Tag Archives: levendegørelse

Plimoth Plantation. Amerikanske open air museer 6

I sommer besøgte jeg en række open air museer i USA – det sidste af dem var Plimoth Plantation i Massachusetts.

DSC_0798

Plymouth er vigtigt sted i USA’s historie. Det var her, at en af de første grupper af engelske bosætter i 1620 kom med skibet Mayflower. Det var i denne koloni af den første fejring af høsten, Thanksgiving, blev afholdt af bosætterne – også kaldet pligrimmene – sammen med høvding Massasoit fra Wampanoag stammen. Historien om de gudfrygtige kolonister, der skabte et eget område med egne love og demokratisk valgte ledere inspirerede samtidens tænkere som John Milton og John Locke og kom til få en vigtig betydning i dannesen af flere amerikanske stater og den amerikaske selvforståelse.

Alle besætningsmedlemmer på Mayflower er undersøgt af historikere og interessen for gruppen og dens historie ses også ved, at der siden 1897 har været et Mayflower Society som man kan blive medlem af, hvis man kan spore sin familie tilbage til en af de 102 passagerer som ankom til Amerika i 1620.

DSC_0789

I 1947 grundlagte en arkæolog med det eventyrlige navn Henry Hornblower II open air museet Plimoth Plantation ved byen Plymouth. Tidligt brugte museet greb fra teateret med aktører, der spillede scener fra pligrimmenes historie. I slutningerne af 1960’erne besluttede museet at gå en ny vej der gjorde, at det blev et museum der international blev lagt mærke til. Museet ville fremstå som året 1627. Montre, mannequiner, skilte og andre elementer, der ikke passede i 1620’erne blev fjernet og gradvist erstattet med rekonstruktioner og levende aktører som formidlede. I 1970’erne blev konceptet forfinet med mere konsekvent 1. persons formidling, det vil sige at personerne agerer som levede de tilbage i fortiden.

DSC_0809

Museet er løbende blevet udvidet og består i dag blandt andet af 1620 bosættelsen, en Wampanoag lejr, et Craft Center, en fungerende mølle, en lade med dyr og en rekonstruktion af det gode skib Mayflower.

Plimoth Plantation var det sidste open air museum på min rundtur i USA og et besøg jeg så frem til. Museet er særlig kendt for sit kompromisløse 1. persons formidling og for museets meget grundige research omkring de 1600-tals personer der gestaltes. Den velinstuderede 1. persons formidling er dog ikke museets eneste formidlingsform, og også i de andre måder som museet møder publikum på oplevede jeg en meget gennemført tilgang.

DSC_0775

Wampanoag indianerne og Craft Center

Det første afsnit man som besøgende møder efter indgangsbygningen er Wampanoag indianers lejr. Det greb museet bruger her er at aktørerne primært har en Wampanoag etnicitet eller også tilhøre de en af de andre native nations. Aktørerne er i dragter, men ikke i en historisk karakter. I stedet for at det kun er historien om dengang der formidles, er det en historie om indiansk identitet i dag og om vejen frem til i dag.

DSC_0779

De aktører jeg talte med var imødekommende, men ved at det var aktørernes etnicitet, der blev udstillet var det lidt som at trænge ind i en privat sfære. Samtidigt syntes jeg, at det var lidt akavet at indlede en snak om Wampanoag indianerne i dag, når de stod der i ikke-nutidige, men traditionelle dragter. Ifølge dagens program som den service mindede og imødekommende billedsælger havde giver os, så kunne vi have deltaget i kanobygning og fiskenetsproduktion, hvis vi var blevet i lejren, men vi fortsatte i stedet videre ned til museets Craft Center.

Craft Center er en moderne bygning med formidlingsstationer, hvor håndværkere og aktører i morderne tøj sagligt og imødekommende fortæller om det håndværk eller aktivitet de laver. Den dag jeg besøgte museet var det bl.a. muligt at se en pottemager og en lysestøber i aktion. Der var også et bageri i bygninger, der lavede brød til aktørerne og som man kunne snakke med om brød og bagning blandt pilgrimmene.

IMG_7400

IMG_7402

1600-talsbosættelsen

Rundt om den genskabte 1600-tals landsby er der en palisade og vejen ind til bebyggelsen går gennem fortet, der også var det lille samfunds mødested, bl.a. i religiøse sammenhænge.

USA 2015 486

I landsbyen var der folk i gaderne og i mange af husene. Det var kolonisterne fra Mayflower genskabt i dragt og i rolle, hvilker man lagde mærke til med det samme, da de hilste på en – det skete nemlig ikke med amerikansk accent, men med en genskabt 1600-tals sprogtone. I de første huse jeg besøgte var det fascinerende at møde aktørerne og se hvordan at de svarede for sig som 1600-tals personer, og hvordan de agerede som bosættere i denne store fremmede land.

DSC_0802

Efter et par huse var mødet ikke længere så interessant og kunne komme til at virke lidt som en gentagelse – også fordi deres indlevelse og sprogtone var så markant. Lidt forandring kunne være godt – og det kom der også.

I et af husene sad Molly – en af museets curators. Hun var i morderne profiltøj fra museet og var en slagts mediator, der svarede på spørgsmål om livet dengang. Gennem hende fik vi at vide, hvordan de rekonstruerede genstade til husene, og at de samarbejdede med sprogforskede i udviklingen af den type engelsk de enkelte kolonister havde.

DSC_0814

Hvis man gennem de historiske kilder vidste, at en kolonist kom fra Bristol blev den aktør der skulle agere vedkommende lært op i 1600-tals Bristol accent osv.. Molly fortalte også at de hvert år skiftede ”kolonist” for ikke at deres rolle skulle blive en sovepude og for at få nye udfordringer.

I et andet hus sad Ian også moderne profil tøj. Han fortalte om hvilken mad 1600-tals New Englænderne kunne have spidst. Han viste råvare og havde kopier opskriver eller kilder fra tiden, der omtalte mad eller fødevarer.

IMG_7415

IMG_7418

Det var fint gjort dog med den store mangel, at man ikke kunne smage på noget af maden. Af formodentlige helbredsmæssige årsager måtte vi ikke spise noget af det. Det var ikke kun på Plimoth Plantation af jeg mødte denne regel, der var på alle de open air museer, hvor aktører eller formidlere lavede eller fortalte om maden.

DSC_0817

En sidste type personbåren formidling mødte vi i fortet på vej ud af beboelsen, Det holdt en af museets historiker et foredrag om kolonisterne religiøse ceremonier. Det var et stringent og meget sagligt foredrag, der varede en lille halv time.

DSC_0833

Jeg besøgte museet uden børn, men kunne se at der var aktiviteter rundt omkring til den yngre målgruppe så som 1600-tals skriveøvelser og mulighed for at prøve stylter. Hvis jeg var blevet på museet længere kunne jeg også have oplevet den børneorientere aktivitet Millitia Training in the 17th Century.

Museumscafeen serverede retter ”inspired by food from Wampanoag and English Colonial traditions” men jeg var på tur med en god ven med italienske aner og vi havde opsporet et lækker italiensk sandwichsted i byen – og det kunne museets cafe ikke konkurrere i mod. Nogle gange vil den sikre gode kulinariske oplevelse vinde over den historiske gennemførthed – for det at være på museum er også at have taget en dag ud og nyde det.

Et gennemført museum

Plimoth Plantation er bestemt et besøg værd. Museet lægger meget vægt på den mundtlige formidling. Jeg oplevede ved mit besøg et veritabel katalog af muligheder inden for den genre fra 1. persons formidling, etnisk identitetsorientere dialog (ved Wampanoag-lejren), demonstration af håndværk, foredrag og behind the scenes talk. Som museumskollega måtte jeg tage hatten af for stedets grundige og kompromisløse tilgang til genskabelse af fortiden. På Plimoth Plantation var klædedragterne gennemførte – også skoene hvilket ellers var et særsyn på de amerikanske open air museet jeg har besøgt – og der var lavet en imponerende research i de personer aktørerne skulle levendegøre – helt ned til hvilken 1600-tals engelsk accent de formodentlig havde.

USA 2015 495

Jeg mødte flere personer på museet, der formåede at komme ud og engagere deres tilhørere, men museet kan i sin konsekvente gennemførthed godt komme til at virke lidt lærd og indforstået. Aktørerne taler til en på en lidt mærkelig sprog, og de er meget korrekte i deres opførsel. Der er bestemt meget stemning på museet som tiltaler mange, men jeg vil også tror, at nogle børnefamilier og andre urolige grupper kunne synes, at der er lidt for lidt spas og aktivitet på museet. Der er ingen tvivl om at museet kan være stolte af deres dybe viden, men jeg vil mene, at den viden kunne komme til glæde for endnu flere, hvis de nogle gange så bort fra det korrekte og vægtede det imødekommende endnu mere.

IMG_7407

Link

https://www.plimoth.org/

Denne artikel er den sidste i en række om amerikanske open air museer.

De andre fem kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

DSC_0804

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Old Sturbridge Village. Amerikanske open air museer 5

Old Sturbridge Village er et open air museum, der fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet. Der er over 40 huse, og museet viser både bymiljø, landbygninger og har også udstillinger med genstandssamlinger. Jeg var på museet med min familie og gode venner fra dette hjørne af New England og vi havde en god dag. Old Sturbridge Village viste sig at være et yderst varieret museum, hvad angår formidlingsformer og forskellige måder at åbne op for historien, særligt til de yngre målgrupper.

IMG_7323

Old Surbridge Village har et velbesøgt skoleprogram, og har som ved denne tovtrækning også aktiviteter for børn, der besøger museet med familien.

IMG_7289

I sommerferien kan børn tilmelde sig ugekurser, hvor de kommer i dragt og tilbage i historien.

A history lesson you never forget

Den åbne og legende tilgang til historieformidling viser sig allerede i indgangsbygningen, blandt andet gennem nogle enkle opsætninger, der gennem spørgsmål og aktiviteter fortæller om kendetegn ved New England.

DSC_0616

DSC_0618

Et andet sted i indgangsbygningen er der et område særligt for børn med udklædningstøj i forskellige størrelser, hands-on aktiviteter og bl.a. en købmandsbutik og en 1800-tals hjem, som kunne bruges som rammerne for legen.

IMG_7297

IMG_7293

Der er også fokus på leg og aktivitet ude på friluftsområdet af museet. Flere steder er der sat legesager til lege, der eksisterede i 1800-tallet sammen med en kort instruktion til legen. Flere gange så jeg, at museets aktører kort demonstrerede legen, når de kom forbi stederne og områderne blev også brugt af museets gæster.

DSC_0654

DSC_0639

Et andet sted er rollelegsgrebet fra indgangsbygningens børnemuseum gentaget ved en legeplads / aktivitetsområde med bl.a. dyrefigurer, hestevogn og skæmtekulisser.

USA 2015 456

Et tredje eksempel på et aktiverende område er et lille hus på vej til savværket, der har titlen Six Simple Machines. Her bliver der vist og demonstreret enkle hjælpemidler som 1800-tallets landbobefolkning også havde glæde af, f.eks. en løftestang, hjulet og en kile. Det er en udstilling uden det store finish og den var også noget slidt, men illustrerer meget godt Old Sturbridge Villages tilgang til at formidle med variation og lægge elementer ind som kan aktivere museets gæster.

IMG_7351

Aktiverende tekst

Er greb jeg så flere steder på museet var tekster med en grad af aktivitet forbundet. Det kunne være at de aktivt opfordrede til undersøgelser eller at informationerne skulle findes ved at løfte noget eller gennem en anden handling.

DSC_0620

I museets kirke ”meeting house” bliver man f.eks. opfordret til at gå ud på museet og finde andre bygninger der havde spor af 1830’erne populære Grecian Style.

IMG_7309

Andre steder på museet er der lavet enkle hands-on løsninger, hvor de besøgende kan læse mere om emner ved at løfte et skilt. Der ses f.eks. på byens advokatkontor, hvor der kan gættes og læses mere om mænds og kvinders rettigheder i 1830’erne.

DSC_0643

I museets indgangsbygning er der flere af den type opsætninger. Et sted er der installationer, hvor der øverst er en model af en bygning som kan besøges på museet, og så er der under det en række skuffer, hvor dele af bygningens historie udfoldes, f.eks. grundplanerne, farvevalg og snedkerarbejdet i huset. Et udemærker greb, der måske kunne have været endnu bedre, hvis de kunne havde været placeret ude ved de enkelte huse.

USA 2015 398

Forrest er kommoden/installationen om et af museets markante bygninger Towne House

USA 2015 401

Skuffen om farver og tapeter. Systemet minder lidt om et lignende i Landesmuseum Halle, hvor forskellige neolitiske kulturer bliver udfoldet på samme måde, bare i et lidt mere gennemført design.

DSC_0686

I selve Town House kan man så irl se de tapeter med videre, der er beskrevet i installationen.

USA 2015 446

Towne House

Living history

Et tredje aspekt der er værd at fremhæve ved Old Sturbridge Village er demonstrationerne af håndværk og levevis gennem levende formidling. De aktører jeg mødte på museet var primært optaget af at demonstrere et arbejde eller gøremål. Det var ikke aktører som foregav, at de levede i den tid museet var sat til at formidle, dvs. for Old Sturbridge Villages vedkommende primært 1830’erne, men de udførte og fortalte om en arbejdsgang fra den tid.

IMG_7321

I Tin Shop, hvor både mester og den unge arbejdsdreng var i værkstedet.

Et sted vi besøgte var smedjen, hvor smedens arbejde og hans udstyr kunne mindede om andre smedjer på andre frilandsmuseer, men aktøren på Old Sturbridge Village var rigtig dygtig,

DSC_0713

I smedjen

Han virkede både som en troværdig og kapabel håndværkere og var bestemt en frem formidler, der bruge effektive kneb med at inddrage os gæster, f.eks. ved at spørge hvor vi kom fra og tale ud fra det – det kunne være med historier fra den egn, eller ved at score point ved at kunne sige smed (eller noget der mindede om) på dansk og hawaiiansk, da der var besøgende fra Danmark og Hawaii.

IMG_7345

Gennem museet flyder en å, der både er med til at gøre museet til idyllisk og mere luftigt. Åen bruges også i museets udformning og formidling, f.eks. gennem savværket og mølledammen. Savværker er også i funktion og vi besøgte det, mens et par af aktørerne med vandkraftens hjælp savede planker ud. Enkelt og virkningsfund formidling, der blandt gæsterne både gav eftertanke om menneskehedens opfindsomhed og de kræfter, der er i naturen.

USA 2015 412

I savværket, hvor mange besøgende fulgte, hvordan at stammen blev lagt tilrette og savet over med hjælp af saven drevet af møllehjulet.

Et tredje living history sted på museet vi besøgte var Pliny Freeman Farm. Det er ikke et hvilket som helst sted, men en markant gård i amerikansk museumshistorie. Det var ved denne farm, at det tidlig leder af Old Sturbridge Village Darwin Kelsey formulerede og gennemførte hans ideer om en gård, der skulle indrettes og drives som i 1830’erne. Grundig research blev lavet i bonden Pliny Freemans liv i begyndelsen af 1800-tallet. Skov blev ryddet, og marker og enge anlagt, så det kunne blive et mere autentisk gårdmiljø fra den tid. Genstande i huset blev også erstattet, så de kunne bruges og så de passede bedre til det udstyr og den levevis en bondefamilie som Pliny Freemans kunne have haft.

DSC_0737

Målet var, at gården skulle indrettes og drives så det blev et levende sted, hvor gæster året rund skulle kunne komme og se hvordan man i 1830’erne levede, dyrkere jorden og holdt dyrene. Projektet blev startet op, men kunne ikke gennemføres helt så ambitiøst. Det blev for mandskabskrævende. Det var samtidigt heller ikke altid lige god formidling når gæsterne ikke kunne komme tæt på f.eks. aktiviteterne i marken eller når de ikke have den rette forudsætning til at forstå det udspillede liv. Men Kelseys ideer fik i mere eller mindre modificeret form udbredelse og blev en vigtig inspiration til udviklingen af Living Historical Farm museer og til mere seriøs at arbejde med de rette afgrøder og husdyrstyper på museerne.

DSC_0727

Da vi besøgte gården var køerne ved at blive drevet ind i stalden for at blive malket og efter lidt tid var de klar i deres båse. En formidler i dragt fortalte om malkning dengang, og mere generelt om det arbejde de lavede på gården med at holde køer på samme måde som i 1800-tallet. I mens kunne vi gæster i mindre hold komme ind i laden og se køerne blive malket.

USA 2015 435

USA 2015 437

I køkkenet fortalte de om maden og hygiejnen og udenfor om kærning af smør mm. og vi gik fra gården med oplevelser og klogere på et muligt liv på en 1830’er gård i New England.

USA 2015 427

Et lokalt museum

Old Sturbridge Village havde i modsætning til nogle af de andre open air museer jeg fik besøgt i USA ikke et bestemt fokus i museets fortælling (f.eks. opfindsomhed i Greenfield Village og kulturmøde i Frontier Culture Museum), men mindede mere om større regionale nordiske frilandsmuseer som Maihaugen, Hjerl Hede og Den fynske Landsby, hvor en regions historie fortælles. Jeg besøgte museet med en familie fra lokalområdet, der fik det ekstra ud af besøget, at de kunne relatere til de forskellige lokale steder, hvor de enkelte bygninger kom fra og hvor de i nogle tilfælde også kunne huske dem i lokalområdet.

DSC_0651

Et Law Office, der oprindelig havde ligger i det nærliggende Woodstock, Connecticut.

Denne mere oprindelige tilgang til grundhistorien i et frilandsmuseum (at fortælle om et områdes historie) var på Old Sturbridge Village en god og relevant historie, der gennem sine greb også rakte udover lokalområdet. Museet var nogle stede slidt og noget bedaget, men vandt ved nærmere bekendtskab, ikke mindst takket været museets mangeartede måder at formidle stoffet på og at engagere museets gæster.

DSC_0624

DSC_0687

Link

Old Sturbridge Villages hjemmeside: https://www.osv.org/

Dette er den femte og næstesidste beretning om amerikanske open air museer. De tidligere fire kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

DSC_0732//embedr.flickr.com/assets/client-code.js

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Levendegørelse og engagement af publikum – Middelaldercentret i Nykøbing Falster

Jeg var en tur til middelalderen i forgårs – eller nærmere bestemt på udflugt til Middelaldercentret ved Nykøbing Falster, der har som formål at levendegøre middelalderen.

Middelaldercenteret (20)

Middelaldercentret levere god historieformidling. De besøgende kan se eksempler på levevis i middelalderen, der får dem til at tænke over livsvilkår dengang og centret har også arbejdet med, at det for gæsterne er nemt selv at engagere sig i fortællingerne.

Middelaldercenteret (19)

Levendegørelse er formidling og som med alt andet formidling er modtagerens omverdensforståelse en vigtig del af forståelsen og indlevelsen i det formidlede stof. Levendegørelse kan ikke blive andet end et glimt ind i en anden tid, men i levendegørelse er der menneskelig kontakt og 1:1 fysiske omgivelser. Formen har dermed – i modsætning til bogen, billedet, filmen og montreudstillingen – nogle stærkere virkemidler i forhold til at tale til alle sanser. I levendegørelse kan der også være gode mulighed for at gæsterne nemt kan interagere. Det kan være at smage på maden, tale med aktørerne eller deltage i aktiviteter.

Middelaldercenteret (5))

Frivilligt engagement

Jeg var ikke den eneste gæst i Middelaldercentret i denne efterårsferie. I gårsdagens Politiken kunne man læse journalist Camilla Stockmanns reportage Undercover i 1402, hvor hun beskriver hvordan hun i samme uge prøvede at leve som en middelalderlig køkkenpige. Artiklen er skrevet med journalistens distance til stoffet, men giver udtryk for den indlevelse og erkendelse levendegørelsen også giver en kulturjournalist fra stenbroen.

Camilla Stockmanns artikel: http://politiken.dk/kultur/ECE1787627/hvorfor-vaelger-moderne-mennesker-at-leve-en-uge-i-middelalderen/

Camilla Stockmann havde taget den store tur med middelalderkost, særk og kjortel og korrekt tiltale og opførsel afhængig af hvilken position man har i samfundet. Det er muligt selv at opleve dette, hvis man melder sig som en af de frivillige på centret og gennemgår et obligatorisk aktørkursus. Mange open air museet har tilbud til frivillige og har ligesom i Nykøbing et system med en oplæring om periodens historie og levevis før de frivillige kan blive aktører. Disse frivillige er med til, at stederne bliver befolket og lever, og tilbuddet giver samtidigt særligt interesserede mulighed for at leve og formidle historie.

Middelaldercenteret (6)

Publikums indlevelse

Indlevelse af den type er kun for de særligt interesserede og dermed ikke et produkt der kan tilbydes den almene besøgende på dagstur. Middelaldercentret giver også mulighed for en mere enkelt og uforpligtende indlevelse. Når bliden skal skydes af bliver publikum bedt om at hjælpe med at trække den lange hovedarm tilbage og bliver dermed en aktiv del af oplevelsen og får ejerskab til afskydelsen.

Middelaldercenteret (14)

Publikums vælges til at deltage

Middelaldercenteret (15)

Der trækkes

Middelaldercenteret (16)

og en af gæsterne affyrer bliden

Et andet sted hvor det sker, er ved riddertuneringen. Her sælges der for en relativt beskedne pris på 20 kr små vimpler for de stridende parter. Denne eftermiddag var det den lokale rigsråd fra Lolland og Falster ridder Henrik Svane og den legendariske ubesejrede bøhmiske ridder Wolfgang van Lauterbach. De henholdsvis røde og sorte vimpler blev flittigt købt. En herold præsenterede ridderne og fremhævede deres mod og dyder og fik fint skabt en stemning i arenaen så publikum blev grebet og hujede, viftede med deres faner og håbede det bedste for deres ridder. Få af gæsterne havde på forhånd sat sig ind i hvem hvilken ridder var, men gennem deres køb havde de jo valgt hold og automatiske blevet engageret i optrinnet. Jeg var af sted med mine to døtre og ikke overraskende var der blevet købt røde vimpler og dermed var vi kommet på ridder Svanes parti. Nogle venner jeg tilfældigt mødte i Nykøbing den dag var på tur med deres sønner og de endte så med sorte faner og Lauterbach-opbakning.

Middelaldercenteret (7)

Salg af vimpler

Middelaldercenteret (9)

Publikum inviteres også til træningen. Her en der sammen med Wolfgang von Lauterbachs væbner skal ramme quintanen med en lanse

Middelaldercenteret (8)

Middelaldercenteret (12)

Svane vandt til vores store glæde og efter turneringen blev vimplerne stadigt brugt, svinget og i mit lille selskab en del af de historier der blev fortalt og leget.

Middelaldercenteret (13)

Nu var der ikke små vimpler til publikum i middelalderen. Ridderturnetringer var heller ikke var så udbredte og man kan med rette diskutere om de burde fylde det de gør i den moderne levendegørelse af middelalderen. Men ridderturneringerne er spektakulære, trække gæster til og kan åbne op for fortællinger om livet i middelalderen for dem der ikke har en forhåndsinteresse i stoffet. Og vimplerne er med til at give et personlige engagement som gør, at det bliver en bedre og mere engaget oplevelse for gæsterne. Derfor synes jeg at begge dele formidlingsmæssigt kan forsvares.

Identifikationsgadgets

Gadgets, der som vimplerne kan købes og giver identifikation med fortællingen ses ikke tit som tænkt til at være en aktiv del af besøget. I Sverige er der eksempler på denne brug af identifikationsgadget i et par populære sommerattraktioner. Jeg har i denne blog før omtalt cowboylandet High Chaparral og det steds salg af hatte og legetøjspistoler, der gør at stort set alle gæster hurtigt bliver del af en leg og en fortælling om det vilde vesten.

High Chaparral 2011 149

Blogpost om High Chaparrals engagement af gæsterne: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

Et andet sted der sælger simple identifikationsgadgets er Astrid Lingrens Värld. Forlystelsen er dedikeret til Astrid Lindgrens fortællinger og universer. Der er huse og legeområder med temaerne og skuespil hvor scener fra bøgerne vises og hvor publikum inviteres til at deltage.

IMG_0799

I attraktionen er der også butikker forskellige steder, hvor man blandt andet kan købe Emils lue og bøsse og som disse billeder fundet på flickr hos familierne Engstrom og Claesson viser, så er de to simple virkemidler med til at stimulere legen og identifikationen med historien.

Billede af knægt som Emil: http://www.flickr.com/photos/familjenclaesson/1117124085/

Emil med en lille Emil bag sig:

IMG_0795

I Astrid Lindgrens Värld kan der man til pigerne også købe diverse Pippi gadgets.

Treårige Naja og Pippi

og treårige Naja som Pippi

Det at kunne købe en beskeden ting for dermed at få skabt identifikation med en fortælling eller en historisk periode er bestemt noget, der er potentiale i. Dilemmaet er at finde et produkt, der er så simplet (læst billigt at producere) så en stor gruppe af gæster får lyst til at købe det. Det kan betyde, at der skal gives køb på detaljerne og dermed den historiske korrekthed. En anden udfordring er at finde den gadget, der er nemt afkodelig og som dermed giver ejermanden del af en historie og et engagement. Det er faglige spørgsmål, der skal undersøges og tages stilling til før museerne eller attraktionerne går denne vej, men hvis det lykkes vil det kunne skabe mere engagerede og dermed motiverede gæster.

High Chaparral 2011 231

Link:

Middelaldercentret:
http://www.middelaldercentret.dk/

High Chaparral:
http://www.highchaparral.se/

Astrid Lindgren Värld:
http://www.alv.se/

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie