ikke kun handler om ting, men også om mennesker, og denne del af deres opgave synes de bedst at løse i den nyindrettede ældre del af udstillingen. I samme guidebog (fra 2008) prøver museet at formidle 1900-talsinteriørerne lidt bredere ved at inddrage flere at tidens tendenser og samtidigt at skærpe fokus ved at skrive hvert interiør er fra et bestemt år.

Ændringer i det allerede eksisterende

2012 er OL år for London og det kan også ses i museerne. Flere af Londons museer, heriblandt The Geffrey har i de fire år op til OL fået midler til communities projects. I år vil der blive lagt et ekstra formidlingslag til udstillingen ved at fokusere på allerede udstillede genstande, møbler mm., der er importeret eller som har fundet sin inspiration abroad. Når hele verden kommer til London i år skal verdens indflydelse på byens ses i kulturinstitutionerne er det politiske rationale bag initiativet. The Geffrey har valgt ikke at lave en decideret særudstilling om emnet, men at justere den eksisterende udstilling, hvilke jeg synes er et konstruktivt valg. Alt for mange af museernes kostbart etablerede basisudstillinger bliver for lidt aktivt brugt efter deres færdiggørelse. Til sommer vil man i The Geffrye kunne ses hvordan det kan gøres og hermed er der givet endnu en undskyldning til en sommertur til OL London.

http://www.geffrye-museum.org.uk/

Gennemgang af perioderummene:

http://www.geffrye-museum.org.uk/period-rooms-and-gardens/virtualtour/period-rooms/

A Guide to the Geffrye Museum, red. af David Dewing. 2008.

Stockholms stadsmuseum – boligindretning på svensk, del 3

Først på Södermalm, tæt ved Slussen ligger Stockholms stadsmuseum. Som man vil kunne forvente, indeholder museet fortællinger om den svenske hovedstad og byens kvarterer. Stockholms stadsmuseum bruger til denne fortælling forskellige formidlingsformer fra nøgterne fotoudstillinger til scenograferede rum. Museet synes, at have gjort sig umage med at gøre det overordnede indtryk mindre højtidelig og mere kulørt, flere steder i en så høj grad, at min ledsager på dette museumsbesøg konstaterede ”at det her vist nok mest er for børn” for lidt efter at søge ned mod kaffen og kagebordet i cafeen. Det skulle nu mere til for at få mig væk fra museets opstillinger, modeller og genstande.

På Stockholms stadsmuseum er der iscenesættelser af byens forskellige rum. Ikke i 1:1, men klar med et forsøg på, at videre give en stemning fra forstaden, centrum osv.

Husene, byens helt centrale element, formidles både gennem forskellige modeller og i tegninger, hvor de forskellige tiders stil og kendetegn enkelt formidles.

Boligindretning

På stadsmuseet vil man også gerne formidle forskellige tider boligindretning. I disse udstillinger benytter museet sig heller ikke af 1:1 fuldskala interiørudstillinger, men laver koncentrerede oversigter, hvor det er nemt at sammenligne elementer fra forskellige tidsperioder.
Et sted er det køkkenet, der formidles med skabslåger fra forskellige årtier og billeder, der viser tiders forskellige tendenser.

Et andet sted vises en simpel, men virkningsfuld fremstilling af forandringer i hjemmets elementer. Det er en væg, hvor hver periode er repræsenteret af en stribe tapet, et dørhåndtag, nogle steder en lyskontakt og så stregtegninger af markante møbler, lamper og brugsgenstande fra perioden (f.eks. en Steltonkande og en rispapirslampe).

Tapetet er nok til at give stemningen, og tegningerne og dørhåndtagene nok til, at man synes der er elementer man kan studere nærmere.

I forhold til de andre boligindretningsudstillinger beskrevet i denne trilogi fra svenske udstillinger (del 1 om IKEA tilsammans og del 2 om Nordiska museet) er det nogle noget billigere og simplere virkemidler Stockholms stadsmuseum benytter sig af. Der er ikke mange detalje og finesser at fordybe sig i, men opstillingerne giver et overblik over forskellige tiders stil.

Der tidligere blogposts om svenske boligindretningsudstillinger kan læses her:

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiske museet ligger på Djurgården i Stockholm og har siden sin grundlæggelse i slutningen af 1800-tallet været et sted kendt for interiørudstillinger. I del 1 af denne lille blog-serie om svenske boligindretningsudstillinger besøgte jeg interiørudstillinger i IKEAs udstillingssted IKEA tilsammens i Älmhult. I Älmhult var der interiør, men flere steder også en mangle på finish og ingen nævneværdig ambition om at sætte tableauerne ind i større sammenhænge. Det er der til gengæld på Nordiska museet i Stockholm. Nordiske museet er nabo til Skansen og er ligesom Skansen også grundlagt af Arthur Hazelius. Området, hvor Skansen ligger på blev faktisk købt og indrettet til frilandsmuseum samtidigt med, at Hazelius var undervejs med at detaljeplanlægge og bygge den enorme renæssanceslots-inspirerede bygning der har været rammen om Nordiske museet siden 1890’erne.

Noget der virker helt uladsiggørligt og aftvinger den største respekt for enhver, der har været i nærheden af en smule projektstyring. En af de udstillingsformer Hazelius blev kendt for i hans samtid var hans stueinteriør, der var indrettede rum (tre vægge, gulv og loft) som den besøgende kunne se ind i. Rummene kunne være befolkede med dukker, som var opstillede i dramatiske situationer, der både kunne vise funktioner ved genstandene eller spille på følelserne. Hazelius deltog i verdensudstillingerne i Philadephia (1878) og Paris (1878) med hans skandinaviske etnografiske ”tablaeux vivants”. Det var en stor succes og de dramatiske opstillede interiør var en stor oplevelse for verdensudstillingens gæster – ”alle mødrene græd ved Lillians sidste seng”, skrev den franske presse.

Dukade bord

Nutidens Nordiska museet burger stadig interiørudstillinger skønt den dramatiske og følelsesbetonede karakter ikke er skruet helt så kraftigt op som ved Lillians sidste seng. En rigtig fin udstilling er Dækkede bord, en udstilling om mad, magt og status i fem århundrede.

I den ene side af galleriet er der tableauer, hvor man kan se det dækkede bord, med service, bestik, rettet og al den status og ceremonielle lag en borddækning kan have. Det er fint lavet og sætter tanker og fantasien i gang. Man kan have læst nok så meget om pragt eller mangel på hygiejne i 1600-tallet, men det giver en særlig forståelse for tankegangen og problematikken, når man ser det dækkede festbord med svaneforkroppen og vingerne, der efter endt spisning kan tages af stegen for at så kunne bruges igen til den næste vigtige middag.

Over for de dækkede borde er der lange montre med service og bestik fra de forskellige perioder. Simpelt og fint lavet.

Möblerade rum

Udstillingen Møblerede rum har lidt af det samme princip. Udstillingen fortæller om svensk boligindretning fra 1870 til 2000. Der vises interiør, hvor møbler tilsammen skaber sammenhæng og ved siden af interiørerne, udstilles tidens møbler, lamper med videre som enkeltstående værker, det er muligt at studere nærmere.

Udstillingen er fra 2002 og har nogle af de samme taktile elementer og variationskvaliteter som V & As udstilling British Galleries. Der er f.eks. materialeprøver af tidens mest brugte træsorter som man kan røre ved, skuffer med mønstre og tekstiler man kan gå på opdagelse i og reliefmodeller af periodens lejligheder, nok primært til glæde for synshandicappede, men også som en afveksling for os andre.

I dette link http://www.nordiskamuseet.se/Upload/Documents/47.pdf er en beskrivelse fra museet om udstillingen. Og her er et link til Nordiska museets billedset på Flickr om boligindretning: http://www.flickr.com/photos/34380191@N08/sets/72157622336137338/with/3607339248/
Også et fint iniviativt.

Det sidste stop i min svenske boligindretningsblogtrilogi bliver Stockholms Stadsmuseum. Fortsættelse følger.

Her er et link til første del af serien: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

IKEA-kataloget dumper ind af brevsprækken og åbenbare en velkendt og alligevel fremmed verden. Hjem som de i dag kunne se ud med alle vor tids kendetegn og alligevel lidt karikeret i familiemønstrene, omgangsformerne og den praktiske pladsudnyttelse og lidt for gennemførte i indretningsdetaljerne. Denne lille diskrepans til virkeligheden bliver endnu tydeligere, når det er de ældre IKEA kataloger, der bladres igennem. Det bliver pludseligt meget sen 90’er-stil, 80’er-agtigt, 70’er langskjorteflippet osv. Og hele tiden er der de glade svenskere ved møblerne med de nordiske bynavne.

Med IKEAs globale betydning i forhold til salg og udformning af møbler, skabe, køkkener, senge, lamper osv. vil det ikke undre mig, hvis Sverige er en lokalitet mange forbinder med boligindretning og holdninger til boligen.

Skansen, verdens første frilandsmuseum

 En museumstype, der grundlæggende arbejder med boligindretning er frilandsmuseet og det var også i Sverige, at det første moderne frilandsmuseum, Skansen, opstod. Det skete i 1891. Skansens grundlægger Artur Hazelius ønskede med Skansen at skabe et museum, hvor man kunne komme helt tæt på det levede liv og gennem det blive klogere på sit eget liv – besøget skulle handle om den besøgendes eget liv. ”Känn Dig själv” var Hazelius’ motto og viser også fint den tætte forbindelse han så mellem historiens vidnesbyrd og gæsternes refleksion over deres eget liv. På Skansen kunne man se hvordan folk boede, hvad de havde af møbler og ting i deres hverdag. Man kom tættere på andres livsvilkår og kunne meget konkret forestille sig hvordan andres liv kan have været.

Hazelius havde baggrund som skolelærer og vedblev med at være en folkeoplyser, efter han blev en af Sveriges mest betydningsfulde museumsmænd På Skansen skulle man se og opleve – ”låta barnen läre med lyst”. Det var en ny oplevelsesform, der blev forfinet der. Hazelius’ ide om et ”friluftsmuseum” spredte sig ud over Sveriges grænser. Ligesom i tilfældet IKEA først til de andre nordiske lande, så til Tyskland og så til resten af verden.

Det er ikke kun på frilandsmuseerne, at der udstilles interiør og situationer fra dagliglivet til forskellige tider. Sidste år havde jeg mulighed for af flere omgange at besøge Heminredningens hjemland og se forskellige udstillinger på ikke-frilandsmuseer med og om interiør og boligens indretning.

IKEA tilsammans i Älmhult

Ved siden af världens första IKEA i Älmhult ligger et IKEA besøgscenter eller IKEA tilsammans som det kaldes på ny-svensk. Om sommeren er det muligt at se en lille og noget slidt IKEA udstillingssted i bygningen. Her fortælles naturligvis Ingvar Kamprads historie og der er billeder fra IKEAs sejrsgang verden over. Den mest rummelige del af udstillingen er interiør fra forskellige årtier med den tids IKEA varer. Der er en 3D version af IKEA kataloget og for rigtigt mange inkl. undertegnede en walk down memory lane. Det tapet, den lampe, den stol var der rigtigt mange af 70′er stuerne i den provinsby jeg voksede op i.

IKEA 1960'erne

IKEA første del af 1970'erne

IKEA sidste del af 1970'erne

IKEA 1980'erne

IKEA 1990'erne

Finish manglede flere steder i Älmhult og det samme perspektiveringen. Det ses til gengæld på boligindretningsudstillinger i Nordiske museet, der bliver emnet for næste indlæg i denne lille blogpost-serie om svenske interiørudstillinger. Fortsættelse følger…

Vi du læse mere om Hazelius og Skansen så vil jeg gerne anbefale de første kapitler i Sten Rentzog: Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen. 2007 og i Nordiska museet under 125 år (red. Hans Medelius m. fl.). 1998.

Museumshit 2011: Regbuen, facebookundervisning, StreetMuseum mm.

Kulturarvsstyrelsens museumsafdeling har set tilbage på 2011 og valgt ti gode museumsprojekter ud. Der har naturligvis været mange flere gode tiltag blandt danske museer i 2011, men listen er fin til at illustrere bredden og variationen i projekter generet landet over.

Listen indeholder et par meget omtalte udstillinger, Elmgreen & Dragsets iscenesættelse af skulpturerne på Thorvaldsens Museum og Olafur Eliassons Your rainbow panorama på Aros. Det har været projekter museums- og kulturinteresserede løbende har kunnet følge i årets løb og som rigtigt mange også gerne har villet opleve – over 500.000 har i 2011 været forbi kunstmuseet i Aarhus. Et stort tillykke med det flotte besøgstal skal lyde herfra.

1600-tals facebook

Listen er for mig mest interessant, når den gør opmærksomt på nogle af de gode tiltag, der ikke har trukket de store overskrifter. Et projekt på listen, som ikke har kunnet opleves af så mange er Rosenborg Slots spændende facebookbaserede undervisningsforløb Magtens Ansigt. Hvor en del historielærer skal sørge for, at gymnasieeleverne ikke har facebook åbent, mens undervisningen foregår, er det det modsatte der arbejdes på i dette projekt, som Rosenborg Slot har lavet i samarbejde med Gefion Gymnasium. I Magtens Ansigter skal eleverne over facebook interagere med personer som er samtidige med Frederik 3 eller Christian 9. Det er for eksempel Frederik 3s rådgiver Jens Theodor Monfeldt som eleverne skal kontakte gennem en anden 1600-tals facebook-profil de selv opretter. Profilen som de selv laver kan være som rådgivers bror, kone eller elsker. Undervisningsforløbet bruger noget som facebook er eminent til, nemlig at oprette og interagere med profiler og i denne her situation igangsætter arbejdet med profilerne så undersøgelser eleverne skal lave om omgangsformer, magtforhold og levevis i 1600-tallet.

Du kan besøge Jens Theodor Monfeldt facebook-profil her:

http://www.facebook.com/pages/Jens-Theodor-Monfeldt/230446783637854 og læse mere om Magtens ansigt her: http://dkks.dk/magtens-ansigt-aktiv-historieundervisning-p-facebook/

DRs Alle tiders historie sendte i et program i december om projektet og hvordan det bliver modtaget af gymnasieeleverne:

http://www.dr.dk/P1/Alletidershistorie/Udsendelser/2011/12/05112055.htm

Konge Connect

Rosenborg har i 2011 i det hele taget været spændende at følge med hensyn til digital formidling. Et andet projekt de har haft er Konge Connect, der dækker over, at der er blevet lagt trådløst netværk ud i slottet og at museets besøgende gennem QR tags placeret i rummene nu har en mulighed for at læse mere om genstandene de møder. QR tags er et system som bruges flere steder, men det er prisværdigt så gennemført det bliver brugt på Rosenborg. På museet er der fokus på at fortælle gæsterne om dette ekstra digitale formidlingslag som alle med smartphone eller iPads gratis kan benytte sig af, og systemet er tæt forbundet med museets facebook-side så de besøgendes kommentarer til genstandene og historierne bliver vist der – og dermed bliver historierne fra Rosenborg formidlet og markedsført ud til en bredere skare.

Læs mere om projektet her: http://dkks.dk/konge-connect-nyhed/ eller besøg sitet http://m.dkks.dk/.

To andre digitalt orienterede projektet blev valgt ud til Kulturarvsstyrelsens Museumshit 2011 liste. Det ene er http://lindegaarden.wordpress.com, en udgravningsblog fra Ribe som Sydvestjyske Museer står bag og det andet er app’en Aarhus StreetMuseum som Den Gamle By lancerede i efteråret og som før har været omtalt i denne blog:

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/10/03/aarhus-streetmuseum-%e2%80%93-pa-en-mobiltelefon-naer-dig/

Aarhus StreetMuseum har været en populær applikation med over 2300 downloads og Den Gamle By vil gerne udvikle videre på projektet med ideer og inspiration fra applikationens brugere. Du kan læse mere om Aarhus StreetMuseum her:

http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/

Her er Kulturarvsstyrelsen liste med de ti udvalgte museumshits for 2011:

1 ARoS: Regnbue over Aarhus

2 Middelfart Museum: Film om det absolut ordinære i Middelfart

3 Thorvaldsens Museum: Skulptur med sokker

4 Museum Østjylland: Museumsbryllup i Ebeltoft

5 Den Gamle By: Danmarks første gademuseum fortæller Aarhushistorier

6 Sydvestjyske Museer: Skeletter fortæller kristendommens historie

7 Teknisk Museum: GPS med hulkort

8 Vendsyssel Historiske Museum: Lån en stenalderøkse med hjem

9 Ældresagen på ARKEN

10 Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet: Gymnasieelever skaber intriger ved Frederik 3’s hof

Læs mere om alle projekterne her:

http://www.kulturarv.dk/museer/oplev-museerne/top-10-aarets-museumshits-2011/

Ud over museumshit-hitlisten er der fra styrelsens side også lavet en top 10 liste med årets arkæologiske fund og årets bygningsprojekter.

 http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/aarets-arkaeologiske-fund-2011/

http://www.kulturarv.dk/presse-nyt/nyhed/artikel/aarets-bygninger-2011/

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.com, http://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …