Jeppe Hein på Aros – særudstilling vs basisudstilling


Denne weekend var den sidste hvor man kunne se Jeppe Heins udstilling Sense City på Aros, og det var der mange der benytte sig af.

Udstillingen rejser en interessant problemstilling om særudstillingernes rolle på museer. Særudstillinger er essentielle for museerne. De skaber opmærksomhed om museer i pressen og blandt museets besøgende – der skal nyt til for at fastholde et publikum. Særudstillinger fylder meget hos de ansatte på museer, det er dem, der skal produceres og det er dem tid og kræfter skal bruges på. Men hvor vigtige er de for ideen/brandet af museet? Huskes Moesgård for Grauballemanden, Nationalmuseet for Solvognen, Aros for Boy – eller for de særudstilling der p.t. vises på stederne. Bruges der for meget tid og for mange midler på særudstillingerne i forhold til en generel forbedring af de mere permanente tilbud? 

Ved Jeppe Heins særudstilling på Aros bliver man mindet om dette ved værket Distance, der går gennem Aros’ fine samling af samtidskunst. Distance er en kuglebane og kuglerne i den aktivere publikum selv. Distance er pågående og bestemt et værk, der engagerede de to børn jeg fulgtes med i dag (og også undertegnede), men også et værk der smadrede oplevelsen af de andre værker. Prøv fx. at få noget ud af Wim Wenders fotografi: 

Her er Aros’ beskrivelse af udstillingen:

http://www.aros.dk/page.asp?objectid=1488&zcs=3

Der står blandt andet:

Heins værker indeholder ofte overraskende og dragende elementer, der sætter beskueren i centrum

Ikke langt fra den dom Naja på 5 år gav, da hun forlod museet: 

De to ting jeg bedst kunne li’ var at bygge på legepladsen [nogle puder der var i særudstillingslokalet] og skruen der kunne skrue sig selv ind og ud [værket Screw on the wall, her ret præcist beskrevet af Naja]. 

Værk eller ej. Puderne var ikke beskrevet i guiden til udstillingen, men ikke desto mindre et favoritsted for bl.a. Naja på 5 og hendes storesøster.

Advertisements

2 kommentarer

Filed under Kunst, Udstilling

2 responses to “Jeppe Hein på Aros – særudstilling vs basisudstilling

  1. Nu har du jo måske allerede læst Nina Simons The Participatory Museum, men jeg er alligevel fristet til at citere fra hendes forord: “I wrote this book not to update or stake claim to these ideas, but to present specific techniques and case studies to make them actionable in contemporary institutions. This doesn’t require flashy theaters or blockbuster exhibits. It requires institutions that have genuine respect for and interest in the experiences, stories, and abilities of visitors.”. Bogen kan læses online her: http://www.participatorymuseum.org/read/
    Jeg er nemlig ligesom dig ikke helt overbevist om, at særudstillinger er det der skaber et trofast publikum til museet. Det skaber selvfølgelig i bedste fald opmærksomhed omkring museet og man skal heller ikke undervurdere effekten på besøgstallet, men er det nødvendigt at have 15 særudstillinger på et år, som for eksempel AROS har (løst talt og inklusiv mindre særophængninger)? Du rejser en interessant problemstilling og har i hvert fald givet mig noget at tænke over. Forhåbentlig også andre…….

    • Martin Brandt Djupdræt

      Tak for kommentaren Birgitte.
      Jeg har ikke fået læst Nina Simons bog endnu, men glæder mig til det. Det ser forøvrigt ud til at hun kommer til Danmark til november som taler til NODEM konferencen der skal holdes i København.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s