Category Archives: Digitale medier

Deutsches Fussballmuseum i Dortmund – Tysk iscenesættelse og interaktion 2

Det tyske fodboldmuseum i Dortmund er ejet af det tyske fodboldforbund og er indrettet i en ny bygning lige ved byens hovedbanegård. Dortmund er med sit bundesligahold Borussia Dortmund i forvejen er en by, som mange forbinder med fodbold og som gennem fodboldholdets kampe også må tiltrække en del fodboldglade tyskere.

IMG_4896

Det halvandet år gamle museum var forståeligt nok nomineret til at blive European Museum of the Year i år. Jeg var forbi museet i januar. Personligt er jeg nok ikke i kærnemålgruppen – og dog. Det er relativt sporadisk, at jeg får set en fodboldkamp i tv og den sidste gang jeg var tilskuer til en fodboldkamp på et stadion, var mens den bedste række i landet hed 1. division. Jeg var i Nykøbing F for at se øens stolthed B1901’erne, spille mod Vejle. En kamp jeg i dag husker for et fantastik mål lavet at Vejles (Danmarks!) ubetingede stjernespiller Allan Simonsen. Nej, fodboldentusiast er jeg ikke, men jeg kan på den anden side godt lide at læse artikler om fodbold og den politiske, sociale og massekulturelle indflydelse, der er forbundet med fodbold og professionelt sport.

model af Singen am Hohentwiel togstation

Fin model af Singen am Hohentwiel togstation og menneskemængden som modtager de tyske VM mestre fra 1954, der var med til give håb og stolthed til en krigshærget folk.

Museet i Dortmund er nemlig ikke kun et museum om målene scoret i tysk fodbold, men formidler bredere om sporten. Det anslås fra starten, hvor man fra indgangen tager en elevator på til udstillingsrummene. Der er den fans’ene man møder, fra familier på tur til Die Kanslerin.

IMG_4900

Det tyske fodboldlandshold

For enden af rulletrappen starter museets første store afdeling, der fortæller om det tyske landshold. Det første stop er 1954 og Das Wunder von Bern, der er et skoleeksempel i emotionel fokuseret formidling. Midt i rummet er en fodbold, der blev spillet med i VM finalen mellem Ungarn og Vesttyskland i Bern 1954 og med mellemrum skifter lyset i rummet til mere orange og et strygeorkester spiller andægtigt den tyske nationalmelodi.

IMG_4909

I resten af 2. salen er der primært fokus på de andre VM som Tyskland har vundet. Der er også en installation om VM i 1966 mellem England og Vesttyskland, hvor publikum kan stemme om hvorvidt den engelske afgørende mål var inde eller ude. Nok ikke overraskende er flertallet af de gæster, der har besøg det tyske fodboldmuseum ikke enig med dommerens afgørelse fra dengang omkring Geoff Hurst’s mål til 3-2 i overtiden.

VM 1966

Da jeg besøgte museet var der 39 % som syntes Geoff Hurst’s bold i finalen var inde og 61 %, der ikke mente at det var tilfældet.

På 2. sal er der også en række mediestationer, hvor man kan se klip fra de VM og EM slutrunder Tyskland har deltaget i. Også EM 92, hvor der er et sammendrag af den finale som Tyskland tabte til Danmark. Dejlig fjernsyn.

IMG_4935

Sejrende i VM 1974, 1990 og ikke mindst 2014 får særlig bevågenhed. På etagen er der også en tallet 5 formet montre dedikeret til en central person ved to af sejrene, Franz Beckenbauer. I forbindelse med European Museum of the Year uddelingen for tre uger siden blev museet spurgt om deres syn på de bestikkelsesanklager, der i FIFA regi er rejst med Beckenbauer og hans mulige tvivlsomme ageret i forhold til at få fodbold VM 2006 til Tyskland. Henry Wahlig, museets leder af deres kulturprogram svarede, at museet havde valgt at fokusere på Beckenbauer – og de andre spilleres – sportslige betydning og ikke de strafferetslige sager, der måtte være omkring dem.

IMG_4925

Sagen illustrere nu meget godt, at foldbold gennem den store bevågenhed og de mange penge, er meget mere end sport. På museet er der også social- og politisk historiske emner, blandt andet gennem afsnit om fodbold i DDR og kvindefodbold, men der er nu først og fremmest et museum, der dyrker de kendte spillere, store klubber og særlige sejre.

IMG_4975

Schatzkammer og Bundesligaen

I etagen nedenunder er der fokus på Bundesligaen opdelt i årtier. Jeg har ikke selv en dybfølt passion for nogle af de tyske bundesligahold og kunne ikke reagere lige så begejstret ved genstande og billederne, som jeg kunne se andre besøgende gjorde.
Et gib i mig kunne jeg nu godt mærke ved en montre i 70’er afsnittet, hvor Borussia Mönchengladbach-stjernen Allan Simonsen er blikfanget for en Tribella Sports-hair shampoo.

IMG_4978

Andre afsnit i museet er blandt andet et Schatzkammer med landets imponerende samling af VM og EM trofæer og en afsnit, hvor der er fokus på forskellige taktiske og træningsmæssige strategier.

IMG_4958

Deutsche Fussballmuseum er ikke overraskende mest for folk der har interesse i tysk fodbold, men det er også et interessant museum for de virkemidler de bruger.

Legofigurer

Virkemidlerne var mange, fra hvor mange der arbejdet ved en gennemsnitlig Borussia Dortmund kamp illustreret gennem Legofigurer

taktik og strategirum

over medie- og filmklip fokuserede rum, her om fodboldtaktik og strategi

AV show

og til flot udførte AV show projekteret på en enorm bold og skærme rundt om den.

Det virker ikke som om, at der er sparet på forskellige projektions- og digitale interaktionsmetoder. Nogle af disse synes dog at have mere fokus på gimmick-effekten end på en funktionel gennemtænkt oplevelsesværdi, for eksempel en biograf i Bundesligaafsnittet, hvor man sidder på stole, der kører rundt imens man så prøver at fokusere på de skærme i rummer, som man kører forbi.

IMG_4994

Museet er ejet af det tyske fodboldforbund og landsholdets to hovedsponsorer er også til stede på museet. Adidas ved at museets butik er en decideres Adidas butik og Mercedes gennem landsholdets spillerbus. Bussen er samtidigt en fantastisk genstand, da man som besøgende kan gå ind i den og være der, hvor landsholdsspillerne nogle gange er. For fans uden tvivl en lidt eksklusiv følelse og samtidigt meget almindeligt, da det jo bare er en bus.

IMG_4997

Der er meget information på fodboldmuseet i Dortmund, men der er ikke tvivl om at dem, som har planlagt museet nøje har tænkt over at de skulle nå en meget bred målgruppe. Ligesom ved et andet nyåbnet tysk museum, Europäisches Hansemuseum i Lübeck er der vægtet en varierede formidlingsformer og mange aktiverende elementer. Der er begge steder også arbejde med stemninger og formidling, som taler til følelserne.

Telefonboks

I en telefonboks kan man ringe til forskellige landekoder og hører forskellige landes fodboldkommentatorer i forbindelse med tyske landskampe.

Wir sind fussball er museet motto og også sigende for dem måde museet også ofte med held prøver at inddrage de besøgende i fortællingen gennem aktiviteter. Efter nogle timer på museet blev jeg personligt dog noget skærm- og projektionstræt af de mange digitale installationer.

 Fussball ist unser Leben

Et skønt rum rent stilhistorisk er hvor man kan se og høre forskellige sange til slutrunderne, blandt andet VM mestrene fra 1974, der i fineste 70’er outfit synger Fussball ist unser Leben.

Både Hansamuseet i Lübeck og fodboldmuseet i Dortmund var nomineret til European Museum of the Year Award 2017, men ingen af dem fik en pris eller en omtale. Begge museer er dog bestemt et besøg værd, hvis man vil se hvordan, at nye tyske museer seriøst arbejder med stemning og interaktion – og hvis man vil vide mere om Hansaernes magt eller tysk fodbolds sejre, historier og personligheder.

IMG_5004

Link

Deutsches Fussballmuseum:
https://www.fussballmuseum.de/

Blogindlæg om Europäisches Hansemuseum i Lübeck:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/16/tysk-iscenesaettelse-og-interaktion-1-europaisches-hansemuseum-i-lubeck/

Blogindlæg om andre nominerede museer ved EMYA 2017:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

IMG_4904

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Tysk iscenesættelse og interaktion 1 Europäisches Hansemuseum i Lübeck

To nyanlagte tyske museer er Europäisches Hansemuseum i Lübeck og Deutsches Fussballmuseum i Dortmund og begge museer var fortjent nomineret til årets European Museum of the Year Award som blev uddelt i forrige uge. I årets første måneder var jeg forbi Lübeck og Dortmund og blev begejstret for den måde begge museer seriøst har arbejdet med stemninger, iscenesættelse og aktivering af deres gæster.

IMG_5296 (2)

Noget af det første man møder i udstillingerne er en kogge med varer på vej til Novgorod.

Hansamuseet ligger i et nybygget hus ud til floden, der omkranser den ældste del af Lübeck. Før udstillingerne kan besøges er der mulighed for at aktivere sin billet ved at vælge, hvilke sprog man vil læse teksterne på skærmene på og vælge om der er en særlig by eller emne man vil høre mere om på turen gennem museet.

IMG_5278 (2) IMG_5280 (2)
IMG_5281 (2)

Den første del af besøget fortæller om den lokation museet ligger på. Fra museumsbutikken går man en etage med til fritlagte arkæologiske udgravninger. Ved standere kan man med sin billet aktivere, at der med lys bliver skrevet, hvad de forskellige udgravninger er. Selv om dette afsnit ikke direkte handler om Hansaforbundet er det en god indledning. Lübecks ælde og historie understreges, og den store historie om Hansaforbundet bliver på den måde knyttet til det sted vi er ved lige nu og her.

IMG_5285 (2)

600 års historie i iscenesatte rum

Derefter begynder historien om Hansaforbundet. Museet fortæller historien kronologisk i en række iscenesatte rum. Det første rum er om Hansaforbundets dannelse i 1100-tallet og det sidste sat i 1700-tallet, hvor det sidste kontor lukker. I mellem disse rum er der mere genstandsfremvisende Kabinetter.

IMG_5370

De genstandsorienterede kabinetterne har hver deres tema. Her fra museets Kabinett om magt.

De iscenesættende rum fungere godt stemningsmæssigt og er imponerende varierede i deres udtryk og formidlingsformer. Det er ikke kun 1:1 iscenesættelse af situationer og rum, de kunne også tage udgangspunkt i en fremstilling af stedet, som f.eks. afsnittet om London omkring 1500, der er bygget op om et kort over byen med fokus på de steder, hvor Hansaerne handlere og holdt til i byen.

IMG_5375

Scenografi i rummet om spredningen af pesten i Europa i 1350.

IMG_5384

En stort Londonkort anno 1500 med modeller og genstande, der kunne aktiveres til at blive vist i kortet.

Nogle af rummene appellerer til, at gæsterne selv kan agere og lege med. Et af disse er rummet om et marked i Brügge i 1361, hvor der er opbygget imponerende rekonstruktioner af markedsboder. Der er en blandt andet en klædebod, et krydderimarked, en sølvhandler og vi var der ikke i mange sekunder før den yngste i familien fik startet en købmandsbutik-leg.

IMG_5355

Aktivitet er i det hele taget noget museet har lagt op til. Det er primært baseret på den billet man har fået og som aktivere de mange skærme, der er placeret i de kronologiske fremskridende historiefortællende rum. Det aktiverer gæsterne var min observation, men det er ofte en meget individuel aktivitet, som desværre derfor ikke dyrker den sociale fælles oplevelse som museer har en god mulighed for at være.

IMG_5302

Ved flere lydinstallationer blev der benyttet hovedtelefoner, som gav en god lyd, men som heller ikke gjorde oplevelsen til en social oplevelse.

Der er undtagelser. For eksempel ved en fotoboks i afsnittet om Brügge, hvor der er muligt at få taget et billede sammen i dragter og så også få billet knyttet til sin billet så man efter end museumsbesøg kan købe billeder i museumsbutikken, på samme måde som man i forlystelsesparker kan få billeder af sig selv hjem skrigende i en rutsjebane. Fint element.

IMG_5348 (2)

Fotografiet der blev taget i en slags fotoboks kunne bagefter ses på en skærm og købes ved udgangen.

Borgkloster og metafortællinger

Udstillingen slutter i en anden bygning, et oprindelige Borgkloster, hvor nogle af dette kompleks’ originale rum også er en del af museumsoplevelsen.

IMG_5489

Ud over disse originale rum er der også et afsnit om Hansaforbundet sidste tid og nogle mere receptionsorienterede afsnit. Der er rum om hvilke udsagn forskellige videnskaber kan udlede af genstande og billeder, og et afsnit om brugen og tolkningen af Hansaforbundet i de sidste 300 år. Historiebrug er et emne jeg personligt synes godt om, når der er med i fremstillinger af perioder. Den måde det var præsenteret på var nu nok mest til de særligt interesserede, men i det afsnit kunne man blive klogere på at både borgerlige nationalt frihedsdyrkende kredse i 1800-tallet og nazisterne brugte historien om Hansaerne i deres argumenter og at Hansa kan indgå i identitet og markedsføring af f.eks. øl og fodboldklubber.

IMG_5437

Også ved European Museum of the Year uddelingen i forrige uge blev nutidige politik koblet til emnet. I det interview, der var på konferencen med museets direktør Felicia Sternfeld, blev der diskuteret Hansaerne og samtidsrelevans, og draget paralleller mellem de politiske og handelsorienterede udfordringer Europa har i dag og det frihandelsforbund disse nordeuropæiske byer prøvede at lave for mere end 800 år siden.

IMG_5441

Hansaerne brugt i nazisternes tjeneste. I bogen Die Deutsche Hanse fandt Ernst Hering historisk opbakning til at nazister kunne se deres lebensraum mod øst.

Det allersidste rum er installationen Changes. I rummet var der forstørrede modeller af nogle af Hansaforbundets vigtigste personer og på væggen blev der vist billeder fra alle museets perioder imens, at David Bowies Changes blev spillet for fuld drøm – måske lidt tænkt, men høj Bowie musik er bare ok, og gjorde, at jeg forlod museet opløftet. Jeg ved ikke om skaberne af museet havde den engelske museumsmand Kenneth Hudson i tankerne og hans synspunkt om, at ”a good museum is one from which you go out feeling better then when you arrived.” Hvis der skal rockmusik til det – ja, så er det ok med mig.

IMG_5470

Europäisches Hansemuseum i Lübeck er et museum med mange historier og mange virkemidler. I modsætning til andre museer, der prøver at gabe over flere århundredes historier fra flere forskellige steder, f.eks. flere nationale museet, har museet i Lübeck haft en mulighed for at lave et samlet greb og fra starten dosserede de forskellige virkemidler som iscenesættelse, genstandsfokus, interaktion og kunstneriske fortolkning. Overordnet er det en opgave, de er lykkedes godt med.

IMG_5292

Der er et museum med rigtigt rigtigt meget tekst og enorm mange oplysninger, for meget kunne man synes hvis målet er at få læst det hele, eller bare overskue det, men Hansamuseet er også et visuelt appellerende museum, som er nemt tilgængeligt og en oplevelse af gå igennem. I den flok som jeg var afsted med, var det både hende på 3, 11 og 15, samt de to historikere i 40’erne, der var underholdt.

IMG_5333

Et andet nyt tysk museum der har villet noget med stemning og interaktion er fodboldmuseet i Dortmund, og dem af jer, som er nået hertil i teksten vil kunne glæde jer over, at et kommende indlæg her på bloggen vil fortælle om det museum.

Link

Europäisches Hansemuseum: http://www.hansemuseum.eu/

Indlæg om European Museum of the Year 2017: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

 

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

Få udstillinger er i dag uden digitale elementer, spørgsmålet er ikke længere om det digitale skal bruges, men hvordan det bliver udnyttet og integreret – er det på grund af en interaktivitet, et audiovisuelt element, det æstetiske eller noget helt andet.

På en tur i New York for to uger siden fik jeg set mange udstillinger, stort set alle med en form for digitale lag. Tre af dem jeg vil omtale her, da der bag disse udstillinger synes at være klare valg omkring brug og integration af det digitale.

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Et nyt ambitiøst projekt, som nu har fungeret et par år er designmuseet Cooper Hewitts digitale pen. Som besøgende på museet får man en pen, der både kan bruges til at samle oplysninger ind om det man ser på museet, til digitalt at gå på opdagelse i deres samling og til at udfolde sig kreativt.

IMG_3956

Indsamlingen sker ved at der på skiltningen ved genstandende er placeret et mærke som man kan placere sin pen ved og på den måde registrere genstande og når man logge sig ind på museets hjemmeside kan man se de valgte genstande og læse mere om dem.

IMG_3890

IMG_3889

Den digitale udforskning af samlingen sker blandt andet ved et markant digitalt bord i museets ankomstområde. Der kan man for eksempel lave en figur med pennen og se hvad der er i museets samling som har elementer af denne form. Derefter er det muligt at læse mere om det værk eller se andre værker det minder om.

IMG_3835

IMG_3836

IMG_3837

Bordet har både legende og oplysende elementer og også den gode brugbarhed, at det er nemt at se, hvad de andre får frem. Hvis man kommer sammen med andre på museet, så er det dermed nemt at dele oplevelsen med hinanden.

IMG_3848 (2)

I et rum om tapeter er der særligt fokus på egne frembringelser med pennen. Midt i rummet er der en skærm, som det er muligt for to brugere at benytte samtidigt. På skærmen kan man enten få vist tapeter fra museets store tapetsamling eller prøve kæfter med selv at gøre det som tapetdesigner – og den dag jeg besøgte museet var det det sidste som skærmen blev brugt til.

IMG_3874

Når mønsteret var klar til at blive set som tapet kunne man få det op på to af rummets vægge.

IMG_3884

IMG_3892

Brugen af Cooper Hewitts pen

Hvordan bliver et ambitiøst digitalt element som pennen brugt? Cooper Hewitt har været så generøse at dele at nogle af deres observationer med os. Pennen blev introduceret på museet i marts 2015 og efter et halvt år gjorde museets status over brugen af pennen i blogindlægget 5 months with the Pen: data, data, data (tak til Charlotte S H Jensen for at gøre mig opmærksom på dette). Undersøgelsen viste, at der var en stigning antal besøgende, som bruger pennen (fra 33 % ikke-brugere til ca. ca. 20 % ikke-brugere), og at der også var en stigning i både brugen med at indsamle genstande og at lave egne produktioner. På museets statistik site https://collection.cooperhewitt.org/stats/ (22.12.2016) oplyses, at pennen indtil videre er givet til 219.302 besøgende, og at der er indsamlet 10.208.574 objekter med den (45,55 objekt per pen) og skabt 212.072 design (0,97 design per pen).

IMG_3882

Undersøgelsen 5 months with the Pen: data, data, data beskriver, at ca. 1/3 af dem, som brugte pennen valgte at logge ind og se det data de havde indsamlet, og at museet gerne vil gøre denne digitale genbesørgelsesdel større. Hvordan de har arbejdet med det kan man læse i et andet blogindlæg Iterating the “Post-Visit Experience” der er en fin beskrivelse af hvilke design- og brugermæssige udfordringer museet syntes der var med at få gæsterne til at bruge den indgang billetten er som login til det digital genbesøg. I det hele taget er museets https://labs.cooperhewitt.org/ et godt site, hvis man er interesseret i at følge, hvordan museet arbejder med digital formidling og interaktion.

IMG_3898

Museum of the City of New York

I et blog indlæg fra januar 2016 beklagede jeg at New Yorks bymuseum ikke havde prioriteret en god oversigtsudstillingen. Men med New York at Its Core, der åbnede i november 2016 er det nu en god mulighed for at få et godt overblik over byens historie. Det er samtidigt en fint opstillet udstilling med en varieret brug af digitale formidlingsgreb.

IMG_3764

Udstillingen består af tre afdelinger, Port City 1609-1898, World City 1898-2012 og Future City Lab. I de to første historiske dele af udstillingen Port City og World City, er store animerede kort markante introfortællinger til rummene.

DSC_0953 (3)

Der er fokus på forskellige emner som Density, Dervesity og Money og udviklingen i byens forskellige dele bliver vist på det digitale bykort i hver afdeling.

Andre steder i Port City og World City delene af udstillingen er der er afsnit med genstande og i de afsnit bliver der henvist til personer som genstandene eller emner i afsnittet relatere sig til. De personer kan man undersøge nærmere i nogle skærme i rummene.

DSC_0951

DSC_0943

Skærmene nemme at forstå og har en feature jeg umiddelbart blev betaget af. Når med skal videre med flere informationer skal man svipe fortsættelsen op og følelsen af at bladre understøttes ved at den valgte tekst eller det valgte billede starter på skærmen under før den kommer op på hovedskærmen.

Det digitale er i form af store projektioner også en markant del i scenografien i rummene, særligt i World City afsnittet, både på bagvæggen og som en centralt visuelt installation i rummet.

DSC_0952

Future City Lab, udstillingens afdeling om fremtidens New York, har to markante digitale elementer. Det en er en stor installation, hvor der bliver vist billeder, udsagn og film om emnerne Making a Living, Living Together, Housing a Growing Population, Living with Nature og Getting Around.

IMG_3766

Det er envejskommunikation, men skærmens samlede størrelse og udformning gør at oplevelsen bliver en helt anden end at får informationen på en vanlig pc skærm. Et andet fint element ved installationen er, at det er nemt som en gruppe at se præsentationerne sammen.

IMG_3807

I en anden del af denne New York Future City afdeling kan man selv udfolde sig som byplanlægger. Man kan vælge en område af byen og som i et sims eller lignende spil indrettet dem med planter, fliser, vindmøller, legeredskaber, folk og meget mere. Løbende kan man se hvordan går med en score i forhold til biodiversitet, økonomi, oversvømmelsesfare og rekreation.

IMG_3772

IMG_3774

IMG_3782

Når man er tilfreds med landskabet kan det loades op i til museet og det er muligt at se det på en stor skærm i rummet hvor man ved at placere sig selv bestemte steder også kan se sig selv i det skabte bymiljø.

IMG_3794

IMG_3805 (2)

Ved siden af skærmene hvor man skabe sit eget bymiljø er det muligt at læse og søge informationer om emner i Future Lab.

IMG_3781

Som et tredje element i denne del af New York at Its Core er der som en modvægt til de meget tydelige digitale element et bord, hvor det med papir og blyant er muligt at komme med ønsker til byens fremtid. Det var enkelt sat op og ud over brugernes udsagn er er også citater fra markante aktører i byens styre eller udvikling.

IMG_3803

IMG_3804

Brooklyn Historical Society

Både på Cooper Hewitt og i New York at Its Core er de digitale elementer meget tydelige og nogle steder også understedet som virtuelle. Der har Brooklyn Historical Society valgt at gå en helt anden vej. Det er et meget mindre museum, og da jeg besøgte det var der tre mindre gallerier med udstillinger og så det dejligt Othmer Library & Archives, som jeg kun varmt kan anbefale at søge tilflugt i, hvis man er i nærheden af Brooklyn Heigths og har brug for en pause i en meget velassorteret bogsamlingen om byens historie og kultur.

DSC_0176

En af udstillingerne på museet er Brooklyn Abolitionists om bydelens anti-slavery movement fra 1789 til 1863. Langs væggen er der tekster og billeder, og centralt i rummet står en række stationer med en boks med et lærred foran. På boksen er der informationer, ofte om en person i bevægelsen og fra boksen kan der hives et papir ud med ekstra information, f.eks. med en kilde til personen.

IMG_4502

IMG_4499

Denne analoge følelse af interaktion bliver videreført i den digitale formidling ved at indholdet på lærredet foran en kan skiftes ved at hive i de snore der går fra boksen og op i loftet. Det minder lidt om følelsen af at hive et kort frem i geografilokalet, selvom det man gjorde jo egentlig var at skifte indhold på en projektion.

IMG_4495

DSC_0184

Den digitale løsning på det lille Brooklyn Historical Society er langt mindre spektakulær end dem på de to andre nævnte museet, og det er nok ikke en løsning, der rammer omtalen eller notitserne i mange museums- eller teknologi-blogs. Men oplevelen i Brooklyn er en jeg tænker tilbage på som et særligt elegant digital formidlingsløsning og det fra indtryk i en lille uge, der bød på mange fine og dyrt tilkøbte formidlingsgreb. Museet er et reelt rum vi bevæger og orientere os i med vores egne sanser og krop som målestok. Det grundvilkår prøvede udstillingen om abolitionisterne ikke at omgå, men i stedet at tilpasse ustabiliteten i deres digitale element til og det var med til at gøre denne løsning elegant.

IMG_4507

Link

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum
https://www.cooperhewitt.org/

Cooper Hewitt lab indlæg 5 months with the Pen: data, data, data:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/5-months-with-the-pen/

Cooper Hewitt lab indlæg Iterating the “Post-Visit Experience”:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/iterating-the-post-visit-experience/

Cooper Hewitt statistik:
https://collection.cooperhewitt.org/stats/

Museum of the City of New Yorks udstilling New York at Its Core:
http://www.mcny.org/nyatitscore

Brooklyn Historical Society:
http://brooklynhistory.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Museum of the City of New Yorks:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

Dette er et andet indlæg fra en et besøg i New York i december 2016, det første kan læses her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/12/17/det-talte-ord-i-new-york-tenement-museum-one-world-observator

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl.

At få fortalt en historie er godt. Der kan være et helt særligt nærvær ved at stå over for et levende menneske, som netop til den gruppe man er i, tilrettelægger en fortælling med passende pointer. Rundvisningen, foredraget mv. er noget langt de fleste museer har, men af mandskabsmæssige grunde tilbydes det oftest kun ved særlige lejligheder eller som en tilbud, der kan tilkøbes.

Tenement juli 2015 IMG_7569

Tenement Museum

På Tenement Museum i New York er rundvisningen den primære formidlingsform. Museets omdrejningspunkt er opgangen Orchard Street 97, der blev bygget i 1860’erne og som var beboet frem til 1935 hvor opgangen blev spærret af på grund af nye brandregler. I 1988 blev denne historiske lomme opdaget af to historikere og borgerettighedsaktivister, der så en mulighed i, at dette sted kunne bruges til at fortælle om socialhistorie og indvandringens historie i USA. Det blev lavet research i bygningens og beboernes historie og i 1992 kunne Tenement Museums første genskabte lejlighed åbne. De ca. 7000 indbyggere, der nåede at bo i Orchard Street 97 mellem 1863 og 1935 var ligesom de andre indbygger i Lower East Side i den periode primært indvandrere til USA, og gennem dem kan der fortælles personlige historier, men også en større historie om rejsen fra fattige kår i Europa og troen på en drøm og et bedre liv, der nu ikke automatisk kom med ankomsten til Amerika.

IMG_4181

Orchard Street 97

De rundvisninger jeg har oplevet på Tenement Museum bestod af, at man først hørte om husets historie og kom ind i et ”ruin room” et tomt rum, hvor der blev fortalt om de materiale spor rummene og huset har. Derefter fortsatte rundvisningen over i nogle rum, hvor nogle af beboernes lejlighed er genskabt og man høre om deres liv. De fleste af turene i Tenement Museum varer fra 60 til 90 min. De gør det godt, og museet har de sidste år også udvidet med rundvisninger både i bygningen og som byvandringer i kvarteret. For 5 år siden var der omkring 20 rundvisere oftest på deltid og det tal er nu oppe på knapt 70 tilknyttede deltids rundvisere. Antallet af ture de tilbyder er nu mere end fordoblet og der er udvidet af ture til både skolebørn og til den almindelige offentlighed.

IMG_4184

Alle rundvisninger starter fra museets butik. Den torsdag jeg og to kollegaer besøgte museet var der ca. 35 rundvisninger at vælge imellem og en af dem vi valgte var Sweatshop workers rundvisning med Lindsay, der står med det gule skilt.

Hvad er det de gør, som er godt? Grupperne er på omkring 15 personer og det jeg har oplevet er, at de hurtigt fanger os, som er på tur. Alle deltagere skal kort præsentere sig med navn og hvor man kommer fra og flere tilføjer også om de har en særlig grund til at være det. Alt det bruger rundviseren så den næste time til at målrette fortællingen og lægge spørgsmål og emner ud som os besøgende kan gribe, kommentere på eller bruge til at dele egne familiehistorier.

Da jeg besøgte Tenement Museum blev vi før vi gik ind i selve opgangen bedt om at være forsigtig med at røre de gamle vægge og ikke at tage billeder undervejs. Senere da jeg snakkede med en fra museet om deres praksis blev jeg bestyrket i min fornemmelse for, hvorfor at der var denne billedpolitik. En væsentlig grund er, at gæsterne på rundvisningen skal koncentrere sig om turen og samværet i stedet for at have fokus på at tage gode billeder eller dele øjeblikket på sociale medier. Den måde museet synes, at de kunne sikre det på var ved at lave et generelt billedforbud i forbindelse med rundvisningen i selve bygningen.

Museet er klart over, at rundvisningsoplevelsen skal være god og investerer også løbende i omvisernes evner. I mit møde på museet hørte jeg om deres praksis med faste faglige månedsmøder med emner som de tidsperiode de formidler eller den nyeste udvikling i immigrationsmønstre. Noget museet vægter lige så højt i guidernes træning er andre månedlige møder om formen og fremstillingen. Et emne de for eksempel lige havde haft møder i mindre grupper om er, hvordan guiderne skulle forholde sig, hvis de af gæster blev præsenteret over for nogle af de urigtige fortællinger om indvandringens historier i USA, der bl.a. har været fortalt i debatterne omkring den nylige amerikanske valgkamp. Her var diskussionen på møderne ikke om hurtigt at modbevise urigtighederne og dermed risikere at starte en konfrontatorisk diskussion, men hvordan, at rundvisningen ikke kom til at handle om det udsagn, og hvordan at rundvisningen stadig kunne blive en god og faglig informativ oplevelse for gruppen. Tilgangen til formen var også meget vigtigt, når guiderne skulle vælges til jobbet. De skulle kunne modtage kritik og havde flair for at gribe en gruppe.

Disse overvejelser og denne praksis er jo ikke en radikal nyskabelse til tilgangen til den mundtlige formidling, men det er bestemt lærerigt at besøge museet og tale med folk fra Tenement Museum og se hvordan, at en opmærksom politik og tilgang til emnet kan give gode resultater.

Tenement Museum er et bestemt besøg værd, men som jeg har beskrevet i et tidligere blokindlæg Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York er det også et sted efter min mening, der i disse offentlige rundvisninger er bedre til at fange voksne end til at fastholde interessen hos en yngre målgruppe.

DSC_0111 (4)

Tæt ved Lower East Side ligger Financial District, blandt andet med en af New Yorks nye markante bygninger, One World Trade Tower, hvis spir der gør det til byens højeste.

One World Observatory

Ud over Tenement Museum fik jeg i sidste uge også besøgt andre steder i New York, der bruge den mundtlige formidling. Et sted som gjorde det på en lidt anden måde er One World Observatory, der lå øverst i One World Trade Center, den højeste bygning i byen og en del af i genskabelsen af området omkring Ground Zero. Efter en spektakulær elevatortur 100 etager op og en kort introduktionsfilm kommer man til hovedattraktionen, udsigten til alle fire verdenshjørner over New York City.

IMG_4132

På toppen var var der ud over udsigten naturligvis også en souvenirshop og cafe, men også installationen City Pulse, en række skærme med bænke foran. I midten af ringen af skærme kunne der stå en fortællinger og bruge skærmene til korte 5 min. foredrag.

IMG_4119

Jeg så en præsentation af New Yorks historie. Det var en kort, men en fin introduktion, som gav oplysninger der kunne bruges, når turen gik tilbage til udsigten og overblikket over The Big Apple.

DSC_0043

Når City Pulse ikke var bemandet viste den korte statement med trivia-viden om byen, samt skiftende billeder, hvor nogle af dem formodentlig var brugergenereret.

DSC_0046

City Pulse installationen uden bemanding

IMG_4128

med skiftende billeder og korte statement om udvalgte begivenheder i byens historie.

IMG_4143

City Pulse installationen kunne også købes som souvenir i butikken i form af en billedramme.

September 11 Memorial & Museum

Jeg besøgte også naboen 9/11 Memorial & Museum. Der er det talte ord brugt som vigtige dele af formidlingen i form af det kildemæssige levn som medierne intense dækning af terrorangrebet 11. september 2001 er. Det er vurderet af ca. 2 mia. mennesker, omkring 1/3 af jordens befolkning, så optagelser eller reportager fra begivenheden enten i real tid eller i senere gengivelser samme dag. Det er nok den største globale kollektive erindring endnu set – og det hele var bundet op på nyhedsdækningens lyde og billeder.

IMG_4201

Undervejs i nedgangen til udstillingsområdet bliver man mødt med genkendelige lydklip for alle os mange der med ængstelser fulgte nyhederne den 11. september 2001.

Fra første færd i selve udstillingsområdet, der ligger under jorden ved siden af mindesmærkerne, er der fokus på lydsiden. Der er et greb der bruges flere gange i udstillingen, men lydbidderne har mere karakter af vidnesbyrd, erindringsvækkere eller stemningslyde end de er en egentlig mundtlig formidling.

IMG_4237

Rundvisning der gør et holdt ved en brandbil som deltog i redningsarbejdet

Den mundtlige formidling sker til gengæld på de mange rundvisninger, der er på museet og som de besøgende mod ekstra betaling kan tilmelde sig samme dag, hvis der er plads. Jeg valgte dog ikke en rundvisning, men i stedet en audioguide. Det er ellers et medie jeg oftest undgår, da det efter min mening gør det helt modsatte end at understøtte et af museernes store forcer, der sociale og refleksionerne sammen med dem man besøgerne museerne med. Men den dag var jeg alene på tur og blev også fristet af, at fortælleren rundt på turen var en af de cooleste skuepiller fra byen: Robert de Niro.

IMG_4230

Hans stemme er fantastisk og han gjorde det bestemt godt. Tilrettelæggelse af audioguiden var også god. Robert De Niros baggrund som New York’er blev bevidst brugt, så han kom til at virke som en lokal, der lige viste en rundt, når man nu alligevel var mødtes. Undervejs introducerede han den lyttende til andre personer og stemmer, der havde med begivenheden eller stedet at gøre: en fotograf der var tilstede 11/9, redningsmandskab, en arkitekt tilknyttet skabelsen af museet mv. En anden fin ting ved audioguiden var, at man også kunne vælge at få teksten frem, så dem der hellere ville læse fortællingerne kunne gøre det.

IMG_4213

Et stop ved både rundvisningerne og audioguiden er “Survivors’ Stairs”, som mange brugte for at komme ud på Vesey Street og væk fra World Trade Center komplekset.

New York Transit Museum

Et sidste eksempel på mundtlig formidling jeg mødte på turen til New York var ”ekspertskærme”, dvs. skærme, hvor en person (en ekspert, et vidne mv.) kan aktiveres og fortælle om et emne i udstillingen. Fra de hjemlige himmelstrøg er disse skærme blandt andet kendt fra forfatterpræsentationer på bibliotekerne, fra Moesgaard Museums flittige brug af dem, men også fra Den Gamle Bys håndværkerudstilling, Zoologisk Museums Darwin-udstilling, SMKs afdeling for ældre europæisk kunst og mange andre steder.

IMG_4419

Bringing back the City udstillingen i New York Transit Museum

Der hvor jeg mødte ekspertskærmsprincippet i New York var på New York Transit Museum, der er et museum dedikeret til byens busser, subway og offentlige transport. I museets udstilling ”Bringing back the City” om hvordan byens offentlige trafik fungere, når der er kriser i byen, der var det ikke videnskabelige eksperter, der blev brugt på skærmene.

IMG_4420

I udstillingens del om 11. september 2001 kunne forskellige vidneudsagn fra begivenheden vælges

IMG_4421

og en af dem var buschauffør Beverly Chrisholms beretning om at få hjælpemandskab frem til katastrofeområdet.

Udstillingen fortæller bl.a. om store strømafbrydelser, orkanen Sandy og 11. september 2001 og dem man møder på skærmene er almindelige informationsmedarbejdere, buschauffører m.v. der fortæller om deres oplevelser, og om hvordan de håndterede den krise de pludselig var blevet en del af. Det var godt og nærværende fortalt og ligesom ved audioguiden på 9/11 Museum havde de det fine element, at det de fortalte også kunne læses.

De digitale adaptioner af foredraget eller rundvisningen jeg mødte på turen var fint gennemtænk, men de kan ikke erstatte det engagement jeg henholdsvis mødte på toppen af One World Trade Center eller i de genskabte lejligheder på Orchard Street 97. Det personlige møde kan noget særligt.

img_4121-2

Link

Tenement Museum:
http://www.tenement.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Tenement Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

One World Observatory:
https://oneworldobservatory.com/

September 11 Memorial & Museum:
https://www.911memorial.org/

New York Transit Museum:
http://www.nytransitmuseum.org/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Ragnarock i Roskilde

I går fik Roskilde og resten af Danmark et nyt museum: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur, Det er flot gået af ROMU – Roskilde Museum – der har holdt hanke i ideen de sidste 10 år og det er helt rigtigt, at dette kulturhistoriske, populærkulturelle, samfundsudviklende mv. emne har fået et sted, som man kan besøge og gå på opdagelse i.

Ragnarock i Roskilde

Formidlingsmæssigt er det også et rigtigt spændende sted. Følelsen af at være på museet sidder stadig i mig og jeg vil ikke vove at give mig i kast med en samlet karakteristik af stedet, men jeg synes det er værd at nævne nogle aspekter ved de greb de har brugt i Roskilde.

Arkitekturen
Ankomsten til en museum er ikke altid løst rigtigt, men på dette nye museum starter historien før man kommer i gang. Der er lydinstallationer på vej hen til bygningen, man skal gå ned af en rockstjerneløber og så er der den prangende bygning. Ragnarock er en overdådig bygning, der råber på opmærksomhed. Guld udenpå og rød indeni, og det indre i en tekstur der får det lidt til at ligne velour. Det er overdreven, pågående, rock – måske ikke garagerock , men rockens in-your-face attitude. Det er en bygning der både udefra og inde i ankomstområde stemmer den besøgende til, at nu skal der ske noget. Vi er begyndt.

Ragnarock i Roskilde

Lyd og film
Lyd spiller ikke overraskende en helt central rolle i Ragnarocks udstillinger. Det er både den primære kilde – alle sangene – og i formidlingen af sangene, hvor rigtigt mange af landets musikere fortæller om tidsånd og deres musik, og hvor fans og brugere af musik fortæller om dansemove, idoler og følelser. Den primære måde lyden er formidlet på, er gennem hovedtelefoner i en god kvalitet.

Ragnarock i Roskilde

Personligt har jeg der svært med hovedtelefoner og den eksklusivitet det greb har, men der er også et oplagt greb. Den klare fordel er, at det skaber fokus hos den besøgende og at man undgår den lydinferno som er en plage, der truer mange museer efterhånden som der kommer ønsker og billigere muligheder for audiovisuel formidling. På Ragnarock er der i flere rum en generel lydstemning, som ikke virker for pågående og som også er med til at holde de informationsgivende lydkilder, der er i nogle af rummene, adskilt. Den del fungerer godt og det gjorde mange af film/lydsekvenserne også. Velproduceret og nærværende, men i min høretelefoner ikke en social oplevelse.

Ragnarock i Roskilde

Et sted mødte jeg en lille biograf (der var sikker flere) og der blev fortalt om musikernes egne idoler, bl.a. fortalte Peter Belli om Mick Jagger og hans betydning for Ulven Peter og Nils Brandt fra Minds of 99 om sin fascination af The Beatles. Det var gode korte filmbidder og efter at have lyttet alene var det godt at sidde sammen med andre og fornemme den sociale oplevelse som museumsrummet er.

Ragnarock i Roskilde

I samme del af museet var der er en installation, hvor man skulle prøve at skrige/råbe som musikgrupper og få point, hvis man gjode det rigtigt. Det var absolut et forstyrrende element, men på den gode måde. Der var liv og hvin, når gæster råbte ind i tragten og en begejstret stemning som fik os andre til at løfte blikke og se på hinanden.

Ragnarock i Roskilde

Noget andet museet skal have ros for mht. det auditive er, at de har brugt Anne Linnet og Steen Jørgensen som speakere. Selv hvis man ikke kan genkende deres stemmer, er der umiskendeligt en rockattitude i deres stemme.

Det sociale
I min optik er museer sociale steder og de virker bedst når museet planlægger den vej i stedet for primært at være fokuseret på en personlig vidensoverlevering. Vidensoverlevering sker også bedst sammen med andre. Som nævnt omkring den flittige brug af hovedtelefoner er der dele af Ragnarock der ikke lægger op til at man deler historierne, mens man oplever dem, men der er bestemt andre steder, hvor der sker. Undervejs i besøget er der digitale installationer, hvor flere kan se hvad der sker. Lige når man kommer ud af elevatoren er der en lysinstallation inspireret af 60’erne psykedeliske lysshow, hvor man sammen med andre kan skabe lyseffekter.

Ragnarock i Roskilde

Et andet sted er en mere informativ tidslinje, hvor hovedhistorier om ungdomskultur kommer frem afhængigt af hvor man sår på gulvet – og et tredje sted er der en danseinstallation, hvor man to og to kan prøve kræfter med bl.a. rock’n’roll og rave. Her var jeg personlig glad for der ikke var et pointsystem, da jeg prøvede dem med min danseskarpe kollega Lisbeth, men installationen ville have haft et ekstra socialt mål, hvis man også kunne konkurrere.

Ragnarock i Roskilde

Men museet har også tænkt det sociale ind andre steder end der, hvor man skal noget. Blandt andet ved nogle af de siddemuligheder de har lavet, hvor pausen kan holdes med andre og ikke mindst i den gigantiske pladetallerken som man kunne ligge på og høre eller gætte hvilke sange som blev spillet. Og som en ekstra understegning af det sociale element var der spejle i loftet så en mængde af selfies eller wefies kan blive taget her.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Emner versus kronologi
Der er mange måder at vise et materiale på. Da jeg sammen med kollegaer i Den Gamle By for to år siden skulle lave en udstillet om Aarhusrockens historie valgte vi efter noget snak – og senere inddragelse af musikbranchefolk og ”almindelige” folk – at lave en kronologisk fortælling som hovedgrebet i vores udstilling. Kollegaer fra Roskilde var forbi og diskutere vores greb, og kunne godt se gode ideer i Den Gamle Bys måde at disponere stoffet på, vække erindring og engagere gæster, men valget i Ragnarock er at lave en overordnet temaorienteret udstilling. Det har også sine fordele. I temaer som dans, fankultur, musikkens politiske betydning er det tydeligt at se at der fra gennem tiden på en gang både har været det sammen og noget forskelligt på spil. Rock’n’roll danserne ville bryde normer i 50’erne og vise den energi og livslyst de havde, og det samme ville Lars Ratne og hans electric bogie og break dance slæng foran Storkespringvandet i 80’erne. Sammenhænge vises fint flere steder – primært gennem filmklip – men personligt kunne jeg godt have ønsker mig bedre mulighed for at dykke ned i en tid eller en genre.

Ragnarock i Roskilde

På museet er der en stor væg inddelt i årtier, hvor det er muligt at få en lille generel film om årtiet eller sætte et jackstik ind forskellige steder og høre udvalgte hits. Det er fint, men der ville jeg gerne have haft mere og også genstande, fra ”badges posters stickers and t-shirts” til LP’er og props fra koncerter. Musik fylder også personlig meget i mit liv og der er bare grupper og genrer det kunne være lækkert at dyrke – og andre genrer jeg ville springe over og lade andre svælge i.

Ragnarock i Roskilde

Når det er sagt, fungerede mange af de valgte emner godt. Der var oversigt over den teknik fra pladespilleren til cd og streaming man kunne høre musikken på – og hvordan det lyder på hvad, og der var en fin lille installation for os der var unge i Tina Brylds tid, hvor man på en rød danMark classic fastnettelefon kunne ringe op og høre emner fra Det Elektriske Barometer som forelskelse, sex, selvmord og forældre. Der blev jeg ført tilbage i tid og mindet om, hvem jeg var engang. Ved siden af telefonen var på gulvet Barometers brugerbestemte top ti lister til forskellig tid med de minder der også ligger i de sange.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Mængder versus det udvalgte
Det umiddelbare indtryk er at det ikke er et museum fyldt med genstande. De virker nøje udvalgt og det har naturligvis den styrke, at der så bliver fokusereret. I afsnittet om musikkulturens udfordringen af normer var der tre særligt udvalgte genstande i form af Natasja Danmark burka, Johnny Concretes punk-læderjakke og Anne Linnets korset, og i montren om instrumenter var der en af hver af hovedinstrumenterne, hvor trommen f.eks. var Mabels Boom Boom storetromme med hjertet og bassen en af DAD Stig Petersens opfindsomme kreationer. Det var instrumenter med historier, men der kunne også have været flere, så der helt basalt var mere at snakke om, være enige eller uenige om og sammenligne med – for en Fenders er jo ikke helt lige så lækker som en Gibson eller…

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock er en overvældende oplevelse for alle, som er interesseret i musik – og jeg glæder mig til at komme igen en dag, der ikke er fyldt med åbningsreceptionsgæster jeg også gerne ville snakke med. Jeg tror, at nogle af de historier jeg måske manglede at se, er der et sted hvis man leder lidt efter det. Udstillingen sluttede med et outrotekst om, at gennem musik finder unge sig selv og hinanden, at musik er lyden af ungdom og af hele livet. Der var en gennemgående fokus på ungdom, og der er også et emne med energi, men efter et besøg på Ragnarock kan en 40+ person som jeg godt savne, at synet på rock og pop udvideres lidt til det outroen kalder ”resten af livet”. Hjemme i Aarhus vendte jeg mine oplevelser til en middag, hvor der også var en musiker med en lang karriere og mange solgte cd’er bag sig. Han reflekterede over at han ikke lavede det sammen musik som da han var i tyverne ,og at det også skyldes en erfaring og lyst et at lave noget andet, end det han før havde gjort. Musik er ikke kun ungdom eller et afkog af den energi, man havde som ung, der er også erfaring og eftertanke – og den kommer med tiden. Så måske er der også et emne Ragnarock tager om når de har fået lidt erfaring under huden og oplevet, hvordan deres gæster tager imod fortællingerne.

Ragnarock i Roskilde

Til åbningen i går sluttede Steen Jørgensen og Marie Fisker talerækken af med at spille C.V. Jørgensens Indian Summer. En sang, der for mig mere har en essens af eftertanke end af rent ungdommelig virkelyst:
“Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys…”

Den optræden viste her i det nye museums forhal, at livemusikken kan noget som museer aldrig vil kunne mht. musikformidling, og på den måde er det en umulig opgave som Ragnarock prøver at løse – men stort tak for modet til at prøve at gøre det alligevel.

Ragnarock i Roskilde

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter

I sommers besøgte jeg en udstilling, hvor jeg helt klart var en af de gæster, der vidste mindst om emnet, og det var samtidigt om et emne, som jeg ikke umiddelbart kunne aktivere en interesse for. Det var som museumsprofessionel en fin oplevelse, da det tydeliggjorde nogle af følelserne førstegangsbesøgende til museer kan have – hvad er dette? Er der noget som er vigtigere end andet? Og kan de andre se, at jeg er helt blank?

DSC_0011

The Hunger Games – The Exhibition

Udstillingen blev vist i Discovery udstillingsbygningen ved Time Square i New York og var om de to første filmatiseringer af bøgerne i Suzanne Collins’ The Hunger Games trilogi. Jeg var der sammen med mine piger på 11 og 14 år, og en væsentlig målgruppe var helt tydeligt også store børn og unge.

DSC_0035

IMG_7504

Kostumerne og rekvisitterne fra filmene er de markante elementer i udstillingen, garneret med billeder og tekster, der er med til at skabe en kontekst, og filmklip, som dels minder gæsterne om handlingen og dels er interviews med folkene bag filmene.

DSC_0010

IMG_7523

Fint strøget ud over hele udstillingen er der steder, hvor gæsterne kan interagere og komme væk fra den passive betragterrolle. Flere af stederne er den interaktion helt enkle hands-on elementer som quiz, hvor svaret er bag et skilt der kan løftes, et bord med reb, så man kan lære at binde knob, eller kugler, som man kan sende til forskellige beholdere afhængigt af det valg man gør.

IMG_7527

En enkel find-svaret-bag-lågen-formidling.

DSC_0025

Handlingen i filmen bliver nogle steder brugt til mere åbne spørgsmål – her er det hvilken strategi man skulle bruge for at stoppe et morderiske spil som The Hunger Game: Sympati, logik eller vrede.

DSC_0028

Op på bagsiden af installationen kan man se hvilken strategi, der har fået flest eller færrest stemmer.

Enkelte andre steder sker interaktionen gennem digitale medier som store touchskærme, hvor informationer kan søges, eller spil baseret på en Kinnect-lignenede teknologi, hvor man skal eftergøre et træningsprogram.

IMG_7507

IMG_7538

For en novice i The Hunger Games universet er udstillingen taknemmeligt bygget op ved at man går gennem historien fra start til slut, fra helten Katniss Everdeen’s opvækst i Distrikt 12, udvælgelsen til The Hunger Games, over turen til hovedstaden Capitol, kampen mod de andre og til oprøret i bog/film 2.

IMG_7494

Undervej er der udover elementerne fra filmen også kommentarer, skitser mv., der fortæller om f.eks. forfatterens, kostumedesignerens og rekvisitørens inspiration.

DSC_0038

Et fint eksempel på teknomagi i udstillingen er bogen med kostumedesignerens overvejelser. Man kan blade i bogen hvorved nye sider, dvs. projektioner kommer frem.

DSC_0039

Og på siderne/projektionerne er der felter man kan trykke på og dermed sætte film i gang eller få yderligere informationer til at blive synlige.

The Making of Harry Potter

Udstillingens karakter og brug af greb minder på nogle punkter om The Making of Harry Potter i Watford udenfor London, en anden udstilling der også er uhyre populær for en børne- og unge målgruppe. The Making of Harry Potter har det ekstra lag, at den, hvor mærkeligt det kan synes for en udstilling om en fiktionsværk, har et in-situ lag. Der er her, at filmene blev indspillet og flere af scenografierne kan besøges bl.a. Dumbledores kontor, Gryffindor-elevernes opholdstue, eliksir-klasselokalet, familiens Wesleys køkken og Ligustervænget.

IMG_1404

Kulissen til eliksirlokalet med professor Snapes kostume.

The Making of Harry Potter er blevet et populært valfartssted for de mange fans af J.K. Rowling’s Harry Potter univers og filmatiseringerne af bøgerne. Da vi besøgte det skulle billetterne bestilles på forhånd – og i god tid før. Det er meget professionelt opbygget og med den sans for fortælling og detalje som en blockbuster-produktion kan have. Jeg besøgte udstillingen med min familie for tre år siden. Der er sket lidt ændringer, så det er ikke helt samme tur man i dag kan opleve.

IMG_1364

Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter, som er attraktionens fulde navn, er indrettet i en del af Leavesden studierne, en tidligere flyvemaskinefabrik, der siden 1995 har været studie for store produktioner som bl.a. GoldenEye, Star Wars I The Phantom Menace, Mission Impossible Rogue Nation – og de otte Harry Potter film. Udstillingen er ikke bygget op så man følger narrationen i bøgerne/filmene, men er i stedet inddelt i forskellige elementer af filmatiseringerne. Efter at have startet med en film-intro og wow effekten ved at gå ind i spisesalen på Hogwarts fortsætter besøgets første del i et stort rum, hvor de forskellige scenografier vises og hvor der er information om rekvisitterne, scenografierne og de kostumer der bruges.

IMG_1417

IMG_1392

Derefter følger et udeområde, hvor bl.a. Harrys barndomshjem Ligustervænget blev filmet, Det er også et pauserum med med en cafe, hvor en af Harrys yndlingsdrik, ingefærøl, naturligvis kan købes.

IMG_1458

Gad vide om Harry skulle være hjemme?

Mr. Weasley's Ford Anglia

Mr. Weasley’s Ford Anglia fra film/bog to er en af de mange rekvisitelementer man som besøgende kan interagere med.

Behind the scene

Anden del af besøget i The Making of Harry Potter kommer forbi en af de mest imponerende scenografier, Diagonalstrædet, men har ellers mere karakter af en behind the scene tour. Der er et afsnit om de mange væsner, dyr og special effects, der skulle laves til filmen.

IMG_1480

Formidlingsteknisk har det afsnit en af de bedste publikumsflyttere jeg har mødt. I noget der skal give illusionen af et værksted er der en stor projektion. På den diskutere en skuespiller og en af filmens effektskabere nogle af de genstande, der kan ses omkring projektionen, og som en del af deres snak går de ud af projektionen for at gå ind i en anden projektion, der ligger 15-20 meter længere inde i rummet. Helt automatisk fulgte den flok på 20-30 mennesker jeg stod imellem med.

IMG_1471

Der er også et afsnit som har fokus på designet af de enkelte dele til filmen. Der kan man komme tæt på modeller, skitser og tegninger og få en fint indtryk af de mange overvejelser, der ligger bag det endelige resultat.

IMG_1511

IMG_1517

Turen sluttes af med den model af Hogwarts, der fra film to og frem er det man ser i filmene, når der panoreres over eller flyves forbi slottet. Det hele ender med, at man gennem et tryllestavsrum kommer direkte ud i butikken, hvor nogle af det genstande man har set – og meget andet Harry Potter merchandise – kan købes til ikke helt billige priser. Vi var fem timer om besøget og børnene synes ikke det var spor for lang tid – tværtimod.

IMGP2197

Rummet før butikken var fyldt med tryllestavsæsker – og som en fin hyldest til de mange, der havde været med til at lave filmene, havde de hver fået en æske med deres navn på.

Genstandens repræsentation

Ligesom ved Hunger Games udstillingen behandles rekvisitterne til Harry Potter filmene med stor respekt både af udstillerne og af publikum – særligt de genstande, der har en markant betydning i bøgernes/filmenes fortælling, som f.eks. tryllestavene eller flammernes pokal fra Harry Potter bogen af samme navn.

IMG_1397

Brugen og modtagelsen af de genstande fører overvejelser om originalitet og reception med sig. De udstillede genstande er fysiske gestaltninger af elementer i en fiktiv verden. Er det så den originale tryllestav – kan noget være originalt, når det er en repræsentant af en fiktion? Når man har mulighed for at komme helt tæt på objekterne kan man så se, at f.eks. de Horcrux’er, der skal findes for at bekæmpe den onde Voldemort ikke er kostbare virkelige genstande lavet af ædelt materiale – de er props i film, hvor de så med filmens magi virker ægte. Men de er jo samtidigt ægte da, de netop er de genstande, der bruges i filmen – og i filmens måde at fortælle historien på, er de de mest virkelige repræsentanterne for disse særlige elementer i Harry Potter fortællingen.

IMG_1408

En montre, hvor hocrux’erne bliver præsenteret som kostbare genstrande.

Digital guides og analoge opgaver

Begge steder kunne man supplere besøget med en digital guide, hvor der var små film, lydspor og ekstra materiale. I The Hunger Games kunne guiden også bruges som kamera, og til en skattejagts-opgave gennem udstillingen.

DSC_0024

Udvalgte punkter kunne undervejs i besøget fanges ved at holde guiden helt rigtigt.

Hunger Games profilside

Efter besøget får man gennem den digitale guide adgang til sin egen The Hunger Games – The Exhibition side på nettet. Der kan man se de billeder man tog med guidens kamera sammen med de markeringer af punkter man fik unlocked på skattejagten, men ellers bliver den side mærkeligt nok ikke brugt til at give mere indhold eller andet, som kunne give ekstra tilhørsforhold til udstillingen.

I The Making of Harry Potter var der udover den digitale guide også en helt analog opgavebog, hvor man kunne samle stempler ved at besøge de forskellige afsnit af udstillingen. Det var en meget populær aktivitet for børnene og en klar illustration af, at bare fordi nye muligheder åbner sig med digitale gadgets, så er det ikke grund til at skrotte elementer og metoder der virker.

IMG_1386

Allerede i det første rum på rundturen blev skattejagten i bogform fundet frem og de første personlige oplysninger skrevet ind – “og så endda her i Hogwarts spisesal”.

Der er flere gode pointér at tage med sig fra de to klart kommercielt tænkte udstillingssteder, bl.a. om formidlingsgreb og udstillingernes introduktion, selvsikkerhed og tilgang til fotografering.

IMG_1369

Allerede i køen til der hvor man kan komme ind The Making of Harry Potter er der det først foto shot: Skabet under trappen, som Harry Potter var henvist til. Placeringen af trappen med skabet er også et fint eksempel på et vellykket kø-oplevelses-element.

Udstillinger med rigtigt store budgetter og målrettet unge – de må da være fyldt med digitale tiltag og helt nye måder at fortælle historier på og engagere de besøgende. Nej, faktisk ikke. Der var begge steder et klart sigte om, at udstillingerne skulle fortælle en historie, og det gjorde begge først og fremmest med rum og genstande, der var sat op for at fremhæve det særlige ved netop det objekt og de historier, der er knyttet til det. Billeder, tekst og film skabte kontekst og enkelte interaktive elementer – både digitalt og analogt – var velovervejet spredt ud for at aktivere gæsterne og gøre dem mindre passive. Det er det de unge vil ha’ og grundlæggende er det ikke en nyskabende tilgang. Det var bare fint udført.

DSC_0048

Test your technique. En ikke-digital installation i Hunger Games udstillingen, hvor børn som voksne kunne teste deres knob og knude-evner.

Udstillingernes introduktion

Begyndelsen var begge steder velgennemtænkt, så man som gæst ikke var i tvivl om, at der ventede noget særligt – der var et anslag på sammen måde som filmmedier gerne benytter sig af.

I The Making of Harry Potter sker det i en decideret filmsal, hvor skuespillerne bag filmenes primære figurerne, Harry, Ron og Hermione, kommer ind på lærredet og fortæller studierne betydning. De står til sidst i deres præsentation foran døren til spisesalen i Hogwards, og da lærredet går op er der bag det den samme dør ind til spisesalen. En vært inviterer så publikum op til døren for at de skal hjælpe med at åbne den, og da døren går op er det ind til den spisesalskulisse, der er brugt i filmen. Øjnene var store og munden åben. ”Det er jo helt som at være her selv” som den største fan i mit selskab sagde, og nu når hendes forældre tilsyneladende ikke kan ordne, at hun kunne komme på Hogwarts som 11 årig, så var det her det næstbedst.

IMG_1378

Døren skubbes op til udstillingen og til Hogwarts spisesal.

IMG_1382

Værten bød os velkommen til spisesalen før gruppen selv kunne udforske resten af The Making of Harry Potter.

I The Hunger Games udstillingen er der også et introrum, hvor skuespilleren Jennifer Lawrence, det spiller hovedpersonen Katniss Everdeen i filmene, byder os velkommen. Setup’et er der ikke lige så stort som ved Harry Potter, men har den samme forventningsopbygningen og samme grad af en velkomst, hvor man føler sig som en særlig gæst.

IMG_7487

IMG_7492

Selvtillid

Det er udstillinger med stor selvtillid. På museerne er der jævnlig formidlingsdebatter om, hvordan at vi kan gøre emner, som folk ikke kender meget til, til noget de bliver interesseret i – hvordan formidler og sælger vi emnet. I Harry Potter og Hunger Games udstillingerne skulle emnet ikke sælges – det skulle bare udfoldes. Der var en selvsikkerhed om, at folk var interesserede i emnet, og at de selvklart ville gå glade derfra efter besøget. Selvsikkerheden klædte personalet godt – selvfølgeligt er det som I nu skal se fedt – I kan bare glæde jer og husk at tage så mange billeder af det som I kan.

IMG_7508

Oplagt fotosted i The Hunger Games – The Exhibition.

Fotografer gerne

De to steders hyppige opfordring til at tage billeder undervejs understøtter utvivlsomt markedsføringen af udstillingerne, men jeg tror også, at det bunder i en egen overbevisning om, at denne her udstilling naturligvis vil dokumenteres og deles af publikum. Her er ingen metadiskussioner om, hvorvidt om kunsten, historien mv. ikke bliver forstået rigtigt nok, hvis man samtidigt fotograferer. Nej, her er udgangspunktet, at det er fede ting der viser, og noget der gerne vil huskes og deles, så genstande og rummene var generelt også fremvist veloplyste. Her er ikke tale om black box udstillinger med dramatisk scenografi henlagt i mørke, men om relativt luftige rum med plads og lys til at opstillingerne kan blive fotograferet – gerne med en selv eller veninden med på motivet.

DSC_0034

Et sted i Hunger Games udstillingen kunne man fotograferes i en interviewsituation med filmens tv-værtfigur Caesar Flickerman.

IMG_1429

Tryllestavene var medbragt til Harry Potter studierne, så de rigtige billeder kunne tages.

Udover de foto shot steder gæsterne selv finder, der også steder med bemanding, hvor man kan blive foreviget på en green screen så man få et billede med sig hjem af sig selv i filmen. I The Hunger Games udstillingen er denne del udviklet, så det allerede er i køen til indgangen, at man bliver fanget ind af denne mulighed, der så gentages flere gange undervejs afsluttende med, at billederne kunne købes enkeltvis eller samlet sat ind i udstillings souvenirhæfte. Den dag jeg besøgte udstillingen generede det et betydeligt mersalg.

Hunger Games IMG_7552

The Hunger Games – The Exhibition og The Making of Harry Potter er lavet til fans af de to massekulturelle fænomener, og jeg er ikke i tvivl om, at udstillingerne rammer rigtigt til de målgrupper. Jeg kendte selv til Harrys Potter fortællingerne før mit besøg i Watford, og der var udstillingen et spændende indblik i filmenes univers. Men selv når man ikke kender historierne er der noget at komme efter. Både The Hunger Games udstillingen og The Making of Harry Potter er værd at lade sig inspirere af i forhold til udstillingernes selvsikkerhed og stedernes klare brug af formidlingsgreb.

IMGP2115

Kulissen til Diagonalstrædet i Harry Potter filmene.

For at vende tilbage til den indledende betragtning om at besøge en udstilling, hvis emne jeg intet kendte til, så gjorde The Hunger Games udstillingen det som mange museer håber, at deres udstilling gør: Den gjorde mig interesseret, så da muligheden bød sig, fik jeg set den første film i serien og kan nu tale med, når mine døtre snakker om karaktererne i dette fiktive univers.

IMG_7509

Et fint element i Hunger Games udstillingen var, at der nogle steder var citater eller filmklip fra den kulisse man stod ved.

Link

The Hunger Games – The Exhibition: http://www.thehungergamesexhibition.com/

The Making of Harry Potter: https://www.wbstudiotour.co.uk/

 

1 kommentar

Filed under Digitale medier, In situ, Udstilling

#museumselfie

Museer er ikke kun et sted man kommer for at se kunst, finde viden og blive underholdt, det kan også være et sted man tager hen, for at vise hvem man er, både i familien, blandt venner og til omverdenen. Et museumsbesøg er noget man kan fortælle om og vise frem. Det er ikke en ny brug af museet, men en brug der bestemt også finder sted på de sociale medier. Museumsbesøg bliver nu også nævnt på digitale medier som facebook og twitter, på samme måde som det er et emne ved mere analoge sammenkomster med venner, kollegaer og familie.

Museumsefie_mulan288

Mona Lisa på Louvre er et yndet se-jeg-var-her motiv, også på det sociale billedmedie instagram. Foto: @mulan288

På de sociale medier er der kommet betegnelsen museumselfie for det at tage et billede af sig selv på et museum. Det er blevet et begreb, der optræder på mere og mere på twitter og instagram, og der er også en term museerne selv tager til sig.

Mange museer har gratis WiFi og reklamere med museets twitter, facebook og instagram-profil så gæsterne kan besøge dem. Opfordringer til at tage billeder på museet og dele dem ses også, f.eks. i Nationalmuseets afdeling i Prinsens Palæ, hvor der i forhallen er et skilt, hvor museet skriver, at de er et selfie-friendly museum.

Museumsefie_MEdson

Nationalmuseets initiativ er der også lagt mærke til i digitale museumskredse, blandt andet her af Michael Edson, Smithsonian’s Director of Web and New Media Strategy. Foto: @nealstimler

Andre steder har en mere don’t tell but show it tilgang f.eks. engelske Derby Museum, der arrangere gode selfie-setup eller kunstmuseet ARoS’ nyåbnede Michael Kvium udstilling. Udstillingen viser Kviums mange Fools portrætter og som en relevant tilføjelse har museets formidlingsafdeling lavet en væg, hvor de besøgende efter at have set Kviums portrætter selv kan tage et Fools-portræt.

Fools_Lauge

En af ARoS gæsternes eget Fool-portræt. Foto: Mia Rydahl Due

Wigg-posering på Derby Museum. Foto: @ianridgway

Wigg-posering på Derby Museum. Foto: @ianridgway

Den Gamle By åbnede i sidste uge deres juleudstillinger og i Julehuset er der i år en julemands-skæmtekulisse, der har fået tilføjet en kamera-selfie-mulighed.

Jule-selfie1 DGB

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Hul til ansigtet og til smartphone-kameraet

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Ho ho ho

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Ho ho ho

Alle DR’s Julekalendere er en anden af Den Gamle Bys juleudstillinger i år, og i dem er der også lavet et foto-spot, hvor man ved et risengrødbord kan blive foreviget sammen med kostumer af grødnissen Lunte m.fl.

Nissebande-hjørnet i Den Gamle By og DR’s udstilling Alle DR’s julekalendere

Nissebande-hjørnet i Den Gamle By og DR’s udstilling Alle DR’s julekalendere

#museumselfieday

De sociale medier har taget museumselfie-muligheden til sig og videreudviklet på genren. En museumselfie-dag fandt sted 22. januar 2014, og den nåede også bredt udenfor museumskredsene ved, at rapperen Jay Z deltog med et billede fra Andy Warhol museet i Pittsburgh.

Jay Z poserer som Warhol på Andy Warhol Museum. Foto: @kodaklens

Jay Z poserer som Warhol på Andy Warhol Museum. Foto: @kodaklens

Museumselfie fra Chicago Institute of Art lagt op på #museumselfieday. Foto: @memecry

Museumselfie fra Chicago Institute of Art lagt op på #museumselfieday. Foto: @memecry

Dudes, just put some art in your profile, ladies love art

For en måned siden lavede kunstnere Sally Glass en underholdende side på blogmediet tumbl af mænd med en funktionel tilgang til museumselfien. På sitet Tinder Guys Posing with Art er der samlet billeder fra datingsiden Tinder af ungersvende, der tilsyneladende tænker, at lidt kunst sikkert vil forbedre chancerne.

Matt’s, Andrew’s, Eric’s og Tiago’s billeder er alle taget fra Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art

Matt’s, Andrew’s, Eric’s og Tiago’s billeder er alle taget fra Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art

Tja, godt forsøgt … Se andre bud på Sally Glass’ blog http://tinderguysposingwithart.tumblr.com/

Museum of selfies

Et nyt twist på museumselfie-genren kommer fra den danske designer Olivia Muus, der på også på tumblr har oprettet siden Museum of Selfies.

Her er der lagt billeder op, der imitere at det er de portrætterede på museerne, som selv tager selfier. Den første selfie af den type blev lagt op på instagram i midten af oktober og ideen er nu spredt til museumsgæster over hele verden. Initiativet har også fået en del omtale både på sociale medier som twitter og reddit, men også i artikler i The Independents i100 og The Huffington Post.

Ideen til Museum of Selfie grebet fik Olivia Muus på et besøg på Statens Museum for Kunst foran et maleri af Peder Als. En venindes hånd med smart phone foran motivet ændrede maleriets stemning. Foto: Olivia Muus

Ideen til Museum of Selfie grebet fik Olivia Muus på et besøg på Statens Museum for Kunst foran et maleri af Peder Als. En venindes hånd med smart phone foran motivet ændrede maleriets stemning. Foto: Olivia Muus

Neptun-selfie på Los Angeles Country Museum of Art. Foto: @freedomfart

Neptun-selfie på Los Angeles Country Museum of Art. Foto: @freedomfart

Se flere billeder på bloggen Museum of Selfies: http://museumofselfies.tumblr.com/ og find flere af den type selfies på instagram: http://iconosquare.com/viewer.php#/tag/museumofselfies/grid

Olivia Muus’ greb med museumselfien viser, at de sociale medier ikke kun handler om at vise hvem man selv er. I hendes Museums of Selfie er det ikke fotografen, der er fokus på, men den historie eller skæve vinkel som alle kan lave på et museum med en genstand, en hjælper med en smartphone og lidt fantasi.

Museumsbesøget er ikke kun at se på genstande eller at vise, at man selv er der – det kan også være selv at lave fortællinger.

Foto: @millesgarden

Foto: @millesgarden

Link:

#Museumselfieday

Initiativtagerens Mar Dixons blog om eventen: http://www.mardixon.com/wordpress/2014/01/what-is-museumselfie-day/

Omtale af Jay Z’s billede på modesitet complex.com: http://www.complex.com/style/2014/01/jay-z-warhol-museum

Omtale i New York Magazine: http://nymag.com/thecut/2014/01/19-types-of-selfies-at-museum-selfie-day.html

Tinder Guys Posing with Art

Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art: http://tinderguysposingwithart.tumblr.com/

Omtale af projektet på Buzzfeed: http://www.buzzfeed.com/ryanhatesthis/tinder-guys-posing-with-art-is-the-classiest-thing-thats-eve#43rrl8f

 Museum of selfies

Museum of selfies: http://museumofselfies.tumblr.com/

Artikler i The Independents i100: http://i100.independent.co.uk/article/presenting-your-latest-favourite-new-tumblrthe-museum-of-selfies–lkmLwhFmDx

Artikler i The Huffington Post: http://www.huffingtonpost.com/2014/11/05/museum-selfies-tumblr_n_6101468.html?ir=Canada&utm_hp_ref=canada

Foto: @katekat1138

Foto: @katekat1138

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse

Nye museer – Danmarks Borgcenter

Et af de nye museer der er åbnet i år er Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

DSC_0371

Magt er et emne som museet i Vordingborg kredser om gennem genstandene og fortællingerne

Det er et projekt, der har været undervejs i mange år og som både har gentænkt formidlingen indenfor selve museumsbygningens ramme og samtidigt har bragt museets fortællinger uden for bygningen. Museet ligger også helt unik midt i kærnen i museets fortælling – det borganlæg som Valdemar den Store påbegyndte omkring 1160.

Som andre der har haft sin gang i Vordingborg kender jeg selv det ruinterræn, da det er godt udflugtsmål i byen. Mit eget kendskab er primært fra de tre år i slutningen af 80’erne, hvor jeg gik på Vordingborg gymnasium. Der var ruinerne ved Gåsetårnet var et yndet sted at tage hen efter eksamener og på solrige forårsfredage.

DSC_0413

En tidligere bruger af stedet bemærker som det første, at det nu for alvor er blevet det borganlæg, som det oprindeligt var. Voldgraven er blevet genskabt næsten hele vejen rundt om borganlægget. Det giver oplevelsen af anlægget en større kulturhistorisk dimension. Uden brug af skilte, digitale teknologi eller andet gør det, at anlægget og dets funktion nu træder tydeligere frem og det gør historien mere nærværende.

Inde på museet

Den nye museumsbygning falder med sin rustrøde farve fint ind i landskabet. Ved indgangen får hver gæst mod et kørekort eller lignende en iPad som er den mobile device, som fortællingerne om fortiden skal opleves igennem. De auditive fortællinger på iPad’en tager udgangspunkt i hovedteksterne eller i de udstillede genstandene. De steder er der en kode som aktivere iPad’ens indhold.

DSC_0372

Koden der aktivere fortællingerne er på montrens sokkel

DSC_0376

Og skal tegnes på iPad’en

Den tålmodige gæst der lytter sig gennem fortællingerne bliver belønnet med historier om forskellige aspekter af middelalderens borgkultur fra kongernes magtsymboler til krig og belejring og til hverdags genstande som terninger, spillebrikker og byggematerialer. Fortællingerne ved mange af genstandene er knyttet til borganlæggets to markante skikkelser Valdemar den Store og Valdemar Atterdag.

Udvalgte steder er der også et børnespor, hvor der så kan vælges en anden fortælling, der er en mere fiktiv historie illustreret med tegninger.

Det hele er pakket ind i Lundgaard og Tranbergs nye udstillingsbygning, der ikke syner af meget ved ankomsten, men som åbenbare en stor underetage med udvalgte flader, som lysdesigngruppen Dark Matters har lavet projektioner til. Det er både et kontrolleret og et meget stemningsfuldt rum, der ikke minder om andre danske museer.

DSC_0354

Under mit besøg var der en stille og koncentreret stemning i rummet, hvor gæsterne enten talte sagte sammen eller var fokuseret på iPad’en og dens fortællinger.

DSC_0385

Teknikken og grebet i udstillingen blev lige let forstået af forskellige generationer

Ude på borgterrænet

Den lånte iPad kan også bruges ude på borgterrænet. Her registrere iPad’en, hvor man er i landskabet så fortællingerne til de forskellige dele af anlægget bliver fortalt det sted. I formidlingen bruges der også augmented reality ved, at man gennem iPad’en kan se, hvordan anlæggets bygninger havde set ud dengang de var mere end ruiner.

DSC_0410

Åbningen i muren ses både irl og på skærmen

DSC_0411

Murene i det oprindelige anlæg kommer til syne

DSC_0407

Og slottet befolkes

En tredje brug af iPad’en er til små film man kan aktivere, og hvor der tages emner op omkring magt. Det geniale greb i disse film er, at dem der fortæller er en kombination af fagarkæologer og kommentatorer på magtrelationer i dag. Politikeren Connie Hedegaard fortæller f.eks. om hvad en forhandling er og journalist og tidligere spindoktor Niels Krause Kjær fortæller om alliancer. Det gør emnerne til amnegyldige, og så var de film jeg fik set også med gode fortællere, som havde en viden om emnet, der var interessant.

DSC_0424

Connie Hedegaard fortæller om forhandling

Link til en sammenklipning af de i alt 22 film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

Også ude på terrænet er der et særligt tilbud til børn. I centeret brochure er det præsenteret med Fang uhyggelige monstre og genfærd på borgen med actionspillet Ghost Hunt. Jeg prøvede det ikke selv, men var i selskab med to piger på 9 og 12, der brugte noget tid med spillet. Deres dom var, at det fungerede godt og var ”uhyggeligt og sjovt nok” – og det er en vurdering man med en så teknologibrugende målgruppe godt kan være tilfreds med.

Den ældste konkluderede senere, at det da var godt med sådan et spil så både børn og voksne kunne bruge iPad’ene og børnene var underholdt og ikke blev for utålmodige. Det kan hun jo have ret i, hvis der drejer sig om at målrette oplevelserne. Jeg synes nu alligevel ikke, at Danmarks Borgcenter her har valgt den rette løsning. Museet har ikke haft mod til at stå ved deres kærneværdi. Rigtigt god ide med et underholdningsbaseret element til børnene, men hvorfor spøgelser, når vi er på en af Danmarks bedste lokationer til at fortælle dramatiske historier om riddere, intriger, skønjomfruer, sværdkamp og belejring. Der er jo ikke tør og kedeligt stof, men et univers der unikt kan bruges sammen med omgivelsen. Ikke at jeg mener at børnesporet nødvendigvis skal formidle slottet fagligt, men historien om et middelalderligt borganlæg kunne være rammen om et fiktionsspil, der på den måde tager afsæt i centerets kærnefortælling. Børnesporet i museumsbygningen har lidt samme svaghed ved ikke at bruge museets genstande ordentlig. De børnefortællinger jeg mødte dernede tog perifært udgangspunkt i den genstand man stod ved og gik så ellers ud af en fortællermæssig tangent, uden at de forholdt sig til det rum og de andre genstande, der omgav dem.

Adskilte oplevelser

Borgcenteret har valgt at lave forskellige grundhistorier til forskellige målgrupper og at lave oplevelser tilegnet til den enkelte gæst og fortællinger som bedst opleves alene.

IMG_2145

Det rammer lige ned i det som både kan ses som et af de digitale mediers styrker og en af mediets akilleshæle. Digitale medier suger opmærksomhed og skaber god og intens kontakt til brugeren, der derfor er mindre opmærksom på oplevelsen uden om skærmen. Det kan blive en ensom aktivitet. På Borgcenteret får alle en skærm, og museumsbesøget bliver derfor meget mere en individuel end en kollektiv oplevelse. Jeg synes godt om min tid med skærmen i Vordingborg, men havde ikke den sammen fælles-udflugts-følelse som jeg ellers har, når familien er sammen på museum. Vi var alle på museet, men først sammen på museet, da vi nåede cafeen (hvis grove ”middelalder” pølser for øvrigt godt kan anbefales).

Efter frokost vendte vi tilbage til borgområdet og gik sammen ind i en formidlings-/ hand-on pavillon og der var der snak, fællesskab og en analog underholdning som var med til at gøre det til en fællesudflugt.

IMG_2138

Nye digitale veje

Museet i Vordingborg er ikke bange for digital formidling og teknik – den ros skal det have. Mig bekendt havde de med Birgitte Fløe’s fortidsmindeblog http://fortidsmindeblog.museerne.dk/ i 2018 landets første museumsblog og denne lyst til at gå nye veje ses også i de nye udstillinger. Det digitale er i Vordingborg ikke et tilvalg til udstillingerne, det er en integreret del af oplevelsen. Personligt synes jeg, at det fungere bedst, hvor det er et lag, der giver overraskende nye elementer i forståelsen af emnet, som filmene med Connie Hedegaard mv, eller når det digitale bruges til at skærpe blikket på det man ser og er en del af, som det sker ved brugen af augmented reality på borgområdet. “Nå – det var her at kirken lå – og var den mur så høj” osv.

IMG_2144

Ligesom de andre dele virkede augmented reality teknikken fint den dag jeg var på besøg – og det rum og de bygninger der kom frem virkede godt. Det eneste der manglede for at jeg kunne føle mig helt tilbage i fortiden var, at jeg også kunne vælge i ruinterrænets gyder at få fremvist en 80’er skrydende gymnasieflok iklædt ungdommens tvivl og selvsikkerhed, foruden Dr. Martens, stonewashed cowboybukser og sweatshirts.

Danmarks Borgcenter er bestemt et besøg værd, og giver også museumsprofessionelle og kulturformidlere noget at tænke over, med hensyn til hvordan fortid kan levendegøres og teknologi kan anvendes.

DSC_0387

Dette var det sidste blogindlæg i en trilogi om museer, der indenfor de seneste år er åbnet i nye bygninger. De to andre indlæg kan ses her:

Moesgaard Museum: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/11/nye-museer-moesgaard-museum/

M/S Museet for Søfart: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/07/nye-museer-museet-for-sofart/

Link

Danmarks Borgcenter: http://www.museerne.dk/museer1/danmarks-borgcenter/

Link til reklame for Ghost Hunt: http://youtu.be/MIujULG0a9U

Link til en sammenklipning af de film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Moesgaard Museum

I dag åbner Moesgaard Museum for offentligheden – og der er god grund til at ønske museet, offentligheden og alle interesserede i dansk forhistorie for tillykke med det nye udstillingssted. Jeg var forbi museet i går til den officielle åbning. Det er en imponerende flot bygning og der er opfindsomhed og variation i de nye udstillinger.

Moesgaard_Museum

De besøgende følges med forfædre fra Lucy til en neandertaler ned af trappen til de arkæologiske udstillinger

Dette er ikke et større reflekterende blogindlæg eller en retvisende beskrivelse af de nye tiltag på det nye Moesgaard Museum, men til gengæld er det observationer, der er lagt ud med en dagbladslignede aktualitet, der ikke er vanlig for denne blog.

Bronzealderens storhed

De første rum jeg mødte i de arkæologiske udstillinger var om bronzealderen. En feature, der er markant og værd at bemærke i denne del af museet er den opbyggede bronzealderhøj. Den kan bestiges og oppe fra højen er der både udsigt til stjernehimlen og et view over udstillingsområdet, der giver en lyst til at komme ned og gå på opdagelse i resten af bronzealderafsnittet.

Moesgaard_Museum

Udsigt fra bronzealderhøjen, bl.a. til fine animationer om forestillingen om stjernehimlen

Nede i rummet er der flot opsatte genstande og fine digitale formidlingsdetaljer. For eksempel en animation på gulvet, der ud fra den nyeste forskning viser hvordan højene bliver bygget, ekspertskærme med uddybende fortællinger og en oversigtskærm, hvor man på en naturlig måde kan gå på opdagelse i de udstillede genstande. Et kort over udstillingsområdet er navigationen i skærmen og den er arrangeret så man faktisk får lyst til at gå ud og se nærmere på genstandene efter at have læst beskrivelsen af dem.

Moesgaard_Museum

En af afsnittets ekspertskærme. På denne fortæller bronzealderafsnittets tilrettelægger Jeanette Varberg om periodens fascination af himlen

Moesgaard_Museum

En oversigt over denne del af museet, der samtidig er en indgang til uddybende tekster om genstandene

Moesgaard Museum har fra Nationalmuseet lånt de tre velbevarede gravlagte bronzealderpersoner fra Borum Eshøj nær Aarhus. Deres historie bliver i de nye omgivelser udfoldet inde i den opbyggede gravhøj. I en del af gravhøjen dramatiseres deres fortælling gennem naturtro dukker og en lydfortælling.

Moesgaard_Museum

Personerne fra Borum Eshøj formidlet gennem naturalistiske dukker og lydfortællinger

De tre fund er placeret i en anden del af højen. Her er blot oldtidskroppenes fysiske tilstedeværelse i et stemningsfyldt rum. Det er både en mere forklarende og en mere intens formidling af de mere end 3000 år gamle østjyder end den, der kunne opleves, da de var en del af Nationalmuseets nyeste oldtidsudstilling.

Moesgaard_Museum

Dette fotografi af det hvælvede stemningsfulde rum, hvor de tre begravede ligger yder ingen retfærdighed til, hvordan rummet virker – hvis man vil opleve det, må man tage ud til Moesgaard

En fortælling om en hær

Den næste udstilling jeg så var om Illerup Ådal fundet, der er et fund med dramatik og mange historier. I det gamle Moesgård nød jeg at være i den smukke og enkle udstilling om fundet, særligt efter at historien om de dramatiske begivenheder fik tilføjet den mere aktiverende og legende del Laguthewa Togt.

Nu formidles historien med et helt andet greb, der også fungerer. Det er en mere styret fortælling og med effekter der griber os besøgende. Først kommer man forbi et hærget hus. Soldaterne er på vej til slagmarken, men har været forbi her og plyndret hjemmet. Krigens gru og den ruin, der er tilbage, giver denne jernalderhistorie en foruroligende nutidig relevans.

Moesgaard_Museum

Det hærgede hus, hvor dagliglivs genstrande fra jernalderen udstilles

Moesgaard_Museum

I soldaterlejren før slaget. På særmene bag de udstillede genstande er der silhuetter af soldater der venter eller forbereder sig til kamp.

Næste rum er en soldaterlejr før slaget. Animationer viser dagliglivet i lejren og der er en stilhed før stormen stemning i rummet. Med god grund.

Udstillingen forsætter gennem en mørk indgang til et aflagt rum, hvor slaget mellem den invaderende hær og de forsvarende østjyder foregår. Os besøgende er fanget mellem to projektioner, som fylder hele rummets længe. Hver væg viser en hær, som puster sig op og går til angreb.

Moesgaard_Museum

Den ene hær rykker frem mod en på fra den ene side …

Moesgaard_Museum

og den anden rykker frem fra den anden side – og slaget kan begynde …

Slaget raser omkring en og når det slutter og de slagne ligger på slagmarken viser det sig, at de mørke skrå elementer under projektionerne, i virkeligheden er montre, hvor udvalgte smadrede skjolde, lanser og bæltespænder nu belyses.

Moesgaard_Museum

Efter kampen hvor de faldne ligger på slagmarken

Moesgaard_Museum

og deres efterladte genstande pludseligt kommer til syne i montrerne under projektionen

De er i denne form ikke oldtidsgenstande, der udstilles, men vidner til et slag og en dramatisk historie.

Den sidste del af Illerupfortællingen kommer i det næste rum, der er i to etager. Det er ofringen. På væggene ses tilskuerne til de ofringsseancer, der fandt sted ved Illerup Ådal for ca. 1600 til 1800 år siden og de ofrede dyr og genstande er udstillet i det plan man kommer ind i og i ”mosen” som er etagen nedenunder.

Moesgaard_Museum

Ved ofringsafsnittet af Illerup Ådal udstillingen vises de mange forskellige typer af fund – og kendere af den gamle Illerup Ådal udstilling kan nikke genkendende til denne virkningsfylde præsentation af spyddene

Fortællinger fra vikingetiden

Et tredje større afsnit i den arkæologiske udstilling er vikingetiden. Det havde jeg personligt glædet mig meget til at se, da jeg selv for 3-4 år siden var en del af den arbejdsgruppe, der lavede Syv Vikinger. Den udstilling, som var den første version af det, der i dag kan ses i den nye museumsbygning. Hovedgrebene i den nye udstilling er de samme. Den besøgende kan besøge Aros, vikingetidens Aarhus, eller en række geografiske lokationer som Aros havde forbindelse til, og ligesom i Syv Vikinger kan den besøgende ved indgangen vælge en person, symboliseret ved en attribut for personen (f.eks. et kors eller en kam).

Moesgaard_Museum

Attributterne, der skal vælges før besøget, har en RFID tag i sig som aktivere fortællinger forskellige steder i udstillingen

Når denne attribut lægges bestemte steder i udstillingen, får du den valgte persons historie fortalt. Som noget nyt kan man nu også vælge museumsinspektør Hans Skov, der så er en faglig arkæologisk stemme i stedet for de dramatiserede figurer, som museet denne gang har udviklet sammen med filminstruktør Aage Rais-Nordentoft. Udstillingen er blevet lidt luftigere og Aros-delen har fået en mere konkret byudtryk, hvilket klæder udstillingen.

Moesgaard_Museum

Porten i Aros opbygget i tømmer

Styrkerne og svaghederne er de samme. Udstillingen giver i sjældent gennemført grad de besøgende en mulighed for at komme tæt på en person fra fortiden og der er en stærk scenografi, som gør udstillingen til meget mere end en genstandsfremvisning. Dem, der se udstillingen uden at have valgt person eller uden at have forstået formidlingskontrakten, kan på den anden side opleve en noget fragmenteret fortælling og en manglende kontekst til at forstå de store iscenesættelser med. Personligt synes jeg, at fordelene også i denne version af udstillingen er større end ulemperne.

Moesgaard_Museum

Rummet om Ingelsheim, den by hvor Aros’ første biskop Reginbrand i 948 deltog i et kirkemøde

Det nye Moesgaard Museum har mange flere nærværende fortællinger end arkæologiske udstillinger ofte tilbyder, og der er mange gode bud på hvordan teknologi kan understøtte fortællingerne. Enkelte steder virkede teknikken ikke optimalt, og jeg håber for museet, at de hurtigst muligt får rettet fejlende, da manglende respons og sorte skærme er værre end ingen skærme. Der er også flotte iscenesættelser, der virker meget nutidige og betagende, men som jeg er spændt på om også virker ligeså godt om 3-5 år, eller om det er noget, der vil virke mere altmodisch end de genstande, de er ramme om.

Bronzealderen, Illerup Ådal og vikingetiden var de dele af det nye Moesgaard jeg fik mulighed for at opleve i går – og det kalder på et genvisit. For ikke at tale om at opleve alt det, der også åbner for offentligheden i dag og som jeg ikke fik set ordentlig:

  • Den nye etnografiske udstilling om forholdet til døden, der er den del jeg glæder mig allermest til at se,
  • projektet om Gundestrupkedlen, hvor de besøgende ved at føle på reliefferne får fortællinger fra fundet,
  • et konserveringslab a la det, der er i det arkæologiske museum i Herne,
  • trappen ned til udstillingerne, hvor der er modeller af vores forfædre fra Lucy til Neaderthalerne – de er virkningsfuldt til stede gennem figurer og de er gennem kikkerter visuelt formidler takket være et samarbejde med interaktions- og designfirmaet Art+Com
  • og Grauballemanden, ham tør jeg vædde på må være et sted i de nye udstillinger.
Moesgaard_Museum

En figurgruppe bestående af aboriginer Paul Gurrumuruwuy, tjukteren Galina Ainatgual og den engelske fysiker Stephen Hawking møder en før den etnografiske udstilling. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det glæder jeg mig til at finde ud af næste gang jeg besøger Moesgaard

Tillykke Moesgaard. Og til alle jer der gerne vi se varierede bud på hvordan oldtiden kan formidles: Glæd jer og tag ud og bliv inspireret på Moesgaard.

6 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Museet for Søfart

Indenfor det sidste år er der åbnet to kulturhistoriske museer i nye bygninger. Museet for Søfart i Helsingør og Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og i denne uge kommer et til på listen, når Moesgård Museum i Aarhus slår dørene op.

Når man besøger Museet for Søfart og Danmarks Borgcenter er der ikke nogen tvivl om, at det er steder, der vil noget med deres historier og deres formidling. Begge steder havde samlinger og historier som de i forvejen formidlede og begge steder er de i de nye omgivelser gået til fortællingerne på nye og mere scenograferede måder og med en appetit på, hvad teknologien kan berige formidlingen med.

Museet for Soefart IMGP4702

Museet for Søfarts afsnit om containersejlads i dag

Både på museet i Vordingborg og i Helsingør gik jeg begejstret rundt og blev grebet af de mange nytænkte elementer i udstillingerne og ved begge besøg var det også gældende, at jeg bagefter besøget måtte konkludere, at jeg ikke helt synes de udnyttede deres potentiale. Den kulturhistoriske udstilling var blevet gentænkt, men nogle af de valgte greb havde efter min smag taget overhånd. De var ikke blevet doseret helt rigtigt så stedet tydeligt fremstod som hovedmuseet indenfor området med en formidling er rettet mod alle. Danmarks Borgcenter vil jeg vende tilbage til senere. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af min betragtninger om Museets for Søfarts greb på den danske maritime historie.

Museet for Søfart

Museet i Helsingør har fået meget omtale af på grund af Bjarne Ingels arkitektur og det nytænkende greb, hvor han i stedet for at bygge et hus på grunden gik under jorden og udnyttede tørdokken som center i bygningen.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

Det har givet et museum med rigtigt meget indlagt historie i sin ramme, men også en museum der på forhånd havde fået en række rummæssige begrænsninger. Alle rummene skulle fordeles omkring tørdokken i en rundgang og de har derfor tydelige begrænsninger – særligt i rumbredderne.

Museet for Soefart IMGP4643

Museet for Søfarts temaudstilling om sømanden er placeret i en af de smalle dele af museet

Grebet som Museet for Søfart har valgt i dette nye museum er at lave et temabaseret museum. Udstillingerne er ikke bygget op omkring en kronologisk gennemgang af søfartens historie og betydning i Danmark, men er i stedet en række nedslag som sammen giver museets bud på emnet. Museet har ikke de bedste rammer for særudstillinger. Tanken er, at museets temaudstillinger skal kunne variere over tid så der hvert andet – tredje år bliver udskiftet et tema og der dermed bliver fortalt et nyt aspekt om søfarten og der kommer noget nyt for museets besøgende at opleve. Museet blev indviet i oktober 2013 og de temaer det åbnede med er stadig dem, der kan ses på museet. Der er temaer som går på tværs af tid, f.eks. om sømanden, havnen og navigation, og det er temaer som er mere tidsbestemte, f.eks. om sejlads under 1. og 2. verdenskrig, 1700-tallets handel og containersejlads i dag.

Variation

Museet har haft et tæt samarbejde med det hollandske designfirma Kossmann.dejong og sammen er det lykkedes dette partnerskab at skabe en varieret rejse gennem udstillingerne. Hvert tema har fået sin tone og stil. Energien kommer tilbage til besøget, når man som gæst træder ind i et nyt rum og skal til at fornemme hvad der her er på færde, og hvad museet her vil fortælle en. Det er blevet vellykket og et bevis på, at velvalgt variation i nybyggede museer er en mulighed.

Rummenes begrænsning var et vilkår som designerne ikke kunne komme udenom, men det er også forsøgt brugt som understøtning til fortællingen. Særligt i afsnittet I krigens skygge har de formået at bruge dette rums smalle karakter til at skabe en klaustrofobisk stemning omkring sejlads under verdenskrigene.

Museet for Soefart IMG_1225

Afsnittet I krigens skygge, der blandt andet fortæller om handelsskibe som blev ramt af en torpedo

Variationen ses også i de enkelte greb udstillingerne benytter sig af. Der er film, genstandsfremvisning og udvalget digitale tiltag, der ikke bliver automatisk genbrugt overalt på museet, men som er skabt i samspil med de enkelte afsnit.

Understøttende digital formidling

To eksempler på denne understøttende brug af IT er de digitale tiltag, der er i temaerne om henholdsvis navigation og 1700-tallets handel. I navigationsafsnittet Navigation og verdensbilleder kan de besøgende blive en del af et spil, hvor man skal navigere et skib sikkert hjem til Helsingør.  Det sker gennem skærme og en godt castet sømand-figur, der giver den besøgende opgaver som er knyttet til den montre man står ved. Breddegrad skal findes gennem solhøjde ved montren med sekstanter og længegrad skal findes gennem tidsmåling ved montren med kronometre. Det er logisk og underholdende lavet og et godt eksempel på, hvordan et spilelement kan understøtte og udbygge den fortælling, der i forvejen sker gennem genstande og informationer. Det er underholdende, men ikke kun underholdning – det er også et ekstra lag i formidlingen.

Museet for Soefart IMGP4662

Afsnittet Navigation og verdensbilleder

Museet for Soefart IMGP4667

Kronometre og opgaven med at finde ens længdegrad

Museet for Soefart IMGP4671

Mission completed

Afsnittet Teselskabet fortæller om 1700-tallets handel og hvilke varer danske handelsskibe sejlede med hvorfra og til. En motor til at få de besøgende rundt i den udstilling er et spil, hvor den besøgende tager en fysisk læderindbunden bog og placere den på særlige plinte ved de montre i afsnittet som fortæller om de forskellige handelsdestinationer (Nordatlanten, Kina, Vestindiske øer mv). Når det sker, bliver de blanke sider i bogen forvandlet til et handelsregnskab gennem en projektion, og så er den besøgende blevet omdannet til et 1700-tals købmand, der skal forsøge at tjene mest muligt gennem salg og køb af de rigtige varer. Kombinationen mellem den fysiske bog og det digitale lag fungerede rigtigt godt.

Museet for Soefart IMGP4698

Lisbeth og Connie har lagt deres bog på plinten foran kinesiske varer

Museet for Soefart IMGP4699

… og teksten kommer frem så de kan få købt den porcelæn de skal have med hjem til Danmark

Teknomagi kalder udstillingens bagmand museumsinspektør Benjamin Asmussen grebet og jeg vil give ham ret i, at der er en magiske grad af berigelse i installationen ved at det digitale kommer frem på et medie, som man tror er rent analogt. I modsætning til navigationsspillet skal man her ville det lidt mere. Gruppen som jeg besøgte museet med nu blev fint grebet af spillet – bare trist at jeg selv var en mildest talt katastrofal 1700-tals handelsmand.

Den store fortælling

Efter besøget var der to ting jeg studsede over. Det ene var at emnet søfarts umiddelbare fascination for raske drenge og piger ikke blev mere udnyttet og det andet var, at jeg kunne bruge en del timer på museet uden at komme hjem med en samlet ide om dansk søfarts historie. Det sidste element skyldes selvfølgeligt museets ensidige satsning på temaer. Nogle af de tværkronologiske temaer fortæller om udviklingen indenfor det valgte emne, men den store fortælling var der ikke ,og det synes jeg er en mangel. Hvis der måtte være et sted, hvor den fortælling skulle være så må det da være på landets største specialmuseum om søfart. Jeg bifalder variationen og ideen med at fortælle i temaer, men det ville have klædt museets formidling, hvis et af emnerne havde været en crash-kursus i hele den danske søfartshistorie, gerne fortalt lige så veloplagt som det bliver gjort ved flere af de andre emner.

Udstillingerne på museet har masser af opfindsomhed og kalorier til hjernen, men der er ikke meget hands-on og sømandsleg til de mindste og dem der er lidt ældre eller bare de barnligt orienteret. I afsnittet om havnen er der en fin tatoveringstegne-installation, men overordnet virker museet som et museum, hvor det er de voksne, der skal sætte børnene i gang, fremfor et sted, hvor børnene også selv kan tage føringen og nemt gå i interaktion med historierne. Jeg har fået at vide, at museet planlægger børneorienteret formidlingselementer til udstillingerne og heldigvis er museets kvadratmeter ikke så intenst udnyttet, så det skal de nok finde plads til.

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

Museer bør også være for børn – særligt museer der som dette har et emne der pirre fantasien og drømmene.

Opfindsomhed og overskud

Det store overblik og en målrettet formidling for yngre er to vigtige dele som jeg synes Museet for Søfart mangler, men til gengæld er der mange små og store elementer der fungere, og overordet virker museet i Helsingør som et veloplagt sted at besøge med fine detaljer. F.eks. rummet med marinemalerier, hvor billederne er hængt tæt og med horisonten som den bærende linje.

Museet for Soefart IMGP4679

Museet for Soefart IMGP4680

I samme rum er en stor samling skibsmodeller, som er placeret på opsatser, der viser hvilken cargo som skibet indeholder. Samme brug af indpakningen ses i Teselskabet, hvor montrerne er bygget op af det materiale som det, der blev handler ved den destination som montren omhandler. Samme afsnits tekster er også værd at bemærke, da de bruger Margareta Ekarvs tekstprincip med at ombryde teksten mere og skrive de væsentlige begreber først.

Museet for Soefart IMGP4694

Montre i udstillingen Teselskabet

Museet for Soefart IMGP4693

Brug af Magareta Ekarvs tekstprincip

Overskuddet ses ikke kun i udstillingerne. Til en del af temaerne er alle teksterne og baggrundsinformation om temaudstillingen lagt ud på hjemmesiden, og fra hjemmesiden er der også adgang til en database, hvor man kan søges i museets genstande og i over 34.000 maritime billeder og 25.000 bogtitler.
Dem af os som har været interesseret i tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag den kunne frem til åbningen i 2013 få stillet vores nysgerrighed gennem bloggen http://fyrskibet.dk/ eller gennem museumsinspektør Benjamin Asmussen blog http://historieblog.dk/. Det er god stil.

Museet har snart eksisteret et år. Det har dermed oplevet de forskellige sæsoners muligheder og de løbende krav til drift og omverdenens behov. Jeg håber, at Museet for Søfart er et sted, der har energi til løbende at udvikle sig og bygge videre på nogle af de gode ideer, der allerede kan ses på museet.

Link

Museet for Søfart:
http://www.mfs.dk/

Tekster og baggrundsinformation om udstillingerne
http://www.mfs.dk/da/soeg-i-soefartshistorien/digitale-udstillinger

Museet for Søfarts database:
http://www.mfs.dk/da/search/history

Blogs:
http://fyrskibet.dk/
http://historieblog.dk/

Charlotte S.H. Jensens introduktion til Margareta Ekarvs tekstprincipper:
http://charlotteshj.wordpress.com/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

En af Benjamin Asmussens blogindlæg om teknomagi:
http://historieblog.dk/2014/teknomagi-udstillingstanker-ix/

Museet for Soefart IMGP4652

Der er brugt projektioner mange steder på museet, blandt andet her i afsnittet om havnen

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling