Category Archives: Diverse

Kultur og identitet – om Dan Turéll og Svend Åge Madsen

Jeg har været på Aarhus Teater og se Rune David Grues iscenesættelse af Svend Åge Madsens roman Se dagens lys. Jeg ville blandt andet gerne ind og se teaterets version af historien, fordi det er en roman, der betyder noget særlig for mig. For 12 år siden gav bogen mig en underlig og irrationel følelse af, at jeg var landet det rigtigt sted.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_086_7607

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa.

Dan Turéll og København

Men denne historie starter før det. Den starter i 1991, hvor jeg havde besluttet mig for, at søge ind på historiestudiet, spørgsmålet var bare hvilket universitet jeg nu skulle vælge? Jeg boede dengang på Falster og ville både undersøge historiestudiet i København og i Aarhus. Jeg havde været i København og følge nogle timer der, og tog i foråret 1991 så turen til Aarhus. Jeg brugte vist nok lejligheden til at besøge nogle af de gymnasievenner, der var taget til byen for at læse på journalisthøjskolen og det berømmelige statskundskabsinstitut og mon ikke turen også indbefattede besøg på Cafe Smagløs, Blitz og Den sidste. Aarhus var en sjov by. Som jeg husker det var undervisningen på historiestudiet på Aarhus Universitet også godt, der var smilende studerende og udenfor var det fantastisk flotte campus med søen, de gule murstensbygninger, græsset og træerne. Alt var egentlig helt som det skulle være bortset fra, at den rejselitteratur jeg havde valgt at tage med i den blå Fjällräven var Dan Turélls Mord ved Runddelen. Jeg sad der ved uni-søen og ventede på næste forelæsning, mens jeg læste om den navnløse detektivs vandreture gennem det København som jeg samtidig lige var ved at lære at kende. Det var en overbevisende stemning Dan Turéll skabte. Jeg så mig omkring på det pæne campus og tænkte, nej, det bliver nok København og historiestudiet på Københavns Universitet jeg skal skrive på som førsteprioritet. Og sådan blev det. Så i stedet for C.F. Møllers fine bygninger kom min studietid til at foregå på det trøstesløse KUA på Amager, men gudskelov med et studie og med venner som jeg stadig har gavn og glæde af.

Svend Åge Madsen og Aarhus

16 år senere gik turen så igen mod Aarhus. Jeg havde fået jobbet som formidlingschef på Moesgaard Museum og havde fundet et gammelt hovedhus til en gård omgivet af parcelhuse i Holme, den sydlige del af Aarhus. Der skulle Hanne og jeg sammen med Mia og Lauge flytte ind i vores lille bofællesskab med vores børn. Jeg kendte ikke meget til byen udover gode folk på byens museer, så jeg tænke, at jeg måske skulle få lidt hjælp fra Aarhus’ forfatterne. Det var lidt af en tilfældighed, at jeg som noget af det første købte Svend Åge Madsens Se dagens lys i en boghandel. Historien om udskiftningssamfundet og fastholdelsessamfundet fangede mig. I Se dagens lys er samfundet indrettet så man hver dag vågnede op med en ny partner, nye børn og et nyt job. Nye oplevelser og udfordringer for at undgå nogle af de problemer og uheldige mønstre, der var tilbage i ”Mellemtiden” og gjorde den tid kompliceret og ustabil. Men i bogen forelsker Elef og Mayas sig i hinanden og ønsker at bryde systemet for at være sammen hver dag. På et tidspunkt opsøger de nogle andre, der er gået imod systemet og er blevet ”fastboere”. De rebeller bor i Holme i en gård i et villakvarter. Malingen skaller af og der er en uplejet have. Et faldefærdigt hus i Holme! Jamen, det var jo mildest talt sådan et jeg lige var flyttet ind. Det var mit sted, og Svend Åge Madsens bog blev således et tegn for mig, at jeg havde gjort det rigtige valg. Jeg var så klar til at indtage byen sammen med de andre rebeller fra huset i Holme.

se dagens lys

Kunst og kultur kan skabe følelser og identifikation. Det kan ske i litteratur og teater, men også i kulturhistoriske udstillinger. I en af de publikumsundersøgelser jeg har lavet i Den Gamle By interviewede jeg blandt andet en 20 årig pige, der skulle til at studere i Aarhus. Adspurgt hvad hun synes var det bedste museumsoplevelse hun havde haft svarede hun uden at blinke Aarhus Fortæller, en udstilling om Aarhus’ historie. som hun nogle uger tidligere havde set i Den Gamle By. Jeg var forundret over hendes valg, men hun argumentere for valget: udstillingen betød noget for hende, fordi den havde historier om hvordan byen udviklede sig og at der i udstillingen var et store kort, hvor hun kan se hendes skole og bopæl og andre stedet i byen, der betød noget for hende.

Aarhus Fortæller sep 2019 Kort i gulvet i Aarhus Fortæller der lægger op til snak om egen historie.

”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” var en af hendes udsagn. Min tolkning efter interviewet var, at den 20 årige gennem sit valg af studieby nu for alvor havde valg Aarhus som hendes by. Aarhus Fortæller kunne derfor bruges af hende til at lære om byen og samtidig bekræfte hendes identitet som aarhusianer.

Aarhus Fortæller sep 2019 Litteraturhjørne i Aarhus Fortæller med citater af steder, som Svend Åge Madsen, Peter Laugesen, Yahya Hassan, Elsebeth Egholm med flere henviser til i deres bøger.

Se dagens lys kan ses på Aarhus Teater frem til 10. oktober. Historien er også fascinerende som teaterstykke og Julian Toldam Juhlins scenografi og Andres Kjems lysdesign fungere rigtigt godt. Stykke kan bestemt anbefales. Folk fra Sjælland og Falster skal måske bare passe på, om oplevelsen kan give dem et ikke endnu planlagt ønsker om at slå sig ned et andet sted end der, hvor de nu bor.

at_sedagenslys_fotoemiliatherese_079_7539

Se dagens lys på Aarhus Teater / Fotograf Emilia Theresa. Stykket kan ses frem til 10. oktober 2019

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Hvad er et museum? – diskussionen om en ny definition

I sidste uge mødes alverdens museumsfolk i Kyoto til en konference i International Council of museums (ICOM), der indbefattede ICOMs 25. generalforsamling.

ICOM 2019

Konferencen varede syv dage og der kom delegerede fra over 141 lande. Mangt og meget blev diskuteret, men en debat, der særligt var fokus på ved dette års generalforsamling var definitionen om, hvad et museum er.

En ny definition på “museum”

En ny definition var sendt til afstemning, men resultater af debatten ved generalforsamlingen i lørdags blev at en evt. beslutning ikke skulle tages ved denne session; dertil var uenigheden for stor.

Ved ICOMs 22. generalforsamling i Wien i 2007 blev den nuværende definition vedtaget:

“A museum is a non-profit, permanent institution in the service of society and its development, open to the public, which acquires, conserves, researches, communicates and exhibits the tangible and intangible heritage of humanity and its environment for the purposes of education, study and enjoyment.”

Det definition som ICOMs Executive Board ville have til afstemning på generalforsamlingen i weekenden lød således:

“Museums are democratising, inclusive and polyphonic spaces for critical dialogue about the pasts and the futures. Acknowledging and addressing the conflicts and challenges of the present, they hold artefacts and specimens in trust for society, safeguard diverse memories for future generations and guarantee equal rights and equal access to heritage for all people.

Museums are not for profit. They are participatory and transparent, and work in active partnership with and for diverse communities to collect, preserve, research, interpret, exhibit, and enhance understandings of the world, aiming to contribute to human dignity and social justice, global equality and planetary wellbeing.”

Der er jo en noget mere ordrig definition, der bliver foreslået og nogle af de elementer der er tilføjet er, at museernes mål er blive ekspliciteret ved at de skal ”bidrage til menneskelig værdighed og social retfærdighed, global lighed og planetens velbefindende”. Museums definitionen er også blevet udvidet med at museer skal være ”demokratiserende, inkluderende og polyfoniske rum for kritisk dialog om fortiden og fremtiden”.

At vejen hertil har været lang kan man se på dette slide fra generalforsamlingen, hvor der vises hvor meget støtte hvilke ord i definitionen har fået fra de forskellige svar på hvad definitionen bør blive.

EDqdKH6XoAA2pCB

Slide vist i tweet fra @MusStudiesHel med teksten: Session 5 Doshisha University: Towards a new museum definition. Here is a chart as to how many times specific concepts appear in the 269 answers and are included in the new definition proposal #ICOMKyoto2019 #ICOFOM

Processen har stået på i to år og har først til mange diskussioner i ICOMs forskellige fora. De mange vendinger i teksten kan få en til at overveje om definitionen er endt med at se sådan ud fordi flere skulle have deres lille bid af kagen, og dermed om det har resulteret i et definitionsforslag, der mere prøver at gøre interne interessenter tilfredse end at det skal være en klar definition for folk udenfor branchen?

Som Semaa Rao, den nye redaktør for Museum 2.0 spekulerede i et af de mange #ICOMKyoto2019 tweet der fulgte diskussionen i Japan, hvad svaret ville være, hvis man havde præsenteret  disse tanker om, hvad et museum kan være vil for alle de mange museumsbesøgende der er i denne verden. (https://twitter.com/artlust/status/1170329989088198661)

En god pointe. Ikke fordi, at museer skal lade de være op til et spørgeskema hos gæsterne om hvad museet eller museer handler om (eller om hvad der skal udstilles og serveres i cafeen), men fordi det er en pinedød nødvendigt for museerne at tage deres gæster i betragtning og lytte til dem, når beslutninger skal tages. Museerne er jo hverken til for museernes genstande eller ansatte, men til for alle dem, der bruges museerne.

Samfundsansvar

Noget som den nye definition kredser om er om et større ansvar for samfundet og dets udvikling.

For mig er der ikke tvivl om at museer er rum for debat, at de er institutioner hvor verden og ens eget liv bliver sat i perspektiv, og at de er fyldt med værker og historier, hvor værdier, som lighed, bæredygtighed, demokrati og retfærdighed kan finde næring. Spørgsmålet er bare om det er noget der skal skrives eksplicit og hvem der skal vurdere om et museum ikke lever op til definitionen?

Den nye definition ligger også op til at museerne skal ”aktivt skal samarbejde med forskellige communities”. Det er en rigtig god ide, da samarbejde gør, at man lytter og bliver mere relevant for flere, men det er nødvendigvis ikke noget der kan operationaliseres og dermed gøres målbart. En af de bedste forklaringer på hvordan, at man kan skabe et godt dialogbaseret brugerinddragende projekt på museer kom min kollega Anneken Appel Laursen med: ”Man skal gør sig fortjent til det”. Bare fordi at et museum gerne vi lave et projekt med andre, hvorfor skal folk ville samarbejde med museet og inkluderes i et community projekter? Hvad er der i det for dem? Museets skal vise, at de er værd at samarbejde med, og det kan de ikke kun ved at være aktivt samarbejdende, men også ved have indhold og historier, der er interessante for de forskellige communities. Og hvordan skal dette måles?

Museer skal tage de vigtige emner op, men der jo helt forskellige forudsætninger for at formidle ”global equality” eller ”planetary wellbeing” afhængig om man er det norske Skimuseum i Telemarken, et sultanpalads i Istanbul, et arbejdermuseum i Manchester eller et naturhistorisk museum i Aarhus. Skal det betyde noget i bedømmelsen af museernes samfundsengagement?

Jeg synes, at det var en god beslutning som generalforsamlingen tog i forhold til at udskyde beslutningen og dermed føre debatten tilbage til museerne, da jeg er overbevidst om at definitionsprojektet vil gøre mere gavn i diskussionen af det, end i en fast konklusion om, hvad et museum er eller bør være.

Link:

ICOMs meddelelse om at udskyde afstemning om den nye definition:
https://icom.museum/en/news/the-extraordinary-general-conference-pospones-the-vote-on-a-new-museum-definition/

En artikel i Kristelig Dagblad, der viser at der interne blandt danske museumsfolk også er diskussioner om hvorvidt den nye definition er en god ide:
https://k.dk/s/ILvj

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Charlotte S H Jensen in memoriam

Charlotte S H Jensen døde i sidste uge. Pludseligt og alt for tidligt.
Hun var en inspiration for mange og en ivrig debattør omkring kulturarv og museumsfeltet. Særligt debatterede Charlotte om adgang til kulturarven og de digitale muligheder for museer og arkiver, og det skete oftest gennem digitale platforme som for eksempler blogmediet wordpress. Denne blog som du sidder og læser disse linjer på blev blandt andet skabt med inspiration fra Chalottes egen blog https://charlotteshj.dk som jeg altid har synes var en af de mest læseværdige indenfor museumsblogfeltet.
Udover gennem blogindlæggene er vi rigtigt mange museumsmennesker, der kender Charlotte gennem hendes mange delinger og kommentarer på facebook. Ikke alle var altid enig med Charlottes holdninger om digitaliseringens muligheder eller om hvordan museerne kunne drives økonomisk bæredygtigt, men Charlotte var en fantastisk med- og moddebattør, der højnede debatten ved at linke til undersøgelser om emnerne og ved at få hendes enorme netværk aktiveret og dermed få flere i tale så mange holdninger kunne blive hørt. Og bag det hele lå Charlottes oprigtig tro på, at kulturarv var vigtigt og skulle deles og gøres tilgængeligt for så mange som muligt.
Jeg synes helt klar, at facebook er blevet fattigere de sidste par dage nu når Charlottes feed mangler.

Web 2.0 og kulturarven

Charlotte i sit faglige es – kommunikerende fra en computer og til en konference om kulturarv og sociale medier. Foto og ©: Arkivformidling ODA.

Skabertrang og nysgerrighed for de digitale muligheder gjorde også Charlotte til en visionær person i hendes arbejde for Nationalmuseet, Rigsarkivet, Københavns Museum med videre, og hendes åbne væsen gjorde, at hun kendte rigtigt mange, og at hun inspirerede mange danske og nordiske museumskollegaer. De første gange jeg selv mødte Charlotte var for en 15 år siden. Vi var en gruppe dengang yngre museumsfolk, det gerne ville afprøve hvordan digitalisering og digital formidling kunne bruges på museer. Flere af os havde fået midler gennem Kulturstyrelsens pulje Kulturnet Danmark og blev senere knyttet til at arrangere den digitale museumskonference Nodem i København i 2010. I det miljø var Charlotte en foregangskvinde, der holdt fanen højt omkring hvordan, at vi kunne dele vores nye viden og ideer. Hun var blandt andet med til at stifte en digitale netværksgruppe for museumsansatte, medinitiativtager til den tidlige museumsblog http://www.formidlingsnet.dk og til at det analoge tidsskrift Danske Museer fik en infoboks Digit@lt, om de digitale tiltag på museerne. Mange af os fulgte også Charlottes egen blog, der var en af de første danske om museer og arkiver. For at markere at det digitale var blevet et vigtigt emne blev prisen Den Gyldne USB stiftet og uddelt på ODMs formidlingsseminarer. Det var helt naturligt, at Charlotte stod for at indstifte og uddele prisen. Det var også ved de samme seminarer for en 10 år siden, at Charlotte i pauserne hjalp med at få oprettet flere museumsfolk som facebook- og twitterbrugere, og at hun ved de møder var en centrale person i de engagerede debatter om, hvordan museerne kunne bruge nye digitale platforme som facebook og Second Life.

IMG_1094 Second Life Catal Huyuk

Charlotte på besøg ved Catal Huyuk i Second Life tilbage i 2008 sammen med blandt andet undertegnede og Camilla Bjarnø og Ea Rasmussen fra Moesgård Museum.

Og så var der alt det andet som Charlotte har lavet og været involveret i. Som for eksempel historie-online, Dansk genealogi, Satyren, The Nordic Heritage Weekly, fornyelsesprisen ved Historiske Dage og som højtids- og folkemindeforsker, arkivmedarbejder og foregangskvinde omkring Maker space på museer.

Det er helt uvirkeligt, at Charlotte ikke er her mere, og at hun kun blev 57 år. For nogle år siden havde jeg tilfældigvis fået timet det sådan, at et blogindlæg her på bloggen om digital interaktion på tyske museer udkom på Charlottes fødselsdag. Charlotte var sød nok til at se det som en fødselsdagsgave og kvitterede, venlig som hun var, med at skrive, at det ikke kunne blive meget bedre “med mindre selvfølgeligt, at det fremføres i Ekarvformat af en elg, mens jeg drikker en kop lakridste ;-D”.
Jeg håber, at der er gode korte museumstekster det, hvor du er nu Charlotte, sammen med lakrids, duften af Sverige og med digital og analog adgang til masser af kulturarv. Os der er blevet tilbage vil savne dig.

Ære være Charlotte S H Jensens minde.

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse

Hvordan fortolkes en klassiker? – musikalsk kulturarv på Roskilde Festival

For mig er Bob Dylans Ballad of a Thin Man, Talking Heads Burning Down the House, The Cures Lovesong og Underworlds Born Slippy ligeså meget kulturarv som Grauballemanden, Skuldelevskibene og Septemberforliget fra 1899. De er i kategorien af sange, der har samlet folk til forskellige tider og er statement om forandringer og evigunge bekymringer og glæder om kærlighed, livet og retningen.

En særlig ting ved denne type kulturarv er, at den både kan ses som statisk gennem den indspilning, der vandt udbredelse, men den er også foranderlig, når nummerets skabere optræder med det og de selv er blevet ældre eller bare har skiftet perspektiv og stil.
Det var der en demonstration af på årets Roskilde Festival. Der er for mig en festival, der først og fremmest er værd at besøge på grund af den fantastisk stemning, de gode venner og det at kunne blive beriget af ny musik fra for eksempel makedonske hornorkesteret, amerikanske punk-calyso konstellationer eller italienske art-indiebands, som man ikke havde fantasi til at de kunne eksistere. Det udvider den musikalske horisont. Men Roskilde Festival er også et sted, hvor legender bliver booked og den musikalske kulturarv dermed bliver fortolket eller vedligeholdt, på sammen måder, som det sker på museer verden over.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Museerne har altid fået inspiration udefra. De sidste mange år har flere talt om visuel og fortællermæssig inspiration fra film og teater. Men musik er naturligvis også værd at skele til, og herunder til hvordan at kulturarvsmaterialet fra musikhistorien og den vestlig ungdomskultur i de sidste generationer bliver formidlet og præsenteret. Denne skelen vil jeg prøve at gøre gennem en række koncerter, jeg oplevede på dette og sidste års Roskilde Festival.

Bob Dylan

En musiker der ikke er bange for drastisk at tolke egne klassikere er Bob Dylan. Han optrådte på Orange Scene onsdag 3. juli 2019. Hele koncerten sad han bag sit flygel på samme måde som han har gjort det ved de andre koncerter i 2019 versionen af hans Never Ending Tour. Dette instrumentvalg kunne være fordi at Dylan vil spille sangene gennem pianoet. En anden plausible grund til dette valg kunne også være, at den nu 78 årige Dylan hellere vil sidde ned end stå op ved de 38 koncerter han har givet i år fra slutningen af marts og til midten af juli. Det er jo ikke en ”Burn Out Tour”, men en ”Never Ending Tour” Dylan er på, så kræfterne skal strækkes. Pianoet var generelt i fokus og sangene tolket mere eller mindre frit af mesteren selv, så de lød ikke alle som forventet. Personlig tog det mig for eksempel nok halvdelen af sangen før det gik op for mig, at han var i gang med It Ain’t Me, Babe.

Roskilde Festival 2019

Bob Dylan på Roskilde Festival, 3. juli 2019

Også ved denne Roskildekoncert var jeg omgivet at glade folk, der gerne ville musikken og stemningen. Ved min ene side stod to unge, hvor fyren var rigtig glad for at være sammen med pigen og for at være under sammen himmel som His Bobness og pigen var rigtigt glad for fyren som hun stod med, så Dylan kunne havde spillet Blowin’ in the Wind baglæns uden at det havde generet dem. På min anden side stod en ældre Dylan connoisseur, der denne aften skulle se Dylan 12. gang siden hans første koncert med ham i slutningen af 1970’erne. Har fulgte nysgerrigt med og kunne bagefter dele hvad der var forskelligt i forhold til de tidligere Dylan koncerter på Dyreskuepladsen, i Aarhus, Brøndbyhallen osv. Dylans variation over hans egent materiale var helt tydelig en glæde for ham og en bevæggrund for, at han vendte tilbage til Dylankoncerterne.

Robert Plant

En anden der blev spottet blandt Dylan publikummet den aften var den tidligere Led Zeppelin sanger Robert Plant. Han skulle dagen efter optræde på festivalen med hans band the Sensational Space Shifters.

Robert Plant at Roskilde Festival 2019

Robert Plant & The Sensational Space Shifters på Roskilde Festival, 4. juli 2019

Koncerten var dels med Plants solemateriale, men også med fortolkninger af Led Zeppelin sange som Black Dog og Ramble On, der i Space Shifters versionerne er mere blues-folk’et, hvilke er en god udnyttelse af bandmedlemmernes styrke som violin- og mandolinspiller. Plant elsker stadigt at stå på scenen, og hans stemme er stadig imponerende kraftfuld.

Johnny Marr

Et medlem fra en anden markante gruppe der lagde turen forbi Roskilde i år var The Smiths guitaristen Johnny Marr. The Smiths var en del at min ungdoms forståelsesramme, Marrs guitar kunne jeg rigtigt godt lide, men jeg havde det dengang lidt svært med Morrisseys klynkende stemme (jeg ved det er blasfemisk at mene der). Så for mig var det en fin fin aftenkoncert Marr gav på Arena scenen, hvor arrangementerne til Smiths numre som How soon is Now og Bigmouth Strikes Again i mine øje ikke var meget anderledes en originalerne, og de blev stilsikkert udført og sunget af Marr, der stadig er en mørkklædt englændere, hvis tre hovedmåltider synes at se ud som a cup of tea, chips og a pint of lager.

Roskilde Festival 2019

Johnny Marr på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Det var en god koncert med stærke sange, som greb mig og de andre 40+ årige jeg stod ved. Meget passenede sluttede Marr koncerten af med The Smiths’ klassiker There Is a Light That Never Goes Out.

Underworld

Marr blev den aften i Roskilde efterfuldt af engelske Underworld, der med deres house og techno var med til at definere 90’ernes musik. Ind på scenen kom Karl Hyde og Rick Smith, som umiddelbart lignede to ældre revisorer, der havde fået en ny T shirt i dagens anledning. Og så begynde ellers en masterclass i hvordan at man styrer en dansegulv og laver clubstemning blandt tusindvis at festivalsgængerne. Man måtte håbe, at dem der skulle optræde på Apollo, festivalens club og dj scene, var forbi og tage noter.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

De to englændere gjorde sig ikke yngre end de var, men Smiths synth sad hvor den skulle, og det var en veloplagt Hyde der sang, og ligesom første gang jeg så ham tilbage i 1993 på et stadion i en forstad til London, så dansede han energisk og entusiastisk på en mister Bean-agtig måde.

The Cure

Nogle der ligesom Underworld holdt sig ret meget til de oprindelige oplæg var The Cure, der havde den denne festivals store samlede koncert lørdag aften på Orange. Forsangeren Robert Smith er blevet lidt mere bedstefar-rund, men han har stadig pjusket hår og udtværet læbestift og maskara. Ikke et typisk udseende for en 60 årig, men samtidigt ikke noget der kan siges at være et forsøg på at se yngre ud, da få yngre har forsøgt med den stil, med mindre det var for at hylde The Cure. For det er en stil Smith har haft siden 1980erne. Bassisten Simon Gallup er stadig tynd og med den samme outdated frisure. Den trofasthed de havde for deres udseende galt også deres musik. Det var et meget velspillende og synligt tilfreds band, der lukkede Orange scene den lørdag. Som Smith sagde før en af de sidste numre: at han ikke havde så meget at sige for sangene sagde jo det han ville sige, men at det var sange, som han nød mere og mere at spille for et publikum.

Roskilde Festival 2019

The Cure spiller Forest på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Den version The Cure gav af sangen Forrest ved Spring Special koncerten på Dyreskuepladsen i maj 1989 var en af de første store skelsættende liveoplevelser for den dengang 17 årige Martin. Her 30 år senere var den ovevældende førstegangsforelskelse ikke den samme, men der var stadig et sublimt samspil mellem Smith og Gallup og nummeret har live en at de fineste underspillede guitarsoloer. Meget fint og for mig dejligt, at det nummer ikke var forsøgt omarrangeret.

David Byrne

Jeg vil slutte med at nævne en koncert fra sidste år, der ligesom The Cures koncert i 1989 slog benene væk under mig. Det var den tidligere Talking Head forsanger David Byrne, som optrådte på Roskilde Festival den 6. juli 2018. Ved koncerten blev der spillet hans solomateriale og fra Byrnes samarbejde med St. Vincent foruden Talking Heads sange som Once in a Lifetime og Burning Down the House. Musikken var fantastisk levereret, men det jeg særligt husker var sceneshowet, hvor Byrne og hans folk radikalt havde gentænkt formen. Det var en helt tom grå scene uden trommesæt, forstærkere, mikrofonstativer og andet der ellers plejer at definere det rum. Scene var indrammet af en væg af grå reb der hang ned. Alle musikerne var i grå jakkesæt og alle instrumenter var mobile inkl. trommesættet, der var del op, så forskellige musikere bar henholdsvis storetromme, bækkene osv.  Hele koncerten var dynamiske bevægelser rundt på scenen med en eller flere musikere.

David Byrne - David Byrne with Gustavo Di Dalva, Daniel Freedman, Aaron Johnston, Tim Keiper, Mauro Refosco, Davi Vieira, Karl Mansfield, Chris Giarmo & Tendayi Kuumba

Dette billede er ikke fra Davis Byrnes optræden på Roskide Festival 6. juli 2018, men fra et lignede show Byrne have et par uger senere på Merriweather Post Pavilion i Maryland, USA. Foto: Peter Hutchins ©

Koreografien var tilpasset musikernes og den nogle-og-tresårige Byrnes evner – og det hele var stramt, opfindsomt. energisk og elegant lavet. Helt i tråd med at Byrne gerne vil gå nye veje så var koncertens sidste nummer et cover af protestsang Hell You Talmbout, skrevet af Janelle Monáe, der er en af de unge kunstnere som Roskilde Festivalen har booket som et hovednavn i år. Fantastisk at opleve en kunstner født i 1952 kan optræde med sange han skrev fra 1980’erne og til i dag og samtidigt gentænke rockkoncerts format. Men samtidigt måske alligevel ikke så overraskende, da han og resten af Talking Heads jo gjorde lidt at det samme i 1984 ved koncertfilmsformatet med deres Stop Making Sense livealbum og film.

Fortolkninger af den musikalske kulturarv

Dette års Roskilde bød på flere eksempler på kunstnere, der holdt sig til det oprindelige materiales udtryk. De prøvede ikke at gøre sig yngre eller drastisk at ændre arrangementerne. Det virkede, når numrene blev spille med energi og ikke mindst, når man kunne mærke at kunstneren ville publikum. Det kunne være på en underspillet måde ved The Cures optræden eller mere grinende, smilende og dansene som ved Underworld koncerten.
Så var det dem der ville noget andet. Dylan var den mest radikale og spørgsmålet var om den version at Never Ending Tour i år er blevet sådan fordi den 78 årige kunstner gerne ville sidde ned bag flyglet under koncerten eller bare fordi han ikke vil gøre det samme som han gjorde for år tilbage. Begge dele er jo reelle valg. Et valg Dylan også havde taget var, at det var en koncert med meget lidt publikumspleasing, hverken i syng-med faktor eller i hans kontakt til publikum mellem numrene, der var begrænset til enkelte nik, smil og et kort buk til sidst. Helt anderledes var Byrnes gentolkninger af egne numre på sidste års festival. Talking Heads numrene var ikke helt så post-punkede som i 1980erne, men stadigt fyldt med energi og nerve. Og i formen gik Byrne så helt nye veje, og efterlod undertegnede og de andre ellers koncertvalgte festivalgæster imponeret over det nye som vi lige havde oplevet.
Der skal naturligvis være grund til at tage en kendt sang, historie, genstandstype mv. og vise den som man plejer eller at gøre det på en ny måde. Det kan være, at en begrænsning af midler, alder, evner osv. kræver at ting skal gentænkes, men det er absolut mere interessant, når det sker for at bruge nye bandmedlemmers evner (som Plant gjorde det) eller have talent, ideer og fantasi til at gå udfordre os hvad konventionerne er (som Byrne gjorde det).
Og ved alle koncerterne er det – lige som på museerne, i teatrene og andre steder – en styrke, når os publikum kan mærke den her optræden er en, som betyder noget, og at kunstneren (eller museet) gerne vi have samspillet og kontakten.

Roskilde Festival 2019

The Cure på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Link

Den grundige Bob Dylans fansite Bob Links anmeldelser af koncerten på Roskilde Festivalen 3. juli:
http://www.boblinks.com/070319r.html

En optagelse fra Robert Plants koncert på Roskilde 4. juli 2019 af den flittige koncertfilmer mathiasnielsen66:
https://youtu.be/FxcAyVbXoRI

En koncertoptagelse fra Berlin i 2016 af Underworlds signatursang Born Slippery:
https://youtu.be/krN3ledny-Y

The Cure, der spille Forrest live på den hollandske Pinkpop Festival 2019 en måned før bandet optrådte på Dyreskuepladsen:
https://youtu.be/r54jwZvtJck

Det type optræden som David Byrne besøgte Roskilde Festivalen med i 2018. Her fra koncerten på Austin City Limits Festival 2018:
https://youtu.be/aII8d1IkWrA

Tidligere blogindlæg her på bloggen om musikoptræden og museumsformidling:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/10/03/trentemoeller-og-montren/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/09/11/led-zeppelin-gladsaxe-og-kontrakten-med-publikum/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Folketingsvalget 2019 og museerne

Om to dage er valg. Er museer så noget der er blevet talt om i valgkampen og har museerne haft særlige initiativer i anledningen af folketingsvalget?

I forhold til museernes initiativer så var Nationalmuseet og Den Gamle By hurtigt ude. Nationalmuseet udgav samme dag som valget blev udskrevet en webartikel om valgplakater, hvor blandt andet deres tidligere medarbejder Lars K. Christensen og hvor lederen af Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By Elsebeth Aasted Schanz satte plakaterne i historiske perspektiv.
Dagen efter valget blev udskrevet brød Den Gamle By så lovgivningen om, hvornår at valgplakater må sættes op – hvis det ikke var fordi at de plakater som museet hængte op blev sat op i museet 1970 kvarter, og fordi at det var valgplakater fra 70’erne med blandt andet Fremskridtspartiet, Erhard Jacobsen og Venstresocialisterne.
Arbejdermuseet satte også fokus på valgplakaterne ved på facebook at vise et udvalg af deres valgplakatsamling.
Af materiale på nettet der sætter valget i perspektiv vil jeg også fremhæve Det Danske Filminstituts tema “Sofavælgere og stemmefiskere” om film i 1940’erne til 1960’erne opfodre danskerne til at gå til stemmeurnerne. Hvis man mere er til propagandafilm tilbydes det også af Filminstituttet i deres artikel “Fake News anno 1930’erne”.

IMG_8265 valgplakat Den Gamle By

Valgplakat i Den Gamle Bys 1970 kvarter

Jeg er ikke stødt på nogle museer, der i anledning af valget lavede deciderede udstillinger (på nær Den Gamle Bys valgplakatudstilling i deres 1970’er byrum), men flere museer har budt ind med arrangerement og valgmøde, hvor der blev sat fokus på noget at de emneområder, som det enkelte museum beskæftiger sig med.
På kommunikationsmuseet Enigma var der den 29. maj et arrangement om Eftertanke vs. hastighed i den politiske debat. Kvindemuseet afholdt på Mors dag den 12. maj et debatarrangement med folketings- og europaparlamentspolitikere om kemi i hverdagen i forhold til børn og gravide. Samme museum havde allerede i november 2018 et arrangement med kvindelige folketingskandidater om flere kvinder i folketinget. Videnskabsmuseet Steno Museum i Aarhus havde den 21. maj lavet åbningen af udstillingen “Gentests og tandbørster – hvordan sundhed blev fælles” om til et sundhedspolitisk vælgermøde. Der blev de fremmødte politikere blandt andet bedt om at svare på, hvad de vil skære væk på sundhedsområdet, når der skal prioriteres, og hvorfor?

Vaelgermoede-Aabning-SKpresse02_steno

Udstillingsåbning på Steno Museet 21. maj, hvor Adam Holm samtidig prøver at styre folketingskandidaterne til et sundhedspolitisk vælgermøde. Foto: Søren Kjeldgaard

Der var også nogle museer som inviterede politikere til arrangementer, hvor der diskuteres kulturpolitik. Det sker blandt andet i dag (3. juni) på Ragnarock i Roskilde, og det er også sket på Nationalmuseet og i Den Gamle By. På museet i Aarhus fandt det sted den 27. maj, ved et arrangement, der også var en sangsaften, hvor hver af politikerne havde valgt en fællessang. Venstres Fatma Øktem havde for eksempel valgt “I Danmark er jeg født” og de Radikales Henrik Vinter bidrog med “Jeg elsker den brogede verden”. På Nationalmuseet indgik der også sang i deres række af arrangementer ”Sangdueller og valgdebat”, der fandt sted 16. 21. 28. og 29. maj, og hvor der ud over kulturpolitik også blev diskuteret klima og udlændingepolitik.

61846117_2351504175094807_4008475874797027328_n

Stemmer i valget arrangement i Den Gamle By den 27. maj. Foto: Pi Due Rosendahl.

Museer og kulturpolitik i valgkampen

De to centrale emner der har været omkring museerne i forhold til landspolitik i de seneste år er dels de årlige 2 % besparelser af statens støtte til museerne og dels den mulige revision af museumsstøtten. 2% besparelserne er nu næsten nået op på 10 %, og har naturligvis gjort særligt ondt på de museer, der får meget i statsstøtte, men det er besparelser som har kunnet mærkes overalt, og som giver museerne færre midler til at gøre det, som de får støtten til. Den evt. revision af fordelingen af støtteordningen til landets museer vil betyde, hvis der er et nulsumsspil, at nogle museer vil få mere i støtte og andre mindre. Debatten om revisionen har været i gang i 1½ år nu, men der blev ikke landet en aftale før valget og dermed også før en ny kulturminister bliver udpejet, hvilken side at tinget vedkommende end må komme fra. Spørgsmålet er så naturligvis om denne justering af museumsstøtten bliver en prioritet for den nye minister, og om der kan findes flertal for en ændring. Er de to emner, for museerne meget vigtige emner, så noget der blev brag op i valgkampen? Det korte svar er: Ikke meget, men kulturpolitik har heller ikke været prioriteret.
Et eksempel på kulturpolitikkens overordnede status er, at der ved nogle af dette valgs kandidattest var en mulighed for at markere, hvilke politikområder man særligt er interesseret i. PÅ TV2s test kan der vælges mellem Skattepolitik, Skole og uddannelse og Ældreområder sammen med 11 andre områder, men ingen af dem er kulturpolitik. Emnet er ud fra mine observationer ikke blevet diskuteret meget, men der er dog enkelte undtagelser, og den ene er fremkommet på grund af en museumskollegas arbejde. Det er museumsinspektør på SMK, Merete Sanderhoff, der i sidste uge udkom med bogen ”Et spørgsmål om kultur – Kulturpolitikken til debat”. Med udgangspunkt i den bog og et interview med Merete Sanderhoff var der en debat i DR2 deadline den 29. maj, blandt andet mellem de to kulturpolitiske ordførere Alex Ahrendtsen (Dansk Folkeparti) og Mogens Jensen (Socialdemokratiet). Samme Alex Ahrendtsen formåede også at få en avisforside, i Jyllands-Posten, den 28. maj med et forslag om et national lotteri, der blandt andet skulle være med til at skaffe midler til blandt andet gamle håndværk og kulturarvsbevaring herunder til renovering af slotte som huser museer.
Jyllands-Posten fulgte i deres trykte avis op på den kulturpolitiske dækning ved over tre dage (29. maj, 30. maj og i dag 3. juni) at spørge museernes kulturpolitiske ordfører om, hvad vedkommende ville gøre, hvis hun eller han blev kulturminister. Ikke alle af politikerne nævner museer i deres besvarelse, men dem som gør det, taler om gratis adgang til udvalgte museet (Merete Scheelsbeck fra Konservative, Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Marianne Karlmose fra Kristendemokraterne) og at museumsrevision skal gennemføres (Bertel Harder fra Venstre og Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti). Bertel Harder nævner også, at besparelsen på de 2 % af statens tilskud til kulturinstitutioner skal fjernes, og det samme gør Mogens Jensen fra Socialdemokratiet, Merete Scheelsbeck fra Konservative og Jacob Mark fra SF.

IMG_9090 JP kulturpolitik

Hvis jeg var kulturminister” interviews i Jyllands-Posten fra den 29. og 30. maj

Personligt synes jeg, at det er meget glædeligt, at der synes at være en bred modstand mod de 2 % besparelser på museerne, både fra de partier der i sin tid indførte dem og fra dem, der dengang ikke stemte for dette omprioriteringsbidrag. Jeg håber at de alle ved stå ved det synspunkt også efter den 5. juni. I modsætning til sidste valgkamp er dette emne, en generel besparelse på kulturområdet, i hvert fald blevet nævnt, for som Merete Sanderhoff siger i sit interview i Deadline, så er det jo så noget som vælgerne så har mulighed for at tage i betragtning, når krydset skal sættes.
En status på valgkampen 2019 og museerne må være, at flere museer har grebet lejligheder både til at bidrage med viden, og til at få sat emner på valgdagsordenen og få politikere i tale om de emner. Politikere og pressen har overordnet ikke haft museer eller kulturpolitik som en prioritet, men derfor skal Axel Ahrentsen, DR2’s Deadline, Jyllands-Posten og andre der har prøvet at bringe emnet op også have ros for det herfra.

Og så er valgkampen jo samtidig historie lige om lidt, og der er museer som er rykket ud for at dække det. Arbejdermuseet samler som vanligt ind til samlingen i forbindelse med valget, og det samme gør Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Og med hensyn til valgplakater er mine kollager fra Plakatmuseet særligt glade, når der er partier og politiker, som går nye veje med plakatmedier – selvom at Alternativets klimaplakat i smeltende is ikke lige er til at få ind i samlingen. Så var det nemmere med plakaten fra 1970’erne med Erhards betragtning om, at politik ikke er spor kedeligt.

Alternativ isvalgplakat

Alternativets valgplakat i is. Foto: Dorte Olsen

IMG_8261 valgplakat Den Gamle By

1970’er valgplakater fra SF og Centrumdemokraterne i Den Gamle By

Link:

Nationalmuseets artikel om valgplakater
https://natmus.dk/webdok/kampen-om-lygtepaelene/?tx_tccards_card[show]=8313&cHash=bc06f259820dae473e3cacd3741fbe5e

Nationalmuseets Sangdueller og valgdebat 16-29. maj
https://www.facebook.com/events/2372150549501820/

Arbejdermuseets valgplakatopslag med på Facebook
https://www.facebook.com/arbejdermuseet.dk/videos/830485573982970/UzpfSTEwMTgxMjk3OTk6MTAyMTY4NDMyMzA5MjU5MTA/

Det Danske Filminstituts tema om film der opfordre vælgerne til at stemme
https://filmcentralen.dk/museum/danmark-paa-film/tema/sofavaelgere-og-stemmefiskere-saa-er-der-valg?fbclid=IwAR1u0aMswyfWEUqFCdjVWULY7TuLxr4KyYr-Lv7IyPty4Y8nsHSL8kZ9ugg

De Danske Filminstituts tema om Fake news anno 1930’erne
https://www.dfi.dk/nyheder/fake-news-anno-1930erne?fbclid=IwAR1hqYuFsyhlIyfWIhT19IcTPMCB_lFmC5CQj8_6oaO3PPkeD9jckDzIYQY

Enigmas arrangements Eftertanke vs. hastighed i den politiske debat. 29. maj 2019
https://billetto.dk/e/enigma-fv19-eftertanke-vs-hastighed-i-den-politiske-debat-billetter-361339?fbclid=IwAR06UeLHpjVsx-tAcr70bcHCsh0kQYLVRuX4cWtKFV3_kQZneuMLzGJSHr4

Steno museet kombinerede sundhedspolitisk vælgermøde og udstillingsåbning dem 21. maj 2019
http://sciencemuseerne.dk/om-science-museerne/nyhed/artikel/udstilling-aabnet-med-et-brag/

Kvindemuseets debat on Kemi i produkter og børn den 12. maj 2019
http://kvindemuseet.dk/kalender/brunch-pa-kvindemuseet-debat-om-kemi-for-modre-og-born/

Kvindemuseets arrangementet 10. november 2018 om flere kvinder i folketinget
http://kvindemuseet.dk/kalender/tvaerpolitisk-debat-flere-kvinder-i-folketinget/

Den Gamle Bys valgmøde og sangaften den 27. maj 2019
https://www.dengamleby.dk/aarets-program/stemmer-i-valget/

Indlagt i DR2 Deadline 28. maj 2019 om Kultur i valgkampen
https://www.dr.dk/tv/se/deadline/deadline-10/deadline-2019-05-29?fbclid=IwAR2Bj2H79AF323e4y60K-nhjY24Rw_yOVDNGiF_pbaSAoiaBaY7q7dui3IE#!/

Tak til alle der gennem Facebook, Twitter mm. har hjulpet mig med billeder og med at fortælle om valginitiativer på museerne.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Publikumsundersøgelser skal bruges og erfaringer skal deles – et indlæg på Museum 2.0 om en publikumsundersøgelse i Den Gamle By

Jeg tror, at der på museer (og andre steder) generelt skal evaluere mindre, men til gengæld skal evalueringerne så bruges mere, for hvis evalueringen ikke kan bruges eller at der ikke bliver skabt en refleksion gennem selve observations- eller evalueringsprocessen så er det i bedste fald spildt arbejde. Evalueringer er nødvendige for udvikling og de skal ikke laves for evalueringens skyld. Denne betragtning er ikke banebrydende. Det er evalueringspraksis for dummies – det svære er til gengæld at efterleve det gode råd.

Tracking notes Den Gamle By

Notater fra en observation af en familie, der var på besøg i Den Gamle By i sommeren 2018

I november 2017 udviklede vi en ny måde at lave publikumsundersøgelser på i Den Gamle By. I sin enkelthed går den ud på, at vi følger efter nogle gæster i løbet af hele deres besøg og nogle uger senere ringer vi dem op og spørger ind til hvad de kan huske fra deres besøg og om de har snakket med nogle om besøget. Metoden kan i modsætning til en del andre publikumsundersøgelser sige noget om effekten af et museumsbesøg og samtidigt giver den et mere helhedsorienteret billede af, hvordan et helt forløb på museet former sig – fra start til slut. Det er i sig selv rigtigt godt og noget man kan bliver klogere af. Men indsigten skal jo bruges for at den betyder noget. Et element ved projektet som jeg derfor også er rigtigt glad for, er den opbakning der har været på museet omkring projektet i form af, at flere af museumsinspektørerne og folk i museets ledelse har engageret sig i projektet, og selv har lavet mange af undersøgelsens observationer og interviews.  Dermed bliver det en undersøgelse, hvis læring kommer ind under huden på museets beslutningstagere. En styrke ved Den Gamle By er, at de ansatte – også mine kollegaer i chefgruppen, tager museets besøgende meget seriøst. De besøgendes oplevelser og udbytte diskuteres meget, og det er styrende for vores beslutninger. Sådan var det også før vi begyndte med dette projekt, men det at museumsinspektører og chefgruppen selv laver en undersøgelse som denne gør, at vores besøgende bliver personaliseret på en anden måde, og at vi lærer dem endnu mere at kende. Opmærksomhed om vores besøgende bliver skærpet, og vi får et bedre billede af deres ønsker, udbytte, brug og forventning af museet. Det er en eksistentiel viden, når nye tanker om museet skal tænkes.

Jeg har diskuteret denne metode og måden at gennemføre undersøgelsen på med flere gode udenlandske og danske museumskollegaer. En af dem er museumsaktivisten og -tænkeren Nina Simon. I sidste uge var jeg gæsteblogger på hendes Museum 2.0 blog med indlægget ”Let the Decision Makers Do the Audience Research”, der fortæller om dette projekt og om hvad det betyder, at museets beslutningstagere er så involverede i processen. Dem af jer som vil vide mere om projekter kan derfor læse mere om det på Nina Simons blog:
http://museumtwo.blogspot.com/2019/04/guest-post-by-martin-djupdraet-let.html

Jeg er glad for, at vi i Den Gamle By laver dette projekt. Det giver mening og er et eksempel på en form for evaluering, der har et brugbart udkomme og som ikke bare laves for observationens skyld. For mig var det så også en glæde at kunne skrive om projektet på Nina Simons blog. Museum 2.0 er et sted, hvor jeg i mange år er blevet klogere og har fundet inspiration. Derfor var det særligt dejligt at kunne give noget tilbage denne blog og dens ide om, at museumsverden kun kan blive bedre ved at vi deler ideer, erfaringer og observationer med hinanden.

Link

Indlægget ”Let the Decision Makers Do the Audience Research” på Museum 2.0:

http://museumtwo.blogspot.com/2019/04/guest-post-by-martin-djupdraet-let.html

Tidligere indlæg på Martins museumsblog om Nina Simon og hendes Museum 2.0 blog:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/04/14/museumsblogs/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/11/nina-simon-og-det-relevante-museum/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

2018 in review

Tak for 2018 og tak til alle jer, som har fulgt min museumsblog.
I 2018 blev Martins Museumsblog besøgt 5.618 gange. Der blev publiceret 13 indlæg, og der kom læsere fra 57 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark (3.515), og derudover flest besøg fra USA (1.466), Sverige (98), Norge (91) og Hong Kong (79).

De fem mest besøgte indlæg i 2018 var John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen fra november 2017, Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011, Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL fra juli 2018 og Introduktionen til museet – om forskellige typer af ankomstområder fra april 2018.

DSC_0618

Den ambitiøse Canon van Nederland udstilling på Det nationale frilandsmuseum i Arnhem bliver introduceret ved en række film, om de perioder udstillingen er delt op i.

På årets museumsblog har der første og fremmest været bragt observationer fra danske og udenlandske museer og emnerne for disse observationer har været om

IMG_3734 (2)

Fra byrumsudstillingen “Det offentliga rummet” på jernbanestationen i svenske Hässelholm.

Derudover var der indlæg om brug af offentlige rum i Hässelholm og Aarhus (Det offentlige rum – Bydrømme i Aarhus og Det offentliga rummet i Hässelholm og verdenskulturarvsformidling i Nepal (Verdenskulturarv og museer i Kathmandu). Et indlæg var et tilbageblik på kulturhovedstadsåret Aarhus2017 (Aarhus 2017 – bestemt “a year of culture”, men også “a world of change”?) og et handlede om museumspojekter, som blev præsenteret ved European Museum Academy’s prisuddeling i Den Gamle By i september 2018 (European Museum Acadamy’s Award 2018 og to museer med fokus på svære historier – War Childhood Museum og Kazerne Dossin).

EMA 2018 Den Gamle By

DASA Award og Luigi Michiletti Award blev uddelt i Helsingør Teater i Den Gamle By den 22. september 2018.

To af de mest læste indlæg i år tog udgangspunkt i tanker eller initiativer fra museumsaktivisten og praktikeren Nina Simon. Der var et indlæg om hendes seneste bog Art of Relevans (Nina Simon og det relevante museum) og et indlæg om projektet OFBYFORALL (Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL). En bevægelse som Nina Simon for en måned siden bekendtgjorde, at hun nu ville koncentrere sine kræfter omkring, og at hun derfor vil stoppe som museumsdirektør for MAH i Santa Cruz.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018 om OFBYFORALL.

Tak til alle som læser med; sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Verdenskulturarv og museer i Kathmandu

I det hotel i Kathmandu, hvor jeg i de sidste par uger har boet med familien lå der en guidebog, hvor den nepalesiske kulturminister Lava Kumar Devacota havde skrevet i forordet, at ”Visiting Nepal is like visiting an open historical and aecheological museum.” Nepal er et fantastisk sted at besøge, og jeg vil give kulturministeren ret i, at landets historie er noget, der opleves umiddelbart på vejen gennem hovedstaden Kathmandu.

IMG_6180

Swayambhunath, der ligger hævet over Kathmandu

Kulturarvens stærke tilstedeværelse er også noget, som kan ses gennem den generøse tildeling af UNESCO World Heritage Sites i Kathmandudalen. I en frisk Rickshaw-køretur fra vores hotel i byens Thamel bydel kunne man nå ikke færre end fem stykker.

DSC_1966

Pashupatinath

Tre af dem er tydeligt religiøse, Bodnath (buddhistisk), Pashupatinath (hinduistisk) og Swayambhunath (hinduistisk og buddhistisk), og to af dem, Durbar Square i Patan og Hanuman Dhoka Durbar Square (Kathmandu), er både knyttet til religiøs og royal centralpolitisk magt.

IMG_5340

Durbar Square i Patan

IMG_6043

Ved Durbar Square i Kathmandu ligger huset, hvor den levende gudinde Kumari bor, der er en guddom, som særligt var tilknyttet til den kongelige familie i Nepal.

Alle af stederne har en flere hundrede år gammel historie bag sig, der gennem nutidigt religiøs praksis aktivt bliver vedligeholdt den dag i dag.

DSC_0009

Bodnath stupa

Da den imponerende store Bodnath stupa blev beskadiget af jordskælvet i 2015, blev der hurtig samlet midler ind til genopbygningen, og det var også med bidrag fra rige og fattige nepalesere. Det skete ikke kun fordi at monumentet har en historisk betydning for mange tibetanske buddhister, men også fordi, at det gennem sin historie har en aktiv religiøs praktiserende betydning i dag. For god orden skyld skal det nævnes, at de andre omtalte UNESCO site stadig er præget af genopbygningen efter 2015 jordskælvet ligesom mange andre steder i Kathmandudalen også er.

DSC_1098

Stilladser ved genopbygningen af tempel på Durbar Square i Patan

At gå rundt i disse UNECSO kulturarvssteder er rent historieformidlingsmæssig en stor oplevelse, og disse monumenter og bygningskomplekser har også noget mere swung over sig end de danske kulturelle UNECSO verdensarvskollegaer Roskilde Domkirke, Kronborg, Jelling monumenterne, parforce-jagtlandskaberne i Nordsjælland og Christiansfeld. Der er bestemt også noget mere levet liv forbundet med de nepalesiske sites på grund af stedernes aktive og vigtige religiøskulturelle brug den dag i dag.

IMG_6092

De døde brændes ved Pashupatinath og asken skubbes derefter i floden

Det er her de døde brændes, pilgrimsrejsen går til, livets cirkulære betydning bliver genbekræftet og templerne bliver besøgt. Jo vist, Roskilde Domkirke er også et aktivt kirkerum, men på sammen måde som protestantismen i sit ekspressive udtryk kan virke lidt tam sammenlignet med hinduismen og buddhismen, således også brugen af kirkerummet i Roskilde sammenlignet med for eksempel de tusindvis af buddhister, der dagligt cirkuleret omkring UNESCO site stupaerne i Kathmandu eller de mange hinduister, der dagligt bliver brændt som del af begravelsesritualet ved Pashupatinath.

DSC_0297

Bedemøller ved stupaen på Swayambhunath

De omtalte UNESCO verdenskulturssteder er som nævnt bestemt historieformidlende, men de er samtidig gennem deres brugsrumskarakter også umiddelbart uformidlede. Oplysninger kan fås i guidebøger og det er også lokale guide, der med glæde stiller sig til rådighed, men der er ingen skilte eller formidlende installationer, som tager den besøgende ved hånden og fortæller om bygningerne, religiøse skikke og gudeverdenen. Kulturarven og historierne er en del af dagligdagen for lokale brugere af stederne og dermed implicit noget de kender. Derfor er der ikke brug for information. Denne begrænsede formidling er også noget, som ses på museerne ved stederne. To museer, der ligger ved UNESCO stederne Swayambhunath og Durbar Square i Patan er henholdsvis Swayambhu Buddhist Museum og Patan Museum.

IMG_6200

Swayambhu buddhistiske museum

Swayambhu Buddhist museum

Jeg har set en del museer i mit liv og det buddhistiske museum på Swayambhu højen tager nok prisen som det mest underformidlede museum, jeg endnu har besøgt. Museet er ikke stort, men museets titel og en angivelsen af en boks til donation er dén tekst man kan møde på museet. Til gengæld er de formodentlige vigtige buddhistiske figurere og statuer, som udstilles sat ind bag et tremmegitter, samt støvet og upudset glas. Flere af dem er også vist i modlys med vinduer bag sig og de er ikke belyste forfra, så der er også ret svært at se genstandene ordentligt.

IMG_6204

Swayambhu buddhistiske museum med en pose ris, der hviler sig op at en af museets montre.

Det var et par Buddhafigurere uden for montren, som der så var ofret ris og farver ved. Det er til gengæld en praksis som sjældent ser på vestlige museer.

IMG_6211

Swayambhu buddhistiske museum

Patan Museum

Patan Museum er lavet i et samarbejde med et østrigsk konsortium og udtrykket på museet har også et præg, der er meget mere lig det som ses på museet i Europa.

IMG_5304

Patan Museum

Museet viser en fin samling af gudefigurer tilknyttet Durban Square i Patan og fortæller også om håndværket bag figurerne og stedet.

IMG_5312

Montre der viser  faserne i produktionen af et forgyldt Buddhahoved

Dele af museet var lukket på grund af jordskælvet i 2015. Det er ikke er museum med installationer eller interaktivitet, som det ellers ofte ses på mange kulturhistoriske museer i dag, men museet har fint arrangerede rum, hvor der er tænkt over farver og belysning.

IMG_5325

Patan Museum

Ved genstandene er der oftest enkle tekster, der forklare om de omtalte guder eller håndværk. Som europæer havde jeg meget nemmere ved at afkode dette sted og nyde de æstetiske valg, der var gjort.

IMG_5309

Patan Museum

Museer og kulturarvssteder

Kulturhistoriske museer er søgen efter historier, sammenhænge og forklaring på levet liv hos forskellige mennesker og til forskellige tider. Bud på disse forklaringer og sammenhænge ses også ved de historiske bygninger og miljøer, der er blevet klassificeret som UNESCO World Heritage Sites. Mellem de gamle fantastiske flotte bygninger i Nepal og deres omhyggelige træarbejde, stenudsmykninger og den arkitektur og de rum, der bliver vedligeholdt og brugt, er historien present. Det er historieformidling i det offentlige rum og formidling ved steder som også i dag aktivt bliver brugt af mange i deres religiøse-kulturelle liv.

IMG_6285

Tajeju templet på Durbar Square i Kathmandu er normalt lukket, men havde i anledning af Dashain åbent en dag og køen for at komme ind i templet var over 1 km lang.

I den vestlige verden ses disse historisk kulturelle forklaring på sammenhænge oftest bedre eksplicit forklaret på museer. En umiddelbar nærliggende grund til, at de historier mere bliver fortalt på museerne kunne være, at det vestlige samfund har været under en rivende udvikling, og der er så meget som ikke længere er genkendeligt historie i dagligdagen. For at de historier skal bevares skal de derfor på museum og for at kunne forstås skal de have tilføjet forklaringer.
Jeg tror kun det er en del af forklaringen, da udvikling i et land som Nepal og mange andre udviklingslande også går rivende stærk. Jeg besøgte Nepal for 20 år siden og rigtigt meget er sket; nyt er blevet bygget og den digitale udvikling har ligesom i resten af verden ført grundlæggende ændringer med sig.
I Europa, USA og Australien er der derudover også masser eksempler på at nutidige historier, der stadig er referencer til i dagligdagen også bliver udstillet og vist, og at der i udstillinger om disse emner også er professionelt og velgennemførte formidlende og kontekstualiserende lag.

DSC_0582

Museum of Liverpool er en af de rigtigt mange museer, som er gode til at formidle samtidshistorie.

Jeg tror, at der er en anden og ligeså vigtig forklaring på, at sammenhænge og kulturhistorier i Vesten mere er fremhævet og bedre er formidlet på museer. Det er, at det er en formidlingsform som er dyrket og praktiseret mere i den del af verden. Den er blevet forfinet gennem øvelse og erfaringer, det er skabt et publikum omkring museernes kontekstualisering af historie og kultur og der er en bred offentlig anderkendelse af dettes værd. Dermed er der også skabt en økonomisk rame og et incitament til at gøre det bedre hele tiden.

DSC_1132

Patan Museum

Ved tre af de fire omtalte UNESCO site er der entrebetaling, som så også er varieret i forhold til hvilket land man kom fra. Det er en god måde at skaffe midler til at vedligeholde de store bygningsmasser. For os ikke-aktive bruger af stedernes kultur kan viden om stederne godt fås gennem guidebøgerne og rundvisninger, men med få midler er der helt klart mulighed for at forbedre en udfoldelse af historierne ved stederne – ved det buddhistiske museum i Swayambhunath for eksempel bare ved at hænge en tekst op og pudse vinduerne.

IMG_6215

Noget der var godt ved Swayambu Buddhist Museum er udsigten fra hoveddøren

1 kommentar

Filed under Diverse, Kulturhistorie

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

2 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL

For to uger siden var der Museum Next konference i London og en af årets keynote speakerne var museumsdirektøren og bloggeren Nina Simon. Museum Next Europa er en af de store internationale museumskonferencer, der bliver afholdt i forskellige europæiske byer en gang om året. Konferencen blev første gang afholdt for ni år siden. Også dengang i 2009 var Nina Simon blandt hovedtalerne, og det år talte hun om brugerinddragelse i forbindelse med arbejdet med The Participatory Museum, hendes meget indflydelsesrige bog, der udkom året efter.

Nina Lucimara e Lauren MUSEUM NEXT

Museum Next er også møder med nye mulige samarbejdspartnere. Her Lucimara Letelier fra brasilianske Museu Vivo imellem Nina Simon og Lauren Benetua fra californiske Museum of Art and History, Santa Cruz. Tak til Lucimare Letelier for billedet.

OFBYFOR ALL

I år talte Nina Simon om et nyt initiativ OFBYFOR ALL Change Network, som hun sammen med kollegaer fra MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz lancerede 18. maj i år. OFBYFOR ALL Change Network er et netværk og en bevægelse for organisationer, der gerne vil have mere fokus på deres gæster og det omliggende samfund, og som har det ønske at blive AF, MED og FOR deres communities – hvad end communities er forstået som geografisk lokalområde eller tematisk interessefællesskab.
Nina Simon blev udpeget som museumsdirektør for MAH for syv år siden. Museet var ikke særligt profileret og der var flere i byen som vidste at bygningen engang havde været et tidligere fængsel, men som ikke var klar over stedet i dag var et museum. Den medicin hun gav det hensygnede museum var at tage lokalbefolkningen seriøst og sammen med dem at udvikle museet og museets indhold og brug. De tal Nina Simon præsenterede ved Museum Next viste, at hendes strategi havde virket. I 2011 havde MAH et budget på 700.000 $, 7 ansatte og 17.000 besøgende og i 2018 var de tal steget til et budget på 3.000.000 $, 32 ansatte og 140.000 besøgende. Museet var blevet relevant for flere og Simons analyse af dette var, at museet nu var blevet ”FOR the communities” fordi at det var skabt ”BY & OF the communities.

CnBkO2wb_400x400 OFBYFOR ALL Twitter

OFFBYFOR ALL kan også følges på Twitter, Instagram og Facebook

Før Nina Simon blev direktør på MAH var hun særligt kendt for bogen The Participatory Museum og ikke mindst hendes blog Museum 2.0, hvor hun generøst deler de mange observationer i musemusverdenen hun gør og har gjort. Både bogen og bloggen var med til at mange begyndte at ændre deres praksis, og at mange aktivt begyndte at dele deres egne ideer og tanker, blandt andet er denne blog du læser her en direkte inspiration af Simons museumsbloginitiativ. Helt i tråd med dette aktivistiske element i Nina Simons virke har hun som direktør for MAH også delt hendes tanker på Museum 2.0 og i andre fora og hun har bevaret et ønske om at ændre mere end hendes egen institution. Dette gælder i høj grad også projektet OFBYFOR ALL.
Visionen bag OFBYFOR ALL er at skabe mulighed for, at alle bliver styrket i deres talenter til at kunne bidrage til at styrke samfundet. Og projektet har en tro og et håb på, at det kan ske ved at civile og kulturelle organisationer kan vokse ”of, by and for thier communities.

Vision OFBYFOR ALL

At det både er OF BY og FOR er en vigtigt pointe. Sammenhængen beskrives således:

OF, BY, and FOR practices complement each other.

  • The more an organization is reflective OF its community, the more people feel represented.
  • The more programming is created BY the community, the more people feel ownership.
  • The more programming is FOR the community, the more everyone will want to participate.

Ved Museum Next foredraget i London var en af Nina Simons pointer, at OFF + BY fører til FOR. Gennem hendes foredraget vendte hun tilbage til den formel og viste hvordan at denne tilgang bruges på museet i Santa Cruz, blandet i forbindelse med at lave Dias de la Mortes (Day of the Dead) arrangementer i samarbejde med latino communities eller at lave kunstudstilling See, Be Seen, hvor borgeren selv kommer med billederne.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til Simons oplæg.

OFBYFOR ALL projektet har ligesom Nina Simon mangeårige virke som en af de bedste museumsbloggere tænkt interaktion og dialog ind i konceptet. På hjemmesiden for projektet ofbyforall.org bliver man opfordret til at udfylde et spørgeskema og igennem det lave en vurdering af ens egen organisations kvaliteter i forhold til at arbejde OF, BY og FOR det omgivende samfund. Der er et netværk, som man kan blive medlem af, og det er muligt at melde sig til bootcamp i museet i Santa Cruz for at lære mere.
Da Nina Simon præsenterede OFBYFOR ALL i London var den første camp blevet afhold og 450 personer havde på det tidspunkt været inde og teste deres museums grad af samarbejde med deres communities. To af dem, som havde taget testen var undertegnede og Anneken, en kollega fra Den Gamle By. Min score var lige over gennemsnittet af communities engagement og Annekens under gennemsnittet selvom det var samme institution vi svarede på baggrund af. Denne forskel gjorde så også, at vi havde en snak om hvorfor vi havde svaret som vi gjorde. Engagement er jo ikke en fast størrelse og dermed er spørgeskemaet ikke et fast målepunkt. I spørgeskemaet er f.eks. et engagement-punkt man blev vurderet på hvorvidt man har møder med communities, men ikke om man gennemfører løbende kvalitative interviews med besøgende, hvilke jo også kan give godt viden om hvad gæsterne og en omverden forventer af museet, og hvordan de gerne vil bruge stedet. Men det som spørgeskemaet bestemt gør, er at det ligesom i mit og Annekens tilfælde lægge op til diskussion om museets rolle og relevans, og det er næsten det vigtigste ved denne del af OFBYFOR ALL initiativ.

Museum Next

OFBYFOR ALL tankegangen var med til at præge konferencen i London. Temaet der var meldt ud var disruption, men den emne som primært blev diskuteret var involvering med museets gæster og med det samfundet omkring en. Ligesom at konferencen var på engelsk var en stor del af oplæggene også fra nordamerikanske og engelske museer og som skandinav kunne man konstatere, at der er etniske problemstillinger, der er mere presserende i USA og England. Museernes samfundsengagement var også spændende at få perspektiveret. Gennem museernes offentlige støtte og forpligtigelser er et virke for samfundet en del af de nordiske museer og et emne vi allerede har en masse praksis omkring. Derfor er det også spændende at høre det italesat af kollegaer fra andre traditioner for dermed selv at blive skarpere på, hvorfor man gør som man gør.

IMG_3144 Mail Rail Postal Museum

Ved Museum Next var også mulighed for at besøge museer, blandt var der en aften et særarrangement i en af Londons nye museumsattraktioner: Mail Rail på Postal Museum, der helt fortjent er nomineret til dette års Art Fund Museum of the Year.

Der var til konferencen et enkelt indlæg fra Norden, og det var om et etnisk emne, hvor der er noget på spil nemlig samernes identitet. Projektet blev præsenteret af direktør for Nordnorsk Kunstmuseum Jérémie Michael McGowan og han fortalte om, hvordan at Nordnorsk Kunstmuseum i Tromsø sidste år i to måneder ”lukkede” og blev omdannet til Sámi Dáiddamusea, det samiske kunstmuseum – et museum, der allerede var et ønske om tilbage i 1970’erne, men som der bare indtil nu ikke har være politisk vilje til at realisere. Projektet og dermed det midlertidige Sámi Dáiddamusea blev til i et samarbejde med samiske kunstnere og organisationer. Projektet blev organiseret helt uden om det politiske system og var en klar kommentar til kulturpolitikken. Det var dermed, udover at være et godt eksempel på et brugerengagerende projekt, også en smuk demonstration af, at armslængdeprincippet i kulturstøtten og et eksempel på en museumsdirektør, der tager denne autonomi seriøst. Projekt gav både museet et nyt publikum og blev også fagligt højt rost, blandt andet ved, at det var med til at Nordnorsk Kunstmuseum i 2017 blev kåret til Årets museum og at projektet fik overrakt den norske Kunstkritikerprisen for 2017.

IMG_3224 McGowan talk

Jérémie Michael McGowan holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til McGowans oplæg.

Et andet meget inspirerende oplæg var ”Welcome til the Funhouse”, som blev holdt af Scott Stulen, direktøren for Philbrook Museum of Art i Tulsa, Oklahoma. Scott Stulen har ligesom Nina Simon overtaget et lidt stille museum og gjort det til et bedre sted at besøge og en bedre forretning ved at fokusere på gæsterne og tage deres behov og lokalsamfundets DNA seriøst. Oplægget mindede også en om, at USA bare er mange ting og at der ikke er nogen trylleformular og one-size-fit-all mht. at engagere sine gæster og gøre museet relevant. Man bliver nød til at tage udgangspunkt i hvor man er, og hvem man er omgivet af. Nina Simon havde i hendes præsentation et eksempel med, at de i forbindelse med at åbne museum op for unge fandt ud af, at etableringen af Gender Neutral Bathroom har en betydning, og hun fortalte om udstillinger om plejebørn og udstillinger, hvor gæsteren kunne udtrykke dem selv del kreativt ved at det var borgerens egne billeder som blev udstillet. I oplægget fra Tulsa var der eksempler med Cross Generation Burger Nigths, hvor børnebørn, forældre og bedsteforældre kan spise burgere sammen, museet har ændret deres åbningstider om morgenen så skolerne i området kan nå hjem til skolen inden school lunch, da det er vigtigt for eleverne når det, da flere af dem ellers ville få frokost den dag, og de giver deres klubmedlemmer mulighed for at udtrykke dem selv kreativt ved at de kan besøge museet om mandagen, hvor det er lukket, og lave særlige billeder til Instragram. Hvor museet i Californien gik i dialog med latino befolkningen omkring den store kulturelle og religiøse mærkedag Dias de la Mortes, så fortalt Scott Stulen om en Low Rider Picnic hos dem, da pimpede Low Rider biler er meget populære i dele af latino communities i Tulsa og omegn. Begge steder var arrangementer skabt i samarbejde med grupperne og begge steder var museets møde med samarbejdspartneren taget seriøst. På MAH ved at der på museet var en spansktalende medarbejde som nu er tilknyttet projektet og i Philbrook Museum of Art ved helt pragmatisk at sørge for, at dem der var på job den dag Low Rider arrangementet fandt sted havde lært nogle enkelte spanske fraser, så de kunne møde denne gruppe, der ikke før havde været på museet, med ord fra deres sprog.
Både Simons, McGowans og Stulens oplæg er værd at se, og nederst i dette indlæg er der link til deres præsentationer.

IMG_3221 Scott Stulen talk

Scott Stulen gennemgår Philbrook Museum of Arts key assumptions i forhold til deres rolle som museum. Hør flere af Stulens betragtninger i hans oplæg, som der er link til længere nede på siden.

Det var inspirerende at være til Museum Next, og diskutere udfordringer og god praksis med kollegaer, som også har ønsker og engagement for at skabe museer, der kan røre og betyde mere. Scott Stulen og Jérémie Michael McGowan og flere andre lavede rigtigt gode tiltag. De var i forhold til Nina Simon ikke så udtalte om de metoder de brugte for at møde publikum. Nina Simon og hendes kollega fra MAH var også meget tydelige i deres tilgang omkring at dybe samarbejdsrelationer med lokale grupper er vejen til en større betydning. Tallene viste også at det var en strategi der giver fremdrift og vækst til museet. Ifølge Nina Simon var nogle af bevæggrundene bag OFBYFOR ALL Change Network at svare på de mange spørgsmål hun har fået omkring ændringerne i Santa Cruz og dermed give viden videre, og så samtidigt at blive inspireret af de historier og praksisser som andre vil dele med dem. Helt overordnet at blive inspireret til metoder, hvor museerne kan vælge emner som betyder noget for andre, og at finde de rette ambassadører uden for museet som kan formidle museets historier og betydning til omverdenen. Gøre museer relevant for flere.

OFBYFOR ALL projektet kan dermed også ses som en naturlig forlængelse af Nina Simons sidste udgivelse The Art of Relevance. En bog der udkom i 2016, og et projekt som Nina Simon har gennemført i nogle for netop at afsøge hvornår noget er relevant og hvorfor. For jer der gerne vil vide mere om dette projekt, så kan hele The Art of Relevans læses på sitet http://www.artofrelevance.org/. I kan også vente til det næste indlæg her på bloggen, hvor jeg vil opsummere de pointer fra bogen som jeg selv blev mest inspireret af.

Link

Hjemmesiden for OFBYFOR ALL:
https://www.ofbyforall.org/

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogindlæg om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Nina Simons oplæg på Museum Next Europe 2018 om MAH og OFBYFOR ALL:
https://www.museumnext.com/insight/ofbyfor-all-nina-simon-santa-cruz/

MAH, Santa Cruz

Scott Stulens oplæg på Museum Next Europe 2018 om Philbrook Museum of Art:
https://www.museumnext.com/insight/welcome-to-the-funhouse-museum/

Philbrook Museum of Art, Tulsa

Jérémie Michael McGowans oplæg på Museum Next Europe 2018 om Nordnorsk Kunstmuseum og projektet om Sámi Dáiddamusea:
https://www.museumnext.com/insight/disruptive-indigeneity/

Nordnorsk Kunstmuseum, Tromsø

Andre oplæg fra Museum Next Europe 2018 og indlæg fra tidligere Museum Next konferencer:
https://www.museumnext.com/insight/

IMG_3157 Jim Richardson

3 kommentarer

Filed under Diverse