In situ formidling i Kalkriese

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her:
http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:

http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx


http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx


http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:

http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx


http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:

http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:

http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig

Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.

Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.

Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.

Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html

Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt
 og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.

Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/
. Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver:
http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/
. Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.

Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver

Bloggen Museum2Go har også lavet en liste over museums-apps, fordelt i apps for iPhones:
http://www.museums2go.com/iphone-apps/
 og apps til android:
http://www.museums2go.com/android-apps/
. Samme blog har også en interessant anmeldelse af apps til udvalgte kunstudstillinger:
http://www.museums2go.com/2010/12/09/10-iphone-apps-for-current-art-exhibitions-pt-1/
, en lignende gennemgang har Newsweeks webmedie The Daily Beast også lavet:
http://www.thedailybeast.com/galleries/2010/08/24/art-app-boom.html
. Begge anmeldelser af kunstmuseumsapps er ca. et år gammel.

Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her:
http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/
 - og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.

Rigtig historie skal ses på stedet …

Nye digitale byhistorier

Nye digitale muligheder er med til at fortælle byhistorie på nye måder. En række spændende projekter kan ses i bloggen CityStories (
http://raineytisdale.wordpress.com
), der er skrevet af Community Fellow Rainey Tisdale fra John Nicholas Brown Center for Public Humanities and Cultural Heritage på Brown University.

Rainey Tisdale skiver om nogle af de nye mobiltiltag, hvor smartphones gør det muligt for brugeren at opleve byrummet til andre tider, mens man er i det. Det er f.eks. Museum of Londons Streetmuseum og Powerhouse Museum i Sidneys layer, hvor der er muligt er se ældre foto og billeder fra lokaliteten, og projektet Walking Through Time fra Edinburgh, hvor man ser sin placering på et ældre kort i stedet for på et nutidigt Google Map.

Bloggen CityStories fortæller også om projekter, hvor enkeltpersoner eller grupper af personer er med til at skabe ny viden og nye historier. Et projekt er New York Public Library’s Map Rectifier. NYPL har lagt en række kort ud online og beder interesserede brugere om hjælp til at sammenholde disse ældre kort med nutidens gadebillede ved hjælp af bestemte fikspunkter.

Et andet interessant projekt Tisdale omtaler er Eric Fischers mapping projekt, hvor han gennem geotacking-oplysningerne i de oploadede billeder på Flickr og Picasa har lavet en række bykort med angivelse af fotografiske hotspot. Han har også undersøgt, hvor der er at de lokale og hvor turisterne tager billederne. Her er hans kort over København – blå er lokale og røde er turister:

Seminaret Urban History Exhibited

Rainey Trisdale kommer til Aarhus og kan den 25. oktober 2011 opleves i et seminar om byhistorier som Den Gamle By er vært for.

Rainey Tisdale tager i sit oplæg udgangspunkt i hendes rundrejse til europæiske og amerikanske bymuseer og de trend hun der har observeret. Blandt andet formidlingen af byens historie gennem geo-tagging, sociale medier og brugergenereret indhold, pop-up museums, og lokalhistoriske projekter.

Udover Rainey Tisdale vil der også være en række andre indlæg på konference.  Museumsdirektør Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent taler om The use of digital media in a new urban history exhibition, museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By holder oplægget Conceptualizing city museum activities in Den Gamle By’s Open Air Museum, professor Paul Van de Laar fra Erasmus University Rotterdam taler om New paradigms in city museum. Exhibitions, the unrepresented and the knowledge gap, museumsdirektør Jette Sandahl fra København Museum bidrager med The re-constrction of a traditional town museum og Aarhus’ nyudnævnte stadsarkivar Søren Bitsch Christensen holder oplægget Concepts of urban history in town monographs, on the Web, and at the museum; Complementary or conflicting?

Urban History Exhibited er støttet af Kulturarvsstyrelsen, og det er muligt at læse mere om konferencen her:
http://www.dengamleby.dk/urbanhistory/

Mulighedernes land – augmented reality og museerne

I weekenden besøgte jeg Frilandsmuseet ved Brede med familien og venner. Himlen var blå, bøgen grøn, lammene hoppede på marken og madpakken velsmurt. Det var et museumsbesøg helt som man kunne ønske sig. Huse blev undersøgt og historier udvekslet. Livsvilkår og skæbner til forskellige tider blev diskuteret eller gennemlevet i leg afhængig af alderen på de involverede.

Ved frokostområdet var der fornuftigt nok placeret et betjent legeområde, så ungerne kunne få lidt forældrefri-tid, mens disse drak kaffe.
Denne søndag var der en instruktør og en række lege – sækkevæddeløb, stylter, tovtrækning med videre – der passede til Frilandsmuseets overordnede koncept og historie. I legeområdet var også et tilbud, der ikke var en genskabelse af tidligere tiders lege, men en historie skabt via et ekstra digitalt lag lagt ud i landskabet. Rammehistorien var, at en tyveknægt havde stjålet nogle rigsdaler, men tabt en del af dem forskellige steder på området. De skulle så findes uden at man mødte røveren. Mod 20 kr. fik man udleveret en smartphone med GPS opkobling, som man kunne være to eller tre om at deles. På telefonens skærm kunne man på en foto over området se sin egen position og mønternes placering, og med den mobile device i hånden kunne man så gå på jagt.

Jeg fulgte selv med de to yngste på 6 og 8 og efter 26 min havde vi bevæget os rundt på museets område og fundet mønterne. Kortet var lidt svært for børnene at aflæse, men aktiviteter var fin og optog alle. Historien der blev fortalt havde meget lidt med de huse vi kom forbi og blev på den måde ikke til en del museets overordnede formidling eller historier. Aktiviteten gav derfor ikke noget ekstra til indholdsdelen af museumsoplevelsen, faktisk mindre end det sækkevæddeløb og den kis-pus leg børnene bagefter deltog i – der i sig jo havde en historie om lege og fritid i forrige århundrede. Men vores 26 min med telefonen var et afbræk i dagens historiefortællende og interiøroplevende program og et tidsrum, hvor vi var sammen om fælles aktivitet med et klart sigte. Det var en del af museumsoplevelsens sociale dimension.

Find rigsdalerne aktiviteten på Frilandsmuseet viser, at formidlingen gennem augmented reality ikke længere er fremtidsmusik, men noget der bliver en mere og mere almindeligt, også på museerne. Det er nu ikke underligt, at Frilandsmuseet er opmærksomt på augmented reality-aktivitet. Frilandsmuseet var sammen med Vikingeskibsmuseet i Roskilde blandt de første danske museer, der udforskede mulighederne for at lave lokationsbaseret kulturformidling gennem GPS og mobiltelefoner. Det var for en 5-6 år siden, før end at GPS’en var en automatisk del af telefonen og at der var noget der hed apps, og det hele var derfor lidt tungere teknologisk til at få til at fungere. Vikingeskibsmuseet udviklede projektet Sunkne verdener, hvor marinarkæologiske pladser i Roskilde Fjord blev formidlet på stedet, men Frilandsmuseets Mulighedernes land var et tilbud til skoleklasser, hvor eleverne ved relevante bygninger/steder skulle møde personer og træffe valg for at komme godt igennem slutningen af 1800-tallets landboliv. Mulighedernes land eksistere stadigt som et tilbud til skolerne og er så vidt jeg ved løbende blevet teknisk tilpasset og forbedret.

http://mulighedernesland.natmus.dk/

AR – det nye sort
Jeg vil vove den påstand, at augmented reality (AR) er et vigtigt element i smartphonens popularitet og udbredelse. En særlig ting som smartphonen nemmere kan, i modsætning til de tidligere mobiltelefoner, er at den fortæller, hvor du er, kan give dig mulighed for lige nu og her at fortælle dette til andre, og at du gennem devicen også kan se hvad og hvem der er i nærheden af dig.
Udbredelsen af telefonerne har for alvor medført udviklingen i teknologien omkring stedspecifikke formidling. Ved at informationer kan knyttes til ens fysiske placering er der åbnet et marked for salg og oplevelser, og AR er nu en integreret del i det at fortælle om produkter og services.

Hypen og brugen af begrebet kan blandt andet ses på www.wired.com – et site tilknyttet teknologimagasinet wired. I tag cloud’et på sitets beyond the beyond sektion er augmeted reality lige p.t. (12. maj 2011) det mest benyttede tag. En af de seneste historier der er posted, er om det russiske stormagasin Topshop, hvor der er opstillet et ”spejl”, der gennem AR viser kunderne hvordan forskellige kjoler ser ud på dem.

http://www.wired.com/beyond_the_beyond/2011/05/augmented-reality-kinect-fitting-room-for-topshop-moscow/

Musealformidling, der bruger AR teknologi ses også flere steder. De tre førnævnte eksempler fra Frilandsmuseet og Vikingeskibsmuseet viser fint nogle tendenser i brugen af teknologien.
Der er den formidling, der ligesom Sunkne Verdener tager udgangspunkt i den virkelighed, der lige omkring en og beskriver den. Der er også en anden type projekter, der ligesom Find rigsdalerne skaber et nyt lag af fortællinger – en ny virkelighed.

Formidling af virkeligheden det sted du er
Der er lavet en række forskellige tilbud til mobile devices med sigte på at beskrive det sted man står på eller over for.
Museum of London har lavet applikationen Streetmuseum til både iPhone og androidbrugere. Der kan man udforske London til forskellige tider gennem billeder fra Museum of Londons store arkiv. Gennem et Londonkort kan man finde de mange lokationer der er langt billeder ud til.

Man kan også bruge telefonens GPS og ved at placere sig rigtigt kan man endda få sporet fra fortiden lagt ind som et lag på den nutidsgengivelse som telefonens linse opfanger.

Utroligt lækkert, godt og enkelt tænkt. Læs mere her:
http://www.museumoflondon.org.uk/Resources/app/you-are-here-app/index.html
 og

http://www.creativereview.co.uk/cr-blog/2010/may/streetmuseum-app

Foursquare er en social applikation, der er bygget op omkring lokation. I tjenesten logger man sig ind på det sted man er, dels for at få point og særlige badges, men også for at se om der skulle være nogle man kender på Statsbiblioteket, Cafe Pinden, Odense Banegård Center eller hvor man nu måtte være. Forskellige firmaer giver service og tilbud til foursquarebrugerne. En af dem er History Channel, der har posted om historiske steder, bygninger m.v. i USA og London. History Channel på foursquare er i mine øjne mere et fint informationssted end egentlig augmented reality – for dertil er the realities for adskilte. Det har ikke de kvaliteter, der er i Streetmuseum med at man visuelt kan se forskellige tider sammenblandes, men til gengæld er det nemt at interagere, give og modtage gode råd – ligesom det generelt er på foursquare applikationen.
Læs mere:
https://foursquare.com/historychannel

Som omtalt i et tidligere blogpost om Museums and the Web 2011 var The Netherlands Architecture Institute nomineret til Best of the Web for en mobile architecture application, hvor det er muligt på gennem augmented reality at se bygninger der engang var. Et project der minder lidt om Museum of Londons Streetmuseum, men her med focus på bybilledet og arkitektur i Rotterdam og Amsterdam.
Læs mere: 
http://en.nai.nl/exhibitions/3d_architecture_app

Skabelse af et lag udover virkeligheden
Et andet hollandsk case, der blev præsenteret ved Museum and the Web 2011 var Stedelijk Museums arbejde med AR. Flere af Stedelijks projekter er eksempel på produkter, der ønsker at lægge et ekstra digitalt fortællende/kunstnerisk lag over virkeligheder. Et projekt var Artotheque som Hein Wils fra Stedelijk Museum også præsenterede ved den NODEM konference, der blev holdt på dansk jord sidste november. Artotheque var en slags billedlånsservice. Ved de to hollandske musikfestivaler Lowlands og Picnic kunne man digitalt låne et værk fra Stedelijk Museums og placere det som et digitalt layer på stedet. Andre med applikationen kunne så se kunstværket på deres smartphone når de kom forbi stedet.

Et andet af Stedelijk Museums projekter var AR(t), hvor den hollandske kunstner Jan Rothuizen lavede værker til Stedelijks museumsrum, men med AR som canvas. Det var kun gennem et layer på telefonen at værkerne var synlige.

Læs her Hein Wils m.fl.’s paper til Museums and the Web 2011:

http://conference.archimuse.com/mw2011/programs/augmented_reality_and_the_museum_experi
ence

Et sidste AR projekt jeg vil nævne er et, der kombinere det to tilgange – den virkelighedsformidlende og den fortællingstilføjende. Det er projektet Hikuins blodhævn der blev lanceret i 2009 og som stdig kan opleves i Aarhus. Projektet er en vikingekrimi i Aarhus midtby. Med en mobiltelefon kommer man på en tidsrejse, tilbage til dengang, hvor Aarhus var vikingebyen Aros. Formidlingen foregår ved 12 udvalgte steder, som Moesgård Museum har undersøgt, og hvor man har fundet spor efter huse og aktiviteter fra vikingetiden. De steder er der placeret en semacode, en 2-dimensional stregkode. Når koden fotograferes af mobiltelefonens kamera, afspilles et afsnit i lyttedramaet Hikuins blodhævn, der var skrevet af Svend Åge Madsen og Maria S. Madsen og udført af skuespillere tilknyttet Teater Katapult. Derudover kan man på telefonen se et billede af stedet, som det så ud i vikingetiden, eller en genstand fundet på stedet.

Projektet er dermed både information om spor af fortiden det sted man står og en tilføjelse af en ekstra virkelighed gennem det stykke dramatik som Hikuins blodhævn også er. Besøg www.hikuinsblod.dk for yderligere oplysninger om projektet. I dette links side 44 er projektet også beskrevet sammen med Gama, et andet AudioMove teaterstykke:
http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/digitalisering/digital_museumsformidling.pdf

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Nye AR projekter er hele tiden på vej. Kulturarvsstyrelsen bevillinger i den digitale pulje er lige blevet offentliggjort og blandt de otte modtagere er der ihvertfald et projekt der bruger AR. Det er Herning Museums Digitale tråde over landskabet, hvor man ved hjælp af augmented reality-teknologi lægger et ekstra formidlingslag over blandt andet stenalderbopladserne ved Bøllingsø og Hammerum-pigen fra ældre jernalder.
Til september vil der i MiD (Museumsformidlere i Danmark) regi komme en konference om museumsformidling og apps, og der bliver AR nok også bliver et emne der vil blive berørt.

Formidling, der bygger på AR, er kommet for at bliver, og hvis kulturinstitutionernes både formmæssigt og indholdsmæssigt bruger teknologien godt og klar, så er der her et stort potentiale til at kunne formidler nye og andre historier på en fængende måde og at gøre det til nye brugere.

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Et Bertolt Brecht citat, der nu er motto for Stedelijk Museums augmented reality projekter.

In situ museer

 I sidste uge åbnede udstillingen STEDER – Danmark Under Forvandling på Brandts i Odense. Det er en udstilling, hvor en række fotografer afdækker steder i Danmark. Godt koncept og jeg glæder mig meget til at se den. Steder er fascinerende og en type museer jeg holder meget af er in situ museer – museer der fortæller historien, der hvor den skete eller viser fundene lige der, hvor de blev fundet. Ligesom den originale genstand kan have sin særlige kraft, har stedet det også.

Neanderthalmandens fundsted

Museerne historie er ofte fortalt som en konsolidering af nationalopbygningen, hvor konger og fyrsters wunderkamre blev lavet om til nationale samlinger, som fik det formål, at befolkningen kunne lære om historien, og borgerskabet kunne samles og bekræfte sin kunnen og identitet (noget enkelt sagt).

En anden indgangsvinkel til museerne kunne også være:  In situ fascinationen.  Alverdens religioner er fyldt med alverdens valfartssteder. Stederne har en kraft – måske gennem en tidligere handling, der kan gør det særligt helligt og kan knytte særlige egenskaber til stedet.

Det jødiske museum i Amsterdam, der er placeret i en tidligere synagoge

Steder er også knyttet til historie og dyrkelsen af folks, etniske gruppers osv. identiteter. Slagmarker er oplagte eksempler på dette, men det kan også være steder, der gennem arkæologiske fund eller særlige bygningsværker viser, at de i længere tid eller for lang tid siden har haft en funktion.

Vikingemuseet i Århus

Turismens mest basale kerne er også steders kraft. Steder kan have en praktisk funktion (der er varmt og man kan bade), men mange feriemål er så meget mere salgbare ved, at der er knyttet en historie til dem. Man rejser ud for at være på et bestemt sted – opleve det.  

Museet 871 +/- 2 i Reykjavik

 Museer er i tidens løb blevet knyttet til særlige steder. De er en service for de besøgende, der kommer til stedet og museet lukrere på stedets særlige kraft. Ved at formidlingen foregår ved stedet, er den også samtidigt sat i en naturlig kontekst, en kontekst som genstande på en udstilling ikke automatisk har. Det skal konteksten etableres, hvilke bl.a. kan ske ved, at der fortælles om det sted genstandene blev fundet eller brugt.

Fundstedet for Nebraskiven

I artiklen Formidling ud af museerne er der lidt flere overvejelser om steders fortællinger. Den er en del af denne antologi Digital Museumsformidling – i brugerperspektiv (side 79 – 83):

http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/digitalisering/digital_museumsformidling.pdf

Her er en hurtigt lavet liste over nogle af de museer, der benytter sig af stedes kraft:

Lindholm Høje Museet i Aalborg

Vikingemuseet i Århus

Gåsetårnet, Danmarks Borgmuseum, Vordingborg

Kongernes Jelling, Jellingestenen, Jelling

Frederiksborgmuseet i Hillerød

Rosenborg slot, København

Hunebed Centrum i Borger, Holland

Neanderthal Museum, Tyskland

Cabinet War Room, London

Tower of London

Det jødiske museum i Amsterdam

Museet i Dolni Vestonice, Tjekkiet

872 +/-1, Reykjavík, Island

 

Der er mange flere end dem og tilføjelser er velkomne…