Museumsblogs

Pressen bruger anseelig tid på hvad pressen mener, et yndligsemne for politikere er andre politiker og en god måde for at vække opmærksomhed hos gæsterne er at fortælle om dem selv. Martins Museumsblog vil i dag følge denne trend – og skive om museumsblogs.

Siden begrebet fik sin eget term (først weblog og så blog) i slut 1990’erne har blogmediet gennemgribende fornyet den offentlige kommunikation. Nu kan alle og enhver skabe sit eget distributionsnet til egne og andres artikler. Der kom blogs om gængse nyhedsemner, men også blogs om interesseområder som haver, humor, heste, home interior – you name it – og kunst- og kulturinteresserede begyndte også at blogge om museer og museernes samlinger.

En blogger, som skabe sin karriere og museumspolitiske indflydelse gennem medier er amerikanske Nina Simon. Hun deler sine ideer om The Participatory Museum gennem hendes blog Museum 2.0, hvilke også har resulterede i en bog af samme navn, der helt i tråd med Museum 2.0s tankegang gratis kan downloades gennem bloggen. Nina Simon er i dag museumsdirektør i The Museum of Art & History i Santa Cruz, men er stadigvæk aktiv på Museum 2.0.

Udover blogs om museer kom der også blogs fra museer, hvor museumsmedarbejdere helt i tråd med mediets karakter direkte og hurtigt kunne fortælle interesserede om det de laver. En af de første museumsblog jeg stødte på var Birgitte Fløe Jensens FortidsmindeBlog fra Museerne Vordingborg, (Danmarks Borgcenter, der i dag er en del af Museum Sydøstdanmark).

Museet i Vordingborg var tidligt ret aktive med blogmedier og havde en overgang også omskabt meget af deres indhold på deres hjemmeside til blogs, men der er en praksis der tilsyneladende ikke længere bruges på deres hjemmeside http://www.museerne.dk/ efter at de er blevet den del af Museum Sydøstdanmark. Andre museer der også tidligt begyndte at blogge og udforske mediet var Arken, Medicinsk Museion, Nationalmuseet og Moesgård Museum.

Et view over museernes brug af blogmedier viser nogle tendenser.

Organisationsbloggen

Organisationsbloggen tror jeg er den mest udbredte form blandt de danske museer. Her bruges blogmediet til at et bestemt felt af museets virke bliver formidlet.

Vordingborgs Fortidsmindeblog var et eksempel på det, Moesgård Museum fulgte op med en lignede fortidsmindeblog, der var aktivt i nogle år. På Nationalmuseets har flere afdelinger en blog, bl.a. nyere tid, bevaringsafdelingen og Danmarks Kirke. De er ikke alle lige brugte og opdaterede, men en jævnt aktiv blog er museets runer og mønter blog, hvor det er muligt at følge det løbende arbejde med Nationalmuseets tilsyn og forskning omkring med runesten og møntfund. Kroppedal Museum har sat deres brug af blog i system ved at deres tre ansvarsområder, astronomi, nyere tid og arkæologi, har hver deres blog – og museet sørger jævnligt at vedligeholde disse blogs. Andre blog i den organisatoriske type kan være, at samlinger systematisk vises frem eller at museet har en blog der overordnet bruges til at formidle processerne bag museets arbejde. Den type blog ses bl.a. hos to museer der er kendt for deres initiativer omkring digital formidling: Brooklyn Museum og Powerhouse Museum i Sidney. Powerhouse Museum har bloggene Photo of the Day og Inside the Collection hvor genstande og billeder vises frem, og Brooklyn Museum har en behind-the-scene blog med indlæg fra hele museets virke. Lignende behind-the-scenes blog ses også hos Museet for Søfarts blog Fyrskibet og i den nye Bag Facaden blog fra Den Gamle By.

Den specifikke emneblog

Emnebloggen, hvor en særligt emne tages ud fra en personlig vinkel, er en meget brugt genre hos privatpersoner. Her er modeblog, haveblog og madblogs for at tage tre meget udbredte emner. Der skrives kun om det valgte emne og dermed er der en klar kontrakt mellem afsender og læser. Denne klare afgrænsede blogtype synes dog ikke at være så udbredt på museerne, men et godt musealt eksempel på typen er Nationalmuseets blog Kokkepigen. Her er det den fiktive person kokkepigen som deler historier og opskrifter med base i køknerne på Frilandsmuseet i Brede.

Nogle af de ovennævnte organisationsblogs kan godt have fokus på særlige dele af museets virke og dermed godt betegnes som et emneblog skønt deres hovedformål kan være at blogge fra en bestemt afdeling af museet. Der er andre eksempler på museumsblog som tager et bestemt emne om i en kortere periode, men dem vi jeg hellere betegne projektblogs.

Projektblogs

Projektblogs er blog, der formidler et bestemt projekt i en periode. Et tidligt eksempel på dette var Nationalmuseets daværende direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 (http://natmus.blogspot.dk/). Bestemte udgravninger har også været emne for specifikke blogs som Moesgård Museums store udgravning på Bispetorv i Aarhus i 2009 (http://bispetorvet.wordpress.com/) eller Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke (http://lindegaarden.wordpress.com/), en blog som kom på Kulturarvsstyrelsens liste over Årets museumshits 2011.

Udfordringen ved disse tidsafgrænsede blogs er at afslutte dem ordentligt. Et fint eksempel på dette er den blog som Historiska Museet i Stockholm lavede i forbindelse med deres udstilling Sveriges Historia. Bloggen fulgte tilblivelsen af udstillingen og takkede af en måneds tid efter åbningen af udstillingen http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria/2010/06/21/bloggen-och-de-101-inlaggen/.

Den Gamle Bys brug af blog

I denne uge kastede min arbejdsplads, Den Gamle By, sig for alvor ud i blogmediet. En first mover kan man ikke kalde os, men bag initiativet ligger en nøje overvejelse omkring, hvilke emner som blogmediet er bedst egnet til at videregive vores viden, synspunkter og oplevelser igennem. Bloggene og formen er også planlagt, så det er emner museet kontinuertlig kan blogge om og langsomt opbygge en læserskare til.

Tre af bloggene er specifikke emneblog. Den ene dyrker et generelt stort blogemne, haven. Bloggen viser som andre haveblog årets gang og har så det twist, at den særlige viden museet har om tidligere tiders havebrug og gartnerpraksis også bliver formidlet. En anden klar emneblog er om en af museets kærneområde julen. Hver jul er museets et naturligt førstevalg for mange familier og venner, der gerne vil kombinere en fælles juletur, med julestemning skabt af forskellige tiders måde at fejre julen på. Den viden museet har om emnet kommer nu ud i bloggen og juleinteresserede der søger information på nettet vil forhåbentlig blive oplyst her efterhånden som bloggen vokser. En tredje emneblog handler om Aarhus. Det er et af museets ansvarsområder, men bloggen vil ligesom de omtalte fortidsmindeblogs ikke være der, at museet fortæller om deres formelle ansvarsområde, men det bliver mere et kalejdoskopisk blik på Aarhus før og nu med bidrag fra forskellige af museets ansatte.

To blog vil mere kunne betegnes som organisationsblog. Den ene er Bag Facaden bloggen, der som navnet antyder fortæller om processerne bag museets udstillinger, aktiviteter mv. Blogindlæggets natur er at være personlige, og det er skal det også være på denne mere organisationsorienterede blog, ved at afsenderen på det enkelte indlæg er tydelig og at bidragsyderne har deres egne emner de skriver om. Den anden organisationsorienterede blog er Aarhus og 2. Verdenskrig, der bliver en kanal som museets afdeling Besættelsesmuseet i Aarhus kan bruge til nemt at dele historie, billeder mv. Bloggens klare fokus om Anden Verdenskrig vil formodentlig også gøre, at bloggen bliver bruge på samme måde som de specifikke emneblog bliver.

Den sidste blog er Museumsdirektørens blog, der bliver en mere causerende blog, men også en mere holdningspræget blog, hvor Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn kan poste tanker og meninger, f.eks. i det seneste indlæg om Kulturministeriets tanke om at sammenlægge en række specialmuseer under Nationalmuseet. Den holdningsbetonede blog er en type, som ses meget i avisernes bloguniverser, hvor politiker, NGO repræsentanter med videre på den måde deltager i den offentlige debat, men typens ses ikke ofte i kulturlivet. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om blogs af denne type drevet af et museum. I aviserne eller andre nyhedsmediers blogge har jeg også kun stødt på Kvindemuseets Merete Ipsens blog i www.stiften.dk.

Ingen af Den Gamle Bys blog er tænkt som korterevarende projektblogs. Før lanceringen var der derimod flere diskussioner om, hvilke emner der kunne blive ved med at blive blogget om, og arbejdet med bloggen er planlagt så det kan passes ind i museets andet arbejde for at undgå, at det at blogge der efter en kortere tid bliver en irriterende byrde i stedet for at være den glæde det er, at dele viden med andre og se at det bliver modtaget.

Museerne har meget indhold og blogmediets hurtige og nemt delbare facon gør det oplagt at bruge til at dele museets historier. Udfordringerne er at sikre bloggen en god base i organisationen så de blive vedligeholdt og dermed giver optimale udbytte både for læserne og museerne. Bloggens indhold skal naturligvis også gennemtænkes og derunder at skribenterne skal vende sig til webkommunikationens krav om hurtigt at fange opmærksomheden gennem billeder, klare overskrifter og godt opbrudte tekster. Det bedste udbytte opnås, hvis blogindlæggene er nemt delbare. Personligt kan jeg bedst lide hvis de er organiseret i de gængse bloguniverser (blogger, wordpress mv.) der følger med genres udvikling, i stedet for at være indlejret som del at museernes organisationshjemmesider, da disse alt for ofte ikke er klar definerede i deres udtryk eller bedst muligt optimerede til deling og kommentering. At indlejringen har andre fordele mht. at holde læserne på hovedsiden er så en helt anden diskussion.

Omtalt museumsblogs

Arkens weblog 2005-2006 http://arken.blogs.com/arken_blog/

Brooklyn Museum’s behind-the-scene blog http://www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/

Den Gamle Bys Bag Facaden http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/

Den Gamle Bys Julehistorier http://blog.dengamleby.dk/julehistorier/

Den Gamle Bys Historiske Haver http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/

Den Gamle Bys Museumsdirektørens blog http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/

Den Gamle Bys Aarhus Flashback http://blog.dengamleby.dk/aarhusflashback/

Den Gamle Bys Aarhus og 2. Verdenskrig http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/

Historiska Museets Sveriges Historie http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Kroppedal Museums Nyere tid http://kroppedal.dk/nyere-tid/blog-nyeretid/

Medicinsk Museions blogs http://www.museion.ku.dk/da/category/blogging-13/

Moesgård Museums Fortidsmindeblog http://fortidsmindermoesmus.wordpress.com/

Moesgård Museums Bispetorv http://bispetorvet.wordpress.com/

Museerne Vordingborgs Fortidsmindeblog http://iloapp.museerne.dk/blog/fortidsmindeblog?Home

Museet for Søfarts Fyrskibet : http://fyrskibet.dk/

Nationalmuseets Kokkepigen: http://kokkepigen.natmus.dk/

Nationalmuseets direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 http://natmus.blogspot.dk/

Nationalmuseets runer og mønter blog : http://runer-moenter.natmus.dk/

Nina Simons Museum 2.0 http://museumtwo.blogspot.dk/

Powerhouse Museum’s Photo of the Day http://www.powerhousemuseum.com/imageservices/

Powerhouse Museum’s Inside the Collection http://www.powerhousemuseum.com/insidethecollection/

SMKs blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/

Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke http://lindegaarden.wordpress.com/

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

Forhallen i MOSI

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

-

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

Titanic – lige nu

I dag for 100 år siden sank Titanic. Udstillinger, 3D film, bøger og masser af artikler markerer denne undergang af troen på teknikkens ubesejrelighed. Engelske History Press gør det blandt andet også med en app til iPad og et initiativ, hvor twitters funktion som et online-medie bruges godt.

På twitterstømmen @TitanicRealTime kan man i dag følge katastrofen minut for minut, som den foregik for 100 år siden. Så hvis du vil have din søndag forstyrret med skibskatastrofer og pludselig død, så er muligheden her @TitanicRealTime. Gennem twitterstrømmes lige-og-nu følelse bliver man ekstra grebet af dramaet. Det er formidlingsmæssigt et fint projekt, hvor medie og indhold passer forbilledligt sammen.

Link til History Press’ site: http://www.thehistorypress.co.uk/categories/Titanic.aspx og app til iPad: http://itunes.apple.com/gb/app/titanic-her-journey/id505985988?mt=8

Link til History Press’ twitterstrøm: https://twitter.com/#!/TitanicRealTime

Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig

Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.

Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.

Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.

Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html

Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.

Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/. Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver: http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/. Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.

Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver

Bloggen Museum2Go har også lavet en liste over museums-apps, fordelt i apps for iPhones: http://www.museums2go.com/iphone-apps/ og apps til android: http://www.museums2go.com/android-apps/. Samme blog har også en interessant anmeldelse af apps til udvalgte kunstudstillinger: http://www.museums2go.com/2010/12/09/10-iphone-apps-for-current-art-exhibitions-pt-1/, en lignende gennemgang har Newsweeks webmedie The Daily Beast også lavet: http://www.thedailybeast.com/galleries/2010/08/24/art-app-boom.html. Begge anmeldelser af kunstmuseumsapps er ca. et år gammel.

Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her: http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/ - og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.

Rigtig historie skal ses på stedet …

Nye digitale byhistorier

Nye digitale muligheder er med til at fortælle byhistorie på nye måder. En række spændende projekter kan ses i bloggen CityStories (http://raineytisdale.wordpress.com), der er skrevet af Community Fellow Rainey Tisdale fra John Nicholas Brown Center for Public Humanities and Cultural Heritage på Brown University.

Rainey Tisdale skiver om nogle af de nye mobiltiltag, hvor smartphones gør det muligt for brugeren at opleve byrummet til andre tider, mens man er i det. Det er f.eks. Museum of Londons Streetmuseum og Powerhouse Museum i Sidneys layer, hvor der er muligt er se ældre foto og billeder fra lokaliteten, og projektet Walking Through Time fra Edinburgh, hvor man ser sin placering på et ældre kort i stedet for på et nutidigt Google Map.

Bloggen CityStories fortæller også om projekter, hvor enkeltpersoner eller grupper af personer er med til at skabe ny viden og nye historier. Et projekt er New York Public Library’s Map Rectifier. NYPL har lagt en række kort ud online og beder interesserede brugere om hjælp til at sammenholde disse ældre kort med nutidens gadebillede ved hjælp af bestemte fikspunkter.

Et andet interessant projekt Tisdale omtaler er Eric Fischers mapping projekt, hvor han gennem geotacking-oplysningerne i de oploadede billeder på Flickr og Picasa har lavet en række bykort med angivelse af fotografiske hotspot. Han har også undersøgt, hvor der er at de lokale og hvor turisterne tager billederne. Her er hans kort over København – blå er lokale og røde er turister:

Seminaret Urban History Exhibited

Rainey Trisdale kommer til Aarhus og kan den 25. oktober 2011 opleves i et seminar om byhistorier som Den Gamle By er vært for.

Rainey Tisdale tager i sit oplæg udgangspunkt i hendes rundrejse til europæiske og amerikanske bymuseer og de trend hun der har observeret. Blandt andet formidlingen af byens historie gennem geo-tagging, sociale medier og brugergenereret indhold, pop-up museums, og lokalhistoriske projekter.

Udover Rainey Tisdale vil der også være en række andre indlæg på konference.  Museumsdirektør Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent taler om The use of digital media in a new urban history exhibition, museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By holder oplægget Conceptualizing city museum activities in Den Gamle By’s Open Air Museum, professor Paul Van de Laar fra Erasmus University Rotterdam taler om New paradigms in city museum. Exhibitions, the unrepresented and the knowledge gap, museumsdirektør Jette Sandahl fra København Museum bidrager med The re-constrction of a traditional town museum og Aarhus’ nyudnævnte stadsarkivar Søren Bitsch Christensen holder oplægget Concepts of urban history in town monographs, on the Web, and at the museum; Complementary or conflicting?

Urban History Exhibited er støttet af Kulturarvsstyrelsen, og det er muligt at læse mere om konferencen her: http://www.dengamleby.dk/urbanhistory/

Mulighedernes land – augmented reality og museerne

I weekenden besøgte jeg Frilandsmuseet ved Brede med familien og venner. Himlen var blå, bøgen grøn, lammene hoppede på marken og madpakken velsmurt. Det var et museumsbesøg helt som man kunne ønske sig. Huse blev undersøgt og historier udvekslet. Livsvilkår og skæbner til forskellige tider blev diskuteret eller gennemlevet i leg afhængig af alderen på de involverede.

Ved frokostområdet var der fornuftigt nok placeret et betjent legeområde, så ungerne kunne få lidt forældrefri-tid, mens disse drak kaffe.
Denne søndag var der en instruktør og en række lege – sækkevæddeløb, stylter, tovtrækning med videre – der passede til Frilandsmuseets overordnede koncept og historie. I legeområdet var også et tilbud, der ikke var en genskabelse af tidligere tiders lege, men en historie skabt via et ekstra digitalt lag lagt ud i landskabet. Rammehistorien var, at en tyveknægt havde stjålet nogle rigsdaler, men tabt en del af dem forskellige steder på området. De skulle så findes uden at man mødte røveren. Mod 20 kr. fik man udleveret en smartphone med GPS opkobling, som man kunne være to eller tre om at deles. På telefonens skærm kunne man på en foto over området se sin egen position og mønternes placering, og med den mobile device i hånden kunne man så gå på jagt.

Jeg fulgte selv med de to yngste på 6 og 8 og efter 26 min havde vi bevæget os rundt på museets område og fundet mønterne. Kortet var lidt svært for børnene at aflæse, men aktiviteter var fin og optog alle. Historien der blev fortalt havde meget lidt med de huse vi kom forbi og blev på den måde ikke til en del museets overordnede formidling eller historier. Aktiviteten gav derfor ikke noget ekstra til indholdsdelen af museumsoplevelsen, faktisk mindre end det sækkevæddeløb og den kis-pus leg børnene bagefter deltog i – der i sig jo havde en historie om lege og fritid i forrige århundrede. Men vores 26 min med telefonen var et afbræk i dagens historiefortællende og interiøroplevende program og et tidsrum, hvor vi var sammen om fælles aktivitet med et klart sigte. Det var en del af museumsoplevelsens sociale dimension.

Find rigsdalerne aktiviteten på Frilandsmuseet viser, at formidlingen gennem augmented reality ikke længere er fremtidsmusik, men noget der bliver en mere og mere almindeligt, også på museerne. Det er nu ikke underligt, at Frilandsmuseet er opmærksomt på augmented reality-aktivitet. Frilandsmuseet var sammen med Vikingeskibsmuseet i Roskilde blandt de første danske museer, der udforskede mulighederne for at lave lokationsbaseret kulturformidling gennem GPS og mobiltelefoner. Det var for en 5-6 år siden, før end at GPS’en var en automatisk del af telefonen og at der var noget der hed apps, og det hele var derfor lidt tungere teknologisk til at få til at fungere. Vikingeskibsmuseet udviklede projektet Sunkne verdener, hvor marinarkæologiske pladser i Roskilde Fjord blev formidlet på stedet, men Frilandsmuseets Mulighedernes land var et tilbud til skoleklasser, hvor eleverne ved relevante bygninger/steder skulle møde personer og træffe valg for at komme godt igennem slutningen af 1800-tallets landboliv. Mulighedernes land eksistere stadigt som et tilbud til skolerne og er så vidt jeg ved løbende blevet teknisk tilpasset og forbedret.

http://mulighedernesland.natmus.dk/

AR – det nye sort
Jeg vil vove den påstand, at augmented reality (AR) er et vigtigt element i smartphonens popularitet og udbredelse. En særlig ting som smartphonen nemmere kan, i modsætning til de tidligere mobiltelefoner, er at den fortæller, hvor du er, kan give dig mulighed for lige nu og her at fortælle dette til andre, og at du gennem devicen også kan se hvad og hvem der er i nærheden af dig.
Udbredelsen af telefonerne har for alvor medført udviklingen i teknologien omkring stedspecifikke formidling. Ved at informationer kan knyttes til ens fysiske placering er der åbnet et marked for salg og oplevelser, og AR er nu en integreret del i det at fortælle om produkter og services.

Hypen og brugen af begrebet kan blandt andet ses på www.wired.com – et site tilknyttet teknologimagasinet wired. I tag cloud’et på sitets beyond the beyond sektion er augmeted reality lige p.t. (12. maj 2011) det mest benyttede tag. En af de seneste historier der er posted, er om det russiske stormagasin Topshop, hvor der er opstillet et ”spejl”, der gennem AR viser kunderne hvordan forskellige kjoler ser ud på dem.

http://www.wired.com/beyond_the_beyond/2011/05/augmented-reality-kinect-fitting-room-for-topshop-moscow/

Musealformidling, der bruger AR teknologi ses også flere steder. De tre førnævnte eksempler fra Frilandsmuseet og Vikingeskibsmuseet viser fint nogle tendenser i brugen af teknologien.
Der er den formidling, der ligesom Sunkne Verdener tager udgangspunkt i den virkelighed, der lige omkring en og beskriver den. Der er også en anden type projekter, der ligesom Find rigsdalerne skaber et nyt lag af fortællinger – en ny virkelighed.

Formidling af virkeligheden det sted du er
Der er lavet en række forskellige tilbud til mobile devices med sigte på at beskrive det sted man står på eller over for.
Museum of London har lavet applikationen Streetmuseum til både iPhone og androidbrugere. Der kan man udforske London til forskellige tider gennem billeder fra Museum of Londons store arkiv. Gennem et Londonkort kan man finde de mange lokationer der er langt billeder ud til.

Man kan også bruge telefonens GPS og ved at placere sig rigtigt kan man endda få sporet fra fortiden lagt ind som et lag på den nutidsgengivelse som telefonens linse opfanger.

Utroligt lækkert, godt og enkelt tænkt. Læs mere her: http://www.museumoflondon.org.uk/Resources/app/you-are-here-app/index.html og
http://www.creativereview.co.uk/cr-blog/2010/may/streetmuseum-app

Foursquare er en social applikation, der er bygget op omkring lokation. I tjenesten logger man sig ind på det sted man er, dels for at få point og særlige badges, men også for at se om der skulle være nogle man kender på Statsbiblioteket, Cafe Pinden, Odense Banegård Center eller hvor man nu måtte være. Forskellige firmaer giver service og tilbud til foursquarebrugerne. En af dem er History Channel, der har posted om historiske steder, bygninger m.v. i USA og London. History Channel på foursquare er i mine øjne mere et fint informationssted end egentlig augmented reality – for dertil er the realities for adskilte. Det har ikke de kvaliteter, der er i Streetmuseum med at man visuelt kan se forskellige tider sammenblandes, men til gengæld er det nemt at interagere, give og modtage gode råd – ligesom det generelt er på foursquare applikationen.
Læs mere: https://foursquare.com/historychannel

Som omtalt i et tidligere blogpost om Museums and the Web 2011 var The Netherlands Architecture Institute nomineret til Best of the Web for en mobile architecture application, hvor det er muligt på gennem augmented reality at se bygninger der engang var. Et project der minder lidt om Museum of Londons Streetmuseum, men her med focus på bybilledet og arkitektur i Rotterdam og Amsterdam.
Læs mere: http://en.nai.nl/exhibitions/3d_architecture_app

Skabelse af et lag udover virkeligheden
Et andet hollandsk case, der blev præsenteret ved Museum and the Web 2011 var Stedelijk Museums arbejde med AR. Flere af Stedelijks projekter er eksempel på produkter, der ønsker at lægge et ekstra digitalt fortællende/kunstnerisk lag over virkeligheder. Et projekt var Artotheque som Hein Wils fra Stedelijk Museum også præsenterede ved den NODEM konference, der blev holdt på dansk jord sidste november. Artotheque var en slags billedlånsservice. Ved de to hollandske musikfestivaler Lowlands og Picnic kunne man digitalt låne et værk fra Stedelijk Museums og placere det som et digitalt layer på stedet. Andre med applikationen kunne så se kunstværket på deres smartphone når de kom forbi stedet.

Et andet af Stedelijk Museums projekter var AR(t), hvor den hollandske kunstner Jan Rothuizen lavede værker til Stedelijks museumsrum, men med AR som canvas. Det var kun gennem et layer på telefonen at værkerne var synlige.

Læs her Hein Wils m.fl.’s paper til Museums and the Web 2011:
http://conference.archimuse.com/mw2011/programs/augmented_reality_and_the_museum_experience

Et sidste AR projekt jeg vil nævne er et, der kombinere det to tilgange – den virkelighedsformidlende og den fortællingstilføjende. Det er projektet Hikuins blodhævn der blev lanceret i 2009 og som stdig kan opleves i Aarhus. Projektet er en vikingekrimi i Aarhus midtby. Med en mobiltelefon kommer man på en tidsrejse, tilbage til dengang, hvor Aarhus var vikingebyen Aros. Formidlingen foregår ved 12 udvalgte steder, som Moesgård Museum har undersøgt, og hvor man har fundet spor efter huse og aktiviteter fra vikingetiden. De steder er der placeret en semacode, en 2-dimensional stregkode. Når koden fotograferes af mobiltelefonens kamera, afspilles et afsnit i lyttedramaet Hikuins blodhævn, der var skrevet af Svend Åge Madsen og Maria S. Madsen og udført af skuespillere tilknyttet Teater Katapult. Derudover kan man på telefonen se et billede af stedet, som det så ud i vikingetiden, eller en genstand fundet på stedet.

Projektet er dermed både information om spor af fortiden det sted man står og en tilføjelse af en ekstra virkelighed gennem det stykke dramatik som Hikuins blodhævn også er. Besøg www.hikuinsblod.dk for yderligere oplysninger om projektet. I dette links side 44 er projektet også beskrevet sammen med Gama, et andet AudioMove teaterstykke: http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/digitalisering/digital_museumsformidling.pdf

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Nye AR projekter er hele tiden på vej. Kulturarvsstyrelsen bevillinger i den digitale pulje er lige blevet offentliggjort og blandt de otte modtagere er der ihvertfald et projekt der bruger AR. Det er Herning Museums Digitale tråde over landskabet, hvor man ved hjælp af augmented reality-teknologi lægger et ekstra formidlingslag over blandt andet stenalderbopladserne ved Bøllingsø og Hammerum-pigen fra ældre jernalder.
Til september vil der i MiD (Museumsformidlere i Danmark) regi komme en konference om museumsformidling og apps, og der bliver AR nok også bliver et emne der vil blive berørt.

Formidling, der bygger på AR, er kommet for at bliver, og hvis kulturinstitutionernes både formmæssigt og indholdsmæssigt bruger teknologien godt og klar, så er der her et stort potentiale til at kunne formidler nye og andre historier på en fængende måde og at gøre det til nye brugere.

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Et Bertolt Brecht citat, der nu er motto for Stedelijk Museums augmented reality projekter.

The Secret Annex Online, Urban Augmented Reality – og andre lækre ting i Philadelphia

I dag begynder Museums and the Web 2011 i Philadelphia. Hundredvis af papers, workshops og demonstrations vil blive givet til de mange deltagere, der fra hele verden er kommet til USA.

Konferencens webside https://conference.archimuse.com/mw2011 er meget gavmild med link til de projektet og papers, der bliver præsenteret. Der er mange gode oplæg om alt muligt digital formidling og forskning på og om museer, f.eks. kan man høre om The Use of Social Media in the Danish Museum Landscape, et oplæg Nanna Holdgaard fra ITU skal holde over there i morgen. Oplægget kan læses her: http://conference.archimuse.com/mw2011/papers/the_use_of_social_media_in_the_danish_museum_l

Det må være skønt at være i Philadelphia i disse dage, men der er også meget god inspiration at hente for os, der er blevet på den hjemlige matrikel. Ved konferencen er der en Best of the Web konkurrence. Da Museums and the Web blev afholdt første gang i 1997 var hjemmesider der helt top hotte, men i dag har den digitale kommunikation jo bredt sig ud på langt flere platforme. Det tager konkurrencen også højde for. I Best of the Web er der nomineret 5-7 produkter i forskellige kategorier og det er skønt at have et sted, hvor kyndige har valgt spændende projekter ud til en.

I katagorien ”Long-lived” er der eksempler på ”permanente” hjemmesider. Der er der bestemt lækre ting. I de sidste par dage er jeg flere gange blevet lokket ind i Anne Franks museets The Secret Annex Online. Fin site med en god brug af film og navigation i rum.

En nyere kategori i Best of the Web er ”Social Media”. Der er blandt andet australske Powerhouse Museums udstilling ”The 80s Are Back” nomineret. Udstillingen blev lavet i et tæt samarbejde med brugere af sociale medier og næsten halvdelen af genstandene i udstillingen var lån fra fan communities. At ville og turde engagere sig med brugerne viste sig at være en god ide. Som der står i beskrivelse af projektet:

“This exhibition has been one of the most popular homegrown shows from the Powerhouse collection and the web presence has been very successful both in terms of raw numbers and depth of engagement.”

Læs mere om projektet på: http://conference.archimuse.com/mw2011/best/social_media/the_80s_are_back_exhibition_and_onl

“Mobile” er naturligvis også en kategori. Her er blandt andet The Netherlands Architecture Institute nomineret for en mobile architecture application, hvor det er muligt på gennem augmented reality at se bygninger der engang var der eller som er planlagt, og så også få yderligere informationer om disse bygninger. Applikationen er p.t. lavet til Rotterdam og Amsterdam.

Læs mere: http://en.nai.nl/exhibitions/3d_architecture_app

Se alle Best of the Web projekterne og kategorierne her: http://conference.archimuse.com/mw2011/best. Sidste mulighed for at stemme på projekterne er 7. april.

Museums and the Web 2011 kan de næste par dage intenst følges på Facebook og på twitter gennem #mw2011. Forhåbentlig med mange twit om gode indlæg, men nok også med masser af råd om, hvor de gode drinks er i Philadelphia. Lidt misundelig er man vel…

Nordic Digital Excellence in Museums – in a city near you (hvis du er i Danmark)

NODEM er lige om hjørnet. To dage med inspiration og nyt fra feltet mellem digitale medier og museumsformidling. På torsdag og fredag (25-26/11) afholdes NODEM-konferencen i København.

Her er videoer med tre af oplægsholderne:

• Nina Simon

Nina Simon is an independent exhibit designer who has been described as a “museum visionary” by Smithsonian Magazine.

Se også Nina Simons glimrende blog Museum 2.0

• Pranav Mistry

http://www.ted.com/talks/view/id/685

Pranav Mistry is the inventor of SixthSense. He is a research assistant and
a PhD candidate at MIT Media Lab

• Michael Edson

Michael Edson is the Smithsonian Institution’s Director of Web and New Media Strategy.

En aperitif for jer der kommer til København på torsdag og fredag og en smagsprøve til jer der ikke kunne være der. De andre oplægsholdere mv. kan ses her: www.nodem.dk