Category Archives: Naturhistorie

Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen – tre udstillinger i Aarhus 2017 kulturhovedstadsåret med fokus på fortællingen

Dele af min sommerferie blev holdt i Aarhus og jeg kunne ved selvsyn se, at byen er blevet en populært turistdestination. Danske og udenlandske besøgende strømmer til museerne, fylder byens gader, pladser og siddepladserne foran cafeer og restauranter.
Byen har som kultur- og turistmål også fået noget mere omtale i udenlandsk presse de sidste par år. Aarhus’ rolle som årets europæiske kulturhovedstad har utvivlsomt været den vigtigste grund til det. Men hvad kan man så opleve af udstillinger i sommerugerne?
Når man kigger i Aarhus 2017 programmet kan man se, at programmet meget er tænkt som et eventprogram med forestillinger og enkeltstående arrangementer, men det europæiske kulturhovedstadsår har nu også en del udstillinger af længere varighed. Jeg har her udvalgt tre udstillinger, som jeg gerne vil anbefale, hvis turen går til Aarhus.

IMG_6879

Aarhus Fortæller

Den første af dem, Aarhus Fortæller i Den Gamle By, er jeg på alle tænkelige måde inhabil til at vurdere objektivt, da jeg selv har været dybt involveret i planlægningen af udstillingen. Men de observationer af gæster i udstillingen som sommeren også bød på, har bestyrker mig i, at det er en udstilling, der kan noget.

IMG_5793

Aarhus Fortæller er om noget ikke et event man skal huske at være der til, da det er en permanent udstilling og dermed et bud på, hvordan det ”legacy” som der efterlyses i kulturhovedstadsåret kan se ud.

IMG_6918

Udstillingen åbnede i påsken og er en kronologisk fortælling om Aarhus’ historie fra vikingetiden og helt frem til i dag. Hvert afsnit er indrettet så materialetyper eller elementer fra perioden er en tydelig del af scenografien og dermed en stemningsmæssig fortælling i sig selv. Der er spejlkløvet egetræ i afsnittet om vikingetiden, munkesten i middelalderen, bindingsværk i 1600-tallet, jern og industrifliser under industrialiseringen osv. Det giver en varieret udstilling, hvor gæsterne intuitivt kan digte med på fortællingen i de enkelte afsnit.

IMG_5795

Der er en del animationer, billedshow og aktivt brug af lyssætningen, men det er ikke en mørk udstilling, da en ligeså vigtigt del af scenografien er materialerne, der skal kunne ses og fornemmes.

IMG_5796

En stor del af udstillingen fortæller om de sidste 60 år og særligt i det afsnit er der flere aktiverende elementer fra cykelture rundt i Aarhus på en bycykel over syng-med-på-hits-fra-Aarhus-karaoke i pladestudiet til quiz og afstemninger.

IMG_5805

I denne sidste del af udstillingen vises også dele af en række almindelige borgeres liv og hverdag, hvilket i høj grad er gjort muligt gennem et stort samarbejde med firmaer, foreninger og private borgere. Det giver en udstilling om folk, mere end en udstilling om historien.

L IMG_6923

Habitat Aarhus

Ligesom dele af Aarhus Fortæller er Naturhistorisk Museums udstilling Habitat Aarhus gjort muligt gennem hjælp fra offentligheden. Private borgeres bidrag er sammen med billeder fra Jyllands-Postens fotografer faktisk kærnen i udstillingen, der består af billeder af natur fotograferet inden for Ringvejen i Aarhus.

L IMG_6925

En enkel ide der har givet et væld af gode billeder, De åbner øjnene for den natur der også omgiver os i byen. Udstillingen åbnede i maj og kan frem til 22. oktober opleves langs åen i Aarhus fra Mølleparken og frem til Grønnegade.

DSC_0257 (2)

Det er en enkelt opsat udstilling med 100 plancher i det offentlige rum med billeder og tekst. Billedudvalget er godt, og det er ledsaget af nogle veloplagte tekster. Det er godt skrevet små fortællinger om en situation, en dyr eller en planter. Det hele bliver sat i en sammenhæng og viden bliver ubesværet givet videre om det, der kan ses på fotografierne.

L IMG_6931

Men der er meget tekst og der er 100 plancher uden variation, så det er en udstilling, der kan komme til virke lidt ensformigt i sin formidlingsform. Hvis man ofte kommer til Aarhus kan man fint bide oplevelsen over, og tage et par fotografier og historier af gangen, når ens vej går forbi den del af byen.

L IMG_6932

Udstillingen er en del af Naturhistorisk Museums Aarhus 2017 projekt Rethink Urban Habitat og til projektet er der udgivet en bog med billederne og fortællingerne.

DSC_0149

Rejsen

Moesgaard Museums store særudstillingsprojekt i år, der er lavet i samarbejde med Aarhus 2017, er Rejsen. Udstillingen åbnede i april og kan ses frem til 26. november i år. Rejsen er en filmisk fortælling af instruktøren Christoffer Boe om menneskets grundvilkår. Udstillingen består udover filmen af nogle refleksionsrum, der dels introducere til filmen, fortæller lidt mere om emnerne og har nogle VR briller med film fra nogle af de steder hvor filmen foregår.

Billede0100

Filmen starter med en fødsel i europæiske København og slutter med en begravelse (død) i asiatiske Katmandu og undervejs består filmen af fem andre temaer kærlighed, frygt, tab, tro og rationalitet, der bliver vist gennem historier og optagelser fra fem andre kontinenter.

IMGP6669

Jeg så udstillingen i sidste uge og det var en god oplevelse. Filmen var flot og intens og efterlod mig mere berørt end sommerens to store mega-event i kulturhovedstadsåret, teaterforestillingen Røde Orme og udstillingerne The Garden. Både æstetisk og handlingsmæssigt fungerede Rejsen godt, og man blev grebet af situationerne og personerne i filmens syv afsnit.

Virtual Reality som greb synes jeg har nogle udfordringer i museumsudstillinger, da der jo helt afskære muligheden for tale sammen og dermed udnytte museumsrummet som et socialt rum. Men teknikken kan nu noget i Rejsen. Det sidste rum man kommer igennem har en række bænke, hvor man to og to kan sidde og se fem VR film fra de lokationer, hvor filmene foregår. Det er med til at skabe en rumlighed som man jo er vant til at opleve som en del af museumsbesøget, men som filmen i Rejsen i sit 2D format ikke skaber.

DSC_0177

På den måde giver VR-brillerne noget ”rum” til oplevelsen i udstillingen, som man ellers godt kunne mangle. Det andet element i dette sidste rum er nogle korte kommentarer fra instruktøren Christoffer Boe om de enkelte afsnit i filmen. Det kan være om de udfordringer, der kan have været med at optage afsnittet eller de personer han mødte i produktioner. Kort og fint beskrevet og med til at give filmoplevelsen ét til lag.

IMGP6679

Fokus på fortælling – ikke på genstandene 

Både Aarhus Fortæller, Habitat Aarhus og Rejsen er udstillinger, der har fokus på fortællingen mere end på genstandene. Fra mit egen engagement i Aarhus Fortæller ved jeg, at historierne og fortællingerne først blev valgt ud og derefter blev der taget stilling til, om fortællingen skulle ske gennem en genstand, en rekonstruktion, en animation eller noget helt andet.

DSC_0144

Udgangspunktet i Rejsen var at lave en filmiske fortælling fra hele verden og ikke et udvalg fra museets etnografiske samling, og ved projektet fra Naturhistorisk Museum var grundideen at samle almindelige menneskers observation af dyr og planter i byen ind, og ikke at udstille dyr og planter indsamlet i byen. Fotografierne giver både kontekst og sammen med den medfølgende tekst også viden og fortællinger. I alle tre udstillinger er grebet et bevidst valg og der fokus på, at mange skal blive berørt af fortællingerne.

L IMG_6927

De tre udstillinger viser, at velfungerende udstillinger fint kan laves med fokus på fortællingen fremfor genstade, og de er også gode bud på hvad man kan opleve i Aarhus i 2017, hvis man ikke går efter en af de mange event, der er i kulturhovedstadsåret.

DSC_0284

Link:

Aarhus Fortæller: http://www.dengamleby.dk/aarhus-fortaeller/

Habitat Aarhus: http://www.habitataarhus.dk/

Rejsen: http://www.moesgaardmuseum.dk/udstillinger/aktuelle-udstillinger/rejsen-aarets-saerudstilling/

Skriv en kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Leg på svensk – besøg på Junibacken, Skansen og Jamtli

”Hvorfor er det ikke muligt at fortælle den svenske historie ligeså underholdende som USA’s historie bliver fortalt her?” skulle den svenske museumsmand Sten Rentzhog have sagt ved et besøg på High Chaparral, en ”nöjespark” nær smålandske Värnamo med fokus på det vilde vesten. High Chaparral er i dag flotte show med skuespiller og stuntmænd og det er kørende kuldrevne lokomotiv og gode western-kulisser, men det der virker allerbedst er stedets fantastiske rammer om leg og aktivering af gæsterne.

High Chaparral 2011 231

To besøgende i duel I High Chaparral

Sten Rentzhog var på det tidspunkt direktør for det svenske frilandsmuseum Jamtli i Östersund og tog efter sigende tilbage til Jämtland og begyndte hans transformation af museet så leg, levendegørelse og rollespil blev mere markante elementer.

Jeg besøgte Jamtli i sommers og oplevede et levende sted, der havde tænkt legen ind som en naturlig del af museet. Der var dygtige aktører i dragter, som gik dialog med og aktiverede gæsterne og et andet markant element var de mange legepladser og legemuligheder, der var placeret forskellige steder på museet.

Jamtli aDSC_0667

Jamtli er gode til at indrage deres besøgende. Her er en gruppe besøgende blevet engageret af en 1975 aktivist til en demonstration og til sidst kunne vi alle slagordene “sluta spruta”.

Leg og svenske forlystelser
Min oplevelse af forlystelser i Sverige er, at legen i det hele taget har en stor rolle – og gerne kombineret med en fortælling. High Chaparral har en overordnet westernfortælling, der måske ikke er 100 % korrekt, men som alligevel sætter en kulturhistorisk ramme. Nogle timers kørsel derfra ligger Vimmerby og Astrid Lindgrens Värld, der er en forlystelsespark med figurer fra Astrid Lindgrens forfatterskab. Det er fiktion, men samtidig svensk kultur i et koncentrat. Ligesom i High Chaparral er der aktører. I Astrid Lindgrens Värld er det Pippi, Emil, Madicken, Ronja og røverne m.v., der leger med og fortæller for de besøgende.  Der er også legepladser og Tarzan-baner, der aktivere og gør, at store og små selv laver historier og tager hovedrollen i fortællingen.

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Treårige Naja i tæt dialog med Pippi

Junibacken
I Stockholm er der også en forlystelse, som formidler svensk børnelitteratur gennem leg. Det er Junibacken på Djurgården. Stedet er opkaldt efter en Madicken historie og et martkant element i forlystelsen er også et tog, der føre gæsterne gennem miljøer i Lindgrens forfatterskab.

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla som velfungerende legeplads

Et andet oplevelsesmæssigt element i Junibacken er to store legeområder. Det ene er Villa Villekulla, som kan indtages og hvor der er muligt at gennemspille en række at historierne om Pippi Langstrømpe, og det andet er et særudstillingsområde. I sommers, da jeg besøgte stedet, var det opbygget i et miljø omkring Martin Widmarks bøger om Valleby og LasseMajas detektivbureau.

Junibacken DSC_0036

Junibacken DSC_0033

Junibackens initiativtager er den svenske skuespiller og teaterchef Staffan Götestam. Ligesom Sten Rentzhog var hans ambition at lave et sted, der var underholdende og opfordrede til eget initiativ. Da han præsenterede sin ide om en aktiverende Astrid Lindgren-forlystelse til forfatteren, ville hun gerne være med på den betingelse, at det ikke kun skulle være hendes figurer der befolkede stedet. Det skulle ikke være et Astrid Lindgrens mindested, men et børnekulturhus med fokus på fortællinger.

Leg på Skansen
Få hundrede meter fra Junibacken ligger Skansen, det første og største frilandsmuseum i Norden. Skansen er også meget mere end et museum. Den uge i juni hvor jeg besøgte stedet, havde jeg den udelte fornøjelse at deltage i Allsång på Skansen. Det er tradition og samtidig helt nutidigt og jeg følte i øjeblikke, at jeg havde en direkte forbindelse til den svenske folkesjæl.

Skansen IMG_3288

“Stockholm I mitt hjärta / låt mig besjunga dig nu”

Skansen IMG_3277

Allsång er stjerner, men lige så meget fællessang – og en meget direkte kontakt med publikum

Musik og sang er en del af dette museum, det er dansepavillonen Galajen også, hvor mangen en Stockholmer har fundet sit livs udkårne og det er den zoologiske have, der ligge på Skansen også. Nogle af dyrene kan ses i området Lill-Skansen. Gentænkningen af denne del af museet sammen med renoveringen af Allsångs-scenen er en af de helt store investeringer, som Skansen har lavet de sidste par år.

Skansen IMG_3295

Lill-Skansen er børnenes zoo, men det er også et legeområde og en teaterplads hvor børn (og voksne) bliver aktiveret. Lill-Skansen er natur- og kulturformidling i børnehøjde, og den dag i juni jeg var der, gik formidlingen rent ind og blev forstået og elsket af målgruppen.

Jamtlis fokus på rum til oplevelser
Jamtli i Östersund har ikke en dyrepark, men de dyrker legen og rollespillet. De aktører jeg mødte i sommers var rigtigt gode til at aflæse deres gæster. De formidlede svensk hverdagshistorie godt, men var samtidigt meget opmærksomme på at lave sjov med gæsterne og skabe en god stemning. Et stor satsning Jamtli lavede forrige år var deres 1970’er afdeling. Den består dels af tre huse/miljøer fra 1975 og at et område, der er dedikeret til det svenske børnetv-program ”Fem myror är fler än fyra elefanter”. Der er en scene, hvor de tre figurer fra programmet Magnus, Eva och Brasse optræder, og når de ikke gør det, er de ude blandt publikum i en scenografi omkring programmet, der også kan bruges som en legeplads.

Jamtli aDSC_0695

Scenen I “Fem myror är fler än fyra elefanter” afsnittet, hver der i sommersæsonen to gange om dagen er show.

Jamtli aDSC_0648

Fem myror är fler än fyra elefanter afsnittet er et eget aktivitetsområde med legeplads og café. Efter det åbnede i 2013 forøgede museets sommerens aktivitetsniveau og entrepris, så den nu er på sommerlandsnivueau på 250 SEK for to dage.

Jamtli aDSC_0647

Hver af de tre figurer Magnus, Eva og Brasse har deres eget hus kopieret efter tvudsendelsen. Der kan gæsterne besøge dem og lave aktiviteter.

70’er delen er et af de mange steder på Jamtli, hvor leg er integreret i fortællingen. En del af 1890’er byen er en festplads med karrusel og gynger og ved et udstillede lokomotivet er der både et legelokomotiv, der kan indtages og en lille bane hvor man selv kan køre dræsine. På museet er der også en mejeribygning og denne bliver formidlet ved at gæsterne kan lege, at de lave deres egne mejeriprodukter.

Jamtli DSC_0461

Tre museumsdirektører tager en sving om: Richard fra Beamish, Hilde fra Bokrijk og Henrik fra Jamtli.

Jamtli DSC_0592

Forest et originalt lokomotiv og bagerst et legehus lavet som et lokomotiv.

Jamtli aDSC_0621

Inde i mejeribygningen er der lavet “Mikroland Mejeri” hvor klasser og børnefamilier kan lære om/lege at de laver mælk, smør og ost.

Andre steder er der sat legeredskaber op uden at de nødvendigvis har noget at gøre med det miljø det ved siden af. Ligesom det nu er helt almindeligt, at et museum skal have butik og restaurant tænker de på Jamtli, at der også skal være mulighed for leg med passende mellemrum.

Jamtli aDSC_0705

Efter at have brugt en dag på de udendørs dele af museet, gik jeg ind for at se deres indendørs kulturhistoriske udstillinger. Jamtli er også det centrale kulturhistoriske museum for Jämtlands län med en dertilhørende genstandssamlinger. Også i disse mere genstandsorienterede udstillinger var legen tænkt ind. Hovedudstillingen ligger i kælderetagen og en af indgangene til den var en ruchetur gennem det lokale Loch Ness uhyre fra den nærliggende Storsjöen. Udstillingsområdet havde masser af genstande og billeder, men også hands-on opstillinger, skæmtekulisser og spilelementer som en integreret del af rummet.

Jamtli DSC_0761

Jamtli DSC_0806

Jamtli DSC_0772

Skansen og Jamtli er på mange forskellige parameter to rigtigt gode museer. De laver gode miljøer og har en høj faglig standart, men det betyder ikke at de der for fine eller akademiske til virkeligt at prøve at tale til et så bredt publikum som muligt, og integrere leg og underholdning i museet virke. De har ingen berøringsangst med at vælge folkelige formater og lave rammer som børn og barnlige sjæle umiddelbart kan gå til. Det giver dem fortjent mange besøgende, og det gør dem også til inspirerende steder at besøge for alle der gerne vil formidle kultur til så mange som muligt.

Leg er god underholdning, men kan i Sverige også være rigtig fin kulturformidling.

IMG_3339

Instruktion på Lillhärdalsgården anno 1785 så vi alle kan indgå i forsvaret af Jämtland. Her er det Gaute og Thorstein, to nordmærd fra Maihaugens frilandsmuseum, som vi forsvarer os imod.

Skansen DSC_0078

Mange steder på Skansen er der munter og god dialog med aktørerne. Her får mine kollegaer Lisbeth og Connie en snak om 78′ plader og simple living med en beboer i Skansens 1940’er kolonihave.

Links:

Jamtlis fokus på børneaktiviter: http://www.jamtli.com/3838.barnens_jamtli.html
Flere billeder fra Jamtli kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646265041322/

Lill-Skansen: http://www.skansen.se/sv/kategori/lill-skansen-oppet-aret-runt
Flere billeder fra Skansen kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646246422281/

Junibacken: http://www.junibacken.se
Flere billeder kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646288994564/

Tidligere blog-indlæg om aktiviterne på High Chaparral: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

 

 

 

3 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Naturhistorie

Dinosaurusser og IT

En af de første store museumsoplevelser som jeg stadig kan huske, var da jeg som 11 årig besøgte Natural History Museum i London. Den oplevelse, der står klart i erindringen var mødet med dinosaurusserne og også den formidling, som var lavet omkring dem. Ved dinosaurusserne havde de sat nogle computere op, hvor man kunne svare på spørgsmål om, hvad der karakteriserer de forskellige typer af dinosaurusser. Den 11 årige videbegærlige dreng var begejstret for, at der var nogle i London, som gennem opgaver ville høre hvad han så og havde lært, og så var det vel også første gang i mit liv, at jeg prøvede en computer. Den simple blå skærm med hvid tekst var så utroligt nyt, moderne og smart, at man nok selv skulle have været der for helt at kunne forstå det.

Museum für Naturkunde i Berlin
I denne uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Museum für Naturkunde i Berlin. Det er et andet af denne verdens store dinosaurusmuseer og også her blev der leveret en god formidling af emnet.

MuseumNaturkunde

Dinosaurus-hallen i Museum für Naturkunde

Formidling gennem IT kan være en størrelse, der desværre hurtigt kan komme til at virke forældet. Men den faldgrubbe synes jeg de har undgået i Berlin. Det berlinbaserede firma ART+COM lavede for en 7 år siden nogle i digitalformidlingskredse ret omtalte installationer, der stadigt er fascinerende. Installationerne kombinerer fornemt det fysiske rum og et ekstra IT baseret lag, der beriger oplevelsen. Systemet er, at de besøgende ser i en kikkert rundt i det store centrale dinosaurusrum (eller rettere føler at de ser med en kikkert) og når kikkerten får placeret en af dinosaurusserne centralt får dino-skelettet indvolde, muskler og hud omkring sig, og der kommer til sidst en lille film om dyret i sine omgivelser tilbage i juratiden. Efter at have oplevet det et minuts tid kan man dreje kikkerten videre til et andet dyr, hvor det samme så sker.

MuseumNaturkunde

Dinosaurusserne, og i forgrunden en af de i alt to kikkert installationer i rummet

Her er en af de film der kan ses i kikkerten:

http://vimeo.com/8571328

Jurascopes, Berlin 2007 from ART+COM on Vimeo.

Hanne Strager, formidlingschef for Statens Naturhistoriske Museum i København, har udtalt at de naturhistoriske museer skal være bedre til at formidle til voksne, da de kan have en slagside med at være museer for børn. Personlig er jeg ikke enig med hende om, at museer kan blive for populære hos børn, men jeg kunne godt følge hendes tanker, da jeg på Museum für Naturkunde stod ved ART+COM’s installationer. Ved installationerne var to af kikkerter højdemæssigt designet til børn, tre kikkerter i ung/voksenhøjde og der var derudover to skærme, hvor grupper kunne se filmene.

MuseumNaturkunde

Udover kikkerterne er der også en skærm, hvor flere samtidigt kan se de små film

På sliddet ved kikkerterne kunne det ses, at også voksenkikkerterne flittigt var benyttet af børnene ved at de kravlede op på kanten af installationen for at kunne se.

MuseumNaturkunde

Også de kikkerter som er i voksenhøjde kan bruges af de børn, der har viljen

Jeg var da også den eneste voksne, der havde stillet mig op i den korte kø for selv at se i kikkerterne og notere også de let undrende/bearbejdende blikke, som et par mødre sendte mig.

Skilte med film
En andet feature på museet i Berlin der til gengæld ikke havde samme tiltrækningskraft hos børnene, var deres forklarende skilte ved dyrende, og også her brugte museet IT rigtigt fornuftigt. I de traditionelle aflange tekst- og billedskilte var der en lille skærm som kunne aktiveres ved, at den besøgende trykkede på et ord, som så blev uddybet. Det virkede godt og der var små velvalgte film som fortalte om dyrenes træk, særlige fysiologiske forhold mv.

MuseumNaturkunde

Der trykkes på et af de understregede ord på skiltet …

MuseumNaturkunde

… og en film om emnet afspilles

Teknikken blev brugt flere steder på museet og gennem den blev der skabt små fortællinger. Et sted var der bl.a. en forbilledlig formidling om, hvorfor at zebraen har striber. Det var skabt gennem en udstoppet zebra, en tsetseflue og skiltet, der i tekst, kort og de små film, der kort og koncist fortalte, at tsetsefluen med dens øjekonstruktion har svært ved at se zebraens omrids pga. striberne. Zebraerne blev mindre stukket og fik derfor ikke i så høj grad gennem fluen overført en bestemt parasit.

MuseumNaturkunde

Opstilling i Evolution in Aktion udstillingen om Zebraens striber

MuseumNaturkunde

Tsetse-fluen bag forstørrelsesglas

MuseumNaturkunde

Skilt med tekst, illustration og skærmen, der kan aktiveres

MuseumNaturkunde

Skærmen der i enkle filmsekvenser formidler, at tsetsefluen overføre parasitter og hvad den kan se på grund af fluens øjenkonstruktion

Dinosaurusser i London
På museet i London formidles dinosaurusserne ikke længere med computere med blå skærm og hvid skrift. Deres nuværende opstilling, der må have tjent museet i knapt 20 år bruger nu i stedet et formidlingstrick med suspence, wow-oplevelse og efterfølgende refleksion. De største af dinosaurusserne er som appetitvækkere placeret i museet forhal og efterfølgende kan man træde ind i det særlige udstillingsområde.

NHM Sommer 2010 169

Indgangshallen i Natural History Museum

Rundgangen i dinosaurus-galleriet starter med af de besøgende oppe under loftet går over hele udstillingsområdet, hvor nogle af dinosaurerne samtidigt er præsenteret.

NHM Sommer 2010 173

Et kig ned i dinosaurusudstillingen oppe fra gangbroen

Bagerst i rummet er wow-oplevelse ved en mekanisk installation af en spisende Tyranosaurus Rex som med passende mellemrum spejder ud over de passerende besøgende og giver gys ved at få øjenkontakt. Det virkede stærkt på mig første gang jeg oplevede det, og jeg har kunnet konstatere at effekten så sandeligt også har virket på mine børn de gange de har besøgt udstillingen.

NHM Sommer 2010 176

T-Rex’en har fået øje på en forskrækket 8 årig

På vejen tilbage fra Tyranosaurus Rex’en og gennem udstillingen er der så uddybende formidling om dinosaurussernes levevis, fysiognomi, fundhistorie osv. Det er nok de store dyr i indgangshallen og tableauet med den spisene T-Rex, der er tydeligst i erindringen, men det er vejen tilbage, der tilbyder de uddybende oplysninger man også forventer at finde på et naturhistorisk museum.

NHM Sommer 2010 181

Dinosaurusudstillingen, Natural History Museum

Oplevelse og viden
De naturhistoriske museer i Berlin og London er både gamle gedigne museer og gode oplevelser for store og små. Udover den omtalte dinosaurusudstillinger tilbyder Natural History Museum også veltilrettelange udstillinger i deres nye Darwin Center, hvor den besøgende kan følge bestemte forskeres type arbejde og hvor det på en mere tidsvarende måde end ved de blå skærme er muligt at løse opgaver. Museet har også helt imponerende samlinger som f.eks. deres mammel galleri, hvor sammenligninger mellem pattedyr umiddelbart kan ske og hvor særligt blåhval i midten fascinere og får alt andet inkl. elefanten til at virke lidt klejn.

Natural History Museum, South Kensington, London

Mammels Gallery i Natural History Museum. Foto fra Flickr: jacquemart.

På Museum für Naturkunde i Berlin bliver der også fortalt engageret om universet og naturkræfterne på jorden, og museet tilbyder også godt opsatte fremstillinger af udstoppede dyr. I udstillingen Evolution in Aktion bruges dyrene i større fortællinger om biodiversitet, evolution og tilpasning, som f.eks. i historien om zebraens striber.

MuseumNaturkunde

Biodiversitetsvæggen i udstillingen Evolution in Aktion

Et andet fascinerende rum på museet er Die Alkohol-Forschungssammlungen, museet studiesamling af præparater som det er muligt for de besøgende at gå rundt om. Der er ikke nogen særlig forklarende formidling i dette rum, men det er en stærk æstetisk oplevelse og giver en fascination af de tusindvis af dyr i ethanol.

MuseumNaturkunde

Die Alkohol-Forschungssammlungen, der består af omkring 276.000 glas med præparater

Naturformidling i Danmark
I Danmark er Naturama i Svendborg et godt bud på et all round naturhistorisk museum, der vil deres gæster noget og som i deres store åbne rum formår at skabe fascination og den gode umiddelbare sammenligninger dyrene imellem. Under loftet er fuglene, nederst livet under vand og mellem dem dyrene på land. Klart og konsekvent tænkt og udført.

Naturama overblik fra landjorden

Naturama set fra landjordsetagen. Foto fra Flickr: Naturama Svendborg.

I København og Aarhus tænkes der også store tanker om hvordan at nye naturhistoriske museer kan skabes og det kan kun glæde en. Ikke alle museer har blockbusterer som dinosaurusser, men museerne i Berlin og London viser også, at andre emner med stor selvtillid kan formidles populært og solidt vidensoverleverende på samme tid – og med fornuftig brug af IT i formidlingen. Statens Naturhistoriske Museum i København er længst med deres planer og det bliver spændende at se den samling for alvor blive foldet ud – forhåbentlig også gennem gode wow-oplevelser – og ved at der laves et spændende museum for både voksne og børn.

MuseumNaturkunde

2 kommentarer

Filed under Digitale medier, Naturhistorie, Udstilling

Citater i udstillinger

Hvordan kan museerne engagere deres besøgende gennem tekster eller andre formidlingselementer (film, lyd, illustrationer)? Et svar er at bruge tydelige afsendere, som det er nemt for den besøgende at forholde sig til, føle med og leve sig ind i. Det vil sige gå fra den anonyme objektive museumsstemme til personer med deres egne subjektive stemmer.

De museer der gør det markant, bruger ikke kun citater som illustrationer af en enkelt persons holdning, men de tænker citaterne ind som et strukturelt greb, der er med til at engagere den besøgende.

Sveriges Historia på Historiska museet i Stockholm

Historiska Museet 2011-12 408

Historiske Museets på mange måder seværdige udstilling Sveriges Historia gør det. Udstillingen er kronologisk bygget op fra vikingetid og til i dag. Hvert afsnit indledes med en planche, der præsenterer det århundrede som den næste del af udstillingen handler om. Der er to helt forskellige hovertekster på de plancher. Den ene er skrevet at udstillingens dramaturg Jonas Jarl Skute og den anden af historieprofessor Dick Harrison.

Historiska Museet 2011-12 422

Historiska Museet 2011-12 423

Professor Harrisons tekst minder mest om den traditionelle museums-oversigtstekst, men det virker godt, at der er en person bag teksten, og at det er tydeligt, at han er en fagperson. Troværdigheden bevares og samtidig får udsagnene et klar afsender. Det ville ikke have været et lige så klart signal, hvis museet ikke havde valgt også konsekvent at bringe tekster skrevet af den mere poetisk anlagte Skute – og de to forskellige typer tekster kan noget forskelligt – give overblik og skabe billeder.

Danmarks krige på Tøjhusmuseet

Et sted hvor citater også bruges godt er i Tøjhusmuseets nye permanente udstilling Danmarks krige.

Danmarks krige 1

Mine forventninger til udstillingen var høje efter Tøjhusmuseets seneste særudstilling om Afghanistan, og jeg synes desværre ikke, at nogle af de gode ideer om iscenesættelse, engagement og personlig fortælling som var i Afghanistan-udstillingen blev bragt med over i den nye permanente udstilling, men oversigt- og temateksterne i Danmarks krige er rigtigt godt og kort skåret. Mange steder bruges citater aktivt til at fange gæstens opmærksomhed og være krogen som åbner op for fortællingen – som f.eks. Christian 4s bramfrie svar: “Du skulle skamme dig, du gamle nar” til den svanske konge Karl 9, da han under Kalmarkrigen foreslår, at krigens skulle afgøres med en tvekamp mellem de to monarker.

Danmarks krige 3

Et anden greb udstillingen bruger er de små skærme, hvor museets inspektører kort og klart fortæller om den udvalgte krig. Der er mange skærme i udstillingen og desværre var mange af dem rigtigt træge at bruge den dag jeg besøgte museet. Personligt synes jeg ikke, at skærmene med oplysninger om de enkelte genstande ved montrerne var den bedste måde at bruge mediet på, men skærmene med inspektørernes små fortællinger fungerede og leverede engageret formidling.

Danmarks krige 2

GeoCenter Møns Klint

En anden dansk udstilling, der på en helt anden måde bruger den personlige fortælling gennem film er GeoCenter Møns Klint. I et af rummene møder man den unge og den gamle klint i form af en filminstallation med skuespillerne Holger Juul Hansen og Mille Lehfeldt.

GeocenterMoen_3627

Efter mange rum med en mere science-center-baserede formidling er det et fint poetisk indslag, hvor de to skuespiller dygtigt får lidt følelse og humor ind i fortællingen og samtidigt formidler, at ingen klint holder evigt.

Museum of Liverpool

Flere museer i England bruger også citatet og den personlige fortælling med stor dygtighed. Et af de steder hvor jeg har set det udført med stor variation og klar konsekvens er på det relativt nyåbnede Museum of Liverpool.

MoL Peoples Republic fortaelling DSC03122

Museer bruger citater rigtigt mange steder – både som overskrifter og som citatvægge, der er med til at underbygge museets hovedpointe: at stedet er the Liverpudlians museum; det er et sted om menneskerne i Liverpool og det er deres håb, drømmer og virke, der beskrives.

MoL citatvæg DSC03199

MoL Wondrous Place citater DSC03153

Museet benytter også den personlige fortælling i en række filmiske portrætter. Det mest spektakulære af disse er i biografen Kicking and Screaming – Football Show. Kicking and Screaming er et rum i Wondrous Place, den afdelingen af museet, der handler om fritid og byens indbyggeres interesserer og passioner. I biografen er der film på alle væggene så det bliver en mere rummelig oplevelse end i den traditionelle museumsbiograf. I den knap 20 min lange fortælling følger man to knægte, der henholdsvis er Everton og Liverpool F.C. fan. De optræder til forskellige tider og filmen fortæller både generel Liverpool/Englands historie og formidler samtidig passionen hos fans’ne. Andre steder er der mindre skærme med personlige fortællinger. De er passet ind i udstillingens scenografi og gennem dem giver skuespillere indblik i livsvilkår og fortællinger om byens forskellige perioder og steder.

MoL Great Port skaermfortaelling 1 DSC03180

Et sted er i museets afdeling The Great Port, hvor der er skærme med bl.a Frelsens Hær officeren Jack, kantinedamen Marie og den arbejdsløse havearbejder Edward, der hver i sær giver deres version af livet og fristelserne ved byens store havn. Der er også en række skærme med interview af borgere i byen og ved en af installationerne er der også opfordringer til at borgere i Liverpool selv kan sende historier ind til at blive vist i udstillingen.

MoL Peoples Republic living in the City DSC03126

Fakta eller fiktion

Er der ikke en forskel mellem om det er citater og interview med autentiske personer eller om der er skuespillere, der fremstiller en af museet skabt person/situation? Både og. Med historiefagets koryfæer som Erslev, Arup og brødrene Wiebull in mente, er et udsagt ikke nødvendigvis sandt, fordi en der var til stede ved begivenheden er ophavsmanden til udsagnet. En sammensætning af forskellige kilder og observationer kan nogle gange give en mere plausibel version af virkeligheden. Men museumsformidling handler ikke kun om hvorvidt udsagnet er rigtigt, men også om, at museets gæster tror på udsagnet. Der kan citatet og interviewet have den fordel af det umiddelbart har en høj troværdighed. En skabt fremstilling – som personerne i The Great Port – har ikke nødvendigvis ikke samme troværdighed og her gælder det så om for museet at fremstille figuren og fortællingen så godt og troværdig, så modtageren godtager historien. Når det lykkedes er det rigtig godt og relevant historieformidling. Gennem den arbejdsløse havnearbejder Edward får gæsten et godt indblik i engelsk socialt historie i 1920’erne – et emne som nok kunne formidles gennem meget tekst og billeder, men som de færreste ikke ville have stoppet op ved, hvis der ikke på samme måde var arbejdet med formen. Det vigtige for Museum of Liverpool er, at den besøgende tror på at fremstillingen er plausibel. Jeg troede på den.

MoL Great Port skaermfortaelling 5 W DSC03187

IWM North

Et andet nyere engelsk museum, som har fået international bevågenhed er IWM North, Imperial War Museums afdeling i Manchester, der i 2002 åbnede i en bygning tegnet af Daniel Libeskind.

IWM North (2)

Museet er særligt kendt sit audiovisuelle show Big Picture, der med 60 projektorer bruger alle væggene i museets store sat til at give en samlet fortælling. Da jeg besøgte IWM North i vinters var fortællingen om børn og krig, og dens massive visuelle udtryk gik lige i hjertekulen både hos de voksne og de børn jeg fulgtes med. I Big Picture bruger museet citater og portrætter og det er med til, at krigens skæbner kommer tæt på. Citater er i det hele taget meget brugt på museet. De bruges markant i udstillingen som overskrifter eller i stort format, både for at give menige soldater en stemme, men også til at vække erindringer som f.eks. Vietnam-protest sloganet ”Make Love not War”.

IWM North (4)

IWM North (5)

Cabinet War Room /Churchill Museum

Et sidste engelsk museum jeg vil nævne er Cabinet War Room /Churchill Museum. Dette er museum bestemt et besøg værd i sin kombination af, at det er et site-museum med en politisk vægtig historie og så at det engagere sine besøgende gennem interaktive tiltag og engagerede fortællinger.

Cabinet War Room Churchill Museum London 194

I overgangen mellem den stedspecifikke Cabinet War Room (de steder, hvor selve Cabinet War Room var, samt andre lokaler tilknyttet dette) og så Churchill Museum, den del af komplekset, der er dedikeret til den tidligere premierminister, er der et rum, hvor de besøgende møder en række personer, der havde sin gang i lokalerne under krigen. Der vises genstande og fortælles små historier, men hele tiden med udgangspunkt i de portrætterede personer. På skærme i gangen møder man dem, hvor de i korte indslag på 10-20 sek. fortæller stemningsgivende historier. Dette rum er med til at befolke hele komplekset og også give stemmer til andre end Winston Churchill, der i de følgende rum bliver udstillingens centrale omdrejningspunkt.

Cabinet War Room Churchill Museum London 143

Historier fra nogen

Formidlingen af disse historier om krige, geologiske naturfænomen, handel og almindelige mennesker liv kunne have været fortalt på mange måder, men ved at bruge citater og personlige fortællinger bliver historierne mere engagerede og vedkommende. Det bliver ikke kun formidling om noget, men også fra nogen.

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Genstandsfortællinger

Julen er fyldt med genstande og ting, så her er en lille historie om nogle genstande danske museer har beskæftiget sig med i århundrede, og så kan teksten måske også være en inspiration til de sidste julegaver – eller i hvert fald hvad man kan kalde dem. Hvad med at give en hybrid mellem en artificialie og en naturalie til brormand eller en etnografisk raritet til svigermor?

Teksten er min anmeldelse af Camilla Mordhorsts læsværdige bog Genstandsfortællinger. Anmeldelsen er skrevet til det nye nummer af KUML Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab, hvor man blandt andet kan læse om kvaderstenskirker, Skjern slot og vikingetid ved Brabrand Sø. Anmeldelsen er her bragt med tilladelse fra KUML.

Camilla Mordhorst: Genstandsfortællinger. Fra Museum Wormianum til de moderne museer. Museum Tusculanums Forlag. 2009.

I 1655 udkom Museum Wormianum, et katalog over Ole Worms omfattende samling. Worm virkede både som professor i medicin, som oldtids- og naturhistoriker og som grundlægger af runologien gennem værket Danicorum Monumentorum. Hans samlinger afspejler også denne polyhistoriske tilgang og talte knapt 300 genstande, hvoraf de 40 er bevaret i dag. Samlingen bredte sig over oldsager, mineraler, planter, dyr og kunstgenstande. Ole Worms samling var berømmet i hans samtid og blev betydningsfuld for dansk museumsvæsen. Det var den samling, der blev grundstammen i det kongelige Kunstkammer, hvis samling senere blev udgangspunkt for store nationale museer som Statens Museum for Kunst, Nationalmuseet og Zoologisk Museum.

Camilla Mordhorst har skrevet en interessant og velunderbygget bog om forskellige tiders syn, brug og forståelse af genstandene i Worms samling og skriver sig med bogen ind i den tradition, der i de sidste 15 år har forstået de tidlige kuriositetskabinetter og museumssamlinger ud fra den logik, de blev skabt i. Hun går også skridtet videre ved at vise, hvordan rationalet bag indsamlingerne og beskrivelserne af genstandene i de næste 300 hundrede år blev undergravet og erstattet af nye tiders rationaler og erkendelser. Bogen er en viderebearbejdelse af Mordhorsts ph.d. afhandling fra 2003 og betragter genstandene som variable elementer, der må anskues ud fra de meningssammenhænge de er tolket ind i. Enhver tid skaber sine egen og nye tankeverden og rationaler. Tidligere tiders genstandssyn og undersøgelsesmetode kan derfor ikke ses som et udtryk for en manglende indsigt eller fravær af en videnskabelig tilgang, men som et udtryk for et andet rationale og en anden fortolkningsramme.

Bogens omdrejningspunkt er de forskellige tiders syn på genstandens særkende eller egenskab: den kvalitet ved genstanden, der gør den til et værdigt objekt i samlingen. På Worms tid var det genstandens singulære værdi, der var det centrale, det vil sige det iboende element i genstranden, der skilte den ud fra de andre eller det almindelige. Den skulle være en raritet af den ene eller anden slags. 300 år senere blev genstandens værdi målt ud fra de videnskabelige systematiske, geografiske og historiske sammenhænge den kunne indgå i.

2 gammel Horn udskaaren af Elphenbeen

Et sted det tydeligt kommer til udtryk er i forholdet til betydningen af genstandenes materiale. Hos Worm var materialet det altafgørende princip i systematiseringen og undersøgelsen af genstandene, hvorimod deres geografiske og historiske tilhørsforhold var sekundært. I 1800-tallets moderne museumsvæsen blev det lige omvendt med en enkelt undtagelse. Christian Jürgen Thomsens treperiodesystem fra 1836, med inddelingen i sten-, bronze- og jernalder havde materialet som sit omdrejningspunkt, men ellers blev genstandens materialebeskrivelser i katalogerne reduceret til at have et praktisk genkendelsesformål. Det vigtige var nu at sætte genstanden i en historisk, kulturel og geografisk kontekst. Mordhorst påpeger, at der var en type genstande, som også hos Worm blev valgt ud fra deres kontekst: oldsagerne, der per definition var rariteter. Interessant er det, at Worm med hensyn til oldsagerne har en forskellig tilgang til dem hvad enten de blev beskrevet i samlingens katalog Museum Wormianum, det vil sige indenfor museets ramme eller udenfor denne ramme. I samlingen var blandt andet en bronzedolk og Weirum-urnen der begge er dateret til bronzealderen. I Museum Wormianum er genstandens materiale og fysiskes fremtoning nøje beskrevet, men ikke den kontekst de kan tolkes ind i, men det var ikke fordi Worm ikke havde et bud på dette. Det kommer han med i værket Danicorum Monumentorum, hvor genstandene omtales blandt flere andre i afsnittet om gravskrift, der var en redegørelse, som også inddrog Snorre, Saxo og klassiske skriftlige kilder som Cicero og Ovid. Mordhorsts tolkning er, at der for Worm var to forskellige videnskaber i spil. En museumsforankret videnskab der var baseret på de indsamlede rariteter og hvor metoden var at beskrive og tolke usædvanlige fænomener og en universitetsforankret videnskab, som byggede videre på lærdom fra de overlevede skriftlige kilder.

Denne opdeling bliver gradvis udvisket. Et større helhedssyn på genstandene og et ønske om at systematisere dem begynder at komme, med det resultat af deres egenart ikke længere kunne stå alene. Thomsens treperiodesystem er et eksempel på det videnskabelige fokus på systematik, der kom i det 18. og 19. århundrede. Carl von Linnés taksonomiske kortlægningsprincip af botanikken og lignende systematiske tilgange ændrede hele tankegangen for de naturhistoriske samlinger. Det almene blev interessant fordi det var en del af en helhed. Det helt særegne mistede sin betydning, da det både videnskabeligt og i det pædagogiske sigte om at forklare verden skilte sig irriterende ud.

Kefften af een Hest indvoxen udj et støcke Hyld

Mordhorst kommer nærmere ind på den problemstilling i afsnittet Hybridernes fald, der er en beskrivelse af hvordan naturen og kunstens verden blev adskilt. Et centralt begreb på Worms tid var Naturens leg, der henviser til en forståelse af naturen som en autonom størrelse, der kunne skabe kunst og fremstå som hybrider mellem materialets faste opdelinger (mineralriget, dyreriget og planteriget). Eksempler på hybriderne kunne være en hestekæbe omviklet af en trærod, et æg lagt af en kvinde i Stavanger eller lemminger, hvorom der var den teori, at de blev avlet af dampe i himlen hvorefter de faldt ned på jorden. Worm havde indsamlet flere genstande af marmor hvor ”naturens leg” havde skabt billeder i marmoret. Det kunne være marmortavler, hvor Kristi på korset kan ”ses” eller en kugle med mørke pletter, der ligner øer og verdensdele og som derfor fik betegnelsen marmorglobussen. Disse marmorstykker blev både set som et naturalie og som et kunstnerisk udtryk. Globussen blev i Worms katalog både beskrevet under kapitlet om mineralriget og i kapitlet om artificialier (kunstgenstande) af sten. I Kunstkammeret registrant blev den derimod kun omtalt som en naturalie. Naturen kunne nu ikke længere lave kunst, det var overladt til mennesket alene. Da kunstkammeret blev opløst og marmortavlerne overgik til Museet for Nordiske Oldsager i 1826 blev de solgt. Samme skæbne fik mange af Kunstkammerets hybride genstande i en stor auktion i 1824. Disse eksempler på naturens leg passede ikke længere ind i museernes kategoriseringsprincipper eller var blevet afmystificerede, som det blandt andet skete med lemmingen.

Målgruppen for Genstandsfortællinger er fagfolk og den er også udstyret med henvisninger, indeks, kilder og litteratur. Den er et væsentligt værk om Worms samling og brugen af den, og bogen burde derfor have fået enkelte tilføjelser til glæde for dem, der vil dykke yderligere ned i stoffet. Under min læsning af den var det brugbart at kunne konsultere den fulde oversigt over Worms samling, som den er gengivet i H.D. Schepelerns bog Museum Wormianum. Denne oversigt kunne fint have været med. Hos Mordhorst er der en oversigt over de 40 bevarede genstande fra samlingen, men denne liste kunne godt være suppleret med henvisninger til billedgengivelser og oplysninger om, hvor genstanden er i dag. Bogen har illustrationer af de fleste af genstandene, men en klar krydshenvisning mellem tekst og billederne imellem ville have været en styrke, for som Worm skriver om kunststykker at ”sådanne ting kan der bedre redegøres for ved en visuel end ved en skreven demonstration”.

Disse indvendinger til trods er det en læseværdig og indsigtsfuld bog Camilla Mordhorst har skrevet. Genstandsfortællinger er et spændende studie i videnskabernes og museernes udvikling fra 1600-tallet til 1800-tallet. Boget har endvidere den kvalitet, at den sætter fokus på, hvordan museerne – og andre – i beskrivelsen og brugen af deres genstande er afhængig af deres tid. En genstand er ikke en ø i sig selv, men har en værdi gennem det normsæt den er betragtet igennem.

Mordhorsts analyse slutter i 1800-tallet, hvor hun påpeger at genstandenes begynder at blive katalogiseret på måder vi omtrent også bruger i dag. Af praktiske grunde er det dog ikke så underligt at forandringerne ikke har været overvældende de sidste 100 år. Tænk på hvilket enormt arbejde og prioritet af museernes resurser det ville være, hvis man skulle genbeskrive museernes samlinger. Her taler vil ikke længere om 400 genstande. At katalogerne ikke skrives om, betyder dog ikke, at synet på genstandene ikke forandres, der er jo hele tiden ændringerne i forhold til hvilke genstande, der har en større værdi end andre. Det kan give sig udslag i museernes indsamlings- og forskningsstrategi, eller ved at genstandenes æstetik bliver vægtet højere ved bestemte udstillinger.

Mordhorst har gennem udstillinger, oplæg og tekster i de sidste ti år brugt og beskrevet museumsgenstande. Det kunne have været spændende, hvis hun i bogen havde vovet at komme med synspunkter på nutidige museers brug af genstande. Vi er jo også bare børn af vores tid, men har til forskel fra Worm eller Kunstkammerets sidste forvalter J.C. Spengler den fordel at være født i en postmoderne tid, hvor det er muligt inddrage tidligere tiders tankesæt, æstetik og genstandsopfattelse. Og til det sidste vil Camilla Mordhorst bog bestemt være en inspirationskilde.

Denne anmeldelse er oprindelig trykt i KUML 2010 Årbog for Jysk Arkæologisk Selskab. 2010, p. 335-338.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Halle og ODMs formidlingsseminar

Den 15. – 17.  marts afholdes ODMs formidlingsseminar, der i år er om oplevelser og læring som strategisk værktøj.

Programmet kan ses her:

http://www.formidlingsnet.dk/dokumenter#http://www.formidlingsnet.dk/wp-content/uploads/2010/02/formidlingsseminar-program-2010.pdf

Jeg tror det bliver et godt seminar og glæder mig blandt andet til at museumsdirektør Harald Meller fra Landesmuseum für Vorgeschichte i Halle diskutere om der er forskel på at underholde gæsterne og give dem indblik i kompleks forskningsbaseret viden.

Museet i Halle er et rigtigt godt museum, der er et besøg værd.

De bruger gode rummelige virkemidler som her, hvor der klart fortælles at istiden afbrød menneskets aktivitet:

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 1

eller dette set-up, hvor en nedslagtning i den sene bondestenalder dramatisk er iscenesat gennem grave sat i et triptykom:

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 4

Museet er fyldt med skuffer og små døre med flere historier og emner:

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 5

og endeligt tør de fortælle simple, men klare historier som f.eks. hvad en neandertaler-gruppe lavede time for time på i en dag for lang, lang tid siden:

Landesmuseum fur Vorgeschichte Halle 7

Her er flere billeder fra museet:

http://www.flickr.com/photos/48063673@N02/sets/72157623424896569/

Nå ja, så har museet også det helt fantastisk fund af himmelskiven fra Nebra – en afbildning af himlen fra bronzealderen. Læs mere om dette perle af en fund på museets egen side:

http://www.lda-lsa.de/himmelsscheibe_von_nebra/

 Museets blev lavet helt om efter dette fund kom til dem – under Harald Mellers ledelse – og med det udtryk det nu har, glæder jeg mig til hans foredrag.

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling