Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her:
https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker:
http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

Forhallen i MOSI

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:

http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:

http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:

http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:

http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

The Geffrye Museum i London – Museum of the Home

The Geffrye Museum ligger i Hackney-kvarteret i London og har siden grundlæggelsen i 1914 været et museum med fokus på boligindretning. I begyndelsen for at vise produkter fra den lokale østlondonske industri, men med tiden med et sigte på at blive et mere generelt Museum of the Home.
Museets udstillinger består overordnet af to dele. Den oprindelige del af museet, der dækker perioden fra 1660 til 1900 og i en tilbygning udstillinger om det 20. århundredes boligindretning. Jeg besøgte museet med nogle kollegaer og boligindretningsaficionados og var så privilegeret at have mulighed for at mødes med Alex Goddard, der er tilknyttet museets samlinger for 1900-tallet. Vi fik dermed mulighed for at høre om overvejelserne bag udstillingerne og hvor museet er på vej hen.
Afdelingen for det 20. århundrede er fra 1998 og det centrale i formidlingen er interiør fra fire perioder. Da stuerne blev lavet var de ikke sat til et bestemt år, men til en periode som f.eks. 1955-1965.

Grebet i formidlingen er det samme for alle rummene. Et interiør man kan se ind i og hvor en kant markere hvortil gæsterne må gå.

Til alle rum er der en planche, der dels fortæller lidt om rummet og om hvilke møbler, genstande og billeder der er i rummet.

Derudover var der til hvert rum lavet en Childrens trail, hvor museumshunden Sam stillede spørgsmål og gav svar.

Design eller socialhistorie

Udvælgelsen af genstandene i rummet var primært sket ud fra et designhistorisk perspektiv, snarere end et socialhistorisk perspektiv, hvilket er noget Alex og hendes kollegaer gerne vil ændre på sigt. Fordelen ved det designhistoriske valg er, at udstillingerne fint kan bruges til at vise markante mode- og stilhistoriske ændringer, men ulempen er, at rummene ikke vækker stor genklang hos de besøgende og dermed ikke så nemt bliver umiddelbare relevante. Alex brugte Midcentury period room (1955-1965) til at illustrere denne pointe.

Rummet viser hvordan skandinavisk (særlig dansk) design er nyskabende i den periode. Det er et let og lyst scandinavian style rum med Hans Wegner stole, kaffebord produceret af Fritz Hansen, Holmegaard vaser osv., men som Alex pointere er det et rum som meget få kendte fra deres egen 60′er tid eller hvor det bare er muligt at genkendte nogle af de udstillede genstande fra ens egen liv. Erindringsvækkelsesmålgruppen må nærmest kunne begrænses til få stilbevidste artikektpar, der indrettede deres hus fra nyt omkring 1965. Et 60′er hjem der i mindre grad viser den tids allerhotteste nye tendenser havde vækket genklang hos flere.

For seks år siden blev de ældre samlinger genopstillet og der blev besluttet, at få mere socialhistorie ind i formidlingen og dermed brede fortællingen mere ud. Det er der kommet nogle rigtigt fine tableauer ud af.

Der er i alt syv perioderum i denne del af museet dækkende perioden 1630 til 1890. Formidlingen af rummene følger alle det samme mønster. Der er et introduktionsrum, som beskriver tiden og dækket et eller flere af perioderummene. I selve perioderummet er det et skilt man kan tage i hånden og læse om møblerne og genstandene og endeligt er der foran tableauet et panel med en oversigtstekst og en Childrens trail’s planche.

Gode introrum

Et rigtigt godt element i denne formidling er introrummene. De er både med til at give overblik og dybde i fortællingen om de enkelte perioder og rum. Introrummene består af et oversigtsbillede af et hus i perioden og funktionerne i husets rum. En simpel og pædagogisk formidling, særligt når man gennem udstillingen kan sammenligne de forskellige perioders huse.

Andre elementer er en montre med udvalgte genstande og en oversigtstekst der fremhæver et særligt element.

Derudover har introrummene en tidslinje, et panel hvor der er auditiv formidling, et element af taktilt baseret formidling og et hæfte med teksten til rummet samlet og skrevet med stor skrift. Det auditive kan være oplæste citater fra periodens forfattere, breve eller tidens toneklang. Det taktile kan være en af periodens stole man kan sidde i eller stoftyper man kan røre.

I Geffreys guidebog er museets mål beskrevet som ”reflecting charges in society and patterns of behaviour as well as style, fashion and taste”. Den første del af denne målsætning er med til at hæve The Geffrye til et museum, der ikke kun handler om ting, men også om mennesker, og denne del af deres opgave synes de bedst at løse i den nyindrettede ældre del af udstillingen. I samme guidebog (fra 2008) prøver museet at formidle 1900-talsinteriørerne lidt bredere ved at inddrage flere at tidens tendenser og samtidigt at skærpe fokus ved at skrive hvert interiør er fra et bestemt år.

Ændringer i det allerede eksisterende

2012 er OL år for London og det kan også ses i museerne. Flere af Londons museer, heriblandt The Geffrey har i de fire år op til OL fået midler til communities projects. I år vil der blive lagt et ekstra formidlingslag til udstillingen ved at fokusere på allerede udstillede genstande, møbler mm., der er importeret eller som har fundet sin inspiration abroad. Når hele verden kommer til London i år skal verdens indflydelse på byens ses i kulturinstitutionerne er det politiske rationale bag initiativet. The Geffrey har valgt ikke at lave en decideret særudstilling om emnet, men at justere den eksisterende udstilling, hvilke jeg synes er et konstruktivt valg. Alt for mange af museernes kostbart etablerede basisudstillinger bliver for lidt aktivt brugt efter deres færdiggørelse. Til sommer vil man i The Geffrye kunne ses hvordan det kan gøres og hermed er der givet endnu en undskyldning til en sommertur til OL London.

http://www.geffrye-museum.org.uk/

Gennemgang af perioderummene:

http://www.geffrye-museum.org.uk/period-rooms-and-gardens/virtualtour/period-rooms/

A Guide to the Geffrye Museum, red. af David Dewing. 2008.

Audience centred, Come and play & Community awareness i Lincoln

The Collection er et mindre museum, der ligger i byen Lincoln i engelske Lincolnshire. Museet er ud fra engelske forhold ikke stort og der er ikke mange museologiske studieture eller event-orienterede inspirationsrejser, der komme forbi Lincoln, men udstillingerne er rigtig fint lavet og har mange af de dyder som flere engelske museer kan bryste sig af. The Collection er derfor et fint sted at spotte til nogle af de virkemidler og elementer, der for tiden kan observeres på mange engelske museer. Audience centred, Come and play og Community awareness har jeg valgt at kalde tre tendenser, der til dels lapper lidt indover hinanden og som alle kredser om at tage de besøgende alvorlig og tænke de besøgende og deres samfund ind i museumsoplevelsen og museets arbejde.

Audience centred
Det brugerfokuserede museum kommer til udtryk på mange måder. Et personale, der får den besøgende til at føle sig velkommen er en del af det, et museum, der i opstillinger og arkitektur gør det muligt at være sammen og opleve sammen med andre og udstillinger, hvor man kan bruge sin egen krop eller viden som en aktiv medspiller er også dele af det. Et museum, der lytter til sine besøgende og forsøger at inddrage dem reelt i museets arbejde og dispositioner er også et aspekt i det brugerfokuserede museum.
Som det heldigvis oftest sker på museer bliver man godt modtaget i Lincoln. Jeg skulle møde en ansat på museet og var derfor ikke en almindelig besøgende, men fik absolut en god service af frontpersonalet og kunne se, at det fik de andre besøgende også. Der blev spurgt ind til interesser og også givet råd til aktiviteter udenfor museet. Efter at være kommet forbi indgangsområdet, og for mit vedkommende at have haft mit møde, kommer man ned til udstillingsområdet.

Basisudstillingen hedder From Past to Present og kan opleves som en rundgang i historien fra den tidlige stenalder til 1500-tallets Lincolnshire. Det første man møder er en mandshøj model af et en de tidlige Homo Sapiens Sapiens. Den besøgende kommer i øjenhøjde med fortiden og der signaleres, at her er det om mennesker ligesom en selv.
Udstillingen er generelt imødekommende og flere steder opfordres den besøgende til at prøve, føle osv. De steder tales der i teksterne direkte til den besøgende – det er dig som besøgende, der er i centrum og skal opleve. Flere steder i udstillingen bruges ens egen krop som målestok. Udover at det naturligvis sker med  de originale genstand og en række replikaer af originale genstande er der i udstillinger også nogle steder hvor ens egen krop også er målestok for objekter, der ikke kan ses. Man kan måle, hvor stor man er i forhold til en mammut eller hvor store ens knogler er i forhold til fund.

Flere steder i museet tales der til flere sanser, hvilke ikke alene er god museumslatin med hensyn til at engagere den besøgende, men i dette museum også var lavet med særlig henblik på, at synshandikappede også kunne føle sig velkomne. Der var genstande der kunne røres eller prøves på og taktile kort. Ved en vellykket montre om skrift til forskellige tider kunne man også få lytteprøver på det talte ord til forskellige tider. Der blev læst op af Tacitus (latin), Beowulf (angelsaksisk), Gisli’s saga (norrønt), Et normannisk-fransk digt, en historie af Chaucer (1300-tals engelsk) og man hørte en optagelse fra 1952 af en lokal bonde, der har en udpræget Lincolnshire accent.

Languages from the past montre og lyttepost

Taktilt kort der viser udbredelsen af nordiske stednavne

Come and play
Interaktivitet på museer kan ligesom andre formidlingsgreb være godt eller skidt udført. Det er en måde at fortælle historierne på og engagere den besøgende, og der skal være et indhold og grunde til interaktiviteten for at den for alvor giver mening. Content is king. Interaktiviteten er en vej ind til den besøgende, når den er meningsfuldt tænkt, og viser, at man tager de besøgende alvorlig – de bliver medspillere, der selv skal yde noget for at komme videre, blive belønnet med viden/oplevelser osv.
I The Collection var der udvalgte steder, hvor den besøgende selv kunne agere. Der var klassiske elementer som tøjprøvning for børn og voksne og til aktiviteten var der ekstra informationer om personerne bag tøjet. Man kunne blive Sir Geffrey Luttrel, der var ridder i 1400-tallets Lincolnshire, Claudia Chysis – en velhavende frue, der boede i det romerske Lincoln eller en engelske kriger fra 2000 f.kr.

Museet havde også The Lab, hvor man bl.a. kunne samle et bondestenalderkar og sortere fund efter materialetype. Andre steder i museet kunne man selv skille en gravhøj ad (lille fin illustrativ aktivitet) og lave glasmosaikker og gulvmosaikker. Museet havde også mange steder, hvor man kunne røre de forskellige tider materialer eller rekonstruktioner af genstande. Det var f.eks. et romerske skjold, skind og forskellige former for keramik. The Collection disponerede interaktionsmulighederne godt, de understøttede de valgte emner og den mandag eftermiddag jeg var der, blev stederne flittigt brugt af unge som ældre og gav anledninger til diskussioner og morskab. 

Saml selv krukke

Saml selv gravhøj

Community awareness
Outreach er et vigtigt begreb i engelske museer og også noget der har bevågenhed udenfor UK – bl.a. i Danmark. Outreach temaet for Organisationens Danske Museers årlige formidlingsmøde i 2009, hvor mere end 400 fremmødte bl.a. kunne høre engelske kollegaer fortælle om projekter, hvor de gik ud af museet rammer og prøvede at formidle til nye brugergrupper. De fortalte også, at involveringen i det omgivende samfund og en Outreach-strategi for udstillinger og andre tiltag ofte var nødvendigt, før end at finansiering fra trust fonds eller det offentlige kom på tale.

Der var tre indgang til udstillingsrummet og hvis man valgte den midterste kom man ind til et lille torv, med seks plancher. Torvet kunne både være et udgangspunkt for besøget eller et sted hvor de besøgende kunne stå lidt før de gik videre i udstillingen. De seks plancher fortalte en lille historie om en eller flere personer i lokalsamfundet og disses forhold til nogle af museets genstande. Man mødte Bill Bee – The Flint Collector (en ældre amatørarkæolog), Andrew MacDonald – The Potter (en lokal keramiker, der lavede rekonstruktioner af museets lerkar), Mich Jones – The City Archeologist (om hans arbejde som professionel arkæolog), Keith Kelway – Treasure from the Soil (der var metaldetektor). Planchen Archeology in the Community fortalte med udgangspunkt i Navenby Archeological Group om at museet gerne ville hjælpe med at lave amatørarkæologiske grupper. Den sidste planche The Plesiosaur under the School fortalte om en lokal skole, hvorunder den 190 millioner gamle Plesiosaur-forstening var fundet og hvordan, at dyret nu var blevet skolens vartegn.

Plancherne var indgang til emner berørt på plancherne (og som i udstillingsrummet var placeret bag plancherne), men de var først og fremmest fortællinger om museets involvering i det omgivende samfund eller private borgers mulighed for at bidrage til museets virke. Dette blev også understreget af at torvet gulv var et luftfoto af området. Gulvet var en væsentlig grund til at ”torvet” kom til at virke som et mødested, da rigtigt mange kravlede rundt for at finde et bestemt sted eller fortælle hinanden om steder de fandt.

Museet i Lincoln blev genåbnet i 2005 i nye bygninger. Udstillingen var nyt i sit formsprog og havde en fin variation i virkemidlerne. Udover de ovennævnte elementer blev der også brugt illustrative tricks med at have 1:1 modeller der understøttede historierne, f.eks en romersk gadebod, der hvor der blev fortalt om fjernhandel i Romerriget eller Thorfast’s kammagerbod, der hvor benværkstedets genstande blev vist.  

Der er gratis adgang til museet. Det har ca. har 80.000 besøgende om året og arrangere årligt tre særudstillinger.

The Collection er et meget informativt og behageligt museum at besøge, uden at det er prangende eller meget nyskabende i sin udtryksform. Museets imødekommende indstilling til de besøgende er i sig selv naturligvis ikke en garanti for, at besøget er interessant, men der er det – også takket være museets gode fund og den varierede måde, der bliver lavet fortællinger om dem og den tid og de mennesker, der var knyttet til fundene.

Link:

The Collection:
http://www.lincolnshire.gov.uk/visiting/museums/the-collection/

JORVIK DIG

Der er Viking Festival i York og vi er tre danskere på studietur.

Det er en fornøjelse af møde god procesformidling, og det gjorde vi i fredags ved Jorvik Dig, et udstillingssted under York Archeological Trust. Stedet er meget populært i vinterferieugen og prebooking nødvendigt, hvis man skulle deltage i stedet store Dig-aktivitet. Det havde vi også gjort og ligesom dagen før var vi også klar med vores egen børneobservator, Benjamin på 5 år.

Dig-aktiviteten begyndte med, at en instruktør introducerede børn som voksne i, hvad arkæologi er og hvad man kan finde ved udgravninger. Det skete i et rum, der kunne minde lidt om det indvendige i en skurvogn, men oversigtskort, sikkerhedshjelme og skovle hængende. Stemningen var sat til at man skulle ud og arbejde.

Holdet på ca. 15 børn og lidt flere voksne blev så ledt ind til graveområdet. Der var fire gravfelter fra fire forskellige perioder i Yorks historie og hver af dem var baseret på en oprindelig udgravning. ”Vikingetidsfeltet”s fund og placeringen af dem, var som det havde set ud ved Coppergateudgravningen. Felterne var hver ca. 5 x 2 meter.

Der var en kort illustreret beskrivelse af udgravningen som de voksne og børnene kunne dele og en tjekliste over nogle af de ting man kunne finde. Alle børn – og de friske voksne – var udstyret med en plastikgraveske. ”Jorden” man gravede i var plastikgranulater i brune, røde og grålige nuancer. Det havde ikke jordens fasthed og tyngde, men gav den gravende en følelse af gravearbejde.

De ting der dukkede op var kopier i 1:1 størrelse af fund, der var blevet gjort. Fundene var støbt ned i gulvet og tjente fint formålet med, at man skulle føle, at man afdækkede et fund. Der var også en lille sold ved hver udgravningsfelt, hvor man kunne ryste ”jorden” væk for til sidste at se, hvad det var soldningen afslørede, dvs. hvad der var sat fast i bunden af solden. Det var både nemt at finde noget og en udforing at få afdækket nok til at se hvad det var – og det krævede lidt diskussion for at identificere fundet og her kom tjeklisterne ved felterne til hjælp.

Efter gravearbejdet blev alle placeret ved to bakker med originale fund. Det varierede hvilken periode fundene kom fra, men i denne uge var det naturligvis fund fra vikingetidsudgravninger. Fundene i den ene bakke skulle man sortere ud fra hvad de var lavet af: ben, læder, kul, keramik, knogle osv. Vores guide var også her godt til uformelt at snakke med de besøgende og komme med ledetråde. Derefter skulle man se på knoglerne i den anden bakke og komme med bud på hvilke af dem der kom fra de store tamdyr kvæg, hest og gris.

Arrangementet sluttede af med at guiden viste lidt ekstra fund, det i blandt en 15 cm lang forstenet menneskelort, også kendt som The Lloyd Bank Poo. Det er noget der kan samle opmærksomheden hos drengebørn og så gav instruktøren en mulighed for naturligt at fortælle om ernæring og sygdomme i vikingetiden og dermed minde os om hvad arkæologi kan – at få os tættere på de mennesker, der engang levede.

Efter udgravningsarrangementet besøgte vi udstillinger i Jorvik Dig. Rum 1 In the field var om udgravninger, rum 2 Lab works var om undersøgelserne og rum 3 Study zone var om analyserne og beskrivelserne af fundene. Simpelt og godt lavet. Rum 1 var sat til at være i et gravetelt og der kunne man bl.a. lave en udgravningstegning af et felt og se en film med en udgravningsleder der fortalte om hendes arbejde.

Rum 2 havde mikroskoper, hvor fundne insekter kunne identificeres og en stand, hvor man skulle lede efter spor i nogle skeletter (højde, alder, køn, brug af krop osv.) og derudfra gætte hvem personen var. En simpel aktivitet på en skærm, der både var informativ og basalt spændende at løse. Rum 3 havde lidt biblioteksstemning. Der var bl.a. en lille film om forskerens rolle med at prøve at tolke fundene og nogle skærme, hvor man kunne komme tætter på livet i1800-tallets Hungate, der var et område hvor York Archaeological Trust for tiden graver. Der skulle man svare på nogle personlige spørgsmål (alder, køn og om man havde arbejde og var gift) og blev ud fra dem præsenteret en 1800-talsperson ”ligesom” en selv – i mit tilfælde en 33-årig murer, der boede i en baggård med en kone og tre børn. Simpel, nærværende og god formidling.

Til sidst var der en lille biograf. Gennem en drejescene, modeller og personer der gennem pepper’s ghost teknik kom ind ved modellerne, blev der fortalte om de forskellige steder. En rigtig god måde at bruge modeller på og få gjort todimensionelle udgravningsfelter tredimensionelt forståelige.

The Dig fungerer godt. Settingen var god og interaktionen underholdene og meningsfuld (de to ting mener jeg nu også hænger uløseligt sammen). Det var ingen tvivl om, at udgravningsfelterne var forestillede miljøer, men de gav et god fornemmelse af arbejdsprocessen. Det man arbejde med var i virkelige størrelser og nogen man kunne måle i forhold til sin egen krop. De virkelige genstande kom i den anden del af aktiviteten og var med til at understrege, at det her ikke er ren leg og guldgraverslisken i Legoland. Der er om ting og mennesker, der engang levede og som vi kan blive klogere på.

Udstillingsområdet var også godt lavet. Lidt slidt af de mange besøgende, men med klare setups og igen meningsfulde interaktioner, der både gav et reelt billede af spændende aspekter af arkæologien (knogleundersøgelserne) eller som aktiverede den besøgendes egen historie (Hungateudgravningens personer).

En af de få ting man ud fra et formidlingsteknisk synspunkt undrede sig over var, at mange af pepper’s ghost skærmene var sat så højt, så det kun var almindeligt høje voksne, der havde den fulde glæde af fortællingerne.

God procesformidling ses ikke mange steder, men der er andre museer, der også seriøst arbejde med emnet. To nyere eksempler er Arkeoteket i Historiske Museet i Stockholm og Forscherlabor i den nye arkæologiudstilling i Herne. De steder har også mange gode elementer. Jeg besøgte dem begge med kollegaer. Noget af elementerne blev vi imponerede af, men nogle af løsningerne blev kommenteret med, at det her da var lidt for simpelt, banalt eller svært til målgruppen (børn), og at vi troede eller troede ikke at børn vil kunne lide. Ved dette besøg i Jorvik Dig var der godt at have 5-årige Benjamin med og på den måde nemt kunne indgå i en børne/forældre gruppe og se hvordan formidlingen virkede.

Procesformidling er en svær disciplin, men rigtig god til at skabe refleksion hos de besøgende om hvorfor vi ved hvad vi ved og dermed til bedre at forstå emnerne for undersøgelsen. Det burde tænkes ind i rigtigt mange udstillinger, da det udover de førnævnte kvaliteter også vil skabe variation i publikumsoplevelsen og publikumsinddragelsen.

I Danmark har der været udstillinger som Nationalmuseet Bevar dig vel og Vikingeskibsmuseets Arkæologisk Værksted, men så vidt jeg ved, er der ingen steder det p.t. har det som et primært mål at lave udstillinger, der seriøst arbejder med at udvikle feltet.

Hvis der er nogle der kender til nogle planer eller til gode procesformidlingssteder der virker – eller fejler – så fortæl gerne om det.

Læs andre observationer fra York Viking Festival i denne blogpost Vikingedage i York.

Link:

Jorvik Dig

Jorvik Viking Festival

Arkeoteket i Historiske Museet

Beskrivelse af udstillingen i Herne

Vikingedage i York

Rejsebrev fra Viking Festival i York, torsdag 24. februar 2011

Erik Chalatsis fra Bork Vikinghavn, Sara Heil Jensen fra Moesgård Museum og Benjamin på tur

Uge otte er den engelske vinterferie og i York betyder det Jorvik Viking Festival. En uge med over 40 aktiviteter, der primært handler om vikingetiden, men som også kan have afstikkere som fremvisningen af Monty Python and the Holy Grail. Vi er tre museumsfolk, der er herovre i et par dage for at se hvordan vikingetiden her bliver formidlet. I dag gik turen lidt uden for York by til Yorkshire Museum of Farming i Murton Park. For over 15 år siden fik ildsjælen Dave Thirlwall overbevidst museet om, at de skulle bygge en ”Viking Village” hvor børn kunne udforske, føle og lære om vikingetiden. I dag huser museet også et Roman Fort, Celtic Roundhouses, et Tudor Farmhouse og et 2. verdenskrigsmiljø og har kontakt med omkring 60.000 skolebørn om året.

Kl. 11 skulle vi besøge arrangementet Be a Viking!. Det var sat til at være et børnearrangement og vi havde også forberedt os ved at have Saras femårige søn Benjamin med. Vi blev mødt af Michael, der fortalte at han her var kendt som Kvel Ulf. Alle var tryllebundet af Michaels fortællinger og hans måde at engagere publikum på og efter en halv time var børn som voksne kommet i vikingetøjet. ”Tøjet” var en kofte i tyndt stof, en hue eller tørklæde til håret og en et reb til at binde om livet – billigt, simpelt og det virkede, nutidsidentiteten blev gemt lidt væk og alle var opsatte på at komme ud og opleve Vikingelandsbyen.

I løbet af de to timer arrangementet i alt tog havde vi lært at lave en lille keramikskål, der kunne bruges som en lampe, lave et ”vikingespil”, dvs. tegne en spilleplade på et stykke stof og komme i ”vagtskole”, hvor der blev løftet spyd, råbt og angrebet en fjende. Til sidst samledes alle i langhuset, hvor en af Michaels vikingekollegaer Svend fortalte om mad og huset i vikingetiden. Rummet var mørkt og røgfyldt, demonstrationerne blev lavet med publikumsinddragelse og alle var også med her og fik en god oplevelse.

Tranlampeproduktion

Efter besøget i Viking Village havde vi en snak med udvikleren af konceptet Dave Thirlwall. Daves mission var at formidle historier til skolebørn ud fra devisen ”Jeg hører og jeg glemmer, jeg ser og jeg husker, jeg gør, og jeg forstår”. Levendegørelse var derfor hans naturlige valg som formidlingsform. Dave ville meget gerne dele sine erfaringer og havde nogle klare pointer undervejs i vores snak med ham:

• Økonomisk selvstændighed. Levendegørelsen i Murton Park får ingen offentlig støtte – for så er der heller ikke noget at fjerne. Målet er at lave en god menneskebåren formidling, som skoler og private gerne vil betale for. Ved selv at planlægge de veje indkomsten kommer ind kan de bedre planlægge hvor mange formidlerne der både på den korte og den lange sigt skal bruges på formidlingen – og antallet er formidlere er vigtigt for at give den rigtige oplevelse.
• Fokus på oplevelser gennem handling. Vikingelandsbyen var langt fra nøjagtige i detaljerne. Den skulle tjene som gode omgivelser til at lave vikingeaktiviteter og det var aktiviteterne – ikke de fysiske detalje – der skulle åbne for en dybere forståelse af tiden. Det er bedre at følelsen er autentisk end bygningerne. Fejl og manglerne ved bygningerne med videre skal man være ærlige om, men ikke gøre til en sag. De ”moderne” eller tolkede aspekter bliver så også brugt til at formidle vikingetiden med – hvorfor valgene var lavet, hvad det egentlig er man ved osv.
• At vise fortid – ikke at være fortid. Dave ville ikke lave førstepersonsformidling forstået ved at de agerende i landsbyen skulle lade som om at de kom fra vikingetiden. De skulle præsentere sig som moderne mennesker, det her på dette sted påtog sig en vikingeidentitet og bad publikum om at følge med dem ind i forestillet fortidigt univers. Det var for dem en ærligere og en mere imødekommende måde at møde gæsten på.

Martin Brandt Djupdræt, Dave Thirlwall fra Murton Park, Sara Heil Jensen

Dave fortalte også om at rekruttere engagerede personer til steder. Hans kollegaers uddannelse var ikke det vigtigste for alle skulle alligevel læres op. Dels med basal faglig viden, men i ligeså høj grad med ”the magic recipy” – evnen til at møde publikum og kontakten med dem. Oplæringen skete ved, at man var føl på aktiviteterne så længe som man synes man havde brug for det. Evalueringen af besøget var også vigtigt for Dave. Alle skoleklasser udfyldte et kort spørgeskema om deres besøg – og det gjorde alle de ansatte også efter hver arbejdsdag. De ansatte ud fra devisen om, at det fik dem til at reflektere over deres formidling og løbende komme med forbedringsforslag til stedet. Bare processen med at overveje dagen gjorde dem til bedre formidlere. Samtidig havde evalueringer ifølge Dave også den pointe, at når forskellige ” bureaucrats” ville have beviser om stedet nytte, så havde han mere papir end de kunne stille op med – og her lød han som en der talte ud fra bitter erfaring.

De var nogle meget inspirerende timer i Murton Park og gav eftertanke på en række punkter:

• Levendegørelse er om levende mennesker. Gode formidlere, der kan læse en gruppe er derfor altafgørende. Her var Michael, Svend og de andre tre formidlere vi mødte på pladsen i særklasse.
• Autenticitet er mere end de fysiske ting. Jeg vil mene, at de fleste gæster efter besøget havde en opløftende udefinerbar fornemmelse om, at nu havde man forstået lidt om levevis i vikingetiden – og i hvert fald forstået at dagligliv er meget andet end det man selv kender. Den følelse ville ikke være kommet, hvis der kun kunne formidles med det man var sikker på var rigtigt eller at miljøet var lavet så korrekt så det af økonomiske grunde ikke aktivt kunne bruges af de mange besøgende der uge efter uge kom på stedet.
• Test tingene så realistisk som muligt. Mange gange komme man som professionel og bestræber sig på at stå uden for formidlingen og nøje analysere hvad det er der sker derinde. Det giver et handikap i forhold til at forstå de følelser formidlingen vækker. Inden for IT udvikling er der en regel om at teste produkterne så realistisk som muligt. Skal en mobiltelefonapplikation testes skal det ske der, hvor den skal bruges og ikke ved skrivebordet. Det samme bør man også efterleve ved museums- og arrangementsvurderinger. Skal man se på en børneaktivitet er det en rigtig god ide at have et barn med. Med Benjamin i vores gruppe kunne vi nemmere falde ind og gennem hans opmærksomhed fik vi også øjnene op for aspekter vi ellers ikke havde set.

Torsdagen bød også på en teaterforestilling i en kirke tilknyttet Institut of Early Music. Dette arrangement var også en påmindelse om, at stemning og følelser er forbundet med forståelse. North Country Theatre spillede deres egenproducerede stykke Egil Skallagrimson keeps his head. Det var en fortolkning af en del af Egils saga, ikke fremført som et egentlig teaterstykke, men mere som en slags kommenteret skaldefortælling. Denne form virkede rigtigt godt og fik også en til at tænke over hvad sagaerne egentlig havde været og hvordan de en engang blev formidlet. Som dramaer fremført for et publikum og utvivlsomt også med dramatiske effekter indlagt. I dag kender vi primært sagaerne som tekst, og mange gange bruges de også med tekstens troværdighed på trods af de indlysende kildekritiske problemer der er forbundet med det. Men denne tekstlighed er jo ikke tro mod sagaernes oprindelige form. Det var rigtigt godt at se et stykke som dette, komme ind i det fremførte dramas rum og gennem det helt banalt tænke tanken – ja selvfølgelig det var på denne måde, og ved at skabe disse følelser og oplevelser hos publikummet i langhuset, at disse historier levede videre gennem tiden – og i sidste ende formede vores billede af mentaliteten i vikingetiden.

Egil Skallagrimson keeps his head

Pac-Man

Der er en fødselsdag i dag. Pac-Man fylder 30 år.

Kulturhistorie? Ja, det må man sige. Dette fænomen var et af de trin på vejen, der viste at computere rent underholdningsmæssigt også var brugbare ud hos den enkelte. En grund til at få en computer og bruger den til at blive underholdt. Personligt husker jeg tydeligt lyden fra båndstationen og den fællesskabsfølelse, der var i drengeværelserne på Nordfalster, når vi sad bænket foran de ret beskedne skærme. Et klassisk eksempel på, at oplevelser kun vokser når de deles med andre.

PacMan er selvfølgelig også kommet på museum. Museum of Computing i Swindon, øst for London har både en Pac-Man udstilling og laver et Human Pac-Man event i Swindon i dagen anledning.

Det reklamerer de med gennem denne lille film på museets hjemmeside, hvor små YouTube film for øvrigt bruges aktivt og godt i deres formidling (selvom den viste Pac-Man event film er noget for lang).

Der findes naturligvis også virtuelle Pac-Man museer f.eks.
The Virtual Pac-Man Museum, hvor museumsbegrebet er kogt helt ned til at det er en samling af billeder af ting og i
Pac-Man Museum, der har en del information om fænomenet.

Pac-Man er også blevet kunstorienteret behandlet.
I dette fine site
http://pbfb.ca/pac-mondrian/
kan man spille Pac-Man på Piet Mondrian’s billede “Broadway Boogie Woogie”.

Det sidste link blev jeg opmærksom på gennem en anbefaling Gunnar Wille lavede i denne uges Smagsdommer udsendelse på DR2. Der viste han linket Art Games på det fine site
http://artificial.dk
.
Smagsdommer-udsendelsen kan ses her, hvor Wille og medsmagsdommere for øvrigt var på Moesgård Museum og se udstillingen Dronning Margrethe og arkæologien. Det er ikke så tit, at det program kommer forbi et kulturhistorisk museum, så det er jo så meget mere glædeligt, når det sker. Se i dette link, hvad de synes om udstillingen. Men der er en en helt anden historie – paku-paku-paku-paku … weiweiweiweiyouu wlip wlip – game over