“En bog på væg”, ”laaange tekster” ”alt for mange ord”. Skilte og plancher anses ofte som nødvendige onder, der må være der for at binde museumsinspektørens tolkninger og forklaringer sammen med de ordløse genstande.
Pladecovers – vinylens revival, Designmuseum Danmark
Som historikeren og numismatikeren Philip Grierson engang beskrev det i forbindelse med problematikken om de materielle genstandens udsagnsværdi: ”It has been said that the spade cannot lie, but it owes the merit in part to the fact that it cannot speak”.
Ord og skilte skal ofte der til, og en af udstillingsdesignets store kærnediscipliner er hvordan at dette kommunikationsonde kan udformes mest brugervenligt og grafisk bedst.
Västra Vrams prästgård, Kulturen i Lund
Kære krop – svære krop, Steno museet
Sveriges Historia, Historiska Museum
Der er væld af gode og mindre heldige eksempler, og der er hele tiden grafikere og museer, der udfordre formen med diskrete eller markante tiltag. Det kan være i selve formen af skiltet, som her på V&As udstilling ”British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age”, hvor det nonchalant er stillet op af væggen sammen med andre plader:
British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age, V&A
British Design 1948-2012 – Innovation in the Modern Age
eller i Den Gamle Bys nye basisudstilling ”Håndværkerne i Baghuset”, hvor materialeprøver og genstande er integrerede dele af skiltet sammen med ordene og billederne:
Budskab integreret i interiøret
Jeg vil gerne vise et par eksempler på skilte, der ikke bruges den ofte sete printede tekst, og hvor tekst og form er så tæt integreret, at det budskab der vises også kan ses som en del af interiøret.
Det ene eksempel er fra “Naturligvis”, en fin studenterudstilling man kunne se på Moesgård Museum indtil 1. oktober, hvor museets udstillinger lukkede. Udstillingen var lavet af antropologistuderende på Aarhus Universitet, der udover fine faglige takter også viste et grafisk overskud ved at integrere informationen i formen som her på toiletvæggen:
Et andet eksempel er fra den nyåbnede udstilling ”Beat mm” i Den Gamle By. Udstillingen viser rockfotografier taget af Jørgen Angel fra 1966-1983. En del af udstillingen er et 70’er ungdomsværelse, der både er med til at vække publikums erindringer fra tiden, og et sted som viser Jørgen Angels billeder som de brugsbilleder de var: som idolbilleder der kunne foldes ud fra midtersiderne i GO og Vi Unge bladene. Værelset må gerne bruges. Der må siddes i møblerne, læses i tegneserier og høres musik på pladespilleren. Måden der kommunikeres, at det er tilladt at røre, og at der bliver forklaret, hvordan en pladespiller fungerer, er ved at værelsets beboer med sin ”egen” håndskrift har skrevet beskeder til den besøgende.
Digital mønstergenkendelse
Mønstergenkendelsesprogrammer som f.eks QR-tags-scanningssystemer gør det nu muligt, at sproglig information kan placeres andre steder end på tekstplancher. Det er et felt der arbejdes meget med for tiden og som vinder større udbredelse. Et eksempel på dette er applikationen til den Hammershøi-udstilling, der var på Statens Museum for Kunst i foråret. Der kunne en bestemt plakat med et Hammerhøi-motiv aktiverer et program på telefonen.
I teorien kan information med dette system gemmes overalt, udfordringen er at gøre brugerne opmærksomt på, at informationen er der. Denne information om informationen kan nødvendigvis ikke altid gøres lige så integreret og formtro som i eksemplerne fra Moesgård og Den Gamle By.
Digitale koder kan nu godt camoufleres og alligevel gøres synlige fra det rette perspektiv, som det her ses ved pladsen foran Zellerbach Hall på Berkeley, University of California.
At integrere tekstens budskab i en form kan gennem sit stemningsskabende element gøre teksten til mere end et nødvendigt onde – og der er et greb, der også ses mange andre steder end på museerne. F. eks. i pladecovers. Et eksempel er Barry Feinsteins oprindelige cover til Rolling Stones Begger’s Banquet album, hvor både gruppens navn og sangenes titler er at finde på lokumsvæggen:
Et andets eksempel er i Alice Coopers Lp School’s Out, der er en af de album der kan ses i Designmuseum Danmarks nyåbnede og righoldige udstilling ”Pladecover – vinylens revival”.
Og i forbindelse med at integrere indhold i formen så er plakaten til udstillingen på Designmuseet et lækkert eksempel på en illustration, der for kendere af stoffet henviser til en række af udstillingens værker (covers af Bowie, Beatles, Blur mv.) uden direkte af vise dem. Her er der visuelle både form og indhold.
Henvisninger til udstillingerne:
British Design 1948–2012 – Innovation in the Modern Age:
Denne sommer er sidste mulighed for at se to udstillinger, der på to meget forskellige måder arbejder med gennemgribende iscenesættelser af udstillingsrummet.
Den ene er Syv vikinger på Moesgård Museum og den anden er Den fjerne krig på Tøjhusmuseet.
Syv vikinger
Syv vikinger åbnede på Moesgård Museum sidste påske og kan ses frem til september. Udstillingen havde, som en af sine mål at inddrage nogle af teaterets dramatiske virkemidler, og den blev lavet i et samarbejde med sceneinstruktør Vibeke Wrede og scenograf Kim Witzel.
Efter et introduktionsrum bliver de besøgende konfronteret med fortidens mennesker i et rum, hvor man kommer helt tæt på hyperrealistiske menneskefigurer.
De repræsentere seks vikinger, som det er muligt at høre nærmer om. Herefter bevæger man sig ind i en afdeling, der skal skildre det hjemlige Aros (Aarhus) før end at den besøgende i de sidste rum kommer ud til destinationer som Aros havde kontakt med. Det er ikke en udstilling der ophøjer genstandenes fortællekraft, men en udstilling, der formmæssigt bruger mange virkemidler og hvor der er meget tekst, tale og information. Noget der adskiller den fra mange andre udstillinger er den pågående scenografi i udstillingen.
Udstillingens scenograf Kim Witzel udtalte undervejs i arbejdet med udstillingen, at 1:1 er den mest uinteressante størrelse at arbejde med. Elementer må gerne forstørres eller formindskes og det helt essentielle er at skabe stemning og følelser bag genstandene og historierne, i stedet for at gengiver deres kontekst naturtro.
Udstillingen har også flere markante rum, der taler til følelserne. Rummet med de seks vikinger med deres nærmest pågående personligheder rammer den besøgende, den lukkede jordede følelse i den lokale Aros og f.eks. skoven i slavernes Mecklenburg eller kirkerummet i synodebyen Ingelsheim giver også særlige stemninger.
Et anden markant element i udstillingen er de personlige historie den besøgende kan følge. Det sker gennem særlige genstande, som de besøgende har med rundt i udstillingen. I genstandene der er en RFID-tag som aktivere en dramatiseret fortælling om en person og det miljø vedkommende er i. Det er spændende historier, der dog til udstillingsmediet har den ulempe, at de hurtigt kan komme til at virke alt for lange, og at man hurtigt kan blive forstyrret i lytningen pga. andre lyde og den interaktion med andre gæster der uvægerligt vil være i en udstilling.
Den fjerne krig
Tøjhusmuseets Afghanistanudstilling Den fjerne krig har også et markant element af audiovisuelt formidling og er også en udstillingen, der er gennem iscenesat. Tøjhusmuseet har lavet udstillingen i et samarbejde med scenograf Sarah Cederstand og firmaet No Parking. En anden vigtig faktor for udstillings udtryk er, at den blev lavet i et tæt samarbejde med soldater fra ISAF Hold 10, der var udstationeret i Helmand i 2010 og hvis virkelighed udstillingen skildrer.
I modsætningen til udstillingen på Moesgård dyrker Den fjerne krig 1:1 størrelsesforholdet. Det første den besøgende bliver mødt med er et ungdomsværelses, her er drengerod, IKEA møbler, kærestebreve, mandeblade og en computer, hvor den kommende Afghanistansoldat er ved at udfylde en erklæring om, hvad der skal ske hvis der sker ham noget. God start, hvor alvoren i denne erklæring står i kontrast til rummets andre elementer af ungdommens mod og lethed.
Efter ungdomsværelset kommer vi ud til sandet og støvet og ind i operationsbase Armadillo/Budwan. Til sidste bevæger man sig ud fra basen og møder både spor af kamp og det lokale afghanske samfund.
Lys og lyd er aktive elementer i udstillingsrummet og undervejs i besøget skifter dagens rytme fra dag til nat og er med til at skabe stemningen og fjerne de besøgende fra følelsen af museumsrum.
Ved hvert afsnit er der skærme, hvor soldaterne fortæller personlige historier omkring det sted man er i udstillingen eller historier knyttet til det. Her er der rigtigt meget information, men desværre er problemet ligesom ved Syv vikingerne, at mængden godt kan komme til at virke for overvældende på gæsterne. En klarere udvælgelse af hvad det vigtigste og mest interessante er, ville have klædt udstillingen og mindste risikoen for at publikum går skærmtrætte.
Den fjerne krig virkede meget intens på mig på grund af brugen af originale materialer og Sarah Cedergrens omsluttende scenografi med meterhøje fotostater og projektioner af landskabet og omgivelserne. Selvom jeg på grund af længden hurtigt fravalgte skærmene med soldaternes egne fortællinger synes jeg godt man kan mærke, at det er en udstilling, der er lavet i tæt samarbejde med de udstationerede soldater. Der er gode hverdagsdetaljer og en friskhed over de viste scener. Begge gange jeg har besøgt udstillingen har der også været et pænt højt antal besøgende af tidligere Afghanistanudstationerede, der viser den frem for kæreste, venner og forældre. Det er blevet en udstilling der for nogle kan bruges til en personlig erindring og en udstilling der med sin engagerede måde at formidle stoffet på fortæller en vedkommende historier om et væsentligt udenrigspolitisk emne. Den fjerne krig åbnede i september 2011 og kan ses frem til september i år.
De to udstillingen viser to forskellige måder at iscenesætte udstillingsrum på og formidle til følelser og sanser. Kim Witzels rettesnor om at fravælge 1:1 kan skabe nogle særlige billeder, men det kan Sarah Cedergrens naturtro iscenesættelse bestemt også. Det er udstillinger som nogle vil synes er for meget i forsøget på at skabe stemninger og bruge iscenesættelse, men det vil jeg ikke klandre Moesgård Museum eller Tøjhusmuseet for. Det er vigtigt, at museerne går nye veje og tør afprøve nye samarbejdspartnere og udtryksformer og at museerne har en reel vision om at ville røre og påvirke de besøgende, som vælger at bruge deres tid på museet. Syv vikinger blev i år fortjent indstillet til Bikubens Publikums pris og det burde Tøjhusmuseets udstilling efter min mening også have været. Udstillingerne er to gode bud på hvordan en sanselig kulturhistorisk udstilling kan være.
Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.
Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.
Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.
Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html
Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her:
http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.
Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/ . Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver:
http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/ . Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.
Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver
Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her:
http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/ - og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.
I weekenden besøgte jeg Frilandsmuseet ved Brede med familien og venner. Himlen var blå, bøgen grøn, lammene hoppede på marken og madpakken velsmurt. Det var et museumsbesøg helt som man kunne ønske sig. Huse blev undersøgt og historier udvekslet. Livsvilkår og skæbner til forskellige tider blev diskuteret eller gennemlevet i leg afhængig af alderen på de involverede.
Ved frokostområdet var der fornuftigt nok placeret et betjent legeområde, så ungerne kunne få lidt forældrefri-tid, mens disse drak kaffe.
Denne søndag var der en instruktør og en række lege – sækkevæddeløb, stylter, tovtrækning med videre – der passede til Frilandsmuseets overordnede koncept og historie. I legeområdet var også et tilbud, der ikke var en genskabelse af tidligere tiders lege, men en historie skabt via et ekstra digitalt lag lagt ud i landskabet. Rammehistorien var, at en tyveknægt havde stjålet nogle rigsdaler, men tabt en del af dem forskellige steder på området. De skulle så findes uden at man mødte røveren. Mod 20 kr. fik man udleveret en smartphone med GPS opkobling, som man kunne være to eller tre om at deles. På telefonens skærm kunne man på en foto over området se sin egen position og mønternes placering, og med den mobile device i hånden kunne man så gå på jagt.
Jeg fulgte selv med de to yngste på 6 og 8 og efter 26 min havde vi bevæget os rundt på museets område og fundet mønterne. Kortet var lidt svært for børnene at aflæse, men aktiviteter var fin og optog alle. Historien der blev fortalt havde meget lidt med de huse vi kom forbi og blev på den måde ikke til en del museets overordnede formidling eller historier. Aktiviteten gav derfor ikke noget ekstra til indholdsdelen af museumsoplevelsen, faktisk mindre end det sækkevæddeløb og den kis-pus leg børnene bagefter deltog i – der i sig jo havde en historie om lege og fritid i forrige århundrede. Men vores 26 min med telefonen var et afbræk i dagens historiefortællende og interiøroplevende program og et tidsrum, hvor vi var sammen om fælles aktivitet med et klart sigte. Det var en del af museumsoplevelsens sociale dimension.
Find rigsdalerne aktiviteten på Frilandsmuseet viser, at formidlingen gennem augmented reality ikke længere er fremtidsmusik, men noget der bliver en mere og mere almindeligt, også på museerne. Det er nu ikke underligt, at Frilandsmuseet er opmærksomt på augmented reality-aktivitet. Frilandsmuseet var sammen med Vikingeskibsmuseet i Roskilde blandt de første danske museer, der udforskede mulighederne for at lave lokationsbaseret kulturformidling gennem GPS og mobiltelefoner. Det var for en 5-6 år siden, før end at GPS’en var en automatisk del af telefonen og at der var noget der hed apps, og det hele var derfor lidt tungere teknologisk til at få til at fungere. Vikingeskibsmuseet udviklede projektet Sunkne verdener, hvor marinarkæologiske pladser i Roskilde Fjord blev formidlet på stedet, men Frilandsmuseets Mulighedernes land var et tilbud til skoleklasser, hvor eleverne ved relevante bygninger/steder skulle møde personer og træffe valg for at komme godt igennem slutningen af 1800-tallets landboliv. Mulighedernes land eksistere stadigt som et tilbud til skolerne og er så vidt jeg ved løbende blevet teknisk tilpasset og forbedret.
AR – det nye sort
Jeg vil vove den påstand, at augmented reality (AR) er et vigtigt element i smartphonens popularitet og udbredelse. En særlig ting som smartphonen nemmere kan, i modsætning til de tidligere mobiltelefoner, er at den fortæller, hvor du er, kan give dig mulighed for lige nu og her at fortælle dette til andre, og at du gennem devicen også kan se hvad og hvem der er i nærheden af dig.
Udbredelsen af telefonerne har for alvor medført udviklingen i teknologien omkring stedspecifikke formidling. Ved at informationer kan knyttes til ens fysiske placering er der åbnet et marked for salg og oplevelser, og AR er nu en integreret del i det at fortælle om produkter og services.
Hypen og brugen af begrebet kan blandt andet ses på www.wired.com – et site tilknyttet teknologimagasinet wired. I tag cloud’et på sitets beyond the beyond sektion er augmeted reality lige p.t. (12. maj 2011) det mest benyttede tag. En af de seneste historier der er posted, er om det russiske stormagasin Topshop, hvor der er opstillet et ”spejl”, der gennem AR viser kunderne hvordan forskellige kjoler ser ud på dem.
Musealformidling, der bruger AR teknologi ses også flere steder. De tre førnævnte eksempler fra Frilandsmuseet og Vikingeskibsmuseet viser fint nogle tendenser i brugen af teknologien.
Der er den formidling, der ligesom Sunkne Verdener tager udgangspunkt i den virkelighed, der lige omkring en og beskriver den. Der er også en anden type projekter, der ligesom Find rigsdalerne skaber et nyt lag af fortællinger – en ny virkelighed.
Formidling af virkeligheden det sted du er
Der er lavet en række forskellige tilbud til mobile devices med sigte på at beskrive det sted man står på eller over for.
Museum of London har lavet applikationen Streetmuseum til både iPhone og androidbrugere. Der kan man udforske London til forskellige tider gennem billeder fra Museum of Londons store arkiv. Gennem et Londonkort kan man finde de mange lokationer der er langt billeder ud til.
Man kan også bruge telefonens GPS og ved at placere sig rigtigt kan man endda få sporet fra fortiden lagt ind som et lag på den nutidsgengivelse som telefonens linse opfanger.
Foursquare er en social applikation, der er bygget op omkring lokation. I tjenesten logger man sig ind på det sted man er, dels for at få point og særlige badges, men også for at se om der skulle være nogle man kender på Statsbiblioteket, Cafe Pinden, Odense Banegård Center eller hvor man nu måtte være. Forskellige firmaer giver service og tilbud til foursquarebrugerne. En af dem er History Channel, der har posted om historiske steder, bygninger m.v. i USA og London. History Channel på foursquare er i mine øjne mere et fint informationssted end egentlig augmented reality – for dertil er the realities for adskilte. Det har ikke de kvaliteter, der er i Streetmuseum med at man visuelt kan se forskellige tider sammenblandes, men til gengæld er det nemt at interagere, give og modtage gode råd – ligesom det generelt er på foursquare applikationen.
Læs mere:
https://foursquare.com/historychannel
Som omtalt i et tidligere blogpost om Museums and the Web 2011 var The Netherlands Architecture Institute nomineret til Best of the Web for en mobile architecture application, hvor det er muligt på gennem augmented reality at se bygninger der engang var. Et project der minder lidt om Museum of Londons Streetmuseum, men her med focus på bybilledet og arkitektur i Rotterdam og Amsterdam.
Læs mere:
http://en.nai.nl/exhibitions/3d_architecture_app
Skabelse af et lag udover virkeligheden
Et andet hollandsk case, der blev præsenteret ved Museum and the Web 2011 var Stedelijk Museums arbejde med AR. Flere af Stedelijks projekter er eksempel på produkter, der ønsker at lægge et ekstra digitalt fortællende/kunstnerisk lag over virkeligheder. Et projekt var Artotheque som Hein Wils fra Stedelijk Museum også præsenterede ved den NODEM konference, der blev holdt på dansk jord sidste november. Artotheque var en slags billedlånsservice. Ved de to hollandske musikfestivaler Lowlands og Picnic kunne man digitalt låne et værk fra Stedelijk Museums og placere det som et digitalt layer på stedet. Andre med applikationen kunne så se kunstværket på deres smartphone når de kom forbi stedet.
Et andet af Stedelijk Museums projekter var AR(t), hvor den hollandske kunstner Jan Rothuizen lavede værker til Stedelijks museumsrum, men med AR som canvas. Det var kun gennem et layer på telefonen at værkerne var synlige.
Et sidste AR projekt jeg vil nævne er et, der kombinere det to tilgange – den virkelighedsformidlende og den fortællingstilføjende. Det er projektet Hikuins blodhævn der blev lanceret i 2009 og som stdig kan opleves i Aarhus. Projektet er en vikingekrimi i Aarhus midtby. Med en mobiltelefon kommer man på en tidsrejse, tilbage til dengang, hvor Aarhus var vikingebyen Aros. Formidlingen foregår ved 12 udvalgte steder, som Moesgård Museum har undersøgt, og hvor man har fundet spor efter huse og aktiviteter fra vikingetiden. De steder er der placeret en semacode, en 2-dimensional stregkode. Når koden fotograferes af mobiltelefonens kamera, afspilles et afsnit i lyttedramaet Hikuins blodhævn, der var skrevet af Svend Åge Madsen og Maria S. Madsen og udført af skuespillere tilknyttet Teater Katapult. Derudover kan man på telefonen se et billede af stedet, som det så ud i vikingetiden, eller en genstand fundet på stedet.
To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Nye AR projekter er hele tiden på vej. Kulturarvsstyrelsen bevillinger i den digitale pulje er lige blevet offentliggjort og blandt de otte modtagere er der ihvertfald et projekt der bruger AR. Det er Herning Museums Digitale tråde over landskabet, hvor man ved hjælp af augmented reality-teknologi lægger et ekstra formidlingslag over blandt andet stenalderbopladserne ved Bøllingsø og Hammerum-pigen fra ældre jernalder.
Til september vil der i MiD (Museumsformidlere i Danmark) regi komme en konference om museumsformidling og apps, og der bliver AR nok også bliver et emne der vil blive berørt.
Formidling, der bygger på AR, er kommet for at bliver, og hvis kulturinstitutionernes både formmæssigt og indholdsmæssigt bruger teknologien godt og klar, så er der her et stort potentiale til at kunne formidler nye og andre historier på en fængende måde og at gøre det til nye brugere.
To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Et Bertolt Brecht citat, der nu er motto for Stedelijk Museums augmented reality projekter.
Lige nu – i dag – kan man på Moesgård og på nettet følge musealt undervisningsmateriale blive til. Det sker i projektet “Fra myremalm til jern – et brugerdrevet undervisningsmateriale”. 8.Y og 9.Z fra Forældreskolen i Aarhus og Moesgård Museum udarbejder sammen materialet til en hjemmeside, der skal bruges som undervisningsmateriale om jern og jernudvinding i fagene fysik/kemi samt matematik i 8.-9. klasse. Grundtanker er, at brugerne skal være medudviklere og at helt ny viden skal laves med brugerne og ikke kun formidles videre fra eksperter, der har undersøgt feltet på forhånd. Blogmedier bliver i projektet både brugt til registrering og til deling af viden – også her skabes indholdet af brugerne.
De unges formidling af deres projekt bliver det centrale på hjemmesiden. Desuden vil hjemmesiden rumme viden om jernets teknologihistorie, forskning i jernudvinding samt en lærervejledning. Som et supplement til hjemmesiden vil Moesgård Museum lave en materialekasse til udlån på skolerne i Østjylland.
Ovnene bygges i dag og jernet bliver udvundet 6. april. Begge dage blogger projektets medarbejdere og de unge om forløbet på
http://jernmagerne.wordpress.com/ . Der kan man også læse mere om ideerne bag projektet.
I dag, den 29. januar 2011, er det 150 år siden af Antikvarisk Selskab i Århus blev grundlagt, der senere blev til Moesgård Museum. En markering af dette skete i går, samtidigt med at første spadestik blev taget til Moesgårds længe ventede nye museumsbyggeri. En 15.000 kvm stor museumsbygning vil om 2½ år være rejst 100 meter nord for Moesgård herregård. Denne nye bygning vil rumme alle Moesgård Museums udstillinger og museets primære publikumsfaciliteter som cafe, restaurant og butik foruden undervisningslokaler, konferencefaciliteter og auditorium.
Byggeriet vil fremover kunne følges på denne blog, der også blev lanceret i går: www.moesgaardnytmuseum.dk
Den nye museumsbygning og de eksisterende bygninger ved Moesgård
Moesgårds nye museumsbygning bliver noget så sjældent som et helt nybygget kulturhistoriske museum. Mig bekendt er det en meget sjælden sort. Mange kulturhistoriske museer er blevet placeret i ældre bygningskomplekser, der selvfølgelig kan have en historisk aura og charme, men som oftest er ganske besværlige at have udstillinger i. Rummene er små og den samme grundtanke, der ligge bag udstillingerne gør også, at der er begrænsninger omkring, hvordan disse historiske bygninger må anvendes og ombygges.
Flere helt nye kunsthistoriske museer har set dagens lys i de sidste årtier. Arken var et helt nyt museum med sin egen helt nye bygning. Århus Kunstmuseum fik ny bygning og genopstod som Aros, Fuglsang Kunstmuseum ved Nysted er vel det seneste eksempel på denne tendens her i Danmark, og internationalt kendes den også blandt andet i Guggenheims ambitiøse prestigekunstmuseer.
Det er andre tendenser, der ses ved det kulturhistoriske museum. Her omskabes museer også, men gerne ved ombygninger. Nationalmuseet har for nylig ombygget de historiske bygninger ved Brede og for en 20 års tid siden skete det samme i Prinsens Palæ i Indre by. Møntergården i Odense blev for nyligt også ombygget. Internationalt er f.eks. British Museum i London og Museum für Vorgeschichte i Halle eksempler på kulturhistoriske museer, hvor der har været markante ombygninger i den eksisterende historiske bygningsmasse. Et nybrud ved at ske. I Holland åbnede Hunebed Centrum, der er et nybygget museum om bondestenalder for nogle år siden og Neanderthalmuseet i Tyskland er også et nybygget museum. I Danmark fik Lindholm Høje under Aalborg Historiske Museer helt nye lokaler til at formidle forhistorien i, hvor den sidste del blev indviet forrige år og nu er to nye store kulturhistoriske museer på vej. Det ene er Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør og det andet er Moesgård Museum. Jeg kan ikke komme på flere, men hvis der er nogle der kender til større nybyggede kulturhistoriske museer må I meget gerne sende en kommentar om det.
Dagens fødselar, Moesgård Museum, har længe arbejdet målrettet mod denne nye bygning med de nye muligheder den giver for at gentænke museets genstandssamling, historier og funktion, så det kan blive vores generations/generationers vedkommende kulturhistoriske museum. Gårsdagens første spadestik var en vigtig markering af vejen frem – nu er processen i gang og kan ikke rulles tilbage. Et helt nyt kulturhistorisk museum vil se dagens lys – det er da noget af en fødselsdagsgave.
Moesgård Museums bestyrelseformand Johannes Flensted-Jensen og Århus' borgmester Nicolai Wammen tog spadestikket til den nye museumsbygning, dvs. de slog lidt af den første spunsvæg ned.
Kulturhistorie? Ja, det må man sige. Dette fænomen var et af de trin på vejen, der viste at computere rent underholdningsmæssigt også var brugbare ud hos den enkelte. En grund til at få en computer og bruger den til at blive underholdt. Personligt husker jeg tydeligt lyden fra båndstationen og den fællesskabsfølelse, der var i drengeværelserne på Nordfalster, når vi sad bænket foran de ret beskedne skærme. Et klassisk eksempel på, at oplevelser kun vokser når de deles med andre.
PacMan er selvfølgelig også kommet på museum. Museum of Computing i Swindon, øst for London har både en Pac-Man udstilling og laver et Human Pac-Man event i Swindon i dagen anledning.
Det reklamerer de med gennem denne lille film på museets hjemmeside, hvor små YouTube film for øvrigt bruges aktivt og godt i deres formidling (selvom den viste Pac-Man event film er noget for lang).
Der findes naturligvis også virtuelle Pac-Man museer f.eks. The Virtual Pac-Man Museum, hvor museumsbegrebet er kogt helt ned til at det er en samling af billeder af ting og i Pac-Man Museum, der har en del information om fænomenet.
Pac-Man er også blevet kunstorienteret behandlet.
I dette fine site
http://pbfb.ca/pac-mondrian/ kan man spille Pac-Man på Piet Mondrian’s billede “Broadway Boogie Woogie”.
Lidt fra min egen verden.
Udstillingen Perler af glas – farverige historier åbnede på Moesgård Museum i dag. Traditionel i sin form, rigtig flot sat op og med en tværfaglig tilgang til historierne. Kom og se selv.
Udstillingen består primært af Torben Sodes enorme glasperlesamling. Her ses han med Yorubakongens magiske hat.
Moesgård Museum har lige åbnet en ny udstilling Dronning Margrethe og arkæologien. Jeg synes det er blevet rigtig interessant udstilling. Du kan læse mere om udstillingen her:
Et af de aspekter der bevidst er arbejdet med, er at tilføje et kunstnerisk element i en udstilling som med sindsro kan siges at være kulturhistorisk. Det er sket med Ingmar Cronhammar klare og konsekvense greb. Her er billeder fra åbningen, hvor man kan fornemme lidt af rummet:
Kom og se det selv – enten på Moesgård indtil september eller på Nationalmuseet senere på året.
Marst måned er her, hvilket blandt andet betyder, at vi er kommet til den måned, hvor Moesgård Museum og Nationalmuseets fejring af Dronning Margrethes fødselsdag åbner. Det er udstillingen Dronning Margrethe og arkæologien, der kan ses på Moesgård Museum fra 25. marts til 29. august 2010 og på Nationalmuseet fra 9. oktober 2010 til 28. februar 2011.
Udstillingens er designet i et samarbejde med billedkustner Ingmar Cronhammer. Det gør den til en kulturhistorisk udstilling med et klart kunstnerisk udtryk – og giver mig en undskyldning for at linke til denne fine Think Different reklame:
