Tag Archives: digitale medier

Tysk iscenesættelse og interaktion 1 Europäisches Hansemuseum i Lübeck

To nyanlagte tyske museer er Europäisches Hansemuseum i Lübeck og Deutsches Fussballmuseum i Dortmund og begge museer var fortjent nomineret til årets European Museum of the Year Award som blev uddelt i forrige uge. I årets første måneder var jeg forbi Lübeck og Dortmund og blev begejstret for den måde begge museer seriøst har arbejdet med stemninger, iscenesættelse og aktivering af deres gæster.

IMG_5296 (2)

Noget af det første man møder i udstillingerne er en kogge med varer på vej til Novgorod.

Hansamuseet ligger i et nybygget hus ud til floden, der omkranser den ældste del af Lübeck. Før udstillingerne kan besøges er der mulighed for at aktivere sin billet ved at vælge, hvilke sprog man vil læse teksterne på skærmene på og vælge om der er en særlig by eller emne man vil høre mere om på turen gennem museet.

IMG_5278 (2) IMG_5280 (2)
IMG_5281 (2)

Den første del af besøget fortæller om den lokation museet ligger på. Fra museumsbutikken går man en etage med til fritlagte arkæologiske udgravninger. Ved standere kan man med sin billet aktivere, at der med lys bliver skrevet, hvad de forskellige udgravninger er. Selv om dette afsnit ikke direkte handler om Hansaforbundet er det en god indledning. Lübecks ælde og historie understreges, og den store historie om Hansaforbundet bliver på den måde knyttet til det sted vi er ved lige nu og her.

IMG_5285 (2)

600 års historie i iscenesatte rum

Derefter begynder historien om Hansaforbundet. Museet fortæller historien kronologisk i en række iscenesatte rum. Det første rum er om Hansaforbundets dannelse i 1100-tallet og det sidste sat i 1700-tallet, hvor det sidste kontor lukker. I mellem disse rum er der mere genstandsfremvisende Kabinetter.

IMG_5370

De genstandsorienterede kabinetterne har hver deres tema. Her fra museets Kabinett om magt.

De iscenesættende rum fungere godt stemningsmæssigt og er imponerende varierede i deres udtryk og formidlingsformer. Det er ikke kun 1:1 iscenesættelse af situationer og rum, de kunne også tage udgangspunkt i en fremstilling af stedet, som f.eks. afsnittet om London omkring 1500, der er bygget op om et kort over byen med fokus på de steder, hvor Hansaerne handlere og holdt til i byen.

IMG_5375

Scenografi i rummet om spredningen af pesten i Europa i 1350.

IMG_5384

En stort Londonkort anno 1500 med modeller og genstande, der kunne aktiveres til at blive vist i kortet.

Nogle af rummene appellerer til, at gæsterne selv kan agere og lege med. Et af disse er rummet om et marked i Brügge i 1361, hvor der er opbygget imponerende rekonstruktioner af markedsboder. Der er en blandt andet en klædebod, et krydderimarked, en sølvhandler og vi var der ikke i mange sekunder før den yngste i familien fik startet en købmandsbutik-leg.

IMG_5355

Aktivitet er i det hele taget noget museet har lagt op til. Det er primært baseret på den billet man har fået og som aktivere de mange skærme, der er placeret i de kronologiske fremskridende historiefortællende rum. Det aktiverer gæsterne var min observation, men det er ofte en meget individuel aktivitet, som desværre derfor ikke dyrker den sociale fælles oplevelse som museer har en god mulighed for at være.

IMG_5302

Ved flere lydinstallationer blev der benyttet hovedtelefoner, som gav en god lyd, men som heller ikke gjorde oplevelsen til en social oplevelse.

Der er undtagelser. For eksempel ved en fotoboks i afsnittet om Brügge, hvor der er muligt at få taget et billede sammen i dragter og så også få billet knyttet til sin billet så man efter end museumsbesøg kan købe billeder i museumsbutikken, på samme måde som man i forlystelsesparker kan få billeder af sig selv hjem skrigende i en rutsjebane. Fint element.

IMG_5348 (2)

Fotografiet der blev taget i en slags fotoboks kunne bagefter ses på en skærm og købes ved udgangen.

Borgkloster og metafortællinger

Udstillingen slutter i en anden bygning, et oprindelige Borgkloster, hvor nogle af dette kompleks’ originale rum også er en del af museumsoplevelsen.

IMG_5489

Ud over disse originale rum er der også et afsnit om Hansaforbundet sidste tid og nogle mere receptionsorienterede afsnit. Der er rum om hvilke udsagn forskellige videnskaber kan udlede af genstande og billeder, og et afsnit om brugen og tolkningen af Hansaforbundet i de sidste 300 år. Historiebrug er et emne jeg personligt synes godt om, når der er med i fremstillinger af perioder. Den måde det var præsenteret på var nu nok mest til de særligt interesserede, men i det afsnit kunne man blive klogere på at både borgerlige nationalt frihedsdyrkende kredse i 1800-tallet og nazisterne brugte historien om Hansaerne i deres argumenter og at Hansa kan indgå i identitet og markedsføring af f.eks. øl og fodboldklubber.

IMG_5437

Også ved European Museum of the Year uddelingen i forrige uge blev nutidige politik koblet til emnet. I det interview, der var på konferencen med museets direktør Felicia Sternfeld, blev der diskuteret Hansaerne og samtidsrelevans, og draget paralleller mellem de politiske og handelsorienterede udfordringer Europa har i dag og det frihandelsforbund disse nordeuropæiske byer prøvede at lave for mere end 800 år siden.

IMG_5441

Hansaerne brugt i nazisternes tjeneste. I bogen Die Deutsche Hanse fandt Ernst Hering historisk opbakning til at nazister kunne se deres lebensraum mod øst.

Det allersidste rum er installationen Changes. I rummet var der forstørrede modeller af nogle af Hansaforbundets vigtigste personer og på væggen blev der vist billeder fra alle museets perioder imens, at David Bowies Changes blev spillet for fuld drøm – måske lidt tænkt, men høj Bowie musik er bare ok, og gjorde, at jeg forlod museet opløftet. Jeg ved ikke om skaberne af museet havde den engelske museumsmand Kenneth Hudson i tankerne og hans synspunkt om, at ”a good museum is one from which you go out feeling better then when you arrived.” Hvis der skal rockmusik til det – ja, så er det ok med mig.

IMG_5470

Europäisches Hansemuseum i Lübeck er et museum med mange historier og mange virkemidler. I modsætning til andre museer, der prøver at gabe over flere århundredes historier fra flere forskellige steder, f.eks. flere nationale museet, har museet i Lübeck haft en mulighed for at lave et samlet greb og fra starten dosserede de forskellige virkemidler som iscenesættelse, genstandsfokus, interaktion og kunstneriske fortolkning. Overordnet er det en opgave, de er lykkedes godt med.

IMG_5292

Der er et museum med rigtigt rigtigt meget tekst og enorm mange oplysninger, for meget kunne man synes hvis målet er at få læst det hele, eller bare overskue det, men Hansamuseet er også et visuelt appellerende museum, som er nemt tilgængeligt og en oplevelse af gå igennem. I den flok som jeg var afsted med, var det både hende på 3, 11 og 15, samt de to historikere i 40’erne, der var underholdt.

IMG_5333

Et andet nyt tysk museum der har villet noget med stemning og interaktion er fodboldmuseet i Dortmund, og dem af jer, som er nået hertil i teksten vil kunne glæde jer over, at et kommende indlæg her på bloggen vil fortælle om det museum.

Link

Europäisches Hansemuseum: http://www.hansemuseum.eu/

Indlæg om European Museum of the Year 2017: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

 

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Ragnarock i Roskilde

I går fik Roskilde og resten af Danmark et nyt museum: Ragnarock – museet for pop, rock og ungdomskultur, Det er flot gået af ROMU – Roskilde Museum – der har holdt hanke i ideen de sidste 10 år og det er helt rigtigt, at dette kulturhistoriske, populærkulturelle, samfundsudviklende mv. emne har fået et sted, som man kan besøge og gå på opdagelse i.

Ragnarock i Roskilde

Formidlingsmæssigt er det også et rigtigt spændende sted. Følelsen af at være på museet sidder stadig i mig og jeg vil ikke vove at give mig i kast med en samlet karakteristik af stedet, men jeg synes det er værd at nævne nogle aspekter ved de greb de har brugt i Roskilde.

Arkitekturen
Ankomsten til en museum er ikke altid løst rigtigt, men på dette nye museum starter historien før man kommer i gang. Der er lydinstallationer på vej hen til bygningen, man skal gå ned af en rockstjerneløber og så er der den prangende bygning. Ragnarock er en overdådig bygning, der råber på opmærksomhed. Guld udenpå og rød indeni, og det indre i en tekstur der får det lidt til at ligne velour. Det er overdreven, pågående, rock – måske ikke garagerock , men rockens in-your-face attitude. Det er en bygning der både udefra og inde i ankomstområde stemmer den besøgende til, at nu skal der ske noget. Vi er begyndt.

Ragnarock i Roskilde

Lyd og film
Lyd spiller ikke overraskende en helt central rolle i Ragnarocks udstillinger. Det er både den primære kilde – alle sangene – og i formidlingen af sangene, hvor rigtigt mange af landets musikere fortæller om tidsånd og deres musik, og hvor fans og brugere af musik fortæller om dansemove, idoler og følelser. Den primære måde lyden er formidlet på, er gennem hovedtelefoner i en god kvalitet.

Ragnarock i Roskilde

Personligt har jeg der svært med hovedtelefoner og den eksklusivitet det greb har, men der er også et oplagt greb. Den klare fordel er, at det skaber fokus hos den besøgende og at man undgår den lydinferno som er en plage, der truer mange museer efterhånden som der kommer ønsker og billigere muligheder for audiovisuel formidling. På Ragnarock er der i flere rum en generel lydstemning, som ikke virker for pågående og som også er med til at holde de informationsgivende lydkilder, der er i nogle af rummene, adskilt. Den del fungerer godt og det gjorde mange af film/lydsekvenserne også. Velproduceret og nærværende, men i min høretelefoner ikke en social oplevelse.

Ragnarock i Roskilde

Et sted mødte jeg en lille biograf (der var sikker flere) og der blev fortalt om musikernes egne idoler, bl.a. fortalte Peter Belli om Mick Jagger og hans betydning for Ulven Peter og Nils Brandt fra Minds of 99 om sin fascination af The Beatles. Det var gode korte filmbidder og efter at have lyttet alene var det godt at sidde sammen med andre og fornemme den sociale oplevelse som museumsrummet er.

Ragnarock i Roskilde

I samme del af museet var der er en installation, hvor man skulle prøve at skrige/råbe som musikgrupper og få point, hvis man gjode det rigtigt. Det var absolut et forstyrrende element, men på den gode måde. Der var liv og hvin, når gæster råbte ind i tragten og en begejstret stemning som fik os andre til at løfte blikke og se på hinanden.

Ragnarock i Roskilde

Noget andet museet skal have ros for mht. det auditive er, at de har brugt Anne Linnet og Steen Jørgensen som speakere. Selv hvis man ikke kan genkende deres stemmer, er der umiskendeligt en rockattitude i deres stemme.

Det sociale
I min optik er museer sociale steder og de virker bedst når museet planlægger den vej i stedet for primært at være fokuseret på en personlig vidensoverlevering. Vidensoverlevering sker også bedst sammen med andre. Som nævnt omkring den flittige brug af hovedtelefoner er der dele af Ragnarock der ikke lægger op til at man deler historierne, mens man oplever dem, men der er bestemt andre steder, hvor der sker. Undervejs i besøget er der digitale installationer, hvor flere kan se hvad der sker. Lige når man kommer ud af elevatoren er der en lysinstallation inspireret af 60’erne psykedeliske lysshow, hvor man sammen med andre kan skabe lyseffekter.

Ragnarock i Roskilde

Et andet sted er en mere informativ tidslinje, hvor hovedhistorier om ungdomskultur kommer frem afhængigt af hvor man sår på gulvet – og et tredje sted er der en danseinstallation, hvor man to og to kan prøve kræfter med bl.a. rock’n’roll og rave. Her var jeg personlig glad for der ikke var et pointsystem, da jeg prøvede dem med min danseskarpe kollega Lisbeth, men installationen ville have haft et ekstra socialt mål, hvis man også kunne konkurrere.

Ragnarock i Roskilde

Men museet har også tænkt det sociale ind andre steder end der, hvor man skal noget. Blandt andet ved nogle af de siddemuligheder de har lavet, hvor pausen kan holdes med andre og ikke mindst i den gigantiske pladetallerken som man kunne ligge på og høre eller gætte hvilke sange som blev spillet. Og som en ekstra understegning af det sociale element var der spejle i loftet så en mængde af selfies eller wefies kan blive taget her.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Emner versus kronologi
Der er mange måder at vise et materiale på. Da jeg sammen med kollegaer i Den Gamle By for to år siden skulle lave en udstillet om Aarhusrockens historie valgte vi efter noget snak – og senere inddragelse af musikbranchefolk og ”almindelige” folk – at lave en kronologisk fortælling som hovedgrebet i vores udstilling. Kollegaer fra Roskilde var forbi og diskutere vores greb, og kunne godt se gode ideer i Den Gamle Bys måde at disponere stoffet på, vække erindring og engagere gæster, men valget i Ragnarock er at lave en overordnet temaorienteret udstilling. Det har også sine fordele. I temaer som dans, fankultur, musikkens politiske betydning er det tydeligt at se at der fra gennem tiden på en gang både har været det sammen og noget forskelligt på spil. Rock’n’roll danserne ville bryde normer i 50’erne og vise den energi og livslyst de havde, og det samme ville Lars Ratne og hans electric bogie og break dance slæng foran Storkespringvandet i 80’erne. Sammenhænge vises fint flere steder – primært gennem filmklip – men personligt kunne jeg godt have ønsker mig bedre mulighed for at dykke ned i en tid eller en genre.

Ragnarock i Roskilde

På museet er der en stor væg inddelt i årtier, hvor det er muligt at få en lille generel film om årtiet eller sætte et jackstik ind forskellige steder og høre udvalgte hits. Det er fint, men der ville jeg gerne have haft mere og også genstande, fra ”badges posters stickers and t-shirts” til LP’er og props fra koncerter. Musik fylder også personlig meget i mit liv og der er bare grupper og genrer det kunne være lækkert at dyrke – og andre genrer jeg ville springe over og lade andre svælge i.

Ragnarock i Roskilde

Når det er sagt, fungerede mange af de valgte emner godt. Der var oversigt over den teknik fra pladespilleren til cd og streaming man kunne høre musikken på – og hvordan det lyder på hvad, og der var en fin lille installation for os der var unge i Tina Brylds tid, hvor man på en rød danMark classic fastnettelefon kunne ringe op og høre emner fra Det Elektriske Barometer som forelskelse, sex, selvmord og forældre. Der blev jeg ført tilbage i tid og mindet om, hvem jeg var engang. Ved siden af telefonen var på gulvet Barometers brugerbestemte top ti lister til forskellig tid med de minder der også ligger i de sange.

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock i Roskilde

Mængder versus det udvalgte
Det umiddelbare indtryk er at det ikke er et museum fyldt med genstande. De virker nøje udvalgt og det har naturligvis den styrke, at der så bliver fokusereret. I afsnittet om musikkulturens udfordringen af normer var der tre særligt udvalgte genstande i form af Natasja Danmark burka, Johnny Concretes punk-læderjakke og Anne Linnets korset, og i montren om instrumenter var der en af hver af hovedinstrumenterne, hvor trommen f.eks. var Mabels Boom Boom storetromme med hjertet og bassen en af DAD Stig Petersens opfindsomme kreationer. Det var instrumenter med historier, men der kunne også have været flere, så der helt basalt var mere at snakke om, være enige eller uenige om og sammenligne med – for en Fenders er jo ikke helt lige så lækker som en Gibson eller…

Ragnarock i Roskilde

Ragnarock er en overvældende oplevelse for alle, som er interesseret i musik – og jeg glæder mig til at komme igen en dag, der ikke er fyldt med åbningsreceptionsgæster jeg også gerne ville snakke med. Jeg tror, at nogle af de historier jeg måske manglede at se, er der et sted hvis man leder lidt efter det. Udstillingen sluttede med et outrotekst om, at gennem musik finder unge sig selv og hinanden, at musik er lyden af ungdom og af hele livet. Der var en gennemgående fokus på ungdom, og der er også et emne med energi, men efter et besøg på Ragnarock kan en 40+ person som jeg godt savne, at synet på rock og pop udvideres lidt til det outroen kalder ”resten af livet”. Hjemme i Aarhus vendte jeg mine oplevelser til en middag, hvor der også var en musiker med en lang karriere og mange solgte cd’er bag sig. Han reflekterede over at han ikke lavede det sammen musik som da han var i tyverne ,og at det også skyldes en erfaring og lyst et at lave noget andet, end det han før havde gjort. Musik er ikke kun ungdom eller et afkog af den energi, man havde som ung, der er også erfaring og eftertanke – og den kommer med tiden. Så måske er der også et emne Ragnarock tager om når de har fået lidt erfaring under huden og oplevet, hvordan deres gæster tager imod fortællingerne.

Ragnarock i Roskilde

Til åbningen i går sluttede Steen Jørgensen og Marie Fisker talerækken af med at spille C.V. Jørgensens Indian Summer. En sang, der for mig mere har en essens af eftertanke end af rent ungdommelig virkelyst:
“Vi er liv & lys
vi er skygger & magi
vi er hinandens alibi
vi er liv & lys…”

Den optræden viste her i det nye museums forhal, at livemusikken kan noget som museer aldrig vil kunne mht. musikformidling, og på den måde er det en umulig opgave som Ragnarock prøver at løse – men stort tak for modet til at prøve at gøre det alligevel.

Ragnarock i Roskilde

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

#museumselfie

Museer er ikke kun et sted man kommer for at se kunst, finde viden og blive underholdt, det kan også være et sted man tager hen, for at vise hvem man er, både i familien, blandt venner og til omverdenen. Et museumsbesøg er noget man kan fortælle om og vise frem. Det er ikke en ny brug af museet, men en brug der bestemt også finder sted på de sociale medier. Museumsbesøg bliver nu også nævnt på digitale medier som facebook og twitter, på samme måde som det er et emne ved mere analoge sammenkomster med venner, kollegaer og familie.

Museumsefie_mulan288

Mona Lisa på Louvre er et yndet se-jeg-var-her motiv, også på det sociale billedmedie instagram. Foto: @mulan288

På de sociale medier er der kommet betegnelsen museumselfie for det at tage et billede af sig selv på et museum. Det er blevet et begreb, der optræder på mere og mere på twitter og instagram, og der er også en term museerne selv tager til sig.

Mange museer har gratis WiFi og reklamere med museets twitter, facebook og instagram-profil så gæsterne kan besøge dem. Opfordringer til at tage billeder på museet og dele dem ses også, f.eks. i Nationalmuseets afdeling i Prinsens Palæ, hvor der i forhallen er et skilt, hvor museet skriver, at de er et selfie-friendly museum.

Museumsefie_MEdson

Nationalmuseets initiativ er der også lagt mærke til i digitale museumskredse, blandt andet her af Michael Edson, Smithsonian’s Director of Web and New Media Strategy. Foto: @nealstimler

Andre steder har en mere don’t tell but show it tilgang f.eks. engelske Derby Museum, der arrangere gode selfie-setup eller kunstmuseet ARoS’ nyåbnede Michael Kvium udstilling. Udstillingen viser Kviums mange Fools portrætter og som en relevant tilføjelse har museets formidlingsafdeling lavet en væg, hvor de besøgende efter at have set Kviums portrætter selv kan tage et Fools-portræt.

Fools_Lauge

En af ARoS gæsternes eget Fool-portræt. Foto: Mia Rydahl Due

Wigg-posering på Derby Museum. Foto: @ianridgway

Wigg-posering på Derby Museum. Foto: @ianridgway

Den Gamle By åbnede i sidste uge deres juleudstillinger og i Julehuset er der i år en julemands-skæmtekulisse, der har fået tilføjet en kamera-selfie-mulighed.

Jule-selfie1 DGB

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Hul til ansigtet og til smartphone-kameraet

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Ho ho ho

Den Gamle Bys julemands-skæmtekulisse. Ho ho ho

Alle DR’s Julekalendere er en anden af Den Gamle Bys juleudstillinger i år, og i dem er der også lavet et foto-spot, hvor man ved et risengrødbord kan blive foreviget sammen med kostumer af grødnissen Lunte m.fl.

Nissebande-hjørnet i Den Gamle By og DR’s udstilling Alle DR’s julekalendere

Nissebande-hjørnet i Den Gamle By og DR’s udstilling Alle DR’s julekalendere

#museumselfieday

De sociale medier har taget museumselfie-muligheden til sig og videreudviklet på genren. En museumselfie-dag fandt sted 22. januar 2014, og den nåede også bredt udenfor museumskredsene ved, at rapperen Jay Z deltog med et billede fra Andy Warhol museet i Pittsburgh.

Jay Z poserer som Warhol på Andy Warhol Museum. Foto: @kodaklens

Jay Z poserer som Warhol på Andy Warhol Museum. Foto: @kodaklens

Museumselfie fra Chicago Institute of Art lagt op på #museumselfieday. Foto: @memecry

Museumselfie fra Chicago Institute of Art lagt op på #museumselfieday. Foto: @memecry

Dudes, just put some art in your profile, ladies love art

For en måned siden lavede kunstnere Sally Glass en underholdende side på blogmediet tumbl af mænd med en funktionel tilgang til museumselfien. På sitet Tinder Guys Posing with Art er der samlet billeder fra datingsiden Tinder af ungersvende, der tilsyneladende tænker, at lidt kunst sikkert vil forbedre chancerne.

Matt’s, Andrew’s, Eric’s og Tiago’s billeder er alle taget fra Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art

Matt’s, Andrew’s, Eric’s og Tiago’s billeder er alle taget fra Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art

Tja, godt forsøgt … Se andre bud på Sally Glass’ blog http://tinderguysposingwithart.tumblr.com/

Museum of selfies

Et nyt twist på museumselfie-genren kommer fra den danske designer Olivia Muus, der på også på tumblr har oprettet siden Museum of Selfies.

Her er der lagt billeder op, der imitere at det er de portrætterede på museerne, som selv tager selfier. Den første selfie af den type blev lagt op på instagram i midten af oktober og ideen er nu spredt til museumsgæster over hele verden. Initiativet har også fået en del omtale både på sociale medier som twitter og reddit, men også i artikler i The Independents i100 og The Huffington Post.

Ideen til Museum of Selfie grebet fik Olivia Muus på et besøg på Statens Museum for Kunst foran et maleri af Peder Als. En venindes hånd med smart phone foran motivet ændrede maleriets stemning. Foto: Olivia Muus

Ideen til Museum of Selfie grebet fik Olivia Muus på et besøg på Statens Museum for Kunst foran et maleri af Peder Als. En venindes hånd med smart phone foran motivet ændrede maleriets stemning. Foto: Olivia Muus

Neptun-selfie på Los Angeles Country Museum of Art. Foto: @freedomfart

Neptun-selfie på Los Angeles Country Museum of Art. Foto: @freedomfart

Se flere billeder på bloggen Museum of Selfies: http://museumofselfies.tumblr.com/ og find flere af den type selfies på instagram: http://iconosquare.com/viewer.php#/tag/museumofselfies/grid

Olivia Muus’ greb med museumselfien viser, at de sociale medier ikke kun handler om at vise hvem man selv er. I hendes Museums of Selfie er det ikke fotografen, der er fokus på, men den historie eller skæve vinkel som alle kan lave på et museum med en genstand, en hjælper med en smartphone og lidt fantasi.

Museumsbesøget er ikke kun at se på genstande eller at vise, at man selv er der – det kan også være selv at lave fortællinger.

Foto: @millesgarden

Foto: @millesgarden

Link:

#Museumselfieday

Initiativtagerens Mar Dixons blog om eventen: http://www.mardixon.com/wordpress/2014/01/what-is-museumselfie-day/

Omtale af Jay Z’s billede på modesitet complex.com: http://www.complex.com/style/2014/01/jay-z-warhol-museum

Omtale i New York Magazine: http://nymag.com/thecut/2014/01/19-types-of-selfies-at-museum-selfie-day.html

Tinder Guys Posing with Art

Sally Glass’ blog Tinder Guys Posing with Art: http://tinderguysposingwithart.tumblr.com/

Omtale af projektet på Buzzfeed: http://www.buzzfeed.com/ryanhatesthis/tinder-guys-posing-with-art-is-the-classiest-thing-thats-eve#43rrl8f

 Museum of selfies

Museum of selfies: http://museumofselfies.tumblr.com/

Artikler i The Independents i100: http://i100.independent.co.uk/article/presenting-your-latest-favourite-new-tumblrthe-museum-of-selfies–lkmLwhFmDx

Artikler i The Huffington Post: http://www.huffingtonpost.com/2014/11/05/museum-selfies-tumblr_n_6101468.html?ir=Canada&utm_hp_ref=canada

Foto: @katekat1138

Foto: @katekat1138

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse

Nye museer – Danmarks Borgcenter

Et af de nye museer der er åbnet i år er Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

DSC_0371

Magt er et emne som museet i Vordingborg kredser om gennem genstandene og fortællingerne

Det er et projekt, der har været undervejs i mange år og som både har gentænkt formidlingen indenfor selve museumsbygningens ramme og samtidigt har bragt museets fortællinger uden for bygningen. Museet ligger også helt unik midt i kærnen i museets fortælling – det borganlæg som Valdemar den Store påbegyndte omkring 1160.

Som andre der har haft sin gang i Vordingborg kender jeg selv det ruinterræn, da det er godt udflugtsmål i byen. Mit eget kendskab er primært fra de tre år i slutningen af 80’erne, hvor jeg gik på Vordingborg gymnasium. Der var ruinerne ved Gåsetårnet var et yndet sted at tage hen efter eksamener og på solrige forårsfredage.

DSC_0413

En tidligere bruger af stedet bemærker som det første, at det nu for alvor er blevet det borganlæg, som det oprindeligt var. Voldgraven er blevet genskabt næsten hele vejen rundt om borganlægget. Det giver oplevelsen af anlægget en større kulturhistorisk dimension. Uden brug af skilte, digitale teknologi eller andet gør det, at anlægget og dets funktion nu træder tydeligere frem og det gør historien mere nærværende.

Inde på museet

Den nye museumsbygning falder med sin rustrøde farve fint ind i landskabet. Ved indgangen får hver gæst mod et kørekort eller lignende en iPad som er den mobile device, som fortællingerne om fortiden skal opleves igennem. De auditive fortællinger på iPad’en tager udgangspunkt i hovedteksterne eller i de udstillede genstandene. De steder er der en kode som aktivere iPad’ens indhold.

DSC_0372

Koden der aktivere fortællingerne er på montrens sokkel

DSC_0376

Og skal tegnes på iPad’en

Den tålmodige gæst der lytter sig gennem fortællingerne bliver belønnet med historier om forskellige aspekter af middelalderens borgkultur fra kongernes magtsymboler til krig og belejring og til hverdags genstande som terninger, spillebrikker og byggematerialer. Fortællingerne ved mange af genstandene er knyttet til borganlæggets to markante skikkelser Valdemar den Store og Valdemar Atterdag.

Udvalgte steder er der også et børnespor, hvor der så kan vælges en anden fortælling, der er en mere fiktiv historie illustreret med tegninger.

Det hele er pakket ind i Lundgaard og Tranbergs nye udstillingsbygning, der ikke syner af meget ved ankomsten, men som åbenbare en stor underetage med udvalgte flader, som lysdesigngruppen Dark Matters har lavet projektioner til. Det er både et kontrolleret og et meget stemningsfuldt rum, der ikke minder om andre danske museer.

DSC_0354

Under mit besøg var der en stille og koncentreret stemning i rummet, hvor gæsterne enten talte sagte sammen eller var fokuseret på iPad’en og dens fortællinger.

DSC_0385

Teknikken og grebet i udstillingen blev lige let forstået af forskellige generationer

Ude på borgterrænet

Den lånte iPad kan også bruges ude på borgterrænet. Her registrere iPad’en, hvor man er i landskabet så fortællingerne til de forskellige dele af anlægget bliver fortalt det sted. I formidlingen bruges der også augmented reality ved, at man gennem iPad’en kan se, hvordan anlæggets bygninger havde set ud dengang de var mere end ruiner.

DSC_0410

Åbningen i muren ses både irl og på skærmen

DSC_0411

Murene i det oprindelige anlæg kommer til syne

DSC_0407

Og slottet befolkes

En tredje brug af iPad’en er til små film man kan aktivere, og hvor der tages emner op omkring magt. Det geniale greb i disse film er, at dem der fortæller er en kombination af fagarkæologer og kommentatorer på magtrelationer i dag. Politikeren Connie Hedegaard fortæller f.eks. om hvad en forhandling er og journalist og tidligere spindoktor Niels Krause Kjær fortæller om alliancer. Det gør emnerne til amnegyldige, og så var de film jeg fik set også med gode fortællere, som havde en viden om emnet, der var interessant.

DSC_0424

Connie Hedegaard fortæller om forhandling

Link til en sammenklipning af de i alt 22 film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

Også ude på terrænet er der et særligt tilbud til børn. I centeret brochure er det præsenteret med Fang uhyggelige monstre og genfærd på borgen med actionspillet Ghost Hunt. Jeg prøvede det ikke selv, men var i selskab med to piger på 9 og 12, der brugte noget tid med spillet. Deres dom var, at det fungerede godt og var ”uhyggeligt og sjovt nok” – og det er en vurdering man med en så teknologibrugende målgruppe godt kan være tilfreds med.

Den ældste konkluderede senere, at det da var godt med sådan et spil så både børn og voksne kunne bruge iPad’ene og børnene var underholdt og ikke blev for utålmodige. Det kan hun jo have ret i, hvis der drejer sig om at målrette oplevelserne. Jeg synes nu alligevel ikke, at Danmarks Borgcenter her har valgt den rette løsning. Museet har ikke haft mod til at stå ved deres kærneværdi. Rigtigt god ide med et underholdningsbaseret element til børnene, men hvorfor spøgelser, når vi er på en af Danmarks bedste lokationer til at fortælle dramatiske historier om riddere, intriger, skønjomfruer, sværdkamp og belejring. Der er jo ikke tør og kedeligt stof, men et univers der unikt kan bruges sammen med omgivelsen. Ikke at jeg mener at børnesporet nødvendigvis skal formidle slottet fagligt, men historien om et middelalderligt borganlæg kunne være rammen om et fiktionsspil, der på den måde tager afsæt i centerets kærnefortælling. Børnesporet i museumsbygningen har lidt samme svaghed ved ikke at bruge museets genstande ordentlig. De børnefortællinger jeg mødte dernede tog perifært udgangspunkt i den genstand man stod ved og gik så ellers ud af en fortællermæssig tangent, uden at de forholdt sig til det rum og de andre genstande, der omgav dem.

Adskilte oplevelser

Borgcenteret har valgt at lave forskellige grundhistorier til forskellige målgrupper og at lave oplevelser tilegnet til den enkelte gæst og fortællinger som bedst opleves alene.

IMG_2145

Det rammer lige ned i det som både kan ses som et af de digitale mediers styrker og en af mediets akilleshæle. Digitale medier suger opmærksomhed og skaber god og intens kontakt til brugeren, der derfor er mindre opmærksom på oplevelsen uden om skærmen. Det kan blive en ensom aktivitet. På Borgcenteret får alle en skærm, og museumsbesøget bliver derfor meget mere en individuel end en kollektiv oplevelse. Jeg synes godt om min tid med skærmen i Vordingborg, men havde ikke den sammen fælles-udflugts-følelse som jeg ellers har, når familien er sammen på museum. Vi var alle på museet, men først sammen på museet, da vi nåede cafeen (hvis grove ”middelalder” pølser for øvrigt godt kan anbefales).

Efter frokost vendte vi tilbage til borgområdet og gik sammen ind i en formidlings-/ hand-on pavillon og der var der snak, fællesskab og en analog underholdning som var med til at gøre det til en fællesudflugt.

IMG_2138

Nye digitale veje

Museet i Vordingborg er ikke bange for digital formidling og teknik – den ros skal det have. Mig bekendt havde de med Birgitte Fløe’s fortidsmindeblog http://fortidsmindeblog.museerne.dk/ i 2018 landets første museumsblog og denne lyst til at gå nye veje ses også i de nye udstillinger. Det digitale er i Vordingborg ikke et tilvalg til udstillingerne, det er en integreret del af oplevelsen. Personligt synes jeg, at det fungere bedst, hvor det er et lag, der giver overraskende nye elementer i forståelsen af emnet, som filmene med Connie Hedegaard mv, eller når det digitale bruges til at skærpe blikket på det man ser og er en del af, som det sker ved brugen af augmented reality på borgområdet. “Nå – det var her at kirken lå – og var den mur så høj” osv.

IMG_2144

Ligesom de andre dele virkede augmented reality teknikken fint den dag jeg var på besøg – og det rum og de bygninger der kom frem virkede godt. Det eneste der manglede for at jeg kunne føle mig helt tilbage i fortiden var, at jeg også kunne vælge i ruinterrænets gyder at få fremvist en 80’er skrydende gymnasieflok iklædt ungdommens tvivl og selvsikkerhed, foruden Dr. Martens, stonewashed cowboybukser og sweatshirts.

Danmarks Borgcenter er bestemt et besøg værd, og giver også museumsprofessionelle og kulturformidlere noget at tænke over, med hensyn til hvordan fortid kan levendegøres og teknologi kan anvendes.

DSC_0387

Dette var det sidste blogindlæg i en trilogi om museer, der indenfor de seneste år er åbnet i nye bygninger. De to andre indlæg kan ses her:

Moesgaard Museum: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/11/nye-museer-moesgaard-museum/

M/S Museet for Søfart: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/07/nye-museer-museet-for-sofart/

Link

Danmarks Borgcenter: http://www.museerne.dk/museer1/danmarks-borgcenter/

Link til reklame for Ghost Hunt: http://youtu.be/MIujULG0a9U

Link til en sammenklipning af de film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Moesgaard Museum

I dag åbner Moesgaard Museum for offentligheden – og der er god grund til at ønske museet, offentligheden og alle interesserede i dansk forhistorie for tillykke med det nye udstillingssted. Jeg var forbi museet i går til den officielle åbning. Det er en imponerende flot bygning og der er opfindsomhed og variation i de nye udstillinger.

Moesgaard_Museum

De besøgende følges med forfædre fra Lucy til en neandertaler ned af trappen til de arkæologiske udstillinger

Dette er ikke et større reflekterende blogindlæg eller en retvisende beskrivelse af de nye tiltag på det nye Moesgaard Museum, men til gengæld er det observationer, der er lagt ud med en dagbladslignede aktualitet, der ikke er vanlig for denne blog.

Bronzealderens storhed

De første rum jeg mødte i de arkæologiske udstillinger var om bronzealderen. En feature, der er markant og værd at bemærke i denne del af museet er den opbyggede bronzealderhøj. Den kan bestiges og oppe fra højen er der både udsigt til stjernehimlen og et view over udstillingsområdet, der giver en lyst til at komme ned og gå på opdagelse i resten af bronzealderafsnittet.

Moesgaard_Museum

Udsigt fra bronzealderhøjen, bl.a. til fine animationer om forestillingen om stjernehimlen

Nede i rummet er der flot opsatte genstande og fine digitale formidlingsdetaljer. For eksempel en animation på gulvet, der ud fra den nyeste forskning viser hvordan højene bliver bygget, ekspertskærme med uddybende fortællinger og en oversigtskærm, hvor man på en naturlig måde kan gå på opdagelse i de udstillede genstande. Et kort over udstillingsområdet er navigationen i skærmen og den er arrangeret så man faktisk får lyst til at gå ud og se nærmere på genstandene efter at have læst beskrivelsen af dem.

Moesgaard_Museum

En af afsnittets ekspertskærme. På denne fortæller bronzealderafsnittets tilrettelægger Jeanette Varberg om periodens fascination af himlen

Moesgaard_Museum

En oversigt over denne del af museet, der samtidig er en indgang til uddybende tekster om genstandene

Moesgaard Museum har fra Nationalmuseet lånt de tre velbevarede gravlagte bronzealderpersoner fra Borum Eshøj nær Aarhus. Deres historie bliver i de nye omgivelser udfoldet inde i den opbyggede gravhøj. I en del af gravhøjen dramatiseres deres fortælling gennem naturtro dukker og en lydfortælling.

Moesgaard_Museum

Personerne fra Borum Eshøj formidlet gennem naturalistiske dukker og lydfortællinger

De tre fund er placeret i en anden del af højen. Her er blot oldtidskroppenes fysiske tilstedeværelse i et stemningsfyldt rum. Det er både en mere forklarende og en mere intens formidling af de mere end 3000 år gamle østjyder end den, der kunne opleves, da de var en del af Nationalmuseets nyeste oldtidsudstilling.

Moesgaard_Museum

Dette fotografi af det hvælvede stemningsfulde rum, hvor de tre begravede ligger yder ingen retfærdighed til, hvordan rummet virker – hvis man vil opleve det, må man tage ud til Moesgaard

En fortælling om en hær

Den næste udstilling jeg så var om Illerup Ådal fundet, der er et fund med dramatik og mange historier. I det gamle Moesgård nød jeg at være i den smukke og enkle udstilling om fundet, særligt efter at historien om de dramatiske begivenheder fik tilføjet den mere aktiverende og legende del Laguthewa Togt.

Nu formidles historien med et helt andet greb, der også fungerer. Det er en mere styret fortælling og med effekter der griber os besøgende. Først kommer man forbi et hærget hus. Soldaterne er på vej til slagmarken, men har været forbi her og plyndret hjemmet. Krigens gru og den ruin, der er tilbage, giver denne jernalderhistorie en foruroligende nutidig relevans.

Moesgaard_Museum

Det hærgede hus, hvor dagliglivs genstrande fra jernalderen udstilles

Moesgaard_Museum

I soldaterlejren før slaget. På særmene bag de udstillede genstande er der silhuetter af soldater der venter eller forbereder sig til kamp.

Næste rum er en soldaterlejr før slaget. Animationer viser dagliglivet i lejren og der er en stilhed før stormen stemning i rummet. Med god grund.

Udstillingen forsætter gennem en mørk indgang til et aflagt rum, hvor slaget mellem den invaderende hær og de forsvarende østjyder foregår. Os besøgende er fanget mellem to projektioner, som fylder hele rummets længe. Hver væg viser en hær, som puster sig op og går til angreb.

Moesgaard_Museum

Den ene hær rykker frem mod en på fra den ene side …

Moesgaard_Museum

og den anden rykker frem fra den anden side – og slaget kan begynde …

Slaget raser omkring en og når det slutter og de slagne ligger på slagmarken viser det sig, at de mørke skrå elementer under projektionerne, i virkeligheden er montre, hvor udvalgte smadrede skjolde, lanser og bæltespænder nu belyses.

Moesgaard_Museum

Efter kampen hvor de faldne ligger på slagmarken

Moesgaard_Museum

og deres efterladte genstande pludseligt kommer til syne i montrerne under projektionen

De er i denne form ikke oldtidsgenstande, der udstilles, men vidner til et slag og en dramatisk historie.

Den sidste del af Illerupfortællingen kommer i det næste rum, der er i to etager. Det er ofringen. På væggene ses tilskuerne til de ofringsseancer, der fandt sted ved Illerup Ådal for ca. 1600 til 1800 år siden og de ofrede dyr og genstande er udstillet i det plan man kommer ind i og i ”mosen” som er etagen nedenunder.

Moesgaard_Museum

Ved ofringsafsnittet af Illerup Ådal udstillingen vises de mange forskellige typer af fund – og kendere af den gamle Illerup Ådal udstilling kan nikke genkendende til denne virkningsfylde præsentation af spyddene

Fortællinger fra vikingetiden

Et tredje større afsnit i den arkæologiske udstilling er vikingetiden. Det havde jeg personligt glædet mig meget til at se, da jeg selv for 3-4 år siden var en del af den arbejdsgruppe, der lavede Syv Vikinger. Den udstilling, som var den første version af det, der i dag kan ses i den nye museumsbygning. Hovedgrebene i den nye udstilling er de samme. Den besøgende kan besøge Aros, vikingetidens Aarhus, eller en række geografiske lokationer som Aros havde forbindelse til, og ligesom i Syv Vikinger kan den besøgende ved indgangen vælge en person, symboliseret ved en attribut for personen (f.eks. et kors eller en kam).

Moesgaard_Museum

Attributterne, der skal vælges før besøget, har en RFID tag i sig som aktivere fortællinger forskellige steder i udstillingen

Når denne attribut lægges bestemte steder i udstillingen, får du den valgte persons historie fortalt. Som noget nyt kan man nu også vælge museumsinspektør Hans Skov, der så er en faglig arkæologisk stemme i stedet for de dramatiserede figurer, som museet denne gang har udviklet sammen med filminstruktør Aage Rais-Nordentoft. Udstillingen er blevet lidt luftigere og Aros-delen har fået en mere konkret byudtryk, hvilket klæder udstillingen.

Moesgaard_Museum

Porten i Aros opbygget i tømmer

Styrkerne og svaghederne er de samme. Udstillingen giver i sjældent gennemført grad de besøgende en mulighed for at komme tæt på en person fra fortiden og der er en stærk scenografi, som gør udstillingen til meget mere end en genstandsfremvisning. Dem, der se udstillingen uden at have valgt person eller uden at have forstået formidlingskontrakten, kan på den anden side opleve en noget fragmenteret fortælling og en manglende kontekst til at forstå de store iscenesættelser med. Personligt synes jeg, at fordelene også i denne version af udstillingen er større end ulemperne.

Moesgaard_Museum

Rummet om Ingelsheim, den by hvor Aros’ første biskop Reginbrand i 948 deltog i et kirkemøde

Det nye Moesgaard Museum har mange flere nærværende fortællinger end arkæologiske udstillinger ofte tilbyder, og der er mange gode bud på hvordan teknologi kan understøtte fortællingerne. Enkelte steder virkede teknikken ikke optimalt, og jeg håber for museet, at de hurtigst muligt får rettet fejlende, da manglende respons og sorte skærme er værre end ingen skærme. Der er også flotte iscenesættelser, der virker meget nutidige og betagende, men som jeg er spændt på om også virker ligeså godt om 3-5 år, eller om det er noget, der vil virke mere altmodisch end de genstande, de er ramme om.

Bronzealderen, Illerup Ådal og vikingetiden var de dele af det nye Moesgaard jeg fik mulighed for at opleve i går – og det kalder på et genvisit. For ikke at tale om at opleve alt det, der også åbner for offentligheden i dag og som jeg ikke fik set ordentlig:

  • Den nye etnografiske udstilling om forholdet til døden, der er den del jeg glæder mig allermest til at se,
  • projektet om Gundestrupkedlen, hvor de besøgende ved at føle på reliefferne får fortællinger fra fundet,
  • et konserveringslab a la det, der er i det arkæologiske museum i Herne,
  • trappen ned til udstillingerne, hvor der er modeller af vores forfædre fra Lucy til Neaderthalerne – de er virkningsfuldt til stede gennem figurer og de er gennem kikkerter visuelt formidler takket være et samarbejde med interaktions- og designfirmaet Art+Com
  • og Grauballemanden, ham tør jeg vædde på må være et sted i de nye udstillinger.
Moesgaard_Museum

En figurgruppe bestående af aboriginer Paul Gurrumuruwuy, tjukteren Galina Ainatgual og den engelske fysiker Stephen Hawking møder en før den etnografiske udstilling. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det glæder jeg mig til at finde ud af næste gang jeg besøger Moesgaard

Tillykke Moesgaard. Og til alle jer der gerne vi se varierede bud på hvordan oldtiden kan formidles: Glæd jer og tag ud og bliv inspireret på Moesgaard.

6 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Museet for Søfart

Indenfor det sidste år er der åbnet to kulturhistoriske museer i nye bygninger. Museet for Søfart i Helsingør og Danmarks Borgcenter i Vordingborg, og i denne uge kommer et til på listen, når Moesgård Museum i Aarhus slår dørene op.

Når man besøger Museet for Søfart og Danmarks Borgcenter er der ikke nogen tvivl om, at det er steder, der vil noget med deres historier og deres formidling. Begge steder havde samlinger og historier som de i forvejen formidlede og begge steder er de i de nye omgivelser gået til fortællingerne på nye og mere scenograferede måder og med en appetit på, hvad teknologien kan berige formidlingen med.

Museet for Soefart IMGP4702

Museet for Søfarts afsnit om containersejlads i dag

Både på museet i Vordingborg og i Helsingør gik jeg begejstret rundt og blev grebet af de mange nytænkte elementer i udstillingerne og ved begge besøg var det også gældende, at jeg bagefter besøget måtte konkludere, at jeg ikke helt synes de udnyttede deres potentiale. Den kulturhistoriske udstilling var blevet gentænkt, men nogle af de valgte greb havde efter min smag taget overhånd. De var ikke blevet doseret helt rigtigt så stedet tydeligt fremstod som hovedmuseet indenfor området med en formidling er rettet mod alle. Danmarks Borgcenter vil jeg vende tilbage til senere. I dette blogindlæg vil jeg dele nogle af min betragtninger om Museets for Søfarts greb på den danske maritime historie.

Museet for Søfart

Museet i Helsingør har fået meget omtale af på grund af Bjarne Ingels arkitektur og det nytænkende greb, hvor han i stedet for at bygge et hus på grunden gik under jorden og udnyttede tørdokken som center i bygningen.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

Det har givet et museum med rigtigt meget indlagt historie i sin ramme, men også en museum der på forhånd havde fået en række rummæssige begrænsninger. Alle rummene skulle fordeles omkring tørdokken i en rundgang og de har derfor tydelige begrænsninger – særligt i rumbredderne.

Museet for Soefart IMGP4643

Museet for Søfarts temaudstilling om sømanden er placeret i en af de smalle dele af museet

Grebet som Museet for Søfart har valgt i dette nye museum er at lave et temabaseret museum. Udstillingerne er ikke bygget op omkring en kronologisk gennemgang af søfartens historie og betydning i Danmark, men er i stedet en række nedslag som sammen giver museets bud på emnet. Museet har ikke de bedste rammer for særudstillinger. Tanken er, at museets temaudstillinger skal kunne variere over tid så der hvert andet – tredje år bliver udskiftet et tema og der dermed bliver fortalt et nyt aspekt om søfarten og der kommer noget nyt for museets besøgende at opleve. Museet blev indviet i oktober 2013 og de temaer det åbnede med er stadig dem, der kan ses på museet. Der er temaer som går på tværs af tid, f.eks. om sømanden, havnen og navigation, og det er temaer som er mere tidsbestemte, f.eks. om sejlads under 1. og 2. verdenskrig, 1700-tallets handel og containersejlads i dag.

Variation

Museet har haft et tæt samarbejde med det hollandske designfirma Kossmann.dejong og sammen er det lykkedes dette partnerskab at skabe en varieret rejse gennem udstillingerne. Hvert tema har fået sin tone og stil. Energien kommer tilbage til besøget, når man som gæst træder ind i et nyt rum og skal til at fornemme hvad der her er på færde, og hvad museet her vil fortælle en. Det er blevet vellykket og et bevis på, at velvalgt variation i nybyggede museer er en mulighed.

Rummenes begrænsning var et vilkår som designerne ikke kunne komme udenom, men det er også forsøgt brugt som understøtning til fortællingen. Særligt i afsnittet I krigens skygge har de formået at bruge dette rums smalle karakter til at skabe en klaustrofobisk stemning omkring sejlads under verdenskrigene.

Museet for Soefart IMG_1225

Afsnittet I krigens skygge, der blandt andet fortæller om handelsskibe som blev ramt af en torpedo

Variationen ses også i de enkelte greb udstillingerne benytter sig af. Der er film, genstandsfremvisning og udvalget digitale tiltag, der ikke bliver automatisk genbrugt overalt på museet, men som er skabt i samspil med de enkelte afsnit.

Understøttende digital formidling

To eksempler på denne understøttende brug af IT er de digitale tiltag, der er i temaerne om henholdsvis navigation og 1700-tallets handel. I navigationsafsnittet Navigation og verdensbilleder kan de besøgende blive en del af et spil, hvor man skal navigere et skib sikkert hjem til Helsingør.  Det sker gennem skærme og en godt castet sømand-figur, der giver den besøgende opgaver som er knyttet til den montre man står ved. Breddegrad skal findes gennem solhøjde ved montren med sekstanter og længegrad skal findes gennem tidsmåling ved montren med kronometre. Det er logisk og underholdende lavet og et godt eksempel på, hvordan et spilelement kan understøtte og udbygge den fortælling, der i forvejen sker gennem genstande og informationer. Det er underholdende, men ikke kun underholdning – det er også et ekstra lag i formidlingen.

Museet for Soefart IMGP4662

Afsnittet Navigation og verdensbilleder

Museet for Soefart IMGP4667

Kronometre og opgaven med at finde ens længdegrad

Museet for Soefart IMGP4671

Mission completed

Afsnittet Teselskabet fortæller om 1700-tallets handel og hvilke varer danske handelsskibe sejlede med hvorfra og til. En motor til at få de besøgende rundt i den udstilling er et spil, hvor den besøgende tager en fysisk læderindbunden bog og placere den på særlige plinte ved de montre i afsnittet som fortæller om de forskellige handelsdestinationer (Nordatlanten, Kina, Vestindiske øer mv). Når det sker, bliver de blanke sider i bogen forvandlet til et handelsregnskab gennem en projektion, og så er den besøgende blevet omdannet til et 1700-tals købmand, der skal forsøge at tjene mest muligt gennem salg og køb af de rigtige varer. Kombinationen mellem den fysiske bog og det digitale lag fungerede rigtigt godt.

Museet for Soefart IMGP4698

Lisbeth og Connie har lagt deres bog på plinten foran kinesiske varer

Museet for Soefart IMGP4699

… og teksten kommer frem så de kan få købt den porcelæn de skal have med hjem til Danmark

Teknomagi kalder udstillingens bagmand museumsinspektør Benjamin Asmussen grebet og jeg vil give ham ret i, at der er en magiske grad af berigelse i installationen ved at det digitale kommer frem på et medie, som man tror er rent analogt. I modsætning til navigationsspillet skal man her ville det lidt mere. Gruppen som jeg besøgte museet med nu blev fint grebet af spillet – bare trist at jeg selv var en mildest talt katastrofal 1700-tals handelsmand.

Den store fortælling

Efter besøget var der to ting jeg studsede over. Det ene var at emnet søfarts umiddelbare fascination for raske drenge og piger ikke blev mere udnyttet og det andet var, at jeg kunne bruge en del timer på museet uden at komme hjem med en samlet ide om dansk søfarts historie. Det sidste element skyldes selvfølgeligt museets ensidige satsning på temaer. Nogle af de tværkronologiske temaer fortæller om udviklingen indenfor det valgte emne, men den store fortælling var der ikke ,og det synes jeg er en mangel. Hvis der måtte være et sted, hvor den fortælling skulle være så må det da være på landets største specialmuseum om søfart. Jeg bifalder variationen og ideen med at fortælle i temaer, men det ville have klædt museets formidling, hvis et af emnerne havde været en crash-kursus i hele den danske søfartshistorie, gerne fortalt lige så veloplagt som det bliver gjort ved flere af de andre emner.

Udstillingerne på museet har masser af opfindsomhed og kalorier til hjernen, men der er ikke meget hands-on og sømandsleg til de mindste og dem der er lidt ældre eller bare de barnligt orienteret. I afsnittet om havnen er der en fin tatoveringstegne-installation, men overordnet virker museet som et museum, hvor det er de voksne, der skal sætte børnene i gang, fremfor et sted, hvor børnene også selv kan tage føringen og nemt gå i interaktion med historierne. Jeg har fået at vide, at museet planlægger børneorienteret formidlingselementer til udstillingerne og heldigvis er museets kvadratmeter ikke så intenst udnyttet, så det skal de nok finde plads til.

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

To knægte der med begejstring prøver tatoveringsinstallationen. Foto: Axel Harms

Museer bør også være for børn – særligt museer der som dette har et emne der pirre fantasien og drømmene.

Opfindsomhed og overskud

Det store overblik og en målrettet formidling for yngre er to vigtige dele som jeg synes Museet for Søfart mangler, men til gengæld er der mange små og store elementer der fungere, og overordet virker museet i Helsingør som et veloplagt sted at besøge med fine detaljer. F.eks. rummet med marinemalerier, hvor billederne er hængt tæt og med horisonten som den bærende linje.

Museet for Soefart IMGP4679

Museet for Soefart IMGP4680

I samme rum er en stor samling skibsmodeller, som er placeret på opsatser, der viser hvilken cargo som skibet indeholder. Samme brug af indpakningen ses i Teselskabet, hvor montrerne er bygget op af det materiale som det, der blev handler ved den destination som montren omhandler. Samme afsnits tekster er også værd at bemærke, da de bruger Margareta Ekarvs tekstprincip med at ombryde teksten mere og skrive de væsentlige begreber først.

Museet for Soefart IMGP4694

Montre i udstillingen Teselskabet

Museet for Soefart IMGP4693

Brug af Magareta Ekarvs tekstprincip

Overskuddet ses ikke kun i udstillingerne. Til en del af temaerne er alle teksterne og baggrundsinformation om temaudstillingen lagt ud på hjemmesiden, og fra hjemmesiden er der også adgang til en database, hvor man kan søges i museets genstande og i over 34.000 maritime billeder og 25.000 bogtitler.
Dem af os som har været interesseret i tilblivelsen af udstillingen og tankerne bag den kunne frem til åbningen i 2013 få stillet vores nysgerrighed gennem bloggen http://fyrskibet.dk/ eller gennem museumsinspektør Benjamin Asmussen blog http://historieblog.dk/. Det er god stil.

Museet har snart eksisteret et år. Det har dermed oplevet de forskellige sæsoners muligheder og de løbende krav til drift og omverdenens behov. Jeg håber, at Museet for Søfart er et sted, der har energi til løbende at udvikle sig og bygge videre på nogle af de gode ideer, der allerede kan ses på museet.

Link

Museet for Søfart:
http://www.mfs.dk/

Tekster og baggrundsinformation om udstillingerne
http://www.mfs.dk/da/soeg-i-soefartshistorien/digitale-udstillinger

Museet for Søfarts database:
http://www.mfs.dk/da/search/history

Blogs:
http://fyrskibet.dk/
http://historieblog.dk/

Charlotte S.H. Jensens introduktion til Margareta Ekarvs tekstprincipper:
http://charlotteshj.wordpress.com/2012/08/23/udstillingstekster-letlaeste-a-la-ekarv/

En af Benjamin Asmussens blogindlæg om teknomagi:
http://historieblog.dk/2014/teknomagi-udstillingstanker-ix/

Museet for Soefart IMGP4652

Der er brugt projektioner mange steder på museet, blandt andet her i afsnittet om havnen

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Kulturhistorie, Udstilling

Museumsblogs

Pressen bruger anseelig tid på hvad pressen mener, et yndligsemne for politikere er andre politiker og en god måde for at vække opmærksomhed hos gæsterne er at fortælle om dem selv. Martins Museumsblog vil i dag følge denne trend – og skive om museumsblogs.

MartinsMuseumsblog

Siden begrebet fik sin eget term (først weblog og så blog) i slut 1990’erne har blogmediet gennemgribende fornyet den offentlige kommunikation. Nu kan alle og enhver skabe sit eget distributionsnet til egne og andres artikler. Der kom blogs om gængse nyhedsemner, men også blogs om interesseområder som haver, humor, heste, home interior – you name it – og kunst- og kulturinteresserede begyndte også at blogge om museer og museernes samlinger.

Nina_SimonEn blogger, som skabe sin karriere og museumspolitiske indflydelse gennem medier er amerikanske Nina Simon. Hun deler sine ideer om The Participatory Museum gennem hendes blog Museum 2.0, hvilke også har resulterede i en bog af samme navn, der helt i tråd med Museum 2.0s tankegang gratis kan downloades gennem bloggen. Nina Simon er i dag museumsdirektør i The Museum of Art & History i Santa Cruz, men er stadigvæk aktiv på Museum 2.0.

Udover blogs om museer kom der også blogs fra museer, hvor museumsmedarbejdere helt i tråd med mediets karakter direkte og hurtigt kunne fortælle interesserede om det de laver. En af de første museumsblog jeg stødte på var Birgitte Fløe Jensens FortidsmindeBlog fra Museerne Vordingborg, (Danmarks Borgcenter, der i dag er en del af Museum Sydøstdanmark).

Museet i Vordingborg var tidligt ret aktive med blogmedier og havde en overgang også omskabt meget af deres indhold på deres hjemmeside til blogs, men der er en praksis der tilsyneladende ikke længere bruges på deres hjemmeside http://www.museerne.dk/ efter at de er blevet den del af Museum Sydøstdanmark. Andre museer der også tidligt begyndte at blogge og udforske mediet var Arken, Medicinsk Museion, Nationalmuseet og Moesgård Museum.

Et view over museernes brug af blogmedier viser nogle tendenser.

Organisationsbloggen

Organisationsbloggen tror jeg er den mest udbredte form blandt de danske museer. Her bruges blogmediet til at et bestemt felt af museets virke bliver formidlet.

Kroppedal Museum Nyere tid

Vordingborgs Fortidsmindeblog var et eksempel på det, Moesgård Museum fulgte op med en lignede fortidsmindeblog, der var aktivt i nogle år. På Nationalmuseets har flere afdelinger en blog, bl.a. nyere tid, bevaringsafdelingen og Danmarks Kirke. De er ikke alle lige brugte og opdaterede, men en jævnt aktiv blog er museets runer og mønter blog, hvor det er muligt at følge det løbende arbejde med Nationalmuseets tilsyn og forskning omkring med runesten og møntfund. Kroppedal Museum har sat deres brug af blog i system ved at deres tre ansvarsområder, astronomi, nyere tid og arkæologi, har hver deres blog – og museet sørger jævnligt at vedligeholde disse blogs. Andre blog i den organisatoriske type kan være, at samlinger systematisk vises frem eller at museet har en blog der overordnet bruges til at formidle processerne bag museets arbejde. Den type blog ses bl.a. hos to museer der er kendt for deres initiativer omkring digital formidling: Brooklyn Museum og Powerhouse Museum i Sidney. Powerhouse Museum har bloggene Photo of the Day og Inside the Collection hvor genstande og billeder vises frem, og Brooklyn Museum har en behind-the-scene blog med indlæg fra hele museets virke. Lignende behind-the-scenes blog ses også hos Museet for Søfarts blog Fyrskibet og i den nye Bag Facaden blog fra Den Gamle By.

Den specifikke emneblog

Emnebloggen, hvor en særligt emne tages ud fra en personlig vinkel, er en meget brugt genre hos privatpersoner. Her er modeblog, haveblog og madblogs for at tage tre meget udbredte emner. Der skrives kun om det valgte emne og dermed er der en klar kontrakt mellem afsender og læser. Denne klare afgrænsede blogtype synes dog ikke at være så udbredt på museerne, men et godt musealt eksempel på typen er Nationalmuseets blog Kokkepigen. Her er det den fiktive person kokkepigen som deler historier og opskrifter med base i køknerne på Frilandsmuseet i Brede.

Nogle af de ovennævnte organisationsblogs kan godt have fokus på særlige dele af museets virke og dermed godt betegnes som et emneblog skønt deres hovedformål kan være at blogge fra en bestemt afdeling af museet. Der er andre eksempler på museumsblog som tager et bestemt emne om i en kortere periode, men dem vi jeg hellere betegne projektblogs.

Projektblogs

Bispetorv

Projektblogs er blog, der formidler et bestemt projekt i en periode. Et tidligt eksempel på dette var Nationalmuseets daværende direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 (http://natmus.blogspot.dk/). Bestemte udgravninger har også været emne for specifikke blogs som Moesgård Museums store udgravning på Bispetorv i Aarhus i 2009 (http://bispetorvet.wordpress.com/) eller Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke (http://lindegaarden.wordpress.com/), en blog som kom på Kulturarvsstyrelsens liste over Årets museumshits 2011.

Udfordringen ved disse tidsafgrænsede blogs er at afslutte dem ordentligt. Et fint eksempel på dette er den blog som Historiska Museet i Stockholm lavede i forbindelse med deres udstilling Sveriges Historia. Bloggen fulgte tilblivelsen af udstillingen og takkede af en måneds tid efter åbningen af udstillingen http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria/2010/06/21/bloggen-och-de-101-inlaggen/.

Den Gamle Bys brug af blog

I denne uge kastede min arbejdsplads, Den Gamle By, sig for alvor ud i blogmediet. En first mover kan man ikke kalde os, men bag initiativet ligger en nøje overvejelse omkring, hvilke emner som blogmediet er bedst egnet til at videregive vores viden, synspunkter og oplevelser igennem. Bloggene og formen er også planlagt, så det er emner museet kontinuertlig kan blogge om og langsomt opbygge en læserskare til.

Historiske Haver

Tre af bloggene er specifikke emneblog. Den ene dyrker et generelt stort blogemne, haven. Bloggen viser som andre haveblog årets gang og har så det twist, at den særlige viden museet har om tidligere tiders havebrug og gartnerpraksis også bliver formidlet. En anden klar emneblog er om en af museets kærneområde julen. Hver jul er museets et naturligt førstevalg for mange familier og venner, der gerne vil kombinere en fælles juletur, med julestemning skabt af forskellige tiders måde at fejre julen på. Den viden museet har om emnet kommer nu ud i bloggen og juleinteresserede der søger information på nettet vil forhåbentlig blive oplyst her efterhånden som bloggen vokser. En tredje emneblog handler om Aarhus. Det er et af museets ansvarsområder, men bloggen vil ligesom de omtalte fortidsmindeblogs ikke være der, at museet fortæller om deres formelle ansvarsområde, men det bliver mere et kalejdoskopisk blik på Aarhus før og nu med bidrag fra forskellige af museets ansatte.

DGB Bag Facaden

To blog vil mere kunne betegnes som organisationsblog. Den ene er Bag Facaden bloggen, der som navnet antyder fortæller om processerne bag museets udstillinger, aktiviteter mv. Blogindlæggets natur er at være personlige, og det er skal det også være på denne mere organisationsorienterede blog, ved at afsenderen på det enkelte indlæg er tydelig og at bidragsyderne har deres egne emner de skriver om. Den anden organisationsorienterede blog er Aarhus og 2. Verdenskrig, der bliver en kanal som museets afdeling Besættelsesmuseet i Aarhus kan bruge til nemt at dele historie, billeder mv. Bloggens klare fokus om Anden Verdenskrig vil formodentlig også gøre, at bloggen bliver bruge på samme måde som de specifikke emneblog bliver.

museumsdirektørens blog

Den sidste blog er Museumsdirektørens blog, der bliver en mere causerende blog, men også en mere holdningspræget blog, hvor Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn kan poste tanker og meninger, f.eks. i det seneste indlæg om Kulturministeriets tanke om at sammenlægge en række specialmuseer under Nationalmuseet. Den holdningsbetonede blog er en type, som ses meget i avisernes bloguniverser, hvor politiker, NGO repræsentanter med videre på den måde deltager i den offentlige debat, men typens ses ikke ofte i kulturlivet. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om blogs af denne type drevet af et museum. I aviserne eller andre nyhedsmediers blogge har jeg også kun stødt på Kvindemuseets Merete Ipsens blog i www.stiften.dk.

Ingen af Den Gamle Bys blog er tænkt som korterevarende projektblogs. Før lanceringen var der derimod flere diskussioner om, hvilke emner der kunne blive ved med at blive blogget om, og arbejdet med bloggen er planlagt så det kan passes ind i museets andet arbejde for at undgå, at det at blogge der efter en kortere tid bliver en irriterende byrde i stedet for at være den glæde det er, at dele viden med andre og se at det bliver modtaget.

DGB Aarhus og WW2

Museerne har meget indhold og blogmediets hurtige og nemt delbare facon gør det oplagt at bruge til at dele museets historier. Udfordringerne er at sikre bloggen en god base i organisationen så de blive vedligeholdt og dermed giver optimale udbytte både for læserne og museerne. Bloggens indhold skal naturligvis også gennemtænkes og derunder at skribenterne skal vende sig til webkommunikationens krav om hurtigt at fange opmærksomheden gennem billeder, klare overskrifter og godt opbrudte tekster. Det bedste udbytte opnås, hvis blogindlæggene er nemt delbare. Personligt kan jeg bedst lide hvis de er organiseret i de gængse bloguniverser (blogger, wordpress mv.) der følger med genres udvikling, i stedet for at være indlejret som del at museernes organisationshjemmesider, da disse alt for ofte ikke er klar definerede i deres udtryk eller bedst muligt optimerede til deling og kommentering. At indlejringen har andre fordele mht. at holde læserne på hovedsiden er så en helt anden diskussion.

Omtalt museumsblogs

Arkens weblog 2005-2006 http://arken.blogs.com/arken_blog/

Brooklyn Museum’s behind-the-scene blog http://www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/

Den Gamle Bys Bag Facaden http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/

Den Gamle Bys Julehistorier http://blog.dengamleby.dk/julehistorier/

Den Gamle Bys Historiske Haver http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/

Den Gamle Bys Museumsdirektørens blog http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/

Den Gamle Bys Aarhus Flashback http://blog.dengamleby.dk/aarhusflashback/

Den Gamle Bys Aarhus og 2. Verdenskrig http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/

Historiska Museets Sveriges Historie http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Kroppedal Museums Nyere tid http://kroppedal.dk/nyere-tid/blog-nyeretid/

Medicinsk Museions blogs http://www.museion.ku.dk/da/category/blogging-13/

Moesgård Museums Fortidsmindeblog http://fortidsmindermoesmus.wordpress.com/

Moesgård Museums Bispetorv http://bispetorvet.wordpress.com/

Museerne Vordingborgs Fortidsmindeblog http://iloapp.museerne.dk/blog/fortidsmindeblog?Home

Museet for Søfarts Fyrskibet : http://fyrskibet.dk/

Nationalmuseets Kokkepigen: http://kokkepigen.natmus.dk/

Nationalmuseets direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 http://natmus.blogspot.dk/

Nationalmuseets runer og mønter blog : http://runer-moenter.natmus.dk/

Nina Simons Museum 2.0 http://museumtwo.blogspot.dk/

Powerhouse Museum’s Photo of the Day http://www.powerhousemuseum.com/imageservices/

Powerhouse Museum’s Inside the Collection http://www.powerhousemuseum.com/insidethecollection/

SMKs blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/

Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke http://lindegaarden.wordpress.com/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

malervaerksted

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

ejbybunker_1932

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

ejbybunker_1989

ejbybunker_1961

ejbybunker_1963

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

ejbybunker_1938

ejbybunker_1939

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

ejbybunker_1951

ejbybunker_1947

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Haandv_i_baghus_Oskar

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

haandv_i_baghus_2027

skaerme i baghus_4657

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

haandv_i_baghus_2033

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

skaerm_Haandv_i_baghus_1

skaerm_Haandv_i_baghus_3

skaerm_Haandv_i_baghus_2

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

haandv_i_baghus_2035

haandv_i_baghus_2092

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

ejbybunker_1954

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

ejbybunker_1940

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

ejbybunker_1979

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

Arnhem maj 2012 034

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

Bokrijk juni 2012 132

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Bokrijk juni 2012 105

Bokrijk juni 2012 104

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

Bokrijk juni 2012 107

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

Bokrijk juni 2012 108

Bokrijk juni 2012 109

Bokrijk juni 2012 113

Bokrijk juni 2012 110

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

Bokrijk juni 2012 114

Bokrijk juni 2012 115

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Bokrijk juni 2012 119

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Bokrijk juni 2012 080

Bokrijk juni 2012 093

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Bokrijk juni 2012 022

Bokrijk juni 2012 049

Bokrijk juni 2012 051

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Holland Belgien 469

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

Holland Belgien 467

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Holland Belgien 462

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

Holland Belgien 463

Holland Belgien 465

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Arnhem maj 2012 201

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

Arnhem maj 2012 183

Arnhem maj 2012 184

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Arnhem maj 2012 191

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Arnhem maj 2012 216

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling