Tag Archives: interiør

IKEA museum i Älmhult

Efter års forberedelse åbnede museet om IKEA den 30. juni. Museet ligger i selveste världens första IKEA i Älmhult. Et nyt IKEA varehus blev bygget i koncernens hjemby for nogle år siden og derefter gik arbejder i gang med at føre det oprindelige varehus’ ydre tilbage til sådan som det oprindeligt så ud i 1958. Afdelingerne med senge, garderober, køkkener, Børnenes IKEA mv. blev flyttet og i steder vises nu en ambitiøs udstillingen om IKEA.

IMG_0776

Smålandske Älthult er del af IKEAs historie. Det første IKEA varehus åbnede her og IKEA of Sweden og IKEAs testcenter har til huse i byen. Der er her, at denne verdens IKEA aficionado kan tage på pilgrimsfærd og nu er der for alvor også noget at se på. IKEA museum er udført meget professionelt og konsekvent. Mine forventninger var høje og blev indfriet.

Museets hovedudstilling er opdelt i tre dele: Vores rødder (våre rötter), vores fortælling (vår berättelse) og jeres fortælling (era berättelse) og derudover er der et særudstillingsområde, cafe med köttbullar og en butik med udvalgte IKEA varer.

IMG_0670

De tre dele fungerer godt og særligt de to som er først og til sidst i rundgangen – våre rötter og era berättelse – er glædeligt overraskende, da de ikke kun handler om IKEAs egen historie, men er med til at perspektivere firmaets fortælling.

Vores rødder

I Våre rötter er der tre typer fortællinger: den store historie, inspirationen og de tidlige år for IKEAs grundlægger Ingvar Kamprad.

DSC_0633

Den store historie omhandler det traditionelle folkeliv i Småland og folkhemmets fremkomst med dets ønsker om effektivisering, lighed, bedre køkkener og hygiejne, bedre hjem og uddannelse. I den fortælling flettes IKEAs vision om at skabe bedre hverdag for mange ind og IKEA bliver dermed sat ind i en større Sveriges historie – hvor koncernen også fint kan høre hjemme.

IMG_0681

Der hvor udstillingsafsnittet fokuserer på inspiration vises eksempler på IKEA møbler og tekstiler, der er blevet inspireret af tidlige svenske møbler og mønstre.

IMG_0678

I slutningen af afdelingen Våre rötter fortælles om grundlæggeren Ingvar Kamprad fra da han lavet sit første firma i 1943 som 17 årig og til at han begynder at fokusere på møbler, og at konturerne til det IKEA vi kender i dag begynder at vise sig i 1950’erne. Der udstilles varer han solgte og der kan vælges forskellige film, hvor Ingvar Kamprad og hans første medarbejdere fortæller om pionertiden.

DSC_0639

Vores fortælling

Afsnittet Vår berättelse fylder hele anden sal af det tidligere varehus og starter med, at man møder Ingvar Kamprads kontor, som det så ud i slutningen af 1950’erne. Derefter følger en kronologisk rundgang fra 1958 og til i dag.

IMG_0707

Der vises interiør fra de forskellige årtier, der er oplysninger om hvilke møbler der kommer hvornår, korte fakta om firmaers historie og begreber og i rundgangen er der også valgt elementer ud, som der særligt bliver fremhævet, f.eks. signaturrettet kötbullen, gør-der-selv-umbraconøglen eller ideen Demokratisk Design.

IMG_0688 3 4

IMG_0711

IMG_0728

Jeres fortælling

Rundturen i den faste udstilling slutter med at man går ned i stueplan igen til det mindre afsnit Era berättelse. Her er der fokus på de på to IKEA klassikere: Klippan sofaen og særligt Billy reolen.

IMG_0752

Der vises eksempler på Billy reoler med det indhold reolerne har forskellige steder i verden, f.eks. samlinger af legetøjsbiler, sko og blade og der vises film blandt andet af en Billy reolejer fra London, der fortæller om at hans reoler bruges til en 2300 stor modebladssamling.

IMG_0755

På gulvet er der flere fortællinger fra hele verden. Bloggen billy-klippan.com, der desværre ikke længere er aktiv, har i de sidste år fungeret som research og brugerinvolvering til denne del af udstillingen. Indholdet fra bloggen kan ses på skærme i denne del af museet.

IMG_0754

Som et sidste outro før butikken og restauranten er der en lille biografsal, hvor instuktøren Colin Nutley, fortolker IKEA visionen at skabe en bedre hverdag for mange mennesker. Colin Nutley er nok bedst kendt for feel good filmen Änglagården, og denne lille film til IKEA er i den grad også feel good med smukke unge svenskere i høj sommersol og lækkert retrodesign, bryllupsforberedelser, et tilpas rodet og dog enkelt hjem, en vordende mor, der bliver kørt afsted i en gammel baigefarvet SAAB 96 og folkhemmets velfungerede fødestue. Jeg er i tvivl om hvorvidt der vises et eneste IKEA produkt i filmen, men der er ikke tvivl om, at IKEA gerne vil skrive sig ind i drømmen om Sverige.

Særudstillingsområde

Hvis man vil have mere, er der et kælderområdet Utrymmet med skiftende udstillinger. Det fungerer også godt. Her har en række kunstnere skabt IKEA køkkener om til deres rum. De bruger IKEA produkter, så på den vis er der ikke meget ukendt i materialevalg, men rummene har forskellige udtryk og er sjove at gå på opdagelsen i.

IMG_0764

Variation og greb

Det jeg er mest imponeret over i det nye IKEA museum er den varierede brug af greb og det klare fokus på at have områder, hvor store som små bliver fascineret eller aktiveret. Det starter allerede i udstillingens første rum som er en korridor med IKEA varer sorteret i forskellige farver. Det farvestålende rum får spærret øjnene op på de fleste besøgende og den to årige Thea i det selskab jeg kom med fik som den første øje på de mange tøjdyr, der gemte sig mellem og på møblerne, skålene, spejlene, holderne, panderne m.v. Så var legen i gang og fra mormor til lillesøster var der tøjdyrsskattejagt.

DSC_0613

DSC_0616

Aktiviteter for de mindre

Aktiviteter for de mindste er jævn fordelt i hele museet ved mindre rummarkeringer med legekøkken eller modeller af udvalgte IKEA møbler som kan bruges i et for børnene velkendt dukkehusunivers.

DSC_0626

Derudover er der også en større installation med bolde lig dem i IKEAs børneafdelings bolderum. I stedet for et bolderum man kan kaste sig i, kan man her gennem lufttryk sende boldene rundt i rør, der går gennem alle museets etager.

IMG_0719

Aktiviteter for de større

Boldinstallationen er placeret, hvor der fortælles om IKEAs ide med at lave et varehus også for børn og ved siden af den er der spejle og stofparykker. Den velbesøgte onsdag i juli vi var på museet var det et sted, hvor både børn og voksne morede sig.

Det gjorde de også først i Vår berättelse delen, hvor der er en klassisk IKEA pindestol, en børneversionen af samme og så en forstørret udgave, så søskende eller far, mor og barn kan gi’ den som de tre bjørne i Guldlok.

IMG_0697

Centralt i Vår berättelse afsnittet er der også to andre installationer, som tiltalte flere aldersgrupper. Det er grundplaner af en stue og et soveværelse, og når man så op var møblerne sat omvendt fast i loftet. Ved den ene af installationer er der også et stort bord, hvor man kan undersøge de forskellige materialer som IKEAs produkter er lavet af.

IMG_0718

Vår berättelse har også et konstant liv over sig uden af det er for visuelt støjende. Det sker ved, at der rundt langs kanten i afsnittet kører et bånd, hvorfra der hænger oplysninger og billeder af nogle af IKEAs designmøbler.
De aktiverende elementer er der ikke kun for at være aktiverende, men er med til at understøtte en genstand eller den del af IKEAs historie, som lige bliver fortalt der.

DSC_0643

Fordybelse

IKEA museum er der største besøgsmål for IKEA interesserede, og der er bestemt også meget vidensformidling på museet. Både gennem udstillingens mange interviewfilm, gennem de omkring 2000 IKEA produkter, der udstilles og gennem en den kronologisk gennemgang af koncernens historie fra 1958 og frem. I den er der minutiøs et skilt for hvert IKEA produkt og skilte om hvornår at IKEA varehuse åbnede i hvilke byer.

IMG_0739

En medfortælling

Er det så en positivt historier der fortælles om IKEA? Jeg stillede mig selv spørgsmålet, da jeg stod i udstillingen og det mærkelige er egentlig ikke, at museet har en positiv tilgang til den historie de fortæller, men at man nok er mere kritisk om fortællingen, fordi et er et privat drevet museum og ikke en statsdrevet institution. For IKEA museums tilgang er ikke anderles end mange andre museer. Der må prioriteres i formidling og det tilgængelige og mere positive og særlige vælges ofte. Eksemplerne er mange: På Frilandsmuseet og i Den Gamle By er der f.eks. generelt for lidt skidt i husene og lort i gaderne til at det er et realistisk 1800-tals miljøer, Jernbanemuseet fremhæver jernbanens betydning, Søfartsmuseet fremhæver søfarten og Nationalmuseet fokusere på der særlige ved Danmark, og landet og danskernes betydning. Der er også modfortællinger, men den overordene fortælling er gerne positiv om emnet. Sådan er det også på IKEA museum. I udstillingerne nævnes modgang for firmaet og den modstand nogle har haft mod IKEA, men det er en grundlæggende en historie om en succes. Det har firmaet også været, og væsentlig for formidlingen er, at udstillingen ikke virker som en glittet reklamebrochure. Sproget er overordnet nøgtern og det klæder museet.

DSC_0628

Ekarv-tekster

Tekstning på museet vil jeg i det hele taget gerne fremhæve. I processen med at lave museet blev der prioriteret at ansætte særlige medarbejdere til at gennemskrive teksterne, og de tekster jeg læste var også enkle og gode. Det er de blandt andet fordi man gennem hele udstillingen har benyttet nogle af de udstillingstekst principper som svenske Magareta Ekarv m.fl. brugte i en udstilling på den svenske Postmuseum i 1986 og som efterfølgende blev beskrevet i bogen Smaka på orden fra 1991. Korte sætninger og en tekstopbygning, der gør der nemt at skimme teksten. Blandt andet Historiska Museet i Stockholm, Museet for Søfart i Helsingør og Den Gamle By i Aarhus bruger principperne udvalgte steder, men der er første gang, at jeg ser det blive brugt som konsekvent på et museum.

DSC_0636

Og teksterne gør det som Ekarv ønskede, at museumstekster kunne gøre. De ser overskuelige ud og både jeg og dem jeg var sammen med havde lyst til at læse teksterne, og de gav hurtigt et overblik om fortællingen til den genstande eller det element man stod ved.

Museumsoplevelsen med hjem

IKEA museum har også en få-noget-med-hjem-installation. Det er omkring et køkken, hvor de besøgende grupper kan tage opstilling, trykke på en knap og få taget et foto.

IMG_0730 kv

Derefter kan man få et fotografi printet ud, der ligner forsiden af et IKEA katalog. Forsiden havde udover billedet af gruppe i køkkenet og IKEAs navnstræk den ene tekst Ta vara på ögenblicken. Budskabet om, at man er på museet lige nu bliver underbygget og derudover er sætningen også en understegning af, at IKEA museet har en oprigtig forståelse af at museer er noget man oplever i tid og rum – og ofte sammen med andre.

IMG_0731 kv

For fire år siden omtalte jeg i denne blog det mindre IKEA udstillingssted i IKEA tilsammans, der dengang var i Älmhult og som kunne besøges om sommeren. Det sted var interiørerne fra årtierne fascinerende, men finish og perspektivering manglede og udstillingsmediet blev bestemt ikke udnyttet til ordentlig dengang. Det er der nu blevet rettet op på. IKEA museum i Älmhult er et besøg værd, hvis vejen går forbi de sydlige Småland.

IMG_0742

IKEA produkterne er i de fleste nordiske hjem og udstillingen giver en ide om koncernen og denne skandinaviske erhvervssucces. Men museet er også værd at besøge selvom man ikke er interesseret svensk erhvervshistorie eller Billy, Klippan, Ivar, Pax, Pingla, PS mv. Udstillingerne er gode eksempel på, hvordan man kan orkestrere en varieret museumsoplevelse, der både fortæller kærnehistorier, giver baggrund, og inddrager og aktivere brugerne – og så er det et underholdende sted at besøge.

IMG_0967

Link:

IKEA Museum: http://ikeamuseum.com/

Blogindlæg, der omtaler den tidligere udstilling om IKEA: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

IMG_0737

Reklamer

1 kommentar

Filed under In situ, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Den aktuelle udstilling – en case om H.C. Andersens Tællelyset

H.C. Andersen

De museer jeg har været ansat på de sidste 10 år har alle på et tidspunkt formuleret et mål om at være aktuelle – og det manglede da bare også. Det er ved at være aktuel i sin samtid, at historien giver dybde og kan være med til at perspektivere og nuancere det liv vi lever. I diskussionerne om denne målsætning, og om hvad der ligger bag ordet aktuelt, har der ofte været luftet et ønske om hurtigt at kunne gribe en aktuel begivenhed og i et ruf omskabe den til en udstilling eller et andet af museernes publikumstilbud. Men ak, det er ikke altid så nemt at kunne gøre det. Særlig museets klassiske formidlingsform udstillingen forudsætter, at hvis udstillingen skal have lidt substans, så skal forskellige medarbejdere også have tid til at virkeliggøre den, og der skal også være andre ressourcer sat af til netop dette formål. Og denne akutte udrykning passer sjældent sammen med en museumsverden, der bliver mere organiseret, omkostningsbevidst og effektiv. Der laves planer for at udnytte ressourcerne bedst muligt – og det skal der også – for at museerne kan udvikle sig og leve op til de krav vores gæster og tilskudsgivere har.

Der er utvivlsomt museer, der prøver at indtænke i planlægningen, at der til bestemte tider er sat tid af til den spontane udstilling. Jeg har tidligere selv været med til at arbejde for sådan en form, men det blev kun til ord – nok på grund af en kombination af, at det det kræver held at lave en spontan udstilling ordentlighed og at kan være svært at få organisatorisk helhjertet opbagning til dette. Det er en tankegang, der er svær at implementere i institutioner som museer, der fagligt arbejde med lange tidsplanlægningsperioder. At det kun blev til tanker og ikke handling skyldes også, at det hurtigt blev klar, at det kræver held og tilfældighed, hvis museet skal kunne gribe en historie og umiddelbart og med kort tidsfrist udfolde den og give en reelt merværdi til glæde for de besøgende. Og held og tilfældighed er svært at skrive ind i en strategi.

Udstilling lavet på 1 dag

Det er derfor dejligt, når det lykkedes hurtigt at gribe en aktuel sag og lave en opstilling, der har en hvis substans og som kan give noget, man ikke kan opleve andre steder. Jeg havde den glæde, at det lykkedes hos os i Den Gamle By her de sidste par dage. I torsdags var det breaking nyt i landets aviser, radioer, tv mm. at et hidtidigt ukendt H.C. Andersen-eventyr var dukket op fra en arkivkasse fra Rigsarkivet. Og i går ved middagstid kunne vi åbne op til en aktualiseret version af det hjem, hvor madam Bunkeflod, som eventyret er dedikeret til, boede.

Eilschous boliger i Den Gamle By

Madam Bunkeflod

Opstillingen er ikke alene interiør fra et hjem som præsteenken Marie Bunkeflods, men historien fortælles i dét hus, de Eilschouske boliger, hvor madam Bunkeflod boede efter hendes mands død, og hvor den unge H.C. Andersen mødte litteraturen og bestemte sig for at blive digter. De Eilschouske boliger blev flyttet fra Munkemøllerstræde i Odense og åbnede i Den Gamle By i 2005. Der er to interiørudstillinger i huset, en hvor der er aktører som levendegør en præsteenke liv i midten af 1800-tallet og en mere statisk opstilling som gæsterne ikke kan gå ind i og som er lavet på baggrund af det skifte, der er over hjemmet, da madam Bunkeflod dør i 1833. Den sidste er ikke altid åbent for publikum, bl.a. for at gæsterne først og fremmest skal opleve den levendegjorte formidling af historien.

Tællelyset Eilschous boliger Den Gamle Bt

I går åbnede Den Gamle By så op for lejligheden med den lille ændring, at der var lavet en lille opstilling med et tællelys og lidt tekst om fundet af eventyret – og lidt tekst om hvad et tællelys egentlig er. Det er også muligt at læse det nye eventyr.

Taellelyset eventyret

At gribe muligheden

At det kunne lade sig gøre at gribe denne aktuelle begivenhed skyldes naturligvis, at der er medarbejdere i Den Gamle By, der hurtigt kan færdiggøre konceptet, finde de rette ting frem og lave opstillingen, men først og fremmest skyldes det, at der var en historie, der lå så meget til højrebenet. Rammerne, madam Bunkeflods lejlighed, var der allerede og dedikationen til hende fra den unge digter var noget, der gjorde fundet specielt og som kunne bruges til at gøre lejligheden relevant. Gode kræfter uden for museet, Christian Adamsen og Bjørn Bachmann fra Skalk, var også med til at motivere os til at hurtigt at rykke på emnet.

Udefra kommende begivenheder og tilfældigheder gjorde det muligt – og det er jo svært at planlægge efter. Så selv når det lykkedes med denne hurtigt opstille aktuelle udstilling er der ikke en model, som det er nem at kopier.

Og hvad med gæsterne? Ja de gange i går jeg fik besøgt opstillingen kunne jeg konstaterer, at de fint relaterede til det aktuelle arkivfund og synes at det var spændende at se stuen, tællelyset – og ikke mindst snakkede de ivrigt om, hvor de havde hørt om nyheden om fundet. Flere affotograferede eventyret, skønt det måtte være nemmere at gå på Politikens, JPs, Statens Arkivers eller en af de andre hjemmesider, der har offentliggjort det, men her viser museet sin styrke – vi fortæller historier som folk ikke leder efter og som de ikke tænkte på, at de gerne ville høre om. I denne situation om Tællelyset var vi det første sted, hvor de gæster så eventyret og som de interesserede af dem så hurtigt selv ville have en afbildning af. Ingen af dem jeg observerede reflekterede over, at det vel nok var hurtigt, at museet havde lavet en historie om Tællelyset – ja, det kan sikkert tænkes, at flere af de besøgende ligefremt tænke, at det da var naturligt, at en aktuel sag om historie bliver kommenteret af de museer, der har med historie at gøre.

Eilschous boliger indgang til 1833 lejlighed

Arkivalien med eventyret er udstillet i Rigsarkivet her i december og på arkivets hjemmeside kan eventyret læses:

https://www.sa.dk/media(4528,1030)/H.C._Andersens_f%C3%B8rste_eventyr_-_T%C3%A6llelyset.pdf (efter gengivelsen af arkivalien kommer det i en version der er lettere at læse)

Statens Arkiver har det seneste år opnormeret omkring den digitale formidling og det har også været fint at se, hvordan de i forbindelse med denne sag, der har en øget interesse for offentligheden, har været klar til nettet med videoer, gengivelser af eventyret mm: http://www.sa.dk/content/dk/om_statens_arkiver/nyhedsoversigt/hc_andersens_forste_eventyr_fundet_i_odense

Læs mere om opstillingen i Den Gamle By og lejlighederne i Eilschous Boliger i http://www.dengamleby.dk/special-indhold/danske-nyhedsmails/hc-andersens-foerste-mentor-bor-i-den-gamle-by/ og i artiklen: Birgitte Kjær: Indretningen af to hjem i Eilschous Boliger, 1833, i: Den Gamle Bys årsskrift 2005. 2005.

Levendegørelse af en præsteenkes liv I Eilschous boliger, Den Gamle By

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

De sidste årtiers hverdagsliv fortalt på Nederlands Openluchtmuseum og i belgiske Bokrijk

Arnhem maj 2012 034

”Er det ikke skræmmende at vi nu er kommet på museum” er en bemærkning, som ikke sjældent bliver sagt i 70’er TV- og radiobutikken Pouls Radio i Den Gamle By. De gæster der siger det ser dog sjældent skræmte ud, men bliver nok bare udfordret af, at museer også kan beskæftige sig med den helt nære fortid. Nu er det ikke længere nationens tilblivelse eller tidlige kongers store gerninger, der bliver vist og fortalt, men ens egne barndoms- og ungdomsminder.

De næste par år vil flere lejligheder og butikker åbne i Den Gamle By, og der vil komme endnu flere oplevelser, hvor gæsterne kommer til at føle, at de træder ind i en del af et tidligere liv, som de nu havde glemt. Museet kan dermed være med til aktivt at perspektivere folks personlige liv – og komme bag om nogle af de bevægelser, der har ført til det samfund vi i dag levet i.

Den Gamle By er ikke det eneste open air museum, der har valgt at tage afsæt i de seneste årtier. I weekenden besøgte jeg et belgisk og hollandsk museum, der begge også har valgt at gå denne vej, men på meget forskellige måder. Nederlands Openluchtmuseum i Arnhem bruger både autenticitet og iscenesættelse i deres formidling, mens Bokrijk i Belgien i højere grad arbejder med identifikation og interaktivitet.

Tresserne i belgiske Bokrijk

Bokrijk ligger ved byen Genk i den flamske del af Belgien og er en park med bl.a. et arboret og et open air museum. Museet er delt op i områder, der viser huse og bygningskultur fra forskellige dele af Belgien. En del af museet er byhuse fra Antwerpen. Selve husene er dateret til renæssancen, men de kom til museet med de indre rum ombygget og uden originalt interiør. Husene har pga. disse mangler i deres autenticitet været et problembarn for museet. Husene kunne ikke ordentlig indrettes som renæssancebygninger og museet valgte for nogle år siden at omgå denne problematik ved at arbejde hen imod kun at bruge bygningerne som en ramme, men ikke som selve fortællingen. Her til påske åbnede museet i Bokrijk den længe ventede udstilling De sixties i husene.

Bokrijk juni 2012 132

De sixties er bygget op omkring en række rum med tresserinteriør, men der er ikke en ren interiørudstilling, da der i rummene også bruges markante montre, plancher og formidlende skærme.

Et centralt formidlingsgreb i De sixties er den digitale identitet som alle de besøgende bliver udstyret med. Ved indgangen får man et belgisk identitetskort, der er udsted til en navngiven person. Jeg selv blev for en formiddagstid den 17-årige studine Greta, som boede i en landsby og som kom fra en kristen middelklassefamilie uden de store midler. På bagsiden af kortet er der en QR kode, der i de forskellige dele af udstillingen kan tone rummets emne ud fra Gretas liv og synspunkter. De historier id-kortene er med til formilde bygger på virkelige personers liv, der gennem et andet navn og et andet pasfoto så er blevet anonymiseret.

Bokrijk juni 2012 105

Bokrijk juni 2012 104

Udstillingens rum og dermed emner er bygget op over samme formidlingsmæssige skabelon.  

1) De er indrettet med interiør, der får gæsten til at føle sig tilbage i tiden, men som ikke på alle områder bestræber sig at være korrekte. I radio- og musikbutikken er valget af lamper f.eks. ikke realistisk, men den varierede kollektion i loftet giver stemning og arbejder også med genkendelsens glæde som et greb.

Bokrijk juni 2012 107

2) Der er et interaktivt element, hvor man med sit id-kort kan få mere at vide om den person man følger. Nogle gange ved en skærm, der kun kan betjene en gæst og andre gange som her i radio- og musikbutikken ved et bord, der kan bruges af flere.

Ud over at fortælle om personerne bruges skærmene også til quiz og ekstra informationer om emnet.

Bokrijk juni 2012 108

Bokrijk juni 2012 109

Bokrijk juni 2012 113

Bokrijk juni 2012 110

3) Der er en planchevæg som uddyber rummets emne, her musik og konsum i tresserne. Udover tekst og fotografier indeholder planchevæggene også en tegneseriestribe fra tiden om emnet og en montre med tidstypisk legetøj, der relaterer til emner. Som en pudsig, men ofte sjov gimmick er der i montren også nøgleringe med forbindelse til rummets emne.

Bokrijk juni 2012 114

Bokrijk juni 2012 115

4) Et sidste faste element i udstillingens rum et en installation, hvor det er muligt at bladre i brochure mv. fra tiden, der uddyber lokalets emne.

Bokrijk juni 2012 119

Udstillingen De sixties vises i hele bykvarteret og undervejs besøger man blandt andet et hjem, en radiobutik, en frisør, en biograf, et arkitektkontor, en bar/spillested og et rejsebureau og dermed møder man mange aspekter af tresserne og det liv og de valg, som den person man følger, gjorde.

Bokrijk juni 2012 080

Bokrijk juni 2012 093

Flere steder er der indlagt ekstra formidlende digitale lag. I frisørsalonen kan man i frisørens spejl se sig selv med tressertypiske frisure og ved aviskiosken kan man på en skærm læse avisen fra de dage man måtte ønske.

Bokrijk juni 2012 022

Bokrijk juni 2012 049

Bokrijk juni 2012 051

Udstillingen er underholdende og kommer godt rundt i velvalgte emner fra perioden. Id-kortet og formen med identifikationen med en person fungerer også. Personalet i Bokrijk fortalte, at der havde været en del tekniske problemer med aflæsningen af QR koderne, men det var ikke noget jeg oplevede under mit besøg. Jeg blev hurtigt til nysgerrig omkring Gertas liv. Id-kortene blev også flittigt brugt af de andre gæster. De personlige historie virkede underholdende og var med til at skabe overvejelser om ligheder og forskellig i personlige valg og livsvilkår i vores nutid og i tresserne.

De sixties er lavet i samarbejde med det større belgiske koncept- og designstudie Tijdsbeeld & Piece Montee og er ganske anderledes end anden formidling brugt i Bokrijk. Museet er kendt for sin levende formidling gennem aktører. Jeg havde også fornøjelsen af at deltage i en regnetime i en landsbyskole fra området Haspengouw. Vi var tilbage i 1912 og den strenge mester fik os besøgende bænket og korrekt irettesat, når vi ikke fulgte hans 1912 normer. Elementer af periode blev fint illustreret og underholdende formidlet også for os, der ikke helt forstod det flamske. Besøget hos læreren mindede en om, at engageret og godt udført levende formidling, er bedre end nok så elegante digitale løsninger og veldesignede udstillinger, når det drejer sig om at skabe dialog gæsterne imellem og få smilet frem.

Autenticitet og iscenesættelse i Holland

Nederlands Openluchtmuseum i hollandske Arnhem er et stort open air museum med rigtigt mange spændende formidlingstiltag. De åbnede i april udstillingen Westerstraat, der er to byhuse med tilhørende baghuse fra Amsterdam.

Ligesom i De sixties udstillingen i Bokrijk er der en anbefalet en rute gennem husene i Westerstraat. Først bliver man ført ind i til baghusene, hvor der er glimt ind i husene gennem små sprækker i vinduerne. I sprækkerne ses ikke møblerede rum, men projektioner af møblerede rum eller situationer tilpasset til rummene. Illusionen virker her ikke altid helt godt. Det gør den til gengæld i en nedlagt butik, der er indrettet som et hjem for tre tyrkiske gæstearbejdere. Et kalenderblad viser at jeg ved mit besøg er der i marts 1970 (kalenderen er en projektion, der dermed kan skifte dato). Rummet er godt indrettet. Det er gjort overbevisende rodet og virker dermed beboet.

Holland Belgien 469

Rummet er dog ikke tænkt som et nøgternt autentisk opbygget rum. Der er dels opstillet en diskret bordmontre som beskriver de indvandrende tyrkeres historier og af butikker som disse flere steder i Amsterdam blev overtaget af tyrkere til bolig. Et andet mere markant element, der bryder med et autentisk formsprog er, at der er projekteret på rummets vægge og at der er et lydspor til disse billeder. Man ser og hører morgenritualerne med tyrkisk kaffe, avislæsning eller andre dagligdags gøremål.

Holland Belgien 467

De filmbidder der vises her og andre steder i Westerstraat er rigtigt velproduceret og er med til, at man føler sig tættere på beboernes liv.

Et andet sted illusionen bliver godt brugt i Westerstraat er i det gemytlige lokale værtshus. Der er mange stemningsmættede enkeltelementer og detaljer i rummet, som det forladte bord med askebægret, vasken med opvask i og slitagen i rummet.

Holland Belgien 462

Ved et nærmere blik med de kritiske museumsprofessionelle briller på kan man se at der er arbejdet med illusionerne. Tapetet har ikke oprindeligt været så slidt, der er snarere en teatermaler, der har skabt løbesoden i rummets hjørnet – men man må sige at illusionen virker og man føler at rummet har en atmosfære og en stemning. Et enkelt digitalt element var indlagt i værtshuset ved at man gennem en bakke på disken kan vælge passende filmklip til stedets tresser/halvfjerser stemning. Det er f.eks. scener fra en fest på en bar eller schlagere udført af tidens store stjerne. Klippene man vælger vises på spejlet bag baren.

Holland Belgien 463

Holland Belgien 465

En renæssancegård indrettet som i 2002

Et andet sted i Arnhem, hvor den nyeste tid udstilles er i en gård der oprindelig lå nær landsbyen Hoogmade ved Leiden. Gården blev bygget omkring 1600 og af flere gange så udvidet. 

Arnhem maj 2012 201

Huset skulle rives ned for at give plads til en bane for højhastighedstog og museet blev kontaktet. Museet have ikke brug for endnu et hus til at formidle det traditionelle hollandske landbosamfund, men valgte at hjemtage det, da det blev muligt at vise huset som det, det var blevet: En luksuriøs landejendom anno 2002. Den sidste beboer i huset var politikeren og den tidligere statssekretær Cees van Leeuwen og de besøgende får mulighed for at træde ind i hans højborgerlige hjem med nyt køkken og dersignermøbler.

Arnhem maj 2012 183

Arnhem maj 2012 184

De besøgende møder også Cees van Leeuwen på de tv-skærme, der naturligt er i hjemmet. De viser interviews med ham før nedpakningen af huset og film om processen med at flytte det til Nederlands Openluchtmuseum.

Arnhem maj 2012 191

Museet er Arnhem er et open air museum af park-typen, dvs. at det ikke ligesom Den Gamle By prøver at vise en eller flere udvalgte perioder. Den besøgende vendes derfor til, at der sker noget nyt ved hver bygning, men man bliver alligevel overrasket, når man træder ind i et så nutidigt hjem. På trods af at det viser den helt nære fortid sætter Hoogsmade-gården ens eget liv i perspektiv. Efter lidt tid i huset ser man også elementer som afslører, at hjemmet ikke helt er fra vores nutid, f.eks. i udformningen af fjernsyn og pc’ens dengang større monitor. Nye opfindelser og nye digitale medier kommer hurtigere til at virke forældede end elementer, der ikke på samme måde er designet til at skulle virke nyskabende.

Den nære fortid er relevant

Museerne i Arnhem og Bokrijk er et besøg værd. Begge museer har fokus på publikum og er bevidste om, at det er på publikums præmisser at viden og oplevelser skal overleveres. Fælles for dem er bruges af humoristiske elementer, der skabet en god stemning og en lethed som er med til at holde de trætte museumsben stangen. Humoren er også et effektivt virkemiddel til at få en snak i gang og dermed skabe det rum hvor oplevelses og vidensoverlevering bedst trives: I dialogen.  

Besøget på museerne gav mig en selvoplevet følelse af vigtigheden ved også at formidle den nære fortid. Erindringerne som disse museer skaber er ikke kun hyggelige minder, men også igangsættere af refleksioner over de forandringer vores samfund i dag er midt i, eller på det mere personlige plan, en erkendelse af hvor man kom fra og en indirekte ihukommelse af vejen derfra og til nu.

Arnhem maj 2012 216

Det kan godt være, at det er ”skræmmende at komme på museum”, men der er også underholdende og lærerigt, både i Bokrijk og i Arnhem, og i det kommende nye 1970’er kvarter i Aarhus.

Link:

Bokrijk: http://www.bokrijk.be/

Nederlands Openluchtmuseum: http://www.openluchtmuseum.nl/

Det nye 1970’er by-kvarter i Den Gamle By: http://www.dengamleby.dk/udforsk-den-gamle-by/1974-kvarteret/

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

The Geffrye Museum i London – Museum of the Home

The Geffrye Museum ligger i Hackney-kvarteret i London og har siden grundlæggelsen i 1914 været et museum med fokus på boligindretning. I begyndelsen for at vise produkter fra den lokale østlondonske industri, men med tiden med et sigte på at blive et mere generelt Museum of the Home.
Museets udstillinger består overordnet af to dele. Den oprindelige del af museet, der dækker perioden fra 1660 til 1900 og i en tilbygning udstillinger om det 20. århundredes boligindretning. Jeg besøgte museet med nogle kollegaer og boligindretningsaficionados og var så privilegeret at have mulighed for at mødes med Alex Goddard, der er tilknyttet museets samlinger for 1900-tallet. Vi fik dermed mulighed for at høre om overvejelserne bag udstillingerne og hvor museet er på vej hen.
Afdelingen for det 20. århundrede er fra 1998 og det centrale i formidlingen er interiør fra fire perioder. Da stuerne blev lavet var de ikke sat til et bestemt år, men til en periode som f.eks. 1955-1965.

Grebet i formidlingen er det samme for alle rummene. Et interiør man kan se ind i og hvor en kant markere hvortil gæsterne må gå.

Geffrye 032 februar 2012 London

Geffrye 031 februar 2012 London

Geffrye 015 februar 2012 London

Geffrye 034 februar 2012 London 034

Til alle rum er der en planche, der dels fortæller lidt om rummet og om hvilke møbler, genstande og billeder der er i rummet.

Geffrye 025 februar 2012 London

Geffrye 013 februar 2012 London

Geffrye 021 februar 2012 London

Geffrye 024 februar 2012 London

Geffrye 023 februar 2012 London

Derudover var der til hvert rum lavet en Childrens trail, hvor museumshunden Sam stillede spørgsmål og gav svar.

Geffrye 027 februar 2012 London

Geffrye 028 februar 2012 London

Design eller socialhistorie

Udvælgelsen af genstandene i rummet var primært sket ud fra et designhistorisk perspektiv, snarere end et socialhistorisk perspektiv, hvilket er noget Alex og hendes kollegaer gerne vil ændre på sigt. Fordelen ved det designhistoriske valg er, at udstillingerne fint kan bruges til at vise markante mode- og stilhistoriske ændringer, men ulempen er, at rummene ikke vækker stor genklang hos de besøgende og dermed ikke så nemt bliver umiddelbare relevante. Alex brugte Midcentury period room (1955-1965) til at illustrere denne pointe.

Geffrye 018 februar 2012 London

Rummet viser hvordan skandinavisk (særlig dansk) design er nyskabende i den periode. Det er et let og lyst scandinavian style rum med Hans Wegner stole, kaffebord produceret af Fritz Hansen, Holmegaard vaser osv., men som Alex pointere er det et rum som meget få kendte fra deres egen 60’er tid eller hvor det bare er muligt at genkendte nogle af de udstillede genstande fra ens egen liv. Erindringsvækkelsesmålgruppen må nærmest kunne begrænses til få stilbevidste artikektpar, der indrettede deres hus fra nyt omkring 1965. Et 60’er hjem der i mindre grad viser den tids allerhotteste nye tendenser havde vækket genklang hos flere.

For seks år siden blev de ældre samlinger genopstillet og der blev besluttet, at få mere socialhistorie ind i formidlingen og dermed brede fortællingen mere ud. Det er der kommet nogle rigtigt fine tableauer ud af.

Der er i alt syv perioderum i denne del af museet dækkende perioden 1630 til 1890. Formidlingen af rummene følger alle det samme mønster. Der er et introduktionsrum, som beskriver tiden og dækket et eller flere af perioderummene. I selve perioderummet er det et skilt man kan tage i hånden og læse om møblerne og genstandene og endeligt er der foran tableauet et panel med en oversigtstekst og en Childrens trail’s planche.

Geffrye 066 februar 2012 London 066

Geffrye 060 februar 2012 London 060

Gode introrum

Et rigtigt godt element i denne formidling er introrummene. De er både med til at give overblik og dybde i fortællingen om de enkelte perioder og rum. Introrummene består af et oversigtsbillede af et hus i perioden og funktionerne i husets rum. En simpel og pædagogisk formidling, særligt når man gennem udstillingen kan sammenligne de forskellige perioders huse.

Geffrye 061 februar 2012 London 061

Geffrye 378 februar 2012 London 378

Andre elementer er en montre med udvalgte genstande og en oversigtstekst der fremhæver et særligt element.

Geffrye 073 februar 2012 London 073

Derudover har introrummene en tidslinje, et panel hvor der er auditiv formidling, et element af taktilt baseret formidling og et hæfte med teksten til rummet samlet og skrevet med stor skrift. Det auditive kan være oplæste citater fra periodens forfattere, breve eller tidens toneklang. Det taktile kan være en af periodens stole man kan sidde i eller stoftyper man kan røre.

Geffrye 062 februar 2012 London 062

Geffrye 069 februar 2012 London 069

Geffrye 071 februar 2012 London 071

Geffrye 074 februar 2012 London 074

Geffrye 094 februar 2012 London 094

I Geffreys guidebog er museets mål beskrevet som ”reflecting charges in society and patterns of behaviour as well as style, fashion and taste”. Den første del af denne målsætning er med til at hæve The Geffrye til et museum, der ikke kun handler om ting, men også om mennesker, og denne del af deres opgave synes de bedst at løse i den nyindrettede ældre del af udstillingen. I samme guidebog (fra 2008) prøver museet at formidle 1900-talsinteriørerne lidt bredere ved at inddrage flere at tidens tendenser og samtidigt at skærpe fokus ved at skrive hvert interiør er fra et bestemt år.

Ændringer i det allerede eksisterende

2012 er OL år for London og det kan også ses i museerne. Flere af Londons museer, heriblandt The Geffrey har i de fire år op til OL fået midler til communities projects. I år vil der blive lagt et ekstra formidlingslag til udstillingen ved at fokusere på allerede udstillede genstande, møbler mm., der er importeret eller som har fundet sin inspiration abroad. Når hele verden kommer til London i år skal verdens indflydelse på byens ses i kulturinstitutionerne er det politiske rationale bag initiativet. The Geffrey har valgt ikke at lave en decideret særudstilling om emnet, men at justere den eksisterende udstilling, hvilke jeg synes er et konstruktivt valg. Alt for mange af museernes kostbart etablerede basisudstillinger bliver for lidt aktivt brugt efter deres færdiggørelse. Til sommer vil man i The Geffrye kunne ses hvordan det kan gøres og hermed er der givet endnu en undskyldning til en sommertur til OL London.

http://www.geffrye-museum.org.uk/

Gennemgang af perioderummene:

http://www.geffrye-museum.org.uk/period-rooms-and-gardens/virtualtour/period-rooms/

A Guide to the Geffrye Museum, red. af David Dewing. 2008.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

Stockholms stadsmuseum – boligindretning på svensk, del 3

Først på Södermalm, tæt ved Slussen ligger Stockholms stadsmuseum. Som man vil kunne forvente, indeholder museet fortællinger om den svenske hovedstad og byens kvarterer. Stockholms stadsmuseum bruger til denne fortælling forskellige formidlingsformer fra nøgterne fotoudstillinger til scenograferede rum. Museet synes, at have gjort sig umage med at gøre det overordnede indtryk mindre højtidelig og mere kulørt, flere steder i en så høj grad, at min ledsager på dette museumsbesøg konstaterede ”at det her vist nok mest er for børn” for lidt efter at søge ned mod kaffen og kagebordet i cafeen. Det skulle nu mere til for at få mig væk fra museets opstillinger, modeller og genstande.

Stockholms stadsmuseum 323

På Stockholms stadsmuseum er der iscenesættelser af byens forskellige rum. Ikke i 1:1, men klar med et forsøg på, at videre give en stemning fra forstaden, centrum osv.

Stockholms stadsmuseum 345

Husene, byens helt centrale element, formidles både gennem forskellige modeller og i tegninger, hvor de forskellige tiders stil og kendetegn enkelt formidles.

Stockholms stadsmuseum 326

Stockholms stadsmuseum 369

Stockholms stadsmuseum 370

Stockholms stadsmuseum 372

Boligindretning

På stadsmuseet vil man også gerne formidle forskellige tider boligindretning. I disse udstillinger benytter museet sig heller ikke af 1:1 fuldskala interiørudstillinger, men laver koncentrerede oversigter, hvor det er nemt at sammenligne elementer fra forskellige tidsperioder.
Et sted er det køkkenet, der formidles med skabslåger fra forskellige årtier og billeder, der viser tiders forskellige tendenser.

Stockholms stadsmuseum 359

Et andet sted vises en simpel, men virkningsfuld fremstilling af forandringer i hjemmets elementer. Det er en væg, hvor hver periode er repræsenteret af en stribe tapet, et dørhåndtag, nogle steder en lyskontakt og så stregtegninger af markante møbler, lamper og brugsgenstande fra perioden (f.eks. en Steltonkande og en rispapirslampe).

Stockholms stadsmuseum 363

Stockholms stadsmuseum 365

Stockholms stadsmuseum 366

Tapetet er nok til at give stemningen, og tegningerne og dørhåndtagene nok til, at man synes der er elementer man kan studere nærmere.

I forhold til de andre boligindretningsudstillinger beskrevet i denne trilogi fra svenske udstillinger (del 1 om IKEA tilsammans og del 2 om Nordiska museet) er det nogle noget billigere og simplere virkemidler Stockholms stadsmuseum benytter sig af. Der er ikke mange detalje og finesser at fordybe sig i, men opstillingerne giver et overblik over forskellige tiders stil.

Der tidligere blogposts om svenske boligindretningsudstillinger kan læses her:

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Nordiska museet – boligindretning på svensk, del 2

Nordiske museet ligger på Djurgården i Stockholm og har siden sin grundlæggelse i slutningen af 1800-tallet været et sted kendt for interiørudstillinger. I del 1 af denne lille blog-serie om svenske boligindretningsudstillinger besøgte jeg interiørudstillinger i IKEAs udstillingssted IKEA tilsammens i Älmhult. I Älmhult var der interiør, men flere steder også en mangle på finish og ingen nævneværdig ambition om at sætte tableauerne ind i større sammenhænge. Det er der til gengæld på Nordiska museet i Stockholm. Nordiske museet er nabo til Skansen og er ligesom Skansen også grundlagt af Arthur Hazelius. Området, hvor Skansen ligger på blev faktisk købt og indrettet til frilandsmuseum samtidigt med, at Hazelius var undervejs med at detaljeplanlægge og bygge den enorme renæssanceslots-inspirerede bygning der har været rammen om Nordiske museet siden 1890’erne.

Nordiska museet, Stockholm, Sweden

Noget der virker helt uladsiggørligt og aftvinger den største respekt for enhver, der har været i nærheden af en smule projektstyring. En af de udstillingsformer Hazelius blev kendt for i hans samtid var hans stueinteriør, der var indrettede rum (tre vægge, gulv og loft) som den besøgende kunne se ind i. Rummene kunne være befolkede med dukker, som var opstillede i dramatiske situationer, der både kunne vise funktioner ved genstandene eller spille på følelserne. Hazelius deltog i verdensudstillingerne i Philadephia (1878) og Paris (1878) med hans skandinaviske etnografiske ”tablaeux vivants”. Det var en stor succes og de dramatiske opstillede interiør var en stor oplevelse for verdensudstillingens gæster – ”alle mødrene græd ved Lillians sidste seng”, skrev den franske presse.

Dukade bord

Nutidens Nordiska museet burger stadig interiørudstillinger skønt den dramatiske og følelsesbetonede karakter ikke er skruet helt så kraftigt op som ved Lillians sidste seng. En rigtig fin udstilling er Dækkede bord, en udstilling om mad, magt og status i fem århundrede.

I den ene side af galleriet er der tableauer, hvor man kan se det dækkede bord, med service, bestik, rettet og al den status og ceremonielle lag en borddækning kan have. Det er fint lavet og sætter tanker og fantasien i gang. Man kan have læst nok så meget om pragt eller mangel på hygiejne i 1600-tallet, men det giver en særlig forståelse for tankegangen og problematikken, når man ser det dækkede festbord med svaneforkroppen og vingerne, der efter endt spisning kan tages af stegen for at så kunne bruges igen til den næste vigtige middag.

Nordiska Museet MBD 209

Over for de dækkede borde er der lange montre med service og bestik fra de forskellige perioder. Simpelt og fint lavet.

Nordiska Museet MBD 207

Nordiska Museet MBD 210

Nordiska Museet MBD 222

Nordiska Museet MBD 224

Dukada bord, Nordiska museet

Möblerade rum

Udstillingen Møblerede rum har lidt af det samme princip. Udstillingen fortæller om svensk boligindretning fra 1870 til 2000. Der vises interiør, hvor møbler tilsammen skaber sammenhæng og ved siden af interiørerne, udstilles tidens møbler, lamper med videre som enkeltstående værker, det er muligt at studere nærmere.

Nordiska Museet MBD 265

Nordiska Museet MBD 262

Nordiska Museet MBD 268

Udstillingen er fra 2002 og har nogle af de samme taktile elementer og variationskvaliteter som V & As udstilling British Galleries. Der er f.eks. materialeprøver af tidens mest brugte træsorter som man kan røre ved, skuffer med mønstre og tekstiler man kan gå på opdagelse i og reliefmodeller af periodens lejligheder, nok primært til glæde for synshandicappede, men også som en afveksling for os andre.

Nordiska Museet MBD 271

Nordiska Museet MBD 264

I dette link http://www.nordiskamuseet.se/Upload/Documents/47.pdf er en beskrivelse fra museet om udstillingen. Og her er et link til Nordiska museets billedset på Flickr om boligindretning: http://www.flickr.com/photos/34380191@N08/sets/72157622336137338/with/3607339248/
Også et fint iniviativt.

Det sidste stop i min svenske boligindretningsblogtrilogi bliver Stockholms Stadsmuseum. Fortsættelse følger.

Her er et link til første del af serien: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2012/01/25/heminredning-artur-hazelius-og-ikea-tilsammans-boligindretning-pa-svensk-del-1/

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Heminredning: Artur Hazelius og IKEA tilsammans – boligindretning på svensk, del 1

IKEA-kataloget dumper ind af brevsprækken og åbenbare en velkendt og alligevel fremmed verden. Hjem som de i dag kunne se ud med alle vor tids kendetegn og alligevel lidt karikeret i familiemønstrene, omgangsformerne og den praktiske pladsudnyttelse og lidt for gennemførte i indretningsdetaljerne. Denne lille diskrepans til virkeligheden bliver endnu tydeligere, når det er de ældre IKEA kataloger, der bladres igennem. Det bliver pludseligt meget sen 90’er-stil, 80’er-agtigt, 70’er langskjorteflippet osv. Og hele tiden er der de glade svenskere ved møblerne med de nordiske bynavne.

IKEA tillsammens 07 2011 040

Med IKEAs globale betydning i forhold til salg og udformning af møbler, skabe, køkkener, senge, lamper osv. vil det ikke undre mig, hvis Sverige er en lokalitet mange forbinder med boligindretning og holdninger til boligen.

Skansen, verdens første frilandsmuseum

 En museumstype, der grundlæggende arbejder med boligindretning er frilandsmuseet og det var også i Sverige, at det første moderne frilandsmuseum, Skansen, opstod. Det skete i 1891. Skansens grundlægger Artur Hazelius ønskede med Skansen at skabe et museum, hvor man kunne komme helt tæt på det levede liv og gennem det blive klogere på sit eget liv – besøget skulle handle om den besøgendes eget liv. ”Känn Dig själv” var Hazelius’ motto og viser også fint den tætte forbindelse han så mellem historiens vidnesbyrd og gæsternes refleksion over deres eget liv. På Skansen kunne man se hvordan folk boede, hvad de havde af møbler og ting i deres hverdag. Man kom tættere på andres livsvilkår og kunne meget konkret forestille sig hvordan andres liv kan have været.

Hazelius havde baggrund som skolelærer og vedblev med at være en folkeoplyser, efter han blev en af Sveriges mest betydningsfulde museumsmænd På Skansen skulle man se og opleve – ”låta barnen läre med lyst”. Det var en ny oplevelsesform, der blev forfinet der. Hazelius’ ide om et ”friluftsmuseum” spredte sig ud over Sveriges grænser. Ligesom i tilfældet IKEA først til de andre nordiske lande, så til Tyskland og så til resten af verden.

Det er ikke kun på frilandsmuseerne, at der udstilles interiør og situationer fra dagliglivet til forskellige tider. Sidste år havde jeg mulighed for af flere omgange at besøge Heminredningens hjemland og se forskellige udstillinger på ikke-frilandsmuseer med og om interiør og boligens indretning.

IKEA tilsammans i Älmhult

Ved siden af världens första IKEA i Älmhult ligger et IKEA besøgscenter eller IKEA tilsammans som det kaldes på ny-svensk. Om sommeren er det muligt at se en lille og noget slidt IKEA udstillingssted i bygningen. Her fortælles naturligvis Ingvar Kamprads historie og der er billeder fra IKEAs sejrsgang verden over. Den mest rummelige del af udstillingen er interiør fra forskellige årtier med den tids IKEA varer. Der er en 3D version af IKEA kataloget og for rigtigt mange inkl. undertegnede en walk down memory lane. Det tapet, den lampe, den stol var der rigtigt mange af 70’er stuerne i den provinsby jeg voksede op i.

IKEA tillsammans 07 2011 004

IKEA 1960'erne

IKEA tillsammens 07 2011 009

IKEA første del af 1970'erne

IKEA tillsammens 07 2011 013

IKEA sidste del af 1970'erne

IKEA tillsammens 07 2011 019

IKEA 1980'erne

IKEA tillsammans 07 2011 029

IKEA 1990'erne

Finish manglede flere steder i Älmhult og det samme perspektiveringen. Det ses til gengæld på boligindretningsudstillinger i Nordiske museet, der bliver emnet for næste indlæg i denne lille blogpost-serie om svenske interiørudstillinger. Fortsættelse følger…

Vi du læse mere om Hazelius og Skansen så vil jeg gerne anbefale de første kapitler i Sten Rentzog: Friluftsmuseerne. En skandinavisk idé erövrar världen. 2007 og i Nordiska museet under 125 år (red. Hans Medelius m. fl.). 1998.

4 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling