Tag Archives: Nina Simon

Nina Simon og det relevante museum

I 2016 udkom en bog af Nina Simon med titlen The Art of Relevance. Fem år tidligere var museumsbloggeren og aktivisten Nina Simon blevet direktør for MAH, Museum of Art and History i Santa Cruz og et fokusområde for hende har været at få museet til at betyde mere for flere. At gøre museet mere relevant. Inden Nina Simon blev direktør på MAH havde hun været medarbejder og konsulent på en række udstillings- og museumsprojekter og havde brugt den erfaring og de historier hun mødte til at blogge om det på museumsbloggen: Museum 2.0 og så også at samle flere af betragtningerne i 2010 i bogen The Participatory Museum.

IMG_3293

Og ligesom ved forgængeren var The Art of Relevansce et projekt, hvor hun har brugt sine forbindelser og har lyttet til andre. Gennem egne projekter og observationer og hendes Museum 2.0 blog læsere samlede hun materiale ind om relevans. På samme måde som The Participatory Museum er det også både en fysisk bog der kan købes, og en hjemmeside, hvor bogen gratis kan læses og hvor det er muligt selv at bidrage med historier.

The Art of Relevance

The Art of Relevance er en let læst bog med nogle gode pointer og en række cases, hvor begrebet relevans undersøges.
Relevans bliver nogle gange bare defineret at ting er relevante hvis de bare handler om noget nogen kender eller som de godt kan lide. Men i følge Simon skal der noget mere til hvis relevansen skal betyde noget. Det skal handle om noget man kan se sig selv i og være noget man også blive bevæget over, få en ny indsigt omkring og blive beriget af.
Nina Simon støtter sig til de to kognitionsforskere Diedre Wilson og Dan Sperber. De definere at relevans ud fra to kriterier:

  • Hvor sandsynligt de nye information stimulere en “positiv kognitiv effekt” – føre til nye konklusioner, der betyder noget for dig.
  • Hvor meget indsats der skal til for at opnå og absorbere de nye information. Jo lavere indsatsen er, desto højere er relevansen.

Når nogle føler, at de er blevet beriget af noget – ja så er det noget relevant for dem. Fra afsenderen kræver det, at vi har noget reelt at vise og sige, og at vi tænker os om hvad folk får ud af vores historier. Det kræver en vis dybde i det vi tilbyder.
I forhold til dybde og fokus er det helt anderledes i forhold til modtagerne. Informationen eller behovet for at blive klogere, gøre noget mv. skal ifølge Simon (og Wilson og Sperber) så nemt som muligt kunne blive imødekommet, for ellers er der større chance for modtageren vælger det fra – og dermed får informationen ikke få den kognitive positive effekt for modtageren som den kunne have (Simon, p. 32-35).

Relevans og kognitiv belønning

Relevans som positiv kognitiv belønning på et museum er der mange eksempler på. Jeg oplevede det selv tidligere på året i forbindelse med en spørgeundersøgelse vi gennemføre i Den Gamle By. Jeg interviewede i den forbindelse en 20 årig kvinde, der en måneds tid før interviewet havde besøgt museet. Jeg spurgte hende blandt andet om hvilken museumsoplevelse af alle dem hun kunne huske, som havde gjort størst indtryk på hende. Hun svarede til min overraskelse og samtidigt store glæde, at det må være første gang hun besøgte Aarhus Fortæller, Den Gamle Bys permanente udstilling om Aarhus, der var åbnet i april 2017. Hendes begrundelse var ”Det er jo en kærlighedserklæring til Aarhus denne her udstilling, det rørte mig rigtigt meget.” Med til historien er, at den 20 årige lige var flyttet tilbage til Aarhus og skulle starte på sit nye studie. Aarhus skulle nu til at blive hendes by. Min tolkning er, at den tydelige glæde hun havde over udstillingen skyldtes, at den kunne bekræftede hendes tilhørsforhold til byen og af Aarhus Fortæller gav hende en forståelse af byen, som hun kunne bruge lige på det tidspunkt i hendes egen livssituation. Derfor gjorde udstillingen hende både mere vidende og glad.

IMG_6890

I Aarhus Fortæller er et populært element kortet i gulvet, hvor Aarhus kan undersøges.

Et anden spændende og lidt uventet information jeg fik gennem interviewet var, at hun nu var blevet årskortsindehaver fordi, at kaffen ikke var dyr i museet konditori, og da årskortet galdt for to personer så kunne hun invitere veninder til kaffe på dette særlige sted. Det har måske ikke så meget med relevans at gøre, men viser, at betydningen af servering, mad og drikke aldrig skal undervurderes.

Lav indsats giver belønning

For den 20 årige kvinde var indsatsen for at modtage oplevelserne i Aarhus Fortæller tilsyneladende så tilpas lav til, at det ikke var en hindring. Omkring modtagelse af en potentiel givende historie oplevede jeg selv det modsatte i maj 2017. Der var jeg i Zagreb og besøgte en af byens mere roste museer: The Museum of Broken Relationship. Ideen med museet er simpel og umiddelbart meget fængende. Folk fra hele verden deler deres historier om tabt kærlighed enten virtuelt på hjemmesiden https://brokenships.com/ eller på museet i Zagreb eller søstermuseet med samme navn i Los Angeles. Hjemmesiden og den mere kuraterede bog The Museum of Broken Relationships er fyldt med gribende fortællinger, hvor formen er enkelt. Et billede af en genstand og en tekst skrevet af bidragyderen om, hvorfor denne genstand repræsentere forholdet eller tabet.

IMG_5940

På museet i Zagreb er det nogenlunde samme princip med en fysisk genstande og så den der har doneret genstandens historie til objektet. Museet er meget populært, men for mig fungerede det ikke. Det var meget tekst at læse, teksterne var ikke sat op med en stor skriftsstørrelse, lyset var ikke optimalt og der var mange andre folk, der også gerne ville se med der hvor man stod. De grunde gjorde, at der for mig ikke var ro nok til at fange de meget personlige historier som var i udstillingsrummene i Zagreb. Insatsen for at modtage var for mig for høj, jeg valgte fokus på historierne fra og gik over til et mere overfladisk skanning-mode uden dermed at blive berørt af historierne og af den grund kognitivt belønnet. Der er utvivlsom mange andre som på The Museum of Broken Relationship i Zagreb ikke oplever de irritationsmomenter om lys, skriftstørrelse og tekstmængder som jeg havde, men jeg tror bestemt ud fra Wilson og Sperbers betragtninger, at netop den måde nogle museer sætter tekstinformation op på kan føre til, at indsatsen for at modtage informationen bliver for stor i forhold til den belønning vi som museumsgæster tror vi får. Teksten bliver en for stor indsats for museumsgæsten til at en belønning kan opnås.

IMG_5944

Fra Museums of Broken Relationship i Zagreb.

To vildfarelser om relevans

Et godt element ved The Art of Relevance er, at Simon forskellige steder stiller spørgsmålstegn ved bruger af begrebet relevans og udfordre nogle af antagelserne om begrebet. Hun går blandet i rette de to standpunkter 1) at det man laver er relevant for alle, da det jo handler om livet i dag og 2) at relevans ikke er et relevant parameter, da folk jo gerne vil gå efter det unikke, det overraskende.
I forhold til at alt er relevant er Simons argument ganske simpel, at man som afsender jo ikke kan diktere hvad der er relevant for andre. Der er ikke noget som er universelt relevant, men der er noget som er relevant for nogle bestemte. Museets historier kan forstås af mange, men det gør dem ikke relevant for mange – og det spørgsmål man som institution kan stille sig selv er, hvem man ønsker at være relevant for?
Simon argumenter også imod synspunktet, at det med relevans ikke er vigtigt, fordi når man lavet noget unik og særligt så finder gæsterne jo frem til en – det er jo det anderledes de vil have og det anderledes som giver de helt store oplevelser. Simon skriver, at vi nok alle har hørt historier eller selv har oplevet at man pludselig fandt noget man ikke havde mødt før og som gjorde en særligt begejstret: en kunstform som f.eks. opera, et forfatterskab, en kunstner osv. Lynet slog ned og nye interesser og indsigter opstod. Det sker, men ved at gå ned i de historier er der gerne en som tog vedkommende med i operaen eller noget andet som hjalp vedkommende hen mod oplevelsen – nogle, som troede på at det kunne have en relevans. En anden pointe fra Simon i den forbindelse er, at vi som kulturinstitutioner ikke bare kan sidde og vente på at lynet slår ned i tilfældige evt. nye kulturbrugere. Det gør det for sjældent og vores arbejde er for vigtigt til, at vi ikke prøver at gøre det relevant for flere (Simon, p. 40-44).

Insiders og outsiders

Et billede, som Simon vender tilbage til i The Art of Relevance er, at relevans er en nøgle, der åbner op til rum, hvor der er indsigt og oplevelser, som giver mening. En anden metafor om rum som Simon bruger er, at der i forhold til relevans er to typer personer: insiders og outsiders. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det og outsiders er dem, der ikke kender det endnu og kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også uvelkomne inde i rummet.
Simon påpeger, at en meget vigtig faktor for at byde i outsiderne indenfor er insiderne. På muserne og mange andre institutioner er der ofte fokus på indholdet: kunsten, naturen og historierne og det indhold tænker insiderne jo er for alle, men de ser ikke altid på hvem de selv er. For outsiderne er folkene i rummet ligeså vigtige som rummets indhold. Simon bruger denne pointe til at anbefale, at institutionerne skal gå udenfor institutionen og lære af og involvere de potentielle brugere, de forskellige communities, de outsidere som kan blive til nye insidere. Det er en tankegang Simon og resten af MAH er gået videre med i deres seneste projekt som blev lanceret her i maj: OFBYFOR ALL, det går ud på at gøre museer ”OF, BY and FOR the communities”. I mit sidste blogindlæg Museum Next, Nina Simon og OFBYFOR ALL skriver jeg mere om det projekt og om Nina Simons præsentation af projektet på Museum Next konferencen i juni i år. I forbindelse med relevans kan man sige, at dette engagement og denne dialog med det omgivende samfund ikke kun er med til at invitere flere ind i rummet, men at man også gør rummet større ved at lære af folk udenfor institutionen (Simon, p. 66-117).

IMG_3163 Nina Simon talk

Nina Simon holder oplæg på Museum Next i London 2018. Nederst i indlægget er det et link til Simons oplæg.

Et andet element i denne insider / outsider diskussion er om man forfladiger de emner man formidler og tilbyder oplevelser omkring. Simon bruger i bogen sig selv som et eksempel på en insider-naturpark-bruger. Den helt rigtige brug af naturreservaterne er for Nina Simon selv at gå på de mest ufremkommelige og strabadserende trails med kort, udstyr og opbakning til at klare alle tænkelige situationer. De flade og nemt tilgængelige stier i Yellowstone naturparken, der er fyldt med folk, bænke og kiosker, hvor der kan købe is og souvenirs er derfor steder hun helst undgår. Steder hun på en måde som naturpark-kender føler sig hævet over. Nina Simon erkender, at hendes ide om den ideelle naturparksoplevelse ikke kan være den styrende. For at åbne parkerne op og gøre natur nemt tilgængeligt for mange så skal stierne jo ikke være skabt til brugere, der er trænede og har det rigtige grej. De skal være som i Yellowstone, og der er ikke at forfladige oplevelsen, men at gøre den tilgængelig. Ligesom naturparkerne tilhøre museerne alle, og de insidere som elsker museer og gerne vil have flere til at kunne lide dem skal huske på at stedet ikke kun er for dem. Formidlingen skal varieres og skal åbnes op for at flere kan få en del af den oplevelse, som de allerede er heldige at have del af. Og når først den nemme sti er prøvet og man inde, så kan man jo vælge om en af de lidt vanskeligere ruter så skal udforskes (Simon, p. 60-62).
Simon påpeger samtidigt at åbne op ikke er det samme som at råbe højt. Hvis man skal få folk ind i et rum er det ikke nok kun at sætte store skilte over døren, hvor der står FUN! og FOR YOU! I hvert fald ikke, hvis man har det ønske, at de skal blive inde i rummet. Skiltet kan tiltrække opmærksomhed, men ændre ikke hvad der inde i rummet. For at folk skal blive i rummet skal det have en betydning. Og så er vi tilbage til Wilson og Sperbers pointer. Oplevelsen skal ikke kun være blink og halløj, men noget der giver en positive kognitiv belønning – noget det åbner op for noget mere (Simon p. 27-30).

Nina Simon ved en TED Talk

Nina Simon ved en TED Talk i april 2017, hvor hun præsenterede nogle ag pointerne fra bogen. Foredraget kan ses her: https://youtu.be/NTih-l739w4 Foto: Drew Altizer.

Relevans, besøgende og museer

Nina Simon skriver sig med The Art of Relevance ind i rækken af museumspraktikere som prøver at komme med bud på, hvordan museer kan arbejde med relevans. I denne uge har Anna Hansen, direktøren for Regionmuseet Kristianstad, skrevet blogindlægget Hur skapar museer relevant lärande? om relevans og museerne læring på EPALE, Europa-Kommissionens læringsplatform. Der nævner hun ud over Nina Simon også læringsværktøjet Generic Learning Outcome (GLO) og forskerne John H. Falk og Lynn D. Dierking.
GLO i forhold dette systems brede læringsdefinition og ide om, at en bevidstgørelse af, hvilken læring gæsten søger kan hjælpe museerne med skabe bedre og mere fokuserede oplevelser.
Falk og Dierking i forhold til de to forskeres anskuelse af museet som en helhedsoplevelse, der både kan ses som de besøgendes valg før og efter besøget. Relevansdiskussionen skal derfor også udvides til intentionerne for besøget.
De tre indgange til emnet har ifølge Anna Hansen ”alla det gemensamt att museerna finns till för besökarna och deras lärande och det är genom att undersöka vad besökarna vill ha, vad de upplever och hur de blir engagerade och entusiastiska som museerna blir relevanta.”

Relevans er ikke noget man alene kan tænke sig til. Det kræver en interaktion med omverdenen eller som Nina Simon skriver i et af de afsluttende kapitler i The Art of Relevance:
”We have to be willing to expose our passion and try—however we can—to make it attractive and relevant to others. We have to be curious and humble as we learn more about the people on the outside. We have to be willing to build doors and renovate rooms despite our prior attachments. We have to accept failures and keep pushing and dreaming forward. When we are open to what our communities of interest seek and honest about changing our work to meet them, we can build relevance” (Simon, p. 181).

Henvisninger og link

Nina Simon: The Art of Relevance. Santa Cruz, 2016.

Hjemmesiden for Art of Relevance:
http://www.artofrelevance.org/

Artikel af Diedre Wilson og Dan Sperber om relevans og kognition:
http://www.dan.sperber.fr/wp-content/uploads/2004_wilson_relevance-theory.pdf

Nina Simons TEDxPaloAlto Talk om Insiders, Outsiders og The Art of Relevance fra april 2017:
https://youtu.be/NTih-l739w4

Anna Hansens blogindlæg om relevans og læring fra juli 2018:
https://ec.europa.eu/epale/sv/blog/hur-skapar-museer-relevant-larande

Nina Simons Museum 2.0 blog:
http://museumtwo.blogspot.com/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon og The Participatory Museum:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/

Tidlige blogpost på Martins Museumsblog om Nina Simon, Museum Next og OFBYFOR ALL:
https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2018/07/03/museum-next-nina-simon-og-ofbyfor-all/

IMG_3393 Key and Relevance

Reklamer

Skriv en kommentar

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse

Museumsblogs

Pressen bruger anseelig tid på hvad pressen mener, et yndligsemne for politikere er andre politiker og en god måde for at vække opmærksomhed hos gæsterne er at fortælle om dem selv. Martins Museumsblog vil i dag følge denne trend – og skive om museumsblogs.

MartinsMuseumsblog

Siden begrebet fik sin eget term (først weblog og så blog) i slut 1990’erne har blogmediet gennemgribende fornyet den offentlige kommunikation. Nu kan alle og enhver skabe sit eget distributionsnet til egne og andres artikler. Der kom blogs om gængse nyhedsemner, men også blogs om interesseområder som haver, humor, heste, home interior – you name it – og kunst- og kulturinteresserede begyndte også at blogge om museer og museernes samlinger.

Nina_SimonEn blogger, som skabe sin karriere og museumspolitiske indflydelse gennem medier er amerikanske Nina Simon. Hun deler sine ideer om The Participatory Museum gennem hendes blog Museum 2.0, hvilke også har resulterede i en bog af samme navn, der helt i tråd med Museum 2.0s tankegang gratis kan downloades gennem bloggen. Nina Simon er i dag museumsdirektør i The Museum of Art & History i Santa Cruz, men er stadigvæk aktiv på Museum 2.0.

Udover blogs om museer kom der også blogs fra museer, hvor museumsmedarbejdere helt i tråd med mediets karakter direkte og hurtigt kunne fortælle interesserede om det de laver. En af de første museumsblog jeg stødte på var Birgitte Fløe Jensens FortidsmindeBlog fra Museerne Vordingborg, (Danmarks Borgcenter, der i dag er en del af Museum Sydøstdanmark).

Museet i Vordingborg var tidligt ret aktive med blogmedier og havde en overgang også omskabt meget af deres indhold på deres hjemmeside til blogs, men der er en praksis der tilsyneladende ikke længere bruges på deres hjemmeside http://www.museerne.dk/ efter at de er blevet den del af Museum Sydøstdanmark. Andre museer der også tidligt begyndte at blogge og udforske mediet var Arken, Medicinsk Museion, Nationalmuseet og Moesgård Museum.

Et view over museernes brug af blogmedier viser nogle tendenser.

Organisationsbloggen

Organisationsbloggen tror jeg er den mest udbredte form blandt de danske museer. Her bruges blogmediet til at et bestemt felt af museets virke bliver formidlet.

Kroppedal Museum Nyere tid

Vordingborgs Fortidsmindeblog var et eksempel på det, Moesgård Museum fulgte op med en lignede fortidsmindeblog, der var aktivt i nogle år. På Nationalmuseets har flere afdelinger en blog, bl.a. nyere tid, bevaringsafdelingen og Danmarks Kirke. De er ikke alle lige brugte og opdaterede, men en jævnt aktiv blog er museets runer og mønter blog, hvor det er muligt at følge det løbende arbejde med Nationalmuseets tilsyn og forskning omkring med runesten og møntfund. Kroppedal Museum har sat deres brug af blog i system ved at deres tre ansvarsområder, astronomi, nyere tid og arkæologi, har hver deres blog – og museet sørger jævnligt at vedligeholde disse blogs. Andre blog i den organisatoriske type kan være, at samlinger systematisk vises frem eller at museet har en blog der overordnet bruges til at formidle processerne bag museets arbejde. Den type blog ses bl.a. hos to museer der er kendt for deres initiativer omkring digital formidling: Brooklyn Museum og Powerhouse Museum i Sidney. Powerhouse Museum har bloggene Photo of the Day og Inside the Collection hvor genstande og billeder vises frem, og Brooklyn Museum har en behind-the-scene blog med indlæg fra hele museets virke. Lignende behind-the-scenes blog ses også hos Museet for Søfarts blog Fyrskibet og i den nye Bag Facaden blog fra Den Gamle By.

Den specifikke emneblog

Emnebloggen, hvor en særligt emne tages ud fra en personlig vinkel, er en meget brugt genre hos privatpersoner. Her er modeblog, haveblog og madblogs for at tage tre meget udbredte emner. Der skrives kun om det valgte emne og dermed er der en klar kontrakt mellem afsender og læser. Denne klare afgrænsede blogtype synes dog ikke at være så udbredt på museerne, men et godt musealt eksempel på typen er Nationalmuseets blog Kokkepigen. Her er det den fiktive person kokkepigen som deler historier og opskrifter med base i køknerne på Frilandsmuseet i Brede.

Nogle af de ovennævnte organisationsblogs kan godt have fokus på særlige dele af museets virke og dermed godt betegnes som et emneblog skønt deres hovedformål kan være at blogge fra en bestemt afdeling af museet. Der er andre eksempler på museumsblog som tager et bestemt emne om i en kortere periode, men dem vi jeg hellere betegne projektblogs.

Projektblogs

Bispetorv

Projektblogs er blog, der formidler et bestemt projekt i en periode. Et tidligt eksempel på dette var Nationalmuseets daværende direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 (http://natmus.blogspot.dk/). Bestemte udgravninger har også været emne for specifikke blogs som Moesgård Museums store udgravning på Bispetorv i Aarhus i 2009 (http://bispetorvet.wordpress.com/) eller Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke (http://lindegaarden.wordpress.com/), en blog som kom på Kulturarvsstyrelsens liste over Årets museumshits 2011.

Udfordringen ved disse tidsafgrænsede blogs er at afslutte dem ordentligt. Et fint eksempel på dette er den blog som Historiska Museet i Stockholm lavede i forbindelse med deres udstilling Sveriges Historia. Bloggen fulgte tilblivelsen af udstillingen og takkede af en måneds tid efter åbningen af udstillingen http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria/2010/06/21/bloggen-och-de-101-inlaggen/.

Den Gamle Bys brug af blog

I denne uge kastede min arbejdsplads, Den Gamle By, sig for alvor ud i blogmediet. En first mover kan man ikke kalde os, men bag initiativet ligger en nøje overvejelse omkring, hvilke emner som blogmediet er bedst egnet til at videregive vores viden, synspunkter og oplevelser igennem. Bloggene og formen er også planlagt, så det er emner museet kontinuertlig kan blogge om og langsomt opbygge en læserskare til.

Historiske Haver

Tre af bloggene er specifikke emneblog. Den ene dyrker et generelt stort blogemne, haven. Bloggen viser som andre haveblog årets gang og har så det twist, at den særlige viden museet har om tidligere tiders havebrug og gartnerpraksis også bliver formidlet. En anden klar emneblog er om en af museets kærneområde julen. Hver jul er museets et naturligt førstevalg for mange familier og venner, der gerne vil kombinere en fælles juletur, med julestemning skabt af forskellige tiders måde at fejre julen på. Den viden museet har om emnet kommer nu ud i bloggen og juleinteresserede der søger information på nettet vil forhåbentlig blive oplyst her efterhånden som bloggen vokser. En tredje emneblog handler om Aarhus. Det er et af museets ansvarsområder, men bloggen vil ligesom de omtalte fortidsmindeblogs ikke være der, at museet fortæller om deres formelle ansvarsområde, men det bliver mere et kalejdoskopisk blik på Aarhus før og nu med bidrag fra forskellige af museets ansatte.

DGB Bag Facaden

To blog vil mere kunne betegnes som organisationsblog. Den ene er Bag Facaden bloggen, der som navnet antyder fortæller om processerne bag museets udstillinger, aktiviteter mv. Blogindlæggets natur er at være personlige, og det er skal det også være på denne mere organisationsorienterede blog, ved at afsenderen på det enkelte indlæg er tydelig og at bidragsyderne har deres egne emner de skriver om. Den anden organisationsorienterede blog er Aarhus og 2. Verdenskrig, der bliver en kanal som museets afdeling Besættelsesmuseet i Aarhus kan bruge til nemt at dele historie, billeder mv. Bloggens klare fokus om Anden Verdenskrig vil formodentlig også gøre, at bloggen bliver bruge på samme måde som de specifikke emneblog bliver.

museumsdirektørens blog

Den sidste blog er Museumsdirektørens blog, der bliver en mere causerende blog, men også en mere holdningspræget blog, hvor Den Gamle Bys direktør Thomas Bloch Ravn kan poste tanker og meninger, f.eks. i det seneste indlæg om Kulturministeriets tanke om at sammenlægge en række specialmuseer under Nationalmuseet. Den holdningsbetonede blog er en type, som ses meget i avisernes bloguniverser, hvor politiker, NGO repræsentanter med videre på den måde deltager i den offentlige debat, men typens ses ikke ofte i kulturlivet. Jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om blogs af denne type drevet af et museum. I aviserne eller andre nyhedsmediers blogge har jeg også kun stødt på Kvindemuseets Merete Ipsens blog i www.stiften.dk.

Ingen af Den Gamle Bys blog er tænkt som korterevarende projektblogs. Før lanceringen var der derimod flere diskussioner om, hvilke emner der kunne blive ved med at blive blogget om, og arbejdet med bloggen er planlagt så det kan passes ind i museets andet arbejde for at undgå, at det at blogge der efter en kortere tid bliver en irriterende byrde i stedet for at være den glæde det er, at dele viden med andre og se at det bliver modtaget.

DGB Aarhus og WW2

Museerne har meget indhold og blogmediets hurtige og nemt delbare facon gør det oplagt at bruge til at dele museets historier. Udfordringerne er at sikre bloggen en god base i organisationen så de blive vedligeholdt og dermed giver optimale udbytte både for læserne og museerne. Bloggens indhold skal naturligvis også gennemtænkes og derunder at skribenterne skal vende sig til webkommunikationens krav om hurtigt at fange opmærksomheden gennem billeder, klare overskrifter og godt opbrudte tekster. Det bedste udbytte opnås, hvis blogindlæggene er nemt delbare. Personligt kan jeg bedst lide hvis de er organiseret i de gængse bloguniverser (blogger, wordpress mv.) der følger med genres udvikling, i stedet for at være indlejret som del at museernes organisationshjemmesider, da disse alt for ofte ikke er klar definerede i deres udtryk eller bedst muligt optimerede til deling og kommentering. At indlejringen har andre fordele mht. at holde læserne på hovedsiden er så en helt anden diskussion.

Omtalt museumsblogs

Arkens weblog 2005-2006 http://arken.blogs.com/arken_blog/

Brooklyn Museum’s behind-the-scene blog http://www.brooklynmuseum.org/community/blogosphere/

Den Gamle Bys Bag Facaden http://blog.dengamleby.dk/bagfacaden/

Den Gamle Bys Julehistorier http://blog.dengamleby.dk/julehistorier/

Den Gamle Bys Historiske Haver http://blog.dengamleby.dk/historiskehaver/

Den Gamle Bys Museumsdirektørens blog http://blog.dengamleby.dk/museumsdirektoren/

Den Gamle Bys Aarhus Flashback http://blog.dengamleby.dk/aarhusflashback/

Den Gamle Bys Aarhus og 2. Verdenskrig http://blog.dengamleby.dk/aarhusogandenverdenskrig/

Historiska Museets Sveriges Historie http://blogg.historiska.se/sverigeshistoria

Kroppedal Museums Nyere tid http://kroppedal.dk/nyere-tid/blog-nyeretid/

Medicinsk Museions blogs http://www.museion.ku.dk/da/category/blogging-13/

Moesgård Museums Fortidsmindeblog http://fortidsmindermoesmus.wordpress.com/

Moesgård Museums Bispetorv http://bispetorvet.wordpress.com/

Museerne Vordingborgs Fortidsmindeblog http://iloapp.museerne.dk/blog/fortidsmindeblog?Home

Museet for Søfarts Fyrskibet : http://fyrskibet.dk/

Nationalmuseets Kokkepigen: http://kokkepigen.natmus.dk/

Nationalmuseets direktør Carsten U Larsens rejseberetning fra Galatheaekspeditionen i 2007 http://natmus.blogspot.dk/

Nationalmuseets runer og mønter blog : http://runer-moenter.natmus.dk/

Nina Simons Museum 2.0 http://museumtwo.blogspot.dk/

Powerhouse Museum’s Photo of the Day http://www.powerhousemuseum.com/imageservices/

Powerhouse Museum’s Inside the Collection http://www.powerhousemuseum.com/insidethecollection/

SMKs blog http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/smk-blogger/

Sydvestjyske Museers udgravninger ved Ribe Domkirke http://lindegaarden.wordpress.com/

3 kommentarer

Filed under Digitale medier

Sculpture by the Sea & World Beach Project

Juni i Århus betyder i år Sculpture by the Sea 2011. 65 skulpturer fra danske og internationale kunstnere er placeret på tre km fra Tangkroen og til Ballehage.

Sculpture 211

Det er anden gang, at Sculpture by the Sea arrangeres i Århus. Mere end 500.000 besøgte eventen i 2009 og også i år ser det ud til, at kombinationen af skulpturer, familieudflugt og strand er en succes.

Bag projektet står ARoS Aarhus Kunstmuseum, Aarhus Kommune, Kulturhus Aarhus, Børnekulturhuset foruden Sculpture by the Sea i Australien, hvor ideen til projektet oprindelig kom fra. Der hele er finansieret af en lang række af private og offentlige instanser med Nordea Fonden, Vestas, Bestseller, Arla, Aarhus Kommune og Region Midt som hovedsponsorerne. Det er med til at gøre det gratis at besøge skulpturerne, der er placeret i det offentlige rum, med de fordele for tilgængeligheden det har og de ulemper med hensyn til slid, vedligehold og hærværk, som der også kan have. Skulpturerne kan ses frem til søndag den 3. juli, og det er en oplevelse jeg gerne vil anbefale.

Sculpture 208

Raquel Corona Justo - Observando la Fantasia

Sculpture 245

Lisa Anderson - Precious

Tim Prentice – Easel Windframe

Se mere på http://www.sculpturebythesea.dk/

Et andet kunstprojekter, der udspiller sig ved vand er World Beach Project som V&A i London står bag. Der er på engang mere ydmygt, større tænkt og meget mere brugerinddragende. Projektet skabes alene af brugerne, der laver en stenskulptur eller et mønstre ved en stand eller kystlinje og så uploader billeder af det på V&A’s side om projektet: http://www.vam.ac.uk/page/w/world-beach-project/

Projektet startede i 2007, og i dag er der over 1200 værker repræsenteret fra alle syv kontinenter (et enkelt er med fra Antarktisk). Nina Simon omtaler også projektet i sin bog The Participatory Museum (kapitel 6), hvor det bruges som eksempel på en deltagende (contributory) aktivitet (se den tidligere blogpost: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/06/11/nina-simon-og-det-brugerinddragende-museum/). Nina Simon er i sin bog også meget opmærksom på hvilke spørgsmål og tilgang har man til brugerne, og hvordan man henvender sig til brugere for at få den deltagelse man ønsker  osv. I den forbindelse fremhæves World Beach Project for at have en klar og tydelig kommunikation med brugerne, så de hurtigt ved hvad de skal gøre, hvad processen er og hvad udkommet bliver for dem, se: http://www.vam.ac.uk/content/articles/w/world-beach-project-instructions/

Bag projektet står kunstneren og væveren Sue Lawty, der har været artist in Residence på V&A. Her fortæller Sue Lawty om projektet:

Sculpture by the Sea er i modsætning til Sue Lawtys projekt et meget styret projekt, hvor en jury har valgte de 63 kunstneres skulpturer ud blandt værker fra de 362 kunstnere som ønskede at deltage. Men meddeltagelse synes nu at betyde noget – også i Sculpture by the Sea 2011. Mine egne og helt subjektive observationer efter en dag med skulpturerne ved Århus Bugten hælder i hvert fald hen i mod, at nogle af de mest populære værker er den, hvor man nemt kan interagere og bruge sig selv. Det er noget, der ligger fint i tråd med den picnic/familieudflugtstemning, der er omkring dette populære arrangement.

Sculpture 222

Katja Bjørn, Philip Simmons & Hartmut Stockter - Widow's Walk

Sculpture 210

Marc Moser - Sea Pink

Mark Nixon – Chimecco. Folkene på broen kan få klokkerne til at larme.

1 kommentar

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kunst

Nina Simon og det brugerinddragende museum

For en måneds tid siden blev Nina Simon direktør for The Museum of Art & History i Santa Cruz, Californien. Der er en nyhed museumsprofessionelle verden over har fulgt, måske også med lidt skepsis.

Nyheden blev primært spredt gennem Nina Simons egen blog http://museumtwo.blogspot.com/ – en forbilledlig museumsfaglig blog, som har inspireret mange, inklusiv mig selv, til at bruge blogmediet til at dele viden om museumsrelevante emner.

Nina Simon har i en årrække været konsulent omkring brugerinddragelse og museumsdesign og før det kurator ved The Tech Museum of Innovation i San Jose og medarbejder ved The International Spy Museum i Washington. Løbende har man kunne følge hendes tanker, observationer og dele af hendes konsulentarbejde på Museum 2.0 bloggen og sidste år udkom bogen The Participatory Museum, der er en opsummering af hendes tanker og kan ses som grundbogen i, hvordan man kan forstå og designe brugerinddragelse på museer.

The Participatory Museum
The Participatory Museum er en anbefalelsesværdig bog for alle, der har interesse i at inddrage museumsbrugere og gæster på nye måder. Bogen er fyldt med eksempler fra biblioteker og museer verden over. Nina Simon har flere gange været i Danmark, blandt andet som medlem af følgegruppen for Statens Museum for Kunst nye digitale formidlingtiltag (SMK Digital) og som oplægsholder ved sidste års NODEM konference. The Participatory Museum indeholder også cases fra Danmark i form af Eksperimentariums projekt EgoTrap, og i form af Human Library, der blev lanceret på Roskilde Festivalen i 2000 under navnet Menneskebiblioteket (se http://humanlibrary.org). Konceptet i Human Library er at man kan låne et menneske i min. 45 min. og ligesom med en god bog få testet sine fordomme og få indblik i en ny virkelighedsopfattelse. Ego Trap var en aktivitet, der kunne opleves på Eksperimentarium for et par år siden, hvor man med en mobiltelefon som katalysator skulle teste sig selv og også tage kontakt til andre i udstillingen.

Nina Simon_400x400

Nina Simon

Nina Simon påpeger vigtigheden af, at museerne tænker mere brugerinddragende, at museumsgæsterne bliver deltagere frem for passive forbrugere.
Man kan sige at museumsoplevelser skal være lige så medrivende og inddragende som denne live optagelse af hendes næsten-navnesøster, Nina Simone:

(jeg kunne ikke lade være med at tage dette link med, men det kan også være en fin lydkulisse, mens du læser resten af indlægget)

Medinddragelse er for Nina Simon essentiel, da det ifølge hende kan være det, der kan gøre museerne mere relevante i en verden, hvor man gennem web og deraf ændrede sociale strukturer er vant til og glad for at kunne interagere.
Nina Simon støtte sin ideer på tre positioner inspireret af museumsanalytikere og -praktikere som Stephen Weil, Kathleen McLean, George Hein og John Falk:

  1. ideen om, at publikumscentrerede institutioner er lige så relevante, brugbare og tilgængelige som dagligvarebutikker og togstationer
  2. ideen om, at den besøgende selv skaber deres egen mening ud af den kulturelle oplevelse (det er den besøgende selv og ikke museet, der definerer oplevelsen)
  3. tanken om, at brugernes stemme både kan puste nyt liv og skabe ny viden i forhold til planlægning og udførelse af publikumsorienterede projekter og arrangementer

(The Participatory Museum, preface)

Me to we
Første del af bogen kredser om, hvordan en oplevelse kan gå fra mig til os. Fra at oplevelsen er baseret på individuelt forbrugsindhold til at oplevelsen også består af at enkeltpersoner engagerer sig socialt med andre enkeltpersoner.
I bogen er vejen fra mig til os delt op i 5 faser som så diskuteres:

Nina Simon påpeger at hver fase, og dermed formidlingstilgang har noget forskelligt at tilbyde museumsgæsten.

Fase 1 giver de besøgende adgang til det indhold, som de søger. Fase 2 giver de besøgende mulighed for at undersøge, handle og stille spørgsmål. Fase 3 lader besøgende se, hvordan deres interesser og handlinger er i forhold til resten af samfundet eller grupper de gerne vil sammenligne sig med. Fase 4 hjælper de besøgende med at sættes sig i forbindelse med andre, som de deler interesser med og når den femte fase lykkes oplever de besøgende museet som et socialt sted, fyldt med interessante og berigende møder med andre mennesker.
(The Participatory Museum, part 1: Design for Participation)

Contributory, Collaborative, Co-Creative & Hosted
I bogens anden del diskuterer Nina Simon fire måder et museum kan være brugerinddragende på. Det er med den besøgende som deltagende, samarbejdende, medskabende og beværtet.

En deltagende (contributory) aktivitet har faste rammer defineret af museet og indenfor dem kan den besøgende yde et bidrag, det kan f.eks. være en installation hvor der er muligt at give feedback.
I en samarbejdende (collabotative) aktivitet har museet ansatte stadigt kontrol over processen, men den besøgende have medindflydelse på det endelige produkt, det kan f.eks. være en aktivitet …
I en medvirkende (Co-Creative) aktivitet arbejder museets medarbejdere og de besøgende sammen fra starten med at definere og gennemføre projektet.
Og i et beværtet (hosted) projekt stiller institutionen ressourcer eller faciliteter til rådighed for en ekstern gruppe, der så selv organiserer og sætter rammer om aktiviteten.

I bogens afsnit om de fire interaktionstyper har Nina Simon flere case på projekter, der burger de forskellige tilgange (The Participatory Museum, Chapter 6: Contributing to Institutions, Chapter 7: Collaborating with Visitors, Chapter 8: Co-creating with Visitors og Chapter 9: Hosting Participants).

Museum 2.0 title_pic

http://museumtwo.blogspot.com/ er fyldt med gode eksempler og betragtninger fra alverdens museer

Skepsissen med Nina Simons nye job skyldes ikke, at museumsansatte verden over ikke vil hende det bedste, men om hun nu har tid til at være konsulent på projekter eller komme med nye indlæg på Museum 2.0. Det sidste ser nu ud til fint at kunne lykkes og som man vil kunne forvente af en brugerinddragningsguru afspejler blogposterne den dagligdag, der er som museumsdirektør i Santa Cruz. Et af de seneste indlæg er blandt andet om, hvordan man kan få ansatte til at tage kreative risici. http://museumtwo.blogspot.com/2011/05/empowering-staff-to-take-creative-risks.html. I indlægget diskuterer Nina Simon forskellen og behovet for både at have risk-takers og space-makers, som ledere og medarbejdere. Den, der tager risikoerne skal vide, at der er en som skærmer deres rum og bakker dem op – uden støtte ingen reel interesse fra organisationen i at turde gå nye veje.

En god introduktion til Nina Simons tanker er det foredrag hun gav i Danmark sidste november, som del af NODEM 10 konferencen:

Nodem 2010: Nina Simon from Formidlingsnet on Vimeo.

Her er Nina Simons powerpoint præsentation fra NODEM konferencen:

Three Things I’ve Learned about Design for Participation http://www.slideshare.net/slideshow/embed_code/5903551

View more presentations from Nina Simon

Her er linket til Nina Simons anbefalelsesværdige blog:
http://www.museumtwo.blogspot.com/
og et link til hjemmesiden om hendes bog:
http://www.participatorymuseum.org/,
hvor man både kan købe bogen, læse den gratis on-line og – helt i Nina Simons ånd – diskutere og kommentere bogens indhold.

15 kommentarer

Filed under Digitale medier, Interaktivitet og brugerinddragelse