Tag Archives: Aros

Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes

Mange museer snakker om teaterets virkemidler i disse år og scenografer, rekvisitører og dramatikerer fra teaterverdenen hjælper museer med at skabe udstillinger og rum. Få museer bruger dog teater som en del af formidlingen – få museer har skuespillere eller lignende, der agere i museets rum. Nogle open air museer har gennem living museum, dvs. levendegørelse dog brugt dette greb. I Danmark ses det blandt andet i Den Gamle By, Frilandsmuseet i Brede og Middelaldercenteret på Lolland og gode udenlandske eksempler på dette er svenske Jamtli, belgiske Bokrijk og de engelske open air museer Black Country og Beamish. Her bruges teaterets virkemiddel gerne til at dramatisere en tidsperiode, men også til at tale til sanserne og komme i dialog med museets gæster og gennem den dialog at skabe en godt stemning omkring besøget og gøre det nemmere for den besøgende at forstå de emner museet formidler.

Rumtosset IMG_5547

Rumtosset på ARoS

Naturhistoriske og kunsthistoriske museer dramatisere ikke deres stof på samme måde, men netop i denne uge er det muligt på det århusianske kunstmuseum ARoS at se en teaterforestilling omkring nogle af museets kunstværker. Rumtosset hedder forestillingen og den er blevet skabt i et samarbejde mellem børneteatet Filuren og ARoS ud fra en fælles ide fra ARoS’ formidlingsinspektør Birgit Pedersen og lederen af Filuren Steen Mourier.

Jeg var forbi og se stykket i går og det var en fornøjelig lille time i selskab med en skuespiller, en musiker og en række af museets værker. Stykket bestod af, at de to aktører førte en gruppe på knapt 30 rundt blandt værkerne og lavede små forestillinger ved hver af dem. Jeg ankom til museet med min mor og mine børn og alle tre generationer var bagefter enige om, at det havde været en rigtig god oplevelse.

Rumtosset IMG_5556

Oplevelsen havde teaterets nærved og vi blev grebet af den minimale handling, der var ved de forskellige tableauer. Samtidigt fik skuespillerne naturligt bygget nogle situationer ind i stykket, hvor vi besøgende begyndte at handle og klappe med på de rigtige steder, råbe sammen med ellers fremmede mennesker eller sende sms’er og få dem vist på en væg sammen med de andre besøgendes sms’er.

Var det underholdende? Ja det var det. Blev museets værker brug i forestillingen? Ja, det gjorde de. Blev de forklaret ud fra et kunsthistorisk perspektiv eller fik man at vide hvilke værker det var? Nej det gjorde man ikke, men det behøvedes man heller ikke at få. Skuespillerne i Rumtosset brugte kunstværkerne til at vende emner som værkerne måske handler om, og stykket viste, at ARoS’ genstande og selve museet fint kan bruges i en dramatisk baseret fortælling.

Rumtosset IMG_5552

Uhøjtidelig kunstformidling

Rumtosset understøtter også en uhøjtidelighed i forhold til præsentationen af kunsten, som jeg har oplevet på ARoS i de sidste 10 år, hvor jeg har brugt museet. Denne uhøjtidelighed er en formidlingstilgang overfor kunst som jeg er sikker på gør, at mange kan føle sig velkommen på museet, og jeg tror den er en vigtig medvirkende årsag til, at ARoS er landets anden bedste besøgte kunstmuseum.

Rumtosset er ikke levendegørelse på samme måde som open air museerne gør det, men er lige som genstandene på kunstmuseet, snarere små skuespil, der i sig selv er en rækker værker.  Jeg synes særligt godt om stykket, der hvor det naturligt lagde op til dialog skuespillerne og gæsterne imellem eller dialog mellem de besøgende. Og lige i de dele af stykker var det funktionelt ikke så langt fra open air museernes levendegørelse, når den fungere bedst. Lige der fik skuespillernes ageren gæsten til at føle sig set og hørt og understøtter, at den besøgende selv agerede og handler. Der er museumsoplevelsen langt fra en passivt modtagelse. Der bliver det både levende og nærværende.

Rumtosset kan ses frem til 15. februar 2015.

Læs mere om Rumtosset her: http://www.aros.dk/om-aros/presse/2015/rumtosset/

Rumtosset IMG_5551

2 kommentarer

Filed under Kunst

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Nyt kulturhistorisk museum på vej

I dag, den 29. januar 2011, er det 150 år siden af Antikvarisk Selskab i Århus blev grundlagt, der senere blev til Moesgård Museum. En markering af dette skete i går, samtidigt med at første spadestik blev taget til Moesgårds længe ventede nye museumsbyggeri. En 15.000 kvm stor museumsbygning vil om 2½ år være rejst 100 meter nord for Moesgård herregård. Denne nye bygning vil rumme alle Moesgård Museums udstillinger og museets primære publikumsfaciliteter som cafe, restaurant og butik foruden undervisningslokaler, konferencefaciliteter og auditorium.

Byggeriet vil fremover kunne følges på denne blog, der også blev lanceret i går: www.moesgaardnytmuseum.dk

Den nye museumsbygning og de eksisterende bygninger ved Moesgård

Moesgårds nye museumsbygning bliver noget så sjældent som et helt nybygget kulturhistoriske museum. Mig bekendt er det en meget sjælden sort. Mange kulturhistoriske museer er blevet placeret i ældre bygningskomplekser, der selvfølgelig kan have en historisk aura og charme, men som oftest er ganske besværlige at have udstillinger i. Rummene er små og den samme grundtanke, der ligge bag udstillingerne gør også, at der er begrænsninger omkring, hvordan disse historiske bygninger må anvendes og ombygges. 

Flere helt nye kunsthistoriske museer har set dagens lys i de sidste årtier. Arken var et helt nyt museum med sin egen helt nye bygning. Århus Kunstmuseum fik ny bygning og genopstod som Aros, Fuglsang Kunstmuseum ved Nysted er vel det seneste eksempel på denne tendens her i Danmark, og internationalt kendes den også blandt andet i Guggenheims ambitiøse prestigekunstmuseer.

Det er andre tendenser, der ses ved det kulturhistoriske museum. Her omskabes museer også, men gerne ved ombygninger. Nationalmuseet har for nylig ombygget de historiske bygninger ved Brede og for en 20 års tid siden skete det samme i Prinsens Palæ i Indre by.  Møntergården i Odense blev for nyligt også ombygget. Internationalt er f.eks. British Museum i London og Museum für Vorgeschichte i Halle eksempler på kulturhistoriske museer, hvor der har været markante ombygninger i den eksisterende historiske bygningsmasse. Et nybrud ved at ske. I Holland åbnede Hunebed Centrum, der er et nybygget museum om bondestenalder for nogle år siden og Neanderthalmuseet i Tyskland er også et nybygget museum. I Danmark fik Lindholm Høje under Aalborg Historiske Museer helt nye lokaler til at formidle forhistorien i, hvor den sidste del blev indviet forrige år og nu er to nye store kulturhistoriske museer på vej. Det ene er Handels- og Søfartsmuseet i Helsingør og det andet er Moesgård Museum. Jeg kan ikke komme på flere, men hvis der er nogle der kender til større nybyggede kulturhistoriske museer må I meget gerne sende en kommentar om det.

Dagens fødselar, Moesgård Museum, har længe arbejdet målrettet mod denne nye bygning med de nye muligheder den giver for at gentænke museets genstandssamling, historier og funktion, så det kan blive vores generations/generationers vedkommende kulturhistoriske museum. Gårsdagens første spadestik var en vigtig markering af vejen frem – nu er processen i gang og kan ikke rulles tilbage. Et helt nyt kulturhistorisk museum vil se dagens lys – det er da noget af en fødselsdagsgave.

_MFM8178 copy

Moesgård Museums bestyrelseformand Johannes Flensted-Jensen og Århus' borgmester Nicolai Wammen tog spadestikket til den nye museumsbygning, dvs. de slog lidt af den første spunsvæg ned.

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Jeppe Hein på Aros – særudstilling vs basisudstilling

Denne weekend var den sidste hvor man kunne se Jeppe Heins udstilling Sense City på Aros, og det var der mange der benytte sig af.

Udstillingen rejser en interessant problemstilling om særudstillingernes rolle på museer. Særudstillinger er essentielle for museerne. De skaber opmærksomhed om museer i pressen og blandt museets besøgende – der skal nyt til for at fastholde et publikum. Særudstillinger fylder meget hos de ansatte på museer, det er dem, der skal produceres og det er dem tid og kræfter skal bruges på. Men hvor vigtige er de for ideen/brandet af museet? Huskes Moesgård for Grauballemanden, Nationalmuseet for Solvognen, Aros for Boy – eller for de særudstilling der p.t. vises på stederne. Bruges der for meget tid og for mange midler på særudstillingerne i forhold til en generel forbedring af de mere permanente tilbud? 

Ved Jeppe Heins særudstilling på Aros bliver man mindet om dette ved værket Distance, der går gennem Aros’ fine samling af samtidskunst. Distance er en kuglebane og kuglerne i den aktivere publikum selv. Distance er pågående og bestemt et værk, der engagerede de to børn jeg fulgtes med i dag (og også undertegnede), men også et værk der smadrede oplevelsen af de andre værker. Prøv fx. at få noget ud af Wim Wenders fotografi: 

Her er Aros’ beskrivelse af udstillingen:

http://www.aros.dk/page.asp?objectid=1488&zcs=3

Der står blandt andet:

Heins værker indeholder ofte overraskende og dragende elementer, der sætter beskueren i centrum

Ikke langt fra den dom Naja på 5 år gav, da hun forlod museet: 

De to ting jeg bedst kunne li’ var at bygge på legepladsen [nogle puder der var i særudstillingslokalet] og skruen der kunne skrue sig selv ind og ud [værket Screw on the wall, her ret præcist beskrevet af Naja]. 

Værk eller ej. Puderne var ikke beskrevet i guiden til udstillingen, men ikke desto mindre et favoritsted for bl.a. Naja på 5 og hendes storesøster.

2 kommentarer

Filed under Kunst, Udstilling