Category Archives: Udstilling

DASA i Dortmund og 17. Szenografie-Kolloquium

Jeg har i denne uge deltaget i et seminar om udstillinger som sociale rum.

IMG_5116 DASA

Seminaret fandt sted på et museum, der med sine tre fokuspunkter, Mensch, Arbeit & Technik, og sit oprindelige navn Deutsche Arbeitsschutzausstellung kan synes at have noget vel tekniktungt over sig . Museet, der i dag er kendt under forkortelsen DASA, ligger i den sydlige del af Dortmund tæt ved byens universitet og er en del af det statslige Bundesanstalt für Arbeitsschutz und Arbeitsmedizin.

DASA – scenografi og interaktion

De første udstillinger i DASA åbnede i 1993 og fra begyndelsen har institutionen haft en undervisningsmæssigt funktion i forhold til oplysning om arbejdsliv og arbejdssikkerhed. På nogle måder lidt tunge og specifikke emner, og nok også derfor har museet også gjort en indsat for at formidle og tilgængeliggøre stoffet.

IMG_5040 DASA

Hand-on med strøm i !

Scenografi er et af museets tydelige virkemidlerne og flere af dem jeg talte med ved seminaret i Dortmund fremhævede, hvordan at DASA for 20 år siden var med til at vise nye veje for tyske museer i brugen af scenografi.
På museet er der opbygget flere virkelighedstro rum, hvor arbejdssituationer vises, det kan være fra et sygesengsmiljø, inkl. et handikaptoilet til en byggeplads i en af museets gårdrum.

IMG_5066 DASA

IMG_5067 DASA

IMG_5068 DASA

IMG_5101 DASA

Der er også montreudstillinger og fritstående genstande i rum, hvor der også er arbejdet med scenografiske virkemidler.

IMG_5078 DASA

IMG_5091 DASA

Og så er der rum, hvor genstande. og materialevalg er brugt som virkemidler i mere æstetisk eller immersivt fokuseret rum.

IMG_5020 DASA

IMG_5070 DASA

DASA er et museum med rigtige mange forskellige genstande, der illustrere arbejdsliv og i blandt dem også nogle ret så stor elementer. Der er en hel kontrolpult til et kraftvarmeværk og i Stahlhalle er der både maskiner fra stålindustrilen, en brandbil, en sporvogn og en resterne af et udbrændt tankbilførerhus efter tankbilen i høj fart ramte en iskiosk i Herborn.

IMG_5104 DASA

Der er personale i museet som demonstrere arbejdsgange, blandt andet mødte jeg demonstration i afdelingen om trykningens udvikling. Andre steder kan man selv interagere med udstillingen. Her kan interaktionen være bygget op om enkelte genstande og deres funktion.

IMG_5083 DASA

Ved kontroltårnet kunne fly sendes afsted

IMG_5037 DASA

En dag på laboratoriet …

Interaktionen kan også have som fokus at illustrere kræfter og elementer, f.eks. elektricitet, og i særudstilling Wie geht’s om unge, helbred og arbejdsliv kan man personliggøre besøget ved at vælge en person og leve sig ind i hans eller hendes rolle. Jeg valgte Sandra, der viste sig at have fået Larmschwerhörigkeit, tinnitus-problemer, på grund af hendes arbejde på et mekanikerværksted.

IMG_5050 DASA

IMG_5056 DASA

DASA’s Szenografie-Kolluium

Museet interesse for scenografiske virkemidler, samt den daværende direktørs kontakter blandt udstillingsarkitektbureauer gjorde, at der opstod en tradition for at holde seminarer om scenografi på museet. Ud over museet har scenografi-studiet på Fachhochschule Dortmund også været en aktiv part i seminarierne.

IMG_5028 DASA

Studerende fra FH Dortmund var med til at iscenesætte rummene ved seminaret og havde blandet arrangeret, at vi alle sad ved et stor bord, hvor flere af seminarets deltagere blev projiceret ned på

I år blev det 17. Szenografie-Kolluium afhold der som tema havde Ausstellung als sozialer Raum. De ca. 200 deltagerne var både fra udstillingsbureauer og museer og oplæggene ligeså, samt fra universitetsforskere.
Ud over et indlæg om, hvordan at Den Gamle By arbejdet med udstillingen som et socialt rum, var der præsentationer af blandt andet: DASA’s brug af interaktivitet i forhold til skoler, det kommende nyindrettede Museum für Kommunikation i Frankfurt, inklusionsarbejde på Kreuzberg Museum og eksempler på projekter fra blandt andet tegnestuerne Vehovar & Jauslin’s og Ralph Appelbaum Associates.

IMG_5033 DASA

Oplæg ved 17. Szenografie-Kolloquium

Seminaret blev indled af et foredrag af Luise Reitstätter fra Universität für angewandte Kunst i Wien. I hendes analyse af udstillingen som interaktionsrum gennemgik hun blandt andet de tilstande, som hun i hendes undersøgelse havde observeret de besøgende i: gehen, stehen, lehnen, sitzen, eintauchen, erfahren, vertiefen, verstehen, pausieren, besuchen, beobachten, versammeln, vereinzeln, assoziieren, vermitteln, festhalten, inszenieren, vergemeinschaften, verabschieden.
Jeg lader listen stå som en teaser. Hvis man vil vide mere må man vente til at publikationen fra seminaret udkommer i begyndelsen af næste år.

IMG_5032 DASA

DASA er med sit emne ikke et oplagt turistudflugtsmål og tiltrækker nok kun de særligt interesserede eller dem der kommer gennem undervisningsforløb, men det er et formidlingsmæssigt spændende og varieret museum.

IMG_5112 DASA

Dragt i 100% asbest – en Arbietsschutz foranstatning, der viste sig at have bivirkninger

Jeg blev også glædeligt overrasket over seminaret, både mht. indlæggene og diskussionerne i og uden for foredragssalen.

IMG_5110 DASA

Seminar-pause i museets Energie-halle

Hvis man har fulgt med i tysk i folkeskolen og kan bruge det, så er DASA’a scenografi-seminarer et godt sted at få en ide om nogle af Tysklands mange museumsprojekter og møde folk fra de mere end 200 store og små udstillingsbureauer, der er i landet. I Danmark har der nok været en tendens med mere at se mod England og de andre nordiske lande, men ved selvsyn kunne jeg konstatere, at Tyskland også har en meget aktive museumsverden, der både laver klassiske og udflippede formidlingsprojekter, og eksperimenterer med blandt andet æstetik, inklusion, interaktion og påvirkning af gæsternes sanser og følelser.

Link

DASA Arbeitswelt Ausstellung:
https://www.dasa-dortmund.de/startseite/

Video om DASAa aktuelle særudstillingen Wie Geht’s (30.06.16 – 12.02.17):

Program for 17. Szenografie-Kolloquium in der DASA:
https://www.dasa-dortmund.de/fachbesucher/szenografie-in-der-dasa/kolloquium-2017/
Konferencen hashtag var #szeno17

IMG_5023 DASA

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Seminar og konference, Udstilling

Digital i New York – Cooper Hewitt, Museum of the City of New York og Brooklyn Historical Society

Få udstillinger er i dag uden digitale elementer, spørgsmålet er ikke længere om det digitale skal bruges, men hvordan det bliver udnyttet og integreret – er det på grund af en interaktivitet, et audiovisuelt element, det æstetiske eller noget helt andet.

På en tur i New York for to uger siden fik jeg set mange udstillinger, stort set alle med en form for digitale lag. Tre af dem jeg vil omtale her, da der bag disse udstillinger synes at være klare valg omkring brug og integration af det digitale.

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum

Et nyt ambitiøst projekt, som nu har fungeret et par år er designmuseet Cooper Hewitts digitale pen. Som besøgende på museet får man en pen, der både kan bruges til at samle oplysninger ind om det man ser på museet, til digitalt at gå på opdagelse i deres samling og til at udfolde sig kreativt.

IMG_3956

Indsamlingen sker ved at der på skiltningen ved genstandende er placeret et mærke som man kan placere sin pen ved og på den måde registrere genstande og når man logge sig ind på museets hjemmeside kan man se de valgte genstande og læse mere om dem.

IMG_3890

IMG_3889

Den digitale udforskning af samlingen sker blandt andet ved et markant digitalt bord i museets ankomstområde. Der kan man for eksempel lave en figur med pennen og se hvad der er i museets samling som har elementer af denne form. Derefter er det muligt at læse mere om det værk eller se andre værker det minder om.

IMG_3835

IMG_3836

IMG_3837

Bordet har både legende og oplysende elementer og også den gode brugbarhed, at det er nemt at se, hvad de andre får frem. Hvis man kommer sammen med andre på museet, så er det dermed nemt at dele oplevelsen med hinanden.

IMG_3848 (2)

I et rum om tapeter er der særligt fokus på egne frembringelser med pennen. Midt i rummet er der en skærm, som det er muligt for to brugere at benytte samtidigt. På skærmen kan man enten få vist tapeter fra museets store tapetsamling eller prøve kæfter med selv at gøre det som tapetdesigner – og den dag jeg besøgte museet var det det sidste som skærmen blev brugt til.

IMG_3874

Når mønsteret var klar til at blive set som tapet kunne man få det op på to af rummets vægge.

IMG_3884

IMG_3892

Brugen af Cooper Hewitts pen

Hvordan bliver et ambitiøst digitalt element som pennen brugt? Cooper Hewitt har været så generøse at dele at nogle af deres observationer med os. Pennen blev introduceret på museet i marts 2015 og efter et halvt år gjorde museets status over brugen af pennen i blogindlægget 5 months with the Pen: data, data, data (tak til Charlotte S H Jensen for at gøre mig opmærksom på dette). Undersøgelsen viste, at der var en stigning antal besøgende, som bruger pennen (fra 33 % ikke-brugere til ca. ca. 20 % ikke-brugere), og at der også var en stigning i både brugen med at indsamle genstande og at lave egne produktioner. På museets statistik site https://collection.cooperhewitt.org/stats/ (22.12.2016) oplyses, at pennen indtil videre er givet til 219.302 besøgende, og at der er indsamlet 10.208.574 objekter med den (45,55 objekt per pen) og skabt 212.072 design (0,97 design per pen).

IMG_3882

Undersøgelsen 5 months with the Pen: data, data, data beskriver, at ca. 1/3 af dem, som brugte pennen valgte at logge ind og se det data de havde indsamlet, og at museet gerne vil gøre denne digitale genbesørgelsesdel større. Hvordan de har arbejdet med det kan man læse i et andet blogindlæg Iterating the “Post-Visit Experience” der er en fin beskrivelse af hvilke design- og brugermæssige udfordringer museet syntes der var med at få gæsterne til at bruge den indgang billetten er som login til det digital genbesøg. I det hele taget er museets https://labs.cooperhewitt.org/ et godt site, hvis man er interesseret i at følge, hvordan museet arbejder med digital formidling og interaktion.

IMG_3898

Museum of the City of New York

I et blog indlæg fra januar 2016 beklagede jeg at New Yorks bymuseum ikke havde prioriteret en god oversigtsudstillingen. Men med New York at Its Core, der åbnede i november 2016 er det nu en god mulighed for at få et godt overblik over byens historie. Det er samtidigt en fint opstillet udstilling med en varieret brug af digitale formidlingsgreb.

IMG_3764

Udstillingen består af tre afdelinger, Port City 1609-1898, World City 1898-2012 og Future City Lab. I de to første historiske dele af udstillingen Port City og World City, er store animerede kort markante introfortællinger til rummene.

DSC_0953 (3)

Der er fokus på forskellige emner som Density, Dervesity og Money og udviklingen i byens forskellige dele bliver vist på det digitale bykort i hver afdeling.

Andre steder i Port City og World City delene af udstillingen er der er afsnit med genstande og i de afsnit bliver der henvist til personer som genstandene eller emner i afsnittet relatere sig til. De personer kan man undersøge nærmere i nogle skærme i rummene.

DSC_0951

DSC_0943

Skærmene nemme at forstå og har en feature jeg umiddelbart blev betaget af. Når med skal videre med flere informationer skal man svipe fortsættelsen op og følelsen af at bladre understøttes ved at den valgte tekst eller det valgte billede starter på skærmen under før den kommer op på hovedskærmen.

Det digitale er i form af store projektioner også en markant del i scenografien i rummene, særligt i World City afsnittet, både på bagvæggen og som en centralt visuelt installation i rummet.

DSC_0952

Future City Lab, udstillingens afdeling om fremtidens New York, har to markante digitale elementer. Det en er en stor installation, hvor der bliver vist billeder, udsagn og film om emnerne Making a Living, Living Together, Housing a Growing Population, Living with Nature og Getting Around.

IMG_3766

Det er envejskommunikation, men skærmens samlede størrelse og udformning gør at oplevelsen bliver en helt anden end at får informationen på en vanlig pc skærm. Et andet fint element ved installationen er, at det er nemt som en gruppe at se præsentationerne sammen.

IMG_3807

I en anden del af denne New York Future City afdeling kan man selv udfolde sig som byplanlægger. Man kan vælge en område af byen og som i et sims eller lignende spil indrettet dem med planter, fliser, vindmøller, legeredskaber, folk og meget mere. Løbende kan man se hvordan går med en score i forhold til biodiversitet, økonomi, oversvømmelsesfare og rekreation.

IMG_3772

IMG_3774

IMG_3782

Når man er tilfreds med landskabet kan det loades op i til museet og det er muligt at se det på en stor skærm i rummet hvor man ved at placere sig selv bestemte steder også kan se sig selv i det skabte bymiljø.

IMG_3794

IMG_3805 (2)

Ved siden af skærmene hvor man skabe sit eget bymiljø er det muligt at læse og søge informationer om emner i Future Lab.

IMG_3781

Som et tredje element i denne del af New York at Its Core er der som en modvægt til de meget tydelige digitale element et bord, hvor det med papir og blyant er muligt at komme med ønsker til byens fremtid. Det var enkelt sat op og ud over brugernes udsagn er er også citater fra markante aktører i byens styre eller udvikling.

IMG_3803

IMG_3804

Brooklyn Historical Society

Både på Cooper Hewitt og i New York at Its Core er de digitale elementer meget tydelige og nogle steder også understedet som virtuelle. Der har Brooklyn Historical Society valgt at gå en helt anden vej. Det er et meget mindre museum, og da jeg besøgte det var der tre mindre gallerier med udstillinger og så det dejligt Othmer Library & Archives, som jeg kun varmt kan anbefale at søge tilflugt i, hvis man er i nærheden af Brooklyn Heigths og har brug for en pause i en meget velassorteret bogsamlingen om byens historie og kultur.

DSC_0176

En af udstillingerne på museet er Brooklyn Abolitionists om bydelens anti-slavery movement fra 1789 til 1863. Langs væggen er der tekster og billeder, og centralt i rummet står en række stationer med en boks med et lærred foran. På boksen er der informationer, ofte om en person i bevægelsen og fra boksen kan der hives et papir ud med ekstra information, f.eks. med en kilde til personen.

IMG_4502

IMG_4499

Denne analoge følelse af interaktion bliver videreført i den digitale formidling ved at indholdet på lærredet foran en kan skiftes ved at hive i de snore der går fra boksen og op i loftet. Det minder lidt om følelsen af at hive et kort frem i geografilokalet, selvom det man gjorde jo egentlig var at skifte indhold på en projektion.

IMG_4495

DSC_0184

Den digitale løsning på det lille Brooklyn Historical Society er langt mindre spektakulær end dem på de to andre nævnte museet, og det er nok ikke en løsning, der rammer omtalen eller notitserne i mange museums- eller teknologi-blogs. Men oplevelen i Brooklyn er en jeg tænker tilbage på som et særligt elegant digital formidlingsløsning og det fra indtryk i en lille uge, der bød på mange fine og dyrt tilkøbte formidlingsgreb. Museet er et reelt rum vi bevæger og orientere os i med vores egne sanser og krop som målestok. Det grundvilkår prøvede udstillingen om abolitionisterne ikke at omgå, men i stedet at tilpasse ustabiliteten i deres digitale element til og det var med til at gøre denne løsning elegant.

IMG_4507

Link

Cooper Hewitt, Smithsonian Design Museum
https://www.cooperhewitt.org/

Cooper Hewitt lab indlæg 5 months with the Pen: data, data, data:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/5-months-with-the-pen/

Cooper Hewitt lab indlæg Iterating the “Post-Visit Experience”:
https://labs.cooperhewitt.org/2015/iterating-the-post-visit-experience/

Cooper Hewitt statistik:
https://collection.cooperhewitt.org/stats/

Museum of the City of New Yorks udstilling New York at Its Core:
http://www.mcny.org/nyatitscore

Brooklyn Historical Society:
http://brooklynhistory.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Museum of the City of New Yorks:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

Dette er et andet indlæg fra en et besøg i New York i december 2016, det første kan læses her:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/12/17/det-talte-ord-i-new-york-tenement-museum-one-world-observator

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Udstilling

Det talte ord i New York – Tenement Museum, One World Observatory m.fl.

At få fortalt en historie er godt. Der kan være et helt særligt nærvær ved at stå over for et levende menneske, som netop til den gruppe man er i, tilrettelægger en fortælling med passende pointer. Rundvisningen, foredraget mv. er noget langt de fleste museer har, men af mandskabsmæssige grunde tilbydes det oftest kun ved særlige lejligheder eller som en tilbud, der kan tilkøbes.

Tenement juli 2015 IMG_7569

Tenement Museum

På Tenement Museum i New York er rundvisningen den primære formidlingsform. Museets omdrejningspunkt er opgangen Orchard Street 97, der blev bygget i 1860’erne og som var beboet frem til 1935 hvor opgangen blev spærret af på grund af nye brandregler. I 1988 blev denne historiske lomme opdaget af to historikere og borgerettighedsaktivister, der så en mulighed i, at dette sted kunne bruges til at fortælle om socialhistorie og indvandringens historie i USA. Det blev lavet research i bygningens og beboernes historie og i 1992 kunne Tenement Museums første genskabte lejlighed åbne. De ca. 7000 indbyggere, der nåede at bo i Orchard Street 97 mellem 1863 og 1935 var ligesom de andre indbygger i Lower East Side i den periode primært indvandrere til USA, og gennem dem kan der fortælles personlige historier, men også en større historie om rejsen fra fattige kår i Europa og troen på en drøm og et bedre liv, der nu ikke automatisk kom med ankomsten til Amerika.

IMG_4181

Orchard Street 97

De rundvisninger jeg har oplevet på Tenement Museum bestod af, at man først hørte om husets historie og kom ind i et ”ruin room” et tomt rum, hvor der blev fortalt om de materiale spor rummene og huset har. Derefter fortsatte rundvisningen over i nogle rum, hvor nogle af beboernes lejlighed er genskabt og man høre om deres liv. De fleste af turene i Tenement Museum varer fra 60 til 90 min. De gør det godt, og museet har de sidste år også udvidet med rundvisninger både i bygningen og som byvandringer i kvarteret. For 5 år siden var der omkring 20 rundvisere oftest på deltid og det tal er nu oppe på knapt 70 tilknyttede deltids rundvisere. Antallet af ture de tilbyder er nu mere end fordoblet og der er udvidet af ture til både skolebørn og til den almindelige offentlighed.

IMG_4184

Alle rundvisninger starter fra museets butik. Den torsdag jeg og to kollegaer besøgte museet var der ca. 35 rundvisninger at vælge imellem og en af dem vi valgte var Sweatshop workers rundvisning med Lindsay, der står med det gule skilt.

Hvad er det de gør, som er godt? Grupperne er på omkring 15 personer og det jeg har oplevet er, at de hurtigt fanger os, som er på tur. Alle deltagere skal kort præsentere sig med navn og hvor man kommer fra og flere tilføjer også om de har en særlig grund til at være det. Alt det bruger rundviseren så den næste time til at målrette fortællingen og lægge spørgsmål og emner ud som os besøgende kan gribe, kommentere på eller bruge til at dele egne familiehistorier.

Da jeg besøgte Tenement Museum blev vi før vi gik ind i selve opgangen bedt om at være forsigtig med at røre de gamle vægge og ikke at tage billeder undervejs. Senere da jeg snakkede med en fra museet om deres praksis blev jeg bestyrket i min fornemmelse for, hvorfor at der var denne billedpolitik. En væsentlig grund er, at gæsterne på rundvisningen skal koncentrere sig om turen og samværet i stedet for at have fokus på at tage gode billeder eller dele øjeblikket på sociale medier. Den måde museet synes, at de kunne sikre det på var ved at lave et generelt billedforbud i forbindelse med rundvisningen i selve bygningen.

Museet er klart over, at rundvisningsoplevelsen skal være god og investerer også løbende i omvisernes evner. I mit møde på museet hørte jeg om deres praksis med faste faglige månedsmøder med emner som de tidsperiode de formidler eller den nyeste udvikling i immigrationsmønstre. Noget museet vægter lige så højt i guidernes træning er andre månedlige møder om formen og fremstillingen. Et emne de for eksempel lige havde haft møder i mindre grupper om er, hvordan guiderne skulle forholde sig, hvis de af gæster blev præsenteret over for nogle af de urigtige fortællinger om indvandringens historier i USA, der bl.a. har været fortalt i debatterne omkring den nylige amerikanske valgkamp. Her var diskussionen på møderne ikke om hurtigt at modbevise urigtighederne og dermed risikere at starte en konfrontatorisk diskussion, men hvordan, at rundvisningen ikke kom til at handle om det udsagn, og hvordan at rundvisningen stadig kunne blive en god og faglig informativ oplevelse for gruppen. Tilgangen til formen var også meget vigtigt, når guiderne skulle vælges til jobbet. De skulle kunne modtage kritik og havde flair for at gribe en gruppe.

Disse overvejelser og denne praksis er jo ikke en radikal nyskabelse til tilgangen til den mundtlige formidling, men det er bestemt lærerigt at besøge museet og tale med folk fra Tenement Museum og se hvordan, at en opmærksom politik og tilgang til emnet kan give gode resultater.

Tenement Museum er et bestemt besøg værd, men som jeg har beskrevet i et tidligere blokindlæg Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York er det også et sted efter min mening, der i disse offentlige rundvisninger er bedre til at fange voksne end til at fastholde interessen hos en yngre målgruppe.

DSC_0111 (4)

Tæt ved Lower East Side ligger Financial District, blandt andet med en af New Yorks nye markante bygninger, One World Trade Tower, hvis spir der gør det til byens højeste.

One World Observatory

Ud over Tenement Museum fik jeg i sidste uge også besøgt andre steder i New York, der bruge den mundtlige formidling. Et sted som gjorde det på en lidt anden måde er One World Observatory, der lå øverst i One World Trade Center, den højeste bygning i byen og en del af i genskabelsen af området omkring Ground Zero. Efter en spektakulær elevatortur 100 etager op og en kort introduktionsfilm kommer man til hovedattraktionen, udsigten til alle fire verdenshjørner over New York City.

IMG_4132

På toppen var var der ud over udsigten naturligvis også en souvenirshop og cafe, men også installationen City Pulse, en række skærme med bænke foran. I midten af ringen af skærme kunne der stå en fortællinger og bruge skærmene til korte 5 min. foredrag.

IMG_4119

Jeg så en præsentation af New Yorks historie. Det var en kort, men en fin introduktion, som gav oplysninger der kunne bruges, når turen gik tilbage til udsigten og overblikket over The Big Apple.

DSC_0043

Når City Pulse ikke var bemandet viste den korte statement med trivia-viden om byen, samt skiftende billeder, hvor nogle af dem formodentlig var brugergenereret.

DSC_0046

City Pulse installationen uden bemanding

IMG_4128

med skiftende billeder og korte statement om udvalgte begivenheder i byens historie.

IMG_4143

City Pulse installationen kunne også købes som souvenir i butikken i form af en billedramme.

September 11 Memorial & Museum

Jeg besøgte også naboen 9/11 Memorial & Museum. Der er det talte ord brugt som vigtige dele af formidlingen i form af det kildemæssige levn som medierne intense dækning af terrorangrebet 11. september 2001 er. Det er vurderet af ca. 2 mia. mennesker, omkring 1/3 af jordens befolkning, så optagelser eller reportager fra begivenheden enten i real tid eller i senere gengivelser samme dag. Det er nok den største globale kollektive erindring endnu set – og det hele var bundet op på nyhedsdækningens lyde og billeder.

IMG_4201

Undervejs i nedgangen til udstillingsområdet bliver man mødt med genkendelige lydklip for alle os mange der med ængstelser fulgte nyhederne den 11. september 2001.

Fra første færd i selve udstillingsområdet, der ligger under jorden ved siden af mindesmærkerne, er der fokus på lydsiden. Der er et greb der bruges flere gange i udstillingen, men lydbidderne har mere karakter af vidnesbyrd, erindringsvækkere eller stemningslyde end de er en egentlig mundtlig formidling.

IMG_4237

Rundvisning der gør et holdt ved en brandbil som deltog i redningsarbejdet

Den mundtlige formidling sker til gengæld på de mange rundvisninger, der er på museet og som de besøgende mod ekstra betaling kan tilmelde sig samme dag, hvis der er plads. Jeg valgte dog ikke en rundvisning, men i stedet en audioguide. Det er ellers et medie jeg oftest undgår, da det efter min mening gør det helt modsatte end at understøtte et af museernes store forcer, der sociale og refleksionerne sammen med dem man besøgerne museerne med. Men den dag var jeg alene på tur og blev også fristet af, at fortælleren rundt på turen var en af de cooleste skuepiller fra byen: Robert de Niro.

IMG_4230

Hans stemme er fantastisk og han gjorde det bestemt godt. Tilrettelæggelse af audioguiden var også god. Robert De Niros baggrund som New York’er blev bevidst brugt, så han kom til at virke som en lokal, der lige viste en rundt, når man nu alligevel var mødtes. Undervejs introducerede han den lyttende til andre personer og stemmer, der havde med begivenheden eller stedet at gøre: en fotograf der var tilstede 11/9, redningsmandskab, en arkitekt tilknyttet skabelsen af museet mv. En anden fin ting ved audioguiden var, at man også kunne vælge at få teksten frem, så dem der hellere ville læse fortællingerne kunne gøre det.

IMG_4213

Et stop ved både rundvisningerne og audioguiden er “Survivors’ Stairs”, som mange brugte for at komme ud på Vesey Street og væk fra World Trade Center komplekset.

New York Transit Museum

Et sidste eksempel på mundtlig formidling jeg mødte på turen til New York var ”ekspertskærme”, dvs. skærme, hvor en person (en ekspert, et vidne mv.) kan aktiveres og fortælle om et emne i udstillingen. Fra de hjemlige himmelstrøg er disse skærme blandt andet kendt fra forfatterpræsentationer på bibliotekerne, fra Moesgaard Museums flittige brug af dem, men også fra Den Gamle Bys håndværkerudstilling, Zoologisk Museums Darwin-udstilling, SMKs afdeling for ældre europæisk kunst og mange andre steder.

IMG_4419

Bringing back the City udstillingen i New York Transit Museum

Der hvor jeg mødte ekspertskærmsprincippet i New York var på New York Transit Museum, der er et museum dedikeret til byens busser, subway og offentlige transport. I museets udstilling ”Bringing back the City” om hvordan byens offentlige trafik fungere, når der er kriser i byen, der var det ikke videnskabelige eksperter, der blev brugt på skærmene.

IMG_4420

I udstillingens del om 11. september 2001 kunne forskellige vidneudsagn fra begivenheden vælges

IMG_4421

og en af dem var buschauffør Beverly Chrisholms beretning om at få hjælpemandskab frem til katastrofeområdet.

Udstillingen fortæller bl.a. om store strømafbrydelser, orkanen Sandy og 11. september 2001 og dem man møder på skærmene er almindelige informationsmedarbejdere, buschauffører m.v. der fortæller om deres oplevelser, og om hvordan de håndterede den krise de pludselig var blevet en del af. Det var godt og nærværende fortalt og ligesom ved audioguiden på 9/11 Museum havde de det fine element, at det de fortalte også kunne læses.

De digitale adaptioner af foredraget eller rundvisningen jeg mødte på turen var fint gennemtænk, men de kan ikke erstatte det engagement jeg henholdsvis mødte på toppen af One World Trade Center eller i de genskabte lejligheder på Orchard Street 97. Det personlige møde kan noget særligt.

img_4121-2

Link

Tenement Museum:
http://www.tenement.org/

Tidligere indlæg i bloggen om blandt andet Tenement Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/08/byhistorie-i-helsinki-newcastle-og-new-york/

One World Observatory:
https://oneworldobservatory.com/

September 11 Memorial & Museum:
https://www.911memorial.org/

New York Transit Museum:
http://www.nytransitmuseum.org/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Bygningen af kirkerummet i Aarhus Fortæller

I Den Gamle Bys kommende udstilling Aarhus Fortæller skal der i afsnittet Bispernes By være et kirkerum, som det kunne have set ud i 1400-tallet.

Her er et en fortælling i 14 billeder, om hvordan kirkerummet blev til i det underjordiske udstillingsrum:

Kirkerum_2016_01_Asger
Kirkerum_2016_06_Asger
Kirkerum_2016_26_Asger
Kirkerum_2016_36_Asger
Kirkerum_2016_42_Asger
Kirkerum_2016_47_Asger
Kirkerum_2016_49_Asger
Kirkerum_2016_55_Asger
Kirkerum_2016_61_Asger
Kirkerum_2016_80_Asger
Kirkerum_2016_82_Asger
Kirkerum_2016_84_AsgerChristiansen
Kirkerum_2016_86_AsgerChristiansen
Kirkerum_2016_91_AsgerChristiansen

Alle billeder er taget af Asger Christiansen.

Det færdige kirkerum kan ses til påsken 2017, når Aarhus Fortæller åbner. I indlægger ”Vi har bygget en kirke i kælderen” i Den Gamle Bys blog ”Aarhus før og nu” er der mere om byggeriet og arbejdet med Aarhus Fortæller:

http://blog.dengamleby.dk/aarhus/2016/10/12/vi-har-bygget-en-kirke/

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum

Gladiator – Colosseums Helte på Moesgaard Museum er en særudstilling, der er værd at besøge, alene på grund af udstillingens brug af film og rumlig oplevelse skabt gennem film og scenografi.

Gladiator - Colosseums helte

Udstillingens emne om mænd, der kæmper til døden mod hinanden eller vilde dyr er i sig selv fyld med spænding, foragt og fascination, og det har Moesgaard også formået at formidle bredt på grund af udstillingens store centrale rum. Der træder vi som museumsgæster ind i Colosseum. Fra første parket ses arenaen og i en dragene 20 min. sekvens følger man publikums komme og kampene, der går i gang. Det er ikke kun en projektion, der viser handlingen, men flere skærme og projektioner rundt i lokalet.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Bag de besøgende, der står på gulvet og ser på arenaen, er der en tribune, man også kan gå op og se handlingen fra (og ved sin tilstedeværelse på tribune samtidigt skabe mere liv i rummet) og i loftet er der baner af stof, en solafskærmning, der glider ind over publikum. Sammen med resten af scenografien i rummet er det alt sammen med til at få museumsgæsterne til at føle, at de er tilstede – her i Colosseum sammen med gladiatorerne.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Resten af udstillingen er ikke nær så spektakulær. Der er først og fremmest montre med genstande. Og der er tekster, der desværre nogle steder er vanskelige at læse og flere steder er meget lange. Det er information og vidnesbyrd man som gæst kan dykke ned i, hvis fortællingen fra der store rum har vagt interesseren.

Gladiator - Colosseums helte

Museet har valgt at prioritere at lave en imponerende filmisk introduktion – og det er et godt valg. Filmene er professionelle lavet og samtidigt er det meget mere end film. Filmene skaber et rum, som man som besøgende er med til at give liv. Museets særlige kvalitet som rumlig formidlings- og oplevelsessted bliver udnyttet – og med andet end de arkæologiske genstande, der ellers synes at måtte have været det oplagte i et emne fra Romerriget. Den filmiske og scenografiske formidling er med til at få historien om gladiatorerne bred formidlet. Den er også med til, at formidlingen når og engagerer flere end de gæster, der på forhånd har interesseren og tålmodigheden til lange tekster og oplyste montre.

Gladiator - Colosseums helte

Gladiator – Colosseums Helte vises på Moesgaard Museum frem til 11. september 2016.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Udstilling

BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning

BallinStadt i Hamborgs havneområde er et museum om migration. Museet ligger i nogle af de bygninger, der i for 100 år siden blev brugt, da byen var udskibningshavn for millioner af europæere som søgte lykken i Amerika. Museet er lige blevet bygget om og genåbnede i maj 2016. Jeg havde glædet mig meget til besøget, men desværre syntes jeg ikke, at museet helt udnyttede dets potentiale.

IMG_1077

Bygningerne som Auswandermuseum BallinStadt ligger i.

Migrationens historie

BallinStadt fortæller om migration fra det 16. århundrede og helt frem til i dag. Der er en del historier fra perioden 1850 til 1934, hvor Hamborg var en vigtigt udskibningshavn, men der er også mange personhistorier fra de sidste 30 år, og der er mange grafer og statistisk materiale om indvandringen i nyeste tid.

IMG_1075

I museets forhal vises det i gulvet, hvordan at museets bygninger var en del af et større kompleks.

Museet er fyldt med beretning om folk der er flygtet og folk der har valgt at rejse for at kunne tilbyde deres børn en bedre liv – og der er mange gribende historier, men desværre er det ikke formidler særligt rumligt.
I en indledning bliver man som gæst overordnet introduceret til emnet migration. Det er en fin start, men desværre gennemføres denne overordnede og kalejdoskopiske tilgang til stoffet gennem store dele af museer.

IMG_1080

Introrummet på museet.

I enkelte tekstdele beskrives en kronologi i migrationens historier, men der er ikke nogle klare rumlige opdelinger som understøtter den kronologisk fortælling, og som kunne være med til at gøre besøget til en mere overskuelig oplevelse.

IMG_1084

Et af de mange rum med citater og genstande fra flere forskellige perioder.

Et museum in situ

Museet ligger i bevarede huse fra 1901, der var en del af det store kompleks i havneafsnittet Veddel, som husede hundredtusindvis af emigranter før de kom ombord på skibene til Amerika. Dette fortælles også i teksterne på museet, og et enkelt sted er der også vist en sengeopstilling, men denne fantastiske in situ fortælling udnyttes desværre ikke.

IMG_1109

Sidst i rundgangen vises et sengeafsnit og et billede af, hvordan der engang så ud.

IMG_1086

Enkelte andre steder er der også interiør-formidling, her af en af de tidlige sejladser til Amerika.

Det kunne have været en større følelsesmæssig og sanselig fortælling, hvis interiørerne for alvor var blevet genskabt, og hvis det utrolige liv der måtte have været på stedet blev formidlet mere rumligt end, at man i en tekst kan læse, at der blev fortæret omkring 9000 boller hver dag, og at køkkener i komplekset kunne bespise 3000 mennesker i timen.

IMG_1078

Udenfor museet er der fotostater, som giver et indtryk af hvordan der så ud i området for 100 år siden.

I rundgangen gennem museet kommer man også i gennem et stiliseret skib. Mit håb var, at man ville benytte dette til at vise forskellige kahytter, saloner mv. så os besøgende kunne få en rumlig oplevelse af turen vestpå. Desværre bruges skibet til mere primært planchebaseret formidling.

IMG_1088

Skibet er placeret i et bassin mellem bygningerne.

IMG_1089

Inde i skibet er der flere beretninger om folk som rejste ud – de er her bare lidt længere end på resten af museet.

Scenografi er bestemt noget der er prioriteret, og der er også mange fine detaljer og visuelt appellerende rum, men museets store force er de mange små og store personlige historier om migration.

IMG_1092

Frihedsgudinden omgivet af spørgsmål, der skulle besvares før, at man kunne få ophold i USA.

DSC_0501

Museet bruger flittigt store og små citater.

IMG_1103

Der er lyttestationer flere steder. Her er det en beretning fra en læge på Ellis Island.

IMG_1098

Citater bruges også til at fortæller om forskellige regeringer og politikeres holdning til emigranter.

Content is King

Efter turen rundt i BallinStadt fik jeg og resten af familien frokost i museets cafe Nach Amerika, hvor vi vendte besøget. Jeg tænkte, at det desværre nok ikke havde været et interessant besøg for mine teenagedøtre, men der tog jeg fejl. Astrid på 15 synes bestemt, at det var et spændende museum, og hun havde været meget grebet af historierne og de mange grafer, der viste udviklingen af migration til forskellige tider. Det kan godt være, at hendes far havde noget at udsætte på iscenesættelse og brugen af rummene, men det ændre ikke ved det faktum, at når oplysningerne er tilpas interessante – ja, så er de interessante. Denne mandag i Hamborg gjaldt det stadigt, at Content kan være King.

IMG_1104

Noget af det meget statistik, som kan studeres på museet.

Link:

BallinStadt: http://www.ballinstadt.de

DSC_0517

1 kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Ragnarock i Roskilde

I går fik Roskilde og resten af Danmark et nyt museum: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur, Det er flot gået af ROMU – Roskilde Museum – der har holdt hanke i ideen de sidste 10 år og det er helt rigtigt, at dette kulturhistoriske, populærkulturelle, samfundsudviklende mv. emne har fået et sted, som man kan besøge og gå på opdagelse i.

Ragnarock i Roskilde

Formidlingsmæssigt er det også et rigtigt spændende sted. Følelsen af at være på museet sidder stadig i mig og jeg vil ikke vove at give mig i kast med en samlet karakteristik af stedet, men jeg synes det er værd at nævne nogle aspekter ved de greb de har brugt i Roskilde.

Arkitekturen
Ankomsten til en museum er ikke altid løst rigtigt, men på dette nye museum starter historien før man kommer i gang. Der er lydinstallationer på vej hen til bygningen, man skal gå ned af en rockstjerneløber og så er der den prangende bygning. Ragnarock er en overdådig bygning, der råber på opmærksomhed. Guld udenpå og rød indeni, og det indre i en tekstur der får det lidt til at ligne velour. Det er overdreven, pågående, rock – måske ikke garagerock , men rockens in-your-face attitude. Det er en bygning der både udefra og inde i ankomstområde stemmer den besøgende til, at nu skal der ske noget. Vi er begyndt.

Ragnarock i Roskilde

Lyd og film
Lyd spiller ikke overraskende en helt central rolle i Ragnarocks udstillinger. Det er både den primære kilde – alle sangene – og i formidlingen af sangene, hvor rigtigt mange af landets musikere fortæller om tidsånd og deres musik, og hvor fans og brugere af musik fortæller om dansemove, idoler og følelser. Den primære måde lyden er formidlet på, er gennem hovedtelefoner i en god kvalitet.

Ragnarock i Roskilde

Personligt har jeg der svært med hovedtelefoner og den eksklusivitet det greb har, men der er også et oplagt greb. Den klare fordel er, at det skaber fokus hos den besøgende og at man undgår den lydinferno som er en plage, der truer mange museer efterhånden som der kommer ønsker og billigere muligheder for audiovisuel formidling. På Ragnarock er der i flere rum en generel lydstemning, som ikke virker for pågående og som også er med til at holde de informationsgivende lydkilder, der er i nogle af rummene, adskilt. Den del fungerer godt og det gjorde mange af film/lydsekvenserne også. Velproduceret og nærværende, men i min høretelefoner ikke en social oplevelse.

Ragnarock i Roskilde

Et sted mødte jeg en lille biograf (der var sikker flere) og der blev fortalt om musikernes egne idoler, bl.a. fortalte Peter Belli om Mick Jagger og hans betydning for Ulven Peter og Nils Brandt fra Minds of 99 om sin fascination af The Beatles. Det var gode korte filmbidder og efter at have lyttet alene var det godt at sidde sammen med andre og fornemme den sociale oplevelse som museumsrummet er.

Ragnarock i Roskilde

I samme del af museet var der er en installation, hvor man skulle prøve at skrige/råbe som musikgrupper og få point, hvis man gjode det rigtigt. Det var absolut et forstyrrende element, men på den gode måde. Der var liv og hvin, når gæster råbte ind i tragten og en begejstret stemning som fik os andre til at løfte blikke og se på hinanden.

Ragnarock i Roskilde

Noget andet museet skal have ros for mht. det auditive er, at de har brugt Anne Linnet og Steen Jørgensen som speakere. Selv hvis man ikke kan genkende deres stemmer, er der umiskendeligt en rockattitude i deres stemme.

Det sociale
I min optik er museer sociale steder og de virker bedst når museet planlægger den vej i stedet for primært at være fokuseret på en personlig vidensoverlevering. Vidensoverlevering sker også bedst sammen med andre. Som nævnt omkring den flittige brug af hovedtelefoner er der dele af Ragnarock der ikke lægger op til at man deler historierne, mens man oplever dem, men der er bestemt andre steder, hvor der sker. Undervejs i besøget er der digitale installationer, hvor flere kan se hvad der sker. Lige når man kommer ud af elevatoren er der en lysinstallation inspireret af 60’erne psykedeliske lysshow, hvor man sammen med andre kan skabe lyseffekter.

Ragnarock i Roskilde

Et andet sted er en mere informativ tidslinje, hvor hovedhistorier om ungdomskultur kommer frem afhængigt af hvor man sår på gulvet – og et tredje sted er der en danseinstallation, hvor man to og to kan prøve kræfter med bl.a. rock’n’roll og rave. Her var jeg personlig glad for der ikke var et pointsystem, da jeg prøvede dem med min danseskarpe kollega Lisbeth, men installationen ville have haft et ekstra socialt mål, hvis man også kunne konkurrere.

Ragnarock i Roskilde

Men museet har også tænkt det sociale ind andre steder end der, hvor man skal noget. Blandt andet ved nogle af de siddemuligheder de har lavet, hvor pausen kan holdes med andre og ikke mindst i den gigantiske pladetallerken som man kunne ligge på og høre eller gætte hvilke sange som blev spillet. Og som en ekstra understegning af det sociale element var der spejle i loftet så en mængde af selfies eller wefies kan blive taget her.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Emner versus kronologi
Der er mange måder at vise et materiale på. Da jeg sammen med kollegaer i Den Gamle By for to år siden skulle lave en udstillet om Aarhusrockens historie valgte vi efter noget snak – og senere inddragelse af musikbranchefolk og ”almindelige” folk – at lave en kronologisk fortælling som hovedgrebet i vores udstilling. Kollegaer fra Roskilde var forbi og diskutere vores greb, og kunne godt se gode ideer i Den Gamle Bys måde at disponere stoffet på, vække erindring og engagere gæster, men valget i Ragnarock er at lave en overordnet temaorienteret udstilling. Det har også sine fordele. I temaer som dans, fankultur, musikkens politiske betydning er det tydeligt at se at der fra gennem tiden på en gang både har været det sammen og noget forskelligt på spil. Rock’n’roll danserne ville bryde normer i 50’erne og vise den energi og livslyst de havde, og det samme ville Lars Ratne og hans electric bogie og break dance slæng foran Storkespringvandet i 80’erne. Sammenhænge vises fint flere steder – primært gennem filmklip – men personligt kunne jeg godt have ønsker mig bedre mulighed for at dykke ned i en tid eller en genre.

Ragnarock i Roskilde

På museet er der en stor væg inddelt i årtier, hvor det er muligt at få en lille generel film om årtiet eller sætte et jackstik ind forskellige steder og høre udvalgte hits. Det er fint, men der ville jeg gerne have haft mere og også genstande, fra ”badges posters stickers and t-shirts” til LP’er og props fra koncerter. Musik fylder også personlig meget i mit liv og der er bare grupper og genrer det kunne være lækkert at dyrke – og andre genrer jeg ville springe over og lade andre svælge i.

Ragnarock i Roskilde

Når det er sagt, fungerede mange af de valgte emner godt. Der var oversigt over den teknik fra pladespilleren til cd og streaming man kunne høre musikken på – og hvordan det lyder på hvad, og der var en fin lille installation for os der var unge i Tina Brylds tid, hvor man på en rød danMark classic fastnettelefon kunne ringe op og høre emner fra Det Elektriske Barometer som forelskelse, sex, selvmord og forældre. Der blev jeg ført tilbage i tid og mindet om, hvem jeg var engang. Ved siden af telefonen var på gulvet Barometers brugerbestemte top ti lister til forskellig tid med de minder der også ligger i de sange.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Mængder versus det udvalgte
Det umiddelbare indtryk er at det ikke er et museum fyldt med genstande. De virker nøje udvalgt og det har naturligvis den styrke, at der så bliver fokusereret. I afsnittet om musikkulturens udfordringen af normer var der tre særligt udvalgte genstande i form af Natasja Danmark burka, Johnny Concretes punk-læderjakke og Anne Linnets korset, og i montren om instrumenter var der en af hver af hovedinstrumenterne, hvor trommen f.eks. var Mabels Boom Boom storetromme med hjertet og bassen en af DAD Stig Petersens opfindsomme kreationer. Det var instrumenter med historier, men der kunne også have været flere, så der helt basalt var mere at snakke om, være enige eller uenige om og sammenligne med – for en Fenders er jo ikke helt lige så lækker som en Gibson eller…

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock er en overvældende oplevelse for alle, som er interesseret i musik – og jeg glæder mig til at komme igen en dag, der ikke er fyldt med åbningsreceptionsgæster jeg også gerne ville snakke med. Jeg tror, at nogle af de historier jeg måske manglede at se, er der et sted hvis man leder lidt efter det. Udstillingen sluttede med et outrotekst om, at gennem musik finder unge sig selv og hinanden, at musik er lyden af ungdom og af hele livet. Der var en gennemgående fokus på ungdom, og der er også et emne med energi, men efter et besøg på Ragnarock kan en 40+ person som jeg godt savne, at synet på rock og pop udvideres lidt til det outroen kalder ”resten af livet”. Hjemme i Aarhus vendte jeg mine oplevelser til en middag, hvor der også var en musiker med en lang karriere og mange solgte cd’er bag sig. Han reflekterede over at han ikke lavede det sammen musik som da han var i tyverne ,og at det også skyldes en erfaring og lyst et at lave noget andet, end det han før havde gjort. Musik er ikke kun ungdom eller et afkog af den energi, man havde som ung, der er også erfaring og eftertanke – og den kommer med tiden. Så måske er der også et emne Ragnarock tager om når de har fået lidt erfaring under huden og oplevet, hvordan deres gæster tager imod fortællingerne.

Ragnarock i Roskilde

Til åbningen i går sluttede Steen Jørgensen og Marie Fisker talerækken af med at spille C.V. Jørgensens Indian Summer. En sang, der for mig mere har en essens af eftertanke end af rent ungdommelig virkelyst:
“Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys…”

Den optræden viste her i det nye museums forhal, at livemusikken kan noget som museer aldrig vil kunne mht. musikformidling, og på den måde er det en umulig opgave som Ragnarock prøver at løse – men stort tak for modet til at prøve at gøre det alligevel.

Ragnarock i Roskilde

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark”

Nogle gange er det ikke altid det man planlægger som får en stor betydning. Det oplevede jeg i fredags til åbningen af Den Gamle Bys udstilling ”Et somalisk hjem i Danmark”.

Aabniong Somalisk lejlighed

Fra åbningen af udstillingen “Et somalisk hjem I Danmark”

Først en kort forhistorie. Den Gamle By har i et par år takket være eksterne midler haft projekter i det indvandretætte lejeboligområde Gellerup, blandt andet med at oplære lokale beboere i at blive guider til at fortælle om boligområdet. I projekterne var flere fra Gellerup på besøg i Den Gamle By for at se hvordan vi formidler historie. Vi havde blandt andet kontakt med nogle somaliske kvinder. De havde lagt mærke til, at man i Den Gamle By kunne se hvordan forskellige danskere havde boet til forskellige tider. På et tidspunkt spurgte en af dem min kollega Danielle om museet ikke kunne tænke sig at vise et dansk-somalisk hjem – så skulle hun og andre somaliske kvinder nok hjælpe os med at samle ind og indrette hjemmet. Danielle gik videre med ideen og hurtigt var vi mange fra museet, der synes det kunne blive en god særudstilling. Den ville både kunne vise en del af dagligdagens Danmark som mange ikke kender – og så kunne udstillingen også åbne Den Gamle By og dermed dansk kulturhistorie op for mange dansk-somalier og måske også andre indvandrergrupper som normalt ikke bruger museerne. Vi fik formuleret en udstillingside. Bikubenfonden ville gerne støtte projektet og dermed gøre det muligt. Efter et stort arbejde fra mange kunne den rigtigt spændende lejlighed og fortælling så åbne i fredags.

Somalisk boernevaerelse

Børneværelset i lejligheden

Og tilbage til min observation i forgårs. Ved kaffen efter åbningen sad jeg på et tidspunkt ved siden af to somaliske mænd. På et tidspunkt vendte den ene mand sig om mod mig, så mig direkte i øjnene, og spurte om vi var klar over hvor fantastisk det var, og hvilke stor betydning det havde, at en ide som en somalisk kvinde fik faktisk kunne blive til noget, og han tilføjede at det var så dejligt, at der var så mange som havde hjulpet til med at virkeliggøre hendes ide. Store dele af min barndom boede min bror og jeg alene sammen med min seje mor og siden gymnasiet har jeg haft en række stærke og selvstændige veninder og kærester, det alle som en selvfølge ville ændre verden og føre deres ideer ud i livet – så nej, jeg havde faktisk ikke overvejet, at dét var noget særligt, at en kvindes ide – somalisk eller ej – blev taget seriøst og derefter virkeliggjort. Men for den somaliske mand var det en helt egen pointe med dette projekt – og jeg et helt ydmygt stolt på egne og kollegaers vegne, hvis dette projekt kan være med til at give nogle kvinder en større selvsikkerhed og vise flere, at gode ideer kan blive til noget – uanset køn og etnicitet.

Somaliske kvinder og DGB folk i lejligheden.jpg

Fem af de somaliske kvinder der har været med til at virkeliggøre udstillingen sammen med fem ansatte fra Den Gamle By i den endnu ikke indrettede lejlighed. Foto: Den Gamle By.

Link:

Mere om udstillingen og Den Gamle Bys bevæggrund for at virkeliggøre den kan læses i dette blogindlæg fra Thomas Bloch Ravn:

http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/2016/03/04/derfor-indretter-vi-et-somalisk-hjem-i-den-gamle-by/

Mere om “Et somalisk hjem i Danmark” og arrangementer tilknyttet udstillingen kan også læses på Den Gamle Bys hjemmeside:

https://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/udstillinger/somalisk-hjem/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Udstillingstekster og Magareta Ekarv

Nye ambitiøse udstillingsbyggerier bliver bygget i disse år. Scenografiske virkemidler, brugerinddragende installationer, lyssætninger og nye digitale muligheder dyrkes og afprøves. Det er godt og er med til at gøre mange museer til bedre steder at besøge. Men når man så er på museerne og vil vide mere eller bare orientere sig, så er teksten stadigt den mest brugte og bedste kommunikationsform. Min observation er, at det ikke er et medie, det i disse år arbejdes lige så visionært med – det er jo bare tekst. Formen og arbejdsgangene bliver formodentlig ikke udfordret og bliver derfor forfattet på faginspektørernes kontorer med en overordnet ambition om, at det ikke skal være for langt eller for en for fagspecifikt tekst. Et godt sted at starte for at løfte denne del af udstillingen er med bogen ”Smaka på orden – om texter i utställningar” fra 1991. Jeg har lige haft mulighed for at læse den igennem og i dag, 25 år senere er der stadig meget inspiration at hente i bogen.

Postmuseum Smaka paa orden

Fra udstillingen “Ett brev betyder …” der var inspirationen til bogen. Foto fra “Smaka på orden”, foto: Olof Wallgren.

Forfatteren Magareta Ekarv skrev bogen sammen med udstillingsarkitekten Björn Ed og etnologen Elisabeth Olofsson. Sammen havde de tre i 1986 lavet udstillingen ”Ett brev betyder …” på Postmuseum i Stockholm. Undervejs diskuterede de flittigt, hvordan at udstillingsteksterne skulle være og hvad der giver den gode udstillingstekst. Der var ikke meget litteratur om emnet, og de endte med at skrive ”Smaka på orden” med inspiration fra de tanker og diskussioner de havde i forbindelse med opbygningen af udstillingen på Postmuseum.

Jeg hørte første gang om bogen for et par år siden, blandt andet gennem to museumsblog-kollegaer Charlotte S. H. Jensen og Benjamin Asmussen, der også har blogget om emner. Der er så vist jeg kan se få steder, som for alvor har arbejdet med bogens ideer om udstillingstekster. Efter at have stiftets bekendtskab med Ekarv og Cos tanker kunne jeg konstatere, at to af de steder som jeg synes har gjort gode udstillingstekst-valg, har brugt nogle af de principper som bogen anbefaler. Det drejer sig om “Sveriges Historia” i Historiske Museet i Stockholm og Norgesudstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer. I Danmark har Benjamin Asmussens skelet til bogens råd i nogle af de udstillinger på MS – Museet for Søfart som han havde med at gøre. Et fjerde sted som er komme med i den stadig lidt eksklusive Ekarv-klub er Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By, der i de sidste par år har benyttet hendes enkle skriveråd.

Museet for Soefart IMGP4693

Ekarv-inspireret tekst på M/S – Museet for Søfart i Helsingør.

Hvordan skrives en god udstillingstekst
De første kapitler i ”Smaka på orden” er skrevet af Magareta Ekarv og indeholder både nogle principielle betragtninger om udstillingstekst som medie, og nogle praktiske henvisninger til hvordan tekster kan opbygges.
En af Ekarvs hovedpointer er, at vi alle er lidt læsehandicappede i en udstilling. Man skal læse stående, ofte på et hård gulv, læsevinklen og lysforholdene kan ikke ændres og der er gerne støj og forstyrrelser omkring en – og det kan heller ikke ændres. Læsesituationen af udstillingstekster er helt andeledes end skrivesituationen på museumsinspektørens kontor – og det skal man tage alvorligt.

Ekarvs anbefaling er, at udstillingstekstskribenter skal lade sig inspirere af de retningslinjer, der er for de svenske Letlæs-bøger for voksne (LL-boken):

  • Vær konkret
  • Tydelig meningsopbygning: undgå lange indviklede sætninger og indskudte sætninger.
  • Lav ikke opremsninger af tillægsord
  • Placer subjekt før verbum og brug verbet i aktiv form
  • Forklar svære ord i teksten
  • Lav ikke sætninger med mere end 45 anslag
  • Ny linje ved ny mening
  • Undgå forkortelser
  • Inddel teksten i passende lange stykker
  • Skriv rytmisk

Ekarv påpeger samtidigt, at udstillingstekstmedier er sit eget, og man derfor ikke slavisk skal følge de ovennævnte retningslinjer. De skal hver i sær tilpasses til, at teksten skal være i et udstillingsrum. Herunder er en gennemgang af Ekarvs råd til udstillingstekstskrivning. Nogle af disse råd er også generelle råd til hvordan at en tekst bliver bedre, men det gør jo ikke rådene mindre interessante.

DSC_1862

Ekarv-inspireret tekst i udstillingen “Langsomt ble landet vort eget” på Maihaugen i Lillehammer.

Sætningernes længe
Rytme er vigtig. Tekster kan godt komme til at virke for ophakkede, hvis der er mange sætninger med færre end 9 ord. En ideal længde for sætninger er med 9-13 ord i gennemsnit, men samtidig er variation i sætningslængden vigtigt påpeger Ekarv. Variation giver rytme og en rytmisk tekst er letlæselig.

Sætningsopbygningen
Sætningsopbygningen i udstillingsteksterne skal være klar og koncentreret. Ekarv pointere at der ikke må sættes for mange tanketråde igen. Det er vigtigt at komme til kærnen i sætningen hurtigt så opmærksomheden ikke forsvinder.
Hvis der er for mange oplysninger før sætningens verbum, bliver det en venstretung sætning. Det gør gerne teksten omstændelig og dermed svær at opfatte og koncentrere sig om i et udstillingsrum.

Vi gætter når vi læser
Ekarv nævner sprogforskeren Gunnel Källgren, der har påpeget, at vi løbende stiller hypoteser op om, hvad sætningerne indeholder inden at vi har læst dem til ende. Det er derfor nemmere at læse en tekst, når der er klare og entydige tolkningsmuligheder tidligt i afsnittene.

Vær konkret
Prøv at gøre meningerne og sætningerne så lidt abstrakte som muligt. Find ud af hvad du vil sige – og sig det så. Stol gerne på dit talesprog. Det er ofte mere konkret end skriftsproget.

Ordfølgen
I LL bøgerne anvendes gerne rigtig ordrækkefølge, dvs. subjekt før verbum. Men i følge Ekarv betyder rytmen mere i udstillingstekster, så følg ikke reglen slavisk.
Et andet aspekt er, hvilket element/ord i sætningen som det, der særligt skal fremhæves eller som sætningen skal læses ud fra. Ekarvs tommelfingerregel er her, at det der kommer før det tidsbøje verbum er sætningens emne, og det som kommer til sidst er det nye, som man vil sige om emnet.

Aktiv eller passiv form
Når man ikke er helt sikker på hvilket subjekt som skal bruges – jeg, man, vi – er en meget brugt løsning at sætte verbet i passiv form. Men passiv form er med til at gøre teksten mere abstrakt og det skaber distance til stoffet. Det er ikke en form som fordre en nysgerrighed eller entusiasme om emnet.

Historiska Museet 2011-12 422

En tekst af dramatur Jonas Jarl Skute der bruger nogle af de samme greb som Ekarv skriver om. Fra udstillingen “Sveriges Historia” på Historiska Museet i Stockholm.

Linjens længde
Nogle udstillinger her tekstblokke med meget lange linjer af tekst. Forklaringen på dette tænker Ekarv må være, at det er styret af formgiverens æstetiske valg, for det er ikke noget som fremmer læsbarheden.
Der er svært at overskue for lange linjer af tekst og en god tommelfingerregel er at holde sig til max 45 anslag, inkl. mellemrum og tegn og at undgå forkortelser.
Formgivningsmæssige krav om ens korte linjer har også konsekvenser for læsbarheden, da ord kan blive delt op og sætningen kan blive delt på uhensigtsmæssige steder.

Sætningsrigtige linjer
Vi fraserer når vi taler. For at øge læsbarheden i udstillingsteksten og læseglæden anbefaler Ekarv, at man lade linjen slutte, hvor fraseringen slutter. Det betyder, at de 45 anslag ikke altid udnyttes og at højremargen ikke er fast. Ekarv ved godt, at der er nogle som vi se det formmæssigt som grimt eller sløset, men hendes pointe er, at det vi måtte miste formmæssigt vindes i læsbarhed.
Her er hendes eksempel i bogen på, at ændre en tekst til sætningsrigtige linjer. Den første tekst er fra udstillingen Kristinaportrått på Nationalmuseet i Stockholm og den anden er Ekarvs omskrivelse:

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626 och dog i
Rom den 19 april 1689. I dag jämt tre hundra år
senara, vil Nationalmuseum visa några av de
porträtt som målades av drottningen under hennes tid”

”Drottning Kristina föddes i Stockholm 1626
och dog i Rom den 19 april 1689.
I dag, jämt tre hundra år senara,
vil Nationalmuseum visa några av de porträtt
som målades av drottningen under hennes tid”

Tilpas lange eller korte stykker
Den tyske museumspædagog professor Kurt Patzwall har en grundregel om ikke at have mere end 45 ord i et afsnit. Med mindre at modtageren er meget motiveret så kan store tekstmængder hurtigt blive set som et billede – en stort massiv flade – men ikke som et element, der indbyder til læsning.

Monet IMG_8883

I følge Ekarv mere et billede end en tekst. Fra ARoS’s udstilling “Monet – lost in translation”.

Store tekstflader er svært tilgængelige, men indholdet skal også være medbestemmende for hvor stort afsnittene skal være. Opdelingen i afsnit skal bruges til at markere de indholdsmæssige enheder. Ekarv ønsker derfor ikke villet sætte absolutte standarter for, hvor stort eller lille et afsnit skal være. I udstillingen på Postmuseum var hendes tekstafsnit på mellem 30 og 70 ord.

Tegnsætning og pause
Ekarv beder udstillingstekstskribenter om at huske, at tegnsætning hjælper til med at vise, hvad der høre sammen og kan derfor hjælpe læserene med at tolke teksten. Det gælder for kommasætning, men også med tankestreger og kolon. Opdeling og sammenhæng kan også skabes med linjeskift eller rum mellem sætningerne.

Som eksempel på dette bruger Ekarv en tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …”:

”Brevet, vykortet,
beviset på din och min exixtens.
Jeg skriver några rader til dig,
det kommer en hälsning.
Du och jag finns i värden.”

Og en ny version, hvor linjeskift, tankesteg og kolon er med til at tone teksten og læseoplevelsen:

”Brevet
vykortet,
– beviset på din och min exixtens.

Jeg skriver några rader til dig.
Det kommer en hälsning:
du och jag finns i värden.”

Litterære stilgreb
Udstillingstekster skal ikke være som skønlitteratur, men Ekarv skriver at skønlitterære stilgreb bør overvejes for at skabe klang og rytme i sproget.

Det kan være gennem

  • Allitterationer, dvs. bogstavrim ”gammel som gaden”
  • Assonans, halvrim hvor der kun er enkelte vokaler (låg – går) eller konsonanter (orm – varme) der stemmer overens.

En tekst fra udstillingen ”Ett brev betyder …” hvor Ekarv bruger disse greb ser sådan ud:

”Sjöar, skärgårdar och kuster
var goda forbindelseleder.
Värre var det med havet.”

En læsbar tekst skal også være læselig
”Smaka på orden” er særlig værd at læse på grund af Ekarvs betragtninger om, hvad der gør en tekst til en god udstillingstekst. I bogen har Ekarv og Björn Ed også gode betragtninger om det grafiske omkring teksterne. Blandt andet den helt simple pointe (der desværre ikke altid tages højde for), at for at en tekst er læsbar skal den både være læsværdig og læselig. Det er ikke nok at arbejde med teksten indre kvaliteter – dens læsværdighed – hvis den bliver sat op på glas med genskin i, med for små skrifttyper, for lavt i rummet osv. Deres betragtning er fra 1991, men der er ikke et problem, der er blevet mindre efter at skærme er blevet en fast bestanddel af museets udstillinger.

HansHollein

Fra Hans Hollein: “The Imaginary Museum”, 1987

Tekstens grafiske udtryk hænger også sammen med en af bogens hovedpointer: Udstillingstekster er del af noget større.
De skal forholde sig til indholdet for emnet, genstande, billeder og rummets muligheder og arbejdet med dem bør ifølge bogens forfattere ske løbende som en del af arbejdet med hele udstillingen. Både så teksterne formmæssigt kan passe ind, men også i forhold til teksternes disposition. Ekarvs eksempel er, at hvis det er en udstilling som er bygget op omkring en naturvidenskabslig tilgang med årsag – konsekvens – forklaring, så vil den rette tekstopbygningen kunne understøtte det.

”Smaka på orden” demonstrere tydeligt, at udstillingstekster bør betragtes som en egen genre. Det er ikke den rette tilgang at tænke katalogteksten og udstillingsteksten som det samme. Modtagesituationen er ganske forskellig og det er nødvendigt at indtænke udstillingsgæsternes situation og dermed lave tekster som det er realistisk, at de besøgende kan få læst og som de kan blive grebet af.

Tekstmængden i udstillingsteksterne kan ikke være store, og derfor skal de udover at være konkrete og opbygget læslæselige, ifølge Ekarv også have en indre logik som det er nemt at gennemskue. En roman kan bedre springe i tid eller miljø for der er tid til at bygge en stemning op, men det er der ikke i tid eller rum til i en udstillingstekst. Dispositionen af teksten skal tage højde for det. Ekarv skriver, at der naturligvis er mange fine måder at lave en disposition på, men at det sjældent er en dum ide at følge det råd, som kongen gav den hvide kanin i Alice i Eventyrland.

Den hvide kanin tog sine briller på.
“Hvor ønsker Deres Majestæt, jeg skal begynde?” spurgte den.
“Begynd ved begyndelsen,” sagde kongen alvorligt, “og fortsæt, indtil du kommer til slutningen. Og hold så op!”

Fra Lewis Carrol: Alice i Eventyrland

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Ekarv-inspireret tekst på Dansk Plakatmuseum i udstillingen “Valget er dit! – Den danske valgplakat i 100 år”.

Henvisninger

De ovennævnte råd om udstillingstekster er primært fra siderne 29-74 i
Ekarv, Magareta, Elisabet Olofsson, Björn Ed: Smaka på orden. Om texter i utställningar. Carlssons 1991.

Blogpost i august 2012 fra Benjamin Asmussen om tekster
http://fyrskibet.dk/den-sporgende-udstillingstekst/

Blogpost i august 2012 fra Charlotte S. H. Jensen om Ekarvs metode
http://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling