Nysgerrighedens hotel


Hotel Aurelia 082

Hotel Aurelia er navnet på Skovgaard Museets nye udstilling. Receptionisten tager imod en og i mindre grupper bliver publikum lukket ind i hotellet med den forklaring, at dette sted lige er kommet op af vandet og på forunderlig vis har materialiseret sig i Viborg. Som gæst går man gennem rummene, ser på de sovende hotelgæster i sengene, kigger i deres skuffer og prøver at finde deres historier. Min gruppe sidste lørdag bestod af tre generationer fordelt på to bedsteforældre, to voksne og en 6 og en 9-årig pige og vi havde en god tid på museet.

Hotel Aurelia 073

Stemningen var sat på forhånd. Dette ville være noget der talte til sanserne og vi kan alle være med. Forventningen var intakt under receptionistens introduktion og efterhånden som vi bevægede os gennem hotellets ca. 10 rum og gange fandt vi alle små fortællinger vi ville se på og ville dele med de andre. Udstillingen talte til nysgerrigheden og til sanserne og der var i den noget at undersøge og stemninger at fornemme. Der var tøj og dermed identiteter, der kunne tages på, breve man smugkiggede i, rum med sjæl, billeder, gamle blade, der lå rundt omkring, forklaringer på rummene, som blev læst og diskuteret, lydstumper, der kunne høres bag døre og flaskeposter man selv skulle skrive og dermed fastholde sin følelse af stedet med.

Hotel Aurelia 088

Historien man gik ind i var fiktiv og fabulerende og denne mangel på virkelighed og viden, med den deraf følgende underliggende læring (hvem var den kunstner, hvornår blev den økse lavet osv.) gjorde at alle i selskabet på lige vilkår kunne bidrage med ideer og fortolkninger af det oplevede. Denne mangel på et videnslag gjorde det først og fremmest også til en oplevelse, der mere fik en til at reflektere over ens eget sanseapparat end at man kunne sætte oplevelsen ind i en omverdenskontekst.

Jeg oplevede udstillingen sammen med børn, og deres umiddelbare nysgerrighed var med til at forstærke udstillingens styrker. John Falk definerer i sin bog Identity and the Museum Visitor Experience forskellige museumsoplevelsesmotivationer. I følge hans undersøgelser kan man besøge museet som Facilitator (jeg er her fordi jeg tror andre kan lide at være her), Explorer (jeg er her fordi jeg tror der er noget der interessere mig), Experience seeker (jeg er her fordi her er noget at opleve), Professional/Hobbyist (jeg er her fordi det her relatere til mit arbejde/min hobby) og Recharger (jeg er her fordi jeg kan slappe af og lade op). Facilitatorerne kan yderligere deles op i to varianter Facilitating Parents og Facilitating Socializers afhængig af om man faciliterer sine børn eller venner/bekendte. I lørdag var jeg helt klart en Facilitating Parent og til det var udstillingen perfekt. Børnenes begejstring og glæde gjorde mit besøg rigtig godt. Ofte nærmer jeg mig udstillinger som Profesional/Hobbyist, der bedømmer udstillingerne fagligt og ser på dem for at få tricks og inspiration. Det vil jeg også få her, men oplevelsesfølelsen – udstillingens styrke – vil ikke have været så intens, da formålet mere ville have været at observere end at opleve. Jeg ville simpelthen ikke være blevet grebet af den glæde, der ligger i at opleve andre dele deres nysgerrighed.

Hotel Aurelia 099

Et vigtigt rum i hotellet var det hemmelige, hvor vandmændene (lat: Aurelia) boede. Der var for mørkt til et foto, derfor denne tegning lavet af 6-årige Naja.

Det er bestemt en seværdig og oplevelsesrig udstilling, også for andre end facilitatormotiverede gæster. Hotel Aurelia rejser også spørgsmål om, hvilken oplevelse en udstilling giver, når den er baseret på en fiktion og ikke støtter sig til fakta, omverdensforståelse og viden. Der kan mangle den form for dybde som autenticitet og virkelighed giver, men der er ingen tvivl om at fiktivt baserede udstillinger også kan være store oplevelser, der kan sætte tanker i gang om samvær, historiefortælling, sansning og perception.

Udstillingen er skabt af videokunstneren Lærke Lauta og scenekunstnerne Gabriel Hernandez og Marga Socias, der er tilknyttet det Barcelonabaserede Teatro de los Sentidos. Teatro de los Sentidos har gæstet Danmark flere gange, blandt andet i Århus Festuge og til H.C. Andersen fejringen i 2005, hvor de lavede en helt fantastisk og meget intens fortolkning af eventyret Skyggen på Østre Gasværk. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg tænker på den opsætning.  Teatro de los Sentidos har også lavet workshop, hvor blandt andet museumsansatte har deltaget, og det er dejlig gennem Hotel Aurelia at se folk fra Teatro de los Sentidos tage livtag med udstillingsmediet på et dansk museum. Der er bestemt noget at komme efter i deres tilgang til nysgerrighed og oplevelsens mange lag.

Hotel Aurelia vises i Viborg indtil 28. november, læs mere om udstillingen her: http://www.skovgaardmuseet.dk/,

om Teatro de los Sentidos her:
http://www.teatrodelossentidos.com/eo/intro.php

og for interesserede er der henvisninger til John Falk litteratur her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/04/07/john-falk-i-nyborg/ 

Hotel Aurelia 083

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kunst, Udstilling

2 responses to “Nysgerrighedens hotel

  1. Trist, at der er så langt fra København til Viborg 😉

    Men… kan man nu kalde dette for “en udstilling”? Er det ikke snarere en slags installation – eller noget andet?

    Dit indlæg fik mig til at tænke på, om vi egentlig ikke har brug for langt mere nuancerede begreber, og en mere fintmasket ordbog, når vi taler om de “ting, man kan opleve på kulturavsinstitutioner” i dag.

  2. Charlotte – der er håb forude, for udstillingen kommer til København næste år og vises i Kunsthallen Nikolaj i efteråret 2011.

    Jeg ville bestemt kalde det for en udstilling – en udstilling, der har form som en totalinstallation. En udstilling, hvor scenografi og kunst smelter sammen til et større hele 🙂

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s