Tag Archives: Masumiyet Müzesi

Magtfulde ledere

Der er tider for stærke mænd eller måske rettere en tid, hvor der er meget snak om stærke mænd og deres enkle, klare løsninger, der kan cut the crap og skære igennem diskussionerne i den langvarige demokratiske proces. Nyere undersøgelser af politologerne Yascha Mounk og Roberto Stefan Foa fra henholdsvis Harvard og University of Melbourne viser, at tiltroen til demokratiet som styreform har været faldende de sidste 20 år, og at der er en stigning i tiltroen til mere autokratiske alternativer som militærstyre eller en stærk leder. I en artikel i New York Times fra 29. november 2016 om Mounk og Foa undersøgelser How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’ kædes tendenserne i forskernes observationer sammen med fremgangen for outsidere, der er imod de etablerede demokratiske aktører – f.eks. Donald Trump og den italienske fremstjerne bevægelse.

DSC_0243

Magt og individ i Istanbul

For lidt over et år siden besøgte jeg Istanbul, hvor jeg gennem et par museumsbesøg kunne reflektere over magt og individ. Hovedformålet med rejsen var at se det lille museum, Uskyldens Museum, der som et erklæret mål har at gå imod de store statsfortællinger og i stedet dyrke museet som et rum, der omhandler mennesket og det humane i vores liv. Museet er skabt af nobelprismodtagen i litteratur Orhan Pamuk. Det er tæt forbundet med hans roman af samme navn som museet, og det er bestemt et besøg værd.

IMG_8727


Museet Uskyldens Museum er en fascinerende fortsættelse af fiktionen i romanen af sammen navn. På museet er blandt andet det rum, hvor romanens/museets hovedperson til sidst boede, mens han (i bogen) lavede museet.

IMG_8707 Uskyldens Museum

Museet er organiseret i en række små tableauer, der alle har et nummer, som refererer til et kapitel i bogen, her er det tableau/kapitel 14: Istanbuls gader, broer, bakker og pladser.

IMG_8750

Uskyldens Museum er et museum med hverdagsting og dyrkere det i høj grad også , som f.eks. i montre 68, 4.213 cigaretskod, som indeholder 4.213 cigaretskod alle med en påtegnelse om hvornår og hvordan hovedpersonens udkårne havde røget cigaretten.

I en bog om museet, The Innocence of Objects, beskriver Orhan Pamuk, hvordan han som barn i Istanbul kun kendte få museer og disse var historiske monumenter og havde en statslig og regeringsmæssig aura over sig. Det var først, da han besøgte mindre museer i Vesteuropæiske byer, at han opdage, at museer ligesom romaner kunne handle om mennesker. Og hans Uskyldens Museum skulle være et af disse museer om mennesker og det humane.

DSC_0110

I Istanbul besøgte jeg også en af disse store nationale statsmuseer, som Pamuk gør op med, nemlig det tidligere sultanpalads Topkapi.

DSC_0257

Kommende fra et få-har-for-meget-men-færre-for-lidt land er Topkapi-pladset overvældende. Fra 1400-tallet til 1800-tallet var det sæde for det osmaniske sultanat. Der er imponerende bygninger og håndværk, men i modsætning til Pamuks pointe om, at disse museer kun er om stat og ikke om person, så var mit indtryk, at Topkapi-paladset i høj grad er et historiske monument om personer, nemlig de osmaniske sultaner.

IMG_8801

Baghdad Kiosk, der blev bygget i 1639 for at hylde sultan Murat IV’s hærtog mod Bagdad.

Her er mægtige herskere, der overgår hinanden i måder at vise deres magt og rigdom på. Flot, men også tankevækkende.

DSC_0250

Sultan Abdülmecit’s Mecidiye Kiosk, den nyeste bygning i paladset, hvorfra man kan se Istanbuls skyline. Den blev bygget i 1859.

Persondyrkelse i Bukarest

Samme følelse fik jeg nogle måneder senere på en tur til Bukarest, hvor jeg blandt andet besøgte den tidligere rumænske leder Nicolae Ceaușescu’s palads, det vil sige det palads han havde planlagt til at være et folkets hus som skulle være sæde for det rumænske kommunistparti.

IMG_9992_2

Byggeriet startede i 1983 og var ikke helt færdig ved Ceaușescu’s død i 1989. Bygningen er overvældende stor og med sine 365.000 kvm den anden største administrative bygning i verden. Den største er Pentagon. Huset, der i dag blandt andet rummer landets parlament, var tænkt som en statslig repræsentativ bygning, men har også spor af den personkult som Ceaușescu prøvede at opbygge i sit land. I et centralt ankomstområde er der blandt andet to gigantiske trapper, som ifølge den rundviser jeg fulgte var tænkt til at være de trapper som Nicolae Ceaușescu og fru Elena Ceaușescu skulle komme ned af for at møde de forhåbentlige imponerede gæster – en personiscenesættelse, der er en enevoldskonge eller en sultan værdig.

IMG_0012

IMG_0014

Ligesom ved Topkapi-paladset var dimensionerne i projektet imponerende, men de samme dimensioner giver også en lidt besk smag i munden. Store og mægtige mænds bevis på deres egen styre og magt kan være flotte og overvældende, men viser også det fornuftige i at arbejde hen mod samfundsmodeller, hvor der er større lighed eller hvor der er styringsmekanismer, der modvirker den mest groteske persondyrkelse og magtkoncentration. Social ulighed og trange kår er emner som mange museer berører – for eksempel lokalmuseer, arbejdermuseer og open air museer, men besøg på steder som Topkapi og paladset i Bukarest er faktiske endnu stærkere historier om uligheden og ulemperne ved at indrette et styre omkring en megalomanisk leder og et autokratisk system.

IMG_9999

Link og henvisninger

Orhan Pamuk: The Innocence of Objects. New York. 2012

Artikler om Yascha Mounk og Roberto Stefans forskning:

How Stable Are Democracies? ‘Warning Signs Are Flashing Red’, The New York Times, 29.11.2017
https://www.nytimes.com/2016/11/29/world/americas/western-liberal-democracy.html?_r=1

The troubling charts that show young people losing faith in democracy. World Economic Forum, 01.12.2016.
https://www.weforum.org/agenda/2016/12/charts-that-show-young-people-losing-faith-in-democracy?utm_content=buffera9ca6&utm_medium=social&utm_source=facebook.com&utm_campaign=buffer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse

European Museum of the Year Award 2014

I sidste uge var der masser af museumsfolk fra hele Europa i Tallinn i forbindelse med at European Museum Forum uddelte deres årlige museumspriser. Jeg deltog sammen med min kollega Thomas Bloch Ravn, da Den Gamle By var nomineret.

EMYA2014

Der blev ikke nogen pris til Danmark denne gang, men der var alligevel noget at tage med hjem da der før prisuddeleingen var gennemgang af de 30 ambitiøse nominerede museer. Der var både store og små museer, men fælles for dem alle var, at de i de sidste par år seriøst havde arbejdet med at skabe nye fortællinger, spille en større rolle i samfundet eller være udviklende i forhold til museerne gør og kan.

I Tallinn blev der fundet vindere til hovedprisen European Museum of the Year Award (EMYA) og til to andre priser: The Kenneth Hudson Award og The Silletto Prize. Priserne gik til tre spændende museer og også til tre steder der udfordre museumsbegrebet og som på mange måder ikke er vanlige museer.

Uskyldens museum

European Museum of the Year Award skal giver til et museum, der arbejder med at tiltrække og servicere deres gæster gennem unik atmosfære og interessante tolkninger og fremstillinger, samt at museet kreativt arbejder med uddannelse og social ansvar. Prisen gik i år til Masumiyet Müzesi, Uskyldens Museum. Museet er skabt af den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk og er tæt forbundet med hans populære bog fra 2006 af samme titel. Museet åbnede i 2012 og består af 83 afsnit, der refererer til kapitlerne i bogen og har siden åbningen tiltrukket omkring 40.000 årlige besøgende, samt rigtigt meget internationalt opmærksom. Der er museets konsekvente greb om at lade genstandene være metaforer og projekteringer af følelser, stemninger og erindringer som dommerne har belønnet. Museet vil gerne udfordre hvad en samling kan. På seminarets sidste dag holdt Orhan Pamuk et oplæg, hvor han fremførte sit ”modest museum manifest” der i tråd med ideerne bag hans museum opfordrer til, at der i stedet for museer som fortæller om stater, etniske grupper eller organisationer skal satset på museer som fortæller personlige historier, og at der derigennem kommer fokus på det humane.

Pamuks læseværdige og for nogle provokende manifest kan læsses i denne artikel: http://craftcouncil.org/magazine/article/modest-manifesto-museums

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

 

Žanis Lipke Memorial

The Kenneth Hudson Award gives til et museum eller et projekt, som gør noget usædvanligt og evt. kontroversielt og som udfordrer museernes rolle i samfundet. Prisen i år gik til Žaņa Lipkes Memoriāl (Žanis Lipke Memorial) i Riga i Letland. Museet fortæller om havnearbejderen og smugleren Zanis Lipke, der under 2. verdenskrig smuglede mere end 50 jøder ud af ghettoen i Riga og ud af landet. Museet åbnede i 2013 og er lavet et en række privatpersoner med hjælp fra deres venner og med megen good-will fra mange, bl.a. arbejdede de involverede kunstnere frivilligt på projektet. Dommerne belønnede museets særlige arkitektoniske ramme og tværfaglige formiling med greb fra filmens og teaterets verden.

Zanis Lipke-Foto_Ansis_Starks

Zanis Lipke Memorial. Foto: Ansis Starks

Saurer Museum Arbon

Silletto prisen giver til et museum som har involveret lokalsamfundet og udviklet sig gennem brug af frivillige. Prisen gik i år til Saurer Museum Arbon i Schweiz. Museet fortæller om Sauerer lastbilsfabrikkerne, der indtil lukningen i 1987 var det største arbejdsgiver i regionen omkring byen Arbon. Museets åbnede i 2010 og har ca. 50 ansatte der er udelukkende er frivillige. Dommerne belønnede museet for det arbejde med frivillige og for museets store og succesfulde arbejde med at skabe et institution i Arbon som lokalbefolkningen er stolte over.

Anderledes museer

Ud fra oplæggene og beskrivelserne fra de tre museer er der ingen tvivl om, at det er tre spændende steder. I tilfælde med Uskyldens Museum og Žanis Lipke Memorial gås der nye veje med hvad genstande, stemninger og fortællinger kan i det museale rum, og Saurer museums demonstreres en høj og dygtigt grad af involvering af lokalsamfundet og frivillige.

Et bemærkelsesmæssigt aspekt i de tre valgte museer er, at de på mange måder er usædvanlige museer, som ikke behøves at rette sig efter samme regler og bindinger som de fleste af Europas andre museer og det er museer, som organisatorisk heller ikke er typiske.

Ingen af de tre museer har en lang historik bag sig med en fast organisation. De er til gengæld alle båret frem af stærke enkeltpersoner og ildsjæle, der har stærke missioner og udviser stor handlekraft for at virkeliggøre netop deres drøm. Saurer Museum Arbon har ingen lønnede medarbejdere, mens de to andre konsekvens benyttede eller baseret museets formidling og overordnede koncept på fagligheder fra andre kulturelle udtryksformer, som litteratur, film, musik og teater.

De tre museer har heller ikke særlige regionale eller nationale forpligtigelser med et emne eller genstandsgruppe de skal bevare eller formidle. Deres bevæggrund for at lave museet er mere båret af stærke ønsker om at formidle særlige koncepter eller historier, der så godt kan have en stor lokal, regional eller kulturpolitiske betydning. Det gør i mine øjne de tre valgte museer mere frie i deres opdrag og giver dem dermed færre binding i forhold til hvordan museets historier og objekter kan bruges og formidles.

Lauba

Det privatejede og meget eventorienterede People and Art House Lauba i Zabreb var et andet eksempel på et nomineret museum, der ikke var et traditionelt museum, hvilke de også gør en dyd ud af at kommunikere.

Udover de tre museer blev der ved konferencen også uddelt The Council of Europa Museum Prize. Prisvinderen, der var tyrkiske Baksi Museum på den anatolske højslette, var allerede fundet og offentliggjort før konferencen, men de blev fejret sammen med de andre prismodtagere.

Der rigtigt mange af de andre museer som også var meget spændende og visionære. To af dem som jeg personligt havde blandt favoritterne til priserne var The William Morris Gallery i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden. Det er to museer der udvikler eller udfordre museumsbegrebet og samtidigt varetager de deres roller som varetagere og formidlere af givne emner.

The William Morris Gallery

The William Morris Gallery fortæller om den engelske kunstner og aktivist William Morris der var en af grundlæggerne af den engelske designbevægelse Art and Craft i slutningen af 1800-tallet. Galleriet beliggende i Lloyd Park i Waltham Forest distriktet, en af de fattigste dele af London. Museet var et nichemuseum med få gæster og ringe lokal opslutning. Museet ville ændre sig og gik i dialog med lokalområde, hvilke resulterede i, at de definerede en ny strategi, der også fokusere på William Morris som aktivist. Et andet element i strategien er at de i høj grad inddrager lokalområdet og parkens muligheder. Med William Morris fyldord som “…I do not want art for a few; any more than education for a few; or freedom for a few… ” har museet fremhævet Morris’ virke som aktivist og lavet en række aktiviteter og skoletilbud der fokusere på denne side af kunstnere. Det gør ham aktuel og kombineret med museets involvering i lokalområdet har museet fra at have 28.000 årlige besøgende til i det sidste år at have over 125.000 besøgende.

WMGallerry

Direktør Lorna Lee fortæller om museet. Til hendes venstre er et eksempel på et af de aktiviteter de laver på museet: bannerproduktion.

Militärhistorisches Museum der Bundeswehr

Museet om Bundeswehr har eksisteret siden 1897 og åbnede 2011 med en ny markant bygningsmæssig tilføjelse tegnet af Daniel Libeskind. Med ombygningen kom en ny permanent udstilling og en helt nyt koncept for museets udstillinger. Nu skulle det ikke længere fokusere på våben og uniformer, men på mennesker og soldater bag – både som offer, medløber og voldsskaber. Museet har tænkt i bemærkelsesmæssige opstillinger, som f.eks. den enorme V2 bombe hængende ved siden af et dukkehus hentet ud fra et en lejlighed i London i 1945. V2 er ikke kun en våben- og raketteknologisk nyskabelse, den er også repræsentant for krigens gru og stærke personlige historier.

Museet virker til at have et utroligt mod til at tage det komplekse historier om Tyskland i krig og turde fortælle den både så soldater og civilbefolkning kan reflektere over krigens væsen. Ved fremlæggelsen af museet blev museumsdirektøren oberst og ph.d i militærhistorie Matthias Rogg spurgt, om der slet ikke var noget militærhistorisk emne museet ikke turde beskæftige sig med og han replicerede nej og nævnte at den næste udstilling de planlæggere er om militæret og sex, da det er et svært, kompliceret og problematisk emne, der samtidigt har offentlighedens søgelys – og derfor et emne et militærhistoriske museum bør beskæftige sig med. Det er ikke de nemmeste veje de går i Dresden og derfor desto mere respekt for deres valg. Offentligheden tager også godt imod det nye hus og den nye tilgang. Fra at der kom 35.000 årligt gæster kommer der nu 250.000.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Maison d’Ailleurs

Et tredje museum jeg gerne vil nævne af de nominerede er det schweiziske Maison d’Ailleurs – Huset for andre steder. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, hvor gribende deres formidling og fremstillinger er, men museets emne og ide er spændende. Det er et museum for ”Science-Fiction, Utopia og extraodinære rejser”. Museet har Europas største samling af bøger, tegneserier, billeder, legetøj mm, der omhandler science-fiction. Populærkultur er et stort felt for museet, bl.a. med indsamlinger og særudstillinger om superhelte og hverken populærkultur eller fremtiden er jo noget, som mange museer grundigt beskæftiger sig med. Museets direktør Marc Atallah pointerede i hans fremlæggelse, at vi ved at se på fremtidens mytologier også automatisk overveje hvem vi er, og at fortællingen om fremtiden altid er tydelige markører af den samtid man levet i. Hvordan de præcist viser det på museet, bliver jeg bestemt nød til at tjekke ud, hvis turen en dag går forbi Yverdon-Les-Bains i Schweiz. Og derud over har museet også et lækkert navn til deres permanente samling: ”Memories from the future”.

Pulp sci fi cover at the Maison d'Ailleurs

Fra Maison d’Ailleurs samling. Foto: Amy Youngs via flickr

Den Gamle By og EMYA

Og hvad var det gjorde at Den Gamle By var nomineret blandt disse andre spændende museer. Den Gamle By har de seneste år arbejdet målrette med at revitalisere museet, dels ved at opgradere ældre udstillinger og dels ved at tilføje nye fortællinger til museet, så det nu også fortæller om mellemkrigstiden og 1970’erne. Særligt den sidste periode har giver museets besøgende nye muligheder for at genkende dem selv og sætte deres eget liv i perspektiv. Initiativerne har været populære og i 2013 havde museet sit bedste antal besøgende nogensinde med 480.000 gæster i alt.

Museet har samtidigt gået nye veje for nye grupper ved at lave særlige forløb for ældre ramt af demens og udvikle målrette undervisningsforløb for børn med særlige behov. Museet har også udfordret hvad der er muligt at gøre med brugerinddragelse, bl.a. ved at lave en udstilling om hjemløshed sammen med den hjemløse Ulrik, der endte med at bo på museet i hans ”hule” det meste af de tre måneder som udstillingen blev vist i.

En af de mange forløb Den Gamle By sammen med specialklasser har udviklede til børn med særlige behov. Foto: Den Gamle By

Det var ikke initiativer, der førte til, at vi fik en pris denne gang, men det var initiativer, som der blev snakket meget om på konferencen og noget, der var med til at gøre en stolt – det er dejligt at føle, at man er tilknyttet et sted, der vil noget med museumsformidlingens muligheder og med udviklingen af museets kunnen og ambitioner.

Alle de nominerede og belønnede museer er beskrevet på European Museums Forums hjemmeside:  http://europeanmuseumforum.info/emya/emya-2014.html og på deres facebookside, hvor der også er film og billede fra konferencen.

2 kommentarer

Filed under Diverse