Category Archives: Diverse

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL

For to uger siden var der Museum Next konference i London og en af årets keynote speakerne var museumsdirektøren og bloggeren Nina Simon. Museum Next Europa er en af de store internationale museumskonferencer, der bliver afholdt i forskellige europæiske byer en gang om året. Konferencen blev første gang afholdt for ni år siden. Også dengang i 2009 var Nina Simon blandt hovedtalerne, og det år talte hun om brugerinddragelse i forbindelse med arbejdet med The Participatory Museum, hendes meget indflydelsesrige bog, der udkom året efter.

Nina Lucimara e Lauren MUSEUM NEXT

Museum Next er også møder med nye mulige samarbejdspartnere. Her Lucimara Letelier fra brasilianske Museu Vivo imellem Nina Simon og Lauren Benetua fra californiske Museum of Art and History, Santa Cruz. Tak til Lucimare Letelier for billedet.

OFBYFOR ALL

I år talte Nina Simon om et nyt initiativ OFBYFOR ALL Change Network, som hun sammen med kollegaer fra MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz lancerede 18. maj i år. OFBYFOR ALL Change Network er et netværk og en bevægelse for organisationer, der gerne vil have mere fokus på deres gæster og det omliggende samfund, og som har det ønske at blive AF, MED og FOR deres communities – hvad end communities er forstået som geografisk lokalområde eller tematisk interessefællesskab.
Nina Simon blev udpeget som museumsdirektør for MAH for syv år siden. Museet var ikke særligt profileret og der var flere i byen som vidste at bygningen engang havde været et tidligere fængsel, men som ikke var klar over stedet i dag var et museum. Den medicin hun gav det hensygnede museum var at tage lokalbefolkningen seriøst og sammen med dem at udvikle museet og museets indhold og brug. De tal Nina Simon præsenterede ved Museum Next viste, at hendes strategi havde virket. I 2011 havde MAH et budget på 700.000 $, 7 ansatte og 17.000 besøgende og i 2018 var de tal steget til et budget på 3.000.000 $, 32 ansatte og 140.000 besøgende. Museet var blevet relevant for flere og Simons analyse af dette var, at museet nu var blevet ”FOR the communities” fordi at det var skabt ”BY & OF the communities.

CnBkO2wb_400x400 OFBYFOR ALL Twitter

OFFBYFOR ALL kan også følges på Twitter, Instagram og Facebook

Før Nina Simon blev direktør på MAH var hun særligt kendt for bogen The Participatory Museum og ikke mindst hendes blog Museum 2.0, hvor hun generøst deler de mange observationer i musemusverdenen hun gør og har gjort. Både bogen og bloggen var med til at mange begyndte at ændre deres praksis, og at mange aktivt begyndte at dele deres egne ideer og tanker, blandt andet er denne blog du læser her en direkte inspiration af Simons museumsbloginitiativ. Helt i tråd med dette aktivistiske element i Nina Simons virke har hun som direktør for MAH også delt hendes tanker på Museum 2.0 og i andre fora og hun har bevaret et ønske om at ændre mere end hendes egen institution. Dette gælder i høj grad også projektet OFBYFOR ALL.
Visionen bag OFBYFOR ALL er at skabe mulighed for, at alle bliver styrket i deres talenter til at kunne bidrage til at styrke samfundet. Og projektet har en tro og et håb på, at det kan ske ved at civile og kulturelle organisationer kan vokse ”of, by and for thier communities.

Vision OFBYFOR ALL

At det både er OF BY og FOR er en vigtigt pointe. Sammenhængen beskrives således:

OF, BY, and FOR practices complement each other.

  • The more an organization is reflective OF its community, the more people feel represented.
  • The more programming is created BY the community, the more people feel ownership.
  • The more programming is FOR the community, the more everyone will want to participate.

Ved Museum Next foredraget i London var en af Nina Simons pointer, at OFF + BY fører til FOR. Gennem hendes foredraget vendte hun tilbage til den formel og viste hvordan at denne tilgang bruges på museet i Santa Cruz, blandet i forbindelse med at lave Dias de la Mortes (Day of the Dead) arrangementer i samarbejde med latino communities eller at lave kunstudstilling See, Be Seen, hvor borgeren selv kommer med billederne.

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til Simons oplæg.

OFBYFOR ALL projektet har ligesom Nina Simon mangeårige virke som en af de bedste museumsbloggere tænkt interaktion og dialog ind i konceptet. På hjemmesiden for projektet ofbyforall.org bliver man opfordret til at udfylde et spørgeskema og igennem det lave en vurdering af ens egen organisations kvaliteter i forhold til at arbejde OF, BY og FOR det omgivende samfund. Der er et netværk, som man kan blive medlem af, og det er muligt at melde sig til bootcamp i museet i Santa Cruz for at lære mere.
Da Nina Simon præsenterede OFBYFOR ALL i London var den første camp blevet afhold og 450 personer havde på det tidspunkt været inde og teste deres museums grad af samarbejde med deres communities. To af dem, som havde taget testen var undertegnede og Anneken, en kollega fra Den Gamle By. Min score var lige over gennemsnittet af communities engagement og Annekens under gennemsnittet selvom det var samme institution vi svarede på baggrund af. Denne forskel gjorde så også, at vi havde en snak om hvorfor vi havde svaret som vi gjorde. Engagement er jo ikke en fast størrelse og dermed er spørgeskemaet ikke et fast målepunkt. I spørgeskemaet er f.eks. et engagement-punkt man blev vurderet på hvorvidt man har møder med communities, men ikke om man gennemfører løbende kvalitative interviews med besøgende, hvilke jo også kan give godt viden om hvad gæsterne og en omverden forventer af museet, og hvordan de gerne vil bruge stedet. Men det som spørgeskemaet bestemt gør, er at det ligesom i mit og Annekens tilfælde lægge op til diskussion om museets rolle og relevans, og det er næsten det vigtigste ved denne del af OFBYFOR ALL initiativ.

Museum Next

OFBYFOR ALL tankegangen var med til at præge konferencen i London. Temaet der var meldt ud var disruption, men den emne som primært blev diskuteret var involvering med museets gæster og med det samfundet omkring en. Ligesom at konferencen var på engelsk var en stor del af oplæggene også fra nordamerikanske og engelske museer og som skandinav kunne man konstatere, at der er etniske problemstillinger, der er mere presserende i USA og England. Museernes samfundsengagement var også spændende at få perspektiveret. Gennem museernes offentlige støtte og forpligtigelser er et virke for samfundet en del af de nordiske museer og et emne vi allerede har en masse praksis omkring. Derfor er det også spændende at høre det italesat af kollegaer fra andre traditioner for dermed selv at blive skarpere på, hvorfor man gør som man gør.

IMG_3144 Mail Rail Postal Museum

Ved Museum Next var også mulighed for at besøge museer, blandt var der en aften et særarrangement i en af Londons nye museumsattraktioner: Mail Rail på Postal Museum, der helt fortjent er nomineret til dette års Art Fund Museum of the Year.

Der var til konferencen et enkelt indlæg fra Norden, og det var om et etnisk emne, hvor der er noget på spil nemlig samernes identitet. Projektet blev præsenteret af direktør for Nordnorsk Kunstmuseum Jérémie Michael McGowan og han fortalte om, hvordan at Nordnorsk Kunstmuseum i Tromsø sidste år i to måneder ”lukkede” og blev omdannet til Sámi Dáiddamusea, det samiske kunstmuseum – et museum, der allerede var et ønske om tilbage i 1970’erne, men som der bare indtil nu ikke har være politisk vilje til at realisere. Projektet og dermed det midlertidige Sámi Dáiddamusea blev til i et samarbejde med samiske kunstnere og organisationer. Projektet blev organiseret helt uden om det politiske system og var en klar kommentar til kulturpolitikken. Det var dermed, udover at være et godt eksempel på et brugerengagerende projekt, også en smuk demonstration af, at armslængdeprincippet i kulturstøtten og et eksempel på en museumsdirektør, der tager denne autonomi seriøst. Projekt gav både museet et nyt publikum og blev også fagligt højt rost, blandt andet ved, at det var med til at Nordnorsk Kunstmuseum i 2017 blev kåret til Årets museum og at projektet fik overrakt den norske Kunstkritikerprisen for 2017.

IMG_3224 McGowan talk

Jérémie Michael McGowan holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i dette indlæg er det et link til McGowans oplæg.

Et andet meget inspirerende oplæg var ”Welcome til the Funhouse”, som blev holdt af Scott Stulen, direktøren for Philbrook Museum of Art i Tulsa, Oklahoma. Scott Stulen har ligesom Nina Simon overtaget et lidt stille museum og gjort det til et bedre sted at besøge og en bedre forretning ved at fokusere på gæsterne og tage deres behov og lokalsamfundets DNA seriøst. Oplægget mindede også en om, at USA bare er mange ting og at der ikke er nogen trylleformular og one-size-fit-all mht. at engagere sine gæster og gøre museet relevant. Man bliver nød til at tage udgangspunkt i hvor man er, og hvem man er omgivet af. Nina Simon havde i hendes præsentation et eksempel med, at de i forbindelse med at åbne museum op for unge fandt ud af, at etableringen af Gender Neutral Bathroom har en betydning, og hun fortalte om udstillinger om plejebørn og udstillinger, hvor gæsteren kunne udtrykke dem selv del kreativt ved at det var borgerens egne billeder som blev udstillet. I oplægget fra Tulsa var der eksempler med Cross Generation Burger Nigths, hvor børnebørn, forældre og bedsteforældre kan spise burgere sammen, museet har ændret deres åbningstider om morgenen så skolerne i området kan nå hjem til skolen inden school lunch, da det er vigtigt for eleverne når det, da flere af dem ellers ville få frokost den dag, og de giver deres klubmedlemmer mulighed for at udtrykke dem selv kreativt ved at de kan besøge museet om mandagen, hvor det er lukket, og lave særlige billeder til Instragram. Hvor museet i Californien gik i dialog med latino befolkningen omkring den store kulturelle og religiøse mærkedag Dias de la Mortes, så fortalt Scott Stulen om en Low Rider Picnic hos dem, da pimpede Low Rider biler er meget populære i dele af latino communities i Tulsa og omegn. Begge steder var arrangementer skabt i samarbejde med grupperne og begge steder var museets møde med samarbejdspartneren taget seriøst. På MAH ved at der på museet var en spansktalende medarbejde som nu er tilknyttet projektet og i Philbrook Museum of Art ved helt pragmatisk at sørge for, at dem der var på job den dag Low Rider arrangementet fandt sted havde lært nogle enkelte spanske fraser, så de kunne møde denne gruppe, der ikke før havde været på museet, med ord fra deres sprog.
Både Simons, McGowans og Stulens oplæg er værd at se, og nederst i dette indlæg er der link til deres præsentationer.

IMG_3221 Scott Stulen talk

Scott Stulen gennemgår Philbrook Museum of Arts key assumptions i forhold til deres rolle som museum. Hør flere af Stulens betragtninger i hans oplæg, som der er link til længere nede på siden.

Det var inspirerende at være til Museum Next, og diskutere udfordringer og god praksis med kollegaer, som også har ønsker og engagement for at skabe museer, der kan røre og betyde mere. Scott Stulen og Jérémie Michael McGowan og flere andre lavede rigtigt gode tiltag. De var i forhold til Nina Simon ikke så udtalte om de metoder de brugte for at møde publikum. Nina Simon og hendes kollega fra MAH var også meget tydelige i deres tilgang omkring at dybe samarbejdsrelationer med lokale grupper er vejen til en større betydning. Tallene viste også at det var en strategi der giver fremdrift og vækst til museet. Ifølge Nina Simon var nogle af bevæggrundene bag OFBYFOR ALL Change Network at svare på de mange spørgsmål hun har fået omkring ændringerne i Santa Cruz og dermed give viden videre, og så samtidigt at blive inspireret af de historier og praksisser som andre vil dele med dem. Helt overordnet at blive inspireret til metoder, hvor museerne kan vælge emner som betyder noget for andre, og at finde de rette ambassadører uden for museet som kan formidle museets historier og betydning til omverdenen. Gøre museer relevant for flere.

OFBYFOR ALL projektet kan dermed også ses som en naturlig forlængelse af Nina Simons sidste udgivelse The Art of Relevance. En bog der udkom i 2016, og et projekt som Nina Simon har gennemført i nogle for netop at afsøge hvornår noget er relevant og hvorfor. For jer der gerne vil vide mere om dette projekt, så kan hele The Art of Relevans læses på sitet http://www.artofrelevance.org/. I kan også vente til det næste indlæg her på bloggen, hvor jeg vil opsummere de pointer fra bogen som jeg selv blev mest inspireret af.

Link

Hjemmesiden for OFBYFOR ALL:
https://www.ofbyforall.org/

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogindlæg om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Nina Simons oplæg på Museum Next Europe 2018 om MAH og OFBYFOR ALL:
https://www.museumnext.com/insight/ofbyfor-all-nina-simon-santa-cruz/

MAH, Santa Cruz

Scott Stulens oplæg på Museum Next Europe 2018 om Philbrook Museum of Art:
https://www.museumnext.com/insight/welcome-to-the-funhouse-museum/

Philbrook Museum of Art, Tulsa

Jérémie Michael McGowans oplæg på Museum Next Europe 2018 om Nordnorsk Kunstmuseum og projektet om Sámi Dáiddamusea:
https://www.museumnext.com/insight/disruptive-indigeneity/

Nordnorsk Kunstmuseum, Tromsø

Andre oplæg fra Museum Next Europe 2018 og indlæg fra tidligere Museum Next konferencer:
https://www.museumnext.com/insight/

IMG_3157 Jim Richardson

1 kommentar

Filed under Diverse

Introduktionen til museet – om forskellige typer af ankomstområder

Alle museer og flere større udstillingsområder har et introduktionsområde, men måden som de er udformet på er ganske forskellige. Nogle er meget gennemarbejde, mens andre bare er opstået. Men uanset, hvor lidt gennemtænkte de måtte være, så har de en vigtig funktion for besøget. Det er her, at den første orientering finder sted og anslaget for besøget sker.

I en sammenfatning af museumsbesøgsstudier inddeler museumsforskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking museumsbesøget i en række faser, hvor den første er orienteringsfasen. For en førstegangsbesøgende er den fase gerne mellem 3-10 min. Det er her, at gruppen samles, overblikket skabes, information opfattes fra skilte og ansatte, koder for adfærd aflæses ved at se på andre gæster og der tages en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte. At museet facilitere denne fase godt giver naturligvis en god start på besøget, men studier viser også, at denne fase kan være væsentlig for den overordnede bedømmelse af museumsbesøget. (Falk, Dierking 1992, p. 58-61 og Falk, Dierking 2013, P. 134-135). Det er bestemt ikke ligegyldigt, hvordan museets møde med gæsten sker.

MOSI velkomstperson DSC02839

En velkomstperson ved MOSI i Manchester, der var rigtigt dygtig et at få gæsterne til at føle sig velkommen.

Introduktioner til museer kan opdeles i flere elementer. I et studie fra 1984 af frilandsmuseets Old Sturbridge Villages dengang nye indgangsområde opdeler forskerne D. Geoffrey Hayward og Mary L. Brydon-Miller fra University of Massachusetts introduktionen i Spatial orientation og Conceptual orientation, hvor der første referere til at kunne finde rundt på museet og det sidste til at introducere temaer og gøre den besøgende klar til museets oplevelser og indhold (Hayward, Brydon-Miller 1984, p. 318).

De to overordnede orienteringstyper er gerne begge tilstede i introduktionsområder og kommer til udtryk gennem forskellige fysiske installationer. Jeg har her forsøgt at sammenfatte en række forskellige konkrete måder, hvorigennem museer giver de besøgende en introduktion til museet og museumsoplevelsen. Der er utvivlsom flere, men her er nogle af dem jeg er stødt på: Biograf, Velkomstrum og Introudstilling, Rejsen, Oversigtskort og Model og Personlig kontakt.

Biograf

En løsning er at lade besøget starte med en film. Vikingeskibsmuseet i Roskilde var tænkt sådan i museets første mange år. Først skulle de besøgende se Børge Høsts film om udgravningen af Skuldelevskibene i Roskilde Fjord, og derefter kunne de gå ud i hallen og se skibene med fjorden som baggrund. En af de berømte museumsintroduktionsfilm er ”The Story of a Patriot” i frilandsmuseet Colonial Williamsburg i Virginia. Filmen varer 37 min. og er optaget på Colonial Willamsburg. I 1957 var det en uhørt ambitiøs museumsfilm lavet i et samarbejde med Paramount Picture og instrueret af Oscarvinderen George Seaton. I dag kan den virke noget 1950’er langtrukken, men filmen har utvivlsomt været en vigtig inspirationskilde til at tænke ambitiøst i forhold til introduktionsfilm og introduktionsoplevelsen.

he Story of a Patriot

Scenerne i The Story of a Patriot er optaget i Colonial Willamsburg. I dette blogindlæg, hvor dette billede er taget fra, fortælles der mere om filmen: http://makinghistorynow.com/2016/02/a-cinephiles-guide-to-williamsburg-the-story-of-a-patriot/

Biograf – Harry Potter Studio

En af de bedste biograf-introduktioner jeg har oplevet er på Harry Potter Studio i Watford ved London. Der er her, at det meste af Harry Potterfilmene blev optaget og før man kommer ind til filmsættende og rekvisitterne er der to introduktionsfilm. Ideen om at lave filmene bliver vist gennem film i et rum, hvor man står op i og bagefter kommer man ind i en filmsal, hvor filmenes tre hovedkarakterer Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger, eller retter skuespillerne bag karakterne, i en film fortæller om studierne og scenerne. Det gør de foran døren til spisesalen i Hogwarts, hvorefter lærredet går op og viser døren til spisesalen i Hogwarts. De besøgende opfordres til at komme og åbne døren – og inde bag ved døren er spisesalen. Så er alle klart til oplevelsen.

IMG_1378

Biograf – Verzetsmuseum

En anden velfungerende introduktionsfilm er på Verzetsmuseum (Dutch Resistens Museum) i Amsterdam. Introduktionsfilmen kæder byens rum sammen med museet. Desværre formår museet ikke helt at have sammen rytme og relevans som filmen, på nær i børneafdelingen, Verzetsmuseum Junior, der i fortællende interiør viser krigen fra forskellige ståsteder, men alle i børneperspektiv.

IMG_2694

I Harry Potter studierne er det en tvungen introduktion, men de andre steder er den frivillig og noget, der blandt andet på grund af længden ikke altid vælges til. Det kan være en rigtigt virkningsfuld introduktion, men det tager tid, og hvis det er frivilligt kræves der en særlig motivation for at gæsterne prioriterer det i besøget.

Velkomstrum og introduktionsudstilling

Et andet greb er et velkomstrum med forskellige effekter. På frilandsmuseet Blist Hill Victorian Town, der er den del at industrimuseumskomplekset Ironbridge Gorge Museum er der et introduktionsdel, som også kunne betegnes som en biografløsning. For at komme ind i frilandsmuseet skal man gå igennem en introduktionsbygning. Der er et rum, der med sine murede vægge og støbejernsstolper ikke er en biograf, men på væggene projekteres en 8 min. lang film om industrialiseringen vist gennem en række sceaner og stemningsbilleder, som beskriver arbejdet, arbejderne og deres produkter.

Derefter er der en gang, hvor frilandsmuseet og forbindelsen til industrialiseringen og det industrialiserede landskab introduceres, både gennem oversigtkort, men også med filmeffekter, hvor man som gæst blandes med personer fra museets tidsperiode.

IMG_7199

Velkomstrum – Skansen

På Skansen i Stockholm kommer man op til et introduktionslokale, hvis man tager rulletrappen op fra Hovedindgangen. Sidst jeg tog den vej ind i museet (i 2011) bliv man mødt af en skærm, der gav informationer om hvad der skete på museet det dag. Der var derudover nogle skæmtekulisser til fotomulighed og en række display/montre som fremhævede forskellige elementer ved museet, f.eks. Berättelser, Inspiration, Gemenskap, Helsvenskt, Möten og Upptäckter. Ideen er nok god, men ikke noget, som kan måle sig med den stemning der er på museet og som gæsterne nok forventer at møde. Det var i hvert fald ikke er område de forbipasserende stoppede ved og heller ikke noget jeg blev grebet af – ud over af en professionel interesse for tiltaget.

Skansen dec 2011 c

Skansen dec 2011 b

Velkomstrum – Beamish Museum

Et andet museum der har et større ankomstrum er Beamish Museum i Nordengland. Ligesom Skansen er Beamish et frilandsmuseum, og før man kommer ind på det store område går man igennem en bygning med en model over området og en række billeder fra området. Her er der arbejdet mere med stemning, men det store mørke rum har ikke sammen gribende atmosfære som frilandsmuseets landskabet og personbårne industrielle fortællinger. Og udover de visuelle indtryk giver rummet ikke meget information.

IMG_1156

Velkomstrum – Black Country Living Museum

På et andet stort industrifokuseret engelsk frilandsmuseum Black Country Living Museum er der også et område i indgangsbygningen med yderligere information før man går ud i parken. I modsætning til de omtalte indgange i Skansen og Beamish er det ikke et område man behøver at se, men en sidegang man kan vælge til. Hvis man gør det, er der en række stærke billeder af industriarbejdere, nogle plancher om byer og steder i Black Country området og en genstandsudstilling med nogle af de produkter som industrien i området producerede. Fotografierne er det første man ser og også det mest fængende og stemningsfulde.

IMG_7406

DSC_0603

Tilgangen i Black Country Living Museum vil også kunne betegnes som en introduktionsudstilling. Der er også et greb, der blandt andet bruges i National Football Museum i Manchester, hvor en lille gang bliver brugt til at give et oversigt over markante begivenheder i engelsk fodbold før man går ind til den genstandsorienterede del af museet.

NFM introgalleri 1 DSC02940

På de amerikanske frilandsmuseer Frontier Culture Museum i Virginia og Old Sturbridge Village i Massachusetts er der lavet større introduktionsudstillinger i forbindelse med museernes indgangsbygninger. Tilgangen og grebene på de to museer er ganske forskellige.

Velkomstrum – Frontier Culture Museum

Frontier Culture Museum er et museum med et interessant koncept: At vise bygninger fra ”The Old World” – Vestafrika, England, Tyskland mv. og også vise bygninger fra ”The New World” – Nordamerika i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet. Museet giver dermed den besøgende en mulighed for at reflektere over inspiration og vidensoverlevering i materiale kultur i den nye verden. Men det er også en svær historie at få engageret de besøgende i. Introduktionen til denne sammenligning giver i indgangsbygningen – dels gennem en introduktionsfilm, men primært gennem en masse tekst. Ikke en umiddelbart appellerende udstilling, og da jeg besøgte museet i sommeren 2015 med en gruppe bestående at tre generationer og over 10 personer i alt prøvede den venlige billetsælger heller ikke at få os derind.

IMG_6957

Velkomstrum – Old Sturbridge Village

Old Sturbridge Village har et mere enkelt koncept. Museet fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet gennem huse og miljøer både fra by og land. Museums indgangsbygning er meget mere varieret i sin form, og som det føromtalte studie af Hayward og Brydon-Miller viser, så er er det i ankomstområdet også lavet publikumsundersøgelser og ankomsten er blevet analyseret for at give de besøgende en god introduktion. Ligesom ved Frontier Culture Museum besøgte jeg museet som del af en større gruppe bestående af tre generationer, men her i Old Sturbridge Village var der noget alle kunne blive interesseret i. Der var aktiverende display som gav viden om håndværk og kultur i området og tiden, og der var et aktivitetsområde med hand-on aktiviteter og blandt anden en 1800-tals købmandsbutik som kunne bruges som ramme for børnenes leg.

DSC_0620

IMG_7297

Vi brugte noget tid i intro-området i Old Sturbridge Village, da det fangede alles interesse, men meget lidt tid i Frontier Culture Museums introduktionsudstilling, da den var en slet social oplevelse, og et område som en ikke planchetekst-glad person hurtigt kunne blive træt af.

IMG_6955

Nogle af disse introduktionsområder er placeret så de skal passeres på vej ind i museet, mens andre er et tilvalg til oplevelsen. Det første betyder, at de skal kunne være relevante for de fleste besøgende, og de sidste har det aspekt, at museets så ikke kan forudsætte, at alle har opdaget området og har fået de informationer og oplevelser med sig før besøget på museet.

Rejsen

En type introduktionsrum som jeg har valgt at give en egen kategori er rejsen. Det er styrede forløb, hvor udstillingens eller museets tema introduceres. Et eksempel på denne introduktion er ved Deutsche Fussballmuseum i Dortmund. Udstillingerne begynder på 2. sal og for at komme derop skal man tage en rulletrappe, der er en tegnet fremstilling af fodboldfans af forskellige tyske klubber afsluttende med en hujende Frau Merkel.

IMG_4900

IMG_4904

Rejsen – Canon van Nederland

En ny afdeling af det store Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er Canon van Nederland, en stor samlet og ambitiøs udstilling om Hollands historie. Udstillingen åbnede i september 2017 og adgangen til denne udstilling sker gennem kælderen i den nyombyggede ankomstbygning til museet.

IMG_8122

For at komme hen til det store centrale rum i Canon van Nederland udstillingen (der var der hvor Holland-Rama, en experience om landets historie blev vist frem til 2016) skal man passere en mindre gang. I denne gang komme man forbi en række flader med projektioner, som viser film med dramatiserede situationer fra de forskellige tidsperioder udstillingen er delt ind i, f.eks. 1700-1800, 1800-1900. Der er de samme temaer om at mødes og spise som bliver vist i filmene til de forskellige perioder, og der er dermed en sammenligning, som udviklingen i tid kan fornemmes ud fra.

DSC_0618

IMG_8127

Elevatorturer til udstillingen og museet kan også bruges som en introduktion af denne rejse-type. En kort og en lang af slagsen kan opleves i New York og Aarhus ved henholdsvis indgangen til One World Observatory i One World Trade Center og Aarhus Fortæller i Den Gamle By.

Rejsen – One World Observatory

Til One World Observatory er der en elevatortur op til 102. etager og undervejs i elevatoren kan opbygningen af byen følges på tre af væggene i elevatoren. Tiden går fra 1500 tallet og frem og mens man køre op vokser byen i højden. Et minuts tid senere er man oppe og fremme ved i dag.

Det er imponerende lavet, og faktisk lidt for meget. Der sker noget fra gulv til loft og med elevatoren fyldt med folk er det umuligt at se overblikket som turen egentlig tilbyder. Det kan hurtigt kunne til at virke som om, at man går glip af noget.

Rejsen – Aarhus Fortæller

Aarhus Fortæller er en udstilling, som fortæller om Aarhus fra vikingetiden og til i dag. Udstillingen begynder med at man tager med en elevator en etage ned. Turen varer knapt et ½ minut og viser en film, der er en tidsrejse 1000 år tilbage i tid. Tidsrejsen er vises på skærme lige over hovedhøjde. Blandt andet bestyrket af oplevelsen i One World Trade Center blev dette mere komprimerede synsfelt valgt, for at given en mere samlet oplevelsen af tidsrejsen tilbage i tid.

Oversigtskortet og modellen

Sammen med det udleverede kort over museet er oversigtskortet ved museets indgang vel den mest brugte introduktion til museer. De eksempler jeg hidtil har nævnt har være det som Hayward og Brydon-Miller betegner som conceptual orientation. Oversigtskort er derimod primært til for spacial orientation. Det er her man kan se hvor man er, og hvad der venter en af oplevelser på museet.

DSC02888

På det svenske frilandsmuseum Jamtli er der oversigtskort flere steder og i museets indgangsbygning er der også en lidt anden version, som viser museums forskellige områder og hvor dagens program også vises.

DSC_0563

DSC_0443

Kort bruges også til at give information om konteksten i udvandremuseet BallinStadt i Hamborg. Der er der i ankomstområdet et kort i gulvet, som viser, at museets bygninger var en del af et større kompleks, som blev brugt i forbindelse med udvandringen til USA.

IMG_1075

Model over området er en anden måde at give en spatial orientiation. Det benyttes Skansen i Stockholm sig af ved hovedindgangen. Modellen er desværre svært at komme tæt på på grund af afspærring, og derfor også svært at orientere sig igennem.

Skansen dec 2011 a

Conceptual orientation og Spacial orientation er en måde ankomstområder kan inddeles i funktioner. Der kan også skelnes mellem informationsorientere introduktioner og stemningsorienterede introduktioner. Filmmediet kan være særligt godt til at sætte en stemning, men mindre velegnet til at give et overblik. Plancher og kort kan samle mange informationer, men vækker ikke mange følelser og kan ikke så nemt sætte associationer i gang.

Personlig kontakt

Når jeg tænker tilbage på mine mange møder med ankomstområder på museer er der dog et element som jeg særligt husker – det er det personlige møde. Den gode museumsvært som lige spørg ind til ens besøg eller bare kort introducere til hvad museer kan. Mødet skaber fokus, kan give en målrettet information som nok så mange plancher ikke kan dække, og personer irl kan være mestre i at sætte en stemning.

IMG_2809

I det nyåbnede museum Micropia i Amsterdam bliver man mødt af en person, der i sin kittel passer ind i museets tema, mikrober, og som giver en kort introduktion til museet.

Gode folk i ankomstområdet er altid godt – men de er ikke en undskyldning for at museer ikke også gennem ankomstområderne sætter en stemning og giver en god orientering om, hvad der venter på museet.

Citeret litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Hayward, D.G. & Brydon-Miller, M.L. (1984) Spatial and conceptual aspects of orientation: Visitor experiences at an outdoor history museum. Journal of Environmental Systems. 13, 4, p. 317-332.

Egne blogposter om nogle af de omtalte museer:

Harry Potter Studio
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Blist Hill Victorian Town og Black Country Living Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Frontier Culture Museum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

Old Sturbridge Village
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

BallinStadt
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/08/03/ballinstadt-i-hamborg-gribende-indhold-i-kalejdoskopisk-indpakning/

Deutsches Fussballmuseum
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/25/deutsches-fussballmuseum-i-dortmund-tysk-iscenesaettelse-og-interaktion-2/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Aarhus 2017 – bestemt “a year of culture”, men også “a world of change”?

A world of change – a year of culture har der stået på bannere I det østjyske i 2017. Med kulturhovedstaden Aarhus 2017’s mere end 450 unikke events, koncerter, udstillinger mm, der i alt blev vist til mere end 10.000 arrangementer må det siges at have været a year of culture, sværere er det nok at afklare om det så også førte a world of change med sig?

Åbning af Aarhus 2017 januar 2017

Åbning af Aarhus 2017, januar 2017

Aarhus 2017 har modtaget 495 millioner i støtte fra kommunerne, regionen Midtjylland, staten og EU. Det er mange penge, men satsningen har også skabt vækst og indtægter og har rejst mange private midler. Kultursatsningen er blevet støttet af mindst lige så mange midler fra fonde, firmaer og private personer som af bidragene fra det offentlige, foruden at der er blevet tilført massevis af arbejdskraft fra frivillige, firmaer og organisationer. Det kan diskuteres om nogle af de offentlige midler og fondsmidlerne uagtet kulturhovedstadsåret ville være brugt på kultur. Jeg er selv ikke i tvivl om, at Aarhus2017 har været vigtig i forhold til, at der er kommet mange private midler til kulturlivet i region Midtjylland og heller ikke, at Aarhus2017 er den væsentligste årsag til stigningen af turister til regionen. I forhold til resten af landet har der været en større vækst i hotelovernatninger i Region Midtjylland, og spisestederne og kulturinstitutionerne i Aarhus melder generelt også om et år med vækst og rigtigt mange gæster.

Kultur ud til mange

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet med den Aarhus 2017’ske titel rethinkIMPACTS2017 undersøger kulturhovedstaden og dens arrangementer. I en status ved afslutningen af året kunne projektets leder Louise Ejgod Hansen meddele, at ca. 60 % af beboerne i Aarhus 2017’s hjemmebane, Region Midtjylland, havde deltaget i et af Aarhus 2017’s arrangementer. En stor del af deltagerne var i følge undersøgelsen ikke klar over, at de havde deltaget i et særligt kulturhovedstadsarrangement, og der er derfor tænkeligt at en endnu større procentdel kan have deltaget – de ved det bare ikke selv. Og rethinkIMPACTS2017s undersøgelser viser også, at kulturtilbuddene bliver meget godt modtaget af publikum.

Aarhus Stories marts 2017

Aarhus Stories, marts 2017

En artikelserie i Jyllands-Posten i de sidste uger kommer med eksempler på, at kulturhovedstadsåret også har betydet noget i andre dele af region Midtjylland end hovedbyen Aarhus. Der er historier fra udstillinger og arrangementer i bl.a. Herning, Randers, Skive og Ebeltoft. Artiklerne fremhæves både positive og negative aspekter ved projekterne, men overordnet fortælles der om, at kulturhovedstadsåret skabte nye muligheder og der kom en berigelser gennem nye samarbejdsrelationer.

Vækst i kulturturismen, nye muligheder og kultur ud til mange – på den måde et vellykket kultursatsning. Jeg vil også vove den påstand, at for alle i området som bare havde en minimal interesse for at se noget, der mindede om et kulturtilbud, ja, så var muligheden der, også til arrangementer der var gratis, og til arrangementer målrettet, hvilken som helst aldersgruppe.

Afslutningsevent december 2017

Afslutningsevent, december 2017

Egne kulturoplevelse

Jeg har selv haft et rigtigt spændende år og har haft muligheden for at opleve typer af kulturtilbud som jeg ellers ikke dyrker meget. Sommerferien i år gik bl.a. i en uge til hjemlige Aarhus. Der blev sparet på familiens sommerferiebudget og i stedet købt billetter til teater, dans og koncerter. Det var ikke alt som jeg selv synes var fantastisk, men der var rigtigt mange gode oplevelser i 2017. F.eks. Moesgaards Rejsen, Den Gamle Bys Aarhus Fortæller, O-Spaces MANIFESTO, åbnings- og afslutningsfejringerne, byens pladser under festugen, og optrædener med Anohni og Philip Glass, Martin Luther i Aarhus Teater og en befriet gudtjeneste i Domkirken.

Anohni og Aarhus symfoniorkester november 2017

Anohni og Aarhus symfoniorkester, november 2017

Mærkere jeg selv en change? Ja, måske i momentet, når de nye oplevelser gik gennem ens egen panser og vækkede føleler, indsigt og underen.

Men hvad kunne i det store perspektiv give a world of change for byen og regionen?

Kultur i det offentlige rum og nye samarbejdspartnere

For mig at se skete de vigtige ændringer nødvendigvis ikke, når de store stjerner og kunstnere var på træk i regionens kulturhuse, men mere når nye samarbejder blev skabt og nye steder at opleve kunst og kultur blev afprøvet.

Det kunne være gennem ny brug af det offentlige rum som ved åbningsceremonien sidste januar, hvor mere end 76.000 deltog, eller når byens historie blev fortalt gennem musik og animationer på Aarhus Domkirke. Noget som 25.000 oplevede i marts gennem eventen Aarhus Stories. Det mødtes folk som ellers ikke ville mødes, og i det offentlige rum blev der skabt et moment at sammenhold. Velkendte steder i byen fik gennem sammenholdet et til lag i byens og den enkelte persons historie.

Nye lag og fremtidige muligheder blev også skabt gennem samarbejde. Et eksempel på et nyt samarbejde mellem anderledes, men lokalt forankrede kræfter var Teater Svalegangens livtag med gudstjenesteformatet i Befri Gudstjenesten, som de blandt andet lavede sammen med dansetruppen Don Gnu, Michelin restauranten Gastromé, Aarhus Gospel Singers og Aarhus Domkirke. Nye relationer, der så også skabte en stor oplevelse i Aarhus Domkirke i en lille uges tid og også et arrangement, der kunne rejse en debat landet over.

Befri Gudstjenesten februar 2017

Befri Gudstjenesten, februar 2017. Foto: Teater Svalegangen

Det er det lokale, ikke det globale, som giver den største langvarige impact

Jeg tror lokal vil-selv-ånd og lokale samarbejder har skabt helt nye ideer og muligheder i 2017, og at det har lagt meget mere til den kulturelle hovedstol i regionen, end når stjerneinstruktører eller teatre blev hentet ind for at sætte nye stykke op, og de særlige i-international-klasse-begivenheder blev skabt uden et tæt samarbejde med lokale skuespillere, kunstnere og institutioner.

Det var der, hvor erfaringer selv blev gjort, at de kan komme i brug senere. Når ARoS selv organiserede kunst i byrummet med The Garden, når Den Gamle By selv opbyggede en af de mest ambitiøse permanente byhistoriske udstillinger i 2017, når Naturhistoriske Museums selv indsamlede vidnesbyrd og billeder af naturen inden for ringgaden – Urban Habitat – og skabte det om til formidling og udstilling. Når Aarhus Musikskole selv stod for det utroligt ambitiøse Flaskepost projekt, hvor hundredevis af børn blev sendt ud i byen for at synge og spille nyskrevet musik, og der til hele konceptet blev lavet danse og en overliggende storyline publikum skulle opleve musikken igennem. Alt sammen fremført af børn og med en naturlig attitude om, at de her børn bare var professionelle og dygtige. Musikskolen og de nævnte museer ville aldrig have fået de erfaringer, hvis ambitionsniveauet ikke havde været kulturhovedstads-højt og institutionerne ikke havde valg selv at være tæt på udviklingen.

Måske ikke international projekter, som i begrebet skaffet-fra-udlandet, men super ambitiøse projekter og en opsamling af erfaringer, der – hvis de bliver brugt godt af kulturinstitutionerne – kan være med til at skabe et change til det bedre.

Flaskepost til fremtiden december 2017

Flaskepost til fremtiden, december 2017

Link

Rapporter om publikumsdeltagelse fra RetrhinkIMPACTS2017

http://newsroom.au.dk/nyheder/vis/artikel/oplevelsen-af-aarhus-2017-rethinkimpacts-2017-goer-foreloebig-status/

http://projects.au.dk/fileadmin/user_upload/171207_datarapport_befolkning_til_offentliggoerelse.pdf

Artikler om Aarhus2017 og overnatninger, restaurantbesøg, besøgstal mm

https://stiften.dk/aarhus/Status-paa-2017-Hoteller-og-restauranter-melder-om-et-godt-aar/artikel/490142

https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/zzzzz-rekordmange-har-sovet-paa-hotel-i-danmark-i-aar

https://jyllands-posten.dk/aarhus/ECE10098165/fakta-turister-valfartede-til-europaeisk-kulturhovedstad/

https://aarhus.tourismbarometer.com/Current?year=2017

https://stiften.dk/kultur/Rekord-paa-rekord-Kulturhovedstaden-kan-maerkes-paa-attraktioners-besoegstal/artikel/492821

https://www.tv2ostjylland.dk/artikel/kulturaaret-snart-slut-museer-ridder-videre-paa-succesen

L IMG_6931

Urban Habitat udstilling

Jyllands-Postens serie om kulturhovedstads projekter i region Midtjylland:

Herning – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10161241/herning-har-vaeret-med-til-at-loefte-hele-regionen

Skive – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10165899/kunstner-det-handler-ogsaa-om-hvordan-jeg-bruger-de-her-muligheder

Randers – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10172522/randers-efter-2017-havnen-bliver-aldrig-den-samme-igen

Odder – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10175465/naar-det-regner-i-aarhus-drypper-det-jo-ogsaa-i-odder

Ebeltoft – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10177856/dovenskab-gav-glasmuseum-nyt-publikum

Ringkøbing-Skjern – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10195098/da-en-superligaklub-ringede-til-musikskolen

Holstebro – https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/ECE10200894/synligheden-har-givet-samarbejder

Egen observationer på bloggen fra kulturhovedstadsåret

Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen – tre udstillinger i Aarhus 2017 kulturhovedstadsåret med fokus på fortællingen – om tre udstillinger, som jeg personligt synes var blandt kulturhovedstadsårets bedste

Hay Festivalen på DOKK1 – betragtninger om særarrangementer vs. basisdrift – om den internationale børnelitteraturfestivalen Hay Festival og om særarrangementer i forhold til styrken ved kulturinstitutionernes basistilbud

IMG_5796

Aarhus Fortæller

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

2017 in review

Tak for 2017 og tak til alle jer, som har fulgt min museumsblog.

I 2017 blev Martins Museumsblog besøgt 5.405 gange. Der blev publiceret 13 indlæg, og der kom læsere fra 51 lande til bloggen, primært besøg fra Danmark (4002), og derudover flest besøg fra USA (869), Tyskland (146), Norge (70) og Sverige (63).

De fem mest besøgte indlæg i 2017 var John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen fra november 2017, Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, IKEA museum i Älmhult fra juli 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011 og Nye museer – Moesgaard Museum fra oktober 2014.

Året på Martins Museumsblog har været præget af besøg på udenlandske museer jeg har haft i forbindelse med konferencer, møder eller private besøg, af besøg på danske udstillinger og af, at Aarhus i 2017 var europæiske kulturhovedstad.

IMG_5355

Et af de bedste museer jeg besøgte i 2017 var det relativt nyåbnede Europäisches Hansemuseum i Lübeck. I maj 2017 var der et indlæg om et besøg med familien som jeg havde på museet.

Blogindlæggene om de udenlandske museer var blandt andet om tyske museer. I januar kom det første indlæg om en tysk museum. Det var om DASA i Dortmund, DASA i Dortmund og 17. Szenografie-Kolloquium, senere kom to indlæg om interaktion og iscenesættelse på tyske museer, hvor det ene indlæg var om Hansamuseet i Lübeck Tysk iscenesættelse og interaktion 1 Europäisches Hansemuseum i Lübeck, og det andet om det tyske fodboldmuseum i Dortmund, Deutsches Fussballmuseum i Dortmund – Tysk iscenesættelse og interaktion 2.

I oktober var det et indlæg om det meget betagende besøgssted Carriéres de Lumières i Sydfrankrig, Carrières des Lumières – en fortælling med værker af Bosch, Brueghel og Archimboldo

DSC_0450

I store kalkstensgrupper i den sydfranske by Les Baux-des-Provance er det muligt at opleve spektakulære billedfortællinger med store værker fra kunsthistorien. I år var der med værker af blandt andet Bosch, Brueghel og Archimboldo.

Der var også et indlæg om engelske open air museer, Europæiske open air museer i dag – AEOM Conference 2017 på Black Country Living Museum, Avoncroft Museum og Blist Hill Victorian Town. Indlægget var også om den store AEOM konference for europæiske open air museer, der bliver afholdt hver andet år. Et andet konferenceindlæg på bloggen var om European Museum of the Year Award, der i maj måned blev kåret i Zagreb, European Museum of the Year 2017.

Fra de hjemlige himmelstrøg var der indlæg om Dansk Plakatmuseums udstilling om Europa Hvad er Europa? Plakatudstilling i Aarhus, og om Nationalmuseets koloniudstilling, Stemmer fra kolonierne på Nationalmuseet – om lyd, fortælling og genstande.

IMG_9035

Fra Nationalmuseets udstilling Stemmer fra kolonierne.

På Martins Museumsblog kom der i årets løb to indlæg om aktiviteter i forbindelse med Aarhus2017. Det ene var om tre udstillinger, som jeg personligt synes var blandt kulturhovedstadsårets bedste, Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen – tre udstillinger i Aarhus 2017 kulturhovedstadsåret med fokus på fortællingen. Et andet indlæg, Hay Festivalen på DOKK1 – betragtninger om særarrangementer vs. basisdrift tog udgangspunkt i børnelitteraturfestivalen Hay Festival, der i oktober blev afholdt på DOKK1.

IMG_5795

To af de udstillinger, der åbnede som del af programmet for Aarhus2017 og som stadig kan opleves er Aarhus Fortæller i Den Gamle By og Rejsen på Moesgaard Museum, her er et billede fra kirkerummet i Aarhus Fortæller. Begge udstillinger kan anbefales.

Det af årets indlæg som fik flest besøg handlede dog hverken om Aarhus2017 eller om en dansk eller en udenlandsk udstillingen. Det var indlægget, John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen, der var om de to amerikanske museumsforskere Falk og Dierking og særligt om det tankesæt om museet som et socialt og personligt rum, som de lancerede i forbindelse med deres bog The Museum Experience.

Tak til alle som læse med; sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

I år er det 25 år siden, at John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog The Museum Experience blev udgivet. Det er en bog, der for mange museumsprofessionelle har været en brugbart ramme at forstå museumsoplevelsen inden for, og det er utvivlsomt også en bog, som har været vigtig i den øget fokus på museumsgæsten som museerne generelt har prioriteret i de sidste årtier.

Det følgende er en gennemgang af nogle af hovedpointerne i den forståelsesmæssige ramme om museumsbesøget, som Falk og Dierking formulerede for 25 år siden. I gennemgangen har jeg også inddraget to af Falk og Dierkings andre bøger Learning from Museums – Visitor Experiences and the Making of Meaning fra 2000 og The Museum Experience Revisited fra 2013, der er opfølgninger, udbygninger og til tider gentagelser af emnerne og pointerne i bogen fra 1992.
Når Falk og Dierking bruger ordet museum, er det i en bred definition, der både inkluderer kulturhistoristiske og naturhistoriske museer og kunstmuseer, foruden zoologiske haver, akvarier, science center, historiske hjem og andre udstillingssteder. Det er samme brede definition jeg vil bruge i min gennemgang.

The Interactive Experience Model / The Contextual Model of Learning

Centralt i Falk og Dierkings tænkning er The Interactive Experience Model.

Falk Dierking The Interactive Experience Model w

The Interactive Experience Model fra The Museum Experience, p. 5

Modelen beskriver at museumsoplevelsen består af tre kontekster:

1) Den personlige kontekst
2) Den sociale kontekst
3) Den fysiske kontekst

Den personlige kontekst er det, som gæsten selv bringer med til museet.
Alle kommer til museet med deres egen agenda og motivation for besøget – og besøget vil være forstået ud fra og farvet af gæstens egne erfaringer.

Den sociale kontekst er de andre personer, som gæsten interagere med på museet.
Langt de fleste besøger et museum sammen med andre og undervejs i museumsbesøget møder man på et tidspunkt også andre gæster eller museumsansatte. Denne sociale kontakt er også afgørende for den oplevelse gæsten har. Museumsbesøget bliver for eksempel en vidt forskellig oplevelse afhængig af, om man er på tur med sine børn eller med en jævnaldrende voksen, og den kontakt man har – eller ikke har – med museumsansatte betyder også noget for den samlede oplevelse.

Den fysiske kontekst er de fysiske opgivelser gæsten er i.
Den fysiske kontekst er alt det som den besøgende møder på museet – genstandene, de enkelte rum, bygningen, lugten, stemningen m.v. Det hele er med til at præge den oplevelse gæsten får.

Modellen blev i Learning from Museum (2000) justeret til The Contextual Model of Learning, ved at tid blev tilføjet som et fjerde element. I den bog udbygger Falk og Dierking modellen med teorier om læring og eksempler på læringselementer ved museumsbesøg. Og en af pointerne er, at det er noget som ændre sig over tid. Det er forskellige elementer fra museumsbesøget, der bliver husket og brugt i lærings- og vidensrelaterede situationer afhængigt af de påvirkninger den besøgende før eller efter besøget har haft i personlige, sociale og rumlige sammenhæng – modellen skal derfor ikke ses statisk, men som elementer og kontekstualiseringer, der gentager sig.

Falk Dierking The Contextual Model of Learning

The Contextual Model of Learning, fra Learning from Museums, p. 12

Forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg

Et emne som Falk og Dierking tager op omkring den personlige kontekst er forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg. Et sted, hvor Falk blev opmærksom på dette spændingsfelt var i forbindelse med et studie af mere end 900 børns field trips til National Zoo i Washington D.C. Der blev lavet tre forskellige introduktioner til turen.
Nogle af klasserne fik en introduktion fra en forsker om, hvad de kunne forvente at lære på turen. Hvilke dyr de skulle studere og hvilke emner, der kunne være spændende om disse dyr.
En introduktion som nogle af de andre klasser fik, var en orientering om de processuelle evner, som børnene skulle bruge på turen. Børnene fik præsenteret måder de kunne observer og studere dyrene på.
Den sidste introduktion var en konkret beskrivelse af, hvordan turen ville forløbe. Hvordan de kom til den zoologiske have, hvor de ville parkere, hvad de skulle se, hvad de kunne købe i butikken og hvad de skulle have til frokost.
Denne sidste introduktion var baseret på den måde børnene i forvejen snakkede om field trips på – at de skulle ud og køre, se noget, kunne købe noget og måske få en anden madpakke end den som de plejede af få. Den sidste introduktion var dermed mere i tråd med børnenes agenda i forhold til de to første, der understøttede skolens læringsagenda.
Børnenes viden om de emner de ville møde på turen til National Zoo i Washington blev testet før besøger, nogle uger efter og tre måneder efter besøget. Undersøgelsen viste, at de børn der havde fået den tredje type introduktion havde et signifikant højere læringsudbytte. Observationer ved selve besøgende havde også vist, at de klasser der havde fået den introduktion var mere afslappede og fokuseret mens de var i the National Zoo. De børn vidste hvad de skulle og de behøvedes ikke at bruge energi på at spekulere om, hvorvidt de nu kunne bruge de dollars som de havde fået med og om de nu fik set en panda eller ej. Børnene var forberedte og deres forventninger til turen svarede dermed i forhold til de andre grupper bedre til turens faktiske forløb (Falk/Dierking 1992, p. 30-33).
En museumsoplevelse starter før besøget og det at kunne tune gæsten ordentlig ind er vigtigt for at museumsoplevelsen bliver bedre.

Special forloeb Blindebuk DGB

De seneste år har Den Gamle By tilbudt forløb for mentalt handikappede børn. En af grundene til at de børn, som normalt har det svært ved museumsudflugter, får et godt besøg er, at de inden besøget nøje har fået at vide hvad, der skal ske og hvem de vil møde på museet, så de på forhånd kender forløbet og kan føle sig trygge.

En social oplevelse

I de tre overnævnte bøger af Falk og Dierking er der talrige referencer til studier, som fastslår at museumsbesøg i høj grad er en sociale begivenhed. Falk og Dierking har i deres gennemgang af de sociale relationer delt undersøgelserne op i familiegrupper, skoleudflugter, voksne grupper, andre typer besøgende og kontakten til ansatte på museet (Falk/Dierking 1992, kap 3 og særligt Falk/Dierking 2013, kap 7, hvor grupperne er udbygget).
Museer er generelt fokuserede på at tiltrække familier, men ikke altid gode nok til også at imødekomme familiernes behov, når de så er på museet. En af Falk og Dierkings pointer er, at man sjældent ved familiens morgenbord høre udsagnet ”Hey, let’s go to the aquarium today and lern about Teleost fish”. Forældre vil gerne have viden til deres børn og vælger museer ud fra en overordnet ide om, at museet er et godt sted at tage hen, fordi her kan børnene lære noget. Det aspekt er dog kun ét sammen med andre agendaer som socialisering, have det sjovt, gøre noget der er nemt og styrke identiteten og sammenholdet som familie. Og for at det kan bliver et bedst muligt museumsbesøg skal museet tage alle agendaerne seriøst. Museer er kun et godt sted, hvis det opfylder familiens behov. Dette ligger sig op af en anden overordnet pointe fra Falk og Dierking: Museer bliver valg, fordi at to elementer er tilstede: 1) Jeg eller en i min gruppe har et personlig eller socialt ønske eller behov og 2) Jeg eller en i min gruppe har en tro på, at et museum kan være stedet, hvor det behov eller ønske bliver tilfredsstillet (Falk/Dierking 2013, p. 41-46 og 149-157).
Denne fokusering på de forskellige personlige motivationsdrevne identitetsbehov er af John H. Falk blevet udbygget yderligere i bogen Identity and Museum Visitor Experience fra 2007. Bogen er også inspirerende læsning og en grundig gennemgang af de motivationsdrevne besøgstyper, som Falk inddeler de museumsbesøgende i: Explorer, Facilitator, Experience seeker, Professional/Hobbyist og Recharger.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

I sommeren 2015 mødtes min familie med John og Lynn og deres søns familie på Frontier Culture Museum i Stauton, Virginia. Gruppen vi var en del af viser, ligesom andre grupper på museer, en social og personlig identitets-motiveret komplexitet. I dette tilfælde var der for eksempel to forældrepar med hver deres børn, to børnebørn på tur med deres bedsteforældre, en kone-svigerdatter-mor, der viste en tidligere studiearbejdsplads frem, en 11 årig med alle antenner ude og sugende det engelske sprog til sig som en svamp, fire museumsprofessionelle, der undersøgte formidlingsgreb og en 1 årig og en 14 årig, der sikkert havde set museer nok i den sidste uges tid og bare ville genoplades lidt inden det blev tid til den lovede frokost med dessert.

Museets virkemidler

Falk og Dierking ser på museet som et hele, både de udstillede objekter og deres præsentation, men også parkeringspladsen, butikken, restauranten, toiletterne mv.
Alt ved museet er med til at skabe oplevelsen. Og oplevelsen skabes hos den besøgende. Undervejs i besøget skaber museumsgæsterne deres historier og vælger de elementer, som de der finder spændende eller lige har behov for i situationen eller i deres aktuelle periode i deres liv. De museumsansatte kan ikke planlægge på forhånd, hvad gæsterne skal fokusere på, men kun give dem muligheder at vælge imellem.
I Falk og Dierkings bøger er der henvisninger er flere studier som undersøger publikums brug af museumsrummet og de viser blandt andet, at gæsterne ikke altid gør det som man må formode, at de ansatte har tænkt. Der er for eksempel henvisninger til undersøgelser om, at museumsgæster kun bruger få sekunder på at læse teksterne i udstillingen. Da de fleste museumstekster ikke er designet til at kunne læses i få sekunder er en gængs konklusion, at gæster ikke læser tekster, hvilke så heller ikke er rigtigt. I undersøgelser, hvor gæster er fulgt gennem hele deres besøg er konklusionen, at alle de gæster der kan læse, læser nogle tekster, men ingen læser alle. Og med at læse er det oftest at skimme blandt andet for hurtigt at kunne give informationer videre til dem man er sammen med (Falk/Dierking 1992, p. 49, 70-74 og Falk/Dierking 2013, p. 116-118).

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Siden 2014 har Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By brugt den svenske forfatter Magareta Ekarvs udstillingstekstprincipper, der blandt andet er designet så teksterne er nemme at skimme, og så det er nemt hurtigt at danne sig et overblik over indholdet. Her fra udstillingen Valget er dit! i 2015.

Et andet emne som Falk og Dierking skriver om, er hvordan et museumsbesøg tidsmæssigt og adfærdsmæssigt foregår for henholdsvis førstegangsbesøgende og erfarne besøgende. I undersøgelsen af de førstegangsbesøgende opdeles besøget i fire faser. Ved dette eksempel på et 1½-2 timers besøg er faserne fordelt på denne måde:

1) Orienteringsfasen. 3-10 min. Her er gæsterne lidt i et limbo og skal finde ud af, hvordan besøget skal blive. De orienterer sig, får information fra skilte og ansatte, ser på andre gæster for at aflæse koder for adfærd og tager så en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte.
2) Den intensive undersøgelsesfase. 15-40 min. Her er der fokus på indholdet, det vil sige museets udstillinger. Der er her at genstande bliver studereret, tekster bliver læst, sammenhæng prøver at blive forstået og diskuteret med andre i gruppen.
3) Cruising-fasen. 20 – 40 min. Der kommer behov som er andre end museets indhold. Det kan være mad, hvile eller toiletbesøg, og flere førstegangsbesøgende må konstatere, at nej, jeg når ikke at se hele museet, som for nogle ellers var et mål. Besøget ændrer så karakter og tekster, montre og installationer passeres hurtigt forbi, og der er kun fokus på udvalgte elementer, der vækker en personlig interesse eller som ser indbydende ud.
4) Forlade-stedet fasen. 3-10 min. Benene er trætte, ryggen værker, koncentrationen er væk og sulten har måske meldt sig. Fokus er nu på at samle flokken og finde udgangen.

Der er nævnt forslag til, hvordan at besøget kan forlænges og gøres nemmere at komme igennem. Det kan være steder at hvile, toilet- og spisefaciliteter spredt ud på museet, variationer i museets virkemidler og fokus på de forskellige behov hos de forskellige medlemmer i gruppe. Igen: ved at tage gæsternes behov seriøst bliver det et bedre besøg (Falk/Dierking 1992, p. 58-63 og Falk/Dierking 2013, p. 132-141).

IMG_6918

I planlægningen af Den Gamle Bys udstilling Aarhus Fortæller blev der tænkt meget over, hvordan at udstillingens udtryk og virkemidler kunne være velegnede til socialt samvær og variere fra rum til rum og også indenfor de enkelte afsnit. Målet var både at ”vække” den besøgende undervejs og tilfredsstille forskellige besøgendes forskellige ønsker om at modtage oplevelser og information, samtidigt skulle det være rum, som det var nemt at være og tale sammen i. Efter udstillingen åbnede kunne vi konstatere at de besøgende brugte meget tid i udstillingen, og efter at have observeret og spurgt folk om deres oplevelser, er der nu fundet pladser til flere bænke, så gæsterne nemmere kan holde pauser undervejs.

Museet som læringssted

Falk og Dierkings bøger er nogle, som mange museumsprofessionelle henviser til, og jeg tror en af grundene til det er, at bøgerne også er meget praktisk orienterede. Udover teorier og henvisning til undersøgelser kommer de med forslag til, hvordan observationerne kan bruge ude i museerne. De sidste to kapitler i The Museums Experience er forslag til Creating Museum Experiences for henholdsvis Casual Visitor og Organized Groups. I de senere bøger Learning from Museums og The Museum Experience Revisited er der opsummeringer af hovedpunkter efter hvert kapitel og i Learning from Museums er store dele af bogen dedikeret til, hvordan at den personlige, sociokulturelle og fysiske kontekst i The Contextual Model of Learning kan bruges til at gøre museerne til bedre lærings- og oplevelsessteder.

Deres anbefaling er samlet i kapitlet Making Museums Better Learning Experiences gennem otte fokuspunkter fordelt på det tre kontekstområder:

Den personlige kontekst – den måde gæstens egen baggage kan blive brugt og aktiveret i læring:

l. Motivation and expectations
At henvende sig til de mulige gæster på en måde så de kan se dem selv i besøget og at afstemme deres forventninger med det som vil møde dem på museet

2. Prior knowledge, interest, and beliefs
Gæsternes egne erfaringer skal bruges til få dem interesserede i museets fortællinger. En anbefaling er, at tænke udstillinger mere diverse og varierede med forskellige oplevelses- og læringsagendaer, så forskellige besøgende med større sandsynlighed kan opleve den læring og de emner de leder efter.

3.Choice and Control
At gæsterne kan føle, at de kan kontrollere deres oplevelser og dermed bedre selv lave deres valg og blive engageret. Det er med til, at gæsterne kan gøre museet til deres eget.

DSC_0496

Ved indgangen til præriebyen på open air museet Conner Prairie i Indiana kan man gennem en række kort vælge at blive f.eks. Healer, Cook, Sherif mv. Naja og jeg valgte Healer og gennem den rolleleg indtog vi så denne del af museet med en mission og vores egen fantasi.

Den sociokulturelle kontekst – møderne med andre, de vil præge gæstens oplevelse og læring:

4. Within-Group Sociocultural Mediation
At skabe muligheder og rum, hvor man sammen med andre kan opleve og lære sammen. En måde at gøre det på ifølge Falk og Dierking er, at bruge anbefalinger fra Minda Borums og hendes teams fra Philadelphia-Camden Informal Science Educational Collaborative, der bl.a. foreslår, at der både skal være fysiske plads så både børn og voksne kan deltage og at der skal være varieret tilgang i læringsstile og den formidlede baggrundsviden så flere målgrupper inviteres ind i aktiviteterne.

5. Facilitated Mediation by Others
Også personer uden for gæstens gruppe påvirker besøget. I særlig grad ansatte på museet. Flere undersøgelser viser, at snak med personalet forøge interessen og oplevelsen på museet, og gøre at folk bruger mere tid på museet. Robert Wolf og Barbara Tymitz har den observation, at de samtaler gæster har med museets ansatte ofte er dem der gentages, når de skal fortælle andre om museumsbesøget.

Jamtli aDSC_0667

Historieland om sommeren på Jamtli i Östersund er rigtigt godt levende museum. Der er liv og aktivitet mange steder og gode engagere aktører som får gæsterne i tale. Her er vi en flok, som i museets 1970’er del er samlet for at deltage i en demonstration sammen med ungdommar fra Gröna vågen-torpet.

Den fysiske kontekst – de fysiske rum og aktiviteter museet selv kan råde over:

6. Advance organizations and orientation
At give gæsterne en god indføring i, hvad de kan opleve og lære hvorhenne. Et centralt orienteringssted kan være en god ide, men også at sørge for, at der er informationer der, hvor gæsterne kan tænkes at få brug for det – og det ikke altid i begyndelsen af besøget, men snarere når de står over for en ny afdeling eller udstillingsafsnit.

7. Design
Selve udstillingerne og museumsrummets design og brug af variation og sanseindtryk.

8. Reinforcing events and experiences outside the museum
Læring og interesse starter før museumsbesøget og fortsætter bagefter. Museet kan være opmærksom på at linke museets fortællinger til aktuelle begivenheder. Gennem analoge produkter eller web kan museet lave materialer, der kan bruges efter besøget, både for at øge udbyttet, men også for at fastholde gæsterne tilknytning til museet og museets fortællinger (De otte emner er samlet i Falk/Dierking 2000, p. 177-204, og i bogens kapitler 5-8, p. 69-148, er der referencer til teorier og undersøgelser bag de otte fokusområder).

IMG_7474

Engelske Black Country Living Museums samarbejde med produktionsteamet bag tv-serien Peaky Blinders er et eksempel et museums arbejder med motivation, prior interest og reinforcing experiences. Dele af tv-serien er optaget på museet og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night, som kan tiltrække unge, der ofte ikke har besøgt museet før. På museet kan man også købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage-lokationerne, så man hjemme kan blive ved med at linke museet til serien og billederne af det industrielle Birmingham efter 1. verdenskrig.

Falk og Dierkings værker er en meget brugbar opsamling af primært amerikanske undersøgelser af gæsters brug af museer og viser også udviklingen i forskningen af museumsbesøg og museumsbesøgende. Bøgerne, særligt Learning from Museums og The Museum Experience Revisited, er også rige på de mange, mange interview med museumsgæster som Falk og Dierking og deres team han indsamlet i de sidste årtier. Det var i første omgang nok det, der gjorde mig fascineret af deres bøger og undersøgelser. Disse interview understøtter en pointe, der gentages flere gange i deres bøger. Museumsbesøg har konsekvenser og er noget der bliver husket i måneder, år og årtier efter de har fundet sted. I The Museum Experience Revisited kapitel 9 The Museum Experience Remenbered fokuseres der særlig på dette aspekt (Falk/Dierking 2013, p. 197-217).
Tusindvis af interview er blevet indsamlet, nogle lige efter besøget og andre uger, måneder og helt op til årtier efter besøget. Et aspekt som materiale viser, er at erindringen om et besøg kan ændre sig efter at der er gået nogle måneder, ikke nødvendigvis at erindringen om besøget er blevet svagere, men snarere, at det er andre aspekter om besøget, der bliver fremhævet. En observation der understøttes af den forskning som beskæftiger sig med, at det kan tage noget tid før en erindring konsolidere sig og bliver permanent.

Hvordan kan det være at museumsbesøg huskes så godt? Katie Gillespie og John H. Falk undersøgte materialet for at se hvilke aspekter som synes at være knyttet til erindringerne og ud fra det har de fremhævet fire faktorer:
1) Novelty
2) Identity-Related Motivations/Expectations
3) Emotions
4) Rehearsal

Museer er steder, hvor gæsten møder nye genstande, rum, billeder og ideer, der gerne også gennem supplerende materiale er forklaret. Gæsterne får på museerne ofte tilfredsstillet deres egne identitets-relaterede behov og samtidigt giver museer også en moderalt positiv følelsesmæssig oplevelser, hvilke er elementer som andre undersøgelser har vist er vigtige i dannelse af erindringer. Endeligt er museumsbesøg gerne sociale begivenheder som de museumsbesøgende godt kan lide at fortælle hinanden og andre om. Museumsoplevelsen bliver derfor hevet frem og genfortalt, et fjerde aspekt, der kan styrke fastholdelse af erindringer.

Erindring og læring er to tæt knyttede elementer og processer. Museumsgæsten tænker måske ikke på, at vedkommende skal lære noget, men museumsbesøget bliver en del af gæstens erfaringsbase, der kan hives frem når vedkommende for brug for det. Et andet element ved museumsoplevelsens fastholdelse er, at den indgår i justeringer af museumsgæsten identitet. Museets udsagn – udstillingerne, aktiviteterne m.v. – bliver omformet til gæstens udsagn – egen identitet. Gæstens oplevelser bliver genfortolket og omformet som noget unikt og specifikt for eget liv og egen identitet (Falk/Dierking 2013, p. 203-216).

En brugbar ramme

Der er mange gode pointer og observationer i Falk og Dierkings tre hovedværker om museumsoplevelsen og også gode foreslåede råd undervejs, som f.eks. de otte overover læringsfokuspunker fra Learning from Museums. Personlig er det ikke de konkrete forslag, der har betydet mest for mig, men mere den overordnede tanke om museumsoplevelsen som en sammensat størrelse af den personlige, sociale/sociokulturelle og fysiske kontekst. En enkelt og nærmest banal model, der er meget brugbar og øjenåbnende, hvis man tager den til sig. Det flytter fokus over på at museumsoplevelsen er noget på grund af dem der oplevelse, og den historie og sociale kontekst de i det øjeblik er en del af. Siden jeg for 10-15 år siden lærte Falk og Dierkings bøger at kende, har de været med hos mig i de projekter jeg har været med i, og har været min simple teoretiske ramme for hvorfor og hvordan man som museum kan og bør tænke publikum med.

Hvidstengruppen arresteret bord

I 2012 åbnede vi på Besættelsesmuseet i Aarhus en lille udstilling i anledning af, at filmen Hvidstensgruppen fik premiere i biograferne. Museumsgæsterne blev i små grupper lukket inde i en celle, hvor de hørte nogle af medlemmerne fra Hvidstensgruppens afskedsbreve blive læst op. Det var en oplevelse, der havde en stor følelsesmæssig påvirkning, et anderledes og bogstavelig talt fængslende fysisk rum og dermed også en social situation med andre man måtte forholde sig til. Udstillingen er blevet godt modtaget og jeg tror det skyldes de klare greb den brugte omkring det personligt-følelsesmæssige, sociale og fysiske rum.

Fremtidens museer undersøger deres værdi

Afsluttende i The Museum Experience Revisited har Falk og Dierking overvejelser om, hvad muser kan og hvad de også bør kunne. De har gennem deres forskning vist hvordan museer er tæt forbundet med individuelle og sociale behov og ønsker. Det gør at museer betyder noget – og det forpligtiger. De ser fremtiden for de museer, der tror på og kan give værdi til deres gæster, kan betyde noget i deres community og som kan og vil fastholde en relevans ved at tage emner op, der er aktuelle både globalt og lokalt. Det kræver, at museet udvikler og støtter deres ansatte i den mission, og at museet fastholder en troværdighed og transparens i forhold til det resterende samfund – og så kræver det en ting til: At museerne dokumentere deres værdi. At de for andre viser, at de er vigtige formelle og uformelle læringsinstitutioner, og de gennem de oplevelser og den viden som de tilbyder bliver i hukommelsen i lang tid og er med til at give en større forståelse for dem verden som museumsgæsten er en del af (Falk/Dierking 2013, p. 298-315).

Blandt danske museer er vi gode til at måle besøgstal og spørge om gæsternes umiddelbare tilfredshed af det som de ser på museet. Den langvarende betydning af museumsbesøget er der til gengæld ikke mange undersøgelser af, men at det er noget som kan gøres, det viser Falk og Dierkings arbejde.

Rigtigt mange danske museer er gode til at fokusere på gæsten og den museale totaloplevelse og ser dermed på museet som mere end genstande, men jeg er ikke i tvivl om, at bedre undersøgelser om museumsoplevelsens langtidseffekt for gæsterne vil kunne gøre sektoren endnu bedre, både som læringsinstitution, som turistattraktion og som en vigtig aktør i lokalområdet. Indtil det materiale måtte komme, kan man stadig bruge Falk og Dierking til at lade sig inspirere til justeringer og ikke mindst til at have en enkel og brugbar forklaringsmodel omkring nogle af de mekanismer, der sker før, under og efter museumsbesøget.

Falk Dierking boeger.JPG

Henvisninger til omtalt litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2000). Learning from Museums: Visitor Experiences and the Making of Meaning. Walnut Creek, CA: AltaMira Press.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

og

Borum M. et. al. (1978). Family learning in museums: The PISEC perspective. Franklin Institute.

Falk, J.H. (2009). Identity and the Museum Visitor Experience. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Wolf R. & Tymitz B.L. (1979). Do giraffes ever sit? A study of visitor perception at the National Zoological Park. Smithsonian Institute Press.

Henvisninger til omtale af nogle af billedteksternes eksempler på formidlingstilgange og principper:

Tekster og Dansk Plakatmuseum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/27/udstillingstekster-og-magareta-ekarv/

Formidlingsgreb i Aarhus Fortæller:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/01/aarhus-fortaeller-habitat-aarhus-og-rejsen-tre-udstillinger-i-aarhus-2017-kulturhovedstadsaaret-med-fokus-paa-fortaellingen/

Valg og rolleleg i Conner Prairie:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

Black Country Living Museum og Peaky Blinders:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Udstilling på Besættelsesmuseet:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

1 kommentar

Filed under Diverse

Hay Festivalen på DOKK1 – betragtninger om særarrangementer vs. basisdrift

I de sidste fire dage er den international børnelitteraturfestival, Hay Festival, blevet afholdt i Aarhus som en del af, at byen i år er europæisk kulturhovedstad. Den ambitiøse festivalen med mere end 150 programpunkter fandt sted på DOKK1, Aarhus’ nye store centrale bibliotek, der siden det åbnede for et par år siden er blevet et yndet udflugtsmål for både borgere og besøgende til byen.

Hay Festivalen

Tilbage i januar 2016 var præsentationen af børnelitteraturfestivalen Hay Festival blandt de programpunkter jeg særligt bemærkede, da Aarhus 2017s program blev lanceret. Det så ambitiøst og spændende ud, så da jeg opdagede, at festivalen foregik i denne weekend, blev det en anledning til, at jeg tog en tur forbi DOKK1 sammen med min yngste datter Thea på 4 år.

IMG_8358

Jeg gik til besøget også som en Facilitator i John Falks inddeling af de besøgendes identitets relatere besøgsmotivation beskrevet i hans bog “Identity and the Museum Visitor Experience” fra 2009. Det vil sige, at jeg tog derind også med det primære for øje, at det var en tur, der skulle være for den 4-årige og skulle tilpasses hendes ønsker og behov. Jeg havde i går kort orienteret mig i aviser og på festivalens hjemmeside om arrangementer og kunne se, at de fleste af de børneorienterede arrangementer var for børn, der var over 4 år, men at der denne søndag eftermiddag var arrangementer omkring Jacob Strids fine børnebog Historien om den kæmpestore pære.

IMG_8355

Fremme ved DOKK1 blev vi mødt af et bibliotek, der var pyntet op i festivalens rød-orange farve og blomsterdesign. Der var også en del flere servicemedarbejdere i form af de frivillige og ansatte til festivalen, der hjalp til i de rum, hvor arrangementerne foregik. Jeg fandt med hjælp fra en medarbejde også hurtigt rummet vi gik efter, hvor der var en model af Strids kæmpestore pære. Thea og jeg fik set pæren, siddet i den og deltaget i en konkurrence, hvor vi vandt en bog sponsoreret af Gyldendal, der stod for denne del af arrangementet. Vi var vel en 15-20 min. i rummet og følte så, at nu var det undersøgt og afprøvet – og det var det Hay Festival programpunkt, som vi var kommet for at se.

IMG_8347

Basisarrangementerne i DOKK1

Men nu var vi jo her på DOKK1, et sted vi ofte har været før – og vi kunne jo gøre nogle af de ting vi allerede ved er der: legepladserne udenfor og inde i bygningen, børnebiblioteksafdelingen med udklædningsmuligheden, tegnesteder, huset der kan kravles i, spillet på gulvet og også bøgerne, der kan findes frem og læses i sofaerne. Fine og hyggelige aktiviteter, der gjorde vi brugte et par timer på biblioteket.

IMG_8342

IMG_8343

Det der primært gjorde, at Thea og min tur til Hay Festivalen og DOKK1 blev en god oplevelse var altså ikke festivalens særlige aktiviteter, men bibliotekets basisaktiviteter. Vi kom undervejs forbi et festivalarrangement for lidt større børn og kunne også se, at der havde været aktiviteter og kreative tiltag i dagene før. Ud over rummet med den kæmpestore pære støtte vi i vores vej rundt i biblioteket lidt tilfældigt også på en anden aktivitet i anledning af Hay Festivalen. Det var et klassisk kreativ værksted med farvet papir, farver, saks og lim. Også det var et fint sted, Jeg fandt ud af, at det var en værksted, der udover at være en aktivitet til festivalen også var et fast tilbud på biblioteket hver tirsdag og onsdag eftermiddag. Det vil sige, at det ikke var et eksklusivt Hay Festival tilbud, men i en justeret form et genbrug af et andet DOKK1 arrangement, der så var med for at give fylde på festivalen. Gjorde det så det til et ringere arrangement. I min optik bestemt ikke. Nu ved jeg, at der er en aktivitet der kan opleves fast på et andet tidspunkt, og festivalen skal have den kredit, at jeg blev gjort opmærksomt på dette.

IMG_8333

Det her var min oplevelse og brug af Hay festivalen, og for at yde de mange arrangementer retfærdighed skal det nævnes, at jeg ikke var en særlig aktiv bruger, der på forhånd grundigt havde sat mig ind i programmet og nøje valgt ud hvilken dag og tidspunkt de særlige programpunkter foregik på. Jeg havde kun hurtigt og i sidste øjeblik skimmet programmet igennem, og det tidspunkt jeg kom forbi på var valgt på baggrund af, hvordan det passede bedst ind i resten af weekendens familieprogram. Med andre ord, det var ikke programmets tilbud, der styrede, at det var den eftermiddag, at jeg og den 4 årige ramte Hay festivalen og DOKK1 – og derudover er en far med en 4-årig heller ikke Hay Festivalens primære målgruppe.

IMG_8323

Et Hay Festival arrangement søndag eftermiddag om gyserhistorier for børn – men lidt større børn end en 4-årige

Særarrangementer vs. basisdrift

Dagens arrangementsoplevelse har dog for mig et par pointer omkring forholdet mellem særaktiviteter og basistilbud på kulturinstitutioner.

I dag havde jeg valgt DOKK1 og besøgte stedet på grund af særaktiviteten Hay Festivalen, men hvis Thea og jeg kun havde oplevet festivalens programpunkter, så havde det nok været en lidt tynd oplevelse. Det blev en rigtig fin eftermiddag, på grund af det høje basisniveau, der i forvejen er omkring børneaktiviteter på DOKK1.

IMG_8340

Der er også det samme gode niveau der gør, at jeg generelt gerne vil anbefale stedet til andre og vil tale positivt om dagen og dermed Hay Festivalen. Det høje basisniveau er også med til, at jeg tænker, at jeg gerne vil gå til et arrangement på DOKK1, ligegyldigt hvor lidt jeg måtte have sat mig ind i det på forhånd, for jeg ved jo, at DOKK1 generelt er et fint sted at besøge. Basisdrift er bare vigtigt og bør prioriteres højest.

IMG_8368

I kulturinstitutionernes økonomi og markedsføring er særarrangementer samtidig også meget vigtige. Der er her, at eksterne midler nemmest kan blive tilført, i Hay festivalens tilfælde blandt andet i form af støtte fra A.P. Møller Fonden og British Council, og ved særarrangementer er der også en større mulighed for at særlig opmærksomhed blive skabt i medierne, hvilke også var tilfældet ved dette arrangement, blandt andet fordi kronprinsesse Mary åbnede Hay festivalen i Aarhus. Det handler derfor ikke nødvendigvis om, at særarrangementerne sker på bekostning eller i stedet for driften. De kan have en egen økonomi, markedsføringsværdi og tilført arbejdskraft, men disse arrangementer kan ikke gøre det alene. De er noget ekstra, der hvis det tænkes ordentlig ind i strategierne, kan støtte op om og udvikle den basis af tilbud, der på den lange bane giver et sted en tiltrækning og troværdighed.

IMG_8359

IMG_8350

2 kommentarer

Filed under Diverse

European Museum of the Year 2017

I sidste uge mødtes ca. 200 museumsfolk fra 26 forskellige europæiske nationer i Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor årets EMYA, European Museum of the Year Award, skulle uddeles.

EMYA 2017 åbningsreception

Åbningsceremoni ved EMYA 2017 i receptionslokaler for Zagrebs borgmester

Det er anden gang, at jeg har været til en EMYA uddeling, der er en ret fascinerende og opløftende oplevelse, for udover selve uddelingen er der også en konference, hvor de nominerede deltagerer præsentere deres museum og sammen ser nogle af museerne i værtsbyen. I de dage bliver man klar over, at der er findes mange fascinerende museer i Europa og at der er rigtigt mange forskellige måder man kan være et museum på, påtage sig en rolle i samfundet og give museumsgæsterne oplevelser og viden.

EMYA møderne og fokus hos de nominerede museer er præget af, at prisen er indstiftet af den engelske forfatter og museumsmand Kenneth Hudson. Hudson arbejdede for at styrke og promovere museer med public qualities eller museer med ”charms and chairs” som han udtrykte det. Med andre ord ikke museer kun med fokus på store samlinger, flotte bygninger og kendte forskere, men museer, hvor samlingerne, husene og museernes viden målrettet bliver brugt til offentlighedens og gæsternes bedste.

For at komme i betragtning til prisen, skal museerne også have lave større nye tiltag inden for de sidste år og så skal disse tiltag være af en vis kvalitet eller originalitet. I år var der hele tre danske museet med blandt de i alt 46 nominerede til prisen. Det var det nybyggede Ragnarock i Roskilde, det nyindrettede besøgscenter Kongernes Jelling, der er en del af Nationalmuseet og Den Gamle By, der kom i betragtning på grund af det nye 1970’er kvarter og de sociale- og borgerbaserede initiativer museet har taget i forbindelse med at lave tiltag for ældre ramt af demens og lave samtidsfokuserede udstillinger og projekter sammen med hjemløse, somaliske indvandre og andre medborgere.

Det var tre markante bidrag Danmark kunne stille med, og til den danske delegations glæde også nogle gode oplæg vi fik holdt og gode snakke med de udenlandske kollegaer bagefter.

Det arkæologiske museum i Zagreb

To danske museumsfolk, der i fin stil demonstrere museumsgang i det arkæologiske museum i Zagreb

Politiske historier

Blandt årets EMYA nominerede var der mange kulturhistoriske museer, hvor flere af dem også adresserede aktuelle politiske eller kulturelle udfordringer. To af disse var GPO Witness History Centre i Dublin og Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin, der ligger i Uralbjergene i Ruslands fjernestørste by Jekaterinburg.

Witness History centeret i Dublin er indrettet i Dublins General Post Office, der udover at være verdens ældst fungerende postkontor også var den bygning hvori, at oprørerne ved det irske påskeoprør i 1916 havde deres hovedkvarter. Oprøret er en af de helt centrale begivenheder i den irske løsrivelse fra England og udstillingen er indrettet i nogle af de lokaler, hvor begivenhederne fandt sted for 101 år siden.

Udstillingen, der er initieret af det irske postvæsen, blev lavet med et ønske om, at alle konfliktens parter kunne føle, at deres side også blev repræsenteret. Udstillingen skulle derfor loyalt forholde sig til både oprørerne, de engelske soldater udstationeret i Dublin, den almene befolkning og tilfældige kunder på posthuset den dag. Målet er, at både irske nationalister og unionister skal kunne bruge udstillingen. For som Jacques Martial, lederen af Mémorial ACTe, Caribbian Center of Expressions and Memory of the Slave Trade and Slavery i Guadeloupe på konferencen formulerede om museers funktion: at der skal laves steder, hvor vi kan huske sammen, for så sammen at kunne tilgive og fjerne skam. GPO Witness History Visitor Centre’s direktør Aline Fitzgerald og Mark Leslie, der var en af skaberne af udstillingen i Dublin, gav en god præsentation af projektet og de humanistiske ideer bag det, og gjorde for mit vedkommende af Dublin blev rykker i hak højere op som et destinationsmål for en storbytur.

Jeltsin museet

Museet om Boris Jeltsin i russiske Jekaterinburg er et andet museum, der modigt tager livtag med en samtidspolitisk emne. Museet, der har The President B. Yeltsin Center Foundation bag sig, er i lighed med amerikanske præsidentcentre et arkiv for den tidligere præsident, men også en udstilling. Udover at fortælle om Jeltsins liv gennem seks udvalgte datoer fortæller museet også om Rusland i 1990’erne og de drømme, mulighedet og dramatiske omvæltninger, der var i landet i den periode. De personer jeg talte med fra museet formulerede sig meget diplomatisk om museets fokus på demokrati og frihed, men man kunne fornemme, at det var en balancegang at forvalte museets emner, og at et strategi for dem også var at udvide museets stakeholders mere for at sikre den fremtidige økonomi – og det er jo en god strategi uagtet hvilket økonomisk eller politisk system man agere i.

Plakaten for Boris Jeltsin museet

Plakaten for Boris Jeltsin museet, der er indrettet i en bygning som første var tænkt til at være et butikscenter

Udbredelse og lokal forankring

Et emne, som stort set alle museer skulle forholde sig til i det interview, der var efter museernes præsentation, var om museets rolle i deres lokalsamfund. Et museum, som havde en meget klar strategi om det, var det lokalhistoriske Museu de Leiria i den portugisiske by Leiria. Museer ligger i en 1500 tals kloster og har både kunsthistoriske, naturhistoriske og kulturhistoriske samlinger. Et fokus museet har haft siden genåbningen i 2015 er at engagere byens borgere, for som museets leder Vãnia Carvalho formulerede det ”when we are in a terretory we shall not only interpretent it, but also interact with it.” For hende gjaldt det om, at Museu de Leiria skulle være et ”museum for citizens empowerment.”

Et andet nomineret museum med helt andre vilkår var Musée nacional Picasso i Paris. Museet med verdens største Pablo Picasso samling blev for et par år siden nyindrettet for 41 mio euro i Hôtel Salé, den tidligere ambassade for den Venetianske republik, og har ca. 850.000 besøgende om året. De blev også spurgt om deres lokale forankring og Guillaume Blanc, deres direktør for public development, svaret lidt nølende, at de da også tænkte på deres lokalområde, Marais distriktet i Paris, der er et af Europas mest hippe og eksklusive bykvarterer – det skulle da ikke hedde sig andet, men at museet nu også tænkte udover deres lokalområde, blandt ved få deres Picasso værker ud til andre museer og ved at få flere skolebørn også fra andre distrikter til at bruge museet, for som Blanc formulerede det, så er Picasso en ”sublime teacher of art.” Skolebørn er velkomne i hele museets åbningstid, men også to timer før museet åbner for publikum. I de timer er der kun er adgang for skoler og særlige grupper som for eksempel ældre med Alzheimer.

EMYA 2017

Hver session for museet bestod af et oplæg og en snak med en af juryens medlemmer. Her er det Nationalmuseets Hans Ole Matthiesen og Morten Teilmann-Jørgensen, som fortæller om Kongernes Jelling til det schweiziske jurymedlem Christophe Dufour.

Entusiasme og kager

Et af de sidste indlæg var fra det polske Muzeum Torunskiego Piernika – Museum of Torun Gingerbread. Museet er indrettet i en Piernika/gingerbread fabrik i byen Torun. I Zagreb blev museet præsenteret med stor selvsikkerhed af museets medarbejder Anna Kornelia Jędrzejewska i fuld bagerornat og med over 200 stk. af museets hjemmebagte piernika kager, som blev delt ud til konferencens deltagere. Museet motto var ”where history has tase and smell” og ifølge Jędrzejewska var opskriften på hendes museum at tage entusiasme og dertil tilsætte kulturhistorie, ikke en dårlige opskrift helt generelt og en formel, der også passede fint i Kenneth Hudsons ånd.

EMYA 2017

EMYA priserne for 2017

Og hvordan gik det så til uddelingen – hvem fik priserne?

European Museum of the Year 2017 blev MEG – Musée d’ethnographie de Genève, det nye etnografiske museum i Geneve, der af dommerkomiteen fik de ord med på vejen, at museet var et ”exellent example of a living museum and multicultural story open to everybody.”

Europarådets pris, der går til en museum som fastholder og promovere europæisk kultur, gik til Mémorial ACTe, Centre caribéen d’expressions et de mémoire de la traite et de l’esclavage, en nybygget museum om slaveri og slavehandel, der ligger på den franske ø Guadeloupe i Caribien.

The Kenneth Hudson Award, der gives til en et museum eller projekt, der har vist mod eller gjort noget usædvanlige og evt. kontroversielt, blev uddelt til Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin i russiske Jekaterinburg.

The Silletto Prize, der gives til et museum, der involvere lokalbefolkningen eller som har særligt frivillig-engagement, blev givet til det portugisiske Museu de Leiria.

Derudover fik seks museer en særlig anderkendelse. Det var Visitor Centre of the Swiss Ornithological Institute Sempach i schweitziske Sempach, Museum of Confluences I franske Lyon, York Art Gallery i engelske York, Muzeum Śląskie i den polske by Katowice, Heraklion Archaeological Museum på den græske ø Kreta og ikke mindst – danske Den Gamle By.

EMYA 2017

Mine kollegaer Thomas, Martin og Anna med diplom og dele af EMYA juryen. Foto: EMYA

Så hovedprisen gik ikke til et dansk museum ved EMYA 2017, men Den Gamle By i Aarhus kan bestemt godt ranke ryggen ved at blive valgt til at få en af juryens ”Special Commendations.”

Priserne og begrundelsen for de valgte museer kan ses på hjemmesiden:

http://europeanmuseumforum.info/component/content/article/27-emya-2017/184-emya2017-winners.html

3 kommentarer

Filed under Diverse, Seminar og konference

Magtfulde ledere

Der er tider for stærke mænd eller måske rettere en tid, hvor der er meget snak om stærke mænd og deres enkle, klare løsninger, der kan cut the crap og skære igennem diskussionerne i den langvarige demokratiske proces. Nyere undersøgelser af politologerne Yascha Mounk og Roberto Stefan Foa fra henholdsvis Harvard og University of Melbourne viser, at tiltroen til demokratiet som styreform har været faldende de sidste 20 år, og at der er en stigning i tiltroen til mere autokratiske alternativer som militærstyre eller en stærk leder. I en artikel i New York Times fra 29. november 2016 om Mounk og Foa undersøgelser How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’ kædes tendenserne i forskernes observationer sammen med fremgangen for outsidere, der er imod de etablerede demokratiske aktører – f.eks. Donald Trump og den italienske fremstjerne bevægelse.

DSC_0243

Magt og individ i Istanbul

For lidt over et år siden besøgte jeg Istanbul, hvor jeg gennem et par museumsbesøg kunne reflektere over magt og individ. Hovedformålet med rejsen var at se det lille museum, Uskyldens Museum, der som et erklæret mål har at gå imod de store statsfortællinger og i stedet dyrke museet som et rum, der omhandler mennesket og det humane i vores liv. Museet er skabt af nobelprismodtagen i litteratur Orhan Pamuk. Det er tæt forbundet med hans roman af samme navn som museet, og det er bestemt et besøg værd.

IMG_8727


Museet Uskyldens Museum er en fascinerende fortsættelse af fiktionen i romanen af sammen navn. På museet er blandt andet det rum, hvor romanens/museets hovedperson til sidst boede, mens han (i bogen) lavede museet.

IMG_8707 Uskyldens Museum

Museet er organiseret i en række små tableauer, der alle har et nummer, som refererer til et kapitel i bogen, her er det tableau/kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

IMG_8750

Uskyldens Museum er et museum med hverdagsting og dyrkere det i høj grad også , som f.eks. i montre 68, 4.213 cigaretskod, som indeholder 4.213 cigaretskod alle med en påtegnelse om hvornår og hvordan hovedpersonens udkårne havde røget cigaretten.

I en bog om museet, The Innocence of Objects, beskriver Orhan Pamuk, hvordan han som barn i Istanbul kun kendte få museer og disse var historiske monumenter og havde en statslig og regeringsmæssig aura over sig. Det var først, da han besøgte mindre museer i Vesteuropæiske byer, at han opdage, at museer ligesom romaner kunne handle om mennesker. Og hans Uskyldens Museum skulle være et af disse museer om mennesker og det humane.

DSC_0110

I Istanbul besøgte jeg også en af disse store nationale statsmuseer, som Pamuk gør op med, nemlig det tidligere sultanpalads Topkapi.

DSC_0257

Kommende fra et få-har-for-meget-men-færre-for-lidt land er Topkapi-pladset overvældende. Fra 1400-tallet til 1800-tallet var det sæde for det osmaniske sultanat. Der er imponerende bygninger og håndværk, men i modsætning til Pamuks pointe om, at disse museer kun er om stat og ikke om person, så var mit indtryk, at Topkapi-paladset i høj grad er et historiske monument om personer, nemlig de osmaniske sultaner.

IMG_8801

Baghdad Kiosk, der blev bygget i 1639 for at hylde sultan Murat IV’s hærtog mod Bagdad.

Her er mægtige herskere, der overgår hinanden i måder at vise deres magt og rigdom på. Flot, men også tankevækkende.

DSC_0250

Sultan Abdülmecit’s Mecidiye Kiosk, den nyeste bygning i paladset, hvorfra man kan se Istanbuls skyline. Den blev bygget i 1859.

Persondyrkelse i Bukarest

Samme følelse fik jeg nogle måneder senere på en tur til Bukarest, hvor jeg blandt andet besøgte den tidligere rumænske leder Nicolae Ceaușescu’s palads, det vil sige det palads han havde planlagt til at være et folkets hus som skulle være sæde for det rumænske kommunistparti.

IMG_9992_2

Byggeriet startede i 1983 og var ikke helt færdig ved Ceaușescu’s død i 1989. Bygningen er overvældende stor og med sine 365.000 kvm den anden største administrative bygning i verden. Den største er Pentagon. Huset, der i dag blandt andet rummer landets parlament, var tænkt som en statslig repræsentativ bygning, men har også spor af den personkult som Ceaușescu prøvede at opbygge i sit land. I et centralt ankomstområde er der blandt andet to gigantiske trapper, som ifølge den rundviser jeg fulgte var tænkt til at være de trapper som Nicolae Ceaușescu og fru Elena Ceaușescu skulle komme ned af for at møde de forhåbentlige imponerede gæster – en personiscenesættelse, der er en enevoldskonge eller en sultan værdig.

IMG_0012

IMG_0014

Ligesom ved Topkapi-paladset var dimensionerne i projektet imponerende, men de samme dimensioner giver også en lidt besk smag i munden. Store og mægtige mænds bevis på deres egen styre og magt kan være flotte og overvældende, men viser også det fornuftige i at arbejde hen mod samfundsmodeller, hvor der er større lighed eller hvor der er styringsmekanismer, der modvirker den mest groteske persondyrkelse og magtkoncentration. Social ulighed og trange kår er emner som mange museer berører – for eksempel lokalmuseer, arbejdermuseer og open air museer, men besøg på steder som Topkapi og paladset i Bukarest er faktiske endnu stærkere historier om uligheden og ulemperne ved at indrette et styre omkring en megalomanisk leder og et autokratisk system.

IMG_9999

Link og henvisninger

Orhan Pamuk: The Innocence of Objects. New York. 2012

Artikler om Yascha Mounk og Roberto Stefans forskning:

How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’, The New York Times, 29.11.2017
https://www.nytimes.com/2016/11/29/world/americas/western-liberal-democracy.html?_r=1

The troubling charts that show young people losing faith in democracy. World Economic Forum, 01.12.2016.
https://www.weforum.org/agenda/2016/12/charts-that-show-young-people-losing-faith-in-democracy?utm_content=buffera9ca6&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

2016 in review

Tak for 2016 og tak til alle jer der har fulgt min museumsblog.

I 2016 blev Martins Museumsblog besøgt omkring 4.600 gange. Der blev publiceret 12 indlæg og der kom læsere fra 45 lande til bloggen, primært fra Danmark, men også en del fra USA, Norge, Tyskland og Sverige.

De fem mest besøgte indlæg i 2016 var Udstillingstekster og Magareta Ekarv fra januar 2016, Nina Simon og det brugerinddragende museum fra juni 2011, Ragnarock i Roskilde fra april 2016, IKEA museum i Älmhult fra juli 2016 og Nye museer – Moesgaard Museum fra oktober 2014.

DSC_1862

Indlægget “Udstillingstekster og Magareta Ekarv” fortæller om steder, der har været inspiereret af Ekarvs principper, bl.a. på Maihaugen i Lillehammer.

Året på Martins Museumsblog startende og sluttede i New York. Det første blogindlæg beskrev formidlingen af New Yorks historie i et indlæg om tre byers bymuseer, Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York, og årets to sidste indlæg var observationer gjort under et studiebesøg i byen i december: Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl. og Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

DSC_0176

Fra Brooklyn Historical Society’s lille, men fine udstilling om abolitionister i bydelen.

I mellem de tre blogindlæg var der indlæg om den formidling og praksis jeg selv er en del af i Den Gamle By: Bygningen af kirkerummet i Aarhus Fortæller, Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark” og Udstillingstekster og Magareta Ekarv, hvor det sidste indlæg beskriver nogle af de tekstprincipper museets kommende udstilling Aarhus Fortæller vil benytte sig af.

Ragnarock i Roskilde

I april 2016 åbnede i Roskilde efter lang tids venten et museum om dansk rocks historie.

Et af 2016’s store danske museumsåbninger fik jeg skrevet om i indlægget Ragnarock i Roskilde og derudover kom der en række indlæg om udvalgte museumsbesøg i Danmark, Sverige, Tyskland og England: Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum, IKEA museum i Älmhult, BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning og Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier.

IMG_0967

Fra IKEA Museum i Älmhult, der var en af 2016 spændende nye museer i Sverige,

Tak til alle som læse med, sammen med mig selv og mine kollegaer er det jer som indlæggene er til for.

2 kommentarer

Filed under Diverse