Tag Archives: fiktion

Fiktion på svenska

Fiktive figurer fra film og bøger kan også være gode historier i attraktioner og på museer. Fiktion er kærnen i en af Europas mest besøgte forlystelse, Disneyland Paris. Filmindustrien har stort anlagte besøgssteder som Universal Studios Florida og Disney’s Hollywood Studios i USA, Warner Bros.´s The Making of Harry Potter i England og der er lavet ambitiøse særudstillinger som f.eks. The Hunger Games – The Exhibition, som jeg før har skrevet om her på bloggen: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla i stockholmske Junibacken

Det er en genre, de også er gode til i Sverige. Der har de for eksempel to meget velfungerende forlysteler dedikeret til landets store børnebogsforfatter Astrid Lindgren: Astrid Lindgrens Värld i smålandske Vimmerby og Junibacken i Stockholm.

Astrid Lindgrens Värld og Junibacken

Astrid Lindgrens Värld gør noget af det som Lindgren selv gør godt i hendes bøger: tager legen og børnene seriøst. Parken er opbygget med en række skuespil, hvor man kan møde karaktererne og se små situationer fra bøgerne, men så er der også gode legepladser og gode situationer før og efter spillene, hvor figurerne interagere med gæsterne. Det er store ting, når Pippi står lyslevende for en 3 årig, og når man kan lege med Ronja og hendes fars røverbande. Det virker og for mine danske unger kunne de evt. sprogvanskelighederne nemt glemmes, der mit i legen og oplevelsen.

Naja og Pippi

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Junibacken er bygget op om to elementer. Fortælling og leg. Fortællingen sker primært gennem Sagotåget, en meget poetisk tur gennem Astrid Lindgrens bøger. Man bliver sat i en vogn og kommer på 10 min. forbi universer som Emils Katholt, Tvebaks Kirsbærdalen, Ronjas Matisborg, Madickens Junibacken og meget andet. Astrid Lindgren var selv meget engageret i skabelsen af Junibacken, og den speak man hører på turen var det sidste manuskript Astrid Lindgren nåede at lave.

Junibacken

Billede fra Sagotåget i Junibacken. Foto: CeBepuH fra flickr

Turen slutter ved at man bliver sat af ved Pippis Villa Villekulla som er et legested, undtagen når der er skuespil a la i Astrid Lindgrens Värld, hvor Pippi, Annika og Tommy optræder. Ud over disse miljøer er der en fin og meget børneorienteret restaurant, en yderst velassotieret børnebogshandel og et legeområde/udstilling. Første gang jeg var på Junibacken var legeområdet dedikeret til bøgeren om LasseMajas detektivbureau og da jeg i juni i år var forbi var legeområdet med henvisninger til mange af de svenske børnebøger, bl.a. Alfons Åberg, Lasse og Maja, figur fra Jan Lööf og Mulle Meck.

IMG_2375

Junibacken og Astrid Lindgrens Värld er ligesom Disneyland og The Making og Harry Potter attraktioner bygget op om et fiktivt univers, bare med poesi og en behagelig svensk sødme. Noget som jeg har lagt mærke til andre steder i nabolandet er at fiktive figurer også flittigt bruges som ekstra elementer på museer og dyreparker.

Jan Lööf i Teknikland

Et af de første gange jeg mødte et fiktionsunivers på et svensk museum var i Teknikland nær ved Östersund i Jämtland. Teknikland ligger i det nedlagte Optand flyvestation og er et teknisk og militærhistorisk museum med fokus på leg og læring.

DSC_0511

Da jeg besøgte museet i juni 2014 var der mellem flyene, de gamle busser, radioerne, aktivitetsområder og militærhistorie et par installationer, som tog afsæt i Jan Lööfs børnebogsuniverser. Det var installationer museet havde lånt fra en legeområde/udstilling på Junibacken om Jan Lööf, og ifølge en af museets medarbejder var installationerne kommet til Teknikland fordi Jan Lööfs universer ofte er teknikorienterede og fordi de gerne ville styrke museet tilbud til børn, der er en af stedets primære målgrupper.

IMG_3374

Lööfsk Min morfar er sørøver setting i Teknikland

Fantomet på Järnvägsmuseet

Hvis man i denne sommer kommer forbi Järnvägmuseet i skånske Kristianstad bliver man udover lokomotiver, togvogne og modeljernbaner også mødt af en særudstilling om Famtomet – ånden der vandre – og en af seriens markante tegnere Wilson McCoy. Da jeg var en knægt var Fantomet en af de store serie, men i Sverige havde, og har, serien en endnu større popularitet.

IMG_3805

Udstillingen i Kristianstad er noget teksttung, men et fint (og lidt mærkeligt) element ved den er, at en af godsvognene i den permanente udstilling er lavet om til Fantomets Dødningegrotten. Derinde i grotten/godsvognen er der Fantomblade som man kan læse (det er der også flere andre steder på museet) og der er montre med nogle af de ting som forskellige generationer af Ånden der vandre ifølge det fiktive univers har fået eller skaffet sig. Der udstilles blandt andet Cæsars laurbærkrans, en pind fra Noahs ark, Alexander den Stores diamantbægre og den slange som dræbte Kleopatra og som sande Fantomkendere vil vide, at det 13. Fantom kom i besiddelse af, da han blev tvunget med på Napoleons felttog i Ægypten. Det er lidt fjollet og en fin leg med fiktion og udstillingsmediet.

IMG_3766

IMG_3763

Da jeg forlod museet spurgte jeg en frontpersonale-medarbejder om hvorfor at en særudstilling om Fantomet havde fundet vej til et jernbanemuseum i Skåne og fik først den lidt tøvende forklaring, at der jo var flere tog i Fantomserien og så bagefter en mere overbevisende betragtning om, at Fantomet kom frem i Sverige i 1950’erne samtidigt med at modeljernbane også gik sin sejrsgang på drengeværelserne, og at museet har vurderet, at der er et sammenfald mellem folk der i dag elsker tog og modeljernbaner, og folk som synes Fantomet bare var en god serie. Fælles målgruppe – det er jo en reel snak. Min observation på museet den eftermiddag i Kristianstad var også, at de fleste af de besøgende så ud til at kunne have leget med modeljernbaner for årtier siden og også at have nærlæst Fantomblade.

IMG_3793

Frode Får og Muldvarpen (der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved) i Skånes Djurpark

Sommerens tur rundt i det svenske bragte også min familie forbi Skånes Djurpark. Det er en dyrepark med skandinaviske dyr, ifølge deres markedsføringsmateriale den største af slagsen, og så er det en attraktion, der har fokus på aktiviteter til børn. Dyreparken har flere store anlæg for ulve, bjørne. los, vildsvin, elge m.v. og som det kan være med disse store anlæg, så kan dyrene faktisk være lidt svære at få øje på, da de ikke har noget imod at gemme sig for menneskerne eller søge skygge, når man som os besøgte dyreparken en julidag med bragende sol. Skånes Djurpark skal have den ros, at de fint prøver at kompensere for det vanskelige ved at se deres dyr ved at have en vandland for de yngste, en trævandringsbane for de lidt større, legepladser og et par steder, hvor de bruger kendte børnefortællinger med dyr til at engagere børnene og fortælle historier.

IMG_3683

I parken kan man blandt andet følge et spor med den populære tyske børnebog Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved. Som titlen siger er narrationen i bogen, at en muldvarp går rundt til forskellige dyr for at finde ud af hvem, der har skidt på den indtil at den – spoiler alert – får nogle spyfluer til at fortælle hvem synderen er. Denne fortælling bruger dyreparken til at lade sider fra bogen i stor størrelse være ved udvalgte dyr fra fortællingen sammen med lidte ekstra information om dette dyr og en replika af de udvalgte dyrs lort, som man så kan røre. En fin rute og motivationsfaktor til at komme rundt til gårdens dyr.

IMG_3679

IMG_3681

Et mindre pædagogisk orienteret tiltag, som er åbnet sidste år i Skånes Djurpark er en afdeling om den engelske animationstegnefilm Shaun the Sheep eller Frode Får som serien hedder på dansk.

Serien er skabt af animationsfirmaet Aardman, der også står bag de fine Wallace og Gromit film, og familier med børn i førskolealderen vil kende det kloge får, den godmodige hund, hans mindre begavede ejer, de ondsindene griser og andre karakterer i universet.

IMG_3628

I denne del af dyreparken er der en traktorbane, hvor man køre rundt og møder karaktererne, der er lidt udstilling med absurde props som får smilet frem hos forældrene og så er der selveste Shaun the Sheep, som man kan kramme og få taget et billede sammen med.

IMG_3621

IMG_3617

Fiktive figurer på museer og dyreparker som ellers dyrker at have at gøre med ”virkelige” personer og dyr i kultur- og naturhistorien får en til at overveje den kontrakt stedet har med sine gæster og den kontrakt der er om stedet fortællinger. Eksemplerne fra de tre steder viser forskellige muligheder for brugen af de fiktive figurer. Det kan være som pædagogiske hjælpemiddel som tilfældet er ved Muldvarpen eller som underholdningselementer som ved Frode Får. Og så kan der også være sammenfald i emner og ikke mindst modtagergrupper som ved i Fantomet i Kristianstad og Jan Lööf i Jämtland.

IMG_3610

De fiktive universer er jo for gæsterne fortællinger, ligesom museets andre historier også er, og hvis de fiktive fortællinger er populære nok, så kan de indeholde populærkulturelle figurer, der er mere kendte end nogle af museets andre elementer. De kan dermed kan være med til at åbne organisationen og dennes fortællinger op.

Personlig synes jeg brugen af det fiktive er stærkes, når den som i Muldvarpens tilfælde bliver tæt knyttet til organisations kærnefortælling, men de andre steder er fortællingerne også med til at give noget mere til besøget.

IMG_3751

Link

Astrid Lindgrens Värld:
http://astridlindgrensvarld.se/

Junibacken:
https://www.junibacken.se/

Teknikland:
http://teknikland.se/

Järnvägsmuseet i Kristianstad:
http://www.regionmuseet.se/upplev-hos-oss/jarnvagsmuseet.html
Særudstillingen om Fantomet kan ses frem til 9. september 2018

Tidligere indlæg om brug af fiktion, The Hunger Game og Harry Potter:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/11/udstillinger-om-fiktion-the-hunger-games-og-the-making-of-harry-potter/

Tidligere indlæg om Junibacken:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/08/09/leg-pa-svensk-besog-pa-junibacken_skansen-og-jamtli/

Reklamer

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Naturhistorie, Udstilling

Udstillinger om fiktion – The Hunger Games og The Making of Harry Potter

I sommers besøgte jeg en udstilling, hvor jeg helt klart var en af de gæster, der vidste mindst om emnet, og det var samtidigt om et emne, som jeg ikke umiddelbart kunne aktivere en interesse for. Det var som museumsprofessionel en fin oplevelse, da det tydeliggjorde nogle af følelserne førstegangsbesøgende til museer kan have – hvad er dette? Er der noget som er vigtigere end andet? Og kan de andre se, at jeg er helt blank?

DSC_0011

The Hunger Games – The Exhibition

Udstillingen blev vist i Discovery udstillingsbygningen ved Time Square i New York og var om de to første filmatiseringer af bøgerne i Suzanne Collins’ The Hunger Games trilogi. Jeg var der sammen med mine piger på 11 og 14 år, og en væsentlig målgruppe var helt tydeligt også store børn og unge.

DSC_0035

IMG_7504

Kostumerne og rekvisitterne fra filmene er de markante elementer i udstillingen, garneret med billeder og tekster, der er med til at skabe en kontekst, og filmklip, som dels minder gæsterne om handlingen og dels er interviews med folkene bag filmene.

DSC_0010

IMG_7523

Fint strøget ud over hele udstillingen er der steder, hvor gæsterne kan interagere og komme væk fra den passive betragterrolle. Flere af stederne er den interaktion helt enkle hands-on elementer som quiz, hvor svaret er bag et skilt der kan løftes, et bord med reb, så man kan lære at binde knob, eller kugler, som man kan sende til forskellige beholdere afhængigt af det valg man gør.

IMG_7527

En enkel find-svaret-bag-lågen-formidling.

DSC_0025

Handlingen i filmen bliver nogle steder brugt til mere åbne spørgsmål – her er det hvilken strategi man skulle bruge for at stoppe et morderiske spil som The Hunger Game: Sympati, logik eller vrede.

DSC_0028

Op på bagsiden af installationen kan man se hvilken strategi, der har fået flest eller færrest stemmer.

Enkelte andre steder sker interaktionen gennem digitale medier som store touchskærme, hvor informationer kan søges, eller spil baseret på en Kinnect-lignenede teknologi, hvor man skal eftergøre et træningsprogram.

IMG_7507

IMG_7538

For en novice i The Hunger Games universet er udstillingen taknemmeligt bygget op ved at man går gennem historien fra start til slut, fra helten Katniss Everdeen’s opvækst i Distrikt 12, udvælgelsen til The Hunger Games, over turen til hovedstaden Capitol, kampen mod de andre og til oprøret i bog/film 2.

IMG_7494

Undervej er der udover elementerne fra filmen også kommentarer, skitser mv., der fortæller om f.eks. forfatterens, kostumedesignerens og rekvisitørens inspiration.

DSC_0038

Et fint eksempel på teknomagi i udstillingen er bogen med kostumedesignerens overvejelser. Man kan blade i bogen hvorved nye sider, dvs. projektioner kommer frem.

DSC_0039

Og på siderne/projektionerne er der felter man kan trykke på og dermed sætte film i gang eller få yderligere informationer til at blive synlige.

The Making of Harry Potter

Udstillingens karakter og brug af greb minder på nogle punkter om The Making of Harry Potter i Watford udenfor London, en anden udstilling der også er uhyre populær for en børne- og unge målgruppe. The Making of Harry Potter har det ekstra lag, at den, hvor mærkeligt det kan synes for en udstilling om en fiktionsværk, har et in-situ lag. Der er her, at filmene blev indspillet og flere af scenografierne kan besøges bl.a. Dumbledores kontor, Gryffindor-elevernes opholdstue, eliksir-klasselokalet, familiens Wesleys køkken og Ligustervænget.

IMG_1404

Kulissen til eliksirlokalet med professor Snapes kostume.

The Making of Harry Potter er blevet et populært valfartssted for de mange fans af J.K. Rowling’s Harry Potter univers og filmatiseringerne af bøgerne. Da vi besøgte det skulle billetterne bestilles på forhånd – og i god tid før. Det er meget professionelt opbygget og med den sans for fortælling og detalje som en blockbuster-produktion kan have. Jeg besøgte udstillingen med min familie for tre år siden. Der er sket lidt ændringer, så det er ikke helt samme tur man i dag kan opleve.

IMG_1364

Warner Bros. Studio Tour London – The Making of Harry Potter, som er attraktionens fulde navn, er indrettet i en del af Leavesden studierne, en tidligere flyvemaskinefabrik, der siden 1995 har været studie for store produktioner som bl.a. GoldenEye, Star Wars I The Phantom Menace, Mission Impossible Rogue Nation – og de otte Harry Potter film. Udstillingen er ikke bygget op så man følger narrationen i bøgerne/filmene, men er i stedet inddelt i forskellige elementer af filmatiseringerne. Efter at have startet med en film-intro og wow effekten ved at gå ind i spisesalen på Hogwarts fortsætter besøgets første del i et stort rum, hvor de forskellige scenografier vises og hvor der er information om rekvisitterne, scenografierne og de kostumer der bruges.

IMG_1417

IMG_1392

Derefter følger et udeområde, hvor bl.a. Harrys barndomshjem Ligustervænget blev filmet, Det er også et pauserum med med en cafe, hvor en af Harrys yndlingsdrik, ingefærøl, naturligvis kan købes.

IMG_1458

Gad vide om Harry skulle være hjemme?

Mr. Weasley's Ford Anglia

Mr. Weasley’s Ford Anglia fra film/bog to er en af de mange rekvisitelementer man som besøgende kan interagere med.

Behind the scene

Anden del af besøget i The Making of Harry Potter kommer forbi en af de mest imponerende scenografier, Diagonalstrædet, men har ellers mere karakter af en behind the scene tour. Der er et afsnit om de mange væsner, dyr og special effects, der skulle laves til filmen.

IMG_1480

Formidlingsteknisk har det afsnit en af de bedste publikumsflyttere jeg har mødt. I noget der skal give illusionen af et værksted er der en stor projektion. På den diskutere en skuespiller og en af filmens effektskabere nogle af de genstande, der kan ses omkring projektionen, og som en del af deres snak går de ud af projektionen for at gå ind i en anden projektion, der ligger 15-20 meter længere inde i rummet. Helt automatisk fulgte den flok på 20-30 mennesker jeg stod imellem med.

IMG_1471

Der er også et afsnit som har fokus på designet af de enkelte dele til filmen. Der kan man komme tæt på modeller, skitser og tegninger og få en fint indtryk af de mange overvejelser, der ligger bag det endelige resultat.

IMG_1511

IMG_1517

Turen sluttes af med den model af Hogwarts, der fra film to og frem er det man ser i filmene, når der panoreres over eller flyves forbi slottet. Det hele ender med, at man gennem et tryllestavsrum kommer direkte ud i butikken, hvor nogle af det genstande man har set – og meget andet Harry Potter merchandise – kan købes til ikke helt billige priser. Vi var fem timer om besøget og børnene synes ikke det var spor for lang tid – tværtimod.

IMGP2197

Rummet før butikken var fyldt med tryllestavsæsker – og som en fin hyldest til de mange, der havde været med til at lave filmene, havde de hver fået en æske med deres navn på.

Genstandens repræsentation

Ligesom ved Hunger Games udstillingen behandles rekvisitterne til Harry Potter filmene med stor respekt både af udstillerne og af publikum – særligt de genstande, der har en markant betydning i bøgernes/filmenes fortælling, som f.eks. tryllestavene eller flammernes pokal fra Harry Potter bogen af samme navn.

IMG_1397

Brugen og modtagelsen af de genstande fører overvejelser om originalitet og reception med sig. De udstillede genstande er fysiske gestaltninger af elementer i en fiktiv verden. Er det så den originale tryllestav – kan noget være originalt, når det er en repræsentant af en fiktion? Når man har mulighed for at komme helt tæt på objekterne kan man så se, at f.eks. de Horcrux’er, der skal findes for at bekæmpe den onde Voldemort ikke er kostbare virkelige genstande lavet af ædelt materiale – de er props i film, hvor de så med filmens magi virker ægte. Men de er jo samtidigt ægte da, de netop er de genstande, der bruges i filmen – og i filmens måde at fortælle historien på, er de de mest virkelige repræsentanterne for disse særlige elementer i Harry Potter fortællingen.

IMG_1408

En montre, hvor hocrux’erne bliver præsenteret som kostbare genstrande.

Digital guides og analoge opgaver

Begge steder kunne man supplere besøget med en digital guide, hvor der var små film, lydspor og ekstra materiale. I The Hunger Games kunne guiden også bruges som kamera, og til en skattejagts-opgave gennem udstillingen.

DSC_0024

Udvalgte punkter kunne undervejs i besøget fanges ved at holde guiden helt rigtigt.

Hunger Games profilside

Efter besøget får man gennem den digitale guide adgang til sin egen The Hunger Games – The Exhibition side på nettet. Der kan man se de billeder man tog med guidens kamera sammen med de markeringer af punkter man fik unlocked på skattejagten, men ellers bliver den side mærkeligt nok ikke brugt til at give mere indhold eller andet, som kunne give ekstra tilhørsforhold til udstillingen.

I The Making of Harry Potter var der udover den digitale guide også en helt analog opgavebog, hvor man kunne samle stempler ved at besøge de forskellige afsnit af udstillingen. Det var en meget populær aktivitet for børnene og en klar illustration af, at bare fordi nye muligheder åbner sig med digitale gadgets, så er det ikke grund til at skrotte elementer og metoder der virker.

IMG_1386

Allerede i det første rum på rundturen blev skattejagten i bogform fundet frem og de første personlige oplysninger skrevet ind – “og så endda her i Hogwarts spisesal”.

Der er flere gode pointér at tage med sig fra de to klart kommercielt tænkte udstillingssteder, bl.a. om formidlingsgreb og udstillingernes introduktion, selvsikkerhed og tilgang til fotografering.

IMG_1369

Allerede i køen til der hvor man kan komme ind The Making of Harry Potter er der det først foto shot: Skabet under trappen, som Harry Potter var henvist til. Placeringen af trappen med skabet er også et fint eksempel på et vellykket kø-oplevelses-element.

Udstillinger med rigtigt store budgetter og målrettet unge – de må da være fyldt med digitale tiltag og helt nye måder at fortælle historier på og engagere de besøgende. Nej, faktisk ikke. Der var begge steder et klart sigte om, at udstillingerne skulle fortælle en historie, og det gjorde begge først og fremmest med rum og genstande, der var sat op for at fremhæve det særlige ved netop det objekt og de historier, der er knyttet til det. Billeder, tekst og film skabte kontekst og enkelte interaktive elementer – både digitalt og analogt – var velovervejet spredt ud for at aktivere gæsterne og gøre dem mindre passive. Det er det de unge vil ha’ og grundlæggende er det ikke en nyskabende tilgang. Det var bare fint udført.

DSC_0048

Test your technique. En ikke-digital installation i Hunger Games udstillingen, hvor børn som voksne kunne teste deres knob og knude-evner.

Udstillingernes introduktion

Begyndelsen var begge steder velgennemtænkt, så man som gæst ikke var i tvivl om, at der ventede noget særligt – der var et anslag på sammen måde som filmmedier gerne benytter sig af.

I The Making of Harry Potter sker det i en decideret filmsal, hvor skuespillerne bag filmenes primære figurerne, Harry, Ron og Hermione, kommer ind på lærredet og fortæller studierne betydning. De står til sidst i deres præsentation foran døren til spisesalen i Hogwards, og da lærredet går op er der bag det den samme dør ind til spisesalen. En vært inviterer så publikum op til døren for at de skal hjælpe med at åbne den, og da døren går op er det ind til den spisesalskulisse, der er brugt i filmen. Øjnene var store og munden åben. ”Det er jo helt som at være her selv” som den største fan i mit selskab sagde, og nu når hendes forældre tilsyneladende ikke kan ordne, at hun kunne komme på Hogwarts som 11 årig, så var det her det næstbedst.

IMG_1378

Døren skubbes op til udstillingen og til Hogwarts spisesal.

IMG_1382

Værten bød os velkommen til spisesalen før gruppen selv kunne udforske resten af The Making of Harry Potter.

I The Hunger Games udstillingen er der også et introrum, hvor skuespilleren Jennifer Lawrence, det spiller hovedpersonen Katniss Everdeen i filmene, byder os velkommen. Setup’et er der ikke lige så stort som ved Harry Potter, men har den samme forventningsopbygningen og samme grad af en velkomst, hvor man føler sig som en særlig gæst.

IMG_7487

IMG_7492

Selvtillid

Det er udstillinger med stor selvtillid. På museerne er der jævnlig formidlingsdebatter om, hvordan at vi kan gøre emner, som folk ikke kender meget til, til noget de bliver interesseret i – hvordan formidler og sælger vi emnet. I Harry Potter og Hunger Games udstillingerne skulle emnet ikke sælges – det skulle bare udfoldes. Der var en selvsikkerhed om, at folk var interesserede i emnet, og at de selvklart ville gå glade derfra efter besøget. Selvsikkerheden klædte personalet godt – selvfølgeligt er det som I nu skal se fedt – I kan bare glæde jer og husk at tage så mange billeder af det som I kan.

IMG_7508

Oplagt fotosted i The Hunger Games – The Exhibition.

Fotografer gerne

De to steders hyppige opfordring til at tage billeder undervejs understøtter utvivlsomt markedsføringen af udstillingerne, men jeg tror også, at det bunder i en egen overbevisning om, at denne her udstilling naturligvis vil dokumenteres og deles af publikum. Her er ingen metadiskussioner om, hvorvidt om kunsten, historien mv. ikke bliver forstået rigtigt nok, hvis man samtidigt fotograferer. Nej, her er udgangspunktet, at det er fede ting der viser, og noget der gerne vil huskes og deles, så genstande og rummene var generelt også fremvist veloplyste. Her er ikke tale om black box udstillinger med dramatisk scenografi henlagt i mørke, men om relativt luftige rum med plads og lys til at opstillingerne kan blive fotograferet – gerne med en selv eller veninden med på motivet.

DSC_0034

Et sted i Hunger Games udstillingen kunne man fotograferes i en interviewsituation med filmens tv-værtfigur Caesar Flickerman.

IMG_1429

Tryllestavene var medbragt til Harry Potter studierne, så de rigtige billeder kunne tages.

Udover de foto shot steder gæsterne selv finder, der også steder med bemanding, hvor man kan blive foreviget på en green screen så man få et billede med sig hjem af sig selv i filmen. I The Hunger Games udstillingen er denne del udviklet, så det allerede er i køen til indgangen, at man bliver fanget ind af denne mulighed, der så gentages flere gange undervejs afsluttende med, at billederne kunne købes enkeltvis eller samlet sat ind i udstillings souvenirhæfte. Den dag jeg besøgte udstillingen generede det et betydeligt mersalg.

Hunger Games IMG_7552

The Hunger Games – The Exhibition og The Making of Harry Potter er lavet til fans af de to massekulturelle fænomener, og jeg er ikke i tvivl om, at udstillingerne rammer rigtigt til de målgrupper. Jeg kendte selv til Harrys Potter fortællingerne før mit besøg i Watford, og der var udstillingen et spændende indblik i filmenes univers. Men selv når man ikke kender historierne er der noget at komme efter. Både The Hunger Games udstillingen og The Making of Harry Potter er værd at lade sig inspirere af i forhold til udstillingernes selvsikkerhed og stedernes klare brug af formidlingsgreb.

IMGP2115

Kulissen til Diagonalstrædet i Harry Potter filmene.

For at vende tilbage til den indledende betragtning om at besøge en udstilling, hvis emne jeg intet kendte til, så gjorde The Hunger Games udstillingen det som mange museer håber, at deres udstilling gør: Den gjorde mig interesseret, så da muligheden bød sig, fik jeg set den første film i serien og kan nu tale med, når mine døtre snakker om karaktererne i dette fiktive univers.

IMG_7509

Et fint element i Hunger Games udstillingen var, at der nogle steder var citater eller filmklip fra den kulisse man stod ved.

Link

The Hunger Games – The Exhibition: http://www.thehungergamesexhibition.com/

The Making of Harry Potter: https://www.wbstudiotour.co.uk/

 

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Udstilling