Tag Archives: Danmark

Gladiator på Moesgaard – brug af film til at skabe rum

Gladiator – Colosseums Helte på Moesgaard Museum er en særudstilling, der er værd at besøge, alene på grund af udstillingens brug af film og rumlig oplevelse skabt gennem film og scenografi.

Gladiator - Colosseums helte

Udstillingens emne om mænd, der kæmper til døden mod hinanden eller vilde dyr er i sig selv fyld med spænding, foragt og fascination, og det har Moesgaard også formået at formidle bredt på grund af udstillingens store centrale rum. Der træder vi som museumsgæster ind i Colosseum. Fra første parket ses arenaen og i en dragene 20 min. sekvens følger man publikums komme og kampene, der går i gang. Det er ikke kun en projektion, der viser handlingen, men flere skærme og projektioner rundt i lokalet.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Bag de besøgende, der står på gulvet og ser på arenaen, er der en tribune, man også kan gå op og se handlingen fra (og ved sin tilstedeværelse på tribune samtidigt skabe mere liv i rummet) og i loftet er der baner af stof, en solafskærmning, der glider ind over publikum. Sammen med resten af scenografien i rummet er det alt sammen med til at få museumsgæsterne til at føle, at de er tilstede – her i Colosseum sammen med gladiatorerne.

Gladiator - Colosseums helte Gladiator - Colosseums helte

Resten af udstillingen er ikke nær så spektakulær. Der er først og fremmest montre med genstande. Og der er tekster, der desværre nogle steder er vanskelige at læse og flere steder er meget lange. Det er information og vidnesbyrd man som gæst kan dykke ned i, hvis fortællingen fra der store rum har vagt interesseren.

Gladiator - Colosseums helte

Museet har valgt at prioritere at lave en imponerende filmisk introduktion – og det er et godt valg. Filmene er professionelle lavet og samtidigt er det meget mere end film. Filmene skaber et rum, som man som besøgende er med til at give liv. Museets særlige kvalitet som rumlig formidlings- og oplevelsessted bliver udnyttet – og med andet end de arkæologiske genstande, der ellers synes at måtte have været det oplagte i et emne fra Romerriget. Den filmiske og scenografiske formidling er med til at få historien om gladiatorerne bred formidlet. Den er også med til, at formidlingen når og engagerer flere end de gæster, der på forhånd har interesseren og tålmodigheden til lange tekster og oplyste montre.

Gladiator - Colosseums helte

Gladiator – Colosseums Helte vises på Moesgaard Museum frem til 11. september 2016.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Udstilling

Fem kvinder og en enkelt mand

I dag er det 100 år siden, at kvinder fik valgret i Danmark. Det er en begivenhed der er værd at fejre. Den er værd at fejre af kvinderne og bestemt også værd at fejre af mændene.

5 juni iPhone 2130

Fra Kvindemuseets udstilling Unge kvinders valg

Jubilæet markeres også på flere museer. Der er særlige arrangementer i dag blandt andet på Nationalmuseet, Arbejdermuseet og Kvindemuseet, der også tidligere på året åbnede udstillingen Unge kvinders stemme. Frederiksborgmuseet i Hillerød markerer også begivenheden ved i dag at åbne udstillingen Grundloven af 1915.

I dagens anledning har jeg samlet fem historie om kvinder på danske museer – og en enkelt om en mand.

Gudrun fra Kvindemuseet

Guinderun - instagramprofil for en af kvinderne i Kvindemuseets udstilling Unge kvinder stemmer

Gudinderun – instagramprofil for en af kvinderne i Kvindemuseets udstilling Unge kvinders stemmer

Kvindemuseets udstilling Unge Kvinders stemmer fokuserer på tre unge kvinders liv i begyndelsen af 1900-tallet. En af dem er Gudrun fra Farum, der kom fra en velhavende familie og nød livets muligheder. Udover at møde kvinderne i museets udstilling, kan man også møde dem på instagram, hvor de har hver deres profil, og hvor de også kan følges gennem hashtagget #ungekvindersstemmer

Johanne Luise Heiberg på Frederiksborgmuseet

W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg, Frederiksborgmuseet,

W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg, Frederiksborgmuseet,

Jeg kan ikke vise billeder fra udstillingen om Grundloven af 1915, der åbner i dag på Frederiksborgmuseet, men til gengæld et af slottets bedste portrætmalerier af en kvinde. Det er W.A. Marstands portræt fra 1859 af skuespilleren Johanne Luise Heiberg. Fru Heiberg var en af 1800-tallets mest feterede kvinder. Jeg er overbevist om, at det ikke kun skyldes hende ydre og skuespilkarriere, men også hendes beslutsomhed og indre styrke – og det er elementer, som jeg synes, at Marstand har formået at fange, og som er med til at gøre dette maleri til en af guldalderens store portrætmalerier.

Valgplakat på Danmarks Plakatmuseum i Den Gamle By

5 juni IMG_5917

Fra udstillingen Valget er dit på Danmarks Plakatmuseum

I Danmarks Plakatmuseum er der fokus på folketingsvalg gennem særudstillingen Valget er dit. Udstillingen viser valgplakater fra de sidste 100 år. Primært vises mandlige kandidater, men også nogle af de kvinder, der stiller op i år eller som har været på valg. Pigen på billedet er dog ikke på valg, men vil om 16-17 år have mulighed for at stemme.

”Gravid” på Steno Museet

5 juni DSC00378

Prøv selv gravid installation i udstillingen Ægløsning på Steno Museet

I Steno Museets udstilling Ægløsning fortælles om graviditet og teknologi. Der er en livmoder man kan kravle ind i og bag en skærm er det muligt at tage en gravid mave på, både så man selv kan mærke vægten og så andre kan se om graviditeten klæder en. På Steno Museet er de i det hele taget rigtigt gode til at fortælle om køn og krop. Både i Ægløsning, men også i den fine udstilling Kære krop, svære krop, der tager livtag med kropsidealer og kønnenes syn på deres egen krop.

5 juni DSC00387

Forskellige kvindelige kropsidealer fra Venus af Willendorf til Barbie, Fra udstillingen Kære krop, svære krop på Steno Museet.

Fransk hue og skæft på Nationalmuseet

5 juni NatMus Europa 2012  (20)

Fra Nationalmuseets særudstilling Europa

I 1794 afholdt grosser Johann Ludvig Zinn et middagsselskab for den franske gestandt. Vi var midt i enevældens København, men grosserens datter Sophie Dorothea Zinn (senere Thalbitzer) viste sympati for det revolutionære Frankrig ved at bære et skærf i trikolorens farver. Historien er bevaret i Sophie Dorothea Thalbitzers erindringer Grandmamas Bekiendelser, og skæftet er bevaret på Nationalmuseet. I 2012 var det udstillet i den stort anlagte særudstilling Europa sammen med en fransk hue.

Barnledig Pappa på Danmarks Designmuseum

5 juni IMGP5565

Fra Barnets Århundrede på Danmarks Designmuseum. Fotografiet på plakaten er taget af Reijo Rüster.

Den svenske plakat Barnledig Pappa er en del af særudstillingen Barnets Århundrede, som frem til 30. august kan ses på Danmarks Designmuseum. I 1974 fik svenske mænd som de første i verden betalt fædreorlov. Den statslige Forsäkringskasssan viser med denne plakat, at orlov også er noget for de største og stærkeste mænd, ved at lade den flerdobbelte mester i vægtløftning Lennart Dahlgren tage sig af babyen.

Et politisk system, hvor både mænd og kvinder er med at bestemme fremtiden for mændene og kvinderne, kan vi takke dem for, som tog kampen og beslutningen for 100 år siden, men også inspirationen til senere ligestillingsinitiativer som f.eks. fædreorloven. Tak.

 

1 kommentar

Filed under Diverse

En fortælling om vinduer – Villum Window Collection

I denne uge åbnede et nyt museum for offentligheden. Der er Villum Window Collection, der har til huse på Maskinvej i Søborg i de industrihaller som Villum Kann Rasmussen for over 60 år siden fik bygget for at producere vinduer.

DSC_0759

Villum Window Collection er som navnet antyder en samling af vinduer, der er tilknyttet en af verdens største vinduesproducenter VKR Holding A/S. Det kunne man godt frygte, at der kom en noget smal og indadskuende udstilling ud af, men det er ingenlunde tilfældet.

Kærnen i udstillingen er en tidstunnel bestående af en række rum med vinduer til forskellige aldre startende med en middelalderlig glasmosaik og sluttende med de nyeste plusenergivinduer.  Uden omkring Tidstunnellen er der så mere deltaljerede fortællinger om vinduets materialer, elementer og mekanismer, og udstillingsrummets bagvæg er et stort vindueskatalog, hvor gæsten kan trække vinduer ud og gå på opdagelse i 400 års vinduer.

DSC_0728

Vindueskataloget er kronologisk bygget op, og det er muligt at hive et vindue ud og studere det nærmere.

Før man kommer ind i den store industrihal, hvor udstillingen vises, er der et lille preludium, som fortæller om lysindfald i boligen fra bronzealderen og frem til middelalderens vinduer af dyreskind. Det første lysindfald, der vises er et lyrehul. Der er placeret i et mørk rum og ved at trykke på en kontakt kan man få en plade til at skyde til side, så et naturlig dagslys strømmer ned gennem lyrehullet. Rummet er en klar illustrering af tidstunnelens ide om at bygge rum for at vise vinduer: Der skal mørke til for at formidle lys.

Overblik og undersøgelse

Villum Window Collection er både en meget emnespecifik udstilling, men samtidigt er det også en udstilling, som formår at brede emnet vinduer ud og gennem samlingen at skabe en overordnet fortælling om udsyn, dagslys, teknologisk udvikling og kulturhistorie.

En fint greb i udstillingen er tidstunnelen. Rummene i tunnelen er ikke nøje opbyggede perioderum fra forskellige tider, men vigtige elementer ved de forskellige perioder er fint udvalgt, så rummet fanger karakteristiske elementer om tiden. Der er indsat originale vinduer fra perioderne i rummene og de giver en fornemmelse af den tids brug og forhold til dagslys og rumindretning. Pladsen og rummet omkring vinduet gør, at man lægger mærke til det.

DSC_0669

Lysindfald i tidstunnelens renæssancerum

DSC_0685

Lysindfald og brug af vinduet i 1900-tallet

Et andet godt element er de undersøgelsesopfordrende fremvisninger, der nærmest dissekere vinduets bestanddele. Det er f.eks. opstillingen med de materialer som vinduesglasset og vinduesrammen består af. Her er der forskellige træsorter, metaller og farvepigmenter man kan studere og røre ved. Det er også planchen, hvor et vindue er skilt af i enkeltdele eller bordet hvor forskellige vinduesopbygninger er udstillet og deres profil er optegnet på bordpladen. De enkle og ofte aktivitetsbaserede opstillinger skærper interessen så man får lyst til at studere emnet nærmere.

DSC_0711

Materialer ved vinduesglas- og vinduesrammeproduktion

DSC_0714

Undersøgelsesopstillingerne er enkelt stille op, og flere steder er der som her mulighed for at mærke og fornemme materialerne.

DSC_0752

Et vindues opbygning og foran det et bord, som viser profiler og de høvle, der skaber dem.

DSC_0720

Forskellige måder glas og ramme er sat sammen, og på bordplanen er konstruktionens profil optegnet.

Ved udstillingens åbning i onsdags fremhævede udstillingens designer Rosan Bosch undersøgelseselementet. Rosan Bosch sammenlignede mødet med udstillingen med det at skulle lære et sprog. Først lærer man nogle ord og med den i bagagen begynder man at bruge sproget, og det er først der, at sproget for alvor læres. Hendes håb var, at udstillingen på en imødekommende og engagerende måde kunne give den besøgende lidt af vinduets vokabularium, så de når de forlod Villum Window Collection begyndte at blive opmærksom på deres egnet hus eller bys forskellige vinduer– om at de med de nye tillærte begrebet så med nye øjne på vinduets betydning og brugen af dagslys i dagligdagen. En fin målsætning for formidlingen af samlingen. Tankegangen om at udstillinger er første del af en begrebsliggørelse af et emne, er også værd at have in mente generelt i forhold til udstillingers kunnen.

Stedets historie

En understøttelse af udstillingens overordnede fortælling om lys og lysindfald er selve stedet. Udstillingen har til huse i en fabrikshal som Villum Kann Rasmussen byggede i 1951, og det er et rum, der med sine store flader af nordvendte vinduer lukker masser af lys ind. Selve hallen er også vindueshistorie ved at der her i en årrække blev produceret VELFAC vinduer og dele til VELUX ovenlysvinduet. Stående blandt de mange vinduer kigger man op og gør umærkelig det Rosan Bosch opfordrede os til i sin åbningstale: At tilegne sig lidt mere af vinduets sprog og lægge mærke til dets betydning for rummet og menneskerne i det.

Villum Window Collection 001 s

Foto: Villum Window Collection

Villum Window Collection er gratis at besøge og har åbent for offentligheden tirsdage og torsdage 10-16 og efter aftale. VKR Holding har som succesrigt firma sikkert et godt blik for, at man ikke skal slå for stort et brød op til at starte med, men jeg håber at åbningstiden for Villum Window Collection på sigt vil ændres.

Det er lækre og sikkert også bekostelige løsninger som er lavet til fremvisningen af vinduerne og hele emnet udsyn og lysindfald i huset. Det er en udstilling, der fortjener at blive set af mange. Maskinvej 4 i Søborg er ikke et sted man lige kommer forbi, men ved at holde åbent en weekenddag – bare en gang om måneden – ville det være muligt for bolig- og teknik- og historieinteresserede at planlægge en weekendsudflugt (gerne med de store børn i huset) og få gode aha-oplevelser om vinduets historie.

DSC_0730

Indtil det måske sker håber jeg, at mange har mulighed for at bruge en tirsdag eller torsdag til at besøge museet, og at mange ungdomsuddannelser vil tage på udflugt til Maskinvej. Og det gælder både tekniske- og alment boglige ungdomsuddannelser, der på stedet kan få illustreret, hvordan tekniske udviklinger og nye ideer kan ændre noget så grundlæggende for mennesket som dagslys i dagligdagen.

Villum Window Collection 003 s

Der er få steder, at udstillingen bruger film eller digital formidling. Et sted det benyttes er ved en skærm, hvor vindues-pionerernes opdagelser eller opfindelser fortælles i korte animationsfilm. Bagved ses en tidslinje, hvor dem der er blevet nysgerrige kan få mere at vide om vinduets udviklingshistorie. Foto: Villum Window Collection

Se flere billeder fra udstillingen i dette flickr album www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157651613874318/
Læs mere om samlingen og vinduets historie på villumwindowcollection.com

DSC_0762

Der er flere gode detaljer i udstillingen. En af dem er, at der fra Tidstunnellen er afgang til delhistorier som hænger sammen med fortællingen i rummet. I dette rum fra århundredeskriftet viser et vindue fra Vestre Fængsel i København og fra rummet er der adgang til en opstilling med sikkerhedsglas, der i dag bruges i fængslerne.

DSC_0736

Og sikkerhedsglasset kan testes ved at man kan få en jernkugle til at falde ned på glasset.

1 kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes

Mange museer snakker om teaterets virkemidler i disse år og scenografer, rekvisitører og dramatikerer fra teaterverdenen hjælper museer med at skabe udstillinger og rum. Få museer bruger dog teater som en del af formidlingen – få museer har skuespillere eller lignende, der agere i museets rum. Nogle open air museer har gennem living museum, dvs. levendegørelse dog brugt dette greb. I Danmark ses det blandt andet i Den Gamle By, Frilandsmuseet i Brede og Middelaldercenteret på Lolland og gode udenlandske eksempler på dette er svenske Jamtli, belgiske Bokrijk og de engelske open air museer Black Country og Beamish. Her bruges teaterets virkemiddel gerne til at dramatisere en tidsperiode, men også til at tale til sanserne og komme i dialog med museets gæster og gennem den dialog at skabe en godt stemning omkring besøget og gøre det nemmere for den besøgende at forstå de emner museet formidler.

Rumtosset IMG_5547

Rumtosset på ARoS

Naturhistoriske og kunsthistoriske museer dramatisere ikke deres stof på samme måde, men netop i denne uge er det muligt på det århusianske kunstmuseum ARoS at se en teaterforestilling omkring nogle af museets kunstværker. Rumtosset hedder forestillingen og den er blevet skabt i et samarbejde mellem børneteatet Filuren og ARoS ud fra en fælles ide fra ARoS’ formidlingsinspektør Birgit Pedersen og lederen af Filuren Steen Mourier.

Jeg var forbi og se stykket i går og det var en fornøjelig lille time i selskab med en skuespiller, en musiker og en række af museets værker. Stykket bestod af, at de to aktører førte en gruppe på knapt 30 rundt blandt værkerne og lavede små forestillinger ved hver af dem. Jeg ankom til museet med min mor og mine børn og alle tre generationer var bagefter enige om, at det havde været en rigtig god oplevelse.

Rumtosset IMG_5556

Oplevelsen havde teaterets nærved og vi blev grebet af den minimale handling, der var ved de forskellige tableauer. Samtidigt fik skuespillerne naturligt bygget nogle situationer ind i stykket, hvor vi besøgende begyndte at handle og klappe med på de rigtige steder, råbe sammen med ellers fremmede mennesker eller sende sms’er og få dem vist på en væg sammen med de andre besøgendes sms’er.

Var det underholdende? Ja det var det. Blev museets værker brug i forestillingen? Ja, det gjorde de. Blev de forklaret ud fra et kunsthistorisk perspektiv eller fik man at vide hvilke værker det var? Nej det gjorde man ikke, men det behøvedes man heller ikke at få. Skuespillerne i Rumtosset brugte kunstværkerne til at vende emner som værkerne måske handler om, og stykket viste, at ARoS’ genstande og selve museet fint kan bruges i en dramatisk baseret fortælling.

Rumtosset IMG_5552

Uhøjtidelig kunstformidling

Rumtosset understøtter også en uhøjtidelighed i forhold til præsentationen af kunsten, som jeg har oplevet på ARoS i de sidste 10 år, hvor jeg har brugt museet. Denne uhøjtidelighed er en formidlingstilgang overfor kunst som jeg er sikker på gør, at mange kan føle sig velkommen på museet, og jeg tror den er en vigtig medvirkende årsag til, at ARoS er landets anden bedste besøgte kunstmuseum.

Rumtosset er ikke levendegørelse på samme måde som open air museerne gør det, men er lige som genstandene på kunstmuseet, snarere små skuespil, der i sig selv er en rækker værker.  Jeg synes særligt godt om stykket, der hvor det naturligt lagde op til dialog skuespillerne og gæsterne imellem eller dialog mellem de besøgende. Og lige i de dele af stykker var det funktionelt ikke så langt fra open air museernes levendegørelse, når den fungere bedst. Lige der fik skuespillernes ageren gæsten til at føle sig set og hørt og understøtter, at den besøgende selv agerede og handler. Der er museumsoplevelsen langt fra en passivt modtagelse. Der bliver det både levende og nærværende.

Rumtosset kan ses frem til 15. februar 2015.

Læs mere om Rumtosset her: http://www.aros.dk/om-aros/presse/2015/rumtosset/

Rumtosset IMG_5551

2 kommentarer

Filed under Kunst

Pels og Hønsestrik – to udstillinger om tøj

To af de museer i landet med de største tekstilsamlinger åbnede sidste år hver deres udstilling om tøj. Den ene udstilling var Nationalmuseets Pels – liv eller død og den anden var Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne. Der er to anbefalelsesmæssige udstillinger, der stadig kan ses, og det er også eksempler på to meget forskellige tilgange og brug af tøj til fortællinger.

Pels DSC_0112

Pels – liv eller død

Nationalmuseets udstilling Pels vises i museets store Egmonthal og er en ambitiøs udstilling, der bruger et væld af greb og lægger op til dialog med gæsterne.

Lige når man kommer ind i hallen bliver man mødt med en række udsagn om pels og det etiske ved at benytte pels som beklædningsgenstand. Her er gennem tekst og film udsagn fra pelsavlere, dyrevelfærdsaktivister, modeskabere – der både er for eller imod, landbrugsministeren, grønlandske fangere, og flere andre, der har en holdning til brugen af pels.

Pels DSC_0173

Modeskaberne Trine Wackerhausen og Karl Lagerfeld er nogle af de mange der udtaler sig om pels i udstillingen

Introen markere at dette ikke er en udstilling der vil nøjes med nøgternt at vise genstande frem, men en udstilling, der vil gå i dialog med den besøgende og deres holdninger.

At Nationalmuseet vil den besøgende noget kan jeg kun bifalde, men personligt syntes jeg, at det også er en intro, der næsten for tydeligt og pågående præsenterede den besøgende for holdninger, som der skal tages stilling til – der er så mange udsagn og stemmer at forholde sig til så man ikke kan overskue dem eller have ro til at reflektere over dem.

Pels DSC_0176

Efter introen bruger udstillingen det simpelt formidlingsmæssige greb, at man som besøgende skal vælge at gå den ene eller anden vej afhængigt af om man er til pels er ej. Stillingtagen skal tages her for at komme videre. Enkelt og godt. Begge valg fører ind til et område, hvor man kan prøve pelse, kunstpelse eller aktivisttøj og lade sig fotografere eller tage selfie. Det er også muligt at vælge den rette baggrund (Arktis, en cat walk mv.) til at lade sig forevige foran.

Pels DSC_0177

De besøgende kan prøve tøj i udstillingen og når de gennem instragram bruger hashtagget #furlifedeath bliver billedet vist på skærme i udstillingen

Pels DSC_0178

I udstillingen er der en væg, hvor der baggrunden kan vælges til ens pelstøj-billede

Efter disse dele kommer man ud i udstillingens store rum. Nationalmuseet har i indretningen fået hjælp af scenograf Anne Schnettler og der er blevet skabt en klar rummelig fortælling. I hver sin ende af det store rum er placeret to grupper af drager og mellem disse er der store planche- og montre elementer, som gennem tekst, genstande og billeder fortæller om blandt andet jagt, opdræt, forarbejdning, handel og forbrug – både i Arktis, forhistoriske tid og i nyere tid. Det spektakulære i rummet er de to tableauer af dragter. Den ene gruppe er nye modeskaberes brug af pels og den anden gruppe er dragter fra Nationalmuseet righoldige og exceptionelle arktiske samling.

Pels DSC_0165

Pels DSC_0182

Aktivering af gæsten i udstillingen

Der er mange informationer at forholde sig til i udstillingen, men den er også godt dækket ind med brugerinddragende elementer eller hands-on elementer som at prøve tøjet, mærke på forskellige pelstyper. Den store tekstmænge og den de mange udsagn om emnet kan gøre, at udstillingen kan virke lidt teksttung og belærende, men med den rette rute gennem Pels er det bestemt også muligt for en familie at få en god og aktiv oplevelse.

Pels DSC_0116

En af de aktiverende elementer er en fremvisning af pelse – og kunstig pels – hvor man så kan gætte hvad der er hvad

Pels termoinstallation

Ved en varmeudstrålingsmåler kan man prøve overtøj og se hvilken isoleringsgrad det har. Til højre er termografisk billede af mig med en pels på og til venstre med en lærredsjakke på.

Det er en udstilling, der ønsker at skabe en debat og få folk til at reflektere. Det lykkedes også Nationalmuseet at få mig til at overveje emnet og dermed en klarere ide om min egen holdning. Dette skete ikke gennem udsagnene i begyndelsen af udstillingen, men ved de to store tableauer i hovedrummet og den mulighed de gav ved at man kunne sammenligne vor tids kulturs mere ekstravagante brug af pels overfor inuitternes funktionsbundne og nødvendige brug.

Pels DSC_0154

Udstillinger er ofte et socialt rum som man deler med andre og jeg tror at udstillingsrummet er rigtigt godt til at lade gæsten selv drage sine konklusioner – evt. gennem snakken med den man ser udstillingen med. Alt skal ikke fordøjes, men gerne lægges frem så gæsten selv kan lave refleksionen og få glæden over at se sammenhænge. Det synes jeg også at min oplevelse i Pels underbygger. Det var ikke var de direkte udsagn eller opfordringer i udstillingen til at høre min mening, der for alvor aktivere min refleksion, men derimod to mere nøgternt opstillede tableauer af genstande fint arrangeret så de var nemme at sammenligne og det blev oplagt til selv at tænke over emnet – uden at der for tydeligt blev opfordret til at man skulle gøre det.

Hoensestrik og hot pants IMG_5518

Hønsestrik og hot pants

For god ordens skyld vil jeg nævnte, at Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants er ikke en udstilling jeg på samme måde som med Pels kan beskue udefra som gæst. Det er min kollega Tove Engelhardt Mathiassen, der har tilrettelagt udstillingen, men jeg har samme med andre kollegaer løbende fulgt tilblivelsen og udvekslet ideer med Tove.

Hønsestrik og hot pants er med sine 250 m2 ikke en nær så stor udstilling som Pels og udstillingen har også færre udsagn og behandler færre emner. I de sidste år har Den Gamle By åbnet en række butikker og lejligheder, der viser hvordan at danskerne kunne have levet i 1974. Hønsestrik og hot pants er med til at understøtte dette fokus museet har på 70’erne og den fortid, der er i mands mind.

Hoensestrik og hot pants DSC_0017

Udstillingen vises eksempler på DIY tendenser i årtiet, blandt andet med hønsestik, der var skabt som en erklæret oprør mod garnfabrikanterne samlede salg af opskrifter og garn. Nu skulle stikken også frigøres og alle skulle kunne strikke de motiver de havde lyst til!

Andre rum fokusere på tøj, som kunne købes i butikkerne og sidst i udstillingen er der to rum, som viser sammenhæng (eller mangel på samme) mellem musikvalg og påklædning.

Hoensestrik og hot pants IMG_5522

70’erne var et meget rigt årti med hensyn til stilarter og iscenesættelse og det kommer udstillingen godt omkring. Undervejs er udstillingen garneret med tidstypisk musik og skærme, der viser billeder og reklamer med eksempler på tidens trens og tøj. Det er alt sammen med til at skabe en udstilling, der vækker minder og genkendelse for mange. Ligesom i Pels er det udvalgte steder også muligt selv at bidrage. I et af rummene, hvor der vises hjemmegjort tøj, kan de besøgende strikke med på et halstørklæde og sidst i udstillingen er der en lille gætteleg om hvilken musik ejerne bag de forskellige sæt tøj hørte.

Hoensestrik og hot pants IMG_5262

De besøgende skal gætte hvem der hørte hvilken musik i 70’erne

Hoensestrik og hot pants DSC_0028

Og kan se om det var den, der ejede det tøj de troede det var, og derudover læse en kort tekst fra ejeren af tøjet

I modsætning til Nationalmuseets arktiske samling havde Den Gamle By ikke en stor og spektakulær samling at 70’er tøj at trække på. Det udstillede tøj i Hønsestrik og hot pants er fra en samling, der er bygget op de seneste år med øje for at lave en udstilling som denne – og for at bevare tøj fra 70’erne. Det er ikke særlige eksklusive genstande, men oftest almindelige folks tøj. For at få flere almindelige menneskers historier med i udstillingen blev der lavet opslag på museets facebook og blogs, hvor billeder og historier om 70’er tøj blev efterlyst. Der kom gode svar retur og også materiale, som kunne indgå i udstillingen og bidrage til museets vidensindsamling om periodens tøj og brug af tøj.

Hoensestrik og hot pants IMG_5264

Der blev blandt andet gennem facebook og museets blog efterlyst billeder der henviste til tøjstil og brug af musik http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2014/02/06/musikstil-og-tojstil-i-1970erne-indsamling-af-billeder/

Dilemma og diskussion eller mangfoldighed og erindring

Pels og Hønsestrik og hot pants er begge udstillinger om tøj, men de bruger genstandstypen meget forskelligt. Nationalmuseet har lavet en ambitiøs udstilling, der dels er en fremvisning af en af museets helt stærke genstandsfelter – deres arktiske samling – men som samtidigt også er en udstillinger, der søger at behandle et etisk dilemma og en aktivt erhverv i Danmark, opdræt af dyr med henblik på at bruge deres pels til beklædning.

Hønsestrik og hot pants sætter fokus på en tidsperiode. Det er ikke en udstilling, der leder efter et dilemma men lader de modstillinger, som er i udstillingens materiale (flippet – borgerlig, disko – dansk top mv.) være med til at vise en mangfoldighed mere end at opfordre til et valg og en stillingtagen som den besøgende skal forholde sig til.

Pels DSC_0164

På vej ud af udstillingen Pels bliver de besøgende spurgt om deres holdning til pels, og hvis man sender den i en SMS til 1272 bliver udsagnet vist i udstillingen

Pels søger efter at engagere gæsterne og det skal den have anderkendelse for, Hønsestrik og hot pants har ikke en stillingstagen-dagsorden på samme vis, men der er ikke tvivl, når man ser publikums reaktioner i udstillingen, at mange bliver engageret – ikke i et etisk dilemma, men i deres egen historie som de ihukommer gennem besøget i udstillingen. Den nære fortid er fængende. Et det fordi det er let formidling uden refleksion? Nej – det er det ikke. Der er tydeligvis en refleksion hos de besøgende. Den er måske nemt for gæsterne at lave ved at de forholder sig til deres eget liv og historie, men det er en refleksion, der kan sætte meget i gang. Inputtet fra udstillingen minder en om, hvor man var og hvor man nu er. Det kan også åbne døren op til en overvejelse om, hvilken udvikling samfundet har gennemgået de sidste 40 år. Dem der er for unge til at have oplevet 70’erne kan også reflektere over ændringerne, særligt hvis de er sammen med deres forældre og pludselig nu høre dem fortælle andeledes om dengang de var unge eller børn.

Hoensestrik og hot pants DSC_0022

Engagement i udstillinger kan både laves mere direkte som i Pelsudstillingen og mere selvoplevende som i Hønsestrik og hot pants. Forskellige temaer kræver forskellige metoder, og er begge udstillinger bruger gode greb. De er værd at besøge og lade sig inspirere af.

Nationalmuseets Pels – liv eller død kan ses frem til 22. februar 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://natmus.dk/museerne/nationalmuseet/udstillinger/saerudstillinger/pels/</a

Den Gamle Bys Hønsestrik og hot pants – tøj og stil i 70’erne kan ses resten af 2015.
Læs mere om udstillingen her: http://www.dengamleby.dk/hoensestrik-og-hotpants/

Hoensestrik og hot pants DSC_0018

3 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Danmarks Borgcenter

Et af de nye museer der er åbnet i år er Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

DSC_0371

Magt er et emne som museet i Vordingborg kredser om gennem genstandene og fortællingerne

Det er et projekt, der har været undervejs i mange år og som både har gentænkt formidlingen indenfor selve museumsbygningens ramme og samtidigt har bragt museets fortællinger uden for bygningen. Museet ligger også helt unik midt i kærnen i museets fortælling – det borganlæg som Valdemar den Store påbegyndte omkring 1160.

Som andre der har haft sin gang i Vordingborg kender jeg selv det ruinterræn, da det er godt udflugtsmål i byen. Mit eget kendskab er primært fra de tre år i slutningen af 80’erne, hvor jeg gik på Vordingborg gymnasium. Der var ruinerne ved Gåsetårnet var et yndet sted at tage hen efter eksamener og på solrige forårsfredage.

DSC_0413

En tidligere bruger af stedet bemærker som det første, at det nu for alvor er blevet det borganlæg, som det oprindeligt var. Voldgraven er blevet genskabt næsten hele vejen rundt om borganlægget. Det giver oplevelsen af anlægget en større kulturhistorisk dimension. Uden brug af skilte, digitale teknologi eller andet gør det, at anlægget og dets funktion nu træder tydeligere frem og det gør historien mere nærværende.

Inde på museet

Den nye museumsbygning falder med sin rustrøde farve fint ind i landskabet. Ved indgangen får hver gæst mod et kørekort eller lignende en iPad som er den mobile device, som fortællingerne om fortiden skal opleves igennem. De auditive fortællinger på iPad’en tager udgangspunkt i hovedteksterne eller i de udstillede genstandene. De steder er der en kode som aktivere iPad’ens indhold.

DSC_0372

Koden der aktivere fortællingerne er på montrens sokkel

DSC_0376

Og skal tegnes på iPad’en

Den tålmodige gæst der lytter sig gennem fortællingerne bliver belønnet med historier om forskellige aspekter af middelalderens borgkultur fra kongernes magtsymboler til krig og belejring og til hverdags genstande som terninger, spillebrikker og byggematerialer. Fortællingerne ved mange af genstandene er knyttet til borganlæggets to markante skikkelser Valdemar den Store og Valdemar Atterdag.

Udvalgte steder er der også et børnespor, hvor der så kan vælges en anden fortælling, der er en mere fiktiv historie illustreret med tegninger.

Det hele er pakket ind i Lundgaard og Tranbergs nye udstillingsbygning, der ikke syner af meget ved ankomsten, men som åbenbare en stor underetage med udvalgte flader, som lysdesigngruppen Dark Matters har lavet projektioner til. Det er både et kontrolleret og et meget stemningsfuldt rum, der ikke minder om andre danske museer.

DSC_0354

Under mit besøg var der en stille og koncentreret stemning i rummet, hvor gæsterne enten talte sagte sammen eller var fokuseret på iPad’en og dens fortællinger.

DSC_0385

Teknikken og grebet i udstillingen blev lige let forstået af forskellige generationer

Ude på borgterrænet

Den lånte iPad kan også bruges ude på borgterrænet. Her registrere iPad’en, hvor man er i landskabet så fortællingerne til de forskellige dele af anlægget bliver fortalt det sted. I formidlingen bruges der også augmented reality ved, at man gennem iPad’en kan se, hvordan anlæggets bygninger havde set ud dengang de var mere end ruiner.

DSC_0410

Åbningen i muren ses både irl og på skærmen

DSC_0411

Murene i det oprindelige anlæg kommer til syne

DSC_0407

Og slottet befolkes

En tredje brug af iPad’en er til små film man kan aktivere, og hvor der tages emner op omkring magt. Det geniale greb i disse film er, at dem der fortæller er en kombination af fagarkæologer og kommentatorer på magtrelationer i dag. Politikeren Connie Hedegaard fortæller f.eks. om hvad en forhandling er og journalist og tidligere spindoktor Niels Krause Kjær fortæller om alliancer. Det gør emnerne til amnegyldige, og så var de film jeg fik set også med gode fortællere, som havde en viden om emnet, der var interessant.

DSC_0424

Connie Hedegaard fortæller om forhandling

Link til en sammenklipning af de i alt 22 film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

Også ude på terrænet er der et særligt tilbud til børn. I centeret brochure er det præsenteret med Fang uhyggelige monstre og genfærd på borgen med actionspillet Ghost Hunt. Jeg prøvede det ikke selv, men var i selskab med to piger på 9 og 12, der brugte noget tid med spillet. Deres dom var, at det fungerede godt og var ”uhyggeligt og sjovt nok” – og det er en vurdering man med en så teknologibrugende målgruppe godt kan være tilfreds med.

Den ældste konkluderede senere, at det da var godt med sådan et spil så både børn og voksne kunne bruge iPad’ene og børnene var underholdt og ikke blev for utålmodige. Det kan hun jo have ret i, hvis der drejer sig om at målrette oplevelserne. Jeg synes nu alligevel ikke, at Danmarks Borgcenter her har valgt den rette løsning. Museet har ikke haft mod til at stå ved deres kærneværdi. Rigtigt god ide med et underholdningsbaseret element til børnene, men hvorfor spøgelser, når vi er på en af Danmarks bedste lokationer til at fortælle dramatiske historier om riddere, intriger, skønjomfruer, sværdkamp og belejring. Der er jo ikke tør og kedeligt stof, men et univers der unikt kan bruges sammen med omgivelsen. Ikke at jeg mener at børnesporet nødvendigvis skal formidle slottet fagligt, men historien om et middelalderligt borganlæg kunne være rammen om et fiktionsspil, der på den måde tager afsæt i centerets kærnefortælling. Børnesporet i museumsbygningen har lidt samme svaghed ved ikke at bruge museets genstande ordentlig. De børnefortællinger jeg mødte dernede tog perifært udgangspunkt i den genstand man stod ved og gik så ellers ud af en fortællermæssig tangent, uden at de forholdt sig til det rum og de andre genstande, der omgav dem.

Adskilte oplevelser

Borgcenteret har valgt at lave forskellige grundhistorier til forskellige målgrupper og at lave oplevelser tilegnet til den enkelte gæst og fortællinger som bedst opleves alene.

IMG_2145

Det rammer lige ned i det som både kan ses som et af de digitale mediers styrker og en af mediets akilleshæle. Digitale medier suger opmærksomhed og skaber god og intens kontakt til brugeren, der derfor er mindre opmærksom på oplevelsen uden om skærmen. Det kan blive en ensom aktivitet. På Borgcenteret får alle en skærm, og museumsbesøget bliver derfor meget mere en individuel end en kollektiv oplevelse. Jeg synes godt om min tid med skærmen i Vordingborg, men havde ikke den sammen fælles-udflugts-følelse som jeg ellers har, når familien er sammen på museum. Vi var alle på museet, men først sammen på museet, da vi nåede cafeen (hvis grove ”middelalder” pølser for øvrigt godt kan anbefales).

Efter frokost vendte vi tilbage til borgområdet og gik sammen ind i en formidlings-/ hand-on pavillon og der var der snak, fællesskab og en analog underholdning som var med til at gøre det til en fællesudflugt.

IMG_2138

Nye digitale veje

Museet i Vordingborg er ikke bange for digital formidling og teknik – den ros skal det have. Mig bekendt havde de med Birgitte Fløe’s fortidsmindeblog http://fortidsmindeblog.museerne.dk/ i 2018 landets første museumsblog og denne lyst til at gå nye veje ses også i de nye udstillinger. Det digitale er i Vordingborg ikke et tilvalg til udstillingerne, det er en integreret del af oplevelsen. Personligt synes jeg, at det fungere bedst, hvor det er et lag, der giver overraskende nye elementer i forståelsen af emnet, som filmene med Connie Hedegaard mv, eller når det digitale bruges til at skærpe blikket på det man ser og er en del af, som det sker ved brugen af augmented reality på borgområdet. “Nå – det var her at kirken lå – og var den mur så høj” osv.

IMG_2144

Ligesom de andre dele virkede augmented reality teknikken fint den dag jeg var på besøg – og det rum og de bygninger der kom frem virkede godt. Det eneste der manglede for at jeg kunne føle mig helt tilbage i fortiden var, at jeg også kunne vælge i ruinterrænets gyder at få fremvist en 80’er skrydende gymnasieflok iklædt ungdommens tvivl og selvsikkerhed, foruden Dr. Martens, stonewashed cowboybukser og sweatshirts.

Danmarks Borgcenter er bestemt et besøg værd, og giver også museumsprofessionelle og kulturformidlere noget at tænke over, med hensyn til hvordan fortid kan levendegøres og teknologi kan anvendes.

DSC_0387

Dette var det sidste blogindlæg i en trilogi om museer, der indenfor de seneste år er åbnet i nye bygninger. De to andre indlæg kan ses her:

Moesgaard Museum: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/11/nye-museer-moesgaard-museum/

M/S Museet for Søfart: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/07/nye-museer-museet-for-sofart/

Link

Danmarks Borgcenter: http://www.museerne.dk/museer1/danmarks-borgcenter/

Link til reklame for Ghost Hunt: http://youtu.be/MIujULG0a9U

Link til en sammenklipning af de film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Moesgaard Museum

I dag åbner Moesgaard Museum for offentligheden – og der er god grund til at ønske museet, offentligheden og alle interesserede i dansk forhistorie for tillykke med det nye udstillingssted. Jeg var forbi museet i går til den officielle åbning. Det er en imponerende flot bygning og der er opfindsomhed og variation i de nye udstillinger.

Moesgaard_Museum

De besøgende følges med forfædre fra Lucy til en neandertaler ned af trappen til de arkæologiske udstillinger

Dette er ikke et større reflekterende blogindlæg eller en retvisende beskrivelse af de nye tiltag på det nye Moesgaard Museum, men til gengæld er det observationer, der er lagt ud med en dagbladslignede aktualitet, der ikke er vanlig for denne blog.

Bronzealderens storhed

De første rum jeg mødte i de arkæologiske udstillinger var om bronzealderen. En feature, der er markant og værd at bemærke i denne del af museet er den opbyggede bronzealderhøj. Den kan bestiges og oppe fra højen er der både udsigt til stjernehimlen og et view over udstillingsområdet, der giver en lyst til at komme ned og gå på opdagelse i resten af bronzealderafsnittet.

Moesgaard_Museum

Udsigt fra bronzealderhøjen, bl.a. til fine animationer om forestillingen om stjernehimlen

Nede i rummet er der flot opsatte genstande og fine digitale formidlingsdetaljer. For eksempel en animation på gulvet, der ud fra den nyeste forskning viser hvordan højene bliver bygget, ekspertskærme med uddybende fortællinger og en oversigtskærm, hvor man på en naturlig måde kan gå på opdagelse i de udstillede genstande. Et kort over udstillingsområdet er navigationen i skærmen og den er arrangeret så man faktisk får lyst til at gå ud og se nærmere på genstandene efter at have læst beskrivelsen af dem.

Moesgaard_Museum

En af afsnittets ekspertskærme. På denne fortæller bronzealderafsnittets tilrettelægger Jeanette Varberg om periodens fascination af himlen

Moesgaard_Museum

En oversigt over denne del af museet, der samtidig er en indgang til uddybende tekster om genstandene

Moesgaard Museum har fra Nationalmuseet lånt de tre velbevarede gravlagte bronzealderpersoner fra Borum Eshøj nær Aarhus. Deres historie bliver i de nye omgivelser udfoldet inde i den opbyggede gravhøj. I en del af gravhøjen dramatiseres deres fortælling gennem naturtro dukker og en lydfortælling.

Moesgaard_Museum

Personerne fra Borum Eshøj formidlet gennem naturalistiske dukker og lydfortællinger

De tre fund er placeret i en anden del af højen. Her er blot oldtidskroppenes fysiske tilstedeværelse i et stemningsfyldt rum. Det er både en mere forklarende og en mere intens formidling af de mere end 3000 år gamle østjyder end den, der kunne opleves, da de var en del af Nationalmuseets nyeste oldtidsudstilling.

Moesgaard_Museum

Dette fotografi af det hvælvede stemningsfulde rum, hvor de tre begravede ligger yder ingen retfærdighed til, hvordan rummet virker – hvis man vil opleve det, må man tage ud til Moesgaard

En fortælling om en hær

Den næste udstilling jeg så var om Illerup Ådal fundet, der er et fund med dramatik og mange historier. I det gamle Moesgård nød jeg at være i den smukke og enkle udstilling om fundet, særligt efter at historien om de dramatiske begivenheder fik tilføjet den mere aktiverende og legende del Laguthewa Togt.

Nu formidles historien med et helt andet greb, der også fungerer. Det er en mere styret fortælling og med effekter der griber os besøgende. Først kommer man forbi et hærget hus. Soldaterne er på vej til slagmarken, men har været forbi her og plyndret hjemmet. Krigens gru og den ruin, der er tilbage, giver denne jernalderhistorie en foruroligende nutidig relevans.

Moesgaard_Museum

Det hærgede hus, hvor dagliglivs genstrande fra jernalderen udstilles

Moesgaard_Museum

I soldaterlejren før slaget. På særmene bag de udstillede genstande er der silhuetter af soldater der venter eller forbereder sig til kamp.

Næste rum er en soldaterlejr før slaget. Animationer viser dagliglivet i lejren og der er en stilhed før stormen stemning i rummet. Med god grund.

Udstillingen forsætter gennem en mørk indgang til et aflagt rum, hvor slaget mellem den invaderende hær og de forsvarende østjyder foregår. Os besøgende er fanget mellem to projektioner, som fylder hele rummets længe. Hver væg viser en hær, som puster sig op og går til angreb.

Moesgaard_Museum

Den ene hær rykker frem mod en på fra den ene side …

Moesgaard_Museum

og den anden rykker frem fra den anden side – og slaget kan begynde …

Slaget raser omkring en og når det slutter og de slagne ligger på slagmarken viser det sig, at de mørke skrå elementer under projektionerne, i virkeligheden er montre, hvor udvalgte smadrede skjolde, lanser og bæltespænder nu belyses.

Moesgaard_Museum

Efter kampen hvor de faldne ligger på slagmarken

Moesgaard_Museum

og deres efterladte genstande pludseligt kommer til syne i montrerne under projektionen

De er i denne form ikke oldtidsgenstande, der udstilles, men vidner til et slag og en dramatisk historie.

Den sidste del af Illerupfortællingen kommer i det næste rum, der er i to etager. Det er ofringen. På væggene ses tilskuerne til de ofringsseancer, der fandt sted ved Illerup Ådal for ca. 1600 til 1800 år siden og de ofrede dyr og genstande er udstillet i det plan man kommer ind i og i ”mosen” som er etagen nedenunder.

Moesgaard_Museum

Ved ofringsafsnittet af Illerup Ådal udstillingen vises de mange forskellige typer af fund – og kendere af den gamle Illerup Ådal udstilling kan nikke genkendende til denne virkningsfylde præsentation af spyddene

Fortællinger fra vikingetiden

Et tredje større afsnit i den arkæologiske udstilling er vikingetiden. Det havde jeg personligt glædet mig meget til at se, da jeg selv for 3-4 år siden var en del af den arbejdsgruppe, der lavede Syv Vikinger. Den udstilling, som var den første version af det, der i dag kan ses i den nye museumsbygning. Hovedgrebene i den nye udstilling er de samme. Den besøgende kan besøge Aros, vikingetidens Aarhus, eller en række geografiske lokationer som Aros havde forbindelse til, og ligesom i Syv Vikinger kan den besøgende ved indgangen vælge en person, symboliseret ved en attribut for personen (f.eks. et kors eller en kam).

Moesgaard_Museum

Attributterne, der skal vælges før besøget, har en RFID tag i sig som aktivere fortællinger forskellige steder i udstillingen

Når denne attribut lægges bestemte steder i udstillingen, får du den valgte persons historie fortalt. Som noget nyt kan man nu også vælge museumsinspektør Hans Skov, der så er en faglig arkæologisk stemme i stedet for de dramatiserede figurer, som museet denne gang har udviklet sammen med filminstruktør Aage Rais-Nordentoft. Udstillingen er blevet lidt luftigere og Aros-delen har fået en mere konkret byudtryk, hvilket klæder udstillingen.

Moesgaard_Museum

Porten i Aros opbygget i tømmer

Styrkerne og svaghederne er de samme. Udstillingen giver i sjældent gennemført grad de besøgende en mulighed for at komme tæt på en person fra fortiden og der er en stærk scenografi, som gør udstillingen til meget mere end en genstandsfremvisning. Dem, der se udstillingen uden at have valgt person eller uden at have forstået formidlingskontrakten, kan på den anden side opleve en noget fragmenteret fortælling og en manglende kontekst til at forstå de store iscenesættelser med. Personligt synes jeg, at fordelene også i denne version af udstillingen er større end ulemperne.

Moesgaard_Museum

Rummet om Ingelsheim, den by hvor Aros’ første biskop Reginbrand i 948 deltog i et kirkemøde

Det nye Moesgaard Museum har mange flere nærværende fortællinger end arkæologiske udstillinger ofte tilbyder, og der er mange gode bud på hvordan teknologi kan understøtte fortællingerne. Enkelte steder virkede teknikken ikke optimalt, og jeg håber for museet, at de hurtigst muligt får rettet fejlende, da manglende respons og sorte skærme er værre end ingen skærme. Der er også flotte iscenesættelser, der virker meget nutidige og betagende, men som jeg er spændt på om også virker ligeså godt om 3-5 år, eller om det er noget, der vil virke mere altmodisch end de genstande, de er ramme om.

Bronzealderen, Illerup Ådal og vikingetiden var de dele af det nye Moesgaard jeg fik mulighed for at opleve i går – og det kalder på et genvisit. For ikke at tale om at opleve alt det, der også åbner for offentligheden i dag og som jeg ikke fik set ordentlig:

  • Den nye etnografiske udstilling om forholdet til døden, der er den del jeg glæder mig allermest til at se,
  • projektet om Gundestrupkedlen, hvor de besøgende ved at føle på reliefferne får fortællinger fra fundet,
  • et konserveringslab a la det, der er i det arkæologiske museum i Herne,
  • trappen ned til udstillingerne, hvor der er modeller af vores forfædre fra Lucy til Neaderthalerne – de er virkningsfuldt til stede gennem figurer og de er gennem kikkerter visuelt formidler takket være et samarbejde med interaktions- og designfirmaet Art+Com
  • og Grauballemanden, ham tør jeg vædde på må være et sted i de nye udstillinger.
Moesgaard_Museum

En figurgruppe bestående af aboriginer Paul Gurrumuruwuy, tjukteren Galina Ainatgual og den engelske fysiker Stephen Hawking møder en før den etnografiske udstilling. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det glæder jeg mig til at finde ud af næste gang jeg besøger Moesgaard

Tillykke Moesgaard. Og til alle jer der gerne vi se varierede bud på hvordan oldtiden kan formidles: Glæd jer og tag ud og bliv inspireret på Moesgaard.

6 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Museet for Søfart

Indenfor det sidste år er der åbnet to kulturhistoriske museer i nye bygninger. Museet for Søfart i Helsingør og Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og i denne uge kommer et til på listen, når Moesgård Museum i Aarhus slår dørene op.

Når man besøger Museet for Søfart og Danmarks Borgcenter er der ikke nogen tvivl om, at det er steder, der vil noget med deres historier og deres formidling. Begge steder havde samlinger og historier som de i forvejen formidlede og begge steder er de i de nye omgivelser gået til fortællingerne på nye og mere scenograferede måder og med en appetit på, hvad teknologien kan berige formidlingen med.

Museet for Soefart IMGP4702

Museet for Søfarts afsnit om containersejlads i dag

Både på museet i Vordingborg og i Helsingør gik jeg begejstret rundt og blev grebet af de mange nytænkte elementer i udstillingerne og ved begge besøg var det også gældende, at jeg bagefter besøget måtte konkludere, at jeg ikke helt synes de udnyttede deres potentiale. Den kulturhistoriske udstilling var blevet gentænkt, men nogle af de valgte greb havde efter min smag taget overhånd. De var ikke blevet doseret helt rigtigt så stedet tydeligt fremstod som hovedmuseet indenfor området med en formidling er rettet mod alle. Danmarks Borgcenter vil jeg vende tilbage til senere. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af min betragtninger om Museets for Søfarts greb på den danske maritime historie.

Museet for Søfart

Museet i Helsingør har fået meget omtale af på grund af Bjarne Ingels arkitektur og det nytænkende greb, hvor han i stedet for at bygge et hus på grunden gik under jorden og udnyttede tørdokken som center i bygningen.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

Det har givet et museum med rigtigt meget indlagt historie i sin ramme, men også en museum der på forhånd havde fået en række rummæssige begrænsninger. Alle rummene skulle fordeles omkring tørdokken i en rundgang og de har derfor tydelige begrænsninger – særligt i rumbredderne.

Museet for Soefart IMGP4643

Museet for Søfarts temaudstilling om sømanden er placeret i en af de smalle dele af museet

Grebet som Museet for Søfart har valgt i dette nye museum er at lave et temabaseret museum. Udstillingerne er ikke bygget op omkring en kronologisk gennemgang af søfartens historie og betydning i Danmark, men er i stedet en række nedslag som sammen giver museets bud på emnet. Museet har ikke de bedste rammer for særudstillinger. Tanken er, at museets temaudstillinger skal kunne variere over tid så der hvert andet – tredje år bliver udskiftet et tema og der dermed bliver fortalt et nyt aspekt om søfarten og der kommer noget nyt for museets besøgende at opleve. Museet blev indviet i oktober 2013 og de temaer det åbnede med er stadig dem, der kan ses på museet. Der er temaer som går på tværs af tid, f.eks. om sømanden, havnen og navigation, og det er temaer som er mere tidsbestemte, f.eks. om sejlads under 1. og 2. verdenskrig, 1700-tallets handel og containersejlads i dag.

Variation

Museet har haft et tæt samarbejde med det hollandske designfirma Kossmann.dejong og sammen er det lykkedes dette partnerskab at skabe en varieret rejse gennem udstillingerne. Hvert tema har fået sin tone og stil. Energien kommer tilbage til besøget, når man som gæst træder ind i et nyt rum og skal til at fornemme hvad der her er på færde, og hvad museet her vil fortælle en. Det er blevet vellykket og et bevis på, at velvalgt variation i nybyggede museer er en mulighed.

Rummenes begrænsning var et vilkår som designerne ikke kunne komme udenom, men det er også forsøgt brugt som understøtning til fortællingen. Særligt i afsnittet I krigens skygge har de formået at bruge dette rums smalle karakter til at skabe en klaustrofobisk stemning omkring sejlads under verdenskrigene.

Museet for Soefart IMG_1225

Afsnittet I krigens skygge, der blandt andet fortæller om handelsskibe som blev ramt af en torpedo

Variationen ses også i de enkelte greb udstillingerne benytter sig af. Der er film, genstandsfremvisning og udvalget digitale tiltag, der ikke bliver automatisk genbrugt overalt på museet, men som er skabt i samspil med de enkelte afsnit.

Understøttende digital formidling

To eksempler på denne understøttende brug af IT er de digitale tiltag, der er i temaerne om henholdsvis navigation og 1700-tallets handel. I navigationsafsnittet Navigation og verdensbilleder kan de besøgende blive en del af et spil, hvor man skal navigere et skib sikkert hjem til Helsingør.  Det sker gennem skærme og en godt castet sømand-figur, der giver den besøgende opgaver som er knyttet til den montre man står ved. Breddegrad skal findes gennem solhøjde ved montren med sekstanter og længegrad skal findes gennem tidsmåling ved montren med kronometre. Det er logisk og underholdende lavet og et godt eksempel på, hvordan et spilelement kan understøtte og udbygge den fortælling, der i forvejen sker gennem genstande og informationer. Det er underholdende, men ikke kun underholdning – det er også et ekstra lag i formidlingen.

Museet for Soefart IMGP4662

Afsnittet Navigation og verdensbilleder

Museet for Soefart IMGP4667

Kronometre og opgaven med at finde ens længdegrad

Museet for Soefart IMGP4671

Mission completed

Afsnittet Teselskabet fortæller om 1700-tallets handel og hvilke varer danske handelsskibe sejlede med hvorfra og til. En motor til at få de besøgende rundt i den udstilling er et spil, hvor den besøgende tager en fysisk læderindbunden bog og placere den på særlige plinte ved de montre i afsnittet som fortæller om de forskellige handelsdestinationer (Nordatlanten, Kina, Vestindiske øer mv). Når det sker, bliver de blanke sider i bogen forvandlet til et handelsregnskab gennem en projektion, og så er den besøgende blevet omdannet til et 1700-tals købmand, der skal forsøge at tjene mest muligt gennem salg og køb af de rigtige varer. Kombinationen mellem den fysiske bog og det digitale lag fungerede rigtigt godt.

Museet for Soefart IMGP4698

Lisbeth og Connie har lagt deres bog på plinten foran kinesiske varer

Museet for Soefart IMGP4699

… og teksten kommer frem så de kan få købt den porcelæn de skal have med hjem til Danmark

Teknomagi kalder udstillingens bagmand museumsinspektør Benjamin Asmussen grebet og jeg vil give ham ret i, at der er en magiske grad af berigelse i installationen ved at det digitale kommer frem på et medie, som man tror er rent analogt. I modsætning til navigationsspillet skal man her ville det lidt mere. Gruppen som jeg besøgte museet med nu blev fint grebet af spillet – bare trist at jeg selv var en mildest talt katastrofal 1700-tals handelsmand.

Den store fortælling

Efter besøget var der to ting jeg studsede over. Det ene var at emnet søfarts umiddelbare fascination for raske drenge og piger ikke blev mere udnyttet og det andet var, at jeg kunne bruge en del timer på museet uden at komme hjem med en samlet ide om dansk søfarts historie. Det sidste element skyldes selvfølgeligt museets ensidige satsning på temaer. Nogle af de tværkronologiske temaer fortæller om udviklingen indenfor det valgte emne, men den store fortælling var der ikke ,og det synes jeg er en mangel. Hvis der måtte være et sted, hvor den fortælling skulle være så må det da være på landets største specialmuseum om søfart. Jeg bifalder variationen og ideen med at fortælle i temaer, men det ville have klædt museets formidling, hvis et af emnerne havde været en crash-kursus i hele den danske søfartshistorie, gerne fortalt lige så veloplagt som det bliver gjort ved flere af de andre emner.

Udstillingerne på museet har masser af opfindsomhed og kalorier til hjernen, men der er ikke meget hands-on og sømandsleg til de mindste og dem der er lidt ældre eller bare de barnligt orienteret. I afsnittet om havnen er der en fin tatoveringstegne-installation, men overordnet virker museet som et museum, hvor det er de voksne, der skal sætte børnene i gang, fremfor et sted, hvor børnene også selv kan tage føringen og nemt gå i interaktion med historierne. Jeg har fået at vide, at museet planlægger børneorienteret formidlingselementer til udstillingerne og heldigvis er museets kvadratmeter ikke så intenst udnyttet, så det skal de nok finde plads til.

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

Museer bør også være for børn – særligt museer der som dette har et emne der pirre fantasien og drømmene.

Opfindsomhed og overskud

Det store overblik og en målrettet formidling for yngre er to vigtige dele som jeg synes Museet for Søfart mangler, men til gengæld er der mange små og store elementer der fungere, og overordet virker museet i Helsingør som et veloplagt sted at besøge med fine detaljer. F.eks. rummet med marinemalerier, hvor billederne er hængt tæt og med horisonten som den bærende linje.

Museet for Soefart IMGP4679

Museet for Soefart IMGP4680

I samme rum er en stor samling skibsmodeller, som er placeret på opsatser, der viser hvilken cargo som skibet indeholder. Samme brug af indpakningen ses i Teselskabet, hvor montrerne er bygget op af det materiale som det, der blev handler ved den destination som montren omhandler. Samme afsnits tekster er også værd at bemærke, da de bruger Margareta Ekarvs tekstprincip med at ombryde teksten mere og skrive de væsentlige begreber først.

Museet for Soefart IMGP4694

Montre i udstillingen Teselskabet

Museet for Soefart IMGP4693

Brug af Magareta Ekarvs tekstprincip

Overskuddet ses ikke kun i udstillingerne. Til en del af temaerne er alle teksterne og baggrundsinformation om temaudstillingen lagt ud på hjemmesiden, og fra hjemmesiden er der også adgang til en database, hvor man kan søges i museets genstande og i over 34.000 maritime billeder og 25.000 bogtitler.
Dem af os som har været interesseret i tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag den kunne frem til åbningen i 2013 få stillet vores nysgerrighed gennem bloggen http://fyrskibet.dk/ eller gennem museumsinspektør Benjamin Asmussen blog http://historieblog.dk/. Det er god stil.

Museet har snart eksisteret et år. Det har dermed oplevet de forskellige sæsoners muligheder og de løbende krav til drift og omverdenens behov. Jeg håber, at Museet for Søfart er et sted, der har energi til løbende at udvikle sig og bygge videre på nogle af de gode ideer, der allerede kan ses på museet.

Link

Museet for Søfart:
http://www.mfs.dk/

Tekster og baggrundsinformation om udstillingerne
http://www.mfs.dk/da/soeg-i-soefartshistorien/digitale-udstillinger

Museet for Søfarts database:
http://www.mfs.dk/da/search/history

Blogs:
http://fyrskibet.dk/
http://historieblog.dk/

Charlotte S.H. Jensens introduktion til Margareta Ekarvs tekstprincipper:
http://charlotteshj.wordpress.com/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

En af Benjamin Asmussens blogindlæg om teknomagi:
http://historieblog.dk/2014/teknomagi-udstillingstanker-ix/

Museet for Soefart IMGP4652

Der er brugt projektioner mange steder på museet, blandt andet her i afsnittet om havnen

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

3 x 1864 – udstillinger på Tøjhusmuseet, Det Nationale Fotomuseum og Frederiksborg Slot

Krigen i 1864 er vigtig Danmarkshistorie – og en kompliceret fortælling. Det var en krig, der set i bagklogskabets lys var umulig at vinde, men som samtiden fandt det nødvendigt at udkæmpe. Den blev en markering af det nye politiske nationsorienterede verdenssyn, som kom til at præge resten af 1800-tallet og århundredet efter, og krigen skabte de sønner af de slagne, der fik defineret Danmark som en lille, men homogen småstat, et selvbillede vi på mange måder stadigt lever med i dag.

DNF IMG_4063

Storformatsbillede i udstillingen “1864 Krigens spor”

1864 på film
Der er flere bøger og museer som behandler emnet i år, men den mest markante markering af 150 jubilæet bliver uden tvivl Ole Bornedals film og tv-serie 1864, hvor seriens otte afsnit skal vises på DR til oktober og november. Med sit 172 millioner kr. budget bliver det Danmarks dyreste tv-serie og ud fra den trailer, der er sendt ud er der ingen tvivl om, at der dramatisk og æstetisk er tale om en produktion i en helt anden liga end Gøngehøvdingen, der i 1990’erne var DRs dyre, ambitiøse – og udskældte – danmarkshistoriske fortælling.

Den filmiske kvalitet bliver nok ikke det store kritikpunkt i debatterne om serien, og det håber jeg heller ikke, at seriens faktuelle fundament bliver. Der har været markeringer fra Bornedal, DR og kulturjournalister om dramatik kontra faktuel historieformidling, hvor dele af debatten kan ses i dette tidligere blogindlæg https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/03/24/dramatiseret-historie-1864/.
Det ville være trist, hvis serien tolker så meget udover kendsgerningerne, så debatten bliver om det, i stedet for om begivenhederne omkring 1864 og deres relevans i dag.

Reklame for 1864 filmen ved Berlin film festival i februar 2014

1864 er også Big film business. Reklame for 1864 filmen ved Berlin filmfestival i februar 2014

Krigen er også emner for udstillinger forskellige steder i landet. I løbet af året er jeg kommet forbi tre særudstillinger, der ud fra forskelligt udgangspunkt og ambitionsniveau fortæller om 1864.

1864 på Tøjhusmuseet
Krigen i 1864 må da lige være noget for det, der indtil fornyligt var Statens Forsvarshistoriske Museum og som nu er den militærorienterede del af Nationalmuseet? Jo, de har lavet udstillingen 1864 – Afslutning og begyndelse og reklamerer også godt for den i bybilledet, men en ambitiøs opstilling er det ikke.

TM IMG_4052

Reklame for Tøjmusmuseets 1864 udstilling ved Christians Brygge i København

TM IMG_3990

Det areal udstillingen “1864 – Afslutning og begyndelse” vises på

Særudstillingen vises i museets Kanonhal og består af fire montre, et par vogne og to installationer lavet af folke- og gymnasieskoleelever. Udstillingen er lidt indrettet på samme måde som museets nye permanentudstilling Danmarks krige med store montre, brug af citater, tekstfyldige sidevægge og en overskuelig mængde af genstande. Jeg var alene afsted og havde dermed en ro, som mange museumsgæster ofte ikke har. Det gjorde at jeg fik læst teksterne, der mange steder kort og koncist fik behandlet de valgte emner. Teksterne synes gennemarbejdede, men det synes jeg desværre ikke deres dialog med genstandene var. Det virkede lidt som om at genstandene var klistret på en allerede lavet fortælling, i stedet for at genstand og fortælling var tænkt sammen.

IMG_4031

Fra Tøjhusmuseets “1864 – Afslutning og begyndelse”. Nogle af de få genstande, der vises i den første montre om eftertidens fortolkning af 1864.

Store plancher i rummet beskriver rammen om udstillingen og bliver brugt til citater. Det hele er flot sat op, men valget af citater, hvor de fleste er dateret til efter 1864 forvirrede lidt. Det skyldtes det, som jeg synes er udstillingens største svaghed: selve disponeringen.
Udstillingens er disponeret så der er en montre som behandler optakten til krigen, en montre omhandler selve krigen og de to sidste montre fortæller om eftertidens syn på krigen i 1864 og dansk udenrigs- og militærpolitik fra anden verdenskrig og frem. Det hele sluttes af med en væg, hvor gæsterne kan besvare spørgsmålet “Hvad betyder 1864 for os i dag?” og i samme medinddragende ånd er der to steder i Kanonhallen installationer, hvor skoleelever har lavet deres tolkning af krigen.

IMG_3999

Fra Tøjhusmuseets “1864 – Afslutning og begyndelse”. Udsnit af en af de store citat bannere, her med et Erik Scavenius citat fra 1948.

TM IMG_4034

Udstillingens afsluttende “Hvad betyder 1864 for os i dag? – væg”

Velovervejet og gennemtænkt brugerinddragelse er rigtig god museumsunderholdning, men det er dette desværre ikke. Det information museet har givet om krigen er så sparsomme, at det ikke er muligt at svare kvalificeret på det spurgte spørgsmålet med mindre man har forberedt sig hjemmefra. Et andet problem er, om det er relevant for os andre gæster at få at vide, hvad en anden besøgende eller en 1g’er fra Aurehøj Gymnasium tænker om 1864.
Et par gode brugerinddragelses-grundregler som blandt anden museumsbloggeren mv. Nina Simon slår på tromme for er
1) kun at stille et spørgsmål i en udstilling som museet eller andre oprigtigt er interesseret i at høre svaret på og
2) altid nøje at overveje om de svar og produkter museets beder gæsterne om produceret har en værdi for andre end de personer, der producere dem.
Det ville have klædt udstillingen på Tøjhusmuseet, hvis de i højere grad have brugt de tommelfingerregler.

TM IMG_4045

En af de afsnit i udstillingen, som skoleelever står bag. Dette afsnit er lavet af 1.a fra Aurehøj Gymnasium.

Jeg var overrasket over, at et nationale museum for krig og forsvar ikke har lavet en større udstilling om emnet. For knapt 20 år siden fik nogle historiestuderende lov til at fylde 200 kvm på museet om 1864 krigen. Denne udstilling havde ikke helt samme finish i grafikken, men der var gode personlige historier fra soldaterne, en fin afdeling om amputering og lazaretlægernes arbejde og der var mange flere af de mange mange genstande, som museet har og som har historier fra krigen.

1864 på Danmarks Nationale Fotomuseum
En anden 1864 udstilling kan opleves frem til 27. september 2014 på Danmarks Nationale Fotomuseum, der har til huse i Den sorte Diamant sammen med Det kongelige Bibliotek. 1864 Krigens spor har fokus på fotografier fra krigen og er en anbefalelsesværdig udstilling. Krigens spor er enkelt bygget op med et stort centralt lyst rum med nye reproduktioner af udvalgte fotografier og så en række mørkere rum, der udstiller originale billeder grupperet i forskellige emner som trofæbilleder, ruinbilleder, til minde portrætter og hverdagsbilleder mm.

DNF IMG_4103

“1864 Krigens spor” på Den Nationale Fotomuseum

Vekselvirkningen mellem det store lyse rum med fotografier i stor format og de mørkere rum med mindre originaler giver en god dynamik, og det er en æstetisk enkelt og flot udstillingen. Enkelte steder har kravet til form efter min mening haft for stor indflydelse. Oversigtsteksterne i de mørke rum er på grå folie som så er sat op på en lidt mere mørkegrå nuance. Det gør teksterne i bedste fald meget diskrete, men i hvert fald sværere at læse end hvis kontrasterne havde været større. Det er formodentlig også af hensyn til æstetikken, at billedteksterne ikke er sat med en større skrifttype og på større flader, hvilke desværre gør, at de også er svære at læse og koncentrere sig om.

DNF IMG_4060

“1864 Krigens spor” på Den Nationale Fotomuseum

Det er en flot udstilling, men det der særligt gør den interessant er det nærvær som skabes af fotografierne. Det skyldes først og fremmest, at museet har valgt at indscanne de originale billeder, rense dem og lave nye print i store formater. Billederne har aldrig før været printet i de størrelse, men det gør, at man kan få øje på detaljer og bedre gå i dialog med slagmarkernes landskaber og de soldater, der stillede sig foran kameraet for 150 år siden.

DNF IMG_4074

Originale fotografier er udstillet i de mørkere rum, blandt andet disse fire stereoskop-fotografier. Et af fotografierne i det andet øverste sæt kan også ses i en forstørrelse.

DNF IMG_4076

Forstørret og nyprintet version af et af fotografierne fra 1864.

Ved temaet Til minde i et af rummene med de originale fotografier er der også et enkelt greb, som er med til få gæsten i øjenhøjde med krigens aktører. Det er et simpel forstørrelsesglas med lys i, der kan skydes hen foran det visitkort, som man gerne vil se nærmere på.

DNF IMG_4079

Visitkort-installationen uden lys

DNF IMG_4080

og visitkort-installationen med lys.

Den simple interaktion gør, at man koncentrerer sig mere om fotografiet og får lyst til at udforske flere at visitkortene. Dette greb kunne have været endnu stærkere, hvis museumsgæsten nemt kunne have fået oplyst, hvem den portrætterede var og om vedkommende overlevede krigen. Personoplysninger til de portrætterede står ved installationen, men de er sat op på en måde, så det blive til en gætteleg, om det er den rette person man læser om.

DNF IMG_4081

Et rum i udstillingen er reserveret til et billedshow med fotografierne. Jeg har hørt, at det skulle være meget stemningsfuld, men den dag jeg var på besøg var teknikken desværre i uorden. Digitale og audiovisuelle formidlingsgreb kan berige og give variation til udstillinger, men effekten er altid det modsatte, når de ikke virker.

DNF 1864 avskaerm

Billedinstallations rummet havde en fin feature med, at bænken man kunne sidde på blev lyst op når man kom ind i rummet – men det var nu ikke til meget nytte, da av-showet ikke duede den dag jeg kom forbi.

1864 på Frederiksborg
1864 var også emnet for en større udstilling, som kunne ses Frederiksborg Slot i Hillerød indtil til 15. juni i år.
Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg slot er om noget også et museum, der er barn af 1864. Hele historien om slottets brand i 1859 og den vilje der var i befolkningen og særligt i borgerskabet efter 1864 til at genrejse slottet som et nationalt historisk symbol, er en klar repræsentant for den dyrkelse af det nationale og det historiske, som krigen i 1864 også er rundet af. Museet åbnede i 1878 og i museets første år bestilte stedet portrætter af nogle af krigens danske helte som orlogskaptajn Suenson, major de Jonquiéres og generalmajor du Plat og museet opbyggede derefter en samling af portrætter af de involverede og af historiemalerier om krigen. Museet har den bedste samling af malerier tilknyttet krigen – og andre danske konflikter, hvilket også kunne ses i Tøjhusmuseets 1864 udstilling, hvor fem af de seks hovedbilleder ved de centrale tekstplancher var reproduktioner af billeder fra Frederiksborgmuseets samling.

DNM 1864 DSC_0118

Det måske mest kendte historiemaleri fra krigen i 1864 er også en del af Frederiksborgmuseets samling og kunne ses på udstillingen: Ottende Brigades angreb ved Dybbøl 18. april 1864, af Vilhelm Rosenstand, 1894.

Udstillingen 1864 – krigen der ændrede Danmark er et godt bud på en samlet fortælling om krigen og samtidig er museet tro mod sin rolle som portrætsamling. I udstillingen vises en nærmest komplet samling af portrætter med krigens centrale aktører lavet i årtierne efter krigen. Det er malet i tidsåndens glorificerende stil – og samtidig med tragedien lurende bag ved. At se de malerier samlet er en klar fortælling om krigens spor i eftertiden og det er i et sprog, der på mange måder er tydeligere og mere umiddelbart tilgængeligt end udstillingsteksternes udsagn.

DNM 1864 DSC_0125

August Jerndorffs portræt af generalmajor du Plat, der døde ved Dybbølslaget 18. april. Portrættet blev malet i 1885.

Udstillingsrummene på Frederiksborg Slot er ikke lette at skabe rolige udtryk i, og udstillingen har ikke den samme høje grafiske standart som dem på Tøjhusmuseet og Den sorte Diamant, men til gengæld er det en udstilling, der mere legende arbejder med scenografi. Velkendte billeder er lavet om til en scenografi, som gæsten kan blive en del af og de enkelte rum har sin egen tone, hvad enten de handler om optakten, slagmarkerne eller fredsforhandlingerne.

DNM 1864 DSC_0106

Scenografi lavet ud fra Otto Baches og David Moniers’ soldaterhjemkomst-billeder.

Ligesom i udstillingen på Tøjhusmuseet fortæller Frederiksborgmuseet også om krigens betydning og efterspil, men de gør det efter at museumsgæsten er blevet klædt på til det ved at have kunnet orientere sig om selve krigen, og der fortælles om efterspillet gennem relevante genstande. Folkeafstemningen i 1920 er f.eks. et emne som Frederiksborgmuseet tager op, og det gøres gennem er overvældende og righoldig mænge af valgplakater fra tysksindet og dansksindet side.  Det er en fornøjelse af kunne se dem samlet, og der kan både trækkes historier ud af dem om tidens æstetik og om den frygt og det håb, der var for fremtiden efter 1. verdenskrig.

DNM 1864 DSC_0184

Nogle af de mange folkeafstemningsvalgplakater som kunne ses på Frederiksborgmuseets 1864 udstillingen.

1864 – krigen der ændrede Danmark er på mange måder en klassisk udstilling med vel rigeligt tekst til at det er muligt for den almindelige besøgende at få læst det hele, men det er også en udstilling med gode formidlingsdetaljer.
Et meget virkningsfuldt rum er det om de faldne. Her har museet hængt bannere op med navnene på omkring 3.000 danske soldater, der mistede livet. Det er et greb der virker så meget stærkere end ved at have en tekst, hvor der står at 3.000 soldater døde, og så pirre det fantasien at se de enkelte navne og forestille sig deres liv og skæbne.

DNM 1864 DSC_0130

Plancher i rummet om de falde.

I udstillingen er der også arbejdet med aktiverende eller overraskende elementer. I påsken, hvor jeg besøgte museet var der en helte-skattejagt som denne udstilling også var en del af. Jeg havde venner og familie med og det enkle greb gjorde, at det var Sophia og Naja på 8 og 9 år, der blev sidst færdig med at fordybe sig i udstillingen.

DNM 1864 IMG_2123

Et andet sted er der et lille kighul, hvor inde bag ved at historien om amputering fortælles. Det overrasker og skærper sanserne og dermed gyset over synet af kniven og de blodige oplysninger. Et sidste element jeg vil nævne er udstillingens sidste rum, der fortæller om genforeningen i 1920. Rummet indeholder dels de klassiske billeder fra begivenheden (der selvfølgelig også er i museets samling), men har også et landkort over området på gulvet, hvilket fanger gæsternes opmærksomhed og gør, at de diskuterede emnet.

DNM 1864 DSC_0162

Udstillingen slutter med et rum om genforeningen i 1920.

Af de tre museer havde Frederiksborgmuseet den mest ambitiøse udstilling. Det var også den eneste af udstillingerne, hvor der blev lavet et katalog til. Både Frederiksborgmuseet og Det Nationale Fotomuseum skal også have anderkendelse for at lave en fortælling og en udstilling, der er tro mod museernes respektive kerneområder og for at bruge de genstande som de særligt er sat til at forvalte. Jeg er en af dem, der advokerer for, at museer skal tænke mere i oplevelser og fortællinger, men det er nu bedst når de fortællinger kan ske i samspil med de genstande og rum, som gør museerne til noget særligt, og som giver dem en helt anden scene at virke på end en tv-serie eller bestsellerbøger om samme emne.

Hvorfor 1864 markeringer?
En tour-de-force gennem de tre udstillinger efterlader også spørgsmålet, om jubilæumsudstillinger om 1864 er relevante?
Af princip mener jeg ikke, at historiske jubilæer automatisk skal markeres. Kun hvis der kan skabes en debat og en refleksion over den pågældendes periode eller begivenhed, og hvis emnet kan have en relevans i dag eller der kan laves en god fortælling som gæsten kan spejle sin egen tid og situation i. Krigen i 1864 er, som jeg startede med at nævne, en skelsættende begivenhed og historien om den er relevant i dag. Det var der, at et nyt syn på Danmark blev skabt, og krigen kan repræsentere at befolkningsgrupper i Europa valgte en ny mental vej, som har præget kontinentet lige siden. For at kunne skabe den rette refleksion omkring dette kræver det en dybde og en fylde. Fylde skal der nok være i Bornedals tv-serie, men hvis dybden ikke er der, vil jeg mene at den ekstra bevilling på 100 millioner fra Folketingen til projektet ikke er givet godt nok ud. De midler er givet til et historieoplysende / historiemarkerende projekt, og det skal have en form for kontakt til realiteterne for at kunne have den funktion, men hvis serien har det, er det godt at få historien ud i bedste sendetid og dermed til grupper som museerne endnu ikke når ordentligt. Udstillingen i Hillerød havde både dybde og fylde, og gav museumsgæsterne nye tanker med hjem. Det samme synes jeg også kan siges om 1864 Krigens spor. Her kommer man tæt på krigens soldater og dermed skabes en refleksion over, hvorfor de handlede som de gjorde. Udstillingen besvare ikke nødvendigvis spørgsmålet, men spørgsmålet kan være drivkraften til at reflektere over emnet.

DNF IMG_4070

Fra Det Nationale Fotomuseums udstilling “1864 Krigens spor”.

Tøjhusmuseets udstilling er desværre for lille og for ufokuseret på selve emnet 1864 til kunne røre mange. Lige ved siden af den er museets glimrende Afghanistanudstilling, der sætter dansk krisførelse i dag til skue og debat. Den et en relevant udstilling med dybde og fylde og gode formidlingsgreb. De fire montre om 1864 prøver at sætte krigen ind i nutidig kontekst, men behandler ikke selve emnet grundigt nok, og prøver desværre heller ikke at tiltrække nye gæster med anderledes opsætninger, udfoldede historier eller gode fortællegreb.
Jeg går ud fra, at budgetter og prioritering af tidsplaner er grunden til at Nationalmuseet/Tøjhusmuseet valgte ikke at gøre mere ved dette 150 år jubilæum for den sidste krig på dansk grund. Og ud fra en et alternativ om, at der slet ikke ville være noget er det fint, at historien bliver markeret – selvom nye læsere næppe vil starte her og selvom at selve krigen i 1864 ikke får meget mere plads end de to montre, der allerede bruges på emnet i museets permanente udstilling Danmark i Krig.

De tre udstillinger er ikke de eneste der omhandler emnet. En oversigt over nogle af de vigtigste 1864 aktiviteter kan ses på denne hjemmeside: http://www.dybboel2014.dk/kalender

TMIMG_3987

Tøjhusmuseets “1864 – Afslutning og begyndelse”

1864 – Afslutning og begyndelse på Tøjhusmuseet, vises frem til 30. december 2014: http://natmus.dk/toejhusmuseet/udstillinger/1864-afslutning-og-begyndelse/

1864 Krigens spor på Det Nationale Fotomuseum, vises frem til 27. september 2014: http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/krigens_spor1864.html

1864 – krigen der ændrede Danmark på Frederiksborg slot. Udstillingen blev vist frem til 15. juni 2014, men kan virtuelt besøges gennem denne hjemmeside: http://360-foto.dk/krigen-1864/

DNM 1864 DSC_0114

Fra Frederiksborgmuseets “1864 – krigen der ændrede Danmark”. Det store maleri er Viggo Simesens portræt af generalløjtnant Georg Gerlach, der fik det utaknemmelige job at overtage overkommandoen efter at de Meza blev fjernet. Simesen har i hans maleri fra 1897 placeret Gerlach på Dybbøl kirkegård, – og det er der uden lavet en tolkning eller flere ud fra.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Virkelighed og iscenesættelse

Museer finder i disse år inspiration fra film- og teaterverdenen. ARoS’ nye direktør Erland Høyersten har udtalt om Out of Darkness, den just åbnede udstilling på museet, at den er inspireret af film og at han gerne vil lave udstilling som Spielberg laver film. Andre steder i byen bliver scenografer budt indenfor. Det sker i Moesgård Museums kommende nye udstillinger og i Den Gamle By er en af mine kolleger i disse uger scenografen Thomas Kruse, der hjælper os med den kommende udstilling Aarhus Rocks!. Men inspirationen går også den anden vej. Teatrenes borgerscener inddrager noget som det kulturhistoriske museum har i overflod – virkelighed og non-fiktion.

Inde-ved-siden-af

Inde ved siden af. Foto/grafik: Aarhus Teater

I går genså jeg Aarhus Teaters Borgerscenes stykke Inde ved siden af. Stykket handler om naboer og skuespillerne i stykket er almindelige borgere. Gensynet med stykket bekræftede mig i styrken ved den personlige fortælling og ved det autentiske. Det er ikke professionelle skuespillere man møder i Inde ved siden af, men i stedet ”rigtige” mennesker, der fortæller deres egen historie, og da jeg godtog den præmis så blev deres historier lige det tak ekstra gribende, hudløse og interessante.

En styrke ved teaterstykket er, at de skuespilmæssige amatører bliver mødt med et professionelt teater. Der er arbejdet dygtigt med scenografi, dramatiske virkemidler, lyd og lys så forestillingen som enhver anden god forestilling griber en visuelt og stemningsmæssigt. Den har en lækker finish – uden at magten bliver taget fra den autentiske styrke, der er ved de optrædende. Det gør, at resultatet minder om noget af det, som de kulturhistoriske museer prøver at opnå ved at inddrage scenografiske og dramatiske fagligheder i deres udstillinger: En form, der er interessant og forførende – og som samtidigt giver plads og understøtter den valgte faktuelle fortællingen.

Inde ved siden af

Første gang jeg så Inde ved siden af var i sidste uge, hvor jeg var paneldeltager i en Reumert-salon om borgerteater. De andre deltager var mere hjemmevante i teaterverdenen og jeg var blevet inviteret for at fortælle om de borgerinddragende initiativer vi har i Den Gamle By. Vi var flere i salen, der så klare ligheder i det nogle museer gør og det nogle teatre gør med at inddrage borgerne som medskabere. Ved reelt at åbne op for borgernes viden og historier får kulturinstitutionerne nye fortællinger og ved at lytte til borgerne er der en større sandsynlighed for at skabe mere relevante udstillinger, forestillinger mv. Den Gamle By åbner udstillingen Aarhus Rocks! på tirsdag 13. maj og den udstilling er skabt i en meget brugerinddragende proces. Den målrettede plan om at inddrage så mange som muligt har både gjort, at der er kommet fortællinger frem som eller ville være overset og den tætte kontakt med mange har også kunnet bruges som et pejlemærke om, hvor interessen for emnet er og hvorfor. Alt dette ville dog ikke alene have skabt en god udstilling, hvis der – ligesom på Aarhus Teater – ikke også var arbejder professionelt med rummenes iscenesættelse og de formidlingsmæssige virkemidler.

Jeg tror, at denne vekselvirkning mellem non-fiktionelle og mere dramatiske og iscenesatte elementer kan skabe bedre fortællinger. Mange museer har skelet til teatrenes dramatiske greb, og med initiativer som borgerscenerne viser teatrene, at de også gerne vil inspireres af museernes virkefelt med alminedelige menneskers personlige fortællinger og den nære virkelighed. Jeg håber at det åbner op for en bedre dialog institutionerne imellem og en større brug af hinandens fagligheder.

Inde ved siden af kan på udvalgte dage ses på Aarhus Teater frem til torsdag 22. maj og Den Gamle Bys nye udstilling Aarhus Rocks! kan ses fra tirsdag 13. maj.

Aarhus-rockens historie

Facebook-siden Aarhus-rockens historie er aktivt blevet brugt til at samle historier til Aarhus Rocks!. Et andet inddragende projekt, der aktivt bruger mediet er Teater Svalegangens kommende stykke Ottetusind, der er skrevet ud fra dialog med brugere på Facebook.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse