Tag Archives: dramatiseret

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

Reklamer

5 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

The Henry Ford – take it forward. Amerikanske open air museer 1

Min sommerferie foregik i USA med familien og med besøg på flere amerikanske open air museer. De næste uger vil der her komme blogindlæg om nogle af de steder vi så. Jeg vil starte denne lille følgeton med et sted, der er meget mere end et frilandsmuseum. The Henry Ford er både et udstillingssted med fantastiske genstande, et open air museum, en iMax biograf og en guidet tur på dele af Fordfabrikkerne. Det ligger i Detroit-forstaden Dearborn, hvor Henry Ford kom fra, og hvor han flyttede Ford-fabrikkerne til i 1927. Det er også her, at bilgiganten i dag har sit hovedsæde.

DSC_0427

Et af husene i open air delen af museet er en rekonstruktion af Fords første fabrik fra 1903

DSC_0269

På museet er der mange biler – ikke kun Fordmodeller – men et bredt udsnit af USA’s bilhistorie

Museet bygger på Fords ide om, at opfindsomhed og foretagsomhed er elementer, der har skabt Amerika, og stedet har fra sin begyndelse haft et nærmest forkyndende formål. Indendørsmuseet og open air museet skulle begge have en folkeopdragende karakter. De blev i 1929 opbygget som et laboratorium for et nyt skolesystem, som Ford drømte om. Henry Ford havde ikke brudt sig om hans egen skoletid og mente, at eleverne meget bedre kunne lære om teknik, entrepreneurship, opfindelser mv. ved f.eks. at blive inspireret i det værksted, hvor Edison lavede glødepæren eller ved det hus, hvor Noah Webster skrev hans American Dictionary eller der hvor brødrene Wright boede, da de opfandt flyvemaskinen. I Fords levetid var der på stedet en skole fra førskolealderen og til college. Der var ikke mere end 100 elever af gangen, med bilgigantens håb var, at hans ide om museumsformen som en aminaret lærebog ville blive udbredt til millioner af amerikanske børn. Det skete ikke, men efter at have været lukket i nogle årtier, er der atter en High School tilknyttet museet.

IMG_6499

Thomas Edisons Menlo Park Complex er en del af museet og der viser eksemplarer af de glødepærer, der var et af stedets vigtige opfindelser

Henry Ford Museum

”Hall of American Innovation” står der når man træder ind i indendørsmuseumsdelen af The Henry Ford – kaldet Henry Ford Museum – og innovation skal ikke kun forstås som frembringelse af fysiske genstande, men også af ideer og tankesæt.

DSC_0265

DSC_0268

Amerikansk fast food kultur bliver også formidlet, bl.a. i denne diner fra 1946, der er et af stedets spisesteder.

En del af museet, der særligt gjorde indtryk på dem jeg var med, var afsnittet “With Liberty and Justice for All”. Det fortæller med film, billeder, gode korte tekster – og oplagte eller særlige genstande om USA’s århundrede lange stræben mod frihed for flere. Der er bl.a. udstillet Thomas Paine pamflet mod englænderne, Common Sense, en fint forklaret udgave af Declaration of Independence og dramatiserede taler om uafhængighedskrigen.

DSC_0233

På museet var den stol som Abraham Lincoln sad i, da han 14. april 1865 blev skudt i et teater i Washungton.

Borgerrettighedskampen og skyggesiderne slaveri og racisme er fint formidlet i afsnittet bl.a. gennem ekstraordinære genstande som den stol Lincoln blev skudt i, et raceopdelt venteværelse og ikke mindst den bus som Rosa Park i 1955 nægtede at rejse sig op i for at give pladsen til en hvid mand. Anholdelsen af Rosa Park blev startskuddet til Montegomery Bus Boycot, der gjorde Martin Luther King kendt og som var begyndelsen til en række ikke voldelige borgerrettighedsaktioner i USA.

DSC_0237

Bussen som Rosa Park i december 1955 blev siddende i – den begivenheden, der startede en af borgerrettighedsbevægelsens store aktioner.

Ford T

Biler er der også mange af på museet og en model, der særligt formidles er Ford T. Den vises ikke kun som udstillingsgenstand, men gæsterne kan også komme op i en og få fortællinger af museets personale om biler på den tid.

Ford T ABD USA 2015 (59)

Et andet sted er en Ford T model er skilt ad, så alle de enkelte dele kan ses, og hvis man har mod på det kan man forsøge sig som samlebåndsarbejde. Ikke en nem opgave; den fik sveden frem hos deltagende og grinet frem hos beskuerne.

Ford IMG_8746
Ford T samlebaand

Da vi forlod museumsdelen og gik ud i Greenfield Village – open air delen af The Henry Ford komplekset – var vi ikke i tvivl om at USA var et land, der havde forstret nye ideer og fremsynede personer. Det er dem samme grundfortælling som bliver fortalt i open air delen, men nu med andre virkemidler.

DSC_0274

I indendørsmuseet er der flere digitale infoskærme og spil, der brugte museets samlinger, bl.a. denne skærm, hvor man kan teste hvilken type man er.

Greenfield Village

Greenfield Village er delt op i en række afdelinger med titler som Working Farms, Main Street og Porches and Parlors. Det kunne lyde som et snit ned gennem Amerika med landbrug, by og forstad, og det er det også, bare med det særlige tvist, at langt de fleste huse i afdelingerne har tilknytning til en person, der har spillet en særlig rolle i USA’s udvikling. En af gårdene var der, hvor Harvey Firestone voksede op før han gik i gang med at fabrikere dæk til bilerne. I Porches and Parlor kan man bl.a. besøge digteren Robert Frosts hjem og det hus, hvor Noah Webster boede og arbejde med hans American Dictionary of the English Language.

DSC_0301

Noah Websters arbejdsværelse

Greenfield Village’s Main Street er heller ikke en helt almindeligt af slagsen. Her ligger bl.a. retsbygningen fra Logan, som Abraham Lincoln med mellemrum som sagfører kom i, brødrene Wrights barndomshjem og det hus hvor Heinz fremstillede sine første vare før han blev kendt for ketchup.

DSC_0421

Huset, hvor H.J. Heinz i kælderen med henkogning af peberrod i 1860’erne startede hans fødevareimperium

I de fleste af husene er der personale, der tager venligt i mod en og fortæller om stedet, hvem der boede her og hvilken betydning vedkommende havde i landets historie.

DSC_0408

På besøg i et af de få steder i Greenfield Village, der ikke er tilknyttet en berømt person. I to slavebarakker fra Savannah, Georgia formidles slaveri. Den ene barak er et nøgternt rum med lydfortællinger om slavers liv og i den anden er der en ansat, som fortæller om et slavehjems indretning.

Dramatiserede historiefortællinger

På museet er der løbende små skuespil på 10-20 min., der mere dramatiseret formidler historien. Foran brødrene Wrights hus overværede vi, at Orville og Wilbur Wright kom hjem til deres søster for med begejstring at fortælle om verdens første maskindrevne flyvning, som de netop her i december 1903 havde gennemført. Det var fint, vittigt og veloplagt fortalt med god komik søskende i mellem. Bagefter var der fotosession for publikum, så de kunne blive foreviget med Wright-aktørerne.

DSC_0324

Skuespillet på Wright brødrenes veranda

DSC_0327

Og bagefter kunne publikum blive foreviget med Wright familien – eller i hvert fald aktørerne, der spillede Wright familien.

Et lignende skuespil blev opført i den del af museet, der er tilegnet Fords store idol og læremester Thomas Edison. Flere bygninger er tilknyttet opfinderen bl.a.  Menlo Park Complex, hvor phonografen og den første fungerende lyspære blev skabt.

DSC_0339

Thomas Alva Edison kom og holdt en ”pressekonference” med publikum, hvor han begejstret fortalte om den vanskelige proces med at lave en holdbar glødepære.

DSC_0344

Inde i Edisons Menlo Park Complex’et var der indrettet et mørkt rum, hvor den banebrydende opfindelse lyspæren kom til sin ret.

Et afsnit af Greenfield Village er dedikeret til Ford selv. Her er hans barndomshjem og flere fortællinger om hans bilproduktion, blandt et sted, hvor man kan komme ud at køre i en af de mangler Ford T’er som sammen med hestevogne, lokomotivet og en gammel omnibus er med til at transportere folk rundt.

DSC_0349

Med familien på tur

DSC_0356

Fungerende transportmidler er populære og i Greenfield Village kan man købe et turbånd, så man frit kan prøve stedets forskellige køretøjer.

 For alle aldre

Transportmidlerne er sammen med gårdenes dyr sikre hit for de yngste. Det er også andre elementer målrettet børnene, f.eks. en fungerende karrusel fra 1913 og en mere moderne legeplads, der har fortællinger om industri og biler, så dem der ville lege videre i det spor kan gøre det.

DSC_0359

Legepladsen i Greenfield Village

DSC_0362

Også ved 1913 karusselen var der veloplagt servicemindet personale, som kort fortalt om genstanden og hjalp børnene på plads.

De skuespil jeg så var ikke målrettet børn, men det var utvivlsom en 10 min. forestillingen med Laura Ingels fra Det lille hus på prærien, dukketeaterforestillingerne og de historiske lege, der også var elementer i dagsprogrammet.

Take it forward

Fords tanke om at man kan lære af begivenheder og store mænd m/k’s handlinger gennemsyrer stedet og på den måde er det logisk, at hele museumskomplekset helt kort hedder hans navn The Henry Ford. Samtidigt er det misvisende, da et ikke er et museum om Ford eller Ford-koncernens historie – det er hele USA’s museum om ideer og nye tanker. Det er vigtige historie og det burde også fremgå af museets navn, mere end i museets tagline “Take it forward”, der nu er velvalgt, da det understøtter museets oprigtige ønske om, at fortælle om ideer og foretagsomhed som man kan blive inspireret af.

DSC_0256

Et bud på en fremtid der aldrig kom, er museets kuriøse genstand Dymaxion House, et fremtidshus i aluminium og plastik fra 1930’erne. Der blev lavet et par prototyper, men det kom ikke i produktion.

Udover museumsdelene er det også muligt på stedet at se film i en iMax biograf og at komme på fabriksrundvisninger. Begge dele er lavet for at gøre besøget til en heldagsoplevelse. Dem jeg var med kunne nu fint bruge hele dagen uden de tilbud, og vi forlod glade museet med en god indføring i nogle af de tanker, ideer og kampe, der havde formet det land, som vi nu skulle bruge de næste uger i.

DSC_0264

Blandt museets highlight var en samling af præsidentbiler, bl.a. den Lincoln som J.F. Kennedy blev skudt i.

IMG_6497

Fra bussen Rosa Park blev siddende i – et sted på museet, hvor mange gæster gennem fotos valgte selv at skrive sig ind i historien.

Link: http://www.thehenryford.org/

7 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Rumtosset – når kunstmuseet og teater mødes

Mange museer snakker om teaterets virkemidler i disse år og scenografer, rekvisitører og dramatikerer fra teaterverdenen hjælper museer med at skabe udstillinger og rum. Få museer bruger dog teater som en del af formidlingen – få museer har skuespillere eller lignende, der agere i museets rum. Nogle open air museer har gennem living museum, dvs. levendegørelse dog brugt dette greb. I Danmark ses det blandt andet i Den Gamle By, Frilandsmuseet i Brede og Middelaldercenteret på Lolland og gode udenlandske eksempler på dette er svenske Jamtli, belgiske Bokrijk og de engelske open air museer Black Country og Beamish. Her bruges teaterets virkemiddel gerne til at dramatisere en tidsperiode, men også til at tale til sanserne og komme i dialog med museets gæster og gennem den dialog at skabe en godt stemning omkring besøget og gøre det nemmere for den besøgende at forstå de emner museet formidler.

Rumtosset IMG_5547

Rumtosset på ARoS

Naturhistoriske og kunsthistoriske museer dramatisere ikke deres stof på samme måde, men netop i denne uge er det muligt på det århusianske kunstmuseum ARoS at se en teaterforestilling omkring nogle af museets kunstværker. Rumtosset hedder forestillingen og den er blevet skabt i et samarbejde mellem børneteatet Filuren og ARoS ud fra en fælles ide fra ARoS’ formidlingsinspektør Birgit Pedersen og lederen af Filuren Steen Mourier.

Jeg var forbi og se stykket i går og det var en fornøjelig lille time i selskab med en skuespiller, en musiker og en række af museets værker. Stykket bestod af, at de to aktører førte en gruppe på knapt 30 rundt blandt værkerne og lavede små forestillinger ved hver af dem. Jeg ankom til museet med min mor og mine børn og alle tre generationer var bagefter enige om, at det havde været en rigtig god oplevelse.

Rumtosset IMG_5556

Oplevelsen havde teaterets nærved og vi blev grebet af den minimale handling, der var ved de forskellige tableauer. Samtidigt fik skuespillerne naturligt bygget nogle situationer ind i stykket, hvor vi besøgende begyndte at handle og klappe med på de rigtige steder, råbe sammen med ellers fremmede mennesker eller sende sms’er og få dem vist på en væg sammen med de andre besøgendes sms’er.

Var det underholdende? Ja det var det. Blev museets værker brug i forestillingen? Ja, det gjorde de. Blev de forklaret ud fra et kunsthistorisk perspektiv eller fik man at vide hvilke værker det var? Nej det gjorde man ikke, men det behøvedes man heller ikke at få. Skuespillerne i Rumtosset brugte kunstværkerne til at vende emner som værkerne måske handler om, og stykket viste, at ARoS’ genstande og selve museet fint kan bruges i en dramatisk baseret fortælling.

Rumtosset IMG_5552

Uhøjtidelig kunstformidling

Rumtosset understøtter også en uhøjtidelighed i forhold til præsentationen af kunsten, som jeg har oplevet på ARoS i de sidste 10 år, hvor jeg har brugt museet. Denne uhøjtidelighed er en formidlingstilgang overfor kunst som jeg er sikker på gør, at mange kan føle sig velkommen på museet, og jeg tror den er en vigtig medvirkende årsag til, at ARoS er landets anden bedste besøgte kunstmuseum.

Rumtosset er ikke levendegørelse på samme måde som open air museerne gør det, men er lige som genstandene på kunstmuseet, snarere små skuespil, der i sig selv er en rækker værker.  Jeg synes særligt godt om stykket, der hvor det naturligt lagde op til dialog skuespillerne og gæsterne imellem eller dialog mellem de besøgende. Og lige i de dele af stykker var det funktionelt ikke så langt fra open air museernes levendegørelse, når den fungere bedst. Lige der fik skuespillernes ageren gæsten til at føle sig set og hørt og understøtter, at den besøgende selv agerede og handler. Der er museumsoplevelsen langt fra en passivt modtagelse. Der bliver det både levende og nærværende.

Rumtosset kan ses frem til 15. februar 2015.

Læs mere om Rumtosset her: http://www.aros.dk/om-aros/presse/2015/rumtosset/

Rumtosset IMG_5551

2 kommentarer

Filed under Kunst

Dramatiseret historie – 1864

Jeg kan godt lide dramatiseret og populariseret historiefortælling, der vil beskueren noget og som bruger anderledes formmæssige greb end nøgterne beskrivelser i tale eller skrift.

Ole Bornedal til pressemøde om den ambitiøse tv-serie om krigen i 1864. Foto: Politiken

Historieformidlere står overfor udfordringen om at oplyse om en tidligere virkelighed og på samme måde engagere sit publikum. Det nytter ikke noget at præsentere den mest komplette version af en historie med klarlægning af alle detaljer og forbehold, hvis man gør det på en måde, hvor der ikke er nogen som gider engagere sig i historien eller kan se oplysningernes nytte – og det gælder både, når historie formidles på tv i bedste sendetid, på museer eller i peer reviewed fagmagasiner som Historisk Tidsskrift.

At engagere sit publikum bør ikke være en modsætning til at oplyse sit publikum. Historien har et bagkatalog af rigtigt gode fortæller med stærke personer, uløselige dilemmaer og spektakulære handlinger, men det stærkeste kort, og der hvor historieformidling adskiller sig fra anden narrationer er ved, at det bygger på stukturer, begivenheder og figurer, der engang eksisterede og fandt sted, og at det der skete dengang på den ene eller anden måde fik betydning for den videre udvikling og dermed i sidste ende de strukturer og handlinger vi er en del af i dag. Det er historieformidlingens styrke og figenblad. Det er op af bakke som historiefortæller, hvis publikum ikke tror på, at det der formidles er rigtigt – for så er kun fortællingen tilbage, men uden den vigtighed og relevans som historieformidlingen kan have.

Holland Belgien 467

Dramatiserede film på museer 1. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Projektion af livet i en tyrkisk lejlighed. God præsentation af dagligdagen og flot iscenesat.

.

Dramatiserede film på museer 2. Nederlands Openluchtmuseum, Arnhem. Foredragssal, hvor en agent prøver at overbevise gæsterne om at udvandre til Canada. Fin fiktivt baseret historieformidling (og sikkert endnu bedre hvis man kunne hollandsk).

Er historie ikke en tolkning? Jo det er det, og det kan være svært at have alle mellemregningerne med og nogle gange må man også vælge ikke at vise dem alle, hvis mediets struktur og den valgte formidlingsform umuliggøre det, det kan både være, når formidlingen sker gennem tekst, billeder, i den rummelige udstilling eller i filmens faste narration.

Skal historieformidling ikke være underholdende? Jo det skal, hvis det er den bane man ønsker at spille på. Effekter skal vælges med omhu, suspence benyttes og pointer serveres rette sted – og det er ofte ikke særligt nemt.

De to positioner strider ikke nødvendigvis imod at afvige fra kendsgerningernes brede vej. Historieprofessor Erik Arup formulere allerede tilbage i 1914, at historieformidling var ”at digte over de Kendsgerninger, der virkelig kan udsondres af Kilderne som tilforladelige, over dem alle, ikke imod dem og ikke udover dem.”

haandv_i_baghus_2027

Dramatiserede film på museer 3. Den Gamle By. Læredrengens Oskars historie følges gennem film og tegneserie i udstillingen Håndværkerne i Baghuset.

1864

Arups rummelige syn på historieformidling er værd at have in mente i den debat, der i denne uge har været omkring Miso Films kommende tv-serie om 1864, som er planlagt til at blive vist på DR i efterår 2014 gennem otte afsnit á en time. I et interview i Politiken fortæller tv-serien instruktør Ole Bornedal af ‘1864’ skal fungere som drama, og ikke som dokumentar.

Bornedal siger bl.a.: ”Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed” og i Berlingske Tidende udtaler instruktøren, at det historiske drama ”skal rumme nogle karakterer, som man kan identificere sig med og føle med. Det historiske er ikke det vigtigste i den forbindelse”.

Berlingske Tidendes Tom Jensen reagerede på disse udtalelser i sit udemærkede blogindlæg Historieløsagtighed. Tom Jensen kommer med eksempler fra den nye Lincolnfilm, hvor dramaet går lodret imod historiske kendsgerninger og skriver, at det fra filmskabernes side er mageløst selvovervurderende, når de ikke både kan dramatisere et historisk forløb og samtidig fastholde afsættet i de faktuelle omstændigheder, der ikke er til diskussion. Begge dele bør være mulig.

.

Dramatiserede film på museer 4. Museum und Park Kalkriese. Installation hvor de to modstandere Publius Quinctilius Varus og den germanske høvding Arminius i en fiktiv samtale diskutere slaget og deres eftermåle. Den fungerer godt og gør dem nærværende.

Jeg håber at holdet bag 1864 ikke lider af denne selvovervurdering. Med den rundhåndede bevilling på over 170 millioner kr. er det muligt at sætte en ny standart for den dramatiserede historieformidling, men den mulighed vil blive spildt, hvis historiefagligheden ikke også tages alvorlig. Det vil også være et svigt mod projektets folkeoplysende/folkeunderholdende karakter.

Når Miso Film og Ole Bornedal får midler til at producere et drama om 1864, der i bedste sendetid skal sendes på landets mest sete tv-kanal forpligter det. Ekstrabevillingen på 100 millioner fra Folketinget er ikke kun givet fordi, at danskerne skal have endnu en prima dramaserie, der kan blive Emma-nomineret, men fordi at serien skal være med til at markere 150 års jubilæet for 1864-krigen. Serien skal være med til at forme den brede befolknings historiske kapital, noget som DRs dramachef Piv Bernth også peget på i en udtalelse i Ekstra Bladet. Det forudsætter en forståelse og respekt for de kendsgerninger, der er tv seriens motor.

Jeg glæder mig til at se Bornedals serie og håber, at det bliver så medrivende og spektakulært som en så dramatisk del af landets historie kan blive. Men hvis Bornedal og Miso Film bevidst vælger at digte mod kendsgerninger i markante dele af serien mister serien den autenticitet som gør, at serien løfter sig fra at være en god fortælling til at være en vedkommende historiefortælling.

Hvidstengruppen arresteret seng

Dramatiserede film på museer 5. Besættelsesmuseet i Aarhus. Hvidstengruppens historie dramatiseret gennem lyd, iscenesat rum og filmklip fra Regnar Grastens film Hvidsten Gruppen.

Tom Buk-Swienty har med sine succesfulde historiske bøger om krigen skabt interesse om konfliktet og krigens skæbner. Han har leveret tv-seriens historiske oplæg og har også været en konsulent, der skulle sikre, at det historiske bagtæppe er korrekt. Grundlaget burde dermed være i orden. Der skal nok komme diskussion om tv-seriens vinkling og prioriteringer. Det er kun godt, og der er potentiale for at diskussionen kan tage aktuelle emner op og perspektivere Danmarks rolle som krigsførende nation og det lille lands international betydning. Det vil bedst kunne ske, hvis det ske på baggrund af tv-seriens bevidst valgte tolkning ”over Kendsgerninger” og ikke, hvis man fra holdet bag filmen i dramatikkens navn direkte er gået imod væsentlige fakta. Så vil medierne kunne blive fyldt med en ørkesløs diskussion filmfolk og faghistorikere imellem om hvorvidt filmen er gået imod Kendsgerningerne eller udover dem. Giv os hellere god underholdning baseret på fakta.

.

Dramatiserede film på museer 6. Museum of Liverpool. To herre på pubben The Sandom, der diskuterer de begivenheder som førte til dannelsen af fodboldklubberne Everton og Liverpool F.C. Museet er en fornøjelse at besøge i forhold til dramatiserede fortællinger.

halle_w_aug-sep_08 052

Dramatiserede film på museer 7. Besøgscenteret Arche Nebra – Die Himmelsscheibe erleben. På besøgscenteret ved Mittelberg, Nebra bruges Pepper Ghost projektion med en overgearet rengøringsfe, der pudser himmelskiven fra Nebra og de andre fund mens den sludrer løs om fundene og løst og fast. Det skulle de bare have ladet være med at gøre.

Link

Interview om tv-serien 1864 i

Politiken:
http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927644/ole-bornedal-1864-skal-fungere-som-drama-ikke-som-dokumentar/

http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1927051/drs-nye-tv-serie-er-et-slag-om-sandheden/

Berlingske Tidende:
http://www.b.dk/kultur/bornedal-paa-vej-med-dyreste-tv-drama-i-drs-historie

Ekstra Bladet:
http://ekstrabladet.dk/flash/filmogtv/tv/article1941596.ece

Timefortv:
http://dk.timefor.tv/artikler/255-bornedal-1864-skal-ikke-vaere-historieundervisning-skal-vaere-et-storslaet-drama

Tom Jensens blogindlæg:
http://tomjensen.blogs.berlingske.dk/2013/03/22/historielosagtighed/

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie