Byhistorie er sagen. De sidste år er der åbnet større byhistoriske udstillinger om bl.a. Vejles og Odenses historie, og i 2017 og 2018 åbner nye ambitiøse udstillinger om landets to største byer Aarhus og København. Udstillingen om Aarhus’ historie er jeg selv involveret i sammen med andre kollegaer fra Den Gamle By. Vi har både privat med familie og sammen gennem arbejde fået set en del bymuseale udstillinger i de sidste år, både herhjemme og i udlandet, og for at være ærligt, så er de ikke alle lige spændende eller godt udført. 2015 bød for mit vedkommen blandt andet på rejser til Helsinki, Newcastle og New York, og når man nu var der, skulle det lokale bymuseum også besøges.
Helsinki City Museum
Helsinki City Museum
Helsinki Museum består af fem museer og en sjette afdeling åbner i år til maj. Jeg besøgte afdelingen Helsinki City Museum, der ligger central på gaden Sofiankatu nær Senatstorvet og Domkirken. Det er den afdeling, som har mest fokus på byens historie. Museet har ikke en fast udstilling, og da jeg besøgte museet i juni viste det særudstillingen Mad about Helsinki, som var delt op i to afdelinger. På stueplan var der fokus på steder i byen og på 1. sal var der fokus på personer og ud fra deres historie blev der fortalt om byen.
Der var gratis adgang til museet, men udover en skoleklasse var der ikke mange besøgende den hverdag i juni. Jeg vil også skyde på, at jeg var den eneste turist, men udstillingen var heller ikke af en type som gav et overblik over byen for nogen som ikke kendte Helsinki på forhånd.
Der var nogle fine formidlingsmæssige greb i udstillingen som for eksempler projektioner af de portrætterede personer på første sal ved genstande, der også fortalte deres historie. Flere af dem var gengivet gennem skuespillere i fuld størrelse og grebet var med til at bebo udstillingsrummet.
På museet kunne man godt få en fornemmelse af, at Helsinki Museum som institution gerne vil være aktive i byens rum og gerne vil bruges af byens borgere. Anden sal var et åbent fotoarkiv og i udstillingen blev der også præsenteret en app fra museet, hvor man selv kunne anbefale steder eller liste det i byen som man måtte være ”mad about”.
Billedarkivets læsesal som var en del af museet
Mad about Helsinki app’en som der blev reklameret for på museet
Newcastle Story
I Newcastle fortælles byens historie noget mere samlet på Discovery Museum, der er en del af den større organisation Tyne and Wear Archive and Museums. I Discovery Museum er det særlig den permanente udstillinger Newcastle Story som fortæller om byen. Udstillingen er en kronologisk og systematisk gennemgang af byens historie fra romerne og frem til det 20. århundrede.
Det er en meget gennemført udstilling, hvor hvert afsnit frem til 1900 har en indgangsportal med den samme type oplysninger om periodens vigtige begivenheder, byens størrelse, hvad man kan se af bygninger mv. fra perioden og udvalgte fun facts eller nasty facts.
Hvert tidsafsnit i Newcastle Story starter med en portal hvor udvalgte oplysninger om perioden vises
Portalens ene side
Med oplysninger byens udstrækning og vigtige kendetegn i perioden
Hvilke bygninger fra perioden der stadigt kan ses i byen
Og en udvalgt Fun Fact – her at nogle bagere tilførte sand i brødet
Afsnitsportalens anden side har en tidslinje for perioden
Og en Nasty Facs – her at arsenik var en kur mod pest
I hvert afsnit er der en eller flere dramatiserede historie og et gennemgående træk er også et børnespor. Derudover har udstillingen et væld af initiativer i bedste engelske stil af interaktive elementer og hands-on.
I afsnittet om Victoria-tiden er der et rum med genstande og en skærm hvor man kan vælge at høre udvalgte personers historier
Og historierne henviser så til en genstand i rummet, f.eks. denne legetøjselefant
En slags hands-on i udstillingen var en installation om brændmærke-straf i middelalderen. En lyd i loftet har en overraskelseseffekt, og det er et fint eksempel på brug af flere sanser i en udstilling.
Punishment installationen i udstillingens middelalderafsnit. Hvordan at lyd er integreret som et overraskelseselement kan ses i videoen herunder.
Alt i alt gør det Newcastle Story til en meget informationsmættet udstilling, men også en meget larmende og noget skematisk udstilling i hvert fald frem til det 20. århundrede, hvor den skifter stil og både bliver med flere genstande, afsnit og filmmateriale.
Newcastle Story har nogle år på bagen og virkede utvivlsomt meget moderne og fremsynet, da den åbnede, men nogle af de ”moderne” greb med farver og opsætning gør også, at den i dag kan virke lidt old news. Museets mange muligheder for hans-on og aktivitet gør også at der er et stort slid – og helt tydeligt en slid der er større end museets vedligehold kan følge med. Det er også med til at få den og nogle af museets andre udstillinger til at virke lidt brugt og gammelt.
De er ikke beskedne i udstillingen med at vise hvor man kan opleve hvad, f.eks. at der her er en fortælling
Lyd var der i det hele taget rigtigt meget af i udstillingen. Også her hvor man kunne vælge fortællinger fra bydelen Walker.
Og en fortælling til (hvis man skulle have overhørt det)
Men Newcastle Story giver en god og sansemættet indføring i byens historie. Udover Newcastle Story viser Discovery Museum også en række andre udstillinger, der også fortæller om elemeter i byen. Destination Tyne fortæller om migration til Newcastle de sidste 200 år, og Story of Tyne fortæller om havnen og flodens betydning for byen.
En hands-on aktivitet om skibsbyggeri i Story of Tyne udstillingen
I Destination Tyne udstilles genstande og fortælles om udvalgte emigranter til Newcastle-området
Og udstillingen slutter med at man selv kan skrive sin hjem- eller migrationshistorie
New York – fragmentariske fortællinger
New York er en af de byer som man gennem populærkulturen allerede kender før man ankommer til den og en tur gennem byen er fyldt med scener og steder man allerede har set på film eller hørt om i sange, litteratur, nyhederne eller historiebøgerne. Det må være en overvældende mængde for byens Museum of the City of New York at formidle.
Særudstillingen Folk City på Museum of the City of New York viser blandt andet hvor Bob Dylan, Pete Seeger og Woody Guthrie boede og havde deres tidlige koncerter.
Den tilgang museet har valgt at benytte minder mere om grebet i Helsinki end i Newcastle. Da jeg besøgte museet i sommers viste de udover en 22 min lang film, der var en gennemgang af byens historie, en række udstillinger som beskrev enkelte aspekter af New York. Der var blandt andet en om en om byens laug i slutningen af 1900-tallet, en om Activism i New York og en række særudstillingen blandt andet om Folk music i 1950’erne og 1960’erne, Hip-hop i 1980’erne, en om designeren Paul Rand og en om nogle af de steder og bygninger, der de sidste 50 år er blevet bevaret gennem Landmark Law.
Actism New York var en grundig og noget teksttung gennemgang af mange af byens Citizen movement – blandt andet om cyklisme.
En helt anden udstilling var om designer Paul Rand, der var født i Brooklyn og derfor et emne for en udstilling på museet.
Filmen Timscape giver et samlet billede af byens udvikling, men hvis man i eget tempo vil fordybe sig til den righoldige historie, kan det kun lade sig gøre hvis det er indenfor et af de særemner, som museet har valg at fokusere på.
Biografen i Museum of the City of New York hvor filmen Timescape gennemgik byens historie på 22. min.
Fra udstillingen Guilded New York, der som de andre udstillinger på museet var håndværksmæssigt og finishmæssigt godt lavet
Der er utvivlsomt beboere i byen, der har glæde af at vende tilbage til museet og løbende se nye udstillinger, som behandler nye aspekter af byens historie, men jeg synes det er en synd og en skam, at der ikke blev gjort et forsøg på et samlet udstillingsgreb om byens righoldige historie. Et enkelt sted, hvor der er taget tilløb til en samlet kalejdoskopisk greb på hvad NYC er, er i museets trappeopgang, der med en pågående sort/hvid grafik har et væld af citater fra berømtheder om hvad byen er og har været.
Trappeopgangen der var veloplagt udsmykket med citater om New York
Tenement Museum
I New York besøgte jeg besøgte også Lower East Side Tenement Museum, hvilke på nogle punkter var en fremragende oplevelse med vigtige byhistoriske fortællinger. Museum ligger i Lower East Side nær Little Italy og Chinatown og er et sted, hvor mange immigranter til Amerika fik deres første bolig og arbejde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Museet er Tenements – et lejlighedskompleks på Orchard Street 97, der blev bygget i 1865 og hvor alle etager på nær stueetagen måtte forlades i 1935, da ejeren ikke ville lave de lovpligtige forbedringer. På det tidspunkt havde over 7000 mennesker boet i ejendommen. Bygningen stod tom frem til 1988, hvor museet blev etableret. Blandt andet historikerer fra Columbia University igangsatte et storstilet researcharbejde om hvem der havde boet i de forskellige lejligheder og hvad deres historie var, og de første museumsgæster kunne besøge museet i 1992. Den eneste måde, som man kan opleve museet på er gennem guidede ture for grupper på op til ca. 30 personer. Turene går til lejligheder i bygningen eller rundt i kvarteret og giver gennem stederne og det talte ord gode indføringer i New York i den periode og dermed grundlaget for byens smeltedige-kultur, diversitet og storhed. Jeg kom på Sweetshop Worker turen der gik til to lejligheder, hvor der havde arbejde skræddere i slutningen af 1800-tallet. Der var en rigtigt god guide, der hurtigt fik spurgt ind til hvem vi i selskabet var, så hun kunne gøre turen så relevant som muligt, men det var ture primært til et på forhånd interesseret publikum. Min ellers meget museumsbegejstrede datter på 11 blev sat på en prøve og der gjorde de andre yngre i selskabet også. Et godt familiemuseum er det ikke.
I må nøjes med dette billede af Orchard Street 97, som er kærnen i museets fortælling. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i huset eller under rundvisningen.
Jeg forlod Tenement Museum med en ide og ny viden om noget af det som har gjort New York til den by den er. Den samme intense aha-følelse havde jeg ikke efter besøget på Museum of the City of New York. Det tror jeg dels skyldtes museets opsætninger, der var pæne, men ikke overraskende eller meget aktiverende, men først og fremmest at museet udover i filmvisning ikke prøver at lave et greb, hvor de giver en samlet fortælling, der fremhævede noget eller nogle markante udviklingstrin i byens historie. Det er for meget ta’ selv bord uden den nødvendige forklaring eller overblik over retterne.
Udstillingen Saving Places – 50 years of New York City Landmarks, der fortalte om nogle af de bygninger som lovgivning havde reddet fra nedrivning. Mange steder i den udstilling var der en forudsætning om, at bygningerne og deres placering og betydning på forhånd var kendt for den besøgende.
En af genstandene i udstillingen Folk City – om folk music scene i byen: Bob Dylans original manuskript til Blowin’ in the Wind. For mig var det en genstande og en historie, der havde noget svung over sig.
Det var samme tilgang til byhistorien som i Helsinki. Personlig synes jeg ikke, at det giver de bedste byhistoriske fortællinger. Jeg synes bestemt, at bymuseer skal have skiftende udstillinger som kan tage et emne op, men disse udstillinger skal være bakket op af en samlet udstillingen om byens historie. En samlet fortælling er både til glæde for byens borgere, deres gæster og for de turister, der kommer til byen og på egen hånd skal sætte sig ind i, hvor de er og hvorfor byen ser ud og virker som den gør.
Link
Helsinki City Museum:
http://www.helsinginkaupunginmuseo.fi/en/museums/helsinki-city-museum/
Newcastle Story i Discovery Museum i Newcastle:
https://discoverymuseum.org.uk/whats-on/newcastle-story
Museum of the City of New York:
http://www.mcny.org/
Lower East Side Tenement Museum i New York:
https://www.tenement.org/
