Tag Archives: mindeord

Ved at løfte i bunden løfter man bredt – mindeord til Anki van Dassen

Nogle gange møder man personer som insistere på, at mere er muligt end man tænker kan lade sig gøre, og som får en til at tro nye muligheder. En sådan person var min kollega i Den Gamle By Anki van Dassen, der alt for ung døde i denne uge efter få års kræftsygdom.

Anki var en blændende formidler, og hun have en stærk mission om at udbrede formidlingen af historien til en målgruppe, der af mange ellers var afskrevet som mulige: Børn og unge med psykiske handikap og vanskeligheder i forbindelse med indlæring og sociale færdigheder.

Special forloeb Blindebuk DGB

Anki havde opbygget et godt netværk af undervisere på specialskoler, og i dialog med lærere og børn lavede hun dramapædagogiske forløb i Den Gamle By, hvor rammerne for forløbene var tydelige for børnene, hvor de kunne leve sig ind i en rolle med et historisk afsæt, hvor børnene var godt forberedte og trygge omkring det, der mødte dem undervejs, og hvor de forlod museet med ny viden både om historie og deres egen formåen. De gik derfra som en succes.

Anki var godt teoretiske funderet og havde samtidig en stor lydhørhed, hvilke var medvirkende til hendes succes med at formidle til denne særlige målgruppe. Og så havde Anki også noget andet. En stærkt tro og vilje om, at historien er noget for alle og noget der kan bruges af alle.

Ankis entusiasme og viden gjorde, at det altid var spændende at snakke med hende om emnet, og så blev man undervejs opildnet i troen på, at alt kan være muligt omkring museumsformidling, hvis man vil det. I snakkene med Anki blev jeg også bestyrket i en tese, som en af mine andre inspirationskilder Niels Bentsen Pedersen også var fortaler for: at når man løfter nogle med særlige behov så løftes hele feltet. Niels var i en årrække projektleder i forskellige skolebistandsprojekter. For en tyve år siden besøgte jeg ham i Nepal, hvor han i et DANIDA projekt stod for at lave skoler og undervisningsforløb for handicappede børn. Et af de spørgsmål Niels dengang fik var, hvorfor at man overhoved skulle hjælpe handicappede børn i et land med en generel stor analfabetisme. Niels rolige svar var altid det samme: Ved at udvikle metoder og træne lærere til at hjælpe dem med indlæringsvanskeligheder måtte lærerne og systemet samtidig overvejer de metoder, der blev brug i resten af undervisningssektoren. Ved at sætte fokus på hvordan at emner kan blive lettere at forstå, hvordan at undervisning i højere grad kan tale til følelser og krop – ja så blev hele sektoren løftet, og ikke kun det barn som projektet i første omgang blev udviklet til. At hjælpe de svageste var ikke kun en hjælp til de svageste, men en hjælp til alle.

Anki havde samme blik for værdien af at hjælpe børn med udfordringer: ved at udvikle forløb målrettet børn med særlige behov, så inspireres man til generelt at gøre undervisning bedre. Et af de projekter Anki arbejdede med, da hun alt for tidlig døde var ”Inklusion – Viden og oplevelser for alle” – der netop er et projekt, hvor erfaringerne fra forløbende med specialklasser bliver brugt til at styrke museumsundervisningen i det almene folkeskoleområde.

Anki konference om inklusion september 2019

Anki i september 2019, hvor hun var oplægsholder og medarrangør af en international konference i Aarhus, hvor metoderne fra “Inklusion – viden og oplevelser for alle” generøst blev delt. Her står hun sammen med nogle af de andre oplægsholdere: Pernille M. Andersen fra Naturhistorisk Museum, Marianne Bager fra Den Gamle By, Olaf Peters fra Nederlands Openlucht Museum og Charlotte Ahnlund Berg fra det svenske Riksantikvarieämbetet

Og så var Anki også så meget andet: En dygtig frivilligkoordinator i Den Gamle By, en entusiastisk og elskelig kollega, et meget givende museumsmenneske, der delte ud af hendes erfaringer på museet og til kollegaer på andre museer og i skolesektoren og et familiemenneske, der vil blive så ufattelig savnet.

Tak Anki, for at insistere på at gøre museet til noget for alle og tak for den fantastiske måde du var kollega, inspirator og medmenneske på.

 

1 kommentar

Filed under Diverse

Charlotte S H Jensen in memoriam

Charlotte S H Jensen døde i sidste uge. Pludseligt og alt for tidligt.
Hun var en inspiration for mange og en ivrig debattør omkring kulturarv og museumsfeltet. Særligt debatterede Charlotte om adgang til kulturarven og de digitale muligheder for museer og arkiver, og det skete oftest gennem digitale platforme som for eksempler blogmediet wordpress. Denne blog som du sidder og læser disse linjer på blev blandt andet skabt med inspiration fra Chalottes egen blog https://charlotteshj.dk som jeg altid har synes var en af de mest læseværdige indenfor museumsblogfeltet.
Udover gennem blogindlæggene er vi rigtigt mange museumsmennesker, der kender Charlotte gennem hendes mange delinger og kommentarer på facebook. Ikke alle var altid enig med Charlottes holdninger om digitaliseringens muligheder eller om hvordan museerne kunne drives økonomisk bæredygtigt, men Charlotte var en fantastisk med- og moddebattør, der højnede debatten ved at linke til undersøgelser om emnerne og ved at få hendes enorme netværk aktiveret og dermed få flere i tale så mange holdninger kunne blive hørt. Og bag det hele lå Charlottes oprigtig tro på, at kulturarv var vigtigt og skulle deles og gøres tilgængeligt for så mange som muligt.
Jeg synes helt klar, at facebook er blevet fattigere de sidste par dage nu når Charlottes feed mangler.

Web 2.0 og kulturarven

Charlotte i sit faglige es – kommunikerende fra en computer og til en konference om kulturarv og sociale medier. Foto og ©: Arkivformidling ODA.

Skabertrang og nysgerrighed for de digitale muligheder gjorde også Charlotte til en visionær person i hendes arbejde for Nationalmuseet, Rigsarkivet, Københavns Museum med videre, og hendes åbne væsen gjorde, at hun kendte rigtigt mange, og at hun inspirerede mange danske og nordiske museumskollegaer. De første gange jeg selv mødte Charlotte var for en 15 år siden. Vi var en gruppe dengang yngre museumsfolk, det gerne ville afprøve hvordan digitalisering og digital formidling kunne bruges på museer. Flere af os havde fået midler gennem Kulturstyrelsens pulje Kulturnet Danmark og blev senere knyttet til at arrangere den digitale museumskonference Nodem i København i 2010. I det miljø var Charlotte en foregangskvinde, der holdt fanen højt omkring hvordan, at vi kunne dele vores nye viden og ideer. Hun var blandt andet med til at stifte en digitale netværksgruppe for museumsansatte, medinitiativtager til den tidlige museumsblog http://www.formidlingsnet.dk og til at det analoge tidsskrift Danske Museer fik en infoboks Digit@lt, om de digitale tiltag på museerne. Mange af os fulgte også Charlottes egen blog, der var en af de første danske om museer og arkiver. For at markere at det digitale var blevet et vigtigt emne blev prisen Den Gyldne USB stiftet og uddelt på ODMs formidlingsseminarer. Det var helt naturligt, at Charlotte stod for at indstifte og uddele prisen. Det var også ved de samme seminarer for en 10 år siden, at Charlotte i pauserne hjalp med at få oprettet flere museumsfolk som facebook- og twitterbrugere, og at hun ved de møder var en centrale person i de engagerede debatter om, hvordan museerne kunne bruge nye digitale platforme som facebook og Second Life.

IMG_1094 Second Life Catal Huyuk

Charlotte på besøg ved Catal Huyuk i Second Life tilbage i 2008 sammen med blandt andet undertegnede og Camilla Bjarnø og Ea Rasmussen fra Moesgård Museum.

Og så var der alt det andet som Charlotte har lavet og været involveret i. Som for eksempel historie-online, Dansk genealogi, Satyren, The Nordic Heritage Weekly, fornyelsesprisen ved Historiske Dage og som højtids- og folkemindeforsker, arkivmedarbejder og foregangskvinde omkring Maker space på museer.

Det er helt uvirkeligt, at Charlotte ikke er her mere, og at hun kun blev 57 år. For nogle år siden havde jeg tilfældigvis fået timet det sådan, at et blogindlæg her på bloggen om digital interaktion på tyske museer udkom på Charlottes fødselsdag. Charlotte var sød nok til at se det som en fødselsdagsgave og kvitterede, venlig som hun var, med at skrive, at det ikke kunne blive meget bedre “med mindre selvfølgeligt, at det fremføres i Ekarvformat af en elg, mens jeg drikker en kop lakridste ;-D”.
Jeg håber, at der er gode korte museumstekster det, hvor du er nu Charlotte, sammen med lakrids, duften af Sverige og med digital og analog adgang til masser af kulturarv. Os der er blevet tilbage vil savne dig.

Ære være Charlotte S H Jensens minde.

1 kommentar

Filed under Digitale medier, Diverse

Keld Hansen in memoriam

Museumsmennesket, illustratoren og Grønlandskenderen Keld Hansen døde i sidste uge. Han var et generøst menneske, en af landets store formidlere af Grønland og for mig personlig var Keld også en læremester ud i museumsfaget.

Keld_Amanda

Når jeg bliver spurgt om, hvordan man lærer at blive en museumsinspektør er mit svar, at det sker gennem en mesterlære. Der er ikke nogle uddannelser, der kan lære en alle de fagligheder der kræves, men ved at være på et museum og følge andre kollegaer kan man komme ind i arbejdsgange og den kompleksitet, der er på et museum. Et fagligt uddannelse som historiker, etnolog mv. kan være rigtig god til at styrke ens selvtillid af, lære en at samle viden ind og til at kunne vise frem for offentligheden og andre kollegaer, men det er for mig at se ikke den type uddannelse, der lære en kompleksiteten i museumshåndværket. Kurser i museologi og lignende giver også gode analyseredskaber, men heller ikke den praktik, der er helt nødvendig at have erfaring med og respekt for.

Jeg har i mine ca. 20 år på forskellige museer haft mange læremestre og lærer den dag i dag stadig af kollegaer, der udfordre mit syn på metoder og kommer med gode løsninger til problemstillinger, men af dem alle er der særligt en, som gjorde mig til det museumsmennesker jeg er blevet – og det var Keld Hansen.

Keld var min første mentor. Jeg mødte han som student på Vikingeskibsmuseet tilbage i midten af 90’erne og nåede de næste knapt 10 år både som student og færdiguddannet i perioder at dele arbejdsplads med ham. Keld var både analytisk og praktiker, og han gav mig gennem vores fælles arbejde indirekte nogle lærersætninger som har fulgt mig siden. Keld formulerede dem ikke selv på skrift, men de lyder nogenlunde således:

  • Form og indhold hænger altid sammen og skal tænkes sammen – og jo tidligere jo bedre
  • Museumsarbejde er altid tværfagligt arbejde og alle fagligheder er lige vigtige
  • Man skal altid respektere egen og andres faglighed, men også udfordre sin egen og andre særlige kunnen. Man skal være ydmyg nok til at modtage gode råd inden for ens eget felt og samtidig modig nok til at blande sig i andres fagligheder.
  • Humor og imødekommenhed er vigtigt for at skabe et godt samarbejde og det fælles team, som der skal være for at kunne løse en fælles opgave

Det er så ikke altid, at jeg lige godt kan efterleve de lærersætninger. Jeg har nok heller ikke kunnet gøre det lige så ubesværet og med den humor og det overskud, der var noget helt særligt ved Keld, og som var omkring ham som en afvæbnede aura. Men for mig har de været brugbare og vigtige målsætninger sammen med andre gode betragtninger om bl.a. publikumsfokus, variation, gennemsigtighed og strukturer i processer som andre kollegaer har åbnet mine øjne for.

0432_001 Keld Martin

Mentoren og lærlingen i 2003, hvor Keld og jeg delte kontor på Vikingeskibsmuseet

Grønland og formidling

Kelds faglige metier var først og fremmest Grønland. Han bidrog som få andre med at udbrede viden om Arktis ikke mindst som mangeårig redaktør af Tidskriftet Grønland., Han formidlede også grønlandske emner gennem hans egne undersøgelser og forskning foruden i gennem tegninger, publikationer og i udstillinger på bl.a. Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet.

Kelds anden store metier var formidlingshåndværket og at få det bedste ud af alle situationer. Keld kunne tænke form, billeder og rummelighed – og gik praktisk og uselvisk til alle mulige emner og udstillinger, der skulle laves. Han kunne også fortælle historier som få andre, og han brugte også den evne til at skabe sammenhold og glæde i de team, som han var en del af.

Sidste gang jeg arbejdede sammen med Keld var i 2009, hvor jeg på Moesgård Museum var med til at lave udstillingen Polarrejsen – fra Grønland til Stillehavet. Udstillingens udgangspunkt var Knud Rasmussens 5. Thuleekspdition og en rejse i samme rute, som Jyllands-Posten lavede i 2008. Jeg havde hyret Keld ind som konsulent på projektet. Vi var en broget og forskelligartet flok bestående af antropologen Rane Willerslev, udstillingsarkitekten Søren Gottfred Petersen, Keld, undertegnede og  eskimologen Marja Ulfsdotter, der skulle få hovedtrækkene til udstillingen ud af stoffet. Tiden var knap, ambitionerne høje og midlerne ikke mange, så det krævede god brug af Kelds lærersætninger til af få det hele til at lykkedes. Og det gjorde det – og det var atter engang skønt på nærmeste hold at se Kelds ideer og tegninger udfolde sig.

0430_001 Keld kajak

Kelds illustration til sagnet om Tusilartoq: Pludselig hørte de en sang oppe fra luften, og da de sig om, fik de øje på en kajakmand, som kom flyvende og syngende gennem luften. Sangen lød: Qangattarsa! Qangattarsa! Aja! – lad os flyve! lad os flyve! aja! Sangens magt var så stor, at den fik kajakken til at svæve.

Sidst jeg besøgte Keld var han mærket af sin kræftsygdom, men han mødte stadig en med et stort overskud og han have skufferne fulde at tegninger og påfund, som han gerne ville gøre mere ved. De bliver desværre ikke til noget nu, men vi er mange, der kan glæde os over de mange projekter, som Keld nåede at lave, og den glæde og elskelighed han brage med sig, hvor han kom.

Tak Keld.

 

2 kommentarer

Filed under Diverse

Axel Bolvig in memoriam

I sidste uge døde billedmanden, forskningsprofessor Axel Bolvig. For mange historiestuderende på Københavns Universitet var det Bolvig, der åbnede nye visuelle verdener og introducerede ikonografien, de ikke skriftlige kilder, museet og formidlingshåndværket.  Udover at være universitetslektor var han i fem år kunstneriske leder af Gl. Holtegård. Det, sammen med Bolvigs brede erfaring fra populærformidling, gjorde ham til et oplagt forbillede og en læremester, der viste mange vejen ind til formidlingens kundskaber og væsen.

At kunne tænke en udstilling, en historisk faglig film, et digitalt historiesite eller et andet tværmedielt formidlingsprodukt handler ikke kun om at vide meget om et emne, men også at fange og tæmme ideer og at respektere fortællehåndværket og tværfagligheden. Det forstod Bolvig og det formåede han at formidle videre.

Bolvig havde som få en interesse og en forståelse for billedets udsagnskraft og fik nye sider frem af tidligere tider ved at bruge billeder som kilde til det levede liv og kulturhistorien. Han var idemand bag det imponerende værk kalkmaleridatabasen www.kalkmalerier.dk. Desværre fortsatte Københavns Universitet ikke med at støtte projektet efter, at Bolvig i 2006 stoppede på Institut for Historie, men www.kalkmalerier.dk eksistere dog heldigvis stadigt i privat regi. Ud over hans arbejde for, at disse helt unikke kilder til middelalderens historie er blevet mere tilgængelige for forskere og lægmand, kan vi i dag også nyde godt af Bolvigs mange mange populærvidenskabelige fagbøger og forskningsartikler om kalkmalerierne – og andre visuelle kilder.

Denne lille film er for mig typisk Bolvig:

Kalkmalerier, velvante citater, jazz, finurlige betragtninger og præcise observationer fint doseret. Oprindeligt givet som et paper ved det velrenoverede galleri og forskningscenter The Courtauld Institute of Art i 2009 og kendetegnende for Bolvig senere nytilrettelagt til you tube mediet.

Ære være Bolvigs minde…

2 kommentarer

Filed under Diverse