Category Archives: Interaktivitet og brugerinddragelse

Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen – tre udstillinger i Aarhus 2017 kulturhovedstadsåret med fokus på fortællingen

Dele af min sommerferie blev holdt i Aarhus og jeg kunne ved selvsyn se, at byen er blevet en populært turistdestination. Danske og udenlandske besøgende strømmer til museerne, fylder byens gader, pladser og siddepladserne foran cafeer og restauranter.
Byen har som kultur- og turistmål også fået noget mere omtale i udenlandsk presse de sidste par år. Aarhus’ rolle som årets europæiske kulturhovedstad har utvivlsomt været den vigtigste grund til det. Men hvad kan man så opleve af udstillinger i sommerugerne?
Når man kigger i Aarhus 2017 programmet kan man se, at programmet meget er tænkt som et eventprogram med forestillinger og enkeltstående arrangementer, men det europæiske kulturhovedstadsår har nu også en del udstillinger af længere varighed. Jeg har her udvalgt tre udstillinger, som jeg gerne vil anbefale, hvis turen går til Aarhus.

IMG_6879

Aarhus Fortæller

Den første af dem, Aarhus Fortæller i Den Gamle By, er jeg på alle tænkelige måde inhabil til at vurdere objektivt, da jeg selv har været dybt involveret i planlægningen af udstillingen. Men de observationer af gæster i udstillingen som sommeren også bød på, har bestyrker mig i, at det er en udstilling, der kan noget.

IMG_5793

Aarhus Fortæller er om noget ikke et event man skal huske at være der til, da det er en permanent udstilling og dermed et bud på, hvordan det ”legacy” som der efterlyses i kulturhovedstadsåret kan se ud.

IMG_6918

Udstillingen åbnede i påsken og er en kronologisk fortælling om Aarhus’ historie fra vikingetiden og helt frem til i dag. Hvert afsnit er indrettet så materialetyper eller elementer fra perioden er en tydelig del af scenografien og dermed en stemningsmæssig fortælling i sig selv. Der er spejlkløvet egetræ i afsnittet om vikingetiden, munkesten i middelalderen, bindingsværk i 1600-tallet, jern og industrifliser under industrialiseringen osv. Det giver en varieret udstilling, hvor gæsterne intuitivt kan digte med på fortællingen i de enkelte afsnit.

IMG_5795

Der er en del animationer, billedshow og aktivt brug af lyssætningen, men det er ikke en mørk udstilling, da en ligeså vigtigt del af scenografien er materialerne, der skal kunne ses og fornemmes.

IMG_5796

En stor del af udstillingen fortæller om de sidste 60 år og særligt i det afsnit er der flere aktiverende elementer fra cykelture rundt i Aarhus på en bycykel over syng-med-på-hits-fra-Aarhus-karaoke i pladestudiet til quiz og afstemninger.

IMG_5805

I denne sidste del af udstillingen vises også dele af en række almindelige borgeres liv og hverdag, hvilket i høj grad er gjort muligt gennem et stort samarbejde med firmaer, foreninger og private borgere. Det giver en udstilling om folk, mere end en udstilling om historien.

L IMG_6923

Habitat Aarhus

Ligesom dele af Aarhus Fortæller er Naturhistorisk Museums udstilling Habitat Aarhus gjort muligt gennem hjælp fra offentligheden. Private borgeres bidrag er sammen med billeder fra Jyllands-Postens fotografer faktisk kærnen i udstillingen, der består af billeder af natur fotograferet inden for Ringvejen i Aarhus.

L IMG_6925

En enkel ide der har givet et væld af gode billeder, De åbner øjnene for den natur der også omgiver os i byen. Udstillingen åbnede i maj og kan frem til 22. oktober opleves langs åen i Aarhus fra Mølleparken og frem til Grønnegade.

DSC_0257 (2)

Det er en enkelt opsat udstilling med 100 plancher i det offentlige rum med billeder og tekst. Billedudvalget er godt, og det er ledsaget af nogle veloplagte tekster. Det er godt skrevet små fortællinger om en situation, en dyr eller en planter. Det hele bliver sat i en sammenhæng og viden bliver ubesværet givet videre om det, der kan ses på fotografierne.

L IMG_6931

Men der er meget tekst og der er 100 plancher uden variation, så det er en udstilling, der kan komme til virke lidt ensformigt i sin formidlingsform. Hvis man ofte kommer til Aarhus kan man fint bide oplevelsen over, og tage et par fotografier og historier af gangen, når ens vej går forbi den del af byen.

L IMG_6932

Udstillingen er en del af Naturhistorisk Museums Aarhus 2017 projekt Rethink Urban Habitat og til projektet er der udgivet en bog med billederne og fortællingerne.

DSC_0149

Rejsen

Moesgaard Museums store særudstillingsprojekt i år, der er lavet i samarbejde med Aarhus 2017, er Rejsen. Udstillingen åbnede i april og kan ses frem til 26. november i år. Rejsen er en filmisk fortælling af instruktøren Christoffer Boe om menneskets grundvilkår. Udstillingen består udover filmen af nogle refleksionsrum, der dels introducere til filmen, fortæller lidt mere om emnerne og har nogle VR briller med film fra nogle af de steder hvor filmen foregår.

Billede0100

Filmen starter med en fødsel i europæiske København og slutter med en begravelse (død) i asiatiske Katmandu og undervejs består filmen af fem andre temaer kærlighed, frygt, tab, tro og rationalitet, der bliver vist gennem historier og optagelser fra fem andre kontinenter.

IMGP6669

Jeg så udstillingen i sidste uge og det var en god oplevelse. Filmen var flot og intens og efterlod mig mere berørt end sommerens to store mega-event i kulturhovedstadsåret, teaterforestillingen Røde Orme og udstillingerne The Garden. Både æstetisk og handlingsmæssigt fungerede Rejsen godt, og man blev grebet af situationerne og personerne i filmens syv afsnit.

Virtual Reality som greb synes jeg har nogle udfordringer i museumsudstillinger, da der jo helt afskære muligheden for tale sammen og dermed udnytte museumsrummet som et socialt rum. Men teknikken kan nu noget i Rejsen. Det sidste rum man kommer igennem har en række bænke, hvor man to og to kan sidde og se fem VR film fra de lokationer, hvor filmene foregår. Det er med til at skabe en rumlighed som man jo er vant til at opleve som en del af museumsbesøget, men som filmen i Rejsen i sit 2D format ikke skaber.

DSC_0177

På den måde giver VR-brillerne noget ”rum” til oplevelsen i udstillingen, som man ellers godt kunne mangle. Det andet element i dette sidste rum er nogle korte kommentarer fra instruktøren Christoffer Boe om de enkelte afsnit i filmen. Det kan være om de udfordringer, der kan have været med at optage afsnittet eller de personer han mødte i produktioner. Kort og fint beskrevet og med til at give filmoplevelsen ét til lag.

IMGP6679

Fokus på fortælling – ikke på genstandene 

Både Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen er udstillinger, der har fokus på fortællingen mere end på genstandene. Fra mit egen engagement i Aarhus Fortæller ved jeg, at historierne og fortællingerne først blev valgt ud og derefter blev der taget stilling til, om fortællingen skulle ske gennem en genstand, en rekonstruktion, en animation eller noget helt andet.

DSC_0144

Udgangspunktet i Rejsen var at lave en filmiske fortælling fra hele verden og ikke et udvalg fra museets etnografiske samling, og ved projektet fra Naturhistorisk Museum var grundideen at samle almindelige menneskers observation af dyr og planter i byen ind, og ikke at udstille dyr og planter indsamlet i byen. Fotografierne giver både kontekst og sammen med den medfølgende tekst også viden og fortællinger. I alle tre udstillinger er grebet et bevidst valg og der fokus på, at mange skal blive berørt af fortællingerne.

L IMG_6927

De tre udstillinger viser, at velfungerende udstillinger fint kan laves med fokus på fortællingen fremfor genstade, og de er også gode bud på hvad man kan opleve i Aarhus i 2017, hvis man ikke går efter en af de mange event, der er i kulturhovedstadsåret.

DSC_0284

Link:

Aarhus Fortæller: http://www.dengamleby.dk/aarhus-fortaeller/

Habitat Aarhus: http://www.habitataarhus.dk/

Rejsen: http://www.moesgaardmuseum.dk/udstillinger/aktuelle-udstillinger/rejsen-aarets-saerudstilling/

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Udstilling, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Naturhistorie

Deutsches Fussballmuseum i Dortmund – Tysk iscenesættelse og interaktion 2

Det tyske fodboldmuseum i Dortmund er ejet af det tyske fodboldforbund og er indrettet i en ny bygning lige ved byens hovedbanegård. Dortmund er med sit bundesligahold Borussia Dortmund i forvejen er en by, som mange forbinder med fodbold og som gennem fodboldholdets kampe også må tiltrække en del fodboldglade tyskere.

IMG_4896

Det halvandet år gamle museum var forståeligt nok nomineret til at blive European Museum of the Year i år. Jeg var forbi museet i januar. Personligt er jeg nok ikke i kærnemålgruppen – og dog. Det er relativt sporadisk, at jeg får set en fodboldkamp i tv og den sidste gang jeg var tilskuer til en fodboldkamp på et stadion, var mens den bedste række i landet hed 1. division. Jeg var i Nykøbing F for at se øens stolthed B1901’erne, spille mod Vejle. En kamp jeg i dag husker for et fantastik mål lavet at Vejles (Danmarks!) ubetingede stjernespiller Allan Simonsen. Nej, fodboldentusiast er jeg ikke, men jeg kan på den anden side godt lide at læse artikler om fodbold og den politiske, sociale og massekulturelle indflydelse, der er forbundet med fodbold og professionelt sport.

model af Singen am Hohentwiel togstation

Fin model af Singen am Hohentwiel togstation og menneskemængden som modtager de tyske VM mestre fra 1954, der var med til give håb og stolthed til en krigshærget folk.

Museet i Dortmund er nemlig ikke kun et museum om målene scoret i tysk fodbold, men formidler bredere om sporten. Det anslås fra starten, hvor man fra indgangen tager en elevator på til udstillingsrummene. Der er den fans’ene man møder, fra familier på tur til Die Kanslerin.

IMG_4900

Det tyske fodboldlandshold

For enden af rulletrappen starter museets første store afdeling, der fortæller om det tyske landshold. Det første stop er 1954 og Das Wunder von Bern, der er et skoleeksempel i emotionel fokuseret formidling. Midt i rummet er en fodbold, der blev spillet med i VM finalen mellem Ungarn og Vesttyskland i Bern 1954 og med mellemrum skifter lyset i rummet til mere orange og et strygeorkester spiller andægtigt den tyske nationalmelodi.

IMG_4909

I resten af 2. salen er der primært fokus på de andre VM som Tyskland har vundet. Der er også en installation om VM i 1966 mellem England og Vesttyskland, hvor publikum kan stemme om hvorvidt den engelske afgørende mål var inde eller ude. Nok ikke overraskende er flertallet af de gæster, der har besøg det tyske fodboldmuseum ikke enig med dommerens afgørelse fra dengang omkring Geoff Hurst’s mål til 3-2 i overtiden.

VM 1966

Da jeg besøgte museet var der 39 % som syntes Geoff Hurst’s bold i finalen var inde og 61 %, der ikke mente at det var tilfældet.

På 2. sal er der også en række mediestationer, hvor man kan se klip fra de VM og EM slutrunder Tyskland har deltaget i. Også EM 92, hvor der er et sammendrag af den finale som Tyskland tabte til Danmark. Dejlig fjernsyn.

IMG_4935

Sejrende i VM 1974, 1990 og ikke mindst 2014 får særlig bevågenhed. På etagen er der også en tallet 5 formet montre dedikeret til en central person ved to af sejrene, Franz Beckenbauer. I forbindelse med European Museum of the Year uddelingen for tre uger siden blev museet spurgt om deres syn på de bestikkelsesanklager, der i FIFA regi er rejst med Beckenbauer og hans mulige tvivlsomme ageret i forhold til at få fodbold VM 2006 til Tyskland. Henry Wahlig, museets leder af deres kulturprogram svarede, at museet havde valgt at fokusere på Beckenbauer – og de andre spilleres – sportslige betydning og ikke de strafferetslige sager, der måtte være omkring dem.

IMG_4925

Sagen illustrere nu meget godt, at foldbold gennem den store bevågenhed og de mange penge, er meget mere end sport. På museet er der også social- og politisk historiske emner, blandt andet gennem afsnit om fodbold i DDR og kvindefodbold, men der er nu først og fremmest et museum, der dyrker de kendte spillere, store klubber og særlige sejre.

IMG_4975

Schatzkammer og Bundesligaen

I etagen nedenunder er der fokus på Bundesligaen opdelt i årtier. Jeg har ikke selv en dybfølt passion for nogle af de tyske bundesligahold og kunne ikke reagere lige så begejstret ved genstande og billederne, som jeg kunne se andre besøgende gjorde.
Et gib i mig kunne jeg nu godt mærke ved en montre i 70’er afsnittet, hvor Borussia Mönchengladbach-stjernen Allan Simonsen er blikfanget for en Tribella Sports-hair shampoo.

IMG_4978

Andre afsnit i museet er blandt andet et Schatzkammer med landets imponerende samling af VM og EM trofæer og en afsnit, hvor der er fokus på forskellige taktiske og træningsmæssige strategier.

IMG_4958

Deutsche Fussballmuseum er ikke overraskende mest for folk der har interesse i tysk fodbold, men det er også et interessant museum for de virkemidler de bruger.

Legofigurer

Virkemidlerne var mange, fra hvor mange der arbejdet ved en gennemsnitlig Borussia Dortmund kamp illustreret gennem Legofigurer

taktik og strategirum

over medie- og filmklip fokuserede rum, her om fodboldtaktik og strategi

AV show

og til flot udførte AV show projekteret på en enorm bold og skærme rundt om den.

Det virker ikke som om, at der er sparet på forskellige projektions- og digitale interaktionsmetoder. Nogle af disse synes dog at have mere fokus på gimmick-effekten end på en funktionel gennemtænkt oplevelsesværdi, for eksempel en biograf i Bundesligaafsnittet, hvor man sidder på stole, der kører rundt imens man så prøver at fokusere på de skærme i rummer, som man kører forbi.

IMG_4994

Museet er ejet af det tyske fodboldforbund og landsholdets to hovedsponsorer er også til stede på museet. Adidas ved at museets butik er en decideres Adidas butik og Mercedes gennem landsholdets spillerbus. Bussen er samtidigt en fantastisk genstand, da man som besøgende kan gå ind i den og være der, hvor landsholdsspillerne nogle gange er. For fans uden tvivl en lidt eksklusiv følelse og samtidigt meget almindeligt, da det jo bare er en bus.

IMG_4997

Der er meget information på fodboldmuseet i Dortmund, men der er ikke tvivl om at dem, som har planlagt museet nøje har tænkt over at de skulle nå en meget bred målgruppe. Ligesom ved et andet nyåbnet tysk museum, Europäisches Hansemuseum i Lübeck er der vægtet en varierede formidlingsformer og mange aktiverende elementer. Der er begge steder også arbejde med stemninger og formidling, som taler til følelserne.

Telefonboks

I en telefonboks kan man ringe til forskellige landekoder og hører forskellige landes fodboldkommentatorer i forbindelse med tyske landskampe.

Wir sind fussball er museet motto og også sigende for dem måde museet også ofte med held prøver at inddrage de besøgende i fortællingen gennem aktiviteter. Efter nogle timer på museet blev jeg personligt dog noget skærm- og projektionstræt af de mange digitale installationer.

 Fussball ist unser Leben

Et skønt rum rent stilhistorisk er hvor man kan se og høre forskellige sange til slutrunderne, blandt andet VM mestrene fra 1974, der i fineste 70’er outfit synger Fussball ist unser Leben.

Både Hansamuseet i Lübeck og fodboldmuseet i Dortmund var nomineret til European Museum of the Year Award 2017, men ingen af dem fik en pris eller en omtale. Begge museer er dog bestemt et besøg værd, hvis man vil se hvordan, at nye tyske museer seriøst arbejder med stemning og interaktion – og hvis man vil vide mere om Hansaernes magt eller tysk fodbolds sejre, historier og personligheder.

IMG_5004

Link

Deutsches Fussballmuseum:
https://www.fussballmuseum.de/

Blogindlæg om Europäisches Hansemuseum i Lübeck:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/16/tysk-iscenesaettelse-og-interaktion-1-europaisches-hansemuseum-i-lubeck/

Blogindlæg om andre nominerede museer ved EMYA 2017:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

IMG_4904

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Tysk iscenesættelse og interaktion 1 Europäisches Hansemuseum i Lübeck

To nyanlagte tyske museer er Europäisches Hansemuseum i Lübeck og Deutsches Fussballmuseum i Dortmund og begge museer var fortjent nomineret til årets European Museum of the Year Award som blev uddelt i forrige uge. I årets første måneder var jeg forbi Lübeck og Dortmund og blev begejstret for den måde begge museer seriøst har arbejdet med stemninger, iscenesættelse og aktivering af deres gæster.

IMG_5296 (2)

Noget af det første man møder i udstillingerne er en kogge med varer på vej til Novgorod.

Hansamuseet ligger i et nybygget hus ud til floden, der omkranser den ældste del af Lübeck. Før udstillingerne kan besøges er der mulighed for at aktivere sin billet ved at vælge, hvilke sprog man vil læse teksterne på skærmene på og vælge om der er en særlig by eller emne man vil høre mere om på turen gennem museet.

IMG_5278 (2) IMG_5280 (2)
IMG_5281 (2)

Den første del af besøget fortæller om den lokation museet ligger på. Fra museumsbutikken går man en etage med til fritlagte arkæologiske udgravninger. Ved standere kan man med sin billet aktivere, at der med lys bliver skrevet, hvad de forskellige udgravninger er. Selv om dette afsnit ikke direkte handler om Hansaforbundet er det en god indledning. Lübecks ælde og historie understreges, og den store historie om Hansaforbundet bliver på den måde knyttet til det sted vi er ved lige nu og her.

IMG_5285 (2)

600 års historie i iscenesatte rum

Derefter begynder historien om Hansaforbundet. Museet fortæller historien kronologisk i en række iscenesatte rum. Det første rum er om Hansaforbundets dannelse i 1100-tallet og det sidste sat i 1700-tallet, hvor det sidste kontor lukker. I mellem disse rum er der mere genstandsfremvisende Kabinetter.

IMG_5370

De genstandsorienterede kabinetterne har hver deres tema. Her fra museets Kabinett om magt.

De iscenesættende rum fungere godt stemningsmæssigt og er imponerende varierede i deres udtryk og formidlingsformer. Det er ikke kun 1:1 iscenesættelse af situationer og rum, de kunne også tage udgangspunkt i en fremstilling af stedet, som f.eks. afsnittet om London omkring 1500, der er bygget op om et kort over byen med fokus på de steder, hvor Hansaerne handlere og holdt til i byen.

IMG_5375

Scenografi i rummet om spredningen af pesten i Europa i 1350.

IMG_5384

En stort Londonkort anno 1500 med modeller og genstande, der kunne aktiveres til at blive vist i kortet.

Nogle af rummene appellerer til, at gæsterne selv kan agere og lege med. Et af disse er rummet om et marked i Brügge i 1361, hvor der er opbygget imponerende rekonstruktioner af markedsboder. Der er en blandt andet en klædebod, et krydderimarked, en sølvhandler og vi var der ikke i mange sekunder før den yngste i familien fik startet en købmandsbutik-leg.

IMG_5355

Aktivitet er i det hele taget noget museet har lagt op til. Det er primært baseret på den billet man har fået og som aktivere de mange skærme, der er placeret i de kronologiske fremskridende historiefortællende rum. Det aktiverer gæsterne var min observation, men det er ofte en meget individuel aktivitet, som desværre derfor ikke dyrker den sociale fælles oplevelse som museer har en god mulighed for at være.

IMG_5302

Ved flere lydinstallationer blev der benyttet hovedtelefoner, som gav en god lyd, men som heller ikke gjorde oplevelsen til en social oplevelse.

Der er undtagelser. For eksempel ved en fotoboks i afsnittet om Brügge, hvor der er muligt at få taget et billede sammen i dragter og så også få billet knyttet til sin billet så man efter end museumsbesøg kan købe billeder i museumsbutikken, på samme måde som man i forlystelsesparker kan få billeder af sig selv hjem skrigende i en rutsjebane. Fint element.

IMG_5348 (2)

Fotografiet der blev taget i en slags fotoboks kunne bagefter ses på en skærm og købes ved udgangen.

Borgkloster og metafortællinger

Udstillingen slutter i en anden bygning, et oprindelige Borgkloster, hvor nogle af dette kompleks’ originale rum også er en del af museumsoplevelsen.

IMG_5489

Ud over disse originale rum er der også et afsnit om Hansaforbundet sidste tid og nogle mere receptionsorienterede afsnit. Der er rum om hvilke udsagn forskellige videnskaber kan udlede af genstande og billeder, og et afsnit om brugen og tolkningen af Hansaforbundet i de sidste 300 år. Historiebrug er et emne jeg personligt synes godt om, når der er med i fremstillinger af perioder. Den måde det var præsenteret på var nu nok mest til de særligt interesserede, men i det afsnit kunne man blive klogere på at både borgerlige nationalt frihedsdyrkende kredse i 1800-tallet og nazisterne brugte historien om Hansaerne i deres argumenter og at Hansa kan indgå i identitet og markedsføring af f.eks. øl og fodboldklubber.

IMG_5437

Også ved European Museum of the Year uddelingen i forrige uge blev nutidige politik koblet til emnet. I det interview, der var på konferencen med museets direktør Felicia Sternfeld, blev der diskuteret Hansaerne og samtidsrelevans, og draget paralleller mellem de politiske og handelsorienterede udfordringer Europa har i dag og det frihandelsforbund disse nordeuropæiske byer prøvede at lave for mere end 800 år siden.

IMG_5441

Hansaerne brugt i nazisternes tjeneste. I bogen Die Deutsche Hanse fandt Ernst Hering historisk opbakning til at nazister kunne se deres lebensraum mod øst.

Det allersidste rum er installationen Changes. I rummet var der forstørrede modeller af nogle af Hansaforbundets vigtigste personer og på væggen blev der vist billeder fra alle museets perioder imens, at David Bowies Changes blev spillet for fuld drøm – måske lidt tænkt, men høj Bowie musik er bare ok, og gjorde, at jeg forlod museet opløftet. Jeg ved ikke om skaberne af museet havde den engelske museumsmand Kenneth Hudson i tankerne og hans synspunkt om, at ”a good museum is one from which you go out feeling better then when you arrived.” Hvis der skal rockmusik til det – ja, så er det ok med mig.

IMG_5470

Europäisches Hansemuseum i Lübeck er et museum med mange historier og mange virkemidler. I modsætning til andre museer, der prøver at gabe over flere århundredes historier fra flere forskellige steder, f.eks. flere nationale museet, har museet i Lübeck haft en mulighed for at lave et samlet greb og fra starten dosserede de forskellige virkemidler som iscenesættelse, genstandsfokus, interaktion og kunstneriske fortolkning. Overordnet er det en opgave, de er lykkedes godt med.

IMG_5292

Der er et museum med rigtigt rigtigt meget tekst og enorm mange oplysninger, for meget kunne man synes hvis målet er at få læst det hele, eller bare overskue det, men Hansamuseet er også et visuelt appellerende museum, som er nemt tilgængeligt og en oplevelse af gå igennem. I den flok som jeg var afsted med, var det både hende på 3, 11 og 15, samt de to historikere i 40’erne, der var underholdt.

IMG_5333

Et andet nyt tysk museum der har villet noget med stemning og interaktion er fodboldmuseet i Dortmund, og dem af jer, som er nået hertil i teksten vil kunne glæde jer over, at et kommende indlæg her på bloggen vil fortælle om det museum.

Link

Europäisches Hansemuseum: http://www.hansemuseum.eu/

Indlæg om European Museum of the Year 2017: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

 

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

Få udstillinger er i dag uden digitale elementer, spørgsmålet er ikke længere om det digitale skal bruges, men hvordan det bliver udnyttet og integreret – er det på grund af en interaktivitet, et audiovisuelt element, det æstetiske eller noget helt andet.

På en tur i New York for to uger siden fik jeg set mange udstillinger, stort set alle med en form for digitale lag. Tre af dem jeg vil omtale her, da der bag disse udstillinger synes at være klare valg omkring brug og integration af det digitale.

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Et nyt ambitiøst projekt, som nu har fungeret et par år er designmuseet Cooper Hewitts digitale pen. Som besøgende på museet får man en pen, der både kan bruges til at samle oplysninger ind om det man ser på museet, til digitalt at gå på opdagelse i deres samling og til at udfolde sig kreativt.

IMG_3956

Indsamlingen sker ved at der på skiltningen ved genstandende er placeret et mærke som man kan placere sin pen ved og på den måde registrere genstande og når man logge sig ind på museets hjemmeside kan man se de valgte genstande og læse mere om dem.

IMG_3890

IMG_3889

Den digitale udforskning af samlingen sker blandt andet ved et markant digitalt bord i museets ankomstområde. Der kan man for eksempel lave en figur med pennen og se hvad der er i museets samling som har elementer af denne form. Derefter er det muligt at læse mere om det værk eller se andre værker det minder om.

IMG_3835

IMG_3836

IMG_3837

Bordet har både legende og oplysende elementer og også den gode brugbarhed, at det er nemt at se, hvad de andre får frem. Hvis man kommer sammen med andre på museet, så er det dermed nemt at dele oplevelsen med hinanden.

IMG_3848 (2)

I et rum om tapeter er der særligt fokus på egne frembringelser med pennen. Midt i rummet er der en skærm, som det er muligt for to brugere at benytte samtidigt. På skærmen kan man enten få vist tapeter fra museets store tapetsamling eller prøve kæfter med selv at gøre det som tapetdesigner – og den dag jeg besøgte museet var det det sidste som skærmen blev brugt til.

IMG_3874

Når mønsteret var klar til at blive set som tapet kunne man få det op på to af rummets vægge.

IMG_3884

IMG_3892

Brugen af Cooper Hewitts pen

Hvordan bliver et ambitiøst digitalt element som pennen brugt? Cooper Hewitt har været så generøse at dele at nogle af deres observationer med os. Pennen blev introduceret på museet i marts 2015 og efter et halvt år gjorde museets status over brugen af pennen i blogindlægget 5 months with the Pen: data, data, data (tak til Charlotte S H Jensen for at gøre mig opmærksom på dette). Undersøgelsen viste, at der var en stigning antal besøgende, som bruger pennen (fra 33 % ikke-brugere til ca. ca. 20 % ikke-brugere), og at der også var en stigning i både brugen med at indsamle genstande og at lave egne produktioner. På museets statistik site https://collection.cooperhewitt.org/stats/ (22.12.2016) oplyses, at pennen indtil videre er givet til 219.302 besøgende, og at der er indsamlet 10.208.574 objekter med den (45,55 objekt per pen) og skabt 212.072 design (0,97 design per pen).

IMG_3882

Undersøgelsen 5 months with the Pen: data, data, data beskriver, at ca. 1/3 af dem, som brugte pennen valgte at logge ind og se det data de havde indsamlet, og at museet gerne vil gøre denne digitale genbesørgelsesdel større. Hvordan de har arbejdet med det kan man læse i et andet blogindlæg Iterating the “Post-Visit Experience” der er en fin beskrivelse af hvilke design- og brugermæssige udfordringer museet syntes der var med at få gæsterne til at bruge den indgang billetten er som login til det digital genbesøg. I det hele taget er museets https://labs.cooperhewitt.org/ et godt site, hvis man er interesseret i at følge, hvordan museet arbejder med digital formidling og interaktion.

IMG_3898

Museum of the City of New York

I et blog indlæg fra januar 2016 beklagede jeg at New Yorks bymuseum ikke havde prioriteret en god oversigtsudstillingen. Men med New York at Its Core, der åbnede i november 2016 er det nu en god mulighed for at få et godt overblik over byens historie. Det er samtidigt en fint opstillet udstilling med en varieret brug af digitale formidlingsgreb.

IMG_3764

Udstillingen består af tre afdelinger, Port City 1609-1898, World City 1898-2012 og Future City Lab. I de to første historiske dele af udstillingen Port City og World City, er store animerede kort markante introfortællinger til rummene.

DSC_0953 (3)

Der er fokus på forskellige emner som Density, Dervesity og Money og udviklingen i byens forskellige dele bliver vist på det digitale bykort i hver afdeling.

Andre steder i Port City og World City delene af udstillingen er der er afsnit med genstande og i de afsnit bliver der henvist til personer som genstandene eller emner i afsnittet relatere sig til. De personer kan man undersøge nærmere i nogle skærme i rummene.

DSC_0951

DSC_0943

Skærmene nemme at forstå og har en feature jeg umiddelbart blev betaget af. Når med skal videre med flere informationer skal man svipe fortsættelsen op og følelsen af at bladre understøttes ved at den valgte tekst eller det valgte billede starter på skærmen under før den kommer op på hovedskærmen.

Det digitale er i form af store projektioner også en markant del i scenografien i rummene, særligt i World City afsnittet, både på bagvæggen og som en centralt visuelt installation i rummet.

DSC_0952

Future City Lab, udstillingens afdeling om fremtidens New York, har to markante digitale elementer. Det en er en stor installation, hvor der bliver vist billeder, udsagn og film om emnerne Making a Living, Living Together, Housing a Growing Population, Living with Nature og Getting Around.

IMG_3766

Det er envejskommunikation, men skærmens samlede størrelse og udformning gør at oplevelsen bliver en helt anden end at får informationen på en vanlig pc skærm. Et andet fint element ved installationen er, at det er nemt som en gruppe at se præsentationerne sammen.

IMG_3807

I en anden del af denne New York Future City afdeling kan man selv udfolde sig som byplanlægger. Man kan vælge en område af byen og som i et sims eller lignende spil indrettet dem med planter, fliser, vindmøller, legeredskaber, folk og meget mere. Løbende kan man se hvordan går med en score i forhold til biodiversitet, økonomi, oversvømmelsesfare og rekreation.

IMG_3772

IMG_3774

IMG_3782

Når man er tilfreds med landskabet kan det loades op i til museet og det er muligt at se det på en stor skærm i rummet hvor man ved at placere sig selv bestemte steder også kan se sig selv i det skabte bymiljø.

IMG_3794

IMG_3805 (2)

Ved siden af skærmene hvor man skabe sit eget bymiljø er det muligt at læse og søge informationer om emner i Future Lab.

IMG_3781

Som et tredje element i denne del af New York at Its Core er der som en modvægt til de meget tydelige digitale element et bord, hvor det med papir og blyant er muligt at komme med ønsker til byens fremtid. Det var enkelt sat op og ud over brugernes udsagn er er også citater fra markante aktører i byens styre eller udvikling.

IMG_3803

IMG_3804

Brooklyn Historical Society

Både på Cooper Hewitt og i New York at Its Core er de digitale elementer meget tydelige og nogle steder også understedet som virtuelle. Der har Brooklyn Historical Society valgt at gå en helt anden vej. Det er et meget mindre museum, og da jeg besøgte det var der tre mindre gallerier med udstillinger og så det dejligt Othmer Library & Archives, som jeg kun varmt kan anbefale at søge tilflugt i, hvis man er i nærheden af Brooklyn Heigths og har brug for en pause i en meget velassorteret bogsamlingen om byens historie og kultur.

DSC_0176

En af udstillingerne på museet er Brooklyn Abolitionists om bydelens anti-slavery movement fra 1789 til 1863. Langs væggen er der tekster og billeder, og centralt i rummet står en række stationer med en boks med et lærred foran. På boksen er der informationer, ofte om en person i bevægelsen og fra boksen kan der hives et papir ud med ekstra information, f.eks. med en kilde til personen.

IMG_4502

IMG_4499

Denne analoge følelse af interaktion bliver videreført i den digitale formidling ved at indholdet på lærredet foran en kan skiftes ved at hive i de snore der går fra boksen og op i loftet. Det minder lidt om følelsen af at hive et kort frem i geografilokalet, selvom det man gjorde jo egentlig var at skifte indhold på en projektion.

IMG_4495

DSC_0184

Den digitale løsning på det lille Brooklyn Historical Society er langt mindre spektakulær end dem på de to andre nævnte museet, og det er nok ikke en løsning, der rammer omtalen eller notitserne i mange museums- eller teknologi-blogs. Men oplevelen i Brooklyn er en jeg tænker tilbage på som et særligt elegant digital formidlingsløsning og det fra indtryk i en lille uge, der bød på mange fine og dyrt tilkøbte formidlingsgreb. Museet er et reelt rum vi bevæger og orientere os i med vores egne sanser og krop som målestok. Det grundvilkår prøvede udstillingen om abolitionisterne ikke at omgå, men i stedet at tilpasse ustabiliteten i deres digitale element til og det var med til at gøre denne løsning elegant.

IMG_4507

Link

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum
https://www.cooperhewitt.org/

Cooper Hewitt lab indlæg 5 months with the Pen: data, data, data:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/5-months-with-the-pen/

Cooper Hewitt lab indlæg Iterating the “Post-Visit Experience”:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/iterating-the-post-visit-experience/

Cooper Hewitt statistik:
https://collection.cooperhewitt.org/stats/

Museum of the City of New Yorks udstilling New York at Its Core:
http://www.mcny.org/nyatitscore

Brooklyn Historical Society:
http://brooklynhistory.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Museum of the City of New Yorks:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

Dette er et andet indlæg fra en et besøg i New York i december 2016, det første kan læses her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/12/17/det-talte-ord-i-new-york-tenement-museum-one-world-observator

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum

Gladiator – Colosseums Helte på Moesgaard Museum er en særudstilling, der er værd at besøge, alene på grund af udstillingens brug af film og rumlig oplevelse skabt gennem film og scenografi.

Gladiator - Colosseums helte

Udstillingens emne om mænd, der kæmper til døden mod hinanden eller vilde dyr er i sig selv fyld med spænding, foragt og fascination, og det har Moesgaard også formået at formidle bredt på grund af udstillingens store centrale rum. Der træder vi som museumsgæster ind i Colosseum. Fra første parket ses arenaen og i en dragene 20 min. sekvens følger man publikums komme og kampene, der går i gang. Det er ikke kun en projektion, der viser handlingen, men flere skærme og projektioner rundt i lokalet.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Bag de besøgende, der står på gulvet og ser på arenaen, er der en tribune, man også kan gå op og se handlingen fra (og ved sin tilstedeværelse på tribune samtidigt skabe mere liv i rummet) og i loftet er der baner af stof, en solafskærmning, der glider ind over publikum. Sammen med resten af scenografien i rummet er det alt sammen med til at få museumsgæsterne til at føle, at de er tilstede – her i Colosseum sammen med gladiatorerne.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Resten af udstillingen er ikke nær så spektakulær. Der er først og fremmest montre med genstande. Og der er tekster, der desværre nogle steder er vanskelige at læse og flere steder er meget lange. Det er information og vidnesbyrd man som gæst kan dykke ned i, hvis fortællingen fra der store rum har vagt interesseren.

Gladiator - Colosseums helte

Museet har valgt at prioritere at lave en imponerende filmisk introduktion – og det er et godt valg. Filmene er professionelle lavet og samtidigt er det meget mere end film. Filmene skaber et rum, som man som besøgende er med til at give liv. Museets særlige kvalitet som rumlig formidlings- og oplevelsessted bliver udnyttet – og med andet end de arkæologiske genstande, der ellers synes at måtte have været det oplagte i et emne fra Romerriget. Den filmiske og scenografiske formidling er med til at få historien om gladiatorerne bred formidlet. Den er også med til, at formidlingen når og engagerer flere end de gæster, der på forhånd har interesseren og tålmodigheden til lange tekster og oplyste montre.

Gladiator - Colosseums helte

Gladiator – Colosseums Helte vises på Moesgaard Museum frem til 11. september 2016.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Udstilling

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Frontier Culture Museum. Amerikanske open air museer 4

Frontier Culture Museum er et eksempel på et museum med en klar og god ide, men desværre også et museum, hvor ideen ikke er så tydeligt formidlet. Museet vil vise, hvor forskellige ideer kommer fra og bliver smeltet sammen til nye former, og de vil gøre det med huse og boliger fra henholdsvis Europa /Afrika og Nordamerika.

IMG_8920

En 1700-tals bygning fra tyske Rheinland

Museet ligger i Staunton i Virginia. Det består af en Old World del, hvor der er bygninger, som er flyttet eller rekonstrueret fra 1600-tallets England og 1700-tallets Nigeria, Tyskland, England, Irland, og en America del som har et afsnit med hytter fra Ganatastwa indianerne og nordamerikanske bygninger fra 1760’erne, 1820’erne og 1840’erne. Jeg synes det er et stærkt formidlingskoncept. At indvandrerne – hvad end de kom af fri vilje eller som slaver – havde ideer til hvordan man indrettede hjemmet og verden, og at nogle af ideer blev de fremherskende og andre var med til at give inspiration.

USA 2015 213

På besøg i et 1820 amerikansk landbohus fra Virginia.

Det problem som jeg syntes, at museet har, er at det ikke får formidlet denne pointe klart nok, og at museet derfor kan komme til at virke som en samling bygninger uden sammenhæng. Når det er sagt, så var det på mange andre måder et godt museum at besøge med serviceorienterede medarbejdere, dyr ved områderne, gode haveområder og aktiverende elementer for store og små.

IMG_8905

Flere steder kunne møblerne prøves eller der var aktiviteter for gæsterne, f.eks. kartning af uld.

Jeg besøgte museet en varm juli dag sammen med min familien og en anden familie med børn, forældre og bedsteforældre. Vores udgangspunkt var, at vi havde a day out med store og små.
Gruppen bestod af ikke mindre end fire, som professionelt arbejder med museumsformidling foruden en tidligere ansat på museet, men vi udstrålede med vores børn og børnebørn ikke, at vi kom for at nærstudere museet særlige historier. Vi kom som så mange andre vi mødte der – som familier på tur.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

Katie, John, Dan, Hanne, Martin og Lynn – med børn og børnebørn foran den irske gård

Manglende formidling af museets store historie

Vi blev godt modtaget, men den dag i juli hvor vi var på besøg var der ikke mange af museets ansatte, som prøvede at hjælpe os ind i museets store historie. Der var en introduktion til museet i indgangsbygningen, der gennem meget tekst og lidt film og billeder præsenterede de forskellige afsnit museets bestod af. Muligvis kunne det introrum give en sammenhæng afsnittene imellem, men det var placeret i et rum bag indgangen, som man ikke behøvedes at opdage og det var ikke noget som billetsalget gjorde meget for at introducere os til – og slet ikke da de så hvor stor og varieret vores gruppe var. Det var måske forståeligt nok, da det var en ret så teksttung introduktion til museet, men det ville have været godt, hvis museet kunne have givet en god introduktion til ideen – også for familiegrupper med mindre børn.

IMG_6955

Det ret tekstfyldige introrum på Frontier Culture Museum.

Ved alle afdelinger i museet var der store tekstplancher som beskrev, hvor bygningerne kom fra og hvilken kultur de havde været en del af. Det gav en baggrund, men var ikke plancher som var nemme at tilgå, når der var liv omkring en og børn, der gerne ville have hurtige svar eller opmærksomhed.

IMG_6935

Planchen til American School House.

Vi mødte personale i alle afdelinger af museet. Kun et sted – ved de vestafrikanske hytter – fik vi udover den generelle introduktion til området også en snak, der understøttede museets særlige tilgang med at kunne sammenstille byggeskik og kulturer. Guiden fortalte kort om Igbo folket fra Vestafrika og gennemgik husets rum og funktioner. Herunder at verandaen var et traditionelt træk i igbofolkets byggestil og at vi skulle lægge mærke til verandaerne her og i de huse vi senere ville møde i den amerikanske afdeling af museet.

USA 2015 202

Verandaen i den genskabte 1700 tals hus fra Igbofolket i Vestafrika.

DSC_0432

Veranda i 1850’er hus fra Virginia.

Udsagt og performerende udsigelse

Lige før jeg besøgte museet havde jeg læst Ingrid Vatnes artikel ”Dramatiseret museumsformidling” der måneden før var blevet publiceret i Nordisk Museologi, bind 1, 2015. Artiklen er et studie af levendegørelse på open air museer og tager udgangspunkt i nogle af de observationer i Den Gamle By, som Ingrid Vatne gjorde i forbindelse med hendes ph.d. I artiklen bruger Ingrid Vatne udsigelsesteori i analysen af formidlingen og skelner mellem udsagt udsigelse og performerende udsigelse, hvor udsagt udsigelse bl.a. er betydning fikseret i en kontekst (en tid), f.eks. en rolle gestaltet i et historisk miljø, og hvor performeret udsigelse bl.a. er betydning, som skabes i interaktionen med publikum.

Denne skelnen i udsigelsesteorien blev jeg mindet om ved det amerikanske 1850’er hus. I bygningen var der ligesom ved de fleste andre steder på museet en medarbejder i dragt, men ikke i rolle. Han formidlere huset og tiden ved at fortælle om, hvor det var fra og hvad de enkelte rum var. Det var hans viden som blev fyldt over i os – uden at vi rigtigt kunne bidrage til samtalens faktuelle indhold.

IMG_6947

Inde i det amerikanske 1850’er hus.

Efter at have set os omkring mødte vi ham igen ude på verandaen, hvor han var i gang med at høvle et bræt. Han spurgte os, om vi ikke havde lyst til at prøve – og mest vi høvlede med det gammeldags værktøj fortalte han om DIY i 1800-tallet, og om arbejdet med at skaffe redskabet til at bygge. Ved at vi selv sad med høvlen og på den måde følte os forbundet med det som vi fik fortalt, blev det en mere relevant samtale og information som vi i gruppen blev grebet af.

DSC_0452

Vi havde en hyggelig dag ved Frontier Culture Museum i en aldersspredt gruppe, hvor den sociale kontekst i besøget var i fokus, og der havde museet nok af små almene fortællinger og pauser mellem de forskelle afsnit til, at vi havde gode timer på museet. Set i det lys var besøget en god oplevelse – også selvom, at museets særlige tilgang med at lægge op til en sammenligning og transformation af kulturer og byggeskik ikke blev forløst.

Woodrow Wilson

Museet lå i Staunton, Virginia, der udover Culture Frontier Museum også har en anden vigtig historie om forbindelse mellem Europa og USA, da det er denne by Woodrow Wilson kom fra. Han var den præsident, der fik USA med i den europæisk baserede 1. verdenskrig og som ved den efterfølgende fredsslutning gennem hans Fourteen Points var med til at formulere praksissen om folkenes selvbestemmelse, som fik en afgørende betydning for grænsedragningerne efter 1. verdenskrig, bl.a. i Sønderjylland og ikke mindst i Centraleuropa.

DSC_0507

I byen er der et også et Woodrow Wilson museum. Museets tilgang til formidlingsteknikker var ikke nyskabende eller ekstravagante, men det gav for den nysgerrige et fint samlet indblik i Wilsons person og den dramatiske periode i amerikansk og europæisk historie.

IMG_6963

I kælderen i Woodrow Wilson museet blev der fortalt om den amerikanske deltagelse i 1. verdenskrig, bl.a. i en scenograferet skyttegrav.

De to museer i Staunton er begge et besøg værd, men det kunne have været fantastisk, hvis Frontier Culture Museum i højere grad havde dyrket deres udgangspunkt og mere klart og tilgængeligt havde vist, hvor inspirationerne og vidensoverleveringerne kom fra i skabelsen af den nye verden.

USA 2015 221

Link og litteratur

Frontier Culture Museum: http://www.frontiermuseum.org/

Woodrow Wilson museum: http://www.woodrowwilson.org/

Ingrid Vatne: Dramatiseret historieformidling. Når publikums deltagelse får betydning, i:  Nordisk Museologi, 1, 2015

Dette er fjerde indlæg i en serie om amerikanske open air museer. De tre første indlæg kan ses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

 

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

5 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj

To af de museer i landet med de største tekstilsamlinger åbnede sidste år hver deres udstilling om tøj. Den ene udstilling var Nationalmuseets Pels – liv eller død og den anden var Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. Der er to anbefalelsesmæssige udstillinger, der stadig kan ses, og det er også eksempler på to meget forskellige tilgange og brug af tøj til fortællinger.

Pels DSC_0112

Pels – liv eller død

Nationalmuseets udstilling Pels vises i museets store Egmonthal og er en ambitiøs udstilling, der bruger et væld af greb og lægger op til dialog med gæsterne.

Lige når man kommer ind i hallen bliver man mødt med en række udsagn om pels og det etiske ved at benytte pels som beklædningsgenstand. Her er gennem tekst og film udsagn fra pelsavlere, dyrevelfærdsaktivister, modeskabere – der både er for eller imod, landbrugsministeren, grønlandske fangere, og flere andre, der har en holdning til brugen af pels.

Pels DSC_0173

Modeskaberne Trine Wackerhausen og Karl Lagerfeld er nogle af de mange der udtaler sig om pels i udstillingen

Introen markere at dette ikke er en udstilling der vil nøjes med nøgternt at vise genstande frem, men en udstilling, der vil gå i dialog med den besøgende og deres holdninger.

At Nationalmuseet vil den besøgende noget kan jeg kun bifalde, men personligt syntes jeg, at det også er en intro, der næsten for tydeligt og pågående præsenterede den besøgende for holdninger, som der skal tages stilling til – der er så mange udsagn og stemmer at forholde sig til så man ikke kan overskue dem eller have ro til at reflektere over dem.

Pels DSC_0176

Efter introen bruger udstillingen det simpelt formidlingsmæssige greb, at man som besøgende skal vælge at gå den ene eller anden vej afhængigt af om man er til pels er ej. Stillingtagen skal tages her for at komme videre. Enkelt og godt. Begge valg fører ind til et område, hvor man kan prøve pelse, kunstpelse eller aktivisttøj og lade sig fotografere eller tage selfie. Det er også muligt at vælge den rette baggrund (Arktis, en cat walk mv.) til at lade sig forevige foran.

Pels DSC_0177

De besøgende kan prøve tøj i udstillingen og når de gennem instragram bruger hashtagget #furlifedeath bliver billedet vist på skærme i udstillingen

Pels DSC_0178

I udstillingen er der en væg, hvor der baggrunden kan vælges til ens pelstøj-billede

Efter disse dele kommer man ud i udstillingens store rum. Nationalmuseet har i indretningen fået hjælp af scenograf Anne Schnettler og der er blevet skabt en klar rummelig fortælling. I hver sin ende af det store rum er placeret to grupper af drager og mellem disse er der store planche- og montre elementer, som gennem tekst, genstande og billeder fortæller om blandt andet jagt, opdræt, forarbejdning, handel og forbrug – både i Arktis, forhistoriske tid og i nyere tid. Det spektakulære i rummet er de to tableauer af dragter. Den ene gruppe er nye modeskaberes brug af pels og den anden gruppe er dragter fra Nationalmuseet righoldige og exceptionelle arktiske samling.

Pels DSC_0165

Pels DSC_0182

Aktivering af gæsten i udstillingen

Der er mange informationer at forholde sig til i udstillingen, men den er også godt dækket ind med brugerinddragende elementer eller hands-on elementer som at prøve tøjet, mærke på forskellige pelstyper. Den store tekstmænge og den de mange udsagn om emnet kan gøre, at udstillingen kan virke lidt teksttung og belærende, men med den rette rute gennem Pels er det bestemt også muligt for en familie at få en god og aktiv oplevelse.

Pels DSC_0116

En af de aktiverende elementer er en fremvisning af pelse – og kunstig pels – hvor man så kan gætte hvad der er hvad

Pels termoinstallation

Ved en varmeudstrålingsmåler kan man prøve overtøj og se hvilken isoleringsgrad det har. Til højre er termografisk billede af mig med en pels på og til venstre med en lærredsjakke på.

Det er en udstilling, der ønsker at skabe en debat og få folk til at reflektere. Det lykkedes også Nationalmuseet at få mig til at overveje emnet og dermed en klarere ide om min egen holdning. Dette skete ikke gennem udsagnene i begyndelsen af udstillingen, men ved de to store tableauer i hovedrummet og den mulighed de gav ved at man kunne sammenligne vor tids kulturs mere ekstravagante brug af pels overfor inuitternes funktionsbundne og nødvendige brug.

Pels DSC_0154

Udstillinger er ofte et socialt rum som man deler med andre og jeg tror at udstillingsrummet er rigtigt godt til at lade gæsten selv drage sine konklusioner – evt. gennem snakken med den man ser udstillingen med. Alt skal ikke fordøjes, men gerne lægges frem så gæsten selv kan lave refleksionen og få glæden over at se sammenhænge. Det synes jeg også at min oplevelse i Pels underbygger. Det var ikke var de direkte udsagn eller opfordringer i udstillingen til at høre min mening, der for alvor aktivere min refleksion, men derimod to mere nøgternt opstillede tableauer af genstande fint arrangeret så de var nemme at sammenligne og det blev oplagt til selv at tænke over emnet – uden at der for tydeligt blev opfordret til at man skulle gøre det.

Hoensestrik og hot pants IMG_5518

Hønsestrik og hot pants

For god ordens skyld vil jeg nævnte, at Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants er ikke en udstilling jeg på samme måde som med Pels kan beskue udefra som gæst. Det er min kollega Tove Engelhardt Mathiassen, der har tilrettelagt udstillingen, men jeg har samme med andre kollegaer løbende fulgt tilblivelsen og udvekslet ideer med Tove.

Hønsestrik og hot pants er med sine 250 m2 ikke en nær så stor udstilling som Pels og udstillingen har også færre udsagn og behandler færre emner. I de sidste år har Den Gamle By åbnet en række butikker og lejligheder, der viser hvordan at danskerne kunne have levet i 1974. Hønsestrik og hot pants er med til at understøtte dette fokus museet har på 70’erne og den fortid, der er i mands mind.

Hoensestrik og hot pants DSC_0017

Udstillingen vises eksempler på DIY tendenser i årtiet, blandt andet med hønsestik, der var skabt som en erklæret oprør mod garnfabrikanterne samlede salg af opskrifter og garn. Nu skulle stikken også frigøres og alle skulle kunne strikke de motiver de havde lyst til!

Andre rum fokusere på tøj, som kunne købes i butikkerne og sidst i udstillingen er der to rum, som viser sammenhæng (eller mangel på samme) mellem musikvalg og påklædning.

Hoensestrik og hot pants IMG_5522

70’erne var et meget rigt årti med hensyn til stilarter og iscenesættelse og det kommer udstillingen godt omkring. Undervejs er udstillingen garneret med tidstypisk musik og skærme, der viser billeder og reklamer med eksempler på tidens trens og tøj. Det er alt sammen med til at skabe en udstilling, der vækker minder og genkendelse for mange. Ligesom i Pels er det udvalgte steder også muligt selv at bidrage. I et af rummene, hvor der vises hjemmegjort tøj, kan de besøgende strikke med på et halstørklæde og sidst i udstillingen er der en lille gætteleg om hvilken musik ejerne bag de forskellige sæt tøj hørte.

Hoensestrik og hot pants IMG_5262

De besøgende skal gætte hvem der hørte hvilken musik i 70’erne

Hoensestrik og hot pants DSC_0028

Og kan se om det var den, der ejede det tøj de troede det var, og derudover læse en kort tekst fra ejeren af tøjet

I modsætning til Nationalmuseets arktiske samling havde Den Gamle By ikke en stor og spektakulær samling at 70’er tøj at trække på. Det udstillede tøj i Hønsestrik og hot pants er fra en samling, der er bygget op de seneste år med øje for at lave en udstilling som denne – og for at bevare tøj fra 70’erne. Det er ikke særlige eksklusive genstande, men oftest almindelige folks tøj. For at få flere almindelige menneskers historier med i udstillingen blev der lavet opslag på museets facebook og blogs, hvor billeder og historier om 70’er tøj blev efterlyst. Der kom gode svar retur og også materiale, som kunne indgå i udstillingen og bidrage til museets vidensindsamling om periodens tøj og brug af tøj.

Hoensestrik og hot pants IMG_5264

Der blev blandt andet gennem facebook og museets blog efterlyst billeder der henviste til tøjstil og brug af musik http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2014/02/06/musikstil-og-tojstil-i-1970erne-indsamling-af-billeder/

Dilemma og diskussion eller mangfoldighed og erindring

Pels og Hønsestrik og hot pants er begge udstillinger om tøj, men de bruger genstandstypen meget forskelligt. Nationalmuseet har lavet en ambitiøs udstilling, der dels er en fremvisning af en af museets helt stærke genstandsfelter – deres arktiske samling – men som samtidigt også er en udstillinger, der søger at behandle et etisk dilemma og en aktivt erhverv i Danmark, opdræt af dyr med henblik på at bruge deres pels til beklædning.

Hønsestrik og hot pants sætter fokus på en tidsperiode. Det er ikke en udstilling, der leder efter et dilemma men lader de modstillinger, som er i udstillingens materiale (flippet – borgerlig, disko – dansk top mv.) være med til at vise en mangfoldighed mere end at opfordre til et valg og en stillingtagen som den besøgende skal forholde sig til.

Pels DSC_0164

På vej ud af udstillingen Pels bliver de besøgende spurgt om deres holdning til pels, og hvis man sender den i en SMS til 1272 bliver udsagnet vist i udstillingen

Pels søger efter at engagere gæsterne og det skal den have anderkendelse for, Hønsestrik og hot pants har ikke en stillingstagen-dagsorden på samme vis, men der er ikke tvivl, når man ser publikums reaktioner i udstillingen, at mange bliver engageret – ikke i et etisk dilemma, men i deres egen historie som de ihukommer gennem besøget i udstillingen. Den nære fortid er fængende. Et det fordi det er let formidling uden refleksion? Nej – det er det ikke. Der er tydeligvis en refleksion hos de besøgende. Den er måske nemt for gæsterne at lave ved at de forholder sig til deres eget liv og historie, men det er en refleksion, der kan sætte meget i gang. Inputtet fra udstillingen minder en om, hvor man var og hvor man nu er. Det kan også åbne døren op til en overvejelse om, hvilken udvikling samfundet har gennemgået de sidste 40 år. Dem der er for unge til at have oplevet 70’erne kan også reflektere over ændringerne, særligt hvis de er sammen med deres forældre og pludselig nu høre dem fortælle andeledes om dengang de var unge eller børn.

Hoensestrik og hot pants DSC_0022

Engagement i udstillinger kan både laves mere direkte som i Pelsudstillingen og mere selvoplevende som i Hønsestrik og hot pants. Forskellige temaer kræver forskellige metoder, og er begge udstillinger bruger gode greb. De er værd at besøge og lade sig inspirere af.

Nationalmuseets Pels – liv eller død kan ses frem til 22. februar 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://natmus.dk/museerne/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/pels/</a

Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne kan ses resten af 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Hoensestrik og hot pants DSC_0018

3 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Det maritime museum i Tallinn, Popsenteret i Oslo og Black Country Living Museum i Dudley

Jeg har haft den store fornøjelse i år at besøge en del museer, både med familie og venner og med kollegaer i embedes medfør. Nogle af besøgene er blevet til omtaler i denne blog, men langt fra alle. Her før 2014 rinder ud får I nogle billeder fra tre udenlandske museer som jeg gerne vil anbefale – hvis vejen skulle gå forbi Tallinn, Oslo eller engelske Dudley.

Det maritime museum Lennusadam 

Lennusadam er del af det estiske maritime museum og er en imponerende nyistandsat museumsbygning med en historie i selve huset. Museet, der ligger i Tallinn, er placeret i hangarer, hvor der fra 1930’erne og frem er blevet bygget vandflyvere. For en ti år siden begyndte en omlægningen af området og i 2012 kunne museet åbne i de nyistandsatte hangarer efter store investeringer, blandt andet fra EU.

DSC_0190

DSC_0255

Museets åbne rum er imponerende. Det meget store lokale har højt til loftet og en tagkonstruktion, der givet et stort samlet udstillingslokale. Det er udnyttet i museets indretning ved at de udstillede genstande både bliver vist nede og oppe i rummet. Museet er opbygget efter den klare ide, at genstandene placeret i forholdt til havets overflade. Der går et usynligt vandspejl gennem bygningen og på den linje ”sejler” de udstillede både, mens minerne er under den og vandflyvere, antiluftskyts mv. er over den.

DSC_0248

Der er variation i lys og larm, så det er ikke et roligt museumsrum, der er opbygget i Tallinn og der er en til tider legesyg tilgang til at iscenesætte og skabe aktivitet om genstandene og i rummet. Der er tøj, der kan prøves og som man kan bliver foreviget med, og der er masser at små stationer fyldt med film, tekniske oplysninger om den ene eller anden type båd eller små quizzer om f.eks. hvad rigningsdelene af et skib hedder. Museet har i det hele taget mange spilelementer – fra quizzer over det klassiske pc-spil mineswiper (på en skærm der hvor minerne blev udstillet) og til et spil, hvor man er en pilot på mission og hvor spillet skal udføres i et originalt fly og med en simuleringsskærm foran en.

DSC_0182

DSC_0180

DSC_0218

Lennusadam er værd at besøge på grund af dets imponerende rum og for at se hvor meget lyd, lys, spil og elektronik, der kan puttes i en udstilling. Det giver ikke nødvendigvis en rolig eller helstøbt oplevelse, men bestemt en oplevelse.

DSC_0211

Ubåden Lembit er en af de imponerende genstande museet udstiller

DSC_0239

Inde i ubåden Lembit

DSC_0228

Udstilling af uniformer

DSC_0225

og ved siden af – uniformer der kan prøves

Popsenteret i Oslo

Et andet legende museum med hang til digitale løsninger er Popsenteret, populærmusikkens hus i Oslo. Museet fortæller om norsk populærmusik fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Jeg vil tro, at de fleste ikke-nordmænd vil komme til Popsenteret uden at kende meget mere end 3-4 norske musikgrupper, men museet formår at fortælle en større populærkulturel historie og sammen med aktiverende elementer at underholde og gøre stedet relevant for flere.

DSC_2093

DSC_2097

I udstillingen går den besøgende kronologisk frem og bliver undervejs udover musikken også præcenteret for instrumenter og teknik (f.eks. iPod og walkman) der fortæller om kulturen rundt om musikken. Der er databaser med sange, plakater og koncertsteder man kan gå på opdagelse i og et aktiverende spor, hvor man selv kan indspille en sang og lave et passende cover til den.

DSC_0001

Museets interaktive koncertstedskort

DSC_0008

Museets interaktive “bandstation”

DSC_0043

Ungdomsrummet i museet – hvor den besøgende kan vælge tid og rummets overflader så ændrer udseende

Efter nogle timer på Popcenteret blev jeg bekræftet i, at der er grund til at a-ha og Kaisers Orkester er blandt de norske band, der er kommet bedst ud over landets grænser, men jeg blev også oplyst om, at Norge har haft de samme tendenser som kendes fra den danske og mange andre musikscene – og så havde en jeg fin underholdende eftermiddag med familien. Popsenteret er rent museumsfaglig også et godt sted at blive inspireret og jeg kan godt røbe, at greb fra stedet også kan ses i Den Gamle Bys musikhistoriske udstillingen Aarhus Rocks!

DSC_0015

Koncertrummet i udstillingen – det er noget alle aldre kan forholde sig til. Her er det 1 årige Thea, der er på scenen. “Hva’ så Oslo – er I der …”

Black Country Living Museum

Hvor nyskabelser og teknologi er centrale elementer i norske Popsenteret og estiske Lennusadam, så er der mere fokus på nærvær og nostalgi i Black Country Living Museum (BCLM) i Dudley. Området Black Country er en del af West Midland og ligger tæt ved Birmingham – knapt to timers kørsel syd for Liverpool og lidt over to timers kørsel nordvest for London. Som navnet antyder, er det et kulminedistrikt og det er også et af arnestederne for industrialiseringen. I Black Country blev der i 1800-tallet anlagt jernstøberier og stålværker, der sammen med kulminerne og koksproduktionen gjorde det til et af verdens mest luftforurenede områder. Rejseberetningerne fra 1800-tallet taler heller ikke om Black Country i pæne vendinger, den amerikanske forfatter og diplomat Elitu Burritt skriver bl.a. om området, at det er ”black by day and red by night”. Efter sigende skulle Tolkien også have brugt Black Country som inspiration til den onde troldmand Saurons egn Mordor (Mor-Dor betyder på Tolkiens elversprog også Sort Land).

Industrialiseringen er også det centrale element i Black Country Living Museum og historien er fortalt med velkendte greb fra open air museerne: genopførte miljøer, demonstration af håndværk og levendegørelse.

DSC_0529

Museets store World story er en rekonstruktion af Newcomen Engine – verdens første dampmaskine, der blev opfundet i 1712 af Thomas Newcomen og som var i funktion i en kulmine i Tipton tæt ved Dudley.

DSC_0511

Demonstration af jernkædesmedning. Black Country var et stort jernkædeproduktionsområde, bl.a. ankerkæden til Titanic blev smedet i området.

Jeg besøgte museet i september og var i gode hænder. Der var nærværende aktører, der interessant fortalte om f.eks. jernkæde-produktion og herretøj i 30’erne og der var stemningsfulde miljøer i det lille bykvarter på museet.

DSC_0489

H. Morrall’s Gentelmen’s Outfitter er en af butikkerne i 30’er gaden på museet

DSC_0482

Og inde i H. Morrall’s Gentelman’s Outfitter får man en god betjening og en fin 3. persons formidling af en herretøjsbutik i mellemkrigstids-perioden.

Der var også en mine som fint fortalte om minernes betydning for området. Efter mit besøg i minen fandt jeg ud af, at det var en kunstig mine, som museet havde anlagt. Det viser Black Country Living Museums fokus på historien frem for den autentiske genstand. Når de ikke havde en autentisk mine måtte dette være valget at tage for at få denne vigtige historie med i museets hovedfortælling. Minedriften blev fortalt gennem den stemningsfulde rekonstruktion, dukker af minearbejdere og oplæst speak – og også den fortælling fungerede godt på museet.

DSC_0550

Udgangen fra minen

Black Country er et meget nærværende museum, der fint formidler dele af industrialiseringen og samtidigt giver museer et nostalgisk skær af England før verden gik af lave og alt gik op i amerikansk levevis og den postmoderne flygtighed. Er det så det helt rigtige billede af Black Country området fra midten af 1800-tallet og til midten af 1900-tallet? Nej, men det er med til at sætte tankerne og refleksionerne i gang, og museet gør det så også på en måde, hvor alle føler sig velkomne og godt modtaget. Og det er bestemt en vigtig rolle at påtage sig som kulturhistoriske museum.

DSC_0582

Sandheder der kan læres i Black Country Livinge Museum: 2 x 2 = 4, Silence is Golden og god nærværende aktørformidling virker

4 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling