Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf (efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/ og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

Iscenesættelse på museum – Den fjerne krig og Syv vikinger

Denne sommer er sidste mulighed for at se to udstillinger, der på to meget forskellige måder arbejder med gennemgribende iscenesættelser af udstillingsrummet.

Den ene er Syv vikinger på Moesgård Museum og den anden er Den fjerne krig på Tøjhusmuseet.

Syv vikinger

Syv vikinger åbnede på Moesgård Museum sidste påske og kan ses frem til september. Udstillingen havde, som en af sine mål at inddrage nogle af teaterets dramatiske virkemidler, og den blev lavet i et samarbejde med sceneinstruktør Vibeke Wrede og scenograf Kim Witzel.

Efter et introduktionsrum bliver de besøgende konfronteret med fortidens mennesker i et rum, hvor man kommer helt tæt på hyperrealistiske menneskefigurer.

De repræsentere seks vikinger, som det er muligt at høre nærmer om. Herefter bevæger man sig ind i en afdeling, der skal skildre det hjemlige Aros (Aarhus) før end at den besøgende i de sidste rum kommer ud til destinationer som Aros havde kontakt med. Det er ikke en udstilling der ophøjer genstandenes fortællekraft, men en udstilling, der formmæssigt bruger mange virkemidler og hvor der er meget tekst, tale og information. Noget der adskiller den fra mange andre udstillinger er den pågående scenografi i udstillingen.

Udstillingens scenograf Kim Witzel udtalte undervejs i arbejdet med udstillingen, at 1:1 er den mest uinteressante størrelse at arbejde med. Elementer må gerne forstørres eller formindskes og det helt essentielle er at skabe stemning og følelser bag genstandene og historierne, i stedet for at gengiver deres kontekst naturtro.

Udstillingen har også flere markante rum, der taler til følelserne. Rummet med de seks vikinger med deres nærmest pågående personligheder rammer den besøgende, den lukkede jordede følelse i den lokale Aros og f.eks. skoven i slavernes Mecklenburg eller kirkerummet i synodebyen Ingelsheim giver også særlige stemninger.

Et anden markant element i udstillingen er de personlige historie den besøgende kan følge. Det sker gennem særlige genstande, som de besøgende har med rundt i udstillingen. I genstandene der er en RFID-tag som aktivere en dramatiseret fortælling om en person og det miljø vedkommende er i. Det er spændende historier, der dog til udstillingsmediet har den ulempe, at de hurtigt kan komme til at virke alt for lange, og at man hurtigt kan blive forstyrret i lytningen pga. andre lyde og den interaktion med andre gæster der uvægerligt vil være i en udstilling.

Den fjerne krig

Tøjhusmuseets Afghanistanudstilling Den fjerne krig har også et markant element af audiovisuelt formidling og er også en udstillingen, der er gennem iscenesat. Tøjhusmuseet har lavet udstillingen i et samarbejde med scenograf Sarah Cederstand og firmaet No Parking. En anden vigtig faktor for udstillings udtryk er, at den blev lavet i et tæt samarbejde med soldater fra ISAF Hold 10, der var udstationeret i Helmand i 2010 og hvis virkelighed udstillingen skildrer.

I modsætningen til udstillingen på Moesgård dyrker Den fjerne krig 1:1 størrelsesforholdet. Det første den besøgende bliver mødt med er et ungdomsværelses, her er drengerod, IKEA møbler, kærestebreve, mandeblade og en computer, hvor den kommende Afghanistansoldat er ved at udfylde en erklæring om, hvad der skal ske hvis der sker ham noget. God start, hvor alvoren i denne erklæring står i kontrast til rummets andre elementer af ungdommens mod og lethed.

Efter ungdomsværelset kommer vi ud til sandet og støvet og ind i operationsbase Armadillo/Budwan. Til sidste bevæger man sig ud fra basen og møder både spor af kamp og det lokale afghanske samfund.

Lys og lyd er aktive elementer i udstillingsrummet og undervejs i besøget skifter dagens rytme fra dag til nat og er med til at skabe stemningen og fjerne de besøgende fra følelsen af museumsrum.

Ved hvert afsnit er der skærme, hvor soldaterne fortæller personlige historier omkring det sted man er i udstillingen eller historier knyttet til det. Her er der rigtigt meget information, men desværre er problemet ligesom ved Syv vikingerne, at mængden godt kan komme til at virke for overvældende på gæsterne. En klarere udvælgelse af hvad det vigtigste og mest interessante er, ville have klædt udstillingen og mindste risikoen for at publikum går skærmtrætte.

Den fjerne krig virkede meget intens på mig på grund af brugen af originale materialer og Sarah Cedergrens omsluttende scenografi med meterhøje fotostater og projektioner af landskabet og omgivelserne. Selvom jeg på grund af længden hurtigt fravalgte skærmene med soldaternes egne fortællinger synes jeg godt man kan mærke, at det er en udstilling, der er lavet i tæt samarbejde med de udstationerede soldater. Der er gode hverdagsdetaljer og en friskhed over de viste scener. Begge gange jeg har besøgt udstillingen har der også været et pænt højt antal besøgende af tidligere Afghanistanudstationerede, der viser den frem for kæreste, venner og forældre. Det er blevet en udstilling der for nogle kan bruges til en personlig erindring og en udstilling der med sin engagerede måde at formidle stoffet på fortæller en vedkommende historier om et væsentligt udenrigspolitisk emne. Den fjerne krig åbnede i september 2011 og kan ses frem til september i år.

De to udstillingen viser to forskellige måder at iscenesætte udstillingsrum på og formidle til følelser og sanser.  Kim Witzels rettesnor om at fravælge 1:1 kan skabe nogle særlige billeder, men det kan Sarah Cedergrens naturtro iscenesættelse bestemt også. Det er udstillinger som nogle vil synes er for meget i forsøget på at skabe stemninger og bruge iscenesættelse, men det vil jeg ikke klandre Moesgård Museum eller Tøjhusmuseet for. Det er vigtigt, at museerne går nye veje og tør afprøve nye samarbejdspartnere og udtryksformer og at museerne har en reel vision om at ville røre og påvirke de besøgende, som vælger at bruge deres tid på museet. Syv vikinger blev i år fortjent indstillet til Bikubens Publikums pris og det burde Tøjhusmuseets udstilling efter min mening også have været. Udstillingerne er to gode bud på hvordan en sanselig kulturhistorisk udstilling kan være.

Sko og Accessories – 1700-tallet formidlet i modebladssprog

I dag åbnede et af Den Gamle Bys bidrag til Århundredes Festival, der er en begivenhed i Aarhus, som sætter fokus på 1700-tallet. I de næste uger er der 1700-tals teater, maskebal og middage foruden debatter og forelæsninger om århundredet. Den Gamle By har flere tiltag med i programmet og en af dem er udstillingen Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet.

Det er ikke en stor udstilling, men den har en god placering ved at blive vist i et rum i Møntmestergåden, en spektakulær bygning, der oprindelig lå i Borgergade i København og som i 2009 stod genopbygget i Den Gamle By og indrettet med interiør fra 1700-tallet.

Som titlen antyder, har udstillingen fokus på moden i 1700-tallet og på den status og prestige forbundet med at have det rette tilbehør – accessories – til sin fremtræden.

I arbejdet med udstillingen blev det hurtigt klar, at vor tids modebladsjargon med ord som accessoriers, must-haves, trends, stil-ikon mv. passede godt, når udstillingen skulle diskuteres og stemningen på de bonede gulve i 1700-tallet skulle beskrives. Til sidste blev pompadourhælskridtet taget fuldt ud og alle genstandsteksterne skrevet i ånden af modebladenes accessoriessider.

Det er sjov læsning og tydeliggør også en række ligheder mellem vor tids søgen efter nye trends og de velhavende lag i 1700-tallets behov for at vise deres modebevidsthed.

 Jeg ville gerne have fundet en række eksempler, hvor andre kulturinstitutioner lige så konsekvent har valgt en nutidig sproglig vending og et nutidigt formsprog i formidlingen af en tidligere periode, men kunne ikke komme på nogle. Så i stedet for får I et par opslag fra det 1700-tals modeblad, der både er genstandsteksterne i udstillingen og det hæfte, der udgør det for udstillingens katalog.

Uundværligt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Æblegrønt_Blad_1700_Sko_og_Accessories

Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet kan ses frem til 1. januar 2013.

Link:

Århundredes Festival:
http://aarhundredetsfestival.dk/

1700-tals aktiviteter i Den Gamle By:
http://www.dengamleby.dk/aarhundredets-festival

Om udstillingen Sko og Accessories:
http://www.dengamleby.dk/mode-i-1700-tallet/

Det er den anden særudstilling som Den Gamle By åbner i denne uge, hvor der er arbejdet med at give den besøgende en anderledes type oplevelse. I forgårs omtalte denne blog udstillingen Hvidstengruppen arresteret. Læs om den og dens virkemidler her:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx
http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx
http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:
http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx
http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:
http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op: http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.com, http://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

Nysgerrighedens hotel

Hotel Aurelia er navnet på Skovgaard Museets nye udstilling. Receptionisten tager imod en og i mindre grupper bliver publikum lukket ind i hotellet med den forklaring, at dette sted lige er kommet op af vandet og på forunderlig vis har materialiseret sig i Viborg. Som gæst går man gennem rummene, ser på de sovende hotelgæster i sengene, kigger i deres skuffer og prøver at finde deres historier. Min gruppe sidste lørdag bestod af tre generationer fordelt på to bedsteforældre, to voksne og en 6 og en 9-årig pige og vi havde en god tid på museet.

Stemningen var sat på forhånd. Dette ville være noget der talte til sanserne og vi kan alle være med. Forventningen var intakt under receptionistens introduktion og efterhånden som vi bevægede os gennem hotellets ca. 10 rum og gange fandt vi alle små fortællinger vi ville se på og ville dele med de andre. Udstillingen talte til nysgerrigheden og til sanserne og der var i den noget at undersøge og stemninger at fornemme. Der var tøj og dermed identiteter, der kunne tages på, breve man smugkiggede i, rum med sjæl, billeder, gamle blade, der lå rundt omkring, forklaringer på rummene, som blev læst og diskuteret, lydstumper, der kunne høres bag døre og flaskeposter man selv skulle skrive og dermed fastholde sin følelse af stedet med.

Historien man gik ind i var fiktiv og fabulerende og denne mangel på virkelighed og viden, med den deraf følgende underliggende læring (hvem var den kunstner, hvornår blev den økse lavet osv.) gjorde at alle i selskabet på lige vilkår kunne bidrage med ideer og fortolkninger af det oplevede. Denne mangel på et videnslag gjorde det først og fremmest også til en oplevelse, der mere fik en til at reflektere over ens eget sanseapparat end at man kunne sætte oplevelsen ind i en omverdenskontekst.

Jeg oplevede udstillingen sammen med børn, og deres umiddelbare nysgerrighed var med til at forstærke udstillingens styrker. John Falk definerer i sin bog Identity and the Museum Visitor Experience forskellige museumsoplevelsesmotivationer. I følge hans undersøgelser kan man besøge museet som Facilitator (jeg er her fordi jeg tror andre kan lide at være her), Explorer (jeg er her fordi jeg tror der er noget der interessere mig), Experience seeker (jeg er her fordi her er noget at opleve), Professional/Hobbyist (jeg er her fordi det her relatere til mit arbejde/min hobby) og Recharger (jeg er her fordi jeg kan slappe af og lade op). Facilitatorerne kan yderligere deles op i to varianter Facilitating Parents og Facilitating Socializers afhængig af om man faciliterer sine børn eller venner/bekendte. I lørdag var jeg helt klart en Facilitating Parent og til det var udstillingen perfekt. Børnenes begejstring og glæde gjorde mit besøg rigtig godt. Ofte nærmer jeg mig udstillinger som Profesional/Hobbyist, der bedømmer udstillingerne fagligt og ser på dem for at få tricks og inspiration. Det vil jeg også få her, men oplevelsesfølelsen – udstillingens styrke – vil ikke have været så intens, da formålet mere ville have været at observere end at opleve. Jeg ville simpelthen ikke være blevet grebet af den glæde, der ligger i at opleve andre dele deres nysgerrighed.

Et vigtigt rum i hotellet var det hemmelige, hvor vandmændene (lat: Aurelia) boede. Der var for mørkt til et foto, derfor denne tegning lavet af 6-årige Naja.

Det er bestemt en seværdig og oplevelsesrig udstilling, også for andre end facilitatormotiverede gæster. Hotel Aurelia rejser også spørgsmål om, hvilken oplevelse en udstilling giver, når den er baseret på en fiktion og ikke støtter sig til fakta, omverdensforståelse og viden. Der kan mangle den form for dybde som autenticitet og virkelighed giver, men der er ingen tvivl om at fiktivt baserede udstillinger også kan være store oplevelser, der kan sætte tanker i gang om samvær, historiefortælling, sansning og perception.

Udstillingen er skabt af videokunstneren Lærke Lauta og scenekunstnerne Gabriel Hernandez og Marga Socias, der er tilknyttet det Barcelonabaserede Teatro de los Sentidos. Teatro de los Sentidos har gæstet Danmark flere gange, blandt andet i Århus Festuge og til H.C. Andersen fejringen i 2005, hvor de lavede en helt fantastisk og meget intens fortolkning af eventyret Skyggen på Østre Gasværk. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg tænker på den opsætning.  Teatro de los Sentidos har også lavet workshop, hvor blandt andet museumsansatte har deltaget, og det er dejlig gennem Hotel Aurelia at se folk fra Teatro de los Sentidos tage livtag med udstillingsmediet på et dansk museum. Der er bestemt noget at komme efter i deres tilgang til nysgerrighed og oplevelsens mange lag.

Hotel Aurelia vises i Viborg indtil 28. november, læs mere om udstillingen her: http://www.skovgaardmuseet.dk/,

om Teatro de los Sentidos her:
http://www.teatrodelossentidos.com/eo/intro.php

og for interesserede er der henvisninger til John Falk litteratur her: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/04/07/john-falk-i-nyborg/ 

Perler på Moesgård

Lidt fra min egen verden.
Udstillingen Perler af glas – farverige historier åbnede på Moesgård Museum i dag. Traditionel i sin form, rigtig flot sat op og med en tværfaglig tilgang til historierne. Kom og se selv.

Udstillingen består primært af Torben Sodes enorme glasperlesamling. Her ses han med Yorubakongens magiske hat.

Læs mere her.

Dronningen og arkæologien

Marst måned er her, hvilket blandt andet betyder, at vi er kommet til den måned, hvor Moesgård Museum og Nationalmuseets fejring af Dronning Margrethes fødselsdag åbner. Det er udstillingen Dronning Margrethe og arkæologien, der kan ses på Moesgård Museum fra 25. marts til 29. august 2010 og på Nationalmuseet fra 9. oktober 2010 til 28. februar 2011.

Læse mere om udstillingen her: http://www.moesmus.dk/page.asp?objectid=1545&zcs=4

Udstillingens er designet i et samarbejde med billedkustner Ingmar Cronhammer. Det gør den til en kulturhistorisk udstilling med et klart kunstnerisk udtryk – og giver mig en undskyldning for at linke til denne fine Think Different reklame:

Jeppe Hein på Aros – særudstilling vs basisudstilling

Denne weekend var den sidste hvor man kunne se Jeppe Heins udstilling Sense City på Aros, og det var der mange der benytte sig af.

Udstillingen rejser en interessant problemstilling om særudstillingernes rolle på museer. Særudstillinger er essentielle for museerne. De skaber opmærksomhed om museer i pressen og blandt museets besøgende - der skal nyt til for at fastholde et publikum. Særudstillinger fylder meget hos de ansatte på museer, det er dem, der skal produceres og det er dem tid og kræfter skal bruges på. Men hvor vigtige er de for ideen/brandet af museet? Huskes Moesgård for Grauballemanden, Nationalmuseet for Solvognen, Aros for Boy – eller for de særudstilling der p.t. vises på stederne. Bruges der for meget tid og for mange midler på særudstillingerne i forhold til en generel forbedring af de mere permanente tilbud? 

Ved Jeppe Heins særudstilling på Aros bliver man mindet om dette ved værket Distance, der går gennem Aros’ fine samling af samtidskunst. Distance er en kuglebane og kuglerne i den aktivere publikum selv. Distance er pågående og bestemt et værk, der engagerede de to børn jeg fulgtes med i dag (og også undertegnede), men også et værk der smadrede oplevelsen af de andre værker. Prøv fx. at få noget ud af Wim Wenders fotografi: 

Her er Aros’ beskrivelse af udstillingen:

http://www.aros.dk/page.asp?objectid=1488&zcs=3

Der står blandt andet:

Heins værker indeholder ofte overraskende og dragende elementer, der sætter beskueren i centrum

Ikke langt fra den dom Naja på 5 år gav, da hun forlod museet: 

De to ting jeg bedst kunne li’ var at bygge på legepladsen [nogle puder der var i særudstillingslokalet] og skruen der kunne skrue sig selv ind og ud [værket Screw on the wall, her ret præcist beskrevet af Naja]. 

Værk eller ej. Puderne var ikke beskrevet i guiden til udstillingen, men ikke desto mindre et favoritsted for bl.a. Naja på 5 og hendes storesøster.