Tag Archives: England

Europæiske open air museer i dag – AEOM Conference 2017 på Black Country Living Museum, Avoncroft Museum og Blist Hill Victorian Town

Hvert andet år afholdes en konference i regi af AEOM, Association of European Open-Air Museums. Det er et givende forum, hvor ideer og holdninger bliver delt og hvor der også er indlagt besøg frilandsmuseer. AEOM Conference 2017 fandt sted i sidste uge i det noget slidte engelske West Midlands, og der var noget at komme efter, både med hensyn til konferencens indhold og i forhold til de museer der blev besøgt.

AEOM opening nigth

Konferencens velkomstmiddag i Black Country Living Museums fine The Workers Institute, et forsamlingshus bygget for de overskydende midler i strejkekassen fra kvindernes chain makers strike i 1910

Konferencen

I løbet af konferencens tre dage var der gode oplæg og diskussioner i større og mindre grupper. Førstedagen bød på en god keynote speak af J. Patrick Greene, den tidligere direktør af Museum Victoria i Australien. Patrick Greene tog primært udgangspunkt i Museum Victoria, men også i andre museer han havde besøg eller arbejdet på. De valgte eksempler understregede hans pointer om museernes fremtid: For at museerne skal vedblive at have en rolle og betydning, så skal de blive ved med at dyrke en relevans hos grupper, der normalt ikke bruger dem, og museerne skal også blive ved med at afsøge hvilke funktioner i civilsamfundet som de kan være med til at løse.

IMG_7248

Public announcement på en væg i Blist Hill Victorian Town

Førstedagen bød også på en ”battle” mellem Derby Museums direktør Tony Butler og Black Country Living Museums direktør Andrew Lovett. Titlen var Civic Pride vs. Cultural Business og debat-kampen kom ind på forskellige fordele og ulemper for museer, der henholdsvis primært er finansieret gennem offentlige midler (som Derby Museum) og museer, der primært har en business model, hvor de skal tjene deres egne penge (hvilke Black Country Living Museum har).

Andrew Lovett fra Black Country Living Museum i diskussion med Tony Butler fra Derby Museum

De to indlæg og responsen til dem var med til at sætte scenen for de følgende dages diskussioner og oplæg, hvor mange omhandlede hvordan museerne bedst mulig kan have kontrol over deres egen udvikling, og hvorvidt fremtiden kan planlægges med masterplaner og samarbejder med andre aktører. Der var også en række gode oplæg om nye projekter på forskellige open air museer. Indlæggene var blandt andet om den store udvikling også i europæisk henseende, der er sket i Den Gamle By i sidste 10 år, etableringen af det walisiske National Museum of History og en kommende ambitiøs udstilling om etfamilie-huset på Museumsdorf Cloppenburg, hvor museet blandt andet også bruger deres naboer, et etfamilie-hus kvarter som udstillingsrum. Oplæggene fra førstedagen kan ses på Black Country Living Museums You Tube og Periscope canal.

AEOM 2017

Frilandsmuseerne

Tre museer var vært for konferencen: Black Country Living Museum, Avoncroft Museum og Blist Hill Victoria Town. De har den lighed, at de er institutioner eller del af institutioner, der ikke får faste offentlige tilskud, men ellers er de meget forskellige museer, med forskellige primære målgrupper og forskellige muligheder og målsætninger i deres strategier. Det er spændende museer og også godt administrerede steder og samlet set viste besøgene på de tre vidt forskellige steder nogle af de gode kvaliteter og mange muligheder, som open air museerne har.

IMG_7131

Avoncroft Museum

Avoncroft Museum er et mindre museum i Worcestershire med knap 40 bygninger og derudover har de gode udeområder som en perry orchard og en wildflower meadow. Avoncroft er et godt eksempel på et museum, der arbejder for at blive et godt rum og værested for den lokale befolkningen. Her kan lokale komme og bruge parkarealerne, det stemningsfulde tea room og besøge bygningerne og deres historier fra lokalområdet. Museer har en lille stab og rigtigt mange frivillige, der hjælper til med det praktiske eller skabe liv i nogle af miljøerne, som f.eks. 1800-tals vindmøller, der maler mel som også er til salg på museet.

IMG_7107

Et andet sted på museet, der er skabt takket være frivillige, er den helt fantastiske National Telephone Kiosk Collection. Da konferencen besøgte Avoncroft viste frivillige, hvor flere var tidligere British Telephone ansatte stolt telefonboksene frem, som de plejede og vedligeholdte, så gæsterne kunne ringe mellem boksene. En vedligeholdelsesydelse der i dag ikke kan købes for penge, men netop kan blive tilbudt, hvis man kan tiltrække de rette frivillige.

IMG_7104

IMG_7103

Black Country Living Museum

Black Country Living Museum i Dudley har jeg besøg før og også skrevet begejstret om i et tidligere blogindlæg. Museet fortæller om det industrielle Black Country og er et meget stemningsfyldt museum. Rodet og det tilsyneladende tilfældige skrald i museets havneområde er en masterclass i musealt arbejde med stemning, affald, efterladte materialer og nedslidte miljøer.

IMG_7073

Direktør Wolfgang Rüther fra slesvigske Freilichtmuseum Molfsee tjekker rodet ud på Black Country Living Museum

Det giver god mening, at flere scener i den populære tv serie Peeaky Blinders, om en gangsterbande fra Birmingham, er optaget på museet. Museet har det rette miljø til at agere rammen om fuskere og industrialisering i Midlands lige efter 1. verdenskrig. Museet fortæller lokale historier fra egnen, men er også en turistattraktion i det tætbefolkende område omkring Birmingham, og det er en institutioner som målrettet arbejder med, hvordan at deres viden og særlige miljøer kan komme i spil for flere.

IMG_7395

Fish and Chips og kø

Deres samarbejde med produktionsteamet bag Peaky Blinders er et eksempel på det. På museet kan man på købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage lokationerne og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night. De blev udsolgt med det sammen og tiltrak unge, som aldrig før havde været på museet.

IMG_7474

Museets Peaky Blinders Filming Location Map – #homeofpeakyblinders

Black Country Living Museum er et museum der rækker ud til mange. De tager ikke kun deres stemningsfulde miljøer og historier seriøst, men også deres gæster og disses ønsker om, hvad museet kan blive.

IMG_7203

Blist Hill Victorian Town

Blist Hill Victorian Town deler historien om industrialiseringen sammen Black Country Living Museum. Blist Hill er en del af den respekterede cultural heritage organisation Ironbridge Gorge Museums Trust Limited. Ud over frilandsmuseet Blist Hill består Ironbridge også af en række museer (Coalbrookdale Museum of Iron, Enginuity mm) og bevaringsværdige bygninger som de ejer eller formidler, blandt andet den ikoniske Ironbridge fra 1779, verdens første bro bygget i støbejern og The Old Furnace, den højoven Abraham Darby etablere i 1709 og hvor han fandt en teknik, hvor smeltning og støbning af jern kunne ske med brug af koks og ikke trækul – med andre ord den teknik, der gjorde kul til en industriel ressource, masseproduktion af jernmaskiner muligt og dermed banede vej for industrialiseringen og gjorde områderne omkring Gorge Valley og Black Country til verdens første industrielle landskaber.

Ironbridge

Den Ironbridge fra 1779 over floden Gorge som hele museumskomplekset er opkaldt efter.

Det er en stor og vigtig historie som Ironbridge Gorge Museums Trust Limited forvalter, og som et element i den historie har de lavet Blist Hill, for at viste en by i området i slutningen af 1800-tallet. På Blist Hill er der demonstrationen af håndværk og der er bygninger for funktioner tilknyttet perioden og industrialiseringens muligheder (smedjen, jernstøberiet, jernværk) forunden bageren, fotografen, print shop, isenkræmmer, lysestøber, minen, skolen og meget mere.

IMG_7222

Hos lysestøberen i Blist Hill – der er liv og levendegørelse i flere af bygningerne, og de ansatte og frivillige jeg mødte imponerede mig med deres imødekommenhed og fortælleevne.

Introduktionen til oplevelsen i Blist Hill må jeg også fremhæve. For at komme ind open air museet skal man gennem en indgangsbygning. Man kommer ind i et stort rum med projektioner på alle vægge og på en brønd midt i rummet. Der vises en otte min. fortælling med brug af arkivmateriale og dramatiserede scener om industrialiseringen – minedrift, jernstøberi, fabrikker, handel, urbanisering og nærbilleder af arbejderne, der sled og gjorde England til en industriel verdensmagt. Lydsiden understøtter fortællingen og det sammen gør rummet, der ikke minder om en biograf, men som har murværk og støbejerns stolper.

IMG_7183

I Blist Hill Victoria Town antydes fint den store historie om industrialiseringen, som hele Ironbridge har som fokusområde. Samtidigt er det ikke en belærende museum, men et underholdende museum gennem de mange møder med personalet som man har mulighed for at få.

IMG_7233

Efter en gode dage i selskab med open air museumsfolk fra hele Europa og besøg på tre forskelligartede engelske open air museer er det tydeligt, at den er en museumsgenre som kan meget forskelligt og som har meget forskellige museer. Fælles for de fleste af de open air museer som blev besøgt eller som blev præsenteret er dog, at de virkeligt tager deres gæster alvorligt. De afsøger mulighederne for at folde deres store eller mindre historier ud og arbejder med at komme deres gæster i møde.

AEOM 2017

Tudor Salagean fra Det transylvanske frilandsmuseum, Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By og Anna Brennand fra Ironbridge Gorge Museum i diskussion om masterplaner på museer

Link

Oplæg streamet på AEOM Conference 2017:

Patrick Greene’s keynote adress:
https://www.youtube.com/watch?v=cnWSyfgFvRc

Diskussionen efter J. Patrick Greene’s keynote adress:
https://www.pscp.tv/BCLivingMuseum/1DXxyOVONDbGM?
https://www.pscp.tv/BCLivingMuseum/1mnxemWmawYxX?

Battling for the Heart and Soul: Civic Pride Vs Cultural Business, ved Derby Museums direktør Tony Butler og Black Country Living Museums direktør Andrew Lovett:
https://www.pscp.tv/w/1OwxWonMZPmxQ

De tre værtsmuseer:

Avoncroft Museum: http://www.avoncroft.org.uk/
Black Country Living Museum: https://www.bclm.co.uk/
Blist Hill Victoria Town: https://www.ironbridge.org.uk/explore/blists-hill-victorian-town/

Tidligere blogindlæg om Black Country Living Museum:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/12/29/det-maritime-museum-i-tallinn-popsenteret-i-oslo-og-black-country-living-museum-i-Dudley/

IMG_7412

På tur i Black Country Living Museum

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Seminar og konference

Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Beamish 03.2015 Martin iPhone 2232

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

DSC_0598

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Beamish 04.2013 IMG_3397

Dyrehold på Home Farm


Beamish 03.2015 DSC_0044

Rækkehuse i minelandsbyen


DSC_0606 b

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

IMG_1163

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

IMG_1166

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

IMG_1169
IMG_1174

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

Beamish 04.2013 IMG_3284

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen


Beamish 04.2013 IMG_3285

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Beamish 04.2013 IMG_3438

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

IMG_1175

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

IMG_1199 IMG_1202
Beamish 03.2015 DSC_0026

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

IMG_1178

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

IMG_1208

Smagen skal vælges


IMG_1205

Kulsyren tilsættes


IMG_1180

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

IMG_1186 IMG_1189

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Beamish 04.2013 IMG_3267

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Beamish 04.2013 IMG_3315

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish 04.2013 VintageBus_med_lift

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

DSC_0600

1 kommentar

Filed under Diverse

Byhistorie i Helsinki, Newcastle og New York

Byhistorie er sagen. De sidste år er der åbnet større byhistoriske udstillinger om bl.a. Vejles og Odenses historie, og i 2017 og 2018 åbner nye ambitiøse udstillinger om landets to største byer Aarhus og København. Udstillingen om Aarhus’ historie er jeg selv involveret i sammen med andre kollegaer fra Den Gamle By. Vi har både privat med familie og sammen gennem arbejde fået set en del bymuseale udstillinger i de sidste år, både herhjemme og i udlandet, og for at være ærligt, så er de ikke alle lige spændende eller godt udført. 2015 bød for mit vedkommen blandt andet på rejser til Helsinki, Newcastle og New York, og når man nu var der, skulle det lokale bymuseum også besøges.

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum

Helsinki City Museum
Helsinki Museum består af fem museer og en sjette afdeling åbner i år til maj. Jeg besøgte afdelingen Helsinki City Museum, der ligger central på gaden Sofiankatu nær Senatstorvet og Domkirken. Det er den afdeling, som har mest fokus på byens historie. Museet har ikke en fast udstilling, og da jeg besøgte museet i juni viste det særudstillingen Mad about Helsinki, som var delt op i to afdelinger. På stueplan var der fokus på steder i byen og på 1. sal var der fokus på personer og ud fra deres historie blev der fortalt om byen.

Martin iPhone 068

Der var gratis adgang til museet, men udover en skoleklasse var der ikke mange besøgende den hverdag i juni. Jeg vil også skyde på, at jeg var den eneste turist, men udstillingen var heller ikke af en type som gav et overblik over byen for nogen som ikke kendte Helsinki på forhånd.
Der var nogle fine formidlingsmæssige greb i udstillingen som for eksempler projektioner af de portrætterede personer på første sal ved genstande, der også fortalte deres historie. Flere af dem var gengivet gennem skuespillere i fuld størrelse og grebet var med til at bebo udstillingsrummet.

Martin iPhone 087

På museet kunne man godt få en fornemmelse af, at Helsinki Museum som institution gerne vil være aktive i byens rum og gerne vil bruges af byens borgere. Anden sal var et åbent fotoarkiv og i udstillingen blev der også præsenteret en app fra museet, hvor man selv kunne anbefale steder eller liste det i byen som man måtte være ”mad about”.

Martin iPhone 107

Billedarkivets læsesal som var en del af museet

Mad about Helsinki app

Mad about Helsinki app’en som der blev reklameret for på museet

Newcastle Story
I Newcastle fortælles byens historie noget mere samlet på Discovery Museum, der er en del af den større organisation Tyne and Wear Archive and Museums. I Discovery Museum er det særlig den permanente udstillinger Newcastle Story som fortæller om byen. Udstillingen er en kronologisk og systematisk gennemgang af byens historie fra romerne og frem til det 20. århundrede.

DSC_0065

DSC_0072

Det er en meget gennemført udstilling, hvor hvert afsnit frem til 1900 har en indgangsportal med den samme type oplysninger om periodens vigtige begivenheder, byens størrelse, hvad man kan se af bygninger mv. fra perioden og udvalgte fun facts eller nasty facts.

DSC_0075

Hvert tidsafsnit i Newcastle Story starter med en portal hvor udvalgte oplysninger om perioden vises

DSC_0077

Portalens ene side

DSC_0079

Med oplysninger byens udstrækning og vigtige kendetegn i perioden

DSC_0080

Hvilke bygninger fra perioden der stadigt kan ses i byen

DSC_0081

Og en udvalgt Fun Fact – her at nogle bagere tilførte sand i brødet

DSC_0082

Afsnitsportalens anden side har en tidslinje for perioden

DSC_0083

Og en Nasty Facs – her at arsenik var en kur mod pest

I hvert afsnit er der en eller flere dramatiserede historie og et gennemgående træk er også et børnespor. Derudover har udstillingen et væld af initiativer i bedste engelske stil af interaktive elementer og hands-on.

DSC_0110

I afsnittet om Victoria-tiden er der et rum med genstande og en skærm hvor man kan vælge at høre udvalgte personers historier

DSC_0125

Og historierne henviser så til en genstand i rummet, f.eks. denne legetøjselefant

En slags hands-on i udstillingen var en installation om brændmærke-straf i middelalderen. En lyd i loftet har en overraskelseseffekt, og det er et fint eksempel på brug af flere sanser i en udstilling.

DSC_0091

Punishment installationen i udstillingens middelalderafsnit. Hvordan at lyd er integreret som et overraskelseselement kan ses i videoen herunder.

Alt i alt gør det Newcastle Story til en meget informationsmættet udstilling, men også en meget larmende og noget skematisk udstilling i hvert fald frem til det 20. århundrede, hvor den skifter stil og både bliver med flere genstande, afsnit og filmmateriale.

DSC_0129

DSC_0153

Newcastle Story har nogle år på bagen og virkede utvivlsomt meget moderne og fremsynet, da den åbnede, men nogle af de ”moderne” greb med farver og opsætning gør også, at den i dag kan virke lidt old news. Museets mange muligheder for hans-on og aktivitet gør også at der er et stort slid – og helt tydeligt en slid der er større end museets vedligehold kan følge med. Det er også med til at få den og nogle af museets andre udstillinger til at virke lidt brugt og gammelt.

DSC_0068

De er ikke beskedne i udstillingen med at vise hvor man kan opleve hvad, f.eks. at der her er en fortælling

DSC_0142

Lyd var der i det hele taget rigtigt meget af i udstillingen. Også her hvor man kunne vælge fortællinger fra bydelen Walker.

DSC_0159

Og en fortælling til (hvis man skulle have overhørt det)

Men Newcastle Story giver en god og sansemættet indføring i byens historie. Udover Newcastle Story viser Discovery Museum også en række andre udstillinger, der også fortæller om elemeter i byen. Destination Tyne fortæller om migration til Newcastle de sidste 200 år, og Story of Tyne fortæller om havnen og flodens betydning for byen.

DSC_0175

En hands-on aktivitet om skibsbyggeri i Story of Tyne udstillingen

DSC_0256

I Destination Tyne udstilles genstande og fortælles om udvalgte emigranter til Newcastle-området

DSC_0276

Og udstillingen slutter med at man selv kan skrive sin hjem- eller migrationshistorie

New York – fragmentariske fortællinger
New York er en af de byer som man gennem populærkulturen allerede kender før man ankommer til den og en tur gennem byen er fyldt med scener og steder man allerede har set på film eller hørt om i sange, litteratur, nyhederne eller historiebøgerne. Det må være en overvældende mængde for byens Museum of the City of New York at formidle.

DSC_0097

Særudstillingen Folk City på Museum of the City of New York viser blandt andet hvor Bob Dylan, Pete Seeger og Woody Guthrie boede og havde deres tidlige koncerter.

Den tilgang museet har valgt at benytte minder mere om grebet i Helsinki end i Newcastle. Da jeg besøgte museet i sommers viste de udover en 22 min lang film, der var en gennemgang af byens historie, en række udstillinger som beskrev enkelte aspekter af New York. Der var blandt andet en om en om byens laug i slutningen af 1900-tallet, en om Activism i New York og en række særudstillingen blandt andet om Folk music i 1950’erne og 1960’erne, Hip-hop i 1980’erne, en om designeren Paul Rand og en om nogle af de steder og bygninger, der de sidste 50 år er blevet bevaret gennem Landmark Law.

DSC_0116

Actism New York var en grundig og noget teksttung gennemgang af mange af byens Citizen movement – blandt andet om cyklisme.

DSC_0125

En helt anden udstilling var om designer Paul Rand, der var født i Brooklyn og derfor et emne for en udstilling på museet.

Filmen Timscape giver et samlet billede af byens udvikling, men hvis man i eget tempo vil fordybe sig til den righoldige historie, kan det kun lade sig gøre hvis det er indenfor et af de særemner, som museet har valg at fokusere på.

IMG_7620

Biografen i Museum of the City of New York hvor filmen Timescape gennemgik byens historie på 22. min.

IMG_7587

Fra udstillingen Guilded New York, der som de andre udstillinger på museet var håndværksmæssigt og finishmæssigt godt lavet

Der er utvivlsomt beboere i byen, der har glæde af at vende tilbage til museet og løbende se nye udstillinger, som behandler nye aspekter af byens historie, men jeg synes det er en synd og en skam, at der ikke blev gjort et forsøg på et samlet udstillingsgreb om byens righoldige historie. Et enkelt sted, hvor der er taget tilløb til en samlet kalejdoskopisk greb på hvad NYC er, er i museets trappeopgang, der med en pågående sort/hvid grafik har et væld af citater fra berømtheder om hvad byen er og har været.

IMG_7636

Trappeopgangen der var veloplagt udsmykket med citater om New York

Tenement Museum

I New York besøgte jeg besøgte også Lower East Side Tenement Museum, hvilke på nogle punkter var en fremragende oplevelse med vigtige byhistoriske fortællinger. Museum ligger i Lower East Side nær Little Italy og Chinatown og er et sted, hvor mange immigranter til Amerika fik deres første bolig og arbejde i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Tenement Museum

Museet er Tenements – et lejlighedskompleks på Orchard Street 97, der blev bygget i 1865 og hvor alle etager på nær stueetagen måtte forlades i 1935, da ejeren ikke ville lave de lovpligtige forbedringer. På det tidspunkt havde over 7000 mennesker boet i ejendommen. Bygningen stod tom frem til 1988, hvor museet blev etableret. Blandt andet historikerer fra Columbia University igangsatte et storstilet researcharbejde om hvem der havde boet i de forskellige lejligheder og hvad deres historie var, og de første museumsgæster kunne besøge museet i 1992. Den eneste måde, som man kan opleve museet på er gennem guidede ture for grupper på op til ca. 30 personer. Turene går til lejligheder i bygningen eller rundt i kvarteret og giver gennem stederne og det talte ord gode indføringer i New York i den periode og dermed grundlaget for byens smeltedige-kultur, diversitet og storhed. Jeg kom på Sweetshop Worker turen der gik til to lejligheder, hvor der havde arbejde skræddere i slutningen af 1800-tallet. Der var en rigtigt god guide, der hurtigt fik spurgt ind til hvem vi i selskabet var, så hun kunne gøre turen så relevant som muligt, men det var ture primært til et på forhånd interesseret publikum. Min ellers meget museumsbegejstrede datter på 11 blev sat på en prøve og der gjorde de andre yngre i selskabet også. Et godt familiemuseum er det ikke.

Tenement Museum

I må nøjes med dette billede af Orchard Street 97, som er kærnen i museets fortælling. Det var ikke tilladt at tage billeder inde i huset eller under rundvisningen.

Jeg forlod Tenement Museum med en ide og ny viden om noget af det som har gjort New York til den by den er. Den samme intense aha-følelse havde jeg ikke efter besøget på Museum of the City of New York. Det tror jeg dels skyldtes museets opsætninger, der var pæne, men ikke overraskende eller meget aktiverende, men først og fremmest at museet udover i filmvisning ikke prøver at lave et greb, hvor de giver en samlet fortælling, der fremhævede noget eller nogle markante udviklingstrin i byens historie. Det er for meget ta’ selv bord uden den nødvendige forklaring eller overblik over retterne.

IMG_7643

Udstillingen Saving Places – 50 years of New York City Landmarks, der fortalte om nogle af de bygninger som lovgivning havde reddet fra nedrivning. Mange steder i den udstilling var der en forudsætning om, at bygningerne og deres placering og betydning på forhånd var kendt for den besøgende.

IMG_7585

En af genstandene i udstillingen Folk City – om folk music scene i byen: Bob Dylans original manuskript til Blowin’ in the Wind. For mig var det en genstande og en historie, der havde noget svung over sig.

Det var samme tilgang til byhistorien som i Helsinki. Personlig synes jeg ikke, at det giver de bedste byhistoriske fortællinger. Jeg synes bestemt, at bymuseer skal have skiftende udstillinger som kan tage et emne op, men disse udstillinger skal være bakket op af en samlet udstillingen om byens historie. En samlet fortælling er både til glæde for byens borgere, deres gæster og for de turister, der kommer til byen og på egen hånd skal sætte sig ind i, hvor de er og hvorfor byen ser ud og virker som den gør.

Link

Helsinki City Museum:
http://www.helsinginkaupunginmuseo.fi/en/museums/helsinki-city-museum/

Newcastle Story i Discovery Museum i Newcastle:
https://discoverymuseum.org.uk/whats-on/newcastle-story

Museum of the City of New York:
http://www.mcny.org/

Lower East Side Tenement Museum i New York:
https://www.tenement.org/

 

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter

I sommers besøgte jeg en udstilling, hvor jeg helt klart var en af de gæster, der vidste mindst om emnet, og det var samtidigt om et emne, som jeg ikke umiddelbart kunne aktivere en interesse for. Det var som museumsprofessionel en fin oplevelse, da det tydeliggjorde nogle af følelserne førstegangsbesøgende til museer kan have – hvad er dette? Er der noget som er vigtigere end andet? Og kan de andre se, at jeg er helt blank?

DSC_0011

The Hunger Games – The Exhibition

Udstillingen blev vist i Discovery udstillingsbygningen ved Time Square i New York og var om de to første filmatiseringer af bøgerne i Suzanne Collins’ The Hunger Games trilogi. Jeg var der sammen med mine piger på 11 og 14 år, og en væsentlig målgruppe var helt tydeligt også store børn og unge.

DSC_0035

IMG_7504

Kostumerne og rekvisitterne fra filmene er de markante elementer i udstillingen, garneret med billeder og tekster, der er med til at skabe en kontekst, og filmklip, som dels minder gæsterne om handlingen og dels er interviews med folkene bag filmene.

DSC_0010

IMG_7523

Fint strøget ud over hele udstillingen er der steder, hvor gæsterne kan interagere og komme væk fra den passive betragterrolle. Flere af stederne er den interaktion helt enkle hands-on elementer som quiz, hvor svaret er bag et skilt der kan løftes, et bord med reb, så man kan lære at binde knob, eller kugler, som man kan sende til forskellige beholdere afhængigt af det valg man gør.

IMG_7527

En enkel find-svaret-bag-lågen-formidling.

DSC_0025

Handlingen i filmen bliver nogle steder brugt til mere åbne spørgsmål – her er det hvilken strategi man skulle bruge for at stoppe et morderiske spil som The Hunger Game: Sympati, logik eller vrede.

DSC_0028

Op på bagsiden af installationen kan man se hvilken strategi, der har fået flest eller færrest stemmer.

Enkelte andre steder sker interaktionen gennem digitale medier som store touchskærme, hvor informationer kan søges, eller spil baseret på en Kinnect-lignenede teknologi, hvor man skal eftergøre et træningsprogram.

IMG_7507

IMG_7538

For en novice i The Hunger Games universet er udstillingen taknemmeligt bygget op ved at man går gennem historien fra start til slut, fra helten Katniss Everdeen’s opvækst i Distrikt 12, udvælgelsen til The Hunger Games, over turen til hovedstaden Capitol, kampen mod de andre og til oprøret i bog/film 2.

IMG_7494

Undervej er der udover elementerne fra filmen også kommentarer, skitser mv., der fortæller om f.eks. forfatterens, kostumedesignerens og rekvisitørens inspiration.

DSC_0038

Et fint eksempel på teknomagi i udstillingen er bogen med kostumedesignerens overvejelser. Man kan blade i bogen hvorved nye sider, dvs. projektioner kommer frem.

DSC_0039

Og på siderne/projektionerne er der felter man kan trykke på og dermed sætte film i gang eller få yderligere informationer til at blive synlige.

The Making of Harry Potter

Udstillingens karakter og brug af greb minder på nogle punkter om The Making of Harry Potter i Watford udenfor London, en anden udstilling der også er uhyre populær for en børne- og unge målgruppe. The Making of Harry Potter har det ekstra lag, at den, hvor mærkeligt det kan synes for en udstilling om en fiktionsværk, har et in-situ lag. Der er her, at filmene blev indspillet og flere af scenografierne kan besøges bl.a. Dumbledores kontor, Gryffindor-elevernes opholdstue, eliksir-klasselokalet, familiens Wesleys køkken og Ligustervænget.

IMG_1404

Kulissen til eliksirlokalet med professor Snapes kostume.

The Making of Harry Potter er blevet et populært valfartssted for de mange fans af J.K. Rowling’s Harry Potter univers og filmatiseringerne af bøgerne. Da vi besøgte det skulle billetterne bestilles på forhånd – og i god tid før. Det er meget professionelt opbygget og med den sans for fortælling og detalje som en blockbuster-produktion kan have. Jeg besøgte udstillingen med min familie for tre år siden. Der er sket lidt ændringer, så det er ikke helt samme tur man i dag kan opleve.

IMG_1364

Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter, som er attraktionens fulde navn, er indrettet i en del af Leavesden studierne, en tidligere flyvemaskinefabrik, der siden 1995 har været studie for store produktioner som bl.a. GoldenEye, Star Wars I The Phantom Menace, Mission Impossible Rogue Nation – og de otte Harry Potter film. Udstillingen er ikke bygget op så man følger narrationen i bøgerne/filmene, men er i stedet inddelt i forskellige elementer af filmatiseringerne. Efter at have startet med en film-intro og wow effekten ved at gå ind i spisesalen på Hogwarts fortsætter besøgets første del i et stort rum, hvor de forskellige scenografier vises og hvor der er information om rekvisitterne, scenografierne og de kostumer der bruges.

IMG_1417

IMG_1392

Derefter følger et udeområde, hvor bl.a. Harrys barndomshjem Ligustervænget blev filmet, Det er også et pauserum med med en cafe, hvor en af Harrys yndlingsdrik, ingefærøl, naturligvis kan købes.

IMG_1458

Gad vide om Harry skulle være hjemme?

Mr. Weasley's Ford Anglia

Mr. Weasley’s Ford Anglia fra film/bog to er en af de mange rekvisitelementer man som besøgende kan interagere med.

Behind the scene

Anden del af besøget i The Making of Harry Potter kommer forbi en af de mest imponerende scenografier, Diagonalstrædet, men har ellers mere karakter af en behind the scene tour. Der er et afsnit om de mange væsner, dyr og special effects, der skulle laves til filmen.

IMG_1480

Formidlingsteknisk har det afsnit en af de bedste publikumsflyttere jeg har mødt. I noget der skal give illusionen af et værksted er der en stor projektion. På den diskutere en skuespiller og en af filmens effektskabere nogle af de genstande, der kan ses omkring projektionen, og som en del af deres snak går de ud af projektionen for at gå ind i en anden projektion, der ligger 15-20 meter længere inde i rummet. Helt automatisk fulgte den flok på 20-30 mennesker jeg stod imellem med.

IMG_1471

Der er også et afsnit som har fokus på designet af de enkelte dele til filmen. Der kan man komme tæt på modeller, skitser og tegninger og få en fint indtryk af de mange overvejelser, der ligger bag det endelige resultat.

IMG_1511

IMG_1517

Turen sluttes af med den model af Hogwarts, der fra film to og frem er det man ser i filmene, når der panoreres over eller flyves forbi slottet. Det hele ender med, at man gennem et tryllestavsrum kommer direkte ud i butikken, hvor nogle af det genstande man har set – og meget andet Harry Potter merchandise – kan købes til ikke helt billige priser. Vi var fem timer om besøget og børnene synes ikke det var spor for lang tid – tværtimod.

IMGP2197

Rummet før butikken var fyldt med tryllestavsæsker – og som en fin hyldest til de mange, der havde været med til at lave filmene, havde de hver fået en æske med deres navn på.

Genstandens repræsentation

Ligesom ved Hunger Games udstillingen behandles rekvisitterne til Harry Potter filmene med stor respekt både af udstillerne og af publikum – særligt de genstande, der har en markant betydning i bøgernes/filmenes fortælling, som f.eks. tryllestavene eller flammernes pokal fra Harry Potter bogen af samme navn.

IMG_1397

Brugen og modtagelsen af de genstande fører overvejelser om originalitet og reception med sig. De udstillede genstande er fysiske gestaltninger af elementer i en fiktiv verden. Er det så den originale tryllestav – kan noget være originalt, når det er en repræsentant af en fiktion? Når man har mulighed for at komme helt tæt på objekterne kan man så se, at f.eks. de Horcrux’er, der skal findes for at bekæmpe den onde Voldemort ikke er kostbare virkelige genstande lavet af ædelt materiale – de er props i film, hvor de så med filmens magi virker ægte. Men de er jo samtidigt ægte da, de netop er de genstande, der bruges i filmen – og i filmens måde at fortælle historien på, er de de mest virkelige repræsentanterne for disse særlige elementer i Harry Potter fortællingen.

IMG_1408

En montre, hvor hocrux’erne bliver præsenteret som kostbare genstrande.

Digital guides og analoge opgaver

Begge steder kunne man supplere besøget med en digital guide, hvor der var små film, lydspor og ekstra materiale. I The Hunger Games kunne guiden også bruges som kamera, og til en skattejagts-opgave gennem udstillingen.

DSC_0024

Udvalgte punkter kunne undervejs i besøget fanges ved at holde guiden helt rigtigt.

Hunger Games profilside

Efter besøget får man gennem den digitale guide adgang til sin egen The Hunger Games – The Exhibition side på nettet. Der kan man se de billeder man tog med guidens kamera sammen med de markeringer af punkter man fik unlocked på skattejagten, men ellers bliver den side mærkeligt nok ikke brugt til at give mere indhold eller andet, som kunne give ekstra tilhørsforhold til udstillingen.

I The Making of Harry Potter var der udover den digitale guide også en helt analog opgavebog, hvor man kunne samle stempler ved at besøge de forskellige afsnit af udstillingen. Det var en meget populær aktivitet for børnene og en klar illustration af, at bare fordi nye muligheder åbner sig med digitale gadgets, så er det ikke grund til at skrotte elementer og metoder der virker.

IMG_1386

Allerede i det første rum på rundturen blev skattejagten i bogform fundet frem og de første personlige oplysninger skrevet ind – “og så endda her i Hogwarts spisesal”.

Der er flere gode pointér at tage med sig fra de to klart kommercielt tænkte udstillingssteder, bl.a. om formidlingsgreb og udstillingernes introduktion, selvsikkerhed og tilgang til fotografering.

IMG_1369

Allerede i køen til der hvor man kan komme ind The Making of Harry Potter er der det først foto shot: Skabet under trappen, som Harry Potter var henvist til. Placeringen af trappen med skabet er også et fint eksempel på et vellykket kø-oplevelses-element.

Udstillinger med rigtigt store budgetter og målrettet unge – de må da være fyldt med digitale tiltag og helt nye måder at fortælle historier på og engagere de besøgende. Nej, faktisk ikke. Der var begge steder et klart sigte om, at udstillingerne skulle fortælle en historie, og det gjorde begge først og fremmest med rum og genstande, der var sat op for at fremhæve det særlige ved netop det objekt og de historier, der er knyttet til det. Billeder, tekst og film skabte kontekst og enkelte interaktive elementer – både digitalt og analogt – var velovervejet spredt ud for at aktivere gæsterne og gøre dem mindre passive. Det er det de unge vil ha’ og grundlæggende er det ikke en nyskabende tilgang. Det var bare fint udført.

DSC_0048

Test your technique. En ikke-digital installation i Hunger Games udstillingen, hvor børn som voksne kunne teste deres knob og knude-evner.

Udstillingernes introduktion

Begyndelsen var begge steder velgennemtænkt, så man som gæst ikke var i tvivl om, at der ventede noget særligt – der var et anslag på sammen måde som filmmedier gerne benytter sig af.

I The Making of Harry Potter sker det i en decideret filmsal, hvor skuespillerne bag filmenes primære figurerne, Harry, Ron og Hermione, kommer ind på lærredet og fortæller studierne betydning. De står til sidst i deres præsentation foran døren til spisesalen i Hogwards, og da lærredet går op er der bag det den samme dør ind til spisesalen. En vært inviterer så publikum op til døren for at de skal hjælpe med at åbne den, og da døren går op er det ind til den spisesalskulisse, der er brugt i filmen. Øjnene var store og munden åben. ”Det er jo helt som at være her selv” som den største fan i mit selskab sagde, og nu når hendes forældre tilsyneladende ikke kan ordne, at hun kunne komme på Hogwarts som 11 årig, så var det her det næstbedst.

IMG_1378

Døren skubbes op til udstillingen og til Hogwarts spisesal.

IMG_1382

Værten bød os velkommen til spisesalen før gruppen selv kunne udforske resten af The Making of Harry Potter.

I The Hunger Games udstillingen er der også et introrum, hvor skuespilleren Jennifer Lawrence, det spiller hovedpersonen Katniss Everdeen i filmene, byder os velkommen. Setup’et er der ikke lige så stort som ved Harry Potter, men har den samme forventningsopbygningen og samme grad af en velkomst, hvor man føler sig som en særlig gæst.

IMG_7487

IMG_7492

Selvtillid

Det er udstillinger med stor selvtillid. På museerne er der jævnlig formidlingsdebatter om, hvordan at vi kan gøre emner, som folk ikke kender meget til, til noget de bliver interesseret i – hvordan formidler og sælger vi emnet. I Harry Potter og Hunger Games udstillingerne skulle emnet ikke sælges – det skulle bare udfoldes. Der var en selvsikkerhed om, at folk var interesserede i emnet, og at de selvklart ville gå glade derfra efter besøget. Selvsikkerheden klædte personalet godt – selvfølgeligt er det som I nu skal se fedt – I kan bare glæde jer og husk at tage så mange billeder af det som I kan.

IMG_7508

Oplagt fotosted i The Hunger Games – The Exhibition.

Fotografer gerne

De to steders hyppige opfordring til at tage billeder undervejs understøtter utvivlsomt markedsføringen af udstillingerne, men jeg tror også, at det bunder i en egen overbevisning om, at denne her udstilling naturligvis vil dokumenteres og deles af publikum. Her er ingen metadiskussioner om, hvorvidt om kunsten, historien mv. ikke bliver forstået rigtigt nok, hvis man samtidigt fotograferer. Nej, her er udgangspunktet, at det er fede ting der viser, og noget der gerne vil huskes og deles, så genstande og rummene var generelt også fremvist veloplyste. Her er ikke tale om black box udstillinger med dramatisk scenografi henlagt i mørke, men om relativt luftige rum med plads og lys til at opstillingerne kan blive fotograferet – gerne med en selv eller veninden med på motivet.

DSC_0034

Et sted i Hunger Games udstillingen kunne man fotograferes i en interviewsituation med filmens tv-værtfigur Caesar Flickerman.

IMG_1429

Tryllestavene var medbragt til Harry Potter studierne, så de rigtige billeder kunne tages.

Udover de foto shot steder gæsterne selv finder, der også steder med bemanding, hvor man kan blive foreviget på en green screen så man få et billede med sig hjem af sig selv i filmen. I The Hunger Games udstillingen er denne del udviklet, så det allerede er i køen til indgangen, at man bliver fanget ind af denne mulighed, der så gentages flere gange undervejs afsluttende med, at billederne kunne købes enkeltvis eller samlet sat ind i udstillings souvenirhæfte. Den dag jeg besøgte udstillingen generede det et betydeligt mersalg.

Hunger Games IMG_7552

The Hunger Games – The Exhibition og The Making of Harry Potter er lavet til fans af de to massekulturelle fænomener, og jeg er ikke i tvivl om, at udstillingerne rammer rigtigt til de målgrupper. Jeg kendte selv til Harrys Potter fortællingerne før mit besøg i Watford, og der var udstillingen et spændende indblik i filmenes univers. Men selv når man ikke kender historierne er der noget at komme efter. Både The Hunger Games udstillingen og The Making of Harry Potter er værd at lade sig inspirere af i forhold til udstillingernes selvsikkerhed og stedernes klare brug af formidlingsgreb.

IMGP2115

Kulissen til Diagonalstrædet i Harry Potter filmene.

For at vende tilbage til den indledende betragtning om at besøge en udstilling, hvis emne jeg intet kendte til, så gjorde The Hunger Games udstillingen det som mange museer håber, at deres udstilling gør: Den gjorde mig interesseret, så da muligheden bød sig, fik jeg set den første film i serien og kan nu tale med, når mine døtre snakker om karaktererne i dette fiktive univers.

IMG_7509

Et fint element i Hunger Games udstillingen var, at der nogle steder var citater eller filmklip fra den kulisse man stod ved.

Link

The Hunger Games – The Exhibition: http://www.thehungergamesexhibition.com/

The Making of Harry Potter: https://www.wbstudiotour.co.uk/

 

1 kommentar

Filed under Digitale medier, In situ, Udstilling

Det maritime museum i Tallinn, Popsenteret i Oslo og Black Country Living Museum i Dudley

Jeg har haft den store fornøjelse i år at besøge en del museer, både med familie og venner og med kollegaer i embedes medfør. Nogle af besøgene er blevet til omtaler i denne blog, men langt fra alle. Her før 2014 rinder ud får I nogle billeder fra tre udenlandske museer som jeg gerne vil anbefale – hvis vejen skulle gå forbi Tallinn, Oslo eller engelske Dudley.

Det maritime museum Lennusadam 

Lennusadam er del af det estiske maritime museum og er en imponerende nyistandsat museumsbygning med en historie i selve huset. Museet, der ligger i Tallinn, er placeret i hangarer, hvor der fra 1930’erne og frem er blevet bygget vandflyvere. For en ti år siden begyndte en omlægningen af området og i 2012 kunne museet åbne i de nyistandsatte hangarer efter store investeringer, blandt andet fra EU.

DSC_0190

DSC_0255

Museets åbne rum er imponerende. Det meget store lokale har højt til loftet og en tagkonstruktion, der givet et stort samlet udstillingslokale. Det er udnyttet i museets indretning ved at de udstillede genstande både bliver vist nede og oppe i rummet. Museet er opbygget efter den klare ide, at genstandene placeret i forholdt til havets overflade. Der går et usynligt vandspejl gennem bygningen og på den linje ”sejler” de udstillede både, mens minerne er under den og vandflyvere, antiluftskyts mv. er over den.

DSC_0248

Der er variation i lys og larm, så det er ikke et roligt museumsrum, der er opbygget i Tallinn og der er en til tider legesyg tilgang til at iscenesætte og skabe aktivitet om genstandene og i rummet. Der er tøj, der kan prøves og som man kan bliver foreviget med, og der er masser at små stationer fyldt med film, tekniske oplysninger om den ene eller anden type båd eller små quizzer om f.eks. hvad rigningsdelene af et skib hedder. Museet har i det hele taget mange spilelementer – fra quizzer over det klassiske pc-spil mineswiper (på en skærm der hvor minerne blev udstillet) og til et spil, hvor man er en pilot på mission og hvor spillet skal udføres i et originalt fly og med en simuleringsskærm foran en.

DSC_0182

DSC_0180

DSC_0218

Lennusadam er værd at besøge på grund af dets imponerende rum og for at se hvor meget lyd, lys, spil og elektronik, der kan puttes i en udstilling. Det giver ikke nødvendigvis en rolig eller helstøbt oplevelse, men bestemt en oplevelse.

DSC_0211

Ubåden Lembit er en af de imponerende genstande museet udstiller

DSC_0239

Inde i ubåden Lembit

DSC_0228

Udstilling af uniformer

DSC_0225

og ved siden af – uniformer der kan prøves

Popsenteret i Oslo

Et andet legende museum med hang til digitale løsninger er Popsenteret, populærmusikkens hus i Oslo. Museet fortæller om norsk populærmusik fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til i dag. Jeg vil tro, at de fleste ikke-nordmænd vil komme til Popsenteret uden at kende meget mere end 3-4 norske musikgrupper, men museet formår at fortælle en større populærkulturel historie og sammen med aktiverende elementer at underholde og gøre stedet relevant for flere.

DSC_2093

DSC_2097

I udstillingen går den besøgende kronologisk frem og bliver undervejs udover musikken også præcenteret for instrumenter og teknik (f.eks. iPod og walkman) der fortæller om kulturen rundt om musikken. Der er databaser med sange, plakater og koncertsteder man kan gå på opdagelse i og et aktiverende spor, hvor man selv kan indspille en sang og lave et passende cover til den.

DSC_0001

Museets interaktive koncertstedskort

DSC_0008

Museets interaktive “bandstation”

DSC_0043

Ungdomsrummet i museet – hvor den besøgende kan vælge tid og rummets overflader så ændrer udseende

Efter nogle timer på Popcenteret blev jeg bekræftet i, at der er grund til at a-ha og Kaisers Orkester er blandt de norske band, der er kommet bedst ud over landets grænser, men jeg blev også oplyst om, at Norge har haft de samme tendenser som kendes fra den danske og mange andre musikscene – og så havde en jeg fin underholdende eftermiddag med familien. Popsenteret er rent museumsfaglig også et godt sted at blive inspireret og jeg kan godt røbe, at greb fra stedet også kan ses i Den Gamle Bys musikhistoriske udstillingen Aarhus Rocks!

DSC_0015

Koncertrummet i udstillingen – det er noget alle aldre kan forholde sig til. Her er det 1 årige Thea, der er på scenen. “Hva’ så Oslo – er I der …”

Black Country Living Museum

Hvor nyskabelser og teknologi er centrale elementer i norske Popsenteret og estiske Lennusadam, så er der mere fokus på nærvær og nostalgi i Black Country Living Museum (BCLM) i Dudley. Området Black Country er en del af West Midland og ligger tæt ved Birmingham – knapt to timers kørsel syd for Liverpool og lidt over to timers kørsel nordvest for London. Som navnet antyder, er det et kulminedistrikt og det er også et af arnestederne for industrialiseringen. I Black Country blev der i 1800-tallet anlagt jernstøberier og stålværker, der sammen med kulminerne og koksproduktionen gjorde det til et af verdens mest luftforurenede områder. Rejseberetningerne fra 1800-tallet taler heller ikke om Black Country i pæne vendinger, den amerikanske forfatter og diplomat Elitu Burritt skriver bl.a. om området, at det er ”black by day and red by night”. Efter sigende skulle Tolkien også have brugt Black Country som inspiration til den onde troldmand Saurons egn Mordor (Mor-Dor betyder på Tolkiens elversprog også Sort Land).

Industrialiseringen er også det centrale element i Black Country Living Museum og historien er fortalt med velkendte greb fra open air museerne: genopførte miljøer, demonstration af håndværk og levendegørelse.

DSC_0529

Museets store World story er en rekonstruktion af Newcomen Engine – verdens første dampmaskine, der blev opfundet i 1712 af Thomas Newcomen og som var i funktion i en kulmine i Tipton tæt ved Dudley.

DSC_0511

Demonstration af jernkædesmedning. Black Country var et stort jernkædeproduktionsområde, bl.a. ankerkæden til Titanic blev smedet i området.

Jeg besøgte museet i september og var i gode hænder. Der var nærværende aktører, der interessant fortalte om f.eks. jernkæde-produktion og herretøj i 30’erne og der var stemningsfulde miljøer i det lille bykvarter på museet.

DSC_0489

H. Morrall’s Gentelmen’s Outfitter er en af butikkerne i 30’er gaden på museet

DSC_0482

Og inde i H. Morrall’s Gentelman’s Outfitter får man en god betjening og en fin 3. persons formidling af en herretøjsbutik i mellemkrigstids-perioden.

Der var også en mine som fint fortalte om minernes betydning for området. Efter mit besøg i minen fandt jeg ud af, at det var en kunstig mine, som museet havde anlagt. Det viser Black Country Living Museums fokus på historien frem for den autentiske genstand. Når de ikke havde en autentisk mine måtte dette være valget at tage for at få denne vigtige historie med i museets hovedfortælling. Minedriften blev fortalt gennem den stemningsfulde rekonstruktion, dukker af minearbejdere og oplæst speak – og også den fortælling fungerede godt på museet.

DSC_0550

Udgangen fra minen

Black Country er et meget nærværende museum, der fint formidler dele af industrialiseringen og samtidigt giver museer et nostalgisk skær af England før verden gik af lave og alt gik op i amerikansk levevis og den postmoderne flygtighed. Er det så det helt rigtige billede af Black Country området fra midten af 1800-tallet og til midten af 1900-tallet? Nej, men det er med til at sætte tankerne og refleksionerne i gang, og museet gør det så også på en måde, hvor alle føler sig velkomne og godt modtaget. Og det er bestemt en vigtig rolle at påtage sig som kulturhistoriske museum.

DSC_0582

Sandheder der kan læres i Black Country Livinge Museum: 2 x 2 = 4, Silence is Golden og god nærværende aktørformidling virker

4 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Dinosaurusser og IT

En af de første store museumsoplevelser som jeg stadig kan huske, var da jeg som 11 årig besøgte Natural History Museum i London. Den oplevelse, der står klart i erindringen var mødet med dinosaurusserne og også den formidling, som var lavet omkring dem. Ved dinosaurusserne havde de sat nogle computere op, hvor man kunne svare på spørgsmål om, hvad der karakteriserer de forskellige typer af dinosaurusser. Den 11 årige videbegærlige dreng var begejstret for, at der var nogle i London, som gennem opgaver ville høre hvad han så og havde lært, og så var det vel også første gang i mit liv, at jeg prøvede en computer. Den simple blå skærm med hvid tekst var så utroligt nyt, moderne og smart, at man nok selv skulle have været der for helt at kunne forstå det.

Museum für Naturkunde i Berlin
I denne uge havde jeg fornøjelsen af at besøge Museum für Naturkunde i Berlin. Det er et andet af denne verdens store dinosaurusmuseer og også her blev der leveret en god formidling af emnet.

MuseumNaturkunde

Dinosaurus-hallen i Museum für Naturkunde

Formidling gennem IT kan være en størrelse, der desværre hurtigt kan komme til at virke forældet. Men den faldgrubbe synes jeg de har undgået i Berlin. Det berlinbaserede firma ART+COM lavede for en 7 år siden nogle i digitalformidlingskredse ret omtalte installationer, der stadigt er fascinerende. Installationerne kombinerer fornemt det fysiske rum og et ekstra IT baseret lag, der beriger oplevelsen. Systemet er, at de besøgende ser i en kikkert rundt i det store centrale dinosaurusrum (eller rettere føler at de ser med en kikkert) og når kikkerten får placeret en af dinosaurusserne centralt får dino-skelettet indvolde, muskler og hud omkring sig, og der kommer til sidst en lille film om dyret i sine omgivelser tilbage i juratiden. Efter at have oplevet det et minuts tid kan man dreje kikkerten videre til et andet dyr, hvor det samme så sker.

MuseumNaturkunde

Dinosaurusserne, og i forgrunden en af de i alt to kikkert installationer i rummet

Her er en af de film der kan ses i kikkerten:

http://vimeo.com/8571328

Jurascopes, Berlin 2007 from ART+COM on Vimeo.

Hanne Strager, formidlingschef for Statens Naturhistoriske Museum i København, har udtalt at de naturhistoriske museer skal være bedre til at formidle til voksne, da de kan have en slagside med at være museer for børn. Personlig er jeg ikke enig med hende om, at museer kan blive for populære hos børn, men jeg kunne godt følge hendes tanker, da jeg på Museum für Naturkunde stod ved ART+COM’s installationer. Ved installationerne var to af kikkerter højdemæssigt designet til børn, tre kikkerter i ung/voksenhøjde og der var derudover to skærme, hvor grupper kunne se filmene.

MuseumNaturkunde

Udover kikkerterne er der også en skærm, hvor flere samtidigt kan se de små film

På sliddet ved kikkerterne kunne det ses, at også voksenkikkerterne flittigt var benyttet af børnene ved at de kravlede op på kanten af installationen for at kunne se.

MuseumNaturkunde

Også de kikkerter som er i voksenhøjde kan bruges af de børn, der har viljen

Jeg var da også den eneste voksne, der havde stillet mig op i den korte kø for selv at se i kikkerterne og notere også de let undrende/bearbejdende blikke, som et par mødre sendte mig.

Skilte med film
En andet feature på museet i Berlin der til gengæld ikke havde samme tiltrækningskraft hos børnene, var deres forklarende skilte ved dyrende, og også her brugte museet IT rigtigt fornuftigt. I de traditionelle aflange tekst- og billedskilte var der en lille skærm som kunne aktiveres ved, at den besøgende trykkede på et ord, som så blev uddybet. Det virkede godt og der var små velvalgte film som fortalte om dyrenes træk, særlige fysiologiske forhold mv.

MuseumNaturkunde

Der trykkes på et af de understregede ord på skiltet …

MuseumNaturkunde

… og en film om emnet afspilles

Teknikken blev brugt flere steder på museet og gennem den blev der skabt små fortællinger. Et sted var der bl.a. en forbilledlig formidling om, hvorfor at zebraen har striber. Det var skabt gennem en udstoppet zebra, en tsetseflue og skiltet, der i tekst, kort og de små film, der kort og koncist fortalte, at tsetsefluen med dens øjekonstruktion har svært ved at se zebraens omrids pga. striberne. Zebraerne blev mindre stukket og fik derfor ikke i så høj grad gennem fluen overført en bestemt parasit.

MuseumNaturkunde

Opstilling i Evolution in Aktion udstillingen om Zebraens striber

MuseumNaturkunde

Tsetse-fluen bag forstørrelsesglas

MuseumNaturkunde

Skilt med tekst, illustration og skærmen, der kan aktiveres

MuseumNaturkunde

Skærmen der i enkle filmsekvenser formidler, at tsetsefluen overføre parasitter og hvad den kan se på grund af fluens øjenkonstruktion

Dinosaurusser i London
På museet i London formidles dinosaurusserne ikke længere med computere med blå skærm og hvid skrift. Deres nuværende opstilling, der må have tjent museet i knapt 20 år bruger nu i stedet et formidlingstrick med suspence, wow-oplevelse og efterfølgende refleksion. De største af dinosaurusserne er som appetitvækkere placeret i museet forhal og efterfølgende kan man træde ind i det særlige udstillingsområde.

NHM Sommer 2010 169

Indgangshallen i Natural History Museum

Rundgangen i dinosaurus-galleriet starter med af de besøgende oppe under loftet går over hele udstillingsområdet, hvor nogle af dinosaurerne samtidigt er præsenteret.

NHM Sommer 2010 173

Et kig ned i dinosaurusudstillingen oppe fra gangbroen

Bagerst i rummet er wow-oplevelse ved en mekanisk installation af en spisende Tyranosaurus Rex som med passende mellemrum spejder ud over de passerende besøgende og giver gys ved at få øjenkontakt. Det virkede stærkt på mig første gang jeg oplevede det, og jeg har kunnet konstatere at effekten så sandeligt også har virket på mine børn de gange de har besøgt udstillingen.

NHM Sommer 2010 176

T-Rex’en har fået øje på en forskrækket 8 årig

På vejen tilbage fra Tyranosaurus Rex’en og gennem udstillingen er der så uddybende formidling om dinosaurussernes levevis, fysiognomi, fundhistorie osv. Det er nok de store dyr i indgangshallen og tableauet med den spisene T-Rex, der er tydeligst i erindringen, men det er vejen tilbage, der tilbyder de uddybende oplysninger man også forventer at finde på et naturhistorisk museum.

NHM Sommer 2010 181

Dinosaurusudstillingen, Natural History Museum

Oplevelse og viden
De naturhistoriske museer i Berlin og London er både gamle gedigne museer og gode oplevelser for store og små. Udover den omtalte dinosaurusudstillinger tilbyder Natural History Museum også veltilrettelange udstillinger i deres nye Darwin Center, hvor den besøgende kan følge bestemte forskeres type arbejde og hvor det på en mere tidsvarende måde end ved de blå skærme er muligt at løse opgaver. Museet har også helt imponerende samlinger som f.eks. deres mammel galleri, hvor sammenligninger mellem pattedyr umiddelbart kan ske og hvor særligt blåhval i midten fascinere og får alt andet inkl. elefanten til at virke lidt klejn.

Natural History Museum, South Kensington, London

Mammels Gallery i Natural History Museum. Foto fra Flickr: jacquemart.

På Museum für Naturkunde i Berlin bliver der også fortalt engageret om universet og naturkræfterne på jorden, og museet tilbyder også godt opsatte fremstillinger af udstoppede dyr. I udstillingen Evolution in Aktion bruges dyrene i større fortællinger om biodiversitet, evolution og tilpasning, som f.eks. i historien om zebraens striber.

MuseumNaturkunde

Biodiversitetsvæggen i udstillingen Evolution in Aktion

Et andet fascinerende rum på museet er Die Alkohol-Forschungssammlungen, museet studiesamling af præparater som det er muligt for de besøgende at gå rundt om. Der er ikke nogen særlig forklarende formidling i dette rum, men det er en stærk æstetisk oplevelse og giver en fascination af de tusindvis af dyr i ethanol.

MuseumNaturkunde

Die Alkohol-Forschungssammlungen, der består af omkring 276.000 glas med præparater

Naturformidling i Danmark
I Danmark er Naturama i Svendborg et godt bud på et all round naturhistorisk museum, der vil deres gæster noget og som i deres store åbne rum formår at skabe fascination og den gode umiddelbare sammenligninger dyrene imellem. Under loftet er fuglene, nederst livet under vand og mellem dem dyrene på land. Klart og konsekvent tænkt og udført.

Naturama overblik fra landjorden

Naturama set fra landjordsetagen. Foto fra Flickr: Naturama Svendborg.

I København og Aarhus tænkes der også store tanker om hvordan at nye naturhistoriske museer kan skabes og det kan kun glæde en. Ikke alle museer har blockbusterer som dinosaurusser, men museerne i Berlin og London viser også, at andre emner med stor selvtillid kan formidles populært og solidt vidensoverleverende på samme tid – og med fornuftig brug af IT i formidlingen. Statens Naturhistoriske Museum i København er længst med deres planer og det bliver spændende at se den samling for alvor blive foldet ud – forhåbentlig også gennem gode wow-oplevelser – og ved at der laves et spændende museum for både voksne og børn.

MuseumNaturkunde

2 kommentarer

Filed under Digitale medier, Naturhistorie, Udstilling

Citater i udstillinger

Hvordan kan museerne engagere deres besøgende gennem tekster eller andre formidlingselementer (film, lyd, illustrationer)? Et svar er at bruge tydelige afsendere, som det er nemt for den besøgende at forholde sig til, føle med og leve sig ind i. Det vil sige gå fra den anonyme objektive museumsstemme til personer med deres egne subjektive stemmer.

De museer der gør det markant, bruger ikke kun citater som illustrationer af en enkelt persons holdning, men de tænker citaterne ind som et strukturelt greb, der er med til at engagere den besøgende.

Sveriges Historia på Historiska museet i Stockholm

Historiska Museet 2011-12 408

Historiske Museets på mange måder seværdige udstilling Sveriges Historia gør det. Udstillingen er kronologisk bygget op fra vikingetid og til i dag. Hvert afsnit indledes med en planche, der præsenterer det århundrede som den næste del af udstillingen handler om. Der er to helt forskellige hovertekster på de plancher. Den ene er skrevet at udstillingens dramaturg Jonas Jarl Skute og den anden af historieprofessor Dick Harrison.

Historiska Museet 2011-12 422

Historiska Museet 2011-12 423

Professor Harrisons tekst minder mest om den traditionelle museums-oversigtstekst, men det virker godt, at der er en person bag teksten, og at det er tydeligt, at han er en fagperson. Troværdigheden bevares og samtidig får udsagnene et klar afsender. Det ville ikke have været et lige så klart signal, hvis museet ikke havde valgt også konsekvent at bringe tekster skrevet af den mere poetisk anlagte Skute – og de to forskellige typer tekster kan noget forskelligt – give overblik og skabe billeder.

Danmarks krige på Tøjhusmuseet

Et sted hvor citater også bruges godt er i Tøjhusmuseets nye permanente udstilling Danmarks krige.

Danmarks krige 1

Mine forventninger til udstillingen var høje efter Tøjhusmuseets seneste særudstilling om Afghanistan, og jeg synes desværre ikke, at nogle af de gode ideer om iscenesættelse, engagement og personlig fortælling som var i Afghanistan-udstillingen blev bragt med over i den nye permanente udstilling, men oversigt- og temateksterne i Danmarks krige er rigtigt godt og kort skåret. Mange steder bruges citater aktivt til at fange gæstens opmærksomhed og være krogen som åbner op for fortællingen – som f.eks. Christian 4s bramfrie svar: “Du skulle skamme dig, du gamle nar” til den svanske konge Karl 9, da han under Kalmarkrigen foreslår, at krigens skulle afgøres med en tvekamp mellem de to monarker.

Danmarks krige 3

Et anden greb udstillingen bruger er de små skærme, hvor museets inspektører kort og klart fortæller om den udvalgte krig. Der er mange skærme i udstillingen og desværre var mange af dem rigtigt træge at bruge den dag jeg besøgte museet. Personligt synes jeg ikke, at skærmene med oplysninger om de enkelte genstande ved montrerne var den bedste måde at bruge mediet på, men skærmene med inspektørernes små fortællinger fungerede og leverede engageret formidling.

Danmarks krige 2

GeoCenter Møns Klint

En anden dansk udstilling, der på en helt anden måde bruger den personlige fortælling gennem film er GeoCenter Møns Klint. I et af rummene møder man den unge og den gamle klint i form af en filminstallation med skuespillerne Holger Juul Hansen og Mille Lehfeldt.

GeocenterMoen_3627

Efter mange rum med en mere science-center-baserede formidling er det et fint poetisk indslag, hvor de to skuespiller dygtigt får lidt følelse og humor ind i fortællingen og samtidigt formidler, at ingen klint holder evigt.

Museum of Liverpool

Flere museer i England bruger også citatet og den personlige fortælling med stor dygtighed. Et af de steder hvor jeg har set det udført med stor variation og klar konsekvens er på det relativt nyåbnede Museum of Liverpool.

MoL Peoples Republic fortaelling DSC03122

Museer bruger citater rigtigt mange steder – både som overskrifter og som citatvægge, der er med til at underbygge museets hovedpointe: at stedet er the Liverpudlians museum; det er et sted om menneskerne i Liverpool og det er deres håb, drømmer og virke, der beskrives.

MoL citatvæg DSC03199

MoL Wondrous Place citater DSC03153

Museet benytter også den personlige fortælling i en række filmiske portrætter. Det mest spektakulære af disse er i biografen Kicking and Screaming – Football Show. Kicking and Screaming er et rum i Wondrous Place, den afdelingen af museet, der handler om fritid og byens indbyggeres interesserer og passioner. I biografen er der film på alle væggene så det bliver en mere rummelig oplevelse end i den traditionelle museumsbiograf. I den knap 20 min lange fortælling følger man to knægte, der henholdsvis er Everton og Liverpool F.C. fan. De optræder til forskellige tider og filmen fortæller både generel Liverpool/Englands historie og formidler samtidig passionen hos fans’ne. Andre steder er der mindre skærme med personlige fortællinger. De er passet ind i udstillingens scenografi og gennem dem giver skuespillere indblik i livsvilkår og fortællinger om byens forskellige perioder og steder.

MoL Great Port skaermfortaelling 1 DSC03180

Et sted er i museets afdeling The Great Port, hvor der er skærme med bl.a Frelsens Hær officeren Jack, kantinedamen Marie og den arbejdsløse havearbejder Edward, der hver i sær giver deres version af livet og fristelserne ved byens store havn. Der er også en række skærme med interview af borgere i byen og ved en af installationerne er der også opfordringer til at borgere i Liverpool selv kan sende historier ind til at blive vist i udstillingen.

MoL Peoples Republic living in the City DSC03126

Fakta eller fiktion

Er der ikke en forskel mellem om det er citater og interview med autentiske personer eller om der er skuespillere, der fremstiller en af museet skabt person/situation? Både og. Med historiefagets koryfæer som Erslev, Arup og brødrene Wiebull in mente, er et udsagt ikke nødvendigvis sandt, fordi en der var til stede ved begivenheden er ophavsmanden til udsagnet. En sammensætning af forskellige kilder og observationer kan nogle gange give en mere plausibel version af virkeligheden. Men museumsformidling handler ikke kun om hvorvidt udsagnet er rigtigt, men også om, at museets gæster tror på udsagnet. Der kan citatet og interviewet have den fordel af det umiddelbart har en høj troværdighed. En skabt fremstilling – som personerne i The Great Port – har ikke nødvendigvis ikke samme troværdighed og her gælder det så om for museet at fremstille figuren og fortællingen så godt og troværdig, så modtageren godtager historien. Når det lykkedes er det rigtig godt og relevant historieformidling. Gennem den arbejdsløse havnearbejder Edward får gæsten et godt indblik i engelsk socialt historie i 1920’erne – et emne som nok kunne formidles gennem meget tekst og billeder, men som de færreste ikke ville have stoppet op ved, hvis der ikke på samme måde var arbejdet med formen. Det vigtige for Museum of Liverpool er, at den besøgende tror på at fremstillingen er plausibel. Jeg troede på den.

MoL Great Port skaermfortaelling 5 W DSC03187

IWM North

Et andet nyere engelsk museum, som har fået international bevågenhed er IWM North, Imperial War Museums afdeling i Manchester, der i 2002 åbnede i en bygning tegnet af Daniel Libeskind.

IWM North (2)

Museet er særligt kendt sit audiovisuelle show Big Picture, der med 60 projektorer bruger alle væggene i museets store sat til at give en samlet fortælling. Da jeg besøgte IWM North i vinters var fortællingen om børn og krig, og dens massive visuelle udtryk gik lige i hjertekulen både hos de voksne og de børn jeg fulgtes med. I Big Picture bruger museet citater og portrætter og det er med til, at krigens skæbner kommer tæt på. Citater er i det hele taget meget brugt på museet. De bruges markant i udstillingen som overskrifter eller i stort format, både for at give menige soldater en stemme, men også til at vække erindringer som f.eks. Vietnam-protest sloganet ”Make Love not War”.

IWM North (4)

IWM North (5)

Cabinet War Room /Churchill Museum

Et sidste engelsk museum jeg vil nævne er Cabinet War Room /Churchill Museum. Dette er museum bestemt et besøg værd i sin kombination af, at det er et site-museum med en politisk vægtig historie og så at det engagere sine besøgende gennem interaktive tiltag og engagerede fortællinger.

Cabinet War Room Churchill Museum London 194

I overgangen mellem den stedspecifikke Cabinet War Room (de steder, hvor selve Cabinet War Room var, samt andre lokaler tilknyttet dette) og så Churchill Museum, den del af komplekset, der er dedikeret til den tidligere premierminister, er der et rum, hvor de besøgende møder en række personer, der havde sin gang i lokalerne under krigen. Der vises genstande og fortælles små historier, men hele tiden med udgangspunkt i de portrætterede personer. På skærme i gangen møder man dem, hvor de i korte indslag på 10-20 sek. fortæller stemningsgivende historier. Dette rum er med til at befolke hele komplekset og også give stemmer til andre end Winston Churchill, der i de følgende rum bliver udstillingens centrale omdrejningspunkt.

Cabinet War Room Churchill Museum London 143

Historier fra nogen

Formidlingen af disse historier om krige, geologiske naturfænomen, handel og almindelige mennesker liv kunne have været fortalt på mange måder, men ved at bruge citater og personlige fortællinger bliver historierne mere engagerede og vedkommende. Det bliver ikke kun formidling om noget, men også fra nogen.

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Deling og smart tickets – udvid din museumsoplevelse eller …

Det er nemt og naturligt, digitalt at dele sit liv og de oplevelser man har. Billeder uploades på facebook, instagram og pinterest, videoer på youtube, beskeder om stort og småt skrives på twitter, blogs osv. Museerne er et af emner for delingerne. Det er et sted de besøgende er i deres fritid og det er en aktivitet man gerne deler og på den måde  flashes sit kulturelle liv.

SmartTickets

Personlige billetter til Darwin Centre, MOSI og National Football Museum

Flere museer har taget denne tendens til sig, f.eks. ved at have installationer, hvor der opfordres til at dele oplevelser og historier fra museet. En anden tilgang er, at man på museet opretter en profil eller at man får en særlig kode, hvor i gennem man senere kan få flere oplysninger om museets historier og de oplevelser man har haft.

Hvorfor gør museerne dette? De to modeller har forskellige formål. Del-nemt tiltaget har ofte det primære formål at opfordre gæsten til en kommunikation til omverdenen om museet, med den mund til mund markedsføring det giver. Modellen kan også tænkes at være med at give brugeren et større tilhørsforhold til museet ved, at vedkommende i et kort øjeblik har været stedets ambassadør.

Den anden tilgang, hvor der laves en profil, har gerne det sigte at knytte gæsten tættere til museet og give gæsten mere information fra museet. Det kan være ved at gøre det muligt for gæsten at gense nogle af de oplysninger vedkommende så på museet og ved, at kontakten kan være en åbning til, at gæsten kan modtage nyhedsmails og gode tilbud.

Del med museet

På Munchudstillingen på ARoS, der lukker 17. februar, er der et eksempel på et tiltag, der gør det nemt for gæsterne at kommunikere til andre om de udstillede værker. Den velbesøgte Munchudstilling Angst slutter med et Munch-o-metre, hvor gæsten ved at skanne en QR kode “synes om” et af Munchbillederne på museets facebookside og dermed deltager i en afstemning om, hvad det mest likede Munchbillede er.

.

Billedgaleriet på ARoS hvor man kan stemme på sin Munch-favorit

.

På en ef af ARoS trappeafsatser kan man se hvilke Munch-billeder flest har “synes om”

Et kig på Munch-o-metresiden viser, der i alt har været 1957 ”synes om” tilkendegivelser fordelt på 177 værker. Der giver et gennemsnit på 25,4 synes om per værk med 166 til det mest populære og 0 til det mindst ”likede” (tallene er fra i dag 10/02/2013).

Aros DSC02732

Reklame for Munch-o-metret i ARoS’ forhal

Nisselandskaber på facebook

Et andet tiltag i samme retning, der dog ikke var promoveret lige så intenst var en nisselandskabsudstilling i Den Gamle By, der kunne ses i november og december sidste år. Der deltog 10 skoleklasser fra forskellige dele af landet i DM i nisselandskab. Landskaberne var udstillet i Den Gamle By og på Den Gamle Bys facebookside. Publikum kunne både stemme på facebook og i udstillingen. På facebook stemte folk ved at “synes om” og i udstillingen var der stillet en stemmeboks op.

Nisselandskab DGB 2012

Nisselandskabsudstillingen i Den Gamle By

De ti værker har i alt fået 1339 ”synes op” tilkendegivelser, hvilket i gennemsnit er 133,9 per opslag med 292 til den mest populære og 6 til den mindst ”likede”. Tallene er også fra i dag, men den periode hvor ”synes om” tilkendegivelserne primært kom ind i, var fra 13. til 18. december 2012, hvor konkurrencen fandt sted.

Det er interessant at se, at den meget mindre profilerede udstilling og set up omkring nisselandskaber  samlet kun generede 32 % færre ”synes om” end værkerne ved Munchudstillingen. Og hvis men ser på ”synes om” per værk, så var der over 4 gange flere ”synes om” per værk ved nisseudstillingen (139,9 i forhold til 24,5) ligesom, at det værk der fik flest  ”synes om” var fra Nisseudstillingen med Vibeskolen i Nyborg der fik  374 klik. Det mest likede Munchværk ” Aften på Karl Johan” fik 166 ”synes om”.

Giv en grund til deling

En grund til at Nisseudstillingen relativt set var så populær kan være den gode huskeregel om brugerinteraktion, at der skal være noget i det for brugerne. Brugerne skal have en konkret grund til at gide engagere sig – hvilket i nisselandskabs-setup’et var, at der var en mulighed for at støtte en klasse eller skole man havde et personligt forhold til og som man gerne så vandt konkurrencen.
Det blev for øvrigt Viborg Private Realskole der vandt dem samlede konkurrence.

De konkurrerende nisselandskaber kan ses her: https://www.facebook.com/DenGamleBy?ref=hl#!/media/set/?set=a.10151305074484761.485326.28599504760&type=1

Her er Munch-o-metrets værker: http://www.aros.dk/besoeg-aros/udstillinger/2012/edvard-munch-angst-anxiety/mere-munch/munch-o-metret/

Personaliser dit museumsbesøg

Den anden tilgang med at få en personlig kode eller profil på museet og så bagefter bruge den til at genopleve besøget eller få mere om vide om samlingerne, er et system jeg de sidste år har oplevet på flere engelske museer.

NHM Sommer 2010 186

Darwin Centre

I Darwin Centre, der åbnede i Natural History Museum i 2009, får man tilbudt en billet før man besøger udstillingerne. Stregkoden på billetten er med til at registrere, hvilke oplysninger man samler sammen ved udstillingens mange digitale interaktive stationer. Hjemme ved computeren kan man gennem billettens unikke kode gense, hvad man har set og søge videre i museets historier.

NHM Sommer 2010 196

Opfordring til at bruge Nature Plus kortet

NHM Sommer 2010 192

Kortene skal skannes ved stationerne før skærmene aktiveres

NHM Sommer 2010 219

Indsamling af historier og løsning af opgaver i Danwin Centre

collectedcontent

Screendump af min Nature Plus side hvor jeg kan se hvilke afsnit af udstillingen jeg besøgte

MOSI i Manchester

Et andet sted der også bruger personlige stregkoder er på Museum of Science and Industri/MOSI i Manchester. På MOSI har de gjort lidt med ud af registreringspraksissen. I museets forhal kan man registrere sig ved en installation, hvor billeder af de registrerede bliver vist sammen med foto fra museets samling. En fin gimmick, der er med til at få den besøgende til at føle man er en del af museet og at man bliver taget seriøst.

.

Forhallen i MOSI

.

Ved registreringen kan man vælge fem emner man særligt er interesseret i

.

Indstallation med fotografier fra museets samling og billeder af registrerede gæster

Det er desværre ikke en følelse museet bygger videre på. Da jeg besøgte museet tidligere i denne uge fandt jeg kun et (!) sted, hvor man kunne bruge sit stregkodekort (og ved den installation var flere af skærme endda ude af drift).

.

Structure of Matter installationen hvor man kunne bruge sit personlige kort

.

Nederst på skærmen ses det, at man bliver budt velkommen, når man bruger sit kort

Udbyttet på museet af kortet var alt for lille i forhold til den tid man brugte på at registrere sig. Ved registreringen kunne opgive sin e-mail og skrive om der var nogle af museets emner man særligt interesserede sig for. Senere gik jeg ind på MOSIs hjemmeside og registrerede mit kortnummer. Det kunne jeg se den ene ting jeg havde prøvet og der fik jeg også nogle anbefalinger til samlinger på museet som jeg kunne besøge eller andre museer jeg kunne være interesseret i.

MOSI_Revolution_Manchester_card

Screendump af den hjemmeside som koden på mit MOSI kort generere med anbefalinger til MOSI’s samlinger og andre museer

Det fungerede godt, men anbefalingerne om steder på museet, der stemte overens med mine interesser var en oplysning jeg hellere skulle have haft på museet. Muligvis er MOSI’s registreringssystem også tænkt til at kunne bruges til markedsføring og pushbeskeder fra museet. Jeg oplyste min mail ved registreringen, men har siden i mandags endnu ikke modtaget nogle mail fra MOSI, så det er i så fald ikke en markedsføringskanal, der bliver brugt meget.

National Football Museum

En anden tilgang til disse personlige kort er, at de er en del af et tilvalg man har lavet på museet. Det er tilfældet ved National Football Museum, der også ligger i Manchester.

NFM indgang DSC02927

Indgang til National Football Museum

National Football Museum har som mange andre britiske museer gratis entre, men til gengæld må man købe nogle Football Plus point for at prøve nogle af deres mest profilerede interaktive stationer, blandt andet at tage straffespark, prøve at løfte en pokal og vise sine evner som præcisionsskytte.

NFM Football Plus DSC02934

Reklame for Football Plus billettens aktiviteter

NFM straffe 3 DSC03013

Penalty Shootout aktiviteten (og Søren scorer)

Football Plus billetten har en QR code, der sætter de installationer i gang som man havde betalt for. Med billettens id kan man på museets hjemmeside bagefter se sine resultater og printe et diplom ud til sig selv.

NFM PenaltyShootOutCertificate

Med sit korts id-kode kan man printe sit eget diplom ud

Det kostede 9 £ at prøve tre hurtigt oveståede aktiviteter og det beskedne ekstra indhold billetten giver på nettet er med til at understøtte følelsen af, at Football Plus ikke er en vellykket meroplevelse – og at den ikke giver valuta nok for pengene. Bortset fra det er National Football Museum bestemt et besøg værd, selvklart for fodboldentusiaster, men også bare for at se de mange gode fortællinger og interaktive tiltag museer har.

British Music Experience

Et sidste eksempel jeg gerne ville have vist var fra British Music Experience i London, hvor man ligesom ved Darwin Center kunne se historier man havde set og hvor man også kunne gense de aktiviteter man havde deltaget i (f.eks. en danseinstallation og en spil guitartest), men der blev min billet væk og det skete før jeg nåede at gå ind og se hvad det var den kunne. Det eksempel viser også en af svaghederne med denne tanke om en særlig kode som den besøgende senere skal aktivere. Den aktive handling kræver noget ekstra af den besøgende og kan være noget der ikke er nogen særskilt grund til, at den besøgende skulle vælge at gøre.
Jeg ville gerne have vist billeder af nogle af de steder på British Music Experience, hvor man brugte billetten, men da der var forbud mod fotografering i hele museet må I undvære det. Forbuddet har vel sine grunde, men går i mod den trend, der er med at man nemt kan dele sin museumsoplevelse på de sociale medier.

Meroplevelse og engagement

Ved alle aktiverende tiltag skal museet overveje, hvad det kan bibringe af en meroplevelse – og til hvem, og om det engagement brugeren lægger i aktiviteten står mål med det udbytte brugeren får. Jeg synes ikke jeg endnu har set det helt rigtige smart ticket system, hvor det virker oplagt, at det er besværet værd at aktivere det. Dem jeg har mødt har i hvert fald ikke været spændende nok, men de ovennævnte engelske museer kan godt anbefales – særligt Natural History Museum, British Music Experience og National Football Museum.

NFM introgalleri 1 DSC02940

National Football Museum

Link:

National History Museums Darwin Centre:
http://www.nhm.ac.uk/visit-us/darwin-centre-visitors/index.html

MOSI:
http://www.mosi.org.uk/

National Football Museum:
http://www.nationalfootballmuseum.com/

Om British Music Experiences Smarticket:
http://www.britishmusicexperience.com/smartickets/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Kunst, Naturhistorie

The Geffrye Museum i London – Museum of the Home

The Geffrye Museum ligger i Hackney-kvarteret i London og har siden grundlæggelsen i 1914 været et museum med fokus på boligindretning. I begyndelsen for at vise produkter fra den lokale østlondonske industri, men med tiden med et sigte på at blive et mere generelt Museum of the Home.
Museets udstillinger består overordnet af to dele. Den oprindelige del af museet, der dækker perioden fra 1660 til 1900 og i en tilbygning udstillinger om det 20. århundredes boligindretning. Jeg besøgte museet med nogle kollegaer og boligindretningsaficionados og var så privilegeret at have mulighed for at mødes med Alex Goddard, der er tilknyttet museets samlinger for 1900-tallet. Vi fik dermed mulighed for at høre om overvejelserne bag udstillingerne og hvor museet er på vej hen.
Afdelingen for det 20. århundrede er fra 1998 og det centrale i formidlingen er interiør fra fire perioder. Da stuerne blev lavet var de ikke sat til et bestemt år, men til en periode som f.eks. 1955-1965.

Grebet i formidlingen er det samme for alle rummene. Et interiør man kan se ind i og hvor en kant markere hvortil gæsterne må gå.

Geffrye 032 februar 2012 London

Geffrye 031 februar 2012 London

Geffrye 015 februar 2012 London

Geffrye 034 februar 2012 London 034

Til alle rum er der en planche, der dels fortæller lidt om rummet og om hvilke møbler, genstande og billeder der er i rummet.

Geffrye 025 februar 2012 London

Geffrye 013 februar 2012 London

Geffrye 021 februar 2012 London

Geffrye 024 februar 2012 London

Geffrye 023 februar 2012 London

Derudover var der til hvert rum lavet en Childrens trail, hvor museumshunden Sam stillede spørgsmål og gav svar.

Geffrye 027 februar 2012 London

Geffrye 028 februar 2012 London

Design eller socialhistorie

Udvælgelsen af genstandene i rummet var primært sket ud fra et designhistorisk perspektiv, snarere end et socialhistorisk perspektiv, hvilket er noget Alex og hendes kollegaer gerne vil ændre på sigt. Fordelen ved det designhistoriske valg er, at udstillingerne fint kan bruges til at vise markante mode- og stilhistoriske ændringer, men ulempen er, at rummene ikke vækker stor genklang hos de besøgende og dermed ikke så nemt bliver umiddelbare relevante. Alex brugte Midcentury period room (1955-1965) til at illustrere denne pointe.

Geffrye 018 februar 2012 London

Rummet viser hvordan skandinavisk (særlig dansk) design er nyskabende i den periode. Det er et let og lyst scandinavian style rum med Hans Wegner stole, kaffebord produceret af Fritz Hansen, Holmegaard vaser osv., men som Alex pointere er det et rum som meget få kendte fra deres egen 60’er tid eller hvor det bare er muligt at genkendte nogle af de udstillede genstande fra ens egen liv. Erindringsvækkelsesmålgruppen må nærmest kunne begrænses til få stilbevidste artikektpar, der indrettede deres hus fra nyt omkring 1965. Et 60’er hjem der i mindre grad viser den tids allerhotteste nye tendenser havde vækket genklang hos flere.

For seks år siden blev de ældre samlinger genopstillet og der blev besluttet, at få mere socialhistorie ind i formidlingen og dermed brede fortællingen mere ud. Det er der kommet nogle rigtigt fine tableauer ud af.

Der er i alt syv perioderum i denne del af museet dækkende perioden 1630 til 1890. Formidlingen af rummene følger alle det samme mønster. Der er et introduktionsrum, som beskriver tiden og dækket et eller flere af perioderummene. I selve perioderummet er det et skilt man kan tage i hånden og læse om møblerne og genstandene og endeligt er der foran tableauet et panel med en oversigtstekst og en Childrens trail’s planche.

Geffrye 066 februar 2012 London 066

Geffrye 060 februar 2012 London 060

Gode introrum

Et rigtigt godt element i denne formidling er introrummene. De er både med til at give overblik og dybde i fortællingen om de enkelte perioder og rum. Introrummene består af et oversigtsbillede af et hus i perioden og funktionerne i husets rum. En simpel og pædagogisk formidling, særligt når man gennem udstillingen kan sammenligne de forskellige perioders huse.

Geffrye 061 februar 2012 London 061

Geffrye 378 februar 2012 London 378

Andre elementer er en montre med udvalgte genstande og en oversigtstekst der fremhæver et særligt element.

Geffrye 073 februar 2012 London 073

Derudover har introrummene en tidslinje, et panel hvor der er auditiv formidling, et element af taktilt baseret formidling og et hæfte med teksten til rummet samlet og skrevet med stor skrift. Det auditive kan være oplæste citater fra periodens forfattere, breve eller tidens toneklang. Det taktile kan være en af periodens stole man kan sidde i eller stoftyper man kan røre.

Geffrye 062 februar 2012 London 062

Geffrye 069 februar 2012 London 069

Geffrye 071 februar 2012 London 071

Geffrye 074 februar 2012 London 074

Geffrye 094 februar 2012 London 094

I Geffreys guidebog er museets mål beskrevet som ”reflecting charges in society and patterns of behaviour as well as style, fashion and taste”. Den første del af denne målsætning er med til at hæve The Geffrye til et museum, der ikke kun handler om ting, men også om mennesker, og denne del af deres opgave synes de bedst at løse i den nyindrettede ældre del af udstillingen. I samme guidebog (fra 2008) prøver museet at formidle 1900-talsinteriørerne lidt bredere ved at inddrage flere at tidens tendenser og samtidigt at skærpe fokus ved at skrive hvert interiør er fra et bestemt år.

Ændringer i det allerede eksisterende

2012 er OL år for London og det kan også ses i museerne. Flere af Londons museer, heriblandt The Geffrey har i de fire år op til OL fået midler til communities projects. I år vil der blive lagt et ekstra formidlingslag til udstillingen ved at fokusere på allerede udstillede genstande, møbler mm., der er importeret eller som har fundet sin inspiration abroad. Når hele verden kommer til London i år skal verdens indflydelse på byens ses i kulturinstitutionerne er det politiske rationale bag initiativet. The Geffrey har valgt ikke at lave en decideret særudstilling om emnet, men at justere den eksisterende udstilling, hvilke jeg synes er et konstruktivt valg. Alt for mange af museernes kostbart etablerede basisudstillinger bliver for lidt aktivt brugt efter deres færdiggørelse. Til sommer vil man i The Geffrye kunne ses hvordan det kan gøres og hermed er der givet endnu en undskyldning til en sommertur til OL London.

http://www.geffrye-museum.org.uk/

Gennemgang af perioderummene:

http://www.geffrye-museum.org.uk/period-rooms-and-gardens/virtualtour/period-rooms/

A Guide to the Geffrye Museum, red. af David Dewing. 2008.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Audience centred, Come and play & Community awareness i Lincoln

The Collection er et mindre museum, der ligger i byen Lincoln i engelske Lincolnshire. Museet er ud fra engelske forhold ikke stort og der er ikke mange museologiske studieture eller event-orienterede inspirationsrejser, der komme forbi Lincoln, men udstillingerne er rigtig fint lavet og har mange af de dyder som flere engelske museer kan bryste sig af. The Collection er derfor et fint sted at spotte til nogle af de virkemidler og elementer, der for tiden kan observeres på mange engelske museer. Audience centred, Come and play og Community awareness har jeg valgt at kalde tre tendenser, der til dels lapper lidt indover hinanden og som alle kredser om at tage de besøgende alvorlig og tænke de besøgende og deres samfund ind i museumsoplevelsen og museets arbejde.

DSCF4684

Audience centred
Det brugerfokuserede museum kommer til udtryk på mange måder. Et personale, der får den besøgende til at føle sig velkommen er en del af det, et museum, der i opstillinger og arkitektur gør det muligt at være sammen og opleve sammen med andre og udstillinger, hvor man kan bruge sin egen krop eller viden som en aktiv medspiller er også dele af det. Et museum, der lytter til sine besøgende og forsøger at inddrage dem reelt i museets arbejde og dispositioner er også et aspekt i det brugerfokuserede museum.
Som det heldigvis oftest sker på museer bliver man godt modtaget i Lincoln. Jeg skulle møde en ansat på museet og var derfor ikke en almindelig besøgende, men fik absolut en god service af frontpersonalet og kunne se, at det fik de andre besøgende også. Der blev spurgt ind til interesser og også givet råd til aktiviteter udenfor museet. Efter at være kommet forbi indgangsområdet, og for mit vedkommende at have haft mit møde, kommer man ned til udstillingsområdet.

Basisudstillingen hedder From Past to Present og kan opleves som en rundgang i historien fra den tidlige stenalder til 1500-tallets Lincolnshire. Det første man møder er en mandshøj model af et en de tidlige Homo Sapiens Sapiens. Den besøgende kommer i øjenhøjde med fortiden og der signaleres, at her er det om mennesker ligesom en selv.
Udstillingen er generelt imødekommende og flere steder opfordres den besøgende til at prøve, føle osv. De steder tales der i teksterne direkte til den besøgende – det er dig som besøgende, der er i centrum og skal opleve. Flere steder i udstillingen bruges ens egen krop som målestok. Udover at det naturligvis sker med  de originale genstand og en række replikaer af originale genstande er der i udstillinger også nogle steder hvor ens egen krop også er målestok for objekter, der ikke kan ses. Man kan måle, hvor stor man er i forhold til en mammut eller hvor store ens knogler er i forhold til fund.

DSCF4622

Flere steder i museet tales der til flere sanser, hvilke ikke alene er god museumslatin med hensyn til at engagere den besøgende, men i dette museum også var lavet med særlig henblik på, at synshandikappede også kunne føle sig velkomne. Der var genstande der kunne røres eller prøves på og taktile kort. Ved en vellykket montre om skrift til forskellige tider kunne man også få lytteprøver på det talte ord til forskellige tider. Der blev læst op af Tacitus (latin), Beowulf (angelsaksisk), Gisli’s saga (norrønt), Et normannisk-fransk digt, en historie af Chaucer (1300-tals engelsk) og man hørte en optagelse fra 1952 af en lokal bonde, der har en udpræget Lincolnshire accent.

DSCF4674

Languages from the past montre og lyttepost

DSCF4642

Taktilt kort der viser udbredelsen af nordiske stednavne

Come and play
Interaktivitet på museer kan ligesom andre formidlingsgreb være godt eller skidt udført. Det er en måde at fortælle historierne på og engagere den besøgende, og der skal være et indhold og grunde til interaktiviteten for at den for alvor giver mening. Content is king. Interaktiviteten er en vej ind til den besøgende, når den er meningsfuldt tænkt, og viser, at man tager de besøgende alvorlig – de bliver medspillere, der selv skal yde noget for at komme videre, blive belønnet med viden/oplevelser osv.
I The Collection var der udvalgte steder, hvor den besøgende selv kunne agere. Der var klassiske elementer som tøjprøvning for børn og voksne og til aktiviteten var der ekstra informationer om personerne bag tøjet. Man kunne blive Sir Geffrey Luttrel, der var ridder i 1400-tallets Lincolnshire, Claudia Chysis – en velhavende frue, der boede i det romerske Lincoln eller en engelske kriger fra 2000 f.kr.

DSCF4652

Museet havde også The Lab, hvor man bl.a. kunne samle et bondestenalderkar og sortere fund efter materialetype. Andre steder i museet kunne man selv skille en gravhøj ad (lille fin illustrativ aktivitet) og lave glasmosaikker og gulvmosaikker. Museet havde også mange steder, hvor man kunne røre de forskellige tider materialer eller rekonstruktioner af genstande. Det var f.eks. et romerske skjold, skind og forskellige former for keramik. The Collection disponerede interaktionsmulighederne godt, de understøttede de valgte emner og den mandag eftermiddag jeg var der, blev stederne flittigt brugt af unge som ældre og gav anledninger til diskussioner og morskab. 

DSCF4678

Saml selv krukke

DSCF4628

Saml selv gravhøj

Community awareness
Outreach er et vigtigt begreb i engelske museer og også noget der har bevågenhed udenfor UK – bl.a. i Danmark. Outreach temaet for Organisationens Danske Museers årlige formidlingsmøde i 2009, hvor mere end 400 fremmødte bl.a. kunne høre engelske kollegaer fortælle om projekter, hvor de gik ud af museet rammer og prøvede at formidle til nye brugergrupper. De fortalte også, at involveringen i det omgivende samfund og en Outreach-strategi for udstillinger og andre tiltag ofte var nødvendigt, før end at finansiering fra trust fonds eller det offentlige kom på tale.

Der var tre indgang til udstillingsrummet og hvis man valgte den midterste kom man ind til et lille torv, med seks plancher. Torvet kunne både være et udgangspunkt for besøget eller et sted hvor de besøgende kunne stå lidt før de gik videre i udstillingen. De seks plancher fortalte en lille historie om en eller flere personer i lokalsamfundet og disses forhold til nogle af museets genstande. Man mødte Bill Bee – The Flint Collector (en ældre amatørarkæolog), Andrew MacDonald – The Potter (en lokal keramiker, der lavede rekonstruktioner af museets lerkar), Mich Jones – The City Archeologist (om hans arbejde som professionel arkæolog), Keith Kelway – Treasure from the Soil (der var metaldetektor). Planchen Archeology in the Community fortalte med udgangspunkt i Navenby Archeological Group om at museet gerne ville hjælpe med at lave amatørarkæologiske grupper. Den sidste planche The Plesiosaur under the School fortalte om en lokal skole, hvorunder den 190 millioner gamle Plesiosaur-forstening var fundet og hvordan, at dyret nu var blevet skolens vartegn.

DSCF4665

Plancherne var indgang til emner berørt på plancherne (og som i udstillingsrummet var placeret bag plancherne), men de var først og fremmest fortællinger om museets involvering i det omgivende samfund eller private borgers mulighed for at bidrage til museets virke. Dette blev også understreget af at torvet gulv var et luftfoto af området. Gulvet var en væsentlig grund til at ”torvet” kom til at virke som et mødested, da rigtigt mange kravlede rundt for at finde et bestemt sted eller fortælle hinanden om steder de fandt.

DSCF4639

DSCF4640

Museet i Lincoln blev genåbnet i 2005 i nye bygninger. Udstillingen var nyt i sit formsprog og havde en fin variation i virkemidlerne. Udover de ovennævnte elementer blev der også brugt illustrative tricks med at have 1:1 modeller der understøttede historierne, f.eks en romersk gadebod, der hvor der blev fortalt om fjernhandel i Romerriget eller Thorfast’s kammagerbod, der hvor benværkstedets genstande blev vist.  

DSCF4638

Der er gratis adgang til museet. Det har ca. har 80.000 besøgende om året og arrangere årligt tre særudstillinger.

The Collection er et meget informativt og behageligt museum at besøge, uden at det er prangende eller meget nyskabende i sin udtryksform. Museets imødekommende indstilling til de besøgende er i sig selv naturligvis ikke en garanti for, at besøget er interessant, men der er det – også takket være museets gode fund og den varierede måde, der bliver lavet fortællinger om dem og den tid og de mennesker, der var knyttet til fundene.

Link:

The Collection: http://www.lincolnshire.gov.uk/visiting/museums/the-collection/

Skriv en kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling