Category Archives: Diverse

European Museum of the Year 2017

I sidste uge mødtes ca. 200 museumsfolk fra 26 forskellige europæiske nationer i Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor årets EMYA, European Museum of the Year Award, skulle uddeles.

EMYA 2017 åbningsreception

Åbningsceremoni ved EMYA 2017 i receptionslokaler for Zagrebs borgmester

Det er anden gang, at jeg har været til en EMYA uddeling, der er en ret fascinerende og opløftende oplevelse, for udover selve uddelingen er der også en konference, hvor de nominerede deltagerer præsentere deres museum og sammen ser nogle af museerne i værtsbyen. I de dage bliver man klar over, at der er findes mange fascinerende museer i Europa og at der er rigtigt mange forskellige måder man kan være et museum på, påtage sig en rolle i samfundet og give museumsgæsterne oplevelser og viden.

EMYA møderne og fokus hos de nominerede museer er præget af, at prisen er indstiftet af den engelske forfatter og museumsmand Kenneth Hudson. Hudson arbejdede for at styrke og promovere museer med public qualities eller museer med ”charms and chairs” som han udtrykte det. Med andre ord ikke museer kun med fokus på store samlinger, flotte bygninger og kendte forskere, men museer, hvor samlingerne, husene og museernes viden målrettet bliver brugt til offentlighedens og gæsternes bedste.

For at komme i betragtning til prisen, skal museerne også have lave større nye tiltag inden for de sidste år og så skal disse tiltag være af en vis kvalitet eller originalitet. I år var der hele tre danske museet med blandt de i alt 46 nominerede til prisen. Det var det nybyggede Ragnarock i Roskilde, det nyindrettede besøgscenter Kongernes Jelling, der er en del af Nationalmuseet og Den Gamle By, der kom i betragtning på grund af det nye 1970’er kvarter og de sociale- og borgerbaserede initiativer museet har taget i forbindelse med at lave tiltag for ældre ramt af demens og lave samtidsfokuserede udstillinger og projekter sammen med hjemløse, somaliske indvandre og andre medborgere.

Det var tre markante bidrag Danmark kunne stille med, og til den danske delegations glæde også nogle gode oplæg vi fik holdt og gode snakke med de udenlandske kollegaer bagefter.

Det arkæologiske museum i Zagreb

To danske museumsfolk, der i fin stil demonstrere museumsgang i det arkæologiske museum i Zagreb

Politiske historier

Blandt årets EMYA nominerede var der mange kulturhistoriske museer, hvor flere af dem også adresserede aktuelle politiske eller kulturelle udfordringer. To af disse var GPO Witness History Centre i Dublin og Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin, der ligger i Uralbjergene i Ruslands fjernestørste by Jekaterinburg.

Witness History centeret i Dublin er indrettet i Dublins General Post Office, der udover at være verdens ældst fungerende postkontor også var den bygning hvori, at oprørerne ved det irske påskeoprør i 1916 havde deres hovedkvarter. Oprøret er en af de helt centrale begivenheder i den irske løsrivelse fra England og udstillingen er indrettet i nogle af de lokaler, hvor begivenhederne fandt sted for 101 år siden.

Udstillingen, der er initieret af det irske postvæsen, blev lavet med et ønske om, at alle konfliktens parter kunne føle, at deres side også blev repræsenteret. Udstillingen skulle derfor loyalt forholde sig til både oprørerne, de engelske soldater udstationeret i Dublin, den almene befolkning og tilfældige kunder på posthuset den dag. Målet er, at både irske nationalister og unionister skal kunne bruge udstillingen. For som Jacques Martial, lederen af Mémorial ACTe, Caribbian Center of Expressions and Memory of the Slave Trade and Slavery i Guadeloupe på konferencen formulerede om museers funktion: at der skal laves steder, hvor vi kan huske sammen, for så sammen at kunne tilgive og fjerne skam. GPO Witness History Visitor Centre’s direktør Aline Fitzgerald og Mark Leslie, der var en af skaberne af udstillingen i Dublin, gav en god præsentation af projektet og de humanistiske ideer bag det, og gjorde for mit vedkommende af Dublin blev rykker i hak højere op som et destinationsmål for en storbytur.

Jeltsin museet

Museet om Boris Jeltsin i russiske Jekaterinburg er et andet museum, der modigt tager livtag med en samtidspolitisk emne. Museet, der har The President B. Yeltsin Center Foundation bag sig, er i lighed med amerikanske præsidentcentre et arkiv for den tidligere præsident, men også en udstilling. Udover at fortælle om Jeltsins liv gennem seks udvalgte datoer fortæller museet også om Rusland i 1990’erne og de drømme, mulighedet og dramatiske omvæltninger, der var i landet i den periode. De personer jeg talte med fra museet formulerede sig meget diplomatisk om museets fokus på demokrati og frihed, men man kunne fornemme, at det var en balancegang at forvalte museets emner, og at et strategi for dem også var at udvide museets stakeholders mere for at sikre den fremtidige økonomi – og det er jo en god strategi uagtet hvilket økonomisk eller politisk system man agere i.

Plakaten for Boris Jeltsin museet

Plakaten for Boris Jeltsin museet, der er indrettet i en bygning som første var tænkt til at være et butikscenter

Udbredelse og lokal forankring

Et emne, som stort set alle museer skulle forholde sig til i det interview, der var efter museernes præsentation, var om museets rolle i deres lokalsamfund. Et museum, som havde en meget klar strategi om det, var det lokalhistoriske Museu de Leiria i den portugisiske by Leiria. Museer ligger i en 1500 tals kloster og har både kunsthistoriske, naturhistoriske og kulturhistoriske samlinger. Et fokus museet har haft siden genåbningen i 2015 er at engagere byens borgere, for som museets leder Vãnia Carvalho formulerede det ”when we are in a terretory we shall not only interpretent it, but also interact with it.” For hende gjaldt det om, at Museu de Leiria skulle være et ”museum for citizens empowerment.”

Et andet nomineret museum med helt andre vilkår var Musée nacional Picasso i Paris. Museet med verdens største Pablo Picasso samling blev for et par år siden nyindrettet for 41 mio euro i Hôtel Salé, den tidligere ambassade for den Venetianske republik, og har ca. 850.000 besøgende om året. De blev også spurgt om deres lokale forankring og Guillaume Blanc, deres direktør for public development, svaret lidt nølende, at de da også tænkte på deres lokalområde, Marais distriktet i Paris, der er et af Europas mest hippe og eksklusive bykvarterer – det skulle da ikke hedde sig andet, men at museet nu også tænkte udover deres lokalområde, blandt ved få deres Picasso værker ud til andre museer og ved at få flere skolebørn også fra andre distrikter til at bruge museet, for som Blanc formulerede det, så er Picasso en ”sublime teacher of art.” Skolebørn er velkomne i hele museets åbningstid, men også to timer før museet åbner for publikum. I de timer er der kun er adgang for skoler og særlige grupper som for eksempel ældre med Alzheimer.

EMYA 2017

Hver session for museet bestod af et oplæg og en snak med en af juryens medlemmer. Her er det Nationalmuseets Hans Ole Matthiesen og Morten Teilmann-Jørgensen, som fortæller om Kongernes Jelling til det schweiziske jurymedlem Christophe Dufour.

Entusiasme og kager

Et af de sidste indlæg var fra det polske Muzeum Torunskiego Piernika – Museum of Torun Gingerbread. Museet er indrettet i en Piernika/gingerbread fabrik i byen Torun. I Zagreb blev museet præsenteret med stor selvsikkerhed af museets medarbejder Anna Kornelia Jędrzejewska i fuld bagerornat og med over 200 stk. af museets hjemmebagte piernika kager, som blev delt ud til konferencens deltagere. Museet motto var ”where history has tase and smell” og ifølge Jędrzejewska var opskriften på hendes museum at tage entusiasme og dertil tilsætte kulturhistorie, ikke en dårlige opskrift helt generelt og en formel, der også passede fint i Kenneth Hudsons ånd.

EMYA 2017

EMYA priserne for 2017

Og hvordan gik det så til uddelingen – hvem fik priserne?

European Museum of the Year 2017 blev MEG – Musée d’ethnographie de Genève, det nye etnografiske museum i Geneve, der af dommerkomiteen fik de ord med på vejen, at museet var et ”exellent example of a living museum and multicultural story open to everybody.”

Europarådets pris, der går til en museum som fastholder og promovere europæisk kultur, gik til Mémorial ACTe, Centre caribéen d’expressions et de mémoire de la traite et de l’esclavage, en nybygget museum om slaveri og slavehandel, der ligger på den franske ø Guadeloupe i Caribien.

The Kenneth Hudson Award, der gives til en et museum eller projekt, der har vist mod eller gjort noget usædvanlige og evt. kontroversielt, blev uddelt til Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin i russiske Jekaterinburg.

The Silletto Prize, der gives til et museum, der involvere lokalbefolkningen eller som har særligt frivillig-engagement, blev givet til det portugisiske Museu de Leiria.

Derudover fik seks museer en særlig anderkendelse. Det var Visitor Centre of the Swiss Ornithological Institute Sempach i schweitziske Sempach, Museum of Confluences I franske Lyon, York Art Gallery i engelske York, Muzeum Śląskie i den polske by Katowice, Heraklion Archaeological Museum på den græske ø Kreta og ikke mindst – danske Den Gamle By.

EMYA 2017

Mine kollegaer Thomas, Martin og Anna med diplom og dele af EMYA juryen. Foto: EMYA

Så hovedprisen gik ikke til et dansk museum ved EMYA 2017, men Den Gamle By i Aarhus kan bestemt godt ranke ryggen ved at blive valgt til at få en af juryens ”Special Commendations.”

Priserne og begrundelsen for de valgte museer kan ses på hjemmesiden:

http://europeanmuseumforum.info/component/content/article/27-emya-2017/184-emya2017-winners.html

Reklamer

2 kommentarer

Filed under Diverse, Seminar og konference

Magtfulde ledere

Der er tider for stærke mænd eller måske rettere en tid, hvor der er meget snak om stærke mænd og deres enkle, klare løsninger, der kan cut the crap og skære igennem diskussionerne i den langvarige demokratiske proces. Nyere undersøgelser af politologerne Yascha Mounk og Roberto Stefan Foa fra henholdsvis Harvard og University of Melbourne viser, at tiltroen til demokratiet som styreform har været faldende de sidste 20 år, og at der er en stigning i tiltroen til mere autokratiske alternativer som militærstyre eller en stærk leder. I en artikel i New York Times fra 29. november 2016 om Mounk og Foa undersøgelser How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’ kædes tendenserne i forskernes observationer sammen med fremgangen for outsidere, der er imod de etablerede demokratiske aktører – f.eks. Donald Trump og den italienske fremstjerne bevægelse.

DSC_0243

Magt og individ i Istanbul

For lidt over et år siden besøgte jeg Istanbul, hvor jeg gennem et par museumsbesøg kunne reflektere over magt og individ. Hovedformålet med rejsen var at se det lille museum, Uskyldens Museum, der som et erklæret mål har at gå imod de store statsfortællinger og i stedet dyrke museet som et rum, der omhandler mennesket og det humane i vores liv. Museet er skabt af nobelprismodtagen i litteratur Orhan Pamuk. Det er tæt forbundet med hans roman af samme navn som museet, og det er bestemt et besøg værd.

IMG_8727


Museet Uskyldens Museum er en fascinerende fortsættelse af fiktionen i romanen af sammen navn. På museet er blandt andet det rum, hvor romanens/museets hovedperson til sidst boede, mens han (i bogen) lavede museet.

IMG_8707 Uskyldens Museum

Museet er organiseret i en række små tableauer, der alle har et nummer, som refererer til et kapitel i bogen, her er det tableau/kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

IMG_8750

Uskyldens Museum er et museum med hverdagsting og dyrkere det i høj grad også , som f.eks. i montre 68, 4.213 cigaretskod, som indeholder 4.213 cigaretskod alle med en påtegnelse om hvornår og hvordan hovedpersonens udkårne havde røget cigaretten.

I en bog om museet, The Innocence of Objects, beskriver Orhan Pamuk, hvordan han som barn i Istanbul kun kendte få museer og disse var historiske monumenter og havde en statslig og regeringsmæssig aura over sig. Det var først, da han besøgte mindre museer i Vesteuropæiske byer, at han opdage, at museer ligesom romaner kunne handle om mennesker. Og hans Uskyldens Museum skulle være et af disse museer om mennesker og det humane.

DSC_0110

I Istanbul besøgte jeg også en af disse store nationale statsmuseer, som Pamuk gør op med, nemlig det tidligere sultanpalads Topkapi.

DSC_0257

Kommende fra et få-har-for-meget-men-færre-for-lidt land er Topkapi-pladset overvældende. Fra 1400-tallet til 1800-tallet var det sæde for det osmaniske sultanat. Der er imponerende bygninger og håndværk, men i modsætning til Pamuks pointe om, at disse museer kun er om stat og ikke om person, så var mit indtryk, at Topkapi-paladset i høj grad er et historiske monument om personer, nemlig de osmaniske sultaner.

IMG_8801

Baghdad Kiosk, der blev bygget i 1639 for at hylde sultan Murat IV’s hærtog mod Bagdad.

Her er mægtige herskere, der overgår hinanden i måder at vise deres magt og rigdom på. Flot, men også tankevækkende.

DSC_0250

Sultan Abdülmecit’s Mecidiye Kiosk, den nyeste bygning i paladset, hvorfra man kan se Istanbuls skyline. Den blev bygget i 1859.

Persondyrkelse i Bukarest

Samme følelse fik jeg nogle måneder senere på en tur til Bukarest, hvor jeg blandt andet besøgte den tidligere rumænske leder Nicolae Ceaușescu’s palads, det vil sige det palads han havde planlagt til at være et folkets hus som skulle være sæde for det rumænske kommunistparti.

IMG_9992_2

Byggeriet startede i 1983 og var ikke helt færdig ved Ceaușescu’s død i 1989. Bygningen er overvældende stor og med sine 365.000 kvm den anden største administrative bygning i verden. Den største er Pentagon. Huset, der i dag blandt andet rummer landets parlament, var tænkt som en statslig repræsentativ bygning, men har også spor af den personkult som Ceaușescu prøvede at opbygge i sit land. I et centralt ankomstområde er der blandt andet to gigantiske trapper, som ifølge den rundviser jeg fulgte var tænkt til at være de trapper som Nicolae Ceaușescu og fru Elena Ceaușescu skulle komme ned af for at møde de forhåbentlige imponerede gæster – en personiscenesættelse, der er en enevoldskonge eller en sultan værdig.

IMG_0012

IMG_0014

Ligesom ved Topkapi-paladset var dimensionerne i projektet imponerende, men de samme dimensioner giver også en lidt besk smag i munden. Store og mægtige mænds bevis på deres egen styre og magt kan være flotte og overvældende, men viser også det fornuftige i at arbejde hen mod samfundsmodeller, hvor der er større lighed eller hvor der er styringsmekanismer, der modvirker den mest groteske persondyrkelse og magtkoncentration. Social ulighed og trange kår er emner som mange museer berører – for eksempel lokalmuseer, arbejdermuseer og open air museer, men besøg på steder som Topkapi og paladset i Bukarest er faktiske endnu stærkere historier om uligheden og ulemperne ved at indrette et styre omkring en megalomanisk leder og et autokratisk system.

IMG_9999

Link og henvisninger

Orhan Pamuk: The Innocence of Objects. New York. 2012

Artikler om Yascha Mounk og Roberto Stefans forskning:

How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’, The New York Times, 29.11.2017
https://www.nytimes.com/2016/11/29/world/americas/western-liberal-democracy.html?_r=1

The troubling charts that show young people losing faith in democracy. World Economic Forum, 01.12.2016.
https://www.weforum.org/agenda/2016/12/charts-that-show-young-people-losing-faith-in-democracy?utm_content=buffera9ca6&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

2016 in review

Tak for 2016 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

I 2016 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 4.600 gange. Der blev publiceret 12 indlæg og der kom læsere fra 45 lande til bloggen, primært fra Danmark, men også en del fra USA, Norge, Tyskland og Sverige.

De fem mest besøgte indlæg i 2016 var Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011, Ragnarock i Roskilde fra april 2016, IKEA museum i Älmhult fra juli 2016 og Nye museer – Moesgaard Museum fra oktober 2014.

DSC_1862

Indlægget “Udstillingstekster og Magareta Ekarv” fortæller om steder, der har været inspiereret af Ekarvs principper, bl.a. på Maihaugen i Lillehammer.

Året på Martins Museumsblog startende og sluttede i New York. Det første blogindlæg beskrev formidlingen af New Yorks historie i et indlæg om tre byers bymuseer, Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York, og årets to sidste indlæg var observationer gjort under et studiebesøg i byen i december: Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl. og Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

DSC_0176

Fra Brooklyn Historical Society’s lille, men fine udstilling om abolitionister i bydelen.

I mellem de tre blogindlæg var der indlæg om den formidling og praksis jeg selv er en del af i Den Gamle By: Bygningen af kirkerummet i Aarhus Fortæller, Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark” og Udstillingstekster og Magareta Ekarv, hvor det sidste indlæg beskriver nogle af de tekstprincipper museets kommende udstilling Aarhus Fortæller vil benytte sig af.

Ragnarock i Roskilde

I april 2016 åbnede i Roskilde efter lang tids venten et museum om dansk rocks historie.

Et af 2016’s store danske museumsåbninger fik jeg skrevet om i indlægget Ragnarock i Roskilde og derudover kom der en række indlæg om udvalgte museumsbesøg i Danmark, Sverige, Tyskland og England: Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum, IKEA museum i Älmhult, BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning og Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier.

IMG_0967

Fra IKEA Museum i Älmhult, der var en af 2016 spændende nye museer i Sverige,

Tak til alle som læse med, sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

2 kommentarer

Filed under Diverse

Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl.

At få fortalt en historie er godt. Der kan være et helt særligt nærvær ved at stå over for et levende menneske, som netop til den gruppe man er i, tilrettelægger en fortælling med passende pointer. Rundvisningen, foredraget mv. er noget langt de fleste museer har, men af mandskabsmæssige grunde tilbydes det oftest kun ved særlige lejligheder eller som en tilbud, der kan tilkøbes.

Tenement juli 2015 IMG_7569

Tenement Museum

På Tenement Museum i New York er rundvisningen den primære formidlingsform. Museets omdrejningspunkt er opgangen Orchard Street 97, der blev bygget i 1860’erne og som var beboet frem til 1935 hvor opgangen blev spærret af på grund af nye brandregler. I 1988 blev denne historiske lomme opdaget af to historikere og borgerettighedsaktivister, der så en mulighed i, at dette sted kunne bruges til at fortælle om socialhistorie og indvandringens historie i USA. Det blev lavet research i bygningens og beboernes historie og i 1992 kunne Tenement Museums første genskabte lejlighed åbne. De ca. 7000 indbyggere, der nåede at bo i Orchard Street 97 mellem 1863 og 1935 var ligesom de andre indbygger i Lower East Side i den periode primært indvandrere til USA, og gennem dem kan der fortælles personlige historier, men også en større historie om rejsen fra fattige kår i Europa og troen på en drøm og et bedre liv, der nu ikke automatisk kom med ankomsten til Amerika.

IMG_4181

Orchard Street 97

De rundvisninger jeg har oplevet på Tenement Museum bestod af, at man først hørte om husets historie og kom ind i et ”ruin room” et tomt rum, hvor der blev fortalt om de materiale spor rummene og huset har. Derefter fortsatte rundvisningen over i nogle rum, hvor nogle af beboernes lejlighed er genskabt og man høre om deres liv. De fleste af turene i Tenement Museum varer fra 60 til 90 min. De gør det godt, og museet har de sidste år også udvidet med rundvisninger både i bygningen og som byvandringer i kvarteret. For 5 år siden var der omkring 20 rundvisere oftest på deltid og det tal er nu oppe på knapt 70 tilknyttede deltids rundvisere. Antallet af ture de tilbyder er nu mere end fordoblet og der er udvidet af ture til både skolebørn og til den almindelige offentlighed.

IMG_4184

Alle rundvisninger starter fra museets butik. Den torsdag jeg og to kollegaer besøgte museet var der ca. 35 rundvisninger at vælge imellem og en af dem vi valgte var Sweatshop workers rundvisning med Lindsay, der står med det gule skilt.

Hvad er det de gør, som er godt? Grupperne er på omkring 15 personer og det jeg har oplevet er, at de hurtigt fanger os, som er på tur. Alle deltagere skal kort præsentere sig med navn og hvor man kommer fra og flere tilføjer også om de har en særlig grund til at være det. Alt det bruger rundviseren så den næste time til at målrette fortællingen og lægge spørgsmål og emner ud som os besøgende kan gribe, kommentere på eller bruge til at dele egne familiehistorier.

Da jeg besøgte Tenement Museum blev vi før vi gik ind i selve opgangen bedt om at være forsigtig med at røre de gamle vægge og ikke at tage billeder undervejs. Senere da jeg snakkede med en fra museet om deres praksis blev jeg bestyrket i min fornemmelse for, hvorfor at der var denne billedpolitik. En væsentlig grund er, at gæsterne på rundvisningen skal koncentrere sig om turen og samværet i stedet for at have fokus på at tage gode billeder eller dele øjeblikket på sociale medier. Den måde museet synes, at de kunne sikre det på var ved at lave et generelt billedforbud i forbindelse med rundvisningen i selve bygningen.

Museet er klart over, at rundvisningsoplevelsen skal være god og investerer også løbende i omvisernes evner. I mit møde på museet hørte jeg om deres praksis med faste faglige månedsmøder med emner som de tidsperiode de formidler eller den nyeste udvikling i immigrationsmønstre. Noget museet vægter lige så højt i guidernes træning er andre månedlige møder om formen og fremstillingen. Et emne de for eksempel lige havde haft møder i mindre grupper om er, hvordan guiderne skulle forholde sig, hvis de af gæster blev præsenteret over for nogle af de urigtige fortællinger om indvandringens historier i USA, der bl.a. har været fortalt i debatterne omkring den nylige amerikanske valgkamp. Her var diskussionen på møderne ikke om hurtigt at modbevise urigtighederne og dermed risikere at starte en konfrontatorisk diskussion, men hvordan, at rundvisningen ikke kom til at handle om det udsagn, og hvordan at rundvisningen stadig kunne blive en god og faglig informativ oplevelse for gruppen. Tilgangen til formen var også meget vigtigt, når guiderne skulle vælges til jobbet. De skulle kunne modtage kritik og havde flair for at gribe en gruppe.

Disse overvejelser og denne praksis er jo ikke en radikal nyskabelse til tilgangen til den mundtlige formidling, men det er bestemt lærerigt at besøge museet og tale med folk fra Tenement Museum og se hvordan, at en opmærksom politik og tilgang til emnet kan give gode resultater.

Tenement Museum er et bestemt besøg værd, men som jeg har beskrevet i et tidligere blokindlæg Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York er det også et sted efter min mening, der i disse offentlige rundvisninger er bedre til at fange voksne end til at fastholde interessen hos en yngre målgruppe.

DSC_0111 (4)

Tæt ved Lower East Side ligger Financial District, blandt andet med en af New Yorks nye markante bygninger, One World Trade Tower, hvis spir der gør det til byens højeste.

One World Observatory

Ud over Tenement Museum fik jeg i sidste uge også besøgt andre steder i New York, der bruge den mundtlige formidling. Et sted som gjorde det på en lidt anden måde er One World Observatory, der lå øverst i One World Trade Center, den højeste bygning i byen og en del af i genskabelsen af området omkring Ground Zero. Efter en spektakulær elevatortur 100 etager op og en kort introduktionsfilm kommer man til hovedattraktionen, udsigten til alle fire verdenshjørner over New York City.

IMG_4132

På toppen var var der ud over udsigten naturligvis også en souvenirshop og cafe, men også installationen City Pulse, en række skærme med bænke foran. I midten af ringen af skærme kunne der stå en fortællinger og bruge skærmene til korte 5 min. foredrag.

IMG_4119

Jeg så en præsentation af New Yorks historie. Det var en kort, men en fin introduktion, som gav oplysninger der kunne bruges, når turen gik tilbage til udsigten og overblikket over The Big Apple.

DSC_0043

Når City Pulse ikke var bemandet viste den korte statement med trivia-viden om byen, samt skiftende billeder, hvor nogle af dem formodentlig var brugergenereret.

DSC_0046

City Pulse installationen uden bemanding

IMG_4128

med skiftende billeder og korte statement om udvalgte begivenheder i byens historie.

IMG_4143

City Pulse installationen kunne også købes som souvenir i butikken i form af en billedramme.

September 11 Memorial & Museum

Jeg besøgte også naboen 9/11 Memorial & Museum. Der er det talte ord brugt som vigtige dele af formidlingen i form af det kildemæssige levn som medierne intense dækning af terrorangrebet 11. september 2001 er. Det er vurderet af ca. 2 mia. mennesker, omkring 1/3 af jordens befolkning, så optagelser eller reportager fra begivenheden enten i real tid eller i senere gengivelser samme dag. Det er nok den største globale kollektive erindring endnu set – og det hele var bundet op på nyhedsdækningens lyde og billeder.

IMG_4201

Undervejs i nedgangen til udstillingsområdet bliver man mødt med genkendelige lydklip for alle os mange der med ængstelser fulgte nyhederne den 11. september 2001.

Fra første færd i selve udstillingsområdet, der ligger under jorden ved siden af mindesmærkerne, er der fokus på lydsiden. Der er et greb der bruges flere gange i udstillingen, men lydbidderne har mere karakter af vidnesbyrd, erindringsvækkere eller stemningslyde end de er en egentlig mundtlig formidling.

IMG_4237

Rundvisning der gør et holdt ved en brandbil som deltog i redningsarbejdet

Den mundtlige formidling sker til gengæld på de mange rundvisninger, der er på museet og som de besøgende mod ekstra betaling kan tilmelde sig samme dag, hvis der er plads. Jeg valgte dog ikke en rundvisning, men i stedet en audioguide. Det er ellers et medie jeg oftest undgår, da det efter min mening gør det helt modsatte end at understøtte et af museernes store forcer, der sociale og refleksionerne sammen med dem man besøgerne museerne med. Men den dag var jeg alene på tur og blev også fristet af, at fortælleren rundt på turen var en af de cooleste skuepiller fra byen: Robert de Niro.

IMG_4230

Hans stemme er fantastisk og han gjorde det bestemt godt. Tilrettelæggelse af audioguiden var også god. Robert De Niros baggrund som New York’er blev bevidst brugt, så han kom til at virke som en lokal, der lige viste en rundt, når man nu alligevel var mødtes. Undervejs introducerede han den lyttende til andre personer og stemmer, der havde med begivenheden eller stedet at gøre: en fotograf der var tilstede 11/9, redningsmandskab, en arkitekt tilknyttet skabelsen af museet mv. En anden fin ting ved audioguiden var, at man også kunne vælge at få teksten frem, så dem der hellere ville læse fortællingerne kunne gøre det.

IMG_4213

Et stop ved både rundvisningerne og audioguiden er “Survivors’ Stairs”, som mange brugte for at komme ud på Vesey Street og væk fra World Trade Center komplekset.

New York Transit Museum

Et sidste eksempel på mundtlig formidling jeg mødte på turen til New York var ”ekspertskærme”, dvs. skærme, hvor en person (en ekspert, et vidne mv.) kan aktiveres og fortælle om et emne i udstillingen. Fra de hjemlige himmelstrøg er disse skærme blandt andet kendt fra forfatterpræsentationer på bibliotekerne, fra Moesgaard Museums flittige brug af dem, men også fra Den Gamle Bys håndværkerudstilling, Zoologisk Museums Darwin-udstilling, SMKs afdeling for ældre europæisk kunst og mange andre steder.

IMG_4419

Bringing back the City udstillingen i New York Transit Museum

Der hvor jeg mødte ekspertskærmsprincippet i New York var på New York Transit Museum, der er et museum dedikeret til byens busser, subway og offentlige transport. I museets udstilling ”Bringing back the City” om hvordan byens offentlige trafik fungere, når der er kriser i byen, der var det ikke videnskabelige eksperter, der blev brugt på skærmene.

IMG_4420

I udstillingens del om 11. september 2001 kunne forskellige vidneudsagn fra begivenheden vælges

IMG_4421

og en af dem var buschauffør Beverly Chrisholms beretning om at få hjælpemandskab frem til katastrofeområdet.

Udstillingen fortæller bl.a. om store strømafbrydelser, orkanen Sandy og 11. september 2001 og dem man møder på skærmene er almindelige informationsmedarbejdere, buschauffører m.v. der fortæller om deres oplevelser, og om hvordan de håndterede den krise de pludselig var blevet en del af. Det var godt og nærværende fortalt og ligesom ved audioguiden på 9/11 Museum havde de det fine element, at det de fortalte også kunne læses.

De digitale adaptioner af foredraget eller rundvisningen jeg mødte på turen var fint gennemtænk, men de kan ikke erstatte det engagement jeg henholdsvis mødte på toppen af One World Trade Center eller i de genskabte lejligheder på Orchard Street 97. Det personlige møde kan noget særligt.

img_4121-2

Link

Tenement Museum:
http://www.tenement.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Tenement Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

One World Observatory:
https://oneworldobservatory.com/

September 11 Memorial & Museum:
https://www.911memorial.org/

New York Transit Museum:
http://www.nytransitmuseum.org/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Beamish 03.2015 Martin iPhone 2232

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

DSC_0598

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Beamish 04.2013 IMG_3397

Dyrehold på Home Farm


Beamish 03.2015 DSC_0044

Rækkehuse i minelandsbyen


DSC_0606 b

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

IMG_1163

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

IMG_1166

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

IMG_1169
IMG_1174

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

Beamish 04.2013 IMG_3284

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen


Beamish 04.2013 IMG_3285

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Beamish 04.2013 IMG_3438

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

IMG_1175

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

IMG_1199 IMG_1202
Beamish 03.2015 DSC_0026

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

IMG_1178

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

IMG_1208

Smagen skal vælges


IMG_1205

Kulsyren tilsættes


IMG_1180

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

IMG_1186 IMG_1189

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Beamish 04.2013 IMG_3267

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Beamish 04.2013 IMG_3315

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish 04.2013 VintageBus_med_lift

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

DSC_0600

1 kommentar

Filed under Diverse

Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark”

Nogle gange er det ikke altid det man planlægger som får en stor betydning. Det oplevede jeg i fredags til åbningen af Den Gamle Bys udstilling ”Et somalisk hjem i Danmark”.

Aabniong Somalisk lejlighed

Fra åbningen af udstillingen “Et somalisk hjem I Danmark”

Først en kort forhistorie. Den Gamle By har i et par år takket være eksterne midler haft projekter i det indvandretætte lejeboligområde Gellerup, blandt andet med at oplære lokale beboere i at blive guider til at fortælle om boligområdet. I projekterne var flere fra Gellerup på besøg i Den Gamle By for at se hvordan vi formidler historie. Vi havde blandt andet kontakt med nogle somaliske kvinder. De havde lagt mærke til, at man i Den Gamle By kunne se hvordan forskellige danskere havde boet til forskellige tider. På et tidspunkt spurgte en af dem min kollega Danielle om museet ikke kunne tænke sig at vise et dansk-somalisk hjem – så skulle hun og andre somaliske kvinder nok hjælpe os med at samle ind og indrette hjemmet. Danielle gik videre med ideen og hurtigt var vi mange fra museet, der synes det kunne blive en god særudstilling. Den ville både kunne vise en del af dagligdagens Danmark som mange ikke kender – og så kunne udstillingen også åbne Den Gamle By og dermed dansk kulturhistorie op for mange dansk-somalier og måske også andre indvandrergrupper som normalt ikke bruger museerne. Vi fik formuleret en udstillingside. Bikubenfonden ville gerne støtte projektet og dermed gøre det muligt. Efter et stort arbejde fra mange kunne den rigtigt spændende lejlighed og fortælling så åbne i fredags.

Somalisk boernevaerelse

Børneværelset i lejligheden

Og tilbage til min observation i forgårs. Ved kaffen efter åbningen sad jeg på et tidspunkt ved siden af to somaliske mænd. På et tidspunkt vendte den ene mand sig om mod mig, så mig direkte i øjnene, og spurte om vi var klar over hvor fantastisk det var, og hvilke stor betydning det havde, at en ide som en somalisk kvinde fik faktisk kunne blive til noget, og han tilføjede at det var så dejligt, at der var så mange som havde hjulpet til med at virkeliggøre hendes ide. Store dele af min barndom boede min bror og jeg alene sammen med min seje mor og siden gymnasiet har jeg haft en række stærke og selvstændige veninder og kærester, det alle som en selvfølge ville ændre verden og føre deres ideer ud i livet – så nej, jeg havde faktisk ikke overvejet, at dét var noget særligt, at en kvindes ide – somalisk eller ej – blev taget seriøst og derefter virkeliggjort. Men for den somaliske mand var det en helt egen pointe med dette projekt – og jeg et helt ydmygt stolt på egne og kollegaers vegne, hvis dette projekt kan være med til at give nogle kvinder en større selvsikkerhed og vise flere, at gode ideer kan blive til noget – uanset køn og etnicitet.

Somaliske kvinder og DGB folk i lejligheden.jpg

Fem af de somaliske kvinder der har været med til at virkeliggøre udstillingen sammen med fem ansatte fra Den Gamle By i den endnu ikke indrettede lejlighed. Foto: Den Gamle By.

Link:

Mere om udstillingen og Den Gamle Bys bevæggrund for at virkeliggøre den kan læses i dette blogindlæg fra Thomas Bloch Ravn:

http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/2016/03/04/derfor-indretter-vi-et-somalisk-hjem-i-den-gamle-by/

Mere om “Et somalisk hjem i Danmark” og arrangementer tilknyttet udstillingen kan også læses på Den Gamle Bys hjemmeside:

https://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/udstillinger/somalisk-hjem/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Udstillingstekster og Magareta Ekarv

Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

2015 in review

Tak for 2015 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

WordPress, der er det system Martins Museumsblog er skrevet i, har i anledning af årsskiftet sendt mig en opgørelse over årets aktiviteter på bloggen – sikkert for at skabe lidt reklame om dem selv, men jeg vil gerne dele opgørelsen med jer:

I 2015 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 5.600 gange. Den travleste dag var 12. november med 89 besøg og den dag var det populæreste indlæg Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter.

Det kom i alt læsere fra 47 lande til bloggen, primært fra Danmark, USA og Norge.

De fem mest besøgte indlæg i 2015 var Nye museer – Moesgaard Museum skrevet i ok En fortælling om vinduer – Villum Window Collection skrevet i a Keld Hansen in memoriam skrevet i f Nina Simon og det brugerinddragende museum skrevet i j Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj skrevet i f

Klik her for at se den komplete raport.

I løber af 2015 blev der i Martins Museumsblog publiceret 13 nye indlæg. Flere af indlæggene i årets første halvdel handlede om danske udstillinger og museumsinitiativer. F.eks. blev der beskrevet initiativer på de tre aarhusianske museer ARoS, Kvindemuseet og Den Gamle By gennem indlæggene: Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes, Fem kvinder og en enkelt mand og Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj, hvor det sidste indlæg også omhandlede en af det store særudstillinger som Nationalmuseet havde sidste år.

Et andet af forårets indlæg, En fortælling om vinduer, var en beskrivelse af det nyåbnede udstillingssted i Søborg Villum Windows Collection.

I sommers besøgte jeg en række udstillinger og open air museet i USA og det kom til at præge aktiviteten på bloggen i den sidste halvdel af 2015. I alt blev til seks indlæg om amerikanske open air museer og et indlæg om fiktion på museer, der dels tog udgangspunkt The Making of Harry Potter udstillingen ved London og en The Hunger Games udstilling i New York.

Tak til jer, der brugte tid på at læse og dele indlæggene. Jeg håber også, at I også har lyst til at følge med i de observationer, som 2016 må bringe.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Fem kvinder og en enkelt mand

I dag er det 100 år siden, at kvinder fik valgret i Danmark. Det er en begivenhed der er værd at fejre. Den er værd at fejre af kvinderne og bestemt også værd at fejre af mændene.

5 juni iPhone 2130

Fra Kvindemuseets udstilling Unge kvinders valg

Jubilæet markeres også på flere museer. Der er særlige arrangementer i dag blandt andet på Nationalmuseet, Arbejdermuseet og Kvindemuseet, der også tidligere på året åbnede udstillingen Unge kvinders stemme. Frederiksborgmuseet i Hillerød markerer også begivenheden ved i dag at åbne udstillingen Grundloven af 1915.

I dagens anledning har jeg samlet fem historie om kvinder på danske museer – og en enkelt om en mand.

Gudrun fra Kvindemuseet

Guinderun - instagramprofil for en af kvinderne i Kvindemuseets udstilling Unge kvinder stemmer

Gudinderun – instagramprofil for en af kvinderne i Kvindemuseets udstilling Unge kvinders stemmer

Kvindemuseets udstilling Unge Kvinders stemmer fokuserer på tre unge kvinders liv i begyndelsen af 1900-tallet. En af dem er Gudrun fra Farum, der kom fra en velhavende familie og nød livets muligheder. Udover at møde kvinderne i museets udstilling, kan man også møde dem på instagram, hvor de har hver deres profil, og hvor de også kan følges gennem hashtagget #ungekvindersstemmer

Johanne Luise Heiberg på Frederiksborgmuseet

W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg, Frederiksborgmuseet,

W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg, Frederiksborgmuseet,

Jeg kan ikke vise billeder fra udstillingen om Grundloven af 1915, der åbner i dag på Frederiksborgmuseet, men til gengæld et af slottets bedste portrætmalerier af en kvinde. Det er W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg. Fru Heiberg var en af 1800-tallets mest feterede kvinder. Jeg er overbevist om, at det ikke kun skyldes hende ydre og skuespilkarriere, men også hendes beslutsomhed og indre styrke – og det er elementer, som jeg synes, at Marstand har formået at fange, og som er med til at gøre dette maleri til en af guldalderens store portrætmalerier.

Valgplakat på Danmarks Plakatmuseum i Den Gamle By

5 juni IMG_5917

Fra udstillingen Valget er dit på Danmarks Plakatmuseum

I Danmarks Plakatmuseum er der fokus på folketingsvalg gennem særudstillingen Valget er dit. Udstillingen viser valgplakater fra de sidste 100 år. Primært vises mandlige kandidater, men også nogle af de kvinder, der stiller op i år eller som har været på valg. Pigen på billedet er dog ikke på valg, men vil om 16-17 år have mulighed for at stemme.

”Gravid” på Steno Museet

5 juni DSC00378

Prøv selv gravid installation i udstillingen Ægløsning på Steno Museet

I Steno Museets udstilling Ægløsning fortælles om graviditet og teknologi. Der er en livmoder man kan kravle ind i og bag en skærm er det muligt at tage en gravid mave på, både så man selv kan mærke vægten og så andre kan se om graviditeten klæder en. På Steno Museet er de i det hele taget rigtigt gode til at fortælle om køn og krop. Både i Ægløsning, men også i den fine udstilling Kære krop, svære krop, der tager livtag med kropsidealer og kønnenes syn på deres egen krop.

5 juni DSC00387

Forskellige kvindelige kropsidealer fra Venus af Willendorf til Barbie, Fra udstillingen Kære krop, svære krop på Steno Museet.

Fransk hue og skæft på Nationalmuseet

5 juni NatMus Europa 2012  (20)

Fra Nationalmuseets særudstilling Europa

I 1794 afholdt grosser Johann Ludvig Zinn et middagsselskab for den franske gestandt. Vi var midt i enevældens København, men grosserens datter Sophie Dorothea Zinn (senere Thalbitzer) viste sympati for det revolutionære Frankrig ved at bære et skærf i trikolorens farver. Historien er bevaret i Sophie Dorothea Thalbitzers erindringer Grandmamas Bekiendelser, og skæftet er bevaret på Nationalmuseet. I 2012 var det udstillet i den stort anlagte særudstilling Europa sammen med en fransk hue.

Barnledig Pappa på Danmarks Designmuseum

5 juni IMGP5565

Fra Barnets Århundrede på Danmarks Designmuseum. Fotografiet på plakaten er taget af Reijo Rüster.

Den svenske plakat Barnledig Pappa er en del af særudstillingen Barnets Århundrede, som frem til 30. august kan ses på Danmarks Designmuseum. I 1974 fik svenske mænd som de første i verden betalt fædreorlov. Den statslige Forsäkringskasssan viser med denne plakat, at orlov også er noget for de største og stærkeste mænd, ved at lade den flerdobbelte mester i vægtløftning Lennart Dahlgren tage sig af babyen.

Et politisk system, hvor både mænd og kvinder er med at bestemme fremtiden for mændene og kvinderne, kan vi takke dem for, som tog kampen og beslutningen for 100 år siden, men også inspirationen til senere ligestillingsinitiativer som f.eks. fædreorloven. Tak.

 

1 kommentar

Filed under Diverse

Keld Hansen in memoriam

Museumsmennesket, illustratoren og Grønlandskenderen Keld Hansen døde i sidste uge. Han var et generøst menneske, en af landets store formidlere af Grønland og for mig personlig var Keld også en læremester ud i museumsfaget.

Keld_Amanda

Når jeg bliver spurgt om, hvordan man lærer at blive en museumsinspektør er mit svar, at det sker gennem en mesterlære. Der er ikke nogle uddannelser, der kan lære en alle de fagligheder der kræves, men ved at være på et museum og følge andre kollegaer kan man komme ind i arbejdsgange og den kompleksitet, der er på et museum. Et fagligt uddannelse som historiker, etnolog mv. kan være rigtig god til at styrke ens selvtillid af, lære en at samle viden ind og til at kunne vise frem for offentligheden og andre kollegaer, men det er for mig at se ikke den type uddannelse, der lære en kompleksiteten i museumshåndværket. Kurser i museologi og lignende giver også gode analyseredskaber, men heller ikke den praktik, der er helt nødvendig at have erfaring med og respekt for.

Jeg har i mine ca. 20 år på forskellige museer haft mange læremestre og lærer den dag i dag stadig af kollegaer, der udfordre mit syn på metoder og kommer med gode løsninger til problemstillinger, men af dem alle er der særligt en, som gjorde mig til det museumsmennesker jeg er blevet – og det var Keld Hansen.

Keld var min første mentor. Jeg mødte han som student på Vikingeskibsmuseet tilbage i midten af 90’erne og nåede de næste knapt 10 år både som student og færdiguddannet i perioder at dele arbejdsplads med ham. Keld var både analytisk og praktiker, og han gav mig gennem vores fælles arbejde indirekte nogle lærersætninger som har fulgt mig siden. Keld formulerede dem ikke selv på skrift, men de lyder nogenlunde således:

  • Form og indhold hænger altid sammen og skal tænkes sammen – og jo tidligere jo bedre
  • Museumsarbejde er altid tværfagligt arbejde og alle fagligheder er lige vigtige
  • Man skal altid respektere egen og andres faglighed, men også udfordre sin egen og andre særlige kunnen. Man skal være ydmyg nok til at modtage gode råd inden for ens eget felt og samtidig modig nok til at blande sig i andres fagligheder.
  • Humor og imødekommenhed er vigtigt for at skabe et godt samarbejde og det fælles team, som der skal være for at kunne løse en fælles opgave

Det er så ikke altid, at jeg lige godt kan efterleve de lærersætninger. Jeg har nok heller ikke kunnet gøre det lige så ubesværet og med den humor og det overskud, der var noget helt særligt ved Keld, og som var omkring ham som en afvæbnede aura. Men for mig har de været brugbare og vigtige målsætninger sammen med andre gode betragtninger om bl.a. publikumsfokus, variation, gennemsigtighed og strukturer i processer som andre kollegaer har åbnet mine øjne for.

0432_001 Keld Martin

Mentoren og lærlingen i 2003, hvor Keld og jeg delte kontor på Vikingeskibsmuseet

Grønland og formidling

Kelds faglige metier var først og fremmest Grønland. Han bidrog som få andre med at udbrede viden om Arktis ikke mindst som mangeårig redaktør af Tidskriftet Grønland., Han formidlede også grønlandske emner gennem hans egne undersøgelser og forskning foruden i gennem tegninger, publikationer og i udstillinger på bl.a. Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet.

Kelds anden store metier var formidlingshåndværket og at få det bedste ud af alle situationer. Keld kunne tænke form, billeder og rummelighed – og gik praktisk og uselvisk til alle mulige emner og udstillinger, der skulle laves. Han kunne også fortælle historier som få andre, og han brugte også den evne til at skabe sammenhold og glæde i de team, som han var en del af.

Sidste gang jeg arbejdede sammen med Keld var i 2009, hvor jeg på Moesgård Museum var med til at lave udstillingen Polarrejsen – fra Grønland til Stillehavet. Udstillingens udgangspunkt var Knud Rasmussens 5. Thuleekspdition og en rejse i samme rute, som Jyllands-Posten lavede i 2008. Jeg havde hyret Keld ind som konsulent på projektet. Vi var en broget og forskelligartet flok bestående af antropologen Rane Willerslev, udstillingsarkitekten Søren Gottfred Petersen, Keld, undertegnede og  eskimologen Marja Ulfsdotter, der skulle få hovedtrækkene til udstillingen ud af stoffet. Tiden var knap, ambitionerne høje og midlerne ikke mange, så det krævede god brug af Kelds lærersætninger til af få det hele til at lykkedes. Og det gjorde det – og det var atter engang skønt på nærmeste hold at se Kelds ideer og tegninger udfolde sig.

0430_001 Keld kajak

Kelds illustration til sagnet om Tusilartoq: Pludselig hørte de en sang oppe fra luften, og da de sig om, fik de øje på en kajakmand, som kom flyvende og syngende gennem luften. Sangen lød: Qangattarsa! Qangattarsa! Aja! – lad os flyve! lad os flyve! aja! Sangens magt var så stor, at den fik kajakken til at svæve.

Sidst jeg besøgte Keld var han mærket af sin kræftsygdom, men han mødte stadig en med et stort overskud og han have skufferne fulde at tegninger og påfund, som han gerne ville gøre mere ved. De bliver desværre ikke til noget nu, men vi er mange, der kan glæde os over de mange projekter, som Keld nåede at lave, og den glæde og elskelighed han brage med sig, hvor han kom.

Tak Keld.

 

2 kommentarer

Filed under Diverse