Category Archives: Kunst

Carrières des Lumières – en fortælling med værker af Bosch, Brueghel og Archimboldo

Man tager et kæmperum, nogle kunsthistoriske mesterværker og tilsætter projektion, animationer og musik – voila, så har man en fortælling og et billedshow, der omgiver og griber en.

DSC_0450

Jeg var i den sydfranske by Les Baux-de-Provence i sidste uge for at opleve Bosch, Brueghel, Archimboldo – Fantastique et Merveilleux , der bliver vist i en enorm kalkstensmine. Jeg kom dertil med høje forventninger og blev ikke skuffet, men i stedet overasket over, hvor meget dette rum i kombination med billederne og musikken kunne påvirke mig.

IMG_7962

Rigtigt mange af billederne er ikoniske kunsthistoriske værker, f.eks. Hieronymus Boschs Dommedag og Lysternes have, Giuseppe Archimboldos frugtansigter i De fire årstider og Pieter Brueghel d. æ og Pieter Brueghel d. y’s vinterlandskaber og malerier af fester og bryllupper på landet. Jeg havde inden besøget forestillet mig, at jeg ”kom ind i malerierne”, men det som jeg snarere oplevede var at blive omsluttet af billederne. Der var stadig distancen til værkerne, men gennem sammenstilningen og animationer af billedernes motiver fik værkerne et yderligere lag, og tilsammen opstod en ekstra fortælling samtidig med, at man undervejs opdagede nye detaljer i nogle af de ellers kendte værker.

IMG_7915

Billedfortællingen var primært bygget op omkring stærke og udtryksfulde billeder fra Hieronimus Bosch, Giuseppe Archimboldo og den flamske malerfamilie Brueghel, men der blev også brugt malerier fra enkelte andre 1500 – 1600 tals kunstnere som f.eks. Abbel Grimmer, Jan Davidsz de Heem og Jan van Kessel d.æ.

IMG_7947

Animationerne af malernes figurer og overgangene mellem billederne er tydelige tilføjelser til værkerne, men showet i Carrières des Lumières er heller ikke en Bosch, Brueghel og Arcimboldo udstilling, hvor værket skal stå alene, men i stedet en billedfortælling, der tager udgangspunkt i kunstnernes motiver.

DSC_0452

Jeg har ikke et dybt kendskab til de malere, men min oplevelse var, at showets tre instruktører Gianfranco Iannuzzi, Renato Gatto og Massimiliano Siccardi fint havde fanget stemninger og følelser i værkerne og dermed talte med og ikke mod kunstnerne.

Og så var der musik, som fyldte hele rummet. Der var et stemningsmættet soundtrack fra Vivaldi fortolket af Max Richter over Carl Off og Mussorgsky og afsluttende med en liveversion af Led Zeppelins Stairways to Heaven. Og det gjorde det som musik kan, at underbygge følelser og sætte stemninger.

DSC_0467

DSC_0475

Det helt særlige og unikke ved Carrières des Lumières var dog hverken musikken eller instruktionen af projektionerne, men rummet. Denne store forladte kalkstensmine med dens store indhuggede lige flader, der skaber nye rum og fornemmelser af rum. Ved at bevæge sig rundt opdagede man nye motiver eller så sammensætningen af fortællingen på nye måder. Nogle af gæsterne fandt steder, hvor de blev i lang tid, mens andre hele tiden opsøgte nye betragtningsvinkler. Oplevelsen i Carrières des Lumières har dermed udstillingsmediets særlige rumlige karakteristika ved, at den besøgende med sine bevægelser og positioner er med at skabe fortællingen, sammenhængen og stemningen.

DSC_0456

Udover forestillingen Bosch, Brueghel, Archimboldo – Fantastique et Merveilleux der varer 30 min vises en anden kortere forestilling Georges Mésliès, le cinémagicien. Den bygger over filmpionerens Mésliès’ verden og værker. I alt lavede Mésliès omkring århundredeskiftet omkring 600 film, hvor Rejsen til månen er den mest berømte. Showet var korte sekvenser fra Mésliès’ film, animerede figurer derfra og stemningsbilleder fra teater og perioden omkring 1900.

DSC_0437

DSC_0480

Også det var et flot produceret show fyldt med detaljer og en meget omsluttende oplevelse. Personligt kunne jeg konstatere, at Bosch, Brueghel, Archimboldo gav et større indtryk på mig end Georges Mésliès, le cinémagicien. Det kan godt have noget med instruktionen at gøre, men jeg tror også, at det var fordi, at jeg havde lidt mere kendskab til grundmateriale i fortællingen med 1500-tals malerne og fordi, at den kunne tolkes som en mere universel fortælling om emner som skabelse, begær, fest, menneskets hårde slid, tro, staf og forløsning.  Georges Mésliès, le cinémagicien var mere en hyldest til Mésliès, og udbyttet af den oplevelse vil nok hænge sammen med ens kendskab til ham eller den tidlige cinegrafi.

IMG_8004

Minen, Carrières des Lumières, blev første gang udnyttet som scenografisk rum i 1977 af den tjekkoslovakiske scenograf Joseph Svoboda, der var en af personerne bag det spektakulære Laterna Magika teater i Prag. Siden 2013 er stedet drevet af den franske kulturarvsaktør Culturspace og har i det regi haft shows med bl.a. Gauguin, Van Gogh, Klimt, Michelangelo og Leonardo de Vinci. Minen ligger i udkanten af en anden provencalske attraktion, nemlig byen Les Baux-de-Provence med ruinen af et middelalderslot øverst og den lille pittoreske landsby klemt ind langs bjergsiden.

IMG_8046

Les Baux-de-Provence er udenfor alfavej, og kombinationen af den idylliske by, slotsruin og Carrières des Lumières er utvivlsom en god kombination for alle, da de sammen styrker et reason to go, på samme måde som de tre store museer i Aarhus, Den Gamle By, ARoS og Moesgaard Museum efter museernes udvidelser eller genåbninger de sidste 10 år samlet har kunne sætte byen mere på attraktionslandkortet, og har været med til at tiltrække mange forskellige besøgende fra kulturturister over børnefamilier og til krydstogsturister. Der er attraktioner ikke konkurrenter, men partnere som sammen tiltrækker besøgende.

Jeg var på denne tur taget afsted for at opleve Carrières des Lumières, men det var rigtigt fint at slottet på toppen af bjerget også var det (og man blev naturligvis opfordret til at købe en kombinationsbillet til begge sites), og det endte da også med, at frokosten blev indtaget i den lille by til gælde for stedets turistøkonomi.

IMG_8025

Bosch, Brueghel, Archimboldo – Fantastique et Merveilleux havde premiere i marts og vises frem til 7. januar 2018. Til marts 2018 sættes et ny billedfortælling op i minen baseret på Picassos værker. Hvis min vej måtte gå til Sydfrankrig i 2018 kunne jeg bestemt godt overveje et gensyn med Carrières des Lumières og Culturspaces måde at give ekstra fortællinger til kunsthistoriske værker. Den måde som rummet bliver brugt til at give et andet liv til de todimentionelle værker virker utrolig godt og kan bestemt anbefales. Der skabes både nye fortællinger og fremhæves detaljer i grundmaterialer.

IMG_7924

Link:

Carrières des Lumières: http://carrieres-lumieres.com/

360° film fra Bosch, Brueghel, Archimboldo – Fantastique et Merveilleux: https://youtu.be/sPLEm9ULx7k

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Kunst, Udstilling

Hvad er Europa? Plakatudstilling i Aarhus

I går åbnede udstillingen “Hvad er Europa?” i Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By. Udstillingens koncept er enkelt: To plakater fra hver af de 56 udvalgte europæiske lande. En plakat fra før 1970 og en efter 2000, hvis det var muligt at skaffe. Enkelt, men også meget sigende og oplysende.

IMG_6299 (2)
IMG_6303 (2)

I 2012 viste Nationalmuseet den ambitiøse udstilling “Europa møder Verden” i Egmonthallen. Jeg husker den som en spændende, men også en kompleks udstillingen, der ville meget forskelligt. Danmark havde formandskabet for EU det år og der var politisk bevågenhed på udstillingen, der blev åbnet af statsminister Helle Thorning Schmidt og formanden for EU-Kommissionen José Manuel Barroso.
I Den Gamle By var det i går knapt så formelt politisk, og her var det professor i idehistorie Hans Jørgen Schanz, som holdt åbningstalen.

IMG_6305 (2)

Det var til gengæld en af de bedre åbningstaler jeg til dato har oplevet. Hans Jørgen Schanz første os på 5-10 minutter gennem nogle af de markante historiske udviklinger i Europa og gennemgik nogle af de søjler kontingentet er fælles om, blandt andet den jødisk-kristne tro, romerrettet og den græsk-romerske kultur, stræben efter lærdom eksemplificeret gennem universiteterne og ikke mindst diversiteten, der er et grundvilkår for kontinentet.

IMG_6309 (2).JPG

Diversiteten er i hvert fald tydeligt i den nye udstilling. Det er ikke en lige så kompleks udstilling som den i 2012. Plakatudstillingens enkle greb gør til gen gæld, at man nemt og overskueligt selv kan skabe sammenhænge. Der er plakater som understøtter de forestillinger og måske fordomme, der er om de forskellige lande og kulturer.

Holland – tulipaner (1950’erne)

Holland – tulipaner (1950’erne)

Holland IMG_9561

– og frisind (1998)

England IMG_9723

England – fra dengang imperiet eksisterede (1920’erne)

England, 2016, uden nr.

– og til i dag (valgplakat 2016)


I udstillingen er der også politiske og aktivistiske plakater, der minder en om  verdensdelens ideer og historie.

Hviderusland 1921

Hviderusland 1921

Spanien 1937

Spanien 1937 – under Den Spanske Borgerkrig

Støtteplakat for Pussy Riot, Rusland 2013

Støtteplakat for Pussy Riot, Rusland 2013

Skotland RZ, 2014, brave_ciaran-murphy

Valgplakat fra Skotland 2014


Og der er først og fremmest en variation i udstillingens plakater – et udtryk i sig selv for den store diversitet i Europa.

Turistplakat fra Østrig 2017

Turistplakat fra Østrig 2017


Med sit enkle virkemiddel – at vise plakaternes udsagn ved siden af hinanden – virke udstillingen. Den både stiller spørgsmålet Hvad er Europa? – og giver bud på svar til den enkelte museumsgæst.
“Hvad er Europa?” kan ses resten af 2017, hvor Aarhus jo er Europæisk Kulturhovedstad. I forbindelse med udstillingen er der udgivet et kataloget, hvor alle udstillingen mere end 100 plakater er vist og beskrevet.

Kampangeplakat fra Letland 2016

Kampagneplakat fra 2016 for De hvide duge – et initiativ for at få flere til at blive i Letland

Link:
http://www.dengamleby.dk/hvad-er-europa/

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

Få udstillinger er i dag uden digitale elementer, spørgsmålet er ikke længere om det digitale skal bruges, men hvordan det bliver udnyttet og integreret – er det på grund af en interaktivitet, et audiovisuelt element, det æstetiske eller noget helt andet.

På en tur i New York for to uger siden fik jeg set mange udstillinger, stort set alle med en form for digitale lag. Tre af dem jeg vil omtale her, da der bag disse udstillinger synes at være klare valg omkring brug og integration af det digitale.

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Et nyt ambitiøst projekt, som nu har fungeret et par år er designmuseet Cooper Hewitts digitale pen. Som besøgende på museet får man en pen, der både kan bruges til at samle oplysninger ind om det man ser på museet, til digitalt at gå på opdagelse i deres samling og til at udfolde sig kreativt.

IMG_3956

Indsamlingen sker ved at der på skiltningen ved genstandende er placeret et mærke som man kan placere sin pen ved og på den måde registrere genstande og når man logge sig ind på museets hjemmeside kan man se de valgte genstande og læse mere om dem.

IMG_3890

IMG_3889

Den digitale udforskning af samlingen sker blandt andet ved et markant digitalt bord i museets ankomstområde. Der kan man for eksempel lave en figur med pennen og se hvad der er i museets samling som har elementer af denne form. Derefter er det muligt at læse mere om det værk eller se andre værker det minder om.

IMG_3835

IMG_3836

IMG_3837

Bordet har både legende og oplysende elementer og også den gode brugbarhed, at det er nemt at se, hvad de andre får frem. Hvis man kommer sammen med andre på museet, så er det dermed nemt at dele oplevelsen med hinanden.

IMG_3848 (2)

I et rum om tapeter er der særligt fokus på egne frembringelser med pennen. Midt i rummet er der en skærm, som det er muligt for to brugere at benytte samtidigt. På skærmen kan man enten få vist tapeter fra museets store tapetsamling eller prøve kæfter med selv at gøre det som tapetdesigner – og den dag jeg besøgte museet var det det sidste som skærmen blev brugt til.

IMG_3874

Når mønsteret var klar til at blive set som tapet kunne man få det op på to af rummets vægge.

IMG_3884

IMG_3892

Brugen af Cooper Hewitts pen

Hvordan bliver et ambitiøst digitalt element som pennen brugt? Cooper Hewitt har været så generøse at dele at nogle af deres observationer med os. Pennen blev introduceret på museet i marts 2015 og efter et halvt år gjorde museets status over brugen af pennen i blogindlægget 5 months with the Pen: data, data, data (tak til Charlotte S H Jensen for at gøre mig opmærksom på dette). Undersøgelsen viste, at der var en stigning antal besøgende, som bruger pennen (fra 33 % ikke-brugere til ca. ca. 20 % ikke-brugere), og at der også var en stigning i både brugen med at indsamle genstande og at lave egne produktioner. På museets statistik site https://collection.cooperhewitt.org/stats/ (22.12.2016) oplyses, at pennen indtil videre er givet til 219.302 besøgende, og at der er indsamlet 10.208.574 objekter med den (45,55 objekt per pen) og skabt 212.072 design (0,97 design per pen).

IMG_3882

Undersøgelsen 5 months with the Pen: data, data, data beskriver, at ca. 1/3 af dem, som brugte pennen valgte at logge ind og se det data de havde indsamlet, og at museet gerne vil gøre denne digitale genbesørgelsesdel større. Hvordan de har arbejdet med det kan man læse i et andet blogindlæg Iterating the “Post-Visit Experience” der er en fin beskrivelse af hvilke design- og brugermæssige udfordringer museet syntes der var med at få gæsterne til at bruge den indgang billetten er som login til det digital genbesøg. I det hele taget er museets https://labs.cooperhewitt.org/ et godt site, hvis man er interesseret i at følge, hvordan museet arbejder med digital formidling og interaktion.

IMG_3898

Museum of the City of New York

I et blog indlæg fra januar 2016 beklagede jeg at New Yorks bymuseum ikke havde prioriteret en god oversigtsudstillingen. Men med New York at Its Core, der åbnede i november 2016 er det nu en god mulighed for at få et godt overblik over byens historie. Det er samtidigt en fint opstillet udstilling med en varieret brug af digitale formidlingsgreb.

IMG_3764

Udstillingen består af tre afdelinger, Port City 1609-1898, World City 1898-2012 og Future City Lab. I de to første historiske dele af udstillingen Port City og World City, er store animerede kort markante introfortællinger til rummene.

DSC_0953 (3)

Der er fokus på forskellige emner som Density, Dervesity og Money og udviklingen i byens forskellige dele bliver vist på det digitale bykort i hver afdeling.

Andre steder i Port City og World City delene af udstillingen er der er afsnit med genstande og i de afsnit bliver der henvist til personer som genstandene eller emner i afsnittet relatere sig til. De personer kan man undersøge nærmere i nogle skærme i rummene.

DSC_0951

DSC_0943

Skærmene nemme at forstå og har en feature jeg umiddelbart blev betaget af. Når med skal videre med flere informationer skal man svipe fortsættelsen op og følelsen af at bladre understøttes ved at den valgte tekst eller det valgte billede starter på skærmen under før den kommer op på hovedskærmen.

Det digitale er i form af store projektioner også en markant del i scenografien i rummene, særligt i World City afsnittet, både på bagvæggen og som en centralt visuelt installation i rummet.

DSC_0952

Future City Lab, udstillingens afdeling om fremtidens New York, har to markante digitale elementer. Det en er en stor installation, hvor der bliver vist billeder, udsagn og film om emnerne Making a Living, Living Together, Housing a Growing Population, Living with Nature og Getting Around.

IMG_3766

Det er envejskommunikation, men skærmens samlede størrelse og udformning gør at oplevelsen bliver en helt anden end at får informationen på en vanlig pc skærm. Et andet fint element ved installationen er, at det er nemt som en gruppe at se præsentationerne sammen.

IMG_3807

I en anden del af denne New York Future City afdeling kan man selv udfolde sig som byplanlægger. Man kan vælge en område af byen og som i et sims eller lignende spil indrettet dem med planter, fliser, vindmøller, legeredskaber, folk og meget mere. Løbende kan man se hvordan går med en score i forhold til biodiversitet, økonomi, oversvømmelsesfare og rekreation.

IMG_3772

IMG_3774

IMG_3782

Når man er tilfreds med landskabet kan det loades op i til museet og det er muligt at se det på en stor skærm i rummet hvor man ved at placere sig selv bestemte steder også kan se sig selv i det skabte bymiljø.

IMG_3794

IMG_3805 (2)

Ved siden af skærmene hvor man skabe sit eget bymiljø er det muligt at læse og søge informationer om emner i Future Lab.

IMG_3781

Som et tredje element i denne del af New York at Its Core er der som en modvægt til de meget tydelige digitale element et bord, hvor det med papir og blyant er muligt at komme med ønsker til byens fremtid. Det var enkelt sat op og ud over brugernes udsagn er er også citater fra markante aktører i byens styre eller udvikling.

IMG_3803

IMG_3804

Brooklyn Historical Society

Både på Cooper Hewitt og i New York at Its Core er de digitale elementer meget tydelige og nogle steder også understedet som virtuelle. Der har Brooklyn Historical Society valgt at gå en helt anden vej. Det er et meget mindre museum, og da jeg besøgte det var der tre mindre gallerier med udstillinger og så det dejligt Othmer Library & Archives, som jeg kun varmt kan anbefale at søge tilflugt i, hvis man er i nærheden af Brooklyn Heigths og har brug for en pause i en meget velassorteret bogsamlingen om byens historie og kultur.

DSC_0176

En af udstillingerne på museet er Brooklyn Abolitionists om bydelens anti-slavery movement fra 1789 til 1863. Langs væggen er der tekster og billeder, og centralt i rummet står en række stationer med en boks med et lærred foran. På boksen er der informationer, ofte om en person i bevægelsen og fra boksen kan der hives et papir ud med ekstra information, f.eks. med en kilde til personen.

IMG_4502

IMG_4499

Denne analoge følelse af interaktion bliver videreført i den digitale formidling ved at indholdet på lærredet foran en kan skiftes ved at hive i de snore der går fra boksen og op i loftet. Det minder lidt om følelsen af at hive et kort frem i geografilokalet, selvom det man gjorde jo egentlig var at skifte indhold på en projektion.

IMG_4495

DSC_0184

Den digitale løsning på det lille Brooklyn Historical Society er langt mindre spektakulær end dem på de to andre nævnte museet, og det er nok ikke en løsning, der rammer omtalen eller notitserne i mange museums- eller teknologi-blogs. Men oplevelen i Brooklyn er en jeg tænker tilbage på som et særligt elegant digital formidlingsløsning og det fra indtryk i en lille uge, der bød på mange fine og dyrt tilkøbte formidlingsgreb. Museet er et reelt rum vi bevæger og orientere os i med vores egne sanser og krop som målestok. Det grundvilkår prøvede udstillingen om abolitionisterne ikke at omgå, men i stedet at tilpasse ustabiliteten i deres digitale element til og det var med til at gøre denne løsning elegant.

IMG_4507

Link

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum
https://www.cooperhewitt.org/

Cooper Hewitt lab indlæg 5 months with the Pen: data, data, data:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/5-months-with-the-pen/

Cooper Hewitt lab indlæg Iterating the “Post-Visit Experience”:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/iterating-the-post-visit-experience/

Cooper Hewitt statistik:
https://collection.cooperhewitt.org/stats/

Museum of the City of New Yorks udstilling New York at Its Core:
http://www.mcny.org/nyatitscore

Brooklyn Historical Society:
http://brooklynhistory.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Museum of the City of New Yorks:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

Dette er et andet indlæg fra en et besøg i New York i december 2016, det første kan læses her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/12/17/det-talte-ord-i-new-york-tenement-museum-one-world-observator

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes

Mange museer snakker om teaterets virkemidler i disse år og scenografer, rekvisitører og dramatikerer fra teaterverdenen hjælper museer med at skabe udstillinger og rum. Få museer bruger dog teater som en del af formidlingen – få museer har skuespillere eller lignende, der agere i museets rum. Nogle open air museer har gennem living museum, dvs. levendegørelse dog brugt dette greb. I Danmark ses det blandt andet i Den Gamle By, Frilandsmuseet i Brede og Middelaldercenteret på Lolland og gode udenlandske eksempler på dette er svenske Jamtli, belgiske Bokrijk og de engelske open air museer Black Country og Beamish. Her bruges teaterets virkemiddel gerne til at dramatisere en tidsperiode, men også til at tale til sanserne og komme i dialog med museets gæster og gennem den dialog at skabe en godt stemning omkring besøget og gøre det nemmere for den besøgende at forstå de emner museet formidler.

Rumtosset IMG_5547

Rumtosset på ARoS

Naturhistoriske og kunsthistoriske museer dramatisere ikke deres stof på samme måde, men netop i denne uge er det muligt på det århusianske kunstmuseum ARoS at se en teaterforestilling omkring nogle af museets kunstværker. Rumtosset hedder forestillingen og den er blevet skabt i et samarbejde mellem børneteatet Filuren og ARoS ud fra en fælles ide fra ARoS’ formidlingsinspektør Birgit Pedersen og lederen af Filuren Steen Mourier.

Jeg var forbi og se stykket i går og det var en fornøjelig lille time i selskab med en skuespiller, en musiker og en række af museets værker. Stykket bestod af, at de to aktører førte en gruppe på knapt 30 rundt blandt værkerne og lavede små forestillinger ved hver af dem. Jeg ankom til museet med min mor og mine børn og alle tre generationer var bagefter enige om, at det havde været en rigtig god oplevelse.

Rumtosset IMG_5556

Oplevelsen havde teaterets nærved og vi blev grebet af den minimale handling, der var ved de forskellige tableauer. Samtidigt fik skuespillerne naturligt bygget nogle situationer ind i stykket, hvor vi besøgende begyndte at handle og klappe med på de rigtige steder, råbe sammen med ellers fremmede mennesker eller sende sms’er og få dem vist på en væg sammen med de andre besøgendes sms’er.

Var det underholdende? Ja det var det. Blev museets værker brug i forestillingen? Ja, det gjorde de. Blev de forklaret ud fra et kunsthistorisk perspektiv eller fik man at vide hvilke værker det var? Nej det gjorde man ikke, men det behøvedes man heller ikke at få. Skuespillerne i Rumtosset brugte kunstværkerne til at vende emner som værkerne måske handler om, og stykket viste, at ARoS’ genstande og selve museet fint kan bruges i en dramatisk baseret fortælling.

Rumtosset IMG_5552

Uhøjtidelig kunstformidling

Rumtosset understøtter også en uhøjtidelighed i forhold til præsentationen af kunsten, som jeg har oplevet på ARoS i de sidste 10 år, hvor jeg har brugt museet. Denne uhøjtidelighed er en formidlingstilgang overfor kunst som jeg er sikker på gør, at mange kan føle sig velkommen på museet, og jeg tror den er en vigtig medvirkende årsag til, at ARoS er landets anden bedste besøgte kunstmuseum.

Rumtosset er ikke levendegørelse på samme måde som open air museerne gør det, men er lige som genstandene på kunstmuseet, snarere små skuespil, der i sig selv er en rækker værker.  Jeg synes særligt godt om stykket, der hvor det naturligt lagde op til dialog skuespillerne og gæsterne imellem eller dialog mellem de besøgende. Og lige i de dele af stykker var det funktionelt ikke så langt fra open air museernes levendegørelse, når den fungere bedst. Lige der fik skuespillernes ageren gæsten til at føle sig set og hørt og understøtter, at den besøgende selv agerede og handler. Der er museumsoplevelsen langt fra en passivt modtagelse. Der bliver det både levende og nærværende.

Rumtosset kan ses frem til 15. februar 2015.

Læs mere om Rumtosset her: http://www.aros.dk/om-aros/presse/2015/rumtosset/

Rumtosset IMG_5551

2 kommentarer

Filed under Kunst

Kontekst, genstand og æstetik på smykkemuseer i Tyskland

Sidste uge bragte mig på en lille odysse til tyske smykkemuseer. Det var en fin tur med tre kollegaer og det snævre emnemæssige fokus gjorde, at det var tydeligt at se, hvilke greb de enkelte steder benyttede sig af.

De tre steder var Schmuckmuseum og Schmuckenwelten, begge i Pforzheim og Danner Rotunde i Pinakothek des Moderne i München. Schmuckmuseum i Pforzheim er formodentlig Tysklands største specialmuseum for smykker. Schmukenwelt er et varehus, hvor der er samlet en række smykkebutikker og som en del af det er Schmuck-erlebniswelt – en oplevelsesverden om smykker, hvor teknikker og historier om smykker og ure formidles. Det sidste sted, Danner Rotunde er del af Pinakothek des Modernes designafsnit.

DSC_0025

Schmuckmuseum i Pforzheim

Vi var først i Pforzheim og besøgte der Schmuckmuseum og Schmuck-erlebniswelt og som navnene antyder, er der to steder med forskelligt fokus.

Schmuckmuseum – fremvisning af genstande

I Schmuckmuseum vises smykkerne nøgternt frem og der fortælles kort om datering og proveniens, men så ikke meget mere. De ældre smykker er fremvist i mørke rum, hvor lyset i lokalerne primært kommer fra montrene og den yngre samling er i et lyst lokale. Ved de ældre smykker er der længere afsnitstekster, der giver lidt kontekst om den valgte gruppe af smykker (f.eks. Fra Troja til Romerriget) og ved de yngre smykker er der flere længere tekster og billeder, der beskriver en stilretning, tendens eller en kunstner/kunstnergruppe.

DSC_0005

Den mørkere afdeling med de ældre smykker

DSC_0012

De fyldige introduktionstekster til de forskellige dele af udstillingen

DSC_0016

Numre ved smykkerne og korte tekster med datering og proveniens

DSC_0071

I et lysere rum vises smykkerne fra det 20. og 21. årh. Under montrene er der skuffer som kan hives ud og hvor på der er supplerende tekst og billeder om smykkerne.

DSC_0076

Nogle af de nyeste smykker, bl.a. Manfred Bischoff’s to brocher, der forestiller historikeren m.v, Michel Foucault

Det er overordnet nøgterne rum med enkle forklaringer.

Schmuck-erlebniswelt – formidling gennem oplevelser

Schmuck-erlebniswelt har en anden sansefokuseret tilgang til emnet. Den besøgende starter i et rum, hvor en film omslutter en, mens den formidler hvordan ædelmetallerne millioner af år siden blev skabt i universitet. Derefter går man som besøgende rundt i det ene mere scenograferede rum efter det andet. Hvert rum har sit emne og efter rundturen er man blevet klogere på bearbejdningsteknikker, ædelstene og deres slibning og renhed, perler og ure. Og undervejs er der placeret aktivitets og hands-on elementer med bl.a. at løfte guldbarre, se sig selv med smykker på eller aktivere lydelementer i rummene.

DSC_0157

Hands-on aktivitet, hvor der kan løftes 5 kg barre af sølv, guld og platin

DSC_0185

Lup hvor diamantens slibning kan studeres

DSC_0187

ved siden af et element, der gennem spejle formidler diamantslibningens udtryk

DSC_0205

Forskellige perler vises i koøjer med vand

DSC_0204

og overfor perlerne fra Tahiti vises en film om hvordan disse perler kan produceres i østersdambrug

Et eksempel på de to steders forskellige tilgang er, hvordan de på hver deres måde viser guldsmedens værktøj. Begge steder gøres det gennem en montre. I Schmuckmuseum er de enkelte værktøjer hængt sirligt op, mens de i Schmuck-erlebniswelt er iscenesat ved et arbejdsbord og med model og billeder, der visuelt understøtter formidlingen.

DSC_0110

Montre med guldsmedeværktøj på Schmuckmuseum i Pforzheim

DSC_0148

Montre på Schmuck-erlebniswelt med nogle af de samme værktøj, men iscenesat ved guldsmedens værkstedsbord

DSC_0149

og i montren er en model, hvor hele bordet med værktøj kan ses

Den forskellige tilgang til formidlingsgrebene kan sikkert forklares ud fra den mængde af genstande som de to steder har. Schmuckmuseum har en imponerende samling af genstande, hvor Schmuck-erlebniswelt har færre smykker. I Schmuckmuseum er der entydigt fokus på samlingen og at få vist smykkerne, mens det andet sted i Pforzheim fortæller udenom smykkerne og sætter de enkelte processer omkring smykkerne i en sammenhæng. De kan ikke basere deres oplevelse på, at gæsterne kan se et væld af spektakulære genstande.

De der kender smykkedesign godt får en fin oplevelse på Schmuckmuseum, men jeg vil mene, at Schmuck-erlebniswelt giver flere mere med hjem af informationer og oplysninger om smykker generelt. Det ville klæde Schmuckmuseum at skele lidt til den mere oplevelses- og kontekst-orientere tilgang deres kommercielle kollegaer i Schmuck-erlebniswelt har.

Formidling af arbejdsprocesser

Der er et enkelt sted, hvor de på Schmuckmuseum går udover fokus på det enkelte smykke og der gør de det rigtigt godt. Det er i en væg, hvor der fokuseres på de håndværksmæssige processer og arbejdsgange. Her kan der hives skuffer ud der fortælle om gravering, prægning, støbning, emaljering, tauchering, ætsning mv. Alt sammen bliver fortalt ved at et stykke metal/smykke bliver vist i forskellige faser i processen. Enkelt og klart formidlet og et element i udstillingen, der både gør den besøgende mere nysgerrig og mere oplyst i forhold til de udstillede smykke.

DSC_0086

DSC_0088

DSC_0084

DSC_0088

Æstetik og finish i Pinakothek des Moderne

Pinakothek des Moderne i München er et imponerende museum. Det er en opdatering af 1800-tallets store museumskatedraler, der udover fremvisning af kunst og kultur også var en demonstration af storhed og magt. Pinakothek des Moderne ligger lige ved siden af 1800-tals museumsdemonstrationerne Alte Pinakothek og Neues Pinakothek. Lige som ved de andre pinakothek’er bliver man her som besøgende budt velkommen af søljer og imponerende store ankomstområder og -rum, der i Pinakothek des Moderne så bare er udformet i en mere enkelt og nutid stil.

DSC_0363

Forhallen i Pinakothek des Moderne

En del af Pinakothek des Moderne er Die Neue Samlung – The International Design Museum Munich og i den afdeling vises der smykker i Danner Rotunde i kælderen. Vejen hen til smykkerne går gennem et eksklusiv og imponerende udvalg af designobjekter fra 1900-tallets begyndelse og til i dag. Der er bl.a. Apple computere, Casandre-plakater, Bauhaus møbler, tyske, franske og tjekkoslovakiske biler, Olivetti skrivemaskiner og enkelte danske design som Wegner, Panton og Arne Jacobsen stole og en formfuldendt aspargesterrin i sølv af den århusianske sølvsmed Svend Weihrauch.

DSC_0272

Indgangen til museets designafsnit

DSC_0275

Forrest en tjekkoslovakisk Tatra og bagved en Audi-væg

DSC_0276

Fremvisning af de første Apple computere

DSC_0286

En gigantisk montre med prægtige designstykker fra det 20. årh. deriblandt danske Svend Wiehrauchs sølvterrin, der kan ses forrest i billedet

Det hele er enkelt og konsekvent fremvist uden meget tekst, med flot sat op.

Det samme gør sig gældende ved smykkesamlingen i Danner Rotunde. Smykkerne er smukt og enkelt sat op og godt belyst. Udstillingen fokusere på de nyeste smykker og viser både eksklusive smykker og kunstnere, der udfordre formen og smykkernes funktion. Igen et enkelt og konsekvent valg fra Pinakothek des Modernes side.

DSC_0298

En del af smykkerne i Danner Rontunden vises i lodrette montre der er meget lidt dybe og hvor smykkerne dermed kommer helt tæt på beskueren

DSC_0342

I rotundens store rum vises smykkerne også i gulvmontre der følger rummets form

DSC_0330

På mange måder er det nogle af de samme greb som Pinakothek des Moderne og Schmuckmuseum i Pforzheim benytter sig af, men indtrykket af de to steder er meget forskellig.

Museet i München har en æstetik, der gør besøget til en oplevelse i sig selv. Genstandsudvalget er begge steder flot, men den udstillingstekniske finish i Pinakothek des Moderne gør, at man bliver mere opmærksom på genstandene og ikke lader blikket vandre til irrelevante elementer som markante ophængningstråde, for små tekster eller spot, der irriterer eller giver genskin.

DSC_0303

I Pinakothek des Moderne der smykkerne sat op med meget diskrete snore der gør at fokus forbliver på smykket

Begge steder er der meget lidt formidling til at sætte smykkerne i en yderligere kontekst, men turen hen til smykkerne på museet i München er alligevel med til at sætte en ramme for forståelsen. Ved at man bogstaveligt talt går igennem forskellige stilarter og formgivninger gives der nogle indtryk som uvægerlig bruges og aktives ved mødet med smykkerne. Jeg ved ikke om det er bevidst orkestreret af museet, men det understreger pointen om, at museumsoplevelsen sker inde i den besøgendes hoved.

John Falk og Lynn Dierking fokuserede på denne pointe i deres klassiske værk fra 1992 The Museum Experience ved at påpege, at museumsoplevelsen finder sted i samspillet med rummet/objektet, den besøgendes personlige historie og den sociale kontekst museumsbesøget foregår i. Til det kunne der også tilføjes, at de rum den besøgende lige har oplevet også har en indflydelse. Turen gennem 1900-tallets designhistorie betyder noget i oplevelsen af samlingen af nye smykker i Pinakothek des Moderne og hvis turen går til Pforzheim, vil jeg anbefale både at se Schmuckmuseum og Schmuck-erlebniswelt. Oplevelsen af de originale smykker på museet er større, når mere kontekst er forklaret og Schmuck-erlebniswelt’s formidlingen af smykket enkeltelement bliver mere brugbar viden ved mødet med den udstillede smykkesamling på Schmuckmuseum.

DSC_0229

I en af installationerne i Schmuck-erlebniswelt kan man mekanisk dreje et smykke frem og derefter se, hvordan det ser ud på en selv.

Link

Danner Rotunde i Pinakothek des Moderne:
http://die-neue-sammlung.de/muenchen/dauerausstellung/danner-rotunde-schmuck/danner-rotunde-schmuck/?L=0%2Fmuenchen%2Finformation%2Ffuehrungen%2Fmuenchen%2Finformation%2Fanreise%2F%3FL%3D0%2Fweiden%2Fausstellung%2Fmuenchen%2Fpina

Schmuck-erlebniswelt:
http://www.schmuckwelten.de/schmuckwelten/de/erlebnis/schmuckerlebniswelt.php?rubrik=erlebnis&sub=schmuckerlebniswelt

Schmuckmuseum:
http://www.schmuckmuseum-pforzheim.de/

DSC_0048

En lorgnet med indbygget lommeur er en af de mange fantastiske smykker, der vises på museet i Pforzheim.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Sculpture by the Sea & World Beach Project

Juni i Århus betyder i år Sculpture by the Sea 2011. 65 skulpturer fra danske og internationale kunstnere er placeret på tre km fra Tangkroen og til Ballehage.

Sculpture 211

Det er anden gang, at Sculpture by the Sea arrangeres i Århus. Mere end 500.000 besøgte eventen i 2009 og også i år ser det ud til, at kombinationen af skulpturer, familieudflugt og strand er en succes.

Bag projektet står ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aarhus Kommune, Kulturhus Aarhus, Børnekulturhuset foruden Sculpture by the Sea i Australien, hvor ideen til projektet oprindelig kom fra. Der hele er finansieret af en lang række af private og offentlige instanser med Nordea Fonden, Vestas, Bestseller, Arla, Aarhus Kommune og Region Midt som hovedsponsorerne. Det er med til at gøre det gratis at besøge skulpturerne, der er placeret i det offentlige rum, med de fordele for tilgængeligheden det har og de ulemper med hensyn til slid, vedligehold og hærværk, som der også kan have. Skulpturerne kan ses frem til søndag den 3. juli, og det er en oplevelse jeg gerne vil anbefale.

Sculpture 208

Raquel Corona Justo - Observando la Fantasia

Sculpture 245

Lisa Anderson - Precious

Tim Prentice – Easel Windframe

Se mere på http://www.sculpturebythesea.dk/

Et andet kunstprojekter, der udspiller sig ved vand er World Beach Project som V&A i London står bag. Der er på engang mere ydmygt, større tænkt og meget mere brugerinddragende. Projektet skabes alene af brugerne, der laver en stenskulptur eller et mønstre ved en stand eller kystlinje og så uploader billeder af det på V&A’s side om projektet: http://www.vam.ac.uk/page/w/world-beach-project/

Projektet startede i 2007, og i dag er der over 1200 værker repræsenteret fra alle syv kontinenter (et enkelt er med fra Antarktisk). Nina Simon omtaler også projektet i sin bog The Participatory Museum (kapitel 6), hvor det bruges som eksempel på en deltagende (contributory) aktivitet (se den tidligere blogpost: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/). Nina Simon er i sin bog også meget opmærksom på hvilke spørgsmål og tilgang har man til brugerne, og hvordan man henvender sig til brugere for at få den deltagelse man ønsker  osv. I den forbindelse fremhæves World Beach Project for at have en klar og tydelig kommunikation med brugerne, så de hurtigt ved hvad de skal gøre, hvad processen er og hvad udkommet bliver for dem, se: http://www.vam.ac.uk/content/articles/w/world-beach-project-instructions/

Bag projektet står kunstneren og væveren Sue Lawty, der har været artist in Residence på V&A. Her fortæller Sue Lawty om projektet:

Sculpture by the Sea er i modsætning til Sue Lawtys projekt et meget styret projekt, hvor en jury har valgte de 63 kunstneres skulpturer ud blandt værker fra de 362 kunstnere som ønskede at deltage. Men meddeltagelse synes nu at betyde noget – også i Sculpture by the Sea 2011. Mine egne og helt subjektive observationer efter en dag med skulpturerne ved Århus Bugten hælder i hvert fald hen i mod, at nogle af de mest populære værker er den, hvor man nemt kan interagere og bruge sig selv. Det er noget, der ligger fint i tråd med den picnic/familieudflugtstemning, der er omkring dette populære arrangement.

Sculpture 222

Katja Bjørn, Philip Simmons & Hartmut Stockter - Widow's Walk

Sculpture 210

Marc Moser - Sea Pink

Mark Nixon – Chimecco. Folkene på broen kan få klokkerne til at larme.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kunst

Et kunstkammer anno 2011

Her i påsken åbnede Den Gamle By et kunstkammer. Fra gaden i museets nye 70’er bydel kan man nu går ind i Plakatmuseet og videre ned i kælderen til dunkle rum med fint belyste samlinger af fajance, porcelæn, mønter og sølvtøj. Senere er det også mening, at museets samling af ure skal vises her.

De eksklusive genstande, mørket og følelsen af at gå ned i et skatkammer er med til skabe en højtidelig og tyst stemning. Selv på den velbesøgte dag jeg kom forbi, var der relativt stille i rummet. De besøgende gik hviskende rundt og beundrede og studerede de fine ting og de infostandere, der var placeret ved dem.

april 2011 kunstkammer DGB 014

Navnet på dette nye tiltag ”Kunstkammer” viser også, at der er lagt mere vægt på det eksklusive og fornemme end på prøv-selv, teaterdrama og interaktivitet. Genstandsvalget ligger i også tråd med de konnotationer, der er forbundet med et kunstkammer, som nogle fint og særligt.

I Danmark etablerede Frederik III sit kunstkammer omkring 1650. Frederik III var ikke den eneste regent, der havde samlinger. Hans sydlige nabo hertug Friederich III af Slesvig-Holsten-Gottorp anlagde samtidig et kunstkammer på Gottorp slot. Kejser Rudolf II havde en prægtig samling i Prag. Allerede i 1565 etablerede Albrecht V af Munchen sin samling og fem år før havde kurfyrste August den Stærke anlagt et kunstkammer i Dresden. Kunstkamrene havde en filosofisk overbygning ved at samlinger af artificialier (antikviteter, kunstsager m.v.), naturalier, etnografica o.s.v. blev arrangeret og kategoriseret på en måde, så de afspejlede et verdensbillede. Kunstkamrene var en slags mikrokosmos af hele verden og lå dermed i tråd med renæssancens altfavnende videnskabssyn. Samtidigt havde samlingerne det konkrete formål, at de var statussymboler. Gennem kunstkamrenes prægtighed, overdådighed og det gode håndværk repræsenteret, viste de omverdenen (og nok i særdeleshed de andre kunstkammerindehavere) rigdommen og dannelsen hos fyrsten.

Kunstkamre var en genre, der blev dyrket ved hofferne i den 16., 17. og 18. århundrede og nogle steder i en ekstrem grad. Rudolf II’s interesse for kunst, alkymi og videnskab gjorde Prag til et fantastisk sted i omkring år 1600, men ikke just ham til en god regent. I 2004 og 2006 genåbnede kunstkammeret i Dresden med de permanente udstillingsrum Neues Grünes Gewölbe og Historisches Grünes Gewölbe. Det er overdådige samlinger, der med al tydelighed viser eksempler på renæssancens og barokkens dekadence, overfold og dybe sociale ulighed. Mine yndlinge i Dresden er blandt andet Stormolgul Aureng-Zebs fødselsdag (over 130 figurer skabt af 4900 diamanter, 160 rubiner, perler, emaljeret guld m.v.) og de figurer, der viser håndværk og gadeliv i alt andet en almindelige materiale, f.eks. en enøjet tigger lavet i perler, guld, elfenben og diamant.

Læs mere om Frederik IIIs kunstkammer i dette webprojekt http://www.kunstkammer.dk og der er lidt om nogle af genstandene i kammeret og deres betydning til forskellige tider i dette tidligere blogindlæg.

Hvad er så et kunstkammer anno 2011? Den Gamle Bys kunstkammer viser kostbare genstande og udsøgt kunsthåndværk og er dermed på det punkt lig samlingerne fra August den Stærke og Frederik IIIs tid. Genstandene er dog ikke primært lavet til kongens ære eller for at vise hans status, men enkelte har dog forbindelse til enevoldskongernes pragt og iscenesættelse.

I bunden af det nyåbnede udstillingsrum er mønterne udstillet. En af dem er Christopher Schneiders 24 karat guldmedalje, lavet til minde om slaget ved Køge Bugt, hvor danskerne i Den skånske Krig havde en af deres sejre over svensken. Alene størrelsen viser, at der her er tale om en helt særlig begivenhed – og repræsentation: Medaljen vejer knapt ½ kilo og er hele 12,8 cmi diameter. Slaget ved Køge Bugt var et yndet motiv til royal iscenesættelse. Christian Morholt og Claus Møinichens brugte det i deres historiemaleriserie over Den Skånske Krig. Malerier er en del af Audiensgemakket på Frederiksborg slot og den velgennemtænkte stykke enevoldsiscenesættelse som det rum er. Slaget ved Køge Bugt er også et motiv i Berent van der Eichens Rosenborgtapeter, der er 12 gobeliner lavet til riddersalen i Rosenborg Slot. Et af tapeterne viser admiral Niels Juels skib Tre løver, der border det svenske lineskib Mars, mens kongens navneskib Christianus Quintus ses bag det svenske skib. På Schneiders guldmedalje bliver der givet et ekstra nøk med enevoldskongedyrkelsen ved, at der her er Christianus Quintus, der er det sejrende danske skib.

De udstillede genstande i dette købstadsmuseums kunstkammer viser ellers primært byens borgerskabs eksklusive og statusmarkerende genstande. En af de første genstande man møder er et lågkrus fra 1680 fremstillet af Christian Wineke den Ældre. Han var kongelig møntmester og en af beboerne i den møntmestergård, der åbnede i Den Gamle By i 2009. Kruset er med sine ciseleringer og ornamentik dygtigt håndværk og har i Den Gamle By også det ekstra element i sig, at det er med til at give Møntmestergården lidt mere historie, og får en til at tænke over den pragt og det liv, der var i huset. Det nye kunstkammer og en af perlerne blandt museets bygninger bliver her fint forbundet.

april 2011 kunstkammer DGB 018

Som jeg startede med at beskrive, er det nyåbnede kunstkammer et roligt og afdæmpet rum, men i det er der indtænkt nogle enkle formidlende elementer.

Ved udvalgte genstande er der infoskærme, der oftest har en navigation bygget op om en gengivelse af genstanden. Genstandene kan på skærmen drejes rundt og små infoikoner viser, når der er detaljeoplysninger eller udvalgte historier om genstanden.

Denne formidlingsform med virtuelt at dreje genstanden har været fint brugt flere steder i forbindelse med danske museers webformidling. I 2004 lancerede Vikingeskibsmuseet www.stigombord.dk, hvor man i handelsskibsafdelingen kan se flere af genstandene på skibet gennem denne teknik, I Rosenborgs www.kongedragter.dk er det klædedragter og buster der kan studeres fra alle sider og i Moesgård Museums website www.kongehojen.dk kan blandt andet potter og flintdolke fra bondestenalderen ses fra flere sider. Det er altså ikke ny teknik, men i Kunstkammeret er den brugt godt og er nemt forståeligt for brugerne. Den originale genstande er der og kan studeres – og lige ved siden af på skærmen kan den så ses fra flere sider, og detaljeoplysninger kan vælges til.

Et andet og simpelt formidlingsgreb er skuffer, der indeholder billeder, oversigter og tekst med mere information. Skufferne er lækre og godt håndværk og de fungere fint.

april 2011 kunstkammer DGB 012

Et andet sted dette formidlingsprincip er gennemført konsekvent og med stort held er på Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle. Museet bruger teknikken flere steder, blandt andet i en sal om bondestenalderen, hvor hver kultur (båndkeramisk-kultur, Michelsberger-kultur m.v.) er repræsenteret med en montre med en til to krukker og med fem skuffer under montrerne. Skufferne viser kort over udbredelse og tegninger med bygestil, begravelsesformer osv. Det hele er meget pædagogisk, overskueligt og æstetisk klart lavet.

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 5

De fine rum, den diskrete, men gode brug af IT og skuffer med mere information giver associationer til David Samlings nye og kostbare renovation. Jeg synes godt om den nyskabte Davids Samling. Jeg håbede dog efter at have besøgt halvdelen af rummene i samlingen, at der ville komme en variation i de valgte formidlingsvirkemidler, hvilke ikke skete. Det er lækkert, men lidt for ensformigt. Det er ikke et problem i Den Gamle By, der i forvejen er et museum med stor variation i sine virkemidler. Kunstkammeret er meget forskelligt fra den oplevelse, man får i Pouls Radio få meter derfra eller i borgmestergården eller i den bemandede isenkræmmerbutik fra 1920’erne eller i … . Jeg tror meget på, at variation i museumsbesøget er med til at skærpe sanserne og løfte alle dele af oplevelsen. Kunstkammet viser både sublimt kunsthåndværk og er med til at give museet endnu en streng at spille på og dermed gøre Den Gamle By til et endnu mere flerfacetteret museum, end det var i forvejen.

april 2011 kunstkammer DGB 013

Læs mere om det nyåbnede kunstkammer her:
http://www.dengamleby.dk/oplev-den-gamle-by/kunstkammeret

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Genstandsfortællinger

Julen er fyldt med genstande og ting, så her er en lille historie om nogle genstande danske museer har beskæftiget sig med i århundrede, og så kan teksten måske også være en inspiration til de sidste julegaver – eller i hvert fald hvad man kan kalde dem. Hvad med at give en hybrid mellem en artificialie og en naturalie til brormand eller en etnografisk raritet til svigermor?

Teksten er min anmeldelse af Camilla Mordhorsts læsværdige bog Genstandsfortællinger. Anmeldelsen er skrevet til det nye nummer af KUML Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab, hvor man blandt andet kan læse om kvaderstenskirker, Skjern slot og vikingetid ved Brabrand Sø. Anmeldelsen er her bragt med tilladelse fra KUML.

Camilla Mordhorst: Genstandsfortællinger. Fra Museum Wormianum til de moderne museer. Museum Tusculanums Forlag. 2009.

I 1655 udkom Museum Wormianum, et katalog over Ole Worms omfattende samling. Worm virkede både som professor i medicin, som oldtids- og naturhistoriker og som grundlægger af runologien gennem værket Danicorum Monumentorum. Hans samlinger afspejler også denne polyhistoriske tilgang og talte knapt 300 genstande, hvoraf de 40 er bevaret i dag. Samlingen bredte sig over oldsager, mineraler, planter, dyr og kunstgenstande. Ole Worms samling var berømmet i hans samtid og blev betydningsfuld for dansk museumsvæsen. Det var den samling, der blev grundstammen i det kongelige Kunstkammer, hvis samling senere blev udgangspunkt for store nationale museer som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Zoologisk Museum.

Camilla Mordhorst har skrevet en interessant og velunderbygget bog om forskellige tiders syn, brug og forståelse af genstandene i Worms samling og skriver sig med bogen ind i den tradition, der i de sidste 15 år har forstået de tidlige kuriositetskabinetter og museumssamlinger ud fra den logik, de blev skabt i. Hun går også skridtet videre ved at vise, hvordan rationalet bag indsamlingerne og beskrivelserne af genstandene i de næste 300 hundrede år blev undergravet og erstattet af nye tiders rationaler og erkendelser. Bogen er en viderebearbejdelse af Mordhorsts ph.d. afhandling fra 2003 og betragter genstandene som variable elementer, der må anskues ud fra de meningssammenhænge de er tolket ind i. Enhver tid skaber sine egen og nye tankeverden og rationaler. Tidligere tiders genstandssyn og undersøgelsesmetode kan derfor ikke ses som et udtryk for en manglende indsigt eller fravær af en videnskabelig tilgang, men som et udtryk for et andet rationale og en anden fortolkningsramme.

Bogens omdrejningspunkt er de forskellige tiders syn på genstandens særkende eller egenskab: den kvalitet ved genstanden, der gør den til et værdigt objekt i samlingen. På Worms tid var det genstandens singulære værdi, der var det centrale, det vil sige det iboende element i genstranden, der skilte den ud fra de andre eller det almindelige. Den skulle være en raritet af den ene eller anden slags. 300 år senere blev genstandens værdi målt ud fra de videnskabelige systematiske, geografiske og historiske sammenhænge den kunne indgå i.

2 gammel Horn udskaaren af Elphenbeen

Et sted det tydeligt kommer til udtryk er i forholdet til betydningen af genstandenes materiale. Hos Worm var materialet det altafgørende princip i systematiseringen og undersøgelsen af genstandene, hvorimod deres geografiske og historiske tilhørsforhold var sekundært. I 1800-tallets moderne museumsvæsen blev det lige omvendt med en enkelt undtagelse. Christian Jürgen Thomsens treperiodesystem fra 1836, med inddelingen i sten-, bronze- og jernalder havde materialet som sit omdrejningspunkt, men ellers blev genstandens materialebeskrivelser i katalogerne reduceret til at have et praktisk genkendelsesformål. Det vigtige var nu at sætte genstanden i en historisk, kulturel og geografisk kontekst. Mordhorst påpeger, at der var en type genstande, som også hos Worm blev valgt ud fra deres kontekst: oldsagerne, der per definition var rariteter. Interessant er det, at Worm med hensyn til oldsagerne har en forskellig tilgang til dem hvad enten de blev beskrevet i samlingens katalog Museum Wormianum, det vil sige indenfor museets ramme eller udenfor denne ramme. I samlingen var blandt andet en bronzedolk og Weirum-urnen der begge er dateret til bronzealderen. I Museum Wormianum er genstandens materiale og fysiskes fremtoning nøje beskrevet, men ikke den kontekst de kan tolkes ind i, men det var ikke fordi Worm ikke havde et bud på dette. Det kommer han med i værket Danicorum Monumentorum, hvor genstandene omtales blandt flere andre i afsnittet om gravskrift, der var en redegørelse, som også inddrog Snorre, Saxo og klassiske skriftlige kilder som Cicero og Ovid. Mordhorsts tolkning er, at der for Worm var to forskellige videnskaber i spil. En museumsforankret videnskab der var baseret på de indsamlede rariteter og hvor metoden var at beskrive og tolke usædvanlige fænomener og en universitetsforankret videnskab, som byggede videre på lærdom fra de overlevede skriftlige kilder.

Denne opdeling bliver gradvis udvisket. Et større helhedssyn på genstandene og et ønske om at systematisere dem begynder at komme, med det resultat af deres egenart ikke længere kunne stå alene. Thomsens treperiodesystem er et eksempel på det videnskabelige fokus på systematik, der kom i det 18. og 19. århundrede. Carl von Linnés taksonomiske kortlægningsprincip af botanikken og lignende systematiske tilgange ændrede hele tankegangen for de naturhistoriske samlinger. Det almene blev interessant fordi det var en del af en helhed. Det helt særegne mistede sin betydning, da det både videnskabeligt og i det pædagogiske sigte om at forklare verden skilte sig irriterende ud.

Kefften af een Hest indvoxen udj et støcke Hyld

Mordhorst kommer nærmere ind på den problemstilling i afsnittet Hybridernes fald, der er en beskrivelse af hvordan naturen og kunstens verden blev adskilt. Et centralt begreb på Worms tid var Naturens leg, der henviser til en forståelse af naturen som en autonom størrelse, der kunne skabe kunst og fremstå som hybrider mellem materialets faste opdelinger (mineralriget, dyreriget og planteriget). Eksempler på hybriderne kunne være en hestekæbe omviklet af en trærod, et æg lagt af en kvinde i Stavanger eller lemminger, hvorom der var den teori, at de blev avlet af dampe i himlen hvorefter de faldt ned på jorden. Worm havde indsamlet flere genstande af marmor hvor ”naturens leg” havde skabt billeder i marmoret. Det kunne være marmortavler, hvor Kristi på korset kan ”ses” eller en kugle med mørke pletter, der ligner øer og verdensdele og som derfor fik betegnelsen marmorglobussen. Disse marmorstykker blev både set som et naturalie og som et kunstnerisk udtryk. Globussen blev i Worms katalog både beskrevet under kapitlet om mineralriget og i kapitlet om artificialier (kunstgenstande) af sten. I Kunstkammeret registrant blev den derimod kun omtalt som en naturalie. Naturen kunne nu ikke længere lave kunst, det var overladt til mennesket alene. Da kunstkammeret blev opløst og marmortavlerne overgik til Museet for Nordiske Oldsager i 1826 blev de solgt. Samme skæbne fik mange af Kunstkammerets hybride genstande i en stor auktion i 1824. Disse eksempler på naturens leg passede ikke længere ind i museernes kategoriseringsprincipper eller var blevet afmystificerede, som det blandt andet skete med lemmingen.

Målgruppen for Genstandsfortællinger er fagfolk og den er også udstyret med henvisninger, indeks, kilder og litteratur. Den er et væsentligt værk om Worms samling og brugen af den, og bogen burde derfor have fået enkelte tilføjelser til glæde for dem, der vil dykke yderligere ned i stoffet. Under min læsning af den var det brugbart at kunne konsultere den fulde oversigt over Worms samling, som den er gengivet i H.D. Schepelerns bog Museum Wormianum. Denne oversigt kunne fint have været med. Hos Mordhorst er der en oversigt over de 40 bevarede genstande fra samlingen, men denne liste kunne godt være suppleret med henvisninger til billedgengivelser og oplysninger om, hvor genstanden er i dag. Bogen har illustrationer af de fleste af genstandene, men en klar krydshenvisning mellem tekst og billederne imellem ville have været en styrke, for som Worm skriver om kunststykker at ”sådanne ting kan der bedre redegøres for ved en visuel end ved en skreven demonstration”.

Disse indvendinger til trods er det en læseværdig og indsigtsfuld bog Camilla Mordhorst har skrevet. Genstandsfortællinger er et spændende studie i videnskabernes og museernes udvikling fra 1600-tallet til 1800-tallet. Boget har endvidere den kvalitet, at den sætter fokus på, hvordan museerne – og andre – i beskrivelsen og brugen af deres genstande er afhængig af deres tid. En genstand er ikke en ø i sig selv, men har en værdi gennem det normsæt den er betragtet igennem.

Mordhorsts analyse slutter i 1800-tallet, hvor hun påpeger at genstandenes begynder at blive katalogiseret på måder vi omtrent også bruger i dag. Af praktiske grunde er det dog ikke så underligt at forandringerne ikke har været overvældende de sidste 100 år. Tænk på hvilket enormt arbejde og prioritet af museernes resurser det ville være, hvis man skulle genbeskrive museernes samlinger. Her taler vil ikke længere om 400 genstande. At katalogerne ikke skrives om, betyder dog ikke, at synet på genstandene ikke forandres, der er jo hele tiden ændringerne i forhold til hvilke genstande, der har en større værdi end andre. Det kan give sig udslag i museernes indsamlings- og forskningsstrategi, eller ved at genstandenes æstetik bliver vægtet højere ved bestemte udstillinger.

Mordhorst har gennem udstillinger, oplæg og tekster i de sidste ti år brugt og beskrevet museumsgenstande. Det kunne have været spændende, hvis hun i bogen havde vovet at komme med synspunkter på nutidige museers brug af genstande. Vi er jo også bare børn af vores tid, men har til forskel fra Worm eller Kunstkammerets sidste forvalter J.C. Spengler den fordel at være født i en postmoderne tid, hvor det er muligt inddrage tidligere tiders tankesæt, æstetik og genstandsopfattelse. Og til det sidste vil Camilla Mordhorst bog bestemt være en inspirationskilde.

Denne anmeldelse er oprindelig trykt i KUML 2010 Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. 2010, p. 335-338.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Nysgerrighedens hotel

Hotel Aurelia 082

Hotel Aurelia er navnet på Skovgaard Museets nye udstilling. Receptionisten tager imod en og i mindre grupper bliver publikum lukket ind i hotellet med den forklaring, at dette sted lige er kommet op af vandet og på forunderlig vis har materialiseret sig i Viborg. Som gæst går man gennem rummene, ser på de sovende hotelgæster i sengene, kigger i deres skuffer og prøver at finde deres historier. Min gruppe sidste lørdag bestod af tre generationer fordelt på to bedsteforældre, to voksne og en 6 og en 9-årig pige og vi havde en god tid på museet.

Hotel Aurelia 073

Stemningen var sat på forhånd. Dette ville være noget der talte til sanserne og vi kan alle være med. Forventningen var intakt under receptionistens introduktion og efterhånden som vi bevægede os gennem hotellets ca. 10 rum og gange fandt vi alle små fortællinger vi ville se på og ville dele med de andre. Udstillingen talte til nysgerrigheden og til sanserne og der var i den noget at undersøge og stemninger at fornemme. Der var tøj og dermed identiteter, der kunne tages på, breve man smugkiggede i, rum med sjæl, billeder, gamle blade, der lå rundt omkring, forklaringer på rummene, som blev læst og diskuteret, lydstumper, der kunne høres bag døre og flaskeposter man selv skulle skrive og dermed fastholde sin følelse af stedet med.

Hotel Aurelia 088

Historien man gik ind i var fiktiv og fabulerende og denne mangel på virkelighed og viden, med den deraf følgende underliggende læring (hvem var den kunstner, hvornår blev den økse lavet osv.) gjorde at alle i selskabet på lige vilkår kunne bidrage med ideer og fortolkninger af det oplevede. Denne mangel på et videnslag gjorde det først og fremmest også til en oplevelse, der mere fik en til at reflektere over ens eget sanseapparat end at man kunne sætte oplevelsen ind i en omverdenskontekst.

Jeg oplevede udstillingen sammen med børn, og deres umiddelbare nysgerrighed var med til at forstærke udstillingens styrker. John Falk definerer i sin bog Identity and the Museum Visitor Experience forskellige museumsoplevelsesmotivationer. I følge hans undersøgelser kan man besøge museet som Facilitator (jeg er her fordi jeg tror andre kan lide at være her), Explorer (jeg er her fordi jeg tror der er noget der interessere mig), Experience seeker (jeg er her fordi her er noget at opleve), Professional/Hobbyist (jeg er her fordi det her relatere til mit arbejde/min hobby) og Recharger (jeg er her fordi jeg kan slappe af og lade op). Facilitatorerne kan yderligere deles op i to varianter Facilitating Parents og Facilitating Socializers afhængig af om man faciliterer sine børn eller venner/bekendte. I lørdag var jeg helt klart en Facilitating Parent og til det var udstillingen perfekt. Børnenes begejstring og glæde gjorde mit besøg rigtig godt. Ofte nærmer jeg mig udstillinger som Profesional/Hobbyist, der bedømmer udstillingerne fagligt og ser på dem for at få tricks og inspiration. Det vil jeg også få her, men oplevelsesfølelsen – udstillingens styrke – vil ikke have været så intens, da formålet mere ville have været at observere end at opleve. Jeg ville simpelthen ikke være blevet grebet af den glæde, der ligger i at opleve andre dele deres nysgerrighed.

Hotel Aurelia 099

Et vigtigt rum i hotellet var det hemmelige, hvor vandmændene (lat: Aurelia) boede. Der var for mørkt til et foto, derfor denne tegning lavet af 6-årige Naja.

Det er bestemt en seværdig og oplevelsesrig udstilling, også for andre end facilitatormotiverede gæster. Hotel Aurelia rejser også spørgsmål om, hvilken oplevelse en udstilling giver, når den er baseret på en fiktion og ikke støtter sig til fakta, omverdensforståelse og viden. Der kan mangle den form for dybde som autenticitet og virkelighed giver, men der er ingen tvivl om at fiktivt baserede udstillinger også kan være store oplevelser, der kan sætte tanker i gang om samvær, historiefortælling, sansning og perception.

Udstillingen er skabt af videokunstneren Lærke Lauta og scenekunstnerne Gabriel Hernandez og Marga Socias, der er tilknyttet det Barcelonabaserede Teatro de los Sentidos. Teatro de los Sentidos har gæstet Danmark flere gange, blandt andet i Århus Festuge og til H.C. Andersen fejringen i 2005, hvor de lavede en helt fantastisk og meget intens fortolkning af eventyret Skyggen på Østre Gasværk. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg tænker på den opsætning.  Teatro de los Sentidos har også lavet workshop, hvor blandt andet museumsansatte har deltaget, og det er dejlig gennem Hotel Aurelia at se folk fra Teatro de los Sentidos tage livtag med udstillingsmediet på et dansk museum. Der er bestemt noget at komme efter i deres tilgang til nysgerrighed og oplevelsens mange lag.

Hotel Aurelia vises i Viborg indtil 28. november, læs mere om udstillingen her: http://www.skovgaardmuseet.dk/,

om Teatro de los Sentidos her:
http://www.teatrodelossentidos.com/eo/intro.php

og for interesserede er der henvisninger til John Falk litteratur her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/04/07/john-falk-i-nyborg/ 

Hotel Aurelia 083

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kunst, Udstilling