Tag Archives: brugerinddragelse

Ideen til udstillingen “En somalisk lejlighed i Danmark”

Nogle gange er det ikke altid det man planlægger som får en stor betydning. Det oplevede jeg i fredags til åbningen af Den Gamle Bys udstilling ”Et somalisk hjem i Danmark”.

Aabniong Somalisk lejlighed

Fra åbningen af udstillingen “Et somalisk hjem I Danmark”

Først en kort forhistorie. Den Gamle By har i et par år takket være eksterne midler haft projekter i det indvandretætte lejeboligområde Gellerup, blandt andet med at oplære lokale beboere i at blive guider til at fortælle om boligområdet. I projekterne var flere fra Gellerup på besøg i Den Gamle By for at se hvordan vi formidler historie. Vi havde blandt andet kontakt med nogle somaliske kvinder. De havde lagt mærke til, at man i Den Gamle By kunne se hvordan forskellige danskere havde boet til forskellige tider. På et tidspunkt spurgte en af dem min kollega Danielle om museet ikke kunne tænke sig at vise et dansk-somalisk hjem – så skulle hun og andre somaliske kvinder nok hjælpe os med at samle ind og indrette hjemmet. Danielle gik videre med ideen og hurtigt var vi mange fra museet, der synes det kunne blive en god særudstilling. Den ville både kunne vise en del af dagligdagens Danmark som mange ikke kender – og så kunne udstillingen også åbne Den Gamle By og dermed dansk kulturhistorie op for mange dansk-somalier og måske også andre indvandrergrupper som normalt ikke bruger museerne. Vi fik formuleret en udstillingside. Bikubenfonden ville gerne støtte projektet og dermed gøre det muligt. Efter et stort arbejde fra mange kunne den rigtigt spændende lejlighed og fortælling så åbne i fredags.

Somalisk boernevaerelse

Børneværelset i lejligheden

Og tilbage til min observation i forgårs. Ved kaffen efter åbningen sad jeg på et tidspunkt ved siden af to somaliske mænd. På et tidspunkt vendte den ene mand sig om mod mig, så mig direkte i øjnene, og spurte om vi var klar over hvor fantastisk det var, og hvilke stor betydning det havde, at en ide som en somalisk kvinde fik faktisk kunne blive til noget, og han tilføjede at det var så dejligt, at der var så mange som havde hjulpet til med at virkeliggøre hendes ide. Store dele af min barndom boede min bror og jeg alene sammen med min seje mor og siden gymnasiet har jeg haft en række stærke og selvstændige veninder og kærester, det alle som en selvfølge ville ændre verden og føre deres ideer ud i livet – så nej, jeg havde faktisk ikke overvejet, at dét var noget særligt, at en kvindes ide – somalisk eller ej – blev taget seriøst og derefter virkeliggjort. Men for den somaliske mand var det en helt egen pointe med dette projekt – og jeg et helt ydmygt stolt på egne og kollegaers vegne, hvis dette projekt kan være med til at give nogle kvinder en større selvsikkerhed og vise flere, at gode ideer kan blive til noget – uanset køn og etnicitet.

Somaliske kvinder og DGB folk i lejligheden.jpg

Fem af de somaliske kvinder der har været med til at virkeliggøre udstillingen sammen med fem ansatte fra Den Gamle By i den endnu ikke indrettede lejlighed. Foto: Den Gamle By.

Link:

Mere om udstillingen og Den Gamle Bys bevæggrund for at virkeliggøre den kan læses i dette blogindlæg fra Thomas Bloch Ravn:

http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/2016/03/04/derfor-indretter-vi-et-somalisk-hjem-i-den-gamle-by/

Mere om “Et somalisk hjem i Danmark” og arrangementer tilknyttet udstillingen kan også læses på Den Gamle Bys hjemmeside:

https://www.dengamleby.dk/planlaeg-besoeg/kalender/udstillinger/somalisk-hjem/

Reklamer

1 kommentar

Filed under Diverse, Udstilling

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

6 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj

To af de museer i landet med de største tekstilsamlinger åbnede sidste år hver deres udstilling om tøj. Den ene udstilling var Nationalmuseets Pels – liv eller død og den anden var Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. Der er to anbefalelsesmæssige udstillinger, der stadig kan ses, og det er også eksempler på to meget forskellige tilgange og brug af tøj til fortællinger.

Pels DSC_0112

Pels – liv eller død

Nationalmuseets udstilling Pels vises i museets store Egmonthal og er en ambitiøs udstilling, der bruger et væld af greb og lægger op til dialog med gæsterne.

Lige når man kommer ind i hallen bliver man mødt med en række udsagn om pels og det etiske ved at benytte pels som beklædningsgenstand. Her er gennem tekst og film udsagn fra pelsavlere, dyrevelfærdsaktivister, modeskabere – der både er for eller imod, landbrugsministeren, grønlandske fangere, og flere andre, der har en holdning til brugen af pels.

Pels DSC_0173

Modeskaberne Trine Wackerhausen og Karl Lagerfeld er nogle af de mange der udtaler sig om pels i udstillingen

Introen markere at dette ikke er en udstilling der vil nøjes med nøgternt at vise genstande frem, men en udstilling, der vil gå i dialog med den besøgende og deres holdninger.

At Nationalmuseet vil den besøgende noget kan jeg kun bifalde, men personligt syntes jeg, at det også er en intro, der næsten for tydeligt og pågående præsenterede den besøgende for holdninger, som der skal tages stilling til – der er så mange udsagn og stemmer at forholde sig til så man ikke kan overskue dem eller have ro til at reflektere over dem.

Pels DSC_0176

Efter introen bruger udstillingen det simpelt formidlingsmæssige greb, at man som besøgende skal vælge at gå den ene eller anden vej afhængigt af om man er til pels er ej. Stillingtagen skal tages her for at komme videre. Enkelt og godt. Begge valg fører ind til et område, hvor man kan prøve pelse, kunstpelse eller aktivisttøj og lade sig fotografere eller tage selfie. Det er også muligt at vælge den rette baggrund (Arktis, en cat walk mv.) til at lade sig forevige foran.

Pels DSC_0177

De besøgende kan prøve tøj i udstillingen og når de gennem instragram bruger hashtagget #furlifedeath bliver billedet vist på skærme i udstillingen

Pels DSC_0178

I udstillingen er der en væg, hvor der baggrunden kan vælges til ens pelstøj-billede

Efter disse dele kommer man ud i udstillingens store rum. Nationalmuseet har i indretningen fået hjælp af scenograf Anne Schnettler og der er blevet skabt en klar rummelig fortælling. I hver sin ende af det store rum er placeret to grupper af drager og mellem disse er der store planche- og montre elementer, som gennem tekst, genstande og billeder fortæller om blandt andet jagt, opdræt, forarbejdning, handel og forbrug – både i Arktis, forhistoriske tid og i nyere tid. Det spektakulære i rummet er de to tableauer af dragter. Den ene gruppe er nye modeskaberes brug af pels og den anden gruppe er dragter fra Nationalmuseet righoldige og exceptionelle arktiske samling.

Pels DSC_0165

Pels DSC_0182

Aktivering af gæsten i udstillingen

Der er mange informationer at forholde sig til i udstillingen, men den er også godt dækket ind med brugerinddragende elementer eller hands-on elementer som at prøve tøjet, mærke på forskellige pelstyper. Den store tekstmænge og den de mange udsagn om emnet kan gøre, at udstillingen kan virke lidt teksttung og belærende, men med den rette rute gennem Pels er det bestemt også muligt for en familie at få en god og aktiv oplevelse.

Pels DSC_0116

En af de aktiverende elementer er en fremvisning af pelse – og kunstig pels – hvor man så kan gætte hvad der er hvad

Pels termoinstallation

Ved en varmeudstrålingsmåler kan man prøve overtøj og se hvilken isoleringsgrad det har. Til højre er termografisk billede af mig med en pels på og til venstre med en lærredsjakke på.

Det er en udstilling, der ønsker at skabe en debat og få folk til at reflektere. Det lykkedes også Nationalmuseet at få mig til at overveje emnet og dermed en klarere ide om min egen holdning. Dette skete ikke gennem udsagnene i begyndelsen af udstillingen, men ved de to store tableauer i hovedrummet og den mulighed de gav ved at man kunne sammenligne vor tids kulturs mere ekstravagante brug af pels overfor inuitternes funktionsbundne og nødvendige brug.

Pels DSC_0154

Udstillinger er ofte et socialt rum som man deler med andre og jeg tror at udstillingsrummet er rigtigt godt til at lade gæsten selv drage sine konklusioner – evt. gennem snakken med den man ser udstillingen med. Alt skal ikke fordøjes, men gerne lægges frem så gæsten selv kan lave refleksionen og få glæden over at se sammenhænge. Det synes jeg også at min oplevelse i Pels underbygger. Det var ikke var de direkte udsagn eller opfordringer i udstillingen til at høre min mening, der for alvor aktivere min refleksion, men derimod to mere nøgternt opstillede tableauer af genstande fint arrangeret så de var nemme at sammenligne og det blev oplagt til selv at tænke over emnet – uden at der for tydeligt blev opfordret til at man skulle gøre det.

Hoensestrik og hot pants IMG_5518

Hønsestrik og hot pants

For god ordens skyld vil jeg nævnte, at Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants er ikke en udstilling jeg på samme måde som med Pels kan beskue udefra som gæst. Det er min kollega Tove Engelhardt Mathiassen, der har tilrettelagt udstillingen, men jeg har samme med andre kollegaer løbende fulgt tilblivelsen og udvekslet ideer med Tove.

Hønsestrik og hot pants er med sine 250 m2 ikke en nær så stor udstilling som Pels og udstillingen har også færre udsagn og behandler færre emner. I de sidste år har Den Gamle By åbnet en række butikker og lejligheder, der viser hvordan at danskerne kunne have levet i 1974. Hønsestrik og hot pants er med til at understøtte dette fokus museet har på 70’erne og den fortid, der er i mands mind.

Hoensestrik og hot pants DSC_0017

Udstillingen vises eksempler på DIY tendenser i årtiet, blandt andet med hønsestik, der var skabt som en erklæret oprør mod garnfabrikanterne samlede salg af opskrifter og garn. Nu skulle stikken også frigøres og alle skulle kunne strikke de motiver de havde lyst til!

Andre rum fokusere på tøj, som kunne købes i butikkerne og sidst i udstillingen er der to rum, som viser sammenhæng (eller mangel på samme) mellem musikvalg og påklædning.

Hoensestrik og hot pants IMG_5522

70’erne var et meget rigt årti med hensyn til stilarter og iscenesættelse og det kommer udstillingen godt omkring. Undervejs er udstillingen garneret med tidstypisk musik og skærme, der viser billeder og reklamer med eksempler på tidens trens og tøj. Det er alt sammen med til at skabe en udstilling, der vækker minder og genkendelse for mange. Ligesom i Pels er det udvalgte steder også muligt selv at bidrage. I et af rummene, hvor der vises hjemmegjort tøj, kan de besøgende strikke med på et halstørklæde og sidst i udstillingen er der en lille gætteleg om hvilken musik ejerne bag de forskellige sæt tøj hørte.

Hoensestrik og hot pants IMG_5262

De besøgende skal gætte hvem der hørte hvilken musik i 70’erne

Hoensestrik og hot pants DSC_0028

Og kan se om det var den, der ejede det tøj de troede det var, og derudover læse en kort tekst fra ejeren af tøjet

I modsætning til Nationalmuseets arktiske samling havde Den Gamle By ikke en stor og spektakulær samling at 70’er tøj at trække på. Det udstillede tøj i Hønsestrik og hot pants er fra en samling, der er bygget op de seneste år med øje for at lave en udstilling som denne – og for at bevare tøj fra 70’erne. Det er ikke særlige eksklusive genstande, men oftest almindelige folks tøj. For at få flere almindelige menneskers historier med i udstillingen blev der lavet opslag på museets facebook og blogs, hvor billeder og historier om 70’er tøj blev efterlyst. Der kom gode svar retur og også materiale, som kunne indgå i udstillingen og bidrage til museets vidensindsamling om periodens tøj og brug af tøj.

Hoensestrik og hot pants IMG_5264

Der blev blandt andet gennem facebook og museets blog efterlyst billeder der henviste til tøjstil og brug af musik http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2014/02/06/musikstil-og-tojstil-i-1970erne-indsamling-af-billeder/

Dilemma og diskussion eller mangfoldighed og erindring

Pels og Hønsestrik og hot pants er begge udstillinger om tøj, men de bruger genstandstypen meget forskelligt. Nationalmuseet har lavet en ambitiøs udstilling, der dels er en fremvisning af en af museets helt stærke genstandsfelter – deres arktiske samling – men som samtidigt også er en udstillinger, der søger at behandle et etisk dilemma og en aktivt erhverv i Danmark, opdræt af dyr med henblik på at bruge deres pels til beklædning.

Hønsestrik og hot pants sætter fokus på en tidsperiode. Det er ikke en udstilling, der leder efter et dilemma men lader de modstillinger, som er i udstillingens materiale (flippet – borgerlig, disko – dansk top mv.) være med til at vise en mangfoldighed mere end at opfordre til et valg og en stillingtagen som den besøgende skal forholde sig til.

Pels DSC_0164

På vej ud af udstillingen Pels bliver de besøgende spurgt om deres holdning til pels, og hvis man sender den i en SMS til 1272 bliver udsagnet vist i udstillingen

Pels søger efter at engagere gæsterne og det skal den have anderkendelse for, Hønsestrik og hot pants har ikke en stillingstagen-dagsorden på samme vis, men der er ikke tvivl, når man ser publikums reaktioner i udstillingen, at mange bliver engageret – ikke i et etisk dilemma, men i deres egen historie som de ihukommer gennem besøget i udstillingen. Den nære fortid er fængende. Et det fordi det er let formidling uden refleksion? Nej – det er det ikke. Der er tydeligvis en refleksion hos de besøgende. Den er måske nemt for gæsterne at lave ved at de forholder sig til deres eget liv og historie, men det er en refleksion, der kan sætte meget i gang. Inputtet fra udstillingen minder en om, hvor man var og hvor man nu er. Det kan også åbne døren op til en overvejelse om, hvilken udvikling samfundet har gennemgået de sidste 40 år. Dem der er for unge til at have oplevet 70’erne kan også reflektere over ændringerne, særligt hvis de er sammen med deres forældre og pludselig nu høre dem fortælle andeledes om dengang de var unge eller børn.

Hoensestrik og hot pants DSC_0022

Engagement i udstillinger kan både laves mere direkte som i Pelsudstillingen og mere selvoplevende som i Hønsestrik og hot pants. Forskellige temaer kræver forskellige metoder, og er begge udstillinger bruger gode greb. De er værd at besøge og lade sig inspirere af.

Nationalmuseets Pels – liv eller død kan ses frem til 22. februar 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://natmus.dk/museerne/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/pels/</a

Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne kan ses resten af 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Hoensestrik og hot pants DSC_0018

3 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Virkelighed og iscenesættelse

Museer finder i disse år inspiration fra film- og teaterverdenen. ARoS’ nye direktør Erland Høyersten har udtalt om Out of Darkness, den just åbnede udstilling på museet, at den er inspireret af film og at han gerne vil lave udstilling som Spielberg laver film. Andre steder i byen bliver scenografer budt indenfor. Det sker i Moesgård Museums kommende nye udstillinger og i Den Gamle By er en af mine kolleger i disse uger scenografen Thomas Kruse, der hjælper os med den kommende udstilling Aarhus Rocks!. Men inspirationen går også den anden vej. Teatrenes borgerscener inddrager noget som det kulturhistoriske museum har i overflod – virkelighed og non-fiktion.

Inde-ved-siden-af

Inde ved siden af. Foto/grafik: Aarhus Teater

I går genså jeg Aarhus Teaters Borgerscenes stykke Inde ved siden af. Stykket handler om naboer og skuespillerne i stykket er almindelige borgere. Gensynet med stykket bekræftede mig i styrken ved den personlige fortælling og ved det autentiske. Det er ikke professionelle skuespillere man møder i Inde ved siden af, men i stedet ”rigtige” mennesker, der fortæller deres egen historie, og da jeg godtog den præmis så blev deres historier lige det tak ekstra gribende, hudløse og interessante.

En styrke ved teaterstykket er, at de skuespilmæssige amatører bliver mødt med et professionelt teater. Der er arbejdet dygtigt med scenografi, dramatiske virkemidler, lyd og lys så forestillingen som enhver anden god forestilling griber en visuelt og stemningsmæssigt. Den har en lækker finish – uden at magten bliver taget fra den autentiske styrke, der er ved de optrædende. Det gør, at resultatet minder om noget af det, som de kulturhistoriske museer prøver at opnå ved at inddrage scenografiske og dramatiske fagligheder i deres udstillinger: En form, der er interessant og forførende – og som samtidigt giver plads og understøtter den valgte faktuelle fortællingen.

Inde ved siden af

Første gang jeg så Inde ved siden af var i sidste uge, hvor jeg var paneldeltager i en Reumert-salon om borgerteater. De andre deltager var mere hjemmevante i teaterverdenen og jeg var blevet inviteret for at fortælle om de borgerinddragende initiativer vi har i Den Gamle By. Vi var flere i salen, der så klare ligheder i det nogle museer gør og det nogle teatre gør med at inddrage borgerne som medskabere. Ved reelt at åbne op for borgernes viden og historier får kulturinstitutionerne nye fortællinger og ved at lytte til borgerne er der en større sandsynlighed for at skabe mere relevante udstillinger, forestillinger mv. Den Gamle By åbner udstillingen Aarhus Rocks! på tirsdag 13. maj og den udstilling er skabt i en meget brugerinddragende proces. Den målrettede plan om at inddrage så mange som muligt har både gjort, at der er kommet fortællinger frem som eller ville være overset og den tætte kontakt med mange har også kunnet bruges som et pejlemærke om, hvor interessen for emnet er og hvorfor. Alt dette ville dog ikke alene have skabt en god udstilling, hvis der – ligesom på Aarhus Teater – ikke også var arbejder professionelt med rummenes iscenesættelse og de formidlingsmæssige virkemidler.

Jeg tror, at denne vekselvirkning mellem non-fiktionelle og mere dramatiske og iscenesatte elementer kan skabe bedre fortællinger. Mange museer har skelet til teatrenes dramatiske greb, og med initiativer som borgerscenerne viser teatrene, at de også gerne vil inspireres af museernes virkefelt med alminedelige menneskers personlige fortællinger og den nære virkelighed. Jeg håber at det åbner op for en bedre dialog institutionerne imellem og en større brug af hinandens fagligheder.

Inde ved siden af kan på udvalgte dage ses på Aarhus Teater frem til torsdag 22. maj og Den Gamle Bys nye udstilling Aarhus Rocks! kan ses fra tirsdag 13. maj.

Aarhus-rockens historie

Facebook-siden Aarhus-rockens historie er aktivt blevet brugt til at samle historier til Aarhus Rocks!. Et andet inddragende projekt, der aktivt bruger mediet er Teater Svalegangens kommende stykke Ottetusind, der er skrevet ud fra dialog med brugere på Facebook.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse

Samproduktion

I denne uge har jeg haft grund til at overveje, hvordan vi i Den Gamle By arbejder med brugerinddragelse og samproduktion. Det skyldes, at MindLabs blog stillede mig en række spørgsmål om emnet. Hvis du gerne vil gå direkte til mine svar så læs dem her på MindLabs blog: http://mindblog.dk/2013/08/20/samproduktion-5-brugerinvolvering-i-den-gamle-by/. Ellers læs videre her om ideen bag samproduktion.

Samproduktion er et begreb som vinder frem i samfundsvidenskabelige kredse. Begrebet bruges blandt andet i forhold til den offentlige sektor og dækker i den forbindelse over projekter udtænkt og organiseret sammen med borgere, institutioner osv., fremfor projekter som staten selv laver for borgerne, men uden at gå i reel dialog med dem eller indtænke borgernes egen resurser.

We Can Do It! Rosie the Riveter

Grundtanken i samproduktion er, at kræfter forenes. Det kan være, at kommunerne i forhold til ældre ramt af demens hjælper de demensramtes pårørendes til at blive bedre til at støtte og give omsorg til deres nærmeste. De resurser de pårørende i forvejen gerne vil give til deres kære, kommer dermed mest muligt til gavn for den demente – hvilket så betyder, at det offentlige med samme midler kan give mere service (eller at man med færre midler kan yde samme service). Pointen er her, at resurserne bruges bedre, når det offentlige tænker velfærd sammen med borgerene og ikke kun for borgerne.

Samproduktion kan også være som i Langelands kommune, hvor nogle af de resurser, der skulle bruges på børn med særlige behov blev brugt til at klæde fritids- og sportsklubber bedre på til at håndtere disse børn. Det gav børnene gode oplevelser – noget som klubberne på forhånd også gerne ville kunne tilbyde. Oplevelserne i klubberne gjorde så, at børnene fik et øget selvværd, der igen havde en positiv indflydelse på deres læring og skoleliv.

Mange museer har en tradition for at være med til at løfte offentlige opgaver omkring undervisning og læring. Samproduktion begynder også at blive en benyttet praksis, ved at der komme flere projekter, hvor udviklingen af skoleforløbende bliver lavet sammen med skolerne og lærerne. Et eksempel fra mit eget museum er en række forløb for børn med særlige behov som min kollega Anki har udviklet de sidste år.

Forløb i gartneriet

Her er alle forløbende blevet udvikler sammen med specialklasselærer og -elever fra fire østjyske skoler. Anki og Den Gamle By var interesseret i at lave de mest brugbare forløb til den målgruppe, og lærerne og skolerne var interesseret i, at de tilbud de kunne få i Den Gamle By passede til deres elever – for der plejer forløb udenfor skolen normalt ikke at gøre. Både skolerne, Den Gamle By og ikke mindst børnene med de særlige behov får noget ud af dette samproduktionssamarbejde.

tre_raske_drenge_i_DGB

Tre raske drenge i køkkenet

Besøg af MindLab
I sidste uge var MindLab på besøg i Den Gamle By for at høre om de måder vi tænker brugerinddragelse. MindLab er en tværministeriel udviklingsenhed under Erhvervs- og Vækstministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Undervisningsministeriet og er førende indenfor at undersøge og udvikle samproduktion og brugerinddragelse i den offentlige.
Det var dejlig at mærke den begejstring som de udsendte fra MindLab havde omkring arbejdet i Den Gamle By.

MindLab på besøg i Den Gamle By

Kit fra MindLab tester 70’er tøj

Det var også inspirerende at få sat fokus på nogle af de brugerinddragende arbejdsmetoder vi benytter på museet, og at reflektere over den merværdi som vores brugerinddragende projekter har givet.

Det vil jeg ikke elaborere over her, men i stedet henvise til blogposten hos MindLab, hvor jeg fortæller om mine og museets tilgange og tanker om samproduktion og brugerinddragelse:

http://mindblog.dk/2013/08/20/samproduktion-5-brugerinvolvering-i-den-gamle-by/

Ud over mine svar kan man længere nede på bloggen også læse betragtninger om brugerinddragelse/samproduktion fra bl.a Lise Korsgaard, SMK (Samproduktion # 4) og Anders Danielsen, Roskilde Festival (Samproduktion #2).

Skriv en kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Superkilen

”I dag har vi ikke rigtigt noget, vi skal i gaden af nødvendighed” skrev Karsten R.S. Ifversen i gårsdagens udgave af Politiken og causere videre om vigtigheden i at forholde sig til og fornyer byens rum. For selvom byens rum har en mindre praktisk betydning end før, så er det alligevel her, at man ansigt til ansigt mødes med sine medborgere.

Superkilen_l_Wien_Italien_2305

Superkilen

En omtalt byfornyelse i 2012 var Superkilen på Ydre Nørrebro i København. Bag udformningen af projektet stod kunstnergruppen Superflex, og tegnestuerne BIG og Topotekst. Superkilen er et tiltrængt rekreativt område og samtidigt en underholdende tur gennem forskellige landes måde at designe elementer til det offentlige rum på. Her er italienske gadelygter, polske kloakdæksler, amerikanske reklamer, bulgarske skakborde, engelske skraldespande, marokkanske springvand og meget mere – i alt over 100 ”parkdele” samlet ind fra hele verden.

Superkilen_2322

Som det bør og skal være, har der været debat om indretningen af parken. Et offentlig rum som dette er om noget skabt til lokale brugere, og derfor vil det gudskelov i dag også være utænkeligt at indrette det uden krav om borgerinddragelse. Der har været borgere, som har været med til at vælge elementerne i parken, hvilke gør, at kilens opdragsgiver kan tikke medinddragelsespunktet af, men det gør det jo ikke automatisk til et lydefrit medinddragelsesprojekt. Der har været kritik af, at parken var for konceptualiseret og for lidt grøn. At vælge at give denne multikulturel del af København en park med elementer fra hele verden kan også nemt komme til at virke fortænkt og vel politisk korrekt, men at parken virker godt konstrueret skyldes, at det er et skægt stykke offentligt rum at gå igennem.

Nu kan jeg ikke trække på den erfaring at bo på Ydre Nørrebro og have min familie som daglige brugere af kilen, men som udefrakommende besøgende giver parken god mening. Konceptet bruger en af de historier (det multikulturelle) der i forvejen er knytte til området, den perspektivere samtidigt fortællingen gennem sit valg af elementer og først og fremment er det et underholdende sted at være.
Superkilen gør noget som de etnografiske museer ofte også prøver på: At vise sammenhæng og forskel mellem forskellige kulturers måder at indrette dagliggaden på. Superkilen gør det så i en sammenhæng som museerne nogle gange kan have svært ved at etablere lige så nemt og elegant. Når museerne f.eks. skal fortælle om nordamerikaske indianeres ritualer sker det gennem montre, tekst og billeder – og meget langt fra det ritual der fortælles om. Den kontekst skal skabes gennem tesktliggørelse med det tab af indlevelse det medfører. I Superkilen er konteksten – en offentlig park – der allerede, og der er indenfor denne ramme at de udstillede/udvalgte elementer har sin naturlige plads. De udvalgte parkelementer (bænke, legesager, lamper mv.) er både er velkendte og fremmedartede og giver dermed den refleksion om hvordan vi indretter vores dagligliv og samfund, som jeg synes er et af de ypperste formål med den kulturhistoriske udstilling.

Superkilen_skak_Sofia_2316

Risikosamfundet

Det er ikke alt der i dag er som det var tænkt, da kilen skulle anlægges og som elementerne var konstrueret, da de stod på det oprindelige sted.
Nogle af parkelementerne ikke var holdbare nok til den brug de blev udsat for eller den hærværk de blev udsat for i Danmark, og nogle af dem var ikke sikre nok til at stå i et dansk offentligt rum. Her viser projektet indirekte også noget om vores måde at indrette offentlige rum på. Danmark er i dag et risikosamfund hvor der tænkes over hvad der kan gå galt og der så bliver taget forbehold for det. Derfor må der ikke være legeredskaber, hvor børn kan falde for langt ned eller bænke der kan svinge for meget og dermed ramme andre der står for tæt på.

Superkilen_leg_SantaMonica_Kabul_2308

Forrest fitnessringe og barre fra Santa Monica, USA og bagerst gynger fra Kabul. Gyngerne blev først forkortet (man må ikke gynge helt så højt i København som i Kabul) og da vi besøgte parken var gyngerne helt væk.

Superkilen_Thaiboksning_2330

Thaiboksering fra Thailand, nu uden torvene om ringen.

Superkilen_haengebænk_Bagdad_2334

Hængebænk fra Bagdad, hvor sidde-elementet nu ikke længere er der

Men meget af det der er i kilen fungerer godt og har en ønsket funktion – at være et offentligt rum, hvor man kan mødes med dem man kender eller falde i snak med andre. Og så er den varierede indretning af kilen underholdende for de nysgerrige. Her er en leg min lille gruppe havde på vej ned gennem kilen: Hvor kommer hvilke bænken fra?
Der kan vælges mellem Prag, Miami, Cuba, Ljubliana, Lissabon, Bruxelles, Vallilodad, São José og Skövde i Sverige.

Løsningen kan ses på de små skilte ved bænkene (eller ved at klikke på billederne eller bruge den udemærkede app’en til Superkilen: http://superflex.net/tools/superkilen_app).

Superkilen_b_Bruxelles_2318

Superkilen_b_Cuba_2323

Superkilen_b_Lissabon_2300

Superkilen_b_Ljubliana_2306

Superkilen_b_Miami_2307

Superkilen_b_Prag_2301

Superkilen_b_SaoJose_2309

Superkilen_b_Skovde_2311

Superkilen_b_Valladolid_2317

Link:

http://superkilen.dk/

http://da-dk.facebook.com/pages/Superkilen/153542751360190 bl.a med film og historier fra nogle af de brugere der har været med til at finde elementer til parken.

3 kommentarer

Filed under Diverse, Kulturhistorie

Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercenteret (20)

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Middelaldercenteret (19)

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Middelaldercenteret (5))

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Middelaldercenteret (6)

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Middelaldercenteret (14)

Publikums vælges til at deltage

Middelaldercenteret (15)

Der trækkes

Middelaldercenteret (16)

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Middelaldercenteret (7)

Salg af vimpler

Middelaldercenteret (9)

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Middelaldercenteret (8)

Middelaldercenteret (12)

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Middelaldercenteret (13)

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

High Chaparral 2011 149

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

IMG_0799

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

IMG_0795

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

High Chaparral 2011 231

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

malervaerksted

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

ejbybunker_1932

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

ejbybunker_1989

ejbybunker_1961

ejbybunker_1963

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

ejbybunker_1938

ejbybunker_1939

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

ejbybunker_1951

ejbybunker_1947

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Haandv_i_baghus_Oskar

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

haandv_i_baghus_2027

skaerme i baghus_4657

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

haandv_i_baghus_2033

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

skaerm_Haandv_i_baghus_1

skaerm_Haandv_i_baghus_3

skaerm_Haandv_i_baghus_2

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

haandv_i_baghus_2035

haandv_i_baghus_2092

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

ejbybunker_1954

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

ejbybunker_1940

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

ejbybunker_1979

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Popstad Lund – en brugergenereret udstilling

Popstad Lund 01

”For fire år siden flyttede jeg tilbage til Lund efter at have boet andre steder i næste femten år. Det første jeg opdagede var at alt var forandret. Præcist alt. Undtagen en ting: lundaboerne, som stadigt gik omkring og sagde at ingenting i deres by var blevet forandret”

Sådan begynder journalisten Anders Mildners artikel ”Popstad Lund” i Kulturens årsskrift 2011, og sådan begynder historien også om projektet og udstillingen Popstad Lund, der for tiden kan ses på museet Kulturen i Lund.

Det Anders Mildner blandt andet ikke kunne finde i Lund var den musik og det musikmiljø, der havde betydet så meget for ham og hans ligesindede. Sammen med to andre lavede han facebook-gruppen Popstad Lund, der som mål har at beskrive pop- og rockmiljøet i Lund mellem 1971 og 1996 (http://www.facebook.com/#!/popstadlund). Over 2500 personer er p.t. tilknyttet gruppen, hvor der er blevet uploaded over 3000 billeder og endnu flere kommentarer.

Initiativtagerne til facebook-siden tog for to år siden kontakt til Kulturen for at høre, om historierne også kunne blive til en udstilling. Resultatet kan det næste års tid ses på museet og er bestemt et besøg værd, også selv om man ikke var en del af det lundensiske musikmiljø.

Popstad Lund 04

I sidste uge havde jeg sammen med nogle kollegaer fornøjelsen af, at mødes med udstillingens projektleder Sofie Bergkvist. Udstillingen var begyndt som et folkeligt ønske og hendes rolle var blandt andet at hjælpe folk med at komme frem med deres historier og genstande. Museets ansatte var ikke eksperterne i udstillingens emne, det var de brugerne af facebook-siden museet fik kontakt med, og de brugere skulle høres og plejes for at få de rette fortællinger.

Der blev organiseret indsamlingsaftener med livemusik, hvor nussede koncertbilletter, gamle kassettebånd, de lækre eller kiksede 80’er T-shirt, pladebutiksskilte og de første freestyle’s (svensk for en walkman) blev fundet frem fra gemmerne, beundret, mindet og diskuterer. Til disse aftener og gennem facebook blev der også diskuteret, hvordan udstillingen skulle se ud og mange af de væsentlige elementer man nu kan se i Lund blev fundet på den måde.

Popstad Lund 05

Øverummet var en must. Det var gennem facebook, at ønsket kom og genstandene blev fundet. Det var også over facebook, at de billeder der blev brugt som oplæg til at lave rummet blev lagt op og til sidst var det der, at Sofie fandt den rette ekspert til lige før udstillingsåbningen at komme og godkende udtrykket, og sætte prikken over i’et i scenografens arbejde, ved oven på en tam tam tromme at lægge et surt ”Näste gång du rör mina trummor kommer jeg skäre av dina pungkulor” trusselsbrev.

Andre interiører der blev genskabt var pladebutikken, køkkenbordet med fastfood og ungdomsværelset. Det ene ungdomsværelse blev bygget op på baggrund af et foto som Michaele Lagerkrantz havde loaded op. I dette indslag fra STV genser Micheale sit drengeværelse:

http://svt.se/embededflash/2581960/play.swf

http://www.kulturen.com/utstallningar/bakom-kulisserna/ett-kart-aterseende-i-utstallningen-popstad-lund/

Popstad Lund 09

Der er en nerve i flere af tableauerne, de virker og genkalder situationer og minder fra dem, der var unge i 70’erne, 80’erne og 90’erne. Jeg vil også vove den påstand, at udstillingen for flere også fremmaner refleksioner over selviscenesættelse, teknologiudvikling, fremtidshåb og musikglæde. I et af udstillingens første rum er der en del billeder af kunstnere og bands – selviscenesatte unge mænd, der på trods af deres smalle skuldre og lidende blik knapt kan være i deres eget ego, og det samme gælder de piger med stålsatte blik, der også er portrætteret. Det gør ikke noget, at der ikke står hvilke Lund-musikere de er, for det er personer og attituder vi alle har mødt og ifølge Sofie også billeder de unge i Lund i dag nemt tager til sig – de genkender selviscenesættelsen og viljen fra deres eget liv eller omgangskreds.

Popstad Lund 13

Udstillingen er også musik. Man kan høre tidens toneklang ved udvalgte lyttestationer eller ved pladespillere man selv kan betjene. Der er også en masse genstande, både dem der er i interiørerne, men også genstande vist frem, enten stablet tæt sammen eller vist i udstillingens highlightede indsamlingsvæg. Ved den er der blandt andet vist en fans Sweet-merchandise og en luftbas (!) som den svenske komiker Johan Wester spillede på i SM i luftguitar i 1985.

Popstad Lund 06

Popstad Lund 12

Udover at vise genstandene og fortælle historier om dengang, er der også en del af udstillingen, hvor der er en scene, mulighed for at klæde sig om til rock and roll og instrumenter man kan spille på. Kulturen stoler på deres publikum og er tilsyneladende blevet belønnet for det med gode omtaler og flere besøgende.

Der er en fin udstilling, der kan ses i Lund og også en interessant proces der har været med at skabe den. Det er et reel folkeligt ønske museet har grebet og undervejs har de anerkendt den viden og det engagement der lå i den brede masse, der var bag de løbende facebook-opdateringer. Som en fin cadeau til det, er det første skilt man møder i udstillingen en liste over dem der har bidraget, nemlig alle dem der har deltaget i debatten på Popstad Lunds facebookside eller som bare har støttet op ved at synes godt om siden.

Popstad Lund 03

Hvis man vil vide mere om Popstad Lund, er der beskrivelserne af udstillingen på www.kulturen.comhttp://www.facebook.com/#!/popstadlund og i Kulturens årsskrift for 2011. Ved ODM’s Internationale Formidlingsseminar 2012 (26-28/3 2012) kommer der også en mulighed for at høre mere. Projektleder Sofie Bergkvist er der den 27/3 og holder en session om Popstad Lund, læs mere her: http://www.dkmuseer.dk/arrangementer/internationaltformidlingsseminar2012/

Jeg vil slutte ved at give ordet til Andres Mildner igen. Der er et citat fra hans artikel i Kulturens årsskrift, der måske vil provokere nogle museumsfolk, men glæde andre:
”Vem kan egentligen skildra en stads historia? Vem bör göra det? Om svaret i går var historiker, är det i dag, nu när dessa verktyg [sociale medier] finns, snarerare invånarne själva.”

Rock on …

Popstad Lund 15

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling