Tag Archives: Militärhistorisches Museum der Bundeswehr

Når rammen og beliggenhed understøtter fortællingen – Begravningsmuseet i Ljungby

Nye museer for oftest mere omtale for de nye bygninger, der er rammerne om dem, end for det indhold der er lavet til dem. Bygningsarkitekten bliver dermed en større skaber og stjerne end de museumsansatte og formgivere, der står bag museets udstillinger. Nogle gange laves der også rammer som både er flotte og bidrager godt til stedets grundfortælling. Søren Robert Lunds Arken, Henning Larsen Architects’ nye Moesgård Museum og Zaha Hadids tilbygning til Ordrupgård, er spektakulære og interessante bygninger, der tjener deres formål med at give rum til kunst, kulturhistorie og publikumsfaciliteter, men det der kan gøre museumsrammene endnu mere interessante er, når bygningens form og udtryk klart er med til at understøtte fortællingen i museet. Gode eksempler på dette er Bjarke Ingels Groups løsning til MS / Museet for Søfart, tilbygningerne til Natural History Museum i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden og i en lidt anden målestok det lille begravelsesmuseum i Ljungby, som jeg besøgte i forrige uge.

Begravningsmuseet DSC_0882

Begravningsmuseet i Ljungby der har til huse på en kirkegård og I en tidligere kirke

Bygningen som genstand og fortælling

BIGs løsning til Søfartsmuseet var det enkle at bruge tørdokkens form og dermed klart at vise de besøgende, at de nu bogstaveligt talt går ned i den danske søfartshistorie. Grebet har så medført at museumsinspektørerne og udstillingsformgiverne har haft mange bindinger og specielle rammer at lave deres udstillinger i, men scenen er sat godt med arkitekturen – eller som museets direktør Camilla Mordhorst også formulere det, at museets bygning er museets største genstand.

Museet for Søfart i Helsingør. Foto og ©: Luca Santiago Mora

I London har C.F. Møllers tegnestue løst opgaven med en tilbygning til 1800-tals museumskatedralen Natural History Museum med et moderne greb, hvor tilbygningen er en kokon sat ind i en luftig bygning, hvis ydre er tilpasset Alfred Waterhouse gamle museumskompleks. Tilbygningen, Darwin Centre, er dels et magasinafsnit som dele af offentligheden kan få indblik i og en udstilling om museets arbejde. Kokonformen bemærkes med mellemrum i turen rundt i Darwin Centeret og er med sine konnotationer til magasin og den ”arkitektur” naturen selv kan frembringe et godt element i udstillingen.

Darwin Centre

Dawin Centre. Foto via flickr og ©: Pete Gibson

Et museum og en bygning med kant

Daniel Libeskind blev i museal henseende en superstar med Jüdische Museum i Berlin. De oplevelsesrum i museet han har været med til at skabe, Garten des Exils og Holocaust-Turm, er rigtig gribende og stærk formidling af store og svære emner, men udefra er bygningen ikke en understøttelse af museets historie. Det synes jeg derimod, at Studio Daniel Libeskind’s løsning til Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden er. Museet har som mål, at beskrive soldaten som både aggressor, medløber og offer, og det er et museum, der vil noget mere end at være det traditionelle militærhistoriske museum med fremvisning af våben og en afdæmpet uproblematiserende udgave af landets militærhistorie. Libeskind har fået lov til bogstavelig talt at skabe en kant og en disharmoni i bygningen. På afstand er museumsgæsten ikke i tvivl om, at der er noget på færde. Grebet lægger op til diskussion og kritik af traditionsbrud, men da det er det som museet også vil, er det det helt rigtige greb.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Begravningsmuseet i Ljungby

Jeg har endnu ikke selv besøgt Libeskinds udbygning i Dresden og set om museet kan indfri de modige valg de har truffet. I forrige uge besøgte jeg derimod et noget mere undseligt museum i svenske Ljungby, og det er ikke et sted som kultur- eller arkitekturjournalister flokkes om. Der er det lille Begravningsmuseet, der er et af de små nichemuseer, som det er nemt at kritisere for sine ret så lange tekster og mangel på børneaktiviteter, intetaktivitet og omhu for detaljen i den generelle opsætning.

Begravningsmuseet DSC_0902

Desto meget mere er der grund til at bemærke nogle af de fine detaljer i selve rummet omkring museet. Museet er drevet af Svenska kyrkan, Sveriges pendant til folkekirken og er placeret i kirkegården i Ljungby. Den lille bygning der rummer museet er en nedlagt ”vandringskyrka” af træ, der både har tjent kikegængere i Göteborg og Ljungby. Både ejerskabet, placeringen og rammen er en forlængelse af museets grundhistorie. Beliggenheden og turen derhen gennem gangene i kirkegården er en stærk stemningssætter.

Begravningsmuseet DSC_0909

Mellem thuja, taks og gravstene ligger museet

Bygningen og dens historie understøtter stemningen og det gør skiltet til museet også, der er lavet som en gravsten. Det er et indgangsskilt, der i sin enkelthed er rykket helt op i min top ti liste og sammen med bl.a. Den Gamle Bys emaljeskilt og Museum for Søfarts’ tydelige søfarts ”M/S” logo.

indgang Begravningsmuseet DSC_0883

Begravningsmuseets indgangsskilt

Den Gamle Bys logo og inddgangsskilt I gadeskilts-emalje-stil

Den Gamle Bys logo og inddgangsskilt I gadeskilts-emalje-stil

Museet for Søfarts klare M/S logo

Selve museet er så også et besøg værd, hvis man får lyst til at vide mere om begravelsesskik i Sverige – hvornår kort og blomster kom i begravelsesannoncer, hvordan de døde lå til fremvisning, skikken med sammenskudsgilder i dagevis ved begravelser, klokkerigningstraditioner mv – for oplysningerne er her i museets mange tekster og billeder.

Begravningsmuseet DSC_0886

Begravningsmuseet DSC_0885

Jeg er et blødt punkt for in-situ museer, hvor selve museet og stedets historie er tæt forbundet. Begravelsesmuseet i Ljungby er ikke et sådan, men det udnytter stedet og bygningens historie på fornem vis og skaber dermed en bygnings- og beliggenhedsmæssig historie, der sin enkelthed – og lige i det ene aspekt – godt kan hamle op med prestigearkitekturprojekter at sværvægtere son Libeskind, Henning Larsen Architects, BIG og Zaha Hadid.

2 kommentarer

Filed under Kulturhistorie

European Museum of the Year Award 2014

I sidste uge var der masser af museumsfolk fra hele Europa i Tallinn i forbindelse med at European Museum Forum uddelte deres årlige museumspriser. Jeg deltog sammen med min kollega Thomas Bloch Ravn, da Den Gamle By var nomineret.

EMYA2014

Der blev ikke nogen pris til Danmark denne gang, men der var alligevel noget at tage med hjem da der før prisuddeleingen var gennemgang af de 30 ambitiøse nominerede museer. Der var både store og små museer, men fælles for dem alle var, at de i de sidste par år seriøst havde arbejdet med at skabe nye fortællinger, spille en større rolle i samfundet eller være udviklende i forhold til museerne gør og kan.

I Tallinn blev der fundet vindere til hovedprisen European Museum of the Year Award (EMYA) og til to andre priser: The Kenneth Hudson Award og The Silletto Prize. Priserne gik til tre spændende museer og også til tre steder der udfordre museumsbegrebet og som på mange måder ikke er vanlige museer.

Uskyldens museum

European Museum of the Year Award skal giver til et museum, der arbejder med at tiltrække og servicere deres gæster gennem unik atmosfære og interessante tolkninger og fremstillinger, samt at museet kreativt arbejder med uddannelse og social ansvar. Prisen gik i år til Masumiyet Müzesi, Uskyldens Museum. Museet er skabt af den tyrkiske nobelpristager Orhan Pamuk og er tæt forbundet med hans populære bog fra 2006 af samme titel. Museet åbnede i 2012 og består af 83 afsnit, der refererer til kapitlerne i bogen og har siden åbningen tiltrukket omkring 40.000 årlige besøgende, samt rigtigt meget internationalt opmærksom. Der er museets konsekvente greb om at lade genstandene være metaforer og projekteringer af følelser, stemninger og erindringer som dommerne har belønnet. Museet vil gerne udfordre hvad en samling kan. På seminarets sidste dag holdt Orhan Pamuk et oplæg, hvor han fremførte sit ”modest museum manifest” der i tråd med ideerne bag hans museum opfordrer til, at der i stedet for museer som fortæller om stater, etniske grupper eller organisationer skal satset på museer som fortæller personlige historier, og at der derigennem kommer fokus på det humane.

Pamuks læseværdige og for nogle provokende manifest kan læsses i denne artikel: http://craftcouncil.org/magazine/article/modest-manifesto-museums

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

Orhan Pamuk i hans museum Foto: Masumiyet Müzesi

 

Žanis Lipke Memorial

The Kenneth Hudson Award gives til et museum eller et projekt, som gør noget usædvanligt og evt. kontroversielt og som udfordrer museernes rolle i samfundet. Prisen i år gik til Žaņa Lipkes Memoriāl (Žanis Lipke Memorial) i Riga i Letland. Museet fortæller om havnearbejderen og smugleren Zanis Lipke, der under 2. verdenskrig smuglede mere end 50 jøder ud af ghettoen i Riga og ud af landet. Museet åbnede i 2013 og er lavet et en række privatpersoner med hjælp fra deres venner og med megen good-will fra mange, bl.a. arbejdede de involverede kunstnere frivilligt på projektet. Dommerne belønnede museets særlige arkitektoniske ramme og tværfaglige formiling med greb fra filmens og teaterets verden.

Zanis Lipke-Foto_Ansis_Starks

Zanis Lipke Memorial. Foto: Ansis Starks

Saurer Museum Arbon

Silletto prisen giver til et museum som har involveret lokalsamfundet og udviklet sig gennem brug af frivillige. Prisen gik i år til Saurer Museum Arbon i Schweiz. Museet fortæller om Sauerer lastbilsfabrikkerne, der indtil lukningen i 1987 var det største arbejdsgiver i regionen omkring byen Arbon. Museets åbnede i 2010 og har ca. 50 ansatte der er udelukkende er frivillige. Dommerne belønnede museet for det arbejde med frivillige og for museets store og succesfulde arbejde med at skabe et institution i Arbon som lokalbefolkningen er stolte over.

Anderledes museer

Ud fra oplæggene og beskrivelserne fra de tre museer er der ingen tvivl om, at det er tre spændende steder. I tilfælde med Uskyldens Museum og Žanis Lipke Memorial gås der nye veje med hvad genstande, stemninger og fortællinger kan i det museale rum, og Saurer museums demonstreres en høj og dygtigt grad af involvering af lokalsamfundet og frivillige.

Et bemærkelsesmæssigt aspekt i de tre valgte museer er, at de på mange måder er usædvanlige museer, som ikke behøves at rette sig efter samme regler og bindinger som de fleste af Europas andre museer og det er museer, som organisatorisk heller ikke er typiske.

Ingen af de tre museer har en lang historik bag sig med en fast organisation. De er til gengæld alle båret frem af stærke enkeltpersoner og ildsjæle, der har stærke missioner og udviser stor handlekraft for at virkeliggøre netop deres drøm. Saurer Museum Arbon har ingen lønnede medarbejdere, mens de to andre konsekvens benyttede eller baseret museets formidling og overordnede koncept på fagligheder fra andre kulturelle udtryksformer, som litteratur, film, musik og teater.

De tre museer har heller ikke særlige regionale eller nationale forpligtigelser med et emne eller genstandsgruppe de skal bevare eller formidle. Deres bevæggrund for at lave museet er mere båret af stærke ønsker om at formidle særlige koncepter eller historier, der så godt kan have en stor lokal, regional eller kulturpolitiske betydning. Det gør i mine øjne de tre valgte museer mere frie i deres opdrag og giver dem dermed færre binding i forhold til hvordan museets historier og objekter kan bruges og formidles.

Lauba

Det privatejede og meget eventorienterede People and Art House Lauba i Zabreb var et andet eksempel på et nomineret museum, der ikke var et traditionelt museum, hvilke de også gør en dyd ud af at kommunikere.

Udover de tre museer blev der ved konferencen også uddelt The Council of Europa Museum Prize. Prisvinderen, der var tyrkiske Baksi Museum på den anatolske højslette, var allerede fundet og offentliggjort før konferencen, men de blev fejret sammen med de andre prismodtagere.

Der rigtigt mange af de andre museer som også var meget spændende og visionære. To af dem som jeg personligt havde blandt favoritterne til priserne var The William Morris Gallery i London og Militärhistorisches Museum der Bundeswehr i Dresden. Det er to museer der udvikler eller udfordre museumsbegrebet og samtidigt varetager de deres roller som varetagere og formidlere af givne emner.

The William Morris Gallery

The William Morris Gallery fortæller om den engelske kunstner og aktivist William Morris der var en af grundlæggerne af den engelske designbevægelse Art and Craft i slutningen af 1800-tallet. Galleriet beliggende i Lloyd Park i Waltham Forest distriktet, en af de fattigste dele af London. Museet var et nichemuseum med få gæster og ringe lokal opslutning. Museet ville ændre sig og gik i dialog med lokalområde, hvilke resulterede i, at de definerede en ny strategi, der også fokusere på William Morris som aktivist. Et andet element i strategien er at de i høj grad inddrager lokalområdet og parkens muligheder. Med William Morris fyldord som “…I do not want art for a few; any more than education for a few; or freedom for a few… ” har museet fremhævet Morris’ virke som aktivist og lavet en række aktiviteter og skoletilbud der fokusere på denne side af kunstnere. Det gør ham aktuel og kombineret med museets involvering i lokalområdet har museet fra at have 28.000 årlige besøgende til i det sidste år at have over 125.000 besøgende.

WMGallerry

Direktør Lorna Lee fortæller om museet. Til hendes venstre er et eksempel på et af de aktiviteter de laver på museet: bannerproduktion.

Militärhistorisches Museum der Bundeswehr

Museet om Bundeswehr har eksisteret siden 1897 og åbnede 2011 med en ny markant bygningsmæssig tilføjelse tegnet af Daniel Libeskind. Med ombygningen kom en ny permanent udstilling og en helt nyt koncept for museets udstillinger. Nu skulle det ikke længere fokusere på våben og uniformer, men på mennesker og soldater bag – både som offer, medløber og voldsskaber. Museet har tænkt i bemærkelsesmæssige opstillinger, som f.eks. den enorme V2 bombe hængende ved siden af et dukkehus hentet ud fra et en lejlighed i London i 1945. V2 er ikke kun en våben- og raketteknologisk nyskabelse, den er også repræsentant for krigens gru og stærke personlige historier.

Museet virker til at have et utroligt mod til at tage det komplekse historier om Tyskland i krig og turde fortælle den både så soldater og civilbefolkning kan reflektere over krigens væsen. Ved fremlæggelsen af museet blev museumsdirektøren oberst og ph.d i militærhistorie Matthias Rogg spurgt, om der slet ikke var noget militærhistorisk emne museet ikke turde beskæftige sig med og han replicerede nej og nævnte at den næste udstilling de planlæggere er om militæret og sex, da det er et svært, kompliceret og problematisk emne, der samtidigt har offentlighedens søgelys – og derfor et emne et militærhistoriske museum bør beskæftige sig med. Det er ikke de nemmeste veje de går i Dresden og derfor desto mere respekt for deres valg. Offentligheden tager også godt imod det nye hus og den nye tilgang. Fra at der kom 35.000 årligt gæster kommer der nu 250.000.

Militärhistorisches Museum in Dresden

Museum for Bundeswehr med Daniel Libeskinds tilbygning. Foto og ©: Bundeswehr/Bienert.

Maison d’Ailleurs

Et tredje museum jeg gerne vil nævne af de nominerede er det schweiziske Maison d’Ailleurs – Huset for andre steder. Jeg kunne ikke rigtigt gennemskue, hvor gribende deres formidling og fremstillinger er, men museets emne og ide er spændende. Det er et museum for ”Science-Fiction, Utopia og extraodinære rejser”. Museet har Europas største samling af bøger, tegneserier, billeder, legetøj mm, der omhandler science-fiction. Populærkultur er et stort felt for museet, bl.a. med indsamlinger og særudstillinger om superhelte og hverken populærkultur eller fremtiden er jo noget, som mange museer grundigt beskæftiger sig med. Museets direktør Marc Atallah pointerede i hans fremlæggelse, at vi ved at se på fremtidens mytologier også automatisk overveje hvem vi er, og at fortællingen om fremtiden altid er tydelige markører af den samtid man levet i. Hvordan de præcist viser det på museet, bliver jeg bestemt nød til at tjekke ud, hvis turen en dag går forbi Yverdon-Les-Bains i Schweiz. Og derud over har museet også et lækkert navn til deres permanente samling: ”Memories from the future”.

Pulp sci fi cover at the Maison d'Ailleurs

Fra Maison d’Ailleurs samling. Foto: Amy Youngs via flickr

Den Gamle By og EMYA

Og hvad var det gjorde at Den Gamle By var nomineret blandt disse andre spændende museer. Den Gamle By har de seneste år arbejdet målrette med at revitalisere museet, dels ved at opgradere ældre udstillinger og dels ved at tilføje nye fortællinger til museet, så det nu også fortæller om mellemkrigstiden og 1970’erne. Særligt den sidste periode har giver museets besøgende nye muligheder for at genkende dem selv og sætte deres eget liv i perspektiv. Initiativerne har været populære og i 2013 havde museet sit bedste antal besøgende nogensinde med 480.000 gæster i alt.

Museet har samtidigt gået nye veje for nye grupper ved at lave særlige forløb for ældre ramt af demens og udvikle målrette undervisningsforløb for børn med særlige behov. Museet har også udfordret hvad der er muligt at gøre med brugerinddragelse, bl.a. ved at lave en udstilling om hjemløshed sammen med den hjemløse Ulrik, der endte med at bo på museet i hans ”hule” det meste af de tre måneder som udstillingen blev vist i.

En af de mange forløb Den Gamle By sammen med specialklasser har udviklede til børn med særlige behov. Foto: Den Gamle By

Det var ikke initiativer, der førte til, at vi fik en pris denne gang, men det var initiativer, som der blev snakket meget om på konferencen og noget, der var med til at gøre en stolt – det er dejligt at føle, at man er tilknyttet et sted, der vil noget med museumsformidlingens muligheder og med udviklingen af museets kunnen og ambitioner.

Alle de nominerede og belønnede museer er beskrevet på European Museums Forums hjemmeside:  http://europeanmuseumforum.info/emya/emya-2014.html og på deres facebookside, hvor der også er film og billede fra konferencen.

2 kommentarer

Filed under Diverse