Museumsblogs

Pressen bruger anseelig tid på hvad pressen mener, et yndligsemne for politikere er andre politiker og en god måde for at vække opmærksomhed hos gæsterne er at fortælle om dem selv. Martins Museumsblog vil i dag følge denne trend – og skive om museumsblogs.

Siden begrebet fik sin eget term (først weblog og så blog) i slut 1990’erne har blogmediet gennemgribende fornyet den offentlige kommunikation. Nu kan alle og enhver skabe sit eget distributionsnet til egne og andres artikler. Der kom blogs om gængse nyhedsemner, men også blogs om interesseområder som haver, humor, heste, home interior – you name it – og kunst- og kulturinteresserede begyndte også at blogge om museer og museernes samlinger.

En blogger, som skabe sin karriere og museumspolitiske indflydelse gennem medier er amerikanske Nina Simon. Hun deler sine ideer om The Participatory Museum gennem hendes blog Museum 2.0, hvilke også har resulterede i en bog af samme navn, der helt i tråd med Museum 2.0s tankegang gratis kan downloades gennem bloggen. Nina Simon er i dag museumsdirektør i The Museum of Art & History i Santa Cruz, men er stadigvæk aktiv på Museum 2.0.

Udover blogs om museer kom der også blogs fra museer, hvor museumsmedarbejdere helt i tråd med mediets karakter direkte og hurtigt kunne fortælle interesserede om det de laver. En af de første museumsblog jeg stødte på var Birgitte Fløe Jensens FortidsmindeBlog fra Museerne Vordingborg, (Danmarks Borgcenter, der i dag er en del af Museum Sydøstdanmark).

Museet i Vordingborg var tidligt ret aktive med blogmedier og havde en overgang også omskabt meget af deres indhold på deres hjemmeside til blogs, men der er en praksis der tilsyneladende ikke længere bruges på deres hjemmeside
http://www.museerne.dk/
efter at de er blevet den del af Museum Sydøstdanmark. Andre museer der også tidligt begyndte at blogge og udforske mediet var Arken, Medicinsk Museion, Nationalmuseet og Moesgård Museum.

Et view over museernes brug af blogmedier viser nogle tendenser.

Organisationsbloggen

Organisationsbloggen tror jeg er den mest udbredte form blandt de danske museer. Her bruges blogmediet til at et bestemt felt af museets virke bliver formidlet.

Vordingborgs Fortidsmindeblog var et eksempel på det, Moesgård Museum fulgte op med en lignede fortidsmindeblog, der var aktivt i nogle år. På Nationalmuseets har flere afdelinger en blog, bl.a. nyere tid, bevaringsafdelingen og Danmarks Kirke. De er ikke alle lige brugte og opdaterede, men en jævnt aktiv blog er museets runer og mønter blog, hvor det er muligt at følge det løbende arbejde med Nationalmuseets tilsyn og forskning omkring med runesten og møntfund. Kroppedal Museum har sat deres brug af blog i system ved at deres tre ansvarsområder, astronomi, nyere tid og arkæologi, har hver deres blog – og museet sørger jævnligt at vedligeholde disse blogs. Andre blog i den organisatoriske type kan være, at samlinger systematisk vises frem eller at museet har en blog der overordnet bruges til at formidle processerne bag museets arbejde. Den type blog ses bl.a. hos to museer der er kendt for deres initiativer omkring digital formidling: Brooklyn Museum og Powerhouse Museum i Sidney. Powerhouse Museum har bloggene Photo of the Day og Inside the Collection hvor genstande og billeder vises frem, og Brooklyn Museum har en behind-the-scene blog med indlæg fra hele museets virke. Lignende behind-the-scenes blog ses også hos Museet for Søfarts blog Fyrskibet og i den nye Bag Facaden blog fra Den Gamle By.

Den specifikke emneblog

Emnebloggen, hvor en særligt emne tages ud fra en personlig vinkel, er en meget brugt genre hos privatpersoner. Her er modeblog, haveblog og madblogs for at tage tre meget udbredte emner. Der skrives kun om det valgte emne og dermed er der en klar kontrakt mellem afsender og læser. Denne klare afgrænsede blogtype synes dog ikke at være så udbredt på museerne, men et godt musealt eksempel på typen er Nationalmuseets blog Kokkepigen. Her er det den fiktive person kokkepigen som deler historier og opskrifter med base i køknerne på Frilandsmuseet i Brede.

Nogle af de ovennævnte organisationsblogs kan godt have fokus på særlige dele af museets virke og dermed godt betegnes som et emneblog skønt deres hovedformål kan være at blogge fra en bestemt afdeling af museet. Der er andre eksempler på museumsblog som tager et bestemt emne om i en kortere periode, men dem vi jeg hellere betegne projektblogs.

Projektblogs

Projektblogs er blog, der formidler et bestemt projekt i en periode. Et tidligt eksempel på dette var Nationalmuseets daværende direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 (
http://natmus.blogspot.dk/
). Bestemte udgravninger har også været emne for specifikke blogs som Moesgård Museums store udgravning på Bispetorv i Aarhus i 2009 (
http://bispetorvet.wordpress.com/
) eller Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke (
http://lindegaarden.wordpress.com/
), en blog som kom på Kulturarvsstyrelsens liste over Årets museumshits 2011.

Udfordringen ved disse tidsafgrænsede blogs er at afslutte dem ordentligt. Et fint eksempel på dette er den blog som Historiska Museet i Stockholm lavede i forbindelse med deres udstilling Sveriges Historia. Bloggen fulgte tilblivelsen af udstillingen og takkede af en måneds tid efter åbningen af udstillingen
http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria/2010/06/21/bloggen-och-de-101-inlaggen/
.

Den Gamle Bys brug af blog

I denne uge kastede min arbejdsplads, Den Gamle By, sig for alvor ud i blogmediet. En first mover kan man ikke kalde os, men bag initiativet ligger en nøje overvejelse omkring, hvilke emner som blogmediet er bedst egnet til at videregive vores viden, synspunkter og oplevelser igennem. Bloggene og formen er også planlagt, så det er emner museet kontinuertlig kan blogge om og langsomt opbygge en læserskare til.

Tre af bloggene er specifikke emneblog. Den ene dyrker et generelt stort blogemne, haven. Bloggen viser som andre haveblog årets gang og har så det twist, at den særlige viden museet har om tidligere tiders havebrug og gartnerpraksis også bliver formidlet. En anden klar emneblog er om en af museets kærneområde julen. Hver jul er museets et naturligt førstevalg for mange familier og venner, der gerne vil kombinere en fælles juletur, med julestemning skabt af forskellige tiders måde at fejre julen på. Den viden museet har om emnet kommer nu ud i bloggen og juleinteresserede der søger information på nettet vil forhåbentlig blive oplyst her efterhånden som bloggen vokser. En tredje emneblog handler om Aarhus. Det er et af museets ansvarsområder, men bloggen vil ligesom de omtalte fortidsmindeblogs ikke være der, at museet fortæller om deres formelle ansvarsområde, men det bliver mere et kalejdoskopisk blik på Aarhus før og nu med bidrag fra forskellige af museets ansatte.

To blog vil mere kunne betegnes som organisationsblog. Den ene er Bag Facaden bloggen, der som navnet antyder fortæller om processerne bag museets udstillinger, aktiviteter mv. Blogindlæggets natur er at være personlige, og det er skal det også være på denne mere organisationsorienterede blog, ved at afsenderen på det enkelte indlæg er tydelig og at bidragsyderne har deres egne emner de skriver om. Den anden organisationsorienterede blog er Aarhus og 2. Verdenskrig, der bliver en kanal som museets afdeling Besættelsesmuseet i Aarhus kan bruge til nemt at dele historie, billeder mv. Bloggens klare fokus om Anden Verdenskrig vil formodentlig også gøre, at bloggen bliver bruge på samme måde som de specifikke emneblog bliver.

Den sidste blog er Museumsdirektørens blog, der bliver en mere causerende blog, men også en mere holdningspræget blog, hvor Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn kan poste tanker og meninger, f.eks. i det seneste indlæg om Kulturministeriets tanke om at sammenlægge en række specialmuseer under Nationalmuseet. Den holdningsbetonede blog er en type, som ses meget i avisernes bloguniverser, hvor politiker, NGO repræsentanter med videre på den måde deltager i den offentlige debat, men typens ses ikke ofte i kulturlivet. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om blogs af denne type drevet af et museum. I aviserne eller andre nyhedsmediers blogge har jeg også kun stødt på Kvindemuseets Merete Ipsens blog i www.stiften.dk.

Ingen af Den Gamle Bys blog er tænkt som korterevarende projektblogs. Før lanceringen var der derimod flere diskussioner om, hvilke emner der kunne blive ved med at blive blogget om, og arbejdet med bloggen er planlagt så det kan passes ind i museets andet arbejde for at undgå, at det at blogge der efter en kortere tid bliver en irriterende byrde i stedet for at være den glæde det er, at dele viden med andre og se at det bliver modtaget.

Museerne har meget indhold og blogmediets hurtige og nemt delbare facon gør det oplagt at bruge til at dele museets historier. Udfordringerne er at sikre bloggen en god base i organisationen så de blive vedligeholdt og dermed giver optimale udbytte både for læserne og museerne. Bloggens indhold skal naturligvis også gennemtænkes og derunder at skribenterne skal vende sig til webkommunikationens krav om hurtigt at fange opmærksomheden gennem billeder, klare overskrifter og godt opbrudte tekster. Det bedste udbytte opnås, hvis blogindlæggene er nemt delbare. Personligt kan jeg bedst lide hvis de er organiseret i de gængse bloguniverser (blogger, wordpress mv.) der følger med genres udvikling, i stedet for at være indlejret som del at museernes organisationshjemmesider, da disse alt for ofte ikke er klar definerede i deres udtryk eller bedst muligt optimerede til deling og kommentering. At indlejringen har andre fordele mht. at holde læserne på hovedsiden er så en helt anden diskussion.

Omtalt museumsblogs

Arkens weblog 2005-2006
http://arken.blogs.com/arken_blog/

Brooklyn Museum’s behind-the-scene blog
http://www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/

Den Gamle Bys Bag Facaden
http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/

Den Gamle Bys Julehistorier
http://blog.dengamleby.dk/julehistorier/

Den Gamle Bys Historiske Haver
http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/

Den Gamle Bys Museumsdirektørens blog
http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/

Den Gamle Bys Aarhus Flashback
http://blog.dengamleby.dk/aarhusflashback/

Den Gamle Bys Aarhus og 2. Verdenskrig
http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/

Historiska Museets Sveriges Historie
http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Kroppedal Museums Nyere tid
http://kroppedal.dk/nyere-tid/blog-nyeretid/

Medicinsk Museions blogs
http://www.museion.ku.dk/da/category/blogging-13/

Moesgård Museums Fortidsmindeblog
http://fortidsmindermoesmus.wordpress.com/

Moesgård Museums Bispetorv
http://bispetorvet.wordpress.com/

Museerne Vordingborgs Fortidsmindeblog
http://iloapp.museerne.dk/blog/fortidsmindeblog?Home

Museet for Søfarts Fyrskibet :
http://fyrskibet.dk/

Nationalmuseets Kokkepigen:
http://kokkepigen.natmus.dk/

Nationalmuseets direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007
http://natmus.blogspot.dk/

Nationalmuseets runer og mønter blog :
http://runer-moenter.natmus.dk/

Nina Simons Museum 2.0
http://museumtwo.blogspot.dk/

Powerhouse Museum’s Photo of the Day
http://www.powerhousemuseum.com/imageservices/

Powerhouse Museum’s Inside the Collection
http://www.powerhousemuseum.com/insidethecollection/

SMKs blog
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/

Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke
http://lindegaarden.wordpress.com/

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her:
https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker:
http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

Forhallen i MOSI

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:

http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:

http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:

http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:

http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf
(efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm:
http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i
http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/
og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

Skiltet

“En bog på væg”, ”laaange tekster” ”alt for mange ord”. Skilte og plancher anses ofte som nødvendige onder, der må være der for at binde museumsinspektørens tolkninger og forklaringer sammen med de ordløse genstande.

Pladecovers – vinylens revival, Designmuseum Danmark

Som historikeren og numismatikeren Philip Grierson engang beskrev det i forbindelse med problematikken om de materielle genstandens udsagnsværdi: ”It has been said that the spade cannot lie, but it owes the merit in part to the fact that it cannot speak”.

Ord og skilte skal ofte der til, og en af udstillingsdesignets store kærnediscipliner er hvordan at dette kommunikationsonde kan udformes mest brugervenligt og grafisk bedst.

Västra Vrams prästgård, Kulturen i Lund

Kære krop – svære krop, Steno museet

Sveriges Historia, Historiska Museum

Der er væld af gode og mindre heldige eksempler, og der er hele tiden grafikere og museer, der udfordre formen med diskrete eller markante tiltag. Det kan være i selve formen af skiltet, som her på V&As udstilling ”British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age”, hvor det nonchalant er stillet op af væggen sammen med andre plader:

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age, V&A

British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age

eller i Den Gamle Bys nye basisudstilling ”Håndværkerne i Baghuset”, hvor materialeprøver og genstande er integrerede dele af skiltet sammen med ordene og billederne:

Budskab integreret i interiøret

Jeg vil gerne vise et par eksempler på skilte, der ikke bruges den ofte sete printede tekst, og hvor tekst og form er så tæt integreret, at det budskab der vises også kan ses som en del af interiøret.

Det ene eksempel er fra “Naturligvis”, en fin studenterudstilling man kunne se på Moesgård Museum indtil 1. oktober, hvor museets udstillinger lukkede. Udstillingen var lavet af antropologistuderende på Aarhus Universitet, der udover fine faglige takter også viste et grafisk overskud ved at integrere informationen i formen som her på toiletvæggen:

Et andet eksempel er fra den nyåbnede udstilling ”Beat mm” i Den Gamle By. Udstillingen viser rockfotografier taget af Jørgen Angel fra 1966-1983. En del af udstillingen er et 70’er ungdomsværelse, der både er med til at vække publikums erindringer fra tiden, og et sted som viser Jørgen Angels billeder som de brugsbilleder de var: som idolbilleder der kunne foldes ud fra midtersiderne i GO og Vi Unge bladene. Værelset må gerne bruges. Der må siddes i møblerne, læses i tegneserier og høres musik på pladespilleren. Måden der kommunikeres, at det er tilladt at røre, og at der bliver forklaret, hvordan en pladespiller fungerer, er ved at værelsets beboer med sin ”egen” håndskrift har skrevet beskeder til den besøgende.

Digital mønstergenkendelse

Mønstergenkendelsesprogrammer som f.eks QR-tags-scanningssystemer gør det nu muligt, at sproglig information kan placeres andre steder end på tekstplancher. Det er et felt der arbejdes meget med for tiden og som vinder større udbredelse. Et eksempel på dette er applikationen til den Hammershøi-udstilling, der var på Statens Museum for Kunst i foråret. Der kunne en bestemt plakat med et Hammerhøi-motiv aktiverer et program på telefonen.

xkGiO7OKgkw]

I teorien kan information med dette system gemmes overalt, udfordringen er at gøre brugerne opmærksomt på, at informationen er der. Denne information om informationen kan nødvendigvis ikke altid gøres lige så integreret og formtro som i eksemplerne fra Moesgård og Den Gamle By.
Digitale koder kan nu godt camoufleres og alligevel gøres synlige fra det rette perspektiv, som det her ses ved pladsen foran Zellerbach Hall på Berkeley, University of California.

At integrere tekstens budskab i en form kan gennem sit stemningsskabende element gøre teksten til mere end et nødvendigt onde – og der er et greb, der også ses mange andre steder end på museerne. F. eks. i pladecovers. Et eksempel er Barry Feinsteins oprindelige cover til Rolling Stones Begger’s Banquet album, hvor både gruppens navn og sangenes titler er at finde på lokumsvæggen:

Et andets eksempel er i Alice Coopers Lp School’s Out, der er en af de album der kan ses i Designmuseum Danmarks nyåbnede og righoldige udstilling ”Pladecover – vinylens revival”.

Og i forbindelse med at integrere indhold i formen så er plakaten til udstillingen på Designmuseet et lækkert eksempel på en illustration, der for kendere af stoffet henviser til en række af udstillingens værker (covers af Bowie, Beatles, Blur mv.) uden direkte af vise dem. Her er der visuelle både form og indhold.

Henvisninger til udstillingerne:

British Design 1948–2012 – Innovation in the Modern Age:

http://www.vam.ac.uk/content/exhibitions/exhibition-british-design/

Håndværker i Baghuset:

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen Naturligvis:

http://cas.au.dk/aktuel/arrangement/artikel/naturligvis-en-saerudstilling-om-menneske-og-natur/

Beat mm:

http://www.dengamleby.dk/beat/

Hammershøi og Europa:

http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/udstillinger/tidligere-udstillinger/2012/hammershoei-og-europa/

Pladecover – vinylens revival:

http://designmuseum.dk/udstillinger/kommende-udstillinger/pladecovers-vinylens-revival

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her:
http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

Oplæg om oplevelser for ældre ramt af demens på ODMs internationale formidlingsseminar 2012

De næste tre dage afholder Organisationen Danske Museet deres årlige internationale formidlingsseminar. Temaet er medborgerskab og konferencen vil omhandle, hvilken rolle museerne allerede spiller i forhold til begrebet medborgerskab og hvilke nye handlemuligheder, begrebet kan tilbyde museerne. Der kommer oplæg fra udenlandske museumskollegaer, blandt andet fra exhibition manager Kate Chatfield ved The People’s History Museum i Manchester, der fortæller om dette museums arbejde med at involverede de lokale communities i deres udstillingsplanlægning, fra direktør Ronald Leopold ved Anne Frank House i Amsterdam, der fortæller om museets initiativ Free2choose, hvor gæsterne skal forholde sig til etiske og moralske dilemmaer, og der vil også være oplæg fra projektleder Sofie Bergkvist om udstillingen Popstad Lund, der før har været omtalt i denne blog:

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/12/12/popstad-lund-en-brugergenereret-udstilling/

En 1950’er lejlighed for demensramte medborgere

Traditionen tro vil der på seminaret også være korte 15 min indlæg fra nogle af seminarets deltagere. En af disse indlæg bliver fra afdelingsleder Henning Lindberg fra Den Gamle By, som fortæller om dette museums initiativ med erindringsformidling for ældre ramt af demens, hvilket er aktuelt ved at den lejlighed, der nu bliver rammen for disse forløb åbnede i sidste uge.

Lejligheden er skabt til at kunne bruges til de særlige forløb rette mod demensramte medborgere. Den er indrettet som i 1950’erne og kan gennem sit udtryk, interiør og de genstande, der er i lejligheden være med til at vække minder hos de besøgende og dermed sætte erindringer i gang, der kan føre til at flere oplevelser og sammenhænge bliver husket.

Det nye nummer af MiD Magasin (nr. 26) har medborgerskab som tema og bringer artikler fra flere af oplægsholderne, bl.a. skriver Henning Lindberg om erindringsformidlingen i Den Gamle By. Der er også muligt at læse mere om dette projekt her:

http://www.dengamleby.dk/nyheder/nyheder-enkeltvisning/?tx_ttnews%5Btt_news%5D=129&cHash=8ec380326867da09d0385627350573ab

Følg seminaret

Det er først i morgen af Henning Lindbergs og de andre 15 minutters oplæg skal holdes. Inden da kommer en dag med tanker og præsentationer fra blandt andet Henrik Zip Sane, direktør for Jamtli, Uffe Savery, musikchef for Copenhagenphil og Ove Korsgaard, professor ved Aarhus Universitet. Flere af oplæggene vil senere kunne ses på www.formidlingsnet.dk, hvor kommentarer fra konferencen også publiceres. Tweets fra konferencen vil de næste par dage kunne følges gennem hashtagget #medborgerskab.

Her kan du se programmet og læse mere om seminaret:

http://www.dkmuseer.dk/public/dokumenter/Internationalt%20Formidlingsseminar%202012/J58%20EndeligtProgram_ODM%20(2).pdf

Sko og Accessories – 1700-tallet formidlet i modebladssprog

I dag åbnede et af Den Gamle Bys bidrag til Århundredes Festival, der er en begivenhed i Aarhus, som sætter fokus på 1700-tallet. I de næste uger er der 1700-tals teater, maskebal og middage foruden debatter og forelæsninger om århundredet. Den Gamle By har flere tiltag med i programmet og en af dem er udstillingen Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet.

Det er ikke en stor udstilling, men den har en god placering ved at blive vist i et rum i Møntmestergåden, en spektakulær bygning, der oprindelig lå i Borgergade i København og som i 2009 stod genopbygget i Den Gamle By og indrettet med interiør fra 1700-tallet.

Som titlen antyder, har udstillingen fokus på moden i 1700-tallet og på den status og prestige forbundet med at have det rette tilbehør – accessories – til sin fremtræden.

I arbejdet med udstillingen blev det hurtigt klar, at vor tids modebladsjargon med ord som accessoriers, must-haves, trends, stil-ikon mv. passede godt, når udstillingen skulle diskuteres og stemningen på de bonede gulve i 1700-tallet skulle beskrives. Til sidste blev pompadourhælskridtet taget fuldt ud og alle genstandsteksterne skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider.

Det er sjov læsning og tydeliggør også en række ligheder mellem vor tids søgen efter nye trends og de velhavende lag i 1700-tallets behov for at vise deres modebevidsthed.

 Jeg ville gerne have fundet en række eksempler, hvor andre kulturinstitutioner lige så konsekvent har valgt en nutidig sproglig vending og et nutidigt formsprog i formidlingen af en tidligere periode, men kunne ikke komme på nogle. Så i stedet for får I et par opslag fra det 1700-tals modeblad, der både er genstandsteksterne i udstillingen og det hæfte, der udgør det for udstillingens katalog.

Uundværligt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Æblegrønt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet kan ses frem til 1. januar 2013.

Link:

Århundredes Festival:

http://aarhundredetsfestival.dk/

1700-tals aktiviteter i Den Gamle By:

http://www.dengamleby.dk/aarhundredets-festival

Om udstillingen Sko og Accessories:

http://www.dengamleby.dk/mode-i-1700-tallet/

Det er den anden særudstilling som Den Gamle By åbner i denne uge, hvor der er arbejdet med at give den besøgende en anderledes type oplevelse. I forgårs omtalte denne blog udstillingen Hvidstengruppen arresteret. Læs om den og dens virkemidler her:

http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:

http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx


http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx


http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:

http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx


http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:

http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:

http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

Hvordan indsamles og fortælles en bys historie

Den 25. oktober 2011 blev seminaret Urban History Exhibited afholdt i Den Gamle By. Det er nu muligt at se indlæggene og præsentationerne fra konferencen og der er faktisk meget godt at komme efter for interesserede i, hvad byen er i dag, hvordan den kan fastholdes og formidles og hvorfor dens historie skal fortælles. På Den Gamle Bys You Tube kanal kan man se de enkelte talere og på museets slideshare kanal findes de power point, der blev vist. På seminaret var der oplæg fra Rainey Tisdale fra Brown University, Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent, Søren Bitsch Christensen fra Aarhus Stadsarkiv, Paul van der Laar fra Roterdam Museum, Jette Sandahl fra Københavns Museum foruden oplæg fra Thomas Bloch Ravn, Anneken Appel Laursen og undertegnede fra Den Gamle By.

Apps og nye rum til fortællinger

Oplæggene kredsede om, hvordan en bys historie og kultur kan opfattes, fastholdes og formidles. Den Gamle By har siden sommer også haft det ansvarsområde at skulle varetage Aarhus’ historie. Medarbejdere fra det tidligere Aarhus Bymuseum er nu blevet en del af Den Gamle By’ stab, men bymuseets tidligere ejendom overgik ikke til Den Gamle By. Formidlingen skal ske andre steder og et af de steder Den Gamle By gerne vil bruge er byrummet. Som et eksempel på dette fortalte Den Gamle By til seminaret om den nye Aarhus StreetMuseum app, hvor historierne netop formidles, hvor de foregik. Indlægget fra Den Gamle By skitserede også hvordan, at historier om Aarhus kan fortælles forskellige steder i det eksisterende museum. Der skal altså ikke kun laves et nyt fysisk museumsrum, der fortæller Aarhus’ historie, men Aarhus’ byrum og eksisterende faciliteter i Den Gamle By skal udnyttes i formidlingen.

Rainey Tisdale – formidling uden for museet

Brugen af flere platforme til at fortælle byens historie var også et emne Rainey Tisdale kom med eksempler på i sit indlæg. En af den var Fussnotemai45 projektet, hvor der på selve gaden forskellige steder i Hamborg blev skrevet stedspecifikke fortællinger om anden verdenskrig. ”Ved denne plads skulle jødes samles før de blev transporteret til Theresienstadt” og lignende lokationsbestemte historier. Det var ikke byens historiske museum, der stod bag dette projekt, men en række frivillige, organisationer og firmaer.

Rainey Tisdale beskrev også If This House Could Talk, et andet projekt med en stor grad af frivillige involverede. Projektet har de sidste tre år fundet sted i Cambridge i Massachusetts, USA. Cambridge Historical Commission står bag initiativet, hvor husejere, firmaer mv. ud fra en fast skabelon skriver kort om deres hus’ historie og sætter et skilt med fortællingen ud foran huset i en lille måneds tid. For at gøre den nemt for deltagerne og mere imødekommende for brugerne er der lavet enkelte guidelines til dem, der ønsker at deltage (
http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ithct%202011%20guidelines2w_line.pdf
). Projektet er et fint eksempel på at en klar ide og simple gode rammer fremmer frivilligt engagement. I år deltog mere end 100 huse i If This House Could Talk.

Paul van der Laar – indsamling og medinddragelse

Et andet af Urban History Exhibited seminarets foredrag kom fra hollandske Paul van der Laar, der både er tilknyttet Erasmus University og Museum Roterdam. Paul van der Laar tænker på bymuseet som et sted for living memory i modsætning til nostalgia. Det førstnævnte forstået som et sted, hvor historie er brugbart for samtiden og historie som nostalgi forstået som en ekskluderende fortælling for dem, hvis kultur ikke var en del af fortællingen/historien. Paul van der Laar konstaterede tørt, at hans museums samlinger om borgerskabet og den florissante handlen i Rotterdam hverken inddrog eller havde den store interesse for store dele af dagens befolkning i Rotterdam. Rotterdams nutidige befolkning har betydelige grupper af borgere med kulturelle baggrunde uden for Holland og i forhold til landsgennemsnittet tilhører byens befolkning ofte en lavere socialklasse. En af de dele af byen, der har begge karakteristika er Roffa 5314, hvilket er slang for en del af det sydlige Rotterdam (5314 er en nummeret på en takstzone).  På museets initiativ blev ungdomskulturen i området dokumenter gennem foto og interview. Der blev også samlet genstande ind på en lidt utraditionel måde. Museet havde lånt en nedlagt kornlagerbygning, hvor der blandt andet blev arrangeret hip hop fester. Ved nogle af arrangementerne stod museets kuratorer i døren og købte tøj og accessories, der var repræsentativt for området og kulturen. Museet købte simpelthen det tøj nogle af gæsterne stod og gik i.

Gennem projektet blev der udover en udstilling også lavet koncerter og Roffa magasiner, hvor de unge blev fremstillet med al den selvtillid og selvsikkerhed som en fotograf kunne fange. Paul van der Laar vil meget gerne arbejde sammen med kunstnere, de er ifølge ham nemlig rigtigt gode et at se og fornemme.

Et andet projekt Paul van der Laar fortalte om var Urban Neighbourhood. Det foregik i Delfhavenkvarteret, hvor Museum Rotterdam hver tirsdag i en periode havde base i en tyrkisk döner kebab restaurant. I afstand var der ikke mere end tre km mellem museet og restauranten, men mentalt var de helt forskellige steder. Med restauranten som kontor kunne museets folk komme meget tættere på folkene i området og med den som base lavede de et forsknings- og indsamlingsprojekt, der byggede på det simple princip, at Paul van der Laar og hans kollegaer ringede på hver 10. dør og spurgte om de måtte høre folks historier, tage billeder af hjemmet og høre om hjemmet liv.

Begge disse projektet og andre som Laar fortalte om på seminaret var bygget op omkring devisen, at når museet i dag ikke har samlinger, der har den store interesse hos nutidens borgere i Rotterdam, så skal museet bruge kræfter på at samle materiale ind, som bliver relevante for kommende generationer Rotterdammere og dermed byder dem ind i museets fortællinger – samtidig med at indsamlingerne også er med til at tage samtidens borgere seriøse og gøre dem til en del af historien og et større fællesskab.

Byen som netværk

Paul van der Laar havde undervejs i sit oplæg den pointe af den nutidige transnationale multidiverse befolkning i Rotterdam blandt andet havde det karakteristika, at de nødvendigvis ikke følte et dybt tilhørsforhold til et land eller et sted. Nutidigheden, selvrealisering og repræsentation er vigtigere elementer at fremhæve for at få det nutidige publikum i tale.  Aarhus’ nys stadsarkivar Søren Bitsch Christensen kom også ind på den diskussion, bare gennem en historisk vinkel, ved i sit oplæg at perspektivere ændringer i forståelsen af hvad byen er. Den klassiske købstad er ofte den man definerer en by ud fra, hvor byen er forstået som en mere eller mindre lukket system med en hvis mængde af funktioner (erhverv, boligformer og administration). I dag er byerne dog ikke længere socioøkonomisk eller kulturelt fungerende som den klassiske købstad. Deres interaktionen med andre byer eller fjerne egne er intensiveret og man må snarere tænke byen som et løst netværk end som et tæt og lukket bebygget areal.

Jeg er ikke i tvivl om at ideen om tilhørssted forandres i disse år sig ligesom at kommunikationen mellem individer også hastigt ændre sig til større og løsere netværker, blandt andet på grund af IT og mulighed for nye digitale kontaktflader.

Men i alle disse forandringer vil vores fysiske tilstedeværelse selvsagt altid været knyttet til fysiske steder – og disse steder vil have historier, der vil kunne berige og perspektivere vores egen historie. Seminaret Urban History Exhibited kom med gode eksempler og ideer til hvordan disse historier kunne gøres relevant for flere og ikke mindst hvordan de kunne samles ind så både nutiden og fremtiden kan få del i dem – og i det fællesskab et museum kan opbygge.

Links til de omtalte projekter:

Link til Den Gamle Bys You Tube kanal, hvor oplæggene fra Urban History Exhibited seminaret kan ses:
http://www.youtube.com/user/DenGamleByMuseum

Link til Den Gamle Bys slideshare kanal, hvor power pointene fra seminaret ligger:
http://www.slideshare.net/Den_Gamle_By

Direkte link til Den Gamle Bys oplæg:

Om Aarhus StreetMuseum:
http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/

Direkte link til Rainey Tisdales oplæg:

Om Fussnotemai45:
http://www.fussnotemai45.de/

Om If This House Could Talk:
http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ITHCT%20Event.html

Direkte link til Paul van der Laars oplæg:

Om Roffa 5314:
http://www.roffa5314.nl/
Roffaprojektets Flickrbilleder:
http://www.flickr.com/photos/39843822@N05/sets/72157620631279026/

Direkte link til Søren Bitsch Christensens oplæg:

Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig

Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.

Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.

Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.

Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html

Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt
 og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.

Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/
. Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver:
http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/
. Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.

Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver

Bloggen Museum2Go har også lavet en liste over museums-apps, fordelt i apps for iPhones:
http://www.museums2go.com/iphone-apps/
 og apps til android:
http://www.museums2go.com/android-apps/
. Samme blog har også en interessant anmeldelse af apps til udvalgte kunstudstillinger:
http://www.museums2go.com/2010/12/09/10-iphone-apps-for-current-art-exhibitions-pt-1/
, en lignende gennemgang har Newsweeks webmedie The Daily Beast også lavet:
http://www.thedailybeast.com/galleries/2010/08/24/art-app-boom.html
. Begge anmeldelser af kunstmuseumsapps er ca. et år gammel.

Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her:
http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/
 - og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.

Rigtig historie skal ses på stedet …