Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Publikums vælges til at deltage

Der trækkes

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Salg af vimpler

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

Stockholms stadsmuseum – boligindretning på svensk, del 3

Først på Södermalm, tæt ved Slussen ligger Stockholms stadsmuseum. Som man vil kunne forvente, indeholder museet fortællinger om den svenske hovedstad og byens kvarterer. Stockholms stadsmuseum bruger til denne fortælling forskellige formidlingsformer fra nøgterne fotoudstillinger til scenograferede rum. Museet synes, at have gjort sig umage med at gøre det overordnede indtryk mindre højtidelig og mere kulørt, flere steder i en så høj grad, at min ledsager på dette museumsbesøg konstaterede ”at det her vist nok mest er for børn” for lidt efter at søge ned mod kaffen og kagebordet i cafeen. Det skulle nu mere til for at få mig væk fra museets opstillinger, modeller og genstande.

På Stockholms stadsmuseum er der iscenesættelser af byens forskellige rum. Ikke i 1:1, men klar med et forsøg på, at videre give en stemning fra forstaden, centrum osv.

Husene, byens helt centrale element, formidles både gennem forskellige modeller og i tegninger, hvor de forskellige tiders stil og kendetegn enkelt formidles.

Boligindretning

På stadsmuseet vil man også gerne formidle forskellige tider boligindretning. I disse udstillinger benytter museet sig heller ikke af 1:1 fuldskala interiørudstillinger, men laver koncentrerede oversigter, hvor det er nemt at sammenligne elementer fra forskellige tidsperioder.
Et sted er det køkkenet, der formidles med skabslåger fra forskellige årtier og billeder, der viser tiders forskellige tendenser.

Et andet sted vises en simpel, men virkningsfuld fremstilling af forandringer i hjemmets elementer. Det er en væg, hvor hver periode er repræsenteret af en stribe tapet, et dørhåndtag, nogle steder en lyskontakt og så stregtegninger af markante møbler, lamper og brugsgenstande fra perioden (f.eks. en Steltonkande og en rispapirslampe).

Tapetet er nok til at give stemningen, og tegningerne og dørhåndtagene nok til, at man synes der er elementer man kan studere nærmere.

I forhold til de andre boligindretningsudstillinger beskrevet i denne trilogi fra svenske udstillinger (del 1 om IKEA tilsammans og del 2 om Nordiska museet) er det nogle noget billigere og simplere virkemidler Stockholms stadsmuseum benytter sig af. Der er ikke mange detalje og finesser at fordybe sig i, men opstillingerne giver et overblik over forskellige tiders stil.

Der tidligere blogposts om svenske boligindretningsudstillinger kan læses her:

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiske museet ligger på Djurgården i Stockholm og har siden sin grundlæggelse i slutningen af 1800-tallet været et sted kendt for interiørudstillinger. I del 1 af denne lille blog-serie om svenske boligindretningsudstillinger besøgte jeg interiørudstillinger i IKEAs udstillingssted IKEA tilsammens i Älmhult. I Älmhult var der interiør, men flere steder også en mangle på finish og ingen nævneværdig ambition om at sætte tableauerne ind i større sammenhænge. Det er der til gengæld på Nordiska museet i Stockholm. Nordiske museet er nabo til Skansen og er ligesom Skansen også grundlagt af Arthur Hazelius. Området, hvor Skansen ligger på blev faktisk købt og indrettet til frilandsmuseum samtidigt med, at Hazelius var undervejs med at detaljeplanlægge og bygge den enorme renæssanceslots-inspirerede bygning der har været rammen om Nordiske museet siden 1890’erne.

Noget der virker helt uladsiggørligt og aftvinger den største respekt for enhver, der har været i nærheden af en smule projektstyring. En af de udstillingsformer Hazelius blev kendt for i hans samtid var hans stueinteriør, der var indrettede rum (tre vægge, gulv og loft) som den besøgende kunne se ind i. Rummene kunne være befolkede med dukker, som var opstillede i dramatiske situationer, der både kunne vise funktioner ved genstandene eller spille på følelserne. Hazelius deltog i verdensudstillingerne i Philadephia (1878) og Paris (1878) med hans skandinaviske etnografiske ”tablaeux vivants”. Det var en stor succes og de dramatiske opstillede interiør var en stor oplevelse for verdensudstillingens gæster – ”alle mødrene græd ved Lillians sidste seng”, skrev den franske presse.

Dukade bord

Nutidens Nordiska museet burger stadig interiørudstillinger skønt den dramatiske og følelsesbetonede karakter ikke er skruet helt så kraftigt op som ved Lillians sidste seng. En rigtig fin udstilling er Dækkede bord, en udstilling om mad, magt og status i fem århundrede.

I den ene side af galleriet er der tableauer, hvor man kan se det dækkede bord, med service, bestik, rettet og al den status og ceremonielle lag en borddækning kan have. Det er fint lavet og sætter tanker og fantasien i gang. Man kan have læst nok så meget om pragt eller mangel på hygiejne i 1600-tallet, men det giver en særlig forståelse for tankegangen og problematikken, når man ser det dækkede festbord med svaneforkroppen og vingerne, der efter endt spisning kan tages af stegen for at så kunne bruges igen til den næste vigtige middag.

Over for de dækkede borde er der lange montre med service og bestik fra de forskellige perioder. Simpelt og fint lavet.

Möblerade rum

Udstillingen Møblerede rum har lidt af det samme princip. Udstillingen fortæller om svensk boligindretning fra 1870 til 2000. Der vises interiør, hvor møbler tilsammen skaber sammenhæng og ved siden af interiørerne, udstilles tidens møbler, lamper med videre som enkeltstående værker, det er muligt at studere nærmere.

Udstillingen er fra 2002 og har nogle af de samme taktile elementer og variationskvaliteter som V & As udstilling British Galleries. Der er f.eks. materialeprøver af tidens mest brugte træsorter som man kan røre ved, skuffer med mønstre og tekstiler man kan gå på opdagelse i og reliefmodeller af periodens lejligheder, nok primært til glæde for synshandicappede, men også som en afveksling for os andre.

I dette link http://www.nordiskamuseet.se/Upload/Documents/47.pdf er en beskrivelse fra museet om udstillingen. Og her er et link til Nordiska museets billedset på Flickr om boligindretning: http://www.flickr.com/photos/34380191@N08/sets/72157622336137338/with/3607339248/
Også et fint iniviativt.

Det sidste stop i min svenske boligindretningsblogtrilogi bliver Stockholms Stadsmuseum. Fortsættelse følger.

Her er et link til første del af serien: http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

IKEA-kataloget dumper ind af brevsprækken og åbenbare en velkendt og alligevel fremmed verden. Hjem som de i dag kunne se ud med alle vor tids kendetegn og alligevel lidt karikeret i familiemønstrene, omgangsformerne og den praktiske pladsudnyttelse og lidt for gennemførte i indretningsdetaljerne. Denne lille diskrepans til virkeligheden bliver endnu tydeligere, når det er de ældre IKEA kataloger, der bladres igennem. Det bliver pludseligt meget sen 90’er-stil, 80’er-agtigt, 70’er langskjorteflippet osv. Og hele tiden er der de glade svenskere ved møblerne med de nordiske bynavne.

Med IKEAs globale betydning i forhold til salg og udformning af møbler, skabe, køkkener, senge, lamper osv. vil det ikke undre mig, hvis Sverige er en lokalitet mange forbinder med boligindretning og holdninger til boligen.

Skansen, verdens første frilandsmuseum

 En museumstype, der grundlæggende arbejder med boligindretning er frilandsmuseet og det var også i Sverige, at det første moderne frilandsmuseum, Skansen, opstod. Det skete i 1891. Skansens grundlægger Artur Hazelius ønskede med Skansen at skabe et museum, hvor man kunne komme helt tæt på det levede liv og gennem det blive klogere på sit eget liv – besøget skulle handle om den besøgendes eget liv. ”Känn Dig själv” var Hazelius’ motto og viser også fint den tætte forbindelse han så mellem historiens vidnesbyrd og gæsternes refleksion over deres eget liv. På Skansen kunne man se hvordan folk boede, hvad de havde af møbler og ting i deres hverdag. Man kom tættere på andres livsvilkår og kunne meget konkret forestille sig hvordan andres liv kan have været.

Hazelius havde baggrund som skolelærer og vedblev med at være en folkeoplyser, efter han blev en af Sveriges mest betydningsfulde museumsmænd På Skansen skulle man se og opleve – ”låta barnen läre med lyst”. Det var en ny oplevelsesform, der blev forfinet der. Hazelius’ ide om et ”friluftsmuseum” spredte sig ud over Sveriges grænser. Ligesom i tilfældet IKEA først til de andre nordiske lande, så til Tyskland og så til resten af verden.

Det er ikke kun på frilandsmuseerne, at der udstilles interiør og situationer fra dagliglivet til forskellige tider. Sidste år havde jeg mulighed for af flere omgange at besøge Heminredningens hjemland og se forskellige udstillinger på ikke-frilandsmuseer med og om interiør og boligens indretning.

IKEA tilsammans i Älmhult

Ved siden af världens första IKEA i Älmhult ligger et IKEA besøgscenter eller IKEA tilsammans som det kaldes på ny-svensk. Om sommeren er det muligt at se en lille og noget slidt IKEA udstillingssted i bygningen. Her fortælles naturligvis Ingvar Kamprads historie og der er billeder fra IKEAs sejrsgang verden over. Den mest rummelige del af udstillingen er interiør fra forskellige årtier med den tids IKEA varer. Der er en 3D version af IKEA kataloget og for rigtigt mange inkl. undertegnede en walk down memory lane. Det tapet, den lampe, den stol var der rigtigt mange af 70′er stuerne i den provinsby jeg voksede op i.

IKEA 1960'erne

IKEA første del af 1970'erne

IKEA sidste del af 1970'erne

IKEA 1980'erne

IKEA 1990'erne

Finish manglede flere steder i Älmhult og det samme perspektiveringen. Det ses til gengæld på boligindretningsudstillinger i Nordiske museet, der bliver emnet for næste indlæg i denne lille blogpost-serie om svenske interiørudstillinger. Fortsættelse følger…

Vi du læse mere om Hazelius og Skansen så vil jeg gerne anbefale de første kapitler i Sten Rentzog: Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen. 2007 og i Nordiska museet under 125 år (red. Hans Medelius m. fl.). 1998.

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.com, http://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

High Chaparral – en western for publikum

”Du får inte skjuta mig när jag är död” lyder det fornærmet fra en svensk dreng, der blev jaget af sin far. De er begge i westernudstyr, det vil sige cowboyhat og en pistol med knaldhætter i og det virker ikke spor underligt, for vi er midt i en af Sveriges særeste sommerforlystelser, westernstaden High Chaparral.  Omkring den svenske far og søn er der masser af udklædte voksne og børn, og masser der er engagerede i at skyde med deres legetøjspistoler, gå på den rigtige cowboymåde, hvine når de er forfulgt af en bande Billy the Kid’er eller bare få strået i munden til at sidde helt rigtigt.

High Chaparral er en forlystelse, der ligger ved Värnamo i Småland. Stedet er opstået som en drøm hos iværksætteren og skrothandleren Bengt Erlandson, der var grebet af Det vilde Vesten. I 1966 åbnede han western-fortet Fort Erlandsson, der senere fik samme navn som den populære cowboy-tv-serie High Chaparral og samtidigt blev Bengt i hele Sverige kendt som Big Bengt.  Forlystelsen består blandt andet af en westernby, en indianerlejr og Old Mexico. De mindste kan ride på pony og det er også muligt at få en tur med diligencen, en hjuldamper eller lokomotivet, hvor der er en overhængende risiko for at blive overfaldet af togrøvere.

Ligesom i en af Smålands andre populære attraktioner Astrid Lindgrens Värld er der forskellige steder i parken i løbet af dagen optræden på faste klokkeslæt.  Der er dans og musik i Old Mexico og i indianerlejren, Lucky Luke kommer forbi og skal have hjælp til at fange Daltonbrødrene, og et par gange om dagen er der det store Westenshow med masser af medvirkende, galoperende heste, drabelige stunt og den rigtige cowboy, der står tilbage efter den sidste duel på hovedgaden.

Det er i sig selv særpræget nok , men det helt særlige ved High Chaparral er for mig at se, den måde stedet har formået at engagere publikum og gøre dem til en af de væsentlige oplevelser ved stedet. Det er ikke kun de insisterende børn, der lokker en hat og en gun ud af deres forældre – nej, der er rigtigt mange af stedets besøgende, der giver den gas som cowboy, westerngirl eller indianer.

I 2003 udgav økonom og marketingforsker Lena Mossberg bogen Att skapa upplevelser – från OK till WOW! om publikumsoplevelser. Bogen omhandler det Mossberg benævner som den nydelsesbetonede serviceydelse, det vil sige der, hvor kunden skal føle, fornemme og nyde produktet (f.eks. restaurationsbesøg, oplevelsesindustrien m.v.), og Att skapa upplevelser blev hurtigt fast læsning på de uddannelser, der i den tid voksede frem omkring oplevelsesøkonomi. En af de begreber Mossberg bruger i bogen er oplevelsesrummet og i forbindelse med det, har hun den gode pointe, at dette rum ikke kun er betinget af personalet på stedet, stedets udformning, men også af de andre gæster.

At have glade og engagerede gæster betyder ikke kun noget for disse enkelte gæster, men også noget for alle dem der besøger stedet samtidigt med dem.

Mange attraktioner og museer arbejder på at engagere deres besøgende, men få – for ikke at sige ingen – har jeg set gøre det så godt som i High Chaparral. Gengangere vidste før besøget, at her er det legitimt at leve sig ind i miljøet og førstegangsbesøgende som os påtog os hurtigt rollen som medskabere (alt efter temperament). Den første butik man møder, sælger relativt billige hatte, legetøjspistoler, knaldhætter, Lucky Luke kostumer med videre så udstyret er hurtigt kan komme i orden.  Forlystelsesparkens motto er ”Här bliv du en del av äventyret” og Big Bengt har fra starten også haft den vision, at han ville lave et sted, hvor almindelige mennesker kan opleve lidt af westernstemningen og hvor man kan udleve en cowboyidé. I avisen High Chraperrel Chronicle, der gratis bliver udleveret, siger han blandt andet om stedet: ”High Chaparral är något mycket mera än en affårsidé. På ett sådant ställe kan alle människor fórenas förutsättningslöst och ha roligt. Där går alla klädda som de själva vill. Där behöver ingen känna sig underlägsen den andre.”

De ansatte på High Chaparral er også eminente til at interagere med publikum. De frække knægte bliver truet med pistol, hvis de ikke sidder ned, når toget starter, dem med guldure og flotte tasker bliver antastet af togrøverne og der bliver kastet skælmske smil til cowgirls i alle aldre eller trukket blank mod de friske fyre. Alt med en fin respekt for den enkelte publikums egne personlige grænse.

Denne interaktion virker godt og er med til at man selv agere, for det rigtigt fine ved stedet er som før nævnt, at man selv nemt kan agere, lige ændre lidt ved gangen ned at hovedgaden, eller hvis man er den yngre besøgende fuldt ud leve sig ind i legen og lade fantasien tage over.
Samtidigt er der ansatte aktører, som kan gå ind og ud af rollerne og fortælle om hvilke håndværk de laver, eller hvilke indianske danse der danses og hvilken indianerstamme de kommer fra. Fin formidling.

High Chaparral er en oplevelsespark, der har underholdning som sit primære mål, men der er bestemt også noget at lære i High Chaparral for steder, der er sat i verden for at formidle faglige historier.  Det at kunne få sine gæster til naturligt at leve sig ind i en tidsperiode og bruge deres fantasi og medbragte viden om den kultur og histories væremåde og stemning er en optimal måde at engagere gæsterne i formidlingen. Et sted at starte på denne publikumsinvolvering er at se på hvilke forestillinger hos de besøgende man kan lade dem leve sig ind i, og hvordan man kan lade dem udvikle deres fantasier uden at ødelægge energien ved at løfte pegefingre eller insisterende påstå, at institutionens version og genstande til historien er mere korrekt og rigtigt end de besøgendes egen. High Chaparrals måde at fortælle westernhistorier virker i hvert fald, og turen hjemme hos os går snart til et bibliotek, så både jeg selv og børnene kan få læst lidt mere om, hvordan det nu var med Billy the Kid, Little Big Horn eller myten om Det vilde Vest.

Læs mere på www.highchaparral.se

 

Du gamla du fria

 På Historiska Museet i Stockholm åbner der til april en udstilling jeg tror man kan glæde sig til. Sveriges historia hedder den og det er det den vil handle om.  Museet har de sidste år vist mod med deres meget forskellige opsætningen af forskellige dele af deres basisudstilling om forntider.

Den nye udstillings emner og udseende er det nu allerede muligt at få et indblik i gennem udstillingens blog:

http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Udstillingen har forøvrigt ikke bare et katalog med sig, men er lavet i et samarbejde med svensk TV4, der når udstillingen åbner viser deres nye store serie om Sveriges historie.