Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.