Virkelighed og iscenesættelse


Museer finder i disse år inspiration fra film- og teaterverdenen. ARoS’ nye direktør Erland Høyersten har udtalt om Out of Darkness, den just åbnede udstilling på museet, at den er inspireret af film og at han gerne vil lave udstilling som Spielberg laver film. Andre steder i byen bliver scenografer budt indenfor. Det sker i Moesgård Museums kommende nye udstillinger og i Den Gamle By er en af mine kolleger i disse uger scenografen Thomas Kruse, der hjælper os med den kommende udstilling Aarhus Rocks!. Men inspirationen går også den anden vej. Teatrenes borgerscener inddrager noget som det kulturhistoriske museum har i overflod – virkelighed og non-fiktion.

Inde-ved-siden-af

Inde ved siden af. Foto/grafik: Aarhus Teater

I går genså jeg Aarhus Teaters Borgerscenes stykke Inde ved siden af. Stykket handler om naboer og skuespillerne i stykket er almindelige borgere. Gensynet med stykket bekræftede mig i styrken ved den personlige fortælling og ved det autentiske. Det er ikke professionelle skuespillere man møder i Inde ved siden af, men i stedet ”rigtige” mennesker, der fortæller deres egen historie, og da jeg godtog den præmis så blev deres historier lige det tak ekstra gribende, hudløse og interessante.

En styrke ved teaterstykket er, at de skuespilmæssige amatører bliver mødt med et professionelt teater. Der er arbejdet dygtigt med scenografi, dramatiske virkemidler, lyd og lys så forestillingen som enhver anden god forestilling griber en visuelt og stemningsmæssigt. Den har en lækker finish – uden at magten bliver taget fra den autentiske styrke, der er ved de optrædende. Det gør, at resultatet minder om noget af det, som de kulturhistoriske museer prøver at opnå ved at inddrage scenografiske og dramatiske fagligheder i deres udstillinger: En form, der er interessant og forførende – og som samtidigt giver plads og understøtter den valgte faktuelle fortællingen.

Inde ved siden af

Første gang jeg så Inde ved siden af var i sidste uge, hvor jeg var paneldeltager i en Reumert-salon om borgerteater. De andre deltager var mere hjemmevante i teaterverdenen og jeg var blevet inviteret for at fortælle om de borgerinddragende initiativer vi har i Den Gamle By. Vi var flere i salen, der så klare ligheder i det nogle museer gør og det nogle teatre gør med at inddrage borgerne som medskabere. Ved reelt at åbne op for borgernes viden og historier får kulturinstitutionerne nye fortællinger og ved at lytte til borgerne er der en større sandsynlighed for at skabe mere relevante udstillinger, forestillinger mv. Den Gamle By åbner udstillingen Aarhus Rocks! på tirsdag 13. maj og den udstilling er skabt i en meget brugerinddragende proces. Den målrettede plan om at inddrage så mange som muligt har både gjort, at der er kommet fortællinger frem som eller ville være overset og den tætte kontakt med mange har også kunnet bruges som et pejlemærke om, hvor interessen for emnet er og hvorfor. Alt dette ville dog ikke alene have skabt en god udstilling, hvis der – ligesom på Aarhus Teater – ikke også var arbejder professionelt med rummenes iscenesættelse og de formidlingsmæssige virkemidler.

Jeg tror, at denne vekselvirkning mellem non-fiktionelle og mere dramatiske og iscenesatte elementer kan skabe bedre fortællinger. Mange museer har skelet til teatrenes dramatiske greb, og med initiativer som borgerscenerne viser teatrene, at de også gerne vil inspireres af museernes virkefelt med alminedelige menneskers personlige fortællinger og den nære virkelighed. Jeg håber at det åbner op for en bedre dialog institutionerne imellem og en større brug af hinandens fagligheder.

Inde ved siden af kan på udvalgte dage ses på Aarhus Teater frem til torsdag 22. maj og Den Gamle Bys nye udstilling Aarhus Rocks! kan ses fra tirsdag 13. maj.

Aarhus-rockens historie

Facebook-siden Aarhus-rockens historie er aktivt blevet brugt til at samle historier til Aarhus Rocks!. Et andet inddragende projekt, der aktivt bruger mediet er Teater Svalegangens kommende stykke Ottetusind, der er skrevet ud fra dialog med brugere på Facebook.

Reklamer

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse

One response to “Virkelighed og iscenesættelse

  1. Pingback: 2014 in review | Martins Museumsblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s