Rejsebrev fra Viking Festival i York, torsdag 24. februar 2011
Erik Chalatsis fra Bork Vikinghavn, Sara Heil Jensen fra Moesgård Museum og Benjamin på tur
Uge otte er den engelske vinterferie og i York betyder det Jorvik Viking Festival. En uge med over 40 aktiviteter, der primært handler om vikingetiden, men som også kan have afstikkere som fremvisningen af Monty Python and the Holy Grail. Vi er tre museumsfolk, der er herovre i et par dage for at se hvordan vikingetiden her bliver formidlet. I dag gik turen lidt uden for York by til Yorkshire Museum of Farming i Murton Park. For over 15 år siden fik ildsjælen Dave Thirlwall overbevidst museet om, at de skulle bygge en ”Viking Village” hvor børn kunne udforske, føle og lære om vikingetiden. I dag huser museet også et Roman Fort, Celtic Roundhouses, et Tudor Farmhouse og et 2. verdenskrigsmiljø og har kontakt med omkring 60.000 skolebørn om året.
Kl. 11 skulle vi besøge arrangementet Be a Viking!. Det var sat til at være et børnearrangement og vi havde også forberedt os ved at have Saras femårige søn Benjamin med. Vi blev mødt af Michael, der fortalte at han her var kendt som Kvel Ulf. Alle var tryllebundet af Michaels fortællinger og hans måde at engagere publikum på og efter en halv time var børn som voksne kommet i vikingetøjet. ”Tøjet” var en kofte i tyndt stof, en hue eller tørklæde til håret og en et reb til at binde om livet – billigt, simpelt og det virkede, nutidsidentiteten blev gemt lidt væk og alle var opsatte på at komme ud og opleve Vikingelandsbyen.
I løbet af de to timer arrangementet i alt tog havde vi lært at lave en lille keramikskål, der kunne bruges som en lampe, lave et ”vikingespil”, dvs. tegne en spilleplade på et stykke stof og komme i ”vagtskole”, hvor der blev løftet spyd, råbt og angrebet en fjende. Til sidst samledes alle i langhuset, hvor en af Michaels vikingekollegaer Svend fortalte om mad og huset i vikingetiden. Rummet var mørkt og røgfyldt, demonstrationerne blev lavet med publikumsinddragelse og alle var også med her og fik en god oplevelse.
Tranlampeproduktion
Efter besøget i Viking Village havde vi en snak med udvikleren af konceptet Dave Thirlwall. Daves mission var at formidle historier til skolebørn ud fra devisen ”Jeg hører og jeg glemmer, jeg ser og jeg husker, jeg gør, og jeg forstår”. Levendegørelse var derfor hans naturlige valg som formidlingsform. Dave ville meget gerne dele sine erfaringer og havde nogle klare pointer undervejs i vores snak med ham:
- Økonomisk selvstændighed. Levendegørelsen i Murton Park får ingen offentlig støtte – for så er der heller ikke noget at fjerne. Målet er at lave en god menneskebåren formidling, som skoler og private gerne vil betale for. Ved selv at planlægge de veje indkomsten kommer ind kan de bedre planlægge hvor mange formidlerne der både på den korte og den lange sigt skal bruges på formidlingen – og antallet er formidlere er vigtigt for at give den rigtige oplevelse.
- Fokus på oplevelser gennem handling. Vikingelandsbyen var langt fra nøjagtige i detaljerne. Den skulle tjene som gode omgivelser til at lave vikingeaktiviteter og det var aktiviteterne – ikke de fysiske detalje – der skulle åbne for en dybere forståelse af tiden. Det er bedre at følelsen er autentisk end bygningerne. Fejl og manglerne ved bygningerne med videre skal man være ærlige om, men ikke gøre til en sag. De ”moderne” eller tolkede aspekter bliver så også brugt til at formidle vikingetiden med – hvorfor valgene var lavet, hvad det egentlig er man ved osv.
- At vise fortid – ikke at være fortid. Dave ville ikke lave førstepersonsformidling forstået ved at de agerende i landsbyen skulle lade som om at de kom fra vikingetiden. De skulle præsentere sig som moderne mennesker, det her på dette sted påtog sig en vikingeidentitet og bad publikum om at følge med dem ind i forestillet fortidigt univers. Det var for dem en ærligere og en mere imødekommende måde at møde gæsten på.
Martin Brandt Djupdræt, Dave Thirlwall fra Murton Park, Sara Heil Jensen
Dave fortalte også om at rekruttere engagerede personer til steder. Hans kollegaers uddannelse var ikke det vigtigste for alle skulle alligevel læres op. Dels med basal faglig viden, men i ligeså høj grad med ”the magic recipy” – evnen til at møde publikum og kontakten med dem. Oplæringen skete ved, at man var føl på aktiviteterne så længe som man synes man havde brug for det. Evalueringen af besøget var også vigtigt for Dave. Alle skoleklasser udfyldte et kort spørgeskema om deres besøg – og det gjorde alle de ansatte også efter hver arbejdsdag. De ansatte ud fra devisen om, at det fik dem til at reflektere over deres formidling og løbende komme med forbedringsforslag til stedet. Bare processen med at overveje dagen gjorde dem til bedre formidlere. Samtidig havde evalueringer ifølge Dave også den pointe, at når forskellige ” bureaucrats” ville have beviser om stedet nytte, så havde han mere papir end de kunne stille op med – og her lød han som en der talte ud fra bitter erfaring.
De var nogle meget inspirerende timer i Murton Park og gav eftertanke på en række punkter:
- Levendegørelse er om levende mennesker. Gode formidlere, der kan læse en gruppe er derfor altafgørende. Her var Michael, Svend og de andre tre formidlere vi mødte på pladsen i særklasse.
- Autenticitet er mere end de fysiske ting. Jeg vil mene, at de fleste gæster efter besøget havde en opløftende udefinerbar fornemmelse om, at nu havde man forstået lidt om levevis i vikingetiden – og i hvert fald forstået at dagligliv er meget andet end det man selv kender. Den følelse ville ikke være kommet, hvis der kun kunne formidles med det man var sikker på var rigtigt eller at miljøet var lavet så korrekt så det af økonomiske grunde ikke aktivt kunne bruges af de mange besøgende der uge efter uge kom på stedet.
- Test tingene så realistisk som muligt. Mange gange komme man som professionel og bestræber sig på at stå uden for formidlingen og nøje analysere hvad det er der sker derinde. Det giver et handikap i forhold til at forstå de følelser formidlingen vækker. Inden for IT udvikling er der en regel om at teste produkterne så realistisk som muligt. Skal en mobiltelefonapplikation testes skal det ske der, hvor den skal bruges og ikke ved skrivebordet. Det samme bør man også efterleve ved museums- og arrangementsvurderinger. Skal man se på en børneaktivitet er det en rigtig god ide at have et barn med. Med Benjamin i vores gruppe kunne vi nemmere falde ind og gennem hans opmærksomhed fik vi også øjnene op for aspekter vi ellers ikke havde set.
Torsdagen bød også på en teaterforestilling i en kirke tilknyttet Institut of Early Music. Dette arrangement var også en påmindelse om, at stemning og følelser er forbundet med forståelse. North Country Theatre spillede deres egenproducerede stykke Egil Skallagrimson keeps his head. Det var en fortolkning af en del af Egils saga, ikke fremført som et egentlig teaterstykke, men mere som en slags kommenteret skaldefortælling. Denne form virkede rigtigt godt og fik også en til at tænke over hvad sagaerne egentlig havde været og hvordan de en engang blev formidlet. Som dramaer fremført for et publikum og utvivlsomt også med dramatiske effekter indlagt. I dag kender vi primært sagaerne som tekst, og mange gange bruges de også med tekstens troværdighed på trods af de indlysende kildekritiske problemer der er forbundet med det. Men denne tekstlighed er jo ikke tro mod sagaernes oprindelige form. Det var rigtigt godt at se et stykke som dette, komme ind i det fremførte dramas rum og gennem det helt banalt tænke tanken – ja selvfølgelig det var på denne måde, og ved at skabe disse følelser og oplevelser hos publikummet i langhuset, at disse historier levede videre gennem tiden – og i sidste ende formede vores billede af mentaliteten i vikingetiden.
Egil Skallagrimson keeps his head
