Mulighedernes land – augmented reality og museerne


I weekenden besøgte jeg Frilandsmuseet ved Brede med familien og venner. Himlen var blå, bøgen grøn, lammene hoppede på marken og madpakken velsmurt. Det var et museumsbesøg helt som man kunne ønske sig. Huse blev undersøgt og historier udvekslet. Livsvilkår og skæbner til forskellige tider blev diskuteret eller gennemlevet i leg afhængig af alderen på de involverede.

Ved frokostområdet var der fornuftigt nok placeret et betjent legeområde, så ungerne kunne få lidt forældrefri-tid, mens disse drak kaffe.
Denne søndag var der en instruktør og en række lege – sækkevæddeløb, stylter, tovtrækning med videre – der passede til Frilandsmuseets overordnede koncept og historie. I legeområdet var også et tilbud, der ikke var en genskabelse af tidligere tiders lege, men en historie skabt via et ekstra digitalt lag lagt ud i landskabet. Rammehistorien var, at en tyveknægt havde stjålet nogle rigsdaler, men tabt en del af dem forskellige steder på området. De skulle så findes uden at man mødte røveren. Mod 20 kr. fik man udleveret en smartphone med GPS opkobling, som man kunne være to eller tre om at deles. På telefonens skærm kunne man på en foto over området se sin egen position og mønternes placering, og med den mobile device i hånden kunne man så gå på jagt.

april 2011 find rigsdalerne 1 Frilandsmuseet

Jeg fulgte selv med de to yngste på 6 og 8 og efter 26 min havde vi bevæget os rundt på museets område og fundet mønterne. Kortet var lidt svært for børnene at aflæse, men aktiviteter var fin og optog alle. Historien der blev fortalt havde meget lidt med de huse vi kom forbi og blev på den måde ikke til en del museets overordnede formidling eller historier. Aktiviteten gav derfor ikke noget ekstra til indholdsdelen af museumsoplevelsen, faktisk mindre end det sækkevæddeløb og den kis-pus leg børnene bagefter deltog i – der i sig jo havde en historie om lege og fritid i forrige århundrede. Men vores 26 min med telefonen var et afbræk i dagens historiefortællende og interiøroplevende program og et tidsrum, hvor vi var sammen om fælles aktivitet med et klart sigte. Det var en del af museumsoplevelsens sociale dimension.

april 2011 find rigsdalerne 2 Frilandsmuseet

Find rigsdalerne aktiviteten på Frilandsmuseet viser, at formidlingen gennem augmented reality ikke længere er fremtidsmusik, men noget der bliver en mere og mere almindeligt, også på museerne. Det er nu ikke underligt, at Frilandsmuseet er opmærksomt på augmented reality-aktivitet. Frilandsmuseet var sammen med Vikingeskibsmuseet i Roskilde blandt de første danske museer, der udforskede mulighederne for at lave lokationsbaseret kulturformidling gennem GPS og mobiltelefoner. Det var for en 5-6 år siden, før end at GPS’en var en automatisk del af telefonen og at der var noget der hed apps, og det hele var derfor lidt tungere teknologisk til at få til at fungere. Vikingeskibsmuseet udviklede projektet Sunkne verdener, hvor marinarkæologiske pladser i Roskilde Fjord blev formidlet på stedet, men Frilandsmuseets Mulighedernes land var et tilbud til skoleklasser, hvor eleverne ved relevante bygninger/steder skulle møde personer og træffe valg for at komme godt igennem slutningen af 1800-tallets landboliv. Mulighedernes land eksistere stadigt som et tilbud til skolerne og er så vidt jeg ved løbende blevet teknisk tilpasset og forbedret.


http://mulighedernesland.natmus.dk/

AR – det nye sort
Jeg vil vove den påstand, at augmented reality (AR) er et vigtigt element i smartphonens popularitet og udbredelse. En særlig ting som smartphonen nemmere kan, i modsætning til de tidligere mobiltelefoner, er at den fortæller, hvor du er, kan give dig mulighed for lige nu og her at fortælle dette til andre, og at du gennem devicen også kan se hvad og hvem der er i nærheden af dig.
Udbredelsen af telefonerne har for alvor medført udviklingen i teknologien omkring stedspecifikke formidling. Ved at informationer kan knyttes til ens fysiske placering er der åbnet et marked for salg og oplevelser, og AR er nu en integreret del i det at fortælle om produkter og services.

Hypen og brugen af begrebet kan blandt andet ses på www.wired.com – et site tilknyttet teknologimagasinet wired. I tag cloud’et på sitets beyond the beyond sektion er augmeted reality lige p.t. (12. maj 2011) det mest benyttede tag. En af de seneste historier der er posted, er om det russiske stormagasin Topshop, hvor der er opstillet et ”spejl”, der gennem AR viser kunderne hvordan forskellige kjoler ser ud på dem.

http://www.wired.com/beyond_the_beyond/2011/05/augmented-reality-kinect-fitting-room-for-topshop-moscow/

Musealformidling, der bruger AR teknologi ses også flere steder. De tre førnævnte eksempler fra Frilandsmuseet og Vikingeskibsmuseet viser fint nogle tendenser i brugen af teknologien.
Der er den formidling, der ligesom Sunkne Verdener tager udgangspunkt i den virkelighed, der lige omkring en og beskriver den. Der er også en anden type projekter, der ligesom Find rigsdalerne skaber et nyt lag af fortællinger – en ny virkelighed.

Formidling af virkeligheden det sted du er
Der er lavet en række forskellige tilbud til mobile devices med sigte på at beskrive det sted man står på eller over for.
Museum of London har lavet applikationen Streetmuseum til både iPhone og androidbrugere. Der kan man udforske London til forskellige tider gennem billeder fra Museum of Londons store arkiv. Gennem et Londonkort kan man finde de mange lokationer der er langt billeder ud til.

Man kan også bruge telefonens GPS og ved at placere sig rigtigt kan man endda få sporet fra fortiden lagt ind som et lag på den nutidsgengivelse som telefonens linse opfanger.

Utroligt lækkert, godt og enkelt tænkt. Læs mere her: http://www.museumoflondon.org.uk/Resources/app/you-are-here-app/index.html og
http://www.creativereview.co.uk/cr-blog/2010/may/streetmuseum-app

Foursquare er en social applikation, der er bygget op omkring lokation. I tjenesten logger man sig ind på det sted man er, dels for at få point og særlige badges, men også for at se om der skulle være nogle man kender på Statsbiblioteket, Cafe Pinden, Odense Banegård Center eller hvor man nu måtte være. Forskellige firmaer giver service og tilbud til foursquarebrugerne. En af dem er History Channel, der har posted om historiske steder, bygninger m.v. i USA og London. History Channel på foursquare er i mine øjne mere et fint informationssted end egentlig augmented reality – for dertil er the realities for adskilte. Det har ikke de kvaliteter, der er i Streetmuseum med at man visuelt kan se forskellige tider sammenblandes, men til gengæld er det nemt at interagere, give og modtage gode råd – ligesom det generelt er på foursquare applikationen.
Læs mere: https://foursquare.com/historychannel

Som omtalt i et tidligere blogpost om Museums and the Web 2011 var The Netherlands Architecture Institute nomineret til Best of the Web for en mobile architecture application, hvor det er muligt på gennem augmented reality at se bygninger der engang var. Et project der minder lidt om Museum of Londons Streetmuseum, men her med focus på bybilledet og arkitektur i Rotterdam og Amsterdam.
Læs mere: http://en.nai.nl/exhibitions/3d_architecture_app

Skabelse af et lag udover virkeligheden
Et andet hollandsk case, der blev præsenteret ved Museum and the Web 2011 var Stedelijk Museums arbejde med AR. Flere af Stedelijks projekter er eksempel på produkter, der ønsker at lægge et ekstra digitalt fortællende/kunstnerisk lag over virkeligheder. Et projekt var Artotheque som Hein Wils fra Stedelijk Museum også præsenterede ved den NODEM konference, der blev holdt på dansk jord sidste november. Artotheque var en slags billedlånsservice. Ved de to hollandske musikfestivaler Lowlands og Picnic kunne man digitalt låne et værk fra Stedelijk Museums og placere det som et digitalt layer på stedet. Andre med applikationen kunne så se kunstværket på deres smartphone når de kom forbi stedet.

Et andet af Stedelijk Museums projekter var AR(t), hvor den hollandske kunstner Jan Rothuizen lavede værker til Stedelijks museumsrum, men med AR som canvas. Det var kun gennem et layer på telefonen at værkerne var synlige.

Læs her Hein Wils m.fl.’s paper til Museums and the Web 2011:
http://conference.archimuse.com/mw2011/programs/augmented_reality_and_the_museum_experience

Et sidste AR projekt jeg vil nævne er et, der kombinere det to tilgange – den virkelighedsformidlende og den fortællingstilføjende. Det er projektet Hikuins blodhævn der blev lanceret i 2009 og som stdig kan opleves i Aarhus. Projektet er en vikingekrimi i Aarhus midtby. Med en mobiltelefon kommer man på en tidsrejse, tilbage til dengang, hvor Aarhus var vikingebyen Aros. Formidlingen foregår ved 12 udvalgte steder, som Moesgård Museum har undersøgt, og hvor man har fundet spor efter huse og aktiviteter fra vikingetiden. De steder er der placeret en semacode, en 2-dimensional stregkode. Når koden fotograferes af mobiltelefonens kamera, afspilles et afsnit i lyttedramaet Hikuins blodhævn, der var skrevet af Svend Åge Madsen og Maria S. Madsen og udført af skuespillere tilknyttet Teater Katapult. Derudover kan man på telefonen se et billede af stedet, som det så ud i vikingetiden, eller en genstand fundet på stedet.

Projektet er dermed både information om spor af fortiden det sted man står og en tilføjelse af en ekstra virkelighed gennem det stykke dramatik som Hikuins blodhævn også er. Besøg www.hikuinsblod.dk for yderligere oplysninger om projektet. I dette links side 44 er projektet også beskrevet sammen med Gama, et andet AudioMove teaterstykke: http://www.kulturarv.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/publikationer/emneopdelt/digitalisering/digital_museumsformidling.pdf

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Nye AR projekter er hele tiden på vej. Kulturarvsstyrelsen bevillinger i den digitale pulje er lige blevet offentliggjort og blandt de otte modtagere er der ihvertfald et projekt der bruger AR. Det er Herning Museums Digitale tråde over landskabet, hvor man ved hjælp af augmented reality-teknologi lægger et ekstra formidlingslag over blandt andet stenalderbopladserne ved Bøllingsø og Hammerum-pigen fra ældre jernalder.
Til september vil der i MiD (Museumsformidlere i Danmark) regi komme en konference om museumsformidling og apps, og der bliver AR nok også bliver et emne der vil blive berørt.

Formidling, der bygger på AR, er kommet for at bliver, og hvis kulturinstitutionernes både formmæssigt og indholdsmæssigt bruger teknologien godt og klar, så er der her et stort potentiale til at kunne formidler nye og andre historier på en fængende måde og at gøre det til nye brugere.

To turn a small circle of connoisseurs into a large circle of connoisseurs
Et Bertolt Brecht citat, der nu er motto for Stedelijk Museums augmented reality projekter.

Reklamer

5 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

5 responses to “Mulighedernes land – augmented reality og museerne

  1. Pingback: Augmented Reality og mobile medier – hype… GO! « digitale medier og museer

  2. Pingback: Mulighedernes land – augmented reality og museerne – spændende artikel | localvoices

  3. Pingback: Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig | Martins Museumsblog

  4. Pingback: Augmented Reality og mobile medier « Digitale medier og museer

  5. Pingback: 2011 in review | Martins Museumsblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s