In situ formidling i Kalkriese

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

Om social poesi og om variation i DDR Museum

DDR Museum i Berlin er et besøg værd gennem sin underholdende og vedkommende måde både at formidle dagligliv i DDR og DRR-statens historie og politiske kultur (se evt. den sidste blogpost).
I den forgangne uge afholdt Organisationen Danske Museer sit årlige museumsformidlingsmøde og et af indlæggene fik mig til at tænke på en af de problematikker som museet i Berlin berører. Temaet på formidlingsseminaret var medborgerskab og et af indlæggene kom fra professor Ove Korsgaard, der gav et overordnet indblik i historien bag begrebet medborgerskab. Kortfattet viste han forskellene mellem statsborgerskab (det juridiske, ret og pligt) og medborgerskab (det psykologiske, tilhørsforhold) og han beskrev den amerikanske filosof Martha Nussbaums begreb social poesi.
Nussbaum sætter fokus på, at en indføring i statsborgerens rettigheder og pligter ikke er nok i skabelsen af demokrati eller hvilken styreformsgrundlag man ønsker. Der skal følelser til. Som eksempler nævner hun Walt Whitmans digte som en poetisk indføring i amerikansk demokrati. Kunst og arkitektur er også virkemidler. Herhjemme kan nævnes etableringen af Frederiksborg slot i 1882 som et storstilet forsøg på gennem disse virkemidler at vække følelser for landets historie og behovet for samhørighed i den daværende situation.

Die DDR is Tot – Es leben die Akten

Det er et problem for en stat, union eller anden politisk enhed, når tilhørsforholdet, medborgerskabet, ikke opnås. Det er et af EU’s strukturproblemer og Korsgaards foredrag mindede mig om, at det også var et grundlæggende problem ved DDR. De prøvede gennem social poesi at skabe enhed, men poesien var måske ikke poetisk nok og historien med nationalsangen gengivet i den sidste blogpost viser også, at den nogle gange også var vaklende.
DDR var først og fremmest en stat; en stat med akter. At akterne også var om statens borgere kommenterede den tyske plakatkunstner Klaus Staeck i hans plakat fra 1992 ”Die DDR is Tot / Es leben die Akten”.

Klaus Staecks plakat kan opleves i en store retrospektive udstilling af Staecks plakater, der i forrige weekend åbnede i Plakatmuseet i Den Gamle By. Udstillingen viser hans righoldige produktion af politiske plakater og plakater om emner som forurening, den 3. verden og fremmedhad, men har også et fint afsnit om tysk kultur, historie og selvopfattelse, som med DDR plakaten eller denne ”Die selbbewusste Nation”.

Klar sigte eller variation

DDR Museum i Berlin berører fint denne problematik om stat og tilhørsforhold eller mangel på samme uden at være eksplicit omkring det. I det seneste nummer af Danske Museer (årg. 25, nr. 1), har Kristian Handberg en artikel om tyske museer og udstillinger om DDR. I artiklen notere Handberg, at der ikke er ét museum, der i dag har autoriteten omkring DDR, men et væld af forskellige typer institutioner og private initiativer omkring emnet. Nogle problematiserer perioden og andre har en stærk ”Ostalgia”. Artiklen giver et fint overblik over større museale initiativer om perioden. Handberg er kritisk overfor det private DDR Museum, som jeg grundigere har beskrevet i gårsdagens blogindlæg.
Handberg noterer, at det er et interaktivt baseret museum, men mener blandt andet, at udstillingerne mangler et klart sigte. Dette synes jeg nu ikke er noget problem for det museum. Museets udstilling kommer rundt om mange aspekter i dagliglivet i DDR og berører også DDRs historie og selvforståelse som stat. Der er en stor variation i emnerne og museet bruger også bevidst en variation i de formidlingsmæssige greb. Der er mange flere steder man kan røre genstandene, læse i bøgerne, høre musikken og gå ind i interiør og sidde i møblerne end på mange andre museer, men der er også tekster der kan læses, små film der kan ses og genstande bag glas.
Handberg kritiserer også museet for at have for stor variation i arkitekturen med dels for trange og del for store rum. Museet breder sig ud i den sidste afdeling, som beskriver statens institutioner og politisk kultur. Denne ændring hænger ikke umiddelbart sammen med emnerne den understøtter, men for mig at se er det en kvalitet i sig selv, at museet arbejder med variationer i den rummelige fornemmelse. Det understøtter også den generelle følelse man får på museet af, at det er et sted for flere sanser.

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

This photo of DDR Museum is courtesy of TripAdvisor

Ud fra et akademisk synspunkt er ”manglen på et klart sigte” ikke godt at blive anklaget for, men her er det vigtigt at forholde sig til, at museets udstillingsrum er skabt til publikums præmisser og ikke med fokus på indholdet alene. At besøge et museum er og skal være en oplevelse. Der er oplevelser, der er gode på grund af deres stringente struktur, men oplevelser er overordnet set bedre, når der er den rette variation i fordelingen af oplevelsens elementer, herunder variation i rumlighed, indhold og virkemidler.
Mangel på variation er for mig at se et meget større problem for museerne i dag end manglen på klare sigter. At DDR Museum bruger forskellige virkemidler og lader gæsterne interagere med de udstillede genstande er ikke et problem for det privatdrevne DDR Museum, men snarere en problematisering af mange offentlige museers genstands-, publikums-, og museumssyn.

For en godt ordens skyld bør jeg nævne, at Handberg i sin artikel intet har at indvende mod, at DDR Museum ønsker at være interaktiv, han så gerne at det var det på endnu flere måder.

Link og henvisninger:

Ove Korsgaards foredrag om social poesi ved ODMs fomidlingsseminar 2012:
http://livestre.am/1lZpn

Ove Korsgaard artikel om emnet skrevet i anledning af seminaret:
Ove Korsgaard: Medborgerskab og social poesi, i: MiD Magasin, nr. 26, marts 2012.

Klaus Staeck udstillingen på Plakatmuseet i Den Gamle By:
www.dengamleby.dk/klaus-staeck/

Kristian Handbergs artikel i Danske Museer:
Kristian Handberg: Mellem dokumantation og oplevelse – museumskulturenomkring DDR i Tyskland, i: Danske Museer, årg. 25, nr. 1, februar 2012.

DDR Museum:
www.ddr-museum.de

Min tidlige blogpost med en beskrivelse af formidlingselementer brugt i DDR Museum:
http://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/04/01/ddr-museum-i-berlin-interaktive-udstillinger-om-livet-i-ddr/

DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR

Ved siden af Museumsinsel med stedets pompøse museer ligger det privatdrevne DDR Museum. Det reklamerer med at være det mest interaktive museum i Tyskland og det kan faktisk godt være. Museet er et fint eksempel på, at interaktivitet ikke kun er for børn, men godt kan doseres og tilrettelægges så det intuitivt tiltaler flere målgrupper og sømløst understøtter de overordnede historier i museet.

Med en grundighed der kunne synes vel tysk er der piktogrammer ved hver station om hvilken interaktivitet, der er på spil, men det gode er, at det slet ikke behøves at blive forklaret. Gæsterne kaster sig som det første over Trabi’en, der også kan ses gennem vinduet af dem, der promenere udenfor museet langs Spreefloden.

Hurtigt finder gæsterne også ud af, at håndtagene i udstllingselementerne, holdt i et øst-alike-industridesignstil, kan åbnes, og at der bag dem er flere historier og tøj, blade og andre genstande, som godt må berøres. Et eksempel på dette formidlingsgreb er et lille set up om børnekultur i Østtyskland. Der er legetøj at se på og Frie Deutsche Jugend tøj udstillet til at føle på

og når skuffen åbnes, er der lidt om DDR tegneserier, inkl. et man må bladre i.

Dagligliv i DDR

Den type installationer er der flere af, og gennem dem gives der et bredt billede af dagligdagen og hverdagslivet i DDR.

Den første del af udstillingen afsluttes i et genskabt lejlighedsafsnit med dagligstue, toilet og køkken. Der må kikkes i skufferne og vælges programmer på fjernsynet.

Nogle af skufferne viser hvordan indretningen så ud og de indeholder ofte genstande, der må berøres.

Andre skuffer har gemt en lille metahistorie, f.eks. i et overskab i køkkenet viser genstande, kort m.v. om kvindens dag den 8. marts, hvor manden, chefen og kollegaerne forventes at være ekstra opmærksomme. En fin måde i et miljø at fortælle en temahistorie på.

Staten DDR

Den sidste del af udstillingen fokuserer mere på DDR som stat og beskriver statens institutioner og den ønskede politiske kultur. I denne del af udstillingen bruges der flere touch skærme, hvor gæsterne skal forholde sig til udsagn, så det interaktive element bevares selvom, at der er færre genstande, som kan berøres.

Museumsoplevelsen afsluttes med, at man kommer ud i museets restaurant, hvor der serveres typiske DDR retter.

Ved en af skærmene i museets sidste del skal man prøve at skabe det nye socialistisk menneske ved at vælge påklædning, litteratur, accessories, emblemer, frisure, smykker med videre.

Når valgene er gjort kan man se, om man har forstået de bagvedliggende normer for den DDR-socialistiske kultur, og man får til sidst et print med hjem af sin skabte figur. Det hele er lavet i en humoristisk tone og giver gennem valgene på skærmen en god refleksion hos gæsten om DDR statens idealer.

En anden meget simpel installation fortæller om DDRs forfatning. En side af et skilt citerer en passus fra forfatningen om en bestemt borgerrettighed eller pligt og den anden side af skiltet viser gennem citat fra en lov hvordan denne rettighed skal fortolkes. Installationen er oplysende gennem sin simpelhed og så er der noget skræmmende Kammerat Napoleon ved den erkendelse som set up’et giver.

Auferstanden aus Ruinen eller …

En sidste installation jeg vil omtale er en skærm om DDRs nationalsang Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt. Teksten blev skrevet i 1949 af digteren Johannes R. Becher, der senere blev DDRs kulturminister. I 1970’erne blev sangens fraser Deutschland og unserm Vaterland problematiske, da de kunne have konnotationer til et fælles Tyskland, noget magthaverne ikke ønskede og det endte med at sangen kun blev spillet instrumentalt. Dette bliver ikke forklaret gennem et skilt, men ved at gæsterne ved installationen skal trykke på en stopknap, når de tror der er et problematisk ord i teksten. Og gennem deres egen handling kommer der så beskrivelsen af, hvornår deres valg var rigtigt og hvorfor.

Udstillingen er generelt holdt i en sober ikke unødigt dømmende tone, men understreger ofte absurditeterne i DDRs styre og ønsket om at lave en enhedskultur for hele folket. Min ledsager på museet var ikke en jævnlig museumsgæst og konstaterede efter et par timer i selskab med Trabant’er, Sandmännchen, muren, Erich Honecker, betonbyggeri og billigt kunststof, at det da var længe siden, han frivilligt var blevet så lang tid på et museum. En god underholdningsværdi er en forudsætning for, at museet ikke kun bliver for de udvalgte få.

Besøget på museet var ikke kun underholdning, men førte også til flere refleksioner – mere om dem og en diskussion af museets virkemidler i en kommende post i denne blog.

Neanderthal – den ambitiøse

Sidste stop på vores intense todages museumstur til Holland og Tyskland var Neanderthal Museum, der ligger i dalen Neanderthal ikke langt fra Düsseldorf (se her tidligere indlæg fra turen: Herne og Borger).

Museet er bygget i 1996 og er udformet så man bevæger sig fra stueplan og opad i en spiral. Vel meget konnotation til evolution er der nok i det design – turen opad ender dog ikke med en overlegen vestlig civilisation, men derimod med museets cafe.

I stueplan ligger også museets særudstillingslokaler, der viste udstillingen Galgen, Rad und Scheiterhaufen. Udstillingen handlede om alskens afstraffelser og lagde ud med en lidt ufrivillig morsom model, der viste Tollundmanden i kvart størrelse, så han blev til en slags Tollundsmølf.

Det er nu ikke denne udstilling jeg vil skrive om, men derimod museets basisudstilling.

Museet har et rigtigt godt kort på hånden. Det er, at det ligger ved fundstedet af Neanderthalmanden altså de knogler som gav denne primatart sit navn og at museet har disse knogler. Besøget på museet starter også godt. Man ser en slags rekonstruktion af den grotte, hvor nogle minearbejdere i 1856 fandt knoglerne og man kan via museets audioguidesystem høre dem gøre fundet.

Fundet blev givet videre til den lokale skolelærer Johann K. Fuhlrott, der konsulterede Hermann Schaffhausen, der var professor i anatomi. Det var ikke første gang knogler fra en neanderthaler blev fundet, men det var ved disse knogler at man blev klar over hvad de var. I 1857 publicerede Fuhlrott og Scaffhausen en artikel om fundet og knoglerne.

Disse neanderthalknoglers store betydning hænger blandt andet sammen med, at Darwin i 1859 publicerede The Origin of Species.I diskussionen om Darwins teorier var fundet af Neanderthalmanden et argument for, at Darwins teorier også galt mennesket.

Udstillingen fortsætter også med, at Darwins The Origin of Species er udstillet sammen med en Bibel og går videre med, at den humane evolution vises gennem billeder, lyd og rekonstruktioner. Der vises en Homo erectus, Homo sapiens neanderthalensis og forskellige tiders Homo sapiens sapiens.

Så vidt så godt. Derefter bliver museet efter min mening unødigt ambitiøst og sætter sig det mål at de generelt vil fortælle om menneskets og civilisationens udvikling. Det går i raske fjed derudaf med Out of Africa teorien, overgangen til at koge maden, opfindelsen af diverse redskaber (fra våben til lim), myter om verdens skabelse, hulemalerier, hjernens evner, fremkomsten af det spirituelle, overbefolkning, urbanisering, de seks største verdensreligioner i dag, styreformer til forskellige tider osv.

 Formidlingsformen variere undervejs igennem museet og der er også afdelinger, hvor man selv bliver aktiveret, men der er bare alt, alt for meget. Museet er dermed desværre et eksempel på, hvad der sker, når man har rigtigt mange vigtige pointer, man vil fortælle, men ikke en god nok styring og fokusering.

Det kan også bare være, at det ramte mig på et dårligt tidspunkt, hvor jeg hellere vil have overskuelighed end en historie om alt.

Fra museet kan man gå hen til Neanderthalmandens fundsted. Der er forskellige kunstneriske installationer undervejs, hvilke også er fint, men det er intet mod at stå der, hvor disse neanderthal-knogler blev fundet og dermed satte en proces i gang, der var med til at ændre ideen om hvad et menneske er.

Det at kunne stå der, er for mig den vigtigste grund til at tage til Neanderthal.

Links:

Neanderthal Museum: http://www.neanderthal.de

Charles Darwin: The Origin of Species: http://books.google.dk/books?id=gZeHvxthDkQC&printsec=frontcover&dq=Darwin+The+Origin+of+Species&source=bl&ots=FJvmF75nlm&sig=GVJ8b6cX060AIPgHre-T2VssaHE&hl=da&ei=O4fgS-eyCp6iOLSLnK0I&sa=X&oi=book_result&ct=result&resnum=3&ved=0CCEQ6AEwAg#v=onepage&q&f=false

Herne – den grundige

Et andet museum vi besøgte på museumsrundturen i Holland og Tyskland var LWL-Museum für Archäologie i Herne. Her er man langt fra Hundebed Centrums ide om empatisk arkæologi (se det forrige indlæg), men engagementet mangler som sådan ikke – det er et sted der elsker ting og arkæologi.

LWL-Museum für Archäologie er et meget gennemkomponeret og struktureret museum. Det gennemgribende greb i udstillingen er den arkæologiske udgravning, både i konceptet og i designet. Publikum bliver mødt at en skov af målestokke (kendt fra udgravninger) og flere steder er genstandene lagt som var det en fastfrosset udgravning eller de er organiseret efter en udgravningsplan.

Der er flere finurlige elementer i formidlingen, blandt andet at man bevæger sig rundt i en udgravningsflade og dermed automatisk får placeret genstandene i den kontekst de er fundet i, eller at montrernes bund afspejler fundlag.

Flere steder er der en godt tænkt infostander, hvor man ved at kunne skyde et punkt op/ned og til siden får aktiveret er skærm, der så uddyber emnet. Godt til at fokusere på steder i en udgravningsplan, et kort eller et skema – da det naturligt er underbygget i navigationen i standeren.

Et par steder i udstillingen bliver der brugt modellandskaber. Der bruges den fine feature, at der er sat kikkerter op rettet mod bestemte punkter i modellen. Det giver en god effekt, hvor detaljer bliver fremhævet og landskabet i det blik får noget dybde.

Et element der går igennem hele museet er citater fra store tænkere m.v. – bl.a. Newton, Freud, Kierkegaard, Darwin, Konfuzius og natürlich auch Goethe og Schiller. Tanken er vel at disse kloge ord skal være filosofiske/perspektiverende kommentarer til fundene fra jorden, men det virker nu flere steder unødigt intellektualiserende.

Spredt i udstillingen er en række hvide kuber der med kunstneriske eller mere sanselige greb tager et emne op som f.eks. tid, klima, dyrkning af jorden eller sex.

Det er egentligt godt tænkt og det meste er som enkeltdele nyt og spændende fundet på, men der bliver bare for meget af det gode. Den ene måde at vise en udgravning på efterfølger den anden, og de hvide kuber (der lidt umotiveret bliver kaldt grabungszelte (udgravningstelte)) giver ikke ro, men bare endnu flere indtryk og informationer. 

Akilleshælen ved basisudstillingen er denne mangel på variation (et problem der jo desværre er ved rigtigt mange ambitiøse nyopstillinger) og en anden svaghed er stedets forelskelse i og fokusering på genstandene og det arkæologiske virke. Genkendelsen og identifikationen er meget lav, hvis man ikke selv har arkæologi som et professionelt virke og mennesket er generelt fraværende i udstillingen.

Herne er dog et besøg værd – særlig for museumsprofessionelle, der vil opleve et stedets konsekvente arkæologi- og udgravningsformidling.

En rigtig fin del af museet er det rum, der fokusere på undersøgelsesmetoderne efter at fundene er kommet op. Her kommer museets glæde over ting og tingenes udsagn rigtigt til sin ret. Publikum kan få indblik i blandt andet dendrokronologi, arkæobotanik, typologi og DNA-analyse – og der er ting man selv kan afprøve og undersøgelser man selv kan udføre.

Forscherlabor (som rummet hedder) er designet af Atelier Brückner og fik i 2006 Red Dot Design Award i katagorien Information Design/Public Space.

En anden fin del ved museet var den særudstilling Auf Ruhr 1225! der p.t. bliver vist. Mine tre medmuseumsgæster synes den var vel teksttung, men jeg var selv begejstret over det narrative greb udstillingen havde. Den handlede om mordet på ærkebiskop Engelbert i 1225 og havde denne mordhistorie som den overordnede narrative fortælling i udstillingen. Det var konsekvent lavet og brugte den valgte narration til meningsfuld at sætte rammen om det middelalderlige samfund.

Links:

Museet: http://www.lwl-landesmuseum-herne.de/

Forscherlabor: http://www.lwl-landesmuseum-herne.de/Forscherlabor/index2_html

Auf Ruhr 1225: http://www.lwl.org/LWL/Kultur/Aufruhr/