Tag Archives: Holland

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

Arnhem maj 2012 034

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

Bokrijk juni 2012 132

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Bokrijk juni 2012 105

Bokrijk juni 2012 104

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

Bokrijk juni 2012 107

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

Bokrijk juni 2012 108

Bokrijk juni 2012 109

Bokrijk juni 2012 113

Bokrijk juni 2012 110

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

Bokrijk juni 2012 114

Bokrijk juni 2012 115

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Bokrijk juni 2012 119

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Bokrijk juni 2012 080

Bokrijk juni 2012 093

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Bokrijk juni 2012 022

Bokrijk juni 2012 049

Bokrijk juni 2012 051

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Holland Belgien 469

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

Holland Belgien 467

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Holland Belgien 462

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

Holland Belgien 463

Holland Belgien 465

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Arnhem maj 2012 201

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

Arnhem maj 2012 183

Arnhem maj 2012 184

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Arnhem maj 2012 191

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Arnhem maj 2012 216

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Hvordan indsamles og fortælles en bys historie

Den 25. oktober 2011 blev seminaret Urban History Exhibited afholdt i Den Gamle By. Det er nu muligt at se indlæggene og præsentationerne fra konferencen og der er faktisk meget godt at komme efter for interesserede i, hvad byen er i dag, hvordan den kan fastholdes og formidles og hvorfor dens historie skal fortælles. På Den Gamle Bys You Tube kanal kan man se de enkelte talere og på museets slideshare kanal findes de power point, der blev vist. På seminaret var der oplæg fra Rainey Tisdale fra Brown University, Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent, Søren Bitsch Christensen fra Aarhus Stadsarkiv, Paul van der Laar fra Roterdam Museum, Jette Sandahl fra Københavns Museum foruden oplæg fra Thomas Bloch Ravn, Anneken Appel Laursen og undertegnede fra Den Gamle By.

Apps og nye rum til fortællinger

Oplæggene kredsede om, hvordan en bys historie og kultur kan opfattes, fastholdes og formidles. Den Gamle By har siden sommer også haft det ansvarsområde at skulle varetage Aarhus’ historie. Medarbejdere fra det tidligere Aarhus Bymuseum er nu blevet en del af Den Gamle By’ stab, men bymuseets tidligere ejendom overgik ikke til Den Gamle By. Formidlingen skal ske andre steder og et af de steder Den Gamle By gerne vil bruge er byrummet. Som et eksempel på dette fortalte Den Gamle By til seminaret om den nye Aarhus StreetMuseum app, hvor historierne netop formidles, hvor de foregik. Indlægget fra Den Gamle By skitserede også hvordan, at historier om Aarhus kan fortælles forskellige steder i det eksisterende museum. Der skal altså ikke kun laves et nyt fysisk museumsrum, der fortæller Aarhus’ historie, men Aarhus’ byrum og eksisterende faciliteter i Den Gamle By skal udnyttes i formidlingen.

Aarhus StreetMuseum

Rainey Tisdale – formidling uden for museet

Brugen af flere platforme til at fortælle byens historie var også et emne Rainey Tisdale kom med eksempler på i sit indlæg. En af den var Fussnotemai45 projektet, hvor der på selve gaden forskellige steder i Hamborg blev skrevet stedspecifikke fortællinger om anden verdenskrig. ”Ved denne plads skulle jødes samles før de blev transporteret til Theresienstadt” og lignende lokationsbestemte historier. Det var ikke byens historiske museum, der stod bag dette projekt, men en række frivillige, organisationer og firmaer.

Rainey Tisdale beskrev også If This House Could Talk, et andet projekt med en stor grad af frivillige involverede. Projektet har de sidste tre år fundet sted i Cambridge i Massachusetts, USA. Cambridge Historical Commission står bag initiativet, hvor husejere, firmaer mv. ud fra en fast skabelon skriver kort om deres hus’ historie og sætter et skilt med fortællingen ud foran huset i en lille måneds tid. For at gøre den nemt for deltagerne og mere imødekommende for brugerne er der lavet enkelte guidelines til dem, der ønsker at deltage (http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ithct%202011%20guidelines2w_line.pdf). Projektet er et fint eksempel på at en klar ide og simple gode rammer fremmer frivilligt engagement. I år deltog mere end 100 huse i If This House Could Talk.

Paul van der Laar – indsamling og medinddragelse

Et andet af Urban History Exhibited seminarets foredrag kom fra hollandske Paul van der Laar, der både er tilknyttet Erasmus University og Museum Roterdam. Paul van der Laar tænker på bymuseet som et sted for living memory i modsætning til nostalgia. Det førstnævnte forstået som et sted, hvor historie er brugbart for samtiden og historie som nostalgi forstået som en ekskluderende fortælling for dem, hvis kultur ikke var en del af fortællingen/historien. Paul van der Laar konstaterede tørt, at hans museums samlinger om borgerskabet og den florissante handlen i Rotterdam hverken inddrog eller havde den store interesse for store dele af dagens befolkning i Rotterdam. Rotterdams nutidige befolkning har betydelige grupper af borgere med kulturelle baggrunde uden for Holland og i forhold til landsgennemsnittet tilhører byens befolkning ofte en lavere socialklasse. En af de dele af byen, der har begge karakteristika er Roffa 5314, hvilket er slang for en del af det sydlige Rotterdam (5314 er en nummeret på en takstzone).  På museets initiativ blev ungdomskulturen i området dokumenter gennem foto og interview. Der blev også samlet genstande ind på en lidt utraditionel måde. Museet havde lånt en nedlagt kornlagerbygning, hvor der blandt andet blev arrangeret hip hop fester. Ved nogle af arrangementerne stod museets kuratorer i døren og købte tøj og accessories, der var repræsentativt for området og kulturen. Museet købte simpelthen det tøj nogle af gæsterne stod og gik i.

Gennem projektet blev der udover en udstilling også lavet koncerter og Roffa magasiner, hvor de unge blev fremstillet med al den selvtillid og selvsikkerhed som en fotograf kunne fange. Paul van der Laar vil meget gerne arbejde sammen med kunstnere, de er ifølge ham nemlig rigtigt gode et at se og fornemme.

Et andet projekt Paul van der Laar fortalte om var Urban Neighbourhood. Det foregik i Delfhavenkvarteret, hvor Museum Rotterdam hver tirsdag i en periode havde base i en tyrkisk döner kebab restaurant. I afstand var der ikke mere end tre km mellem museet og restauranten, men mentalt var de helt forskellige steder. Med restauranten som kontor kunne museets folk komme meget tættere på folkene i området og med den som base lavede de et forsknings- og indsamlingsprojekt, der byggede på det simple princip, at Paul van der Laar og hans kollegaer ringede på hver 10. dør og spurgte om de måtte høre folks historier, tage billeder af hjemmet og høre om hjemmet liv.

Begge disse projektet og andre som Laar fortalte om på seminaret var bygget op omkring devisen, at når museet i dag ikke har samlinger, der har den store interesse hos nutidens borgere i Rotterdam, så skal museet bruge kræfter på at samle materiale ind, som bliver relevante for kommende generationer Rotterdammere og dermed byder dem ind i museets fortællinger – samtidig med at indsamlingerne også er med til at tage samtidens borgere seriøse og gøre dem til en del af historien og et større fællesskab.

Byen som netværk

Paul van der Laar havde undervejs i sit oplæg den pointe af den nutidige transnationale multidiverse befolkning i Rotterdam blandt andet havde det karakteristika, at de nødvendigvis ikke følte et dybt tilhørsforhold til et land eller et sted. Nutidigheden, selvrealisering og repræsentation er vigtigere elementer at fremhæve for at få det nutidige publikum i tale.  Aarhus’ nys stadsarkivar Søren Bitsch Christensen kom også ind på den diskussion, bare gennem en historisk vinkel, ved i sit oplæg at perspektivere ændringer i forståelsen af hvad byen er. Den klassiske købstad er ofte den man definerer en by ud fra, hvor byen er forstået som en mere eller mindre lukket system med en hvis mængde af funktioner (erhverv, boligformer og administration). I dag er byerne dog ikke længere socioøkonomisk eller kulturelt fungerende som den klassiske købstad. Deres interaktionen med andre byer eller fjerne egne er intensiveret og man må snarere tænke byen som et løst netværk end som et tæt og lukket bebygget areal.

Byen som netværk

Jeg er ikke i tvivl om at ideen om tilhørssted forandres i disse år sig ligesom at kommunikationen mellem individer også hastigt ændre sig til større og løsere netværker, blandt andet på grund af IT og mulighed for nye digitale kontaktflader.

Men i alle disse forandringer vil vores fysiske tilstedeværelse selvsagt altid været knyttet til fysiske steder – og disse steder vil have historier, der vil kunne berige og perspektivere vores egen historie. Seminaret Urban History Exhibited kom med gode eksempler og ideer til hvordan disse historier kunne gøres relevant for flere og ikke mindst hvordan de kunne samles ind så både nutiden og fremtiden kan få del i dem – og i det fællesskab et museum kan opbygge.

Links til de omtalte projekter:

Link til Den Gamle Bys You Tube kanal, hvor oplæggene fra Urban History Exhibited seminaret kan ses: http://www.youtube.com/user/DenGamleByMuseum

Link til Den Gamle Bys slideshare kanal, hvor power pointene fra seminaret ligger: http://www.slideshare.net/Den_Gamle_By

Direkte link til Den Gamle Bys oplæg: http://youtu.be/U_LE1y6Z1RY

Om Aarhus StreetMuseum: http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/

Direkte link til Rainey Tisdales oplæg: http://youtu.be/4h2d3gNBCf0

Om Fussnotemai45: http://www.fussnotemai45.de/

Om If This House Could Talk: http://www.cambridgehistory.org/Cambridgeport/ITHCT%20Event.html

Direkte link til Paul van der Laars oplæg: http://youtu.be/ZRogPXlSJRs

Om Roffa 5314: http://www.roffa5314.nl/ Roffaprojektets Flickrbilleder: http://www.flickr.com/photos/39843822@N05/sets/72157620631279026/

Direkte link til Søren Bitsch Christensens oplæg: http://youtu.be/zYymf1at6Ww

2 kommentarer

Filed under Diverse, Seminar og konference

Hunebed Centrum – den sympatiske

I den forgangne uge har jeg været på museumsbesøg i Holland og Tyskland. Vi var fire fra Moesgård, der skulle besøge Hunebed Centrum i Borger, Holland for at diskutere muligheder for et kommende udstillingssamarbejde. Turen blev også brugt til at komme forbi det arkæologiske museum i Herne og museet tilknyttet fundstedet af Neanderthal-manden i den lille tyske dal … Neanderthal.
Det kom der tre meget forskellige oplevelser ud af som kan sammenfattes til: Den sympatiske, den grundige og den ambitiøse.

Først museet i Holland.
Hunebed betyder megalitgrav (dysser og jættestuer) på hollandsk og museet ligger også lige ved siden af Hollands største jættestue.
Hvor der i det nyværende danske område er bevaret tusindvis af jættestuer og stendysser er der i Holland kun bevaret 54 hunebed.

Museets ligger ved siden af den største hunebed i Holland

Ikke desto mindre har de en stor national betydning. I skolerne lære man, at det er her med jættestuerne og landbrugets indførsel af Hollands historie begynder. Oldtidsfund er heller ikke noget Holland vælter sig i sammenlignet med Tyskland og Danmark, da landets historier jo også er, at Holland er et sted hollænderne selv har skabt med dræning, vindmøller og meget vilje. Så de oldtidsfund der er får desto mere opmærksomhed.
Disse dyssers nationale betydning er en del af forklaringen på, at et museum placeret i Hollands tyndeste befolkede område og tilegnet noget så relativt specifikt som megalitgrave og tragtbægerkulturen kan tiltrække knap 100.000 besøgende årligt. En anden forklaring er at museet gerne vil sine besøgende.
Det centeret prøver at lave er med direktør Hein Klompmakers ord empatisk arkæologi. De vil få deres besøgende til at føle og sætte sig ind i de første agerbrugeres liv og verden. Centeret skal generere historier, som også går uden for museets mure. De vil gerne have, at museet skal opfattes som hele delstaten Driente. Byen Borger ligger i den delstat og det er om noget er hunebed-delstaten i Holland – 53 af landets 54 megalitgrave ligger her. Som inspiration til museets formidling nævner Hein Klompmaker og stedet formidlingschef Harrie Wolters Rolf Jensens storylinebestseller The Dream Society. Dejligt at møde en tilgang til museumsformidling, der klart vælger historier og en personlig identifikation.
Og hvordan virker det så: Her er en ultrakort guide til gode og mindre gode elementer ved Hunebedcenter:

Det personlige
Det første man møder er en gruppe med af jættestuebyggere (sådan kalder museet dem) og undervejs møder man dem igen. Et meget gennemført træk var, at det var de samme personer der gik igen som 1:1 modeller, i film på skærme og i de små film, der var i de korte informative klip man kunne vælge på infoskærmene.

Borger 041

Borger april 2010 193

Borger april 2010 243

Museets har sin egen maskot i form af stenaldersdrengen Oek. Museets direktør har opfundet Oek, der nu findes i tegneserier, film og i en musical (foruden på t-shirt, magneter og naturligvis træsko).

Borger april 2010 228
Oeks person har bragt museets historier bredt ud. Hans verden kan besøges her: http://www.dewereldvanoek.nl

Variation
Den fordel og en ulempe var variationen i museets opstillinger. Det var noget nyt om det næste hjørne, men samtidigt kunne den røde tråd – fortællermæssigt og designmæssigt – godt mangle så stedet kom til at virke rodet og ikke gennemtænkt.

Finish
Museet mangler flere steder finish. Modellen er ikke helt i orden, lyssætningen i montren ikke helt gennemtænkt, for meget lys steder så det er svært at se indholdet på skærmen osv. Til gengæld er der en uhøjtidelighed over stedet, der gør det imødekommende.

Borger april 2010 232

Borger 120

Det uhøjtidelige (og samtidigt gennemførte) kan blandt andet ses i museets spisested Café de Trechterbeker, hvor der serveres Vuistbijltje Tonijnsalade (Håndkile Tunsalat) og Broodje Deksteen (Dækstens-bolle).

Flere billeder kan ses her.

Besøg også museets hjemmeside:
http://www.hunebedcentrum.nl

hvor særligt den hollandsk-kyndige kan læse mere.

4 kommentarer

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling