Led Zeppelin, Gladsaxe og kontrakten med publikum


Denne weekend var ganske særligt for Led Zeppelinfans. Lørdag den 7. september var det 45 år siden, at bandet første gang stod på en scene, hvilket blandt andet blev fejret i Gladsaxe.

ledZeppelen45

Gladsaxe, 7-9-2013. Foto: Flemming Hjøllund

Jeg vil gerne markere jubilæet med en oplevelse med en led zeppeliner, som jeg havde sidste år og som fik mig til at tænke over et emne med relevans for denne blog: Hvilken kontrakt har museer med deres publikum. Er det en faktakontrakt om hvorvidt museerne kun viser det der er korrekt eller … ?

Her er min historie:

I forbindelse med Aarhus Festuge sidste år fandt endagsfestivalen Ujazz sted, hvor blandt andet Minibus Pimps spillede. Bandet består af Led Zeppelins bassist John Paul Jones og den norske musiker og producent Helge Sten. De spillede på guitar, bas og violin og et kendetegn ved deres brug af instrumenterne var, at det ikke lød som en guitar, en bas eller en violin – man kunne sige at faktakontrakten mellem musikerne og deres publikum ikke blev opfyldt i forhold til hvordan deres instrumenter lød. De brugte instrumenterne og deres computere til at skabe intense og støjende lydbilleder og nye klange. Ofte var klangene uforudsigelige, men os der var i Voxhall den aften kunne se, at der var en sammenhæng mellem f.eks. Jones’ violinspil og lydfladerne i rummet og langsomt vænnede vi os til at det – lige her – var sådan, at violinspil skulle lyde og der kom gradvist en ny kontrakt med hensyn til opfattelsen af instrumentets klang og brug.

JPJ voxhall

Minibus Pimps i Voxhall, 6. september 2011

John Paul Jones er gennem sit virke i Led Zeppelin en rockmytologisk figur. Han var sammen med trommeslageren John Bonham groovy-motoren i Led Zeppelin og han var også en markant lydmageren i det legendariske band og tilføjede nye instrumenter til bandets klang. Hvor sangeren Robert Plant og guitaristen Jimmy Page har været dygtige til at pleje deres Led Zeppelin-arv, har John Paul Jones været aktiv med at gå helt nye veje. Han har spillet og arrangeret for et utal af grupper, blandt andet superrockgruppen Them Crooked Vultures og senest føromtalte støj-ambient-konstellation Minibus Pimps.

Efter koncerten snakkede jeg med musikjournalisten Martin Blom Hansen, som jeg sidste år havde et fælles projekt med omkring bogen og udstillingen, Beat mm, med fotografen Jørgen Angels omfattende materiale af billeder af beatscenen og ungdomskultur fra sluttresserne og til begyndelsen af firserne. Et af de øjeblikke Jørgen Angel blandt andet har dokumenteret med sit kamera er Led Zeppelins verdensdebuteret på Egegård Skole i Gladsaxe den 7. september 1968. Mens Martin og jeg snakkede kom rocklegende John Paul Jones tilbage ind på scenen og begyndte at pakke sit grej sammen, så der kunne blive plads til næste orkester på minifestivallen. Det var et fint billede af en musiker, der er drevet af at se fremad og komme videre. I stedet for at være tilfreds med legenden om Led Zeppelin ønsker han at drive det musikalsk endnu videre – på samme måde som det også var et mål for Led Zeppelin dengang de kom frem med deres tunge og hårde grooves. Her stod han på scenen og pakkede sit eget grej ned, ligesom i Gladsaxe for over 40 år siden.

JPJ

John Paul Jones, Gladsaxe, 7. september 1968. Foto: Jørgen Angel

Museernes kontrakt

Med historien om John Paul Jones in mente kan man spørge sig selv om, hvilken kontrakt museerne har med sit publikum. Jeg tror kontrakten skal ses som mere end, om hvorvidt der på museerne er autentiske genstande og korrekte historier. Det skal også ses i forhold til om museerne levet op til gæsternes forventninger og den funktion museerne har i offentligheden.

Museer er overlevering af viden i rum og realtid. Kærnen i museernes videns- og følelsesoverlevering, museumsbesøget, er ikke noget man kan hente frem hjemme på reolen eller iPaden, men er noget der sker i et rum sammen med andre. Hvis rummet og mulighederne for samvær ikke er ordentligt til stede – er det så et brud på den præmis, der er for vidensoverleveringen?

Museerne blev skabt som offentlige mødesteder og nogle af de udstillinger, der museumshistorisk fremhæves som særlige, såsom Grauballemandens første fremvisning i det gamle Aarhus Museum, Hanne Finsens Matisseudstilling på Statens Museum for Kunst, Bredeudstillingerne og den første Tut Ankh Amon vandreudstilling, er netop udstillinger som kunne samle folk og gøre museerne til mødesteder som mange delte og talte om. Museet som samlingssted er for mig at se også en del af museets kontrakt med publikum. Det kræver, at man tænker bred og jeg tror også, at det ofte kræver, at man ligesom John Paul Jones holder fast i sit udgangspunkt om at ville noget nyt, og ikke at tage til takke med legenden om hvordan man engang udøvede sit virke.

Nytænkning af formaterne er ikke et brud på kontrakten. Ligesom at det rum Jones’ skabte med sig violin ikke var det man forventede, men det publikum efter lidt tid godtog, så bør museerne også justere deres virkemidler så de skaber nye rum for samvær og ikke kun holde fast i det statiske. For at nævne to eksempler så tilbyder ARoS gennem værket Your Rainbow Panorama, at offentlighed at få et nyt syn på byen og sig selv og med Jul i Den Gamle By blev der for århusianere og mange tilrejsende besøgende skabt en ny brugbar ramme for familiejuletraditioner.

ARoS Aarhus art museum rainbow panorama

Your Rainbow Panorama, ARoS. Foto fra Flickr: FestiveSearch

Jul i Den Gamle By

Jul i Den Gamle By. Foto fra Flickr: renefred1

Og hvad med den historie om Led Zeppelins verdensdebut i Gladsaxe? Det kan da ikke være sandt, det er da et brud på kontrakten om, at det der står i denne blog er sandt. Næ, der er skam ganske vist. I lørdags blev en mindeplade afsløret på Egegård Skole (der i dag lyder navnet Gladsaxe Skole). Dansk Rockmuseum var der og det var Jørgen Angel også. Og glad så han ud.

JAngel45y

Jørgen Angel ved 45 års jubilæet for Led Zeppelins første koncert. Foto: Flemming Hjøllund

Her kan du høre Jørgen fortælle om debutkoncerten i en lille film, der blev lavet til den udstilling, Beat mm, som Martin Blom Hansen og jeg brugte tid på at arrangere for et år siden (og udstillingen kan frem til 1. januar 2014 stadig ses i Den Gamle By og bogen kan stadig købes):

Any little song that you know
Everything that’s small has to grow.
And it has to grow!
California sunlight, sweet Calcutta rain
Honolulu Starbright – the song remains the same.

LedZeppelinPlade

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s