Tag Archives: EMYA

European Museum of the Year 2017

I sidste uge mødtes ca. 200 museumsfolk fra 26 forskellige europæiske nationer i Kroatiens hovedstad Zagreb, hvor årets EMYA, European Museum of the Year Award, skulle uddeles.

EMYA 2017 åbningsreception

Åbningsceremoni ved EMYA 2017 i receptionslokaler for Zagrebs borgmester

Det er anden gang, at jeg har været til en EMYA uddeling, der er en ret fascinerende og opløftende oplevelse, for udover selve uddelingen er der også en konference, hvor de nominerede deltagerer præsentere deres museum og sammen ser nogle af museerne i værtsbyen. I de dage bliver man klar over, at der er findes mange fascinerende museer i Europa og at der er rigtigt mange forskellige måder man kan være et museum på, påtage sig en rolle i samfundet og give museumsgæsterne oplevelser og viden.

EMYA møderne og fokus hos de nominerede museer er præget af, at prisen er indstiftet af den engelske forfatter og museumsmand Kenneth Hudson. Hudson arbejdede for at styrke og promovere museer med public qualities eller museer med ”charms and chairs” som han udtrykte det. Med andre ord ikke museer kun med fokus på store samlinger, flotte bygninger og kendte forskere, men museer, hvor samlingerne, husene og museernes viden målrettet bliver brugt til offentlighedens og gæsternes bedste.

For at komme i betragtning til prisen, skal museerne også have lave større nye tiltag inden for de sidste år og så skal disse tiltag være af en vis kvalitet eller originalitet. I år var der hele tre danske museet med blandt de i alt 46 nominerede til prisen. Det var det nybyggede Ragnarock i Roskilde, det nyindrettede besøgscenter Kongernes Jelling, der er en del af Nationalmuseet og Den Gamle By, der kom i betragtning på grund af det nye 1970’er kvarter og de sociale- og borgerbaserede initiativer museet har taget i forbindelse med at lave tiltag for ældre ramt af demens og lave samtidsfokuserede udstillinger og projekter sammen med hjemløse, somaliske indvandre og andre medborgere.

Det var tre markante bidrag Danmark kunne stille med, og til den danske delegations glæde også nogle gode oplæg vi fik holdt og gode snakke med de udenlandske kollegaer bagefter.

Det arkæologiske museum i Zagreb

To danske museumsfolk, der i fin stil demonstrere museumsgang i det arkæologiske museum i Zagreb

Politiske historier

Blandt årets EMYA nominerede var der mange kulturhistoriske museer, hvor flere af dem også adresserede aktuelle politiske eller kulturelle udfordringer. To af disse var GPO Witness History Centre i Dublin og Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin, der ligger i Uralbjergene i Ruslands fjernestørste by Jekaterinburg.

Witness History centeret i Dublin er indrettet i Dublins General Post Office, der udover at være verdens ældst fungerende postkontor også var den bygning hvori, at oprørerne ved det irske påskeoprør i 1916 havde deres hovedkvarter. Oprøret er en af de helt centrale begivenheder i den irske løsrivelse fra England og udstillingen er indrettet i nogle af de lokaler, hvor begivenhederne fandt sted for 101 år siden.

Udstillingen, der er initieret af det irske postvæsen, blev lavet med et ønske om, at alle konfliktens parter kunne føle, at deres side også blev repræsenteret. Udstillingen skulle derfor loyalt forholde sig til både oprørerne, de engelske soldater udstationeret i Dublin, den almene befolkning og tilfældige kunder på posthuset den dag. Målet er, at både irske nationalister og unionister skal kunne bruge udstillingen. For som Jacques Martial, lederen af Mémorial ACTe, Caribbian Center of Expressions and Memory of the Slave Trade and Slavery i Guadeloupe på konferencen formulerede om museers funktion: at der skal laves steder, hvor vi kan huske sammen, for så sammen at kunne tilgive og fjerne skam. GPO Witness History Visitor Centre’s direktør Aline Fitzgerald og Mark Leslie, der var en af skaberne af udstillingen i Dublin, gav en god præsentation af projektet og de humanistiske ideer bag det, og gjorde for mit vedkommende af Dublin blev rykker i hak højere op som et destinationsmål for en storbytur.

Jeltsin museet

Museet om Boris Jeltsin i russiske Jekaterinburg er et andet museum, der modigt tager livtag med en samtidspolitisk emne. Museet, der har The President B. Yeltsin Center Foundation bag sig, er i lighed med amerikanske præsidentcentre et arkiv for den tidligere præsident, men også en udstilling. Udover at fortælle om Jeltsins liv gennem seks udvalgte datoer fortæller museet også om Rusland i 1990’erne og de drømme, mulighedet og dramatiske omvæltninger, der var i landet i den periode. De personer jeg talte med fra museet formulerede sig meget diplomatisk om museets fokus på demokrati og frihed, men man kunne fornemme, at det var en balancegang at forvalte museets emner, og at et strategi for dem også var at udvide museets stakeholders mere for at sikre den fremtidige økonomi – og det er jo en god strategi uagtet hvilket økonomisk eller politisk system man agere i.

Plakaten for Boris Jeltsin museet

Plakaten for Boris Jeltsin museet, der er indrettet i en bygning som første var tænkt til at være et butikscenter

Udbredelse og lokal forankring

Et emne, som stort set alle museer skulle forholde sig til i det interview, der var efter museernes præsentation, var om museets rolle i deres lokalsamfund. Et museum, som havde en meget klar strategi om det, var det lokalhistoriske Museu de Leiria i den portugisiske by Leiria. Museer ligger i en 1500 tals kloster og har både kunsthistoriske, naturhistoriske og kulturhistoriske samlinger. Et fokus museet har haft siden genåbningen i 2015 er at engagere byens borgere, for som museets leder Vãnia Carvalho formulerede det ”when we are in a terretory we shall not only interpretent it, but also interact with it.” For hende gjaldt det om, at Museu de Leiria skulle være et ”museum for citizens empowerment.”

Et andet nomineret museum med helt andre vilkår var Musée nacional Picasso i Paris. Museet med verdens største Pablo Picasso samling blev for et par år siden nyindrettet for 41 mio euro i Hôtel Salé, den tidligere ambassade for den Venetianske republik, og har ca. 850.000 besøgende om året. De blev også spurgt om deres lokale forankring og Guillaume Blanc, deres direktør for public development, svaret lidt nølende, at de da også tænkte på deres lokalområde, Marais distriktet i Paris, der er et af Europas mest hippe og eksklusive bykvarterer – det skulle da ikke hedde sig andet, men at museet nu også tænkte udover deres lokalområde, blandt ved få deres Picasso værker ud til andre museer og ved at få flere skolebørn også fra andre distrikter til at bruge museet, for som Blanc formulerede det, så er Picasso en ”sublime teacher of art.” Skolebørn er velkomne i hele museets åbningstid, men også to timer før museet åbner for publikum. I de timer er der kun er adgang for skoler og særlige grupper som for eksempel ældre med Alzheimer.

EMYA 2017

Hver session for museet bestod af et oplæg og en snak med en af juryens medlemmer. Her er det Nationalmuseets Hans Ole Matthiesen og Morten Teilmann-Jørgensen, som fortæller om Kongernes Jelling til det schweiziske jurymedlem Christophe Dufour.

Entusiasme og kager

Et af de sidste indlæg var fra det polske Muzeum Torunskiego Piernika – Museum of Torun Gingerbread. Museet er indrettet i en Piernika/gingerbread fabrik i byen Torun. I Zagreb blev museet præsenteret med stor selvsikkerhed af museets medarbejder Anna Kornelia Jędrzejewska i fuld bagerornat og med over 200 stk. af museets hjemmebagte piernika kager, som blev delt ud til konferencens deltagere. Museet motto var ”where history has tase and smell” og ifølge Jędrzejewska var opskriften på hendes museum at tage entusiasme og dertil tilsætte kulturhistorie, ikke en dårlige opskrift helt generelt og en formel, der også passede fint i Kenneth Hudsons ånd.

EMYA 2017

EMYA priserne for 2017

Og hvordan gik det så til uddelingen – hvem fik priserne?

European Museum of the Year 2017 blev MEG – Musée d’ethnographie de Genève, det nye etnografiske museum i Geneve, der af dommerkomiteen fik de ord med på vejen, at museet var et ”exellent example of a living museum and multicultural story open to everybody.”

Europarådets pris, der går til en museum som fastholder og promovere europæisk kultur, gik til Mémorial ACTe, Centre caribéen d’expressions et de mémoire de la traite et de l’esclavage, en nybygget museum om slaveri og slavehandel, der ligger på den franske ø Guadeloupe i Caribien.

The Kenneth Hudson Award, der gives til en et museum eller projekt, der har vist mod eller gjort noget usædvanlige og evt. kontroversielt, blev uddelt til Museum of the First President of Russia Boris Yeltsin i russiske Jekaterinburg.

The Silletto Prize, der gives til et museum, der involvere lokalbefolkningen eller som har særligt frivillig-engagement, blev givet til det portugisiske Museu de Leiria.

Derudover fik seks museer en særlig anderkendelse. Det var Visitor Centre of the Swiss Ornithological Institute Sempach i schweitziske Sempach, Museum of Confluences I franske Lyon, York Art Gallery i engelske York, Muzeum Śląskie i den polske by Katowice, Heraklion Archaeological Museum på den græske ø Kreta og ikke mindst – danske Den Gamle By.

EMYA 2017

Mine kollegaer Thomas, Martin og Anna med diplom og dele af EMYA juryen. Foto: EMYA

Så hovedprisen gik ikke til et dansk museum ved EMYA 2017, men Den Gamle By i Aarhus kan bestemt godt ranke ryggen ved at blive valgt til at få en af juryens ”Special Commendations.”

Priserne og begrundelsen for de valgte museer kan ses på hjemmesiden:

http://europeanmuseumforum.info/component/content/article/27-emya-2017/184-emya2017-winners.html

2 kommentarer

Filed under Diverse, Seminar og konference

European Museum of the Year Award 2014

I sidste uge var der masser af museumsfolk fra hele Europa i Tallinn i forbindelse med at European Museum Forum uddelte deres årlige museumspriser. Jeg deltog sammen med min kollega Thomas Bloch Ravn, da Den Gamle By var nomineret.

EMYA2014

Der blev ikke nogen pris til Danmark denne gang, men der var alligevel noget at tage med hjem da der før prisuddeleingen var gennemgang af de 30 ambitiøse nominerede museer. Der var både store og små museer, men fælles for dem alle var, at de i de sidste par år seriøst havde arbejdet med at skabe nye fortællinger, spille en større rolle i samfundet eller være udviklende i forhold til museerne gør og kan.

I Tallinn blev der fundet vindere til hovedprisen European Museum of the Year Award (EMYA) og til to andre priser: The Kenneth Hudson Award og The Silletto Prize. Priserne gik til tre spændende museer og også til tre steder der udfordre museumsbegrebet og som på mange måder ikke er vanlige museer.

Uskyldens museum

European Museum of the Year Award skal giver til et museum, der arbejder med at tiltrække og servicere deres gæster gennem unik atmosfære og interessante tolkninger og fremstillinger, samt at museet kreativt arbejder med uddannelse og social ansvar. Prisen gik i år til Masumiyet Müzesi, Uskyldens Museum. Museet er skabt af den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk og er tæt forbundet med hans populære bog fra 2006 af samme titel. Museet åbnede i 2012 og består af 83 afsnit, der refererer til kapitlerne i bogen og har siden åbningen tiltrukket omkring 40.000 årlige besøgende, samt rigtigt meget internationalt opmærksom. Der er museets konsekvente greb om at lade genstandene være metaforer og projekteringer af følelser, stemninger og erindringer som dommerne har belønnet. Museet vil gerne udfordre hvad en samling kan. På seminarets sidste dag holdt Orhan Pamuk et oplæg, hvor han fremførte sit ”modest museum manifest” der i tråd med ideerne bag hans museum opfordrer til, at der i stedet for museer som fortæller om stater, etniske grupper eller organisationer skal satset på museer som fortæller personlige historier, og at der derigennem kommer fokus på det humane.

Pamuks læseværdige og for nogle provokende manifest kan læsses i denne artikel: http://craftcouncil.org/magazine/article/modest-manifesto-museums

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

 

Žanis Lipke Memorial

The Kenneth Hudson Award gives til et museum eller et projekt, som gør noget usædvanligt og evt. kontroversielt og som udfordrer museernes rolle i samfundet. Prisen i år gik til Žaņa Lipkes Memoriāl (Žanis Lipke Memorial) i Riga i Letland. Museet fortæller om havnearbejderen og smugleren Zanis Lipke, der under 2. verdenskrig smuglede mere end 50 jøder ud af ghettoen i Riga og ud af landet. Museet åbnede i 2013 og er lavet et en række privatpersoner med hjælp fra deres venner og med megen good-will fra mange, bl.a. arbejdede de involverede kunstnere frivilligt på projektet. Dommerne belønnede museets særlige arkitektoniske ramme og tværfaglige formiling med greb fra filmens og teaterets verden.

Zanis Lipke-Foto_Ansis_Starks

Zanis Lipke Memorial. Foto: Ansis Starks

Saurer Museum Arbon

Silletto prisen giver til et museum som har involveret lokalsamfundet og udviklet sig gennem brug af frivillige. Prisen gik i år til Saurer Museum Arbon i Schweiz. Museet fortæller om Sauerer lastbilsfabrikkerne, der indtil lukningen i 1987 var det største arbejdsgiver i regionen omkring byen Arbon. Museets åbnede i 2010 og har ca. 50 ansatte der er udelukkende er frivillige. Dommerne belønnede museet for det arbejde med frivillige og for museets store og succesfulde arbejde med at skabe et institution i Arbon som lokalbefolkningen er stolte over.

Anderledes museer

Ud fra oplæggene og beskrivelserne fra de tre museer er der ingen tvivl om, at det er tre spændende steder. I tilfælde med Uskyldens Museum og Žanis Lipke Memorial gås der nye veje med hvad genstande, stemninger og fortællinger kan i det museale rum, og Saurer museums demonstreres en høj og dygtigt grad af involvering af lokalsamfundet og frivillige.

Et bemærkelsesmæssigt aspekt i de tre valgte museer er, at de på mange måder er usædvanlige museer, som ikke behøves at rette sig efter samme regler og bindinger som de fleste af Europas andre museer og det er museer, som organisatorisk heller ikke er typiske.

Ingen af de tre museer har en lang historik bag sig med en fast organisation. De er til gengæld alle båret frem af stærke enkeltpersoner og ildsjæle, der har stærke missioner og udviser stor handlekraft for at virkeliggøre netop deres drøm. Saurer Museum Arbon har ingen lønnede medarbejdere, mens de to andre konsekvens benyttede eller baseret museets formidling og overordnede koncept på fagligheder fra andre kulturelle udtryksformer, som litteratur, film, musik og teater.

De tre museer har heller ikke særlige regionale eller nationale forpligtigelser med et emne eller genstandsgruppe de skal bevare eller formidle. Deres bevæggrund for at lave museet er mere båret af stærke ønsker om at formidle særlige koncepter eller historier, der så godt kan have en stor lokal, regional eller kulturpolitiske betydning. Det gør i mine øjne de tre valgte museer mere frie i deres opdrag og giver dem dermed færre binding i forhold til hvordan museets historier og objekter kan bruges og formidles.

Lauba

Det privatejede og meget eventorienterede People and Art House Lauba i Zabreb var et andet eksempel på et nomineret museum, der ikke var et traditionelt museum, hvilke de også gør en dyd ud af at kommunikere.

Udover de tre museer blev der ved konferencen også uddelt The Council of Europa Museum Prize. Prisvinderen, der var tyrkiske Baksi Museum på den anatolske højslette, var allerede fundet og offentliggjort før konferencen, men de blev fejret sammen med de andre prismodtagere.

Der rigtigt mange af de andre museer som også var meget spændende og visionære. To af dem som jeg personligt havde blandt favoritterne til priserne var The William Morris Gallery i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden. Det er to museer der udvikler eller udfordre museumsbegrebet og samtidigt varetager de deres roller som varetagere og formidlere af givne emner.

The William Morris Gallery

The William Morris Gallery fortæller om den engelske kunstner og aktivist William Morris der var en af grundlæggerne af den engelske designbevægelse Art and Craft i slutningen af 1800-tallet. Galleriet beliggende i Lloyd Park i Waltham Forest distriktet, en af de fattigste dele af London. Museet var et nichemuseum med få gæster og ringe lokal opslutning. Museet ville ændre sig og gik i dialog med lokalområde, hvilke resulterede i, at de definerede en ny strategi, der også fokusere på William Morris som aktivist. Et andet element i strategien er at de i høj grad inddrager lokalområdet og parkens muligheder. Med William Morris fyldord som “…I do not want art for a few; any more than education for a few; or freedom for a few… ” har museet fremhævet Morris’ virke som aktivist og lavet en række aktiviteter og skoletilbud der fokusere på denne side af kunstnere. Det gør ham aktuel og kombineret med museets involvering i lokalområdet har museet fra at have 28.000 årlige besøgende til i det sidste år at have over 125.000 besøgende.

WMGallerry

Direktør Lorna Lee fortæller om museet. Til hendes venstre er et eksempel på et af de aktiviteter de laver på museet: bannerproduktion.

Militärhistorisches Museum der Bundeswehr

Museet om Bundeswehr har eksisteret siden 1897 og åbnede 2011 med en ny markant bygningsmæssig tilføjelse tegnet af Daniel Libeskind. Med ombygningen kom en ny permanent udstilling og en helt nyt koncept for museets udstillinger. Nu skulle det ikke længere fokusere på våben og uniformer, men på mennesker og soldater bag – både som offer, medløber og voldsskaber. Museet har tænkt i bemærkelsesmæssige opstillinger, som f.eks. den enorme V2 bombe hængende ved siden af et dukkehus hentet ud fra et en lejlighed i London i 1945. V2 er ikke kun en våben- og raketteknologisk nyskabelse, den er også repræsentant for krigens gru og stærke personlige historier.

Museet virker til at have et utroligt mod til at tage det komplekse historier om Tyskland i krig og turde fortælle den både så soldater og civilbefolkning kan reflektere over krigens væsen. Ved fremlæggelsen af museet blev museumsdirektøren oberst og ph.d i militærhistorie Matthias Rogg spurgt, om der slet ikke var noget militærhistorisk emne museet ikke turde beskæftige sig med og han replicerede nej og nævnte at den næste udstilling de planlæggere er om militæret og sex, da det er et svært, kompliceret og problematisk emne, der samtidigt har offentlighedens søgelys – og derfor et emne et militærhistoriske museum bør beskæftige sig med. Det er ikke de nemmeste veje de går i Dresden og derfor desto mere respekt for deres valg. Offentligheden tager også godt imod det nye hus og den nye tilgang. Fra at der kom 35.000 årligt gæster kommer der nu 250.000.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Maison d’Ailleurs

Et tredje museum jeg gerne vil nævne af de nominerede er det schweiziske Maison d’Ailleurs – Huset for andre steder. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, hvor gribende deres formidling og fremstillinger er, men museets emne og ide er spændende. Det er et museum for ”Science-Fiction, Utopia og extraodinære rejser”. Museet har Europas største samling af bøger, tegneserier, billeder, legetøj mm, der omhandler science-fiction. Populærkultur er et stort felt for museet, bl.a. med indsamlinger og særudstillinger om superhelte og hverken populærkultur eller fremtiden er jo noget, som mange museer grundigt beskæftiger sig med. Museets direktør Marc Atallah pointerede i hans fremlæggelse, at vi ved at se på fremtidens mytologier også automatisk overveje hvem vi er, og at fortællingen om fremtiden altid er tydelige markører af den samtid man levet i. Hvordan de præcist viser det på museet, bliver jeg bestemt nød til at tjekke ud, hvis turen en dag går forbi Yverdon-Les-Bains i Schweiz. Og derud over har museet også et lækkert navn til deres permanente samling: ”Memories from the future”.

Pulp sci fi cover at the Maison d'Ailleurs

Fra Maison d’Ailleurs samling. Foto: Amy Youngs via flickr

Den Gamle By og EMYA

Og hvad var det gjorde at Den Gamle By var nomineret blandt disse andre spændende museer. Den Gamle By har de seneste år arbejdet målrette med at revitalisere museet, dels ved at opgradere ældre udstillinger og dels ved at tilføje nye fortællinger til museet, så det nu også fortæller om mellemkrigstiden og 1970’erne. Særligt den sidste periode har giver museets besøgende nye muligheder for at genkende dem selv og sætte deres eget liv i perspektiv. Initiativerne har været populære og i 2013 havde museet sit bedste antal besøgende nogensinde med 480.000 gæster i alt.

Museet har samtidigt gået nye veje for nye grupper ved at lave særlige forløb for ældre ramt af demens og udvikle målrette undervisningsforløb for børn med særlige behov. Museet har også udfordret hvad der er muligt at gøre med brugerinddragelse, bl.a. ved at lave en udstilling om hjemløshed sammen med den hjemløse Ulrik, der endte med at bo på museet i hans ”hule” det meste af de tre måneder som udstillingen blev vist i.

En af de mange forløb Den Gamle By sammen med specialklasser har udviklede til børn med særlige behov. Foto: Den Gamle By

Det var ikke initiativer, der førte til, at vi fik en pris denne gang, men det var initiativer, som der blev snakket meget om på konferencen og noget, der var med til at gøre en stolt – det er dejligt at føle, at man er tilknyttet et sted, der vil noget med museumsformidlingens muligheder og med udviklingen af museets kunnen og ambitioner.

Alle de nominerede og belønnede museer er beskrevet på European Museums Forums hjemmeside:  http://europeanmuseumforum.info/emya/emya-2014.html og på deres facebookside, hvor der også er film og billede fra konferencen.

2 kommentarer

Filed under Diverse