Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf (efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/ og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

In situ formidling i Kalkriese

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

Skiltet

“En bog på væg”, ”laaange tekster” ”alt for mange ord”. Skilte og plancher anses ofte som nødvendige onder, der må være der for at binde museumsinspektørens tolkninger og forklaringer sammen med de ordløse genstande.

Pladecovers – vinylens revival, Designmuseum Danmark

Som historikeren og numismatikeren Philip Grierson engang beskrev det i forbindelse med problematikken om de materielle genstandens udsagnsværdi: ”It has been said that the spade cannot lie, but it owes the merit in part to the fact that it cannot speak”.

Ord og skilte skal ofte der til, og en af udstillingsdesignets store kærnediscipliner er hvordan at dette kommunikationsonde kan udformes mest brugervenligt og grafisk bedst.

Västra Vrams prästgård, Kulturen i Lund

Kære krop – svære krop, Steno museet

Sveriges Historia, Historiska Museum

Der er væld af gode og mindre heldige eksempler, og der er hele tiden grafikere og museer, der udfordre formen med diskrete eller markante tiltag. Det kan være i selve formen af skiltet, som her på V&As udstilling ”British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age”, hvor det nonchalant er stillet op af væggen sammen med andre plader:

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age, V&A

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age

eller i Den Gamle Bys nye basisudstilling ”Håndværkerne i Baghuset”, hvor materialeprøver og genstande er integrerede dele af skiltet sammen med ordene og billederne:

Budskab integreret i interiøret

Jeg vil gerne vise et par eksempler på skilte, der ikke bruges den ofte sete printede tekst, og hvor tekst og form er så tæt integreret, at det budskab der vises også kan ses som en del af interiøret.

Det ene eksempel er fra “Naturligvis”, en fin studenterudstilling man kunne se på Moesgård Museum indtil 1. oktober, hvor museets udstillinger lukkede. Udstillingen var lavet af antropologistuderende på Aarhus Universitet, der udover fine faglige takter også viste et grafisk overskud ved at integrere informationen i formen som her på toiletvæggen:

Et andet eksempel er fra den nyåbnede udstilling ”Beat mm” i Den Gamle By. Udstillingen viser rockfotografier taget af Jørgen Angel fra 1966-1983. En del af udstillingen er et 70’er ungdomsværelse, der både er med til at vække publikums erindringer fra tiden, og et sted som viser Jørgen Angels billeder som de brugsbilleder de var: som idolbilleder der kunne foldes ud fra midtersiderne i GO og Vi Unge bladene. Værelset må gerne bruges. Der må siddes i møblerne, læses i tegneserier og høres musik på pladespilleren. Måden der kommunikeres, at det er tilladt at røre, og at der bliver forklaret, hvordan en pladespiller fungerer, er ved at værelsets beboer med sin ”egen” håndskrift har skrevet beskeder til den besøgende.

Digital mønstergenkendelse

Mønstergenkendelsesprogrammer som f.eks QR-tags-scanningssystemer gør det nu muligt, at sproglig information kan placeres andre steder end på tekstplancher. Det er et felt der arbejdes meget med for tiden og som vinder større udbredelse. Et eksempel på dette er applikationen til den Hammershøi-udstilling, der var på Statens Museum for Kunst i foråret. Der kunne en bestemt plakat med et Hammerhøi-motiv aktiverer et program på telefonen.

xkGiO7OKgkw]

I teorien kan information med dette system gemmes overalt, udfordringen er at gøre brugerne opmærksomt på, at informationen er der. Denne information om informationen kan nødvendigvis ikke altid gøres lige så integreret og formtro som i eksemplerne fra Moesgård og Den Gamle By.
Digitale koder kan nu godt camoufleres og alligevel gøres synlige fra det rette perspektiv, som det her ses ved pladsen foran Zellerbach Hall på Berkeley, University of California.

At integrere tekstens budskab i en form kan gennem sit stemningsskabende element gøre teksten til mere end et nødvendigt onde – og der er et greb, der også ses mange andre steder end på museerne. F. eks. i pladecovers. Et eksempel er Barry Feinsteins oprindelige cover til Rolling Stones Begger’s Banquet album, hvor både gruppens navn og sangenes titler er at finde på lokumsvæggen:

Et andets eksempel er i Alice Coopers Lp School’s Out, der er en af de album der kan ses i Designmuseum Danmarks nyåbnede og righoldige udstilling ”Pladecover – vinylens revival”.

Og i forbindelse med at integrere indhold i formen så er plakaten til udstillingen på Designmuseet et lækkert eksempel på en illustration, der for kendere af stoffet henviser til en række af udstillingens værker (covers af Bowie, Beatles, Blur mv.) uden direkte af vise dem. Her er der visuelle både form og indhold.

Henvisninger til udstillingerne:

British Design 1948–2012 – Innovation in the Modern Age:

http://www.vam.ac.uk/content/exhibitions/exhibition-british-design/

Håndværker i Baghuset:

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen Naturligvis:

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/naturligvis-en-saerudstilling-om-menneske-og-natur/

Beat mm:

http://www.dengamleby.dk/beat/

Hammershøi og Europa:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/udstillinger/tidligere-udstillinger/2012/hammershoei-og-europa/

Pladecover – vinylens revival:

http://designmuseum.dk/udstillinger/kommende-udstillinger/pladecovers-vinylens-revival

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

Iscenesættelse på museum – Den fjerne krig og Syv vikinger

Denne sommer er sidste mulighed for at se to udstillinger, der på to meget forskellige måder arbejder med gennemgribende iscenesættelser af udstillingsrummet.

Den ene er Syv vikinger på Moesgård Museum og den anden er Den fjerne krig på Tøjhusmuseet.

Syv vikinger

Syv vikinger åbnede på Moesgård Museum sidste påske og kan ses frem til september. Udstillingen havde, som en af sine mål at inddrage nogle af teaterets dramatiske virkemidler, og den blev lavet i et samarbejde med sceneinstruktør Vibeke Wrede og scenograf Kim Witzel.

Efter et introduktionsrum bliver de besøgende konfronteret med fortidens mennesker i et rum, hvor man kommer helt tæt på hyperrealistiske menneskefigurer.

De repræsentere seks vikinger, som det er muligt at høre nærmer om. Herefter bevæger man sig ind i en afdeling, der skal skildre det hjemlige Aros (Aarhus) før end at den besøgende i de sidste rum kommer ud til destinationer som Aros havde kontakt med. Det er ikke en udstilling der ophøjer genstandenes fortællekraft, men en udstilling, der formmæssigt bruger mange virkemidler og hvor der er meget tekst, tale og information. Noget der adskiller den fra mange andre udstillinger er den pågående scenografi i udstillingen.

Udstillingens scenograf Kim Witzel udtalte undervejs i arbejdet med udstillingen, at 1:1 er den mest uinteressante størrelse at arbejde med. Elementer må gerne forstørres eller formindskes og det helt essentielle er at skabe stemning og følelser bag genstandene og historierne, i stedet for at gengiver deres kontekst naturtro.

Udstillingen har også flere markante rum, der taler til følelserne. Rummet med de seks vikinger med deres nærmest pågående personligheder rammer den besøgende, den lukkede jordede følelse i den lokale Aros og f.eks. skoven i slavernes Mecklenburg eller kirkerummet i synodebyen Ingelsheim giver også særlige stemninger.

Et anden markant element i udstillingen er de personlige historie den besøgende kan følge. Det sker gennem særlige genstande, som de besøgende har med rundt i udstillingen. I genstandene der er en RFID-tag som aktivere en dramatiseret fortælling om en person og det miljø vedkommende er i. Det er spændende historier, der dog til udstillingsmediet har den ulempe, at de hurtigt kan komme til at virke alt for lange, og at man hurtigt kan blive forstyrret i lytningen pga. andre lyde og den interaktion med andre gæster der uvægerligt vil være i en udstilling.

Den fjerne krig

Tøjhusmuseets Afghanistanudstilling Den fjerne krig har også et markant element af audiovisuelt formidling og er også en udstillingen, der er gennem iscenesat. Tøjhusmuseet har lavet udstillingen i et samarbejde med scenograf Sarah Cederstand og firmaet No Parking. En anden vigtig faktor for udstillings udtryk er, at den blev lavet i et tæt samarbejde med soldater fra ISAF Hold 10, der var udstationeret i Helmand i 2010 og hvis virkelighed udstillingen skildrer.

I modsætningen til udstillingen på Moesgård dyrker Den fjerne krig 1:1 størrelsesforholdet. Det første den besøgende bliver mødt med er et ungdomsværelses, her er drengerod, IKEA møbler, kærestebreve, mandeblade og en computer, hvor den kommende Afghanistansoldat er ved at udfylde en erklæring om, hvad der skal ske hvis der sker ham noget. God start, hvor alvoren i denne erklæring står i kontrast til rummets andre elementer af ungdommens mod og lethed.

Efter ungdomsværelset kommer vi ud til sandet og støvet og ind i operationsbase Armadillo/Budwan. Til sidste bevæger man sig ud fra basen og møder både spor af kamp og det lokale afghanske samfund.

Lys og lyd er aktive elementer i udstillingsrummet og undervejs i besøget skifter dagens rytme fra dag til nat og er med til at skabe stemningen og fjerne de besøgende fra følelsen af museumsrum.

Ved hvert afsnit er der skærme, hvor soldaterne fortæller personlige historier omkring det sted man er i udstillingen eller historier knyttet til det. Her er der rigtigt meget information, men desværre er problemet ligesom ved Syv vikingerne, at mængden godt kan komme til at virke for overvældende på gæsterne. En klarere udvælgelse af hvad det vigtigste og mest interessante er, ville have klædt udstillingen og mindste risikoen for at publikum går skærmtrætte.

Den fjerne krig virkede meget intens på mig på grund af brugen af originale materialer og Sarah Cedergrens omsluttende scenografi med meterhøje fotostater og projektioner af landskabet og omgivelserne. Selvom jeg på grund af længden hurtigt fravalgte skærmene med soldaternes egne fortællinger synes jeg godt man kan mærke, at det er en udstilling, der er lavet i tæt samarbejde med de udstationerede soldater. Der er gode hverdagsdetaljer og en friskhed over de viste scener. Begge gange jeg har besøgt udstillingen har der også været et pænt højt antal besøgende af tidligere Afghanistanudstationerede, der viser den frem for kæreste, venner og forældre. Det er blevet en udstilling der for nogle kan bruges til en personlig erindring og en udstilling der med sin engagerede måde at formidle stoffet på fortæller en vedkommende historier om et væsentligt udenrigspolitisk emne. Den fjerne krig åbnede i september 2011 og kan ses frem til september i år.

De to udstillingen viser to forskellige måder at iscenesætte udstillingsrum på og formidle til følelser og sanser.  Kim Witzels rettesnor om at fravælge 1:1 kan skabe nogle særlige billeder, men det kan Sarah Cedergrens naturtro iscenesættelse bestemt også. Det er udstillinger som nogle vil synes er for meget i forsøget på at skabe stemninger og bruge iscenesættelse, men det vil jeg ikke klandre Moesgård Museum eller Tøjhusmuseet for. Det er vigtigt, at museerne går nye veje og tør afprøve nye samarbejdspartnere og udtryksformer og at museerne har en reel vision om at ville røre og påvirke de besøgende, som vælger at bruge deres tid på museet. Syv vikinger blev i år fortjent indstillet til Bikubens Publikums pris og det burde Tøjhusmuseets udstilling efter min mening også have været. Udstillingerne er to gode bud på hvordan en sanselig kulturhistorisk udstilling kan være.

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

-

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

Om social poesi og om variation i DDR Museum

DDR Museum i Berlin er et besøg værd gennem sin underholdende og vedkommende måde både at formidle dagligliv i DDR og DRR-statens historie og politiske kultur (se evt. den sidste blogpost).
I den forgangne uge afholdt Organisationen Danske Museer sit årlige museumsformidlingsmøde og et af indlæggene fik mig til at tænke på en af de problematikker som museet i Berlin berører. Temaet på formidlingsseminaret var medborgerskab og et af indlæggene kom fra professor Ove Korsgaard, der gav et overordnet indblik i historien bag begrebet medborgerskab. Kortfattet viste han forskellene mellem statsborgerskab (det juridiske, ret og pligt) og medborgerskab (det psykologiske, tilhørsforhold) og han beskrev den amerikanske filosof Martha Nussbaums begreb social poesi.
Nussbaum sætter fokus på, at en indføring i statsborgerens rettigheder og pligter ikke er nok i skabelsen af demokrati eller hvilken styreformsgrundlag man ønsker. Der skal følelser til. Som eksempler nævner hun Walt Whitmans digte som en poetisk indføring i amerikansk demokrati. Kunst og arkitektur er også virkemidler. Herhjemme kan nævnes etableringen af Frederiksborg slot i 1882 som et storstilet forsøg på gennem disse virkemidler at vække følelser for landets historie og behovet for samhørighed i den daværende situation.

Die DDR is Tot – Es leben die Akten

Det er et problem for en stat, union eller anden politisk enhed, når tilhørsforholdet, medborgerskabet, ikke opnås. Det er et af EU’s strukturproblemer og Korsgaards foredrag mindede mig om, at det også var et grundlæggende problem ved DDR. De prøvede gennem social poesi at skabe enhed, men poesien var måske ikke poetisk nok og historien med nationalsangen gengivet i den sidste blogpost viser også, at den nogle gange også var vaklende.
DDR var først og fremmest en stat; en stat med akter. At akterne også var om statens borgere kommenterede den tyske plakatkunstner Klaus Staeck i hans plakat fra 1992 ”Die DDR is Tot / Es leben die Akten”.

Klaus Staecks plakat kan opleves i en store retrospektive udstilling af Staecks plakater, der i forrige weekend åbnede i Plakatmuseet i Den Gamle By. Udstillingen viser hans righoldige produktion af politiske plakater og plakater om emner som forurening, den 3. verden og fremmedhad, men har også et fint afsnit om tysk kultur, historie og selvopfattelse, som med DDR plakaten eller denne ”Die selbbewusste Nation”.

Klar sigte eller variation

DDR Museum i Berlin berører fint denne problematik om stat og tilhørsforhold eller mangel på samme uden at være eksplicit omkring det. I det seneste nummer af Danske Museer (årg. 25, nr. 1), har Kristian Handberg en artikel om tyske museer og udstillinger om DDR. I artiklen notere Handberg, at der ikke er ét museum, der i dag har autoriteten omkring DDR, men et væld af forskellige typer institutioner og private initiativer omkring emnet. Nogle problematiserer perioden og andre har en stærk ”Ostalgia”. Artiklen giver et fint overblik over større museale initiativer om perioden. Handberg er kritisk overfor det private DDR Museum, som jeg grundigere har beskrevet i gårsdagens blogindlæg.
Handberg noterer, at det er et interaktivt baseret museum, men mener blandt andet, at udstillingerne mangler et klart sigte. Dette synes jeg nu ikke er noget problem for det museum. Museets udstilling kommer rundt om mange aspekter i dagliglivet i DDR og berører også DDRs historie og selvforståelse som stat. Der er en stor variation i emnerne og museet bruger også bevidst en variation i de formidlingsmæssige greb. Der er mange flere steder man kan røre genstandene, læse i bøgerne, høre musikken og gå ind i interiør og sidde i møblerne end på mange andre museer, men der er også tekster der kan læses, små film der kan ses og genstande bag glas.
Handberg kritiserer også museet for at have for stor variation i arkitekturen med dels for trange og del for store rum. Museet breder sig ud i den sidste afdeling, som beskriver statens institutioner og politisk kultur. Denne ændring hænger ikke umiddelbart sammen med emnerne den understøtter, men for mig at se er det en kvalitet i sig selv, at museet arbejder med variationer i den rummelige fornemmelse. Det understøtter også den generelle følelse man får på museet af, at det er et sted for flere sanser.

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

Ud fra et akademisk synspunkt er ”manglen på et klart sigte” ikke godt at blive anklaget for, men her er det vigtigt at forholde sig til, at museets udstillingsrum er skabt til publikums præmisser og ikke med fokus på indholdet alene. At besøge et museum er og skal være en oplevelse. Der er oplevelser, der er gode på grund af deres stringente struktur, men oplevelser er overordnet set bedre, når der er den rette variation i fordelingen af oplevelsens elementer, herunder variation i rumlighed, indhold og virkemidler.
Mangel på variation er for mig at se et meget større problem for museerne i dag end manglen på klare sigter. At DDR Museum bruger forskellige virkemidler og lader gæsterne interagere med de udstillede genstande er ikke et problem for det privatdrevne DDR Museum, men snarere en problematisering af mange offentlige museers genstands-, publikums-, og museumssyn.

For en godt ordens skyld bør jeg nævne, at Handberg i sin artikel intet har at indvende mod, at DDR Museum ønsker at være interaktiv, han så gerne at det var det på endnu flere måder.

Link og henvisninger:

Ove Korsgaards foredrag om social poesi ved ODMs fomidlingsseminar 2012:
http://livestre.am/1lZpn

Ove Korsgaard artikel om emnet skrevet i anledning af seminaret:
Ove Korsgaard: Medborgerskab og social poesi, i: MiD Magasin, nr. 26, marts 2012.

Klaus Staeck udstillingen på Plakatmuseet i Den Gamle By:
www.dengamleby.dk/klaus-staeck/

Kristian Handbergs artikel i Danske Museer:
Kristian Handberg: Mellem dokumantation og oplevelse – museumskulturenomkring DDR i Tyskland, i: Danske Museer, årg. 25, nr. 1, februar 2012.

DDR Museum:
www.ddr-museum.de

Min tidlige blogpost med en beskrivelse af formidlingselementer brugt i DDR Museum:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/

DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR

Ved siden af Museumsinsel med stedets pompøse museer ligger det privatdrevne DDR Museum. Det reklamerer med at være det mest interaktive museum i Tyskland og det kan faktisk godt være. Museet er et fint eksempel på, at interaktivitet ikke kun er for børn, men godt kan doseres og tilrettelægges så det intuitivt tiltaler flere målgrupper og sømløst understøtter de overordnede historier i museet.

Med en grundighed der kunne synes vel tysk er der piktogrammer ved hver station om hvilken interaktivitet, der er på spil, men det gode er, at det slet ikke behøves at blive forklaret. Gæsterne kaster sig som det første over Trabi’en, der også kan ses gennem vinduet af dem, der promenere udenfor museet langs Spreefloden.

Hurtigt finder gæsterne også ud af, at håndtagene i udstllingselementerne, holdt i et øst-alike-industridesignstil, kan åbnes, og at der bag dem er flere historier og tøj, blade og andre genstande, som godt må berøres. Et eksempel på dette formidlingsgreb er et lille set up om børnekultur i Østtyskland. Der er legetøj at se på og Frie Deutsche Jugend tøj udstillet til at føle på

og når skuffen åbnes, er der lidt om DDR tegneserier, inkl. et man må bladre i.

Dagligliv i DDR

Den type installationer er der flere af, og gennem dem gives der et bredt billede af dagligdagen og hverdagslivet i DDR.

Den første del af udstillingen afsluttes i et genskabt lejlighedsafsnit med dagligstue, toilet og køkken. Der må kikkes i skufferne og vælges programmer på fjernsynet.

Nogle af skufferne viser hvordan indretningen så ud og de indeholder ofte genstande, der må berøres.

Andre skuffer har gemt en lille metahistorie, f.eks. i et overskab i køkkenet viser genstande, kort m.v. om kvindens dag den 8. marts, hvor manden, chefen og kollegaerne forventes at være ekstra opmærksomme. En fin måde i et miljø at fortælle en temahistorie på.

Staten DDR

Den sidste del af udstillingen fokuserer mere på DDR som stat og beskriver statens institutioner og den ønskede politiske kultur. I denne del af udstillingen bruges der flere touch skærme, hvor gæsterne skal forholde sig til udsagn, så det interaktive element bevares selvom, at der er færre genstande, som kan berøres.

Museumsoplevelsen afsluttes med, at man kommer ud i museets restaurant, hvor der serveres typiske DDR retter.

Ved en af skærmene i museets sidste del skal man prøve at skabe det nye socialistisk menneske ved at vælge påklædning, litteratur, accessories, emblemer, frisure, smykker med videre.

Når valgene er gjort kan man se, om man har forstået de bagvedliggende normer for den DDR-socialistiske kultur, og man får til sidst et print med hjem af sin skabte figur. Det hele er lavet i en humoristisk tone og giver gennem valgene på skærmen en god refleksion hos gæsten om DDR statens idealer.

En anden meget simpel installation fortæller om DDRs forfatning. En side af et skilt citerer en passus fra forfatningen om en bestemt borgerrettighed eller pligt og den anden side af skiltet viser gennem citat fra en lov hvordan denne rettighed skal fortolkes. Installationen er oplysende gennem sin simpelhed og så er der noget skræmmende Kammerat Napoleon ved den erkendelse som set up’et giver.

Auferstanden aus Ruinen eller …

En sidste installation jeg vil omtale er en skærm om DDRs nationalsang Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt. Teksten blev skrevet i 1949 af digteren Johannes R. Becher, der senere blev DDRs kulturminister. I 1970’erne blev sangens fraser Deutschland og unserm Vaterland problematiske, da de kunne have konnotationer til et fælles Tyskland, noget magthaverne ikke ønskede og det endte med at sangen kun blev spillet instrumentalt. Dette bliver ikke forklaret gennem et skilt, men ved at gæsterne ved installationen skal trykke på en stopknap, når de tror der er et problematisk ord i teksten. Og gennem deres egen handling kommer der så beskrivelsen af, hvornår deres valg var rigtigt og hvorfor.

Udstillingen er generelt holdt i en sober ikke unødigt dømmende tone, men understreger ofte absurditeterne i DDRs styre og ønsket om at lave en enhedskultur for hele folket. Min ledsager på museet var ikke en jævnlig museumsgæst og konstaterede efter et par timer i selskab med Trabant’er, Sandmännchen, muren, Erich Honecker, betonbyggeri og billigt kunststof, at det da var længe siden, han frivilligt var blevet så lang tid på et museum. En god underholdningsværdi er en forudsætning for, at museet ikke kun bliver for de udvalgte få.

Besøget på museet var ikke kun underholdning, men førte også til flere refleksioner – mere om dem og en diskussion af museets virkemidler i en kommende post i denne blog.

Sko og Accessories – 1700-tallet formidlet i modebladssprog

I dag åbnede et af Den Gamle Bys bidrag til Århundredes Festival, der er en begivenhed i Aarhus, som sætter fokus på 1700-tallet. I de næste uger er der 1700-tals teater, maskebal og middage foruden debatter og forelæsninger om århundredet. Den Gamle By har flere tiltag med i programmet og en af dem er udstillingen Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet.

Det er ikke en stor udstilling, men den har en god placering ved at blive vist i et rum i Møntmestergåden, en spektakulær bygning, der oprindelig lå i Borgergade i København og som i 2009 stod genopbygget i Den Gamle By og indrettet med interiør fra 1700-tallet.

Som titlen antyder, har udstillingen fokus på moden i 1700-tallet og på den status og prestige forbundet med at have det rette tilbehør – accessories – til sin fremtræden.

I arbejdet med udstillingen blev det hurtigt klar, at vor tids modebladsjargon med ord som accessoriers, must-haves, trends, stil-ikon mv. passede godt, når udstillingen skulle diskuteres og stemningen på de bonede gulve i 1700-tallet skulle beskrives. Til sidste blev pompadourhælskridtet taget fuldt ud og alle genstandsteksterne skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider.

Det er sjov læsning og tydeliggør også en række ligheder mellem vor tids søgen efter nye trends og de velhavende lag i 1700-tallets behov for at vise deres modebevidsthed.

 Jeg ville gerne have fundet en række eksempler, hvor andre kulturinstitutioner lige så konsekvent har valgt en nutidig sproglig vending og et nutidigt formsprog i formidlingen af en tidligere periode, men kunne ikke komme på nogle. Så i stedet for får I et par opslag fra det 1700-tals modeblad, der både er genstandsteksterne i udstillingen og det hæfte, der udgør det for udstillingens katalog.

Uundværligt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Æblegrønt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet kan ses frem til 1. januar 2013.

Link:

Århundredes Festival:
http://aarhundredetsfestival.dk/

1700-tals aktiviteter i Den Gamle By:
http://www.dengamleby.dk/aarhundredets-festival

Om udstillingen Sko og Accessories:
http://www.dengamleby.dk/mode-i-1700-tallet/

Det er den anden særudstilling som Den Gamle By åbner i denne uge, hvor der er arbejdet med at give den besøgende en anderledes type oplevelse. I forgårs omtalte denne blog udstillingen Hvidstengruppen arresteret. Læs om den og dens virkemidler her:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx
http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx
http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:
http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx
http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:
http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op: http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best