Superkilen


”I dag har vi ikke rigtigt noget, vi skal i gaden af nødvendighed” skrev Karsten R.S. Ifversen i gårsdagens udgave af Politiken og causere videre om vigtigheden i at forholde sig til og fornyer byens rum. For selvom byens rum har en mindre praktisk betydning end før, så er det alligevel her, at man ansigt til ansigt mødes med sine medborgere.

Superkilen_l_Wien_Italien_2305

Superkilen

En omtalt byfornyelse i 2012 var Superkilen på Ydre Nørrebro i København. Bag udformningen af projektet stod kunstnergruppen Superflex, og tegnestuerne BIG og Topotekst. Superkilen er et tiltrængt rekreativt område og samtidigt en underholdende tur gennem forskellige landes måde at designe elementer til det offentlige rum på. Her er italienske gadelygter, polske kloakdæksler, amerikanske reklamer, bulgarske skakborde, engelske skraldespande, marokkanske springvand og meget mere – i alt over 100 ”parkdele” samlet ind fra hele verden.

Superkilen_2322

Som det bør og skal være, har der været debat om indretningen af parken. Et offentlig rum som dette er om noget skabt til lokale brugere, og derfor vil det gudskelov i dag også være utænkeligt at indrette det uden krav om borgerinddragelse. Der har været borgere, som har været med til at vælge elementerne i parken, hvilke gør, at kilens opdragsgiver kan tikke medinddragelsespunktet af, men det gør det jo ikke automatisk til et lydefrit medinddragelsesprojekt. Der har været kritik af, at parken var for konceptualiseret og for lidt grøn. At vælge at give denne multikulturel del af København en park med elementer fra hele verden kan også nemt komme til at virke fortænkt og vel politisk korrekt, men at parken virker godt konstrueret skyldes, at det er et skægt stykke offentligt rum at gå igennem.

Nu kan jeg ikke trække på den erfaring at bo på Ydre Nørrebro og have min familie som daglige brugere af kilen, men som udefrakommende besøgende giver parken god mening. Konceptet bruger en af de historier (det multikulturelle) der i forvejen er knytte til området, den perspektivere samtidigt fortællingen gennem sit valg af elementer og først og fremment er det et underholdende sted at være.
Superkilen gør noget som de etnografiske museer ofte også prøver på: At vise sammenhæng og forskel mellem forskellige kulturers måder at indrette dagliggaden på. Superkilen gør det så i en sammenhæng som museerne nogle gange kan have svært ved at etablere lige så nemt og elegant. Når museerne f.eks. skal fortælle om nordamerikaske indianeres ritualer sker det gennem montre, tekst og billeder – og meget langt fra det ritual der fortælles om. Den kontekst skal skabes gennem tesktliggørelse med det tab af indlevelse det medfører. I Superkilen er konteksten – en offentlig park – der allerede, og der er indenfor denne ramme at de udstillede/udvalgte elementer har sin naturlige plads. De udvalgte parkelementer (bænke, legesager, lamper mv.) er både er velkendte og fremmedartede og giver dermed den refleksion om hvordan vi indretter vores dagligliv og samfund, som jeg synes er et af de ypperste formål med den kulturhistoriske udstilling.

Superkilen_skak_Sofia_2316

Risikosamfundet

Det er ikke alt der i dag er som det var tænkt, da kilen skulle anlægges og som elementerne var konstrueret, da de stod på det oprindelige sted.
Nogle af parkelementerne ikke var holdbare nok til den brug de blev udsat for eller den hærværk de blev udsat for i Danmark, og nogle af dem var ikke sikre nok til at stå i et dansk offentligt rum. Her viser projektet indirekte også noget om vores måde at indrette offentlige rum på. Danmark er i dag et risikosamfund hvor der tænkes over hvad der kan gå galt og der så bliver taget forbehold for det. Derfor må der ikke være legeredskaber, hvor børn kan falde for langt ned eller bænke der kan svinge for meget og dermed ramme andre der står for tæt på.

Superkilen_leg_SantaMonica_Kabul_2308

Forrest fitnessringe og barre fra Santa Monica, USA og bagerst gynger fra Kabul. Gyngerne blev først forkortet (man må ikke gynge helt så højt i København som i Kabul) og da vi besøgte parken var gyngerne helt væk.

Superkilen_Thaiboksning_2330

Thaiboksering fra Thailand, nu uden torvene om ringen.

Superkilen_haengebænk_Bagdad_2334

Hængebænk fra Bagdad, hvor sidde-elementet nu ikke længere er der

Men meget af det der er i kilen fungerer godt og har en ønsket funktion – at være et offentligt rum, hvor man kan mødes med dem man kender eller falde i snak med andre. Og så er den varierede indretning af kilen underholdende for de nysgerrige. Her er en leg min lille gruppe havde på vej ned gennem kilen: Hvor kommer hvilke bænken fra?
Der kan vælges mellem Prag, Miami, Cuba, Ljubliana, Lissabon, Bruxelles, Vallilodad, São José og Skövde i Sverige.

Løsningen kan ses på de små skilte ved bænkene (eller ved at klikke på billederne eller bruge den udemærkede app’en til Superkilen: http://superflex.net/tools/superkilen_app).

Superkilen_b_Bruxelles_2318

Superkilen_b_Cuba_2323

Superkilen_b_Lissabon_2300

Superkilen_b_Ljubliana_2306

Superkilen_b_Miami_2307

Superkilen_b_Prag_2301

Superkilen_b_SaoJose_2309

Superkilen_b_Skovde_2311

Superkilen_b_Valladolid_2317

Link:

http://superkilen.dk/

http://da-dk.facebook.com/pages/Superkilen/153542751360190 bl.a med film og historier fra nogle af de brugere der har været med til at finde elementer til parken.

Advertisements

3 kommentarer

Filed under Diverse, Kulturhistorie

3 responses to “Superkilen

  1. Adult playgrounds er bare upcomming!

    Jeg tror på det som én af de betydelige trends for de kommende år, for det er i gang både i USA og Europa (Jeg faldt selv første gang over begrebet på Spotted by locals http://www.spottedbylocals.com/blog/europes-adult-playgrounds-not-as-dirty-as-it-sounds/ – bl.a. fordi jeg taget en video af surferfloden i München for nogle år siden, men det er en anden historie 🙂

    Der er nu også enkelte museer, som er begyndt at tænke i brug af offentligt rum (VÆGGEN bl.a.) og alternative rum (fx DGB´s “julebutik”), men generelt set er der vist rum for forbedring. Og jeg har faktisk ledt – uden at finde – efter flere eksempler på voksen-legepladser, der også inkluderer kulturarv (altså bortset fra Kilen).

    I det hele taget tror jeg, at vi i kulturarvsverdenen går glip af nogle gevaldige muligheder, hvis vi overser potentialet i det offentlige rum. Der er en verden uden for egen matrikel 🙂

  2. Pingback: Digital kulturarv – hvad sker der i 2013? | Charlotte S H Jensen

  3. Pingback: 2012 in review | Martins Museumsblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s