I det hotel i Kathmandu, hvor jeg i de sidste par uger har boet med familien lå der en guidebog, hvor den nepalesiske kulturminister Lava Kumar Devacota havde skrevet i forordet, at ”Visiting Nepal is like visiting an open historical and aecheological museum.” Nepal er et fantastisk sted at besøge, og jeg vil give kulturministeren ret i, at landets historie er noget, der opleves umiddelbart på vejen gennem hovedstaden Kathmandu.
Swayambhunath, der ligger hævet over Kathmandu
Kulturarvens stærke tilstedeværelse er også noget, som kan ses gennem den generøse tildeling af UNESCO World Heritage Sites i Kathmandudalen. I en frisk Rickshaw-køretur fra vores hotel i byens Thamel bydel kunne man nå ikke færre end fem stykker.
Pashupatinath
Tre af dem er tydeligt religiøse, Bodnath (buddhistisk), Pashupatinath (hinduistisk) og Swayambhunath (hinduistisk og buddhistisk), og to af dem, Durbar Square i Patan og Hanuman Dhoka Durbar Square (Kathmandu), er både knyttet til religiøs og royal centralpolitisk magt.
Durbar Square i Patan
Ved Durbar Square i Kathmandu ligger huset, hvor den levende gudinde Kumari bor, der er en guddom, som særligt var tilknyttet til den kongelige familie i Nepal.
Alle af stederne har en flere hundrede år gammel historie bag sig, der gennem nutidigt religiøs praksis aktivt bliver vedligeholdt den dag i dag.
Bodnath stupa
Da den imponerende store Bodnath stupa blev beskadiget af jordskælvet i 2015, blev der hurtig samlet midler ind til genopbygningen, og det var også med bidrag fra rige og fattige nepalesere. Det skete ikke kun fordi at monumentet har en historisk betydning for mange tibetanske buddhister, men også fordi, at det gennem sin historie har en aktiv religiøs praktiserende betydning i dag. For god orden skyld skal det nævnes, at de andre omtalte UNESCO site stadig er præget af genopbygningen efter 2015 jordskælvet ligesom mange andre steder i Kathmandudalen også er.
Stilladser ved genopbygningen af tempel på Durbar Square i Patan
At gå rundt i disse UNECSO kulturarvssteder er rent historieformidlingsmæssig en stor oplevelse, og disse monumenter og bygningskomplekser har også noget mere swung over sig end de danske kulturelle UNECSO verdensarvskollegaer Roskilde Domkirke, Kronborg, Jelling monumenterne, parforce-jagtlandskaberne i Nordsjælland og Christiansfeld. Der er bestemt også noget mere levet liv forbundet med de nepalesiske sites på grund af stedernes aktive og vigtige religiøskulturelle brug den dag i dag.
De døde brændes ved Pashupatinath og asken skubbes derefter i floden
Det er her de døde brændes, pilgrimsrejsen går til, livets cirkulære betydning bliver genbekræftet og templerne bliver besøgt. Jo vist, Roskilde Domkirke er også et aktivt kirkerum, men på sammen måde som protestantismen i sit ekspressive udtryk kan virke lidt tam sammenlignet med hinduismen og buddhismen, således også brugen af kirkerummet i Roskilde sammenlignet med for eksempel de tusindvis af buddhister, der dagligt cirkuleret omkring UNESCO site stupaerne i Kathmandu eller de mange hinduister, der dagligt bliver brændt som del af begravelsesritualet ved Pashupatinath.
Bedemøller ved stupaen på Swayambhunath
De omtalte UNESCO verdenskulturssteder er som nævnt bestemt historieformidlende, men de er samtidig gennem deres brugsrumskarakter også umiddelbart uformidlede. Oplysninger kan fås i guidebøger og det er også lokale guide, der med glæde stiller sig til rådighed, men der er ingen skilte eller formidlende installationer, som tager den besøgende ved hånden og fortæller om bygningerne, religiøse skikke og gudeverdenen. Kulturarven og historierne er en del af dagligdagen for lokale brugere af stederne og dermed implicit noget de kender. Derfor er der ikke brug for information. Denne begrænsede formidling er også noget, som ses på museerne ved stederne. To museer, der ligger ved UNESCO stederne Swayambhunath og Durbar Square i Patan er henholdsvis Swayambhu Buddhist Museum og Patan Museum.
Swayambhu buddhistiske museum
Swayambhu Buddhist museum
Jeg har set en del museer i mit liv og det buddhistiske museum på Swayambhu højen tager nok prisen som det mest underformidlede museum, jeg endnu har besøgt. Museet er ikke stort, men museets titel og en angivelsen af en boks til donation er dén tekst man kan møde på museet. Til gengæld er de formodentlige vigtige buddhistiske figurere og statuer, som udstilles sat ind bag et tremmegitter, samt støvet og upudset glas. Flere af dem er også vist i modlys med vinduer bag sig og de er ikke belyste forfra, så der er også ret svært at se genstandene ordentligt.
Swayambhu buddhistiske museum med en pose ris, der hviler sig op at en af museets montre.
Det var et par Buddhafigurere uden for montren, som der så var ofret ris og farver ved. Det er til gengæld en praksis som sjældent ser på vestlige museer.
Swayambhu buddhistiske museum
Patan Museum
Patan Museum er lavet i et samarbejde med et østrigsk konsortium og udtrykket på museet har også et præg, der er meget mere lig det som ses på museet i Europa.
Patan Museum
Museet viser en fin samling af gudefigurer tilknyttet Durban Square i Patan og fortæller også om håndværket bag figurerne og stedet.
Montre der viser faserne i produktionen af et forgyldt Buddhahoved
Dele af museet var lukket på grund af jordskælvet i 2015. Det er ikke er museum med installationer eller interaktivitet, som det ellers ofte ses på mange kulturhistoriske museer i dag, men museet har fint arrangerede rum, hvor der er tænkt over farver og belysning.
Patan Museum
Ved genstandene er der oftest enkle tekster, der forklare om de omtalte guder eller håndværk. Som europæer havde jeg meget nemmere ved at afkode dette sted og nyde de æstetiske valg, der var gjort.
Patan Museum
Museer og kulturarvssteder
Kulturhistoriske museer er søgen efter historier, sammenhænge og forklaring på levet liv hos forskellige mennesker og til forskellige tider. Bud på disse forklaringer og sammenhænge ses også ved de historiske bygninger og miljøer, der er blevet klassificeret som UNESCO World Heritage Sites. Mellem de gamle fantastiske flotte bygninger i Nepal og deres omhyggelige træarbejde, stenudsmykninger og den arkitektur og de rum, der bliver vedligeholdt og brugt, er historien present. Det er historieformidling i det offentlige rum og formidling ved steder som også i dag aktivt bliver brugt af mange i deres religiøse-kulturelle liv.
Tajeju templet på Durbar Square i Kathmandu er normalt lukket, men havde i anledning af Dashain åbent en dag og køen for at komme ind i templet var over 1 km lang.
I den vestlige verden ses disse historisk kulturelle forklaring på sammenhænge oftest bedre eksplicit forklaret på museer. En umiddelbar nærliggende grund til, at de historier mere bliver fortalt på museerne kunne være, at det vestlige samfund har været under en rivende udvikling, og der er så meget som ikke længere er genkendeligt historie i dagligdagen. For at de historier skal bevares skal de derfor på museum og for at kunne forstås skal de have tilføjet forklaringer.
Jeg tror kun det er en del af forklaringen, da udvikling i et land som Nepal og mange andre udviklingslande også går rivende stærk. Jeg besøgte Nepal for 20 år siden og rigtigt meget er sket; nyt er blevet bygget og den digitale udvikling har ligesom i resten af verden ført grundlæggende ændringer med sig.
I Europa, USA og Australien er der derudover også masser eksempler på at nutidige historier, der stadig er referencer til i dagligdagen også bliver udstillet og vist, og at der i udstillinger om disse emner også er professionelt og velgennemførte formidlende og kontekstualiserende lag.
Museum of Liverpool er en af de rigtigt mange museer, som er gode til at formidle samtidshistorie.
Jeg tror, at der er en anden og ligeså vigtig forklaring på, at sammenhænge og kulturhistorier i Vesten mere er fremhævet og bedre er formidlet på museer. Det er, at det er en formidlingsform som er dyrket og praktiseret mere i den del af verden. Den er blevet forfinet gennem øvelse og erfaringer, det er skabt et publikum omkring museernes kontekstualisering af historie og kultur og der er en bred offentlig anderkendelse af dettes værd. Dermed er der også skabt en økonomisk rame og et incitament til at gøre det bedre hele tiden.
Patan Museum
Ved tre af de fire omtalte UNESCO site er der entrebetaling, som så også er varieret i forhold til hvilket land man kom fra. Det er en god måde at skaffe midler til at vedligeholde de store bygningsmasser. For os ikke-aktive bruger af stedernes kultur kan viden om stederne godt fås gennem guidebøgerne og rundvisninger, men med få midler er der helt klart mulighed for at forbedre en udfoldelse af historierne ved stederne – ved det buddhistiske museum i Swayambhunath for eksempel bare ved at hænge en tekst op og pudse vinduerne.
Noget der var godt ved Swayambu Buddhist Museum er udsigten fra hoveddøren
