Tag Archives: Open Air Museum

Europæiske open air museer i dag – AEOM Conference 2017 på Black Country Living Museum, Avoncroft Museum og Blist Hill Victorian Town

Hvert andet år afholdes en konference i regi af AEOM, Association of European Open-Air Museums. Det er et givende forum, hvor ideer og holdninger bliver delt og hvor der også er indlagt besøg frilandsmuseer. AEOM Conference 2017 fandt sted i sidste uge i det noget slidte engelske West Midlands, og der var noget at komme efter, både med hensyn til konferencens indhold og i forhold til de museer der blev besøgt.

AEOM opening nigth

Konferencens velkomstmiddag i Black Country Living Museums fine The Workers Institute, et forsamlingshus bygget for de overskydende midler i strejkekassen fra kvindernes chain makers strike i 1910

Konferencen

I løbet af konferencens tre dage var der gode oplæg og diskussioner i større og mindre grupper. Førstedagen bød på en god keynote speak af J. Patrick Greene, den tidligere direktør af Museum Victoria i Australien. Patrick Greene tog primært udgangspunkt i Museum Victoria, men også i andre museer han havde besøg eller arbejdet på. De valgte eksempler understregede hans pointer om museernes fremtid: For at museerne skal vedblive at have en rolle og betydning, så skal de blive ved med at dyrke en relevans hos grupper, der normalt ikke bruger dem, og museerne skal også blive ved med at afsøge hvilke funktioner i civilsamfundet som de kan være med til at løse.

IMG_7248

Public announcement på en væg i Blist Hill Victorian Town

Førstedagen bød også på en ”battle” mellem Derby Museums direktør Tony Butler og Black Country Living Museums direktør Andrew Lovett. Titlen var Civic Pride vs. Cultural Business og debat-kampen kom ind på forskellige fordele og ulemper for museer, der henholdsvis primært er finansieret gennem offentlige midler (som Derby Museum) og museer, der primært har en business model, hvor de skal tjene deres egne penge (hvilke Black Country Living Museum har).

Andrew Lovett fra Black Country Living Museum i diskussion med Tony Butler fra Derby Museum

De to indlæg og responsen til dem var med til at sætte scenen for de følgende dages diskussioner og oplæg, hvor mange omhandlede hvordan museerne bedst mulig kan have kontrol over deres egen udvikling, og hvorvidt fremtiden kan planlægges med masterplaner og samarbejder med andre aktører. Der var også en række gode oplæg om nye projekter på forskellige open air museer. Indlæggene var blandt andet om den store udvikling også i europæisk henseende, der er sket i Den Gamle By i sidste 10 år, etableringen af det walisiske National Museum of History og en kommende ambitiøs udstilling om etfamilie-huset på Museumsdorf Cloppenburg, hvor museet blandt andet også bruger deres naboer, et etfamilie-hus kvarter som udstillingsrum. Oplæggene fra førstedagen kan ses på Black Country Living Museums You Tube og Periscope canal.

AEOM 2017

Frilandsmuseerne

Tre museer var vært for konferencen: Black Country Living Museum, Avoncroft Museum og Blist Hill Victoria Town. De har den lighed, at de er institutioner eller del af institutioner, der ikke får faste offentlige tilskud, men ellers er de meget forskellige museer, med forskellige primære målgrupper og forskellige muligheder og målsætninger i deres strategier. Det er spændende museer og også godt administrerede steder og samlet set viste besøgene på de tre vidt forskellige steder nogle af de gode kvaliteter og mange muligheder, som open air museerne har.

IMG_7131

Avoncroft Museum

Avoncroft Museum er et mindre museum i Worcestershire med knap 40 bygninger og derudover har de gode udeområder som en perry orchard og en wildflower meadow. Avoncroft er et godt eksempel på et museum, der arbejder for at blive et godt rum og værested for den lokale befolkningen. Her kan lokale komme og bruge parkarealerne, det stemningsfulde tea room og besøge bygningerne og deres historier fra lokalområdet. Museer har en lille stab og rigtigt mange frivillige, der hjælper til med det praktiske eller skabe liv i nogle af miljøerne, som f.eks. 1800-tals vindmøller, der maler mel som også er til salg på museet.

IMG_7107

Et andet sted på museet, der er skabt takket være frivillige, er den helt fantastiske National Telephone Kiosk Collection. Da konferencen besøgte Avoncroft viste frivillige, hvor flere var tidligere British Telephone ansatte stolt telefonboksene frem, som de plejede og vedligeholdte, så gæsterne kunne ringe mellem boksene. En vedligeholdelsesydelse der i dag ikke kan købes for penge, men netop kan blive tilbudt, hvis man kan tiltrække de rette frivillige.

IMG_7104

IMG_7103

Black Country Living Museum

Black Country Living Museum i Dudley har jeg besøg før og også skrevet begejstret om i et tidligere blogindlæg. Museet fortæller om det industrielle Black Country og er et meget stemningsfyldt museum. Rodet og det tilsyneladende tilfældige skrald i museets havneområde er en masterclass i musealt arbejde med stemning, affald, efterladte materialer og nedslidte miljøer.

IMG_7073

Direktør Wolfgang Rüther fra slesvigske Freilichtmuseum Molfsee tjekker rodet ud på Black Country Living Museum

Det giver god mening, at flere scener i den populære tv serie Peeaky Blinders, om en gangsterbande fra Birmingham, er optaget på museet. Museet har det rette miljø til at agere rammen om fuskere og industrialisering i Midlands lige efter 1. verdenskrig. Museet fortæller lokale historier fra egnen, men er også en turistattraktion i det tætbefolkende område omkring Birmingham, og det er en institutioner som målrettet arbejder med, hvordan at deres viden og særlige miljøer kan komme i spil for flere.

IMG_7395

Fish and Chips og kø

Deres samarbejde med produktionsteamet bag Peaky Blinders er et eksempel på det. På museet kan man på købe et særlig Peaky Blinders map med oversigt over optage lokationerne og der arrangeres særlige Peaky Blinders Night. De blev udsolgt med det sammen og tiltrak unge, som aldrig før havde været på museet.

IMG_7474

Museets Peaky Blinders Filming Location Map – #homeofpeakyblinders

Black Country Living Museum er et museum der rækker ud til mange. De tager ikke kun deres stemningsfulde miljøer og historier seriøst, men også deres gæster og disses ønsker om, hvad museet kan blive.

IMG_7203

Blist Hill Victorian Town

Blist Hill Victorian Town deler historien om industrialiseringen sammen Black Country Living Museum. Blist Hill er en del af den respekterede cultural heritage organisation Ironbridge Gorge Museums Trust Limited. Ud over frilandsmuseet Blist Hill består Ironbridge også af en række museer (Coalbrookdale Museum of Iron, Enginuity mm) og bevaringsværdige bygninger som de ejer eller formidler, blandt andet den ikoniske Ironbridge fra 1779, verdens første bro bygget i støbejern og The Old Furnace, den højoven Abraham Darby etablere i 1709 og hvor han fandt en teknik, hvor smeltning og støbning af jern kunne ske med brug af koks og ikke trækul – med andre ord den teknik, der gjorde kul til en industriel ressource, masseproduktion af jernmaskiner muligt og dermed banede vej for industrialiseringen og gjorde områderne omkring Gorge Valley og Black Country til verdens første industrielle landskaber.

Ironbridge

Den Ironbridge fra 1779 over floden Gorge som hele museumskomplekset er opkaldt efter.

Det er en stor og vigtig historie som Ironbridge Gorge Museums Trust Limited forvalter, og som et element i den historie har de lavet Blist Hill, for at viste en by i området i slutningen af 1800-tallet. På Blist Hill er der demonstrationen af håndværk og der er bygninger for funktioner tilknyttet perioden og industrialiseringens muligheder (smedjen, jernstøberiet, jernværk) forunden bageren, fotografen, print shop, isenkræmmer, lysestøber, minen, skolen og meget mere.

IMG_7222

Hos lysestøberen i Blist Hill – der er liv og levendegørelse i flere af bygningerne, og de ansatte og frivillige jeg mødte imponerede mig med deres imødekommenhed og fortælleevne.

Introduktionen til oplevelsen i Blist Hill må jeg også fremhæve. For at komme ind open air museet skal man gennem en indgangsbygning. Man kommer ind i et stort rum med projektioner på alle vægge og på en brønd midt i rummet. Der vises en otte min. fortælling med brug af arkivmateriale og dramatiserede scener om industrialiseringen – minedrift, jernstøberi, fabrikker, handel, urbanisering og nærbilleder af arbejderne, der sled og gjorde England til en industriel verdensmagt. Lydsiden understøtter fortællingen og det sammen gør rummet, der ikke minder om en biograf, men som har murværk og støbejerns stolper.

IMG_7183

I Blist Hill Victoria Town antydes fint den store historie om industrialiseringen, som hele Ironbridge har som fokusområde. Samtidigt er det ikke en belærende museum, men et underholdende museum gennem de mange møder med personalet som man har mulighed for at få.

IMG_7233

Efter en gode dage i selskab med open air museumsfolk fra hele Europa og besøg på tre forskelligartede engelske open air museer er det tydeligt, at den er en museumsgenre som kan meget forskelligt og som har meget forskellige museer. Fælles for de fleste af de open air museer som blev besøgt eller som blev præsenteret er dog, at de virkeligt tager deres gæster alvorligt. De afsøger mulighederne for at folde deres store eller mindre historier ud og arbejder med at komme deres gæster i møde.

AEOM 2017

Tudor Salagean fra Det transylvanske frilandsmuseum, Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By og Anna Brennand fra Ironbridge Gorge Museum i diskussion om masterplaner på museer

Link

Oplæg streamet på AEOM Conference 2017:

Patrick Greene’s keynote adress:
https://www.youtube.com/watch?v=cnWSyfgFvRc

Diskussionen efter J. Patrick Greene’s keynote adress:
https://www.pscp.tv/BCLivingMuseum/1DXxyOVONDbGM?
https://www.pscp.tv/BCLivingMuseum/1mnxemWmawYxX?

Battling for the Heart and Soul: Civic Pride Vs Cultural Business, ved Derby Museums direktør Tony Butler og Black Country Living Museums direktør Andrew Lovett:
https://www.pscp.tv/w/1OwxWonMZPmxQ

De tre værtsmuseer:

Avoncroft Museum: http://www.avoncroft.org.uk/
Black Country Living Museum: https://www.bclm.co.uk/
Blist Hill Victoria Town: https://www.ironbridge.org.uk/explore/blists-hill-victorian-town/

Tidligere blogindlæg om Black Country Living Museum:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2014/12/29/det-maritime-museum-i-tallinn-popsenteret-i-oslo-og-black-country-living-museum-i-Dudley/

IMG_7412

På tur i Black Country Living Museum

Reklamer

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Seminar og konference

Beamish Museum – attraktion og god formidler af lokale historier

Beamish Museum er et rigtigt fint open air museum, der ligger i Country Durham nær Newcastle i North East England. Jeg har været på museet et par gange, da Den Gamle By i nogle år har samarbejdet med Beamish om at lave forløb for ældre ramt af demens, og så har museet også være en af Den Gamle Bys gode sparingspartnere omkring at tænke outreach med i museumsdriften og have fokus på relevans for gæsterne.

Beamish 03.2015 Martin iPhone 2232

Opfordring på døren til museets 1940’er gård

I denne sommer var jeg med min familie og nogle venner på museet, og der viste Beamish, at det udover at være en interessant museal samarbejdspartner, også er et rigtigt godt sted for familieudflugter.

DSC_0598

Beamish er arealmæssigt et stort museum og har forskellige afdelinger. Der er bl.a. en 1940’er Home Farm, et Georgian 1800-tals landskab med huse og damptog, en by fra første halvdel af 1900-tallet og Pit Village, en minelandsby, med tilhørende kulmine. Det hele er bundet sammen med veteranbusser og sporvogne, der i sig selv er attraktioner.

Beamish 04.2013 IMG_3397

Dyrehold på Home Farm


Beamish 03.2015 DSC_0044

Rækkehuse i minelandsbyen


DSC_0606 b

Sporvogne i hovedgaden i 1900-tals byen

Vores første stop var Pit Village og minen på museet. I Pit Village er der blandt andet små huse som minearbejderne har boet i, kirken, skolen, en Band Hall og kulminen med tilhørende fabriksanlæg.

IMG_1163

En skolestue i minelandsbyen

Minefortællingen

En oplevelse jeg glædede mig til at dele med min familie var turen ned i minen, der frem til 1920’erne var i brug. På Beamish er der mange gode medarbejdere i felten. De er i dragt, men modsat flere skandinaviske og amerikanske museer agerer de ikke i 1. person. Dem jeg har mødt på Beamish gør de rigtigt godt med entusiasme, humor og med en dialekt så man ikke er i tvivl om at vi er nordpå og noget væk fra City of London. Det var også tilfældet med mineturen. Før minen kunne besøges skulle vi inddeles i grupper, have sikkerhedshjelm på og starte turen i Lamp Cabin, en arbejdsbygning, hvor vores vært kort og indlevende fortæller om sikkerheden og nogle af de forberedelser minearbejderne havde før de gik ned i minerne.

IMG_1166

Vi hørte blandt andet 10 timers arbejdsdagene, om kanariefugle som skulle tjekke om der var gas i minerne og om udviklingen af Davy sikkerhedslampen, der gav lys uden at antænde de metangasser, der var en alvorlig sikkerhedsrisiko, og hvis eksplosioner har dræbt mange hundrede minearbejdere. Derefter gik turen til minens indgang og med to stop i selve minen var de 20 min. gået og man var som besøgende både blevet oplyst og med egne sanser havde fornemmet en flig af det liv og hårde arbejde som var et grundlagt for den industrielle revolutions udvikling i England.

IMG_1169
IMG_1174

Mine-turen er rigtig god formidling og det er også en type produkt mange museer burde stræbe efter. 20 min. i selskab med en god formidler, der aktivt bruges museets rum og atmosfære, og hvor indholdet både er en almenmenneskelig fortælling, et tidsbillede og en større historisk udvikling sat i perspektiv. Virkemidlerne er centrale genstande (Devy-lampen og undulater i bur) og fysiske rum (bygningen hvor arbejderne skulle tjekke ind og hente deres lampe, samt den mørke, smalle og fugtige mine) og det hele er serveret med tilpas korte stop og den rette suspense og dramatik så både ivrige børn og de voksne, der gerne ville vide noget blev underholdt og kunne tænke tilbage på turen som et særlig oplevede den dag.

Beamish 04.2013 IMG_3284

En¨simpel demonstration af mørket i minen. Læg mærke til Davy-lampen der hænger i stangen


Beamish 04.2013 IMG_3285

– og hvor lidt lys den giver

Mad med historie – og ventetid

I Pit Village ligger også Davy’s Fried Fish Shop. Jeg havde spist der før og glædede mig til den gode Fish and Chips med oksefedt og avispapindpakning. At kunne servere god mad med en historie der passer til stedet er en drøm for ethvert museum (og restaurant). Det kan Davy’s, så vi stillede os i kø.

Beamish 04.2013 IMG_3438

Davy’s Fried Fish Shop der fra 1937 til 2007 lå i Winlaton Mill ved Gateshead og som i 2011 åbnede i Beamish Museum

Men originale fremstillingsmetoder kombineret med stor efterspørgsel har også sine udfordringer. I køen var der et skilt om, at der herfra hvor man stod godt kunne være op til en times ventetid. Det er vel lang ventetid for attraktionsstedmad og bestemt over grænsen for hvad nogle i mit selskab kunne vente. Så enkelte af os valgte en anden restaurant som Beamish gudskelov har flere af. Hvis det ikke var sket er jeg sikker på mindet om Beamish havde været knapt så godt. For mig var den mulige blodsukkerkrise en understregning af museumsbesøg er meget mere en den fagligt oplevelse – det er også service og faciliteter for gæster og jeg blev mindet om at
– Der skal være nem adgang til mad, drikke og ophold – ellers kan historierne være nok så gode.
– Når man har en meget god lokation og aktivitet som Davy’s kan den også betyde en skuffelse. At Beamish satte et skilt op om, at man kunne risikere en ventetid på en time var et godt træk, og helt fint havde det været, hvis skiltet også havde reklameret for nogle af de andre madsteder på museet, så gæsterne ikke ville forlade køen som et fravalg, men mere i til et tilvalg af noget andet.

IMG_1175

Museets Tea Room er ikke ligeså stemningsfuldt som Davy’s Fried Fish Shop, men der er hurtig betjening og det er nogle gange det vigtigste

1900-tals byen

Et andet område på museet vi brugte en del tid på var 1900-tals byen. Den består af en hovedgade med busser og sporvogne – og butikker, værksteder og lejligheder, der kan besøges.

IMG_1199 IMG_1202
Beamish 03.2015 DSC_0026

Bageren, slikbutikken og pubben (der sælger gode lokal ale), print shop’en, frimurerlogen, automobilværkstedet, banken og tandlægen er populære steder i byen. Denne sommer var der også åbnet to nye butikker: Apoteket og Fotografen.

IMG_1178

Apoteket er gennemført, men en mere engagerende oplevelse var sidelokalet til apoteket, hvor apotekerens søn har åbnet en butik med ”flavoured aerated waters”. Det kan man bestille og se sodavand blive fremstillet. Processen varer kun et par minutter og har dermed det flow, som mangler ved Davy’s Fried Fish Shop i minelandsbyen.

IMG_1208

Smagen skal vælges


IMG_1205

Kulsyren tilsættes


IMG_1180

og det endelige resultat, sarsaparilla, lemonade, rasberry og kola – vi blev nød til at prøve en af hver

Ved siden af apoteket ligger fotografen. Der kan man se ind til en fotografatelier fra århundredskiftet med baggrundskulisser og bokskamera, og mod en ekstra betaling på 20 £ er det muligt at komme i tidstypisk tøj og blive portrætteret. Det er en populær aktivitet som man skal bestille tid til, og flere dage, inkl. den dag vi besøgte Beamish blev der udsolgt tidligt på dagen.

IMG_1186 IMG_1189

Community work

Vi besøgte Beamish en af de første dage i de engelske skolers sommerferie og museet havde karakter af en sommerattraktion med fokus på at servicere gæsterne og give et varieret tilbud af oplevelser.

Jeg har tidligere prøvet at være på museet off season, hvor aktiviteter i højere grad fokusere på områdets lokale historie. Museet får ingen statsstøtte, men påtager sig absolut en lokal samfundsrolle. Kulminedrift og kulmine-landsbyerne er for eksempel en del af området lokale historie og identitet. Museet har lavet undersøgelser i emnet, indsamler genstande og bevaret historier. De stiller også gerne op til arrangementer udenfor museet og sørger også for, at museet er vært for arrangementer, hvor historien genfortælle og vedbliver med at være en levende del af kulturen i dag.

Første gang jeg besøgte museet var en søndag i april 2012, hvor der var fokus på Miners Unions flag. Der var i museets Regional Resource Center en lille intermistisk udstilling, hvor minearbejder – eller deres sønner – viste genstande fra minearbejdet og kulturen omkring minen, herunder minefagforeningsflag.

Beamish 04.2013 IMG_3267

Min kollega Søren får fortalt historier i den enkle opsatte udstilling

Dagens store begivenhed var Miners Union Flag marchen, som var et optog gennem 1900-tals byen med minefagforenings-flag. Mange af dem der kom med flagene havde ikke selv arbejdet i minerne, men det havde deres bedstefædre eller fædre og onkler og så bevarede de flaget eller har lavet kopier af det. Arbejderkulturen om minen betød stadigt noget for deres familie eller den by de kom fra.

Beamish 04.2013 IMG_3315

Minefagforenings-flag march gennem museet

Det var måske lidt sært at overvære for mig og min kollega, der ikke havde minehistorier i familien eller egne minder fra minekonflikten under Thatcher, men vi kunne se, at der blev snakket og delt historier, og på museet var der en god stemning.

Lokal relevans

Entreen på Beamish er med sine 18,50 £ for voksne og 10.50 £ for børn ikke i den billige ende og Nordøstengland er blandt de mindst velhavende dele af Storbritannien. Området er ikke særligt tæt bebygget og er heller ikke et stort turistområde. Derfor er det også værd at bemærke, at Beamish Museum sidste år kunne tiltrække mere end 670.000 besøgende. De sidste fem år er besøgstallet stødt steget og jeg er overbevist om at det skyldes en kombination af, at museet giver gode oplevelser og at de har øje for at være vigtige og tilgængelige for befolkningen i the North East. Museet satser også på genbesøg og lokalt engagement, hvilke bl.a. kan ses i at entrebilletten gælder et helt år og på deres fokus på lokalhistorie, på venneforeningen og på mulighed for både unge og ældre at blive frivillige på museet.

Beamish 04.2013 VintageBus_med_lift

Beamish har også særlige programmer for ældre og har som hjælp til kørestolsbrugere ombygget og udstyret en af veteranbusserne med en lift

Beamish er bestemt et besøg værd og museums høje besøgstal – entreen og beliggenhed taget i betragtning – er for mig et eksempel på at kvalitet og relevans, i højere grad end pris, er vigtige elementer for at kunne tiltrække mange besøgende – selv i et område med gennemsnitindkomster, der ligger noget under landsgennemsnittet.

DSC_0600

1 kommentar

Filed under Diverse

Plimoth Plantation. Amerikanske open air museer 6

I sommer besøgte jeg en række open air museer i USA – det sidste af dem var Plimoth Plantation i Massachusetts.

DSC_0798

Plymouth er vigtigt sted i USA’s historie. Det var her, at en af de første grupper af engelske bosætter i 1620 kom med skibet Mayflower. Det var i denne koloni af den første fejring af høsten, Thanksgiving, blev afholdt af bosætterne – også kaldet pligrimmene – sammen med høvding Massasoit fra Wampanoag stammen. Historien om de gudfrygtige kolonister, der skabte et eget område med egne love og demokratisk valgte ledere inspirerede samtidens tænkere som John Milton og John Locke og kom til få en vigtig betydning i dannesen af flere amerikanske stater og den amerikaske selvforståelse.

Alle besætningsmedlemmer på Mayflower er undersøgt af historikere og interessen for gruppen og dens historie ses også ved, at der siden 1897 har været et Mayflower Society som man kan blive medlem af, hvis man kan spore sin familie tilbage til en af de 102 passagerer som ankom til Amerika i 1620.

DSC_0789

I 1947 grundlagte en arkæolog med det eventyrlige navn Henry Hornblower II open air museet Plimoth Plantation ved byen Plymouth. Tidligt brugte museet greb fra teateret med aktører, der spillede scener fra pligrimmenes historie. I slutningerne af 1960’erne besluttede museet at gå en ny vej der gjorde, at det blev et museum der international blev lagt mærke til. Museet ville fremstå som året 1627. Montre, mannequiner, skilte og andre elementer, der ikke passede i 1620’erne blev fjernet og gradvist erstattet med rekonstruktioner og levende aktører som formidlede. I 1970’erne blev konceptet forfinet med mere konsekvent 1. persons formidling, det vil sige at personerne agerer som levede de tilbage i fortiden.

DSC_0809

Museet er løbende blevet udvidet og består i dag blandt andet af 1620 bosættelsen, en Wampanoag lejr, et Craft Center, en fungerende mølle, en lade med dyr og en rekonstruktion af det gode skib Mayflower.

Plimoth Plantation var det sidste open air museum på min rundtur i USA og et besøg jeg så frem til. Museet er særlig kendt for sit kompromisløse 1. persons formidling og for museets meget grundige research omkring de 1600-tals personer der gestaltes. Den velinstuderede 1. persons formidling er dog ikke museets eneste formidlingsform, og også i de andre måder som museet møder publikum på oplevede jeg en meget gennemført tilgang.

DSC_0775

Wampanoag indianerne og Craft Center

Det første afsnit man som besøgende møder efter indgangsbygningen er Wampanoag indianers lejr. Det greb museet bruger her er at aktørerne primært har en Wampanoag etnicitet eller også tilhøre de en af de andre native nations. Aktørerne er i dragter, men ikke i en historisk karakter. I stedet for at det kun er historien om dengang der formidles, er det en historie om indiansk identitet i dag og om vejen frem til i dag.

DSC_0779

De aktører jeg talte med var imødekommende, men ved at det var aktørernes etnicitet, der blev udstillet var det lidt som at trænge ind i en privat sfære. Samtidigt syntes jeg, at det var lidt akavet at indlede en snak om Wampanoag indianerne i dag, når de stod der i ikke-nutidige, men traditionelle dragter. Ifølge dagens program som den service mindede og imødekommende billedsælger havde giver os, så kunne vi have deltaget i kanobygning og fiskenetsproduktion, hvis vi var blevet i lejren, men vi fortsatte i stedet videre ned til museets Craft Center.

Craft Center er en moderne bygning med formidlingsstationer, hvor håndværkere og aktører i morderne tøj sagligt og imødekommende fortæller om det håndværk eller aktivitet de laver. Den dag jeg besøgte museet var det bl.a. muligt at se en pottemager og en lysestøber i aktion. Der var også et bageri i bygninger, der lavede brød til aktørerne og som man kunne snakke med om brød og bagning blandt pilgrimmene.

IMG_7400

IMG_7402

1600-talsbosættelsen

Rundt om den genskabte 1600-tals landsby er der en palisade og vejen ind til bebyggelsen går gennem fortet, der også var det lille samfunds mødested, bl.a. i religiøse sammenhænge.

USA 2015 486

I landsbyen var der folk i gaderne og i mange af husene. Det var kolonisterne fra Mayflower genskabt i dragt og i rolle, hvilker man lagde mærke til med det samme, da de hilste på en – det skete nemlig ikke med amerikansk accent, men med en genskabt 1600-tals sprogtone. I de første huse jeg besøgte var det fascinerende at møde aktørerne og se hvordan at de svarede for sig som 1600-tals personer, og hvordan de agerede som bosættere i denne store fremmede land.

DSC_0802

Efter et par huse var mødet ikke længere så interessant og kunne komme til at virke lidt som en gentagelse – også fordi deres indlevelse og sprogtone var så markant. Lidt forandring kunne være godt – og det kom der også.

I et af husene sad Molly – en af museets curators. Hun var i morderne profiltøj fra museet og var en slagts mediator, der svarede på spørgsmål om livet dengang. Gennem hende fik vi at vide, hvordan de rekonstruerede genstade til husene, og at de samarbejdede med sprogforskede i udviklingen af den type engelsk de enkelte kolonister havde.

DSC_0814

Hvis man gennem de historiske kilder vidste, at en kolonist kom fra Bristol blev den aktør der skulle agere vedkommende lært op i 1600-tals Bristol accent osv.. Molly fortalte også at de hvert år skiftede ”kolonist” for ikke at deres rolle skulle blive en sovepude og for at få nye udfordringer.

I et andet hus sad Ian også moderne profil tøj. Han fortalte om hvilken mad 1600-tals New Englænderne kunne have spidst. Han viste råvare og havde kopier opskriver eller kilder fra tiden, der omtalte mad eller fødevarer.

IMG_7415

IMG_7418

Det var fint gjort dog med den store mangel, at man ikke kunne smage på noget af maden. Af formodentlige helbredsmæssige årsager måtte vi ikke spise noget af det. Det var ikke kun på Plimoth Plantation af jeg mødte denne regel, der var på alle de open air museer, hvor aktører eller formidlere lavede eller fortalte om maden.

DSC_0817

En sidste type personbåren formidling mødte vi i fortet på vej ud af beboelsen, Det holdt en af museets historiker et foredrag om kolonisterne religiøse ceremonier. Det var et stringent og meget sagligt foredrag, der varede en lille halv time.

DSC_0833

Jeg besøgte museet uden børn, men kunne se at der var aktiviteter rundt omkring til den yngre målgruppe så som 1600-tals skriveøvelser og mulighed for at prøve stylter. Hvis jeg var blevet på museet længere kunne jeg også have oplevet den børneorientere aktivitet Millitia Training in the 17th Century.

Museumscafeen serverede retter ”inspired by food from Wampanoag and English Colonial traditions” men jeg var på tur med en god ven med italienske aner og vi havde opsporet et lækker italiensk sandwichsted i byen – og det kunne museets cafe ikke konkurrere i mod. Nogle gange vil den sikre gode kulinariske oplevelse vinde over den historiske gennemførthed – for det at være på museum er også at have taget en dag ud og nyde det.

Et gennemført museum

Plimoth Plantation er bestemt et besøg værd. Museet lægger meget vægt på den mundtlige formidling. Jeg oplevede ved mit besøg et veritabel katalog af muligheder inden for den genre fra 1. persons formidling, etnisk identitetsorientere dialog (ved Wampanoag-lejren), demonstration af håndværk, foredrag og behind the scenes talk. Som museumskollega måtte jeg tage hatten af for stedets grundige og kompromisløse tilgang til genskabelse af fortiden. På Plimoth Plantation var klædedragterne gennemførte – også skoene hvilket ellers var et særsyn på de amerikanske open air museet jeg har besøgt – og der var lavet en imponerende research i de personer aktørerne skulle levendegøre – helt ned til hvilken 1600-tals engelsk accent de formodentlig havde.

USA 2015 495

Jeg mødte flere personer på museet, der formåede at komme ud og engagere deres tilhørere, men museet kan i sin konsekvente gennemførthed godt komme til at virke lidt lærd og indforstået. Aktørerne taler til en på en lidt mærkelig sprog, og de er meget korrekte i deres opførsel. Der er bestemt meget stemning på museet som tiltaler mange, men jeg vil også tror, at nogle børnefamilier og andre urolige grupper kunne synes, at der er lidt for lidt spas og aktivitet på museet. Der er ingen tvivl om at museet kan være stolte af deres dybe viden, men jeg vil mene, at den viden kunne komme til glæde for endnu flere, hvis de nogle gange så bort fra det korrekte og vægtede det imødekommende endnu mere.

IMG_7407

Link

https://www.plimoth.org/

Denne artikel er den sidste i en række om amerikanske open air museer.

De andre fem kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/11/28/old-sturbridge-village-amerikanske-open-air-museer-5/

DSC_0804

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Old Sturbridge Village. Amerikanske open air museer 5

Old Sturbridge Village er et open air museum, der fortæller om det landlige New England i begyndelsen af 1800-tallet. Der er over 40 huse, og museet viser både bymiljø, landbygninger og har også udstillinger med genstandssamlinger. Jeg var på museet med min familie og gode venner fra dette hjørne af New England og vi havde en god dag. Old Sturbridge Village viste sig at være et yderst varieret museum, hvad angår formidlingsformer og forskellige måder at åbne op for historien, særligt til de yngre målgrupper.

IMG_7323

Old Surbridge Village har et velbesøgt skoleprogram, og har som ved denne tovtrækning også aktiviteter for børn, der besøger museet med familien.

IMG_7289

I sommerferien kan børn tilmelde sig ugekurser, hvor de kommer i dragt og tilbage i historien.

A history lesson you never forget

Den åbne og legende tilgang til historieformidling viser sig allerede i indgangsbygningen, blandt andet gennem nogle enkle opsætninger, der gennem spørgsmål og aktiviteter fortæller om kendetegn ved New England.

DSC_0616

DSC_0618

Et andet sted i indgangsbygningen er der et område særligt for børn med udklædningstøj i forskellige størrelser, hands-on aktiviteter og bl.a. en købmandsbutik og en 1800-tals hjem, som kunne bruges som rammerne for legen.

IMG_7297

IMG_7293

Der er også fokus på leg og aktivitet ude på friluftsområdet af museet. Flere steder er der sat legesager til lege, der eksisterede i 1800-tallet sammen med en kort instruktion til legen. Flere gange så jeg, at museets aktører kort demonstrerede legen, når de kom forbi stederne og områderne blev også brugt af museets gæster.

DSC_0654

DSC_0639

Et andet sted er rollelegsgrebet fra indgangsbygningens børnemuseum gentaget ved en legeplads / aktivitetsområde med bl.a. dyrefigurer, hestevogn og skæmtekulisser.

USA 2015 456

Et tredje eksempel på et aktiverende område er et lille hus på vej til savværket, der har titlen Six Simple Machines. Her bliver der vist og demonstreret enkle hjælpemidler som 1800-tallets landbobefolkning også havde glæde af, f.eks. en løftestang, hjulet og en kile. Det er en udstilling uden det store finish og den var også noget slidt, men illustrerer meget godt Old Sturbridge Villages tilgang til at formidle med variation og lægge elementer ind som kan aktivere museets gæster.

IMG_7351

Aktiverende tekst

Er greb jeg så flere steder på museet var tekster med en grad af aktivitet forbundet. Det kunne være at de aktivt opfordrede til undersøgelser eller at informationerne skulle findes ved at løfte noget eller gennem en anden handling.

DSC_0620

I museets kirke ”meeting house” bliver man f.eks. opfordret til at gå ud på museet og finde andre bygninger der havde spor af 1830’erne populære Grecian Style.

IMG_7309

Andre steder på museet er der lavet enkle hands-on løsninger, hvor de besøgende kan læse mere om emner ved at løfte et skilt. Der ses f.eks. på byens advokatkontor, hvor der kan gættes og læses mere om mænds og kvinders rettigheder i 1830’erne.

DSC_0643

I museets indgangsbygning er der flere af den type opsætninger. Et sted er der installationer, hvor der øverst er en model af en bygning som kan besøges på museet, og så er der under det en række skuffer, hvor dele af bygningens historie udfoldes, f.eks. grundplanerne, farvevalg og snedkerarbejdet i huset. Et udemærker greb, der måske kunne have været endnu bedre, hvis de kunne havde været placeret ude ved de enkelte huse.

USA 2015 398

Forrest er kommoden/installationen om et af museets markante bygninger Towne House

USA 2015 401

Skuffen om farver og tapeter. Systemet minder lidt om et lignende i Landesmuseum Halle, hvor forskellige neolitiske kulturer bliver udfoldet på samme måde, bare i et lidt mere gennemført design.

DSC_0686

I selve Town House kan man så irl se de tapeter med videre, der er beskrevet i installationen.

USA 2015 446

Towne House

Living history

Et tredje aspekt der er værd at fremhæve ved Old Sturbridge Village er demonstrationerne af håndværk og levevis gennem levende formidling. De aktører jeg mødte på museet var primært optaget af at demonstrere et arbejde eller gøremål. Det var ikke aktører som foregav, at de levede i den tid museet var sat til at formidle, dvs. for Old Sturbridge Villages vedkommende primært 1830’erne, men de udførte og fortalte om en arbejdsgang fra den tid.

IMG_7321

I Tin Shop, hvor både mester og den unge arbejdsdreng var i værkstedet.

Et sted vi besøgte var smedjen, hvor smedens arbejde og hans udstyr kunne mindede om andre smedjer på andre frilandsmuseer, men aktøren på Old Sturbridge Village var rigtig dygtig,

DSC_0713

I smedjen

Han virkede både som en troværdig og kapabel håndværkere og var bestemt en frem formidler, der bruge effektive kneb med at inddrage os gæster, f.eks. ved at spørge hvor vi kom fra og tale ud fra det – det kunne være med historier fra den egn, eller ved at score point ved at kunne sige smed (eller noget der mindede om) på dansk og hawaiiansk, da der var besøgende fra Danmark og Hawaii.

IMG_7345

Gennem museet flyder en å, der både er med til at gøre museet til idyllisk og mere luftigt. Åen bruges også i museets udformning og formidling, f.eks. gennem savværket og mølledammen. Savværker er også i funktion og vi besøgte det, mens et par af aktørerne med vandkraftens hjælp savede planker ud. Enkelt og virkningsfund formidling, der blandt gæsterne både gav eftertanke om menneskehedens opfindsomhed og de kræfter, der er i naturen.

USA 2015 412

I savværket, hvor mange besøgende fulgte, hvordan at stammen blev lagt tilrette og savet over med hjælp af saven drevet af møllehjulet.

Et tredje living history sted på museet vi besøgte var Pliny Freeman Farm. Det er ikke et hvilket som helst sted, men en markant gård i amerikansk museumshistorie. Det var ved denne farm, at det tidlig leder af Old Sturbridge Village Darwin Kelsey formulerede og gennemførte hans ideer om en gård, der skulle indrettes og drives som i 1830’erne. Grundig research blev lavet i bonden Pliny Freemans liv i begyndelsen af 1800-tallet. Skov blev ryddet, og marker og enge anlagt, så det kunne blive et mere autentisk gårdmiljø fra den tid. Genstande i huset blev også erstattet, så de kunne bruges og så de passede bedre til det udstyr og den levevis en bondefamilie som Pliny Freemans kunne have haft.

DSC_0737

Målet var, at gården skulle indrettes og drives så det blev et levende sted, hvor gæster året rund skulle kunne komme og se hvordan man i 1830’erne levede, dyrkere jorden og holdt dyrene. Projektet blev startet op, men kunne ikke gennemføres helt så ambitiøst. Det blev for mandskabskrævende. Det var samtidigt heller ikke altid lige god formidling når gæsterne ikke kunne komme tæt på f.eks. aktiviteterne i marken eller når de ikke have den rette forudsætning til at forstå det udspillede liv. Men Kelseys ideer fik i mere eller mindre modificeret form udbredelse og blev en vigtig inspiration til udviklingen af Living Historical Farm museer og til mere seriøs at arbejde med de rette afgrøder og husdyrstyper på museerne.

DSC_0727

Da vi besøgte gården var køerne ved at blive drevet ind i stalden for at blive malket og efter lidt tid var de klar i deres båse. En formidler i dragt fortalte om malkning dengang, og mere generelt om det arbejde de lavede på gården med at holde køer på samme måde som i 1800-tallet. I mens kunne vi gæster i mindre hold komme ind i laden og se køerne blive malket.

USA 2015 435

USA 2015 437

I køkkenet fortalte de om maden og hygiejnen og udenfor om kærning af smør mm. og vi gik fra gården med oplevelser og klogere på et muligt liv på en 1830’er gård i New England.

USA 2015 427

Et lokalt museum

Old Sturbridge Village havde i modsætning til nogle af de andre open air museer jeg fik besøgt i USA ikke et bestemt fokus i museets fortælling (f.eks. opfindsomhed i Greenfield Village og kulturmøde i Frontier Culture Museum), men mindede mere om større regionale nordiske frilandsmuseer som Maihaugen, Hjerl Hede og Den fynske Landsby, hvor en regions historie fortælles. Jeg besøgte museet med en familie fra lokalområdet, der fik det ekstra ud af besøget, at de kunne relatere til de forskellige lokale steder, hvor de enkelte bygninger kom fra og hvor de i nogle tilfælde også kunne huske dem i lokalområdet.

DSC_0651

Et Law Office, der oprindelig havde ligger i det nærliggende Woodstock, Connecticut.

Denne mere oprindelige tilgang til grundhistorien i et frilandsmuseum (at fortælle om et områdes historie) var på Old Sturbridge Village en god og relevant historie, der gennem sine greb også rakte udover lokalområdet. Museet var nogle stede slidt og noget bedaget, men vandt ved nærmere bekendtskab, ikke mindst takket været museets mangeartede måder at formidle stoffet på og at engagere museets gæster.

DSC_0624

DSC_0687

Link

Old Sturbridge Villages hjemmeside: https://www.osv.org/

Dette er den femte og næstesidste beretning om amerikanske open air museer. De tidligere fire kan læses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/10/29/frontier-culture-museum-amerikanske-open-air-museer-4/

DSC_0732//embedr.flickr.com/assets/client-code.js

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie

Frontier Culture Museum. Amerikanske open air museer 4

Frontier Culture Museum er et eksempel på et museum med en klar og god ide, men desværre også et museum, hvor ideen ikke er så tydeligt formidlet. Museet vil vise, hvor forskellige ideer kommer fra og bliver smeltet sammen til nye former, og de vil gøre det med huse og boliger fra henholdsvis Europa /Afrika og Nordamerika.

IMG_8920

En 1700-tals bygning fra tyske Rheinland

Museet ligger i Staunton i Virginia. Det består af en Old World del, hvor der er bygninger, som er flyttet eller rekonstrueret fra 1600-tallets England og 1700-tallets Nigeria, Tyskland, England, Irland, og en America del som har et afsnit med hytter fra Ganatastwa indianerne og nordamerikanske bygninger fra 1760’erne, 1820’erne og 1840’erne. Jeg synes det er et stærkt formidlingskoncept. At indvandrerne – hvad end de kom af fri vilje eller som slaver – havde ideer til hvordan man indrettede hjemmet og verden, og at nogle af ideer blev de fremherskende og andre var med til at give inspiration.

USA 2015 213

På besøg i et 1820 amerikansk landbohus fra Virginia.

Det problem som jeg syntes, at museet har, er at det ikke får formidlet denne pointe klart nok, og at museet derfor kan komme til at virke som en samling bygninger uden sammenhæng. Når det er sagt, så var det på mange andre måder et godt museum at besøge med serviceorienterede medarbejdere, dyr ved områderne, gode haveområder og aktiverende elementer for store og små.

IMG_8905

Flere steder kunne møblerne prøves eller der var aktiviteter for gæsterne, f.eks. kartning af uld.

Jeg besøgte museet en varm juli dag sammen med min familien og en anden familie med børn, forældre og bedsteforældre. Vores udgangspunkt var, at vi havde a day out med store og små.
Gruppen bestod af ikke mindre end fire, som professionelt arbejder med museumsformidling foruden en tidligere ansat på museet, men vi udstrålede med vores børn og børnebørn ikke, at vi kom for at nærstudere museet særlige historier. Vi kom som så mange andre vi mødte der – som familier på tur.

Visit at Frontier Culture Museum_6927

Katie, John, Dan, Hanne, Martin og Lynn – med børn og børnebørn foran den irske gård

Manglende formidling af museets store historie

Vi blev godt modtaget, men den dag i juli hvor vi var på besøg var der ikke mange af museets ansatte, som prøvede at hjælpe os ind i museets store historie. Der var en introduktion til museet i indgangsbygningen, der gennem meget tekst og lidt film og billeder præsenterede de forskellige afsnit museets bestod af. Muligvis kunne det introrum give en sammenhæng afsnittene imellem, men det var placeret i et rum bag indgangen, som man ikke behøvedes at opdage og det var ikke noget som billetsalget gjorde meget for at introducere os til – og slet ikke da de så hvor stor og varieret vores gruppe var. Det var måske forståeligt nok, da det var en ret så teksttung introduktion til museet, men det ville have været godt, hvis museet kunne have givet en god introduktion til ideen – også for familiegrupper med mindre børn.

IMG_6955

Det ret tekstfyldige introrum på Frontier Culture Museum.

Ved alle afdelinger i museet var der store tekstplancher som beskrev, hvor bygningerne kom fra og hvilken kultur de havde været en del af. Det gav en baggrund, men var ikke plancher som var nemme at tilgå, når der var liv omkring en og børn, der gerne ville have hurtige svar eller opmærksomhed.

IMG_6935

Planchen til American School House.

Vi mødte personale i alle afdelinger af museet. Kun et sted – ved de vestafrikanske hytter – fik vi udover den generelle introduktion til området også en snak, der understøttede museets særlige tilgang med at kunne sammenstille byggeskik og kulturer. Guiden fortalte kort om Igbo folket fra Vestafrika og gennemgik husets rum og funktioner. Herunder at verandaen var et traditionelt træk i igbofolkets byggestil og at vi skulle lægge mærke til verandaerne her og i de huse vi senere ville møde i den amerikanske afdeling af museet.

USA 2015 202

Verandaen i den genskabte 1700 tals hus fra Igbofolket i Vestafrika.

DSC_0432

Veranda i 1850’er hus fra Virginia.

Udsagt og performerende udsigelse

Lige før jeg besøgte museet havde jeg læst Ingrid Vatnes artikel ”Dramatiseret museumsformidling” der måneden før var blevet publiceret i Nordisk Museologi, bind 1, 2015. Artiklen er et studie af levendegørelse på open air museer og tager udgangspunkt i nogle af de observationer i Den Gamle By, som Ingrid Vatne gjorde i forbindelse med hendes ph.d. I artiklen bruger Ingrid Vatne udsigelsesteori i analysen af formidlingen og skelner mellem udsagt udsigelse og performerende udsigelse, hvor udsagt udsigelse bl.a. er betydning fikseret i en kontekst (en tid), f.eks. en rolle gestaltet i et historisk miljø, og hvor performeret udsigelse bl.a. er betydning, som skabes i interaktionen med publikum.

Denne skelnen i udsigelsesteorien blev jeg mindet om ved det amerikanske 1850’er hus. I bygningen var der ligesom ved de fleste andre steder på museet en medarbejder i dragt, men ikke i rolle. Han formidlere huset og tiden ved at fortælle om, hvor det var fra og hvad de enkelte rum var. Det var hans viden som blev fyldt over i os – uden at vi rigtigt kunne bidrage til samtalens faktuelle indhold.

IMG_6947

Inde i det amerikanske 1850’er hus.

Efter at have set os omkring mødte vi ham igen ude på verandaen, hvor han var i gang med at høvle et bræt. Han spurgte os, om vi ikke havde lyst til at prøve – og mest vi høvlede med det gammeldags værktøj fortalte han om DIY i 1800-tallet, og om arbejdet med at skaffe redskabet til at bygge. Ved at vi selv sad med høvlen og på den måde følte os forbundet med det som vi fik fortalt, blev det en mere relevant samtale og information som vi i gruppen blev grebet af.

DSC_0452

Vi havde en hyggelig dag ved Frontier Culture Museum i en aldersspredt gruppe, hvor den sociale kontekst i besøget var i fokus, og der havde museet nok af små almene fortællinger og pauser mellem de forskelle afsnit til, at vi havde gode timer på museet. Set i det lys var besøget en god oplevelse – også selvom, at museets særlige tilgang med at lægge op til en sammenligning og transformation af kulturer og byggeskik ikke blev forløst.

Woodrow Wilson

Museet lå i Staunton, Virginia, der udover Culture Frontier Museum også har en anden vigtig historie om forbindelse mellem Europa og USA, da det er denne by Woodrow Wilson kom fra. Han var den præsident, der fik USA med i den europæisk baserede 1. verdenskrig og som ved den efterfølgende fredsslutning gennem hans Fourteen Points var med til at formulere praksissen om folkenes selvbestemmelse, som fik en afgørende betydning for grænsedragningerne efter 1. verdenskrig, bl.a. i Sønderjylland og ikke mindst i Centraleuropa.

DSC_0507

I byen er der et også et Woodrow Wilson museum. Museets tilgang til formidlingsteknikker var ikke nyskabende eller ekstravagante, men det gav for den nysgerrige et fint samlet indblik i Wilsons person og den dramatiske periode i amerikansk og europæisk historie.

IMG_6963

I kælderen i Woodrow Wilson museet blev der fortalt om den amerikanske deltagelse i 1. verdenskrig, bl.a. i en scenograferet skyttegrav.

De to museer i Staunton er begge et besøg værd, men det kunne have været fantastisk, hvis Frontier Culture Museum i højere grad havde dyrket deres udgangspunkt og mere klart og tilgængeligt havde vist, hvor inspirationerne og vidensoverleveringerne kom fra i skabelsen af den nye verden.

USA 2015 221

Link og litteratur

Frontier Culture Museum: http://www.frontiermuseum.org/

Woodrow Wilson museum: http://www.woodrowwilson.org/

Ingrid Vatne: Dramatiseret historieformidling. Når publikums deltagelse får betydning, i:  Nordisk Museologi, 1, 2015

Dette er fjerde indlæg i en serie om amerikanske open air museer. De tre første indlæg kan ses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/21/colonial-williamsburg-the-revolutionary-city-amerikanske-open-air-museer-3/

 

2 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie

Colonial Williamsburg, the Revolutionary City. Amerikanske open air museer 3

Colonial Williamsburg er på mange måder en fantastisk historie. Byen var staten Virginia’s første hovedstad og dermed en af de vigtigste byer i det engelske styre af deres amerikanske koloni. Det var også i denne bys gader at founding fathers som George Washington, George Mason og Thomas Jefferson færdedes og tænke de tanker, der førte et selvstændigt USA.

DSC_0301

Museets historie er lige så fantastisk. I 1920’erne fik en af byens præster W.A.R. Goodwin den ide, at Colonial Williamsburg og byens tidlige historie burde bevares, og han fik den hovedrige John D. Rockefeller Jr. med på ideen. I 1926 og en årrække frem begyndte de – først i det skjulte – at købe huse i den mest historiske del af byen, og i 1932 blev det første hus åbnet op for offentligheden. Colonial Williamsburg Foundation ejer i dag over 400 huse koncentreret omkring de tre ældste gader, hvor guvernørens palads, domhuset og statens oprindelige parlament også ligger.

DSC_0290

88 af husene er oprindelige bygninger, resten er rekonstruerede, oftest bygget ovenpå det oprindelige fundament. Der er offentlig adgang til omkring 100 af bygningerne, mens der andre er lejet ud til bolig eller brugt til administration mv. Derudover ejer Foundationen en række hoteller og restauranter i området og har et par museumsbygninger.

DSC_0298

Museet var et af de første store open air museum i USA og et sted, hvor talrige amerikanere er kommet for at lære om deres lands historie. Det er også et museum, der har nogle udfordringer. Gaderne, hvor museets bygninger ligger i, er offentlige gader og en del af byen, og kan dermed ikke spærres af. Der skal derfor være billetkontrollører ved alle af museets bygninger, der er afgang til. Der må ikke kører biler i gaderne, men de er asfalterede, har brandhaner mv. og kan dermed ikke blive ligeså stemningsfulde, som hvis museet også helt kontrollerede udearealerne. Der er ca. 500.000 betalende gæster om året på museet og ifølge museet mindst ligeså mange ikke betalende, der bruger museets område.

DSC_0214

På besøg hos væverne, der som andet personale i de historiske bygninger var i dragt

Jeg besøgte museet en behagelig luftig torsdag i juli med min 14 årige datter. Vi blev begge grebet af, at det var lige her, at tanker om en selvstændigt USA blev udtænkt, men var som europæere ikke på sammen måde som mange af de andre besøgende imponeret af se gader kun med huse før 1900. Asfalten, brandhanerne og resten af byens trafik som kunne ses en husblok væk gjorde, at det ikke var en ren tidsboble man var ankommet til.

DSC_0216

Markering af museets huse

De huse der blev formidlet i var markeret ved, at der foran huset var det gamle Grand Union Flag, der både var flaget for de engelske kolonier i Amerika og der første flag, som det selvstændige USA benyttede. Ved de huse sad der også en ansat i kostume for at tjekke, om man havde billet.

DSC_0218

Indtil sidste år var det det engelske Union Jack flag, som museet havde brugt som markering, men har valgt i år at skrifte flag for at understrege byens betydning i landets selvstændighedshistorie. Grandt Union Flag er ikke mange kender i dag og det virker som et godt valg museet har taget idet, at det flag vækker opmærksomhed. Jeg hørte gæster spørge personen i dragt om flaget – og så er samtalen og historierne jo allerede i gang. Aktørerne ved indgangen til husene gjorde det godt i venlig amerikansk service stil, og var imødekommende og kunne kort fortælle hvad man kunne opleve indenfor. Flere af billettjeknings-aktørerne havde også en aktivitet de var i gang med, som f.eks. foran parykmagerens hus, hvor en kvinde var i gang med at vaske parykker. Også en god ide, da det startede samtaler og vækkede interessen for historierne inde i bygningen.

DSC_0242

Inde i bygningerne

Formen i de steder vi besøgte var, at vi fik en fin introduktion ved indgangen til bygningen og derefter kom indenfor – til skomageren, væverne, parykmageren med videre, hvor en aktør i dragt fortalte om erhvervet – ikke i første person, men som et nutidsmenneske, der forklarede os om stedet, gerne også sat ind i større historier fra perioden. Det var fint og informativt gjort, men efter det fjerde-femte sted kunne man godt ønske lidt variation i formen. Det kom til at virke lidt for informativ og skolemesteragtigt og lidt for lidt aktiverende.

DSC_0245

Hos parykmageren

DSC_0226

I domhuset

DSC_0223

Hos bøssemageren

En anden formidlingsform vi overværede, og som også har været på museet længe var en rundvisning. Vi deltog i en Basset House tour, der er et af de få huse, der ikke fortæller om Colonial Williamsburg i 1700-tallet, men fortæller om konteksten i skabelse af museet. Det var her – ca. 100 meter fra gaderne i museet – at John D. Rockefeller Jr. og hans kone havde et beskeden hus på 17 rum.

DSC_0250

Som vores guide fortalte var det et meget ydmygt og simplet sted for ægteparret, da de kun havde to tjenere med – hvilket skal ses i forhold til, at de i deres noget større summer cottage gerne havde over 40 tjenestefolk med. Besøget var et fascinerende indblik i dette milliardærægtepars liv og tro på Colonial Williamsburg projektet. At Basset House er en del af museets formidling viser også, at museets særlige tilblivelseshistorie stadigt er vigtigt for museet.

IMG_6823

Dramatiseret formidling

Jeg havde mulighed for at mødes med noget af personalet på stedet, der meget nøgternt forholdte sig til museets udfordringer, der blandt andet er, at de som så mange andre amerikanske open air museet har haft et faldende besøgstal de sidste 10 år. De var godt klar over, at den personbårne formidling på museet nogle gange utilsigtet kunne virke belærende, og at den ikke altid var med til at få børnefamilierne til at vælge dem frem for amusement parkerne. Noget af det som staben i Colonial Williamsburg arbejdede på, er at lave mere involverende eller dramatiserede fortællinger. Jeg fik om eftermiddagen mulighed for at deltage i et par af dem. Det ene var et lille skuespil, der handlede om en fri sort kvinde og hende to sorte veninder, der begge var slaver. Året var 1782 og de mødtes før en forlovelsesfest for at ordne hår og vende kærligheden, drømmene og mændene. Det var rigtigt godt lavet og alle i rummet blev grebet af deres historier og skæbner. Efter stykker, der varede 25 min., kom skuespillerne ud og fortale om kilderne til de kvinder de portrætterede og deres research til stykket. Fin formidling at processen bag skuespillet.

IMG_6826

På en større udendørs scene var jeg til en Q&A session med George Washington og den franske general Marquis de La Fayette. Rammen var, at vi var i september 1781 og at de to herre kort tid efter sammen skulle kæmpe det afgørende slag ved Yorktown, som de vinder over briterne. De to hærfører vil gerne sikre sig, at befolkningen i Virginia støtter op om sagen og vil derfor gerne svare på evt. spørgsmål. Det var en fin og munter session, hvor både publikum og de to aktører var oplagte, og hvor Washington og La Fayette gav igen på de spørgsmål de fik, og både fik os til at grine og komme med tilråb, når de i højstemte vendinger talte om den kamp for frihed, lighed og et selvstændigt Amerika som de kæmpede for.

DSC_0284

DSC_0280

Medinddragelse i Great Hope Plantation

Jeg havde regnet med at besøge et open air museum, der kun var en by og blev derfor overrasket, da museet også indeholdt plantagen Great Hope Plantation. Den lå mellem bygningerne i byen og museets velkomstcenter. Denne del af museet var rigtig god. Det var et vigtigt sted for forståelsen af historien, da det var med til at understrege, at Virginia jo første og fremmest var en landbrugsland, og det var tobaksmarkerne, der havde skabt velstanden og som krævede den store arbejdskraft som slaverne blandt andet udgjorde.

IMG_6860

Formidlingsmæssigt var det også en god oplevelse. Så snart vi kom ind på plantagen blev Astrid og jeg sammen med en gruppe lærer, der var på besøg sat til at pløje marken med et oksespand. Det gav sved på panden, smil på læben og den personlige involvering som museet ønsker at dyrke mere.

IMG_6851

Atmosfære i Chowning’s Tavern

En anden fin oplevelse vi havde, var i spisestedet Chowning’s Tavern, hvor vi fik vores frokost. Retterne var ikke originale 1700-tals retter med tilpas nok inspireret af perioden til at man følte, at tiden var en anden – og så smagte det godt.

IMG_6819

Min frokost var tre typer supper, der i lidt moderniseret facon gav et indtryk af historiske retter fra området

Alt personale på stedet var i kostumer, rummet var rustikt og på menukortet kunne vi læste en historie om Chowning, der i slutningen af 1700-tallet havde haft kro i bygningen. Det gav en fundament og en troværdighed for historien, der så også havde et underholdende lag ved, at en musikant med mellemrum kom forbi med sin guitar og spillede melodier fra tiden, og at to lettere besovne stamkunder i dragt kom forbi og have en kort snak og spas med hinanden eller nogle af de spisende gæster. Det gav stemning og atmosfære uden at det blev til underholdning som tog fokus væk fra maden og det selskab man var i.

IMG_6812

Colonial Williamsburg er bestemt et besøg værd. Det var ikke det mest medrivende museum som jeg oplevet på min tur rundt til amerikanske seværdigheder, men det har fantastiske historier, dedikerede personaler og et stort potentiale til at blive et endnu bedre museum om skabelse af USA.

DSC_0311_b

Et godt aktiverende element var organiseringen af historiske boldspil i byens gader

IMG_6875

Et andet af museets gode tiltag var at gæsterne kunne leje et kostume så de med det rette tøj kunne besøge 1700-tallet

DSC_0228_b

Foran domhuset kunne familien foreviges i gabestokken

DSC_0229

Og dele det med #ColonialMugShots

DSC_0294

Håndværk blev godt demonstreret flere steder

Link til Colonial Williamsburg: http://www.history.org/

Dette er tredje indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. De to første indlæg kan ses her:

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/15/conner-prairie-acres-acres-of-interactive-awesomeness-amerikanske-open-air-museer-2/

 

3 kommentarer

Filed under Kulturhistorie

Conner Prairie, Acres & Acres of Interactive Awesomeness. Amerikanske open air museer 2

Der er mange forskellige måder at være et frilandsmuseum på. Nogle synes at være mest fokuserede på arkitekturforskning, bygningsdetaljer og landskabsudformning, mens andre efterlader det indtryk, at stedet mere arbejder med oplevelser og samspillet med gæsterne. Som museets navn antyder, er Conner Prairie Interactive History Park ved Indianapolis i Indiana i høj grad i den sidste kategori.

DSC_0504

Ligesom ved andre amerikanske attraktioner bliver man rigtigt godt modtaget og serviceret. Conner Prairie er opdelt i en række afdelinger som Lenape Indian Camp, Prairie Town 1836, Balloon Voyage 1859, Civil War 1863, Conner Homestead og Nature Walks. De ligger hver for sig og har også hver deres måde at formidle historie på. Ved de fleste af afdelinger bliver man som det første mødt af en vært i museets profiltøj, som byder gæsterne velkomne og kort, men engageret fortæller, hvad der er man kan opleve i denne del af museet. Ved selve bygningerne i de forskellige afsnit er der derudover aktører i historiske kostumer. De formidler ofte i 1. person (som at de levede i tiden) og er gode til at tage den første kontakt. Enten hilser de bare eller også fortæller de om deres persons historie og lidt om stedet.

DSC_0461

Pelshandleren i hans handelsstationshytte i Lenape Indian Camp afsnittet

DSC_0511

En ung aktør, der var købmandens søn i butikken i præriebyen. Mange steder havde museet gode børneaktører.

Conner Prairie er bestemt et besøg værd på grund af stedets interaktive tilgang til formidling. Det er allerede noget man møder i indgangsbygningen, hvor der er et naturvidenskabeligt inspireret aktivitetsområde. Der løser gæsterne – primært børn – opgaver og laver undersøgelser om vind- og tyngdekraft. Fra første færd er man klar over, at her er man ankommet til et sted, hvor man selv kan agere og deltage.

DSC_0433
DSC_0435

Dette emne om vind og den interaktive tilgang fortsættes ude på museets udendørsområde, hvor den første afdeling man møder er Balloon Voyage 1859, der tager udgangspunkt om en ballonfart i Lafayette, Indiana i 1859. I det afsnit er der flere hands-on aktiviteter, fotomuligheder og lege særligt for de mindste og børn op til mellemtrinnet. Det hele kan sluttes af med en ballonfart, hvis man vil bruge ekstra dollars på det.

DSC_0444

DSC_0449

DSC_0453

DSC_0437 CP

Opgaver i præriebyen

Et andet sted med fin aktiverende formidling er i præriebyen. Den dag vi besøgte museet mødte vi to værter, som ved indgangen til byen tilbød os opgavekort. Der var en større opgave for grupper, hvor man skal finde ud af om man vil blive boende i Prairie Town eller drage videre vestpå, og der var mindre opgaver i form af nogle kort, hvor man skal være f.eks. Healer, Cook, Sherif mv.

DSC_0496

Før man går ind i præriebyen får man muligheden for at få opgaver, der gør besøget til et lille rollespil.

IMG_6516

Kortet med små opgaver der skulle løses for at kunne kalde sig Prairie Town’s healer

Min datter Naja og jeg forsøgte os som healer og blev derfor sendt hen til lægen, hvor lægens kone lærte os at lave en forbinding til en brækket arm og hjalp os med identificere nogle af de hjælpemidler en doktor anno 1830’erne brugte – fra blodigler til trepaneringsbor.

DSC_0516

Forbinding af arm – så var den første opgave løst

DSC_0520

Håndskrevne tekster med små forklaringer eller historie var brugt flere steder

Køkkenet i lægeboligen var også et fint eksempel på den klare interaktive tilgang til formidling som museet har. I køkkenet hænger der laminerede kort som fortæller om, hvordan man vasker op eller hvad en middag bestod af.

DSC_0525

De laminerede kort er jo fremmedelementer, der sammen med legetøjsmaden kan være med til at ødelægge den overordnede stemning i rummet, men de er med til at sætte en leg i gang uden at der eksplicit står, at man kan eller skal det. Min følgesvend den dag fik i hvert fald hurtigt et forklæde på og var i gang. Rummets funktion var ikke noget der kun skulle læses om – nej, det kunne også leges og opleves.

DSC_0531

Dramatiseret borgerkrig

Museets afsnit om den amerikanske borgerkrig benytter også andre formidlingsmetoder. Her blev man også mødt af en vært, der kort fortalte hvor man var og samtidigt opfordrede en til at opsøge en bestemt aktør.

DSC_0573

Et udbrændt hus med ”røg” i var det første man mødte i borgerkrigsafsnittet. En dramatisk stemning var anslået.

Denne aktør fortalte, at han var købmand i byen Dupont og at the confederate troops  – sydstaterne – dagen før var kommet til byen og havde brændt hans butik ned, men at han havde en midlertidig butik, hvor vi kunne komme ind i og høre mere om episoden. Det gjorde vi, og blev dermed en del at et fint tilrettelagt av-show. Vi kom ind i et købmandsbutik og opdagede langsomt af vinduerne i huset var skærme, hvor vi kunne se sydstatsgeneral Morgan og hans folk kom til byen.

DSC_0561

På en pepper’s ghost skræm inde i butikken kom der soldater og andre figurer frem, som vores købmandsaktør havde dialog med og det hele endte med, at butikken blev raseret så hylder faldt ned og der var ild udenfor og skud om ørene på os tilskuere. En fin blanding af film, skuespil fra aktørens side, mekanik som den faldende hylde og i en setting så vi virkeligt følte, at vi vitterlig var midt i begivenheden.

DSC_0560

Vores købmand i dialog med soldaten på pebber’s ghost skærmen

DSC_0567

Købmandsgården brændes af – vi må hellere se at komme væk …

Bagefter gik vi hen til nogle aktører, der var union troops – nordstaterne – og som fortale at de lige holdt et hvil i deres forfølgelse af general Morgans tropper. Der blev vi ført ind i en lade, hvor der var et andet show med film, dukker, pepper’s ghost skærme og effekter (bl.a. skød en kanon et ”hul” i den lade vi var i). Dette show var den samlende fortælling om general Morgan og hans sydstatstroppers kampagne i Indiana i 1863, som raidet af Dupont var en del af. Jeg så ikke hvor lang tid det varede, men begge show var så godt lavet, at vi ikke følte vi bruge meget tid på dem.

DSC_0581

DSC_0585

Efter fortællingen i laden kunne man gå ind i et hus, hvor der var dukker af og pepper’s ghost skærme med nogle af de medvirkende i showet. Det var ”ægte” personer, hvis breve eller beretninger fra krigen som showet byggede på. Ved dukkerne var der lydeffekter og -fortællinger, der uddybede deres historie, f.eks. gennem oplæsning af brevene. I husets stue var der også skærme med et spil, hvor man skulle forsøge at forsinke Morgans fremmarch.

DSC_0589

I forgrunden en dukke som forhørsleder og bag ham en pepper’s ghost skærm, hvor en af kilderne til showet bliver forhørt.

Med disse digitale tiltag og av-fortællinger afveg borgerkrigsdelen fra resten af museet. Det gjorde bestemt ikke noget, men var bare med til at gøre besøget til en mere varieret oplevelse.

DSC_0591

En interaktivt museum

Acres & Acres of Interactive Awesomeness er museets tagline og jeg vil faktisk give dem ret.
Conner Prairie er ikke et museum med informative tekster om de enkelte bygningers historie. Det er et museum, hvor man blive grebet af historien, og hvor både en 11 årig pige og en trænet museumsgænger som jeg måtte tage hatten af for de opfindsomme måde de formidlede historier på, og fik os gæster til at interagere og blive en del af fortællingen.

DSC_0472

På museet var der også en lade med husdyr – og mange børn der ville klappe de små dyrekid.

DSC_0485

Interaktivitet var også et element i museets formidling af objekter. De få genstande der var udstillet som enkelt genstande havde primært det formål, at de skulle få en snak i gang.

Link: http://www.connerprairie.org/

Dette er anden indlæg i en lille serie om amerikanske open air museer. Første indlæg kan ses her: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2015/08/11/the-henry-ford-take-it-forward-amerikanske-open-air-museer-1/

 

6 kommentarer

Filed under Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Udstilling

The Henry Ford – take it forward. Amerikanske open air museer 1

Min sommerferie foregik i USA med familien og med besøg på flere amerikanske open air museer. De næste uger vil der her komme blogindlæg om nogle af de steder vi så. Jeg vil starte denne lille følgeton med et sted, der er meget mere end et frilandsmuseum. The Henry Ford er både et udstillingssted med fantastiske genstande, et open air museum, en iMax biograf og en guidet tur på dele af Fordfabrikkerne. Det ligger i Detroit-forstaden Dearborn, hvor Henry Ford kom fra, og hvor han flyttede Ford-fabrikkerne til i 1927. Det er også her, at bilgiganten i dag har sit hovedsæde.

DSC_0427

Et af husene i open air delen af museet er en rekonstruktion af Fords første fabrik fra 1903

DSC_0269

På museet er der mange biler – ikke kun Fordmodeller – men et bredt udsnit af USA’s bilhistorie

Museet bygger på Fords ide om, at opfindsomhed og foretagsomhed er elementer, der har skabt Amerika, og stedet har fra sin begyndelse haft et nærmest forkyndende formål. Indendørsmuseet og open air museet skulle begge have en folkeopdragende karakter. De blev i 1929 opbygget som et laboratorium for et nyt skolesystem, som Ford drømte om. Henry Ford havde ikke brudt sig om hans egen skoletid og mente, at eleverne meget bedre kunne lære om teknik, entrepreneurship, opfindelser mv. ved f.eks. at blive inspireret i det værksted, hvor Edison lavede glødepæren eller ved det hus, hvor Noah Webster skrev hans American Dictionary eller der hvor brødrene Wright boede, da de opfandt flyvemaskinen. I Fords levetid var der på stedet en skole fra førskolealderen og til college. Der var ikke mere end 100 elever af gangen, med bilgigantens håb var, at hans ide om museumsformen som en aminaret lærebog ville blive udbredt til millioner af amerikanske børn. Det skete ikke, men efter at have været lukket i nogle årtier, er der atter en High School tilknyttet museet.

IMG_6499

Thomas Edisons Menlo Park Complex er en del af museet og der viser eksemplarer af de glødepærer, der var et af stedets vigtige opfindelser

Henry Ford Museum

”Hall of American Innovation” står der når man træder ind i indendørsmuseumsdelen af The Henry Ford – kaldet Henry Ford Museum – og innovation skal ikke kun forstås som frembringelse af fysiske genstande, men også af ideer og tankesæt.

DSC_0265

DSC_0268

Amerikansk fast food kultur bliver også formidlet, bl.a. i denne diner fra 1946, der er et af stedets spisesteder.

En del af museet, der særligt gjorde indtryk på dem jeg var med, var afsnittet “With Liberty and Justice for All”. Det fortæller med film, billeder, gode korte tekster – og oplagte eller særlige genstande om USA’s århundrede lange stræben mod frihed for flere. Der er bl.a. udstillet Thomas Paine pamflet mod englænderne, Common Sense, en fint forklaret udgave af Declaration of Independence og dramatiserede taler om uafhængighedskrigen.

DSC_0233

På museet var den stol som Abraham Lincoln sad i, da han 14. april 1865 blev skudt i et teater i Washungton.

Borgerrettighedskampen og skyggesiderne slaveri og racisme er fint formidlet i afsnittet bl.a. gennem ekstraordinære genstande som den stol Lincoln blev skudt i, et raceopdelt venteværelse og ikke mindst den bus som Rosa Park i 1955 nægtede at rejse sig op i for at give pladsen til en hvid mand. Anholdelsen af Rosa Park blev startskuddet til Montegomery Bus Boycot, der gjorde Martin Luther King kendt og som var begyndelsen til en række ikke voldelige borgerrettighedsaktioner i USA.

DSC_0237

Bussen som Rosa Park i december 1955 blev siddende i – den begivenheden, der startede en af borgerrettighedsbevægelsens store aktioner.

Ford T

Biler er der også mange af på museet og en model, der særligt formidles er Ford T. Den vises ikke kun som udstillingsgenstand, men gæsterne kan også komme op i en og få fortællinger af museets personale om biler på den tid.

Ford T ABD USA 2015 (59)

Et andet sted er en Ford T model er skilt ad, så alle de enkelte dele kan ses, og hvis man har mod på det kan man forsøge sig som samlebåndsarbejde. Ikke en nem opgave; den fik sveden frem hos deltagende og grinet frem hos beskuerne.

Ford IMG_8746
Ford T samlebaand

Da vi forlod museumsdelen og gik ud i Greenfield Village – open air delen af The Henry Ford komplekset – var vi ikke i tvivl om at USA var et land, der havde forstret nye ideer og fremsynede personer. Det er dem samme grundfortælling som bliver fortalt i open air delen, men nu med andre virkemidler.

DSC_0274

I indendørsmuseet er der flere digitale infoskærme og spil, der brugte museets samlinger, bl.a. denne skærm, hvor man kan teste hvilken type man er.

Greenfield Village

Greenfield Village er delt op i en række afdelinger med titler som Working Farms, Main Street og Porches and Parlors. Det kunne lyde som et snit ned gennem Amerika med landbrug, by og forstad, og det er det også, bare med det særlige tvist, at langt de fleste huse i afdelingerne har tilknytning til en person, der har spillet en særlig rolle i USA’s udvikling. En af gårdene var der, hvor Harvey Firestone voksede op før han gik i gang med at fabrikere dæk til bilerne. I Porches and Parlor kan man bl.a. besøge digteren Robert Frosts hjem og det hus, hvor Noah Webster boede og arbejde med hans American Dictionary of the English Language.

DSC_0301

Noah Websters arbejdsværelse

Greenfield Village’s Main Street er heller ikke en helt almindeligt af slagsen. Her ligger bl.a. retsbygningen fra Logan, som Abraham Lincoln med mellemrum som sagfører kom i, brødrene Wrights barndomshjem og det hus hvor Heinz fremstillede sine første vare før han blev kendt for ketchup.

DSC_0421

Huset, hvor H.J. Heinz i kælderen med henkogning af peberrod i 1860’erne startede hans fødevareimperium

I de fleste af husene er der personale, der tager venligt i mod en og fortæller om stedet, hvem der boede her og hvilken betydning vedkommende havde i landets historie.

DSC_0408

På besøg i et af de få steder i Greenfield Village, der ikke er tilknyttet en berømt person. I to slavebarakker fra Savannah, Georgia formidles slaveri. Den ene barak er et nøgternt rum med lydfortællinger om slavers liv og i den anden er der en ansat, som fortæller om et slavehjems indretning.

Dramatiserede historiefortællinger

På museet er der løbende små skuespil på 10-20 min., der mere dramatiseret formidler historien. Foran brødrene Wrights hus overværede vi, at Orville og Wilbur Wright kom hjem til deres søster for med begejstring at fortælle om verdens første maskindrevne flyvning, som de netop her i december 1903 havde gennemført. Det var fint, vittigt og veloplagt fortalt med god komik søskende i mellem. Bagefter var der fotosession for publikum, så de kunne blive foreviget med Wright-aktørerne.

DSC_0324

Skuespillet på Wright brødrenes veranda

DSC_0327

Og bagefter kunne publikum blive foreviget med Wright familien – eller i hvert fald aktørerne, der spillede Wright familien.

Et lignende skuespil blev opført i den del af museet, der er tilegnet Fords store idol og læremester Thomas Edison. Flere bygninger er tilknyttet opfinderen bl.a.  Menlo Park Complex, hvor phonografen og den første fungerende lyspære blev skabt.

DSC_0339

Thomas Alva Edison kom og holdt en ”pressekonference” med publikum, hvor han begejstret fortalte om den vanskelige proces med at lave en holdbar glødepære.

DSC_0344

Inde i Edisons Menlo Park Complex’et var der indrettet et mørkt rum, hvor den banebrydende opfindelse lyspæren kom til sin ret.

Et afsnit af Greenfield Village er dedikeret til Ford selv. Her er hans barndomshjem og flere fortællinger om hans bilproduktion, blandt et sted, hvor man kan komme ud at køre i en af de mangler Ford T’er som sammen med hestevogne, lokomotivet og en gammel omnibus er med til at transportere folk rundt.

DSC_0349

Med familien på tur

DSC_0356

Fungerende transportmidler er populære og i Greenfield Village kan man købe et turbånd, så man frit kan prøve stedets forskellige køretøjer.

 For alle aldre

Transportmidlerne er sammen med gårdenes dyr sikre hit for de yngste. Det er også andre elementer målrettet børnene, f.eks. en fungerende karrusel fra 1913 og en mere moderne legeplads, der har fortællinger om industri og biler, så dem der ville lege videre i det spor kan gøre det.

DSC_0359

Legepladsen i Greenfield Village

DSC_0362

Også ved 1913 karusselen var der veloplagt servicemindet personale, som kort fortalt om genstanden og hjalp børnene på plads.

De skuespil jeg så var ikke målrettet børn, men det var utvivlsom en 10 min. forestillingen med Laura Ingels fra Det lille hus på prærien, dukketeaterforestillingerne og de historiske lege, der også var elementer i dagsprogrammet.

Take it forward

Fords tanke om at man kan lære af begivenheder og store mænd m/k’s handlinger gennemsyrer stedet og på den måde er det logisk, at hele museumskomplekset helt kort hedder hans navn The Henry Ford. Samtidigt er det misvisende, da et ikke er et museum om Ford eller Ford-koncernens historie – det er hele USA’s museum om ideer og nye tanker. Det er vigtige historie og det burde også fremgå af museets navn, mere end i museets tagline “Take it forward”, der nu er velvalgt, da det understøtter museets oprigtige ønske om, at fortælle om ideer og foretagsomhed som man kan blive inspireret af.

DSC_0256

Et bud på en fremtid der aldrig kom, er museets kuriøse genstand Dymaxion House, et fremtidshus i aluminium og plastik fra 1930’erne. Der blev lavet et par prototyper, men det kom ikke i produktion.

Udover museumsdelene er det også muligt på stedet at se film i en iMax biograf og at komme på fabriksrundvisninger. Begge dele er lavet for at gøre besøget til en heldagsoplevelse. Dem jeg var med kunne nu fint bruge hele dagen uden de tilbud, og vi forlod glade museet med en god indføring i nogle af de tanker, ideer og kampe, der havde formet det land, som vi nu skulle bruge de næste uger i.

DSC_0264

Blandt museets highlight var en samling af præsidentbiler, bl.a. den Lincoln som J.F. Kennedy blev skudt i.

IMG_6497

Fra bussen Rosa Park blev siddende i – et sted på museet, hvor mange gæster gennem fotos valgte selv at skrive sig ind i historien.

Link: http://www.thehenryford.org/

7 kommentarer

Filed under Kulturhistorie, Udstilling

Leg på svensk – besøg på Junibacken, Skansen og Jamtli

”Hvorfor er det ikke muligt at fortælle den svenske historie ligeså underholdende som USA’s historie bliver fortalt her?” skulle den svenske museumsmand Sten Rentzhog have sagt ved et besøg på High Chaparral, en ”nöjespark” nær smålandske Värnamo med fokus på det vilde vesten. High Chaparral er i dag flotte show med skuespiller og stuntmænd og det er kørende kuldrevne lokomotiv og gode western-kulisser, men det der virker allerbedst er stedets fantastiske rammer om leg og aktivering af gæsterne.

High Chaparral 2011 231

To besøgende i duel I High Chaparral

Sten Rentzhog var på det tidspunkt direktør for det svenske frilandsmuseum Jamtli i Östersund og tog efter sigende tilbage til Jämtland og begyndte hans transformation af museet så leg, levendegørelse og rollespil blev mere markante elementer.

Jeg besøgte Jamtli i sommers og oplevede et levende sted, der havde tænkt legen ind som en naturlig del af museet. Der var dygtige aktører i dragter, som gik dialog med og aktiverede gæsterne og et andet markant element var de mange legepladser og legemuligheder, der var placeret forskellige steder på museet.

Jamtli aDSC_0667

Jamtli er gode til at indrage deres besøgende. Her er en gruppe besøgende blevet engageret af en 1975 aktivist til en demonstration og til sidst kunne vi alle slagordene “sluta spruta”.

Leg og svenske forlystelser
Min oplevelse af forlystelser i Sverige er, at legen i det hele taget har en stor rolle – og gerne kombineret med en fortælling. High Chaparral har en overordnet westernfortælling, der måske ikke er 100 % korrekt, men som alligevel sætter en kulturhistorisk ramme. Nogle timers kørsel derfra ligger Vimmerby og Astrid Lindgrens Värld, der er en forlystelsespark med figurer fra Astrid Lindgrens forfatterskab. Det er fiktion, men samtidig svensk kultur i et koncentrat. Ligesom i High Chaparral er der aktører. I Astrid Lindgrens Värld er det Pippi, Emil, Madicken, Ronja og røverne m.v., der leger med og fortæller for de besøgende.  Der er også legepladser og Tarzan-baner, der aktivere og gør, at store og små selv laver historier og tager hovedrollen i fortællingen.

Treårige Naja I tæt dialog med Pippi

Treårige Naja i tæt dialog med Pippi

Junibacken
I Stockholm er der også en forlystelse, som formidler svensk børnelitteratur gennem leg. Det er Junibacken på Djurgården. Stedet er opkaldt efter en Madicken historie og et martkant element i forlystelsen er også et tog, der føre gæsterne gennem miljøer i Lindgrens forfatterskab.

Junibacken DSC_0030

Villa Villekulla som velfungerende legeplads

Et andet oplevelsesmæssigt element i Junibacken er to store legeområder. Det ene er Villa Villekulla, som kan indtages og hvor der er muligt at gennemspille en række at historierne om Pippi Langstrømpe, og det andet er et særudstillingsområde. I sommers, da jeg besøgte stedet, var det opbygget i et miljø omkring Martin Widmarks bøger om Valleby og LasseMajas detektivbureau.

Junibacken DSC_0036

Junibacken DSC_0033

Junibackens initiativtager er den svenske skuespiller og teaterchef Staffan Götestam. Ligesom Sten Rentzhog var hans ambition at lave et sted, der var underholdende og opfordrede til eget initiativ. Da han præsenterede sin ide om en aktiverende Astrid Lindgren-forlystelse til forfatteren, ville hun gerne være med på den betingelse, at det ikke kun skulle være hendes figurer der befolkede stedet. Det skulle ikke være et Astrid Lindgrens mindested, men et børnekulturhus med fokus på fortællinger.

Leg på Skansen
Få hundrede meter fra Junibacken ligger Skansen, det første og største frilandsmuseum i Norden. Skansen er også meget mere end et museum. Den uge i juni hvor jeg besøgte stedet, havde jeg den udelte fornøjelse at deltage i Allsång på Skansen. Det er tradition og samtidig helt nutidigt og jeg følte i øjeblikke, at jeg havde en direkte forbindelse til den svenske folkesjæl.

Skansen IMG_3288

“Stockholm I mitt hjärta / låt mig besjunga dig nu”

Skansen IMG_3277

Allsång er stjerner, men lige så meget fællessang – og en meget direkte kontakt med publikum

Musik og sang er en del af dette museum, det er dansepavillonen Galajen også, hvor mangen en Stockholmer har fundet sit livs udkårne og det er den zoologiske have, der ligge på Skansen også. Nogle af dyrene kan ses i området Lill-Skansen. Gentænkningen af denne del af museet sammen med renoveringen af Allsångs-scenen er en af de helt store investeringer, som Skansen har lavet de sidste par år.

Skansen IMG_3295

Lill-Skansen er børnenes zoo, men det er også et legeområde og en teaterplads hvor børn (og voksne) bliver aktiveret. Lill-Skansen er natur- og kulturformidling i børnehøjde, og den dag i juni jeg var der, gik formidlingen rent ind og blev forstået og elsket af målgruppe.

Jamtlis fokus på rum til oplevelser
Jamtli i Östersund har ikke en dyrepark, men de dyrker legen og rollespillet. De aktører jeg mødte i sommers var rigtigt gode til at aflæse deres gæster. De formidlede svensk hverdagshistorie godt, men var samtidigt meget opmærksomme på at lave sjov med gæsterne og skabe en god stemning. Et stor satsning Jamtli lavede forrige år var deres 1970’er afdeling. Den består dels af tre huse/miljøer fra 1975 og at et område, der er dedikeret til det svenske børnetv-program ”Fem myror är fler än fyra elefanter”. Der er en scene, hvor de tre figurer fra programmet Magnus, Eva och Brasse optræder, og når de ikke gør det, er de ude blandt publikum i en scenografi omkring programmet, der også kan bruges som en legeplads.

Jamtli aDSC_0695

Scenen I “Fem myror är fler än fyra elefanter” afsnittet, hver der i sommersæsonen to gange om dagen er show.

Jamtli aDSC_0648

Fem myror är fler än fyra elefanter afsnittet er et eget aktivitetsområde med legeplads og café. Efter det åbnede i 2013 forøgede museets sommerens aktivitetsniveau og entrepris, så den nu er på sommerlandsnivueau på 250 SEK for to dage.

Jamtli aDSC_0647

Hver af de tre figurer Magnus, Eva og Brasse har deres eget hus kopieret efter tvudsendelsen. Der kan gæsterne besøge dem og lave aktiviteter.

70’er delen er et af de mange steder på Jamtli, hvor leg er integreret i fortællingen. En del af 1890’er byen er en festplads med karrusel og gynger og ved et udstillede lokomotivet er der både et legelokomotiv, der kan indtages og en lille bane hvor man selv kan køre dræsine. På museet er der også en mejeribygning og denne bliver formidlet ved at gæsterne kan lege, at de lave deres egne mejeriprodukter.

Jamtli DSC_0461

Tre museumsdirektører tager en sving om: Richard fra Beamish, Hilde fra Bokrijk og Henrik fra Jamtli.

Jamtli DSC_0592

Forest et originalt lokomotiv og bagerst et legehus lavet som et lokomotiv.

Jamtli aDSC_0621

Inde i mejeribygningen er der lavet “Mikroland Mejeri” hvor klasser og børnefamilier kan lære om/lege at de laver mælk, smør og ost.

Andre steder er der sat legeredskaber op uden at de nødvendigvis har noget at gøre med det miljø det ved siden af. Ligesom det nu er helt almindeligt, at et museum skal have butik og restaurant tænker de på Jamtli, at der også skal være mulighed for leg med passende mellemrum.

Jamtli aDSC_0705

Efter at have brugt en dag på de udendørs dele af museet, gik jeg ind for at se deres indendørs kulturhistoriske udstillinger. Jamtli er også det centrale kulturhistoriske museum for Jämtlands län med en dertilhørende genstandssamlinger. Også i disse mere genstandsorienterede udstillinger var legen tænkt ind. Hovedudstillingen ligger i kælderetagen og en af indgangene til den var en ruchetur gennem det lokale Loch Ness uhyre fra den nærliggende Storsjöen. Udstillingsområdet havde masser af genstande og billeder, men også hands-on opstillinger, skæmtekulisser og spilelementer som en integreret del af rummet.

Jamtli DSC_0761

Jamtli DSC_0806

Jamtli DSC_0772

Skansen og Jamtli er på mange forskellige parameter to rigtigt gode museer. De laver gode miljøer og har en høj faglig standart, men det betyder ikke at de der for fine eller akademiske til virkeligt at prøve at tale til et så bredt publikum som muligt, og integrere leg og underholdning i museet virke. De har ingen berøringsangst med at vælge folkelige formater og lave rammer som børn og barnlige sjæle umiddelbart kan gå til. Det giver dem fortjent mange besøgende, og det gør dem også til inspirerende steder at besøge for alle der gerne vil formidle kultur til så mange som muligt.

Leg er god underholdning, men kan i Sverige også være rigtig fin kulturformidling.

IMG_3339

Instruktion på Lillhärdalsgården anno 1785 så vi alle kan indgå i forsvaret af Jämtland. Her er det Gaute og Thorstein, to nordmærd fra Maihaugens frilandsmuseum, som vi forsvarer os imod.

Skansen DSC_0078

Mange steder på Skansen er der munter og god dialog med aktørerne. Her får mine kollegaer Lisbeth og Connie en snak om 78′ plader og simple living med en beboer i Skansens 1940’er kolonihave.

Links:

Jamtlis fokus på børneaktiviter: http://www.jamtli.com/3838.barnens_jamtli.html
Flere billeder fra Jamtli kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646265041322/

Lill-Skansen: http://www.skansen.se/sv/kategori/lill-skansen-oppet-aret-runt
Flere billeder fra Skansen kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646246422281/

Junibacken: http://www.junibacken.se
Flere billeder kan ses her: https://www.flickr.com/photos/martinsmuseumsblog/sets/72157646288994564/

Tidligere blog-indlæg om aktiviterne på High Chaparral: https://martinsmuseumsblog.wordpress.com/2011/07/27/high-chaparral-en-western-for-publikum/

3 kommentarer

Filed under Diverse, Interaktivitet og brugerinddragelse, Kulturhistorie, Naturhistorie

En bygning fortalt – AEOM konference i Glentleiten og Bad Windsheim

I sidste uge havde AEOM, Association of European Open Air Museum, samlet de europæiske frilandsmuseer til konference i Bayern. Der var repræsentanter fra frilandsmuseer fra Skandinavien, Benelux-landene, Storbritannien, de tysktalende lande og regioner, foruden Øst- og centraleuropæiske lande fra Estland og Polen og ned til Rumænien og Georgien.

Glentleiten_AEOM13_4412

Omkring 130 museumsfolk var samet til AEOM, det store frilandsmuseumsfætter-kusinetræf

Konferencens overordnede tema var Bauforschung, men særligt de nordiske, hollandsk-belgiske og engelske kollegaer, så ikke på byggeforskningsdelen alene, men bruge også emnet til at diskutere, hvordan man kunne bruge bygningers historie i formidling af større fortællinger, og hvordan de historier en bygning måtte have kunne gøres relevant for mange.

Glentleiten_4408

Frilandsmuseet Glentleiten med Alperne i baggrunden

Konferencen fandt dels sted på frilandsmuseet Glentleiten i den sydlige del af Bayern og Bad Windsheim, der ligger oppe ved Würzburg i den nordlige del af delstaten. De to museer så godt ud i augustsolen og særligt Bad Windsheim var et overraskende godt frilandsmuseum. Museet benyttede sig ikke af levendegørelse, dvs. personer der agerede i dragter, men museet var bestemt levende. Bygningerne var ikke så velholdte så de virkede kunstige, der var møg, skidt og mødding, som gav stemning, markerne blev dyrket, dyrene var i stald og på græs og håndværkerne viste uden stor ståhej deres kunnen frem, blandt andet i teglværket og i bryggeriet.

Bad_Windsheim_4

Bad Windsheim. 1600-tals bondehus fra Seubersdorf med mødding i forgrunden

Bad_Windsheim_3

Bad Windsheim. Nogle af de mange dyrkere marker og bygninger fra Fränkenhöhe i baggrunden

Bad_Windsheim_2

Bad Windsheim. Den højre del af teglovnen er ruinerne af en 1400-tals taglovn fra Scheinfelt. Den venstre del er en fuldt funktionsdygtig rekonstruktion af teglovnen, hvor der brændes tegl hver dag i sommerperioden.

Medarbejderne fra de to museer viste i diskussionerne deres seriøsitet om Bauforschung og hvordan en bygning kan læses og fortolkes. Det var også emner, som de to museer i udvalgte huse prøvede at formidle til deres gæster. Også her viste Bad Windsheim en mere umiddelbar og nemt forståelig tilgang til emnet.

Bygningen Fischerweber i Glentleiten

Et hus’ bestanddele og historie blev i Glentleiten formidlet i bygningen Fischerweber. Det genopførte hus blev vist uden inventar og der var kun fokus på selve bygningen. De forskellige lag i bygningen var frilagt og de forskellige lag og spor af farve og tapet i en væg var også vist og forklaret. Denne bygningsanatomiske udstilling var gennemført i sin stil ved at infoskiltene udenfor Fischerweber-bygningerne (hovedhus og sidehus) var udformet som modeller af husene.

Glentleiten_4383

Fischerweber i Glentleiten. Væggenes dele fritlagt.

Glentleiten_4387

Fischerweber i Glentleiten. En væg fortalt.

Glentleiten_4389

Glentleiten_4380

Infoskiltene til Fischerweber-bygningerne i Glentleiten

Et hus under konstruktion i Bad Windsheim

En lille del af museet i Bad Windsheim havde fokus på byhuse og lå lidt væk fra resten af museet, inde i den gamle bykerne af byen Bad Windsheim. Denne del af museet var opbygget omkring en imponerede in situ tømmerlade og en tømmerplads, hvor byggetømmer var blevet opbevaret helt frem til 1985. For at understrege stedets håndværksmæssige tilknytning var der ved siden af tømmerpladsen opført et hus, som så ud som om, at det var under opbygning. Der var stilladser omkring huset, maleren var i gang i det ene hjørne, vinduerne var ved at blive sat i og tømmerne var ikke helt færdige indenfor med at opbygge vægge og få sat døre i. Der var lidt en følelse af, at 1400-tals håndværkerne lige havde forladt pladsen og snart ville komme retur og fortsætte arbejdet.

Bad_Windsheim_5

Tre af byhusene i Bad Windsheims bydel. Forrest er et 1400-tals hus, der er vist som om, at det er ved at blive bygget.

Bad_Windsheim_6

Indenfor i “håndværkerhuset” i Bad Windsheim. 1400-tals tømrerne “has just left the building”.

Bad_Windsheim_7

Indenfor i “håndværkerhuset” i Bad Windsheim er vægge ved at blive sat op og malet

Bad_Windsheim4571

“Håndværkerhuset” i Bad Windsheim. Bygningen er ved at blive malet.

Ligesom i Glentleiten blev husets anatomi fortalt, men her med en større poesi og indlevelse. Når frilandsmuseerne er rigtigt gode bruges stemninger og antydninger til at formidle historien fremfor skilte og direkte forklaringer – fortællingen er ikke skrevet som tekst, men er noget, der opstår i gæsterne hoveder.

Museet i Bad Windsheim var god til den disciplin og gode til at skabe følelser bag scenarierne. De har en forståelse for atmosfære. Jeg havde fornøjelsen af at få vist byhusene frem af Dr. Konrad Bedal, museets grundlægger og grand old man. Jeg roste den stemningsfulde fremstilling, hvorpå han nærmest undskyldende svarede ”Ja, wir sind nicht nur Wissenschaftler, wir sind auch Menschen”.

Bad_Windsheim4570

Dr. Konrad Bedal foran den imponerende tømmerlade fra 1400-tallet som Bad Windsheims byafsnit er bygget op omkring.

1 kommentar

Filed under Kulturhistorie, Udstilling