Museet som et sjovt, fortællende og mystisk sted

Museet er et sted for læring. Det er en definition man ofte møder, i hvert fald oftere end at museerne bliver anset for at være steder for underholdning. Men er det sådan?

Peter Linett er medredaktør af Curator: The Museum Journal og Chief Idea Officer i analysebureauet sloverlinett.  Ifølge Peter Linett viser hans publikumsundersøgelser fra forskellige dele af kultursektoren, at gæsterne først og fremmest kommer for at have det sjovt eller for at bruge tid sammen med familie og venner. På tredje og fjerde pladsen kommer så at lære noget nyt eller at opleve museet. Linett reflekterer i sin seneste blogpost Beyond learning: Museums as aesthetic experiences over denne observation og dermed over museernes forhold til begreberne læring (learning) og glæde (pleasure). Gæster kommer ifølge hans undersøgelse for at få en underholdende (pleasure-seeking) oplevelse. Museerne kan, ifølge Linett, have den tendens at se underholdning som noget, der primært har det formål at holde på gæsterne længe nok til, at de kan nå at lære noget. Han foreslår, at vi skal se på glæde som det væsentligste.  At museerne skal have glæde “that basic building block of human and social happiness” som sit højeste formål.

Linett nævner blandt andet disse tre områder, som han synes museerne kunne fokusere mere på:

• Glæden ved at le (noget få museer fremhæver som et eget mål, jeg kender dog ét – læs længere nede)
• Glæden ved fortællingen (det er et fokuspunkt på mange museer, og her mener Linett, at museerne godt kan lære noget af andre kunstformer ”hvornår har man sidst været i en udstilling, hvor man ventede i spænding på hvordan den ville ende?”)
• Glæden ved et mysterium (at gå udover det rationelle og bruge styrken ved det ukendte, det mystiske)

Linett forholder sig naturligvis til en amerikansk kontekst, men også i danske forhold er der mere fokus på museernes læringspotentiale end på deres underholdningspotentiale. Jeg er af den klare overbevisning, at museerne har en central og vigtig samfundsopgave i form af at tilbyde medrivende og spændende undervisning indenfor museets kerneområder – både for skolerne og for private, men der kan være det problem, at en fokusering på læring fejlagtigt kan blive brugt som en undskyldning for, at museerne ikke skal sætte oplevelser og underholdning som centrale mål. Det er faktisk ganske tænkeligt, at der både kom bedre læring og bedre museumsbesøg, hvis det ofte brugte begreb “læringsudbytte” blev erstattet med “glædesudbytte”.

Jeg plejer ikke i denne blog konkret at skrive om mit job, men jeg vil i forbindelse med denne diskussion gerne nævne min nye arbejdsplads. Jeg har siden 1. august arbejdet i Den Gamle By, som jeg synes er et museum, der faktisk har taget højde for nogle af Linetts observationer omkring, at glæde og underholdning er vigtigt i et museumsbesøg. Museet bygger på følgende positioner:

1. Den Gamle By er ikke til for tingenes skyld eller for historiens! Tingene er døde og historien er forbi. Nej, museet er til for menneskene – i nutid og i fremtid
2. I Den Gamle By arbejder vi med fortiden, men vi gør det i nutiden og med tanke på fremtiden
3. Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men museet må ikke virke akademisk
4. Det må gerne være morsomt at gå på museum. Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt ødelægge oplevelsen.
5. Rene toiletter og en god kop kaffe kan nemt være lige så vigtig for en god museumsoplevelse som udstillinger og installationer
6. Vi laver ikke museum for at tjene penge, vi tjener penge for at lave et stadigt bedre museum
7. Et velinformeret, samarbejdende og engageret personale er den bedste forudsætning for at give publikum en god oplevelse

(min kursivering)

Det er standpunkter, der sjældent ses fremhævet hos kulturinstitutioner, men de afspejler fint den klare fokus, jeg synes, der er i Den Gamle By på publikum og publikums glæder og oplevelser.

Sloverlinett’s blog asking audience er i det hele taget et besøg værd. Det er et fint eksempel på, hvordan et firma bruger en blog godt til at fortælle deres faglige historier og gøre andre opmærksomme på dem, og så har den flere gode indlæg og henvisninger.

Links:

Peter Linnetts blog-post fra den 5. august: http://www.sloverlinett.com/blog/2011/august/beyond-learning-museums-as-aesthetic-experiences

Den Gamle Bys værdier og visioner: http://www.dengamleby.dk/topmenu/om-den-gamle-by/mission/vaerdier-og-visioner/

Trentemøller og montren

I denne weekend var jeg til koncert med Anders Trentemøller i Vega, der var startstedet for hans turne med det nye album into the great wide yonder. Det var en rigtig god koncert, der også satte nogle refleksioner i gang om suspence og formidling.

En ”lamelvæg” var sat op mellem publikum og musikerne og koncerten startede med, at lydbilledet i The Mash And The Fury langsomt fik lagt lag på. Musikerne kom ind med Anders Trentemøller som den sidste. En klassisk koncertstart med den finesse, at vi som publikum så det hele gennem lamellerne. Lydbølgerne var naturligvis ligeglade, men lamellerne skabte en følelse af, at der stadig var noget potentiale, at der var noget som ikke helt var udfoldet. De skabte både en snert af irritation og et løfte om noget bedre.

Trentemøller på Vega. Foto: rebeccaoestman

Ved slutningen af nummeret gled væggen ned alt i mens at Michael Simpson twangende med endnu mere attitude på sin guitar, Henrik Vibskovs intensitet på trommer steg og Trentemøllers syntbas blev tungere og ramte nu alle i mellemgulvet. Publikums kvittering kom prompte. Rygge blev rettet, hænder og hele stemningen røg i vejret og denne magiske følelse af sammenhold og ren glæde som livekoncerter kan give, var til stede lige der.

Et museumsbesøg ikke en koncert, men den godt udtænkte start med lamelvæggen kan godt perspektiveres til formidlingen på museerne. Det at betragte noget gennem noget andet er grundvilkåret i museernes montrebaserede genstandsfremvisning. Glasmontren gør ikke at lysfotonerne ikke kan passere fra genstandens overflade til beskuerens øjne, men den rent fysiske tilstedeværelse af montren er med til at skabe en distance. Man vil måske lidt tættere på genstande, have hovedet helt ind og se detaljer eller have en lyst til at mærke overflades taktilitet. Der er et potentiale der ikke kan udnyttes og som derfor kun er en irritation.

”Lamelvægge” er også andre steder på museerne. Historier kan aldrig helt udfoldes, der vil altid være en distance mellem den viden der er, det der bliver sagt og det der bliver opfattet. Nogle af disse vægge kan ikke glide ned som det skete på scene i Vega. Montren er en basal nødvendighed ved bestemte typer af genstande, men en tanke det kunne være værd at forfølge er, hvordan at man på museer kan arbejde med at sænke lamelvægge og fjerne en af distancerne i formidlingen. Lægge en forventning/irritation ind som så opløses, så elementet viste sig at blive en forløst forventning og ikke en permanent irritation. Lade i fysiske eller mental form en montrevæg opløses, så man lige kan kommer dét tættere på oplevelsen. Det kan godt være, at der bag den første væg, er en til som så ikke kan fjernes, men det gør ikke så meget, for ved at den første barriere blev fjerne skete forløsningen, der gav gæsten oplevelsen af, at der nu er noget som er indfriet, noget som man lige nu og her har fået mulighed for at opleve det bedre.

Og så ville det bare være ok, hvis Marie Fisker sang til og Trentemøller lod sine klange og tunge bas sætte trumf bag effekten.

Trentemøller på Vega. Foto: Agent Smith