Tag Archives: in situ

BallinStadt i Hamborg – gribende indhold i kalejdoskopisk indpakning

BallinStadt i Hamborgs havneområde er et museum om migration. Museet ligger i nogle af de bygninger, der i for 100 år siden blev brugt, da byen var udskibningshavn for millioner af europæere som søgte lykken i Amerika. Museet er lige blevet bygget om og genåbnede i maj 2016. Jeg havde glædet mig meget til besøget, men desværre syntes jeg ikke, at museet helt udnyttede dets potentiale.

IMG_1077

Bygningerne som Auswandermuseum BallinStadt ligger i.

Migrationens historie

BallinStadt fortæller om migration fra det 16. århundrede og helt frem til i dag. Der er en del historier fra perioden 1850 til 1934, hvor Hamborg var en vigtigt udskibningshavn, men der er også mange personhistorier fra de sidste 30 år, og der er mange grafer og statistisk materiale om indvandringen i nyeste tid.

IMG_1075

I museets forhal vises det i gulvet, hvordan at museets bygninger var en del af et større kompleks.

Museet er fyldt med beretning om folk der er flygtet og folk der har valgt at rejse for at kunne tilbyde deres børn en bedre liv – og der er mange gribende historier, men desværre er det ikke formidler særligt rumligt.
I en indledning bliver man som gæst overordnet introduceret til emnet migration. Det er en fin start, men desværre gennemføres denne overordnede og kalejdoskopiske tilgang til stoffet gennem store dele af museer.

IMG_1080

Introrummet på museet.

I enkelte tekstdele beskrives en kronologi i migrationens historier, men der er ikke nogle klare rumlige opdelinger som understøtter den kronologisk fortælling, og som kunne være med til at gøre besøget til en mere overskuelig oplevelse.

IMG_1084

Et af de mange rum med citater og genstande fra flere forskellige perioder.

Et museum in situ

Museet ligger i bevarede huse fra 1901, der var en del af det store kompleks i havneafsnittet Veddel, som husede hundredtusindvis af emigranter før de kom ombord på skibene til Amerika. Dette fortælles også i teksterne på museet, og et enkelt sted er der også vist en sengeopstilling, men denne fantastiske in situ fortælling udnyttes desværre ikke.

IMG_1109

Sidst i rundgangen vises et sengeafsnit og et billede af, hvordan der engang så ud.

IMG_1086

Enkelte andre steder er der også interiør-formidling, her af en af de tidlige sejladser til Amerika.

Det kunne have været en større følelsesmæssig og sanselig fortælling, hvis interiørerne for alvor var blevet genskabt, og hvis det utrolige liv der måtte have været på stedet blev formidlet mere rumligt end, at man i en tekst kan læse, at der blev fortæret omkring 9000 boller hver dag, og at køkkener i komplekset kunne bespise 3000 mennesker i timen.

IMG_1078

Udenfor museet er der fotostater, som giver et indtryk af hvordan der så ud i området for 100 år siden.

I rundgangen gennem museet kommer man også i gennem et stiliseret skib. Mit håb var, at man ville benytte dette til at vise forskellige kahytter, saloner mv. så os besøgende kunne få en rumlig oplevelse af turen vestpå. Desværre bruges skibet til mere primært planchebaseret formidling.

IMG_1088

Skibet er placeret i et bassin mellem bygningerne.

IMG_1089

Inde i skibet er der flere beretninger om folk som rejste ud – de er her bare lidt længere end på resten af museet.

Scenografi er bestemt noget der er prioriteret, og der er også mange fine detaljer og visuelt appellerende rum, men museets store force er de mange små og store personlige historier om migration.

IMG_1092

Frihedsgudinden omgivet af spørgsmål, der skulle besvares før, at man kunne få ophold i USA.

DSC_0501

Museet bruger flittigt store og små citater.

IMG_1103

Der er lyttestationer flere steder. Her er det en beretning fra en læge på Ellis Island.

IMG_1098

Citater bruges også til at fortæller om forskellige regeringer og politikeres holdning til emigranter.

Content is King

Efter turen rundt i BallinStadt fik jeg og resten af familien frokost i museets cafe Nach Amerika, hvor vi vendte besøget. Jeg tænkte, at det desværre nok ikke havde været et interessant besøg for mine teenagedøtre, men der tog jeg fejl. Astrid på 15 synes bestemt, at det var et spændende museum, og hun havde været meget grebet af historierne og de mange grafer, der viste udviklingen af migration til forskellige tider. Det kan godt være, at hendes far havde noget at udsætte på iscenesættelse og brugen af rummene, men det ændre ikke ved det faktum, at når oplysningerne er tilpas interessante – ja, så er de interessante. Denne mandag i Hamborg gjaldt det stadigt, at Content kan være King.

IMG_1104

Noget af det meget statistik, som kan studeres på museet.

Link:

BallinStadt: http://www.ballinstadt.de

DSC_0517

1 kommentar

Filed under Udstilling, In situ, Kulturhistorie

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

En fortælling om vinduer – Villum Window Collection

I denne uge åbnede et nyt museum for offentligheden. Der er Villum Window Collection, der har til huse på Maskinvej i Søborg i de industrihaller som Villum Kann Rasmussen for over 60 år siden fik bygget for at producere vinduer.

DSC_0759

Villum Window Collection er som navnet antyder en samling af vinduer, der er tilknyttet en af verdens største vinduesproducenter VKR Holding A/S. Det kunne man godt frygte, at der kom en noget smal og indadskuende udstilling ud af, men det er ingenlunde tilfældet.

Kærnen i udstillingen er en tidstunnel bestående af en række rum med vinduer til forskellige aldre startende med en middelalderlig glasmosaik og sluttende med de nyeste plusenergivinduer.  Uden omkring Tidstunnellen er der så mere deltaljerede fortællinger om vinduets materialer, elementer og mekanismer, og udstillingsrummets bagvæg er et stort vindueskatalog, hvor gæsten kan trække vinduer ud og gå på opdagelse i 400 års vinduer.

DSC_0728

Vindueskataloget er kronologisk bygget op, og det er muligt at hive et vindue ud og studere det nærmere.

Før man kommer ind i den store industrihal, hvor udstillingen vises, er der et lille preludium, som fortæller om lysindfald i boligen fra bronzealderen og frem til middelalderens vinduer af dyreskind. Det første lysindfald, der vises er et lyrehul. Der er placeret i et mørk rum og ved at trykke på en kontakt kan man få en plade til at skyde til side, så et naturlig dagslys strømmer ned gennem lyrehullet. Rummet er en klar illustrering af tidstunnelens ide om at bygge rum for at vise vinduer: Der skal mørke til for at formidle lys.

Overblik og undersøgelse

Villum Window Collection er både en meget emnespecifik udstilling, men samtidigt er det også en udstilling, som formår at brede emnet vinduer ud og gennem samlingen at skabe en overordnet fortælling om udsyn, dagslys, teknologisk udvikling og kulturhistorie.

En fint greb i udstillingen er tidstunnelen. Rummene i tunnelen er ikke nøje opbyggede perioderum fra forskellige tider, men vigtige elementer ved de forskellige perioder er fint udvalgt, så rummet fanger karakteristiske elementer om tiden. Der er indsat originale vinduer fra perioderne i rummene og de giver en fornemmelse af den tids brug og forhold til dagslys og rumindretning. Pladsen og rummet omkring vinduet gør, at man lægger mærke til det.

DSC_0669

Lysindfald i tidstunnelens renæssancerum

DSC_0685

Lysindfald og brug af vinduet i 1900-tallet

Et andet godt element er de undersøgelsesopfordrende fremvisninger, der nærmest dissekere vinduets bestanddele. Det er f.eks. opstillingen med de materialer som vinduesglasset og vinduesrammen består af. Her er der forskellige træsorter, metaller og farvepigmenter man kan studere og røre ved. Det er også planchen, hvor et vindue er skilt af i enkeltdele eller bordet hvor forskellige vinduesopbygninger er udstillet og deres profil er optegnet på bordpladen. De enkle og ofte aktivitetsbaserede opstillinger skærper interessen så man får lyst til at studere emnet nærmere.

DSC_0711

Materialer ved vinduesglas- og vinduesrammeproduktion

DSC_0714

Undersøgelsesopstillingerne er enkelt stille op, og flere steder er der som her mulighed for at mærke og fornemme materialerne.

DSC_0752

Et vindues opbygning og foran det et bord, som viser profiler og de høvle, der skaber dem.

DSC_0720

Forskellige måder glas og ramme er sat sammen, og på bordplanen er konstruktionens profil optegnet.

Ved udstillingens åbning i onsdags fremhævede udstillingens designer Rosan Bosch undersøgelseselementet. Rosan Bosch sammenlignede mødet med udstillingen med det at skulle lære et sprog. Først lærer man nogle ord og med den i bagagen begynder man at bruge sproget, og det er først der, at sproget for alvor læres. Hendes håb var, at udstillingen på en imødekommende og engagerende måde kunne give den besøgende lidt af vinduets vokabularium, så de når de forlod Villum Window Collection begyndte at blive opmærksom på deres egnet hus eller bys forskellige vinduer– om at de med de nye tillærte begrebet så med nye øjne på vinduets betydning og brugen af dagslys i dagligdagen. En fin målsætning for formidlingen af samlingen. Tankegangen om at udstillinger er første del af en begrebsliggørelse af et emne, er også værd at have in mente generelt i forhold til udstillingers kunnen.

Stedets historie

En understøttelse af udstillingens overordnede fortælling om lys og lysindfald er selve stedet. Udstillingen har til huse i en fabrikshal som Villum Kann Rasmussen byggede i 1951, og det er et rum, der med sine store flader af nordvendte vinduer lukker masser af lys ind. Selve hallen er også vindueshistorie ved at der her i en årrække blev produceret VELFAC vinduer og dele til VELUX ovenlysvinduet. Stående blandt de mange vinduer kigger man op og gør umærkelig det Rosan Bosch opfordrede os til i sin åbningstale: At tilegne sig lidt mere af vinduets sprog og lægge mærke til dets betydning for rummet og menneskerne i det.

Villum Window Collection 001 s

Foto: Villum Window Collection

Villum Window Collection er gratis at besøge og har åbent for offentligheden tirsdage og torsdage 10-16 og efter aftale. VKR Holding har som succesrigt firma sikkert et godt blik for, at man ikke skal slå for stort et brød op til at starte med, men jeg håber at åbningstiden for Villum Window Collection på sigt vil ændres.

Det er lækre og sikkert også bekostelige løsninger som er lavet til fremvisningen af vinduerne og hele emnet udsyn og lysindfald i huset. Det er en udstilling, der fortjener at blive set af mange. Maskinvej 4 i Søborg er ikke et sted man lige kommer forbi, men ved at holde åbent en weekenddag – bare en gang om måneden – ville det være muligt for bolig- og teknik- og historieinteresserede at planlægge en weekendsudflugt (gerne med de store børn i huset) og få gode aha-oplevelser om vinduets historie.

DSC_0730

Indtil det måske sker håber jeg, at mange har mulighed for at bruge en tirsdag eller torsdag til at besøge museet, og at mange ungdomsuddannelser vil tage på udflugt til Maskinvej. Og det gælder både tekniske- og alment boglige ungdomsuddannelser, der på stedet kan få illustreret, hvordan tekniske udviklinger og nye ideer kan ændre noget så grundlæggende for mennesket som dagslys i dagligdagen.

Villum Window Collection 003 s

Der er få steder, at udstillingen bruger film eller digital formidling. Et sted det benyttes er ved en skærm, hvor vindues-pionerernes opdagelser eller opfindelser fortælles i korte animationsfilm. Bagved ses en tidslinje, hvor dem der er blevet nysgerrige kan få mere at vide om vinduets udviklingshistorie. Foto: Villum Window Collection

Se flere billeder fra udstillingen i dette flickr album www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157651613874318/
Læs mere om samlingen og vinduets historie på villumwindowcollection.com

DSC_0762

Der er flere gode detaljer i udstillingen. En af dem er, at der fra Tidstunnellen er afgang til delhistorier som hænger sammen med fortællingen i rummet. I dette rum fra århundredeskriftet viser et vindue fra Vestre Fængsel i København og fra rummet er der adgang til en opstilling med sikkerhedsglas, der i dag bruges i fængslerne.

DSC_0736

Og sikkerhedsglasset kan testes ved at man kan få en jernkugle til at falde ned på glasset.

1 kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Nye museer – Danmarks Borgcenter

Et af de nye museer der er åbnet i år er Danmarks Borgcenter i Vordingborg.

DSC_0371

Magt er et emne som museet i Vordingborg kredser om gennem genstandene og fortællingerne

Det er et projekt, der har været undervejs i mange år og som både har gentænkt formidlingen indenfor selve museumsbygningens ramme og samtidigt har bragt museets fortællinger uden for bygningen. Museet ligger også helt unik midt i kærnen i museets fortælling – det borganlæg som Valdemar den Store påbegyndte omkring 1160.

Som andre der har haft sin gang i Vordingborg kender jeg selv det ruinterræn, da det er godt udflugtsmål i byen. Mit eget kendskab er primært fra de tre år i slutningen af 80’erne, hvor jeg gik på Vordingborg gymnasium. Der var ruinerne ved Gåsetårnet var et yndet sted at tage hen efter eksamener og på solrige forårsfredage.

DSC_0413

En tidligere bruger af stedet bemærker som det første, at det nu for alvor er blevet det borganlæg, som det oprindeligt var. Voldgraven er blevet genskabt næsten hele vejen rundt om borganlægget. Det giver oplevelsen af anlægget en større kulturhistorisk dimension. Uden brug af skilte, digitale teknologi eller andet gør det, at anlægget og dets funktion nu træder tydeligere frem og det gør historien mere nærværende.

Inde på museet

Den nye museumsbygning falder med sin rustrøde farve fint ind i landskabet. Ved indgangen får hver gæst mod et kørekort eller lignende en iPad som er den mobile device, som fortællingerne om fortiden skal opleves igennem. De auditive fortællinger på iPad’en tager udgangspunkt i hovedteksterne eller i de udstillede genstandene. De steder er der en kode som aktivere iPad’ens indhold.

DSC_0372

Koden der aktivere fortællingerne er på montrens sokkel

DSC_0376

Og skal tegnes på iPad’en

Den tålmodige gæst der lytter sig gennem fortællingerne bliver belønnet med historier om forskellige aspekter af middelalderens borgkultur fra kongernes magtsymboler til krig og belejring og til hverdags genstande som terninger, spillebrikker og byggematerialer. Fortællingerne ved mange af genstandene er knyttet til borganlæggets to markante skikkelser Valdemar den Store og Valdemar Atterdag.

Udvalgte steder er der også et børnespor, hvor der så kan vælges en anden fortælling, der er en mere fiktiv historie illustreret med tegninger.

Det hele er pakket ind i Lundgaard og Tranbergs nye udstillingsbygning, der ikke syner af meget ved ankomsten, men som åbenbare en stor underetage med udvalgte flader, som lysdesigngruppen Dark Matters har lavet projektioner til. Det er både et kontrolleret og et meget stemningsfuldt rum, der ikke minder om andre danske museer.

DSC_0354

Under mit besøg var der en stille og koncentreret stemning i rummet, hvor gæsterne enten talte sagte sammen eller var fokuseret på iPad’en og dens fortællinger.

DSC_0385

Teknikken og grebet i udstillingen blev lige let forstået af forskellige generationer

Ude på borgterrænet

Den lånte iPad kan også bruges ude på borgterrænet. Her registrere iPad’en, hvor man er i landskabet så fortællingerne til de forskellige dele af anlægget bliver fortalt det sted. I formidlingen bruges der også augmented reality ved, at man gennem iPad’en kan se, hvordan anlæggets bygninger havde set ud dengang de var mere end ruiner.

DSC_0410

Åbningen i muren ses både irl og på skærmen

DSC_0411

Murene i det oprindelige anlæg kommer til syne

DSC_0407

Og slottet befolkes

En tredje brug af iPad’en er til små film man kan aktivere, og hvor der tages emner op omkring magt. Det geniale greb i disse film er, at dem der fortæller er en kombination af fagarkæologer og kommentatorer på magtrelationer i dag. Politikeren Connie Hedegaard fortæller f.eks. om hvad en forhandling er og journalist og tidligere spindoktor Niels Krause Kjær fortæller om alliancer. Det gør emnerne til amnegyldige, og så var de film jeg fik set også med gode fortællere, som havde en viden om emnet, der var interessant.

DSC_0424

Connie Hedegaard fortæller om forhandling

Link til en sammenklipning af de i alt 22 film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

Også ude på terrænet er der et særligt tilbud til børn. I centeret brochure er det præsenteret med Fang uhyggelige monstre og genfærd på borgen med actionspillet Ghost Hunt. Jeg prøvede det ikke selv, men var i selskab med to piger på 9 og 12, der brugte noget tid med spillet. Deres dom var, at det fungerede godt og var ”uhyggeligt og sjovt nok” – og det er en vurdering man med en så teknologibrugende målgruppe godt kan være tilfreds med.

Den ældste konkluderede senere, at det da var godt med sådan et spil så både børn og voksne kunne bruge iPad’ene og børnene var underholdt og ikke blev for utålmodige. Det kan hun jo have ret i, hvis der drejer sig om at målrette oplevelserne. Jeg synes nu alligevel ikke, at Danmarks Borgcenter her har valgt den rette løsning. Museet har ikke haft mod til at stå ved deres kærneværdi. Rigtigt god ide med et underholdningsbaseret element til børnene, men hvorfor spøgelser, når vi er på en af Danmarks bedste lokationer til at fortælle dramatiske historier om riddere, intriger, skønjomfruer, sværdkamp og belejring. Der er jo ikke tør og kedeligt stof, men et univers der unikt kan bruges sammen med omgivelsen. Ikke at jeg mener at børnesporet nødvendigvis skal formidle slottet fagligt, men historien om et middelalderligt borganlæg kunne være rammen om et fiktionsspil, der på den måde tager afsæt i centerets kærnefortælling. Børnesporet i museumsbygningen har lidt samme svaghed ved ikke at bruge museets genstande ordentlig. De børnefortællinger jeg mødte dernede tog perifært udgangspunkt i den genstand man stod ved og gik så ellers ud af en fortællermæssig tangent, uden at de forholdt sig til det rum og de andre genstande, der omgav dem.

Adskilte oplevelser

Borgcenteret har valgt at lave forskellige grundhistorier til forskellige målgrupper og at lave oplevelser tilegnet til den enkelte gæst og fortællinger som bedst opleves alene.

IMG_2145

Det rammer lige ned i det som både kan ses som et af de digitale mediers styrker og en af mediets akilleshæle. Digitale medier suger opmærksomhed og skaber god og intens kontakt til brugeren, der derfor er mindre opmærksom på oplevelsen uden om skærmen. Det kan blive en ensom aktivitet. På Borgcenteret får alle en skærm, og museumsbesøget bliver derfor meget mere en individuel end en kollektiv oplevelse. Jeg synes godt om min tid med skærmen i Vordingborg, men havde ikke den sammen fælles-udflugts-følelse som jeg ellers har, når familien er sammen på museum. Vi var alle på museet, men først sammen på museet, da vi nåede cafeen (hvis grove ”middelalder” pølser for øvrigt godt kan anbefales).

Efter frokost vendte vi tilbage til borgområdet og gik sammen ind i en formidlings-/ hand-on pavillon og der var der snak, fællesskab og en analog underholdning som var med til at gøre det til en fællesudflugt.

IMG_2138

Nye digitale veje

Museet i Vordingborg er ikke bange for digital formidling og teknik – den ros skal det have. Mig bekendt havde de med Birgitte Fløe’s fortidsmindeblog http://fortidsmindeblog.museerne.dk/ i 2018 landets første museumsblog og denne lyst til at gå nye veje ses også i de nye udstillinger. Det digitale er i Vordingborg ikke et tilvalg til udstillingerne, det er en integreret del af oplevelsen. Personligt synes jeg, at det fungere bedst, hvor det er et lag, der giver overraskende nye elementer i forståelsen af emnet, som filmene med Connie Hedegaard mv, eller når det digitale bruges til at skærpe blikket på det man ser og er en del af, som det sker ved brugen af augmented reality på borgområdet. “Nå – det var her at kirken lå – og var den mur så høj” osv.

IMG_2144

Ligesom de andre dele virkede augmented reality teknikken fint den dag jeg var på besøg – og det rum og de bygninger der kom frem virkede godt. Det eneste der manglede for at jeg kunne føle mig helt tilbage i fortiden var, at jeg også kunne vælge i ruinterrænets gyder at få fremvist en 80’er skrydende gymnasieflok iklædt ungdommens tvivl og selvsikkerhed, foruden Dr. Martens, stonewashed cowboybukser og sweatshirts.

Danmarks Borgcenter er bestemt et besøg værd, og giver også museumsprofessionelle og kulturformidlere noget at tænke over, med hensyn til hvordan fortid kan levendegøres og teknologi kan anvendes.

DSC_0387

Dette var det sidste blogindlæg i en trilogi om museer, der indenfor de seneste år er åbnet i nye bygninger. De to andre indlæg kan ses her:

Moesgaard Museum: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/11/nye-museer-moesgaard-museum/

M/S Museet for Søfart: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/10/07/nye-museer-museet-for-sofart/

Link

Danmarks Borgcenter: http://www.museerne.dk/museer1/danmarks-borgcenter/

Link til reklame for Ghost Hunt: http://youtu.be/MIujULG0a9U

Link til en sammenklipning af de film man kan se på Borgcenteret: http://youtu.be/oS1FkmW8kSA

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Den brændende busk

Markante begivenheder er udover at være fæstnet i tid som regel også placeret i rum. Således også med påsken, der har adskillige steder tilknyttet: Getsemanes have og Golgatha eller for at gå længere tilbage – Det røde hav som israelitterne kunne gå tørskoet i gennem, byen Ramses’ gader med lammeblod på dørstolperne og for at starte med begyndelsen, den brændende busk ved bjerget Horeb, hvor Gud viste sig for Moses og ved den lejlighed gav ham missionen om at føre sit folk ud af Ægypten og til det forjættede land.

For et par år siden besøgte jeg et af disse påskesteder, nemlig Skt. Katharina klosteret på Sinai-halvøen, der er bygget op omkring den brændende busk. Det græsk-ortodokse klosteret ligger for foden af Sinai-bjerget, der ifølge nogle traditioner både er det sted, hvor Moses modtog tavlerne med de 10 bud og hvor profeten Muhammeds hest Boraq steg til himmels. Klosterets historie går tilbage til 500-tallet, det er med i opløbet om at være verdens ældste fungerende kloster, så der er rigelig historie tilknyttet steder.

St. Catherine´s Monastery

Skt. Katharina klosteret. Foto: José Eduardo Silva

Skt. Katharina klosteret er lig museer og andre attraktioner et besøgssted, som gæster kommer til for at få en særlig oplevelse sammen med andre. Skt. Katharina klosteret er så også i kategorien af særlige religiøse steder, der udover deres oplevelsesmæssige værdi også har en fungerende spirituel kraft. Her kan der være helbredelse gennem helgeners virke eller et stærkt religiøst rum, der kan bruges af de troende. Det er et aspekt museerne mangler. I etableringsperioden for de store nationale museumssamlinger er der nu til tider en afglans af denne funktion, ved at nationens store samlinger blev placeret i bygninger, der godt kunne minde om templer (British Museum, Vikingeskipshuset i Oslo, Statens Museum for Kunst, Alte Nationalgalerie i Berlin m.fl). De skulle være de nye helligdomme, hvor borgerne kunne dyrke nationens historie og kunst i stedet for det overjordiske.

I nogle kirker, kloster og andre religiøse lokationer sker der derimod i dag en musealisering forstået ved, at stedet får tilknyttet et museum, hvor kirkens eller klosterets kulturhistoriske fortællinger formidles. Dette er også tilfældet ved Skt. Katharina klosteret. I det befæstede klosterkompleks er der fundet plads til et lille museum, som blandt andet viser påståede breve fra profeten Muhammed og Napoleon, der ifølge brevene begge anderkender klosterets eksistens. Der er også lidt historie om nogle af de markante personer, der har været tilknyttet klosteret, blandt andet munken Johannes Klimakos, som Johannesstigen er knyttet til.

Stedets mest bemærkelsesværdig objekt er dog ikke på museet, men i det fri: Det er den brændende busk.

Stk. Katharina klosteret med den brændende busk.

Busken, der ifølge traditionen er den selvsamme som Moses så som brændende, er i klosterets gårdrum med sine rødder inde under det kapel, der er dedikeret til busken.

Da jeg besøgte klosteret hang der en ildslukker ved siden af busken. Mon ildslukkeren er der, fordi busken tidligere har vist sig brandfarlig? Og vil man kunne få sig selv til at slukke ilden i netop dén brændende busk? Jeg vil tro, at det må være en diskussion som det lokale brandvæsen og klosterets munke fra tid til anden må have – andet villet være skuffende.

Klosteret er med eller uden ild i busken et besøg værd – for som så mange andre gode in-situ fokuserede attraktioner – så er der noget nu særligt ved særlige steder.

Omtale af andre in-situ fokuserede formidlingssteder:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/11/21/in-situ-formidling-i-kalkriese/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/09/09/in-situ-museer/

 

Skriv en kommentar

Filed under In situ, Kulturhistorie

In situ formidling i Kalkriese

.

I sommers havde jeg et gensyn med attraktionen og museet ”Varusschlacht im Osnabrücker Land – Museum und Park Kalkriese”. Der er på flere punkter noget umiskendeligt tysk over stedet. Værdigt tung og betydningsfyldt i sit emne og vel omstændeligt i sin form – men det var bestemt et glædeligt gensyn.

Historien bag museet er en af de fagligt allertungeste i det nordlige Europa. Slaget, hvor tre romerske legioner anført af Publius Quinctilius Varus tabte til cheruskerhøvdingen Arminius (også kendt som Hermann) i år 9. Tabet gjorde, at Romerriget opgav at erobre land på den anden side af Elben og fastsatte dermed Romerrigets nordgrænse. Slaget var efter alt at dømme et blodbad, hvor Arminius, der var tilknyttet den romerske hær, havde lokket legionerne ud i et vanskeligt tilgængeligt terræn; det medførte at hæren blev strakt ud og romerne ikke kunne benytte deres vanlige formationer, da de blev angrebet.

Museum und Park

Publikumsoplevelsen i Kalkrise er opdelt i to dele. Museet og parken, der samlet demonstrerer et væld af formidlingsformer. Det helt særlige og unikke ved Kalkriese er det stedspecifikke. Det var her, at Varus mødte det nederlag, der var af afgørende betydning for romersk politik i de første århundreder efter Kr. og dermed for Europas udvikling. Det var her, at den germanske sejr over romerriget skete, der var med til at definere en tysk-germansk selvopfattelse, som fik sin mest nationalistiske og chauvinistiske version under Hitler’s nazistparti. Så snart man selv har den viden i sig er det helt særligt at stå på stedet.

.

Museet

Museet, der er tilknyttet stedet, er med til at folde historien ud. Der er ikke mange genstande udstillet, men det gør ikke noget. En af de observationer man kan gøre i Kalkriese er, at historien er det vigtigste.

Den besøgende bliver mødt af en kort korridor ind til den centrale udstilling. På korridorens ene væg gemmer germanere bag træerne, mens romerne på den modsatte væg marcherer forbi. Oplevelsen levendegøres ved at siderne i korridoren er en slags gigantiske vendekort, hvor f.eks. germanere dukker op bag træerne og forsvinder igen efterhånden som man bevæger sig frem.

.

.

Forskelle mellem germanerne og romerne er kernen i det første rum. Her sammenlignes de to folkeslags befolkning og styreformer, deres forskellige bebyggelsestraditioner, deres brug af materialer og udstyret hos den henholdsvis germanske og romerske soldat. Simpelt og sagligt fortalt.

.

.

.

Rummet ender ved en af mine favoritskærme i museumsformidlingen: En relativ stor skræm (bestående af flere skærme), der viser det det nordlige del af det romerske rige og områderne nord for Elben. Uden lyd formidles perioden fra nogle årtier før Kristi fødsel til nogle årtier efter. Det sker gennem pile, hvor troppebevægelser eller lignende vises på kortet og gennem kortfattede tekster om bevægelserne og relevante personer. Det hele tager omkring 5 min. Museet stoler på at deres besøgende selv kan skabe sammenhæng mellem oplysningerne, og at pointerne ikke både behøves at blive fortalt mundtligt og vist. Den korte tekst er nok, og at der ikke er lyd, er med til, at der bliver snakket om hvad der sker. Ved mit første besøg fortalte en ansat, at filmen på skærmen var lavet så museets guider kunne bruge den til at holde et lille 5 min. foredrag om slaget og den geopolitiske situation, der ledte hen til det. Et fint eksempel på, hvordan den samme installation kan bruges forskelligt afhængig af, om der er bemanding eller ej og et godt eksempel på, at når man stoler på sine gæsters evne til at reflektere, så kan der skabes en fin interaktion gæsterne imellem.

.

Varus og Armenius

Den næste installation er en fiktiv samtale mellem Varus og Armenius – hvad ville de have sagt, hvis de efter slaget havde mødt hinanden. Installation er fint sat op og virker også, hvis man bliver fanget af den og af det kontrafaktiske greb. Dialogen mellem de to personer menneskeliggør dem og der antydes fint omstændigheder ved deres liv og samfund. En styrke ved denne kontrafaktiske historier er, at Varus og Armenius rent faktisk kendte hinanden godt. Armenius havde tjent under Varus og vejledt han, og dette relativt tætte forhold kommer frem ved dette greb.

.

.

Derefter er der lidt om skriftlige kilder, som omtaler slaget og om den arkæologiske proces med at finde genstandene. Det sidste sker ved en projektion af en græsflade, hvor fundene dukker op, når man går ud på fladen. Det fungerer ikke. Man kommer hurtigt i tvivl om, hvad man skal gøre og hvad man får at vide. Interaktion, hvor man ikke forstår hvad der sker når man interagere, er dårlig interaktion.

.

Den næste del af udstillingen er fokuseret på hæren og slaget. Et markant element i udstillingen er en model af en legion med sine 6000 mand. En god model både til fordybelse og til snak mellem de besøgende.

.

En lidt mere kryptisk installation er en kuglebane, hvor en masse kugler bliver ført gennem et landskab, med huller som de så falder ned i. Venligt stemte kan mene, at det på en semi-abstrakt måde fint illustrere udryddelsen af en hær, og installationen skal have den ros, at den prøver en anden forklaringsmetode end hvad man ellers møder på kulturhistoriske museer.

Die Indizien

I basisudstillingens sidste afsnit fokuseres på de undersøgelser, der er lavet i områder og dermed hvordan man ved, at det var her, at Varusslaget fandt sted. Med nærmest karikeret tysk korrekthed har denne del af museet fået overskriften ”Die Indizien”. De indicier der bl.a. fokuseres på er mønter og knogler fundet på steder og rester af de mure/camouflageanlæg germanerne havde bygget for at lave det perfekte baghold på de romerske legioner.

.

.

.

Der er sobert lavet. Informativt, men ikke kedsommeligt. Til sidst i udstillingen har tilrettelæggerne alligevel synes at der skulle noget for at friske oplevelsen lidt op og har valgt at lave en model af museet, hvor en romersk legionær gennem en pepper’s ghost projektion kravler rundt på bygningen og undres over sig egen død. Det skulle virke morsomt, men er det ikke, og projektionen virker dårligt. Poppede indslag skal være mindst ligeså gennemarbejde som seriøse for at virke godt.

.

Parken

Ved siden af museet ligger landskabet, hvor slaget fandt sted. Fra toppen af et udsigtstårn kan man se ud over området, men der er en større oplevelse at begive sig ud i landskabet.

.

Ruten som publikum kan følge er markeret med rustne plader/skjolde, der udvalgte steder også fungere som skilte med korte eller knapt så korte tekster om emnet.

.

Der er en række kunstinstallationer i parken der fokusere på sanserne, og som må være tænkt til at de kan skærpe de besøgendes opmærksomhed. På mig virkede det dog modsat, ved at jeg følte min opmærksomhed irriterende blev taget væk fra det centrale – historien om slaget.

.

En installation i parken virkede godt. Det var en genskabelse af landskabet som det kunne have set ud i år 9. Her mellem den lidt højere bevoksning kunne man tydelige forstå germanernes mulighed for et overraskelsesangreb og gennem viden om, at det kunne have set sådant ud i år 9, skabte rekonstruktionen også en særlig stemning.

.

.

Varussclacht – Museum und Park Kalkriese er et besøg værd. Det er et stærkt in situ sted. Det tilknyttede museum har både skidt og kanel, men er vellykket, da det gennem varierede formidlingsformer får personerne ved begivenheden til at blive forståelige, Samtidigt formidler museet klar de historiske begivenheder der gjorde, at dette sted i år 9 kom til at spille en særlig rolle i den europæiske historie.

.

Quadratisch praktisch gut. Tematiseret skoletaskeopbevaring.

Link til museet:

http://www.kalkriese-varusschlacht.de/

2 kommentarer

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Narration i udstillinger – Ejbybunkeren og Håndværkerne i Baghuset

I forrige weekend åbnede to nye permanente udstillinger. Det er to vidt forskellige udstillinger med meget forskellige emner, men de har det tilfælles at der begge steder arbejdes legende med narrationen i udstillingen og med variation i virkemidlerne.

malervaerksted

Denne ene udstilling, Håndværkerne i Baghuset, er i Den Gamle By og fortæller om bygningshåndværkene murer, tømre, snedker og maler i 1800-tallets klassiske købstad. Den anden udstilling, eller oplevelsescenter som de selv kalder sig, er i Ejbybunkeren, der ligger i Rødovre tæt ved der hvor Vestvolden krydser Jyllingevej. Ejbybunkeren fortæller primært om den kolde krig og den funktion Ejbybunkeren havde fra 1954 til 1971 som kommandocentral for luftforsvaret af det danske luftrum.

ejbybunker_1932

Ejbybunkeren er et stort anlagt projekt med et betydeligt budget. Det er nyt oplevelsescenter etableret af Københavns Befæstning, der er et partnerskab mellem Realdania, Kulturstyrelsen og Naturstyrelsen. Håndværkerne i Baghuset er en revitalisering af en del af Den Gamle Bys håndværkerformidling og er tænkt til at være en blandt mange andre oplevelser i Den Gamle By.

Narration og variation

Lige efter at indgangen i Ejbybunkeren er passeret mødes man af en speak, der kort fortæller om bunkerens forbindelse til den kolde krig. Det er lige her, hvor man nu står, at oplysninger om overflyvninger af det danske luftrum blev samlet og hurtigt er der skabt en stemning af agentvirksomhed og potentiel fare. Mens man hører speaken kan man se ned i bunkerens store rum, hvor det mest markante formidlingselement er opstillet: Et stort rundt bord, der er projiceret på og hvor der er fire skærme. Gennem skærme kan gæsterne blive del af et spil der tager udgangspunkt i Cubakrisen. Som deltager er det muligt at overvåge luftrummet og beskytte sig mod truslen fra Sovjet, og gennem sine holdninger og handlinger at forhindre eller fremskynde den 3. verdenskrig.

ejbybunker_1989

ejbybunker_1961

ejbybunker_1963

Der er også andre steder i Ejbybunkeren, hvor spil eller identifikation gennem handling er brugt som markante formidlingsgreb. Tre af stederne tager udgangspunkt i etableringen af Vestvolden eller af befæstningens funktion før 1. verdenskrig. Et sted er det muligt gennem en bevægelsesregistrerende teknologi (a la Kinnect) at bygge volden ved at skovle jord og at gøre der som en konkurrencen med en anden.

ejbybunker_1938

ejbybunker_1939

Et andet sted bliver man portrætteret som soldat og endeligt er der et rum, hvor man gennem en tegnet ingeniør og et interaktivt bord kan få historien om etableringen af Vestvolden.

ejbybunker_1951

ejbybunker_1947

Gennem smartphones kan man blive del af et spil om at afsløre en spion i Ejbybunkeren. Jeg prøvede det ikke selv, men flere unger jeg så engageret sig i det. De diskuterede ivrigt hvor de nu skulle gå hen og hvad oplysningerne på deres skærm betød.

Narration og identifikation er også centrale elementer i Den Gamle Bys nyåbnede udstilling Håndværkerne i Baghuset.

I lærlingekammeret som de besøgende passerer før selve baghuset møder de Oskar Larsen. Den meget naturalistiske dukke viser den 12 årige Oskar siddende på kanten af sengen. Det er tidlig morgen og han skal ind og tænde op i værkstedet før mester og svendene kommer, kan man læse i et skilt i rummet.

Haandv_i_baghus_Oskar

Inde i Baghuset vises et maler-, et tømre- og et snedkerværksted og i det sidste værksted møder man igen Oskar gennem en film. Filmen varer ca. 5 min og vises på transparente skærme sat ud i rummet mellem spåner, høvlebænke, værktøj og værkstedets færdige produkter. I filmen kan man følge mesters formaninger og håndfaste opdragelse af Oskar og få et indblik i de produkter snedkeren lavede.

haandv_i_baghus_2027

skaerme i baghus_4657

Oven på værkstederne er der to udstillinger. Denne ene fortæller om processer i murer-, tømre-, snedker- og malerhåndværket. Ligesom i Rødovre er det muligt for publikum at gå i interaktion med stoffet, men i Aarhus er det ikke kun gennem digitale teknologier. Der er en blandt andet en nedskaleret model af en bindingsværkgavl man kan samle og en murerspand der kan løftes.

haandv_i_baghus_2033

I denne del af udstillingen er der også en touchskærm, hvor der er muligt at høre håndværkerne fortælle om deres værktøj.

skaerm_Haandv_i_baghus_1

skaerm_Haandv_i_baghus_3

skaerm_Haandv_i_baghus_2

I førstesalens anden udstilling møder vi Oskar igen. Emnet for dette rum er laugsvæsenet betydning i tiden, og de fleste ser ud til at opfatte rummet som det også var tiltænkt: Som en stor tegneserie om Oskars vej fra lærlingetiden til han kom på valsen og endelig kunne blive snedkermester og få sit livs kærlighed. Der vises en række genstande som f.eks. en velkomst, der er et særligt drikkebægre. Genstandens kontekst er i rummet forklarer gennem tegneserien, der er tilrettelagt så den ved genstanden viser den i funktion.

haandv_i_baghus_2035

haandv_i_baghus_2092

Rummet og autenticiteten

In situ og interiørformidling er væsentlige elementer både i Ejbybunkeren og i Håndværkerne i Baghuset, men udstillingerne er forskellige i forhold til hvordan dette element af oplevelsen bruges og formidles til gæsterne. Som jeg før har påstået i denne blog så har det oprindelige sted og det kontekstmættede rum særlige formidlingsmæssige kvaliteter. Sanser bliver aktiveret og giver en meget bedre funktions- og kontekstforståelse end det som plancher, tekst, illustrationer og andre klassiske museale formidlingsmetoder kan. Både i Ejbybunkereen og i Den Gamle By er rummene tilrettelagt, og her er det naturligvis vigtigt at denne tilrettelæggelse/iscenesættelse er nemt afkodeligt for gæsterne.

I bygningen i Den Gamle By er stueplan iscenesatte interiør, hvor der både er arbejdet med en akkuratesse omkring hvordan håndværkerværksteder så ud i 1800-tallet og samtidigt er fremhævet bestemte værktøj og arbejdsprocesser for at gøre tableauerne nemt afkodelige. Huset hvor udstillingen er placeret i var faktisk et håndværkshus fra Haderslev og flere af de historier som fortælles om Oskar i tegneserien, blandt andet om hvordan det var at vågne op i det kolde lærlingekammer fandt sted i huset og bygger på erindringer fra Jens H. Berg, der var i snedkerlære i bygningen i 1800-tallet. Dette er fortalt i udstillingen, men ikke særligt fremhævet, da huset jo ikke ser ud som det dengang gjorde kun med et snedkerværksted, men er disponeret til at fortælle om alle fire traditionelle byggehåndværk.

Ejbybunkeren er en in situ oplevelse og har den umiddelbare styrke, at det var her at overvågningen skete og de udstationere soldater løbende vurderede sovjetiske flys evt. aggressive handlinger. Det er en stærk historie, men det bliver dog ikke helt udnyttet. Stedet kalder sig selv et oplevelsescenter formodentlig for at de har vurderet, at begrebet museum kan virke støvet. Det er et sted, der er meget fokuseret på at aktivere gæster og sætte stemninger, og det er muligvis denne fokus på det oplevelsesorienterede, der har gjort at iscenesætterne af stedet ikke har fremhævet hvad der er originalt (som man har tradition for at gøre på museerne). Der er elektriske installationer i nogle rum, som er beskyttet bag glas, men der er ikke skilte om hvad de er.

ejbybunker_1954

Man formoder, at de står der hvor de oprindelig stod, men den manglende information gør at man ikke er sikre på det. Et vigtigt rum i bunkeren var et kontrolrum med store glaspartier mod det centrale store rum. Det er indrettet til brug for Skoletjenesten går jeg ud fra, da der i rummet lå en række papirer som havde Skoletjenestens logo og som viste skolebørn, der i dragter agerede i rummet. Jeg mødte tilfældigvis en tidligere ansat på stedet, der levende fortalte om, hvad rummet var blevet brugt til og jeg kunne gennem ham også forstå, at det dengang så helt anderledes ud. Rummets spændende historie fik jeg kun gennem denne snak, da man havde fravalgt beskrivende rumtekster.

ejbybunker_1940

Det er fint, at Københavns Befæstning er fokuserede på interaktive elementer, men det er synd, at de ikke også nøgternt formidler de mange historier, der måtte være til de forskellige rum. Man kan ikke lave et engagerende interaktivt spil til alle rum, men en god tekst og et billede af rummet i funktion ville have løftet in situ kvaliteten meget. Historier der er gode skal bruges.

Underholdning og faglighed

Det kan godt mærkes, at man både i Aarhus og Rødovre gerne vil engagere og underholde sine gæster og jeg synes, at det begge steder har resulteret i opstillinger, hvor gæstens oplevelse tages seriøst. I sit fravalg af at være museale fravælger Ejbybunkeren desværre at understrege en rigtig godt pointe ved oplevelsescenteret – det at det bygger på virkelighed, at det er et autentisk sted. De interagerende spil, der er fyldt ind i rummet kunne også have fungeret andre steder eller på andre museer, men stedet har en stemning gennem sin autenticitet som godt kunne bruges mere. For at understrege dette skal man vise sin faglighed – den vil kunne have bidraget til oplevelsen og det underholdende på stedet.

ejbybunker_1979

Jeg skal for en god ordens skyld sige, at jeg og flere af mine kollegaer i Den Gamle By har været dybt involveret i Håndværkerne i Baghuset, men det skal ikke forhindre mig i at mene, at håndværksudstillingen og Ejbybunkeren begge er to spændende udstillinger at besøge, både som gæst men også som formidler for at se de virkemidler, der her er blevet brugt.

Ejbybunkeren

http://www.befaestningen.dk/Besog/Ejbybunkeren

Der står ikke i befæstningens materiale graden hvilke eksterne samarbejdspartnere der har været, men de digitale interaktive installationer har et udtryk så jeg går ud fra at Bysted Kommunikation har været med til at udvikle oplevelsescenteret.

Håndværkeren i Baghuset

http://www.dengamleby.dk/baghuset/

Udstillingen er tilrettelagt af Den Gamle Bys inspektører, håndværkere, tegnestue og udstillingsafdeling. Tegner Ingo Milton har tegnet og tilrettelagt tegneserien, Cat Media har leveret tekniske løsninger til film og interaktiv skærm, forfatter Niels Brunse og filminstruktør Aage Rais-Nordentoft har hjulpet med manuskript og iscenesættelse af filmen og dukkemager Per Capper med crew har lavet dukkerne.

Se en side af tegneserien her: http://www.dengamleby.dk/fileadmin/media/dgb/PDF_er/Ingo-Milton.pdf

I Den Gamle Bys årbog 2012 kommer der en artikel af Elsebeth Aasted Schanz om udstillingen.

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Hvidstengruppen arresteret – følelsesorienteret museumsoplevelse gennem lyd og stemning

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

To meget forskellige udstillinger åbner i Aarhus i denne uge. Der er begge lavet af Den Gamle By, hvor den ene af dem også vises, mens den anden kan ses i Besættelsesmuseet, som siden juli 2011 har været en del af Den Gamle By. Den ene udstilling er Sko og Accessories – mode og luksus i 1700-tallet, som vises i Møntmestergården i Den Gamle By, og den anden er Hvidstengruppen arresteret.

Det, der er fælles for de to udstillinger er, at de bevidst arbejder med at give de besøgende en anden og overraskende oplevelse i forhold til hvad udstillingsformen ofte tilbyder. Sko og Accessories ved at beskrive 1700-talsgenstandene udelukkende ud fra et moderne modebladskontekst og med journalistiske modebladsvendinger, men mere om dette i en kommende blogpost. Hvidstengruppen arresteret, der åbnede i dag, ønsker som udstilling at påvirke den besøgende følelsesmæssigt gennem lyd og gennem et tilstræbt autentisk rum.

Cellen i Besættelsesmuseet

Hvidstengruppen arresteret er lavet i et samarbejde med Regner Grasten Film, der har stillet film og lydklip til rådighed. Når den besøgende ankommer til Besættelsesmuseet, er der en planche med informationer om Hvidstengruppens virke og historier, og ved siden af den vises en bid af Regner Grastens film Hvidsten Gruppen, der havde premiere 1. marts. Klippet viser det sted i filmen, hvor Gestapo ankommer til Hvidsten Kro og anholder flere af modstandsgruppens medlemmer.  Scenen bliver dermed sat til den særlige oplevelse som Besættelsesmuseet tilbyder sine gæster året ud: Fængselscellen.

Stillbillede fra filmen Hvidsten Gruppen

I mindre grupper bliver man lukket ind i en af Gestapo i Aarhus’ celler, der var aktive i de sidste år af anden verdenskrig. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944. De blev ikke sat ind i dette lokale, men i Aarhus Arrest i Vester Allé. De sparsomme møbler der er i den celle, som de besøgende bliver lukket ind i er dog fra arresten i Vester Allé, og følelsen af at følge i Hvidstengruppens medlemmers fodspor er i høj grad til stede. Når døren lukkes og nøglen er drejet om begynder et lille hørespil. En stemme får de besøgende til at reflektere over, hvor de er, der er lyde fra et fængsel og oplæsning af udvalgte afskedsbreve, som nogle af modstandsgruppens medlemmer skrev, før de blev henrettet 29. juni 1944. Lyden, rummet og en lyskegle er virkemidlerne og som ekstra props er der lagt håndskrevne breve ind, der er kopier af afskedsbreve fra Marius Fiil, Albert Iversen og Niels Fiil foruden Tulle Fiils bemærkelsesværdige brev til den tyske rigsfuldmægtige i Danmark Werner Best.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Lyd og historieformidling

Hvidstengruppen arresteret indskriver sig i rækken af museumsoplevelser, hvor lyden udgør en væsentlig del af oplevelsen. Flere museer tilbyder audioguide eller lignende auditive formidlingslag, men disse er ofte ekstra lag og dermed ikke centrale dele af oplevelsen. Et kulturhistorisk sted, der har arbejdet en del med oplevelser gennem lyd er Kronborg. I 2009 blev der lavet en række Kronborgmonologer som de besøgende kunne download. I dem dramatiserer Søren Spanning og Sofie Lassen-Kahlke figurer på slottet målrettet til udvalgte sale og det er tanken, at de besøgende skal hører monologerne i disse lokaler. Året efter præsenterede Slots- og Ejendomsstyrelsen flere auditive formidlingsprojekter på Kronborg. Der blev lavet Slavefortællingen, der er en dramatiseret fortælling om Mads Rasmussens tilværelse som slave på Kronborgen. Et andet projekt var Ekkoer fra fortiden, hvor den tidlige DR medarbejder Stephen Schwartz havde lavet stedsspecifikke lydinstalationer med fortidens ”reallyd” af soldater, slaver mv.

Ekkoer fra fortiden ved Kronborg

I Aarhus har Moesgård Museum arbejdet med auditiv formidling. Blandt andet i det stedspecifikke formidlingsprojekt Hikuins blodhævn, en vikingekrimi, der blev afvikles ved hjælp af en mobiltelefon, mens brugeren gik fra den ene vikingelokalitet i Aarhus til den næste. Hikuins Blodhævn kunne opleves i 2009 og 2010 og var lavet i et samarbejde mellem Moesgård Museum, Teater Katapult, Alexandra Instituttet med flere og med dramatik skrevet af Svend Aage Madsen og Maria S. Madsen. Lyd er også brugt dramatiserende i Moesgård Museums nuværende særudstilling Syv Vikinger, hvor sceneinstruktør Vibeke Wrede har dramatiseret fem vikingeskæbner man kan følge rundt i udstillingen. Nogle af disse dramatiserede lydformidlinger har det problem, at de kan tendere til at blive for lange. Det er ikke noget problem for den interesserede lytter, men det kan godt få nogle af brugerne til at blive lidt fjerne i blikket og ukoncentrerede, præcist på samme måde, som når planchetekstmængden bliver for omfattende.
Lydformidlingen i Hvidstengruppen arresteret er holdt nede på under fem minutter og tilstræbt at være varieret og at bruge det rum den bliver afspillet i. De test der er blevet lavet er blevet godt modtaget og gæsterne til åbningen var begejstrede.

Regner Grasten ved åbningen af udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Det bliver spændende at se, hvordan museets publikum modtager oplevelsen i cellen. Kom til Besættelsesmuseet i Aarhus og prøv den selv. Det er en stærk måde at formidle kamp og offervilje på og et godt bud på, hvordan lyd kan bruges som et særligt element i historieformidling.

Udstillingen kan ses året ud.

Fra udstillingen Hvidstengruppen arresteret

Links

Lydformidling på Kronborg:
http://www.ses.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/Lydbilleder.aspx
http://www.slke.dk/da/slotteoghaver/slotte/kronborg/fortaellinger%20om%20kronborg%20wifi%20og%20bluetooth.aspx
http://ses.bysted.dk/da/SlotteOgHaver/Slotte/Kronborg/KronborgiLydOgBillede/StemmerneFraFortiden.aspx

Hikuins blodhævn og Syv vikinger:
http://www.alexandra.dk/dk/projekter/Sider/Hikuins-blodhaevn—et-mobilt-audiodrama.aspx
http://www.moesmus.dk/da/udstillinger/moesgaard-museum/syv-vikinger/

Regner Grastens film Hvidsten Gruppen:
http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/

Besættelsesmuseet i Aarhus:
http://www.besaettelsesmuseet.dk/Dansk.htm

For at høre lydklippene brugt i cellen må man tage til Besættelsesmuseet eller gå i biografen og se filmen, men her er et andet lydklip forbundet med historien.
Et af de dokumenter omkring Hvidstengruppen det er muligt at læse i cellen, men ikke at høre er Tulle Fiils brev til Werner Best. Det er et meget stærkt dokument, der indeholder mange af de elementer om kampvilje, familiesammenhold, tragedie og en tro på næsten på trods af situationen, som er med til at gøre fortællingen om Hvidstengruppen så stærk. Her er et link til et lydklip, hvor brevet læses op: http://www.hvidstengruppenfilmen.dk/historisk/tulles_brev_til_werner_best

3 kommentarer

Filed under In situ, Kulturhistorie, Udstilling

Aarhus StreetMuseum – på en mobiltelefon nær dig

Aarhus StreetMuseum er en ny app, der i fredags blev lanceret både til iPhone og til telefoner, der bruger androidstyresystemet.

Aarhus StreetMuseum

Med applikationen kan man gennem fotografier se, hvordan udvalgte steder i Aarhus har set ud og læse mere om stedernes historie. Indgangen til stederne er et Aarhuskort, hvor det også er muligt at se sin egen placering. Applikationen bruger ikke layer-teknologi eller lignende, hvor det nutidige blik og de historiske billeder overlapper, men følelsen af sammenblanding af tider er der helt klart, når man er på stederne. Jeg har den sidste uges tid afprøvet app’en i de århusianske gader og synes, at det er rigtigt inspirerende at gå på opdagelse i byen med Aarhus StreetMuseum. Både at regne ud hvor præcist de historiske billede blev taget fra, ved hjælp af de kendetegn der måtte være på billedet, og så også gennem app’en at lægge mærke til de store og små forandringer i bybilleder, selvfølgeligt med bygninger der er kommet og forsvundet, men også med små og store detaljer som udviklingen i butiksfacader, fremkomsten af altaner og forandringen i vinduer, gardiner, byskilte, gadebelægning og meget andet.

Aarhus StreetMuseum gør det som museerne og arkiverne nogle gange kan have svært ved, at bringe historien ud til der, hvor den engang fandt sted – at bruge de oprindelige stedet med alt det historiske vingesus de har. Fremkomsten af smartphones har for alvor givet nye muligheder for den type lokationsbaseret formidling og særligt med systematisering af apps i Apples App Store og Googles Android Marked er der nu kommet en brugervenlighed i downlaodmulighederne som gør, at alle kan følge med og få programmerne ned på egen telefon.

Der er også mange kulturhistoriske institutioner, der gerne vil arbejde med den teknologi og bruge mobiltefoner, apps og den lokationsbaserede formidling. Den store interesse for feltet kunne blandt andet ses i den popolære temadag om applikationer som Foreningen Museumsformidlere i Danmark og Skoletjenesten holdt for en måned siden. Ved den temadag blev der både præsenteret applikationer, der var tænkt til selve museumsrummet (Energikrisen 1973 på Teknisk Museum) og applikationer der formidler kulturarv i det offentlige rum (Kulturarvsstyrelsens landsdækkende 1001 fortællinger og Den Gamle Bys Aarhus StreetMuseum) og der var også oplæg om projekter fra Industrimuseet i Horsens, Moesgård Museum og Rosenborg Slot, der benytter sig af QR-tags. Programmet for temadagen kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/arrangementer.html

Ved temadagen fortalte jeg om formidlingen af Aarhus gennem mobiltelefoner og sammenlignede de to formidlingstilbud Hikuins Blodhævn og Aarhus StreetMuseum. De viser en spændvidde i den formidlingsmæssige tilgang til in-situ formidling og fortæller samtidig om udviklingen af teknologi og brugervenlighed indenfor programmer til mobiltelefoner. Moesgård Museums Hikuins Blodhævn blev lanceret for to år siden og er bygget op som en lang fortælling (ca. 1½ time), der tager brugeren med rundt til udvalgte lokaliteter i Aarhus’ midtby, hvor der er spor af aktiviteter fra vikingetiden. I Aarhus StreetMuseum har brugerne en større valgfrihed. Her kan man selv vælge, hvilken af de 33 udvalgte lokaliteter man starter ved, og om man vil undersøge dem alle systematisk eller bare hive telefonen frem, når man har lyst eller lige kommer forbi et af stederne. For to år siden var applikationsmarkedet ikke udviklet og det krævede en del godkendelser og tålmodighed at få downloaded det Javaprogram som var en del af Hikuins Blodhævn. Den situation er helt ændret i dag med apps markederne ligesom at brugerne i dag har en klar ide om hvorvidt deres telefon kan køre programmer eller ej. Slidene til oplægget kan ses her: http://www.museumsformidlere.dk/apps/AarhusPaaMobilen05091.ppt og dette oplæg bliver sammen flere af de andre indlæg også trykt som artikel i det næste nummer af MiD Magasin.

Der er naturligvis ikke kun herhjemme, at interessen for applikationer er stor. En gennemgang af nogle spændende applikationer og andre tiltag indenfor lokationsbestemt formidling og augmented reality kan ses i denne tidligere blog-post: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/05/12/mulighedernes-land-augmented-reality-og-museerne/. Charlotte S.H. Jensen har på sin blog lavet en oversigt over brugen af andriod-apps fra museer og arkiver: http://charlotteshj.wordpress.com/2011/09/18/museum-app-androi/. Det er svært at konkludere noget udfra undersøgelsen, men interessant at se, at de tre app’s der er downloadede mere end 10000 gange, alle er gratis og apps der ikke fylder så meget, dvs. hurtige af downloade. De to mest downloadede app’s har også to museale sværvægtere bag sig, MOMA og Smithsonian, hvilket utvivlsomt også har en betydning for kendskabet til produktet.

Charlotte S.H. Jensens listen over download af apps fra museer og arkiver

Bloggen Museum2Go har også lavet en liste over museums-apps, fordelt i apps for iPhones: http://www.museums2go.com/iphone-apps/ og apps til android: http://www.museums2go.com/android-apps/. Samme blog har også en interessant anmeldelse af apps til udvalgte kunstudstillinger: http://www.museums2go.com/2010/12/09/10-iphone-apps-for-current-art-exhibitions-pt-1/, en lignende gennemgang har Newsweeks webmedie The Daily Beast også lavet: http://www.thedailybeast.com/galleries/2010/08/24/art-app-boom.html. Begge anmeldelser af kunstmuseumsapps er ca. et år gammel.

Man kan downloade og læse mere om Aarhus StreetMuseum her: http://www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum/ – og naturligvis gå ud i Aarhus’ gader og prøve app’en, der hvor den er tiltænkt.

Rigtig historie skal ses på stedet …

Guldsmedgade Aarhus StreetMuseum

3 kommentarer

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie

Nye digitale byhistorier

Nye digitale muligheder er med til at fortælle byhistorie på nye måder. En række spændende projekter kan ses i bloggen CityStories (http://raineytisdale.wordpress.com), der er skrevet af Community Fellow Rainey Tisdale fra John Nicholas Brown Center for Public Humanities and Cultural Heritage på Brown University.

Rainey Tisdale skiver om nogle af de nye mobiltiltag, hvor smartphones gør det muligt for brugeren at opleve byrummet til andre tider, mens man er i det. Det er f.eks. Museum of Londons Streetmuseum og Powerhouse Museum i Sidneys layer, hvor der er muligt er se ældre foto og billeder fra lokaliteten, og projektet Walking Through Time fra Edinburgh, hvor man ser sin placering på et ældre kort i stedet for på et nutidigt Google Map.

Bloggen CityStories fortæller også om projekter, hvor enkeltpersoner eller grupper af personer er med til at skabe ny viden og nye historier. Et projekt er New York Public Library’s Map Rectifier. NYPL har lagt en række kort ud online og beder interesserede brugere om hjælp til at sammenholde disse ældre kort med nutidens gadebillede ved hjælp af bestemte fikspunkter.

Et andet interessant projekt Tisdale omtaler er Eric Fischers mapping projekt, hvor han gennem geotacking-oplysningerne i de oploadede billeder på Flickr og Picasa har lavet en række bykort med angivelse af fotografiske hotspot. Han har også undersøgt, hvor der er at de lokale og hvor turisterne tager billederne. Her er hans kort over København – blå er lokale og røde er turister:

Locals and Tourists #28 (GTWA #22): Copenhagen

Seminaret Urban History Exhibited

Rainey Trisdale kommer til Aarhus og kan den 25. oktober 2011 opleves i et seminar om byhistorier som Den Gamle By er vært for.

Rainey Tisdale tager i sit oplæg udgangspunkt i hendes rundrejse til europæiske og amerikanske bymuseer og de trend hun der har observeret. Blandt andet formidlingen af byens historie gennem geo-tagging, sociale medier og brugergenereret indhold, pop-up museums, og lokalhistoriske projekter.

Udover Rainey Tisdale vil der også være en række andre indlæg på konference.  Museumsdirektør Christine De Weerdt fra STAM – stadsmuseum gent taler om The use of digital media in a new urban history exhibition, museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By holder oplægget Conceptualizing city museum activities in Den Gamle By’s Open Air Museum, professor Paul Van de Laar fra Erasmus University Rotterdam taler om New paradigms in city museum. Exhibitions, the unrepresented and the knowledge gap, museumsdirektør Jette Sandahl fra København Museum bidrager med The re-constrction of a traditional town museum og Aarhus’ nyudnævnte stadsarkivar Søren Bitsch Christensen holder oplægget Concepts of urban history in town monographs, on the Web, and at the museum; Complementary or conflicting?

Urban History Exhibited er støttet af Kulturarvsstyrelsen, og det er muligt at læse mere om konferencen her: http://www.dengamleby.dk/urbanhistory/

Skriv en kommentar

Filed under Digitale medier, In situ, Kulturhistorie