Category Archives: Diverse

John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

I år er det 25 år siden, at John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog The Museums Experience blev udgivet. Det er en bog, der for mange museumsprofessionelle har været en brugbart ramme at forstå museumsoplevelsen inden for, og det er utvivlsomt også en bog, som har været vigtig i den øget fokus på museumsgæsten som museerne generelt har prioriteret i de sidste årtier.

Det følgende er en gennemgang af nogle af hovedpointerne i den forståelsesmæssige ramme om museumsbesøget, som Falk og Dierking formulerede for 25 år siden. I gennemgangen har jeg også inddraget to af Falk og Dierkings andre bøger Learning from Museums – Visitor Experiences and the Making of Meaning fra 2000 og The Museums Experience Revisited fra 2013, der er opfølgninger, udbygninger og til tider gentagelser af emnerne og pointerne i bogen fra 1992.
Når Falk og Dierking bruger ordet museum, er det i en bred definition, der både inkluderer kulturhistoristiske og naturhistoriske museer og kunstmuseer, foruden zoologiske haver, akvarier, science center, historiske hjem og andre udstillingssteder. Det er samme brede definition jeg vil bruge i min gennemgang.

The Interactive Experience Model / The Contextual Model of Learning

Centralt i Falk og Dierkings tænkning er The Interactive Experience Model.

Falk Dierking The Interactive Experience Model w

The Interactive Experience Model fra The Museums Experience, p. 5

Modelen beskriver at museumsoplevelsen består af tre kontekster:

1) Den personlige kontekst
2) Den sociale kontekst
3) Den fysiske kontekst

Den personlige kontekst er det, som gæsten selv bringer med til museet.
Alle kommer til museet med deres egen agenda og motivation for besøget – og besøget vil være forstået ud fra og farvet af gæstens egne erfaringer.

Den sociale kontekst er de andre personer, som gæsten interagere med på museet.
Langt de fleste besøger et museum sammen med andre og undervejs i museumsbesøget møder man på et tidspunkt også andre gæster eller museumsansatte. Denne sociale kontakt er også afgørende for den oplevelse gæsten har. Museumsbesøget bliver for eksempel en vidt forskellig oplevelse afhængig af, om man er på tur med sine børn eller med en jævnaldrende voksen, og den kontakt man har – eller ikke har – med museumsansatte betyder også noget for den samlede oplevelse.

Den fysiske kontekst er de fysiske opgivelser gæsten er i.
Den fysiske kontekst er alt det som den besøgende møder på museet – genstandene, de enkelte rum, bygningen, lugten, stemningen m.v. Det hele er med til at præge den oplevelse gæsten får.

Modellen blev i Learning from Museum (2000) justeret til The Contextual Model of Learning, ved at tid blev tilføjet som et fjerde element. I den bog udbygger Falk og Dierking modellen med teorier om læring og eksempler på læringselementer ved museumsbesøg. Og en af pointerne er, at det er noget som ændre sig over tid. Det er forskellige elementer fra museumsbesøget, der bliver husket og brugt i lærings- og vidensrelaterede situationer afhængigt af de påvirkninger den besøgende før eller efter besøget har haft i personlige, sociale og rumlige sammenhæng – modellen skal derfor ikke ses statisk, men som elementer og kontekstualiseringer, der gentager sig.

Falk Dierking The Contextual Model of Learning

The Contextual Model of Learning, fra Learning from Museums, p. 12

Forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg

Et emne som Falk og Dierking tager op omkring den personlige kontekst er forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg. Et sted, hvor Falk blev opmærksom på dette spændingsfelt var i forbindelse med et studie af mere end 900 børns field trips til National Zoo i Washington D.C. Der blev lavet tre forskellige introduktioner til turen.
Nogle af klasserne fik en introduktion fra en forsker om, hvad de kunne forvente at lære på turen. Hvilke dyr de skulle studere og hvilke emner, der kunne være spændende om disse dyr.
En introduktion som nogle af de andre klasser fik, var en orientering om de processuelle evner, som børnene skulle bruge på turen. Børnene fik præsenteret måder de kunne observer og studere dyrene på.
Den sidste introduktion var en konkret beskrivelse af, hvordan turen ville forløbe. Hvordan de kom til den zoologiske have, hvor de ville parkere, hvad de skulle se, hvad de kunne købe i butikken og hvad de skulle have til frokost.
Denne sidste introduktion var baseret på den måde børnene i forvejen snakkede om field trips på – at de skulle ud og køre, se noget, kunne købe noget og måske få en anden madpakke end den som de plejede af få. Den sidste introduktion var dermed mere i tråd med børnenes agenda i forhold til de to første, der understøttede skolens læringsagenda.
Børnenes viden om de emner de ville møde på turen til National Zoo i Washington blev testet før besøger, nogle uger efter og tre måneder efter besøget. Undersøgelsen viste, at de børn der havde fået den tredje type introduktion havde et signifikant højere læringsudbytte. Observationer ved selve besøgende havde også vist, at de klasser der havde fået den introduktion var mere afslappede og fokuseret mens de var i the National Zoo. De børn vidste hvad de skulle og de behøvedes ikke at bruge energi på at spekulere om, hvorvidt de nu kunne bruge de dollars som de havde fået med og om de nu fik set en panda eller ej. Børnene var forberedte og deres forventninger til turen svarede dermed i forhold til de andre grupper bedre til turens faktiske forløb (Falk/Dierking 1992, p. 30-33).
En museumsoplevelse starter før besøget og det at kunne tune gæsten ordentlig ind er vigtigt for at museumsoplevelsen bliver bedre.

Special forloeb Blindebuk DGB

De seneste år har Den Gamle By tilbudt forløb for mentalt handikappede børn. En af grundene til at de børn, som normalt har det svært ved museumsudflugter, får et godt besøg er, at de inden besøget nøje har fået at vide hvad, der skal ske og hvem de vil møde på museet, så de på forhånd kender forløbet og kan føle sig trygge.

En social oplevelse

I de tre overnævnte bøger af Falk og Dierking er der talrige referencer til studier, som fastslår at museumsbesøg i høj grad er en sociale begivenhed. Falk og Dierking har i deres gennemgang af de sociale relationer delt undersøgelserne op i familiegrupper, skoleudflugter, voksne grupper, andre typer besøgende og kontakten til ansatte på museet (Falk/Dierking 1992, kap 3 og særligt Falk/Dierking 2013, kap 7, hvor grupperne er udbygget).
Museer er generelt fokuserede på at tiltrække familier, men ikke altid gode nok til også at imødekomme familiernes behov, når de så er på museet. En af Falk og Dierkings pointer er, at man sjældent ved familiens morgenbord høre udsagnet ”Hey, let’s go to the aquarium today and lern about Teleost fish”. Forældre vil gerne have viden til deres børn og vælger museer ud fra en overordnet ide om, at museet er et godt sted at tage hen, fordi her kan børnene lære noget. Det aspekt er dog kun ét sammen med andre agendaer som socialisering, have det sjovt, gøre noget der er nemt og styrke identiteten og sammenholdet som familie. Og for at det kan bliver et bedst muligt museumsbesøg skal museet tage alle agendaerne seriøst. Museer er kun et godt sted, hvis det opfylder familiens behov. Dette ligger sig op af en anden overordnet pointe fra Falk og Dierking: Museer bliver valg, fordi at to elementer er tilstede: 1) Jeg eller en i min gruppe har et personlig eller socialt ønske eller behov og 2) Jeg eller en i min gruppe har en tro på, at et museum kan være stedet, hvor det behov eller ønske bliver tilfredsstillet (Falk/Dierking 2013, p. 41-46 og 149-157).
Denne fokusering på de forskellige personlige motivationsdrevne identitetsbehov er af John H. Falk blevet udbygget yderligere i bogen Identity and Museum Visitor Experience fra 2007. Bogen er også inspirerende læsning og en grundig gennemgang af de motivationsdrevne besøgstyper, som Falk inddeler de museumsbesøgende i: Explorer, Facilitator, Experience seeker, Professional/Hobbyist og Recharger.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

I sommeren 2015 mødtes min familie med John og Lynn og deres søns familie på Frontier Culture Museum i Stauton, Virginia. Gruppen vi var en del af viser, ligesom andre grupper på museer, en social og personlig identitets-motiveret komplexitet. I dette tilfælde var der for eksempel to forældrepar med hver deres børn, to børnebørn på tur med deres bedsteforældre, en kone-svigerdatter-mor, der viste en tidligere studiearbejdsplads frem, en 11 årig med alle antenner ude og sugende det engelske sprog til sig som en svamp, fire museumsprofessionelle, der undersøgte formidlingsgreb og en 1 årig og en 14 årig, der sikkert havde set museer nok i den sidste uges tid og bare ville genoplades lidt inden det blev tid til den lovede frokost med dessert.

Museets virkemidler

Falk og Dierking ser på museet som et hele, både de udstillede objekter og deres præsentation, men også parkeringspladsen, butikken, restauranten, toiletterne mv.
Alt ved museet er med til at skabe oplevelsen. Og oplevelsen skabes hos den besøgende. Undervejs i besøget skaber museumsgæsterne deres historier og vælger de elementer, som de der finder spændende eller lige har behov for i situationen eller i deres aktuelle periode i deres liv. De museumsansatte kan ikke planlægge på forhånd, hvad gæsterne skal fokusere på, men kun give dem muligheder at vælge imellem.
I Falk og Dierkings bøger er der henvisninger er flere studier som undersøger publikums brug af museumsrummet og de viser blandt andet, at gæsterne ikke altid gør det som man må formode, at de ansatte har tænkt. Der er for eksempel henvisninger til undersøgelser om, at museumsgæster kun bruger få sekunder på at læse teksterne i udstillingen. Da de fleste museumstekster ikke er designet til at kunne læses i få sekunder er en gængs konklusion, at gæster ikke læser tekster, hvilke så heller ikke er rigtigt. I undersøgelser, hvor gæster er fulgt gennem hele deres besøg er konklusionen, at alle de gæster der kan læse, læser nogle tekster, men ingen læser alle. Og med at læse er det oftest at skimme blandt andet for hurtigt at kunne give informationer videre til dem man er sammen med (Falk/Dierking 1992, p. 49, 70-74 og Falk/Dierking 2013, p. 116-118).

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Siden 2014 har Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By brugt den svenske forfatter Magareta Ekarvs udstillingstekstprincipper, der blandt andet er designet så teksterne er nemme at skimme, og så det er nemt hurtigt at danne sig et overblik over indholdet. Her fra udstillingen Valget er dit! i 2015.

Et andet emne som Falk og Dierking skriver om, er hvordan et museumsbesøg tidsmæssigt og adfærdsmæssigt foregår for henholdsvis førstegangsbesøgende og erfarne besøgende. I undersøgelsen af de førstegangsbesøgende opdeles besøget i fire faser. Ved dette eksempel på et 1½-2 timers besøg er faserne fordelt på denne måde:

1) Orienteringsfasen. 3-10 min. Her er gæsterne lidt i et limbo og skal finde ud af, hvordan besøget skal blive. De orienterer sig, får information fra skilte og ansatte, ser på andre gæster for at aflæse koder for adfærd og tager så en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte.
2) Den intensive undersøgelsesfase. 15-40 min. Her er der fokus på indholdet, det vil sige museets udstillinger. Der er her at genstande bliver studereret, tekster bliver læst, sammenhæng prøver at blive forstået og diskuteret med andre i gruppen.
3) Cruising-fasen. 20 – 40 min. Der kommer behov som er andre end museets indhold. Det kan være mad, hvile eller toiletbesøg, og flere førstegangsbesøgende må konstatere, at nej, jeg når ikke at se hele museet, som for nogle ellers var et mål. Besøget ændrer så karakter og tekster, montre og installationer passeres hurtigt forbi, og der er kun fokus på udvalgte elementer, der vækker en personlig interesse eller som ser indbydende ud.
4) Forlade-stedet fasen. 3-10 min. Benene er trætte, ryggen værker, koncentrationen er væk og sulten har måske meldt sig. Fokus er nu på at samle flokken og finde udgangen.

Der er nævnt forslag til, hvordan at besøget kan forlænges og gøres nemmere at komme igennem. Det kan være steder at hvile, toilet- og spisefaciliteter spredt ud på museet, variationer i museets virkemidler og fokus på de forskellige behov hos de forskellige medlemmer i gruppe. Igen: ved at tage gæsternes behov seriøst bliver det et bedre besøg (Falk/Dierking 1992, p. 58-63 og Falk/Dierking 2013, p. 132-141).

IMG_6918

I planlægningen af Den Gamle Bys udstilling Aarhus Fortæller blev der tænkt meget over, hvordan at udstillingens udtryk og virkemidler kunne være velegnede til socialt samvær og variere fra rum til rum og også indenfor de enkelte afsnit. Målet var både at ”vække” den besøgende undervejs og tilfredsstille forskellige besøgendes forskellige ønsker om at modtage oplevelser og information, samtidigt skulle det være rum, som det var nemt at være og tale sammen i. Efter udstillingen åbnede kunne vi konstatere at de besøgende brugte meget tid i udstillingen, og efter at have observeret og spurgt folk om deres oplevelser, er der nu fundet pladser til flere bænke, så gæsterne nemmere kan holde pauser undervejs.

Museet som læringssted

Falk og Dierkings bøger er nogle, som mange museumsprofessionelle henviser til, og jeg tror en af grundene til det er, at bøgerne også er meget praktisk orienterede. Udover teorier og henvisning til undersøgelser kommer de med forslag til, hvordan observationerne kan bruge ude i museerne. De sidste to kapitler i The Museums Experience er forslag til Creating Museum Experiences for henholdsvis Casual Visitor og Organized Groups. I de senere bøger Learning from Museums og The Museum Experience Revisited er der opsummeringer af hovedpunkter efter hvert kapitel og i Learning from Museums er store dele af bogen dedikeret til, hvordan at den personlige, sociokulturelle og fysiske kontekst i The Contextual Model of Learning kan bruges til at gøre museerne til bedre lærings- og oplevelsessteder.

Deres anbefaling er samlet i kapitlet Making Museums Better Learning Experiences gennem otte fokuspunkter fordelt på det tre kontekstområder:

Den personlige kontekst – den måde gæstens egen baggage kan blive brugt og aktiveret i læring:

l. Motivation and expectations
At henvende sig til de mulige gæster på en måde så de kan se dem selv i besøget og at afstemme deres forventninger med det som vil møde dem på museet

2. Prior knowledge, interest, and beliefs
Gæsternes egne erfaringer skal bruges til få dem interesserede i museets fortællinger. En anbefaling er, at tænke udstillinger mere diverse og varierede med forskellige oplevelses- og læringsagendaer, så forskellige besøgende med større sandsynlighed kan opleve den læring og de emner de leder efter.

3.Choice and Control
At gæsterne kan føle, at de kan kontrollere deres oplevelser og dermed bedre selv lave deres valg og blive engageret. Det er med til, at gæsterne kan gøre museet til deres eget.

DSC_0496

Ved indgangen til præriebyen på open air museet Conner Prairie i Indiana kan man gennem en række kort vælge at blive f.eks. Healer, Cook, Sherif mv. Naja og jeg valgte Healer og gennem den rolleleg indtog vi så denne del af museet med en mission og vores egen fantasi.

Den sociokulturelle kontekst – møderne med andre, de vil præge gæstens oplevelse og læring:

4. Within-Group Sociocultural Mediation
At skabe muligheder og rum, hvor man sammen med andre kan opleve og lære sammen. En måde at gøre det på ifølge Falk og Dierking er, at bruge anbefalinger fra Minda Borums og hendes teams fra Philadelphia-Camden Informal Science Educational Collaborative, der bl.a. foreslår, at der både skal være fysiske plads så både børn og voksne kan deltage og at der skal være varieret tilgang i læringsstile og den formidlede baggrundsviden så flere målgrupper inviteres ind i aktiviteterne.

5. Facilitated Mediation by Others
Også personer uden for gæstens gruppe påvirker besøget. I særlig grad ansatte på museet. Flere undersøgelser viser, at snak med personalet forøge interessen og oplevelsen på museet, og gøre at folk bruger mere tid på museet. Robert Wolf og Barbara Tymitz har den observation, at de samtaler gæster har med museets ansatte ofte er dem der gentages, når de skal fortælle andre om museumsbesøget.

Jamtli aDSC_0667

Historieland om sommeren på Jamtli i Östersund er rigtigt godt levende museum. Der er liv og aktivitet mange steder og gode engagere aktører som får gæsterne i tale. Her er vi en flok, som i museets 1970’er del er samlet for at deltage i en demonstration sammen med ungdommar fra Gröna vågen-torpet.

Den fysiske kontekst – de fysiske rum og aktiviteter museet selv kan råde over:

6. Advance organizations and orientation
At give gæsterne en god indføring i, hvad de kan opleve og lære hvorhenne. Et centralt orienteringssted kan være en god ide, men også at sørge for, at der er informationer der, hvor gæsterne kan tænkes at få brug for det – og det ikke altid i begyndelsen af besøget, men snarere når de står over for en ny afdeling eller udstillingsafsnit.

7. Design
Selve udstillingerne og museumsrummets design og brug af variation og sanseindtryk.

8. Reinforcing events and experiences outside the museum
Læring og interesse starter før museumsbesøget og fortsætter bagefter. Museet kan være opmærksom på at linke museets fortællinger til aktuelle begivenheder. Gennem analoge produkter eller web kan museet lave materialer, der kan bruges efter besøget, både for at øge udbyttet, men også for at fastholde gæsterne tilknytning til museet og museets fortællinger (De otte emner er samlet i Falk/Dierking 2000, p. 177-204, og i bogens kapitler 5-8, p. 69-148, er der referencer til teorier og undersøgelser bag de otte fokusområder).

IMG_7474

Engelske Black Country Living Museums samarbejde med produktionsteamet bag tv-serien Peaky Blinders er et eksempel et museums arbejder med motivation, prior interest og reinforcing experiences. Dele af tv-serien er optaget på museet og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night, som kan tiltrække unge, der ofte ikke har besøgt museet før. På museet kan man også købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage-lokationerne, så man hjemme kan blive ved med at linke museet til serien og billederne af det industrielle Birmingham efter 1. verdenskrig.

Falk og Dierkings værker er en meget brugbar opsamling af primært amerikanske undersøgelser af gæsters brug af museer og viser også udviklingen i forskningen af museumsbesøg og museumsbesøgende. Bøgerne, særligt Learning from Museums og The Museum Experience Revisited, er også rige på de mange, mange interview med museumsgæster som Falk og Dierking og deres team han indsamlet i de sidste årtier. Det var i første omgang nok det, der gjorde mig fascineret af deres bøger og undersøgelser. Disse interview understøtter en pointe, der gentages flere gange i deres bøger. Museumsbesøg har konsekvenser og er noget der bliver husket i måneder, år og årtier efter de har fundet sted. I The Museum Experience Revisited kapitel 9 The Museum Experience Remenbered fokuseres der særlig på dette aspekt (Falk/Dierking 2013, p. 197-217).
Tusindvis af interview er blevet indsamlet, nogle lige efter besøget og andre uger, måneder og helt op til årtier efter besøget. Et aspekt som materiale viser, er at erindringen om et besøg kan ændre sig efter at der er gået nogle måneder, ikke nødvendigvis at erindringen om besøget er blevet svagere, men snarere, at det er andre aspekter om besøget, der bliver fremhævet. En observation der understøttes af den forskning som beskæftiger sig med, at det kan tage noget tid før en erindring konsolidere sig og bliver permanent.

Hvordan kan det være at museumsbesøg huskes så godt? Katie Gillespie og John H. Falk undersøgte materialet for at se hvilke aspekter som synes at være knyttet til erindringerne og ud fra det har de fremhævet fire faktorer:
1) Novelty
2) Identity-Related Motivations/Expectations
3) Emotions
4) Rehearsal

Museer er steder, hvor gæsten møder nye genstande, rum, billeder og ideer, der gerne også gennem supplerende materiale er forklaret. Gæsterne får på museerne ofte tilfredsstillet deres egne identitets-relaterede behov og samtidigt giver museer også en moderalt positiv følelsesmæssig oplevelser, hvilke er elementer som andre undersøgelser har vist er vigtige i dannelse af erindringer. Endeligt er museumsbesøg gerne sociale begivenheder som de museumsbesøgende godt kan lide at fortælle hinanden og andre om. Museumsoplevelsen bliver derfor hevet frem og genfortalt, et fjerde aspekt, der kan styrke fastholdelse af erindringer.

Erindring og læring er to tæt knyttede elementer og processer. Museumsgæsten tænker måske ikke på, at vedkommende skal lære noget, men museumsbesøget bliver en del af gæstens erfaringsbase, der kan hives frem når vedkommende for brug for det. Et andet element ved museumsoplevelsens fastholdelse er, at den indgår i justeringer af museumsgæsten identitet. Museets udsagn – udstillingerne, aktiviteterne m.v. – bliver omformet til gæstens udsagn – egen identitet. Gæstens oplevelser bliver genfortolket og omformet som noget unikt og specifikt for eget liv og egen identitet (Falk/Dierking 2013, p. 203-216).

En brugbar ramme

Der er mange gode pointer og observationer i Falk og Dierkings tre hovedværker om museumsoplevelsen og også gode foreslåede råd undervejs, som f.eks. de otte overover læringsfokuspunker fra Learning from Museums. Personlig er det ikke de konkrete forslag, der har betydet mest for mig, men mere den overordnede tanke om museumsoplevelsen som en sammensat størrelse af den personlige, sociale/sociokulturelle og fysiske kontekst. En enkelt og nærmest banal model, der er meget brugbar og øjenåbnende, hvis man tager den til sig. Det flytter fokus over på at museumsoplevelsen er noget på grund af dem der oplevelse, og den historie og sociale kontekst de i det øjeblik er en del af. Siden jeg for 10-15 år siden lærte Falk og Dierkings bøger at kende, har de været med hos mig i de projekter jeg har været med i, og har været min simple teoretiske ramme for hvorfor og hvordan man som museum kan og bør tænke publikum med.

Hvidstengruppen arresteret bord

I 2012 åbnede vi på Besættelsesmuseet i Aarhus en lille udstilling i anledning af, at filmen Hvidstensgruppen fik premiere i biograferne. Museumsgæsterne blev i små grupper lukket inde i en celle, hvor de hørte nogle af medlemmerne fra Hvidstensgruppens afskedsbreve blive læst op. Det var en oplevelse, der havde en stor følelsesmæssig påvirkning, et anderledes og bogstavelig talt fængslende fysisk rum og dermed også en social situation med andre man måtte forholde sig til. Udstillingen er blevet godt modtaget og jeg tror det skyldes de klare greb den brugte omkring det personligt-følelsesmæssige, sociale og fysiske rum.

Fremtidens museer undersøger deres værdi

Afsluttende i The Museum Experience Revisited har Falk og Dierking overvejelser om, hvad muser kan og hvad de også bør kunne. De har gennem deres forskning vist hvordan museer er tæt forbundet med individuelle og sociale behov og ønsker. Det gør at museer betyder noget – og det forpligtiger. De ser fremtiden for de museer, der tror på og kan give værdi til deres gæster, kan betyde noget i deres community og som kan og vil fastholde en relevans ved at tage emner op, der er aktuelle både globalt og lokalt. Det kræver, at museet udvikler og støtter deres ansatte i den mission, og at museet fastholder en troværdighed og transparens i forhold til det resterende samfund – og så kræver det en ting til: At museerne dokumentere deres værdi. At de for andre viser, at de er vigtige formelle og uformelle læringsinstitutioner, og de gennem de oplevelser og den viden som de tilbyder bliver i hukommelsen i lang tid og er med til at give en større forståelse for dem verden som museumsgæsten er en del af (Falk/Dierking 2013, p. 298-315).

Blandt danske museer er vi gode til at måle besøgstal og spørge om gæsternes umiddelbare tilfredshed af det som de ser på museet. Den langvarende betydning af museumsbesøget er der til gengæld ikke mange undersøgelser af, men at det er noget som kan gøres, det viser Falk og Dierkings arbejde.

Rigtigt mange danske museer er gode til at fokusere på gæsten og den museale totaloplevelse og ser dermed på museet som mere end genstande, men jeg er ikke i tvivl om, at bedre undersøgelser om museumsoplevelsens langtidseffekt for gæsterne vil kunne gøre sektoren endnu bedre, både som læringsinstitution, som turistattraktion og som en vigtig aktør i lokalområdet. Indtil det materiale måtte komme, kan man stadig bruge Falk og Dierking til at lade sig inspirere til justeringer og ikke mindst til at have en enkel og brugbar forklaringsmodel omkring nogle af de mekanismer, der sker før, under og efter museumsbesøget.

Falk Dierking boeger.JPG

Henvisninger til omtalt litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2000). Learning from Museums: Visitor Experiences and the Making of Meaning. Walnut Creek, CA: AltaMira Press.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

og

Borum M. et. al. (1978). Family learning in museums: The PISEC perspective. Franklin Institute.

Falk, J.H. (2009). Identity and the Museum Visitor Experience. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Wolf R. & Tymitz B.L. (1979). Do giraffes ever sit? A study of visitor perception at the National Zoological Park. Smithsonian Institute Press.

Henvisninger til omtale af nogle af billedteksternes eksempler på formidlingstilgange og principper:

Tekster og Dansk Plakatmuseum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/27/udstillingstekster-og-magareta-ekarv/

Formidlingsgreb i Aarhus Fortæller:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/01/aarhus-fortaeller-habitat-aarhus-og-rejsen-tre-udstillinger-i-aarhus-2017-kulturhovedstadsaaret-med-fokus-paa-fortaellingen/

Valg og rolleleg i Conner Prairie:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

Black Country Living Museum og Peaky Blinders:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Udstilling på Besættelsesmuseet:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Hay Festivalen på DOKK1 – betragtninger om særarrangementer vs. basisdrift

I de sidste fire dage er den international børnelitteraturfestival, Hay Festival, blevet afholdt i Aarhus som en del af, at byen i år er europæisk kulturhovedstad. Den ambitiøse festivalen med mere end 150 programpunkter fandt sted på DOKK1, Aarhus’ nye store centrale bibliotek, der siden det åbnede for et par år siden er blevet et yndet udflugtsmål for både borgere og besøgende til byen.

Hay Festivalen

Tilbage i januar 2016 var præsentationen af børnelitteraturfestivalen Hay Festival blandt de programpunkter jeg særligt bemærkede, da Aarhus 2017s program blev lanceret. Det så ambitiøst og spændende ud, så da jeg opdagede, at festivalen foregik i denne weekend, blev det en anledning til, at jeg tog en tur forbi DOKK1 sammen med min yngste datter Thea på 4 år.

IMG_8358

Jeg gik til besøget også som en Facilitator i John Falks inddeling af de besøgendes identitets relatere besøgsmotivation beskrevet i hans bog “Identity and the Museum Visitor Experience” fra 2009. Det vil sige, at jeg tog derind også med det primære for øje, at det var en tur, der skulle være for den 4-årige og skulle tilpasses hendes ønsker og behov. Jeg havde i går kort orienteret mig i aviser og på festivalens hjemmeside om arrangementer og kunne se, at de fleste af de børneorienterede arrangementer var for børn, der var over 4 år, men at der denne søndag eftermiddag var arrangementer omkring Jacob Strids fine børnebog Historien om den kæmpestore pære.

IMG_8355

Fremme ved DOKK1 blev vi mødt af et bibliotek, der var pyntet op i festivalens rød-orange farve og blomsterdesign. Der var også en del flere servicemedarbejdere i form af de frivillige og ansatte til festivalen, der hjalp til i de rum, hvor arrangementerne foregik. Jeg fandt med hjælp fra en medarbejde også hurtigt rummet vi gik efter, hvor der var en model af Strids kæmpestore pære. Thea og jeg fik set pæren, siddet i den og deltaget i en konkurrence, hvor vi vandt en bog sponsoreret af Gyldendal, der stod for denne del af arrangementet. Vi var vel en 15-20 min. i rummet og følte så, at nu var det undersøgt og afprøvet – og det var det Hay Festival programpunkt, som vi var kommet for at se.

IMG_8347

Basisarrangementerne i DOKK1

Men nu var vi jo her på DOKK1, et sted vi ofte har været før – og vi kunne jo gøre nogle af de ting vi allerede ved er der: legepladserne udenfor og inde i bygningen, børnebiblioteksafdelingen med udklædningsmuligheden, tegnesteder, huset der kan kravles i, spillet på gulvet og også bøgerne, der kan findes frem og læses i sofaerne. Fine og hyggelige aktiviteter, der gjorde vi brugte et par timer på biblioteket.

IMG_8342

IMG_8343

Det der primært gjorde, at Thea og min tur til Hay Festivalen og DOKK1 blev en god oplevelse var altså ikke festivalens særlige aktiviteter, men bibliotekets basisaktiviteter. Vi kom undervejs forbi et festivalarrangement for lidt større børn og kunne også se, at der havde været aktiviteter og kreative tiltag i dagene før. Ud over rummet med den kæmpestore pære støtte vi i vores vej rundt i biblioteket lidt tilfældigt også på en anden aktivitet i anledning af Hay Festivalen. Det var et klassisk kreativ værksted med farvet papir, farver, saks og lim. Også det var et fint sted, Jeg fandt ud af, at det var en værksted, der udover at være en aktivitet til festivalen også var et fast tilbud på biblioteket hver tirsdag og onsdag eftermiddag. Det vil sige, at det ikke var et eksklusivt Hay Festival tilbud, men i en justeret form et genbrug af et andet DOKK1 arrangement, der så var med for at give fylde på festivalen. Gjorde det så det til et ringere arrangement. I min optik bestemt ikke. Nu ved jeg, at der er en aktivitet der kan opleves fast på et andet tidspunkt, og festivalen skal have den kredit, at jeg blev gjort opmærksomt på dette.

IMG_8333

Det her var min oplevelse og brug af Hay festivalen, og for at yde de mange arrangementer retfærdighed skal det nævnes, at jeg ikke var en særlig aktiv bruger, der på forhånd grundigt havde sat mig ind i programmet og nøje valgt ud hvilken dag og tidspunkt de særlige programpunkter foregik på. Jeg havde kun hurtigt og i sidste øjeblik skimmet programmet igennem, og det tidspunkt jeg kom forbi på var valgt på baggrund af, hvordan det passede bedst ind i resten af weekendens familieprogram. Med andre ord, det var ikke programmets tilbud, der styrede, at det var den eftermiddag, at jeg og den 4 årige ramte Hay festivalen og DOKK1 – og derudover er en far med en 4-årig heller ikke Hay Festivalens primære målgruppe.

IMG_8323

Et Hay Festival arrangement søndag eftermiddag om gyserhistorier for børn – men lidt større børn end en 4-årige

Særarrangementer vs. basisdrift

Dagens arrangementsoplevelse har dog for mig et par pointer omkring forholdet mellem særaktiviteter og basistilbud på kulturinstitutioner.

I dag havde jeg valgt DOKK1 og besøgte stedet på grund af særaktiviteten Hay Festivalen, men hvis Thea og jeg kun havde oplevet festivalens programpunkter, så havde det nok været en lidt tynd oplevelse. Det blev en rigtig fin eftermiddag, på grund af det høje basisniveau, der i forvejen er omkring børneaktiviteter på DOKK1.

IMG_8340

Der er også det samme gode niveau der gør, at jeg generelt gerne vil anbefale stedet til andre og vil tale positivt om dagen og dermed Hay Festivalen. Det høje basisniveau er også med til, at jeg tænker, at jeg gerne vil gå til et arrangement på DOKK1, ligegyldigt hvor lidt jeg måtte have sat mig ind i det på forhånd, for jeg ved jo, at DOKK1 generelt er et fint sted at besøge. Basisdrift er bare vigtigt og bør prioriteres højest.

IMG_8368

I kulturinstitutionernes økonomi og markedsføring er særarrangementer samtidig også meget vigtige. Der er her, at eksterne midler nemmest kan blive tilført, i Hay festivalens tilfælde blandt andet i form af støtte fra A.P. Møller Fonden og British Council, og ved særarrangementer er der også en større mulighed for at særlig opmærksomhed blive skabt i medierne, hvilke også var tilfældet ved dette arrangement, blandt andet fordi kronprinsesse Mary åbnede Hay festivalen i Aarhus. Det handler derfor ikke nødvendigvis om, at særarrangementerne sker på bekostning eller i stedet for driften. De kan have en egen økonomi, markedsføringsværdi og tilført arbejdskraft, men disse arrangementer kan ikke gøre det alene. De er noget ekstra, der hvis det tænkes ordentlig ind i strategierne, kan støtte op om og udvikle den basis af tilbud, der på den lange bane giver et sted en tiltrækning og troværdighed.

IMG_8359

IMG_8350

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

European Museum of the Year 2017

I sidste uge mødtes ca. 200 museumsfolk fra 26 forskellige europæiske nationer i Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor årets EMYA, European Museum of the Year Award, skulle uddeles.

EMYA 2017 åbningsreception

Åbningsceremoni ved EMYA 2017 i receptionslokaler for Zagrebs borgmester

Det er anden gang, at jeg har været til en EMYA uddeling, der er en ret fascinerende og opløftende oplevelse, for udover selve uddelingen er der også en konference, hvor de nominerede deltagerer præsentere deres museum og sammen ser nogle af museerne i værtsbyen. I de dage bliver man klar over, at der er findes mange fascinerende museer i Europa og at der er rigtigt mange forskellige måder man kan være et museum på, påtage sig en rolle i samfundet og give museumsgæsterne oplevelser og viden.

EMYA møderne og fokus hos de nominerede museer er præget af, at prisen er indstiftet af den engelske forfatter og museumsmand Kenneth Hudson. Hudson arbejdede for at styrke og promovere museer med public qualities eller museer med ”charms and chairs” som han udtrykte det. Med andre ord ikke museer kun med fokus på store samlinger, flotte bygninger og kendte forskere, men museer, hvor samlingerne, husene og museernes viden målrettet bliver brugt til offentlighedens og gæsternes bedste.

For at komme i betragtning til prisen, skal museerne også have lave større nye tiltag inden for de sidste år og så skal disse tiltag være af en vis kvalitet eller originalitet. I år var der hele tre danske museet med blandt de i alt 46 nominerede til prisen. Det var det nybyggede Ragnarock i Roskilde, det nyindrettede besøgscenter Kongernes Jelling, der er en del af Nationalmuseet og Den Gamle By, der kom i betragtning på grund af det nye 1970’er kvarter og de sociale- og borgerbaserede initiativer museet har taget i forbindelse med at lave tiltag for ældre ramt af demens og lave samtidsfokuserede udstillinger og projekter sammen med hjemløse, somaliske indvandre og andre medborgere.

Det var tre markante bidrag Danmark kunne stille med, og til den danske delegations glæde også nogle gode oplæg vi fik holdt og gode snakke med de udenlandske kollegaer bagefter.

Det arkæologiske museum i Zagreb

To danske museumsfolk, der i fin stil demonstrere museumsgang i det arkæologiske museum i Zagreb

Politiske historier

Blandt årets EMYA nominerede var der mange kulturhistoriske museer, hvor flere af dem også adresserede aktuelle politiske eller kulturelle udfordringer. To af disse var GPO Witness History Centre i Dublin og Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin, der ligger i Uralbjergene i Ruslands fjernestørste by Jekaterinburg.

Witness History centeret i Dublin er indrettet i Dublins General Post Office, der udover at være verdens ældst fungerende postkontor også var den bygning hvori, at oprørerne ved det irske påskeoprør i 1916 havde deres hovedkvarter. Oprøret er en af de helt centrale begivenheder i den irske løsrivelse fra England og udstillingen er indrettet i nogle af de lokaler, hvor begivenhederne fandt sted for 101 år siden.

Udstillingen, der er initieret af det irske postvæsen, blev lavet med et ønske om, at alle konfliktens parter kunne føle, at deres side også blev repræsenteret. Udstillingen skulle derfor loyalt forholde sig til både oprørerne, de engelske soldater udstationeret i Dublin, den almene befolkning og tilfældige kunder på posthuset den dag. Målet er, at både irske nationalister og unionister skal kunne bruge udstillingen. For som Jacques Martial, lederen af Mémorial ACTe, Caribbian Center of Expressions and Memory of the Slave Trade and Slavery i Guadeloupe på konferencen formulerede om museers funktion: at der skal laves steder, hvor vi kan huske sammen, for så sammen at kunne tilgive og fjerne skam. GPO Witness History Visitor Centre’s direktør Aline Fitzgerald og Mark Leslie, der var en af skaberne af udstillingen i Dublin, gav en god præsentation af projektet og de humanistiske ideer bag det, og gjorde for mit vedkommende af Dublin blev rykker i hak højere op som et destinationsmål for en storbytur.

Jeltsin museet

Museet om Boris Jeltsin i russiske Jekaterinburg er et andet museum, der modigt tager livtag med en samtidspolitisk emne. Museet, der har The President B. Yeltsin Center Foundation bag sig, er i lighed med amerikanske præsidentcentre et arkiv for den tidligere præsident, men også en udstilling. Udover at fortælle om Jeltsins liv gennem seks udvalgte datoer fortæller museet også om Rusland i 1990’erne og de drømme, mulighedet og dramatiske omvæltninger, der var i landet i den periode. De personer jeg talte med fra museet formulerede sig meget diplomatisk om museets fokus på demokrati og frihed, men man kunne fornemme, at det var en balancegang at forvalte museets emner, og at et strategi for dem også var at udvide museets stakeholders mere for at sikre den fremtidige økonomi – og det er jo en god strategi uagtet hvilket økonomisk eller politisk system man agere i.

Plakaten for Boris Jeltsin museet

Plakaten for Boris Jeltsin museet, der er indrettet i en bygning som første var tænkt til at være et butikscenter

Udbredelse og lokal forankring

Et emne, som stort set alle museer skulle forholde sig til i det interview, der var efter museernes præsentation, var om museets rolle i deres lokalsamfund. Et museum, som havde en meget klar strategi om det, var det lokalhistoriske Museu de Leiria i den portugisiske by Leiria. Museer ligger i en 1500 tals kloster og har både kunsthistoriske, naturhistoriske og kulturhistoriske samlinger. Et fokus museet har haft siden genåbningen i 2015 er at engagere byens borgere, for som museets leder Vãnia Carvalho formulerede det ”when we are in a terretory we shall not only interpretent it, but also interact with it.” For hende gjaldt det om, at Museu de Leiria skulle være et ”museum for citizens empowerment.”

Et andet nomineret museum med helt andre vilkår var Musée nacional Picasso i Paris. Museet med verdens største Pablo Picasso samling blev for et par år siden nyindrettet for 41 mio euro i Hôtel Salé, den tidligere ambassade for den Venetianske republik, og har ca. 850.000 besøgende om året. De blev også spurgt om deres lokale forankring og Guillaume Blanc, deres direktør for public development, svaret lidt nølende, at de da også tænkte på deres lokalområde, Marais distriktet i Paris, der er et af Europas mest hippe og eksklusive bykvarterer – det skulle da ikke hedde sig andet, men at museet nu også tænkte udover deres lokalområde, blandt ved få deres Picasso værker ud til andre museer og ved at få flere skolebørn også fra andre distrikter til at bruge museet, for som Blanc formulerede det, så er Picasso en ”sublime teacher of art.” Skolebørn er velkomne i hele museets åbningstid, men også to timer før museet åbner for publikum. I de timer er der kun er adgang for skoler og særlige grupper som for eksempel ældre med Alzheimer.

EMYA 2017

Hver session for museet bestod af et oplæg og en snak med en af juryens medlemmer. Her er det Nationalmuseets Hans Ole Matthiesen og Morten Teilmann-Jørgensen, som fortæller om Kongernes Jelling til det schweiziske jurymedlem Christophe Dufour.

Entusiasme og kager

Et af de sidste indlæg var fra det polske Muzeum Torunskiego Piernika – Museum of Torun Gingerbread. Museet er indrettet i en Piernika/gingerbread fabrik i byen Torun. I Zagreb blev museet præsenteret med stor selvsikkerhed af museets medarbejder Anna Kornelia Jędrzejewska i fuld bagerornat og med over 200 stk. af museets hjemmebagte piernika kager, som blev delt ud til konferencens deltagere. Museet motto var ”where history has tase and smell” og ifølge Jędrzejewska var opskriften på hendes museum at tage entusiasme og dertil tilsætte kulturhistorie, ikke en dårlige opskrift helt generelt og en formel, der også passede fint i Kenneth Hudsons ånd.

EMYA 2017

EMYA priserne for 2017

Og hvordan gik det så til uddelingen – hvem fik priserne?

European Museum of the Year 2017 blev MEG – Musée d’ethnographie de Genève, det nye etnografiske museum i Geneve, der af dommerkomiteen fik de ord med på vejen, at museet var et ”exellent example of a living museum and multicultural story open to everybody.”

Europarådets pris, der går til en museum som fastholder og promovere europæisk kultur, gik til Mémorial ACTe, Centre caribéen d’expressions et de mémoire de la traite et de l’esclavage, en nybygget museum om slaveri og slavehandel, der ligger på den franske ø Guadeloupe i Caribien.

The Kenneth Hudson Award, der gives til en et museum eller projekt, der har vist mod eller gjort noget usædvanlige og evt. kontroversielt, blev uddelt til Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin i russiske Jekaterinburg.

The Silletto Prize, der gives til et museum, der involvere lokalbefolkningen eller som har særligt frivillig-engagement, blev givet til det portugisiske Museu de Leiria.

Derudover fik seks museer en særlig anderkendelse. Det var Visitor Centre of the Swiss Ornithological Institute Sempach i schweitziske Sempach, Museum of Confluences I franske Lyon, York Art Gallery i engelske York, Muzeum Śląskie i den polske by Katowice, Heraklion Archaeological Museum på den græske ø Kreta og ikke mindst – danske Den Gamle By.

EMYA 2017

Mine kollegaer Thomas, Martin og Anna med diplom og dele af EMYA juryen. Foto: EMYA

Så hovedprisen gik ikke til et dansk museum ved EMYA 2017, men Den Gamle By i Aarhus kan bestemt godt ranke ryggen ved at blive valgt til at få en af juryens ”Special Commendations.”

Priserne og begrundelsen for de valgte museer kan ses på hjemmesiden:

http://europeanmuseumforum.info/component/content/article/27-emya-2017/184-emya2017-winners.html

2 kommentarer

Filed under Diverse, Seminar og konference

Magtfulde ledere

Der er tider for stærke mænd eller måske rettere en tid, hvor der er meget snak om stærke mænd og deres enkle, klare løsninger, der kan cut the crap og skære igennem diskussionerne i den langvarige demokratiske proces. Nyere undersøgelser af politologerne Yascha Mounk og Roberto Stefan Foa fra henholdsvis Harvard og University of Melbourne viser, at tiltroen til demokratiet som styreform har været faldende de sidste 20 år, og at der er en stigning i tiltroen til mere autokratiske alternativer som militærstyre eller en stærk leder. I en artikel i New York Times fra 29. november 2016 om Mounk og Foa undersøgelser How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’ kædes tendenserne i forskernes observationer sammen med fremgangen for outsidere, der er imod de etablerede demokratiske aktører – f.eks. Donald Trump og den italienske fremstjerne bevægelse.

DSC_0243

Magt og individ i Istanbul

For lidt over et år siden besøgte jeg Istanbul, hvor jeg gennem et par museumsbesøg kunne reflektere over magt og individ. Hovedformålet med rejsen var at se det lille museum, Uskyldens Museum, der som et erklæret mål har at gå imod de store statsfortællinger og i stedet dyrke museet som et rum, der omhandler mennesket og det humane i vores liv. Museet er skabt af nobelprismodtagen i litteratur Orhan Pamuk. Det er tæt forbundet med hans roman af samme navn som museet, og det er bestemt et besøg værd.

IMG_8727


Museet Uskyldens Museum er en fascinerende fortsættelse af fiktionen i romanen af sammen navn. På museet er blandt andet det rum, hvor romanens/museets hovedperson til sidst boede, mens han (i bogen) lavede museet.

IMG_8707 Uskyldens Museum

Museet er organiseret i en række små tableauer, der alle har et nummer, som refererer til et kapitel i bogen, her er det tableau/kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

IMG_8750

Uskyldens Museum er et museum med hverdagsting og dyrkere det i høj grad også , som f.eks. i montre 68, 4.213 cigaretskod, som indeholder 4.213 cigaretskod alle med en påtegnelse om hvornår og hvordan hovedpersonens udkårne havde røget cigaretten.

I en bog om museet, The Innocence of Objects, beskriver Orhan Pamuk, hvordan han som barn i Istanbul kun kendte få museer og disse var historiske monumenter og havde en statslig og regeringsmæssig aura over sig. Det var først, da han besøgte mindre museer i Vesteuropæiske byer, at han opdage, at museer ligesom romaner kunne handle om mennesker. Og hans Uskyldens Museum skulle være et af disse museer om mennesker og det humane.

DSC_0110

I Istanbul besøgte jeg også en af disse store nationale statsmuseer, som Pamuk gør op med, nemlig det tidligere sultanpalads Topkapi.

DSC_0257

Kommende fra et få-har-for-meget-men-færre-for-lidt land er Topkapi-pladset overvældende. Fra 1400-tallet til 1800-tallet var det sæde for det osmaniske sultanat. Der er imponerende bygninger og håndværk, men i modsætning til Pamuks pointe om, at disse museer kun er om stat og ikke om person, så var mit indtryk, at Topkapi-paladset i høj grad er et historiske monument om personer, nemlig de osmaniske sultaner.

IMG_8801

Baghdad Kiosk, der blev bygget i 1639 for at hylde sultan Murat IV’s hærtog mod Bagdad.

Her er mægtige herskere, der overgår hinanden i måder at vise deres magt og rigdom på. Flot, men også tankevækkende.

DSC_0250

Sultan Abdülmecit’s Mecidiye Kiosk, den nyeste bygning i paladset, hvorfra man kan se Istanbuls skyline. Den blev bygget i 1859.

Persondyrkelse i Bukarest

Samme følelse fik jeg nogle måneder senere på en tur til Bukarest, hvor jeg blandt andet besøgte den tidligere rumænske leder Nicolae Ceaușescu’s palads, det vil sige det palads han havde planlagt til at være et folkets hus som skulle være sæde for det rumænske kommunistparti.

IMG_9992_2

Byggeriet startede i 1983 og var ikke helt færdig ved Ceaușescu’s død i 1989. Bygningen er overvældende stor og med sine 365.000 kvm den anden største administrative bygning i verden. Den største er Pentagon. Huset, der i dag blandt andet rummer landets parlament, var tænkt som en statslig repræsentativ bygning, men har også spor af den personkult som Ceaușescu prøvede at opbygge i sit land. I et centralt ankomstområde er der blandt andet to gigantiske trapper, som ifølge den rundviser jeg fulgte var tænkt til at være de trapper som Nicolae Ceaușescu og fru Elena Ceaușescu skulle komme ned af for at møde de forhåbentlige imponerede gæster – en personiscenesættelse, der er en enevoldskonge eller en sultan værdig.

IMG_0012

IMG_0014

Ligesom ved Topkapi-paladset var dimensionerne i projektet imponerende, men de samme dimensioner giver også en lidt besk smag i munden. Store og mægtige mænds bevis på deres egen styre og magt kan være flotte og overvældende, men viser også det fornuftige i at arbejde hen mod samfundsmodeller, hvor der er større lighed eller hvor der er styringsmekanismer, der modvirker den mest groteske persondyrkelse og magtkoncentration. Social ulighed og trange kår er emner som mange museer berører – for eksempel lokalmuseer, arbejdermuseer og open air museer, men besøg på steder som Topkapi og paladset i Bukarest er faktiske endnu stærkere historier om uligheden og ulemperne ved at indrette et styre omkring en megalomanisk leder og et autokratisk system.

IMG_9999

Link og henvisninger

Orhan Pamuk: The Innocence of Objects. New York. 2012

Artikler om Yascha Mounk og Roberto Stefans forskning:

How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’, The New York Times, 29.11.2017
https://www.nytimes.com/2016/11/29/world/americas/western-liberal-democracy.html?_r=1

The troubling charts that show young people losing faith in democracy. World Economic Forum, 01.12.2016.
https://www.weforum.org/agenda/2016/12/charts-that-show-young-people-losing-faith-in-democracy?utm_content=buffera9ca6&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

2016 in review

Tak for 2016 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

I 2016 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 4.600 gange. Der blev publiceret 12 indlæg og der kom læsere fra 45 lande til bloggen, primært fra Danmark, men også en del fra USA, Norge, Tyskland og Sverige.

De fem mest besøgte indlæg i 2016 var Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011, Ragnarock i Roskilde fra april 2016, IKEA museum i Älmhult fra juli 2016 og Nye museer – Moesgaard Museum fra oktober 2014.

DSC_1862

Indlægget “Udstillingstekster og Magareta Ekarv” fortæller om steder, der har været inspiereret af Ekarvs principper, bl.a. på Maihaugen i Lillehammer.

Året på Martins Museumsblog startende og sluttede i New York. Det første blogindlæg beskrev formidlingen af New Yorks historie i et indlæg om tre byers bymuseer, Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York, og årets to sidste indlæg var observationer gjort under et studiebesøg i byen i december: Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl. og Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

DSC_0176

Fra Brooklyn Historical Society’s lille, men fine udstilling om abolitionister i bydelen.

I mellem de tre blogindlæg var der indlæg om den formidling og praksis jeg selv er en del af i Den Gamle By: Bygningen af kirkerummet i Aarhus Fortæller, Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark” og Udstillingstekster og Magareta Ekarv, hvor det sidste indlæg beskriver nogle af de tekstprincipper museets kommende udstilling Aarhus Fortæller vil benytte sig af.

Ragnarock i Roskilde

I april 2016 åbnede i Roskilde efter lang tids venten et museum om dansk rocks historie.

Et af 2016’s store danske museumsåbninger fik jeg skrevet om i indlægget Ragnarock i Roskilde og derudover kom der en række indlæg om udvalgte museumsbesøg i Danmark, Sverige, Tyskland og England: Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum, IKEA museum i Älmhult, BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning og Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier.

IMG_0967

Fra IKEA Museum i Älmhult, der var en af 2016 spændende nye museer i Sverige,

Tak til alle som læse med, sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

2 kommentarer

Filed under Diverse

Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl.

At få fortalt en historie er godt. Der kan være et helt særligt nærvær ved at stå over for et levende menneske, som netop til den gruppe man er i, tilrettelægger en fortælling med passende pointer. Rundvisningen, foredraget mv. er noget langt de fleste museer har, men af mandskabsmæssige grunde tilbydes det oftest kun ved særlige lejligheder eller som en tilbud, der kan tilkøbes.

Tenement juli 2015 IMG_7569

Tenement Museum

På Tenement Museum i New York er rundvisningen den primære formidlingsform. Museets omdrejningspunkt er opgangen Orchard Street 97, der blev bygget i 1860’erne og som var beboet frem til 1935 hvor opgangen blev spærret af på grund af nye brandregler. I 1988 blev denne historiske lomme opdaget af to historikere og borgerettighedsaktivister, der så en mulighed i, at dette sted kunne bruges til at fortælle om socialhistorie og indvandringens historie i USA. Det blev lavet research i bygningens og beboernes historie og i 1992 kunne Tenement Museums første genskabte lejlighed åbne. De ca. 7000 indbyggere, der nåede at bo i Orchard Street 97 mellem 1863 og 1935 var ligesom de andre indbygger i Lower East Side i den periode primært indvandrere til USA, og gennem dem kan der fortælles personlige historier, men også en større historie om rejsen fra fattige kår i Europa og troen på en drøm og et bedre liv, der nu ikke automatisk kom med ankomsten til Amerika.

IMG_4181

Orchard Street 97

De rundvisninger jeg har oplevet på Tenement Museum bestod af, at man først hørte om husets historie og kom ind i et ”ruin room” et tomt rum, hvor der blev fortalt om de materiale spor rummene og huset har. Derefter fortsatte rundvisningen over i nogle rum, hvor nogle af beboernes lejlighed er genskabt og man høre om deres liv. De fleste af turene i Tenement Museum varer fra 60 til 90 min. De gør det godt, og museet har de sidste år også udvidet med rundvisninger både i bygningen og som byvandringer i kvarteret. For 5 år siden var der omkring 20 rundvisere oftest på deltid og det tal er nu oppe på knapt 70 tilknyttede deltids rundvisere. Antallet af ture de tilbyder er nu mere end fordoblet og der er udvidet af ture til både skolebørn og til den almindelige offentlighed.

IMG_4184

Alle rundvisninger starter fra museets butik. Den torsdag jeg og to kollegaer besøgte museet var der ca. 35 rundvisninger at vælge imellem og en af dem vi valgte var Sweatshop workers rundvisning med Lindsay, der står med det gule skilt.

Hvad er det de gør, som er godt? Grupperne er på omkring 15 personer og det jeg har oplevet er, at de hurtigt fanger os, som er på tur. Alle deltagere skal kort præsentere sig med navn og hvor man kommer fra og flere tilføjer også om de har en særlig grund til at være det. Alt det bruger rundviseren så den næste time til at målrette fortællingen og lægge spørgsmål og emner ud som os besøgende kan gribe, kommentere på eller bruge til at dele egne familiehistorier.

Da jeg besøgte Tenement Museum blev vi før vi gik ind i selve opgangen bedt om at være forsigtig med at røre de gamle vægge og ikke at tage billeder undervejs. Senere da jeg snakkede med en fra museet om deres praksis blev jeg bestyrket i min fornemmelse for, hvorfor at der var denne billedpolitik. En væsentlig grund er, at gæsterne på rundvisningen skal koncentrere sig om turen og samværet i stedet for at have fokus på at tage gode billeder eller dele øjeblikket på sociale medier. Den måde museet synes, at de kunne sikre det på var ved at lave et generelt billedforbud i forbindelse med rundvisningen i selve bygningen.

Museet er klart over, at rundvisningsoplevelsen skal være god og investerer også løbende i omvisernes evner. I mit møde på museet hørte jeg om deres praksis med faste faglige månedsmøder med emner som de tidsperiode de formidler eller den nyeste udvikling i immigrationsmønstre. Noget museet vægter lige så højt i guidernes træning er andre månedlige møder om formen og fremstillingen. Et emne de for eksempel lige havde haft møder i mindre grupper om er, hvordan guiderne skulle forholde sig, hvis de af gæster blev præsenteret over for nogle af de urigtige fortællinger om indvandringens historier i USA, der bl.a. har været fortalt i debatterne omkring den nylige amerikanske valgkamp. Her var diskussionen på møderne ikke om hurtigt at modbevise urigtighederne og dermed risikere at starte en konfrontatorisk diskussion, men hvordan, at rundvisningen ikke kom til at handle om det udsagn, og hvordan at rundvisningen stadig kunne blive en god og faglig informativ oplevelse for gruppen. Tilgangen til formen var også meget vigtigt, når guiderne skulle vælges til jobbet. De skulle kunne modtage kritik og havde flair for at gribe en gruppe.

Disse overvejelser og denne praksis er jo ikke en radikal nyskabelse til tilgangen til den mundtlige formidling, men det er bestemt lærerigt at besøge museet og tale med folk fra Tenement Museum og se hvordan, at en opmærksom politik og tilgang til emnet kan give gode resultater.

Tenement Museum er et bestemt besøg værd, men som jeg har beskrevet i et tidligere blokindlæg Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York er det også et sted efter min mening, der i disse offentlige rundvisninger er bedre til at fange voksne end til at fastholde interessen hos en yngre målgruppe.

DSC_0111 (4)

Tæt ved Lower East Side ligger Financial District, blandt andet med en af New Yorks nye markante bygninger, One World Trade Tower, hvis spir der gør det til byens højeste.

One World Observatory

Ud over Tenement Museum fik jeg i sidste uge også besøgt andre steder i New York, der bruge den mundtlige formidling. Et sted som gjorde det på en lidt anden måde er One World Observatory, der lå øverst i One World Trade Center, den højeste bygning i byen og en del af i genskabelsen af området omkring Ground Zero. Efter en spektakulær elevatortur 100 etager op og en kort introduktionsfilm kommer man til hovedattraktionen, udsigten til alle fire verdenshjørner over New York City.

IMG_4132

På toppen var var der ud over udsigten naturligvis også en souvenirshop og cafe, men også installationen City Pulse, en række skærme med bænke foran. I midten af ringen af skærme kunne der stå en fortællinger og bruge skærmene til korte 5 min. foredrag.

IMG_4119

Jeg så en præsentation af New Yorks historie. Det var en kort, men en fin introduktion, som gav oplysninger der kunne bruges, når turen gik tilbage til udsigten og overblikket over The Big Apple.

DSC_0043

Når City Pulse ikke var bemandet viste den korte statement med trivia-viden om byen, samt skiftende billeder, hvor nogle af dem formodentlig var brugergenereret.

DSC_0046

City Pulse installationen uden bemanding

IMG_4128

med skiftende billeder og korte statement om udvalgte begivenheder i byens historie.

IMG_4143

City Pulse installationen kunne også købes som souvenir i butikken i form af en billedramme.

September 11 Memorial & Museum

Jeg besøgte også naboen 9/11 Memorial & Museum. Der er det talte ord brugt som vigtige dele af formidlingen i form af det kildemæssige levn som medierne intense dækning af terrorangrebet 11. september 2001 er. Det er vurderet af ca. 2 mia. mennesker, omkring 1/3 af jordens befolkning, så optagelser eller reportager fra begivenheden enten i real tid eller i senere gengivelser samme dag. Det er nok den største globale kollektive erindring endnu set – og det hele var bundet op på nyhedsdækningens lyde og billeder.

IMG_4201

Undervejs i nedgangen til udstillingsområdet bliver man mødt med genkendelige lydklip for alle os mange der med ængstelser fulgte nyhederne den 11. september 2001.

Fra første færd i selve udstillingsområdet, der ligger under jorden ved siden af mindesmærkerne, er der fokus på lydsiden. Der er et greb der bruges flere gange i udstillingen, men lydbidderne har mere karakter af vidnesbyrd, erindringsvækkere eller stemningslyde end de er en egentlig mundtlig formidling.

IMG_4237

Rundvisning der gør et holdt ved en brandbil som deltog i redningsarbejdet

Den mundtlige formidling sker til gengæld på de mange rundvisninger, der er på museet og som de besøgende mod ekstra betaling kan tilmelde sig samme dag, hvis der er plads. Jeg valgte dog ikke en rundvisning, men i stedet en audioguide. Det er ellers et medie jeg oftest undgår, da det efter min mening gør det helt modsatte end at understøtte et af museernes store forcer, der sociale og refleksionerne sammen med dem man besøgerne museerne med. Men den dag var jeg alene på tur og blev også fristet af, at fortælleren rundt på turen var en af de cooleste skuepiller fra byen: Robert de Niro.

IMG_4230

Hans stemme er fantastisk og han gjorde det bestemt godt. Tilrettelæggelse af audioguiden var også god. Robert De Niros baggrund som New York’er blev bevidst brugt, så han kom til at virke som en lokal, der lige viste en rundt, når man nu alligevel var mødtes. Undervejs introducerede han den lyttende til andre personer og stemmer, der havde med begivenheden eller stedet at gøre: en fotograf der var tilstede 11/9, redningsmandskab, en arkitekt tilknyttet skabelsen af museet mv. En anden fin ting ved audioguiden var, at man også kunne vælge at få teksten frem, så dem der hellere ville læse fortællingerne kunne gøre det.

IMG_4213

Et stop ved både rundvisningerne og audioguiden er “Survivors’ Stairs”, som mange brugte for at komme ud på Vesey Street og væk fra World Trade Center komplekset.

New York Transit Museum

Et sidste eksempel på mundtlig formidling jeg mødte på turen til New York var ”ekspertskærme”, dvs. skærme, hvor en person (en ekspert, et vidne mv.) kan aktiveres og fortælle om et emne i udstillingen. Fra de hjemlige himmelstrøg er disse skærme blandt andet kendt fra forfatterpræsentationer på bibliotekerne, fra Moesgaard Museums flittige brug af dem, men også fra Den Gamle Bys håndværkerudstilling, Zoologisk Museums Darwin-udstilling, SMKs afdeling for ældre europæisk kunst og mange andre steder.

IMG_4419

Bringing back the City udstillingen i New York Transit Museum

Der hvor jeg mødte ekspertskærmsprincippet i New York var på New York Transit Museum, der er et museum dedikeret til byens busser, subway og offentlige transport. I museets udstilling ”Bringing back the City” om hvordan byens offentlige trafik fungere, når der er kriser i byen, der var det ikke videnskabelige eksperter, der blev brugt på skærmene.

IMG_4420

I udstillingens del om 11. september 2001 kunne forskellige vidneudsagn fra begivenheden vælges

IMG_4421

og en af dem var buschauffør Beverly Chrisholms beretning om at få hjælpemandskab frem til katastrofeområdet.

Udstillingen fortæller bl.a. om store strømafbrydelser, orkanen Sandy og 11. september 2001 og dem man møder på skærmene er almindelige informationsmedarbejdere, buschauffører m.v. der fortæller om deres oplevelser, og om hvordan de håndterede den krise de pludselig var blevet en del af. Det var godt og nærværende fortalt og ligesom ved audioguiden på 9/11 Museum havde de det fine element, at det de fortalte også kunne læses.

De digitale adaptioner af foredraget eller rundvisningen jeg mødte på turen var fint gennemtænk, men de kan ikke erstatte det engagement jeg henholdsvis mødte på toppen af One World Trade Center eller i de genskabte lejligheder på Orchard Street 97. Det personlige møde kan noget særligt.

img_4121-2

Link

Tenement Museum:
http://www.tenement.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Tenement Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

One World Observatory:
https://oneworldobservatory.com/

September 11 Memorial & Museum:
https://www.911memorial.org/

New York Transit Museum:
http://www.nytransitmuseum.org/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Beamish 03.2015 Martin iPhone 2232

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

DSC_0598

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Beamish 04.2013 IMG_3397

Dyrehold på Home Farm


Beamish 03.2015 DSC_0044

Rækkehuse i minelandsbyen


DSC_0606 b

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

IMG_1163

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

IMG_1166

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

IMG_1169
IMG_1174

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

Beamish 04.2013 IMG_3284

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen


Beamish 04.2013 IMG_3285

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Beamish 04.2013 IMG_3438

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

IMG_1175

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

IMG_1199 IMG_1202
Beamish 03.2015 DSC_0026

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

IMG_1178

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

IMG_1208

Smagen skal vælges


IMG_1205

Kulsyren tilsættes


IMG_1180

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

IMG_1186 IMG_1189

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Beamish 04.2013 IMG_3267

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Beamish 04.2013 IMG_3315

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish 04.2013 VintageBus_med_lift

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

DSC_0600

1 kommentar

Filed under Diverse

Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark”

Nogle gange er det ikke altid det man planlægger som får en stor betydning. Det oplevede jeg i fredags til åbningen af Den Gamle Bys udstilling ”Et somalisk hjem i Danmark”.

Aabniong Somalisk lejlighed

Fra åbningen af udstillingen “Et somalisk hjem I Danmark”

Først en kort forhistorie. Den Gamle By har i et par år takket være eksterne midler haft projekter i det indvandretætte lejeboligområde Gellerup, blandt andet med at oplære lokale beboere i at blive guider til at fortælle om boligområdet. I projekterne var flere fra Gellerup på besøg i Den Gamle By for at se hvordan vi formidler historie. Vi havde blandt andet kontakt med nogle somaliske kvinder. De havde lagt mærke til, at man i Den Gamle By kunne se hvordan forskellige danskere havde boet til forskellige tider. På et tidspunkt spurgte en af dem min kollega Danielle om museet ikke kunne tænke sig at vise et dansk-somalisk hjem – så skulle hun og andre somaliske kvinder nok hjælpe os med at samle ind og indrette hjemmet. Danielle gik videre med ideen og hurtigt var vi mange fra museet, der synes det kunne blive en god særudstilling. Den ville både kunne vise en del af dagligdagens Danmark som mange ikke kender – og så kunne udstillingen også åbne Den Gamle By og dermed dansk kulturhistorie op for mange dansk-somalier og måske også andre indvandrergrupper som normalt ikke bruger museerne. Vi fik formuleret en udstillingside. Bikubenfonden ville gerne støtte projektet og dermed gøre det muligt. Efter et stort arbejde fra mange kunne den rigtigt spændende lejlighed og fortælling så åbne i fredags.

Somalisk boernevaerelse

Børneværelset i lejligheden

Og tilbage til min observation i forgårs. Ved kaffen efter åbningen sad jeg på et tidspunkt ved siden af to somaliske mænd. På et tidspunkt vendte den ene mand sig om mod mig, så mig direkte i øjnene, og spurte om vi var klar over hvor fantastisk det var, og hvilke stor betydning det havde, at en ide som en somalisk kvinde fik faktisk kunne blive til noget, og han tilføjede at det var så dejligt, at der var så mange som havde hjulpet til med at virkeliggøre hendes ide. Store dele af min barndom boede min bror og jeg alene sammen med min seje mor og siden gymnasiet har jeg haft en række stærke og selvstændige veninder og kærester, det alle som en selvfølge ville ændre verden og føre deres ideer ud i livet – så nej, jeg havde faktisk ikke overvejet, at dét var noget særligt, at en kvindes ide – somalisk eller ej – blev taget seriøst og derefter virkeliggjort. Men for den somaliske mand var det en helt egen pointe med dette projekt – og jeg et helt ydmygt stolt på egne og kollegaers vegne, hvis dette projekt kan være med til at give nogle kvinder en større selvsikkerhed og vise flere, at gode ideer kan blive til noget – uanset køn og etnicitet.

Somaliske kvinder og DGB folk i lejligheden.jpg

Fem af de somaliske kvinder der har været med til at virkeliggøre udstillingen sammen med fem ansatte fra Den Gamle By i den endnu ikke indrettede lejlighed. Foto: Den Gamle By.

Link:

Mere om udstillingen og Den Gamle Bys bevæggrund for at virkeliggøre den kan læses i dette blogindlæg fra Thomas Bloch Ravn:

http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/2016/03/04/derfor-indretter-vi-et-somalisk-hjem-i-den-gamle-by/

Mere om “Et somalisk hjem i Danmark” og arrangementer tilknyttet udstillingen kan også læses på Den Gamle Bys hjemmeside:

https://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/udstillinger/somalisk-hjem/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Udstillingstekster og Magareta Ekarv

Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

2 kommentarer

Filed under Diverse, Udstilling

2015 in review

Tak for 2015 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

WordPress, der er det system Martins Museumsblog er skrevet i, har i anledning af årsskiftet sendt mig en opgørelse over årets aktiviteter på bloggen – sikkert for at skabe lidt reklame om dem selv, men jeg vil gerne dele opgørelsen med jer:

I 2015 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 5.600 gange. Den travleste dag var 12. november med 89 besøg og den dag var det populæreste indlæg Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter.

Det kom i alt læsere fra 47 lande til bloggen, primært fra Danmark, USA og Norge.

De fem mest besøgte indlæg i 2015 var Nye museer – Moesgaard Museum skrevet i ok En fortælling om vinduer – Villum Window Collection skrevet i a Keld Hansen in memoriam skrevet i f Nina Simon og det brugerinddragende museum skrevet i j Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj skrevet i f

Klik her for at se den komplete raport.

I løber af 2015 blev der i Martins Museumsblog publiceret 13 nye indlæg. Flere af indlæggene i årets første halvdel handlede om danske udstillinger og museumsinitiativer. F.eks. blev der beskrevet initiativer på de tre aarhusianske museer ARoS, Kvindemuseet og Den Gamle By gennem indlæggene: Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes, Fem kvinder og en enkelt mand og Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj, hvor det sidste indlæg også omhandlede en af det store særudstillinger som Nationalmuseet havde sidste år.

Et andet af forårets indlæg, En fortælling om vinduer, var en beskrivelse af det nyåbnede udstillingssted i Søborg Villum Windows Collection.

I sommers besøgte jeg en række udstillinger og open air museet i USA og det kom til at præge aktiviteten på bloggen i den sidste halvdel af 2015. I alt blev til seks indlæg om amerikanske open air museer og et indlæg om fiktion på museer, der dels tog udgangspunkt The Making of Harry Potter udstillingen ved London og en The Hunger Games udstilling i New York.

Tak til jer, der brugte tid på at læse og dele indlæggene. Jeg håber også, at I også har lyst til at følge med i de observationer, som 2016 må bringe.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse