Tag Archives: Inspiration

Hvordan fortolkes en klassiker? – musikalsk kulturarv på Roskilde Festival

For mig er Bob Dylans Ballad of a Thin Man, Talking Heads Burning Down the House, The Cures Lovesong og Underworlds Born Slippy ligeså meget kulturarv som Grauballemanden, Skuldelevskibene og Septemberforliget fra 1899. De er i kategorien af sange, der har samlet folk til forskellige tider og er statement om forandringer og evigunge bekymringer og glæder om kærlighed, livet og retningen.

En særlig ting ved denne type kulturarv er, at den både kan ses som statisk gennem den indspilning, der vandt udbredelse, men den er også foranderlig, når nummerets skabere optræder med det og de selv er blevet ældre eller bare har skiftet perspektiv og stil.
Det var der en demonstration af på årets Roskilde Festival. Der er for mig en festival, der først og fremmest er værd at besøge på grund af den fantastisk stemning, de gode venner og det at kunne blive beriget af ny musik fra for eksempel makedonske hornorkesteret, amerikanske punk-calyso konstellationer eller italienske art-indiebands, som man ikke havde fantasi til at de kunne eksistere. Det udvider den musikalske horisont. Men Roskilde Festival er også et sted, hvor legender bliver booked og den musikalske kulturarv dermed bliver fortolket eller vedligeholdt, på sammen måder, som det sker på museer verden over.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Museerne har altid fået inspiration udefra. De sidste mange år har flere talt om visuel og fortællermæssig inspiration fra film og teater. Men musik er naturligvis også værd at skele til, og herunder til hvordan at kulturarvsmaterialet fra musikhistorien og den vestlig ungdomskultur i de sidste generationer bliver formidlet og præsenteret. Denne skelen vil jeg prøve at gøre gennem en række koncerter, jeg oplevede på dette og sidste års Roskilde Festival.

Bob Dylan

En musiker der ikke er bange for drastisk at tolke egne klassikere er Bob Dylan. Han optrådte på Orange Scene onsdag 3. juli 2019. Hele koncerten sad han bag sit flygel på samme måde som han har gjort det ved de andre koncerter i 2019 versionen af hans Never Ending Tour. Dette instrumentvalg kunne være fordi at Dylan vil spille sangene gennem pianoet. En anden plausible grund til dette valg kunne også være, at den nu 78 årige Dylan hellere vil sidde ned end stå op ved de 38 koncerter han har givet i år fra slutningen af marts og til midten af juli. Det er jo ikke en ”Burn Out Tour”, men en ”Never Ending Tour” Dylan er på, så kræfterne skal strækkes. Pianoet var generelt i fokus og sangene tolket mere eller mindre frit af mesteren selv, så de lød ikke alle som forventet. Personlig tog det mig for eksempel nok halvdelen af sangen før det gik op for mig, at han var i gang med It Ain’t Me, Babe.

Roskilde Festival 2019

Bob Dylan på Roskilde Festival, 3. juli 2019

Også ved denne Roskildekoncert var jeg omgivet at glade folk, der gerne ville musikken og stemningen. Ved min ene side stod to unge, hvor fyren var rigtig glad for at være sammen med pigen og for at være under sammen himmel som His Bobness og pigen var rigtigt glad for fyren som hun stod med, så Dylan kunne havde spillet Blowin’ in the Wind baglæns uden at det havde generet dem. På min anden side stod en ældre Dylan connoisseur, der denne aften skulle se Dylan 12. gang siden hans første koncert med ham i slutningen af 1970’erne. Har fulgte nysgerrigt med og kunne bagefter dele hvad der var forskelligt i forhold til de tidligere Dylan koncerter på Dyreskuepladsen, i Aarhus, Brøndbyhallen osv. Dylans variation over hans egent materiale var helt tydelig en glæde for ham og en bevæggrund for, at han vendte tilbage til Dylankoncerterne.

Robert Plant

En anden der blev spottet blandt Dylan publikummet den aften var den tidligere Led Zeppelin sanger Robert Plant. Han skulle dagen efter optræde på festivalen med hans band the Sensational Space Shifters.

Robert Plant at Roskilde Festival 2019

Robert Plant & The Sensational Space Shifters på Roskilde Festival, 4. juli 2019

Koncerten var dels med Plants solemateriale, men også med fortolkninger af Led Zeppelin sange som Black Dog og Ramble On, der i Space Shifters versionerne er mere blues-folk’et, hvilke er en god udnyttelse af bandmedlemmernes styrke som violin- og mandolinspiller. Plant elsker stadigt at stå på scenen, og hans stemme er stadig imponerende kraftfuld.

Johnny Marr

Et medlem fra en anden markante gruppe der lagde turen forbi Roskilde i år var The Smiths guitaristen Johnny Marr. The Smiths var en del at min ungdoms forståelsesramme, Marrs guitar kunne jeg rigtigt godt lide, men jeg havde det dengang lidt svært med Morrisseys klynkende stemme (jeg ved det er blasfemisk at mene der). Så for mig var det en fin fin aftenkoncert Marr gav på Arena scenen, hvor arrangementerne til Smiths numre som How soon is Now og Bigmouth Strikes Again i mine øje ikke var meget anderledes en originalerne, og de blev stilsikkert udført og sunget af Marr, der stadig er en mørkklædt englændere, hvis tre hovedmåltider synes at se ud som a cup of tea, chips og a pint of lager.

Roskilde Festival 2019

Johnny Marr på Roskilde Festival, 5. juli 2019

Det var en god koncert med stærke sange, som greb mig og de andre 40+ årige jeg stod ved. Meget passenede sluttede Marr koncerten af med The Smiths’ klassiker There Is a Light That Never Goes Out.

Underworld

Marr blev den aften i Roskilde efterfuldt af engelske Underworld, der med deres house og techno var med til at definere 90’ernes musik. Ind på scenen kom Karl Hyde og Rick Smith, som umiddelbart lignede to ældre revisorer, der havde fået en ny T shirt i dagens anledning. Og så begynde ellers en masterclass i hvordan at man styrer en dansegulv og laver clubstemning blandt tusindvis at festivalsgængerne. Man måtte håbe, at dem der skulle optræde på Apollo, festivalens club og dj scene, var forbi og tage noter.

Roskilde Festival 2019

Underworld på Roskilde Festival, 5. juli 2019

De to englændere gjorde sig ikke yngre end de var, men Smiths synth sad hvor den skulle, og det var en veloplagt Hyde der sang, og ligesom første gang jeg så ham tilbage i 1993 på et stadion i en forstad til London, så dansede han energisk og entusiastisk på en mister Bean-agtig måde.

The Cure

Nogle der ligesom Underworld holdt sig ret meget til de oprindelige oplæg var The Cure, der havde den denne festivals store samlede koncert lørdag aften på Orange. Forsangeren Robert Smith er blevet lidt mere bedstefar-rund, men han har stadig pjusket hår og udtværet læbestift og maskara. Ikke et typisk udseende for en 60 årig, men samtidigt ikke noget der kan siges at være et forsøg på at se yngre ud, da få yngre har forsøgt med den stil, med mindre det var for at hylde The Cure. For det er en stil Smith har haft siden 1980erne. Bassisten Simon Gallup er stadig tynd og med den samme outdated frisure. Den trofasthed de havde for deres udseende galt også deres musik. Det var et meget velspillende og synligt tilfreds band, der lukkede Orange scene den lørdag. Som Smith sagde før en af de sidste numre: at han ikke havde så meget at sige for sangene sagde jo det han ville sige, men at det var sange, som han nød mere og mere at spille for et publikum.

Roskilde Festival 2019

The Cure spiller Forest på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Den version The Cure gav af sangen Forrest ved Spring Special koncerten på Dyreskuepladsen i maj 1989 var en af de første store skelsættende liveoplevelser for den dengang 17 årige Martin. Her 30 år senere var den ovevældende førstegangsforelskelse ikke den samme, men der var stadig et sublimt samspil mellem Smith og Gallup og nummeret har live en at de fineste underspillede guitarsoloer. Meget fint og for mig dejligt, at det nummer ikke var forsøgt omarrangeret.

David Byrne

Jeg vil slutte med at nævne en koncert fra sidste år, der ligesom The Cures koncert i 1989 slog benene væk under mig. Det var den tidligere Talking Head forsanger David Byrne, som optrådte på Roskilde Festival den 6. juli 2018. Ved koncerten blev der spillet hans solomateriale og fra Byrnes samarbejde med St. Vincent foruden Talking Heads sange som Once in a Lifetime og Burning Down the House. Musikken var fantastisk levereret, men det jeg særligt husker var sceneshowet, hvor Byrne og hans folk radikalt havde gentænkt formen. Det var en helt tom grå scene uden trommesæt, forstærkere, mikrofonstativer og andet der ellers plejer at definere det rum. Scene var indrammet af en væg af grå reb der hang ned. Alle musikerne var i grå jakkesæt og alle instrumenter var mobile inkl. trommesættet, der var del op, så forskellige musikere bar henholdsvis storetromme, bækkene osv.  Hele koncerten var dynamiske bevægelser rundt på scenen med en eller flere musikere.

David Byrne - David Byrne with Gustavo Di Dalva, Daniel Freedman, Aaron Johnston, Tim Keiper, Mauro Refosco, Davi Vieira, Karl Mansfield, Chris Giarmo & Tendayi Kuumba

Dette billede er ikke fra Davis Byrnes optræden på Roskide Festival 6. juli 2018, men fra et lignede show Byrne have et par uger senere på Merriweather Post Pavilion i Maryland, USA. Foto: Peter Hutchins ©

Koreografien var tilpasset musikernes og den nogle-og-tresårige Byrnes evner – og det hele var stramt, opfindsomt. energisk og elegant lavet. Helt i tråd med at Byrne gerne vil gå nye veje så var koncertens sidste nummer et cover af protestsang Hell You Talmbout, skrevet af Janelle Monáe, der er en af de unge kunstnere som Roskilde Festivalen har booket som et hovednavn i år. Fantastisk at opleve en kunstner født i 1952 kan optræde med sange han skrev fra 1980’erne og til i dag og samtidigt gentænke rockkoncerts format. Men samtidigt måske alligevel ikke så overraskende, da han og resten af Talking Heads jo gjorde lidt at det samme i 1984 ved koncertfilmsformatet med deres Stop Making Sense livealbum og film.

Fortolkninger af den musikalske kulturarv

Dette års Roskilde bød på flere eksempler på kunstnere, der holdt sig til det oprindelige materiales udtryk. De prøvede ikke at gøre sig yngre eller drastisk at ændre arrangementerne. Det virkede, når numrene blev spille med energi og ikke mindst, når man kunne mærke at kunstneren ville publikum. Det kunne være på en underspillet måde ved The Cures optræden eller mere grinende, smilende og dansene som ved Underworld koncerten.
Så var det dem der ville noget andet. Dylan var den mest radikale og spørgsmålet var om den version at Never Ending Tour i år er blevet sådan fordi den 78 årige kunstner gerne ville sidde ned bag flyglet under koncerten eller bare fordi han ikke vil gøre det samme som han gjorde for år tilbage. Begge dele er jo reelle valg. Et valg Dylan også havde taget var, at det var en koncert med meget lidt publikumspleasing, hverken i syng-med faktor eller i hans kontakt til publikum mellem numrene, der var begrænset til enkelte nik, smil og et kort buk til sidst. Helt anderledes var Byrnes gentolkninger af egne numre på sidste års festival. Talking Heads numrene var ikke helt så post-punkede som i 1980erne, men stadigt fyldt med energi og nerve. Og i formen gik Byrne så helt nye veje, og efterlod undertegnede og de andre ellers koncertvalgte festivalgæster imponeret over det nye som vi lige havde oplevet.
Der skal naturligvis være grund til at tage en kendt sang, historie, genstandstype mv. og vise den som man plejer eller at gøre det på en ny måde. Det kan være, at en begrænsning af midler, alder, evner osv. kræver at ting skal gentænkes, men det er absolut mere interessant, når det sker for at bruge nye bandmedlemmers evner (som Plant gjorde det) eller have talent, ideer og fantasi til at gå udfordre os hvad konventionerne er (som Byrne gjorde det).
Og ved alle koncerterne er det – lige som på museerne, i teatrene og andre steder – en styrke, når os publikum kan mærke den her optræden er en, som betyder noget, og at kunstneren (eller museet) gerne vi have samspillet og kontakten.

Roskilde Festival 2019

The Cure på Roskilde Festival, 6. juli 2019

Link

Den grundige Bob Dylans fansite Bob Links anmeldelser af koncerten på Roskilde Festivalen 3. juli:
http://www.boblinks.com/070319r.html

En optagelse fra Robert Plants koncert på Roskilde 4. juli 2019 af den flittige koncertfilmer mathiasnielsen66:
https://youtu.be/FxcAyVbXoRI

En koncertoptagelse fra Berlin i 2016 af Underworlds signatursang Born Slippery:
https://youtu.be/krN3ledny-Y

The Cure, der spille Forrest live på den hollandske Pinkpop Festival 2019 en måned før bandet optrådte på Dyreskuepladsen:
https://youtu.be/r54jwZvtJck

Det type optræden som David Byrne besøgte Roskilde Festivalen med i 2018. Her fra koncerten på Austin City Limits Festival 2018:
https://youtu.be/aII8d1IkWrA

Tidligere blogindlæg her på bloggen om musikoptræden og museumsformidling:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2010/10/03/trentemoeller-og-montren/
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2013/09/11/led-zeppelin-gladsaxe-og-kontrakten-med-publikum/

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

European Museum Acadamy’s Award 2018 og to museer med fokus på svære historier – War Childhood Museum og Kazerne Dossin

I sidste uge blev European Museum Acadamy’s DASA Award og Luigi Micheletti Award udelt ved en konference i Den Gamle By i Aarhus, der selv modtog Luigi Micheletti prisen for to år siden.

EMA 2018 Den Gamle By

DASA Award og Luigi Michiletti Award blev uddelt i Helsingør Teater i Den Gamle By den 22. september 2018. Foto: Mathilde Bech.

Ved konferencen deltog der omkring 40 museer og folk fra 25 forskellige lande. Dagene i Aarhus var først og fremmest præget af, at der ville være et håndfuld museer som ville få priser eller udmærkelser, men konferencedelen af prisuddelingen var også værd at deltage i. Den gav et komprimeret overblik over nogle af de nye museumsprojekter, der foregår lige nu i Europa.  Omkring 20 museet var indstillet til priserne og de gav hver en introduktion til deres museum i pecha kucha formatet med 20 slides á 20 sekunder.
Der var mange spændende projekter og udstillinger. Jeg vil her nævne to museer, der begge arbejde med alvorlige emner, som de satte en ære i at få fortalt og gjort aktive for civilsamfundet.

War Childhood Museum i Sarajevo

Det ene er var War Childhood Museum i Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. Før det blev et museum var projektet en bog, hvor der var samlet barndomserindringer fra borgerkrigen i Ex-Jugoslavien i 1990’erne. Bogen udkom i 2013 og i foråret 2017 åbnede museet.

war childhood museum

Foto: War Childhood Museum

Museet dokumenterer barndomsminder fra børn i både Bosnien, Serbien og Kroatien og har også fokus på at indsamle historier fra børn fra andre konfliktzoner. Udover at indsamle historier og genstande og at vise dem gennem, digitale eller fysiske udstillinger har museet også et tredje ben, uddannelse, hvor de er ude på skoler, i lokalsamfund for at lave debataftener og hvor de også sætter initiativer i gang for at kunne tilbyde psykologhjælp til folk, der er blevet traumatiserende i deres barndom på grund af krig.

Diagram War Childhood Museum

War Childhood Museum’s tre hovedområder. Slide fra museet præsentation ved konferencen.

Psykologhjælp til traumatiserende er et særsyn hos et museum, men War Childhood Museum har også et missions- og visions-statement, der har en alvor, som få andre museer kommer på højde med:

The mission of the War Childhood Museum is to continuously and in accordance to the highest standards document and digitize materials related to growing up in the war, and to present the archived materials throughout various media channels in order to educate a broad audience about this experience.

The vision of the War Childhood Museum is to help individuals overcome past traumatic experiences and prevent traumatization of others, and at the same time advance mutual understanding at the collective level in order to enhance personal and social development.

War Childhood Museum fik ikke nogle pris denne gang, men fik tidligere i år Europarådets museumspris.

DSC_0080

Kazerne Dossin i Mechelen

Et andet museum der også har fokus på svære emner er Kazerne Dossin i belgiske Mechelen, der ligger ved den bygning, hvor over 25.000 jøder blev deporteret fra Belgien og til de nazistiske koncentrationslejr. Jødeudryddelsen er et centralt emne for museet, men det er også en museum om menneskerettigheder. Undervejs i museet er der perspektiver om blandt andet diskrimination, folkeforfølgelser og undertrykkelser uden at det er en forfladigelse af emnet eller af holocaust.

DSC_0070

Jeg besøgte museet i foråret og kunne ved selvsyn opleve, at der er et sted, der bruges rigtigt meget af skoleklasser. I præsentationen af museet på konferencen i sidste uge blev der også fortalt, at museet også har særlige programmer for det belgiske politi. Det er oftest dagsprogrammer, hvor politibetjentene først bliver præsenteret for det belgiske politis rolle i forbindelse med jødeaktionerne i 1940’erne. Der, på sikker tidsmæssig afstand, kan betjentene så diskuteres hvad der var embedsmæssigt korrekt og moralsk rigtigt eller angribelig. Bagefter gennemgås der eksempler af nyere dato, hvor diskussionerne så bliver sværere, da det jo pludselig omhandler de daglige situationer, fordomme og moralske valg som politiet dag må forholde sig til og som de også kan være en del af. Museet er også en af initiativtagerne til projektet Connecting Law & Memory, der er et netværk, hvor viden om undertrykkelse bruges til at styrke personer i offentlig tjeneste.

IMG_5120 Dossin

Museumsdirektør Christophe Busch fortæller om Kazerne Dossins særlige forløb for politibetjente.

Det er et stærkt eksemplet på et museum, der bruger sin viden og historier til at stille sig til rådighed for samfundet og også hjælpe en vigtig samfundsfunktion, her politiet, til at reflektere mere over deres praksis og handlinger.
Kazerne Dossin var et af de fem museer, der blev shortlistet til årets Luige Micheletti Award.

Prisuddelingen

De to hovedpriser, DASA Award og Luigi Micheletti Award, blev uddelt til henholdsvis SMAC – Staatliches Museum für Archäologie i tyske Chemnitz og Chaplin’s World, der ligger i Corsier-sur-Vervye i Schweitz. Der så også ud til at være to meget gennemføret museet med en høj kvalitet, i både fortællingerne og i brugen af virkemidler. En beskrives af de to museer og de andre shortlistede museer er i dette blogindlæg: http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

IMG_4974 ed

Glade portugisere fra The Roman heritage: PO.RO.S modtager en Heritage in Motion pris.

Udover DASA Award og Luigi Micheletti Award blev Herigate in Motion’s priser også uddelt, der er priser til museumsprojekter, som indtænker digitale eller filmiske løsninger. De nomineret var 11 ambitiøse, film, apps og digitalt orienterede installationsprojekter. Hovedprisen, The Best Achievement Award 2018, gik til portugisiske The Roman heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó, der også så ud til at være en udstilling, der havde fået fuld skrald i forhold til brugen af digitale installationer og filmeffekter.


The Roman Heritage: PO.RO.S – Museu Portugal Romano em Sicó from M&A Digital Marketing on Vimeo.

European Museum Academy’s konference og prisuddeling 2018 i Den Gamle By gav god inspiration, og mindede en om, hvor lidt tid der er i forhold til hvor mange lækre museumsoplevelser, som venter derude.

Link

Motion in Heritage vinderprojekterne og de andre projekter, som deltog i den konkurrence:
https://heritageinmotion.eu/himedition/submissions-2018

European Museum Academy’s pressemeddelelse om vinderne i 2018:
http://europeanmuseumacademy.eu/ema-awards-announced/

Blogindlæg fra Den Gamle By om European Museum Academy konferencen og prisuddelingen 2018:
http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/2018/09/25/europaeiske-museumspriser-blev-uddelt-i-den-gamle-by/

War Childhood Museum i Sarajevo
https://www.warchildhood.org/

Kazerne Dossin i Mechelen
https://www.kazernedossin.eu/EN/

Connecting Law and Memory samarbejdet
http://connectinglawandmemory.eu/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Seminar og konference

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

2 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

John H. Falk, Lynn D. Dierking og museumsoplevelsen

I år er det 25 år siden, at John H. Falk og Lynn D. Dierkings bog The Museum Experience blev udgivet. Det er en bog, der for mange museumsprofessionelle har været en brugbart ramme at forstå museumsoplevelsen inden for, og det er utvivlsomt også en bog, som har været vigtig i den øget fokus på museumsgæsten som museerne generelt har prioriteret i de sidste årtier.

Det følgende er en gennemgang af nogle af hovedpointerne i den forståelsesmæssige ramme om museumsbesøget, som Falk og Dierking formulerede for 25 år siden. I gennemgangen har jeg også inddraget to af Falk og Dierkings andre bøger Learning from Museums – Visitor Experiences and the Making of Meaning fra 2000 og The Museum Experience Revisited fra 2013, der er opfølgninger, udbygninger og til tider gentagelser af emnerne og pointerne i bogen fra 1992.
Når Falk og Dierking bruger ordet museum, er det i en bred definition, der både inkluderer kulturhistoristiske og naturhistoriske museer og kunstmuseer, foruden zoologiske haver, akvarier, science center, historiske hjem og andre udstillingssteder. Det er samme brede definition jeg vil bruge i min gennemgang.

The Interactive Experience Model / The Contextual Model of Learning

Centralt i Falk og Dierkings tænkning er The Interactive Experience Model.

Falk Dierking The Interactive Experience Model w

The Interactive Experience Model fra The Museum Experience, p. 5

Modelen beskriver at museumsoplevelsen består af tre kontekster:

1) Den personlige kontekst
2) Den sociale kontekst
3) Den fysiske kontekst

Den personlige kontekst er det, som gæsten selv bringer med til museet.
Alle kommer til museet med deres egen agenda og motivation for besøget – og besøget vil være forstået ud fra og farvet af gæstens egne erfaringer.

Den sociale kontekst er de andre personer, som gæsten interagere med på museet.
Langt de fleste besøger et museum sammen med andre og undervejs i museumsbesøget møder man på et tidspunkt også andre gæster eller museumsansatte. Denne sociale kontakt er også afgørende for den oplevelse gæsten har. Museumsbesøget bliver for eksempel en vidt forskellig oplevelse afhængig af, om man er på tur med sine børn eller med en jævnaldrende voksen, og den kontakt man har – eller ikke har – med museumsansatte betyder også noget for den samlede oplevelse.

Den fysiske kontekst er de fysiske opgivelser gæsten er i.
Den fysiske kontekst er alt det som den besøgende møder på museet – genstandene, de enkelte rum, bygningen, lugten, stemningen m.v. Det hele er med til at præge den oplevelse gæsten får.

Modellen blev i Learning from Museum (2000) justeret til The Contextual Model of Learning, ved at tid blev tilføjet som et fjerde element. I den bog udbygger Falk og Dierking modellen med teorier om læring og eksempler på læringselementer ved museumsbesøg. Og en af pointerne er, at det er noget som ændre sig over tid. Det er forskellige elementer fra museumsbesøget, der bliver husket og brugt i lærings- og vidensrelaterede situationer afhængigt af de påvirkninger den besøgende før eller efter besøget har haft i personlige, sociale og rumlige sammenhæng – modellen skal derfor ikke ses statisk, men som elementer og kontekstualiseringer, der gentager sig.

Falk Dierking The Contextual Model of Learning

The Contextual Model of Learning, fra Learning from Museums, p. 12

Forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg

Et emne som Falk og Dierking tager op omkring den personlige kontekst er forholdet mellem ideen om besøget og det aktuelle besøg. Et sted, hvor Falk blev opmærksom på dette spændingsfelt var i forbindelse med et studie af mere end 900 børns field trips til National Zoo i Washington D.C. Der blev lavet tre forskellige introduktioner til turen.
Nogle af klasserne fik en introduktion fra en forsker om, hvad de kunne forvente at lære på turen. Hvilke dyr de skulle studere og hvilke emner, der kunne være spændende om disse dyr.
En introduktion som nogle af de andre klasser fik, var en orientering om de processuelle evner, som børnene skulle bruge på turen. Børnene fik præsenteret måder de kunne observer og studere dyrene på.
Den sidste introduktion var en konkret beskrivelse af, hvordan turen ville forløbe. Hvordan de kom til den zoologiske have, hvor de ville parkere, hvad de skulle se, hvad de kunne købe i butikken og hvad de skulle have til frokost.
Denne sidste introduktion var baseret på den måde børnene i forvejen snakkede om field trips på – at de skulle ud og køre, se noget, kunne købe noget og måske få en anden madpakke end den som de plejede af få. Den sidste introduktion var dermed mere i tråd med børnenes agenda i forhold til de to første, der understøttede skolens læringsagenda.
Børnenes viden om de emner de ville møde på turen til National Zoo i Washington blev testet før besøger, nogle uger efter og tre måneder efter besøget. Undersøgelsen viste, at de børn der havde fået den tredje type introduktion havde et signifikant højere læringsudbytte. Observationer ved selve besøgende havde også vist, at de klasser der havde fået den introduktion var mere afslappede og fokuseret mens de var i the National Zoo. De børn vidste hvad de skulle og de behøvedes ikke at bruge energi på at spekulere om, hvorvidt de nu kunne bruge de dollars som de havde fået med og om de nu fik set en panda eller ej. Børnene var forberedte og deres forventninger til turen svarede dermed i forhold til de andre grupper bedre til turens faktiske forløb (Falk/Dierking 1992, p. 30-33).
En museumsoplevelse starter før besøget og det at kunne tune gæsten ordentlig ind er vigtigt for at museumsoplevelsen bliver bedre.

Special forloeb Blindebuk DGB

De seneste år har Den Gamle By tilbudt forløb for mentalt handikappede børn. En af grundene til at de børn, som normalt har det svært ved museumsudflugter, får et godt besøg er, at de inden besøget nøje har fået at vide hvad, der skal ske og hvem de vil møde på museet, så de på forhånd kender forløbet og kan føle sig trygge.

En social oplevelse

I de tre overnævnte bøger af Falk og Dierking er der talrige referencer til studier, som fastslår at museumsbesøg i høj grad er en sociale begivenhed. Falk og Dierking har i deres gennemgang af de sociale relationer delt undersøgelserne op i familiegrupper, skoleudflugter, voksne grupper, andre typer besøgende og kontakten til ansatte på museet (Falk/Dierking 1992, kap 3 og særligt Falk/Dierking 2013, kap 7, hvor grupperne er udbygget).
Museer er generelt fokuserede på at tiltrække familier, men ikke altid gode nok til også at imødekomme familiernes behov, når de så er på museet. En af Falk og Dierkings pointer er, at man sjældent ved familiens morgenbord høre udsagnet ”Hey, let’s go to the aquarium today and lern about Teleost fish”. Forældre vil gerne have viden til deres børn og vælger museer ud fra en overordnet ide om, at museet er et godt sted at tage hen, fordi her kan børnene lære noget. Det aspekt er dog kun ét sammen med andre agendaer som socialisering, have det sjovt, gøre noget der er nemt og styrke identiteten og sammenholdet som familie. Og for at det kan bliver et bedst muligt museumsbesøg skal museet tage alle agendaerne seriøst. Museer er kun et godt sted, hvis det opfylder familiens behov. Dette ligger sig op af en anden overordnet pointe fra Falk og Dierking: Museer bliver valg, fordi at to elementer er tilstede: 1) Jeg eller en i min gruppe har et personlig eller socialt ønske eller behov og 2) Jeg eller en i min gruppe har en tro på, at et museum kan være stedet, hvor det behov eller ønske bliver tilfredsstillet (Falk/Dierking 2013, p. 41-46 og 149-157).
Denne fokusering på de forskellige personlige motivationsdrevne identitetsbehov er af John H. Falk blevet udbygget yderligere i bogen Identity and Museum Visitor Experience fra 2007. Bogen er også inspirerende læsning og en grundig gennemgang af de motivationsdrevne besøgstyper, som Falk inddeler de museumsbesøgende i: Explorer, Facilitator, Experience seeker, Professional/Hobbyist og Recharger.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

I sommeren 2015 mødtes min familie med John og Lynn og deres søns familie på Frontier Culture Museum i Stauton, Virginia. Gruppen vi var en del af viser, ligesom andre grupper på museer, en social og personlig identitets-motiveret komplexitet. I dette tilfælde var der for eksempel to forældrepar med hver deres børn, to børnebørn på tur med deres bedsteforældre, en kone-svigerdatter-mor, der viste en tidligere studiearbejdsplads frem, en 11 årig med alle antenner ude og sugende det engelske sprog til sig som en svamp, fire museumsprofessionelle, der undersøgte formidlingsgreb og en 1 årig og en 14 årig, der sikkert havde set museer nok i den sidste uges tid og bare ville genoplades lidt inden det blev tid til den lovede frokost med dessert.

Museets virkemidler

Falk og Dierking ser på museet som et hele, både de udstillede objekter og deres præsentation, men også parkeringspladsen, butikken, restauranten, toiletterne mv.
Alt ved museet er med til at skabe oplevelsen. Og oplevelsen skabes hos den besøgende. Undervejs i besøget skaber museumsgæsterne deres historier og vælger de elementer, som de der finder spændende eller lige har behov for i situationen eller i deres aktuelle periode i deres liv. De museumsansatte kan ikke planlægge på forhånd, hvad gæsterne skal fokusere på, men kun give dem muligheder at vælge imellem.
I Falk og Dierkings bøger er der henvisninger er flere studier som undersøger publikums brug af museumsrummet og de viser blandt andet, at gæsterne ikke altid gør det som man må formode, at de ansatte har tænkt. Der er for eksempel henvisninger til undersøgelser om, at museumsgæster kun bruger få sekunder på at læse teksterne i udstillingen. Da de fleste museumstekster ikke er designet til at kunne læses i få sekunder er en gængs konklusion, at gæster ikke læser tekster, hvilke så heller ikke er rigtigt. I undersøgelser, hvor gæster er fulgt gennem hele deres besøg er konklusionen, at alle de gæster der kan læse, læser nogle tekster, men ingen læser alle. Og med at læse er det oftest at skimme blandt andet for hurtigt at kunne give informationer videre til dem man er sammen med (Falk/Dierking 1992, p. 49, 70-74 og Falk/Dierking 2013, p. 116-118).

Plakatmuseet Ekarv Valgplakater

Siden 2014 har Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By brugt den svenske forfatter Magareta Ekarvs udstillingstekstprincipper, der blandt andet er designet så teksterne er nemme at skimme, og så det er nemt hurtigt at danne sig et overblik over indholdet. Her fra udstillingen Valget er dit! i 2015.

Et andet emne som Falk og Dierking skriver om, er hvordan et museumsbesøg tidsmæssigt og adfærdsmæssigt foregår for henholdsvis førstegangsbesøgende og erfarne besøgende. I undersøgelsen af de førstegangsbesøgende opdeles besøget i fire faser. Ved dette eksempel på et 1½-2 timers besøg er faserne fordelt på denne måde:

1) Orienteringsfasen. 3-10 min. Her er gæsterne lidt i et limbo og skal finde ud af, hvordan besøget skal blive. De orienterer sig, får information fra skilte og ansatte, ser på andre gæster for at aflæse koder for adfærd og tager så en beslutning om hvor og hvordan besøger skal starte.
2) Den intensive undersøgelsesfase. 15-40 min. Her er der fokus på indholdet, det vil sige museets udstillinger. Der er her at genstande bliver studereret, tekster bliver læst, sammenhæng prøver at blive forstået og diskuteret med andre i gruppen.
3) Cruising-fasen. 20 – 40 min. Der kommer behov som er andre end museets indhold. Det kan være mad, hvile eller toiletbesøg, og flere førstegangsbesøgende må konstatere, at nej, jeg når ikke at se hele museet, som for nogle ellers var et mål. Besøget ændrer så karakter og tekster, montre og installationer passeres hurtigt forbi, og der er kun fokus på udvalgte elementer, der vækker en personlig interesse eller som ser indbydende ud.
4) Forlade-stedet fasen. 3-10 min. Benene er trætte, ryggen værker, koncentrationen er væk og sulten har måske meldt sig. Fokus er nu på at samle flokken og finde udgangen.

Der er nævnt forslag til, hvordan at besøget kan forlænges og gøres nemmere at komme igennem. Det kan være steder at hvile, toilet- og spisefaciliteter spredt ud på museet, variationer i museets virkemidler og fokus på de forskellige behov hos de forskellige medlemmer i gruppe. Igen: ved at tage gæsternes behov seriøst bliver det et bedre besøg (Falk/Dierking 1992, p. 58-63 og Falk/Dierking 2013, p. 132-141).

IMG_6918

I planlægningen af Den Gamle Bys udstilling Aarhus Fortæller blev der tænkt meget over, hvordan at udstillingens udtryk og virkemidler kunne være velegnede til socialt samvær og variere fra rum til rum og også indenfor de enkelte afsnit. Målet var både at ”vække” den besøgende undervejs og tilfredsstille forskellige besøgendes forskellige ønsker om at modtage oplevelser og information, samtidigt skulle det være rum, som det var nemt at være og tale sammen i. Efter udstillingen åbnede kunne vi konstatere at de besøgende brugte meget tid i udstillingen, og efter at have observeret og spurgt folk om deres oplevelser, er der nu fundet pladser til flere bænke, så gæsterne nemmere kan holde pauser undervejs.

Museet som læringssted

Falk og Dierkings bøger er nogle, som mange museumsprofessionelle henviser til, og jeg tror en af grundene til det er, at bøgerne også er meget praktisk orienterede. Udover teorier og henvisning til undersøgelser kommer de med forslag til, hvordan observationerne kan bruge ude i museerne. De sidste to kapitler i The Museums Experience er forslag til Creating Museum Experiences for henholdsvis Casual Visitor og Organized Groups. I de senere bøger Learning from Museums og The Museum Experience Revisited er der opsummeringer af hovedpunkter efter hvert kapitel og i Learning from Museums er store dele af bogen dedikeret til, hvordan at den personlige, sociokulturelle og fysiske kontekst i The Contextual Model of Learning kan bruges til at gøre museerne til bedre lærings- og oplevelsessteder.

Deres anbefaling er samlet i kapitlet Making Museums Better Learning Experiences gennem otte fokuspunkter fordelt på det tre kontekstområder:

Den personlige kontekst – den måde gæstens egen baggage kan blive brugt og aktiveret i læring:

l. Motivation and expectations
At henvende sig til de mulige gæster på en måde så de kan se dem selv i besøget og at afstemme deres forventninger med det som vil møde dem på museet

2. Prior knowledge, interest, and beliefs
Gæsternes egne erfaringer skal bruges til få dem interesserede i museets fortællinger. En anbefaling er, at tænke udstillinger mere diverse og varierede med forskellige oplevelses- og læringsagendaer, så forskellige besøgende med større sandsynlighed kan opleve den læring og de emner de leder efter.

3.Choice and Control
At gæsterne kan føle, at de kan kontrollere deres oplevelser og dermed bedre selv lave deres valg og blive engageret. Det er med til, at gæsterne kan gøre museet til deres eget.

DSC_0496

Ved indgangen til præriebyen på open air museet Conner Prairie i Indiana kan man gennem en række kort vælge at blive f.eks. Healer, Cook, Sherif mv. Naja og jeg valgte Healer og gennem den rolleleg indtog vi så denne del af museet med en mission og vores egen fantasi.

Den sociokulturelle kontekst – møderne med andre, de vil præge gæstens oplevelse og læring:

4. Within-Group Sociocultural Mediation
At skabe muligheder og rum, hvor man sammen med andre kan opleve og lære sammen. En måde at gøre det på ifølge Falk og Dierking er, at bruge anbefalinger fra Minda Borums og hendes teams fra Philadelphia-Camden Informal Science Educational Collaborative, der bl.a. foreslår, at der både skal være fysiske plads så både børn og voksne kan deltage og at der skal være varieret tilgang i læringsstile og den formidlede baggrundsviden så flere målgrupper inviteres ind i aktiviteterne.

5. Facilitated Mediation by Others
Også personer uden for gæstens gruppe påvirker besøget. I særlig grad ansatte på museet. Flere undersøgelser viser, at snak med personalet forøge interessen og oplevelsen på museet, og gøre at folk bruger mere tid på museet. Robert Wolf og Barbara Tymitz har den observation, at de samtaler gæster har med museets ansatte ofte er dem der gentages, når de skal fortælle andre om museumsbesøget.

Jamtli aDSC_0667

Historieland om sommeren på Jamtli i Östersund er rigtigt godt levende museum. Der er liv og aktivitet mange steder og gode engagere aktører som får gæsterne i tale. Her er vi en flok, som i museets 1970’er del er samlet for at deltage i en demonstration sammen med ungdommar fra Gröna vågen-torpet.

Den fysiske kontekst – de fysiske rum og aktiviteter museet selv kan råde over:

6. Advance organizations and orientation
At give gæsterne en god indføring i, hvad de kan opleve og lære hvorhenne. Et centralt orienteringssted kan være en god ide, men også at sørge for, at der er informationer der, hvor gæsterne kan tænkes at få brug for det – og det ikke altid i begyndelsen af besøget, men snarere når de står over for en ny afdeling eller udstillingsafsnit.

7. Design
Selve udstillingerne og museumsrummets design og brug af variation og sanseindtryk.

8. Reinforcing events and experiences outside the museum
Læring og interesse starter før museumsbesøget og fortsætter bagefter. Museet kan være opmærksom på at linke museets fortællinger til aktuelle begivenheder. Gennem analoge produkter eller web kan museet lave materialer, der kan bruges efter besøget, både for at øge udbyttet, men også for at fastholde gæsterne tilknytning til museet og museets fortællinger (De otte emner er samlet i Falk/Dierking 2000, p. 177-204, og i bogens kapitler 5-8, p. 69-148, er der referencer til teorier og undersøgelser bag de otte fokusområder).

IMG_7474

Engelske Black Country Living Museums samarbejde med produktionsteamet bag tv-serien Peaky Blinders er et eksempel et museums arbejder med motivation, prior interest og reinforcing experiences. Dele af tv-serien er optaget på museet og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night, som kan tiltrække unge, der ofte ikke har besøgt museet før. På museet kan man også købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage-lokationerne, så man hjemme kan blive ved med at linke museet til serien og billederne af det industrielle Birmingham efter 1. verdenskrig.

Falk og Dierkings værker er en meget brugbar opsamling af primært amerikanske undersøgelser af gæsters brug af museer og viser også udviklingen i forskningen af museumsbesøg og museumsbesøgende. Bøgerne, særligt Learning from Museums og The Museum Experience Revisited, er også rige på de mange, mange interview med museumsgæster som Falk og Dierking og deres team han indsamlet i de sidste årtier. Det var i første omgang nok det, der gjorde mig fascineret af deres bøger og undersøgelser. Disse interview understøtter en pointe, der gentages flere gange i deres bøger. Museumsbesøg har konsekvenser og er noget der bliver husket i måneder, år og årtier efter de har fundet sted. I The Museum Experience Revisited kapitel 9 The Museum Experience Remenbered fokuseres der særlig på dette aspekt (Falk/Dierking 2013, p. 197-217).
Tusindvis af interview er blevet indsamlet, nogle lige efter besøget og andre uger, måneder og helt op til årtier efter besøget. Et aspekt som materiale viser, er at erindringen om et besøg kan ændre sig efter at der er gået nogle måneder, ikke nødvendigvis at erindringen om besøget er blevet svagere, men snarere, at det er andre aspekter om besøget, der bliver fremhævet. En observation der understøttes af den forskning som beskæftiger sig med, at det kan tage noget tid før en erindring konsolidere sig og bliver permanent.

Hvordan kan det være at museumsbesøg huskes så godt? Katie Gillespie og John H. Falk undersøgte materialet for at se hvilke aspekter som synes at være knyttet til erindringerne og ud fra det har de fremhævet fire faktorer:
1) Novelty
2) Identity-Related Motivations/Expectations
3) Emotions
4) Rehearsal

Museer er steder, hvor gæsten møder nye genstande, rum, billeder og ideer, der gerne også gennem supplerende materiale er forklaret. Gæsterne får på museerne ofte tilfredsstillet deres egne identitets-relaterede behov og samtidigt giver museer også en moderalt positiv følelsesmæssig oplevelser, hvilke er elementer som andre undersøgelser har vist er vigtige i dannelse af erindringer. Endeligt er museumsbesøg gerne sociale begivenheder som de museumsbesøgende godt kan lide at fortælle hinanden og andre om. Museumsoplevelsen bliver derfor hevet frem og genfortalt, et fjerde aspekt, der kan styrke fastholdelse af erindringer.

Erindring og læring er to tæt knyttede elementer og processer. Museumsgæsten tænker måske ikke på, at vedkommende skal lære noget, men museumsbesøget bliver en del af gæstens erfaringsbase, der kan hives frem når vedkommende for brug for det. Et andet element ved museumsoplevelsens fastholdelse er, at den indgår i justeringer af museumsgæsten identitet. Museets udsagn – udstillingerne, aktiviteterne m.v. – bliver omformet til gæstens udsagn – egen identitet. Gæstens oplevelser bliver genfortolket og omformet som noget unikt og specifikt for eget liv og egen identitet (Falk/Dierking 2013, p. 203-216).

En brugbar ramme

Der er mange gode pointer og observationer i Falk og Dierkings tre hovedværker om museumsoplevelsen og også gode foreslåede råd undervejs, som f.eks. de otte overover læringsfokuspunker fra Learning from Museums. Personlig er det ikke de konkrete forslag, der har betydet mest for mig, men mere den overordnede tanke om museumsoplevelsen som en sammensat størrelse af den personlige, sociale/sociokulturelle og fysiske kontekst. En enkelt og nærmest banal model, der er meget brugbar og øjenåbnende, hvis man tager den til sig. Det flytter fokus over på at museumsoplevelsen er noget på grund af dem der oplevelse, og den historie og sociale kontekst de i det øjeblik er en del af. Siden jeg for 10-15 år siden lærte Falk og Dierkings bøger at kende, har de været med hos mig i de projekter jeg har været med i, og har været min simple teoretiske ramme for hvorfor og hvordan man som museum kan og bør tænke publikum med.

Hvidstengruppen arresteret bord

I 2012 åbnede vi på Besættelsesmuseet i Aarhus en lille udstilling i anledning af, at filmen Hvidstensgruppen fik premiere i biograferne. Museumsgæsterne blev i små grupper lukket inde i en celle, hvor de hørte nogle af medlemmerne fra Hvidstensgruppens afskedsbreve blive læst op. Det var en oplevelse, der havde en stor følelsesmæssig påvirkning, et anderledes og bogstavelig talt fængslende fysisk rum og dermed også en social situation med andre man måtte forholde sig til. Udstillingen er blevet godt modtaget og jeg tror det skyldes de klare greb den brugte omkring det personligt-følelsesmæssige, sociale og fysiske rum.

Fremtidens museer undersøger deres værdi

Afsluttende i The Museum Experience Revisited har Falk og Dierking overvejelser om, hvad muser kan og hvad de også bør kunne. De har gennem deres forskning vist hvordan museer er tæt forbundet med individuelle og sociale behov og ønsker. Det gør at museer betyder noget – og det forpligtiger. De ser fremtiden for de museer, der tror på og kan give værdi til deres gæster, kan betyde noget i deres community og som kan og vil fastholde en relevans ved at tage emner op, der er aktuelle både globalt og lokalt. Det kræver, at museet udvikler og støtter deres ansatte i den mission, og at museet fastholder en troværdighed og transparens i forhold til det resterende samfund – og så kræver det en ting til: At museerne dokumentere deres værdi. At de for andre viser, at de er vigtige formelle og uformelle læringsinstitutioner, og de gennem de oplevelser og den viden som de tilbyder bliver i hukommelsen i lang tid og er med til at give en større forståelse for dem verden som museumsgæsten er en del af (Falk/Dierking 2013, p. 298-315).

Blandt danske museer er vi gode til at måle besøgstal og spørge om gæsternes umiddelbare tilfredshed af det som de ser på museet. Den langvarende betydning af museumsbesøget er der til gengæld ikke mange undersøgelser af, men at det er noget som kan gøres, det viser Falk og Dierkings arbejde.

Rigtigt mange danske museer er gode til at fokusere på gæsten og den museale totaloplevelse og ser dermed på museet som mere end genstande, men jeg er ikke i tvivl om, at bedre undersøgelser om museumsoplevelsens langtidseffekt for gæsterne vil kunne gøre sektoren endnu bedre, både som læringsinstitution, som turistattraktion og som en vigtig aktør i lokalområdet. Indtil det materiale måtte komme, kan man stadig bruge Falk og Dierking til at lade sig inspirere til justeringer og ikke mindst til at have en enkel og brugbar forklaringsmodel omkring nogle af de mekanismer, der sker før, under og efter museumsbesøget.

Falk Dierking boeger.JPG

Henvisninger til omtalt litteratur:

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (1992). The Museum Experience. Washington, DC: Whalesback Books.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2000). Learning from Museums: Visitor Experiences and the Making of Meaning. Walnut Creek, CA: AltaMira Press.

Falk, J.H. & Dierking, L.D. (2013). The Museum Experience Revisited. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

og

Borum M. et. al. (1978). Family learning in museums: The PISEC perspective. Franklin Institute.

Falk, J.H. (2009). Identity and the Museum Visitor Experience. Walnut Creek, CA: Left Coast Press.

Wolf R. & Tymitz B.L. (1979). Do giraffes ever sit? A study of visitor perception at the National Zoological Park. Smithsonian Institute Press.

Henvisninger til omtale af nogle af billedteksternes eksempler på formidlingstilgange og principper:

Tekster og Dansk Plakatmuseum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2016/01/27/udstillingstekster-og-magareta-ekarv/

Formidlingsgreb i Aarhus Fortæller:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/01/aarhus-fortaeller-habitat-aarhus-og-rejsen-tre-udstillinger-i-aarhus-2017-kulturhovedstadsaaret-med-fokus-paa-fortaellingen/

Valg og rolleleg i Conner Prairie:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

Black Country Living Museum og Peaky Blinders:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/08/31/europaeiske-open-air-museer-i-dag-aeom-conference-2017-paa-black-country-living-museum-avoncroft-museum-og-blist-hill-victorian-town/

Udstilling på Besættelsesmuseet:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/03/07/hvidstengruppen-arresteret-folelsesorienteret-museumsoplevelse-gennem-lyd-og-stemning/

2 kommentarer

Filed under Diverse