Tag Archives: forventning

Led Zeppelin, Gladsaxe og kontrakten med publikum

Denne weekend var ganske særligt for Led Zeppelinfans. Lørdag den 7. september var det 45 år siden, at bandet første gang stod på en scene, hvilket blandt andet blev fejret i Gladsaxe.

ledZeppelen45

Gladsaxe, 7-9-2013. Foto: Flemming Hjøllund

Jeg vil gerne markere jubilæet med en oplevelse med en led zeppeliner, som jeg havde sidste år og som fik mig til at tænke over et emne med relevans for denne blog: Hvilken kontrakt har museer med deres publikum. Er det en faktakontrakt om hvorvidt museerne kun viser det der er korrekt eller … ?

Her er min historie:

I forbindelse med Aarhus Festuge sidste år fandt endagsfestivalen Ujazz sted, hvor blandt andet Minibus Pimps spillede. Bandet består af Led Zeppelins bassist John Paul Jones og den norske musiker og producent Helge Sten. De spillede på guitar, bas og violin og et kendetegn ved deres brug af instrumenterne var, at det ikke lød som en guitar, en bas eller en violin – man kunne sige at faktakontrakten mellem musikerne og deres publikum ikke blev opfyldt i forhold til hvordan deres instrumenter lød. De brugte instrumenterne og deres computere til at skabe intense og støjende lydbilleder og nye klange. Ofte var klangene uforudsigelige, men os der var i Voxhall den aften kunne se, at der var en sammenhæng mellem f.eks. Jones’ violinspil og lydfladerne i rummet og langsomt vænnede vi os til at det – lige her – var sådan, at violinspil skulle lyde og der kom gradvist en ny kontrakt med hensyn til opfattelsen af instrumentets klang og brug.

JPJ voxhall

Minibus Pimps i Voxhall, 6. september 2011

John Paul Jones er gennem sit virke i Led Zeppelin en rockmytologisk figur. Han var sammen med trommeslageren John Bonham groovy-motoren i Led Zeppelin og han var også en markant lydmageren i det legendariske band og tilføjede nye instrumenter til bandets klang. Hvor sangeren Robert Plant og guitaristen Jimmy Page har været dygtige til at pleje deres Led Zeppelin-arv, har John Paul Jones været aktiv med at gå helt nye veje. Han har spillet og arrangeret for et utal af grupper, blandt andet superrockgruppen Them Crooked Vultures og senest føromtalte støj-ambient-konstellation Minibus Pimps.

Efter koncerten snakkede jeg med musikjournalisten Martin Blom Hansen, som jeg sidste år havde et fælles projekt med omkring bogen og udstillingen, Beat mm, med fotografen Jørgen Angels omfattende materiale af billeder af beatscenen og ungdomskultur fra sluttresserne og til begyndelsen af firserne. Et af de øjeblikke Jørgen Angel blandt andet har dokumenteret med sit kamera er Led Zeppelins verdensdebuteret på Egegård Skole i Gladsaxe den 7. september 1968. Mens Martin og jeg snakkede kom rocklegende John Paul Jones tilbage ind på scenen og begyndte at pakke sit grej sammen, så der kunne blive plads til næste orkester på minifestivallen. Det var et fint billede af en musiker, der er drevet af at se fremad og komme videre. I stedet for at være tilfreds med legenden om Led Zeppelin ønsker han at drive det musikalsk endnu videre – på samme måde som det også var et mål for Led Zeppelin dengang de kom frem med deres tunge og hårde grooves. Her stod han på scenen og pakkede sit eget grej ned, ligesom i Gladsaxe for over 40 år siden.

JPJ

John Paul Jones, Gladsaxe, 7. september 1968. Foto: Jørgen Angel

Museernes kontrakt

Med historien om John Paul Jones in mente kan man spørge sig selv om, hvilken kontrakt museerne har med sit publikum. Jeg tror kontrakten skal ses som mere end, om hvorvidt der på museerne er autentiske genstande og korrekte historier. Det skal også ses i forhold til om museerne levet op til gæsternes forventninger og den funktion museerne har i offentligheden.

Museer er overlevering af viden i rum og realtid. Kærnen i museernes videns- og følelsesoverlevering, museumsbesøget, er ikke noget man kan hente frem hjemme på reolen eller iPaden, men er noget der sker i et rum sammen med andre. Hvis rummet og mulighederne for samvær ikke er ordentligt til stede – er det så et brud på den præmis, der er for vidensoverleveringen?

Museerne blev skabt som offentlige mødesteder og nogle af de udstillinger, der museumshistorisk fremhæves som særlige, såsom Grauballemandens første fremvisning i det gamle Aarhus Museum, Hanne Finsens Matisseudstilling på Statens Museum for Kunst, Bredeudstillingerne og den første Tut Ankh Amon vandreudstilling, er netop udstillinger som kunne samle folk og gøre museerne til mødesteder som mange delte og talte om. Museet som samlingssted er for mig at se også en del af museets kontrakt med publikum. Det kræver, at man tænker bred og jeg tror også, at det ofte kræver, at man ligesom John Paul Jones holder fast i sit udgangspunkt om at ville noget nyt, og ikke at tage til takke med legenden om hvordan man engang udøvede sit virke.

Nytænkning af formaterne er ikke et brud på kontrakten. Ligesom at det rum Jones’ skabte med sig violin ikke var det man forventede, men det publikum efter lidt tid godtog, så bør museerne også justere deres virkemidler så de skaber nye rum for samvær og ikke kun holde fast i det statiske. For at nævne to eksempler så tilbyder ARoS gennem værket Your Rainbow Panorama, at offentlighed at få et nyt syn på byen og sig selv og med Jul i Den Gamle By blev der for århusianere og mange tilrejsende besøgende skabt en ny brugbar ramme for familiejuletraditioner.

ARoS Aarhus art museum rainbow panorama

Your Rainbow Panorama, ARoS. Foto fra Flickr: FestiveSearch

Jul i Den Gamle By

Jul i Den Gamle By. Foto fra Flickr: renefred1

Og hvad med den historie om Led Zeppelins verdensdebut i Gladsaxe? Det kan da ikke være sandt, det er da et brud på kontrakten om, at det der står i denne blog er sandt. Næ, der er skam ganske vist. I lørdags blev en mindeplade afsløret på Egegård Skole (der i dag lyder navnet Gladsaxe Skole). Dansk Rockmuseum var der og det var Jørgen Angel også. Og glad så han ud.

JAngel45y

Jørgen Angel ved 45 års jubilæet for Led Zeppelins første koncert. Foto: Flemming Hjøllund

Her kan du høre Jørgen fortælle om debutkoncerten i en lille film, der blev lavet til den udstilling, Beat mm, som Martin Blom Hansen og jeg brugte tid på at arrangere for et år siden (og udstillingen kan frem til 1. januar 2014 stadig ses i Den Gamle By og bogen kan stadig købes):

Any little song that you know
Everything that’s small has to grow.
And it has to grow!
California sunlight, sweet Calcutta rain
Honolulu Starbright – the song remains the same.

LedZeppelinPlade

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

Museet som et sjovt, fortællende og mystisk sted

Museet er et sted for læring. Det er en definition man ofte møder, i hvert fald oftere end at museerne bliver anset for at være steder for underholdning. Men er det sådan?

School children bored at The British Museum

Peter Linett er medredaktør af Curator: The Museum Journal og Chief Idea Officer i analysebureauet sloverlinett.  Ifølge Peter Linett viser hans publikumsundersøgelser fra forskellige dele af kultursektoren, at gæsterne først og fremmest kommer for at have det sjovt eller for at bruge tid sammen med familie og venner. På tredje og fjerde pladsen kommer så at lære noget nyt eller at opleve museet. Linett reflekterer i sin seneste blogpost Beyond learning: Museums as aesthetic experiences over denne observation og dermed over museernes forhold til begreberne læring (learning) og glæde (pleasure). Gæster kommer ifølge hans undersøgelse for at få en underholdende (pleasure-seeking) oplevelse. Museerne kan, ifølge Linett, have den tendens at se underholdning som noget, der primært har det formål at holde på gæsterne længe nok til, at de kan nå at lære noget. Han foreslår, at vi skal se på glæde som det væsentligste.  At museerne skal have glæde “that basic building block of human and social happiness” som sit højeste formål.

Fun at the Escher museum :-)

Linett nævner blandt andet disse tre områder, som han synes museerne kunne fokusere mere på:

  • Glæden ved at le (noget få museer fremhæver som et eget mål, jeg kender dog ét – læs længere nede)
  • Glæden ved fortællingen (det er et fokuspunkt på mange museer, og her mener Linett, at museerne godt kan lære noget af andre kunstformer ”hvornår har man sidst været i en udstilling, hvor man ventede i spænding på hvordan den ville ende?”)
  • Glæden ved et mysterium (at gå udover det rationelle og bruge styrken ved det ukendte, det mystiske)

Linett forholder sig naturligvis til en amerikansk kontekst, men også i danske forhold er der mere fokus på museernes læringspotentiale end på deres underholdningspotentiale. Jeg er af den klare overbevisning, at museerne har en central og vigtig samfundsopgave i form af at tilbyde medrivende og spændende undervisning indenfor museets kerneområder – både for skolerne og for private, men der kan være det problem, at en fokusering på læring fejlagtigt kan blive brugt som en undskyldning for, at museerne ikke skal sætte oplevelser og underholdning som centrale mål. Det er faktisk ganske tænkeligt, at der både kom bedre læring og bedre museumsbesøg, hvis det ofte brugte begreb “læringsudbytte” blev erstattet med “glædesudbytte”.

Jeg plejer ikke i denne blog konkret at skrive om mit job, men jeg vil i forbindelse med denne diskussion gerne nævne min nye arbejdsplads. Jeg har siden 1. august arbejdet i Den Gamle By, som jeg synes er et museum, der faktisk har taget højde for nogle af Linetts observationer omkring, at glæde og underholdning er vigtigt i et museumsbesøg. Museet bygger på følgende positioner:

1. Den Gamle By er ikke til for tingenes skyld eller for historiens! Tingene er døde og historien er forbi. Nej, museet er til for menneskene – i nutid og i fremtid
2. I Den Gamle By arbejder vi med fortiden, men vi gør det i nutiden og med tanke på fremtiden
3. Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men museet må ikke virke akademisk
4. Det må gerne være morsomt at gå på museum. Bedreviden og pædagogiske pegefingre kan nemt ødelægge oplevelsen.
5. Rene toiletter og en god kop kaffe kan nemt være lige så vigtig for en god museumsoplevelse som udstillinger og installationer
6. Vi laver ikke museum for at tjene penge, vi tjener penge for at lave et stadigt bedre museum
7. Et velinformeret, samarbejdende og engageret personale er den bedste forudsætning for at give publikum en god oplevelse

(min kursivering)

Det er standpunkter, der sjældent ses fremhævet hos kulturinstitutioner, men de afspejler fint den klare fokus, jeg synes, der er i Den Gamle By på publikum og publikums glæder og oplevelser.

Den Gamle By 2009

Sloverlinett’s blog asking audience er i det hele taget et besøg værd. Det er et fint eksempel på, hvordan et firma bruger en blog godt til at fortælle deres faglige historier og gøre andre opmærksomme på dem, og så har den flere gode indlæg og henvisninger.

Links:

Peter Linnetts blog-post fra den 5. august: http://www.sloverlinett.com/blog/2011/august/beyond-learning-museums-as-aesthetic-experiences

Den Gamle Bys værdier og visioner: http://www.dengamleby.dk/topmenu/om-den-gamle-by/mission/vaerdier-og-visioner/

4 kommentarer

Filed under Digitale medier, Diverse

Trentemøller og montren

I denne weekend var jeg til koncert med Anders Trentemøller i Vega, der var startstedet for hans turne med det nye album into the great wide yonder. Det var en rigtig god koncert, der også satte nogle refleksioner i gang om suspence og formidling.

En ”lamelvæg” var sat op mellem publikum og musikerne og koncerten startede med, at lydbilledet i The Mash And The Fury langsomt fik lagt lag på. Musikerne kom ind med Anders Trentemøller som den sidste. En klassisk koncertstart med den finesse, at vi som publikum så det hele gennem lamellerne. Lydbølgerne var naturligvis ligeglade, men lamellerne skabte en følelse af, at der stadig var noget potentiale, at der var noget som ikke helt var udfoldet. De skabte både en snert af irritation og et løfte om noget bedre.

Trentemöller på Vega

Trentemøller på Vega. Foto: rebeccaoestman

Ved slutningen af nummeret gled væggen ned alt i mens at Michael Simpson twangende med endnu mere attitude på sin guitar, Henrik Vibskovs intensitet på trommer steg og Trentemøllers syntbas blev tungere og ramte nu alle i mellemgulvet. Publikums kvittering kom prompte. Rygge blev rettet, hænder og hele stemningen røg i vejret og denne magiske følelse af sammenhold og ren glæde som livekoncerter kan give, var til stede lige der.

Et museumsbesøg ikke en koncert, men den godt udtænkte start med lamelvæggen kan godt perspektiveres til formidlingen på museerne. Det at betragte noget gennem noget andet er grundvilkåret i museernes montrebaserede genstandsfremvisning. Glasmontren gør ikke at lysfotonerne ikke kan passere fra genstandens overflade til beskuerens øjne, men den rent fysiske tilstedeværelse af montren er med til at skabe en distance. Man vil måske lidt tættere på genstande, have hovedet helt ind og se detaljer eller have en lyst til at mærke overflades taktilitet. Der er et potentiale der ikke kan udnyttes og som derfor kun er en irritation.

Borger april 2010 232

”Lamelvægge” er også andre steder på museerne. Historier kan aldrig helt udfoldes, der vil altid være en distance mellem den viden der er, det der bliver sagt og det der bliver opfattet. Nogle af disse vægge kan ikke glide ned som det skete på scene i Vega. Montren er en basal nødvendighed ved bestemte typer af genstande, men en tanke det kunne være værd at forfølge er, hvordan at man på museer kan arbejde med at sænke lamelvægge og fjerne en af distancerne i formidlingen. Lægge en forventning/irritation ind som så opløses, så elementet viste sig at blive en forløst forventning og ikke en permanent irritation. Lade i fysiske eller mental form en montrevæg opløses, så man lige kan kommer dét tættere på oplevelsen. Det kan godt være, at der bag den første væg, er en til som så ikke kan fjernes, men det gør ikke så meget, for ved at den første barriere blev fjerne skete forløsningen, der gav gæsten oplevelsen af, at der nu er noget som er indfriet, noget som man lige nu og her har fået mulighed for at opleve det bedre.

Og så ville det bare være ok, hvis Marie Fisker sang til og Trentemøller lod sine klange og tunge bas sætte trumf bag effekten.

Trentemøller

Trentemøller på Vega. Foto: Agent Smith

Skriv en kommentar

Filed under Diverse