Tag Archives: interaktivitet

Tysk iscenesættelse og interaktion 1 Europäisches Hansemuseum i Lübeck

To nyanlagte tyske museer er Europäisches Hansemuseum i Lübeck og Deutsches Fussballmuseum i Dortmund og begge museer var fortjent nomineret til årets European Museum of the Year Award som blev uddelt i forrige uge. I årets første måneder var jeg forbi Lübeck og Dortmund og blev begejstret for den måde begge museer seriøst har arbejdet med stemninger, iscenesættelse og aktivering af deres gæster.

IMG_5296 (2)

Noget af det første man møder i udstillingerne er en kogge med varer på vej til Novgorod.

Hansamuseet ligger i et nybygget hus ud til floden, der omkranser den ældste del af Lübeck. Før udstillingerne kan besøges er der mulighed for at aktivere sin billet ved at vælge, hvilke sprog man vil læse teksterne på skærmene på og vælge om der er en særlig by eller emne man vil høre mere om på turen gennem museet.

IMG_5278 (2) IMG_5280 (2)
IMG_5281 (2)

Den første del af besøget fortæller om den lokation museet ligger på. Fra museumsbutikken går man en etage med til fritlagte arkæologiske udgravninger. Ved standere kan man med sin billet aktivere, at der med lys bliver skrevet, hvad de forskellige udgravninger er. Selv om dette afsnit ikke direkte handler om Hansaforbundet er det en god indledning. Lübecks ælde og historie understreges, og den store historie om Hansaforbundet bliver på den måde knyttet til det sted vi er ved lige nu og her.

IMG_5285 (2)

600 års historie i iscenesatte rum

Derefter begynder historien om Hansaforbundet. Museet fortæller historien kronologisk i en række iscenesatte rum. Det første rum er om Hansaforbundets dannelse i 1100-tallet og det sidste sat i 1700-tallet, hvor det sidste kontor lukker. I mellem disse rum er der mere genstandsfremvisende Kabinetter.

IMG_5370

De genstandsorienterede kabinetterne har hver deres tema. Her fra museets Kabinett om magt.

De iscenesættende rum fungere godt stemningsmæssigt og er imponerende varierede i deres udtryk og formidlingsformer. Det er ikke kun 1:1 iscenesættelse af situationer og rum, de kunne også tage udgangspunkt i en fremstilling af stedet, som f.eks. afsnittet om London omkring 1500, der er bygget op om et kort over byen med fokus på de steder, hvor Hansaerne handlere og holdt til i byen.

IMG_5375

Scenografi i rummet om spredningen af pesten i Europa i 1350.

IMG_5384

En stort Londonkort anno 1500 med modeller og genstande, der kunne aktiveres til at blive vist i kortet.

Nogle af rummene appellerer til, at gæsterne selv kan agere og lege med. Et af disse er rummet om et marked i Brügge i 1361, hvor der er opbygget imponerende rekonstruktioner af markedsboder. Der er en blandt andet en klædebod, et krydderimarked, en sølvhandler og vi var der ikke i mange sekunder før den yngste i familien fik startet en købmandsbutik-leg.

IMG_5355

Aktivitet er i det hele taget noget museet har lagt op til. Det er primært baseret på den billet man har fået og som aktivere de mange skærme, der er placeret i de kronologiske fremskridende historiefortællende rum. Det aktiverer gæsterne var min observation, men det er ofte en meget individuel aktivitet, som desværre derfor ikke dyrker den sociale fælles oplevelse som museer har en god mulighed for at være.

IMG_5302

Ved flere lydinstallationer blev der benyttet hovedtelefoner, som gav en god lyd, men som heller ikke gjorde oplevelsen til en social oplevelse.

Der er undtagelser. For eksempel ved en fotoboks i afsnittet om Brügge, hvor der er muligt at få taget et billede sammen i dragter og så også få billet knyttet til sin billet så man efter end museumsbesøg kan købe billeder i museumsbutikken, på samme måde som man i forlystelsesparker kan få billeder af sig selv hjem skrigende i en rutsjebane. Fint element.

IMG_5348 (2)

Fotografiet der blev taget i en slags fotoboks kunne bagefter ses på en skærm og købes ved udgangen.

Borgkloster og metafortællinger

Udstillingen slutter i en anden bygning, et oprindelige Borgkloster, hvor nogle af dette kompleks’ originale rum også er en del af museumsoplevelsen.

IMG_5489

Ud over disse originale rum er der også et afsnit om Hansaforbundet sidste tid og nogle mere receptionsorienterede afsnit. Der er rum om hvilke udsagn forskellige videnskaber kan udlede af genstande og billeder, og et afsnit om brugen og tolkningen af Hansaforbundet i de sidste 300 år. Historiebrug er et emne jeg personligt synes godt om, når der er med i fremstillinger af perioder. Den måde det var præsenteret på var nu nok mest til de særligt interesserede, men i det afsnit kunne man blive klogere på at både borgerlige nationalt frihedsdyrkende kredse i 1800-tallet og nazisterne brugte historien om Hansaerne i deres argumenter og at Hansa kan indgå i identitet og markedsføring af f.eks. øl og fodboldklubber.

IMG_5437

Også ved European Museum of the Year uddelingen i forrige uge blev nutidige politik koblet til emnet. I det interview, der var på konferencen med museets direktør Felicia Sternfeld, blev der diskuteret Hansaerne og samtidsrelevans, og draget paralleller mellem de politiske og handelsorienterede udfordringer Europa har i dag og det frihandelsforbund disse nordeuropæiske byer prøvede at lave for mere end 800 år siden.

IMG_5441

Hansaerne brugt i nazisternes tjeneste. I bogen Die Deutsche Hanse fandt Ernst Hering historisk opbakning til at nazister kunne se deres lebensraum mod øst.

Det allersidste rum er installationen Changes. I rummet var der forstørrede modeller af nogle af Hansaforbundets vigtigste personer og på væggen blev der vist billeder fra alle museets perioder imens, at David Bowies Changes blev spillet for fuld drøm – måske lidt tænkt, men høj Bowie musik er bare ok, og gjorde, at jeg forlod museet opløftet. Jeg ved ikke om skaberne af museet havde den engelske museumsmand Kenneth Hudson i tankerne og hans synspunkt om, at ”a good museum is one from which you go out feeling better then when you arrived.” Hvis der skal rockmusik til det – ja, så er det ok med mig.

IMG_5470

Europäisches Hansemuseum i Lübeck er et museum med mange historier og mange virkemidler. I modsætning til andre museer, der prøver at gabe over flere århundredes historier fra flere forskellige steder, f.eks. flere nationale museet, har museet i Lübeck haft en mulighed for at lave et samlet greb og fra starten dosserede de forskellige virkemidler som iscenesættelse, genstandsfokus, interaktion og kunstneriske fortolkning. Overordnet er det en opgave, de er lykkedes godt med.

IMG_5292

Der er et museum med rigtigt rigtigt meget tekst og enorm mange oplysninger, for meget kunne man synes hvis målet er at få læst det hele, eller bare overskue det, men Hansamuseet er også et visuelt appellerende museum, som er nemt tilgængeligt og en oplevelse af gå igennem. I den flok som jeg var afsted med, var det både hende på 3, 11 og 15, samt de to historikere i 40’erne, der var underholdt.

IMG_5333

Et andet nyt tysk museum der har villet noget med stemning og interaktion er fodboldmuseet i Dortmund, og dem af jer, som er nået hertil i teksten vil kunne glæde jer over, at et kommende indlæg her på bloggen vil fortælle om det museum.

Link

Europäisches Hansemuseum: http://www.hansemuseum.eu/

Indlæg om European Museum of the Year 2017: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2017/05/10/european-museum-of-the-year-2017/

 

3 kommentarer

Filed under Udstilling, Digitale medier, In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

5 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

DDR Museum i Berlin – interaktive udstillinger om livet i DDR

DDR Museum Berlin marts 2012 010

Ved siden af Museumsinsel med stedets pompøse museer ligger det privatdrevne DDR Museum. Det reklamerer med at være det mest interaktive museum i Tyskland og det kan faktisk godt være. Museet er et fint eksempel på, at interaktivitet ikke kun er for børn, men godt kan doseres og tilrettelægges så det intuitivt tiltaler flere målgrupper og sømløst understøtter de overordnede historier i museet.

Med en grundighed der kunne synes vel tysk er der piktogrammer ved hver station om hvilken interaktivitet, der er på spil, men det gode er, at det slet ikke behøves at blive forklaret. Gæsterne kaster sig som det første over Trabi’en, der også kan ses gennem vinduet af dem, der promenere udenfor museet langs Spreefloden.

DDR Museum Berlin marts 2012 016

DDR Museum Berlin marts 2012 018

Hurtigt finder gæsterne også ud af, at håndtagene i udstllingselementerne, holdt i et øst-alike-industridesignstil, kan åbnes, og at der bag dem er flere historier og tøj, blade og andre genstande, som godt må berøres. Et eksempel på dette formidlingsgreb er et lille set up om børnekultur i Østtyskland. Der er legetøj at se på og Frie Deutsche Jugend tøj udstillet til at føle på

DDR Museum Berlin marts 2012 028

og når skuffen åbnes, er der lidt om DDR tegneserier, inkl. et man må bladre i.

DDR Museum Berlin marts 2012 027

Dagligliv i DDR

Den type installationer er der flere af, og gennem dem gives der et bredt billede af dagligdagen og hverdagslivet i DDR.

Den første del af udstillingen afsluttes i et genskabt lejlighedsafsnit med dagligstue, toilet og køkken. Der må kikkes i skufferne og vælges programmer på fjernsynet.

DDR-Museum

DDR Museum Berlin marts 2012 049

DDR Museum Berlin marts 2012 046

Nogle af skufferne viser hvordan indretningen så ud og de indeholder ofte genstande, der må berøres.

DDR Museum Berlin marts 2012 053

Andre skuffer har gemt en lille metahistorie, f.eks. i et overskab i køkkenet viser genstande, kort m.v. om kvindens dag den 8. marts, hvor manden, chefen og kollegaerne forventes at være ekstra opmærksomme. En fin måde i et miljø at fortælle en temahistorie på.

DDR Museum Berlin marts 2012 055

Staten DDR

Den sidste del af udstillingen fokuserer mere på DDR som stat og beskriver statens institutioner og den ønskede politiske kultur. I denne del af udstillingen bruges der flere touch skærme, hvor gæsterne skal forholde sig til udsagn, så det interaktive element bevares selvom, at der er færre genstande, som kan berøres.

Museumsoplevelsen afsluttes med, at man kommer ud i museets restaurant, hvor der serveres typiske DDR retter.

DDR Museum Berlin marts 2012 108

Ved en af skærmene i museets sidste del skal man prøve at skabe det nye socialistisk menneske ved at vælge påklædning, litteratur, accessories, emblemer, frisure, smykker med videre.

DDR Museum Berlin marts 2012 090

DDR Museum Berlin marts 2012 096

Når valgene er gjort kan man se, om man har forstået de bagvedliggende normer for den DDR-socialistiske kultur, og man får til sidst et print med hjem af sin skabte figur. Det hele er lavet i en humoristisk tone og giver gennem valgene på skærmen en god refleksion hos gæsten om DDR statens idealer.

DDR Museum Berlin marts 2012 101

DDR Museum Berlin marts 2012 103

En anden meget simpel installation fortæller om DDRs forfatning. En side af et skilt citerer en passus fra forfatningen om en bestemt borgerrettighed eller pligt og den anden side af skiltet viser gennem citat fra en lov hvordan denne rettighed skal fortolkes. Installationen er oplysende gennem sin simpelhed og så er der noget skræmmende Kammerat Napoleon ved den erkendelse som set up’et giver.

DDR Museum Berlin marts 2012 080

DDR Museum Berlin marts 2012 081

DDR Museum Berlin marts 2012 082

Auferstanden aus Ruinen eller …

En sidste installation jeg vil omtale er en skærm om DDRs nationalsang Auferstanden aus Ruinen und der Zukunft zugewandt. Teksten blev skrevet i 1949 af digteren Johannes R. Becher, der senere blev DDRs kulturminister. I 1970’erne blev sangens fraser Deutschland og unserm Vaterland problematiske, da de kunne have konnotationer til et fælles Tyskland, noget magthaverne ikke ønskede og det endte med at sangen kun blev spillet instrumentalt. Dette bliver ikke forklaret gennem et skilt, men ved at gæsterne ved installationen skal trykke på en stopknap, når de tror der er et problematisk ord i teksten. Og gennem deres egen handling kommer der så beskrivelsen af, hvornår deres valg var rigtigt og hvorfor.

DDR Museum Berlin marts 2012 076

DDR Museum Berlin marts 2012 077

DDR Museum Berlin marts 2012 078

Udstillingen er generelt holdt i en sober ikke unødigt dømmende tone, men understreger ofte absurditeterne i DDRs styre og ønsket om at lave en enhedskultur for hele folket. Min ledsager på museet var ikke en jævnlig museumsgæst og konstaterede efter et par timer i selskab med Trabant’er, Sandmännchen, muren, Erich Honecker, betonbyggeri og billigt kunststof, at det da var længe siden, han frivilligt var blevet så lang tid på et museum. En god underholdningsværdi er en forudsætning for, at museet ikke kun bliver for de udvalgte få.

Besøget på museet var ikke kun underholdning, men førte også til flere refleksioner – mere om dem og en diskussion af museets virkemidler i en kommende post i denne blog.

5 kommentarer

Filed under Digitale medier, Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling