Trentemøller og montren


I denne weekend var jeg til koncert med Anders Trentemøller i Vega, der var startstedet for hans turne med det nye album into the great wide yonder. Det var en rigtig god koncert, der også satte nogle refleksioner i gang om suspence og formidling.

En ”lamelvæg” var sat op mellem publikum og musikerne og koncerten startede med, at lydbilledet i The Mash And The Fury langsomt fik lagt lag på. Musikerne kom ind med Anders Trentemøller som den sidste. En klassisk koncertstart med den finesse, at vi som publikum så det hele gennem lamellerne. Lydbølgerne var naturligvis ligeglade, men lamellerne skabte en følelse af, at der stadig var noget potentiale, at der var noget som ikke helt var udfoldet. De skabte både en snert af irritation og et løfte om noget bedre.

Trentemöller på Vega

Trentemøller på Vega. Foto: rebeccaoestman

Ved slutningen af nummeret gled væggen ned alt i mens at Michael Simpson twangende med endnu mere attitude på sin guitar, Henrik Vibskovs intensitet på trommer steg og Trentemøllers syntbas blev tungere og ramte nu alle i mellemgulvet. Publikums kvittering kom prompte. Rygge blev rettet, hænder og hele stemningen røg i vejret og denne magiske følelse af sammenhold og ren glæde som livekoncerter kan give, var til stede lige der.

Et museumsbesøg ikke en koncert, men den godt udtænkte start med lamelvæggen kan godt perspektiveres til formidlingen på museerne. Det at betragte noget gennem noget andet er grundvilkåret i museernes montrebaserede genstandsfremvisning. Glasmontren gør ikke at lysfotonerne ikke kan passere fra genstandens overflade til beskuerens øjne, men den rent fysiske tilstedeværelse af montren er med til at skabe en distance. Man vil måske lidt tættere på genstande, have hovedet helt ind og se detaljer eller have en lyst til at mærke overflades taktilitet. Der er et potentiale der ikke kan udnyttes og som derfor kun er en irritation.

Borger april 2010 232

”Lamelvægge” er også andre steder på museerne. Historier kan aldrig helt udfoldes, der vil altid være en distance mellem den viden der er, det der bliver sagt og det der bliver opfattet. Nogle af disse vægge kan ikke glide ned som det skete på scene i Vega. Montren er en basal nødvendighed ved bestemte typer af genstande, men en tanke det kunne være værd at forfølge er, hvordan at man på museer kan arbejde med at sænke lamelvægge og fjerne en af distancerne i formidlingen. Lægge en forventning/irritation ind som så opløses, så elementet viste sig at blive en forløst forventning og ikke en permanent irritation. Lade i fysiske eller mental form en montrevæg opløses, så man lige kan kommer dét tættere på oplevelsen. Det kan godt være, at der bag den første væg, er en til som så ikke kan fjernes, men det gør ikke så meget, for ved at den første barriere blev fjerne skete forløsningen, der gav gæsten oplevelsen af, at der nu er noget som er indfriet, noget som man lige nu og her har fået mulighed for at opleve det bedre.

Og så ville det bare være ok, hvis Marie Fisker sang til og Trentemøller lod sine klange og tunge bas sætte trumf bag effekten.

Trentemøller

Trentemøller på Vega. Foto: Agent Smith

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s