I dag åbner Moesgaard Museum for offentligheden – og der er god grund til at ønske museet, offentligheden og alle interesserede i dansk forhistorie for tillykke med det nye udstillingssted. Jeg var forbi museet i går til den officielle åbning. Det er en imponerende flot bygning og der er opfindsomhed og variation i de nye udstillinger.
De besøgende følges med forfædre fra Lucy til en neandertaler ned af trappen til de arkæologiske udstillinger
Dette er ikke et større reflekterende blogindlæg eller en retvisende beskrivelse af de nye tiltag på det nye Moesgaard Museum, men til gengæld er det observationer, der er lagt ud med en dagbladslignede aktualitet, der ikke er vanlig for denne blog.
Bronzealderens storhed
De første rum jeg mødte i de arkæologiske udstillinger var om bronzealderen. En feature, der er markant og værd at bemærke i denne del af museet er den opbyggede bronzealderhøj. Den kan bestiges og oppe fra højen er der både udsigt til stjernehimlen og et view over udstillingsområdet, der giver en lyst til at komme ned og gå på opdagelse i resten af bronzealderafsnittet.
Udsigt fra bronzealderhøjen, bl.a. til fine animationer om forestillingen om stjernehimlen
Nede i rummet er der flot opsatte genstande og fine digitale formidlingsdetaljer. For eksempel en animation på gulvet, der ud fra den nyeste forskning viser hvordan højene bliver bygget, ekspertskærme med uddybende fortællinger og en oversigtskærm, hvor man på en naturlig måde kan gå på opdagelse i de udstillede genstande. Et kort over udstillingsområdet er navigationen i skærmen og den er arrangeret så man faktisk får lyst til at gå ud og se nærmere på genstandene efter at have læst beskrivelsen af dem.
En af afsnittets ekspertskærme. På denne fortæller bronzealderafsnittets tilrettelægger Jeanette Varberg om periodens fascination af himlen
En oversigt over denne del af museet, der samtidig er en indgang til uddybende tekster om genstandene
Moesgaard Museum har fra Nationalmuseet lånt de tre velbevarede gravlagte bronzealderpersoner fra Borum Eshøj nær Aarhus. Deres historie bliver i de nye omgivelser udfoldet inde i den opbyggede gravhøj. I en del af gravhøjen dramatiseres deres fortælling gennem naturtro dukker og en lydfortælling.
Personerne fra Borum Eshøj formidlet gennem naturalistiske dukker og lydfortællinger
De tre fund er placeret i en anden del af højen. Her er blot oldtidskroppenes fysiske tilstedeværelse i et stemningsfyldt rum. Det er både en mere forklarende og en mere intens formidling af de mere end 3000 år gamle østjyder end den, der kunne opleves, da de var en del af Nationalmuseets nyeste oldtidsudstilling.
Dette fotografi af det hvælvede stemningsfulde rum, hvor de tre begravede ligger yder ingen retfærdighed til, hvordan rummet virker – hvis man vil opleve det, må man tage ud til Moesgaard
En fortælling om en hær
Den næste udstilling jeg så var om Illerup Ådal fundet, der er et fund med dramatik og mange historier. I det gamle Moesgård nød jeg at være i den smukke og enkle udstilling om fundet, særligt efter at historien om de dramatiske begivenheder fik tilføjet den mere aktiverende og legende del Laguthewa Togt.
Nu formidles historien med et helt andet greb, der også fungerer. Det er en mere styret fortælling og med effekter der griber os besøgende. Først kommer man forbi et hærget hus. Soldaterne er på vej til slagmarken, men har været forbi her og plyndret hjemmet. Krigens gru og den ruin, der er tilbage, giver denne jernalderhistorie en foruroligende nutidig relevans.
Det hærgede hus, hvor dagliglivs genstrande fra jernalderen udstilles
I soldaterlejren før slaget. På særmene bag de udstillede genstande er der silhuetter af soldater der venter eller forbereder sig til kamp.
Næste rum er en soldaterlejr før slaget. Animationer viser dagliglivet i lejren og der er en stilhed før stormen stemning i rummet. Med god grund.
Udstillingen forsætter gennem en mørk indgang til et aflagt rum, hvor slaget mellem den invaderende hær og de forsvarende østjyder foregår. Os besøgende er fanget mellem to projektioner, som fylder hele rummets længe. Hver væg viser en hær, som puster sig op og går til angreb.
Den ene hær rykker frem mod en på fra den ene side …
og den anden rykker frem fra den anden side – og slaget kan begynde …
Slaget raser omkring en og når det slutter og de slagne ligger på slagmarken viser det sig, at de mørke skrå elementer under projektionerne, i virkeligheden er montre, hvor udvalgte smadrede skjolde, lanser og bæltespænder nu belyses.
Efter kampen hvor de faldne ligger på slagmarken
og deres efterladte genstande pludseligt kommer til syne i montrerne under projektionen
De er i denne form ikke oldtidsgenstande, der udstilles, men vidner til et slag og en dramatisk historie.
Den sidste del af Illerupfortællingen kommer i det næste rum, der er i to etager. Det er ofringen. På væggene ses tilskuerne til de ofringsseancer, der fandt sted ved Illerup Ådal for ca. 1600 til 1800 år siden og de ofrede dyr og genstande er udstillet i det plan man kommer ind i og i ”mosen” som er etagen nedenunder.
Ved ofringsafsnittet af Illerup Ådal udstillingen vises de mange forskellige typer af fund – og kendere af den gamle Illerup Ådal udstilling kan nikke genkendende til denne virkningsfylde præsentation af spyddene
Fortællinger fra vikingetiden
Et tredje større afsnit i den arkæologiske udstilling er vikingetiden. Det havde jeg personligt glædet mig meget til at se, da jeg selv for 3-4 år siden var en del af den arbejdsgruppe, der lavede Syv Vikinger. Den udstilling, som var den første version af det, der i dag kan ses i den nye museumsbygning. Hovedgrebene i den nye udstilling er de samme. Den besøgende kan besøge Aros, vikingetidens Aarhus, eller en række geografiske lokationer som Aros havde forbindelse til, og ligesom i Syv Vikinger kan den besøgende ved indgangen vælge en person, symboliseret ved en attribut for personen (f.eks. et kors eller en kam).
Attributterne, der skal vælges før besøget, har en RFID tag i sig som aktivere fortællinger forskellige steder i udstillingen
Når denne attribut lægges bestemte steder i udstillingen, får du den valgte persons historie fortalt. Som noget nyt kan man nu også vælge museumsinspektør Hans Skov, der så er en faglig arkæologisk stemme i stedet for de dramatiserede figurer, som museet denne gang har udviklet sammen med filminstruktør Aage Rais-Nordentoft. Udstillingen er blevet lidt luftigere og Aros-delen har fået en mere konkret byudtryk, hvilket klæder udstillingen.
Porten i Aros opbygget i tømmer
Styrkerne og svaghederne er de samme. Udstillingen giver i sjældent gennemført grad de besøgende en mulighed for at komme tæt på en person fra fortiden og der er en stærk scenografi, som gør udstillingen til meget mere end en genstandsfremvisning. Dem, der se udstillingen uden at have valgt person eller uden at have forstået formidlingskontrakten, kan på den anden side opleve en noget fragmenteret fortælling og en manglende kontekst til at forstå de store iscenesættelser med. Personligt synes jeg, at fordelene også i denne version af udstillingen er større end ulemperne.
Rummet om Ingelsheim, den by hvor Aros’ første biskop Reginbrand i 948 deltog i et kirkemøde
Det nye Moesgaard Museum har mange flere nærværende fortællinger end arkæologiske udstillinger ofte tilbyder, og der er mange gode bud på hvordan teknologi kan understøtte fortællingerne. Enkelte steder virkede teknikken ikke optimalt, og jeg håber for museet, at de hurtigst muligt får rettet fejlende, da manglende respons og sorte skærme er værre end ingen skærme. Der er også flotte iscenesættelser, der virker meget nutidige og betagende, men som jeg er spændt på om også virker ligeså godt om 3-5 år, eller om det er noget, der vil virke mere altmodisch end de genstande, de er ramme om.
Bronzealderen, Illerup Ådal og vikingetiden var de dele af det nye Moesgaard jeg fik mulighed for at opleve i går – og det kalder på et genvisit. For ikke at tale om at opleve alt det, der også åbner for offentligheden i dag og som jeg ikke fik set ordentlig:
- Den nye etnografiske udstilling om forholdet til døden, der er den del jeg glæder mig allermest til at se,
- projektet om Gundestrupkedlen, hvor de besøgende ved at føle på reliefferne får fortællinger fra fundet,
- et konserveringslab a la det, der er i det arkæologiske museum i Herne,
- trappen ned til udstillingerne, hvor der er modeller af vores forfædre fra Lucy til Neaderthalerne – de er virkningsfuldt til stede gennem figurer og de er gennem kikkerter visuelt formidler takket være et samarbejde med interaktions- og designfirmaet Art+Com
- og Grauballemanden, ham tør jeg vædde på må være et sted i de nye udstillinger.
En figurgruppe bestående af aboriginer Paul Gurrumuruwuy, tjukteren Galina Ainatgual og den engelske fysiker Stephen Hawking møder en før den etnografiske udstilling. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det glæder jeg mig til at finde ud af næste gang jeg besøger Moesgaard
Tillykke Moesgaard. Og til alle jer der gerne vi se varierede bud på hvordan oldtiden kan formidles: Glæd jer og tag ud og bliv inspireret på Moesgaard.
Martins Museumsblog 