Udstillingstekster og Magareta Ekarv


Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

Advertisements

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

One response to “Udstillingstekster og Magareta Ekarv

  1. Pingback: 2016 in review | Martins Museumsblog

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s